FiliongGONG21

FiliongGONG Organ for Lydforeningen GONG Nr. 21, juni 2008

Indhold: Sang fra små og store cirkler da Vincis Musikmysterium 2 Rytmesans Akustiske perler

Skye Løfvander - "- "- "-

… samt kort nyt, faste rubrikker, anekdoter, begivenhedskalender og meget andet!

FiliongGONG er organ for Lydforeningen GONG www.gong.dk GONG er en ung forening, der forsøger at favne musikalske udtryk som intuitiv sang, overtonesang, akustiske improvisationer og performance.

Foreningens formål er at skabe muligheder for træning, leg, forskning og fordybelse i sammenhængen mellem stemme, klang, krop og psyke.

Vægten lægges på helhedsskabende lydudfoldelse, overtonesang og lydhealing med både kunstneriske, terapeutiske og meditative aspekter.

Dette søges realiseret gennem sangaftener, koncerter, undervisning og netværksdannelse samt oprettelse af vidensbank og kontakt med andre foreninger, grupper og individer med beslægtede interesser.

Vi er uafhængige af økonomiske, politiske og religiøse interesser.

Indmeldelse i GONG sker ved indbetaling af medlemsgebyret (se nedenfor) på foreningens girokonto: 10015529. Netbank eller indbetaling via bank: Reg.-nr. 1551, konto-nr. 10015529 Ved netbank/indbetalingskort bruges kode +01. Husk at oplyse dit navn og hvad indbetalingen skal dække! Eventuelle spørgsmål vedrørende indmeldelse og betaling kan ske til formanden: Susanne Eskildsen, 30 24 40 32, s.eskildsen@post.cybercity.dk Årsmedlemskab 225,- kr. Nye medlemmer afregner det første år iht. indmeldingstidspunkt: 1. januar- 31. marts: 225,- kr. inkl. 4 FiliongGONG 1. april- 30. juni: 175,- kr. inkl. 3 FiliongGONG 1. juli- 30. september: 125,- kr. inkl. 2 FiliongGONG 1. oktober- 31. december: 300,- kr. inkl. medlemskab 2009 og 1+4 FiliongGONG SONG/GONG Personer bosiddende i Sverige, der er fuldgyldige medlemmer af SONG (vores søsterforening i Sverige), kan få et SONG-GONG medlemskab. Dette indebærer: - Medlemskontingent 50 % af GONGs medlemskontingent (100 kr. for 2008) - Modtager FiliongGONG som andre GONG-medlemmer.

- Kan deltage for halv pris i: Sangaftner, Spirekor, Træningsgruppen og andre aktiviteter, uden honorarlønnet leder.

- Kan deltage i workshops og koncerter til almindelige medlemspriser.

- Har ikke stemmeret på GONGs generalforsamling og kan ikke opstille til GONGs bestyrelse.

Om FiliongGONG: Vores medlemsblad udkommer fire GONG årligt og sendes til medlemmer af foreningen samt til særligt interesserede, som måtte ønske det. Pris, løssalg: 30,- + porto.

Abonnement uden medlemskab: 125,- kr. pr. år.

Bladets indhold skal så vidt muligt relatere til foreningens formålsparagraf. Alle er velkomne til at bidrage med indlæg, helst i elektronisk form. Redaktionen kan dog ikke garantere, at alle indlæg trykkes. Redaktionelle henvendelser rettes til: Skye Løfvander, Fredskovhellet 2 G, 21, 3400 Hillerød Tlf. 20 97 07 01, skye.lofvander@gmail.com Oplag, FiliongGONG nr. 21: 160 eks. Deadline, nr. 22: 20. august

GONG-mail: månedligt nyt pr. mail! Tilmeld dig på ovennævnte mailadresse!

Bestyrelsen i GONG, valgt på generalforsamlingen 1. marts ’08, konstitueret 11. marts: Formand, regnskabsfører: Susanne Eskildsen, 30 24 40 32 Næstformand, netmester: Jimmi P. Andersen, 27 21 90 69 Kasserer: Jeanett Glatved Redaktør: Skye Løfvander, 44 64 07 37

s.eskildsen@post.cybercity.dk lpjpa@yahoo.dk jgsami@tiscali.dk skye.lofvander@gmail.com

… du er altid velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlemmerne om foreningens forhold!

Redaktørenlyd Ved generalforsamlingen i marts besluttede vi at ændre foreningens navn fra GONG – Foreningen for Overtonesang og Lydhealing til Lydforeningen GONG. Vi har med andre ord fået et mere mundret – måske ligefrem lydret – navn!

Så kan man hygge sig over, at vi med den lille operation har bevæget os fra at være optagede af en udpræget nicheaktivitet – overtonesang og lydhealing står trods alt ikke øverst på skemaet hos Familien Millionbøf – til en beskæftigelse med noget, som alle ubetinget må forholde sig til: LYD! … måske vi med tiden kan udvikle vores land, hvis sjæl jo altid er til salg, til en rigtig lydstat!

Nu er hverken overtonesang eller lydhealing skrevet ud af vores fundament, men tidligere har der måske både i dette blad og ved vores åbne aftener været en ubalance ved fokus på noget, som mange var fremmede for, og som vi måske slet ikke i snæver forstand beskæftigede os så meget med.

Redaktøren har bestemt heller ikke tænkt sig at løbe fra den oprindelige inspiration, hvor David Hykes’ vellyd og arbejdsmetoder har sat præg, og hvor der er afsæt til en vision om et holistisk sprog på tværs af tid og rum, et sprog hvor tal, musik og sproglyde springer fra samme kilde.

Men det har - uanset om man skal tolke det i lys af navneskiftet - i foråret været som om, vi både ved åbne arrangementer og de lukkede grupper ofte er kommet til et dybere lag med den særlige GONGstil og –udtryk. Og det er vel bare glædeligt! Vi er måske så småt ved at lære at synge intuitivt sammen, og det reflekteres der side op og side ned over i dette blad.

En af sæsonens meget fine oplevelser har været årets SommerGONG, hvor sangen syntes at flyde fra en fælles kilde, som bestemt ikke var banal, men dog fuld af leg og med plads til det skæve.

Der var ret entydigt ikke det store behov for tekniske øvelser, men en drift mod det umiddelbare som kunne dyrkes på fælles syngende grund. Noget lignende har kunnet opleves både i Spirekor, til sangaftener og lydhealingsaftener.

Ved SommerGONG havde vi - udover sangen - et løbende tema om ligheder og forskelle mellem samtale og fælles improviseret sang. De vinkler, som kom frem i denne udveksling, var så spændende og fulde af liv, at redaktøren gerne om muligt, havde bragt en udskrift, i stedet for den noget drøje sammenstilling i artiklen.

Dette skal i øvrigt også forstås som endnu en opfordring til ikke at holde sig tilbage, hvis man har refleksioner og tanker om centrale GONGtemaer at dele!!

For at vende tilbage sangen er der måske noget karakteristisk ved, at det virker som om fokus i vores svenske søsterforenings - der i højere grad end GONG tegnes af mænd – nok mere bærer præg af udvikling og fascination af overtonernes teknik – og i øvrigt blomstrer det smukt derovre.

Redaktøren er netop hjemkommet fra Lund, hvor de engagerede folk med Gösta i spidsen har inviteret Wolfgang Saus til at holde workshops, koncerter mm. Stærkt inspirerende!

Et møde i sang vil – uanset om man kalder det intuitiv fællessang eller overtonesang - være et møde i klangen, altså et møde i overtonernes verden. Saus – som også har en erhvervs- og forskerbaggrund inden for kemi – gjorde bl.a. opmærksom på, at det er venstre side af lyttecentrene i hjernens cortex, som forholder sig til primærtoner, the fundamental, mens klangen, overtonerne, og indlevelsen i den skaber aktivitet i den højre hjernehalvdel.

Inspirerende var både mødet med Saus og svenskerne i sang, og det møde vi holdt med ord om mulighederne for at tænke i større perspektiver, når det gælder overtonesangsprojekter i Europa. Saus har bl.a. undersøgt støttemuligheder fra EU, og de er i høj grad til stede, men kræver, at vi koordinerer mere og tænker større. Minimumbudgetter for fælles toårsprojekter skal ligge på 750.000,- kr. Der er en vigtig deadline i september, men hvis den misses, er der flere muligheder i fremtiden.

Den meget rejsende og aktive Saus henledte også opmærksomheden på et væld af nye kunstnere af høj klasse og på al den aktivitet, der spirer og gror på overtoneområdet, ikke mindst på nettet, hvor der opstår overtonefora som Overtone Music Network: www.overtones.ning.com Der er oplagt et væld af teknisk toptunede muligheder på nettet, som får en redaktør af et fotokopieret, clipshæftet blad i minioplag til at gå op og ned ad sit stuegulv… og stolper og vægge…

Møderne med Saus og svenskerne i ord og sang med store perspektiver var dog også med til at gøre mig opmærksom på nogle af de fine momenter, der har været i GONG i den forløbne sæson, hvor vi netop ikke har været fokuseret på overtonerne som sådan, men dog i høj grad sammen har skabt møder i musik, i samme beskedenhed som dette blad, men så sandelig ikke uden værdi.

Tak for dem og lad os hjælpes med at få det til at vokse, så vi bliver Lydgivere for det fælles bedste!

Sang fra små og store cirkler Spirer til en ny sangkultur

/Skye

Der er stor styrke i at mødes på lige fod i en cirkel. Jeg har netop i et nostalgisk anfald kigget i gamle annaler fra min hippietids Tingmøder, hvor man gennem 30 år to gange årligt har mødtes på skift i de nordiske lande for at tale sammen, slå på tromme og bekræfte hinanden i at være anderledes på en holdbar måde… på godt og ondt.

