Mennesker i mit landskab: AUGUST HENNING – SOKRATISK LEDERSKAB George Günther Eckstein
August Henning, 1897-1969. George Günther Eckstein. Tysk udgave. Fotoalbum: August Henning på IPC (Den Internationale Højskole, Helsingør) Redaktør: Det Springende Punkt, Hillerød, juni 2015. www.detspringendepunkt.dk
Jeg kan også takke min mentor Fritz K. (Fritz Kronenberger, red.) for mødet med min ungdoms anden mentor. Jeg har ingen sikker erindring om, hvornår jeg første gang mødte August Henning. Det må have været omkring 1927, at jeg første gang trådte over tærsklen til den i kraft af skøn uorden forvirrende boghandel Henning & Schneider i Nürnbergs gamle bydel. I det mørke rum var det umiddelbart svært at iagttage ansigtstrækkene på den middelhøje mand med et stort, ovalt hoved, men selv i det svage lys funklede hans magnetiske øjne under den høje, hvælvede pande. Hele hans personlighed syntes koncentreret i dem; deres humørfyldte varme var lige så beroligende, som deres sonderende fokus tvang enhver til give afkald på al overfladiskhed og falskhed og at forholde sig til det væsentlige. August bevarede denne dybtgående favnen og dybe udgrunden i et blik fyldt med godhed hele sit liv, selv da hans krop blev syg og træt, og hans ansigt blev skåret af dybe furer. Lige så lidt som hans blik kunne man undslippe hans sokratiske borende spørgsmål. De tvang en til at genoverveje de vage, hurtigt antagne formodninger og halvhjertede trosbekendelser, men også at benytte en uforfærdet logik på den konkrete virkelighed. Som født pædagog havde han altid tid og tålmodighed til samtale og diskussion i butikkens baglokale, hvor man næste altid kunne møde venner eller indlede nye venskaber. Og der var sandelig ingen mangel på diskussionsemner i disse år med spirende økonomiske krise og fremvoksende nazisme. Hr. Henning – det tog et stykke tid, inden vi, som var ti eller flere år yngre, gik over fra efternavn til brug af det familiære 'Gustl' – var en dårlig forretningsmand: Hvor ofte frarådede han os ikke at købe en bog, som han fandt uværdig; men hvis han anbefalede lekture, kunne man være sikker på rådets værdi. Han havde ikke fået uddannelse udover handelsskoleeksamen, men han kendte og elskede litteratur og klarede sig rimeligt igennem med den fra faderen arvede butik. Hans partner, Schneider, bar sine tidligt grånende hår i, hvad der i vore øjne var som en glorie til minde om hans tilbageholdelse for at have deltaget i den socialistiske bayerske rådsrepublik i 1919.
Perioden med det tætteste personlige forhold var egentlig ret kort – den faldt i årene fra 1930 til 1933. Vores "kammeratgrupper" af 16-20-årige i den bevidst assimilatoriske jødiske ungdomsbevægelse havde i disse spændende år i stigende grad fået en politisk, etisksocialistisk karakter, inspireret af Gustav Landauer og Martin Buber. August Hennings Freie Sozialistische Jugend hørte også til ungdomsbevægelsen. Det bestod af unge arbejdstagere, ansatte og sociale embedsmænd og var vores naturlige bro til en arbejderklasse, som vi spirer af en jødisk middelklasse ellers havde meget lidt kontakt med.
I de fælles tures utvungne stemning lærte vi hinandens menneskelige sider bedre at kende. I de af Henning organiserede debataftener mødte vi foruden FSJ-folket også medlemmer af andre socialistiske grupper. Lejlighedsvis arbejdede jeg også med på månedsudgivelsen Freie Sozialistische Jugend, som han redigerede. Jo mere fronterne til højre og venstre tilspidsede sig i de tidlige tredivere, og jo mere de nationalistiske og antisemitiske stemninger lejlighedsvis trængte ind i rækken af arbejdere og arbejdsløse, desto mere pessimistisk blev August over de interne stridigheder og over de personlige holdninger, som ofte var uforenelige med socialistisk broderskab. Men desto stærkere viste det sig, at de menneskelige relationer, som blev podet på denne stamme, i mange tilfælde overlevede Det Tredje Rige, verdenskrig og udvandring. Typisk for Henning var for eksempel, at han, da nazisterne arrangerede 'boykotdag' rettet mod jødiske virksomheder 1. april 1933, foranstaltede modaktioner, hvor han sendte sine kammerater i demonstration til de af nazisterne blokerede butikker.
