Petter Skibsdreng

Shoplun책 -sagneorhiv

6823 :\nsoser

-?ET-F< SK/BSDRENG'

af

Hans Aasted

Stak så Ole en dag i trav.

Det meste af sommeren 1939 havde jeg gået og ventet på at komme ud at sejle, men køen af ventende var lang, og iptet skete før 2. verdenskrigs start i september 1939. Derefter kan det nok være, at ventetiden blev forkortet betydeligt. Vi fik brev fra rederiet, der ville vide, om jeg stadig var interesseret i at komme ud at sejle. Efter at have ventet så lang tid, jeg' følte jeg mig næsten forpligtet til at svare, at det var Dette skete i den første uge af september 1939 '

"Stod med et ved det store hav".

Fredag den 18. september korn der telegram fra rederiet J.L. med oidren: "Stil i Frederikshavn mandag morgen kl. 0400 til påmønstring På S/S Stella".

Dei var lidt af et chok: Kort tid til afgang og ingen vej tilbage.

søndag morgen rejste min mor og jeg så fra Mølby station til Frederikshavn, hvor vi ankom sent om aftenen. Jeg sagde farvel til min mor, der returnerede med det samme tog, og jeg tænkte meget på min fars afskedsord: "Det er ikke med min vilje, du rejser".

Efter at have installeret mig på et hotel i de ca. 5 timer, der var tilbage, inden en taxa skulle køre mig til havnen, stod jeg ligesåm helt alene. Hvad mon morgendagen ville bringe?

o* rorgrnen kørte jeg ned til "stella", der var ca. 2 timer

forsinket. Jeg kom om bord - noget fortumlet af situationen.

Der var jo ingen modtagelseskomite fbr at modtage mig!!! om bord var nogle officerskoner, som vist var kgrmmet om

l.

bord på Helsingørs red ,g var seilet rled til Frederikshavn.

Jeg f'ølte mig ene og ftrrladt. " Den første, der tog sig lidt af nrig, var kokken, der viste mig mit lukaf (værelse), der var beregnet til 2 drenge. Det fik jeg helt for mig selv (mod at lave 2 drenges arbejcle), men så var lønnen også derefier: 25 kr. pr. md. l0 kr. fbr at servere kaffe ved vagtskiftet hver nat fra 03.30 til 04.30 og så op igen kl. 07.00.

Hen på formiddagen konr kokken ind og spurgte, om jeg havde cigaretter. Jeg havde 50 stk. gul "North State", (købt hos Jansen for 2 kr). Han lånte en håndfuld - talte dem ikke, men betalte dem tilbage dagen efter i rum sø med et helt karton (pris 4 kr).

Så begyndte selve arbejdet, der bestod i: at purre vagten - altid 3 gange: kl. 03.20 - 03.30 -03.40 at purre vagten igen: kl . 07 .20 - 07.30 - O7 .40 at servere vagtskiftskaffe: om natten at servere morgenmad at servere frokost osv. at vaske op, hvilket forgik i en zinkbalje med varmt vand tilsat soda og sæbe.

*

* * * * * *

"Det blæser i Biscøyen"

.

Første gang, jeg stod og vaskede op efter middagen , hørte jeg pludselig et kanonskud. Jeg gik ud på dækket med karkluden i hånden, og ved at holde den op mod sollysets genskin fra Skageraks bølger kunne jeg rydeligt se en tysk ubåd. Et par officerer kom om bord. En gik op på broen, mens den anden gik ned fbr at kontrollere lasten, cler bestod 2.

al'celcltex, som vi skulle sejle fra Finland til Nordspanien.

Da vi ikke medf'ørte krigskontrabande, var tyskerne tilfredse, og vi fik lov til at sejle videre. Tyskernes sidste ord til os var ønsket om snarlig fred. Da havde krigen varet i 20 dage.

Fra min far havde jeg fået et råd mod søsyge: "Du skal bare se på horisonten, så har du et fast punkt at holde dig til".

Denne erfaring havde han høstet på sejlrure med mine onkler i et par sommerferier, men i Biscaya-bugten på vej til Spanien lærte jeg, at når skibe gynger og ruller, er det langt fra sikkert, at der er nogen horisont at kigge på, da skibet lægger sig på siden, så man enten ser kun himmel eller kun hav.

Til Spaniett kottr

vi. Her var den spanske borgerkrig netop

afsluttet. Krigen nrellem socialister, der ville oprette et demokrati uden Gud, konge og fædreland, og fascisterne, der ligesom Tyskerne ville have en stærk mand (Franco) i spidsen for statsmagten, og som ville bevare de gamle idealer.

Det var i den krig Hitler fik afprøvet sit nye "luftwaffe" på byen Guernica.

Landgangen havde jeg ikke meget ud af. Havde jeg været søsyg på havet, så var det faktisk også slemt at komme i land. Det hele gyngede, så jeg blev også søsyg på landjorden, men jeg så da palmer groende mellem ruinerne, og jeg blev budt 50 kr. for en skjorte, som jeg lige havde købt hjemrne for ca. l0 kr ved N. Chr. Ankersen. Men skjorten beholdt jeg nu!

Da vi kom ombord efter landgangen, stod kaptajnen og bebrejdede mig, at jeg ingen vest havde på. "l er jo en slags repræsentanter for Danmark".

Det føltes liclt unclerligt, eftersgln det selskatr, vi lige havcle 3.

fbrladt i en havnerestaurant, absolut ikke var fintt'ølende.

