Årsskrift 2011

S

afisrtrtcn

2 &,, S

ft"aahtnd - o ftnaltnd

-6

cgnear&ia(fl

,

Afr^

Wd.dfr

Indhold Forsiden: Dameskrædder Frederikke Andersen og franskvasker Anna Nielsen. Billedet er

fra I 903 og af fotograf Graversen i Ølgod, fra et af hans glaspladenegativer.

I folketællingen fra 1906 kan man se, at de unge damer, har været logerende hos snedkermester Jens Peder Nielsen i Skovlund.

FT. 1906 Ansager sogn, Skovlund Skovlund, matr. nr. 6p.

Jens Peder Nielsen, f. I I. nov. 1879, ugift, snedkermester Frederikke Andersen, f. 28. feb. 1884, ugift, logerende, dameskrædder Anna Nielsen, f I 0. dec. I 886, ugift, logerende, franskvasker

........3

DaJosefmistedesinlangfinger Soldaterne ville sprænge pakhuset i

Krigen kostede også min

Et "bissekammer"

-.............

4

........

4

..".....

6

'...........-

7

.......'.....

7

..........

8

violin.

Jeg tror, at hunden ville trøste

Mølby Kro - en sidste

luften

manden

gang

"

Hans Sørensen Hansen, smeden fra

Skovlund

.-...

16

.......

17

Småstykker

"...........

18

Årsberetning

............20

"Grosserer" Hansen - en hiemløs Bissekræmmeren og hans

Billedaftener Brug

&

skæbne

Hund

Indsamlingsprojekt

...."'.....22

arkivet

Generalforsamling Bagsidebilledet og

...-..--....21

info

O Skovlund Sosnearkiv

..

.

..........23

.."....24

BES,ItrTTELSESTIDEN I SKOVLUND Afdøde førstelærer Jens Ladekjær optog i sin tid forskellige beretninger om Skovlund under kigen, fortalt af folk, som i det daglige var tæt på de tyske soldater.

Optagelserne fra spole- og kassettebånd er nu blevet digitaliseret. De har aldrig været offentliggjort, men nu har arkivet haft lejlighed til at aflytte og derefter afskrive disse beretninger. Her er et uddrag ved Holger Christensen.

Josef mistede sin langfinger (Fortalt af Henry Lauridsen, Stenderup, som gik i Skovlund Skole).

På den store legeplads (nuværende parkeringsplads) havde fyskerne deres øvelsesområde. Det var interessant at kigge på, men vinduerne, som vendte ud mod pladsen, var kalkede over, så det var svært at se ud. Der var gravet skytte- og løbegrave i zig-zag, og her kunne tyskerne ligge og kaste med håndgranater fra den ene grav og over til den anden.

Når fyskerne ikke brugte gravene, lå drengene dernede og skød med småsten efter hinanden. Vi havde ingen stålhjelme, derimod polarhuer. Dem stoppede vi et halstørklæde ind under, og så skete der ikke så meget ved at ffi en lille sten i hovedet.

Tyskerne brugte håndgranater med træskaft. De var selvfølgelig uden ladning, men tunge nok at få ned i hovedet. Der var en ældre halvdårlig gående soldat med stålhjelm og briller. Han fik en håndgranat ned over hjelmen. Den knuste hans briller, og han var meget ulykkelig, for han kunne intet se uden dem.

De havde også en lille morterkanon. Afskydning foregik på den måde, at granaten falder ned gennem løbet. Når den når bunden. eksploderer ladningen, og granaten skydes ud. En dag var tyskerne igen ved at skyde med morterkanonen, og en underofficer, der hed Josef, skulle affore granaten.

Han lod den plumpe ned Skovlund kirke set fra skolens nuværende parkeringsplads. gennem løbet, men han Th. ses skolen. nåede ikke at få hånden væk, før granaten eksploderede - og rev hans langfinger afl Han gik i lang tid med armen bundet op og manglede altså for resten af livet den finser.

Soldaterne ville sprænge pakhuset ved stationen i luften!

(Fortalt af Frida Madsen, som kunne tale tysk og derfor var tolk flere gange).

En af de unge soldater længtes hjem til sin familie, og han betroede sig til en borger her i Skovlund. Borgeren fik ondt af den unge mand, og han forsynede ham med civilt tøj og fodtøj, en madpakke - og en cykel.

Den unge soldat nåede til Kolding. Her blev han taget, da han ikke havde et færdselsbevis som alle andre. Han blev ført tilbage hertil og skulle påvise, hvor han havde fiiet hjælp til flugten. Sognefogeden måtte ned og arrestere borgeren, der blot havde villet hjælpe. Soldatens uniform blev gravet op fra haven, og nu skulle der så være "rettergang" hos militæret. Jeg var med som tolk og prøvede at stille mine spørgsmål på en måde, så den unge mand kun skulle svare ja eller nej. Jeg forklarede retten, at borgeren her kun havde handlet ud fra en dyb medlidenhed.

Lykkeligvis kom retten frem til en advarsel til borgeren med den tilføjelse, at hvis det skete igen, ville han ikke undgå en arrestation.

Jeg husker ikke, hvad der skete med den unge soldat. Han blev muligvis sendt til Ilonten.

Det var en almindelig straf.

Engang truede ryskerne med, at de ville sprænge pakhuset ved stationen i stumper og stykker. De ventede en kasse spiritus, og den spurgte de efter hver dag. En skønne dag kom kassen, og stationsforstander Buch sagde til dem, at der stod i fragtbrevet, at kassen skulle deles med en anden gruppe, og at den først måtte udleveres en uge efter. Det havde de ikke tålmodighed til, og en af de øverste gav nu ordre til, at pakhuset skulle ryge i

luften! ganske fortvivlet, og bad mig følge med til stationen. Jeg forklarede tyskerne, at hvis de sprængte pakhuset, ville også spiritussen gå samme vej ! Desuden gjordejeg opmærksom på, hvad der kunne ske med nabohusene, hvor der også boede tyske militærfolk.

Efter nogen parlamenteren fik pakhuset alligevel lov til at blive stående, og tyskerne fik Så

kom Buch hen

til mig,

deres kasse med spiritus.

Det blev

til

fest i stedet for - i hvert fald for tyskerne, og vi reddede pakhuset!

