FiliongGONG17

FiliongGONG Organ for GONG - Foreningen for Overtonesang og Lydhealing Nr. 17, juni 2007

Indhold: Nattergalen Interview med Susanne Eskildsen Mikromatik Riflerør, Corrugahorn, Nedløbsorgel Mantra og Mening

/Hans Christian Andersen /Varinka Boseman /Skye Løfvander /Skye Løfvander /Skye Løfvander

… samt kort nyt, faste rubrikker, anekdoter, begivenhedskalender og meget andet!

FiliongGONG er organ for GONG Foreningen for Overtonesang og Lydhealing

www.gong.dk GONG er en ung forening, som forsøger at favne musikalske udtryk som overtonesang, intuitiv sang, akustiske improvisationer og performance.

Foreningens formål er at skabe muligheder for træning, leg, forskning og fordybelse i sammenhængen mellem stemme, klang, krop og psyke.

Vægten lægges på overtonesang og helhedsskabende lydudfoldelse med både kunstneriske, terapeutiske og meditative aspekter.

Dette søges realiseret gennem sangaftener, koncerter, undervisning og netværksdannelse samt oprettelse af vidensbank og kontakt med andre foreninger, grupper og individer med beslægtede interesser.

Vi er uafhængige af økonomiske, politiske og religiøse interesser.

Indmeldelse i GONG sker ved indbetaling af medlemsgebyret (se nedenfor) på foreningens girokonto: 10015529. Netbank eller indbetaling via bank: Reg. Nr. 1551.

Ved netbank/indbetalingskort bruges kode +01. Husk at oplyse dit navn og hvad indbetalingen skal dække! Eventuelle spørgsmål vedrørende indmeldelse og betaling kan ske til formanden: Susanne Eskildsen, 30 24 40 32, s.eskildsen@post.cybercity.dk Årsmedlemskab 225,- kr. Nye medlemmer afregner det første år iht. indmeldingstidspunkt: 1. januar- 31. marts: 225,- kr. inkl. 4 FiliongGONG 1. april- 30. juni: 175,- kr. inkl. 3 FiliongGONG 1. juli- 30. september: 125,- kr. inkl. 2 FiliongGONG 1. oktober- 31. december: 280,- kr. inkl. medlemskab følgende år og 1+4 FiliongGONG SONG/GONG Personer bosiddende i Sverige, der er fuldgyldige medlemmer af SONG (vores søsterforening i Sverige), kan få et SONG-GONG medlemskab. Dette indebærer: - Medlemskontingent 50 % af GONGs medlemskontingent (100 kr. for 2007) - Modtager FiliongGONG som andre GONG-medlemmer.

- Kan deltage for halv pris i: Sangaftner, Spirekor, Træningsgruppen og andre aktiviteter, hvor der ikke er honorarlønnet leder.

- Kan deltage i workshops og koncerter til almindelige medlemspriser.

- Har ikke stemmeret på GONGs generalforsamling og kan ikke opstille til GONGs bestyrelse.

Om FiliongGONG: Vores medlemsblad udkommer fire GONG årligt og sendes til medlemmer af foreningen samt til særligt interesserede, som måtte ønske det.

Pris i løssalg: 30,- + porto. Abonnement uden medlemskab: 100,-

Bladets indhold skal så vidt muligt relatere til foreningens formålsparagraf. Alle er velkomne til at bidrage med indlæg, helst i elektronisk form. Redaktionen kan dog ikke garantere, at alle indlæg trykkes. Redaktionelle henvendelser rettes til: Skye Løfvander, Fredskovhellet 2 G, 21, 3400 Hillerød Tlf. 20 97 07 01, skye.lofvander@gmail.com

Tilmeld dig også GONG-mail på denne adresse og bliv månedligt opdateret pr. mail!

Oplag, nr. 17: 160 eks. Deadline, nr. 18: 25. august Bestyrelsen i GONG, valgt på generalforsamlingen 10. marts ’07: Formand, regnskabsfører: Susanne Eskildsen, 30 24 40 32 Næstformand, kasserer: Grethe Kure, 35 55 18 24 Webmaster: Jimmi P. Andersen, 27 21 90 69 PR, arkivar: Andreas Wulff, 46 19 18 46 Redaktør: Skye Løfvander, 44 64 07 37

s.eskildsen@post.cybercity.dk grethekure@mail2life.com lpjpa@yahoo.dk aw.ff@mail.tele.dk skye.lofvander@gmail.com

… du er altid velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlemmerne!

ISSN NR. 1604-2484 Returadresse: FiliongGONG c/o Skye Løfvander Fredskovhellet 2G, lejl. 21 DK-3400 Hillerød

Faste aktiviteter, efterår 2007 Ptsda-ptsda-ptsda-ptsda-ptsda-…

www.gong.dk Sangaftener Anden tirsdag i måneden, 14. august, 11. september, 9. oktober Tårnstudiet, Vesterbrogade 405. Kbh. V Sangaftener er åbne for alle.

18.30 – 19.00: Guidet meditation. Mød i god tid!

19.00: Kort indtuning for alle, fulgt af fælles improviseret sang, øvelser med vejledning og andre kreative indslag.

Er det ikke muligt at komme til tiden, så ring og lav en aftale inden døren lukkes kl. 19.00 Medlemmer 30,- kr., gæster 60,- kr. Info: Susanne: 30 24 40 32 eller Skye, 20 97 07 01

Lydhealingsarrangement 4. tirsdag i hver måned, kl. 19 i Tårnstudiet. d. 28. august, 25. september, 23. oktober Vi afprøver forskellige måder at give og modtage lyd, prøv f.eks. "didgeridooisering", shaman-tromme, bækken-ekspansion, syngeskåle og den store soma-chord!

30/60,- kr. Info: Susanne: 30 24 40 32 eller Skye, 20 97 07 01

Sound & Silence meditativ sang og musik i Hellig Kors Kirke glider for fremtiden ind i natkirkearrangementet dér, hver fredag aften fra 21.00. Start i september. Info: Skye, 20 97 07 01 Spirekor Kun for medlemmer, der binder sig til helt forløb. Nyt forløb starter, nye deltagere velkomne.

Vi øver os med former der sigter mod optræden.

Ledes af Susanne, Jimmi og Skye Tårnstudiet 1. og 3. tirsdag i hver måned, 19.00.

Første gang 21. august Info: Susanne, 30 24 40 32 eller Skye, 20 97 07 01

Træningsgruppe Sammenhængen Krop-stemme-psyke samt overtoneøvelser.

Kun for medlemmer, der binder sig til helt forløb. Nyt forløb starter, nye deltagere velkomne!

Seks gange, 300,-. 11.15-13.30. Huset Innanna, Ndr. Frihavnsgade 17D (gennem port, over gård), Kbh. Ø.

12. & 26. september, 10. & 24. oktober, 7. & 21. november Ledes af Susanne og Skye.

Info: Susanne, 30 24 40 32 eller Skye, 20 97 07 01

SONG

(vores søsterforening i Lund, Sverige) www.overtone.se 2. juli, 11-17: Workshop med Gösta & Sångruppen Volare, Mariasalen, Norrtälje Workshops med Gösta Petersen & Skye: 22.-23. september: Linderbergska Skolan, Lund 28.-30. september: Solberga, Öland Info, alle arrangementer: Gösta, +46-46125327, goesta.petersen@djingis.se

GONG PRÆSENTERER: Lydhealing med GONG lørdag d. 28. juli 13.30-15.30 Islands Brygges Medborgerhus www.solfestival.dk

SommerGONG Workshops og samvær for medlemmer Den Gamle Skole, Grønsundvej, Karleby, Falster Onsdag d. 15.- lørdag d. 18. august Ankomst i løbet af onsdag, Samling 17.00 Pris: Ved tilmelding inden 1. august: 300,- kr. pr. person for ophold og undervisning.

Derefter: 450,- kr.

Vi deles om madudgifter og kokkererer sammen.

Karleby Gamle Skole. Fritidskollektivet ligger lige overfor Karleby Kirke.

Der er 10-12 sovepladser, hyggelig indretning, udsigt til åbne marker og 2½ km til smuk sandstrand. Foruden værelser er skolen indrettet med køkken, spisestue, værksted og skolestue med fin akustik. Ved Halskov Vænge er der et stort område med jættestuer.

Info: Skye, 20 97 07 01/ Susanne 30 24 40 32 Tilmelding sker ved indbetaling af beløbet på girokonto se nederst til højre på denne side.

Skriv ”SommerGONG” i meddelelsesfeltet!

Triple-arrangement med The Moment www.themoment.dk 28. september 19.00: Foredrag i Tårnstudiet 29. september 10-17: Workshop i Tårnstudiet 30. september 17.00: Koncert i Hellig Kors Kirke At være til stede, der hvor himmel og jord mødes... hvor alt er i harmoni og livet folder sig ud... hvor at være er nok... at være med alt som er... at blive bevæget af livets strøm og falde til ro... i takt med livets puls...

Programmet som The Moment præsenterer, henvender sig til alle, der får gåsehud ved at lytte til musik.

Tilbuddet er en helhed, hvor foredraget henvender sig til sindet, kurserne støtter kroppen og koncerten inviterer sjælen på en rejse i Sfærernes Univers.

Tilmelding: Se nederst til højre!

Dhrupad & Hildegard Ved Inge Brink Hansen og Ashish Sankrityayan Middelalder-mystikeren Hildegards musik går i spænd med den meditative musik, som blomstrede ved stormogulens hof.

28. oktober, 19.00 i Tårnstudiet: Oplæg om Hildegards Musik 1. november: Koncert med Dhrupad og Hildegard 4. november, 10-16 i Tårnstudiet Tilmelding: Se overfor.

GONG-tamtam - en hyldest til metallets klang!

Søndag d. 14. oktober kl. 10-16 Tårnstudiet, Vesterbrogade 405, Kbh. V. Mini-workshop, mini-koncert, prøvebehandling, udstilling, gruppeøvelser, eksperimenter og foredrag.

Ved Ole Kaimer, Gerhard Kaimer, Skye Løfvander m.fl. www.gong.dk Vi spiller på og lytter til messing, aluminium, bronze og banket stål Oplev lyden af store kinesiske gonger og tamtam’er, Steve Hubbacks unika, bækkener, syngeskåle, wok-låg, weber-grill og kloakdæksler!

Ordforklaring: En gong adskiller sig fra en tamtam på samme måde som en kamel fra en dromedar: der er en ekstra pukkel!

Og så er gongen tungere og har fået bukket mere kant om.

Pris, GONG-medlemmer: ved betaling senest 30. september: 200,- kr.

Derefter 250,- kr.

Ikke-medlemmer: ved betaling senest 30.september: 300,- kr.

Derefter 350,- kr.

Tilmelding: Se nederst på denne side.

Skriv ”GONG-tamtam” i meddelelsesfeltet!

Workshops Info, tilmelding og betaling: Tilmelding sker ved indbetaling af beløbet på girokonto 10015529.

Netbank eller indbetaling via bank: Reg. nr. 1551.

Ved netbank/indbetalingskort bruges kode +01.

Husk at oplyse navn, adresse + tlf. eller mail samt hvad indbetalingen skal dække!

Info, workshops: Susanne, 30 24 40 32 eller Skye, 44 64 07 37/ 20 97 07 01 Pris: Medlemmer: 650,- kr. Øvrige: 750,- kr.

Ved framelding indtil ti dage før kursusstart tilbagebetales gebyret minus 150,- kr.

Nattergalen

/Hans Christian Andersen

I China veed Du jo nok er Keiseren en Chineser, og Alle de han har om sig ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fiint Porcelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordentlig tage sig iagt. I Haven saae man de forunderligste Blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulde gaae forbi uden at bemærke Blomsten. Ja, Alting var saa udspeculeret i Keiserens Have, og den strakte sig saa langt, at Gartneren selv ikke vidste Enden paa den; blev man ved at gaae, kom man i den deiligste Skov med høie Træer og dybe Søer. Skoven gik lige ned til Havet, der var blaat og dybt; store Skibe kunde seile lige ind under Grenene, og i disse boede der en Nattergal, der sang saa velsignet, at selv den fattige Fisker, der havde saa meget andet at passe, laae stille og lyttede, naar han om Natten var ude at trække Fiskegarnet op og da hørte Nattergalen. "Herre Gud, hvor det er kjønt!" sagde han, men saa maatte han passe sine Ting og glemte Fuglen; dog næste Nat naar den igjen sang, og Fiskeren kom derud, sagde han det samme: "Herre Gud! hvor det dog er kjønt!"

Fra alle Verdens Lande kom der Reisende til Keiserens Stad, og de beundrede den, Slottet og Haven, men naar de fik Nattergalen at høre, sagde de Allesammen: "Den er dog det bedste!"

Og de Reisende fortalte derom, naar de kom hjem, og de Lærde skreve mange Bøger om Byen, Slottet og Haven, men Nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst; og de, som kunde digte, skrev de deiligste Digte, allesammen om Nattergalen i Skoven ved den dybe Sø.

De Bøger kom Verden rundt, og nogle kom da ogsaa engang til Keiseren. Han sad i sin Guldstol, læste og læste, hvert Øieblik nikkede han med Hovedet, thi det fornøiede ham at høre de prægtige Beskrivelser over Byen, Slottet og Haven. "Men Nattergalen er dog det allerbedste!" stod der skrevet.

"Hvad for Noget!" sagde Keiseren, "Nattergalen! den kjender jeg jo slet ikke! er her saadan en Fugl i mit Keiserdømme, ovenikjøbet i min Have! det har jeg aldrig hørt! saadant noget skal man læse sig til!"

Og saa kaldte han paa sin Cavaleer, der var saa fornem, at naar nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham, eller spørge om noget, saa svarede han ikke andet, end "P!" og det har ikke noget at betyde.

"Her skal jo være en høist mærkværdig Fugl, som kaldes Nattergal!" sagde Keiseren, "man siger at den er det allerbedste i mit store Rige! hvorfor har man aldrig sagt mig noget om den!"

"Jeg har aldrig før hørt den nævne!" sagde Cavaleren, "den er aldrig blevet præsenteret ved Hoffet!"

- "Jeg vil at den skal komme her i Aften og synge for mig!" sagde Keiseren. "Der veed hele Verden hvad jeg har, og jeg veed det ikke!"

"Jeg har aldrig før hørt den nævne!" sagde Cavaleren, "jeg skal søge den, jeg skal finde den!"

- Men hvor var den at finde; Cavaleren løb op og ned af alle Trapper, gjennem Sale og Gange, ingen af alle dem, han traf paa, havde hørt tale om Nattergalen, og Cavaleren løb igjen til Keiseren og sagde, at det vist maatte være en Fabel af dem, der skrev Bøger.

"Deres keiserlige Majestæt skal ikke troe hvad der skrives! det er Opfindelser og noget, som kaldes den sorte Kunst!"

"Men den Bog, hvori jeg har læst det," sagde Keiseren, "er sendt mig fra den stormægtige Keiser af Japan, og saa kan det ikke være Usandhed. Jeg vil høre Nattergalen! den skal være her i Aften! den har min høieste Naade! og kommer den ikke, da skal hele Hoffet dunkes paa Maven, naar det har spiist Aftensmad."

"Tsing-pe!" sagde Cavaleren, og løb igjen op og ned af alle Trapper, gjennem alle Sale og Gange; og det halve Hof løb med, for de vilde ikke gjerne dunkes paa Maven. Der var en Spørgen efter den mærkelige Nattergal, som hele Verden kjendte, men Ingen ved Hoffet.

Endelig traf de en lille, fattig Pige i Kjøkkenet, hun sagde: "O Gud, Nattergalen! den kjender jeg godt! ja, hvor den kan synge! hver Aften har jeg Lov til at bringe lidt af Levningerne fra Bordet hjem til min stakkels syge Moder, hun boer nede ved Stranden, og naar jeg saa gaaer tilbage, er træt og hviler i Skoven, saa hører jeg Nattergalen synge! jeg faaer Vandet i Øinene derved, det er ligesom om min Moder kyssede mig!"

"Lille Kokkepige!" sagde Cavaleren, "jeg skal skaffe hende fast Ansættelse i Kjøkkenet og Lov til at see Keiseren spise, dersom hun kan føre os til Nattergalen, for den er tilsagt til i Aften!" Og saa droge de Allesammen ud i Skoven, hvor Nattergalen pleiede at synge; det halve Hof var med.

Som de allerbedst gik, begyndte en Ko at brøle.

"O!" sagde Hofjunkerne, "nu har vi den! det er dog en mærkelig Kraft i et saadant lille Dyr! jeg har ganske bestemt hørt den før!"

"Nei, det er Køerne, som brøle!" sagde den lille Kokkepige, "vi ere endnu langt fra Stedet!"