Når jeg kigger på Tingfolkets sangbog, er der mange fine sange, som vækker følelser og stadig finder ind til de afkroge af min sjæl, hvor energien kan bringes til at flyde. I bakspejlet ser det dog også alt sammen lidt naivt og barnligt ud.

Sproget forandres på Ting-møderne: det bliver et cirkus-sprog blandet af primitivt engelsk og interskandinavisk, hvor de mest benyttede ord og begreber er Moder Jord, cirkel og respekt.

Det hele bliver bestemt ikke særligt klart, nuanceret og formfuldendt, men ofte er der en særlig tone og poesi over det, som gør, at vigtige budskaber trænger ind om menneskelig sameksistens og vores forhold til den jord, vi bebor.

Når Tinget samles i den store cirkel for enten at spise, synge eller til det egentlige møde, behøver man ikke være antropolog eller statistiker for at gennemskue, at i snæver forstand er ikke alle lige. Der er nogle, som har stort talent for - eller trang til - at bruge fokus eller udtrykke sig gennem fællesskabets opmærksomhed… og andre har mindre.

For at undgå kampen om fokus og talerens magt har man valgt, at lade en ”talestav” gå på omgang, og kun den, som holder staven, har ret til at udtrykke, hvad der nu måtte ligge mest på hjerte… de fleste føler det vist også som en næsten hellig pligt at udøse det inderste, man kan finde frem.

... Behøver jeg fortælle, at et sådant møde i cirkler, der ofte består af 50 eller flere, tager lang tid… meget lang tid? Beslutningsprocesser bliver ofte helt groteske. Alligevel er det meget lærerigt, når man opdager rytmen og mulighederne i den form for deling af tanker og følelser, flad konsensusdemokrati hedder det vist i sådan lidt mere teknisk forstand, og minder lidt om metoder der bruges på Christiania og Svanholm.

Det med at udtrykke sig i fællesskab i cirkel fik jeg aldrig rigtig for alvor tag på til hippie-træf, det lå ganske enkelt ikke til mit temperament og mine evner. Men det sker tit til min glæde, at jeg kan opleve, at jeg har ”trænet” på forskellige fronter, som kvalificerer mig bedre til at gøre akkurat det, som jeg lige nu interesserer mig mest for og bruger tid, kræfter og evner på. Helt banalt er det måske et spørgsmål om, at vi helst kaster os over projekter, vi både kan føle os trygge og udfordrede ved, men det er nu engang bekræftende, når forskellige sider, man har dyrket tidligere, kan gå sammen i noget, der har nye perspektiver.

De sidste flere år har jeg været meget optaget af intuitiv fællessang, som indeholder muligheder til udvikling i tråd med tidens ånd.

Når kirkerne så ofte står tomme, er det jo blandt andet fordi vi ikke længere kan samle os om folk, der prædiker og docerer, og der er meget bredt - et regulært behov for ikke at stå på række og geled, når det gælder kreativ udfoldelse. Internettet er blevet ikke blot en smart teknisk kommunikations-mulighed, men en spirende revolution af menneskers måde at arbejde sammen på… på godt og ondt!

Et traditionelt kor ledet af en dirigent kan udfolde stor skønhed, men det er et kvantespring blot at ane de muligheder der ligger i, at mennesker på lige fod kan skabe sammen i sang.

I den intuitive sang kan man skabe på baggrund af en harmonisk klang fundet i fællesskab - som udgangspunkt måske blot lange vedholdte toner - men ud af det kan vokse harmonisk bevægelse, dynamiske elementer, melodi (fragmenter) og rytme. Undertiden vil man også i løbet af eller efter en session kunne ane konturerne af et meningsfuldt formmæssigt forløb, som er opstået af de mange næbs fælles pip. I bedste fald har man følelsen af, at det simpelthen er de første skridt på vejen til en helt ny sangkultur og en ny form for meningsfuld kommunikation, hvor alle bliver vindere.

Man skal imidlertid også være nøgtern og erkende begrænsningerne og det, man giver køb på.

Som med hippie-træf bliver man først opmærksom på to ting ved cirkelsang: - Mulighederne ved både at være i kontakt med den personlige kernes behov for udtryk og det udtryk som så at sige ligger i eller skabes af det fælles felt.

- Skrøbeligheden af begge de to ovennævnte.

Mange føler, at de ikke kan få det udtryk frem i cirklen, som de har en vag eller klar drøm om.

Andre føler, at de kan kanalisere deres inderste forholdsvis direkte ud i det udtryk, som opstår i det fælles.

Fællesskabet kan vokse til en synergi, hvor helheden bliver større end delene. Det kan forløse og få fortrængt energi til at flyde, men det kan også skabe frustration og ”sjælekrampe” eller omvendt fremkalde ”overløb”, hvor man egentlig sender så meget af sig selv ud i gruppen, at man skal bruge kræfter på at finde sig selv bagefter.

Det er en kunst at finde balancen mellem det fælles og individuelle; noget man kan træne hele livet. Det talte sprog kan forfalde, hvis man ikke udvikler det i den daglige omgang, man har med sig selv, sine tanker, mennesker, litteratur, ordbøger og andre medier. På samme måde kan man også bruge hele sit liv på at være opmærksom på sider af det sanglige udtryk, der kommer frem i det fælles. Dele af det har sikkert brug for røgt og pleje.

Dybest set er det egentlig meningsløst efter en samtale at spørge sig selv, hvordan man kunne have formuleret sig anderledes for bedre at have fået sin mening frem, for det er og bliver hypotetisk. Men selve det at granske sig selv, sit sprog, sin kommunikation med andre er alt andet end meningsløst! Det springende punkt er og bliver, om man finder frem til en måde, som er berigende: ikke for slap og ikke for disciplinær, selvstændig, men ikke egoistisk, i samklang med gruppen, men ikke sådan, at man blot hælder sin egen sjæl ud i den.

Efter en afsluttet sangsession kan man som regel mærke, at sjælen er blevet luftet, og at der nu tegner sig sky-striber og -formationer af glæde, sorg, noget forløst eller uforløst, frustration eller tilfredshed henover efterklangens himmel. Det er bestemt ikke meningsløst at forsøge at trække sporene op fra hvad der skete i sangen, forstå det med egne begreber og billeder: - Fik jeg givet for meget eller for lidt? - Var udtrykket kendt eller nyt, og hvor kom det fra?

- Hvordan var kontakten med enkelte af de andre – og med hele gruppen? Osv. osv.

Nøglen til den vedvarende øvelse i at udtrykke sin sjæl i et rum, man skaber sammen med andre, er forankring i krop og hjerte samt lydhørhed, lytten, brug af ørerne! Det rum, som nøglen kan åbne til er meditativt: her skabes fra en indre kerne af ro, og den subjektive tid bliver elastisk og medgørlig.

Alt dette er foreløbigt anskuet abstrakt som et spørgsmål om udtryk. Det har vist sig, at de allerfleste, som tiltrækkes af cirkelsang ikke har solid korbaggrund eller teoretisk skoling. Det er både godt og skidt: Godt fordi man kan gå frisk og uhildet til sagen, skidt fordi man kan betragte den intuitive fællessang som en mere avanceret overbygning til ledet korsang. Man kan fremføre flere argumenterer for, at man først skal starte med det intuitive, når det formelle er på plads, ligesom de fleste forfattere først har lært sig retskrivning og grammatik, inden de giver sig i kast med at skrive! Legen med harmonier kan faktisk blive temmelig kompleks, og så kan det være godt at have lyttet til, sunget og blevet bevidst om harmoni-forløb med en fast og klart defineret orden og struktur… måske endda med teoretisk, sproglig forståelse.

I praksis viser det sig imidlertid, at mennesker med lang træning i korsang slet ikke nødvendigvis er bedre rustet til at skabe i fællesskab, end dem der så at sige kommer uden forudsætninger.

En del korsangere vil blive skræmt af de store kvalitetskontraster i den intuitive fællessang, som ofte i samme session kan indeholde alt fra sublimt smeltende skønhed til kakofonisk kattejammer. Måske er det også et spørgsmål om hæmning og præstationsfokus, fordi den vanlige kortræning er et kultiveret bed, som indebærer megen tid med lugejernet overfor alle de harmoni- og stemmefunktioner, som ikke hører hjemme dér; man har jo et ideal, en skabelon at synge efter og et nodepapir med facit at holde fast i. I den intuitive sang vil man som udgangspunkt slet ikke rykke noget ukendt op med rode. Der er og bliver forskel på visefrem-haven og folde-sig-ud-haven, og friheden og indtryk, som ikke er samlede og styrede, vil ofte lamme trænede korsangere.

Én svale gør ingen sommer, så her er ni ”nodefugle”

Til gengæld kan man sige, at forståelsen af det intuitive element ofte skrider hos dem, som dyrker netop det. Her er der - igen som med hippie-træffet – nogle vigtige paralleller i den sprogbevidsthed, som man udvikler undervejs.

Mange oplever – i hippiecirkler såvel som i sangerkredse – at følelserne og det rationelle ikke kan trække på samme hammel, men altid vil modarbejde hinanden. Det er kendetegnende for omtalte Tingsangbog, at sangene ikke er ordnet hverken alfabetisk eller på anden vis, at der ikke er noget register, at de angivne becifringer er helt basale og ofte fejlagtige, ligesom takterne næsten konsekvent er angivet forkert!!

På samme måde kan det virke, som om ”intuitive” sangere søger at undgå det musikalske sprog, som de synes virker for ”koldt”, ”teknisk” eller ”analytisk”. Det er ikke en anklage mod dem, for vi kan alle synes, det er sjældent, at det kunstnerisk-følelsesmæssige og det rationelle kan være klart og rent på banen samtidigt! Alligevel burde det være tydeligt, at de trods alt arbejder sammen, for i sidste ende er det netop udtryk for intuition og hele essensen af, hvad musik egentlig handler om!