Således oplevede jeg en spansk havnearbejder, der støjede ud af begge ender, da han forlod stedet. Jeg tror faktisk, at han var ret ligeglad med, om vi havde vest på eller ej!

"Petter"- messedreng.

For at gå tilbage til begyndelsen af sømandslivet, startede det med en degradering. Nu blev man - som alle andre messedrenge - kaldt "Petter" og ikke andet, og sproget var fuldstændig fremmed for sådan en landkrabbe som mig.

F.eks. : "Åben skylightet" : Åben ovenlyset i kabyssen eller: "Tag en pøs vand, spul dørken og rens spygattet" :Tag en spand vand, skyl gulvet og rens gulvafløbet eller : "f{ent noget i pantryet!"

:Hent

noget

i spisekammeret!

eller ord som: MESSEN-SALONEN-BROEN -AGTER-BAKKEN (foran) osv.

Selve arbejdsmiljøet til søs er nok noget for sig selv. Kaptajnen spiste for sig selv i salonen. Ham sørgede hovmesteren selv for - undtagen, hvad angår aftenkaffen.

Den lavede kaptajnen selv nede i kabyssen, som lå lige overfor mit lukaf. Når han var færdig, åbnede han min dør og sagde: "Her!'. Så fik jeg en kop kaffe rned, indtiljeg sagde til ham, at så stærk en kop kaffe kunne jeg ikke sove på. Hans svar var: " Så går vi over til te!"

Mit forhold til alle officererne var godt. Kun een kneb det nred, og det fbrhold bedredes aldrig. Han ville have'sit luk4.

al'gort rent to gange i døgnet og var ret hensynsløs over for nrig. Det opdagede vor 2. rnaskinist og så gik bølgerne højt.

Ol'ficererne så helst ikke, at jeg blandede mig tbr meget rned rnandskabet, som jeg dog var mest på bølgelængde med.

Atlanten.

'

''

'

Over Når vi var færdige med at losse, var det altid spændende,

på.

\ hvad den næste opgave gik ud Efter at vi havde losset i tre byer: San Sebastia4, Bilbao og Gijon, skulle vi i ballast til Newport News i USA for at laste dage. kul til Santa Fe i Sydamerika, en rejse på 9 + På rejsen over Atlanten - det må have været-i O(tober 1939 - kom vi ud for et af naturens vidundere, det mes.t"storslåede, jeg kan mindes at have set, nemlig nordlys. Hele den nordlige himmel blev oplyst af lysstråler, der mindede om orgelpiber. Hvor føler man sig lille i et sådant øjeblik.

Vel ank<lrnmen til Newport News, begyndte vi at laste kul på en meget teknisk måde. En stor tipvogn (ca. 30 t.) kom selv kørende ad en slags rutschebane op til et stop, kørte retur og kom derved over på et andet spor, hvor den så endte i en stor kran, som tippede kullene om bord, hvor der stod en mand og fjernstyrede det hele.

Om bord var der 5-6 mand, der stuvede lasten ud til siderne. Det hele tog ca. 18 timer, så var det løb kørt. Jeg nåede da lige at løbe ned på kajen og spytte, så kunne jeg da prale med, at jeg havdc værct i USA. Før vi kunne fortsætte den lange rejse rnåtte vi proviantere.

Jeg husker især pålægget, som vi fik. Der var 7'forskellige slags: firkantede, runde, ovale osv., nren udttver disse

'p

5.

lorskelligheder i lilrtttett, syntes ittclholdet at være det santme.

Sydover På rejsen sydover stod jeg en dag og snakkede med en kullemper, som vist var.blevet en smule utålmodig på grund af den lange rejse. Han stod ved bagbords lønning og stirrede ucl mod øst for om muligt at se land. Jeg kunne ikke dy mig for at sige til ham at for at have en chance for at se land, skulle han gå over i styrbords side. Da han langt om længe var blevet overbevist, syntes han, at jeg var den helt rigtige til at skrive et brev til hans kone, når vi kom i havn.

Den dag var næsten alle på dæk for at opleve, at vi blev overhalet af Finlands største sejlskib - 5-6 master for fulde sejl - et prægtigt syn for gamle sejlskippere, der mente, at motorer i skibe kun var et nødvendigt onde'

,lEkvator - Dåb.

Rejsen fortsatte sydover, og så en dag kom 2. styrmanden og spurgte, om jeg ville rned op på broen for at se ækvatorlinien. Det ville jeg gerne, men troede selvfølgelig ikke på, at det var muligt. Først viste han mig, hvor vi befandt os her og lige nu. Derefter gav han mig en meget lang kikkert og bad mig undersøge, om jeg ikke kunne se en lodret, ikke linie, men ligesom en gul tåge eller stråling. Det var mig nu lidt for abstrakt, men mere håndfast var det, da jeg ved middagstid pludselig og uden varsel fik hældt en pøs vand over hovedet. Dette og et par andre ceremonier berettigede mig 6.

til at modtage dåbsattesten for at have passeret ækvatorlinien d. 2. november 1939.

Admirøl Graf Spee's endeligt.

Men ikke engang på rejsen langs Sydamerikas kyst fik vi lov til at glemme, at2. verdenskrig var brudt ud. Også til søs blev der kæmpet ubarmhjertigt. Tysklands ubådsflåde og krydsere sænkede det ene handelsskib efter det andet.

Også engelske krigsskibe blev sænket, når muligheden var

til

stede.