Frøerne qvækkede nu i Kjæret.

"Deiligt!" sagde den chinesiske Slotsprovst, "nu hører jeg hende, det er ligesom smaa Kirkeklokker!"

"Nei, det er Frøerne!" sagde den lille Kokkepige.

"Men nu tænker jeg snart vi hører den!"

Saa begyndte Nattergalen at synge.

"Den er det," sagde den lille Pige, "hør! hør! og der sidder den!" og saa pegede hun paa en lille, graa Fugl oppe i Grenene.

"Er det muligt!" sagde Cavaleren, "saaledes havde jeg nu aldrig tænkt mig den! hvor den seer simpel ud! den har vist mistet Couleur over at see saa mange fornemme Mennesker hos sig!"

"Lille Nattergal!" raabte den lille Kokkepige ganske høit, "vor naadige Keiser vil saa gjerne, at De skal synge for ham!"

"Med største Fornøielse!" sagde Nattergalen og sang, saa at det var en Lyst.

"Det er ligesom Glasklokker!" sagde Cavaleren, "og see den lille Strube, hvor den bruger sig! det er mærkværdigt vi aldrig har hørt den før! den vil gjøre en stor succes ved Hoffet!"

"Skal jeg synge endnu engang for Keiseren?" spurgte Nattergalen, der troede at Keiseren var med.

"Min fortræffelige lille Nattergal!" sagde Cavaleren, "jeg har den store Glæde at skulle tilsige Dem til en Hoffest i Aften, hvor De vil fortrylle han høie keiserlige Naade med Deres charmante Sang!"

"Den tager sig bedst ud i det Grønne!" sagde Nattergalen, men den fulgte dog gjerne med, da den hørte, at Keiseren ønskede det.

Paa Slottet var der ordentligt pudset op! Vægge og Gulv, der var af Porcelain, skinnede ved mange tusinde Guldlamper! de deiligste Blomster, som ret kunde klinge, vare stillede op i Gangene; der var en Løben og en Trækvind, men saa klang just alle Klokkerne, man kunde ikke høre Ørelyd.

Midt inde i den store Sal, hvor Keiseren sad, var der stillet en Guldpind, og paa den skulde Nattergalen sidde; hele Hoffet var der, og den lille Kokkepige havde faaet Lov til at staae bag ved Døren, da hun nu havde Titel af virkelig Kokkepige. Alle vare de i deres største Pynt, og alle saae de paa den lille graae Fugl, som Keiseren nikkede til.

Og Nattergalen sang saa deiligt, at Keiseren fik Taarer i Øinene, Taarerne trillede ham ned over Kinderne, og da sang Nattergalen endnu smukkere, det gik ret til Hjertet; og Keiseren var saa glad, og han sagde, at Nattergalen skulde have hans Guldtøffel at bære om Halsen. Men Nattergalen takkede, den havde allerede faaet Belønning nok.

"Jeg har seet Taarer i Øinene paa Keiseren, det er mig den rigeste Skat! en Keisers Taarer har en forunderlig Magt! Gud veed, jeg er nok belønnet!" og saa sang den igjen med sin søde, velsignede Stemme.

"Det er det elskeligste Koketteri jeg kjender!" sagde Damerne rundtom, og saa toge de Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem: de troede da ogsaa at være Nattergaler; ja Laqvaierne og Kammerpigerne lode mælde, at ogsaa de vare tilfredse, og det vil sige meget, thi de ere de allervanskeligste at gjøre tilpas. Jo, Nattergalen gjorde rigtignok Lykke!

Den skulde nu blive ved Hoffet, have sit eget Buur, samt Frihed til at spadsere ud to Gange om Dagen og een Gang om Natten. Den fik tolv Tjenere med, alle havde de et Silkebaand om Benet paa den og holdt godt fast. Der var slet ingen Fornøielse ved den Tour.

Hele Byen talte om den mærkværdige Fugl, og mødte to hinanden, saa sagde den Ene ikke andet end: "Nat-!" og den Anden sagde "gal!" og saa sukkede de og forstode hinanden, ja elleve Spekhøkerbørn bleve opkaldte efter den, men ikke een af dem havde en Tone i Livet.

- En Dag kom en stor Pakke til Keiseren, udenpaa stod skrevet: Nattergal.

"Der har vi nu en ny Bog om vor berømte Fugl!" sagde Keiseren; men det var ingen Bog, det var et lille Kunststykke der laae i en Æske, en kunstig Nattergal, der skulde ligne den levende, men var overalt besat med Diamanter, Rubiner og Saphirer; saasnart man trak Kunstfuglen op, kunde den synge et af de Stykker, den virkelige sang, og saa gik Halen op og ned og glindsede af Sølv og Guld. Om Halsen hang et lille Baand, og paa det stod skrevet: "Keiseren af Japans Nattergal er fattig imod Keiserens af China."

"Det er deiligt!" sagde de allesammen, og den, som havde bragt den kunstige Fugl, fik strax Titel af Overkeiserlig-nattergale-bringer.

"Nu maae de synge sammen! hvor det vil blive en Duet!"

Og saa maatte de synge sammen, men det vilde ikke rigtig gaae, thi den virkelige Nattergal sang paa sin Maneer, og Kunstfuglen gik paa Valser; "den har ingen Skyld," sagde Spillemesteren, "den er særdeles taktfast og ganske af min Skole!" Saa skulde Kunstfuglen synge alene. - Den gjorde ligesaa megen Lykke som den virkelige, og saa var den jo ogsaa saa meget mere nydelig at see paa: den glimrede som Armbaand og Brystnaale.

Tre og tredive Gange sang den eet og det samme Stykke, og den var dog ikke træt; Folk havde gjerne hørt den forfra igjen, men Keiseren meente, at nu skulde ogsaa den levende Nattergal synge lidt - - men hvor var den? Ingen havde bemærket, at den var fløiet ud af det aabne Vindue, bort til sine grønne Skove.

"Men hvad er dog det for noget!" sagde Keiseren; og alle Hoffolkene skjændte og meente, at Nattergalen var et høist utaknemmeligt Dyr. "Den bedste Fugl have vi dog!" sagde de, og saa maatte igjen Kunstfuglen synge, og det var den fire og tredivte Gang de fik det samme Stykke, men de kunde det ikke heelt endnu, for det var saa svært, og Spillemesteren roste saa overordentlig Fuglen, ja forsikkrede, at den var bedre end den virkelige Nattergal, ikke blot hvad Klæderne angik og de mange deilige Diamanter, men ogsaa indvortes.

"Thi seer De, mine Herskaber, Keiseren fremfor Alle! hos den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er Alt bestemt! saaledes bliver det og ikke anderledes! man kan gjøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige Tænkning, hvorledes Valserne ligge, hvorledes de gaae, og hvordan det ene følger af det andet -!"

"Det er ganske mine Tanker!" sagde de Allesammen, og Spillemesteren fik Lov til, næste Søndag, at holde Fuglen frem for Folket; de skulde ogsaa høre den synge, sagde Keiseren; og de hørte den, og de bleve saa fornøiede, som om de havde drukket sig lystige i Theevand, for det er nu saa ganske chinesisk, og Alle sagde da "o!" og stak i Veiret den Finger, man kalder "Slikpot," og saa nikkede de; men de fattige Fiskere, som havde hørt den virkelige Nattergal, sagde: "det klinger smukt nok, det ligner ogsaa, men der mangler noget, jeg veed ikke hvad!"

Den virkelige Nattergal var forviist fra Land og Rige.

Kunstfuglen havde sin Plads paa en Silkepude tæt ved Keiserens Seng; alle de Presenter, den havde faaet, Guld og Ædelstene, laae rundt omkring den, og i Titel var den steget til "Høikeiserlig Natbord-Sanger," i Rang Nummer eet til venstre Side, for Keiseren regnede den Side for at være mest fornem, paa hvilken Hjertet sad, og Hjertet sidder til Venstre ogsaa hos en Keiser. Og Spillemesteren skrev fem og tyve Bind om Kunstfuglen, det var saa lærd og saa langt, og med de allersværeste chinesiske Ord, saa alle Folk sagde, at de havde læst og forstaaet det, for ellers havde de jo været dumme og vare da blevne dunkede paa Maven.

Saaledes gik der et heelt Aar; Keiseren, Hoffet og alle de andre Chinesere kunde udenad hvert lille kluk i Kunstfuglens Sang, men just derfor syntes de nu allerbedst om den; de kunde selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang "zizizi! klukklukkluk!" og Keiseren sang det -! jo det var bestemt deiligt!

Men en Aften, som Kunstfuglen bedst sang, og Keiseren laae i Sengen og hørte paa den, sagde det "svup!" inden i Fuglen; der sprang noget: "surrrrrr!" alle Hjulene løb rundt, og saa stod Musiken.

Keiseren sprang strax ud af Sengen og lod sin Livlæge kalde, men hvad kunde han hjælpe! saa lod de Uhrmageren hente, og efter megen Tale og megen Seenefter, fik han Fuglen nogenlunde istand, men han sagde, at der maatte spares meget paa den, thi den var saa forslidt i Tapperne og det var ikke muligt at sætte nye, saaledes at det gik sikkert med Musikken.

Det var en stor Bedrøvelse! kun een Gang om Aaret turde man lade Kunstfuglen synge, og det var strængt nok endda; men saa holdt Spillemesteren en lille Tale med de svære Ord og sagde, at det var ligesaa godt, som før, og saa var det ligesaa godt som før.

Nu vare fem Aar gaaet, og hele Landet fik en rigtig stor Sorg, thi de holdt i Grunden Allesammen af deres Keiser; nu var han syg og kunde ikke leve, sagde man, en ny Keiser var allerede valgt, og Folk stode ude paa Gaden og spurgte Cavaleren hvorledes det var med deres Keiser.

"P!" sagde han og rystede med Hovedet.

Kold og bleg laae Keiseren i sin store, prægtige Seng, hele Hoffet troede ham død, og enhver af dem løb hen for at hilse paa den nye Keiser; Kammertjenerne løbe ud for at snakke om det, og Slotspigerne havde stort Caffeselskab. Rundtom i alle Sale og Gange var lagt Klæde, for at man ikke skulde høre Nogen gaae, og derfor var der saa stille, saa stille. Men Keiseren var endnu ikke død; stiv og bleg laae han i den prægtige Seng med de lange Fløielsgardiner og de tunge Guldqvaste; høit oppe stod et Vindue aabent, og Maanen skinnede ind paa Keiseren og Kunstfuglen.

Den stakkels Keiser kunde næsten ikke trække Veiret, det var ligesom om der sad noget paa hans Bryst; han slog Øinene op, og da saae han, at det var Døden, der sad paa hans Bryst og havde taget hans Guldkrone paa, og holdt i den ene Haand Keiserens Guldsabel, i den anden hans prægtige Fane; og rundtom i Folderne af de store Fløiels Sengegardiner stak der forunderlige Hoveder frem, nogle ganske fæle, andre saa velsignede milde: det var alle Keiserens onde og gode Gjerninger, der saae paa ham, nu da Døden sad paa hans Hjerte: "Husker Du det?" hviskede den ene efter den anden.

"Husker Du det!" og saa fortalte de ham saa meget, saa at Sveden sprang ham ud af Panden.

"Det har jeg aldrig vidst!" sagde Keiseren; "Musik, Musik, den store chinesiske Tromme!" raabte han, "at jeg dog ikke skal høre alt det, de sige!"

Og de bleve ved, og Døden nikkede ligesom en Chineser ved alt, hvad der blev sagt.

"Musik, Musik!" skreg Keiseren. "Du lille velsignede Guldfugl! syng dog, syng! jeg har givet Dig Guld og Kostbarheder, jeg har selv hængt Dig min Guldtøffel om Halsen, syng dog, syng!"

Men Fuglen stod stille, der var Ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke; men Døden blev ved at see paa Keiseren med sine store, tomme Øienhuler, og der var saa stille, saa skrækkeligt stille.

Da lød i det samme, tæt ved Vinduet, den deiligste Sang: det var den lille, levende Nattergal, der sad paa Grenen udenfor; den havde hørt om sin Keisers Nød, og var derfor kommet at synge ham Trøst og Haab; og alt som den sang, bleve Skikkelserne mere og mere blege, Blodet kom raskere og raskere i Gang i Keiserens svage Lemmer, og Døden selv lyttede og sagde: "bliv ved lille Nattergal! bliv ved!"

"Ja vil Du give mig den prægtige Guldsabel! ja vil Du give mig den rige Fane! vil Du give mig Keiserens Krone!"

Og Døden gav hvert Klenodie for en Sang, og Nattergalen blev ved endnu at synge, og den sang om den stille Kirkegaard, hvor de hvide Roser groe, hvor Hyldetræet dufter, og hvor det friske Græs vandes af de Efterlevendes Taarer; da fik Døden Længsel efter sin Have og svævede, som en kold, hvid Taage, ud af Vinduet.

"Tak, Tak!" sagde Keiseren, "Du himmelske lille Fugl, jeg kjender Dig nok! Dig har jeg jaget fra mit Land og Rige! og dog har Du sjunget de onde Syner fra min Seng, faaet Døden fra mit Hjerte! Hvorledes skal jeg lønne Dig?" "Du har lønnet mig!" sagde Nattergalen, "jeg har faaet Taarer af Dine Øine første Gang jeg sang, det glemmer jeg Dig aldrig! det er de Juveler, der gjør et Sanger-Hjerte godt -! men sov nu og bliv frisk og stærk! jeg skal synge for Dig!" Og den sang - og Keiseren faldt i en sød Søvn, saa mild og velgjørende var Søvnen.

Solen skinnede ind af Vinduerne til ham, da han vaagnede styrket og sund; ingen af hans Tjenere vare endnu komne tilbage, thi de troede, han var død, men Nattergalen sad endnu og sang.

"Altid maa Du blive hos mig!" sagde Keiseren, "Du skal kun synge, naar Du selv vil, og Kunstfuglen slaaer jeg i tusinde Stykker."

"Gjør ikke det!" sagde Nattergalen, "den har jo gjort det Gode, den kunde! behold den som altid! jeg kan ikke bygge og boe paa Slottet, men lad mig komme, naar jeg selv har Lyst, da vil jeg om Aftenen sidde paa Grenen der ved Vinduet og synge for Dig, at Du kan blive glad og tankefuld tillige! jeg skal synge om de Lykkelige, og om dem, som lide! jeg skal synge om Ondt og Godt, der rundtom Dig holdes skjult! den lille Sangfugl flyver vidt omkring til den fattige Fisker, til Bondemandens Tag, til hver, der er langt fra Dig og Dit Hof! jeg elsker Dit Hjerte meer end Din Krone, og dog har Kronen en Duft af noget Helligt om sig! - jeg kommer, jeg synger for Dig! - men eet maa Du love mig!"

- "Alt!" sagde Keiseren, og stod der i sin keiserlige Dragt, som han selv havde iført sig og holdt Sabelen, der var tung af Guld, op mod sit Hjerte.

"Eet beder jeg Dig om! fortæl Ingen, at Du har en lille Fugl, der siger Dig Alt, saa vil det gaae endnu bedre!"

Og da fløi Nattergalen bort.

Tjenerne kom ind for at see til deres døde Keiser; - jo der stode de, og Keiseren sagde: "god Morgen!"

Nyt fra Bestyrelsen: Hør hvor vi GONGrer..!

Redaktørenlyd: Vi’ de Vilde Kaniner

Det har været et forrygende forår med fantastiske oplevelser undervejs: Koncerter med fremragende kunstnere i den sædvanlige gode GONG-stemning og i rare akustiske rammer.

”… med meget lange ører, alt hvad i hvisker og siger, kan vi høre…”

Vi skal nævne den fortryllede aften, hvor kontrasten mellem et København på randen af borgerkrig og det, der udspandt sig i Rundetaarns Bibliotekssal, som blev invaderet af fem mongoler og en tysker, er svært at beskrive.

Og et besøg af David Hykes bliver nok bare aldrig helt ligegyldigt!

For at blive ved det internationale er Zaka en fantastisk formidler og glimrende workshopleder, når det gælder georgisk sang.

Rob Davies er vel efterhånden næsten at betragte som dansker, i hvert fald er han både som musiker og menneske den slags, man gerne vil adoptere, og vi var meget glade for hans indslag til koncerten efter generalforsamlingen.

Efterårssæsonen tegner allerede nu til at leve op til disse konjunktioner, så inden du lægger dette blad fra dig, kan det anbefales at sidde i ro og mag med kalenderen, så den kan komme på omGONGshøjde. Brug noget af sommeren til at ”samle apati”, så du får desto mere ud af det hele, når vi går i GONG igen.

