Magasinet F! december 2007 by SF-Socialistisk Folkeparti

Magasin 4 | December 07

Det svĂŚre skolevalg

Tema:

Folkeskolen TAK

Leder af Villy SĂ¸vndal

Kultur:

Leonora Christine Skov om ligestilling

Gorbatjov:

Eksklusivt interview

2. halvleg:

Lidt udlicitering skader da ikke

Versus:

Organdonation uden samtykke â&#x20AC;&#x201C; ja eller nej?

DX^Xj`e + s ;\Z\dY\i '.

;\k jmµi\ jbfc\mXc^

=fcb\jbfc\e

K\dX1

K8B

Indhold

C\[\i X] M`ccp J¶me[Xc

Blckli1

C\fefiX :_i`jk`e\ Jbfm fd c`^\jk`cc`e^

>fiYXkafm1

<bjbclj`mk `ek\im`\n

)% _Xcmc\^1

C`[k l[c`Z`k\i`e^ jbX[\i [X `bb\

M\ijlj1

Fi^Xe[feXk`fe l[\e jXdkpbb\ Ç aX \cc\i e\a6

www.sf.dk/f F! udgives af Socialistisk Folkeparti til alle medlemmer af partiet

Tak - Leder af Villy Søvndal

4 Tema: Folkeskolen

-Folkeskolelærere syge af stress - Engagement - den bedste kontrol - Det svære skolevalg

Redaktion: Turid Leirvoll (ansvarshavende redaktør), Ann Lübbers (redaktør), Jakob Nørhøj, Marie Schultz,

8 Sandy Brink

- Fra S til SF

Ulrik Bak Nielsen, Mia Mørch og Kristine Rask Lauridsen

10 Velkommen til de nye ansigter

Skribenter i dette nummer: Villy Søvndal, Kamal Qureshi, Margrete Auken, Merete Thorøe, Marie Schultz, Henrik Kastoft, Thomas Wivel, Janne Gleerup, Ann Lübbers og Thomas Klonow With Forsidefoto: www.danieleleone.net Artikelforslag og indlæg sendes til:

13 Globalt: Rusland

- Gorbatjov: Man skaber ikke et demokrati hen over natten - Det var jo for galt, at Gorbatjov aldrig havde været i Danmark før - Putins popularitet

16 Organdonation uden samtykke – ja eller nej?

- Versus med Margrete Auken og Kamal Qureshi

Socialistisk Folkeparti Christiansborg 1240 København K Tlf: 45 3337 4444

18 Lidt udlicitering skader da ikke!

- 2. halvleg ved Janne Gleerup

Fax: 45 3332 7248 Mail: sf@sf.dk Mrk: ‘F!’ Næste nummer: Februar 2008

20 EU: Kosovo

- Kosovo: Fredens sidste brik på Balkan - Den største EU-mission til dato - Fred – et spørgsmål om at krydse grænser

Grafisk design: Formidabel ApS Theklavej 2 2400 Kbh. NV

24 Til kamp mod de vedtagne sandheder

- Interview med Leonora Christina Skov

www.formidabel.dk Tryk: Notat Grafisk

26 En helt i Billund

- Uden filter af Thomas Wivel

Nordkystvejen 2 F 8961 Allingåbro www.notatgrafisk.dk

27 Rundt om SF

- Stort og småt om partiet

Trykt på: Galleri One Klorfrit og miljøvenligt papir

28 Kalender

Oplag: 16.000

- Vinterens møder mv.

Leder

TAK Så enkelt. Tak. Jeg er meget overvældet over det valg, vi har lavet, og det er fortsat helt uvirkeligt, at SÅ mange mennesker sender mails, blogger, ringer, sms’er, dukker op til møder, hilser på gaden, melder sig ind eller vil være ‘venner’ på min facebook. Det er og har gennem hele valgkampen været en utrolig stor glæde. SF har ført en meget, meget professionel valgkamp. Aldrig, tror jeg, har vi været så velforberedte og arbejdet så hårdt og så systematisk. Og alligevel har det også været præget at lyst, af kreativitet og spontanitet. Når man ser på vores mange nye medlemmer, så er der mange unge. Men der er også mange andre. Der er mange mænd – og mange kvinder. Det er nye SF’ere, som studerer eller har deres gang på universiteterne. Det er offentligt ansatte, privatansatte og selvstændige. Jeg har fået mails fra danskere, som tidligere stemte på Dansk Folkeparti, Konservativt eller Venstre – men som denne gang har sat deres kryds ved SF. SF har med dette valg nået en styrke som i 1980’erne. Og vi har en bredde som et folkeparti. Et socialistisk folkeparti. Da jeg blev valgt som formand lovede jeg, at ambitionen var, at SF skulle blive forstærket, forynget og fornyet. Det blev vi ved dette valg. At min målsætning er blevet indfriet skyldes imidlertid langt fra kun mig. Tværtimod har det kun kunnet lade sig gøre, fordi så mange omkring mig har arbejdet og slidt og knoklet for SF. Derfor også en stor tak til alle jer i partiforeningerne. I SFU. Til alle jer kandidater over hele landet. Til de mange frivillige, som lagde et kæmpe arbejde fra valgkampens dag 1. Til vores eksterne samarbejdspartnere, som har hjulpet med kampagnen. Til de mange græsrødder, fagforeninger og NGO’er, som er kommet med input og viden. Til de mange danskere – SF’ere og sympatisører – som har stillet deres viden og ekspertise til rådighed. Og til SF’s sekretariat på Christiansborg, som har kæmpet og knoklet for at skabe gode resultater og opbygget billedet af SF gennem flere landsmøder, sommergruppemøder, kampagner og nu endelig valgkampen. Det er SÅ flot. Vi væltede ikke Fogh denne gang. Det gør vi næste gang. Med SF’s nye folketingsgruppe, med så stærke og dygtige folk, så står Fogh nu over for en endnu stærkere opposition end nogensinde. SF skal leve op til vælgernes tillid – vores forudsætninger kunne dårligt være bedre. Lad os komme i gang. Vi har et valg, der skal vindes.

Villy

Tema: Folkeskolen

Folkeskolelærere syge af stress Folkeskolelærerne tilhører en af de ti faggrupper, der er mest udsat for at udvikle stress. Arbejdspresset er den hyppigste årsag til, at de går ned med flaget. SF kræver større fokus på arbejdsmiljøet Af Ann Lübbers, redaktør sfannl@ft.dk

Lærermangel I løbet af de næste otte år vil over en tredjedel af den nuværende lærerstand gå på pension. Samtidig optager landets 20 lærerseminarer stadig færre studerende. I 2002 blev der optaget 4.538, og i 2007 var tallet på 2.898. Et fald på mere end 35 procent. Hvis udviklingen ikke vender, vil der mangle 8000 skolelærere om otte år.

Lærere i kø som invalidepensionister I 2006 havde Lærernes Pension 1.000 invalidepensionister – en stigning på 235 i forhold til 2005. De seneste tal viser, at udviklingen fortsætter med langt større styrke i 2007. Alene siden årsskiftet er 250 lærere gået på invalidepension, oplyser ansvarshavende aktuar i Lærernes Pension, Jesper Brohus, der samtidig oplyser, at hvor stress frem til 2005 var årsag til en ud af tre invalidepensioner, så er stress i dag årsag til hver anden invalidepension hos lærerne.

Elevplaner, forældresamtaler og statusanalyser. Kvalitetsrapporter, ny karakterskala og eksamen i alle fag. Krydret med følelsen af mistillid, manglende respekt og øget kontrol. Sådan omtrent lyder opskriften på en stresset folkeskolelærer, og dem bliver der stadig flere af. Tillidsmand på Bistrupskolen i Birkerød og lærer gennem 19 år, Lars Jørn Jensen, mærker dagligt, at hans kollegaer kæmper med stressen. - Lige nu har vi en sygemelding på grund af stress, og før den havde vi to sygemeldinger og en, der blev nødt til at sige op, fordi han ikke kunne klare presset - hvis politikerne ikke tager de her symptomer alvorligt, så risikerer vi altså nogle alvorlige sammenbrud. For en sygemelding påvirker jo de nærmeste tre-fire kollegaer, der skal træde til og påtage sig klasselæreropgaver eller redde et skema. Lars Jørn Jensen er slet ikke i tvivl om, hvorfor hans kollegaer bukker under på grund af stress. - Det er det høje forandringstempo, der stresser folk. Konstante ændringer af lovgivningen, nationale test, elevplaner og krav om dokumentation. Lars Jørn Jensens beskrivelse af kollegaernes manglende trivsel bakkes op af statistikken. I løbet af de seneste tre år har lærernes pensionskasse, Lærernes Pension, oplevet en markant stigning i antallet af lærere, som kommer på

invalidepension. Hver anden på grund af stress.

Slut med test Uddannelsesordfører for SF, Pernille Vigsø Bagge, betegner udviklingen som katastrofal for folkeskolen, der allerede nu har problemer med at besætte lærerstillinger. Ifølge Pernille Vigsø Bagge skal det derfor være slut med det stressende test-tyranni i den danske folkeskole. I stedet for kilometerlange evalueringsskemaer og kontrolblanketter, ønsker SF at styrke arbejdsmiljøet ved en to-lærerordning i de mindste klasser, bedre fysiske faciliteter og færre elever i klasserne. - Lærerne skal undervise – men i de små klasser skal de også lære børnene at gå i skole. Og mange steder er der store sociale problemer, hvor lærerne skal have overskud og vise omsorg og vejlede de små elever. Det er et kæmpe ansvar, som vi politikere må være med at til at hjælpe lærerne med at varetage, slutter Pernille Vigsø Bagge.

Tema

» Kontrol og evaluering uden virkelig medleven og engagement er jo negativ. Den er udtryk for mistillid «

Engagement Lars Jørn Jensen har været folkeskolelærer i 19 år. Et arbejde han stadig kan finde glæde i. Men glæden har fået et grimt skår. Følelsen af en stigende mistillid til hans og hans kollegaers arbejde har sneget sig ind i bevidstheden Af Ann Lübbers, redaktør sfannl@ft.dk Det er tirsdag. Klokken er ti og i ly af efterårsferien, og et par uger før folketingsvalget, har F! inviteret sig selv på en kande kvæde-te hos Lars Jørn Jensen. En folkeskolelærer med år nok på bagen til, at man med rette kan hævde, at han taler ud fra en vis erfaring. Lars Jørn Jensen er 55 år og tillidsmand på Bistrupskolen i Birkerød. Han var tidligere metalarbejder. Et erhverv han bestred i ti år, indtil ryggen gav problemer, og han fik lyst til at tage sig en uddannelse. Valget faldt på skolelærer. Et valg han blandt andet begrunder med, at han dengang gerne ville ud og forandre en folkeskole, som han opfattede som tung og borgerlig. Denne opfattelse blev dog hurtigt korrigeret, da Lars Jørn Jensen i 1988, som færdiguddannet lærer, oplevede folkeskolen indefra. Kollegaerne var dynamiske og energiske med kreative ideer og et engagement, der

- den bedste kontrol var mindst lige så stort som følelsen af frihed, tillid og respekt. Men den ånd eksisterer ikke længere. - Nu er tingene blevet mere reguleret. Vi får i langt højere grad end før besked på, hvad og hvordan ting skal foregå.

deklareres. At man som køber skal vide, hvad man får for pengene og have mulighed for at klage. Der skal sættes mål og evalueres på alt. Det gælder på sundhedsområdet, i ældreplejen og ja folkeskolen.