Især det tyske lommeslagskib,

"Admiral Graf Spee", havde et langt og imponerende synderegister. Nyheder fik vi af og til via kortbølgeradio, det sørgede "Gnisten" for. Han slog et håndskrevet stykke papir op i messen, hvor man kunne læse, hvad der skete rundt omkring. Disse meddelelser var imødeset med spænding, og da de pludselig udeblev, forstod alle, at noget var i gære.

Der blev hvisket og tisket i krogene, og jeg blev hurtig klar over, at det netop var det frygtede slagskib, "Admiral Graf Spee", der var årsag til uroen. Dette skib havde opereret i det indiske ocean og var nu på vej til Sydatlanten ligesom

vi.

"Admiral Graf Spee" blev opdaget af en engelsk flådeeskadre bestående af 3 krydsere: "Ajax", "Exeter" og "Archilles", og det endte med et voldsomt søslag, som vi ikke så fra 'Stella", men som vi kunne høre som en buldren i det ferne.

De engelske kanoner var ikke nær så langtrækkende som de 7.

tyske, og alle cleltagerrde skibe blev v<lldsomt beskadiget, men afgørende var det, at der var 3 engelske og kun et tysk skib. Dette nø{tes til at søge havl i Montevideo, hovedstaden i Uruguay. Krigsreglerne (hvis man kan tale om sådanne) sagde, at "Graf Spee" h6jst måtte ligge i neutral havn i 48 timer, og da det ikke inden for det tidsrum kunne nå at blive repareret, og da engelske krigsskibe lå og ventede at give det dødsstødet, valgte den tyske chef på skibet selv at sænke det på La Plata-floden. Herved frelste han mange ryske marineres liv, men hans æresbegreber fordrede, at han ikke overlevede sit skib. Man fandt ham død liggende på det gamle tyske flag fra før Hitlertiden, hvilket skulle vise, at han vel var tysker, men ikke nazist'

Stellø på La Plata'floden.

Selvom vi således var meget tæt på disse dramatiske begivenheder, kom vi uden at lide overlast til La Plata flodens udmunding. Havet var så uroligt, som det snart kunne være. vi fik således en dag en dybhåvsfisk skyllet om bord. Den var kuglerund med pigge. Med det samme tænkte jeg, at Grindsted realskole skulle have den til sin biologisamling.

Jeg puttede den derfor i en balje vand inde i badeværelset, men efter en kort tid punkterede den pludselig og blev helt flad. Så måtte jeg opgive den tanke - og forresten var jeg slet ikke sikker på, at jeg nogen sinde skulle se Danmark igen.

Det oprørte hav blev jeg ikke søsyg af, så nu anså jeg mig selv for at være søstærk. Det kneb mere for vor kaptajn. I alles påhør bebrejdede han mig for at have brækket mig i 8.

hans køje. Han havde dog et lunt glimt i øjet.

Enclelig arrløb vi så Montevideo for bunkring. Sarntidig ankom et tysk fbrsyningsskib til ubåde. Inde i havnen lå desuclen to kinesiske skibe som provokerede det tyske skib ved at dreje deres kanoner imod det. Stor ståhej!, hvor ambassadøren mm. blev involveret.

Efter bunkring mm. begav vi os til Buenos Aires red, hvor vi fik lods om bord, og så var vi klar til at sejle tre dage op

ad La Plata-floden, bound for Santa Fe.

Santa Fe. Da vorL store, hvide skib Iled Darlttebrog lttalet på siderle anløb havnen, havde en del derboende danskere taget opstilling på kajen for at byde os velkommen. Mange kom otn :;i

irl

l

bord. De følte det sikkert, som om de nu var på dansk grund, hvilket de jo også var. Der korn en sømand om bord, der talte ligeså godt dansk, som vi andre. Han havde danske forældre, lnen det nærmeste, han havde været på Danmark, var, at han havde ligget på Helsingørs red i 6 timer. Jeg spurgte ham om, hvad lrinrærker hed på spansk og fik at 9.

de tyskerne formodentlig med, at havnene i det frie Frankrig stadig kunne importere varer fra kolonierne i Afrika. Det satte englænderne irnidlertid hurtigt en stopper for. Vi blev rationerede. Kun de skibe med en bred, gul stribe ont det franske flag, "Trikoloren", fik lov til at passere gennem deres blokade. Af den ration, som englænderne havde bevilget det frie Frankrig, tog Tyskerne 60% og italienerne 25%, så der blev kun 15Vo tilbage til os. Jeg siger "os", for imellemtiden havde vi fået franske pas gql@d-e .&t ?. g, Nu da vi var kommet under fransk flag og var blevet en mere i messen, nemlig den franske kaptajn, fik vi også en messe dreng mere, dvs. en der var l0 år ældre end jeg. Han var mulat, men om han var til nogen hjælp, fandt jeg aldrig ud af. Han skulle sørge for nressen, da officererne ikke turde give ham adgang til deres værelser. "t lli han lærte nu aldrig at dække

Men

,,,

uvrvt

ou vrr ssEt

Jvb

rfili;iliiiliiijiii:r{Ti'ftr.iitil:ir:.:4Bri':' :iryir::}'

de ham det, blev han tosset, og jeg ikke mindre. Jeg tog fat i ham og satte ham lidt hårdt på plads i vort trange lukaf. I det samme kiggede 2. mester lige ind. Han kiggede lidt og sagde så, at det. kunne jeg øjensynlig nok selv klare.Samtidig med, at vi sejlede ind i Oralrs havn, forlod et engelsk krigssskib havnen. Så, da vi dagen efter skulle begive os til Marseille, håbede vi ttok alle, at englænderne lå 19.

gik turen op over mod Tetterifa, sont vi på grund af en navigationstejl nær var sejlet direkte ind i. Efier hvad.ieg hørte, var der sket den fejl, at vi havde sejlet efter en eller anden sderne, som viste sig at være et tast fyr på en klippe.