Vores personlige forhold havde udviklet sig til et regulært venskab i de sidste par år af vores forbindelse, hvor den yngre nu også lejlighedsvist på en stimulerende måde blev lyttet til. Vi adskilte os ikke kun i alder, men i flere henseender også i temperament. Den yngres daværende tendens til overdrevne konklusioner blev faktisk værdsat af den ældre, mere forsigtige, men man slap ikke for en grundig og kritisk udspørgen. Så meget desto mere tilgivende var han med hensyn til menneskelig adfærd. Efterhånden fik jeg også indblik i mere om Augusts baggrund og fortid. Han var født i 1897 som søn af en socialdemokratisk far, som efter moderens tidlige død opdrog ham ret autokratisk. I det næstsidste år af første verdenskrig kom han til fronten, hvor han hurtigt blev såret og kort før krigens afslutning deserterede fra lazarettet. I trods mod sin far havde han tidligere tilsluttet sig det konservativt nationalistiske og antisemitiske Deutschnationalen Handlungsgehilfen-Verband, men nu var han blevet socialist og antimilitarist. (På lignende måde var han under indflydelse af ungdomsbevægelserne ikkeryger inden sin tid på lazarettet, men udviklede sig, bl.a. i trods mod det herskende rygeforbud, til storryger, hvilket han forblev til sit livs afslutning.)
I samme periode lærte jeg også Augusts trofaste livsledsagerske Gertrud at kende og den i 1930 fødte blonde dreng, der senere blev en mørkskægget, blid gartner og pædagog. Parret var, både hvad angår herkomst og udseende, meget forskellige: August af frankisk bondeslægt, med markant og groft skårne ansigtstræk; Gertrud ragede med sin ranke kropsholdning et halvt hoved over manden, og hendes stærke skønhed afslørede rødderne i en gammel tysk-baltisk adelsslægt.
August havde forelsket sig ved første blik i Gertrud, som egentlig blot var på gennemrejse, og han havde ved regulær list formået at holde hende tilbage i Nürnberg. Hun var imidlertid ikke indstillet på at give afkald på sin uafhængighed, men efterhånden opstod en dyb og varig, men bestemt ikke altid let, livspagt mellem de to. Det er kendetegnende for Gertruds grundlæggende tilbageholdenhed, at hun først to årtier senere tilbød min partner og jeg, at vi kunne være dus og dermed befæstede en personlig forbindelse, som efter Augusts død i 1969 blev stadig dybere og udfoldede sig mere. Jeg har altid beundret den selvfølgelighed, hvormed hun med sin så anderledes opvækstbaggrund fandt sig til rette i en på mange måder mere beskeden levevis, som i mange år var forbundet med stor materiel og politisk usikkerhed.
Da Augusts sikkerhed i Nürnberg i løbet af sommeren 1933 var truet, fulgte han efter sin kone og barn til hendes familie i det dengang stadig uafhængige Baltikum (Estland, red.). Kort før hans afrejse mødtes jeg med ham i min lejlighed. Jeg var kort forinden blevet løsladt fra et ophold på flere måneder i et nazistisk fængsel, og vi gjorde os overvejelser om min kommende flugt, som jeg fik held med at gennemføre et par måneder senere. Så lidt som vi dengang kunne forudse, hvilket bestialsk omfang blandingen af had og lydighed i de følgende tolv år i Tyskland ville få, havde vi ingen tvivl om, at det var umuligt at ånde i denne luft. Om fremtiden – vores personlige og det politiske i almindelighed – var ingen af os synderligt optimistiske: på en eller anden måde vil vi vel klare os igennem, men den politiske venstrefløjs sammenbrud gjorde os pessimistiske med hensyn til de politiske udsigter. Udvekslingen af synspunkter om dette prægede vores korrespondance under min emigration til Frankrig og Amerika og frem til Hitlers troppers invasion og besættelse af Danmark. Der havde August og familie fundet først husly og senere beskæftigelse på Den Internationale Højskole i Helsingør, en pacifistisk folkehøjskole.