Fint med kontrol Elevplaner – en forbrugertankegang Lars Jørn Jensen understreger, at det positive ved reguleringer er, at det bliver tydeligt, hvad man samarbejder om, men samtidig mener han, at de mange kontrolinstanser er ved at tage pusten fra ham og hans kollegaer, og det kvæler engagementet. Især mistilliden til lærergerningen tapper ham for energi. - Jeg synes, at man mærker og også hører på politikernes forklaringer, at udgangspunktet er en mistillid til det, der foregår i folkeskolen og til lærernes arbejde. Kravet om fx elevplaner er kommet på baggrund af en PISA- undersøgelse, der, på trods af at man kan sætte spørgsmålstegn ved den, er blevet skamredet i en politisk dagsorden. Lars Jørn Jensen mener, at ideen med elevplaner bygger på en forbrugertankegang. - Altså, at forældrene som forbrugere skal kunne kontakte skolen til enhver tid for at høre, hvad er egentlig planen for min lille Sofie, siger han og fortsætter. - Det er en tidsånd, der er større end den nuværende regering, der går på, at alt skal

Lars Jørn Jensen afviser dog ikke, at der er brug for en vis grad af kontrol. Det er ikke selve princippet om, at forældre og politikere gerne vil holde øje med folkeskolen, som han opponerer imod, men mere måden, kontrollen foregår på i dag. - Lige nu skal alt reguleres, og hvor jeg nogle gange tænker - jamen så gå en tur på skolens gange. Se hvad der hænger på væggene. Se hvordan eleverne færdes indbyrdes. Kom til skolekoncerterne og morgensang. Dér kan du med dit sanseapparat evaluere langt mere end nok så mange formularer på computeren. - Kontrol og evaluering uden virkelig medleven og engagement er jo negativ. Den er udtryk for mistillid, og når man mærker respektløsheden fra samme ministerium omkring test og nye eksamensformer, så udviser det ikke stor omsorg for folkeskolen og dens elever og lærere, slutter Lars Jørn Jensen med en eftertænksom mine.

Tema

Det svære

skolevalg

Nanna Nørgaard Klerk er glad for, at hun tog beslutningen om at flytte efter en god folkeskole. Maja går nu i 3. klasse og trives så godt, at hun foretrækker skole frem for ferie. (Foto: Formidabel)

Tema: Folkeskolen

Er privatskole en god idé, hvis forældre ikke har tiltro til, at den lokale folkeskole kan give deres børn en tryg skolegang? Ikke for Nanna Nørgaard Klerk, som bakker op om folkeskolen og derfor valgte at flytte til en anden bydel før datterens skolestart

Tekst: Merete Thorøe, journalist f@sf.dk

Den næsten perfekte skole

I fugleflugtslinje er der ikke så forfærdelig mange kilometer mellem Nørrebro og Islands Brygge. Men ifølge Nanna Nørgaard Klerk er der en verden til forskel på Rådmandsgades Skole og Skolen på Islands Brygge, hvor datteren Maja nu går i 3. klasse. Faktisk så stor forskel, at Nanna valgte at rykke teltpælene op, før Maja skulle starte i skolen. Men først efter at en strategi om at flytte en børnegruppe samlet fra børnehaven til Sjællandsgades Skole var faldet til jorden. Forældrene til skolestarterne i Majas børnehave var enige om at prioritere og støtte den lokale folkeskole. Problemet var bare, at Nanna og Maja boede på den ‘forkerte’ side af Jagtvej, så Maja hørte ikke til distriktet for Sjællandsgades Skole. De andre børn fra børnehaven blev indskrevet, men skolen kunne ikke garantere Maja en plads – især ikke fordi søgningen til skolen var større end tidligere på grund af den spirende tendens til, at forældre gruppevis valgte den lokale skole. - Jeg turde simpelt hen ikke satse på, at Maja ville få en plads sammen med sine kammerater på Sjællandsgades Skole. Og alternativet – nemlig at Maja skulle starte på Rådmandsgades Skole som den eneste fra børnehaven – var ikke tillokkende. Da jeg fra venner og bekendte havde hørt meget godt om Skolen på Islands Brygge, besluttede jeg at prøve at bytte min andelslejlighed på Nørrebro med én på Islands Brygge, fortæller Nanna.

Hvad er det, der gør Skolen på Islands Brygge til en god skole? - Det er en kombination af mange ting. Lærerne er meget entusiastiske – det virker simpelt hen som om, de kan lide at være lærere. Nanna peger desuden på, at de fysiske rammer adskiller sig markant fra øvrige københavnske skoler, hvor mange er nedslidte, faldefærdige og utidssvarende indrettet. En stor del af Skolen på Islands Brygge er helt nyopført, så de fysiske rammer er uhørt gode med fx smart board i hvert andet klasselokale – og græs på taget! - Majas skolegang er både tryg og meningsfuld. Såvel den faglige som den sociale dimension fungerer fint. Den perfekte skole findes nok ikke, men jeg mener, at vores kommer tæt på. Når Maja en gang går ud af skolen, håber jeg, at det bliver med en stærk tro på sig selv, så hun bagefter er i stand til at vælge det, hun selv gerne vil. Jeg håber også, at hun forlader skolen med et godt socialt netværk – og naturligvis ikke mindst, at hun rent fagligt har lært alt det, der kræves for at have valgmuligheder i livet, understreger Nanna.

En hård tone

Dårlig skolegang koster dyrt

Hvad var problemet med Rådmandsgades Skole? - Det største problem var, at mange af børnene kom fra et temmelig belastet socialt boligbyggeri, og at omgangsformen var barsk og tonen meget hård. At mere end 90 pct. af børnene var tosprogede, behøvede ikke i sig selv at være problematisk, hvis det var børn fra ressourcestærke hjem. Men skolen var præget af socialt udsatte børn, og det dominerende problem var snarere bolig-socialt end et problem med overvægt af børn med andre nationaliteter.

Nanna Nørgaard Klerk er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor meget det betyder at have en tryg skolegang, og hun undrer sig over, at vi som samfund ikke prioriterer det højere at give alle børn et rigtig godt afsæt for et langt livs uddannelse og udvikling. - En dårlig skolegang kan mærke mennesker for livet – og det uanset om det handler om dårlig social trivsel og mobning, eller om at man ikke er blevet god nok til at læse og skrive og regne. Begge dele kommer senere hen til at koste samfundet dyrt i form af sociale ydelser, distriktspsykiatri og medicin, fastslår Nanna Nørgaard Klerk.

Er det ikke lidt forkælet på den ene side gerne at ville folkeskolen, men på den anden side mene, at den lokale ikke er god nok til mit barn? - Dybest set synes jeg, at den lokale folkeskole bør være det naturlige skolevalg. Men omvendt ville jeg ikke byde Maja, at hun skulle betale prisen for mine principper. Hun var en meget genert og sky lille pige, som slet ikke ville trives i det barske miljø på Rådmandsgades Skole. Faktisk var hun så fremmed over for den hårde tone, at hun var overbevist om, at Peter fra hendes børnehave - som også boede i det store sociale boligbyggeri - var tosproget. En stor del af hans gloser kendte hun nemlig slet ikke – selvom ordene var danske.

Det lykkedes Nanna at få en byttelejlighed på Islands Brygge, og i august 2004 startede Maja i børnehaveklassen på den lokale skole. Det var en succes fra starten, og Maja elsker stadig at gå i skole og hader, når det er ferie.

» Dybest set synes jeg, at den lokale folkeskole bør være det naturlige skolevalg. Men omvendt ville jeg ikke byde Maja, at hun skulle betale prisen for mine principper «

Sandy Brinck er politisk konsulent i LEV – landsforeningen for udviklingshæmmede. Igennem sit arbejde kommer hun jævnligt på Christiansborg til møder med de politikere, hun indtil 2005 var kollega med.

Fra S til SF

Af Henrik Kastoft, pressechef for SF sfhekn@ft.dk

Politiske kommentatorer har kaldt Sandy Brinck for ‘den dygtigste socialordfører, Socialdemokraterne nogensinde har haft’. For to år siden forlod hun på dramatisk vis Folketinget. Nu er hun medlem af SF

Politik: Fra S til SF

» Politik er lidt lige som et narkotikum.

Jeg var selv afhængig af det dengang «

- Jeg traf beslutningen for et par måneder siden, siger Sandy Brinck på 35 år, mens hun hælder kaffe op i en kop foran sig. Hun sidder i sit køkken i hjemmet i udkanten af København en onsdag eftermiddag. Sandy Brinck forlod Folketinget for to år siden. Efter et dramatisk formandsvalg hos Socialdemokraterne – et valg hvor Sandy Brinck holdt den tale, der anbefalede partiet at vælge Frank Jensen til ny formand. Sådan gik det som bekendt ikke. Helle Thorning-Schmidt overtog roret, og det førte til en række spektakulære farvel i det gamle arbejderparti. Et af dem var Sandy Brincks farvel til Folketinget og politik i sommeren 2005. Nu har hun tilbragt to år uden for det politiske rampelys. Alligevel blev beslutningen om at forlade Socialdemokraterne til fordel for SF straks til en nyhed i alle landsdækkende medier denne sommer. Men Sandy Brinck føler ikke, at hun vendte Socialdemokraterne ryggen. Snarere omvendt. Socialdemokraterne vendte ryggen til Sandy Brinck; Især beslutningen om at acceptere skattestoppet har gjort ondt.

Ung stjerne på politisk himmel Hvorfor valgte du SF? - Fordi SF har nogle grundlæggende værdier, som jeg deler. Jeg er glad for, at SF holder fast i de værdier. Det handler først og fremmest om solidaritet. Her tænker jeg ikke kun på solidaritet i snæver økonomisk forstand… det er også solidaritet i forhold til fx uddannelse og boligmarked. Sandy Brinck engagerede sig i politik som 18-årig. Den politiske karriere kulminerede et årti senere med seks år i Folketinget og en fremtrædende plads blandt unge talentfulde stjerner som Mette Frederiksen og Jeppe Kofoed. - Det er svært. Det er meget svært at forlade sit gamle parti. Jeg forlod Christiansborg og Socialdemokraterne, fordi der ikke var mere for mig at gøre der. Det var et valg, som var alt andet end let at træffe. Men jeg var nødt til at tage det. Sandy Brinck har engang sagt, at hendes farvel til Christiansborg var en beslutning, ‘der var nem at tage… og svær at gennemføre’.