Krigen kostede også min violin (Fortalt af Klaus Vilhelm Sørensen, der var førstelærer).

Ude på legepladsen var der øvelsesplads med kommandocentral. Det var meget ubehageligt, når vi havde timer lige indenfor.

Lørdageftermiddag var vi kede afdet, for da skulle tyskerne pudse geværer, knapper og støvler. Det foregik på fliserne lige uden for vinduerne, og imens spillede de på harmonika og andre instrumenter - alt imens vi forsøgte at holde time.

En dag ihistorietimen fløj pludselig en kugle hen over hovederne på os. Den borede sig ind i bagvæggen og sidder der for resten endnu, men nu er væggen pudset efter. Det var naturligvis et vådeskud, men resten af timen kneb det med at koncentrere sig om en anden tids historie.

En dag kom en tysker ind til mig i biblioteket, som jeg havde i mit kontor. Han ville gerne låne min violin, for der skulle være tysk gudstjeneste i kirken. De havde en, der kunne spille orgel, men vedkommende ville gerne spille med på violin.

Jo, han kunne da godt låne den, og vi fik den stemt op, og så spillede han - ganske dejligt, helt vidunderligt. Det var han bare dygtig til, og efter gudstjenesten fik jeg violinen tilbage med tak for lån.

Så kom han en gang til for at låne violinen, og han fik den også - men så fik jeg den ikke tilbage igen. Jeg spurgte mig for om den mand, der havde lånt violinen. "Nå, ham", blev der sagt,"jamen, han er blevet sendt til fronten".

Han havde vist været lidt langfingret i Brugsen, i hvert fald var han sendt væk, og violinen såjeg ikke noget til.

Men lang tid efter fandt jeg den. Den var stukket ind under taget på loftet ved siden af gæsteværelset over førstelærerboligen. Violinkassen var knust, og violinen var revnet flere steder.

Der var sket det - fikjeg at vide senere - at efter gudstjenesten havde der været fest i kantinen, og soldaterne havde ffiet rigeligt at drikke, og da nu "spillemanden" ville gå hjem, snublede han over en trappe, hvor nu Ladegaard bor, og kassen med violinen splintredes.

Han havde været så flov over det, så han foretrak at gemme det hele af vejen.

Jeg limede violinen sammen, men tonen blev ikke den samme som før.

Vi fik mange illegale blade i en ganske neutral konvolut med navn på, men uden afsender. Jeg skulle passe på ikke at ligge inde med disse blade, så jeg lagde dem i forskellige af debøger, som var mest lånt ud. Det var en ret god service, mentejeg, og hvem kunne vide, hvor bladene kom fra. Der kunne være mange muligheder.

I forbindelse med deres vaskeplads i det sydlige hjørne afhaven var der gravet en dyb rende med en planke over som siddeplads og afskærmet. Her skulle soldaterne gøre deres behov. Når renden var fuldt, skulle dens indhold tømmes over i et firkantet hul, der var gravet længere inde i haven.

Dette arbejde var også en straffeforanstaltning. Hvis en soldat var hjemfalden til strai skulle han tømme latrinen.

Det hændte, at han "rendte i bløde" i det andet hul og ikke kunne komme op ved egen hjælp. Hans kammerater grinede og kaldte på de andre, som skulle overvære "begivenheden", når de trak ham op!

Den 4. maj om aftenen sad jeg oghørte radio, og så kom meldingen fra Montgomery.

Jeg åbnede vinduet og råbte

til vagtmanden: "Nu har vi Borgergade - 5. maj 1945 fred. Tyskerne har overgivet sig!" Vagten blev så glad, at han hoppede af begejstring! ud

Jeg

tror, at hunden ville trøste manden!

(Fortalt af Kirstine Pedersen (Stinne Lillely), som giorde rent på skolen). tider måtte jeg gennem tætte rækker af soltit "knaldet" om ørerne på en - ganske vist blev Der ran. lige attiO itte var det daLr, og kun meå løst krudt - men man måtte alligevel "skyde hjertet op i livet".

Engang varjer nær blevet gasforgiftet. På trappen ved indgangen til skolen stod en dag .nåar., som lugtede og otide, men jeg kom da ind i skolestuen. Da jeg havde været der lidt, kunne jeg Åærke, at osen fra dåsen var ved at trænge ind i lokalet. Det begyndte at "stramme" sært i halsen og brystet, så jeg blev klar over, at jeg måtte ud i en fart.

Dajeg kom ud i frisk luft, fikjeg det bedre igen, ogjeg spurgte om, hvad der dog havde

Jeg havde rengøringen på skolen, og somme

været i dåsen. De sagde bare: Krigsgas!

Det hændte, at der blev udøvet straffe for en eller anden forseelse. En dag måtte en soldat skure trappen med en neglebørste. fra En anden måtte kravle tårs over skolegården i smadder og søle. Han skulle kravle i sparket han blev alt imens igen, tilbage og udhus førstelærerens hus til andenlærerens gang.

så kom der en hund, og den gik troligt ved siden af ikke manden begge veje, og da han igen kunne rejse sig, klappede han dyret. Vi blev vist manville trøste klar over, hvem der mest trængte til trøst, men jeg tror nu på, at hunden

b.t"uu. ikke rart at se på, men tænk -

den!

jeg var Men ikke alt var trist og bedrøveligt. Der opstod et begreb, som hed "alsang". Og tii flere med en aften på hotellet. Salen var stuvende fuld, og vi sang fædrelandssange med færdige vi var mer, bl.a. husler jeg "Som dybest brønd gi'r altid klarest vand". Da sangen, sagde en dreng: "Åh,jeg bliver altid så tørstig afden sang"! altid var Jeg syntes ikke, vi boede et godt sted dengang. Vi var tæt på missionshuset, der de på bankede un-dei bevogtning. Vagterne git< også rundt om vores hus, og somme tider døren med deres bøsser. Det var uhyggeligt, især om natten' Engang var jeg indlagt på Grindsted sygehus. Pludselig blev der luftalarm, men vi kom ikke ned i beskyttelsesrummet i kælderen.

En læge kom ind på stuen og sagde lakonisk: "Tag vaskefadet over hovedetl"

Befrielsen 5. mai 1945. Tyske solda' ter i Skovlund midtby mqrcherer her på Nygårdsdsvei, påvei til Skovlund Hotel.