Et par citater fra hans tætskrevne breve med lillebitte håndskrift gengiver denne tids stemning; han nærede langt færre illusioner end emigranterne generelt. De første breve fra Baltikum illustrerer hans vanskelige situation som gæst hos en menneskeligt sympatisk, men hvad angår sindelag væsensforskellig familie i et miljø, som i stigende grad blev inficeret af nazisme. 13.11.1932: "For mig handler det om at genvinde min frihed, for her har jeg den ikke. I den sociale situation hos mine værter, for hvem jeg har ærlig og stor agtelse, venskabelige følelser og respekt, har jeg tusind hæmninger (...) Jeg tørster efter at kunne udveksle med fornuftige mennesker. " December 1933: "Et endnu mere trøstesløst indtryk får jeg af hele den generelle situation inden for marxismen. Lærer man da overhovedet ingenting? Men måske og forhåbentlig ser jeg for sort på dette (...) I spekulationerne om, hvad man kan gøre (...) bevægede mine tanker sig i retning af en slags broderskab mellem tilforladelige, positive og kritiske mennesker med et nøgternt blik, som regelmæssigt involverer sig i a) undervisning b) forsøger at bidrage til dannelsen af en ny socialistiske indstilling. Er det blot tankespind? "
Februar 1934 (nu fra Danmark): "Jeg ser (på skolen) værdigt arbejde og opgaver og håber at gøre, hvad jeg kan gøre under de givne omstændigheder. Der er masser af muligheder for at rydde op og rense bevidstheder (...) Jeg blev virkelig meget glad for (Kautsky i Neuen Vorwärts) endelig at kunne forholde mig til noget sammenhængende og banebrydende. Hvem der gør det, og hvordan det bliver gjort, kommer for mig i anden række, hovedsagen er og bliver, at vi endelig igen kan gøre den sump sejlbar, hvor de marxistiske frøer af forskellige observans udsender deres ensformige støj. " April 1934: Typisk for Augusts tilbøjelighed til grublerier er hans beretning om en samtale med en trotskist fra Hamborg: "Vi havde temmelig ens synspunkter om det kommunistiske partis svigt. Senere dissonanser opstod mellem ham og mig om den grundlæggende og taktiske håndtering af spørgsmål om 'nation' og 'religion'. Hans holdning overfor begge emner var internationalistisk i 1900stil. Ren abstraktion (...) beundringsværdigt konsekvent i teorien. Absolut logisk – men ifølge min indsigt og erfaring netop modbevist i praksis. Efter sådanne drøftelser har jeg stof til flere dages grublerier. Jeg leder efter reaktionære elementer i mig, og jeg er utilfreds med, at jeg ikke tilbageviser teorierne (logisk), men bare ikke kan antage dem – på grund af min praktiske erfaring ." November 1936: "Mit håb om et kollaps for det nazistiske system inden for en overskuelig fremtid bliver mindre og mindre. Alliancen af reaktionens førende svindlere stabiliserer sig både internt og eksternt (...) Selv udsigterne til en sejr i den næste krig vokser mere og mere. (...) Hvorfor jeg ikke skriver om Spanien? Fordi det piner mig altid kun at være i stand til at udtrykke pessimistiske betragtninger (...) Det er også en del af det forfærdelige i min situation, at ingen af venstrefløjens sejre længere kan glæde mig. Rejser spanierne sig, så ser jeg en ende på fascismen dér; danner man en folkefront i Frankrig, så føler jeg, at ondskaben har ledt til et eksperiment, som mit hjerte egentlig hele tiden har længtes efter, og som min fornuft har skønnet nødvendig (...)" På højskolen var han "(…) tilsyneladende en slags magnet for mennesker med problemer og menneskelige behov. De kommer alle til mig, og jeg er glad for det, men det er en tidskrævende og anstrengende aktivitet, som har øget mit kendskab til den menneskelige natur, men også tæret på mine kræfter. Man ser, og støder hele tiden på, den åndelige og menneskelige utilstrækkelighed. Man forsøger af forbinde og at vejlede, og alt sammen forstærker det længslen (...) efter blot engang selv at kunne lette sit hjerte og søge rådgivning." I hvilket omfang har en sådan stemning mon været medvirkende til at forværre hans sundhedstilstand, med stadig mere alvorlige maveproblemer?
I de mørke år med krig og Holocaust (som også medførte et ophør af vores brevforbindelse) var vores fristelse til at fortvivle over det tyske folk ofte store. Når jeg, i modsætning til mange af mine trosfæller, alligevel aldrig bukkede under for den, så var forbilleder som August Henning og nogle andre venner udslagsgivende. Hver på sin måde kropsliggjorde i sin person, helt ind i ansigtstrækkene, hvad der for mig er indbegrebet af positivt og ædelt i den tyske karakter. Derfor overraskede det mig egentlig senere, at August, tilsyneladende dybere end jeg, blev grebet af tvivl og fortvivlelse over det tyske folk, at han ikke kunne få sig selv til at vende tilbage til Tyskland efter krigen og fortsætte sit opdragende arbejde dér. Muligheder for dette har sikkert ikke manglet, men hvad han så i en sonderende rejse gennem det Adenauerske efterkrigs-Tyskland et par år efter krigen, gav ham det indtryk, at der snarere var tale om en genoprettelse af det gamle Tyskland end opførelsen af et nyt. Den skrantende mand i halvtredserne følte sig næppe heller rustet til endnu en omstilling, og efterklangen fra den ofte udtrykte taknemmelighed for hans aktivitet og person, som kom fra studerende fra mange lande, holdt ham på trods af flere fortrædeligheder på Den Internationale Højskole.