Fejltagelsen blev dog opdaget i tide, så vi slap denne gang.

Da vi havde losset, brød et uvejr løs, så vore fortøjninger sprang, selv om vi lå i havn. Da det var dagen før juleaften 1939, regnede vi bestemt med at måtte blive i havn julen over. Rederiet ville det imidlertid anderledes - for når man er i søen, skal rederiet ikke betale sØn- og helligdagstillæg, så derfor fik vi lov til at prøve at fejre jul på søen i stormvejr på vej til Dakar. Maskinstop blev vi heller ikke skånet for juleaften, så da jeg stod og vaskede op og sang julesalnter, kom 1. styrmanden (min onde ånd) gennem messen og bad mig holde kæft, da vi aldrig vidste, otn vi gik ned. Min kommentar var, at så syntes jeg da ikke, det gjorde noget nred en salme; - mine tanker var hjemme.

"Min onde ånd".

Borddækningen i sådan et stormvejr foregår på følgende måde: Man indrammer bordet med slingregrejer, dvs. en 8 cm høj kant om bordet, der inddeles i mindre felter ved hjælp af lister. Fugter man derpå dugen, har man giort alt, hvad der kan gøres. Alt dette havde jeg udført, da "min onde ånd", styrrnanden, kom for at spise, og lige idet samme kom en ordentlig overhaling med det resultat, at suppeterrinen tippede "udenbords". Han skældte selvfølgelig ud, men i det samme kom rnaskinisterr ind. Han tog rnig i forsvar, da alt var lavet, som det skulle laves. Jeg troede så, at det løb

lt.

var kørt, men nei. Nu skulte dtlrkelt skures dagen elter. Det foregik på t'ølgencle tltåcle: En pøs varlnt sæbevand, gulvklud og -skrubbe og så bare i gang. Da kom han igen. Han brækkecle gulvskrubbens skali og sagde, at såclan et arbejde foregik på knæerte Det var julen 1939.

På Afrikas floder. vel ankornrnen til Dakar i ballast (senegals hovedstad og Afrikas vestligste punkt), skulle vi have lodsen og hans tre koner om bord. Vi skulle nemlig sejle 70 mil op ad Saloumfloden for at hente et partijordnødder til Sydfrapkrig (Nice og Marseille). Det var en helt anden oplevelse. Da der ingen kraner var, foregik lastningen på den måde, at en lang række negre kom op ad en landgangsbro bærende hver en iæk jordlødcler på hoveclet. Jordnøddeme blev hældt ned i lasten, og negrene gik så med den tomnle sæk tilbage ad eu anden vej. Når de fiavcle afleveret l0 torntne sække, havde de tjent 1 franc (11 øre), og det ien varme, der ikke var til at rprg. med. I clen varmeste tid af døgnet kom der en mand og slog på en tam-tam, for at de kunne holde rytmen' Vi nt en neger om bord som vagtmand. Det var alle tiders.

Han arbejdede både dag og nat, så han blev lidt privilegeret i forhold til de andre havnearbejdere. For eksempel bestod disses mad af en grydefuld kogt ris, som de spiste med fingrene. Vagtmanden derimod kom ind i pantryet, hvor han fik levninger fra messen. Da for der en djævel i hovmesteren.

Mens vagtmanden, der var nruslirn, sad og spiste noget steg, sagde hovmesteren pludselig: Øf , øft t2.

Man kan vel ikke sige, at vagtrnanden rødmede, han nærmest blegnede, fbr nu havde han syndet mod sin religion, ja, han tabte både kniv og gaffel og samlede dem først op igen, da hovmesteren sagde, at det var "vov-vov".

Så var han beroliget.

Da vi havde lastet, begav vi os ned ad floden igen. På turen fbrlangte lodsen pludselig et fad vand på broen, for nu skulle der bedes til Allah, men først en kropslig rengøring startende fra neden af og sluttende med tænderne. Kaptajnen blev tosset, da lodsen sagde, at han overlod Allah styringen af skibet under bønnen. Det endte da også med at vi løb lige op i sandet, men kunne komnre flot igen. Den fure vi lavede, kunne vi se, da vi næste gang kom derned.

Gibrøltar.

Efter de to gange til Vestafrika, skulle vi så til en lille spansk middelhavsby, der hed Denia. Der skulle vi laste appelsiner til Liverpool, en Lur lige ind løvens gab - eller i 13.

behvert falcl tæt fbrbi fristes rnan til at sige. Nerverne tysk ubåd ved gynclte at spille ind, for cler var lige sænket en rned Sprni.nt vestligste punkt, Cap Finisterre' så nu var det .i ko**. derop og forbi, inden tyskerne havde' fået en ny

placeret på hovedvejen til England' brt glL nu lidt andeiledes. Vi forlod Denia og skulle sejle grnn-.* Gibraltar strædet, troede vi da' for Englænderne iiOrt, jo, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen' Vi var lige jeg stod ved færdigl rned frokosten, og 2' maskinmester og lønniigen og talte sammen, medens vi tog Gibraltarklippen dermed aierne i øjesyn, da der pludselig blev signaleret der ikke skete oppe fra. Så vislog omgående stop, men da *årr, sejlede vi videre. Signalet kunne jo evt' være møntet engelsk på et anået skib, for der var mange' Så kom der et efter lrigsskib lige foran os på vej ind, men det vendte lidt da der skød et varselsskud . Vi stoppede igen' Men grashdit ikke skete noget, sejlede vi igen' Nu kom der-en n"t opp. fra klippen. Granaten landede i vandet ca' 25 m var på foran boven, og vandstrålen ramte en letmatros' der vej over dækket med sin madspand' Nu hjalp kaptajnens mere. Det var oS, det g|aldt. Vi blev ført ind til

otlg

banclen ikke

Gibraltarshavn,hvorkaptajnenfikatvide'atmanskulle stoppeopogfalovtilatsejleigennem.Førstvedl6-tiden fik vi lov til at sejle nordPå.

