Platons år

Page 1

Platons ĂĽr

Om astronomi og astrologi, tal og tidscykler Skye Løfvander, Det Springende Punkt

www.detspringendepunkt.dk

.


Plat og planeter – præcession og præcision Præcessionen – det fænomen, som ligger til grund for astrologiens forestilling om verdenstidsaldre – er et astronomisk faktum. Man kan altså relativt præcist angive

den tid, Jordens skæve snurretopbevægelse er om at fuldføre en rotation i dyrekredsen.

Bevægelsen

kommer

bl.a.

til

udtryk

ved,

at

forårspunktet

(skæringspunktet mellem ekliptika og himlens ækvator, som Solen passerer hvert år ved forårsjævndøgn) ser ud til at bevæge sig baglæns gennem dyrekredsen (fra

Tyr til Vædder til Fisk osv.). Bevægelsen er ikke helt konstant, men inden for de tidshorisonter, vi her beskæftiger os med, er det rimeligt at angive præcessionens

varighed afrundet til heltal til 25.772 år, og en astrologisk tidsalder burde således – ligeledes afrundet – vare 25.772:12=2.148 år. Ikke desto mindre henviser en meget stor del astrologiske kilder til et 'platonisk år' på 25.920 år, hvilket giver en

tidsalder på 2.160 år. Denne værdi svarer til, at bevægelsen sker med 1 grad hvert 72. år, altså 1/72 grad om året, og den er bl.a. blevet antaget af Newton. Angivelsen har som udgangspunkt to alvorlige problemer:

- Som vi netop har set, er 'verdensårets' astronomiske varighed 148 år kortere og

en tidsalder således 12 år kortere end de astrologiske værdier, og netop præcessionen er et punkt, hvor der må og skal være overensstemmelse mellem

astronomi og astrologi. Forårspunkt og præcession er astronomiske realiteter. - Benævnelsen 'platonisk år' er uheldig, fordi Platon ikke kendte til præcessionen,

da han levede før Hipparchos, som opdagede fænomenet i 127 f.v.t. Den lange tidsperiode, som Platon beskriver i sit skrift Timaios (som Platon-skikkelsen på Rafaels 'Skolen i Athen' på omslaget bærer under armen) er en kombination af planetcykler, ikke 'det store år' som fremkommer ved forårspunktets vandring.


Hvor kommer tallene fra? Som tonalteoretiker er jeg altid opmærksom på, om tal stammer fra de systemer, som indgår i oldtidens musikbeskrivelse. Såkaldt pythagoræisk stemning bygger på primtallene 2 og 3, som er hhv. det første (og eneste) lige og det første ulige primtal. Tallene 2, 3, 4, 6, 8, 9, 12, 16,

18, 24, 27, 32, 36, ... lægger grunden her. For at blive ved Platon, benytter Demiurgen, verdensbygmesteren, disse tal til sin skabelse i myten i Timaios, hvor jeg har tilføjet tallene i parenteser: ”(…) og da han havde lavet en enhed af de tre, delte han igen dette hele i så mange

dele, som var passende, så at hver af dem var

en

blanding

forskellige’

og

af ’det samme’, ’det

’væren’.

Han

begyndte

delingen sådan: Først tog han én (1) portion af det det hele; dernæst en anden, der var

dobbelt så stor (2); den tredje gjorde han igen halvanden gang så stor som den anden

og tre gange så stor som den første (3); den fjerde dobbelt så stor som den anden (4); den femte tre gange så stor som den tredje

(9); den sjette otte gange så stor som den Platon med Timaios under armen

første (8), og den syvende 27 gange så stor som den første.”

Illustrationen er et Platonisk lambda-diagram fra Franchino Gaffurios (1451-1522) værk Theorica Musica fra 1492, måske lige så banebrydende som Columbus' opdagelse samme år ...


Til denne familie hører bl.a. tallet 432 (16x27 eller, opløst til primfaktorer, 2 4x33), som bliver centralt senere i artiklen. I spirituelt orienterede musikkredse er der

opstået en forvirret mytologisering af værdien som nøglefrekvens. Disse forestillinger gør jeg op med i artiklen 432 spegesild i sekundet.

I renæssancen udvikledes såkaldt ren stemning, hvor primtallene 2, 3 og 5 er basis og hvor værdierne 2, 3, 4, 5, 6, 8, 9, 10, 12, 15, 16, 18, 20, 24, 25, 27, 30, ... lægger den første grund.

Når 432 multipliceres med 60 (grundtallet fra de gamle mesopotamiske kulturer 3x4x5 eller 22x3x5), har vi den traditionelle værdi for 'verdensåret', 25.920.

I musikkens fagsprog kaldes disse to tonesystemer for hhv. '3-limit tuning' (naturtone nr. 3, den rene kvint, er den højeste primtalsværdi, som indgår) og '5-limit tuning' (naturtone nr. 5, den rene store terts, er den højeste primtalsværdi).

Det handler med andre ord om elementære talsystemer, som kan fremkomme ved

at betragte, hvordan musikalske funktioner opstår ved heltallige delinger af en svingende streng (eksempelvis på et monochord).