I kredse, som søger personlig udvikling, forstås det intuitive ofte som noget, der så at sige er højere end det intellektuelle. Tuition betyder på engelsk – via latin – undervisning. Intuition er altså det, som ligger inde i lærdommen; der er en klar, umiddelbar forståelse, en indsigt og et overblik, som kan holde til analyse, men som så at sige kan springe den analytiske proces over...

Men det betyder jo ikke, at det rationelle er underlødigt og skal ses bort fra, tværtimod ved vi som regel, om noget er mere eller mindre rationelt, men der er rigtig mange, som forveksler intuition med følelse.

Når der ikke er noget sprog, ingen klarhed over begreberne dissonans-konsonans, harmonisk spænding og opløsning, stemmefunktioner, tonenavne, rytmiske begreber osv. osv., er der også en risiko for, at man misforstår den kvalitet, udtrykket får, at man svømmer hen i noget, der virker større end én selv og identificerer sig med det uden at ane, hvad det er.

Det er forjættende med en forestilling om, at man har sluppet egoet og nu i stedet ”bliver sunget” af noget højere. I bund og grund er det da også godt at give los og flyde i tillid. Men det er også værd at bide mærke i, at de harmoniske bevægelser, klange, der glider over i andre og flerstemmige melodiske fragmenter i høj grad selv i de mest frigjorte stunder - også vidner om en prægning, der er kulturelt betinget og har naturlige spilleregler.

Det er oplagt, at mennesker, som forsøger at synge ”uden forudsætninger” alligevel vil bære kulturel bagage med sig på godt og ondt. Vi er simpelthen dybt præget af alle de akkordfølger, rundgange og kadencer, som vi bevidst eller ubevidst har lagt øre til gennem et helt liv. Så det er og bliver umuligt at skabe et sprog fra bunden, som om intet havde været.

Her er det spændende - og et middel til dybere forståelse - blandt andet at sætte sig ind i den udvikling, vi i vesten har været igennem de seneste 500 år med flerstemmighed og harmoni og følgende harmoniens sammenbrud omkring 1900. Sammenbruddet af de kræfter, som holdt musikken sammen i et harmonisk hele, var helt parallel med sammenbruddet i det politiske verdensbillede, de videnskabelige erkendelser, billedkunsten og filosofien.

Der er nu en meget forståelig længsel efter en reformuleret harmonisk sammenhæng, som også kommer til udtryk i hele den holistiske bølge.

Men man springer noget over, hvis man ikke forstår sammenhængen og udviklingen, og det ender let i noget udvandet, spekulativt og drømmerisk.

Og: - Nej, alting skal ikke nødvendigvis dissekeres, hakkes i småstykker, vendes og drejes.

- Ja, det er stadig muligt at skabe noget sammen med andre, som primært er med henblik på øjeblikket.

- Nej, man skal ikke tvinge sig selv til at lære et nyt sprog, hvis modstanden bliver større end glæden.

- Ja, vi kan tro på opøvelsen af kritisk sans, som ikke nødvendigvis bliver fordømmende overfor hverken os selv eller andre.

- Og ja, ikke mindst kan vi tro på langsom og organisk udvikling!

Som deltager i en vellykket sangcirkel vil man opdage muligheden for både at finde rum for afløb og forløsning – kartasis – og på den anden side deltage i noget opbyggeligt. Alt sammen uden at det tilsyneladende koster anden indsats end at skulle balancere på kanten af egen social og udtryksmæssig usikkerhed. Det er et forjættende perspektiv og en stor gave, måske en af de vigtigste muligheder med den form for sang overhovedet! Man bliver dog som regel også hurtigt klar over, at en sådan cirkel er meget følsom for stemningen og kemien mellem dens deltagere, og hvis denne er god, er det slet ikke nødvendigvis kommet så gratis, som man først kan få indtryk af. Selvom lugejernene ikke står opmarcheret, vil et helstøbt udtryk oftest være betinget af processer over tid: både sociale og rent sangmæssige.

Når man har deltaget et stykke tid i en intuitiv sangcirkel, bliver man sandsynligvis bevidst om, at man – og måske også alle de andre – har en række faste temaer, vendinger og modaliteter, som man gang på gang vender tilbage til.

Genkendelighed er fint, men hvis man sidder fast i et spor, kan karikaturen af det blive, at man til sidst føler sig som en sang-automat, som netop ikke kan synge noget originalt og friskt… og slet ikke noget der nærmer sig det intuitive.

Når det billede stikker sit ansigt frem, kan glæden og selvtilliden svinde.

Men intuition udtrykker sig måske akkurat på trods af begrænsninger, og personligt mener jeg godt, den kan komme til udtryk, selvom vi formelt set måske slet ikke har så mange strenge at spille på.

Det skader dog ikke at være lidt bevidst om disse begrænsninger, særligt ikke, hvis man hører til de mere toneangivende i kredsen. Som i hippie-træffenes cirkler viser det sig ofte, at enkelte – uanset intentionen om at alles udtryk har lige vægt – slår tonen an og præger retningen, men man er blind og døv – eller havnet i den gale cirkel - hvis det opleves, som det bærende er højeste volumen eller skarpeste kant.

Og de vendinger, de temaer og modaliteter, som de toneangivende bedst kan slippe deres sjæl fri igennem, er ikke nødvendigvis – faktisk slet ikke sandsynligvis – helt de samme som sidemanden opnår forløsning ved. Og hvis du er et mol-menneske – som nærmest instinktivt synger mol, hver gang du improviserer – og naboen er et dur-menneske, kan det blive speget. Når de mere forsigtige og usikre ikke kan finde rum, er det ikke nødvendigvis kun fordi, de ikke har noget fint at give.

Samtidig er det min erfaring, at nogen nødvendigvis skal turde angive en retning og anslå det dynamiske niveau, hvis den fælles bevægelse skal sættes i gang. Blufærdighed og usikkerhed er ikke bare udbredt men næsten en et grundvilkår for de fleste i sang. Det kan vare et godt stykke tid, før man som ny dels føler nok ro og tillid, dels overhovedet kan orientere sig nok til at bidrage med det særlige, man har med. Det bedrageriske ved musik er jo, at det lyder så smukt og ubesværet, men at det kan være meget nemt at ende i baglås, når man som udøver havner i selskab, som man ikke føler sig helt på bølgelængde med. Og baglås er ikke så let at stå overfor. Det gælder her som med sex: Det er en god ide at bruge omhu med at finde dem, det skal udfoldes sammen med!

Harry Belafonte, sexet sanger

En anden grund til, at der er behov for nogle til at anslå tonen, er, at når en gruppe mennesker – det være sig hippier eller forretningsmænd – mødes på et sprog – det være sig engelsk eller sang – som ingen af dem behersker helt, ender man ofte på en lav fælles bundlinie, hvor der ikke bliver plads til nuancer. Det kan sågar føles, som man trækker hinanden ned. Når blot enkelte føler sig godt hjemme i det sprog, der er valgt til det fælles, er der omvendt mulighed for, at inspiration kan sprede sig og niveauet højnes ved almindelig afsmitning.

Men i samme omfang er det nødvendigt for de toneangivende at være fleksible og lydhøre, så det samlede udtryk ikke gror fast i netop deres stereotypi. Det kan måske trænes, det er måske også noget der vokser frem over tid, under alle omstændigheder, er det noget, som kræver ikke så lidt nærvær og vågenhed.

Man oplever ofte, at cirklen kan rumme langt større forskelle mht. stemme-kvaliteter, udtryk, modalitet osv. end det burde være muligt i henhold til den store autoriserede harmonilære.

Denne følelse af rummelighed opstår sjældent af sig selv med det samme, men kan indfinde sig, når man først har fundet hinanden i klangen eller ganske enkelt har sunget sammen længe.

For de allerfleste i en cirkel, som først har forstået nødvendigheden af at lytte og hensynet til det fælles udtryk, synes udfordringen primært at være overvindelsen af egen blufærdighed og at turde: dels stå ved de ideer, som dukker op fra egen mund, vedblive at synge dem mere end blot 10 sekunder og udvikle og nuancere dem; dels at turde gøre det tilstrækkeligt højt, så det manifesteres i rummet og kredsen. Udfordringen i situationen er naturligvis, at det også skal tilpasses gruppens bevægelser, så det ikke bare ender som en bøvs. Det kalder på en særlig balancesans… og den ved man jo, også sidder i øret!! … i øvrigt er bøvser ikke forbudt!

Ofte indtræder ”sildestime-effekten”, hvor en tydelig impuls, lige så snart den bringes på banen af én, sætter hele kredsen i bevægelse omkring sig… indtil næste impuls og næste retningsskift. Det kan være fascinerende, men bliver sjældent kreativt i dybere forstand.

Ligesom i en samtale kan man i fællesskab komme videre og dybere med et tema både ved at ”bekræfte” og ved at ”spørge” på en måde, som kan befordre den fælles udforskning.

Spontane associationer fra helt andre områder til et udspil kan også bruges i såvel sang som samtale, når blot man har en følelse af, hvor man vil hen og er lidt trofast overfor den. Den bedste måde at ”gå med” på et sangligt udspil er oftere et respektfuldt modspil end en imitation. Sang er liv og bevægelse og nærmer man sig de kilder, hvor musikken flyder fra, bliver sangen en stor kraft. Den slags skal man omgås frimodigt med, ellers korrumperer det hele.

Bengt Wallberg: Samtal

Der er et væld af paralleller mellem samtale og fælles intuitiv sang: - Begge er primært funderet i regelsæt, både skrevne og uskrevne. I aktion er det de uskrevne som hersker.

- Begge har hierarki og hakkeorden, om end det er på et subtilt niveau og i bedste tilfælde kan falde væk eller blive gennemsigtigt.

- Begge har en kompleks og dybt funderet grammatik, som man imidlertid kan glemme for en stund, når man udfolder sig.