Sukker

til

hovmesteren.

Nerverne var nu På højkant' Hvordan det startede, ved jeg knap nok' men hovmesteren og det havtle i hvert tald glernt at købe cigaretter til turen, 14.

bliver man ikke populær af, så han havde nok fået en reprimande af kaptajnen, hvor jeg også blev inddraget' henne Kaptajnen forbød mig at hente sukker til hovmesteren ugt.r. Dette foregik.ttiO i min fritid mellem l3'30 og 14'30' jeg sige til t-Oen tid skulle jeg være fredet, og det skulle .'Det kan også være, at vi skal til at pakke dig hovmesteren. ind i vat", var hans kommentar.

Efter et par dages forløb blev min dør revet op' en zink"Men kaptajspand sat ind Åed besked på at hente sukker. det sukker nen har forbudt mig ----- !". "Hold så kæft og få kaphentet, eller du kan fa et los bagi!". I håb om at træffe lajnen, gik jeg så agter, fyldte spanden og returnerede' jeg ikke adPiudselft tioO t uptuinen der og spurgte, hvorfor - på dækket lød hans ordre. Da iatte jeg spanden - lidt hårdt jeg og sagde: "Henter jeg det, får jeg lussinger, og henter det ikke, får jeg også lussinger!"' og "Nu skal jeg, fanden gale mig, aflevere det", sagde han, så var det sket med det.

Krigens spor.

Under turen til Liverpool

skulle vi passere det nordvestlige tyske utaå' hjørne af Spanien, Cup Finisterre, stedet, hvor de dL lurede. Da vi kom dertil, sejlede vi mellem skrivebordsskuffer, apPelsinkasser mm.

Det er uhyggeligt, at jordens befolkning ikke snart bliver klogere, tænkte man uvilkårligt.

Turen fortsatte op i det irske hav' Her steg hyren med 300% (krigsfaretillæg). Nervøsiteten steg også. vi sejlede forbi et 15.

På sider-ne hang rebstort skib, der var blevet tninesprængt' da blevet reddet' stige og redningsnet, så nogen var Intrigernemellembesætningsme<llemtnertreblevikkerrrindet enclte med' at vi fik clre, efterhånden som tiden gik' og i Liverpool' De gamle både ny hovmester og kok om bord maden var uiff. gåOt efterlade oi nogle gode minder' så De nye ville godt ovenud god, - engelsk Uø}og i den-stil' så stilen fortsattes i det starte *!O ut give et godt indryk' før Danmark blev besat af samme spor. prt uuåu' 1 måned

tyskerne.

^_r-^^ r- r_ ordrer' forsegtede med sydpå vi sejlede Liverpoot Fra

så

Man ville vi fik intet at vide, føt vihavde forladt England' sig i land' Det blev igen således forhindre nogen i at fortale senere' så turen endte de kanariske øer, m-en det rettedes medatgåtilVestafrikaefterjordnøddertilSydfrankrig.I. planlagt' Det var rni.ttrrrå gik det helt, helt anderledes end men denne gang kunne nu f . gan;, vi var efter jordnødder' var begyndt ' vi ikke gå så langt op .d flodtn, da regntiden Vi fik dåg lastet igen og drog nord på' 16.

sætter Danmørk "Stella" opbringes.

Om morgenen den 9. april 1940 ved 3-tiden kom vi til Gibraltar. Et engelsk krigsskib sejlede op på siden af os, nogle Tv

-

skerne

be

koltrollører kom om bord. Efter at have fået et par forlod de os igen med ønsket om en god rejse.

snapse

Men efter et par timers forløb kom de tilbage, og da var det med en anden mine på. De fortalte, at tyskerne var gået ind i Danmark, og at vi skulle følge efter dem ind til Gibraltar.

Efter flere forhandlinger, hvor blandt andet det engelske sømandsforbund lovede os, at hvis vi ville sejle under engelsk flag, blev det på de samme betingelser, som de engelske sø-

folk havde.

Under fransk fløg.

Men andre instanser havde nok blandet sig, filr pludselig d.20. april kom der fransk prisenlandskab onl bord, og vi blev ført til den nordafrikapske by Oran. Der fik "Stella" navneforandring til "Skt. Sauveur" og korn under fransk flag. Derefter blev hele rnandskabet spurgt, otn de ville fortsætte med at sejle, for ellers var der vist kun en lejr tilbage til os. Vi talte lidt sammen om det og blev enige om at fortsætte, men på de samme betingelser, sol-tl vi havde tået af englænderne, og det gik de rned til' Vi fik så påmonteret kanon og maskingevær om bord * ett fransk kaptajn og 6 soldater, og så var vi klar og sejlede mod Marseille, hvor der ikke skete noget særligt, men så gik turen igen til Vestafrika efter jordrtødder, der efter 17.

sigende indeholder mellem 80 og 9O % olie. Vi blev lastet og sejlede igen rnod nord. Da vi var ud for Casablanca, blev vi dirigeret ind på reden, for nu skulle vi sejle i konvoj. Krigen var blevet skærpet - ikke så lidt endda. Lige før vi kom til Casablanca, så vi et periskop fra en undervandsbåd bryde havoverfladen. Der skete ingenting, men uhyggen bredte

sig. Vor konvoj beskyttedes af et par srnå og gamle krigsskibe, men vi nåede da Gibraltar, hvor vi fik en mærkelig fornemmelse af, at man ikke ville vide af os.