Disse talsystemer, opbygget af de laveste primtal, har man også benyttet i tidlige kulturer, bl.a. i forbindelse med astronomiske begreber. Gudernes tal De mesopotamiske gudetal tilhører sidstnævnte system:

Anu 60 (skaber- og himmelgud); Enki (bjerggud) 50; Ea/ Enlil (de ferske vandes gud) 40; Sin (Månen) 30; Shamash (Solen) 20; Ishtar (Venus) 15.

… og er bemærkelsesværdige for musikteoretikere, fordi det mesopotamiske grundtal 60, som vi stadig bærer minder om på venstre hånd, bl.a. deles med 2,

3, 4, hvilket korresponderer med de primære funktioner i naturtonerækken. Proportionen 40:50:60 svarer endvidere til en durtreklang.


360, som vi benytter som vinkelgradtal for cirklens deling er et andet overleveret tal fra dette oldgamle kombinerede 10- og 60-talssystem.

En idealiseret måned, som på sumerisk kaldtes itud og på akkadisk arhu varede 30x24x60x60 sekunder=2.592.000 sek. Tallet genkendes fra verdensåret.

Mindre kendt er bl.a. de næsten 5.000 år gamle kongerækker, hvor de

grundlæggende tidsenheder er en såkaldt ners på 600 år og en sars på 3.600 år. Der er altså ikke tale om tidsspand, der viser hen til konkrete fænomener, men om grundtal, svarende til vores 10-talssystems 10, 100, 1.000 osv. De ældste kongers regeringstid skal lige så lidt tages bogstaveligt som Metusalems alder i biblen. Således regerede En-men-lu-ana angiveligt i 43.200 år.

Dette bør vække genklang i alle med interesse i den indiske kosmologis

tidscykler, de såkladte yugaer. I Srimad Bhagavatam, som stammer fra perioden 500-1.000 e.v.t., angives varigheden af Kali Yoga til 432.000 år, Dvāpara-yuga antages at vare 864.000 år, Tretā-yuga 1.296.000 og Satya-yuga 1.728.000 år. Det drejer sig altså om tidsproportionen 1:2:3:4, og så kan vi inddrage Platon, Pythagoras og Skolen i Athen igen. Den hellige tetraktys består netop af 1, 2, 3 og 4.

∙ ∙ ∙ ∙

∙ ∙

∙ ∙

Pythagoras' tavle. Se følgende side.


Pythagoras fra Rafaels 'Skolen i Athen'. Den engleagtige skikkelse holder en tavle, hvorpå der oversat står, at den pythagoraiske heltone, 8:9, opstår i oktaven 6:12 i et samspil mellem rene kvarter (3:4, også som 6:8 og 9:12) og kvinter (2:3, også som 6:9 og 8:12). Tallene er fra den beskrevne pythagoræiske familie. Se min præsentation De syv frie kunster - musik. Nederst på tavlen er den hellige tetraktys afbildet som I-tegn.


Hvordan oprettedes zodiakkens tegngrænser?

Kan man kigge de babyloniske astronomer i stjernekortene? I sin The History of the Zodiac gør B.L. van der Waerden (1903-96) rede for forskellen mellem den tidlige babyloniske astrolnomi og den nutidige astrologi:

Siden Ptolemæus angiver vestlige astrologer alle positioner på basis af forårspunktet, som - uanset dets vandring i dyrekredsen - defineres som 0 grader Vædder. Den

babyloniske astronomi var

imidlertid

siderisk:

Man

orienterede sig, bl.a. af praktiske grunde, ikke efter forårspunktet, men efter fiksstjernerne, således indikerede stjernen Spica altid afslutningen på tegnet Jomfruen.

Til grund for sine undersøgelser lægger BLW studier - egne og F.X. Kuglers (1862-1929) - af en række Måne- og planettabeller fra perioden 210-60 f.v.t. For

at kunne sammenligne afvigelserne etableredes et referencepunkt i år 100 f.v.t., hvor man oprettede tilsvarende tabeller på basis af moderne udregninger.

Afvigelsen mellem de to sæt værdier bliver basis for et fingerpeg om, hvornår de babyloniske tegngrænser blev etableret. Værdierne stemmer overens med et babylonisk fiksstjernekatalog offentliggjort af A. Sachs (1915-83). Dansk oversættelse af nævnte uddrag: Klik & kik! Stjernekataloget MUL.APIN angiver forårspunktet som beliggende 15 grader Vædder, mens senere systemer fra Seleukideriget tager udgangspunkt i 8 grader hhv. 10 grader Vædder. De tidligste kopier af MUL.APIN stammer fra 686 f.v.t., men der er konsensus blandt forskere om, at kataloget kan være samlet første

gang omkring år 1.000 f.v.t. Zodiakkens oprindelse ligger imidlertid senere end dette, da MUL.APIN er udpræget førzodiakal: bl.a. mangler Vædderen blandt de 18

stjernebilleder i fortegnelsen, som desuden indeholder 36 stjerners heliakiske opgange. B.L. Van Waerdens bud er, at zodiakkens oprindelse senest skal søges i år 420 f.v.t. Tidligst omkring år 700 f.v.t. har man haft de fornødne målemæssige

færdigheder til at etablere zodiakken. Her henvises også til BLW's Babylonian Astronomy.