De tyske soldater var indlogeret på hotellet, Skovlund Skole og Skovlund Missionshus.

Mølby Kro

-

en sidste gang

v. Kai Knudsen

I20l lforsvandt

de sidste rester af den gamle

Mølby Ituo og dermed rejsestald, "bissekammer", og de mange "riddere" er ikke længere på vore landeveje. - Kroen fra

Niels Nie Isen

1868 med fire beslægtede kromænd på rad, der holdt "hof'og udskænkning afstærke drikke indtil 1942,hvor den sidste komand, Niels Nielsen døde, og den livsvarige bevilKromanden ling til at drive Kgl. Privilegeret Landevejskro hørte op.

Mette Nielsen Krokonen

Privilegie betyder at have fordel af eller at fii en ydelse mod at yde igen. Den kgl. Privilegerede Landevejskro fik således tildelt en varig bevilling: at måtte drive landevejskro imod at opfulde nogle få krav, der kunne være følgende, som Mølby Kro opffldte.

Kroen skulle have en rejsestald eller kørestald, om man vil. Stalden var i regelen en bygning med port i begge ender, så hestevogne kunne køre ind ad den ene ende og ud ad den anden. Vognen skulle have beskyttelse mod regn og blæst natten over, og der skulle kunne bindes indtil fire heste i stalden. som koen - mod betaline - skulle kunne levere foder

til.

Et "bissekammer" Der skulle forefindes et såkaldt rejserum, som i folkemunde blev til et "bissekammer".

Da koerne opstod og til langt op i 1900-tallet var danske landeveje stærkt befolket med såkaldte "rejsende svende", landevejsriddere, skærslippere eller bissekræmmere, eller hvad de end kaldtes. Fælles for dem var hjemløshed, og de logerede ofte i varme kostalde eller halmlader rundt på gårdene. - Den offentlige omsorg for dem bestod så i, at de skulle tilbydes gratis logi på eksempelvis privilegerede kroer, der lå langs de større landeveje med en mils afstand mellem hver.

At logere sig ind på en gård uden betaling var i virkeligheden ulovlig, idet det blev betragtet som betleri, men det var meget brugt, og landbetjentene - der havde opsigt med de således "rejende" - så gennem fingre med ulovlighederne.

"Bissekammeret" på Mølby Kro udglorde et lille rum placeret i staldens nordvestlige hjørne. Det var adskilt fra stalden med en tynd bræddevæg, og døren indtil logiet var anbragt ved kroens eneste "sanitære" anlæg - et ståsted for kroens trængende gæster.

Afløbet foregik i en rende i gulvet med udløb til en åben grøft. Der var naturligvis ikke vand i nærheden, og de mange besøg efterlod en dunst, som spredte sig til stalden og selvfølgelig også ind i "rejserummet". Der var ikke et "anlæg" for større behov, det foregik - siddende på hug - bag hestene.

Det sparsomt udstyrede rum var udgjort af en trækasse - ca. I x2 m - foret med et lag halm og en underdyne af olmerdug stoppet med tang. Dynen kunne være noget lignende, - eller et hestedækken. - Halmen blev siældent udskiftet os var - som sådan - et velbesøst bosted for rotter.

Efter et nattebesøg afen rejsende svend forlod rotterne ofte stedet et stykke tid, fordi den logerende havde efterladt et større angreb aflus, hvilket selv rotterne forsagede, - men de kom igen.

Stedet var langtfia hjemsøgt af alle de landevejsfarende. Mange foretrak en lun kostald eller en lade med frisk halm. "Dyrelivet" og den skrappe dunst i rummet og uhumskhed det hele taget var for meget for selv de prøvede udi hjemløsheden.

(Se efterfølgende beretning om "grosserer" Hansen)

i

Hans Sørensen Hansen smeden fra Skovlund, der startede er industrieventyr I 1898 nedsatte den22-årige smedesøn Hans Sørensen Hansen fra Skovlund sig som smedemester i Lem Stationsby på den vestjyske længdebane mellem Skjern og Ringkøbing.

Hermed startede en udvikling, som godt 100 år senere har resulteret i, at den lille by Lem har rigtig mange selvstændige virksomheder indenfor metalindustrien, heriblandt vindmøllegiganten Vestas og i forhold til sit befolkningstal karakteriseres som 'Danmarks største industriby'. De fleste virksomheder i byen kan faktisk føre deres historie tilbage til det maskinværksted, Hansen udviklede i begyndelsen af 1900{allet, mest i form af lære- og familieforhold eller virksomhedsdelinger.

H.S. Hansen, eller'smed Hansen ', var en opfindernatur og samtidig en gudsbenådet læremester, hvis smedeværksted blev rugekasse for en mængde mekanisk begavede lærlinge, hvoraf mange senere har startet egne virksomheder.

Der er skrevet meget om "lndustrieventyret i Lem", flere bøger, avisartikler, ja der har TV udsendelse for år tilbage om byens industri eventyr. Det er der for min mission med denne lille artikel at fortælle noget af det der IKKE er blevet fortalt om i alt dette materiale. Derfor skal der her mest fortælles om det, der lå forud, om relationerne til Skovlund, og om smedje-familiens liv i og ved Skovlund. sågar været en

H.S. Hansen med svende og to sØnner, Søren og Peder, foran den nve smedie i 1908. Her startede metalindustrien i Lem.

Begyndelsen Den 1. april 1883 blev Hans Sørensen Hansen, ældste søn af smed Søren Hansen oghustru Kirstine Jensen i Skovlund indskrevet i Skovlund skoles protokol i vinterhalvåret 1882-83 hos lærer Jens Kristensen i skolens yngste klasse. 7 ån og en måned gammel begyndte HSH sin skolegang under denne lærers kyndige hånd.

Hans ældre halvsøster Ane Sophie Marie var begyndt på skolen allerede d. l. dec. 1879, kort efter og samme år som familien bosatte sig i byen. Hun var imidlertid blevet syg i efteråret 1882 og var afgået ved døden d. 28. september, kun l0 år gammel. Hun blev begravet fra Ansager kirke d. 4. oktober 1882.