N ordfrankrig b e sætte s.

Vel ankommet til Oran fik vi forklaringen: Tyskerne havde besat det halve af Frankrig. Byen var klædt i sorg, alt var lukket og stængt. Folk sad bare og græd over tabet af moderlandet. Godt nok var kun Nordfrankrig besat, hvilket sikkert var vel gennetntænkt fra tysk side. På den rnåde regne18.

de tyskerne formodentlig med, at havnene i det frie Frankrig stadig kunne importere varer lia kolonierne i Afrika. Det satte englænderne irnidlertid hurtigt en stopper for. Vi blev rationerede. Kun de skibe med en bred, gul stribe onl det franske flag, "Trikoloren", fik lov til at passere gennem deres blokade. Af den ration, som englænderne havde bevilget det frie Frankrig, tog Tyskerne 60% og italienerne 25%, så der blev kun 15Vo tilbage til os. Jeg siger "os", for imellerntiden havde vi fået franske oas sældende for 2 år. .--l^Ir,':,.,:ir:E'l is::;.

-^r under Nu da vi var kommet fransk flag og var blevet en mere i messen, nemlig den franske kaptajn, fik vi også en messe dreng tnere, dvs. en der var l0 år ældre end jeg. Han var mulat, men oln han var til nogen hjælp, fandt jeg aldrig ud af. Han skulle sørge for nressen, da officererne ikke turde give ham ad.,,,frr gang til deres væretser. han lærte nu aldris at dække ll[$l$*$+t clag, jeg bord, uvrv, så vrr u4 en ssEr JvE bebrejde- iiili:iiiriit:i.|;l+itiiwiil*lrrinrx::t.sr:.: ",tt::t] de ham det, blev han tosset, og jeg ikke mindre. Jeg tog fat i ham og satte ham lidt hårdt på plads i vort trange lukaf. I det samme kiggede 2. mester lige ind. Han kiggede lidt og sagde så, at det kunne jeg øjensyrrlig nok selv klare.Samtidig med, at vi sejlede ind i Orarts havn, forlod et engelsk krigssskib havnen. Så, da vi dagen efter skulle begive os til Marseille, håbede vi ttok alle, at englænderne lå .r

Men

ff

t9.

uclenttlr og ventede på at kapre os, lnen vi så ingen. Alt var så usikkert i de dage.

I

Marseille.

Vi ankom til Marseille

dagen efter, at italienske fly havde bombet byen fra stor højde. I flere dage efter bombardementet, kørtes der med rustvogne i gaderne. Der blev sagt, at det især var gået ud over den italienske bydel, men i sådan en

tid bliver der også sagt så meget!

Fakta var derimod, at dagen efter, at vi havde forladt Oran, kom englænderne og bombede den franske flåde, som stadig lå der i stedet for at søge engelsk havn, som aftalen var mellem de to lande. Det var nødvendigt at forhindre, at de franske skibe kom i tyskernes hænder.

Fra nu af var vi færdige med at sejle. Det var nok tyskerne, der forbød det. Selvom man ikke sejler, er der arbejde nok, der skal udføres om bord. Jeg var også blevet forfremmet til jungmand, men med det samme arbejde, endda måske lidt mere, da min makker rømmede. Det var der nu ingen, der var kede af.

Sådan gik tiden så til september, hvor vi fik besøg af en repræsentant for vort franske rederi, der overbragte os et dekret, der sagde, at samtlige ikke-danskere skulle afmønstres, og vi skulle ned på fransk hyre' Det var jo en nedgang i lønnen, men hvad der var meget værre, var, at vi havde en estlænder om bord, som hed Bruno Lember, og han havde ikke et konsulat at henvende sig til, så for ham så det sort ud. Det klarede vi imidlertid på den måde, at han simpelthen blev om bord, gik i land tidligt om morgenen, og kom om 7,0.

bord sent om aftenen. Ingen vidste, at han var der - slet ikke officererne - sådan da!

Efter nogen tid henvendte mine overordnede sig til mig angående privat vask eller skoforsåling mm. De skulle nok betale godt for det. Det var et skjult tilskud til ham' I Dakar var der efterhånden samlet 8 - 10 danske skibe, som ønskede at komme op til Sydfrankrig. Forstå det, hvo der kan. Først prøvede de at sende 2 af sted, og da det gik godt, sendte de så resten, men de blev opbragt af englænderne, som hellere ville have 8 end 2.

Det ene af de to skibe tilhørte rederiet "Gorm", og kaptajnen på det var en ven af vor kaptajn, så de holdt jo en del møder, hvor de bl.a. aftalte at tage sammen på grønttorvet en gang om ugen. Her kunne man som det eneste sted købe grøntsager uden rationering. De havde en knaldgod tolk med, nemlig mig (himself).

Transporten til grønttorvet foregik med sporvogn, og jeg blev, som det sig hør og bør, ude på bagperronen, da jeg troede at to kaptajner ville snakke sammen i fred og ro' men de kom ud efter rnig og spurgte mig, om de ikke var gode nok at sidde sammen med. De behandlede mig i alt fald som et menneske.

