Mantra & mening
Det Springende Punkt
.
Jaipur, cirka 1890, vandfarve og guld på papir. Her er Manu. Han har ingen problemer med at sidde med ryggen til bådens sejlretning, da den føres af guden Vishnu i skikkelse af fisken Matsya. Med sig har Manu de syv rishier: helgener og vismænd, som han har frelst fra syndfloden. Der findes mange fortællinger om Manu, men han er på flere måder parallel til Bibelens Adam, alle menneskers stamfader, eller Adam Kadmon, det arketypiske menneske (Logos ifølge Filon af Alexandria (ca. 20 f.v.t- ca. 50)).
Hvad har Manu med mantra at gøre? - Vi lægger straks mærke til, at begge dele begynder med 'man-', og ordene menneske og mening har rødder i et sanskritord, der også viser hen til det sind, manas, som adskiller os fra dyrene. Mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening, mening,... Skaber ordet, hvad det nævner? ... og hjælper det mon på effekten, hvis man gentager mange gange?
Tanken kan være forjættende og måske også lidt skræmmende, men skal nok tages med mere end et gran salt, for folk i Mellemøsten har i tusinder år ønsket hinanden fred med shalom (blå skrift) og salaam (grøn skrift) og lige meget – eller snarere: lidt – synes det at nytte!
Kan du gætte, hvad du ser? Måske vil det hjælpe, hvis jeg fortæller, at det blå område spænder over cirka 17 centimeter? Det er en skematisk model af menneskets ansatsrør og næsehule. Stemmelæberne er til venstre og læberne til højre. Inden for dette ret begrænsede rum finder intense akustiske skabelsesprocesser sted. Der er groft sagt tre primære artikulationssteder, hvor man helt grundlæggende kan ændre klangen ved at indsnævre eller udvide passagen af luft og lydbølger:
1) Mellem læber: M. 2) Mellem tungespids/tungeblad og hård gane: N. 3) Mellem bagtunge og blød gane: [ŋ] (Ng). Ordet MeNiNg inkarnerer smukt og organisk denne fundamentale sekvens af såkaldte nasalkonsonanter. Det er et spørgsmål om klang. Klang er et vitalt ord, som savnes på engelsk, men findes i de skandinaviske sprog og på tysk, og – som Peter Bastian sagde i et af sine radioforedrag, der blev belønnet med Rosenkjærprisen i 1988: "Det er ikke tilfældigt, at det hedder 'klang' og ikke 'klak'!" Meningen med mantra er ikke 'magisk remse', men det ender ofte sådan, som en slags sløret, halvautomatisk selvhypnose, og så kan man køre af sporet, hvis den indre mentale proces griber ind i en dybere, kropsfunderet og begynder at synes selvrådende! I 1970'erne og 80'erne, hvor mange dyrkede såkaldt Transcendental Meditation, var begrebet 'TMsyndrom' benyttet blandt danske psykiatere. Se blandt andet Willy Hansen: Psykoser og meditation. De mantraer, som TM lagde så stor vægt på var hemmelige og personlige, blev reelt tildelt efter alder og køn. Meningen med mantra er – også ifølge Den Danske Ordbog – 'redskab for sindet' … noget at tænke over!
MMMMMMMMMMMMMMM M minder mig om mit modersmål og min munds mysterium: Mellem samstemmende læber mødes man med mimren, mumlen og summende hemmeligheder! Det er karakteristisk for mange indiske enstavelsesmantraer, at de har bevægelsen Vokal → Nasal, ofte fra en åben A-lyd (bagtunge-a, [ɑ]) til nasalen/nynnelyden M som udlyd, og man kan formode, at det fonetiske understøtter sindets bevægelse i retningen indad: fra åben klang via indadvendt nynnen til indre fordybelse.
NNNNNNNNNNNNNN Huskevers om den ene, nøgne, navnløse nogen: Navnene ender indeni, når nonnerne nynner ... Ånden begynder Når nu det hedder at nynne – noget med 'n' – kan man i ny og næ undres over, at nogen kan nænne at give ordbogsforklaringen "synge en melodi lavmælt for sig selv med munden lukket" – noget med 'm'. Hemmeligheden er nok, at man grundlæggende kan nynne på tre måder, hvor man kan holde en tone uden at lukke op for luft og vokal: Med 'm', med 'n' og 'med [ŋ]!
ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-ŋ-... Om mani peme hung-om mani peme hung-om mani peme hung-… De tibetanske buddhisters kardinale mantra gengives som regel Om mani padme hum, men lyt til ægte tibetanere, så skulle der ikke være tvivl om udtalen. Foruden de tre primære nasaler kommer vi her også rundt i de kardinale vokallyde. Ding-dong, sang, ring, bang, kling-KLANG! ... [ŋ] (ng) er fundamental og burde indlemmes i alfabetet!