Familien var flyttet til Skovlund fra Hesselho mark i Tistrup, hvor faderen havde haft et husmandssted og smedje i nogle år. Her i husmandsstedet på Hesselho mark fødte smedens kone på27 år Kirstine Jensen d. 17. marts 1876 en velskabt dreng som senere i den tidlige sommer, nemlig den 7. maj, blev døbt i Tistrup Kirke, han fik navnet Hans Sørensen Hansen. Samme sted to år senere d. 20. juni 1878 blev der yderligere født en søn som blev døbt d. 28. juli i Tistrup kirke, han fik navnet Jens Sandager Hansen. Året efter i 1879 flyttede familien til Skovlund.

Smed Søren Hansen Søren Hansen blev født den 14. januar 1846 i Stubdrup, Højen sogn i Vejle amt. Han var søn afselvejerhusmand medjord Hans Sørensen og hustru Sophie Frederikke Pedersen

af Stubdrup.

Søren Hansen bliver udlært smed og gifter sig l.g. i Alminde sogn i Vejle Amt den 3. november 1870. Ungkarl Søren Hqnsen, 24 2r, smed i Alminde, og pige Evine Marie Ebbesen,30 år, datter af husmand Nicolai Ebbesen af Viuf Mark iAlminde.

Forloverne: Hans Sørenserz husmand i Stubdrup, Højen sogn. Brudgommens fader, Nicolai Ebbesen, husmand af Viuf Mark, Alminde sogn.

De ffir datteren Ane Sophie Marie Hansen, f.20. januar 1872. Hjemmedøbt af præsten d.

21. januar, døbt i kirken d. 10. marts. (Hun dør l0 år gammel i Skovlund).

Af afgangslisten for Alminde sogn 1872 kan man

se, at familien forlader sognet for at flytte til Jordrup sogn i Ribe amt. d.3.7. 1872. Søren Hansen,26%, smed, Evine Marie Ebbesen, 32 år, hans kone, Ane Sophie Marie Hansen, Yr, deres barn, til Jordrup.

I Jordrup sogns tilgangsliste er de skrevet ind d. 2 I .7. I 872. Søren Hansen, med hustru og

I barn. 26% år. Smed i Jordrup sogn.

SørenHanseriskone, EvineMarieEbbesen,døretår senere,den ljuli l8T3,ogbegraves på Jordrup kirkegård d. 7. juli 1873, 32 år gammel.

Kun 8 måneder senere, 28 år gammel, gifter den unge enkemand, smed Søren Hansen, sig for 2. gang, d. 21. marts 187 4, i Taulov kirke med den unge pige Kirstine Jensen ph 24 år, fra Taarup Vesterskov, født i Taarup Vesterskov d. 26. juli 1849. Hun var datter af avlsbruger Jens Christensen og hustru Karen Jensdatter.

Kort efter Søren Hansens 2. giftermål flyfter familien fra Jordrup sogn til et husmandssted på Hesselho mark i Tistrup sogn, hvor de to sønner Hans og Jens bliver født.

Skovlund I folketælling 1880. Skovlund står familien således: Skovlund.2. Hus. Søren Hansen,34 år, gift, født Højen sogn, smed, Kirstine Jensen,30 år, gift, født Taulov sogn, hans kone, Ane Sophie Marie Hansen, S år, født Almind sogn, barn, Hans Sørensen Hansen,3 år, født Tistmp sogn, bam, Jens Sandoger Hansen, I år, født Tistrup sogn, bam.

Søren Hansenhavde smedje og beboelse på adressen Borgergade 2, der, hvor Købmand Johannes Nielsen senere havde sin forretning. Her drev han sin virksomhed fra ankomsten i 1879 frem til engang i 1898. By-smedjen lå da meget centralt på et tidspunkt, da byen så småt var begyndte attage form; andelsmejeriet blev opført i begyndelsen af 1883 næsten over for smedjen; skolen lå tæt ved, og anden bebyggelse var i gang. Den 3. januar 1883 indmelder smedSøren Hansen sig som interessent i mejeriet med2køer.

I mejeriets protokol ser man ligeledes at han opkøber mejeriets skyllevand: Fra I . oktober I 885 og til oktober I 886 betaler undertegnede for slryllevandet frø Mejeriet 120 lcr. *Smed Søren Hansen (*underskrift)

Foruden de to sønner født Hesselho mark i Tistrup kommer der yderligere fem børn til i Skovlund: *Evine Marie Hansen, f. d.20.4.1880, Skovlund Laurids Andersen Hansen, f. d.26. 1.1886, Skovlund Karen Sofie Hansen, f. d. 16.12.1888, Skovlund Søren Kristian Hansen. f. d.30.12.1890, Skovlund Marinus Hansen, f. d. 16.3.1893. Skovlund * se side 19. Evine dør i Skovlund d.l 1. november 1948, og bliver begravet på Skovlund kirkegård d. 25. november.

Borgergade 2 bygges i I 998 af Bertel Mølby. - Senere havde Johannes Nielsen sin købmandsforretning her. (Se billedet side 2l)

t0

Skolegangen HSH rykker fra skolens yngste klasse til den ældste klasse fra sommerhalvåret 1887.

Man kan se af skoleprotokollen, at HSH i 1887 havde l6 dages skolegang ide 5 sommermåneder, i det efterfølgende vinterhalvår blev det dog til i alt 125 skoledage.

HSH fortsatte sin skolegang i den ældste klasse til vinterhalvåret 1889-1890, hvor han blev udmeldt af skolen den 12. april 1890, l4 år gammel.

Dagen efter, den 13. april 1890, blev HSH konfirmeret i Ansager kirke. Det ses, at han var en yderst begavet dreng, han frr her karaktererne ug for kundskaber* og mg for opførsel. Efter konfirmationen går HSH straks i smedelære hos faderen i Skovlund. *lngen andrefår så høj karakter i kundskaber Da hans yngste bror Marinus bliver døbt i Ansager kirke den 23. aprll 1893, benævnes HSH allerede som smedesvend, kun l7 år gammel.

Der står føfgende i kirkebogen: "Fadderne". Moderen bar barnet, gårdmand Jens Kristensens kone ogJens Kristensen i Krongaard, Skovlund. Lærer Kristensen ogSmedesvend Hans Sørensen Hansen i Skovlund.