- Begge er som regel et forsøg på at kultivere og højne de fælles muligheder i et udtryk.

- Begge vinder i kvalitet, hvis parterne kan lytte tilpas dybt og med tilpas megen ro i deres nærvær, til at det kan udvikles organisk.

- Både sang og samtale kræver en vis ”samtidighed” med eget udtryk. Man kan nok forberede og formulere en udtalelse eller musikalsk tema, men hvis det ikke er på omgangshøjde med den øjeblikkelige situation, dør udvekslingen.

Vi er spejle af og for hinanden i sang som i samtale. Man kan spørge, bekræfte, fedte, provokere, protestere, opmuntre, argumentere, benægte, ”tale efter munden”, udfritte, anklage, bebrejde og rose med tale såvel som med sang.

Men der er også nogle interessante forskelle: Først og fremmest er det langt mere på sin plads at synge i munden på hinanden end at tale i munden på hinanden. Samtale vil ofte have en polariserende effekt - en sætten jeg overfor du, min mening overfor din - mens sangens primære mål kan synes at være sammensmeltende.

En anden side af samme sag er den anderledes balance mellem det følelsesmæssige og det rationelle. Man kunne også anskue det som fokus på forskellige dele af hjernen. Intuitiv sang er i denne sammenhæng først og fremmest et møde i klang, og dermed i overtonernes verden. Det er blevet videnskabeligt påvist, at det er lyttecentrene i venstre hjernehalvdel, der forholder sig til primærtonen, den ”flade” musik, mens de tilsvarende centre i højre hjernehalvdel forholder sig til klangen, overtonerne, dybden.

I sang er følelserne det primære, og de fleste vil have vanskeligt ved at orientere sig mht. struktur og analyse. Når de færreste bagefter reflekterer ret meget over, hvad en sangsession egentlig indeholdt, er det næppe fordi vi ikke i en eller forstand godt ved det, vi føler os blot ikke hjemme i det sprog, som kan belyse den ”tekniske” side…

Og hvis det er rigtigt, at sang primært er følelsernes område, er det vel også forståeligt, hvis man overser, hvor meget af det der faktisk kan beskrives med tekniske begreber, og at det primært opleves som teknisk og koldt, fordi man ikke selv er inde i sproget.

Omvendt vil en samtale – uanset hvor objektiv og abstrakt dens udvekslinger kan synes - som regel blive præget af følelsesmæssige balancer og ubalancer mellem dens deltagere, det er blot som regel ikke her man lægger - eller forsøger at lægge - sit fokus. De fleste vil efter en samtale i grove træk kunne ridse den op og gengive indhold og struktur: ”Så sagde X dit, men Y protesterede og mente dat...”

Men i sang såvel som samtale er der forskellige tilgange, bl.a. kønsbestemte. Det er ikke ualmindeligt i et parforhold, at kvinden anklager manden for ikke at høre efter, hvad hun siger, hvorpå manden måske replicerer ”jo, du sagde først det, derpå det og så det…”, og alt sammen korrekt, men kvindens efterlysning gik måske mere på et følelsesmæssigt engagement.

Sangen når videre end det følelsesmæssige, den ikke bare berører, men udspringer af og har et fundament i det kropslige. Oplevelsen af krop afsondret fra omverden forskydes, nærvær, energi og tid får anden vægt… højre hjerne tager over fra den venstre.

Jeg har hørt mennesker udtrykke, at det er helt uforståeligt, at sangere og musikere overhovedet kan konkurrere! - men nej, også i det flydende og inderlige vil der være forsøg på at erobre fokus. Fuglesang er skøn at lytte til, men med et venstrehjerne-perspektiv - som også hører med i det fulde billede – er det en kamp om hunner og territorium, som blot har fået et i vore ører - meget æstetisk udtryk…

Men der er naturligvis her den vigtige vinkel på det, at det næsten kun er hannerne som synger, og fuglene har åbenbart ikke indset, hvor endnu mere fantastisk det kunne blive, hvis deres sang ikke primært var selvhævdelse, men at de kunne sætte sig sammen i kreds og lade noget fælles vokse frem. Det er det perspektiv, som er lokkende og forjættende: en fuglenes forsamling, som i den gamle samling af sufieventyr Mantiq Ut-tair af Farid ud-Din Attar, hvor mange fugle med hver deres stemme og historie samles, mange efterhånden falder fra, men 30 af dem til sidst mødes med – eller måske snarere optages i - den store mytologiske fugl, Simurgh - en Fugl Føniks, hvis navn på farsi (persisk) betyder ”tredive fugle”.

Så lad hver især synge med sit næb Og lad os især gøre det sammen!

Tal-nørdens PS: Nu er vi jo endt i en tusind-og-én-nats-eventyrstemning, så det er svært at dy sig for at gøre opmærksom på, at 30= 2x3x5, altså de første tre primtal og de tre primære funktioner, oktav, kvint og storterts i musikken. Hvad har det med 1001 nat at gøre, vil nogle måske spørge. Jo, de mellemøstlige videnskabsfolk prægede deres tid og kultur, mens vi havde middelalder, det gælder ikke mindst musikkens matematik. 1001 er såmænd 7x11x13, produktet af de næste tre primtal i rækken.

Hvorfor det er interessant, kræver måske intuition at forstå, men det kan måske hjælpe på vej at gøre opmærksom på, at pinealkirtlen, har sit navn fra de pinjekogler, som blev dyrket i Bacchus-mysterierne, idet de var anbragt på toppen af den såkaldte thyrsus-stav. Det sagdes, at denne kogle indeholdt 1001 frø som skulle bringes til at lyse.

Med en krydsreference til en anden artikel her i bladet, maledes der Leonardos Milanotid på hans værksted en Johannes Døber, som i 1600 – tallet – uvist af hvem - blev ændret til en Bacchus, med vedbendkrans, panterskind og thyrsus. Det har måske ikke umiddelbart så meget med historien at gøre, men der var lige noget plads til overs!

Overmalingen blev måske foretaget, fordi man har ment, at skikkelsen ikke var asketisk og andagts-vækkende nok i sin nærmest erotiske ungdommelige kødelighed til at være en Johannes Døber.. og kig så på hans fingre, op og ned! Hvis man skulle spinde en ende over det, kunne man pege på, at Bacchus/ Dionysos er vinens og ekstasens gud og har lagt navn til den dionysiske musik, hvor alt det, som kan flagre, flagrer og hvor drifterne ikke skal kontrolleres.

Overfor dette står den Apolloniske musik, som er rationelt ordnet i ophøjet afklarethed.

Kan de to mødes?

Da Vincis musikmysterium 2 "Og hvis du siger, musik komponeres på basis af proportion, så skal du se, at jeg har fulgt de samme proportioner i maleri." Oversat fra: Leonardo da Vinci: Buch von der Malerei, udg. af H. Ludwig. Nr. 31 [34].

Spørgsmålet fra FiliongGONG 20 lød: Hvad var det, Leonardo da Vincis ven Josquin des Pres, kunne få tonerne til, som andre ikke kunne?

For at forstå svaret er det oplagt at vende tilbage til Pythagoras’ tavle fra Rafaels fresko, Skolen i Athen, som nedenfor ses ”oversat”:

De musikalske tal, som bringes i spil, er hhv.

6-8-9-12 og 1-2-3-4, og så enkle de end kan synes, må der spindes endnu en ende over dem: Redskabet frem for noget - både i oldtidens og i renæssancens musikteori - var monochordet, hvor man direkte kunne se og høre sammenhængen mellem længder og toner.

Knud Brant Nielsen har på sit monochord fundet en meget enkel men betydningsfuld sammenhæng, som ingen af os har set beskrevet andre steder. Opdagelsen blev luftet offentligt første gang til foredragsaften i GONG i april: Instrumentet har en længde på 120 cm, hvor 120 er ”kanonisk”, når det gælder musik. For nemheds skyld kalder vi nu denne længde 12 decimeter. Ved at anbringe de forskydelige stole på hhv. hel, halv, tredjedel og fjerdedel længde får man talrækken 1-2-3-4 i spil med de tilhørende helt basale funktioner, oktav og kvint. Disse længder ses i venstre side af illustrationen ovenfor.

Men der er jo to sider af samme streng! Hvis man kigger på de tilhørende ”restlængder”, får man dels kvarten med; og det hele er inden for én oktav, som går fra 6-12. Længderne bliver så 12-6-8-9, og vi har dermed begge rækker fra Pythagoras’ tavle!

Som nævnt tidligere skete der med renæssancen en udvikling af musikken, som meget parallelt med malerkunsten erobrede en ny dimension. I malerkunsten skete det gennem perspektivet, i musikken ved at udvikle harmoni og flerstemmighed. Her er spillet mellem kvint og kvart helt essentielt, da det bliver basis for hhv. dominantiske og subdominantiske klange.

Kvintfunktionen kaldes dominanten, kvarten kaldes subdominanten, så hvis vi omtyder 6-89-12 til do-fa-so-do’, har vi basis for: Tonika-subdominant-dominant-tonika.

Den tonale kadence – denne vending på fire akkorder - er et af renæssancens mange børn og måske det, som - sammen med perspektivet har præget vores kultur allermest.

Kadence betyder egentlig fald, og markerer en afslutning af en musikalsk sats: Først tonika - melodiens hjem - så ”faldet” til subdominant, videre i et løft - en ekspansion til dominant, som muliggør et nyt fald tilbage til tonika. Kadencen udvikler sig langsomt fra 1500-tallet. I begyndelsen blev slutformlen dominant-tonika udbredt, da musikken ofte blev skrevet til at ledsage danse med faste mønstre, som regel over otte takter. Det blev et signal, som gav danserne et holdepunkt, så man vidste, hvornår man næste gang skulle vende, skifte partner osv.

Hvis vi er i C-dur, hedder tonika-akkordens toner c- e- g. De fremkommer ved at stable tertser ovenpå grundtonen, c. Der er stor terts, e og ren kvint, g.