Der foregår fra den kommende sæson hver tirsdag aktiviteter i Tårnstudiet Og vi tyvstarter efterårssæsonen med et nyt enestående tilbud til medlemmerne: Årets SommerGONG bliver her, to måneder inden stabel-afløb, diskuteret, vendt, drejet og lavet visioner for, så man i hvert fald ikke kan blive i tvivl om viljen til at gøre noget spændende inden for de nye, fine rammer. Vi forventer, at det skal lykkes at skabe den fine balance mellem fokuseret aktivitet og nydelse af dansk sommer og godt selskab.

GONG deltager også på den nystartede Solfestival 20.-29. juli i Islands Brygges Medborgerhus www.solfestival.dk, vores indslag med lydhealing ligger lørdag d. 28. juli kl. 13.00.

Jeg håber, at du, kære læser, føler, at Gnags’ originale og billedrige sang handler om netop dig, for lyttere er, hvad verden har brug for, og i særlig grad dem, der formår at lytte til de sammenstød og dissonanser, som finder sted et stykke under overfladen, og som kan vende disse vibrationer til noget kreativt.

Det ene øjeblik siddende i skyggen fra en busk, stille og fornøjet gnaskende på en sund orange rod, det næste øjeblik ihærdigt og rytmisk stampende stampende i jorden til advarsel!

Jeg havde engang en drøm om at starte et undergrundsblad med blandet indhold, som netop skulle hedde Den Vilde Kanin, og under sidehovedet skulle så stå: Alt hvad i hvisker og siger, kan vi høre. Pudsigt nok kom jeg siden en del i kontakt med Peter A.G. i forbindelse med Hellig Kors og Sound & Silence-arrangementerne, som Pastor Bock navngav netop efter en anden Gnags-sang. Min egen scenedebut fandt sted sammen med Gnags i ’69 på Thy-lejren, hvor Gnags foldede flower power-beat ud, og jeg i en pause gik op på scenen og skrålede Jeg er en Glad Lille Cowboy… der er ikke noget at sige til, at man i ny og næ bliver en smule selvoptaget.

Og FiliongGONGs læsere bliver måske med tiden mere og mere at ligne med forsøgskaniner!

Det er på jer, afprøvningen foregår af nye forklaringsmodeller og tekster, som trænger til en sidste spejling, inden de måske med tiden kommer ud til bredere kredse… Og GONGtagelser er noget, dette blads læser kender godt.

GONG-tagelser er noget, dette blads læsere kender rigtig godt… og forhåbentligt fremmer det på visse områder forståelsen.

På den anden side vil jeg have forståelse, hvis der skulle være enkelte, der synes, de efterhånden har hørt om oktavens spiral, N, Ng og M og historien om Kejseren af Kinas bambusfløjte, for alle tre vers synges for Gud ved hvilken gang i dette nummer, om end i en ny sammenhæng.

Jeg har længe været småforelsket i en infomedarbejder på mit bibliotek, og da, alt mit kontorarbejde foregik i studiecellerne dér, indtil jeg i januar fik min første computer, så jeg hende ret tit. Hun er altid omhyggelig med sit tøj og udseende og passer også sit ansvarsområde med stor omhu. Det handler om at passe infobutikken og bestille diverse varer hjem med relation til bøgernes verden: plakater, postkort, køleskabsmagneter osv.

Og selv om hun kigger lidt undseligt ned og ikke er stolt over at have siddet på samme pind i 25 år, er der en særlig glæde ved at komme der, fordi balancen mellem det genkendelige og små nye overraskelser bliver holdt så fint, jeg bliver faktisk helt rørt i ny og næ, men hun har nu også et dejligt smil! Så selvom det ikke just er undergravende virksomhed, hun udfører, ønsker jeg, at nogle af disse elementer vil være at finde i bladet her.

Artiklen Mantra og Mening er første kapitel i det, der med tiden skal blive en ny bog, der såmænd er sat sammen af temaer, som allerede flere gange er præsenteret, og mange af dem med tal!

Men med hensyn til Kejseren af Kina håber jeg, at vi slet ikke er færdige med ham endnu.

De fleste bog-, fugle- og sangelskere (og forhåbentligt hører du med under mindst én af disse kategorier) vil kunne finde vigtige billeder og dyb mening i H.C. Andersens eventyr om nattergalen.

Eventyret bærer nu mere end nogensinde, på et vigtigt budskab om balancen mellem teknikfascination og glæde over naturens åbenbaring gennem sang. Og for GONG-folket, som netop har afholdt den første seriøse fuglesangs-ekskursion, hvor akkurat nattergalen blot glimrede ved sit fravær, må der være en og anden melodi-stump at opsnappe.

H.C. Andersen var en del af den romantiske blomstring, som udsprang fra Tyskland ved overgangen til det 19. århundrede. Det, at en gruppe af mennesker knytter bånd i en fælles interesse og optagethed af temaer, kan være med til at præge store folkemassers sprog, forestillinger, drømme, kultur.

Blandt de tyskere som tegnede strømningen kan nævnes brødrene Schelgel, Ludvig Tieck, Novalis, Scleiermacher, Schelling, Ritter, og såmænd også den Ernst Chladni, som med sine klangfigurer af heksemel eller sand på vibrerende metalplader fortryllede denne tid, som prøvede at smelte videnskabelig indsigt og poetiske midler sammen på en ny måde. De trak på nyopdagede myter, eventyr og sagn fra østen og gav dem ny klædning, noget som H.C. Andersen tog op som noget naturligt, og med Goethe som forbillede gjorde de sig både i forskning og digterkunst.

Chladni-figurer

Blandt dem, som lod sig fascinere af Ånden i Naturen, og som tog Chladnis eksperimenter op, var såmænd den danske opdager af elektromagnetismen, H.C. Ørsted: ”I Sandhed, vi kan med Glæde, og Triumph over vort aandelige Væsens Adel gientage, at det som i Tonekunsten henriver og tryller os, og lader os glemme alt, mens vor Sjæl svæver hen paa Tonestrømmen, det er ikke spændte nervers mechaniske Pirring; men det er Naturens, dybe, uendelige, ufattelige Fornuft, som igiennem Tonestrømmen taler til os.”

Og videre ad samme spor om at forene poesi og videnskab, skrev han et vers om videnskab til H.C. Andersens Nationalhymne I Danmark er Jeg Født.

Og øhm… og Sebastian har jo da også skrevet om Kejseren af Kina og Nattergalen.

I Tyskland, hvor hele det alternative felt inden for lydterapi har fået langt større udbredelse end her, ser man, hvordan det, man kunne kalde nationalkarakterens kvaliteter, folder sig ud på en ny måde efter traumet ovenpå 2. verdenskrig.

Wolfgang Saus er et fint eksempel på kombinationen af grundighed, orden, nøgternhed og menneskelig nærvær og venlighed, andre er Hartmut Warms arbejde ud fra det Keplerske verdensbillede og Alexander Lauterwassers arbejde med klangfigurer, som på fascinerende vis og med stor skønhed reformulerer Chladni.

Gennem dette blad er strøet nogle af de smukke mønstre, som naturligvis skal ses i farve. Lav selv en billedsøgning på nettet, der er heldigvis ikke så mange, der bruger det efternavn!

Og hvor kom vi så fra… eller til? Jo, vi kan godt leve med kunstige nattergale og mirakelmaskiner, så længe vi også ind imellem får taget os sammen til at lytte til nattegalen og til at dele sang, følelser og indsigter med hinanden og lader det sprede sig, danse som heksemel på vibrerende klangplader og skabe inciterende mønstre.

Der er kun en grund til, at redakt-ører skal have hængeører: for få stemmer i koret: Vær ikke en røv med ører: Giv et bidrag i form af interview, anmeldelse, betragtninger og refleksioner om lyd, klang, musik og instrumenter eller måske allerbedst: tag H.C. Andersens eventyr om Nattegalen op og giv den nye triller!

Varinka Boseman har begået flere interviews i forbindelse med en opgave på Musikvidenskabeligt Institut, hvor det hold, som Tore Tvarnø Lind har slået op under overskriften Musik og healing, har været overtegnet fra første dag. I dette nummer bringes i bearbejdet form det interview hun lavede med GONGs formand Susanne Eskildsen. Siden kommer måske interviews med Tyva Kyzy og FiliongGONGs redaktør.

Jeg ved ikke, om du nogensinde har hørt din stemme på en lydoptagelse eller set dig selv på film. Ofte er det et chok og en udfordring, fordi der sker et sammenstød med selvbilledet, og der er naturligvis det element, at apparaturet jo ikke fanger det hele, og sjælen kun meget sjældent.

Jeg har selv så ofte haft næsen så tilpas langt fremme, at jeg troede mig nogenlunde immun overfor den slags erkendelseschok, men jeg må nok sige, at dette var nærmest brutalt: her sidder man selvtilfreds og udtaler sig om noget, man mener at have forstand på – også om sprog og lyd oven i købet - og så viser det sig, at talen stort set består uafsluttede sætninger, øh’er og tomgangssnak. Varinka havde helt bevidst gengivet det skrevne interview direkte som det var talt. Det ironiske er, at jeg i situationen følte, at Varinka forstod alt, hvad jeg sagde og at det hele gav en form for – måske oven i købet dyb – mening.

En væsentlig del af det kan nok forklares ved at forståelsen i høj grad ligger i krops- og øjensproget, så man godt kan føle sig forstået, selvom man har sagt noget sludder.

Det er sgu næsten forunderligt, at vi overhovedet når hinanden... Men det er måske også i virkeligheden et problem!!

Indforståethed - at kunne fange en betydning med krop og øje - er forunderligt, men hvis man glemmer at kultivere de formelle sider af sit sproglige spinatbed, ender man ofte med, at de saftige, meningsmættede udtryksblade bliver ædt op af larver… som måske, hvis det da ellers kan trøste, senere som sommerfugle overbringer budskabet til en anden kultur med mere sans end vi for både sprog og spinat!

Det er alt sammen relevant også for balancen i sangens udtryk.

Man mister glæden og overskuddet, hvis hver detalje skal trænes efter rigide systemer.

De sangformer, som vi dyrker i GONG er delvist at forstå som en reaktion mod for megen stivhed i den musikalske tilgang og et ønske om friere spillerum for sjælen.

Ofte kan man blive beruset af klangene og friheden, og tro, at man skaber med meget stort S… men hvis man havde lavet en optagelse og lyttede lidt kritisk, var det måske musik med et temmelig lille m, og at man i virkeligheden også havde forført sig selv… ikke kun, men også!

Sådan er det med musik, at der er både til uh! og til ih!, både til s og til m og så ender det nok med k, men alligevel ikke med suk! … og det så sikkert som knirken i kirken og ammen i barselssengen.

Men selvom vi ikke knirker, betyder det jo ikke nødvendigvis, at vi har fat på de dybere lag og den højere bevidsthed. Det er godt, ja mere end godt, at mødes i nuet og skabe sammen, og samtidig måske få hul på nogle af den enkelte sjæls tonestrømme… og det er også derfor vi gør det! I bedste tilfælde løfter vi os sammen til mere overskud og undertiden får man følelsen af, at det vil brede sig videre ud… såre godt!

Hvem har i øvrigt en skrivestemme som svarer til talestemmen? Jeg taler i hvert fald ikke som jeg skriver, må jeg erkende… eller være glad for!

Der er et fantastisk spændende spil i balancen mellem noget, der let bliver for knudret, opstyltet eller stift – som det oftest sker i skrivesprog – og på den anden side det udflydende, sjuskede, uartikulerede, som jeg især kender fra mit talesprog.

Jeg er dog ikke er så hård ved mig selv, at jeg ikke også kan se, at det er et alment udbredt kulturfænomen, jeg ligger under for. Lyt engang til et tilfældigt gadeinterview fra radioen fra ’50erne og så et tilsvarende interviews fra i dag.

Stilhed er ikke fravær af lyd, men svinger med ufødte toner Thorkild Bjørnvig

Interview med Susanne Eskildsen 20. oktober 2006 i Huset Innanna Ved Varinka Boseman, bearbejdet af Skye

Sangaftenen er åben, der kan gæster også komme. Så er der et allernyeste skud på stammen, som er også en åben aften; de sidste trekvart år har vi kørt med en lydhealingsaften en gang om måneden. som det primært er Skye der står for. Det fungerer på den måde, at alt afhængigt af, hvor mange der kommer, så afprøver og arbejder vi med, hvad lyd gør ved kroppen og følelserne. Vi har forskellige instrumenter med; shamantromme, didgeridooo, syngeskåle og så har vi adgang til en stor monochord, der står inden i Tårnstudiet, hvor det foregår.

Cirka seks gange om året har vi workshop med forskellige lydarbejdere, som vi engagerer. Og så har vi koncerter 5-6 gange om året med forskellige kunstnere.

- Hvad er Huset Innanna?

- Det er disse lokaler, vi har haft brugt til nogle forskellige arrangementer, blandt andet til nogle workshops. Og så har vi igennem de sidste par år brugt det til træningsgrupper i sammenhængen mellem krop, stemme og psyke. Der er noget, vi startede på for 3 år siden, vi synes, der er en vigtig sammenhæng, så derfor arbejder vi med alle tre led samtidigt, og synes der opstår et spændende rum inden i os selv og i vores fællesskab, når vi har alle tingene med

- Også internationale?

- Ja, her på fredag den 27. oktober har vi besøg af Tyva Kyzy, som er fem kvinder fra Tyvarepublikken i Sibirien, der kommer og giver koncert. Vi har også arrangeret koncerter og workshop med David Hykes, så det er ikke fordi, vi ikke vil have noget med ham at gøre mere.

- Så det er mere et holistisk...?

- Det er et holistisk indfaldsvinkel, ja.

- Hvor kommer David fra?

- Han er amerikaner, men bor i Frankrig.

- Og vi, det er…?

- Gong, foreningen for overtonesang og lydhealing. Det har vi heddet de sidste tre et halvt år, idet foreningen egentlig er ved at være 8-9 år gammel. Den er startet af en gruppe kvinder, hvor Benedicte Sales blev valgt som formand og var meget inspireret af kurser og koncerter med David Hykes, som er overtonesanger. Hun ville gerne arrangere workshops og koncerter med ham i Danmark og dannede derfor Harmonix, som det hed dengang.

- Hvad forstår du ved lydhealing?

- Ja det er jo meget bredt. Det er også meget bredt, hvad vi mener i foreningen. Er det når jeg selv synger, og synes, at jeg får det godt af det eller bliver glad af det? Eller er det terapi, altså i den yderste forstand, hvor man går ind og laver noget lyd på den anden person, og så får den anden person det bedre eller bliver rask.

Vi har ikke defineret præcist, hvor vi står som forening. Vi forsøger at rumme fra den ene yderlighed til den anden og vi vil gerne have, at foreningen bliver et sted, hvor man kan eksperimentere med, hvordan lyd påvirker os.

For tre et halvt år siden ændrede vi så navnet og formålsparagraffen, hvor jeg så overtog formandsposten. Harmonix’ formålparagraf var at synge overtonesang efter David Hykes’ principper, så det er også mit udgangspunkt. Men vi endte med at synes, formålsparagraffen var for snæver, hvor vi nu mere bredt beskæftiger os med lydhealing, intuitiv sang og overtonesang.

I Harmonix-tiden havde vi sangaftener 6-8 gange om året foruden workshops og koncerter med David Hykes. Sangaftner har vi nu fast den anden tirsdag i måneden, og så har vi oprettet et kor, Spirekor, som vi kalder de det, som mødes to gange om måneden. Desuden har vi denne træningsgruppe, som er 7 gange om efteråret og 7 gange om foråret. Spirekor og træningsgruppen er lukkede grupper, for medlemmer som tilmelder et halvt år ad gangen. Ved at bevare den samme gruppe mennesker sker der en udvikling i gruppen på flere niveauer.

Vi vil ikke under nogen omstændigheder udgive os for mirakuløse helbredere. Men vi mener, at det er interessant at undersøge lydens muligheder og at lade folk komme og opleve det ved enten at give lyd til andre, selv at modtage lyd eller at være fælles om det at lave lyd.

Der er på den ene side den selvhealende del i det at lave lyd, og så er der det at lave lyd for andre eller det at modtage andres lyd.

Men min egen personlige holdning er, at lyd kan gøre utroligt meget. Jeg underviser på forskellige workshops og hold, men jeg arbejder ikke decideret med lydhealing i min private virksomhed, hvor jeg er behandler. Det er ikke sådan, at jeg siger, nå, men har du ondt i maven, så kom her, og så gør jeg denne her lyd på dig, og så har du det godt bagefter.

Jeg er uddannet afspændingspædagog og jeg arbejder med den fysiske krop. Fordi jeg nu igennem de sidste 7-8 år har arbejdet med healing, så kombinerer jeg simpelthen den fysiske afspændingsbehandling med den energetiske behandling, og så er det kommet helt naturligt, at jeg har tilføjet det med lyden.