Nogle år efter aftjener HSH sin værnepligt i København. Under væmepligten tager han uddannelse som beslagsmed med hesteskoning. Efter sin militærtjeneste,22 Ar gammel, tager han til Lem Stationsby i 1898, hvor han køber smedjen i byen afsmed Søren Christensen. Som ny smed i byen kunne han reklamere med at være eksamineret beslagsmed.

Samme år, 1898, opkøber gårdejer Bertel Mølby, Søren Hansens ejendom med smedje, da han ønsker at bygge en manufakturforretning på stedet. Søren Hansen oveftog en

ejendom/hus, af Bertel Mølby, matr.nr. lc. på Mølby mark, der, hvor Møldalgaard ligger

i dag.

ll

Her fortsatte han med at drive landbrug og smedje til sin død i 1902. Han dør, kun 56 år gammel.

Samme Bertel Mølby overtager nu ejendommen på Mølby mark, og samtidig opfører han et hus til enken Kirstine Jensen, det nuværende Borgergade 25, Skovlund, hvor hun bor tif sin død i 1907. Hun dør på Varde sygehus, kun 57 år gammel.

HSH tager

i 1903

tilbage

til

sin barndomsegn, hvor han bliver gift i Ansager kirke den 8.

juli.

Ungkarl Hqns Sørensen Hansen, Smed i Lem, søn af smed Søren Hansera og hustru Kirstine Jensen. Pige Kristine Sørensen, født i Kvie den 19. juli 1880, datter af gårdmand Hqns Peder Sørensen og hustru Ane Margrethe Jensen.

Forloverne: Gårdmand Hans Peder Sørensen.Kvie. Hans Erik Vilhelmsen. Husmand, Skovlund.

Jens Sandager Hansen Som den eneste af HSHs brødre bliver Jens Sandager Hansen ikke smed. I folketællineen fra l90l ses han som handelskommis.

FT. 1901 - Skovlund Indkøbsforening Rasmus Jensen. fød'r. 12.3.1858, Ansager sogn. Husfader, Husmand og Købmand.

Bodil Marie Jensen. født 16.6.186l, Ølgod sogn. Husmoder.

Børn: Mette Marie Jensen. Else Jensen. Jens August Jensen. Kristiane Margrethe Jensen.

Ragnar Jensen.

Jens Sandager Hansen* 20.6.1878, Tistrup sogn. Handelskommis hos Købm. R. Jensen. *Jens Sandager Hansen bliver senere købmand i Nørre Bork.

Kirstine Jensen Da moderen Kirstine Jensen dør

i 1907 , kan man se af skiftedokumenterne:

sat på Herredskontoret iVarde .... I henhold til Boet efter den under 27 . maj dette år på Varde Sygehus, afdøde Enke Kirstine Hansen f.

Jensen af Skovlund i Ansager og hendes den 27 . marts I 902 afdøde Mand Gårdej er og Smed Søren Hansen af Mølby i Ansager Sogn. Efter hvem enken hensad i uskiftet Bo....

År 1907 den2T.juliblev Skifteretten

Vedkommende mødt:

l.

Smed H. S. Hansen af Lem tillige som befuldmægtiget for Laurids A. Hansen og Evine M. Hansen, fuldmagt fremlagt.

2. Uddeler J. Sandager Hansen af N. Bork.

3. Lærer Jens Kristensen af Skovlund som Kurator for de mindreårige og som beskikket værge for Karen Sophie Hansen.

Boets kontanter: 30 kr.

Boets gæld: l0l0 k. Heraf 700 kr. til Kreditforeningen. Regning fra Varde Sygehus på I 18,55 k. H. S. H. har udlagt renter til Ifteditforeningen på 18,30 kr. Begravelsesudgifter udgør 200 kr.

Arvingerne H. S. Hansen og J. Sandager Hansen ville tilvejebringe det fornødne beløb til indfrielse af Kreditforeningslånet, da de fomemmer, at de ville kunne sælge huset, hvad de vil give Skifteretten meddelelse om, når dette er sket.

t2

Lem Deres hjem i Lem blev efter HSH's forældres tidlige død samlingssted for hans 5 søskende. HSH havde sine tre halvbrødre Laurids, Søren og Marinus i lære. Laurids blev værkfører på Kellerup vægtfabrik og overtog senere fabrikken.

til sin forholdsvis tidlige død.

Marinus købte Væstrup Smedje, som han drev, til han var op mod 70 år, hvorefter han blev en skattet medarbejder på H.S. Kedler i Tarm.

Søren købte Muldbjerg Smedje og drev den

Smed H.S. Hansens medfamilie, to tjenestepiger, og tre ansatteforan sit hus i Kirkegade i begtndelsen af 190)-tallet. Bagerst til højre ses den gamle smedje.

Børn Søren Hansen f. d.4. 5. 1904. Peder Hansen f.19.2.1906. Kristian Hansen f. d. 15.4.

1908. Anna Margrethe Hansen f. d. 17. 3. 1876.

Når der er barnedåb i Lem, er de fleste "faddere" til børnene fra Skovlund, Mølby og Kvie i Ansager sogn.

Da sønnen *Peder Hansen bliver døbt ikirken lste. april 1906, er fadderne Gaardmand Hans Peder Sørensen og hustru Margrethe Jensen af Kvie. Slagter Søren Kristensen af Lem Stationsby. Gaardmand Bertel Jensen af Mølby i Ansager. Købmand Jens Sandager Hansen afNørre Bork. *Den senere stifter af Vestjysk Staal Vinduesfabrik, forkortet/kendt som Vestas A/S. Ved de andre børns dåb ses blandt fadderne: Landpost Hans Erik Vilhelmsen og hustru,

husmand Peder Pedersen op hustru foruden HSHs svieerforældre fra Kvie.

l3

I de første år efter århundredskiftet arbejdede HSH med almindelig forekommende smedearbejde, men hans interesse for landbrugets mekanisering, som den stigende animalske produktion dannede grundlag for, medførte ret hurtigt, at der blev pladsmangel i den gamle smedje. I 1908 flyttede han ind i en nybygget smedje, hvor det var helt naturligt at bruge el som drivkaft til sine nye arbejdsmaskiner. Det var her, metalindustrien i Lem tog sin begyndelse.