Subdominant er F-dur - en kvint nedad fra tonika.

Dominant er G-dur – en kvint opad fra tonika.

Nedenfor ses samtlige såkaldte tertser og stamakkorder i C-dur, altså lutter hvide tangenter:

En C-durskala er som bekendt bygget op af skridt af hhv. halvtone- og heltonestørrelse.

Stamakkorderne, som fremkommer ved stabling af tertser fra skalaens stamtoner, kan således bygges op af store tertser (heltone + heltone) og små tertser (halvtone + heltone). Ovenfor vises en stor terts (s.t.) med en fed bue, mens buen, der viser en lille terts (l.t.), er tynd.

En stabel på tre stamtoner bliver altså til en stamakkord, og den kan enten bestå af trinene: - stor terts- lille terts: dur - lille terts- stor terts: mol - lille terts- lille terts: formindsket Af stamakkorder findes der i vores tonesystem tre dur- og tre mol-akkorder samt én formindsket akkord, som i C-dur vil være hformindsket.

Groft sagt er man siden barokken begyndt at bygge større stabler, firklange og senere femklange, og så bliver situationen mere kompleks. I den tidlige harmoniske udvikling i renæssancen var udgangspunktet treklange, og det er grundlæggende de samme akkord-følger, enhver lejrbålsguitarist begynder med at få ind på rygraden, og som næsten altid kommer i spil ved intuitiv fællessang. I næste nummer følger vi denne tråd, og ser på udvidede harmonibegreber, firklange med maj-akkorder, septimakkorder osv.

I bogen Vores Kulturarv (Forlaget for faglitteratur, 1965) ses både en reproduktion af Rafaels Skolen i Athen og en sats af Josquin des Pres, det drejer sig om Kyriet fra Missa Panga Lingua. Denne messe er højdepunktet i Josquins produktion og sandsynligvis hans sidste, skrevet kort før hans død i 1521. Den er opbygget som de fleste messer i Kyrie- Gloria- Credo- SanctusAgnus dei. Det viste sig, at Kyriedelens underdeling i Kyrie Eleison- Christe Eleison – Kyrie Eleison udspænder sig over hhv. 48, 72 og 54 taktslag. Det er såmænd hhv. 6x8, 6x12 og 6x9, altså atter 6-8-9-12! Men ikke nok med det: Satsens fire sidste akkorder er som at se de kommende århundreders kadence-sprog i kim: Den første er en subdominant, hvis øverste tone ligger over som såkaldt forudhold i den efterfølgende dominant-akkord og danner dermed et kvart-kvint-forudhold. Det opløses helt normalt i kvintens terts i en ren dominant-akkord, som endelig opløses i slut-akkordens rene tonika (uden terts). Endvidere er den anden af disse fire sidste akkorder, kvart-kvint-forudholdet, en omlægning af 6-8-9-12 til 6-9-12-8.

Og nu tilbage til Leonardo: Det er ikke kun i citatet i denne artikels overskrift, at han peger direkte på sammenhængen mellem musik og geometri; faktisk bliver der peget, så det kan være svært at nyde kunsten for bare fingre: "... ligesom musik og geometri beskæftiger sig med proportioner mellem stabile kvantiteter og aritmetikken med de variable, så beskæftiger maleriet sig med såvel de stabile kvantiteter og de proportionale kvaliteter af skygge, lys og afstand gennem sit perspektiv." H. Ludvig red. 37.

Schweizeren Franz Gnaedinger har med udgangspunkt i Thomas Bracherts geometriske kompositionsanalyser af Den Sidste Nadver produceret en række indsigtsfulde tolkninger af dette værk. Som set i forrige nummer, er det ikke usandsynligt, at Franchino refererer direkte til Den Sidste Nadver i et sprog af tal, proportion og musik. ”Harmoni er, når…”.

Der er slet ingen tvivl om, at værket allerede i sin samtid vakte opsigt og debat, men næppe af den slags Dan Brown og hans slags forestiller sig.

At geometrien gennemsyrer renæssancekunsten er svært at se bort fra, når alle dens største udøvere både var malere og arkitekter: Leonardo, Rafael, Michelangelo, Bramante, Alberti, Ghiberti etc.

Desværre har mange stirret sig blinde på gyldne snit og pyramide-kompositioner i stedet for at undersøge de geometriske principper, som faktisk er beskrevet fra tiden, som viser, at det primære – som i musikken – har drejet sig om samspillet mellem de rene proportioner på basis af hele tal. Lærrederne blev – også af praktiske grunde, når de tegnede skitser skulle overføres - inddelt i kvadratnet, hvor de vigtigste fokuspunkter fandtes på linierne mellem sidernes delinger i 2, 3, 4, 5 og 6. Det drejer sig primært om diagonaler og halvdiagonaler.

At de musikalske proportioner har været basis for malerkunstens proportioner er alt andet end nyt eller langhåret. Frank Zöllner skriver i sit mammutværk om Leonardo, at det er den fremherskende teori blandt de eksperter, som beskæftiger sig med Nadverens komposition.

I øvrigt fandt man ved den seneste restaurering af nadveren et søm i Kristus-skikkelsen - ikke i fod eller hånd - men i tindingen, midt i motivet, hvorfra Leonardo har trukket tråde som hjælpelinier for perspektivet.

Idet der i denne omgang må henvises til hjemmesiden www.kortlink.dk/5fwf for såvel den fulde geometriske analyse og de tolkningslag, som det naturligvis åbner for, står vi altså igen overfor den 6-8-9-12-sekvens, som må kaldes kanonisk; her blot i det visuelle, i Leonardos virtuose malerkunst.

Der er ikke her muligt at følge hele historien til dørs. Mange døre er åbne, og mange fingre peger, så det er måske godt bare at få en sidste bekræftelse i, at der er sammenhæng og retning i de mange henvisninger. Vi kan jo starte med et par fællesnævnere for de to værker, som har været omdrejningsakser: Skolen i Athen og Den Sidste Nadver.

Rafael kom fra Firenze til Rom under pave Julius II i 1508 som 25-årig og blev straks betroet kæmpeopgaver i Vatikanets hjerte.

Erfarne og højt estimerede kunstneres værker blev malet over for at give plads til Stanzerne i pavens Bibliotek, hvoraf Skolen i Athen blot er det ene, men nok mest kendte værk. Hvem havde sørget for at bane vejen for en ung og trods alt forholdsvis ukendt kunstner? Det havde pavens arkitekt Bramante, hvis primære opgave på den tid var opførelsen af Peterskirken – en opgave Rafael senere overtog for en periode.

Skolen i Athen viser direkte indflydelse fra mentorens arkitektur, bl.a. i de rundbuede kassettelofter. Derudover er Bramante faktisk afbildet på værket som Euklid, ligesom Leonardo er afbildet som Platon.

Her er Franz Gnaedingers grundskitse af kvadratnettet på 6x12 enheder, som er basis for Den Sidste Nadver, og analysen af det centrale 3x4-felt med Kristi hoved i forsvindingspunktet:

Bramante malet af Rafael som Euklid med passer og tavle i balancepunktet overfor gruppen med Pythagoras’ tavle.

Leonardo malet af Rafael som Platon pegende opad med Timæus under armen. Her skabes verden af 2 og 3.

Inden sin tid i Rom havde Bramante såmænd været en slags hofarkitekt for Sforza i Milano.

En af opgaverne her var at omforme klosterkirken Santa Maria delle Grazia til mausolæum for herskerens familie. Imens arbejdede Leonardo dør-om-dør i refektoriet med nadveren.

Dette værk og Skolen i Athen er de vigtigste eksponenter for brugen af centralperspektivet, som netop Bramante var primus motor i forståelsen og beskrivelsen af. I Leonardos værk er forsvindingspunktet Kristi hoved, i Rafaels er det Aristoteles fremad- og nedadrettede hånd.

Musikere og arkitekter har alle dage været mere eller mindre bevidste om et fælles sprog, men slægtskabet skinner tydeligst igennem i visse perioder, og når det gælder denne sammenhæng i renæssancen, er Leonardo – som kaldte musikken for ”det usynlige mønster” – bestemt ikke et særtilfælde. I sin ungdom i Firenze har han givetvis kunnet fordybe sig i de principper, der ligger til grund for begge områder.

Arkitekten Filipo Brunelleschi (1377-1446) færdiggjorde byens berømte domkirke med en for den tid helt uset kuppel-konstruktion. Ved indvielsen i 1436 havde komponisten Guillaume Dufay (ca. 1400-74) skrevet en motet, som næsten i enhver henseende viste hen til kirkerummets proportioner. Her fremdrages blot det første lag: Proportionerne i Brunelleschis kirkerum tager afsæt i talforholdene 6:4:2:3, idet enheden bracci (én underarmslængde)= 28 cm.

Grundmodulet er 28 bracci, og kirkens mål er som følger: Hovedskib 168 bracci (6x28) Tværskib 112 bracci (4x28) Apsis 56 bracci (2x28) Kor 84 bracci (3x28) Dufays motet er tilsvarende delt op i fire afsnit: 168 + 112 + 56 + 84 taktslag med klart markerede rytmiske og tempomæssige forskelle.

Jo, de talte sammen de gamle drenge, og det er nok mere sandsynligt, at de talte om et holistisk sprog omfattende farver, geometri og musik, end at de talte om Jesu’ mulige elskerinder og efterkommere! Og så virkede de gennem deres hænders arbejde!

Hændernes sprog er musikkens sprog. Betragt den bølgende linie af gestikulerende hænder i Den sidste Nadver mod de to som hovedpersonen lægger på bordet; det er musik! Ikke mindst fordi skikkelsen både er basis for trigon og kvadrat, både er rød og blå, men først og fremmest det stille punkt i et oprørt hav.