Kender ingen levebrødspolitikere - At være politiker på Christiansborg er noget helt specielt. Arbejdet er meget tidkrævende. Jeg kender ikke til nogen blandt de 179 folketingsmedlemmer, som er levebrødspolitikere. Selvfølgelig er der politikere, som er mere energiske end andre, men generelt arbejder politikerne hårdt derinde. - Arbejdsklimaet på Christiansborg er helt specielt. Politikerne sidder sammen i lange udmarvende forhandlinger til sent på aftenen og lærer med tiden hinanden ret godt at kende. Der opstår mange venskaber – også på tværs af partiskel. Da jeg var politiker, lagde jeg mærke til, at udenlandske parlamentarikere havde svært ved at forstå, at vi politikere i Danmark er så tæt knyttede til hinanden på trods af vores politiske uenighed, men sådan er vores politiske kultur jo. Det er en del af spillet: Vi er enige om at være uenige, og derfor kan vi

sagtens slappe af i hinandens selskab kort efter nogle benhårde forhandlinger, hvor bølgerne er gået højt. Selv om vi er rygende uenige, er der et stærkt sammenhold og en masse omsorg politikere imellem. Man tager sig af hinanden på en måde, som jeg ikke tror findes på ret mange andre arbejdspladser.

Politik er et narkotikum - Men livet på Christiansborg er også specielt på den måde, at når du først er kendt i offentligheden, er du politiker alle døgnets timer. På gågaden, i supermarkedet – ja, selv når du er til familiefest, bliver du hele tiden konfronteret med politik. Og har den politiske virus først sat sig i kroppen, er den svær at slippe af med. - Politik er lidt lige som et narkotikum. Jeg var selv afhængig af det dengang. Adrenalinet pumpede rundt i kroppen, når der var vigtige forhandlinger og store debatter. Det var fantastisk at prøve kræfter med folkestyret og arbejde for sin hjertesag. Jeg ved ikke, om man kan sætte tid på, hvor længe efter at Christiansborg sidder i kroppen på en politiker. Jeg forlod Folketinget for godt to år siden, og der er stadig folk på gaden, som tror, at jeg er i politik. Så på sin vis har livet på Christiansborg jo ikke forladt mig endnu. - Men det gør ingenting. Jeg havde en dejlig tid i politik. Og jeg forlod politik, da der ikke var mere for mig at gøre der. Der var selvfølgelig folk, som mente, jeg skulle være blevet og havde set tiden an. Men jeg blev jo ikke valgt til Folketinget for at bide tænderne sammen, indtil det blev bedre tider. Jeg blev valgt for at slås for det, jeg tror på. Og det gjorde jeg.

Fokus på spil - Der bliver talt meget om værdikampen i dansk politik. Men spørger du mig, er den værdikamp temmelig fraværende. Jeg synes, at den såkaldte politiske debat handler om taktik, teknik og strategi… og så er det, at jeg sidder herhjemme i sofaen og tænker; var det virkelig det? Der må da være mere at komme efter? Der må være større og vigtigere slagsmål. - Jeg synes, der er stor fokus på spillet. Ikke kun politiske kommentatorer, men også politikerne selv synes mere optaget af spillet end af det, spillet handler om. Vi lever i en tid, hvor politiske holdninger meget nemt bliver druknet i form, taktik og strategi. Lige som mange andre helt almindelige vælgere er jeg mere interesseret i at vide, hvad det er politikerne gerne vil opnå, men i dag er det i høj grad formidling af midler i stedet for formidling af mål. Det er vel også derfor, at politiske kommentatorer ofte i dag er kommunikationsfolk uden en samfundsfaglig uddannelse. Er du på vej tilbage til politik? - Nu er fremtiden jo et langt og spændende projekt, som jeg ikke tør spå om. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden politik, men jeg har det fint med at være uden for Christiansborg og i stedet påvirke udviklingen udefra. Men jeg vil ikke undvære at være medlem af et politisk parti.

| Partiet: Velkommen til den nye folketingsgruppe

Hanne Agersnap

Pernille Vigsø Bagge

En vigtig opgave er, at vi stadig formår at holde vores fokus og strategi, selvom vi er blevet et så stort parti. Og så skal vi omsætte vores mandater til indflydelse.

Jeg vil fortsat kæmpe for en bedre folkeskole. Vi skal have en folkeskole med en lavere klassekvotient og bedre fysiske rammer og som tager hensyn til, at børn er forskellige og lærer forskelligt. Og så vil jeg kæmpe for en ligestilling af ungdomsuddannelserne.

Eigil Andersen

Karl Bornhøft

Den vigtigste opgave for mig er beskæftigelsesområdet herunder også arbejdsmiljø, fx det psykiske arbejdsmiljø og nedslidning.

Den vigtigste opgave er at gøre mere ved sundhedsfremme og forebyggelse. Vi skal virkelig gøre noget for at løfte danskernes livskvalitet. Det mest humane er at hjælpe folk før, de bliver syge.

Ida Auken

Anne Baastrup

Den vigtigste opgave er, at vi bliver en opposition, som borer i de huller, som regeringen har åbnet i valgkampen. De konservative har fx klart åbnet sig på klima- og asylområdet. Det skal vi udnytte.

Den vigtigste opgave bliver at sikre, at SF’s fremgang ikke blot er en engangsforestilling, men er en succes, der vil fortsætte. SF skal være større. Og så bliver opgaven, at vi holder sammen, arbejder sammen og viser solidaritet med hinanden.

Velk Villy Søvndal Den vigtigste opgave lige nu er at udvikle den store og unge talentmasse, SF står med. Og så bliver min vigtigste opgave, at styrke medlemmernes tro på, at SF efter næste valg vil blive endnu større og indflydelsesrigt.

Partiet: Velkommen til den nye folketingsgruppe

Özlem Sara Cekic

Pernille Frahm

Den vigtigste opgave er at hjælpe de socialt udsatte. Vi skal bekæmpe ulighed. Jeg har været sygeplejerske i 7 år, og det ligger mig meget på sinde. Vi skal gøre de socialt udsattes hverdag synlig, fx kvinderne på kvindehjem, de psykisk syge osv.

Den vigtigste opgave er at fortsætte kampen om at vælte Anders Fogh Rasmussen. Vi skal arbejde på at samle oppositionen. Det her valg var blot en generalprøve. Næste gang er det premiere.

Jonas Dahl

Steen Gade

For partiet er den vigtigste opgave at få optaget de mange nye medlemmer i gruppen. Politisk er jeg meget optaget af sundhed, blandt andet fordi jeg har siddet i Regionsrådet.

Den vigtigste opgave er at få en stor gruppe til at fungere godt, og få SF’ere til at forstå, at vi er blevet et fornyet og et bredere parti.

Pia Olsen Dyhr

Flemming Bonne Hansen

En af de vigtige opgaver er at afprøve Ny Alliance. De har lånt SF-politik på fx klimapolitikken, ulandsbistanden og asylpolitikken. Nu skal vi afprøve, om de holder deres løfter.

Den vigtigste opgave er klimaproblematikken. Den skal vi have op på dagsordenen. Jeg mener, der skal flere penge til forskning og udvikling, så vi kan vise os positivt frem på klimatopmødet i Danmark i 2009.

ommen Af Marie Schultz og Ann Lübbers sfmasc@ft.dk sfannl@ft.dk

til den nye folketingsgruppe

Et historisk valg for SF. Sådan lød det fra en rørt Villy Søvndal, da han den 13. november blev hyldet af en begejstret menneskemængde til SF’s valgfest i Pumpehuset. Og ingen er i tvivl om, at SF skriver historie i disse dage. En fremgang på 12 mandater, et skridt nærmere regeringsmagten og en medlemsrekord på 14.000. F! har spurgt de 23 medlemmer i den nye folketingsgruppe: Hvad er den vigtigste opgave, du vil tage fat på?

Partiet: Velkommen til den nye folketingsgruppe

Anne Grete Holmsgaard

Holger K. Nielsen

De n vigtigste opgave er, at det bliver krystal klart, at SF er det parti, der står for en ambitiøs og realiserbar klima-, energi- og trafikpolitik. Både på dansk og europæisk plan.

Den vigtigste opgave er at skabe en ny forsvars- og sikkerhedspolitik, som ikke er halehæng til Bush, men som i stedet er funderet i FN og har respekt for internationale menneskerettighedskonventioner.

Karsten Hønge

Jesper Petersen

Den vigtigste opgave er at sikre ordentlige uddannelser, ikke mindst produktionsskoler. Vi skal hjælpe de mange unge, der ikke får en uddannelse, fx de mange drenge, der dropper ud. Dem banker mit hjerte for.

Den vigtigste opgave er uddannelse. At flere lærer at læse og skrive i folkeskolen, og at flere unge får en ungdomsuddannelse. Integrationsområdet er også en vigtig opgave.

Nanna Westerby Jensen

Kamal Qureshi

Den vigtigste opgave for folketingsgruppen er, at vi arbejder sammen som et hold. Vi har kunnet sælge et samlet projekt i valgkampen. Folk har vidst, hvad de kunne regne med. Det skal vi også gøre fremover.

Den vigtigste opgave bliver at tage sig af alle de mange nye MF’er, der er kommet ind i Folketinget for SF, så de falder til og etablerer nogle faglige fællesskaber, hvor de kan bruge deres politiske drive og engagement.

Astrid Krag Kristensen

Ole Sohn

Den vigtigste opgave er, at sørge for at fortsætte den dagsorden, vi vandt valget på, bl.a. at presse regeringen. Det er det, vælgerne har givet os deres massive opbakning til, og det er vigtigt, at vi knokler videre.

Den vigtigste opgave er at fortsætte vores strategi mod regeringsmagten. Vi skal fortsætte vores klare og konstruktive oppositionsrolle samtidig med, at vi skal være en samlende kraft for centrumvenstrepartierne.

Karina Lorentzen

Kristen Touborg

Jeg mener, at den vigtigste opgave for SF er at begrænse den sociale ulighed. Jeg vil gerne tage fat på de svagestes vilkår, f.eks. kontanthjælpsmodtagere og psykisk syge osv. Jeg mener, vi skal arbejde for at forbedre deres økonomiske vilkår.

Den vigtigste opgave er, at forbedre vores fødevaresikkerhed og befolkningens sundhed. Landbruget er også vigtigt. Fra jord til bord, plejer jeg at sige. Dvs. alt fra økologi til dyrevelfærd.