H. S. Hansen og svendene i arbejde på det gamle smedeværksted. H. S. Hansenforetrak "håndens arbejde". I deførste år forhandlede H. S. Hansen landbrugsmaskiner, men hvorfor forhandle noget, man selv kunne fremstille?

Allerede i 1903-04 startede el-produktionen i Lem, der også gav byen gadebelysning.

HSH var med til, som indvalgt i Sognerådet, at indføre hundeskat til betaling for den meget tidlige etablering af gadebelysning i Lem. HSH virkede i de første år også som elinstallatør.

I l9l0 begyndte han med artesisk brøndboring, dvs. boring ned til vandlag, der er under så stort tryk, at vandet presses op. Han begynder selv at fremstille pumper, hvor to af smed Hansens lærlinge Aage og Christian Ølgaard overtager produktionen, de opdeler senere denne fabrik til to selvstændige fabrikker, en for håndpumper og en for maskinpumper. | 1924 fremstiller HSH en træde-slibemaskine, dvs. at 6n mand samtidig kunne dreje stenen og slibe, den vakte en så stor interesse, at den gennem de følgende år blev produ-

ceret og solgt i tusindvis.

o o o

I 1929 frr Hans Sørensen Hansen opgaven at fremstille to stålvinduer til et mejeri under opførelse i byen, da det går fint, frr han leverancen til hele byggeriet.

Derefter stifter han DSI, Dansk Stålvindue Industri.

I 1946 forlader sønnen Peder Hansen, DSI sammen med 7 medarbejdere og stifter Vestjysk Stålvare Industri A/S med en aktiekapital på 50.000 kr. Firmaet, som l4

kendes under navnet VESTAS. starter op i en barak. som tvskerne har efterladt

. r r r o o

sig.

Firmaets første produktioner er husholdningsredskaber, som der var stor mangel på efter krigen.

I

948 ser Peder Hansen under en rej se i Norge en svensk patenteret mælkekøler. til resten afverdenen, og salget gik godt.

Landbrugsvogne tilTyskland.

1950 1955 Turbolader kølere til B&W. 1970 Mere end 100 ansatte i firmaet.

1978 Vindmøllefabrikationen stafter med Finn Hansen søn af Peder Hansen.

I

Det lykkedes at ffi patentet

Hans Sørensen Hansen dør 6. november 1953.

I Lem er to veje blevet opkaldt efter Hans Sørensen Hansen: Smed Hansenvej og H S Hansenvej

Kilde: Kirkebøger, folketællinger, skoleprotokoller, forhandlingsprotokoller, skiftedokumenter mm.

Christian Ølgaard med et forstømet foto af H.S. Hansen, på smedevis rammet ind i rustfrit stål og ikke i træ eller andet materiale. Sågar "stroppen" er af stå\. Christian med sit forbillede, som han høvde tjent som lærling, svend og værkfører.

l5

ttGrosserer" Hansen - en hjemløs skæbne til Mølby Kro i sin barndoms- og ungdomstidfortæller Kai Knudsen om en af den tids hjem-

Som næst nærmeste nabo løse svende

fra

I andevejen.

Mit første "bekendtskab" med, eller til "grosserer" Hansen, går tilbage ca.

til omkring 1937.Herfra og i de efterfølgende

l0 år var det helt sikkert, at han - og meget præcist -

ville banke på vores stalddør en eftermiddag hen under aften og altid i den første uge i december. Han ville gerne snakke med min far, og hans ærinde var at søge natlogi i vores lune kostald. "De ved, hvor kold og uhumsk kroens gæstekammer er ", var hans undskyldende forklaring. Han-

Bissekræmmer

sen var nok dengang omkring 40 år, men landevejen havde gjort ham en del ældre, og de broncebrune, ophovnede kinder vidnede om et hårdt liv.

Han medbragte en cykel med en stor bagagebærer påmonteret en fiskekasse. På styret var der anbragt en slibesten, som havde remtræk til baghjulet. Når det blev hævet fra jorden, kunne han - med pedalerne - påvirke remtrækket, og slibestenen var i gang. Han kunne kalde sig skærsliber, og som sådan havde han et erhverv og et alibi til at kunne leve på landevejen uden at blive beskyldt for betleri. - Men, han havde endnu et erhverv. I fiskekassen havde han nogle stykker røgede makrel og hornfisk, som han udbød til salg. - Det gik nok småt med salget. Hygiejnen var ikke til pral, og om sommeren lugtede fiskene alt andet end friske.

Jeg husker, at min far altid gav besked om, at efterladte fisk fra "grosserer" Hansens kasse ikke måtte hældes for hverken køer eller svin, - det kunne de ikke tåle.

Fiskesalget gav imidlertid Hansen anledning til at titulere sig som "grosserer", - en betegnelse, som stod malet med store, sorte bogstaver på en plade under cyklens stang, og der er ingen tvivl om, at Hansen havde kendt bedre tider, og at skæbnen havde behandlet ham dårligt.

Hansens livshistorie En aften, da Hansen var glrcttil ro og den særegne lugt fra hans krop - en blanding af gammel sved, brændevinsfortyndet sprit og mangel på hygiejne - havde bredt sig i stalden, gik min far ud for at anmode Hansen om at deponere tændstikker og anden form for ild, hvilket han beredvilligt giorde. - De faldt i snak, og her fortalte Hansen sin livshistorie til min far, som jeg senere ftk den gengivet.

Hansen var hans fødenavn. Han var fødtphFrederiksberg i et meget velhavende grossererhjem. Han klarede sig godt i skolen, han fik studentereksamen, og en indbringende fonetningsverden lå ham åben, - Det forudsatte dog to ting: at han ville arbejde i og videreføre sin fars forretning, - og at han ville opgive et ægteskab med en ung pige, som havde været tjenestepige i huset. - Hun var ikke "god nok".

Det første lå ham fiern, idet han ønskede at studerejura, og det andet kunne han ikke opgive, fordi han elskede den unge pige. - Dermed kortsluttede forbindelsen til hans familie. Han blev bortvist fra sit hjem og giort arveløs, men fik tildelt en mindre sum penge, så han kunne studere videre.

t6

Kort tid efter gjorde den unge pige forholdet forbi, og han havde nu kun sig selv. - Det udviklede en trang til spiritus, som igen glorde det forbi med studierne. Han stod på gaden med sin beskedne bagage og købte en skærslippercykel med fiskekasse, - nu ville han opfolde sin fars ønske om at blive grosserer, og det blev han med landets landeveje som hjemsted og lune kostalde til nattero.