Harmoni er, når…

Cecilia Galleranis hånd

Hænderne taler i den italienske malerkunst, her i Leonardos sidste værk fra Rom, 1513-16: Johs. Døberen.

Den pegende englefinger fra Leonardos Grottemadonna, hvor englens træk minder om Franchinos portræt.

Vi kan lige runde af med endnu et Leonardocitat om musik og maleri: ”Musik kan ikke kaldes andet end maleriets søster, da det opfattes med øret, hvis sans står næst efter synssansen, og skaber harmoni ved sammenfald af sine proportionale elementer, som bringes til at leve og dø inden for et eller flere harmonisk rytmiske slag. Og denne puls omskriver de enkelte harmoniske elementer på samme måde, som linien omskriver de visuelle elementer, der udgør menneskelig skønhed."

H. Ludvig red. 29 [32]

Knudemønster som Leonardo tegnede i én streg som bomærke for sit akademi

Hov, vi glemte mysteriet! Hvad står der på nodearket, som Franchino holder, og hvad betyder det? Tja, i musikken – og for så vidt også i film og anden kunst – findes begreberne suspense, udsættelse, og den skuffende kadence: Man lægger op til forløsning eller opklaring, men så sker der noget uventet eller bare noget andet… eller slet ingenting! Og sådan kan man holde publikum på pinebænken og udfordre deres automat-reaktioner.

Det er stadig meningen, at noderne skal tydes og en tolkning muligvis lægges ind, men det bliver ikke i denne omgang, for vi har endnu ikke knækket noden og koden!

Præ Scriptum Gode projekter har det med at kaste sidegevinster af sig: i sig selv er skriverierne om Leonardos musik blot en diskurs fra arbejdet med Rundt om tonen, og da vi fordybede os i Pythagoras’ tavle, fandt vi lignende symmetriske musikstrukturer, som må siges at tale fra et førsprogligt plan, deraf overskriften.

Det er ikke bare musikalsk Sudoku – figurerne taler om musikkens primære kernekræfter og kan bruges kreativt eller som basis for teoretisk analyse. Da begge er baseret på de primære faktorer 2, 3 og 5, taler de et sprog, der ikke primært hører hjemme i hverken Pythagoras’ eller Platons musikalske univers og heller ikke i Rafaels værk, men derimod belyser den Rene stemning, beskrevet af Zarlino i perioden umiddelbart efter Franchino og Josquin. Der er ingen tvivl om, hvor han hentede inspirationen fra, så det er oplagt at følge op med en lille præsentation. [2-3-5]-systemet blomstrede i øvrigt første gang i de mesopotamiske kulturer tusinder år før vor tidsregning. Vores tidsregning er imidlertid for så vidt stadig deres, kig blot på en urskive! Dens hexagesimale (60-tals) opbygning er en overlevering fra den tid.

De to tavler – der findes flere – viser hvordan hhv. den store halvtone, 15:16, og den lille halvtone, 24:25, opstår inden for hhv. et stort sekst-interval (12:20=3:5) og en ren kvint (20:30=2:3).

Gioseffo Zarlino (1517-90), komponist, musikteoretiker

Le institutione harmoniche hed værket, som Gisoffo Zarlino prægede sin eftertid med. Han præsenterede her et tonesystem, såkaldt ren stemning, hvor den rene store terts, faktor 5, spillede en betydelig rolle i modsætning til de tidligere, pythagoræiske [2-3]-systemer.

Han præsenterede også de matematiske formler for 2/7-, 1/3- og ¼- middeltonestemning her, men det er den rene stemning, som blev husket.

I ovenstående diagram analyseres toneforholdene mellem strengelængderne: 180- 160- 144- 135- 120- 108- 96- 90= do- re- mi- fa- so - la- ti- do1 Længdetal er frekvensværdiers reciprokke, så dur i ren stemning får de relative frekvenstal: 1- 9/8- 5/4- 4/3- 3/2- 5/3- 15/8- 2 Navnene er de samme den ældre musikteori: Diapasson: Diapente: Diatesseron: Ditono: Semiditono: Tono maggiore: Tono minore: Semitono maggiore: Semiditonio minore:

som man møder overalt i Oktav Kvint Kvart Stor terts Lille terts Stor heltone Lille heltone Stor halvtone Lille halvtone

1:2 2:3 3:4 4:5 5:6 8:9 9:10 15:16 24:25

… idet terts- og halvtoneværdierne anderledes end i pythagoræisk stemning.

er

Zarlino præsenterede også diagrammer gennemsyret af den mere traditionelle sfæreharmonitænkning i bogen, bl.a. nedenstående, hvor muserne hersker over planetsfærer, som er underlagt den orden, som findes på Pythagoras epogdoon-tavle i Rafaels Skolen i Athen (de to ”fødder” i diagrammet).

Rytmesans… er du der!?

Om rytmernes hierarki

/Skye

Konklusionen på denne artikels første del (Åndedræt, FiliongGONG 20) må være, at rytme er et så komplekst begreb, at hvis man skal forstå det, må man forholde sig til dets naturlige orden og strukturer… man må forstå rytmernes hierarki! De kropslige rytmer, som viser, vi lever, foregår i løbet af en dag på flere niveauer og ikke alle lige afstemt til hinanden.

Hvis man skal forstå et hierarki, er det grundliggende to ting: -Hvor ligger grænserne mellem dets niveauer? og - Hvilken form for udfoldelse finder sted inden for hvert område?

Grænsen mellem rytme og tone er ikke skarp, og begge er i en vis forstand bare udtryk for det store vibrerende univers. Den flydende overgang, der sker mellem de to kvaliteter, ligger som før set i området 16-20 Hz (svingninger pr. sekund). Bliver frekvensen langsommere, kan den opleves eller fortolkes som rytme, hvis den stiger, er den tilsvarende i tonernes område.

Hvad der foregår i området over 16 Hz taler primært til øret. Under 16 Hz har vi fat i kroppen: pulsen kan klappes, og især i de lavere områder, stampes.

Verdensrekorden for de meget hurtige step i flamencodans indehaves af Roy Castle og lyder på 24Hz/ 1440 BPM (Beats Per Minute, slag pr. minut). 16 Hz svarer til 960 BPM. De mest almindelige tempi anvendt i musik har følgende navne. Tempoangivelserne i BPM kan overlappe og variere, det er altså ikke absolutter: Largo: Adagio: Lento: Andante: Moderato: Allegretto: Allegro: Vivace: Presto:

46 52 56 66 88 108 132 160 180

Det er tydeligt, at overgangen mellem rytme og tone finder sted i et opskruet tempo langt hurtigere end systemets hurigste, presto. Men dette er jo også blot første niveau af rytmernes sprog, nemlig pulsen. Man kan udmærket i et stykke skrevet i presto-tempo have rytmiske fraser med serier af f.eks. sekstendedelsnoder, og da tællenoderne oftest er fjerdedelsnoder, så er vi oppe på 4 x 180= 720 BPM. Dette er et eksempel på rytmernes hierarki!

- Grundprincippet er pulsen, her presto - Pulsen kan deles ind i forskellige takter, en gentagen ramme af pulsslag, 2, 3, 4, 5, 6, 7 osv.

- Inden for denne ramme kan noget hurtigere eller langsommere foregå, her: de rytmiske figurer. I sproget svarer det groft sagt til ord og sætninger.

- Omvendt kan et stykke musik bygges op og sættes sammen af passager, hvor der er forskellige tempi eller taktarter. Her taler vi så om rytmisk form, et led i hierarkiet, som ligger et eller to niveauer langsommere end pulsen.

Michael Schilling www.musikalsklegestue.dk er ved at udvikle et koncept, kaldet Det rytmiske hus, der gør rede for disse – og flere – rytmiske sammenhænge.

Musikere kan næsten ikke undgå at opdyrke bevidstheden om den rolle åndedrættet spiller både for frasering og for grundrytme, og der er naturligvis en effekt, som samvirker med hjerterytmen i et eller andet omfang, selvom denne sidste er mere autonom. Musikken er en genvej til det autonome nervesystem, hvor det sympatiske system stimulerer, opildner, øger pulsen, mens det parasympatiske nervesystems funktion finder udtryk gennem afslapning, afspænding. Hvis rytrme skal leve - i krop såvel som i musik - må den være i overensstemmelse, med den naturlige balance mellem de to systemer.

Pulsen er og bliver det primære, det trygge grundlag inderligt øvet i fosterstadiet, med variationer undervejs som mor har gået op ad trapper, hvilet, dyrket sex, sovet, løbet efter bussen etc. Selvom pulsen er elementær, kan man – som det er tilfældet med andre elementære forhold – med stort udbytte øve netop dét.

Faktisk er det en udfordring at holde en stabil puls i længere tid uden noget at støtte sig til.

Prøv det! Videre i legen kan du forsøge med forskellige taktarter, som musikken ”går i”. Så gak du ud og gør ligeså, gerne på bare fødder, øvelsen foregår ved gang på stedet, du skal ikke nogen vegne:

Det kan give mening at starte med samme fod på 1-slaget hver gang og markere det ved at træde fremad. Om det skal være højre eller venstre, er et temperaments- og konventionsspørgsmål; gør det, som passer dig bedst!

Ved 2-gang står man såmænd og tipper frem-ogtilbage, højre-venstre. Bemærk, at melodier ikke nødvendigvis starter på et 1-slag, ofte vil de starte på en optakt.

Dette er stort set den eneste rytme vi bruger ved almindelig gang, men man kan med fordel eksperimentere med at tælle sin gang på jord i mere avancerede rytmer.

Musik, som går i 2, er ofte som børnesange remseagtige med stærke betoninger: da-dumda-dum-da-dum. Dansene kan være Fynbo, Polka, Rheinlænder, Hopsa eller Skottis.

Eksempler: Vil-du-vil-du; Sur-sur-sur; Lotte gik; Bro-bro-brille.