Globalt: Rusland |

Gorbatjov: Man skaber ikke et

demokrati hen over natten

Det er ikke nemt at skabe et demokrati. Det tager tid, og der er fejltrin undervejs. Men Rusland er på rette vej og halvvejs mod målet, sagde Sovjetunionens sidste generalsekretær Mikhail Gorbatjov, da han gav et eksklusivt interview til F! Af Marie Schultz, journalist sfmasc@ft.dk Håndtrykket er fast og varmt. Blikket er nærværende. Mikhail Gorbatjov sætter sig til rette i stolen i Kongerummet i Kastrup lufthavn – dér hvor dronninger og præsidenter utallige gange har siddet før ham. - Burde du ikke have sovet i stedet?, spørger Gorbatjov og smiler. Han er klar over, at vi er en dag inde i valgkampen i Danmark, og at al ikke-

kampagnetid bør bruges på søvn. Dog næppe i dette tilfælde. Som et af de eneste medier i Danmark er det lykkedes F! at få et eksklusivt interview med Mikhail Gorbatjov under hans første besøg i Danmark nogensinde. Manden, der reformerede Sovjetunionen og spillede en hovedrolle i afslutningen af den kolde krig. Gorbatjov indførte de første frie valg i Rusland og igangsatte de reformer, der satte en demokratisk proces i gang. Så hvordan ser han på den politiske udvikling i Rusland i dag? - Vores politiske system er stadig under udvikling. Vi har forladt den totalitære fortid, og jeg vil sige, at vi er halvvejs fra målet om et fuldt demokratisk system. Men processen er ikke enkel og lige ud af landevejen. Der er selvfølgelig fejltrin og problemer, fx i forhold til frie medier og så videre. Oppositionen i Rusland mener, at vi har et dårligt system, nærmest totalitært, men det er jeg uenig i. Fortsættes >>

| Globalt: Rusland

Gorbatjov stadig aktiv i politik Mikhail Gorbatjov er stadig aktiv i russisk politik uden dog reelt at spille en rolle indenrigspolitisk. I foråret 2000 grundlagde han det russiske socialdemokrati, der blev opløst tidligere i år. I oktober i år dannede Mikhail Gorbatjov et nyt parti ’Unionen af Socialdemokrater’. I befolkningens øjne tilhører Gorbatjov den politiske fortid i Rusland og anses ikke som en fremtidig politiker internt.

Fortsat >> For den historiske proces går aldrig i en lige linie. Der er altid modsatrettede skridt bagud og forsømmelser, men jeg er sikker på, at tendensen er, at Rusland bevæger sig imod en demokratisk nation, siger Gorbatjov.

Støtte til Putin Mange danske politikere er ret kritiske over for den russiske præsident Vladimir Putin og den demokratiske udvikling i Rusland. Hvad er din reaktion på det? - Der vil jeg henvise til det, som jeg sagde i Folketinget i går, siger Gorbatjov. Dagen før talte Gorbatjov til danske politikere i Folketinget og fortalte om sin generelle støtte til Putin. Det blev mødt med forundring hos flere danske politikere. - I må forstå vores situation, sagde Gorbatjov i Folketinget. – Jeg støtter Putin, fordi han har trukket Rusland ud af det kaos, som Jeltsins reformer efterlod landet i. Rusland var i en meget vanskelig situation, da Putin overtog præsidentembedet. Landet var truet af opløsning. Det fik Putin styr på. Det betyder ikke, at jeg støtter alt, hvad han gør. Jeg kan ikke lide, at TV-kanalerne styres af ’usynlige hænder’ [af Kreml, red.], og der er også andre tilbageskridt, sagde Gorbatjov. - Men det er en utroligt omfattende og svær proces, Rusland er i gang med for øjeblikket. Jeg tror, man skal have prøvet at være i præsidentens klæder og ændre et politisk system for rigtigt at kunne forstå det, sagde Gorbatjov til danske politikere.

Et stigende ønske om demokrati Hvorfor tror du, at mange vesterlændinge er kritiske over for Putin og den demokratiske udvikling i Rusland? - Vesten sammenligner deres egne modne demokratiske systemer med vores system, som er under udvikling. Og det går selvfølgelig ikke. De er ikke sammenlignelige endnu på alle parametre. Vi har nogle kritisable forhold i vores system, og det er derfor kritikken kommer. Men vi ved da godt, at der er visse ineffektiviteter. Det er vi da også utilfredse med. Men vi må ikke glemme, at man ikke bare kan ændre et system hen over natten. Vi er halvvejs til målene for et frit og demokratisk system, siger Gorbatjov. Han tilføjer, at der hvert år bliver lavet en meningsmåling, hvor man spørger, hvor mange, der ønsker at bo i et frit og demokratisk land. - År for år stiger andelen af befolkningen, der ønsker at bo i et frit og demokratisk land. Hvad mere kan man forlange? spørger Gorbatjov. Men i det daglige går befolkningen mere op i sociale forhold end de demokratiske frihedsrettigheder, fortæller Gorbatjov.

- Folk er optaget af den lave levestandard, servicen i sundhedssektoren, dårlige lønforhold, lave pensioner, osv. Det er det vigtigste for befolkningen for tiden, siger Gorbatjov.

Putin giver befolkningen håb For befolkningen har endnu ikke rejst sig økonomisk efter 1990’erne totale omvæltning. I 1992 gik Rusland fra planøkonomi til markedsøkonomi med det resultat, at inflationen eksploderede og russernes levestandard røg helt i bund. Det blev i løbet 1992 tyve gange dyrere at være russer. Havde en mælk kostet 5 kr., kostede den nu 125 kr. Pengesedler tabte deres værdi, og folk mistede al opsparing. I 1998 gik den russiske stat fallit, og befolkningen oplevede endnu en økonomisk nedtur. Ifølge en meningsmåling fra sommeren 1999 vurderede omkring 60 pct. af befolkningen da, at deres materielle forhold var dårlige eller meget dårlige. Da Putin overtog præsidentembedet i 2000 overtog han ansvaret for en befolkning, der var ramt af økonomisk ruin, og som så deres land være i opløsning. Befolkning higede efter normalitet, stabilitet og orden. Det fik den med Putin. Og det er hovedårsagen til, at over 80 pct. af russerne er tilfredse med Putins indsats som præsident. - Vi har et mærkeligt paradoks. Da Jeltsin var præsident og landet var i krise, og befolkningen levede under meget primitive forhold, bifaldt Vesten Ruslands udvikling. Nu hvor Rusland begynder at rejse sig fra det niveau, og levestandarden stiger lidt efter lidt, kritiserer man, siger Gorbatjov. - Men lad os nu se fremad. Jeg er overbevist om, at den russiske nation vil være demokratisk i fremtiden, og at den vil være tæt forbundet med verden. For intet land, uanset dets enorme ressourcer, kan udvikle sig alene. Vi ønsker os en stabil verden, som det er muligt at integrere sig i, slutter manden, der i 1990 vandt Nobels Fredspris fordi, han var med til at afslutte den kolde krig. Han smiler varmt og imødekommende. - Og held og lykke med valgkampen!, blinker han.

Globalt: Rusland |

Gorbatjov

endelig i Danmark » Det var jo for galt, at Gorbatjov aldrig havde været i Danmark før «

Steen Gade, formand for Udenrigspolitisk Nævn, har i årevis forsøgt at få Mikhail Gorbatjov til Danmark. Den 23. oktober bar anstrengelserne frugt Af Marie Schultz, journalist sfmasc@ft.dk

Putins popularitet

- Det var drøm, som jeg havde haft længe. Jeg syntes, det var for galt, at Gorbatjov aldrig havde været i Danmark før, så for et par år siden begyndte jeg at kontakte forskellige personer. Jeg kunne forstå, at det lokkede ham, at han kunne få lov til at tale i Folketinget, siger Steen Gade. Men dét var ikke så nemt. Der er ikke tradition for, at Folketinget inviterer nogen. Så

Anastasia Dieva, underviser i sprog

Steen Gade gik til alle Folketingets partier for at få Gorbatjov ind på Borgen. - Jeg kontaktede alle gruppeformænd i partierne. Hvis bare ét af partierne ikke synes, det var en god ide at invitere Gorbatjov, kunne det ikke lade sig gøre. Men alle var enige. Gorbatjov skulle inviteres af alle. Derfor var det så også mig, der skulle være vært og ikke Folketingets formand, fortæller Steen Gade. Men så blev besøget aflyst. Mikhail Gorbatjov måtte melde afbud, og Steen Gade startede forfra for at finde et nyt tidspunkt. Det lykkedes. - Det var meget spændende at møde en mand med så stor historisk betydning. Han har jo banet vejen for så mange fredelige demokratiske revolutioner. I min tale til ham fremhævede jeg bl.a. også derfor hans mod. Det var også meget relevant at høre hans tale i Landstingssalen, siger Steen Gade.

Blev du overrasket over noget af det, han sagde? - Jeg blev nok overrasket over hans støtte til Putin. Og over hans fuldstændige overbevisning om, at det gik den rigtige vej demokratisk i Rusland. Han gav et nyt perspektiv på den periode, som Rusland går igennem, og det var meget spændende at høre. Jeg tror, det har lidt at gøre med det lange perspektiv, han har: ’Vi er halvvejs’, sagde han. Han havde de lange briller på, hvor politikere ofte har korte briller på. Under frokosten efter arrangementet i Landstingssalen sagde han også: ’Hvor mange valgte præsidenter er det egentlig, vi har haft i Rusland?’ Og tilføjede så: ’Og hvor mange år er det, I har haft demokrati?’. Det sætter det hele lidt i perspektiv, slutter Steen Gade.

Hvad synes du om Putin som præsident? - Jeg kan lide Putin som præsident. Jeg ved godt, at der er mange ting, man kan kritisere, men han er alligevel den person, Rusland har brug for. Vi er gennem hele vores historie blevet ført. Vi har altid haft stærke personer ved magten, og det har påvirket vores mentalitet. Hvis man giver

folk for meget frihed nu, går det galt. Hun tilføjer, at den manglende selvbevidsthed hos russerne er en negativ konsekvens af den historiske arv.

Hvorfor er Putin så populær i befolkningen? - Den stabilitet og velstandsstigning, russerne oplever i dag, giver de Putin kreditten for. Folk identificerer ham simpelthen med stabilitet. Det elsker de ham for og ønsker ikke forandringer. Mange er dog ikke tilfredse med deres levestandard endnu. Men de har ingen kanaler, hvor de kan udtrykke deres frustrationer. De tror ikke, at demonstrationer vil ændre noget.

De vil ikke være medlem af et parti, og de har ikke tid til at engagere sig i en NGO. Og fordi de ikke ved, hvordan de skal påvirke den politiske proces, vælger de at flygte fra den og koncentrerer sig i stedet om deres privatliv og om at øge deres levestandard. Husk på, at det er første gang i 80 år, at de har muligheden for at øge deres levestandard. Og den mulighed mener de ikke kun skyldes olie- og gaspriser, men også Putin.

på Moskvas Statsuniversitet

Svetlana Babaeva, uafhængig politisk kommentator

| Debat: Versus

Versus

Versus: I hvert nummer stiller vi to

Deltag i debatten: Fra den 30. november til og med den 14. de-

synspunkter over for hinanden og lader

cember er det muligt at diskutere synspunkterne med de to debat-

to debattører svare på hinandens indlæg.

tører og alle andre, der blander sig i debatten på www.sf.dk/versus

Organdonation uden samtykke – ja eller nej?