Hansen havde kendt bedre tider og gode manerer. Han tiltalte alle med et De. - Han havde altid manchet-knapper i de snavsede skjorteærmer. Han spiste kun lidt - hans hovedret var sprit blandet med brændevin - men når han spiste, så var det med kniv og gaffel og med en svagt løftet lillefinger, - særlig, hvis han drak af en kop. - Han ville ikke ind i stuehuset for at spise. Det foregik på staldens foderkasse. Han havde stadigvæk penge i banken, og hvert år købte han en "ny" brugt habit med opslag i bukserne og med tilhørende vest - altid brun med grå striber - og en ny skjorte med slips. Disse indkøb foregik altid om foråret, og da han først ankom til Mølby i december, har vi aldrig set ham i en ren skjorte.

Min far var nok den eneste, der har fået hans historie, og inden de skiltes den pågældende aften, bad han om at måtte komme igen, - og om de to kunne være dus. Det blev de, og næste morgen var han af sted igen.

Sommeren 1946 standsede landbetjenten en dag sin bil og fortalte os, at "grosserer" Hansen var fundet død i en landvejsgrøftpå Fyn. - Han var et godt menneske, - skæbnen havde behandlet ham ilde. Hans historie er vel ret klassisk. - desværre.

Bissekræmmeren og hans Hund af Hans tr'ilhelm Kaalund (1818-85)

Hundenvil gjerne hos Mennesket bo; ej noget Dyr er sin Hete saa tro, og er han Betler hvad eller Drot, den mener ham altid det lige godt, den deler med ham baade Rigdom og Nød, og slikker taknemlig hans Haandfor Brød.

For Bissekræmmerens Kæne spændt, med Blikket op mod sin Herre vendt, den hviler med ham paa den støvede Vej, og Herren glemmer sin Hjælper ej-

for hver en Bid, han af Maaltidet nyder, et Stykke

hanførst Hunden byder.

t7

Småstykker.

Smed Søren Hansen og hans medhjælper Niels Boel 1879 kom der en ung smed til Skovlund (den gamle smed, Morten lversen,kaldet Morten Smed i Lærkeholt havde til dels lagt op), så her var virkefelt for den nye smed, der hed Søren Hansen.

Det var ofte, at Søren Hansen stod ene i smedjen; men i den travle tid manglede han

I

hjælp, det var en lokal ældre mand ved navn Niels Boel, der hjalp til i smedjen. Han ville godt tage sig noget til for at få has på tiden og vel også tjene en lommeskilling. Derfor var det heldigt for ham, at han i sine unge år havde stået i en smedje. Vel var han ikke udlært smed, men trække blæsebælgen og slå med en forhammer, det havde Niels Boel været med til før. Da Niels Boel var noget tunghør, var han som skabt til pladsen; thi Søren brugte mund til tider og var ikke fri for at skælde lidt ud.

En dag, de arbejdede sammen, og jernet lå gloende på ambolten - Søren hamrede løs, og Niels Boel skulle svinge forhammeren - udbryder Søren skarpt: "Boel, Boel, du slår ikke, hvor jeg slår." Niels Boel siger så med sin pibende stemme: "Du slår", og her bander han, "heller ikke, hvorjeg slår."

En anden gang stod han og trak blæsebælgen, men Søren Hansen syntes, at det varmede for lidt på jernet, som lå i essen. Han udbryder da: "Blæs Boel, blæs, du blæser jo, så jernet bliver koldt." Hertil svarede Niels Boel ganske roligt: "Prøv o ta ved det."

Kilde: Fra "Ansager Sogns Historie", side 300. (Bearbejdet af N. I4/inther Christensen).

Problemer med plads i Ansager kirke Tilslutningen til kirkegangen var ved at overstige alle muligheder for at forsamles. Det var ikke ukendt, at der til almindelige søndagsgudstjenester, var op mod 500 kirkegængere i Ansager kirke.

Engang udbrød smed Hqnsenfra Skovlund/Mølby:"A er ve o blyw klemt ihjel a al dem

folk i

æ

kjerk".

Kilde: "Fra mindernes vrpld"

Smed Hansens medhjælper Nels Boel.

Billedet erfra 1903.

l8

Regnskabsbog for Snedker Niels Nielsen Skovlund. 1899 - 1902 1899 Søren Hansen Mølby Mark

I I I I I I I

Stige Skab Repareret Billede Indrammet Svinetrug Hjulnav Klyneform Sengested Repareret

1.00 kr.

3.75W. 1.65 kr.

1.50 kr.

0.40 kr.

1.75 kr.

0.45

k.

Ovenstående er små indkøb og små reparationer, som smed Hansen fik foretaget efter at

familien var flyttet fra Skovlund by i 1898 til Mølby Mark.

Kilde: Snedker Niels Nielsens regnskabsbogfra 1899 til 1902.

Evine Marie Hansen Da smed Hansens enke dør

i 1907, kommer Evine i huset hos sin bror Hans Sørensen til Skovlund, hvor hun dør ugift i

Hansen i Lem. Hun flytter mange år senere tilbage

t948.

Kirkebogen: Døde kvinder.

Evine Marie Hansen, død20. november 1948. Begravet på Skovlund kirkegård den25. november. Invaliderentenydende i Skovlund, født samme sted. Datter af smed Søren Hansen og hustru Kirstine Jensen Skovlund. Ugift. 68 år.

Evines grcN er sløjfet, men i mindelunden på Skovlund kirkegårdfindes hendes grøvsten.

t9

Skovlund Sognearkiv Årsberetnin g 2011.

I har været et rigtigt godt år for Skovlund Sognearkiv med mange besøgende, i alt 440 personer, lokale såvel som besøgende ude fra som benytter lejligheden til et besøg på arkivet, når de alligevel er i byen. Der har også været aftaler med tidligere beboere 201

fra Skovlund, som ønsker at aflevere forskellige arkivalier. Dette har medført en betydelig tilgang til arkivet af billeder og andre arkivalier. Der har i 201 I været i alt 47 afleveringer.