Når musikken går i 3, har vi den første ulige tællerytme, og allerede her bliver udvalget af nemme sange mere sparsomt, i hvert fald i vores tradition. I Sverige møder man langt oftere folkemusik, som går i tre. Når du går musikken som øvelse, sætter du skiftevis højre og venstre fod frem på 1-slaget. Dansene kan være Vals, Hambo, Mazurka eller Polska.

Eksempler: Der bor en bager; Langt ude i skoven; Roselil og hendes moder.

Musik, som går i fire, er ikke så almindelig i vores folkemusik, som den er i den såkaldte rytmiske musik, hvor stort set alt tælles sådan.

Den grundlæggende forskel fra musik i 2 er, at 1-slaget er betonet og 3-slaget let betonet.

Dette vil passe med tekstens frasering. Når du øver rytmen på fødder, vil mønsteret i næste spalte understøtte den mening. I den ”rytmiske” musik vil kendetegnet endvidere være, at man understreger slaget 2-og, altså et offbeat, som bryder op og giver et interessant ”flow”, og endelig at man ofte trioliserer. Dette har alt sammen udviklet sig under de kulturelle indflydelser, der er sket mellem i første omgang Afrika og Amerika med slaveskibene. Igen et eksempel på, at musikkens strøm gennem historien sætter sine – ofte uventede – præg.

Dansene fra vores tradition kan bl.a. være Skottis og Reel. De allerfleste latinamerikanske danse: Beguine, Rumba, Tango, Calypso går som regel i fire. Enkle sange i fire: En pige gik i enge; Mester Jakob; Stork, stork langeben.

Musik, der går i fem, er meget sjælden på vore breddegrader, om end de seneste årtiers interesse for Balkanmusik har hjulpet os til at forstå de skæve rytmers charme, musik i 5, 7, 9 osv.

Alle kender vores ene sang, som går i fem: Højt på en gren en krage. Gå 5-rytmen ved at kombinere 3 og 2, så du skiftevis har to ”fremskridt” på hhv. højre og venstre fod. Prøv at gå de fem trin og klap og syng den rytmiske figur som en sløjfe: Simsala-dimbam-basala-dusala-dim!

Musikken i seks kombinerer karakteristika fra 2 og 3 og kan for så vidt også gås på begge disse måder. Dansene kan være Sekstur og Trekant Eksempler på sange: Hønsefødder og gulerødder; Hvor skoven dog er frisk og stor; Morgenstund har guld i mund.

Vi har en meget dejlig børnesang, hvor både puls og taktart skifter. Det er Munken går i enge, hvor der sker noget spændende i overgangen fra ”… plukker krusemynte alt til sin hjertens-” til ”–kær, og munken breder ud sin kappe så blå… ” Dels sættes tempoet op, dels ændres taktarten fra 2 til 3, for de to danser selvfølgelig en vals:

Ved videre øvelse med det rytmiske giver det mening at klappe melodiens tekst, og på den måde opøve bevidsthed om, hvordan figurerne fordeler sig inden for – og nogle gange på tværs af - taktens ramme.

Det er helt oplagt – alene ud fra navnet - at pulsen, de rytmiske tempi er funderet i det kropslige, primært hjerte og gangrytme. Der er mig bekendt ikke lavet undersøgelser af, om der er en tendens til at koordinere disse rytmer med hinanden, når man får mulighed for at gå ind i dem, f.eks. når man vandrer i en stabil rytme. At man tilpasser åndedrættet er oplagt.

Det er i hvert fald en oplagt mulighed for at gøre gangen effektiv, og naturligvis noget blandt andre sportsfolk dyrker.

Jeg har ladet mig fortælle – den oprindelige kilde er ukendt – at så godt som alle fisk rytmisk afstemmer bevægelser i finner og hale, når de eksempelvis står stille op imod en strøm. Men de gør det ikke med de mest simple rytmiske forhold 1:1 eller 1:2, men derimod 2:3, som skulle sikre det optimale forhold mellem energiforbrug og fremdrift… hvem havde tænkt på, at der er rytmer i fisk!? Med eksempelvis to slag med halen for hver tre vift med finnerne er vi ovre i den kategori af det rytmiske hierarki, som hedder polyrytmik. Polyrytmikken kan både finde udtryk inden for pulsens, taktens (meget sjældent), figurernes og formens (meget sjældent) rammer. Det vender vi tilbage til.

Lad os nemlig blive i det våde element: Sport og musik kan stimulere til både hurtigere og langsommere rytmer: At det er muligt, blandt andet vha. åndedrættet, at regulere hjertets rytme, er de tre danske fridykkere et eksempel på, som 26. juni i år i de termiske bade på Vejlefjord slog verdensrekorden for hold ved på skift at holde vejret under vandet. Resultatet lød på 20 minutter og 8 sekunder.

Den individuelle verdensrekordholder Stig Severinsens personlige rekord lyder på 8 minutter og 40 sekunder. Under disse nøje forberedte seancer, som man sikkert ikke skal fortælle sine drengebørn om, ændres kropsfunktionerne drastisk, herunder hjerteslaget som bliver ekstremt langsomt og afdæmpet. Åndedrætsyoga er et fridykkernes vigtigste redskaber.

Verdensrekord i fridykning. Jesper Stechmann, Stig Åvall Severinsen og Henning Larsen, Århus Fridykkerklub

Det neddæmpede og langsomme er også interessant i meditation. Forfatteren og forskeren Itzhak Bentov beskrev i sin bog, Det vilde pendul (Borgen 1982), hvordan mediterende under dybe tilstande kan få minimeret og koordineret kroppens mikro-bevægelser – som opstår pga. stød og bølger fra primært hjerte og åndedræt – så det resulterer i et særligt mønster af stående bølger i hjernens hulrum, en form for resonans, der dels frigør stress på et dybt kropsligt niveau, dels bringer os i samklang med vibratoriske udtryk i både mikro- og makrokosmos.

Itzhak Bentov (1923-79)

Bentov, som var den første til at udvikle tankerne om et holografisk verdensbillede, var meget optaget af grænsetilstande som bl.a. kommer til udtryk i bogens titel: Betragt et svingende pendul. Omkring dets yderpositioner, hvor det vender, vil accelerationen (nedbremsningen) - hvis man kigger tilstrækkeligt differentieret på situationen - være tæt på uendelig, hvilket har den konsekvens, at man egentlig skal betragte den med kvantefysiske briller, og det har nogle meget interessante implikationer.

Bogen er et stykke farverig, original, indsigtsfuld og begavet formidling om rytmeforhold, der spænder fra det atomare til det galaktiske.

Det er vel at mærke ikke på så løst grundlag, som den slags ofte ses, men uden at det går ud over tilgængeligheden. Læs bogen! Tjek I.B. på Wikipedia og Youtube: www. kortlink.dk/5g9n Lad os fortsætte lidt med grænsetilstande af den lidt mere jordnære slags: Hvis man undersøger de musikalske rytmers andet overgangsområde, nemlig det, hvor tempoet bliver så langsomt, at oplevelsen ikke længere bliver sammenhængende, er det nok mere individuelt, hvor grænsen ligger, men den er bestemt betydeligt under Largo-tempos 46 BPM (ca. 0,75 Hz). Eksperimentér selv med, hvor langsomt gangtempo du kan sætte, mens du stadig bevarer oplevelsen af en sammenhængende rytme. Prøv det samme med klap. Det er slet ikke så let, som det måske lyder!

Lidt poetisk kan situationen med en frekvens i stigning henover området 16-20 Hz billedligt beskrives som tonen, der fødes ud af rytmen.

Oplevelsen af rytmen fødes tilsvarende af rytmer, der er så langsomme, at vi ikke rigtig kan forholde os bevidst musikalsk til dem, men det er oplagt, at alle naturens langsomme og hurtige rytmer præger os og spiller sammen i vores oplevelseshorisont.

Disse overgange er ud fra en fysisk betragtning et spørgsmål om molekylernes øgede hastighed og minder som sådan i poetisk forstand om de overgange, der finder sted ved lydens forvandlinger. Hold dog lige fast i, at billedet med fire ligestillede elementer reelt er et billede af tre tilstandsformer afhængige af tryk og mængden af tilført energi (”ild”). Meditér over det faktum at der findes et absolut nulpunkt for temperatur, ophør af bevægelse, men uendelig mulighed for ekspansion opadtil.

De fire naturriger er heller ikke så holdbare længere. Hvis man skal opstille jordens livshierarkier giver det bedre mening nu til dags at operere med eksempelvis 8 riger. For hvad er et dyr? Er mennesket et dyr? Og hvor skal man anbringe eksempelvis en bakterie? Dyreriget har heller ikke, som den klassiske model lægger op til udviklet sig af planteriget: det er to parallelle udviklingslinier!

Det kan være befordrende at trække et middelalderligt verdensbillede op af skuffen, fordi det taler så meget om overgange og til en primær oplevelsesmæssig erkendelse af mikroog makrokosmos; verden som den så inden nogen tænkte på mikroskop og teleskop: - Det flydende fødes ud af det faste: Gitterstrukturer opløses ved tilførsel af varmeenergi, is bliver til vand.

- Det luftformige fødes ud af det flydende: Væskens molekyler bringes nu i så høj fart, at de overgår til tilstandsformen gas, vand bliver til vanddamp.

Men alligevel er det befordrende at lade sit øje og sind fyldes af betragtninger om rytmernes udtryk i forskellige riger: - Stenen, mineralet, som summer en simpel tone på det molekylære niveau - Planten, som har dagsrytme med solen, årsrytme med forplantning, forskellige cellerytmer i de forskellige vævstyper. Optagelser af væske, mineraler og lys sker i rytme; forplantningen ligeså.

- Dyret med sin mobilitet, åndedrætttet, bevægelsesrytmer, fordøjelsens ”forbrændingsmotor”, organrytmer, årsrytme i forplantning (i hvert fald for de fleste pattedyr).