August underviser på Den Internationale Højskole
Efter tyskernes besættelse af Danmark havde han, som jeg senere erfarede, temmelig uanfægtet fortsat sit arbejde på skolen. I 1944 måtte han i flere måneder leve 'under jorden', indtil han derefter tog tilflugt i Sverige. Hans daværende dystre stemning afspejles i et (på originalsproget rimet og med afstemte versefødder, red.) digt fra februar 1945: Timerne går, dagene går, ugerne går Det regner, det sner, det bliver varmt, det bliver koldt, og undertiden er Solen se Dit ansigt i spejlet bliver ældre, bliver gammelt. Folk falder, byer falder, grænser falder. Man taler, man mødes, og man skriver og man truer. Hvilken andel havde du da i alt dette? Du er fordrevet, ensom, ja egentlig allerede død.
Da vi umiddelbart efter krigen kunne genoptage brevvekslingen, var der naturligvis en masse at indhente og diskutere. I første række stod spørgsmålet om afnazificering og sejrherrernes Tysklands-politik. Fabriksarbejdere blandt vores gamle venner i Nürnberg var – bortset fra det kollektive medlemskab af arbejdsfronten – blevet skånet for den politiske ensretning. Det forholdt sig anderledes med ledende medarbejdere, embedsmænd og folk i liberale erhverv. Eksempelvis havde en tandlæge så sent som i 1938 givet tilflugt for jødiske venner; nu viste det sig, at han allerede dengang i årevis havde været partimedlem af karrieremæssige grunde. Men der var også den retskafne advokat, som, på grund af illegale aktiviteter, i en periode sad i fængsel og senere foretrak at blive landarbejder, fremfor at udfylde en plads der var mere relevant for hans uddannelse, men som ville have nødvendiggjort politiske indrømmelser. Det er svært at vide, hvor standhaftigt man selv ville have kunnet gebærde sig på ærlig vis. August havde også to nære venner, der, som min tandlægeven, havde fundet det nødvendigt at være partimedlemmer. I marts 1946 svarede han foranlediget af mit spørgsmål: "Hvad kan man gøre? Straffe? Undlade at straffe? Jeg ville i begge tilfælde plædere for en arbejdstilladelse til fortsat virke. Min opfattelse af problemet: Ethvert partimedlem må straffes på linje med graden af involvering i nazismen: Fra total eller midlertidig inddragelse til ekstra (erstatnings-) skatter. Men hvor formildende omstændigheder findes, skal man ikke ødelægge eksistensgrundlag og ikke udøve forskelsbehandling. Hvor det er muligt, skal sagerne behandles individuelt. "
Problemet med administrationen af Tyskland var for ham forbundet med de samme moralske og menneskelige overvejelser: "Det eneste helt positive, som freden indtil nu har bragt mig, er, at jeg det seneste år har følt mig temmelig fri for det fortærende kollektive had, som har gjort mange år af mit liv mere eller mindre ødelagte eller uproduktive (...) Jeg mener bogstaveligt at mærke, at jeg er blevet mere anstændig og rolig, da jeg ikke længere har brug for at hade og helt enkelt ikke kan hade længere (...) Omkring mig ser jeg, hvordan dette had stadig er i live, lammer fornuften, ødelægger folket og hæmmer – ja umuliggør – løsningen af de virkelige problemer (...) Den nuværende udfordring er ikke at straffe Tyskland og tyskerne, men at ændre det i vores sind (...) Det drejer sig ikke alene om det tyske perspektiv, men overordnet om hele Europas, for fremtiden og genoprettelsen af fornuft og retfærdighed. "
Pessimismen forlod ham ikke: 11.2.1947 "1945-1946 var for de besejrede lande de forspildte muligheders år, 1947 vil blive året, hvor efterkrigstidens fredspolitik går konkurs (...) Disse fredsaftaler dikteres og er opstået på basis af de modstridende politiske og økonomiske stormagtsinteresser (...) og jeg kan heller ikke se nogen idé eller organisation eller bevægelse, som kunne tænkes at bygge noget positivt i en overskuelig fremtid. Socialisterne er ikke socialister, de kristne er ikke kristne, de liberale er ikke liberale. Er jeg for pessimistisk? "
Med Schumachers død forsvandt Hennings sidste håb om at forebygge gendannelsen af den gamle sociale struktur i Tyskland. Blandt de tyske unge, der nu jævnligt dukkede op på skolen, bemærkede han udover deres ildhu også en rest af nationalisme, og det fyldte ham med angst. Noget lignende observerede han på to senere rejser til Tyskland, som bragte ham i forbindelse med de mest forskelligartede grupper af mennesker i Vesten: med brave, men trætte gamle venner; med unge pædagoger fulde af god vilje; med besiddende borgere, der i drukkenskab afslørede deres nazistiske følelser.