Margrete Auken, mauken@europarl.eu.int

Kamal Qureshi kamal.qureshi@ft.dk

De fleste hjernedøde har ikke tilkendegivet deres holdning til organdonation, mens de levede, og i Danmark er det derfor ofte de pårørende, der træffer beslutningen om donation. I en række andre lande har man derimod såkaldt formodet samtykke, hvor man automatisk går ud fra, at den døde gerne ville donere sine organer. Bør det også være sådan i Danmark? Margrete Auken, SF’s medlem af EU-parlamentet, og Kamal Qureshi, MF for SF, har hver deres holdning til spørgsmålet. Her giver de deres bidrag til debatten.

| Indhold

Leder

| Politik

Kære Margrete

Debat

Tema

> 1 <

Globalt |

Kultur

Partiet

Kalender

Kære Kamal

Nanna på 35 år mangler sine nyrer. En lille gåtur og hun bliver træt i musklerne. Hendes søn på fem år har oplevet sin sidste svingtur af sin mor. Den fik han, da han var tre år. I dag er den form for fysisk aktivitet umulig for Nanna. Sønnens grin må hun nu få frem på andre måder. For tusindvis af danskere er ovenstående hverdag. Dårlig nyre, nedsat lunge- eller hjertefunktion betyder en stærk forringet dagligdag. Der er stor mangel på organer, og mange venter. Mange dør, mens de venter. Ventetiden er lang. Alle kan jo komme i en situation, hvor vi selv eller vores nærmeste får brug for et organ. En løsning kunne være, at man skal melde sig fra i stedet for at vælge sig til et donorregister. Altså, at alle automatisk er tilmeldt et donorregister fra fødslen af. Flere organdonorer redder liv.

Var jeg Nannas mor, ville jeg vildt ønske hun fik en ny nyre. Men det skal gå ordentligt til. Et organ er en stor gave fra den døende, og den gives jo i en situation hvor en familie er ramt af en fortvivlende katastrofe. Skal vi have flere til at ville være donorer, må det ikke ske ved at vi alle omdefineres til ‘reservedelslagre’, men ved at donationen sker med respekt for den døende og under det størst mulige hensyn til de pårørende. Vi behøver ikke at tvinge hinanden ud i et valg hvor man skal vælge fællesskabet fra og sige nej (det er alt for brutalt at lave en fravalgsordning), vi skal i stedet gøre et tilsagn meget tryggere. Især skal hospitalerne sikre at der bliver tid til ordentlig afsked for de pårørende, evt. til at hente præsten hvis det ønskes, og mulighed for at våge hos den døde bagefter. Og så skal der fortælles bedre om det. Organer ‘nok’ får vi dog aldrig.

Venlig hilsen Kamal

Venlig hilsen Margrete

Kære Margrete

> 2 <

Kære Kamal

‘Organer’ nok ‘får vi dog aldrig’, skriver du. Nej, desværre. På den bekostning tager børn flere gange om året afsked med en forælder, og forældre afsked med et barn. I Danmark skal man selv tilmelde sig donorregisteret. Men som de har det i 19 andre europæiske lande, burde Danmark i stedet indføre ‘formodet samtykke’. Det betyder, at man automatisk er organdonor fra fødslen af og skal framelde sig donorregistret, hvis man ikke ønsker at donere sine organer væk. En undersøgelse viser, at 70 pct. af danskerne siger ja til en sådan ordning. Derfor bør den nuværende ordning laves om, så den fungerer på flertallets præmisser. Når vi har stor mangel på organdonorer, skal vi have en ordning, der gør det nemt for de danskere, der vil donere. På den måde kan vi komme organturismen til livs og sikre syge mennesker et værdigt liv.

Organer nok? Selv med frie hastigheder på vejene, en omdefinering af alle til ‘reservedelslager’ og beskidt handel med organer får vi ikke nok. Behovet vokser, og vi må ikke bedrage de syge med falske løfter. Men vi bør gøre mere for at få så mange med som muligt – dog med respekt for hinanden. Her skræmmer det mig at du helt ser bort fra den anden side: en organdonor er oftest et menneske ramt af en voldsom ulykke, omgivet af chokerede pårørende. Først når den indsigt er med i vores kampagner for tilmelding, og vi kan love at afskeden kan foregå ordentligt trods tidspres og andet svært, tror jeg vi kan få flere til at sige ja. Så bliver donationen noget smukt, ikke noget vi får ved at presse hinanden ud i en nedvurdering af hvad et menneske er: reservedelslager! Nej tak. Læs igen min kronik i Politiken 3/7 – den er under artikler på min hjemmeside: auken.dk.

Venlig hilsen Kamal

Venlig hilsen Margrete

Kære Margrete

> 3 <

Kære Kamal

Forleden skrev BT, at tilmeldingerne til organdonation vokser og vokser. Danskerne er tilsyneladende blevet opmærksomme på den store forskel, de kan gøre for et andet menneske. I dag har over 500.000 af dem meldt sig som organdonor. De betragter det mere som en medmenneskelig handling frem for at se sig selv som et reservedelslager. Men som du rigtigt nok skriver, skal vi også huske på den etiske side af sagen. At tilmelde sig donorregisteret er én ting. Men hvis ens kæreste, barn eller forælder kommer ud for en alvorlig ulykke og ligger hjernedød på hospitalet, er virkeligheden pludselig en helt anden. Når man tilmelder sig donorregisteret skal alle involverede parter naturligvis have klar besked om de moralske og etiske overvejelser og konsekvenserne ved organdonation. Det er vigtigt. Vi må for alt i verden huske på, at hensynet til donorer og deres pårørende overgår alt.

Tak - så er vi ikke langt fra hinanden. Mange melder sig nu som donor, skriver du og siger at de opfatter det som en medmenneskelig handling. Ja netop: en gave givet af medfølelse. Sådan bør det fortsat være. Staten må ikke forgribe sig på vores medmenneskelighed og nærmest tvinge os til at være donor, det er et overgreb på menneskets integritet, det gør os til reservedelslager. Lad os beholde et system hvor mennesker frit siger ja ved at melde sig eller ved at lade deres nærmeste forstå at sådan ønsker de det hvis ulykken skulle ske. Jeg tror som sagt at vi kan få endnu flere med hvis der er en tydelig fortælling om at en donation trods alt kan foregå med en værdig afsked. Usikkerheden over for om de selv og deres nære og kære i den katastrofale situation bliver behandlet med den fornødne empati og respekt, afholder givetvis mange fra at melde sig? Godt vi er enige om at dette hensyn overgår alt.

Venlig hilsen Kamal

Venlig hilsen Margrete

| Debat: 2. halvleg

Janne Gleerup, født 1973, uddannet cand. mag. ved Institut for Uddannelsesforskning, RUC 2005 med bifag i Sociologi ved Sociologisk Institut, Køben-

2. halvleg

havns Universitet. P.t. ansat som Ph.d. stud. ved Institut for Psykologi og Af: Janne Gleerup

Uddannelsesforskning, RUC, og beskæftiget med arbejdslivsforskning.

Lidt

Debatten om den offentlige sektor har næppe været så konfronterende og barsk i tonen siden 1970´erne, hvor Fremskridtspartiet sammen med især de borgerlige anklagede den offentlige sektor for at være for dyr, bureaukratisk, formynderisk og ineffektiv Debatten om den offentlige sektor er barsk som i 1970’erne. Denne gang er det imidlertid snarere ansatte og brugere, der via folkelige demonstrationer, spontane forældreblokader og strejker rejser en – om end kaotisk - så dog vedvarende kritisk diskussion af udviklingen i det offentlige. Balladen flankeres af en lind strøm af undersøgelser, der viser, at offentlige arbejdspladser lider under højt sygefravær, stress og rekrutteringsproblemer. Samtidig er medierne fulde af historier om, hvordan dokumentationskrav, kontrol og evalueringssystemer ridder den offentlige sektor som en mare. Tag fx hjemmeplejen hvor medarbejderne kritiserer, at arbejdet drukner i stregkodesystemer og minuttyranni. Eller folkeskolen hvor lærerne kritiserer nye test og elevplaner for at være rigide kontrolredskaber, mens de pædagogiske gevinster er mere beskedne.

Hvad flipper de ud over? Medarbejderne reagerer ikke kun over for nye styringssystemer, fordi de udtrykker mistillid til de ansatte og deres faglige kompetencer. De reagerer også, fordi de oplever, at arbejdets organisering ikke matcher arbejdets karakter - og nogle gange ligefrem udgør forhindringer for udførelse af en meningsfuld arbejdsindsats. Balladen om velfærden er således ikke kun et spørgsmål om to eller fire bade om ugen til de ældre eller ti kr. mere i timen til hjemmehjælperne. Det handler også om udviklingsretningen i den såkaldte moderniseringspolitik, hvor implementering af virksomhedsøkonomiske styringssystemer og managementfilosofier ændrer både velfærdens indhold og arbejdsvilkårene for de medarbejdere, der skal skabe den. En del af balladen om velfærden skal derfor ses i lyset heraf.

New Public Management i marv og ben Selvom den offentlige moderniseringspolitik er en kompleks og sammensat størrelse, kan man sammenfatte den dominerende linie gennem de sidste ti år under overskriften New Public Management (NPM). Selvom NPM som koncept retter sig specifikt mod det offentlige, er grundideen at implementere organisatoriske og økonomiske principper fra det private arbejdsmarked. Filosofien er,

at det er muligt - og hensigtsmæssigt - at underlægge velfærdsproduktionen de samme principper, som gælder for vareproduktion på det private marked.

Fra velfærd til vare Ifølge NPM anbefalingerne skal der etableres konkurrence mellem offentlige udbydere, private firmaer og frivillige organisationer, hvad fritvalgsordninger og krav om udliciteringer har til formål at fremme. Når de offentlige institutioner både internt og eksternt skal indgå i konkurrencestyret og markedsbaseret udvekslingsforhold, forvandles velfærd til en vare, der produceres i konkurrence med andre vareudbydere. Samarbejdsrelationer bliver til forretningsforbindelser, og aftalerne, der indgås, er kontrakter. Arbejdsopgaverne skal ombrydes i enkeltdele, så de kan standardiseres og indordnes et fælles system, hvor de kan måles og vejes. Kun på den måde kan de indgå på ‘velfærdsmarkedet’ som sammenlignelige komponenter, der kan købes og sælges i konkurrence med andre vareproducenter, og hvor gevinster kan beregnes. Hvor det er forholdsvis enkelt at beregne omkostninger og profit ved produktion og salg af tandbørster, kan det imidlertid være svært at prissætte den kvalitative velfærd som fx undervisning af børn i folkeskolen. Hvad er forholdet mellem investering og afkast, når

Debat: 2. halvleg

Under titlen 2. halvleg bringer F! i hvert nummer en kronik, der

Deltag i debatten

går ind i værdikampens 2. halvleg. Indrømmet; højresiden har

Fra den 30. november til den 14. december er det muligt at debattere

haft bolden indtil nu, men det er på tide at vinde den tilbage –

kronikkens indhold med forfatteren og alle andre, der blander

velkommen til spillet.

sig i debatten på www.sf.dk/omsorg

skader da ikke! Cecilie og Anton skal lære at læse? Hvilke beregningsfaktorer skal med, og hvordan skal de omsættes til tal?