Afmønstring.

Vi var nu i maj lg4l, da en ny oplevelse løb af stabelen. vi

blev nærmest smidt i land med I dags varsel. Vort skib skulle sejle med krigsmateriel fra ltalien til Nordafrika for tyskerne. Kun to blev om bord, nemlig kaptajnen og maskinmesteren. Loven siger, at ftvis rnan uden eget ønske eller

2l

skyld bliver afmønstret i fremmed havn, har man ret til fuld hyre, hotelophold og fri hjemrejse, så med de argumenter henvendte vi os til den danskegeneralkonsul (Carr), som behandledeos-ualmideligt pænt, men han forklarede os samtidig, at nok havde vi ret; men de andre havde magten, og med det in mente, blev vi installeret på "Muinam", et Ø.K.-skib, der også var oplagt. Det var kommet fra Østen.

MAD. Det eneste, vi rigtig manglede, var MAD, og det var årsagen til, at jeg kom til at lide af kalkmangel og mistede en tand.

Vi havde ikke set mælk i tre måneder. Kød fik vi to gange fra frihavnen, da det ikke kunne holde sig længere.

Første gang vi fik kød, havde vi sennep, som vi gav det et lag af. Det hjalp jo noget. Næste gang var det værre. Vor sennep var sluppet op.

Smagen viljeg forbigå i tavshed.

For at redde tanden skulle den have guldkrone på, og det kostede meget.

"Det finansierer jeg", sag-

er kommet hjem", - og sådan gik det, Vort driverliv kunne den kinesiske besætning, som var om 22.

borcl, ikke rigtig tage. Om det var deres skyld eller ej, ved jeg ikke, men pludselig kom der bud, at fra tnandag morgen kl. 0700 skulle vi tørne til.

Op igen til konsulen - samme svar, men vi kunne selvfølgelig selv bestemme tempoet.

På en måde var jeg glad for, at nu kunne jeg endelig komme på dækket, og så var jeg endda påmønstret som letmatros.

Men ak! Det varede kun kort. Den kinesiske messedreng var blevet syg. Så l. styrmanden kom og bad mig om at overtage hans job. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, men han lovede mig, at jeg ikke ville komme til at fortryde det. Mit arbejde bestod blandt andet i, at jeg hver morgen skulle gå med hovmesteren, der var kineser, op til bageren efter en sæk brød. Under deres samtale på fransk forstod jeg, at bageren spurgte om, hvor mange ekstra brød han ville have udenom rationeringen.

*Åh',

sagde han, "en fire, fem stykker!"

Så på vejen ned til skibet holdt vi et hvil. Der spurgte jeg ham så, hvem de brød var til. Han svarede, at dem måtte jeg da gerne få, - fbr ca.2.50 pr stk. Brødene fik vi derefter hver dag, for vi havcle prøvet at gå sulten til køjs. Nu var det da overstået, så jeg korn i høj kuis ved dæksbesætningen. Sam-

23.

tidig fortrdd jeg, at jeg havde skrevet hjem, at nu havde jeg fået mine tænder lavet og manglede blot noget at bruge dem ril

.

Vi var efterhånden kun få, der var blevet tilbage, og som havde fulgt rederiets opfbrdring om at blive så længe som muligt dernede for at varetage danske interesser.

De, der gjorde det, ville blive husket, når de engang kom hjem.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad de mente med det.

Og dog - mine forældre fik et brev fra rederiet, hvori kaptajnen, der var kommet hjetn, havde udtalt sig rosende om deres sØn osv.

Vore papirer var sendt ind for at få visum til hjemrejsen via Schweiz og Berlin til København. Inden vi begav os på hjemrejsen, blev jeg tilbageholdt af det franske politi i 47 timer, skønt der ellers skulle være fældet dom inden for I tirtte.

Men det er en helt anden historie, der handlede otn en person, hvis venskab ingen grænser havde, en af de helt rigtige - kunne 18 forskellige sprog, deraf de 10 perfekt - et unikum, en person, soln jeg stadig beundrer, selvom han renter. stadig skylder mig 50 kr.

*

Hjemrejse.

Endelig oprandt dagen, hvor vi fik vort visum for hjemrejsen. Vi var 5 personer: 2 maskinister, I styrmand, 1 matros og så mig. Vi skulle forlade Marseille, hvorfra vi trods alt havde mange minder efter vort 13 måneders ophold. Vi skulle rejse ved rnidnatstid og efter et par timers kørsel skif-24.

te i byen Valence. I ventetiden gik vi ind på stationen for at købe en kop kaffe, og der fik vi minsandten mælk til. Mælk havde vi ikke set i 3 måneder, så vi kunne ikke lade være med at spekulere over fordelingssystemet - oh la la!

I Geneve. så langt om længe til Geneve - et paradis. Vi blev indkvarteret på et hotel med læsestue, skrivestue osv.

Da vi fem mand skulle ned at spise i en stue, der sagde spar to til det, vi var vant til, farer der pludselig en djævel i mig: "Hvad siger I til en rigtig stor beskidt kotelet?", og minsandten om ikke servitricen kom med 6 store koteletter til os. Vi tænkte nok alle: "Hvem skal have den sjette?". Vi blev noget lange i hovedet, da servitricen snuppede den sidste og bar den ud, dog vendte hun efter kort tid tilbage med et fadfuld nye, og så var vi lykkelige igen, og vor sult blev stillet for længere tid. Senere forlod vi hotellet med en overdådig madpakke, sorn de havde smurt til os, med kærlighed tror jeg nok, sådan smagte den i hvert fald, da vi spiste den i Tyskland på vej til Berlin.