Og det har vist sig, at det har en god effekt. Det er jo så behandlingsdelen i min private praksis.

Og lyd kan være mange ting, for det kan jo være noget, man spiller på, eller det kan være sang.

Det kan også være lyde, og det er sådan set mest det jeg har brugt: det her med, at jeg har oplevelsen af, når jeg behandler folk, og jeg så begynder for eksempel at sukke eller at trække vejret hørbart, så er det som om, jeg snakker med musklerne, og musklerne reagerer på den lyd, jeg laver.

Virkningen kommer måske, fordi den, som jeg behandler, hører det, jeg gør, og dermed kommer til at slappe af, så det får en virkning på muskulaturen via nervesystemet.

Det kan også være, at det er muskulaturen eller det energifelt omkring det område, hvor jeg arbejder, der reagerer direkte på den lyd, jeg laver. Vi snakkede i dag i gruppen om, at lyd ikke kun opfanges af øret. Ved at holde et ark papir op foran lydkilden, kan man mærke vibrationen direkte – så om det virker den ene eller den anden vej, ved jeg ikke.

- Spiller det en rolle?

- For mig betyder det ikke det store, for mig er det vigtigt, at mine klienter giver en klar tilbagemelding om, at de kan mærke det, og at det har en effekt. Det er for mig netop det holistiske synspunkt.

Jeg har arbejdet med afspændingspædagogik siden elevtiden i ’88, og det, jeg har lært af det, er, at jo mere jeg selv føler mig centreret og i balance, og jo mindre energi jeg bruger på det, jeg udfører, jo mere effektivt er det. Jo mere fortæller folk mig, at neeej hvor var det godt og der gik en uge før at effekten aftog.

- Jo mindre du laver, jo større resultat - Nej, ikke jo mindre jeg laver, men jo mindre energi jeg bruger på mig selv i behandlingssituationen, jo mere centreret jeg kan være, jo mindre mental jeg selv er. Så det er min egen indre ro, min egen centrering. Når jeg sætter lyd på ind i mellem, så opnår jeg også min egen centrering.

Så spørgsmålet om lyden primært virker på mig, og min behandling dermed bliver bedre, eller om lyden virker på den, jeg behandler, det er den tredje ubekendte faktor. Så for mig er det noget med, at der i situationen opstår et rum, hvor der er nogle forskellige faktorer, der spiller ind. Det er lidt ligesom at stille ind på en radio, hvor man kan høre en masse kanaler med meget støj. Men lige pludselig så fanger man en kanal helt tydeligt og klart. I behandlingssituationer, opstår pludseligt en genklang, hvor jeg kan mærke, at det har en effekt på den, jeg behandler. ’

- Spændende, jeg får et billede af, at det ikke er fastlåst i et bestemt koncept, men at det opstår?

- Det opstår og det er et sammenspil, jeg har altid ment, at afspændingsbehandling er et samarbejde.

- Så den, der bliver behandlet, har også et ansvar?

- Ja, en mulighed. Og den, der bliver behandlet, har også retten eller pligten til at sige, hvis noget føles dårligt.

For nogle år tilbage behandlede jeg meget syge kræftpatienter. De beskrev, at når de havde fået behandling, blev de simpelthen smertefrie, og så kunne de sådan trække på den tilstand. Når de så kom en gang om ugen, kunne de simpelthen holde brugen af smertestillende medicin nede, fordi det virkede smertelindrende, det jeg gik ind og lavede.

Det var der, jeg begyndte at eksperimentere noget mere, fordi der faktisk var nogle, der var villige til at lytte og at opnå en helt anden dybde end tidligere klienter.

- Lægger du hånd på dine klienter?

- Ja, det er jo fysisk behandling.

- Det er ikke øvelser?

- Det kan det også være, men det primære er behandlingen. Hvis en klient har behov, kan vedkommende få eksempelvis øvelser for blodcirkulation eller strækkeøvelser, som skal laves til næste gang.

Mantra og mening

/Skye Løfvander

- åbning i tre omgange Første billede: En yogi med filtret hår sidder i lotusstilling med lukkede øjne. Skikkelsen udstråler intens koncentration, siddende dér på et leje af småkviste og tæpper i en dyb grotte, højt oppe i Himalaya. Læberne bevæger sig let, og man hører en ganske stille og dyb, mumlende men klangfuld messen i langsomt, langsomt tempo: Lam- Vam- Ram- Yam- Ham- Aum… Det er tydeligt, at sangen ikke skal nå frem til nogen og det omgivende lydrum ikke skal fyldes ud, men hvert lydord fremsiges med retning indad, ind i krop, ind i sind, ind i det felt, hvor forskellen mellem krop og sind transcenderes.

Andet billede: En række kutteklædte munke synger mellem stræbende søjler, der bærer hvælvinger højt oppe. Den kolde morgenluft gør deres ånde synlig: Kyri-i-i-i-e E-e-e-le-i-i-i-sonn, Chri-i-i-i-ste E-eele-i-i-i-sonnn, A-a-a-a-mennn…

Visse af tekstens vokaler trækkes ud og ornamenteres med toneranker, som folder sig ud i det store og kolde men smukke kirkerum. Den akustiske ramme med de hårde flader gør sangen desto mere løftende, rensende, storladen. Hele rummet synes at synge med og lokke nye klange frem.

Tredje billede: Bedemøller, blafrende flag i mange farver, solglimt som spejler sig i tegl og gyldne kugler.

Et stød i et langt horn, som lyder noget i retning af et oksebrøl, klokkernes rene klang står i skærende kontrast.

- Er behandlingen et offentligt tilbud?

- Nej, det er det ikke. Afspændingspædagoger arbejder mere og mere på forskellige områder, også inden for det offentlige. Der er lavet en samarbejdsaftale mellem fysioterapeuter og afspændingspædagoger, så vi er ligestillet med dem, og vores uddannelse minder meget om deres, bare med et andet fokus.

Jeg plejer at sige, at afspændingspædagoger i teorien især behandler raske mennesker, hvor fysioterapeuten behandler skader og lignende.

Men fysioterapeuterne har jo fået mere og mere forståelse for den måde, vi arbejder på, og indfører flere af disse elementer i deres behandling.

Omvendt så har afspændingspædagogerne også forstået, at det undertiden helt konkret er en fysisk skade, som skal behandles.. Men stadigvæk med - i hvert tilfælde for mit vedkommende den holistiske holdning.

Efterhånden som vi bevæger os gennem klostergården, ind i den centrale hal, bliver vi mere og mere opmærksomme på den dybe brummende lyd, der hele tiden har ligget som en baggrundstone og ved første blik ind i hallen, bliver vi på en gang forundrede og helt afklarede ved synet af række på række af siddende rød- og gulklædte munke som messer mantraet: Om-mani-padme-hum-om-mani-padme-hum-ommani-padme-hum…

Mening og menneske har rod i samme oprindelige sanskritord, manas, som kan oversættes som sind. Det særlige ved mennesket er altså i den fortolkning, at vi tænker… og søger mening!

Ordet mantra betyder noget i retning af ”redskab for sindet”, og da oprindelsen er sanskrit og den hinduiske kultur, tænkes måske først og fremmest på et redskab, som bringer os hinsides det adskillende tankesind.

Det er lidt ironisk at mantra for mange betyder en slags enstavelses ”nonsens-ord” uden anden egentlig betydning end lydens kvalitet, som man så til gengæld ofte tillægger et magisk potentiale. I nyere tid har meditationsbevægelser som TM og andre med indisk baggrund gjort deres til, at vi ofte tænker på mantra som et magisk lydord.

Den historiske baggrund for mantraet er imidlertid de såkaldte shlokas, to-liniede vers, som de fleste hellige hinduskrifter er bygget op af. Mantraer er i hindukultur ofte af sammensat væsen og altså mere og andet end et kraftord.

Sanskrit er et utroligt rigt og meget veldefineret sprog. Man kan næsten sige, at den gamle vediske kultur var funderet i en fonetisk og versbetonet sprogbevidsthed. Noget som i øvrigt deles med en anden gammel sprogkultur, som stadig er basis for spirituelle spekulationer, nemlig den gamle jødiske.

Hvis man i stedet for mantraets mening fokuserer på dets klang, kan man jo prøve at synge mening som et mantra: Mmm-eee-nnn-iii-ngngng...

Dermed nærmer vi os fællesnævneren for de tre ovennævnte traditioners måder at nærme sig det sakrale gennem lyd. I korthed kunne det kaldes det nynnendes væsen.

Den Danske Ordbog: nynne vb.

-r, -de, -t; [’nønə] synge en melodi lavmælt for sig selv med munden lukket.

På dansk er det at nynne noget dagligdagspoetisk, noget som børn og glade mennesker gør uden nødvendigvis at tænke for meget på en større virkelighed. Mennesker har nynnet i tusinder år, både for den stille tilfredshed og for den højere mening. Og det at nynne er måske netop pga. sin undselige poetiske ladning gledet lidt i baggrunden som begreb, når man skal forklare, hvorfor det er noget særligt at lade sin krop og sjæl vibrere gennem en lukkelyd, en halvvokal, en stemt konsonant, som er tre af de andre, lidt mere tekniske betegnelser for samme ting, nemlig at passagen mellem stemmelæber og læber lukkes af M, N eller Ng. Vi bruger fremover lydskrifttegnet [ŋ] for ng-lyden.

Man kan ikke rigtigt komme udenom, at ordet nynne indeholder en god portion af n’s væsen, og n udtales jo ikke med lukket mund, hvilket ellers er definitionen ovenfor. Det synes rimeligt at udvide definitionen lidt og pege på, at der reelt er tre fundamentale måder at nynne på, som hænger sammen med de tre måder at lukke i mundhulens passage på vejen mellem stemmelæber og læber.

Så vi tager indledningens tre billeder i omvendt rækkefølge:

Ŋ Der var engang en sang…

Hvis man lytter lidt ekstra opmærksomt til messende buddhistmunke, bliver det hurtigt klart, at det, vi har transskriberet til HUM, retteligt burde have været et HUNG, for det er ganske enkelt det, de siger, i hvert fald i Tibet, hvor netop mantraet Om Mani Padme Hum er den akse, hvorom alle indre og ydre bedemøller drejer!

Betydningen af dette kernemantra inden for den tibetanske buddhisme er noget i retning af en ærbødig hilsen til ”juvelen i lotusblomsten”, som er et sindbillede på foreningen af Ånd og sjæl, mandligt og kvindeligt eller ganske enkelt Buddha. [Ŋ] er på mange måder lidt overset. Ganske vist er det slutlyd i så vigtige ord som sang, ting, trang, lang og seng foruden alle ordene med – ing, mening f.eks.! Men lyden har ikke et selvstændigt tegn i vort almindelige alfabet! Og så er det en lyd, som man - i hvert fald på dansk – åbenbart har glemt kan bruges til andet end som slutlyd.

Når Karen Blixen, som den første sætning i sin verdensberømte roman, skrev: ”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong”, er der mere end én pointe i, at farmen ikke lå i Danmark ved foden af en eller anden bakke, for vi bruger jo netop ikke som kenyanerne at åbne fra [Ŋ], altså at bruge det som en begyndelseslyd, som i Ngong [ŊƆŋ] (lydskrift: Dania). Det er ellers også ret udbredt andre steder på kloden, som f.eks. på vietnamesisk, hvor Nguyen er et meget almindeligt navn.

Jeg har i tidens løb undervist hundreder af mennesker i, hvad man kunne mene er elementært, nemlig at åbne fra [ŋ] til en vilkårlig vokallyd. Det viser sig at være meget svært for mange, vel netop fordi det er uvant, ofte vil man forsøge at efterligne f.eks. [ŋå] med et [nå]. Til gengæld vil mange – som komikerne i Linie 3 har peget på – helt vanemæssigt, men ukorrekt bruge [ŋ] som lukkelyd, når det ligger lige for som i hå[ŋ]klæder. Fidusen er, at det kræver mere tungearbejde at gå fra det korrekte nd til kl end fra [ŋ] til kl, hvor tungestillingen er tættere på. Fuldstændig som det er lettere at sige himbær end det korrekte hindbær, fordi både m og b sættes an med læberne.

Blandt de vigtige ord opremset ovenfor er sang naturligvis særlig vigtig, fordi det trods alt ikke er helt tilfældigt, hvilke benævnelser vi har givet vore begreber. Der er sang i ordet sang, netop fordi man kan nynne på slutlyden, så det i den forstand kunne gå ind i rækken af standardmantraer. Og så er der endnu et centrale, som vi har glemt: verbet at ringe, som vi kan bruge som opfordring, ring!, ved slutningen af en samtale, der gerne må fortsætte gennem et andet medium, nemlig telefonens… og som naturligvis også spejler den lydkvalitet, som ligger bag et begreb som ringen for ørerne.

Allervigtigst er måske det forunderlige begreb klang, som vi er så heldige at have på blandt andet dansk og tysk, mens det i egentlig forstand mangler på det ellers så rige engelsk, hvor man må tale om the quality of the sound eller lignende. Klang dækker altså lydens kvalitet, den musik, der er foldet ind i en tone, en lyd eller et ord… og det er jo – som Peter Bastian engang sagde – næppe helt tilfældigt, at det hedder klang og ikke klak!

Den svenske sangpædagog Valborg WerbeckSvärdström tog afsæt til sin livsopgave i opdagelsen af det frigørende i at fordybe sig akkurat denne nynnelyd [ŋ- ŋ- ŋ].

Hendes iagttagelse var, at det var muligt at påvirke det eustachiske rørs grad af åbenhed eller lukkethed og at dette også havde en psykisk effekt, afklarende effekt.

Det eustachiske rør – dvs. egentlig er der to, højre og venstre - forbinder mellemøret med svælget.

Ved udtale af [ŋ] hæves bagtungen og mødes med den bløde gane. Det har naturligvis betydning for lydens kvalitet, hvor i det rør, som grundlæggende er menneskets instrument, den sættes an. Her er det omtrent midtvejs mellem stemmelæber og læber. Derudover må man antage, at det faktisk påvirker kropsfunktioner, når omliggende kirtler, bihuler og andre klangrum påvirkes af den koncentrerede vibration i et sådant mødepunkt. [Ŋ] rimer på – eller er i det mindste indeholdt i – anstrengelse. Ved tunge løft, og når man presser, lukkes der ofte helt instinktivt her, ligesom det kan ske i et udtryk for smerte: i tegneserier møder man ofte udtryk som HNNGGG! Omvendt kan denne lukning og åbning blive stedet, hvor en orgasmes – måske især den mandlige – lyd samler sig. Man har lov til at spekulere i, at disse faktorer måske spejles i det hebræiske sprog, som det fremgår af det kabbalistiske grundskrift Sepher Yetzirah, der i høj grad er baseret på fonetisk videnskab (her i oversættelse fra Judith Winthers glimrende bog Kabbalah, Bogan, 1986): ”II, 4: (…) Og dette er tegnet: Der findes ingen godhed over fryd – ’NG. Der findes ingen ondskab under pine – NG’.”

Den lille apostrof dækker over universalkonsonanten Ayin, så både fryd og pine staves med de samme hebræiske tegn Ayin, Nun, Gimmel, blot i forskellig rækkefølge.

Ayin Ayin betyder øje, at se eller det oprindelige lys, og dets symbol var i den proto-sinaitiske skrift, som var forløber for bl.a. hebræisk, et stiliseret øje.

Normalt repræsenterer tegnet lyden af såkaldt glottis-stop, som frembringes ved svælg og stemmelæber, men ayin er blandt sefardiske jøder, altså på den iberiske halvø, blevet udtalt som [ŋ]. Det er netop gennem de spanske jøder, at Sepher Yetzirah, der af de fleste opfattes som kabbalas kerne, er blevet udbredt.

For at vende tilbage til det indiske er aing bijamantraet - den kondenserede del af et længere mantra - for gudinden Sarawati. Bija betyder frø eller sæd, altså en lille enhed, der kan spire og vokse til noget større. Om man taler guder eller fonetik, er i denne sammenhæng to sider af samme sag, det handler om primære strukturer og processer, som man – alt efter temperament og kulturel prægning – kan give skikkelse eller behandle med det, vi kalder videnskab.

Sanskrit-tegnet for [ŋ]-lyden:

N Når nonnerne nynner, navnene ender, … Ånden begynder Man har, som tidligere nævnt, lov at antage, at når det at nynne hedder, som det hedder, og i øvrigt er et lydord, så kan man også nynne på N, hvor munden ikke nødvendigvis er lukket ved læberne, for tungespidsen tager sig af lukningen, længst fremme mod den hårde ganes loft...