Ideologisk dagsorden Indførelse af elevplaner og test, offentliggørelse af skolernes karaktergennemsnit på internettet samt andre dokumentations- og sammenligningssystemer i folkeskolen er alt sammen tiltag, der skal løse de problemer, som vareliggørelsen skaber. Selvom lærerne hævder – og forskningen understøtter - at test m.v. kun i ringe grad gavner det pædagogiske arbejde med børnenes indlæring - er der intet, der tyder på, at faglig argumentation kan hamle op med den stærke ideologiske dagsorden, som ligger i de neoliberale NPM anbefalinger. I ældreplejen er udviklingen længere fremme. Her foregår en gennemkvantificering af arbejdet med standardiserede beskrivelser af arbejdsopgaver og omstændige regler for hvordan, hvornår og hvor ofte de må udføres, dikterer dagligdagen instrumentelt.

Systemet før mennesket Arbejdets organisering er efter NPM principper minutiøst planlagt. Ironisk nok har ellers udskældte gamle tidsmålingssystemer og samlebåndsteorier fra 1950´erne her en renæssance. Nu hedder koncepterne måske Total Quality Management eller Lean

lige sektor efter det private arbejdsmarkeds Production, men principperne er grundlægforbillede. Igen samarbejder fagbevægelsen gende de samme. Ligesom lærerne, hævder med regeringen om reformer, der understøtmedarbejderne i ældreplejen, at sådanne ter denne ideologiske udviklingsretning. Det styringssystemer spiller dårligt sammen med tætte samarbejde giver indflydelse, men det arbejdets karakter og virker som barrierer betyder imidlertid også, at der ikke rigtigt for et dialogisk og fleksibelt samarbejde eksisterer en stærk politisk position, hvorfra med de ældre. Eksemplerne viser, hvordan konsekvenserne af nyliberale udviklingstræk vareprincippet og hele markedsrationalii den offentlige sektor kan analyseres og udteten ikke blot ændrer arbejdsvilkårene for fordres. Konsekvensen er, at medarbejdernes medarbejderne, men også selve karakteren modsætningsfulde erfaringer med ændrede af velfærden. Arbejdets indhold skal tilpasses rammebetingelser for arbejdsindsatsen ‘produktionslogikken’ frem for at arbejdets ikke rigtig kan tematiseres og evt. omsættes karakter bestemmer produktionslogikken, kunne man sige. » Det ideologiske stridspunkt handler således ikke Det ideologiske så meget om, hvorvidt der skal udliciteres 10 eller stridspunkt handler 25 %, men om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at således ikke så underlægge al velfærdsproduktion de virksomhedsmeget om, hvorvidt økonomiske principper. Hvorfor er denne del af der skal udliciteres velfærdsdebatten så svær at føre? « 10 eller 25 pct., til forslag om en anden udviklingsretning. men om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt Uden støtte i fagbevægelsen, eller partier at underlægge al velfærdsproduktion de der tager de ansattes frustrationer alvorligt, virksomhedsøkonomiske principper. Hvorfor forbliver protester og folkelige demonstratioer denne del af velfærdsdebatten så svær at ner retningsløse, midlertidige og uforløste. føre? Interessant er det derfor også, at LO's forNye veje? mand, Harald Børsting, forsøger at rejse den Allerede i 1990´erne introducerede SR regeideologiske debat om markedsgørelse i det ringen i samarbejde med fagbevægelsen offentlige. Får han opbakning fra SF? den virksomhedsøkonomiske styreform i det offentlige. Med regeringsskiftet i 2001 skærpes indsatsen for at indrette den offent-

| Globalt

Foto: Polfoto

Kosovo: Kosovo bliver måske Europas nye stat omkring årsskiftet. Dermed falder den sidste brik på plads i det puslespil, der skal stabilisere Balkan. EU og USA presser på for en løsning.

Fredens sidste brik på Balkan

Af Thomas Klenow With, journalist f@sf.dk Etniske udrensninger, koncentrationslejre, udbombede byer, massakrer og massegrave. Borgerkrigene på Balkan i 1990’erne kom som et chok i Europa. Man troede, at den slags modbydeligheder hørte fortiden til. Alligevel er det først nu i 2007, at den sidste brik i det politiske puslespil om freden er ved at falde på plads. Det sker med provinsen Kosovo, som i dag er en del af Serbien, men som med meget stor sandsynlighed erklærer sin selvstændighed i 2008.

Solsortesletten er stedet, hvor serberne i1389 tabte et slag til de muslimske osmanner - et slag der betød enden på den serbiske storhedstid i middelalderen. Og det var netop her på Solsortesletten, på 600-års dagen for slaget, at Milosovics holdt den flammende nationalistiske tale, der i dag ses som startskuddet til konflikterne på Balkan.

Kosovo går enegang

Kosovo-komplekset

Først kommer vi dog til at se et højspændt politisk spil med USA og EU på den ene side og Rusland og Serbien på den anden, hvor Kosovos selvstændighed ender med at blive trumfet igennem uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Sådan lyder analysen fra den danske top diplomat, Søren Jessen-Petersen, der fra august 2004 til juli 2006 beklædte posten som FN’s særlige udsending i Kosovo. - Jeg kan ikke forestille mig, at de nuværende forhandlinger fører til nogen form for aftale eller kompromis. Serberne i Beograd vil aldrig opgive Kosovo, og det store albanske flertal i Kosovo vil aldrig acceptere at fortsætte som en del af Serbien. Fristen for forhandlingerne er 10. december. Her skal den såkaldte ‘kontaktgruppe’ fremlægge et kompromisforslag for FN’s sikkerhedsråd. Men kompromisset findes ikke, fordi Rusland vil nedlægge veto. Konsekvensen vil blive, at Kosovos lokaregering erklærer sin selvstændighed. Herefter vil USA og en række store europæiske lande anerkende selvstændigheden, spår Søren Jessen-Petersen.

Selvom tabet af Kosovo vil være en bitter pille for Serbien, er det en nødvendig løsning for Serbiens og Balkan-landenes vej mod det det europæiske fællesskab, mener Søren Jessen-Petersen. - Serbien har ikke bevæget sig ud af stedet de seneste 15 år. Først var de gidsler af konflikterne i Bosnien – og bagefter af konflikten i Kosovo. Men hvis serberne kan slippe af med det, jeg kalder Kosovo-komplekset, så vil de kunne bevæge sig meget hurtigt frem imod en integration i Europa. SF’s udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, tror også, at det ender med, at Kosovo erklærer sin selvstændighed. Han er med på at lade Danmark anerkende den nye nation. Dog helst som del af en større EU-enighed. - Hvis der kommer et stærkt fælles signal fra EU, så tror jeg, at både russerne og serberne vil falde ned og acceptere tingenes tilstand, siger Holger K. Nielsen.

EU: Kosovo

største

Den EU-mission til dato Freden i Kosovo er et kæmpe prestige-projekt for EU, der skal bevise, at EU i samarbejde med blandt andet NATO og lokale myndigheder i Kosovo er i stand til at skabe et ægte demokrati, varig fred og sikkerhed for alle. Af Thomas Klenow With, journalist f@sf.dk Kosovo – der folkeretligt stadig er en serbisk provins, men i praksis har været et FNprotektorat siden NATO-interventionen i 1999 – skal forblive serbisk, siger serberne. Kosovo-albanerne, der udgør knap 90 pct. af Kosovos to millioner indbyggere, kan kun acceptere, at Kosovo bliver en selvstændig stat. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Konflikten er kridtet op, og det internationale samfund arbejder i disse dage på højtryk for at finde en løsning. EU spiller en central rolle for at løse konflikten.

Casper Klynge, chef for EUPT – EU’s Planning Team for Kosovo. - Indsatsen er en test for EU’s evne til krisehåndtering. Succes i Kosovo er derfor ekstremt vigtigt, fortæller Casper Klynge, der dog samtidig understreger, at ansvaret for retsvæsnets udvikling og håndhævelse først og fremmest skal ligge hos de lokale myndigheder i Kosovo. EU skal ifølge Casper Klynge ikke overtage FN’s opgaver i Kosovo. Målet er at Kosovo skal stå på egne ben. EU skal blot være en korrigerende magt.

Selvstyre med EU-overvågning

Serbere skal beskyttes

FN’s fredsmægler, den tidligere finske præsident, Martti Ahtisaari, har i den såkaldte Ahtisaari-plan anbefalet, at Kosovos fremtid ligger i selvstyre med omfattende EUovervågning. Og den anbefaling er blevet efterfulgt. Lige nu sidder 120 mennesker og forbereder en ambitiøs plan, der vil give EU ansvaret for krisestyringen i Kosovo, og det i et omfang, der ikke er set tidligere. Fra hele EU skal der ansættes dommere, anklagere, politifolk, fængselsbetjente og toldere. De skal spredes ud over hele provinsen og samarbejde med de lokale domstole, politifolk og toldere. Der skal i alt ansættes over 1800 embedsmænd, hertil kommer op mod godt 900 lokalt ansatte. Der er sat en milliard kroner af om året til EU-missionen. Målet er at hjælpe Kosovos regering med at opbygge et velfungerende retsvæsen, og en dansker står i spidsen for operationen. - Det er den største civile krisehåndteringsstyrke, som EU nogensinde har implementeret i et andet land, og den største EU-krisestyringsoperation på retsstatsområdet nogensinde, siger den 34-årige dansker,

Kosovo har allerede i praksis sin egen regering – uafhængigt af Serbien. Men provinsen er også stærkt domineret af det store albanske befolkningsflertal. EU’s særlige fokus går derfor på mindretalsbeskyttelsen. EU følger dermed endnu en af anbefalingerne fra Athisaari-planen. Casper Klynge fremhæver, at Athisaari-planen er god for mindretallene. - 48 sider af de 61 drejer sig om beskyttelse af minoriteter, serbere, tyrkiske mindretal og romaer [sigøjnere, red]. Fx skal der ved udvælgelse af politifolk tages hensyn til etnisk sammensætning. Der er også regler om brug af flere sprog. Planen går meget længere med etnisk beskyttelse end i andre lande. Kosovo er i dag hårdt plaget af kriminalitet. Menneskesmugling, korruption og etniske forbrydelser er så udbredt, at retshåndhævelsen netop er det område, EU vil satse på.

Danskeren Casper Klynge blev den 2. maj 2006 udnævnt til at lede EU’s planlægningsmission. Den største EU-mission til dato.