Lærerstaben på IHS. I midten Gertrud og August Henning
I foråret 1951 besøgte jeg for første gang Europa sammen med min kone, og Helsingør var en af vores første destinationer. Jeg vil aldrig glemme, hvor rørende venskabets arme omfavnede mig, og hvor meget der blev udtrykt ordløst i disse sekunder. Den næste morgen, fandt jeg til min store forlegenhed, at August havde pudset mine sko; men denne gestus var typisk. Dette blev efterfulgt af spadsereture i det våde og kolde tidlige forår, gode samtaler, etablering af venskab med Gertrud – men også en lidt trykkende følelse af et indsnævret liv på skolen. Jeg begyndte at forstå, hvor meget det kunne belaste et menneske, som i forvejen havde anlæg til tvivl og selvhad med et sådant tæt afgrænset samfunds uundgåelige gnidninger. Det livslangt virkende ekko, som han vakte i mange af sine elever, var ikke i alle tilfælde en tilstrækkelig modvægt. I pagt med sin natur som grubler og tvivler, kunne han aldrig få sig selv til at forlade skolen, så ofte som han kæmpede med og pintes af denne tanke. Det psykologiske pres forværrede hans fysiske tilstand, som igen smittede af på hans holdning til de mennesker, han mødte og på hans vurdering af den politiske udvikling. Hans lammende kriser blev hyppigere og længere. Hans lange breve blev efterhånden mere sjældne og desto mere end nogensinde fyldt af hans tvivl på sig selv – selv som pædagog følte han sig som en 'fiasko' – og de internationale politiske perspektiver syntes ham stadig mere dystre. Selv den efter hans smag USA for nærtstående Willy Brandt og den ved Gustav Heinemann anskueliggjorte demokratisering af det nye Tyskland, såvel som den globale politiske afspænding mod slutningen af 50'erne og i begyndelsen af 60'erne, betragtede han med mistro. Men han gjorde sig ingen illusioner om sig selv: 21.10.1956 "Det, jeg ønsker for de sidste år af mit liv, er: At kunne anvende min erfaring ved en meningsfuld indsats på det politiske område, naturligvis helst på det uddannelsespolitiske område, som jeg anser for det vigtigste arbejdsfelt i vores tid. Jeg har ved fej vaklen forsømt den mulighed, jeg har haft for dette siden 1945. Så den sidste del af ønsket er at være alene med mig selv og et værk, der ikke kræver idelige kompromiser, tilpasninger og deklamationer. Selvfølgelig taler al fornuft imod disse planer. Det er tanker fra en gammel nar. " Hans indflydelse på andre forblev uformindsket: Vores datter, som vi introducerede ham for ved det næste besøg i 1956, blev på trods af alle sproglige barrierer dybt imponeret. Det samme gjorde sig gældende med et af vores amerikanske vennepar, som gjorde et længere ophold i Danmark. Og i samtaler under de følgende tre besøg forstod han så godt som nogensinde at trænge igennem med dybdeborende spørgsmål og at tvinge til selvindsigt, men nu var det
ikke længere min alt for radikale logik, som var i søgelyset, men mine med alder og erfaring med amerikansk livsstil stadig mere beskedne fordringer. Men jeg anede også den byrde, som hans tilstand i det daglige må have betydet for Gertrud. Ved hans 70 års fødselsdag i 1967 kunne jeg stadig berede ham en stor glæde ved at indsamle vidnesbyrd fra gamle venner om dybden og bæredygtigheden af hans menneskelige virke. Men ved vores sidste besøg i efteråret 1969 fandt vi ham fysisk forfalden – afmagret, træt, udhulede kinder, et ansigt med dybe furer. Kun de stadig mere dybtliggende øjne glinsede endnu med gammel varme, forskertrang og snuhed. Da vi omfavnede og kyssede hinanden farvel, vidste vi begge, at det var det endelige farvel. To måneder senere lukkedes hans øjne sig for evigt.