Lige over tænderne er begyndelsen til n’erne!

Og det er måske den egentlige baggrund for al nydelse og næring, for så vidt som dette sted er nøje forbundet med sutterefleksen og den salige forbindelse til mors bryst… som man for øvrigt kan sige nej! til og dreje hovedet væk fra, når man har fået nok!

De fleste europæiske sprog bruger n-lyden i forbindelse med nej, men grækernes benægtelse er undtagelsen, der bekræfter reglen, idet de siger ne!, når de mener ja!

De dybe hviletilstande i meditation vil ofte være ledsaget af en øget bevidsthed om netop tungespidsens placering, og flere retninger har detaljerede anvisninger om dette som led i den meditative proces. For så vidt som meditation både kan forstås som bevidsthedens ekspansion og dens søgen tilbage mod kilden – også den kropslige oprindelse – er det rimeligt nok at minde om lighederne mellem på den ene side barnet i intim nærkontakt med moder ved hendes bryst eller helt omsluttet i enhed i fostertilstanden og på den anden side først kontakten med, siden optagelsen i verdensånden gennem meditation.

Det er ikke bare næsten, men helt universelt, at N har med næsen at gøre, ofte i alliance med S som i snude, snabel, snue, snøft, snot, sniffe og snus. Nynnen på N vil ofte have et nasalt præg, men det er ikke nødvendigvis, fordi man nasalerer, det handler i høj grad om den fokuserede klang i punktet, hvor tungespidsen møder den hårde gane, forplanter sig til næsehulens vigtige resonansrum. Det gælder i udpræget grad ved overtonesang, hvor de fløjtelignende toner synes at komme fra næsen.

Toner, også dem vi synger, er i bund og grund i kraft af deres bølgelængde udtryk for bestemte størrelser, afstande i rum. Resonans handler om, at lyd søger hen, hvor der er rum der passer i størrelsen. Hovedet er i den forstand en hvælvet kuppel, hvor luft- og væskefyldte hulrum, bihuler og ventrikler især leder lyden, mens dele af hjernemassen snarere absorberer den. Uden næsehulens akustiske resonansrum ville både vores tale- og sangstemme være fattigere, hvilket alle har oplevet på første hånd, når det har været bare delvis tilstoppet af forkølelse.

På den tidligere illustration ses bl.a., at hypofysen, befinder sig i umiddelbar vibratorisk kontakt med næsehulens resonansrum, og naturligvis påvirkes, også i sin funktion, ved sang.

Mange meditationssystemer forbinder de endokrine kirtler hypofyse og pineal med de to chakraer i hovedet, der varetager forbindelsen til ånden. Descartes (1596-1650), som netop ikke var tilhænger af forestillingen om en selvstændig åndelig verden, betragtede pinealkirtlen som sjælens sæde i mennesket.

De høje hvælvede rum har lige siden menneskets huletid betydet noget særligt for os, og de indre hvælvinger kan afstemmes med de ydre, om det så er grotter eller kirker. Opførelsen af middelalderens katedraler er nøje forbundet med udviklingen af den europæiske forståelse for harmoni. Udgangspunktet var de syngende munke og den gregorianske sang, hvor vokalernes ornamenter ofte mundede ud i det nynnende fra N, som i indledningsbilledets Kyrie eleisonnn, Christe eleisonnn, Amennn!

Mere prosaisk kan man pege på, at N omvendt kan bruges til at gengive en motors snerren og drøn, i hvert fald vil kendere af de motorlyde, man som barn laver med munden under leg, vide at der er forskel på MMM og NNN og det er helt almindeligt kendt, at en motorcykel, som gasser op, siger Nøøn-nøøønn-nønnn!

M M minder mig om min munds mysterium: mellem læber mødes man med en summende hemmelighed.

Lad os blive i legens og motorlydens univers: i min barndom på landet var en af de mest yndede lege, at køre med landbrugsmaskiner på gulvet, mens vi gengav lyden. Vi blev hurtigt eksperter i at efterligne traktorens hakkende motor, men favoritten var nu, når halmen skulle presses: For at der ikke skulle være tvivl om, hvad processen gik ud på, kørte vi rundt med halmpresseren, mens vi messede pres-halmmm-pres-halmmmpres-halmmm. Det var ikke spildte Guds ord på Balle-Lars, for efter et par minutter af den aktivitet var man på forunderlig vis blevet helt bimmelim!

Da jeg blev næsten voksen, og endnu led under de manglende religiøse perspektiver i mit opvækstmiljø, blev tråden taget op. Skæbnen førte mig på en ferierejse sammen med en indisk yogi, som indviede mig til en form for mantrayoga, hvor jeg indvendigt skulle repetere et lydord, som naturligvis var hemmeligt, men vi kan jo sige, at det var bam. Og virkningen indfandt sig næsten umiddelbart: min krop fandt ind i en subtil indre snurren, hovedet blev varmt og mit indre tog en retning mod mere og mere intensitet, mens jeg holdt fast i mantraet.

Jeg blev med andre ord ”høj” af at messe, men måske var jeg ikke mere så uskyldig, som da jeg pressede halm som barn, for i løbet af et par uger løb det løbsk, mantraet tog sin egen ekspansive retning og balancen med dagligdagen blev mere og mere svær. Og som en anden Mester Jakob tog det temmelig lang tid, før det gik op for mig, hvad klokken havde slået, bimbam-bum!

Adskillige klart tænkende mennesker har peget på, at denne form for meditation ikke er skabt til os som lever i en verden af impulser, præstation, stress, komplekse og forskelligartede tankeklimaer, rodet seksualitet osv.

Det indgreb i psyken, som mantra-disciplinen er, kan i så fald tippe og blive til et overgreb, når udøveren i stedet for – som det var meningen – at føre den kontaktede indre afklaring, overblik, dybde og ro ud i verden, fører sin dagligdags konkurrencementalitet, utålmodighed og almindelige ufølsomhed ind i sindets helligdom.

Pointen med mange af den slags mentale øvelser er, at de rent faktisk har en anselig effekt, uanset om man så vil kalde denne effekt ”åndelig” eller ej. Og effekten kan i et menneske med rod i både indre og ydre systemer meget nemt blive, at alle disse skævheder blæses op og skaber voldsom ubalance.

Det er vigtigt at understrege, at miseren ikke blot handler om den omplantning af teknikker fra en anden tid og kulturkreds, som mantrameditation er et eksempel på. Mange griber eksempelvis overtonesang an på en måde, der i bund og grund ikke vidner om sanser der er vågne for de bare lidt dybere kunstneriske og erkendelsesmæssige sider. Ofte bliver det blot og bar fremførelse af teknisk gejl.

Det kendetegnende ved de fleste indiske mantraer er – helt i tråd med vores tema – at man nynner sig ind på en lukkelyd, i dette tilfælde M. I en lyd som bam er b’et det bratte men bløde anslag, a er den vokale kvalitet, mens mmm er den stående efterklang.

Samme mønster finder vi i de til chakraerne tilhørende bija-mantraer: Lam- vam- ram- yamham for hhv. rod- hara- solar plexus- hjerte og hals for nu at bruge de gængse, moderne termer.

For disse lyde gælder, at man bevæger sig fra den mest åbne bagtungevokal til den mest lukkede tilstand ved læbernes møde: A-M. Hvilken konsonantlyd, der går forud, samt placeringen af dens ansats og resonans er basis for en del af den fysisk-psykiske ladning, som chakraerne også er billede på.

Den samme åbne- og lukkelyd bruges i omvendt orden af spædbørn overalt på kloden: Ma-ma betyder ganske enkelt to ting: Mor og mad. Man har lov at formode, at der er en slags parallel: At A vidner om åbenheden, forventningen, sulten og M er de læber, som er klar til at slutte sig om brystet.

Munden er en hule, som omslutter ting Det er vigtigt at ku’ rumme, hvad den lukker sig omkring så vær sikker på du mener, hvad du siger, min ven at du ikke risikerer at sku’ sluge det igen

… og hvis man mediterer lidt på et ord som omkring, er det i første omgang værd at bemærke, at O både grafisk og i sin betydning viser hen til det runde: sol, krone, klode, bold, pose, og at -kring ligesom mange andre kr-ord som krave, krans, kringle, krone og krukke fører os til det krumme eller i kredsløb.

Disse og mange andre iagttagelser om små lydenheders ekspressive indhold er blevet beskrevet af Knud Brant Nielsen i nogle pragtfulde, men desværre endnu ikke udgivne studier, hvor begrebet eksprem lanceres som et modstykke til sprogvidenskabens morfem og fonem.

Summa Summarum Religiøst sindede mennesker har med andre ord gennem tusinder år fundet et særligt behag i at nynne sig ind i lukkelydene [Ŋ], N og M. Der synes at være en tendens til, at bøtten er ved at vende, idet mange, der fordyber sig i klang som selvudvikling og i healingsøjemed, finder ind i overtonerne, som især folder sig ud ved at åbne op fra nynnelydene til vokallyde.

Mantraet og dets skær af noget helligt og kraftfuldt taler til noget dybt i mange. Det er en universel længsel at opleve tilværelsen som magisk, at have en spirituel identitet og at have magt over sammenhængen mellem sprog og verden.

Det primære indiske mantra, OM eller AUM bærer netop i kraft af sin elementære sammensætning hele skabelsen i sit rumlige og rummelige væsen. Vokallydene A (det åbne [α]), U og nynnelyden M har man i traditionen forbundet med Brahma- Vishnu- Shiva; skabelsebevarelse- ødelæggelse; hals- mundhule- læber; himmel- jord- underverden samt til de tre såkaldte gunaer, som henviser til det skabelsens iboende kvalitet.

Det er sandsynligt, at m-tegnets bølgelinier simpelthen sigter mod vibration som sådan. betød vand, og havde Hieroglyffen mu den bølgende form, som videreførtes til fønikisk (mem, ) og græsk (mju, M) og er altså overlevet til vore dages latinske bogstaver.

Mmm bruges universelt som et udtryk for nydelse og for samtykke. Et sødt intimt og bekræftende mmm siger mere end mange ord. Omvendt kan man være sikker på, at et hårdt, lukket m-m, eventuelt kombineret med armene over kors, betyder, at vedkommende hverken er til at hugge eller stikke i. Det særegne ved m-lyden er i begge tilfælde, at den primære resonans holdes inden for lydgiverens eget system, men det kan altså både bruges til at være selv-reflekterende på en opblødende og på en afstivende måde.

Både i den germanske og i den latinske sprogstamme er mig og min præget af M, prøv selv med fransk, engelsk, tysk, spansk og de skandinaviske sprog! Heroverfor står så jeg med et helt andet afsæt i I, Y og J. Man kan mene om det, hvad man vil, men mellem os: det er måske nok mere end én meditation værd!

Det bliver sjældent optaget som ros, hvis man siger om nogen, at de mimrer, men på samme måde som med mime handler det om minerne, aktiviteten i de ansigtsmuskler omkring munden, der mere end noget afslører vores sjæls indhold.

Babelstårnet opføres… resten af historien kender vi kun alt for godt

Sindets basis er sproget. At sindet benævner, hvad det møder - anbringer alt i sprogets og tankens selvstændige verden - er måske det syndefald, som skiller os fra den umiddelbare kontakt med naturen, men det er også noget af det særlige og dyrebare ved at være menneske.

Det er sprogets mysterium, som forældre med stor iver bruger de første år af et barns liv på at overføre, og det videreføres som disciplin i skoleårene, ofte med en følelse af fremmedgørelse til følge.

Så man længes efter at berøre eller endda leve i en verden, hvor ordet skaber, hvad det nævner, hvor sindet ikke er noget, som er i vejen, men som kan foldes ud og formidle kontakt til alle livets aspekter, alle riger og elementer… og det er for så vidt en sund længsel!

Jeg er dog langtfra den eneste, som har oplevet bagsider ved mantra-øvelser. I den periode, hvor denne måde at meditere havde mest greb i større kredse, var der en række sindsforstyrrelser, som man i psykiater-kredse simpelthen kaldte TM-syndrom.

Transcendental Meditation er dog hverken værre eller bedre end alle de bevægelser, som ligeledes udbyder teknikker til meditation og indre udvikling uden at ville se i øjnene, at et af de sikre tegn på at dette indgreb i psyken faktisk har en virkning, er, at det kan medføre kriser ofte ganske alvorlige - og at der næppe findes en problemfri genvej til lykke og harmoni.

I sidste ende fremstår mange spirituelle retninger - helt modsat deres egen intention som fornægtere, fordi man ikke har forstået, hvor omfattende og dybt det moderne menneskes splittelse stikker, og at den temmelig bogstaveligt ikke løses ved et trylleord. Hele denne branche er stadig præget af stor, blind autoritetstro til ledere og systemer og af villighed til at tage myter, både gamle og nye, for pålydende.

Det er vigtigt at forstå de overleverede traditioner som udtryk for en dyb viden om sammenhæng mellem krop og klang, mange af dem bygger på omfattende fonetisk indsigt.

Men det er ikke helt ligegyldigt om forholdet til det hellige - uanset om det kommer til udtryk som klang eller som noget andet - bliver en form for bevidstløs dyrkelse. Det er eksempelvis nok de færreste, som forholder sig til et mantra, så det ud fra en nøgtern betragtning bliver til andet og mere end en automatiseret proces, som dybest set snarere gør os bevidstløse end hjælper os til klarhed.

Når nu forbeholdene er blevet luftet, skal jeg ikke stikke under stolen, at jeg tror på nynnedisciplin, både for velværens skyld og som springbræt for indsigt. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at netop at kunne fylde sig med vibration indefra - som er selve essensen af det nynnendes væsen - er en af de allervigtigste nøgler til at åbne for det univers, hvor sprog, musik og krop finder hinanden, hvor hoved og hjerte kan samarbejde.

Først og fremmest må der være plads til den daglige undselige nynnen, sjælens spontane udtryk, som trækker små spor og mønstre af mening og musik gennem sindet.

Med nænsom opmærksomhed, uden for megen fokuseret indblanding, kan man finde ind til og videreudvikle sit personlige musikalske sprog… en meget vigtig og værdifuld beskæftigelse!

Resonans At nynne giver også en førstehånds oplevelse af resonansfænomenet og ved at fordybe sig i nynnende toner kan man efterhånden opøve bevidsthed om, hvor resonansen finder hen i kroppen. Resonans fungerer efter princippet lige-søger-lige og det er vigtigt lige at forstå noget grundlæggende herom, så jeg håber, at noget af det følgende finder eller vækker genklang!

Toner har – ligesom den romerske gud Janus – to ansigter:

- Tonens tidsaspekt, frekvensen, altså, hvor mange gange tonebølgen svinger frem og tilbage inden for et bestemt tidsrum. Vi måler frekvens i Hertz, svingninger pr. sekund.

I musikken er fikspunktet tonen a, 440 Hz. Dette fikspunkt er vel at mærke temmelig vilkårligt valgt på en international stemmetonekonference i 1939. Kammertonen er ren og skær konvention, fastlagt efter til forskellige tider og på forskellige steder at have haft værdier mellem 380 og 480 Hz, m.a.o. efter at have varieret inden for så stort et område som tre heltoner.

- Tonens rumaspekt, bølgelængden, som er knyttet til frekvensen, idet lyse toner er relativt korte, mens dybe toner er relativt lange.

Bølgelængden måles i meter fra bølgetop til bølgetop eller sagt med musikalske termer fra svingningsknude eller -bug til næste svingningsknude eller -bug.

De to sider er uløseligt forbundet, poetisk kunne man sige, at tonen fletter tiden og rummet sammen.

Men det kan også udtrykkes af noget så tørt som en formel, som man imidlertid i dette tilfælde ikke skal krympe sig forskrækket ved. Akkurat i dette tilfælde vil formlen helt konkret og sanseligt kunne give en meningsfyldt kobling mellem på den ene side de toner vi alle kan udtrykke os i, på den anden side længder i vores rum og tiden i vores mange livsrytmer.

Først en lille historie: Den Gule Kejser, Huang Ti, som levede for næsten femtusinde år siden i Kina, havde en fløjte, som han var særlig glad for. De fyldige, bløde toner, der strømmede fra det kantblæste bambusrør, bragte styrke, lindring og ro. Stor og solid var den, fløjten, skåret af det fineste rodstykke og med fem led. Hans minister Ling Lun havde bragt den fra vestlandet, langt, langt borte.

Kejseren udstedte et dekret om, at alle længdemål skulle regnes i forhold til længden af hans fløjte, han havde med andre ord indført en musikalsk længde-kanon.

Det var så meget mere passende som kanon kommer af græsk og både betyder ’lige stang’ og ’rettesnor’ eller ’regel’. Hvis man går i Mallorcas rørsumpe snakker de indfødte om canas, på engelsk har vi ordet cane, rør.