Fakta: Kosovo Den serbiske hær forlod Kosovo juni 1999, efter at NATO havde gennemført en 77 dage lang luftkrig imod Serbien. Siden har provinsen været administreret af FN. Martti Ahtisaari, født 1937. Tidligere finsk præsident. Blev november 2005 udnævnt til personlig repræsentant for FN’s generalsekretær i Kosovo. Hans anbefaling til Sikkerhedsrådet lyder på udstrakt selvstyre under EU-overvågning. Internationale forhandlinger begyndte i 2006 for at afgøre Kosovos endelige status, men uden held. En trojka bestående af EU, Rusland og USA skal senest den 10. december afslutte fornyede forhandlinger og melde tilbage til FN. Kosovo nærmere selvstændighed efter parlamentsvalget den 17. november 2007. Den tidligere albanske oprørsleder, Hashim Thaci, blev erklæret som vinder af valget. Hans valgløfte var - Kosovo skal være uafhængigt i løbet af meget kort tid. Diplomater spår, at det vil sige i starten af 2008.

– et spørgsmål om at krydse grænser Af Thomas Klenow With, journalist f@sf.dk

EU: Kosovo

Fred vindes ikke på de bonede gulve. Den opnås, når længslen mod fred med naboen, får folk til at trodse frygten og krydse grænser, lyder det fra Anders Levinsen, der har 15 års erfaring fra Balkan Nord for floden bor serberne. Syd for floden albanerne. En dag druknede tre albanske børn i floden. Og så gik det galt. Måske var det en simpel drukneulykke. Måske blev børnene drevet ud i floden af en gruppe serbere. Hvad der egentlig skete ved floden for tre et halvt år siden er aldrig blevet afklaret. Til gengæld viser episoden, hvor skrøbelig freden er i Kosovo. Bagefter sagde flere analytikere, at albanske ekstremister blot havde ventet på en undskyldning for at gennemføre etniske udrensninger. Præcis på samme måde som serbiske ekstremister udrensede albanerne i Kosovo i 1998-1999. Og sådan trives både hadet og frygten på begge sider af floden og langs de etniske grænser, der omgiver de serbiske enklaver i Kosovo.

Frygt skaber grænser Krigens rædsler skaber ar i sjælen, der tager år for en civilbefolkning at komme sig over. For måske er pigtråden nok forsvundet, og det sidste skud affyret, men minderne lever videre og bliver genfortalt. Indtil den dag hvor folk bliver så trætte af at været spærret inde af deres egen frygt, at de begynder at

længes efter at komme ud af husene, landsbyerne og tilbage til en hverdag, hvor man ikke længere bliver begrænset. Og når den dag kommer, så er vejen for en varig fred for alvor banet, sådan lyder det fra Anders Levinsen. Han var leder af FN’s flygtningearbejde (UNHCR) i Bosnien fra 1992-93, mens de etniske udrensninger var på deres højeste, og her fik han en idé. Anders Levinsen ville nedbryde civilbefolkningernes barrierer i konfliktområder gennem børnene, fodbolden og legen. En idé der i 1998 blev

Rusland vil gå i hårdknude, hvorimod fredsprojektet i børnehøjde - som han kalder det – vil fortsætte, fordi de almindelige serbere og albanere ønsker en normal hverdag. Anders Levinsen kommer med et eksempel på den udvikling, han er vidne til i dagens Kosovo. - Det albanske sprog og kultur er gennem årtier blevet undertrykt, og da jeg møder underdirektøren i det kosovo-albanske sportsministerium, Aferdita Fazilja , første gang, fortæller hun, at hun hverken forstår

» Det hele drejer sig om at få børn og voksne til at krydse grænser og tidligere frontlinjer og møde hinanden, siger Anders Levinsen om sin grundtanke «

til begyndelsen på den danske organisation – Cross Cultures – der i dag arrangerer fodboldfestivaler over hele verden, og hvor Anders Levinsen er direktør.

Krydse floden Cross Cultures har alene i Kosovo arrangeret 12 fodboldfestivaler siden 2006. Kravet til festivalerne er, at der er lige mange albanske og serbiske børn. Og så gælder det om, at få serbere og albanere til at krydse den flod, der i dag skiller de to befolkningsgrupper ad. - Det hele drejer sig om at få børn og voksne til at krydse grænser og tidligere frontlinjer og møde hinanden, siger Anders Levinsen om sin grundtanke. Og på trods af, at der har været lokal modstand i visse landsbyer i Kosovo, så oplever Anders Levinsen en generel opbakning til fodboldfestivalerne. - Mit indtryk er, at mange mennesker er trætte af at leve i en trykkedel, og både serbere og albanere har indset, at de er nødt til at leve side om side. Serberne ved godt, at de ikke kan sidde i deres øde landsbyer. De er nødt til at komme ud.

Bryder sprogbarriere Anders Levinsen interesserer sig ikke meget for storpolitik, og han tvivler på, at stormagterne kan vinde freden i Kosovo. Han spår, at det storpolitiske forsøg mellem EU, USA og

Foto: Kennet Havgaard

eller taler serbokroatisk. Aferdita Faziljas bror blev dræbt af serberne under krigen og efterlod sig tre børn. Hendes søster blev også dræbt og efterlod sig to børn. Så hun passer fem børn, som ikke er hendes egne. - Men sidste år, da hun under en fodboldfestival møder lederen af det serbiske fodboldforbund, Boban Stankovic, slår hun pludselig over i serbokroatisk. Og i dag taler de sammen på serbisk, fortæller Anders Levinsen, der mener, at eksemplet viser, at det ikke længere er så sprængfarligt for albanerne at tale serbokroatisk.

Rykker tolerancen Men selv om befolkningen i Kosovo er kommet langt, erkender Anders Levinsen, at der stadig er et stykke vej. - Freden kommer selvfølgelig ikke i morgen. De etniske grænser i landskabet er måske nok usynlige for en udlænding. Men lokalbefolkningen har dem stadigt i hovedet. Når folk kommer til de steder på vejen, hvor der var militær tjek-points før i tiden, kan man se dem tøve. Men Anders Levinsen er stadig optimist. - Vi oplever med fodboldfestivalerne, at vi rent fysisk flytter rigtig mange mennesker. Børn, deres forældre og trænere bliver fysisk flyttet over tidligere frontlinjer. Samtidig rykker vi også ved folks tolerance ved at lade dem lege sammen og give dem gode oplevelser sammen. Men hvad vigtigere er – vi skaber også en platform, der fortsætter efter festivalen, hvor lokalpolitikere, kommuner og foreninger bliver inddraget i en opbygning af civilsamfundet gennem idræt, slutter Anders Levinsen.

Kultur

mod de vedtagne sandheder Hun er bl.a. forfatter, debattør, smagsdommer og feminist. Hun hader hemmeligheder og fortielser og kratter målrettet i den pæne overflade – både i familien og i samfundet. Det har for længst fået Leonora Christina Skov til at indse, at man ikke kan være venner med alle Tekst: Merete Thorøe, journalist f@sf.dk - Det er jo en fed løgn, at vi har ligestilling i det her land, selvom de fleste – både mænd og kvinder – helt ukritisk prædiker det budskab. Men det er blevet til én af de vedtagne sandheder, der får lov at præge den offentlige debat. Forestillingen er, at kvinder har et frit valg, og at man bare kan gøre tingene anderledes, hvis man er utilfreds. Dermed overser man fuldstændig, at der er nogle strukturer, der er stærkere end den enkelte. Leonora Christina Skov er erklæret feminist af den traditionelle slags, som vi kender fra 70’ernes rødstrømper. For hende er feminismen et politisk projekt, der handler om reel ligestilling, og hun sympatiserer ikke meget med de nyfeminister, der slår på, at kvinder har nogle særlige kompetencer, som skal dyrkes. Som Leonora Christina Skov ser det, har mænd og kvinder i udgangspunktet mulighed for at udvikle de samme kompetencer – det er opdragelsen og kulturen, der gør, at mænd får de fleste muligheder og dominerer det offentlige rum. - En anden af de vedtagne sandheder er, at man som feminist er en overvintret betonlebbe, som danser kædedans på Femø, hader mænd og ikke kan se noget sjovt i tilværelsen. Det billede er jeg godt træt af – selvom det for mit eget vedkommende er rigtigt, at jeg er lesbisk, smiler Leonora Christina Skov, der med læbestift og høje hæle absolut er en feminist i trit med tiden.

Skarpt blik for ulighed

Til

Det var den unge Leonoras erkendelse af, at hun var lesbisk, der skærpede hendes blik for ulighed, marginalisering og ligefrem dæmonisering af dem, der er anderledes. Og det hvad enten man er homoseksuel, indvandrer eller handicappet – diskriminationen og

mekanismerne er de samme. Opvokset i en provinsby i Nordsjælland, hvor fædrene arbejdede i København, mens mødrene gik hjemme eller havde deltidsjob på det lokale plejehjem, gik det op for Leonora Christina Skov, at den livsform udelukkede meget andet – og at hun ikke selv passede ind i den model. Men dermed ikke sagt, at hun foragter kernefamilien og det almindelige, småborgerlige liv. - Det er jo alle dem, der lever helt almindelige liv, som får samfundet til at køre rundt. Hvis alle ligesom jeg valgte ikke at få børn og at være freelancere uden ret mange penge, så ville samfundet da se underligt ud. Jeg vil ikke revolutionere verden og bestemme, hvordan folk skal leve – men der er flere måder at være kvinde på, og jeg viser et alternativ.

Kvinder er ingen minoritet Leonora Christina Skov synes, det er trist – men ikke desto mindre nødvendigt med lovgivning, kvoter og strengere straffe for diskrimination af alle slags. - Det nytter ikke noget bare at overlade det til den enkelte familie at finde ud af, hvordan de fordeler barselsorloven. Det rykker simpelthen ikke. Og på spørgsmålet om, hvordan man som kvinde ville have det med udelukkende at blive valgt til en stilling eller en bestyrelsespost på grund af sit køn, er der kun ét svar: Hvordan er det lige, at mænd altid er blevet udvalgt? Næppe kun fordi, de er dygtige. For Leonora Christina Skov helliger målet altså midlet. Kvinder er ingen minoritet, og det er beskæmmende, at halvdelen af befolkningen mere eller mindre er udelukket fra poster i samfundets top.