Der har i 20 I I været en forøgelse af henvendelser fra slægtsforskere om spørgsmål og om hjælp til deres forskning i familiens rødder i Skovlund og omegn. Efter de populære TV- udsendelser "Ved du, hvem du er" om kendte personers slægtshistorie, har der især været mange henvendelser og forespørgsler.

Alle arkivets medarbejdere har i det forgangne år brugt meget tid ph at fr alt på plads og på indretning, en stor tak til alle for indsatsen. Internetforbindelsen, der voldte lidt problemer i starten, er nu ved at være helt i orden.

Af arrangementer har der ikke i 201 I været

så mange, men vi var med på arkivernes dag i november måned med udstillinger og foredrag.

Vi startede året med at have åben på arkivet hver torsdag aften fra 19.00 til 21.00.

Det fastholde s i 2012 og fremover.

Skovlund Sognearkiv har nu fiiet sin egen boghylde/bibliotek på nettet. Mange af arkivets små publikationer og forskellige artikler kan nu ses online på adressen:

i\,vw.issuu.com Fremgangsmåden for at se publikationerne og artiklerne er: Skriv blot "Skovlund", i søgefeltet, hvorefter der trykkes på "Søg" eller "Enter". Pr. den 23. januar 2012 er der lagt i alt l2 artikler og l2 publikationer på nettet. Der vil løbende i2012 blive lagt andre publikationer, artikler og andet materiale op samme sted, så de kan sØges og læses fra egen computer.

En stor tak til støtteforeningen "Skovlund Sognearkivs Venner", både til foreningens bestyrelse og til medlemmerne af foreningen. Med jeres støtte bliver alt meget lettere.

Et rigtigt Godt Nyt år

til

alle

N i els W int her C hr istens en

Skovlund Sognearkiv Solbakken 28, Skovlund

20

Indsamlingsproj ekt

"Skovlund billeder" og

''BILLE,DAFTE,N PÅ ANTIVET" i20ll

modtaget rigtig mange afleveringer med billeder fra hele sognet. Nogle af disse billeder viser "Skovlund dengang", by-billeder af, hvordan byen har set ud for år tilbage, dem vil vi selvfølgelig meget gerne modtage flere af på arkivet, da vi nu går i gang med at tilrettelægge billedaftener for 2012.

Første billedaften på arkivet blive en "Digital byvandring", hvor der vil blive vist et uddrag af arkivets billeder med vægt på, hvordan så her ud engang, måske er netop et billede af dit hus med, et billede, du aldrig har set før.

Vi vil i den kommende tid arbejde på at indsamle endnu flere billeder, der kan dokumentere udviklingen i byen og på landet. Derfor opfordrer vi læserne til at kikke gemmerne efter sådanne billeder.

Det dejlige billede på denne side med storken på taget, og det hyggelige billede på næste side af klunkestuen på "Damgaard" i Lærkeholt, er fra en af årets sidste afleveringer fra Andreas og Bodil Clausen i Børkop. (Familie til karetmager Frederik Johannes Clausen).

Husk! Vi er i Skovlund Sognearkiv meget interesseret i at få materiale fra hele sognet indbragt til registrering og arkivering, billeder, postkort, protokoller, dokumenter, skøder og meget Borgergade 2 med storke på taget. Th. andet, der kan have interesse for vores ses Johannes Nielsens isenkram og kolonial. efterkommere.

Arkivet har

2l

I stuen på "Damgaard" Lærkeholt. Frav. Anna Dorthea, Dagmar og Knud Kristensen Ca. 1910. - Dagmar Kristensen blev gift med karetmager Frederik Johannes Clausen.

Brug Arkivet!!!

Alle er velkomne i Arkivet Søg i kirkebøger, protokoller og billeder...

Det meste er tilgængeligt, så kom og fii fingrene i din egen lokale historie.

Arkivet har åbent alle mandage mellem 14 og alle torsdage mellem 19 - 2l 'u"Jf'il10??'""iff0'" 6823 Ansager, TIf.7698 0015

e-mail : skovlund-sognearkiv@bbsyd.dk

eller niwich@bbsyd.dk 22

17

Gene ralforsamling Fortællemøde og generalforsamling i arkivets lokaler Mandag den 27. februar 2012 kl. 19,30.

Emnet er: Skoleliv gennem 50 år, - fra den "vestjyske" skoleordning over nutids folkeskole til friskoletider - fortalt ved lærer Holger Christensen, (Lærer ved Skovlund Skole 1958 - 1988).

Det er netop 50 år siden, Skovlund Skole blev ud - og ombygget. - Der er således godt en generation, som ikke har kendt til den "vestjyske" skole, lørdagsskolegang, eller tiden, før man lærte mere end et sprog i grundskolen. - Endelig er Skovlund Skole - som sådan - ved at undervise sit sidste hold elever, inden der lukkes til sommerferien. - Disse tre "ben" kan begrunde valget af emne, og Holger Christensen vil øse af sin viden, erfaring og selvoplevelser.

I kaffepausen aftrolder Arkivets Venner sin generalforsamling, hvorefter der vises en lysbilledserie fra skolens ombygning i 1962.

Arrangør : S kovlund Sognearkiv Alle er velkommen

åvg,

Postkort fra Skovlund

Bager Henrik Sørensen, Skovlund med sit hesteforspand og bamed brød. ca. l9l5 , med hvilket hanforsynede

Bladet udsendes 1 gang årligt til alle medlemmer af Skovlund Sognearkivs Venner som man kan blive medlem af ved at indsende kuponen nederst på siden.

Artikler og andet stof til bladet modtages gerne og kan sendes til,: Niels Winther Christensen, Bjælkager 8, Skovlund. 6823, Ansager, Tlf. 76980015.

Ved bladudgivelse er vi glade for den hjælp der udvises ved evt. fejl og mangler. Rettelser til materialet i bladet kan ske ved henvendelse til medlemmerne af Skovlund Sognearkiv.

,lf,ndringer i medlemskab med ny adresse kan ske ved henvendelse til Skovlund Sognearkiv.

S

ftnafutd S ogncatillinb Ueme,c

Undertegnede ønsker indmeldelse i Skovlund Sognearkivs Venner: Navn Adr.