Den kendte japanske bambusfløjte shakuhachis navn refererer faktisk til en længdeenhed, idet en shaku=37,9 cm og hachi betyder 1,8 så fløjten er 1,8x 37,9= 62,8 cm lang.

Musik er tid og rum flettet sammen! En fløjte af en bestemt længde ’kalder på’ en helt bestemt række af toner, hvoraf den dybeste har en bølgelængde der er dobbelt så lang som fløjten.

Kammertonen på 440 Hz har en bølgelængde på 77,3 cm, hvilket vil sige, at en fløjte med denne tone som sin dybeste vil være 77,3: 2 = 38,64 cm lang, altså lige godt én shaku.

Jeg har en lille vision om en kultur, hvor vores musikalske sanser er så vakte, at alle målebånd, måleudstyr med laserstråler osv. så godt som overflødiggøres, fordi vi alle, når vi eksempelvis befinder os i et rum, alene ved at give lyd, præcist kan høre dets dimensioner. Måske er visionen ikke så helt lille endda, men det skulle ikke afskrække hverken skolelærere eller dig, kære læser, til at gøre den slags eksperimenter med resonans. Når din stemme lyder så godt i badeværelset, er det jo fordi, du intuitivt tilpasser dens klang til rummets længder!

Et direkte og sanseligt forhold til resonans burde helt bogstaveligt kunne ryste verden eller ryste verden sammen, for det kan bruges destruktivt såvel som konstruktivt. At synge et glas itu er et spørgsmål om at finde dets egenresonans. Af samme årsag må ingeniører finde svingningsknuder og -buge og kende materialernes akustiske egenskaber, før de bygger en bro. Der findes en filmoptagelse fra 1940, hvor Tacoma broen i USA først bliver som blød spaghetti, siden kollapser totalt, fordi vinden frembragte lydbølger, som ramte broens resonansfrekvenser.

Fænomenet er reelt i en grad, så soldater, som krydser en bro, blive anmodet om at stoppe med at gå i takt, for ikke at forårsage lignende ulykker.

Her kommer så formlen, som udover frekvens og bølgelængde kun indeholder yderligere ét element, konstanten lydens hastighed. Den varierer dog afhængigt af materialet, som lyden bevæger sig i, og en smule med temperaturen. I atmosfærisk luft kan vi groft sætte lydens hastighed til 340 m/s. fxλ=k frekvens x bølgelængde= 340 m/s I tilfældet med kammertonen ser det således ud: 440 Hz x λ = 340 m/s ↔ λ = 340 m/s: 440 Hz = 77,3 cm Menneskets hørespektrum, som groft sagt spænder over de 10 oktaver fra 20 til 20.000 Hz, svarer til bølgelængder fra 17 m ned til 1,7 cm, og det er jo netop de dimensioner, som vi i vores daglig færd er mest fortrolige med.

Klaverets 7 oktaver svarer til bølgelængder fra 10,4 m ned til 8 cm.

Min ven Ashish Sankrityayan, som er trænet gennem mange år i den traditionelle indiske dhrupad-sang, har ofte demonstreret sin evne til at høre forskel på to toner med en afstand på under 2 cent, 1/50 af en halvtone, i dette tilfælde svarende til at kunne skelne en længde på 36,85 cm fra en på 36,89 cm, en forskel i bølgelængde på mindre end ½ mm. eller 1 promille, så ”ørets lineal” kan være meget præcis!

Prøv selv i lidt større målestok med forskellige toner og rent praktisk i forskellige rum: find resonansen ved at bruge stemmen op og ned, tjek derefter tonen på et instrument og se om det passer med formlen!

Når billedet reelt bliver mere komplekst, er det fordi alle rum har flere længder – bortset fra hvis man skulle få den sjældne chance at synge fra et kugleformet rums centrum – og fordi alle toner har klang, dvs. at en række overtoner spiller med.

Der er en universelle lovmæssighed, at de dybe toner generelt søger nedad, mens de høje søger opad, som benævnelsen i begge tilfælde antyder. Men det er en stor tilfredsstillelse selv at kunne gøre erfaringer med stemmen som ekkolod, at sende vibration ind i alle kroppens hjørner og afkroge… og ofte blive overrasket over, hvordan visse tonekvaliteter vækker resonans i bestemte kropsområder.

Der er også nogle generelle træk, som gælder for de tre nynnelyde, som vi har gennemgået, og deres resonans i kroppen. At gøre sine egne erfaringer, som kan be- eller afkræfte disse iagttagelser, vil naturligvis være langt mere værd end blot at læse om dem. Brug hænder og fingre til at mærke efter. Hvis du har lydvenner, hvis berøring du er tryg ved, kan i hjælpe hinanden med at registrere hvad der sker med kroppens resonans, når du eksempelvis med samme tone skifter mellem M og N. For mange også trænede sangere - er det en overraskelse i hvor høj grad hele kroppen inddrages i sangen gennem resonans.

Øvelser med M, N og [Ŋ] - M er læbernes lukkelyd, altså ”den yderste grænse” i vores indbyggede instrument. Det betyder, at vi med M-nyn har det største resonansrum bagved lukket og størst grad af frihed til at ændre på dets form og volumen og dermed også ændre klangen. Generelt vil man med M kunne nå de største dybder mht. til kropsresonans, helt ned i ben, fødder og tæer.

Dette sker naturligvis især, når klangen er så mørk, fyldig og rund som muligt, hvilket opnås gennem varm-kartofffel-indstillingens store resonansrum i mundhulen. Man kunne også sige, at man åbner så meget, man kan, mens læberne stadig er lukkede.

Modsat kan man lade tungen fylde hele mundhulen ud og i det hele taget gøre rummet snævert ved at lukke det til. Dette vil generelt bringe mere af resonansen op til isse- og pandeområdet. Og så er der naturligvis mellempositionen. Man kan – vi kunne også sige skal - bruge lang tid på at fordybe sig i primære erfaringer med disse meget elementære ting.

- N er, som allerede beskrevet, tæt knyttet til næsehulens resonansrum og dermed hele hovedets klangfelt. Det er imidlertid vigtigt at forstå den fundamentale forskel mellem på den ene side M og på den anden side N og [Ŋ]: Når man frembringer toner i et fleksibelt rør, som man kan anse de ca. 17 cm fra stemmelæber til læber for, og vi ændrer resonansen ved at lukke inde i røret, som ved de to sidstnævnte, så opstår der to komplementære rum: et foran og et bagved lukket. Klangen vil blive præget af begge. Korte længder svarer til lyse toner og netop N har et meget lille resonansrum foran tungen til at præge klangen, mens [Ŋ] groft sagt deler røret i to lige store dele. Når man skal karakterisere klangen fra de tre nynnere er det følgelig ikke som trip-trap-træsko, men i rækkefølgen M-N-[Ŋ]: mørkest, lysest, midtimellem!

At N korresponderer med netop hovedets bihuler, ventrikler og andre forholdsvis korte resonansrum knytter an til den beskrevne lovmæssighed lige-søger-lige og lyse toner søger opad. Det særegne ved N er, at denne nynnelyd frembringes med tungespidsen, som er præcisionsinstrumentet i mundhulens værktøjskasse. Man kan med N undersøge subtile klangforskelle ved at sætte tonen an i det område, der går fra lige bagved fortænderne, langs den hårde gane og helt tilbage til, hvor den bløde gane begynder.

- [Ŋ] tager over omtrent hvor N slipper, det vil sige, der er et område, hvor de to nynnefunktioner overlapper. Hvis man åbner fra [Ŋ] til i, er man således helt fremme i den hårde ganes område. Men ellers er vi i bund og grund her i bagtungeområdet, hvor man lukker i kontakt med den bløde gane og kan få en meget flot klang frem, som både er rund og har metallisk glans. For de fleste vil området være uudforsket land, så der skal nok gøres en del elementær mundgymnastik. Klangen synes at centrere sig omkring halsområdet og den øvre del af brystet og skaber således en forbindelse mellem bund og top i kroppen.

Den elementære gymnastik skal i alle tre tilfælde forstås primært som en øvelse i, på en indfølt måde, at åbne fra nynnelyden til en vokallyd. Det er den langsomme, subtile åbning som fører til de fine opdagelser, men man kan variere med dynamik, tonehøjde og langsomme eller hurtige sekvenser med åbning-lukning efter behag.

Gudens mund, fresko fra Sacuala, Teotihuacán, Mexico

Riflerør, Corruga-horn, Nedløbsorgel

Selvfølgelig kan du huske de fantastiske ”riflerør”, som var karakteristiske for plastiklegetøjets gennembrud i de tidlige 70’ere.

Når man svingede dem rundt i luften, kom der sære fløjtende eller hylende toner. Man kunne måske forestille sig, at en af grundene til, at de i første omgang kun blev en kortvarig modedille, som aldrig rigtigt for alvor fik fat, var, at man aldrig fandt et ordentligt navn til dem?! Det gælder for så vidt også på engelsk, hvilket jeg kan sige med en vis vægt, da jeg har forsøgt at anskaffe mig legetøjet igen og har været igennem alle kombinationer på Google af tone, tube, plastic, music, osv.

Ak ja, nostalgien tager let overhånd, når man sidder bag computerskærmen og får færden af, at man kan genoplive den tabte barndom ved blot at taste sit kreditkorts numre ind!

Mit første træk, inden Google-stomen, havde været et besøg i samtlige legetøjsbutikker på min vej, men det førte blot en erkendelse med sig, at hvis man vil fremstå som ude af trit, ja måske slet ikke kompatibel, med den moderne virkelighed, så skal man spørge efter sin barndoms legetøj.

Da jeg langt om længe fandt frem til rørene på nettet under navnet ”(harmonic) whirlie” - de bliver jo hvirvlet rundt - blev det klart, at nogle havde udviklet det til mere end bare legetøj; en kvinde, som var blevet bidt af lyden og legen har nærmest gjort det til en kult og kalder plastikrørene for ”smukke musikinstrumenter” og ”kraftfulde healingsredskaber”… og så sælges ellers stemte rør i sæt á 10 stk. for 120 australske dollars. Men så fik man også hele den magiske nøgle til sammenhængen mellem toner, chakraer, farver osv. med i købet!!

Noget kunne tyde på, at en eller anden har sniffet plastik eller hvirvlet rundt for længe, som det også fremgik af lydfilerne på den hjemmeside, som jeg end ikke vil oplyse navnet på. Så intet nostalgisk legetøjstrip til mig i den omgang heller!

For ikke at fremstå som et barnligt fjols kan jeg måske tilføje noget om, at jeg i tankerne havde en pædagogisk udstilling på the First – and so far only – Scandinavian Overtone Singing Festival i Lund i marts. For hele fidusen med de riflede rør er jo, at de frembringer tonerne fra overtonerækken og således er glimrende til at anskueliggøre disse forhold.

Dette er også gået op for en vis Paul Doherty, som til gengæld har skabt den obligatoriske hjemmeside for riflerørs-elskere. Han er fysiker og ansat på et slags eksperimentarium i San Fransisco, og som en rigtig forsker har han taget spørgsmålet om, hvordan rørene giver lyd fra sig, helt alvorligt, og har skrevet en side med analyser og meget underholdende fotos, hvor han optræder med ét rør, to rør og et kæmperør, foruden et som fungerer efter sækkepibemetoden, han har – som navnet antyder – jo keltiske aner!!

Svingningsknuder og –buge i et riflerør.

Fra nævnte hjemmside

www.exo.net/~pauld/activities/AAAS/aaas2001.html

Nuvel, jeg kunne jo ikke drage tomhændet hinsidan, så jeg gik i Jem & Fix og indkøbte rød plastic med riller, flex-rør af den slags som bruges til installationer. Man kunne godt få toner frem, men ikke så højt og klart som rørene i min barndoms grønne dal, men det gik vel an…

Det vista sig dog desværre, at svenskerne ikke var så nemme at imponere.

De er nu også godt vant med den ganske enestående instrumentbygger og musiker Åke Egevad, som kan få musik ud af hvad som helst og med trioen Varieté Velociped, med blandt andre Göstas bror, som mildt sagt også er opfindsomme og som også optrådte på ovennævnte festivals galla-aften.

Det var også en svensker, Johan Laserna, som gjorde mig opmærksom på Bart Hopkins, som har skrevet alle gør-det-selv-af-skrammelinstrumentmageres bibel: Musical Instrument Design. I denne bog og på hjemmesiden www.windworld.com beskriver han bl.a. astrofysikeren Frank Crawford opfindelse fra 1973, Corruga-hornet

For Bart Hopkins’ vedkommende er dersikkert noget med den amerikanske ånd på spil her, det med ikke at lade sig afskrække af normer og konventioner, at tænke tingene forfra, gøre noget nyt muligt.

Corruga-horn

Corruga- betyder akkurat noget i retning af riflet, og opdagelsen handler netop om den musik, man kan få frem af riflede rør, ikke blot ved at hvirvle dem rundt, men også ved direkte at blæse i dem og ved at kombinere et antal rør i forskellige længder, så man ved overblæsning og at lukke for nogle af rørene kan få en lang række afstemte toner frem.

Et tidligere eksempel på dette er Harry Partch.

I forrige nummer af FiliongGONG bragtes et foto af hans meget smukke bambusinstrument Boo II. Nedenfor er andre eksempler. Designet, som det fremstår, er nok til at fascinere, men når man så forstår, at instrumenterne er skabt til et kunstnerens eget musikalske stemningssystem der fuldstændig bryder med alle tidligere traditioner, men som samtidig er fuldstændig logisk, smukt og komplekst, forundres man for alvor.

Den gode Bart er et rent formidlingsfænomen, på den ene side detaljeret, grundig, logisk og klar og så serveres det hele snurrigt, finurligt, venligt, humoristisk og nærværende, når han i bogen giver forslag til alternativ og meget musikalsk brug af de mest prosaiske materialer.

Hans Opus er enormt, han har fra ’85-’99 udgivet 70 numre af magasinet Experimental Musical Instruments, hvis indhold kan udledes af navnet, og hvor han knytter tråde til en stor mængde af ligesindede kreativt krøllede hjerner.

Og så er han tilmed en glimrende musiker. Hvis du som lytter er træt af al den sædvanlige musik, kan det varmt anbefales at finde de sider på nettet, hvor man kan lytte til hans udgivelser, bl.a. Instrumentarium Hopkinis og Gravikords, Whirlies and Pyrophones, det går ikke stille eller blufærdigt af sig, men det er faktisk i egentlig forstand smukt, som han får materialets iboende musik til at tale direkte til os!

Netop at frembringe musik af skrammel har for mig personligt været en af de dybeste erfaringer med hvad man kunne kalde lydhealing.

Når man har været helt nede at skrabe bunden og egentlig føler, at man ikke kan bruges til noget, findes der vel ikke noget mere bekræftende end netop at skabe noget, der kan lyde smukt af de materialrer andre smider ud eller ikke gider bruge… og så er det oplagt, at man kaster sig mere fri og ufortøvet ud i at musicere, når instrumentet ikke enten er dyrt og skrøbeligt eller belastet af det, man har hørt andre, særlige begavelser, har kunnet få frem af det.

Cloud Chamber Bowls Foto: Steve Hockstein

zoomoozophone

Harry Partch, som levede fra 1901-74, var en original af de helt store, og det I ordets bedste forstand, han lod sig ikke begrænse af hundreder års traditioner og spilleregler, men arbejdede ihærdigt på udviklingen af et dybt, komplekst og bredt sprog, som kunne formidle hans musikalske vision… og en del af det var så også fremstillingen af de instrumenter med særprægede navne, som kunne spille det tonesprog.

Pædagogisk trælegetøj fra Netto. Overtonesangeren ser - og hører – i de kulørte klodser: do- do1- so1- do2- mi2

Harry Partch

Harry Partch var lige siden tidlig barndom først og fremmest en musikalsk begavelse, som kunne lokke musik ud af alting. Derudover var han en oprører: mod sine forældres borgerlige og snævre kristendom, mod alle vaneforestillinger om livsførelse og religion. Hans orientering som bøsse i samfund uden meget plads til afvigere bidrog til billedet, og hans formative år foregik ikke på konservatorier og i koncertsale, men som vagabond i depressionens USA. Det var her, han kunne gøre sine studier og iagttagelser om livet uden kunstigt beskyttende rammer, og det er denne periode som han særlig trak på som inspiration i sit værk som tog form fra 1930 og både omfattede musikalske dramaer, danseteater, multimedie-forestillinger, vokalmusik og kammermusik.

Da de traditionelle instrumenter viste sig ikke at kunne formidle hans musik, begyndte han først at tilpasse guitarer og bratscher til sit særlige stemningssystem, som burde have overtonesangeres særlige interesse. Senere opfandt og fremstillede han instrumenterne fra bunden, som kunne spille denne særlige musik.