Kultur: Til kamp mod de vedtagne sandheder |

» Jeg er opvokset med facade og fortielser, og jeg hader det. For jo pænere tingene tager sig ud på overfalden, des mere betændt er det ofte nedenunder «

Den pletfri facade er fake Leonora Christina Skov har skrevet to romaner; ’Rygsvømmeren’ og senest ’Champagnepigen’, som udkom i maj i år. Begge romaner er skrevet på delvist personligt stof og har begge som overordnet tema, hvordan overflade, facade og selviscenesættelse er vævet sammen med hemmeligheder, fortielser og fortrængning. Champagnepigen handler om at overskride moralske grænser og er samtidig en politisk roman, der handler om udenlandske au-pair pigers forhold i Danmark og vesteuropæiske kvinders køb af unge mænd til sex i den tredje verden. - Personligt mener jeg overhovedet ikke, at det er frigørende at overskride moralske grænser. Tværtimod. I bogen går det gruelig galt for de depraverede og moralsk fordærvede. Det er faktisk en meget moralsk bog om amoralske mennesker. Selv karakteriserer Leonora Christina Skov sig selv som en kvinde, som langt hen ad vejen lever et et meget almindeligt, ja næsten småborgerligt liv. Hun er gift med sin kvindelige kæreste og bor i en pæn lejlighed med stuk og højt til loftet på det pæne Frederiksberg. Men hendes prioriteringer er anderledes; lejligheden er billig, indtægten er til at overse og målet er frihed til at rejse og skrive, hvad hun har lyst til.

Leonora Christina Skov har tidligere været medlem af Det radikale Venstre, men meldte sig ud, da det gik op for hende, at de kunne finde på at støtte en borgerlig regering. Men ved dette valg blev det til et kryds ved Ida Auken, SF. - Det er gået den forkerte vej under den borgerlige regering. Velfærdsstaten smuldrer, og det er blevet mere legitimt at rage til sig. Samtidig farer man hårdt frem mod de allersvageste, som efterhånden lever på et minimum, – og skruen strammes hele tiden. Jeg oplever, at den liberale regering har taget befolkningen som gidsler på privatøkonomien, og alt for få vover at stemme på nogle, som kunne finde på at sætte skatterne op, slutter Leonora Christina Skov.

Politisk korrekthed Leonora Christina Skov ser ikke kun verden gennem kønspolitiske briller. Hun er i det hele taget et politisk engageret menneske med en udtalt solidaritet for de svage og en hang til at være politisk korrekt. - Det er jo næsten blevet et skældsord at være politisk korrekt. Men hvad er der galt med at være det? Jeg vil gerne leve efter nogle værdier, som rækker ud over mine egne personlige behov og opføre mig på en måde, der tager hensyn til miljøet. Man må jo starte et sted, og derfor har min kæreste og jeg ingen bil, vi køber økologisk, vi slukker nidkært alt overflødigt lys og elektronik og holder bevidst vores forbrug nede. Men jeg har en last – jeg elsker at rejse og flyver derfor meget.

Leonora Christina Skov er godt nok feminist, men holder sig ikke kun til kvindekampen. Hun kæmper på alle områder for at gøre det skæve synligt, så man kan tale om det. Foto: Mik Eskestad

| Debat: Uden Filter

Uden filter

En helt i Billund

Er titlen på en klumme, hvor F! giver et

Thomas Wivel

engageret menneske spalteplads til at få

Forfatter til flere bøger.

luft for en hjertesag.

Far til fire. Og komiker.

En HELT i Billund En sen fredag nat for nylig optrådte jeg med stand-up comedy på spillestedet ‘Stationen’ i Billund. De lokale havde mulighed for at komme ud til en attraktion, der bestod af andet end 72.000 legoklodser sat sammen til at ligne en halvfuld pirat, der sidder over skrævs på en tønde rom i Legoland. Om underholdningsværdien i aftenens show så var større, eller om publikum rent faktisk syntes, de så en halvfuld pirat sidde over skrævs på en tønde rom, da jeg var på scenen, skal jeg ikke kunne vurdere. Jeg hyggede mig meget med showet, men jeg var nødt til være færdig inden 23, for jeg skulle nå det sidste tog hjem fra Vejle, da jeg som nyligt fraskilt far skulle tilbage, så jeg kunne tage imod mine børn næste dag. Jeg sluttede meget præcist, følte mig som Jens Olsens Verdensur med puls, og klokken 23 stod jeg stod klar udenfor til at tage imod den hyrevogn, der skulle føre mig til Vejle. Men der skete ikke noget, stilheden fortættede sig, stress tog gradvist form, og tanken om ikke at kunne nå min aftale dagen efter sneg sig ind på mig som et snerrende dyr. Klokken var nu ved at være 23:20, og turen til Vejle tager i hvert fald en halv time. Koldsved løb ned over ryggen. Noget måtte

gøres. Jeg talte med arrangøren og forklarede ham min situation. Han forstod dens alvor og bad mig vente et øjeblik. Et halvt minut senere kom hans dørmand hastigt ud og sagde, ‘Vi tager min Opel Vectra. Skynd dig ind i bilen.’ Fantastisk! Vi satte kurs mod IC3, og lad mig sige det sådan, sikkerhedsselen i vognen var ikke det eneste, der var hårdt spændt. Det var mit adrenalin også. Han havde en ret alternativ opfattelse af hastighedsbegrænsningerne. De blev aldrig overtrådt, men TV2 Zulus ‘Djævleræs’ lignede et Luciaoptog i sammenligning. Mast op af stoleryggen, lykkedes det os alligevel at føre en helt fornuftig samtale. Han havde været i hæren i 13 år med udstationeringer i Jugoslavien, Afghanistan og Irak som jægersoldat, og selvom hans holdning til Danmarks indblanding ikke var udelt begejstret, havde han trods alt været involveret i adskillige kamphandlinger. Det fortalte han helt jordnært, uden at overdramatisere eller på nogen måde fremhæve sig selv. Jeg kunne godt mærke, at mit problem med skilsmisse pludselig blev sat i relief, men jeg syntes alligevel, at jeg måtte forklare ham om det. ‘Ja, det er noget rod’, sagde han stille, og da vi holdt ind ved Vejle Station omtrent med stikflammer fra udstødningen og ild i dækkene, ville jeg selvfølgelig betale ham for turen. Men da jeg tog kontanter frem, sagde han smilende; ‘Gem dem til børnene!’ Jeg var målløs, steg ud og før jeg nåede at sige; ‘Og så må du i øvrigt ha´ en god aften...’, var han væk igen som et flygtigt lysglimt fra en fjern galakse. Jeg nåede mit tog, og da jeg næste dag kunne modtage mine børn, tænkte jeg på, at uanset hvad man mener om krig, og de der udkæmper den, så mødte jeg i al fald en helt den aften i Billund.

Rundt om SF

fik et rigtig godt resultat ved valget – fremgang på 7,1 pct. til 13,1 Her er resultatet fordelt på storkredse:

Stemmer Pct Fremgang København

84857

21,0

11,2

Københavns Omegn

21244

13,3

6,9

Nordsjælland

30186

10,8

5,5

3327

11,9

7,9

Sjælland

67697

12,9

6,9

Fyn

43496

14,0

7,9

Sydjylland

50551

11,4

6,3

Østjylland

61513

13,3

7,3

Vestjylland

30661

9,4

4,6

Nordjylland

37971

10,3

6,1

451503

13,1

7,1

Bornholm

I alt

Historisk valg for SF

Medlemsrekord

Det er første gang i 20 år, at SF er gået frem ved et folketingsvalg. Valget 2007 er det tredjebedste valg kun slået af valget i 1987, hvor SF fik 27 mandater, og året efter, 1988, hvor SF fik 24 mandater, men altså gik tilbage.

SF har i løbet af valgkampen fået næsten 4000 nye medlemmer. Medlemstallet har rundet 14.000 i alt! Det er rekord. Velkommen til de nye! Der vil blive holdt en række arrangementer

Indkaldelse til SF’s landsmøde Den nye folketingsgruppe Den nye folketingsgruppe består af 23 medlemmer. 9 medlemmer er genvalgte, 1 medlem har tidligere været medlem af Folketinget og 13 nye ansigter er kommet til. Folketingsgruppen består af 11 kvinder og 12 mænd. Gennemsnitsalderen er 45 år.

Der indkaldes hermed iht. partiets love til landsmøde i dagene 11 – 13. april 2008. Nærmere oplysninger om landsmødets hovedpunkter, delegerede og tidsfrister (herunder frist for fremsættelse www.sf.dk/lm fra den af forslag, opstilling til HB mv.) kan ses på 15/12.

Christiansborg 1240 København K Tlf: 45 3337 4444 Fax: 45 3332 7248 Mail: f@sf.dk

M agasinpost B Id-nummer 12943

Kalender EDUTAINMENT – underholdning med mening! Et kursusforløb med praktisk træning for arrangører af debatter, foredrag og kurser. EDUTAINMENT vil give dig grin, inspiration, praktiske værktøjer og gode kontakter. Underholdning og oplevelser er centrale elementer, når den moderne politiske debat, foredraget eller kurset skal tiltrække mange deltagere. Bliv inspireret og lær hvordan du får oplevelse og underholdning ind i det politiske arbejde, i oplysningsarbejdet eller i undervisningen. EDUTAINMENT er et samlet forløb delt i tre: - Et 24 timers kompetenceudviklingsseminar den 18.-19. januar 2008 på Højskolen Snoghøj i Fredericia. - En stafet af lokale events i hele landet i løbet af foråret 2008 - Et 6 timers opsamlingsseminar i juni 2008 på Nørrebro i København På del 1 vil du møde eventmager Rebekka Knudsen, træne med Bo Krüger fra Moving Minds (www.movingminds.dk), opleve inspiration fra Mimo Antabi, der laver videnskabsteater (www.kunstogvidenskab.dk), og få

idéer fra Nini Jetsmark, som er forfatter til en anderledes kogebog.

råder – klima- og erhvervspolitik, folkeskolen og ældrepolitik.

Se hele programmet på www.sfof.dk

SFX-projektet er løber af stablen fra januar til oktober 2008, hvor vi mødes over en weekend cirka en gang om måneden. Derudover arrangerer vi en rejse til Bruxelles med projektarbejde, besøg i Europa-parlamentet m.m.

Pris: Samlet pris for del 1. og 3. (del 2. skal finansieres lokalt) samt resultaterne samlet i et idékatalog er 730 kr. Tilmelding: Tilmelding senest onsdag den 2. januar 2008. For program, yderligere information og tilmelding (max. 50 deltagere) kontakt SFOF på sfof@sfof.dk eller 35 35 84 64

Kick-start dit politiske engagement med SFXplorer!

Læs mere på www.sfof.dk Hvis du har lyst til at deltage i og bidrage aktivt til det kommende SFX-projekt, så skriv nogle linjer om dig selv og dit forhold til SF og til politik generelt og send dem til sfof@ sfof.dk senest den 16. december. Kontakt: Syreen Louise Kihm s.kihm@gmx. net mobil 2392 4020 eller Ane Laursen anelaursen@hotmail.com mobil 2859 6145

Er du mellem 20 og 30 år? Og har du lyst til at arbejde med politik på en ny og anderledes måde? Så er SFXplorer noget for dig! SFX er et projektforløb for unge, som har lyst til at lære SFs politik og organisation bedre at kende og arbejde med et konkret projekt inden for et af det kommende års fokusom-

Se de nyeste arrangementer på www.sf.dk/kalender