Sepher Yetzirah, 2,4: "(…) Og dette er tegnet: Der findes ingen godhed over fryd 'NG. Der findes ingen ondskab under pine NG'.” Karen Blixen: ”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong ...” Desværre underbygger netop dette navn ikke min pointe om, at Ng udmærket kan benyttes som en enkelt forlyd, da det her udtales opdelt, omtrent som en svensker der siger 'en gång'. Navnet kommer af Maasai enkong'u emuny og betyder næsehornskilden. På YouTube vil du kunne høre, hvordan Meryl Streep udtaler Ngong i filmen Out of Africa (Mit Afrika) fra 1985, og på dette link giver jeg et eksempel på syngende intonation fra [ŋ] til primært bagtungevokaler, hvor man blandt andet i rækkefølge kan høre deltonerne 4-56, som fremhæver en durtreklang i overtonelaget. At overtonerækkens musik findes i vokallydene er en væsentlig del af mantraernes virkelighed, som vi senere vender tilbage til: Som det fremgår, har både vestlige og østlige spirituelle traditioner øre for sproglyde, blandt andet de klangfulde nasalkonsonanter. I flere af de såkaldte chakrasystemer angives visualiseringsøvelser, som skal forstærke den indvendige forbindelse mellem fokuspunkter i kroppen og sanskritalfabetets tegn, som knyttes til lotusblomsternes kronblade (se nedenfor). De såkaldte bija-mantraer (bija betyder frø/sæd) knytter sig til elementerne, tanmatras, og har det allerede beskrevne særpræg til fælles: bevægelsen fra det åbne bagtunge-a til nasalen m. Lydfil.
... med bija-mantraernes forlyde Lam-Vam-Ram-Yam-Ham kommer man rundt i mundhulen. Se nedenfor! Y er her blevet erstattet af konsonanten J, da det jo er denne lyd, der sigtes til med Yam, ikke vokallyden Y.
Den hinduistiske treenighed, trimurti, Brahma, Vishnu og Shiva anbragt inden i et AUM-tegn. Fra Mahabharata-manuskript fra omkring 1795, malet på 70 meter silke. Edinburgh Universitet. Mantraet AUM (eller OM) indtager en helt særlig position i de indiske spirituelle traditioner. Det består af tre sanskrit-bogstaver, A, U og M og tillægges derudover dyb symbolik, som præsenteres i Mandukaya-upanishaden og andre upanishader. Her spejler mantraet blandt andet bevidsthedstilstandene vågen (A)-drøm (U)-drømmeløs søvn (M); krop-sind-ånd; Brahma-Vishnu-Shiva; fortid-nutid-fremtid og bliver i sidste ende et symbol for skabelse som sådan. Der er også noget vigtigt fonetisk at lægge mærke til:
Jeg har peppet et IPA-diagram (IPA = Det Internationale Fonetiske Alfabet), som er fonetikernes hellige gral, lidt op med kulør samt kvinde- og sanselighed. Du kan lytte til, hvad tegnene dækker over på dette link. Prøv at følge højresiden nedefra og opad: Der er tale om en flydende og organisk sekvens af rundede bagtungevokaler: [ɑ]-[ɒ]-[ɔ]-[o]-[u] ... eller omtrent forlydene fra Agnes-Olga-Åse-Oda-Ulla. Sekvensen går fra 'åben' til 'snæver' læbeåbning, og det er helt naturligt at fuldende den ved at lade læberne mødes i nasalen m. Eller, i kort form: A-U-M. IPA-diagrammet spejler både vokallydenes sammensætning af resonansfrekvenser og deres placering i ansatsrøret som groft skitseret nedenfor: De åbne vokaler er præget af en høj første formantfrekvens, som er knyttet til samme område som nasalen [ŋ], mens de snævre har en lav første formant. Fortungevokalerne, som er knyttet til samme område som nasalen n, har en høj anden formantfrekvens, mens bagtungevokalerne har en lav anden formant.
Skærmbilledet nedenfor er fra programmet Overtone Analyzer, som viser vokalklang som spektrografi. De vandrette bræmmer repræsenterer deltoner i overtonerækken. Mit udgangspunkt er en primærtone, som holdes støt på omkring et e, 164 Hz. Overtonerne ligger på hhv. 2, 3, 4 o.s.v. gange denne frekvens. Jeg har sunget den organiske sekvens af rundede bagtungevokaler ovenfor: klik & lyt! Helt fundamental musik kommer frem i overtonelaget. Deltonerne fra nr. 6 og trinvist nedad fremhæver hhv.: ren kvint (6), ren stor terts (5), oktav (4), ren kvint (3) og oktav (2), so''-mi''-do''-so'-do':
... og nedenfor har vi gudinden Saraswati, hvis bija-mantra nogle kilder angiver som AING. Igen kan vi se et fonetisk mønster. Ved i en glidende bevægelse at synge de stadigt mere snævre fortungevokaler fra rækken Agnes-Ane-Else-Eva-Ida, vil du opleve, at klangen bliver lysere (præget af højere overtoner), og at bag- og midttungen løfter sig, så der naturligt nynnes ud i [ɳ] (når snablen på n'et som her vender til højre, betyder det stadig en ng-lyd, men mødet mellem tunge og gane sker lidt længere fremme) til sidst: [ɑ]-[a]-[æ]-[ɛ]-[e]-[i]-[ɳ] I de fleste mandestemmer vil man kunne høre fremhævede deltoner fra nr. 6-12 parallelt med intonation af vokalsekvensen. Jeg synes egentlig ikke, at det i sig selv er udtryk for noget 'højere' eller mere spirituelt at forholde sig til lydsekvenser som guder, gudinder og skabelsesprocesser, end det er at anskue dem i lyset af resonansfrekvenser og anatomi: Det er to grundlæggende forskellige anskuelser, som på mange måder stadig kan befrugte hinanden. Da jeg voksede op på landet legede min bror og jeg med legetøjstraktorer og -redskaber, og vi blev eksperter i at gengive maskinernes lyd. Der var dog en undtagelse, når halmballerne skulle presses, for denne proces ledsagede vi af den messende remse preshalmmm-pres-halmmm-pres-halmmm-... måske fordi vi opdagede, at man kunne blive noget rundtosset af det. - Mentalt renset, afklaret og opløftet, med adgang til højere bevidsthed? - Nixen! ... noget rundtosset!