I al musik, over hele kloden, er oktaven/ proportionen 1:2/ fordoblinger og halveringer den givne ramme, som - alt efter synsmåde - skal fyldes ud eller deles op.

Indtil man, efter renæssancen, havde udviklet tilpas avanceret matematik, foregik denne opdeling altid ved at kombinere overtonerækkens elementer.

Faktorerne i den nedre ende af denne række er dem, vi er mest fortrolige med, ligesom vi i det hele taget har lettere ved at genkende 3-delte eller 5-delte mønstre end 13- eller 17-delte.

Derfor har musik i praksis været kombinationer af 2-delinger (oktaver), 3-delinger (kvinter) og 5delinger (store tertser). I visse tilfælde kan man nøjes med 2 og 3.

Prioriteringen blev, om man ønskede at skabe stemninger, hvor tertserne var rene, eller kvinterne, for det udelukker i et vist omfang hinanden. Så der er blevet kappet hæle og hugget tæer gennem musikkens stemningshistorie.

Samtidig har man valgt at se helt bort fra rækkens nr. 7 og 11 – de følgende primfaktorer hvis toneforbindelser kan forekomme skæve, underlige eller sågar urene ud fra de heltoner og små tertser, der opstår i de systemer, som bygger på mere elementære delinger.

Men hvis man går lidt grundigt til værks og deler oktaven finere ind end de fem, syv eller tolv dele, vi gennem lang tid har vænnet os til, kan der ske noget spændende.

Harry Partch var ikke den spekulative type, men han var ualmindeligt intuitivt begavet på det musikalske område, og så var han en levende og klar iagttager, hvis man da ellers kan bruge den betegnelse på lydens område. Han kunne med sit musikalske øre høre, dels på klangen, dels på melodien i det talte sprog, at vi – heldigvis – ikke har kunnet kaste disse interessante musikalske funktioner overbord, de spiller stadig med og præger sproget, selvom vi i kulturens hellige navn har prøvet at ignorere og udstøde dem.

Enhver, der arbejder nogenlunde fokuseret med overtonesang, vil bevidst kunne fremhæve både nr. 7 og 11, mens det bliver noget mere vanskeligt, bl.a. af rent anatomiske grunde, når vi bevæger os hinsides rækkens nr. 12 (som er en oktav af den rene kvint, so: 3-6-12).

Partch inddrog 7 og 11 i sit tonesystem, som byggede på en inddeling af oktaven i 41 mikrotoner, som hver især på samme måde som instrumenterne fik et originalt, både rammende og malende navn. Delingen af oktaven i et større antal fine mikrotoner er et tema som berøres i en anden artikel i dette blad.

Kraft-intervaller= 1/1, 3/2; 4/3, 2/1 (perfekte intervaller) Spændings-intervaller= 27/20, 11/8, 7/5; 10/7, 16/11, 40/27 (tritonus-intervaller) Emotions-intervaller= 32/21, 6/5, 11/9, 5/4, 14/11, 9/7, 21/16; 32/21, 14/9, 11/7, 8/5, 18/11, 5/3,12/7 (tertser og sekster) Tilnærmelses-intervaller= 81/80, 33/32, 21/20, 16/15, 12/11, 11/10, 10/9, 9/8, 8/7; 7/4, 16/9, 9/5,20/11, 11/6, 15/8, 40/21, 64/33, 160/81 (sekunder og septimer)

Nå, forårskoncerten var en sær, men charmerende blanding af på den ene side viser fremført på harmonika, Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes, et mellemøstligt sammenspilshold og vores Industriens Lyd. Kulturministeriet har nemlig på samme måde som med sidste års renæssancetema udnævnt året til Industriens År. Vi tog så ideen op med at spille på industriprodukter, bl.a. køkkenmaskiner og støvsugere.

Jeg har et glansnummer med at lokke musik ud af et støvsugerrør på otte forskellige måder, så i pausen blev jeg kontaktet af en ældre mand, som præsenterede sig som Henning Lyhne.

Heldigvis var jeg den aften klar nok til at huske ham som forfatter til et værk, som netop i en kriseperiode fik stor betydning… ikke et værk om livsfilosofi, følelsesforløsning eller eksistens, men om at lave primitive instrumenter.

Titlen er Lydværkstedet, Henning var lige så venlig og varm som bogen, og jeg kan kun anbefale et besøg på www.henninglyhnec.dk.

Tjek også www.lydleg.dk Harry Partch’ 41-delte oktav, hvor de to søjler skal ses som en cyklus. Man begynder forneden til venstre i kraftzonen, bevæger sig gennem hhv. en tilnærmelses-, en emotions-, en kraft- og en spændingszone, hvor processen vender ved tritonus og går ned langs den spejlende højre søjle. De bløde kurver viser intervallets styrke.

Jeg er ingen Harry Partch eller Bart Hopkins, men jeg glæder mig over, at skabertrangen inden for musik kan have så mange ansigter, specielt i en tid, hvor der er så mange kunstfærdige og avancerede, men temmelig sjælsforladte, nattergale.

Kulturcentret www.klaverfabrikken.dk har en trappehal, som er under omdannelse til lyd-eksperimentarium. På billedet ses første stadium i form af Nedløbsorglet (længste pibe er 3 meter) og et batteri af hyldeknægte. Siden er der kommet Rullemarimba, Strengeleg, Rørklokker, Sansa mm. op på vægge og gelænder.

For nylig deltog jeg i en forårskoncert på den lokale alternative musikskole, Musik uden Grænser.

Navnet er for mig velvalgt, for musikken er altid større end hvilken som helst ramme, nogen kunne finde på. Klaverfabrikken, som udgør rammen her i Hillerød, er faktisk det eneste spillested, som herhjemme har viet sig til verdensmusikken, foruden Global på Nørre Allé.

Det er dejligt med den slags solstrejf i en provinshovedstad som kulturelt set bærer mere præg af provins end hovedstad. Hillerød plastres til med indkøbscentre, det er faktisk ganske ufatteligt. Da man åbnede Føtex – og det handler altså om en by der ikke er underforsynet – var der alene den første uge 60.000 besøgende. Der boede 40.000 i kommunen før sammenlægningen, så nogen må have inviteret udenbys venner og familie eller snydt og have gået mere end én gang.

Selv her kan solen dog bryde igennem, for det var nemlig her jeg for kort tid siden – sammen med bl.a. en boomerang og et petanquespil – i en rodekasse alligevel til sidst fandt to riflerør i gult plastik!

Mikromatik

- Indiske nuancer /Skye Løfvander

. Indeholder tekniske passager som kan springes over og som i øvrigt kan beskrives på andre måde.

Kromatik kommer af det græske ord for farve, chroma, men i musikken sigter det til en oktav delt i 12 halvtoner, mens diatonik - f.eks. dur og mol - har en syvdelt oktav med to tonetrin: halvtone og heltone.

Den indiske musik har en mere subtil inddeling af oktaven, idet man her bruger 22 shrutis, mikrotoner, inden for oktavens ramme.

Det har længe været lidt af et mysterium, hvad de 22 shrutis rent praktisk er et udtryk for. Det er en fasttømret forestilling, at det er noget, de indiske musikere lytter sig frem til, og som ikke har noget matematisk udtryk.

Se f.eks. dette citat fra det i øvrigt fortræffelige Munksgårds Musikatlas:

Knud havde fundet et værk af den fremragende kender af indisk musik Alain Danielou (1907-94), som har givet et bud på de 22 shrutis, der er dybere reflekteret end de fleste.

Strukturen virkede som sådan rigtig, men Ashish var ikke tilfreds, da det ikke stemte med hans erfaringer om stemning af mikrotonerne.

Løsningen viste sig at være relativt enkel.

Over hele kloden, ikke mindst i højkulturer som Kina, Grækenland, Indien og Vesteuropa er man ud fra eksperimenter med stemning nået frem til, at 12 halvtoner kan frembringes ved fortsatte rækker af rene kvinter.

Man finder det spejlet i kvintcirklen, men det kommer til et dybere udtryk i kvint-spiralen:

”En oktav indeholder 22 shrutis. En shruti er altså noget større end en kvarttone.

Målestokken er ikke et matematisk system som hos grækerne, men gehøret (indisk shuri, høre).

Skalaen bygger tre intervalstørrelser oven på hinanden: 2 shruti eller ca. en halvtone, 3 shruti eller en lille heltone og 4 shruti eller en stor heltone.”

Ashish Sankrityayans seneste besøg var som vanligt rigt på musik fra en strømmende kilde af stor klarhed og på et vidunderligt ligefremt menneskeligt nærvær, som fører fine situationer med sig.

Koncertkalenderen var mindre fyldt op end ved tidligere lejligheder, så vi fik også tid til at fordybe os i musikteoretiske spørgsmål, især sammen med Knud Brant Nielsen, som skrev om den Tonale Spiral i sidste nummer af bladet.

Jeg har ved en tidligere lejlighed formuleret et af Knuds og mine fælles projekter som: Et forsøg på at vække den bevidsthed, der ser musik og matematik som to sider af samme mønt: det er godt at nyde dem hver for sig, men det er rigtig godt, hvis de to sider kan befrugte hinanden: Matematikken er kun tør og trist, så længe man ikke er nået ind til musikken i den... og musikken mister måske sin jordforbindelse, hvis den ikke også kan opleves med en matematisk skønhedssans.

Det viste sig hurtigt, at Ashish udover sin dybe musikalitet har alle forudsætninger for at hoppe med på den galej, han er Master of Science i matematik og har længe været utilfreds med herskende fortolkninger af blandt andet shrutibegrebet. For ham er det elementær og praktisk indsigt, at skalaerne fremstår ved at kombinere overtonerækkens elementer, som man kan lytte sig frem til i tamburaens og stemmens samklang.

Kvintspiralen.

Musikteoretikere vil måske studse over benævnelserne, som har rod i et system udviklet til modale syvtoneskalaer. K-værdierne angiver antallet af kvintskridt.

Man begynder ved 1 som er en given primærtone, do.

Den vertikale række 1- 2- 4- 8- 16- 32- 64-128 er et udtryk for en sekvens af stigende oktaver.

Oktaven betyder fordobling i frekvens som samtidig er halvering af længde af eksempelvis en svingende streng. Oktaven kommer til udtryk i proportionen 1:2, overtonerækkens første to elementer, mens den rene kvint er 2:3.

Som det ses, går der netop én spiralomdrejning på en oktav. De to dagligdags udtryk, at noget gentager sig i en højere oktav eller på en ny omdrejning af spiralen, er noget, som vi helt intuitivt forstår som synonymt. Både spiral og oktavs særpræg er, at noget stiger, udvikler sig, men alligevel vender tilbage til udgangspunktet, dog i et nyt leje.

Billedet snyder lidt, for det, der ligner et lukket system, er ikke så komplet, men det er denne struktur, der ligger bag det velkendte billede af pianoets 7 hvide og 5 sorte tangenter.

Et piano spænder netop over 7 oktaver og en smule, så her kan du selv vha. frekvenstallene over tangenterne se, at oktaverne udgør fordoblinger, og at der går 12 kvintskridt (á 7 halvtoner) på 7 oktaver. Her har vi valgt at gå ud fra A2, men vi kunne også have startet fra Bb2, H2 eller C1. Første oktav går fra A2 til A1, første kvint fra A2 til E1.

Værdierne for kvint-sekvensen er omregnet: 1) 3/2=1,5; 2) 9/4= 2,25; 3) 27/8= 3,375; 4) 81/16= 5,1875… osv.

Se selv om de ganget med A2’s 27,5Hz rammer frekvensen svarende til tangenten! Et komplet tonalt system med tolv værdier opstår, ved at oktavere faktorerne (dividere med enten 2, 4, 8,..), og samle dem i moderoktaven 1: 2.

Der er dog (måske heldigvis!) en slange i det komplette paradis, som det fremgår nedenfor.

Den store opdagelse er, at man ved at gå 12 kvintskridt: do- so- re1- la1- mi2- ti2- fa#3- reb4lab4- mib5- tib5- fa6- do7… som det ses vender tilbage til do efter 7 oktaver. De små tal indikerer her, hvilken oktavomdrejning, vi befinder os i.

Re er kvintens kvint og la er kvint til re osv.

Til sidst får vi en struktur, der inddeler oktaven i tolv halvtoner. Denne struktur har fundet sin form i ordningen af pianoets tangenter, men den er kommet til praktisk musikalsk udtryk i årtusinder.

Kineserne gennemskuede længe før vor tidsregning ikke blot, at 12 kvinter svarede til 7 oktaver, hvilket er en præstation i sig selv, men også at regnestykket ikke går helt nøjagtigt op, og at det ville have passet bedre med 53 kvinter på 31 oktaver.

Overfor ses Anthony Ashtons kvintspiral fra bogen Musikens Matematik, Svenska Förlaget. Den er en del af den ualmindeligt fascinerende bogserie fra Wooden Books, www.woodenbooks.com Som det fremgår, bliver der større og større uoverensstemmelse mellem de rene kvinter og den ligesvævende tolvdelte cirkel.

Matematisk set skyldes det, at progressionen af oktaver kendetegnet ved tallet 2 aldrig kan møde progressionen af rene kvinter, proportionen 3/2.

Ligningen 2x= (3/2)y har ingen heltallige løsninger, da venstresiden kun kan blive et lige tal og højresiden kun et ulige.

Når x=7 og y=12 altså hhv. syv oktaver og tolv kvinter, fås følgende tilnærmelse: 27= (3/2)12 ↔ 128= 129,75 som altså kun næsten stemmer Musikalsk betragtet er vi – som det også fremgår grafisk overfor - nået op på en fjerdedel af en halvtones afvigelse, og det kan høres tydeligt i visse sammenhænge. Afvigelsen har fået navnet det pythagoræiske komma.

Løsningen af den gordiske shruti-knude, som Knud og Ashish fandt i fællesskab, er dels førstnævntes arbejde med Danielou samt Frede Schandorfs chronomatik, dels Ashish’ indsigt i indisk overlevering og praksis. Det skal dog bemærkes, at de muligvis ikke er de første som er kommet frem til denne løsning, og at den endnu ikke er gennemprøvet i enhver henseende.

Denne artikel skrives imidlertid ikke med krav på videnskabelighed, men som formidling af spændende musikalske og sociale udvekslinger.

Kort beskrevet ligger primen 1:1 naturligvis fast, og kvinten er ren, faktor 3:2.

Som beskrevet overfor genererer man så ud fra primen 11 kvintskridt opad, og samler dem indenfor en oktav ved division.

Dernæst laver man fra primen tilsvarende 10 kvintskridt nedad, og samler dem i samme oktav.

Det giver en struktur, som i princippet er det kromatiske toneforråd, men hver tone har en høj udgave, frembragt af den opadgående kvintrække, og en lav udgave, frembragt af den nedadgående. Den lave og den høje har en afstand til hinanden svarende til det pythagoræiske komma, musik-teknisk talt 23,5 cent.

Det drejer sig om, at små og store udgaver af samme interval, danner par:

Tilsvarende dannes der par mellem de musikalske funktioner, man kunne kalde ”otte kvinter op” og ”fire kvinter ned”, mellem ”syv kvinter op” og ”fem kvinter ned”, mellem ”seks kvinter op” og ”seks kvinter ned” osv., så man, foruden prim og kvint, ender med 10 shruti-par omkring de øvrige kromatiske tonepunkter.

Rudra veena

Alt dette ville kunne fejes bort som matematiske spekulationer, hvis ikke det var for Ashish’ kontakt med kernen af en urgammel tradition, hvor der gives to nøgler til de 22 shrutis: 1) Man kan finde dem på strengeinstrumentet rudra veena, hvis bånd kan flyttes alt efter hvilket modus, man ønsker at spille.

2) De fremkommer ved at spille de såkaldte murchanas, tonerækker, som modsvarer vores såkaldte kirketonearter. De forrykninger, der sker i stemningen ved overgang fra en murchana til en anden, sporer os ind på mikrotonerne.

Faktisk gik det op for Ashish undervejs, at han i den periode, hvor han lærte at spille rudra veena, netop havde lavet nogle klassiske øvelser, som direkte afdækker denne sammenhæng, han havde bare ikke reflekteret dybere over det.