Afbildning af astronomiske symboler med angivelse af stjernenavne, Seleukideriget. Til højre ses jomfru med med kornaks. Over stjernen er graveret AB.SIN, hvilket kan vise hen til Jomfruens stjernetegn eller konstellationens alfastjerne, Spica. Fra H. van der Waerden: Science Awakening II


Astrologi kontra astronomi Nu ved vi lidt grundlæggende om både en talfamilies og zodiakkens oprindelse. Noget andet er, hvad disse så bliver brugt til.

I den teosofiske litteratur har de kanaliserede skrifter gennem Alice A. Bailey en høj anseelse. Her er et eksempel, en tabel, jeg har oversat fra A Treatise on Cosmic Fire, idet jeg udelader de sidste tre rækker af mastodonttal: “ År For dødelige udgør 360 døgn ét år

1

Krita-yuga udgør

1728000

Tretā-yuga udgør

1296000

Dvāpara-yuga udgør

864000

Kali-yuga udgør

432000

Tilsammen udgør de fire yugaer således én Maha-yuga

4320000

71 sådanne Maha-yugaer udgør én Manus regeringstid

306720000

14

manuers

svarende til

regeringstid

omfatter

994

Maha-yugaer, 4294080000

Add Sandhis er betegnelsen for intervallet mellem hver manus 25920000 regeringstid. Det svarer til seks Maha-yugaer eller Den totale sum af regeringstider og overgangsperioder af 14 manuer er 1.000

Maha-yugaer, som udgør en Kalpa, svarende til én dag for Brahma eller 4.320.000.000” Foruden 432 med et varierende antal efterfølgende nuller har vi bl.a. den klassiske verdenssårsangivelse 25.920 med tre ekstra nuller.

Det er fascinerende at følge svundne kulturers måde at forholde sig til store tal og

tidscykler, men der er naturligvis ingen astronomiske realiteter bag. Det er derfor foruroligende, når den efterfølgende tekst i A Treatise on Cosmic Fire netop hævder dette. Her i min oversættelse:

“At disse tal ikke blot er ren fantasi, men har deres fundament i astronomiske fakta, er blevet demonstreret af Mr. Davis i et essay i Asiatic

Researchers, og det underbgges yderligere af de geologiske undersøgelser og udregninger foretaget af Dr. Hunt, tidligere formand for Anthropological


Society, og i nogen grad af den forskning, professor Huxley har udført.

Så stor en Maha-yuga end må forekomme bekræftes vi Ii, at tusinder millioner af sådanne Maha-kalpaer er forløbet og at mange flere ligger

foran os (Vide Brahma Vaivarta og Bhavishyre Puranas; og Linga Purana, kap. 171, vers 107, & flg.). I jævne ord betyder det, at den tid, der er forløbet og den tid, der skal komme, er lige uendelige. Universet formes, opløses og gendannes i uudgrundelige rækkefølger.” Der kunne have været henvist til et væld af andre astrologiske formidlere, som alle uden videre refleksion angiver den traditionelle værdi for det astronomiske

fænomen. At opslag på leksikale sider ofte er også er meget upræcise, med angivelser af fx. ca. 26.000 år for det store verdensår og ca. 2000 år for en tidsalder, gør naturligvis ikke problemet mindre. Præcessionsværdiens historie (opdateres!) Primært baseret på nedenstående kilder, afrundet til nærmeste heltal.

Skemaet indeholder både astronomer og esoterikere, som har haft betydning for bestemte angivelsers udbredelse: Navn

Sted

År

Verdensår

Tidsalder

Hipparchos (190-130 f.v.t.)

Rhodos

127 f.v.t.

36000

3000

Ptolemæus (90–ca. 168)

Alexandria

36000

3000

Yu Xi

Kina

18000

1500

Shao Yong (1011-1077)

Kina

25920

2160

Bhāskara II (1114-1185)

Indien

25461

2122

Nasir al-Din al-Tusi (1201-1274)

Baghdad

25412

2118

25920

2160

25816

2151

Tabeller fra Pedro IV af Aragoniens hof Spanien

4. årh.

14. årh.

Nicolaus Kopernikus (1473-1543)

Polen

H.P. Blavatsky (1831-91)

England

1887

25860

2155

Simon Newcomb (1835-1909)

USA

1898

25786

2149

Rudolf Steiner (1861-1923)

Tyskland

1906

25920

2160

Jay H. Lieske et al.

USA

1976

25771

2148

Læs videre i artiklen Zodiak og ve på Det Springende Punkt! I øvrigt henvises til Wikipedias engelsksprogede opslag Axial Precession For fordybelse: http://www.pitt.edu/~brg/pdfs/brg_iv_2.pdf


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.