Det var noget af en trist rejse til den tyske hovedstad. Toget standsede ved alle stationer, og der stod mange og tog afsked med deres kære. De var blevet indkaldt, selv om de var

Vi ankom

midt i halvtredserne. Det var i juli 1941.

I Berlin Vel ankorrlmen til Berlin, hyrede vi en taxa til hotellet. Vi havde fået besked på, at vi skulle køre en olnvej, da eltg25.

lænderne for første gang havde bornbet Berlin, efter fbrlydende med 10.000 brandbornber. Ingen skader, Den f-ølgende dag henvendte vi os på den clanske ambassade for at inclhente oplysninger om spisning osv. Da vi sad der og ventede på foretræde og læste i nogle danske ugeblade, blev vi pludselig afbrudt af en hård militærbanken på døren. En ung mand kom ind med "Heil Hitler-hilsen" iført korte bukser og'sportsstrønrper. ,Eet var bare for meget for en af maskinisterne. 'lFlold da helt kæft, dit dumme svin!", sagde han og lod, som om han læste noget meget spændende højt fra uge-bladet. Det var ret dristigt gjort, og vi andre fik ei biiligt grin. vi gik en tur på "unter clen Linden" og oplevede der, hvordan militærmusik og støvletramp ligefrern kunne få folk i ekstase. Folk marcherede med inde på fortovet for at følge soldaterne på vej mod Rusland og alle krigens umenneskelige strabadser.

På vej mod warnemtinde fbr at nå færgen til Gedser tænkte jeg meget på de fire mænd, der i stedet for at tage over landjorden hjem (på den franske regerings regning) log hyre på et dansk skib i Le Havre for at sejte hjem til Danmark. Jeg havde også selv fået hyre om bord. Betalingen var meger god, og i den engelske kanal skutte der kun sejles om natten på grund af de engelske kanoners nærhed. trrten Oet gik nu anderledes end planlagt, for min gode ven gennem hele ruren kom hen til mig og sagde, at nu var det gået godt så længe, så skulle jeg ikke sætte livet på spil i den sidste uge, så nu tog han min hyre mod, at jeg lovede ham at gå op i Bredgade 40-42 med en hilsen til hans kone, som arLejdede på "Balticå", og sådan blev det.

26.

I

København.

Vi ankom så til København torsdag aften, og om fredagen fik vi de fornødne ting ordnet. Jeg fik også hilsenen over-

bragt. Hun gav mig et stort knus og sagde: "Nå! - sådan ser du ud".

I toget fra København til Jylland fik jeg en vinduesplads, men da jeg i modsatte side så et flag vaje, gik jeg ud i gangen med tårer i øjnene for at se på det. Da jeg vendte tilbage, var min plads optaget af en rigtig nydelig pige' Der blev stor ståhej. De medrejsende sagde, at det var min plads osv. Jeg bad pigen blive siddende, da jeg hellere ville gå lidt frem og tilbage og tænke over tingene, over hjemkomsten mm'

HANS AASTED ER KOMMET HJEM! Da jeg steg på toget i Varde for at køre mod Grindsted,

stod min bror og tog imod mig. Han var blevet soldat og var på vej hjem på orlov. Det var noget af en overraskelse for os

begge.

Min hjemkomst var noget for sig selv, og da det var overstået, gik jeg ind i soveværelset bare lige for at være alene. Da hørte jeg en dreng løbe gennem gaden råbende: "Hans Aasted er kommet hjem!".

Da fik tårerne

frit

løb.

Det var en lørdag aften, jeg korn lrjem, og hele søndagen gik jo nærmest med at modtage deputationer og besvare masser af spørgsmål, men jeg hørte for det meste om de besøgendes egne oplevelser ?'ll'/???

Om mandagen gik jeg så etr tur ned i hyen - ikke lbr at være 27.

migselv-.menforatmøclegarnlevenner.Selvfølgeliggik t"rån'bl.a. incl til'Holger Købmand' som' da han så mig' kyledeenkurvmodmig.Jegreturnerededenomgående-en

dejlig modtagelse. Maler Weis kom også derind og sagde: "Du kun starte i tnorgen", og-det giorde jeg så' måtte Det arbejde stoppede brat efter ca' 2 ugers forløb' Da jeg indlæggtt på Grindsted Sygehus, hvor jeg opholdt mig i det den ':q rpå 'grund af underernæring, eller også var "g.* danske mad, der var en for stor omvæltning' Men t<rattige gode alt enåte lykkeligt! Det skyldtes nok ikke mindst den pleje, som de gav mig der. Tak for det!!! b.l nur så min beretning fra 1939 til 1941 - således nedskrevet i februar 1992.

Hans Aasted (Petter)

Efterskrift.

jeg har ikke Mine venner fra Le Havre kom godt hjem, og på Storemødt dem siclen. Jeg ved, at den ene blev kaptajn bæltsfærgerne. Den anden blev tolder på en toldkrydser' jeg oplyse' at det danInden 3e[ nett slutter beretningen, kan sag ske sømandsforbund efter krigsafslutningen anlagde hyre rnod den franske regering, fordi de havde nedsat vor fra engelsk til fransk standard. Dette meddelte rederiet mig, og.ieguaodemvaretagemineinteresseridenforbindelse. voi uomærkede udenrigsminister, Gustav Rasmussen, fik - fik en da også gennemført, at vi i 1948 - nøjagtig 7 år efter efteÅemling, der svarede til ca. 3 ugers løn'

28.