En anden kvintspiral, hvor en omdrejning består af 12 kvinter/ 7 oktaver. Med udgangspunkt i det markerede felt, ses, hvordan de hhv. opad- og nedadgående (indad hhv. udad) kvintbevægelser frembringer toner, som afviger en lille smule fra hinanden, så man opnår to værdier for hver.

do

so

do1

De 22 shrutis (+oktaven) afbildet på linie

F.eks. finder man et tonepar omkring det tredje halvtrin (perle 5 og 6 efter do), hvor den øvre værdi frembringes ved at gå ni kvinter opad, og den nedre ved at gå tre kvinter nedad: (3/2)9= 38,443, oktaveret (:32)= 1,201 (3/2)-3= 0,296, oktaveret (x4)= 1,185 Disse to værdier befinder sig på hver sin side af hhv. den rene lille terts, 6:5= 1,2 og den ligesvævende lille terts, som findes på moderne tempererede instrumenter, og har den relative frekvensværdi 21/4 = 1,189

I øvrigt må man sige, at nok kan matematikken virke fortænkt og overflødig for musikken, men faktisk er ideen om en oktav, der er inddelt i 22 nogenlunde ligesvævende mikrotoner, som man kun kan høre, og som ikke har matematisk modsvar, endnu mere fortænkt og spekulativ.

For de praktiske øvelser i musikken, f.eks. rene sekvenser af kvinter har naturligvis matematiske fortolkninger.

De shrutis, de indiske musikere kan høre, er akkurat de rene kvinter og de forskydninger, der opstår fra de andre rene intervaller, når man spiller kvinterne i sekvenser.

Det er sigende, og for så vidt også foruroligende, at vi efter et par hundrede år med tempererede skalaer i vesten har mistet sansen for de rene intervaller i en grad, så end ikke undervisere på konservatorie-niveau kan identificere og i endnu mindre grad gengive de rene intervaller.

Docent ved det Kongelige Danske Musikkonservatorium Frans Rasmussen lavede et forsøg med sine kollegaer, underviserne i faget hørelære på konservatoriet.

Det viste sig at være en udfordring for disse landets ypperste fagfolk blot at identificere den rene kvint og det gik helt skævt, når de rene tertser og sekster også blev inddraget… og om muligt endnu mere skævt, da udfordringen lød på ikke bare at lytte sig frem til det rene interval, men også selv at synge det!

Man kan med den indiske musik se noget, der kan minde lidt om det italienske renæssance-geni Rafaels billeder. Ligesom de andre store skikkelser: Michelangelo, Leonardo, Alberti, Bramante osv. osv. var han ikke bare maler men også arkitekt, og benyttede sig i højeste grad af geometriske strukturer i sine kompositioner, hvor det ses mere direkte end i hans kollegers. Det handler mere om vinkler, diagonaler og rene proportioner end det meget omtalte gyldne snit.

Alligevel appellerer hans værker, direkte til følelserne pga. den subtile behandling af farver, skikkelser og motivsammenstilling, han er jo bl.a. kendt som Madonna-maleren. Dette er ikke noget, han opnåede på trods af matematikken, men fordi han fandt den subtile vinkel, hvor to felter kunne befrugte hinanden: det rationelle udtryk og det, som appellerer til følelserne.

Hvis man lytter til Ashish’ sang, og det kan næsten ikke anbefales nok, bliver man vidne til et overlegent mesterskab over struktur, form og detaljer, men det sker bestemt ikke på bekostning af sjælen, det følelsesmæssige udtryk, jeg vil nærmest sige tværtimod.

Knud og Ashish

Den struktur, som dukkede frem af Ashish og Knuds ping-pong, stemmer overens med nedenstående alment accepterede model, hvad afstandene tonerne indbyrdes angår. Der er således også 3 shrutis fra sa til ri, 2 shrutis fra ri til ga osv. Men der er ikke overensstemmelse, med den del, hvor man får indtryk af en helt jævn fordeling af mikrotonerne.

Denne model er den alment udbredte, som vi gør op med.

Noget af det spændende vi gjorde sammen med Knud, var at downloade en tonegenerator, så vi kunne få syn for shruti, om jeg så må sige.

Det blev hurtigt klart, at det ikke var et problem overhovedet for Ashish at høre en forskel på 2 cent på to uafhængigt spillede toner, svarende til forskellen mellem den rene og den ligesvævende kvint.

Det svarer - med et eksempel fra et andet sanseområde - omtrent til at fremstille to ens og neutrale pinde på henholdsvis 1,5 meter og 1,49831 m og så afgøre på øjemål, hvilken der er længst. Det handler altså om knapt 2 millimeter, 1 promille af pindenes længde!

Men Ashish kunne ikke alene på øret skelne mikro-intervaller, han kunne også synge nogle af subtile nuancer, som jeg slet ikke vil turde nævne her af frygt for at blive udhængt som fantast… og som vi endnu ikke havde downloadet programmer til at eftervise. Men det virkede godt nok overbevisende, når han med minimalt ændret intonation påviste to toners mikroafstand. Det drejede sig vel at mærke om intervaller betydeligt mindre end den fjerdedel halvtone, som shrutierne er et udtryk for!

Da vi eksperimenterede med disse mikrointervaller på tonegeneratoren, sagde han gentagne gange, at det jo akkurat er disse mikrointervaller, vi altid bruger i dhrupad.

Jeg gik ham så lidt på klingen, og spurgte, hvor mange musikere hans ”vi” dækkede over, og han svarede, at det nok handlede om en lille håndfuld!

Ashish er måske repræsentant for en kunstart, som er ved at dø ud. Han er selv den første, der er ført helt ind i en tradition, som ellers er blevet holdt inden for den i Indien nærmest legendariske familie Dagar.

En af Ashish vigtigste missioner er at finde en eller flere elever, som kan gå ind i den nødvendige træning over minimum 10 år, der skal til for at uddanne en fuldblods dhrupadsanger.

Det er et ironisk vidnesbyrd om, at den globaliserede kultur ikke altid er en velsignelse.

Muligvis dukker eleverne op på et tidspunkt, men man må erkende, at tiden har gjort odds for netop det stadigt ringere.

For at kunne behandle tonen med en sådan akkuratesse, som man gør i dhrupad, er det vigtigt, at man kommer i gang tidligt, men i lige så høj grad er det vigtigt, at man får mulighed for ofte at høre de subtile nuancer, det handler om, gennem den musik, man bliver udsat for i sin opvækst.

Den allerede nævnte Danielou var en førende kritiker i det 20. århundrede og Helmholtz, den store forsker i perception, som var aktiv i slutningen af 19. århundrede, og skrev referenceværket Die Lehre von den Tonempfindungen, har bl.a. udtalt: ”Musikken som baseres på de tempererede skalaer må betragtes som meget ufuldkommen…

Vi kan kun antage den er smuk eller endog opleve den som sådan for så vidt som vores lyttende evner er blevet systematisk ødelagt gennem barndommen.”

Personligt mener jeg jo megen skønhed af de tempererede musik også er jo altså også et lyttesans…

nok, at der er opstået muligheder, som den har frembragt, men jeg eksempel på ødelagt

Og der er groft sagt ikke længere nogen i Indien, som gider lytte til dhrupad!

Det som engang var tempelmusikken og siden elitens mest raffinerede kunstmusik er efterhånden blevet en kuriositet. Inderne lytter til Bollywood og Hiphop, og i en by som Delhi, med over 10 millioner indbyggere, kan man vel regne med at finde enkelte, måske tre-fire koncerter med dhrupad af god kvalitet om måneden!

Ashish synger i Skansekapellet, Hillerød

Men uanset, hvor meget vi måtte ønske det, vil det være sin sag for en europæer at blive fuldblods dhrupad-musiker, for vi har ganske enkelt ikke forudsætningerne for det.

Som kultur er vi blevet tonedøve overfor de fineste nuancer jf. den allerede berørte situation, at vi har vænnet ørerne til tempererede skalaer i en grad, så selv højt uddannede musikere ikke længere kan identificere de mest grundlæggende rene intervaller.

Men i stedet for at forfærdes over forråelsen, er der vel også grund til at glæde sig over, at de subtile budskaber stadig kan snige sig ind under huden på os, for selv om vi ikke registrerer alle detaljerne i dhrupad, er der ingen tvivl om, at fascinationen vækkes samtidigt med noget, man kunne kalde dybere musikalsk erindring, når man får mulighed for at lytte til en mester som Ashish.

I den henseende har jeg været særdeles privilegeret, når jeg har kunnet dele tæppe på scenen og føle den direkte forbindelse til de kilder hans musik strømmer fra. For mig har det betydet stor frihed, inspiration, plads og ro, hvilket naturligvis også har at gøre med hans menneskelige format og fordomsfrie indstilling.

Han er f.eks. åbent og nysgerrigt interesseret i alle overtonesangens muligheder, samtidig med, at han ofte ryster på hovedet af kulturen på den europæiske overtonescene, som ofte handler mere om kuriøse effekter end om de finere lag i kunsten.

Historien havde været en anden, hvis besøget havde fundet sted for et par hundrede år siden.

Endnu i 19. århundrede var der en lang række begavede musikere, som så det komme og som begræd situationen.

Vi har meget at lære endnu af Ashish og han er forunderligt nok heller ikke lukket for inspiration den anden vej, så der er noget spændende at se frem til, når han i efteråret besøger os igen á et par omgange.

Ashish har noteret sig, at det minder meget om situationen på hele det spirituelle marked, for mens vi europæere nærmest pr. instinkt forbinder Indien med spiritualitet, så kender Ashish kun ganske få landsmænd, der dyrker yoga, healing, meditation osv. Det er der derimod et stor efterspørgsel efter i Europa, ligesom der for så vidt er med dhrupad.

Fugl-i-ongGONG Svalen … Whoever treasures freedom, like the swallow has learned to fly… “ Sangen er Donovans, tror vi, men faktisk blev den skrevet af to jøder med rødder i hhv. Ukraine og Hviderusland, som begge bosatte sig i USA, hvor sangen blev til i 1940 (oprindeligt på Jiddisch!)

Musik: Sholom Secunda, 1894-1974; ord: Aaron Tsaytlin (1899-1974) Sangen var udbredt som “trøstesang” blandt jøder i koncentrationslejrene under krigen.

Der er ikke noget at sige til, at svalen rører hjertet med sin frie flugt, sin skønne form og lyde der for mange er identiske med sommer.

Ved det allerede omtalte kulturcenter i Hillerød, Klaverfabrikken, flyver de rundt og forlener pladsen med en helt særlig stemning.

Hvordan lyder disse ”nodefugle” så?

I Odysseens 21. sang, 406-413, finder vi svaret.

Odysseus er hjemvendt, hans kone, Penelope, er omgivet af bejlere, men der er kun én, som formår at spænde den store bue: ”Ret som en Mand, der at synge forstaaer og at spille paa Lyre/ Spænder med Lethed en Streng om en nye fastsluttende Skrue/Naar han foroven og neden har fæstet den snoede Tarmstreng/Ligesaa nemt Odysses nu spændte den vældige Bue/Først med sin Høire han tog i Strengen et Tag, den at prøve/Og for hans Øren saa liflig den sang, som Svalernes Qviddren/Da bleve Beilerne vrede tilgavns, og skiftede Farve/ Og i det samme lod Zeus høit Tordenen rulle til Varsel,…”

I den følgende sang viser Pallas Athene sig for Odysseus for siden at flyve bort som en svale, der til sidst sætter sig ved det sodede røghul.

Mere Prosaisk beskrives landsvalen i Jørgen Nicolais Fugle (Gyldendal): ”Hurtigt ”vitt” eller ”vitt-vitt”, sangen kvidrende med indlagte grønsiskenagtige kvækkelyde, advarer med skarpt ”siflitt”” I dette blad med Kina-tema er der desværre ikke plads til en opskrift på svalerede-suppe. De specielle østasiatiske svalers reder er bygget op af forældrenes spyt, det er ren delikatesse!

Nyd sommeren, vær ikke en enlig svale, vær så stram som en buestreng og husk at svale dig i ny og næ!

ANNONCER Regler for annoncesiderne: Medlemmer annoncerer gratis for aktiviteter med relation til overtonesang og lydhealing, dog kun faktuelle oplysninger: tid, sted, pris osv. Øvrige: 1/6 side: 50,- kr., ½ side: 100,- kr.

Jane Maluka * World Soul Music * World Wide CDs – koncerter – workshops www.janemaluka.com Skye Løfvander, Det Springende Punkt Individuelle klangsessioner tilbydes: stemmetræning eller lydhealing Mandag d. 23. juli, 20-21.30: Koncert, Islands Brygges Medborgerhus, www.solfestival.dk Uge 27: Workshop, Fjordvang, Thy www.fjordvang-thy.dk Dog 5.-6. juli: Holistisk Sommer-festival, Lundby, www.holistisksommerfestival.dk 13. august kl. 19.00. Koncert, Unitarernes Hus, Dag Hammarskiölds Allé, Kbh. Ø.

Sneglesang ved Solnedgang Rundetaarn 26.-31. august kl. 19.30-20.30 Gratis for tårnets besøgende (25,- kr.)

Søndag d. 26.: Karsten Vogel, saxofon/ Hanne Siboni,vokal/Anne Eltard, violin Mandag d. 27.: Anders Nordin, kyotaku Tirsdag d. 28.: Midnattskören Onsdag d. 29.: The OngOing Quartet Torsdag d. 30.: Rob Davies, didgeridoo Fredag d. 31.: Helle Thun & Julia Woxberg, Med forbehold for ændringer 9. september: Koncert, Subtile Stemmer.

Lydens Kraft, Århus, www.heartsandhands.dk/lydenskraft.htm Workshops med Gösta Petersen & Skye: 22.-23. september: Linderbergska Skole, Lund 28.-30. september: Solberga, Öland Monochorder og tanpuraer sælges Kontakt: Det Springende Punkt, 20 97 07 01. www.subtlevoices.dk Syng!

Sommerworkshop i Kapellet med Hanne Siboni Man. 25/6 + Tir. 26/6 kl. 10-17 Mandag: eksperimenter og improvisation Tirsdag: flerstemmig indstudering af sange fra Bulgarien og Georgien Det er to individuelle workshops Pris for en dag: 450,- /efter 15. juni: 550,Pris for to dage: 800,- /efter 15. juni: 950,Kulturcentret Assistens, Kapelvej 4, Kbh. N. Info: Mobil: 22 195 888 www.voicecolour.dk, hannesiboni@voicecolour.dk

Kærlighedens kraft – lysets fest 1. del søndag d. 17. juni kl.13 Moder jord hulen i ØM ved Roskilde Andel del søndag d.1. juli: Sankt Ibs kirkeruin og stencirklen i Lejre.

Jeanett Glatved, 30 22 46 97, jgsami@tiscali.dk Jacob Lorentz Peer Hansen, 60 76 84 00, jacob@12spirit.dk Pris 480,- kr. pr. indvielse.

Indvielsen gentages 4.-5. august.

Workshop; Helse for krop og sjæl Bevægelse / hvile – lyd / stilhed – mental aktivitet / mental afspænding Fredag 14/9 2007, kl. 18.30-20.45 og lørdag 15/9 2007, kl. 10.30-16.45 Gråbrødre skole, Roskilde (tæt ved stationen) Pris: 410 kr.

Tilmelding: Susanne Eskildsen, lyd- og afspændingspædagog Tlf. 30 24 40 32, s.eskildsen@post.cybercity.dk Eller www.roskildeaftenskole.dk Lyd-, energi-, afspændingsbehandling tilbydes: Susanne Eskildsen 30 24 40 32 s.eskildsen@post.cybercity.dk David Hykes: Harmonic Presence 8. Internationale Sommerretreat Sang - Samtale - Meditation - Overtoner 30. juli – 4. august på Stevns Flere kirker på Stevns Klint benyttes. Pris: 4000 kr. eksklusiv kost og logi.

Tilmelding = indbetaling af depositum 1500 kr. via check eller på BG-konto 0274 1678 04 64.

Overnatning: Bed & Breakfast i gå-afstand fra Rødvig. Pris pr. nat mellem 160-220 kr.

Kontakt: Harmonix, Bénédicte Sales Tlf. 33242714/ 40974766 benedicte@harmonix.dk , www.harmonix.dk www.harmonicpresence.org harmonicpresence@gmail.com Lyd & Krop Kurser, der styrker krop, åndedræt, energi, stemme og udtryk. Kurser i Århus C og Rodskov.

Toning, krop og stemme i flow, Frigør din stemme 1 + 2, Din skabende stemme 1+2. www.lydogkrop.dk Marianne Hansen, lyd- og kropsterapeut. Tlf: 21 40 34 62 Åbne Lydaftener på Djursland Den 2. tirsdag i måneden 19.30 – 21.30 (10,- kr.)

Ved Thor Sejer Weimar, Troldhøjvej 4, Gjerrild, 8500 Grenaa. www.weimarsweb.com/5.10_info_lydaften00.ht ml Tilmelding fra gang til gang på 21 403 487 / tsw@weimarsweb.com Nu Trommecirkel Djursland en gang om måneden som aftales fra gang til gang.