- Og så mennesket, som på sin vis indeholder det hele foruden sproget og evnen til at manipulere og skabe.

Så hvad skal vi bruge vore rytmiske evner og lyster til? Det er et vigtigt spørgsmål i en tid, som domineres af såkaldt rytmisk musik, der imidlertid for den allerstørste del er alt andet end raffineret, varieret og gennemstrømmet af liv… som rytmer jo skal være.

1-2-3-4-1-2-3-4-… lyder det højt og pågående, men så kan vi end ikke klappe med på en måde, som bedst befordrer den rytmes liv – på 2 og 4, sammen med lilletrommen!!

Start og slut med at opdage rytmernes liv i din egen verden: Hvilke præger dig mest? Hvilke kan du komme dybere og længere med? Hvilke kan udvikles til musik?

Gør det simpelt! Prøv, når du går en tur, at tælle i 3 i stedet for 2. Hvor markeringen ved 1slaget skiftevis bliver venstre og højre fod. Når det kan opleves indefra, så prøv at gå i 5. Tæl det som sammensat af 2 og 3.

Eller lad de rytmer, som du bryder ud med spontant med hænder eller mund, tage dig med ind i deres verden… uden at tænke over, hvordan de er sat sammen; det kan du eventuelt gøre senere!

En af nøglerne til at få den kropslige rytmesans til at mødes med hovedets forståelse er at benytte et talt/sunget rytmesprog som mellemled. Det indiske Konnakol, det mellemøstlige Dum-tek og det moderne Taketina er et par af mulighederne, og de har alle beslægtede varianter. Find dem på nettet og rundt omkring!

Springet mellem kropsligt følt rytme og de sprog, man kan lade den ledsage af, er langt mindre end den, der findes mellem rytmen og de skrevne noder, som appellerer til helt andre hjerneområder.

walking-workshop. Han er typen, som går meget seriøst til den slags opgaver, så han fik via Internet kontakt med en ekspert på området, en Arapaho-høvding. Denne kunne fortælle, at man i hans stamme og blandt Navajoerne – begge er prærieindianere, midt-sydvest USA – brugte polyrytmer til at fremkalde den trance, som gør ildgangen mulig… og man havde et sprog for det, som primært var udviklet ved at betragte dansetrinene. Ian blev anbefalet at sætte tre perkussionister sammen til et stykke polyrytmik med perioderne 3, 5 og 9. Det betyder, at de tre mødtes på et fælles 1-slag ved hvert femogfyrretyvende slag, og det kan den bevidste hjerne ikke gennemskue! Men kroppen finder – måske netop derfor - en måde at bevæge sig på, der er meningsfuld og fri.

Siouxernes berygtede soldans, som radikalt overskrider almindelige smerte- og udholdenhedsgrænser, har også avancerede rytmeformler som bærende element.

Og så troede jeg – og sikkert ikke så få andre – at det var et spørgsmål om at give slip og lade det komme frem, som nu måtte melde sig. Det er det givetvis også i nogle sammenhænge, men det var i høj grad stimulerende at høre Ians beretning. Da hans ild-begivenhed indtraf, var der af 600 deltagere kun én som blev forbrændt: Det var en, som havde gjort op med sig selv, at han kun turde være tilskuer, men som fascineret af skuet glemte, at han havde tændt en cigaret… den brændte hans fingre! For både perkussionisterne og deltagerne blev det en skelsættende oplevelse.

Spil, gå og syng denne rytme!

Det er fascinerende, at folkeslag, hvis musikkultur igennem generationer er blevet kaldt ”primitiv”, er så kompleks på det rytmiske niveau, at de, som er mest trænede i vestlig rytmisk notation, slet ikke kan følge med, hverken når det gælder spil eller notation. De afrikanske trommerytmer, som spontant folder sig ud uafhængigt af musikteori, er intrikate polyrytmiske lydtæpper.

En af mine fordomme om prærieindianernes trommekultur faldt i går d. 29. juni, da jeg mødte den meget dygtige perkussionist Ian Taarup. Han fortalte, hvordan han engang var blevet hyret til at akkompagnere en fire-

Arapahoers spøgelsesdans. Linierne går skiftevis i 4, 7 og 3!

Vokallydes følelsesmæssige ladning Teija Waaramaa, Anne-Maria Laukkanen, Paavo Alku, Eero Väyrynen Formanden for Stemmens Dag, Laryngologisk overlæge Frans Rømeling, har været til en stemmekonference i Groningen, Holland: www.pevoc7.nl Blandt de mange abstracts fandt redaktøren nedenstående lille stykke gefundenes fressen og oversatte det med alle de sædvanlige forbehold.

Primærtone (F0) og intensitet er kendt som vigtige parametre, når følelser skal kommunikeres via tale. Når det gælder sang, er tonehøjden forudbestemt, og alligevel skal stemmen her udtrykke følelser.

Dette studium undersøger, hvilken rolle hhv. formantfrekvenser og stemmekildekarakteristikken har for udtryk af følelser, når der synges en fastlagt tone.

Skuespilstuderende (5 m, 8 k) frembragte prøver på vokallydene [a:], [i:] og [u:] idet de forsøgte at udtrykke glæde, ømhed, tristhed, vrede og en neutral følelsestilstand.

Prøverne blev analyseret med henblik på udjævning af lydniveau (Leq), varighed, alpha ratio og formantfrekvenserne F1-F4.

Prøverne på [a:]-lyden blev invers-filtrerede, og de formodede stød fra stemmebåndene parametriseret med NAK (normaliseret amplitude kvotient).

Fyrre forsøgsdeltagere lyttede til prøverne, som blev afspillet i tilfældig orden (N= 210) for at identificere følelserne.

Variansanalyse blev anvendt for at studere interrelation mellem de forskellige parametre.

Prøverne blev genkendt med 50 % nøjagtighed (intrarater troværdighed 59 %).

Vokallyd [a:] var bedst egnet til at udtrykke ømhed, [i:] glæde og [u:] tristesse eller en neutral tilstand. Vrede kom godt til udtryk gennem alle de tre vokallyde.

Leq, NAK og F2 og F3 var afgørende parametre for begge køn. Når Leq blev sat som en covariant, viste parametrene alpha ratio og F1, F2 og F4 sig at vedblive signifikante for nogle vokallyde.

Resultatet antyder, at når tonelejet er forudbestemt, er den vigtigste parameter, når det gælder følelsesmæssigt vokalt udtryk, Leq. Derudover havde fonationstypen og artikulation (alpha ratio og formantfrekvenser) en betydning for udtrykket af følelsen, i nogen grad uafhængigt af Leq.

Sanglinier i Australiens aboriginalkultur Nedenstående er en fri oversættelse af en artikel fra det engelske Wikipedia. En meget spændende artikel, men redaktøren lærte noget, han burde have vist: selvom emne og tekst fra en leksikal side kan være stærkt fascinerende og billedskabende, kan det blive halvvejs selvmord at forsøge at videreformidle eller oversætte. Med andre ord: tilgiv gentagelser, tomgang og ubehjælpsom stil!

De australske aboriginals opfattelse af altings begyndelse benævnes Drømmen eller – i nogle aborigine sprog – Altjeringa, også kaldet Drømmetid, en slags tidløs „der-var-engang“, hvor verden blev formet af arketypiske forfædre- og totemånder.

Disse ånder, som konstant skifede form, legemligjorde dyrene, planterne, menneskene, naturfænomener og/eller ubesjælede genstande.

Deres eksistens afsløres af de drømme-spor og tegn, som de nedlagde i landskaberne. Åndernes drømme- og rejsespor er kendt som „sanglinier“ („Yiri“ i walpiri-sproget). Sporene kan være af en spirituel essens, det kan være fysiske tegn som forsteninger af form som kropsdele, eller det kan være fodaftryk altsammen i naturens formationer. Som eksempel kan nævnes Yarralinfolket, som bebor Victoria-floddalen og tilbeder Walujapi, den sorthovede pythons drømmeånd. Walujapi udskar et slangelignende spor langs en klippeside og afsatte et spor af sine baller, da hun slog lejr. Begge disse drømmespor kan stadig beskues i landskabet.

Et andet eksempel er Regnbueslangen, som langs sit drømmespor henover det nordlige Australien skabte floder og bjerge, hvor hun kom frem. Ved særligt hellige steder, som Ubirr gjorde hun holdt. En sang, som siges at være skabt af hende, synges stadig blandt aboriginals og beskriver hendes rejse og de steder, den passerede. Den slags sange kan også bruges til at navigere efter, idet de for eksempel beskriver, hvor der kan findes vandhuller i ørkenen.

Et andet eksempel handler om de oprindelige kattes ånder, som siges at have påbegyndt deres rejse ved havet og derpå bevæget sig nordpå til Simpsonørkenen, hvorved de passerede områder beboet af forskellige folkeslag, hhv. Aranda, Kaititja, Ngalia, Kukatja, Unmatjera og Ilpara. Hvert folk synger den del af den indfødte kats drømmespor, som relaterer til deres territorium.

Sanglinier er et urgammelt kulturelt koncept, hvor betydning og motiv videreføres mundtligt fra generation til generation ved sang, fortælling, dans og maleri.

Sanglinier er den komplekse række af sangcyklusser, som identificerer kendemærker og fine redskaber til navigation. Drømmeånderne både skabte og gav navn til træer, klipper, vandhuller, dyr og andre naturfænomener under deres rejser gennem landskaberne.

Molyneaux & Vitebsky (2000, p.30) Drømmeånderne efterlod også aftryk af de ufødte børns ånder og nedlagde kimen til menneskenes samfund i form af stammelove og totem-paradigmer.

Ved at synge sangene i rigtig rækkefølge kunne aboriginerne navigere over store afstande, også ofte over ørkener i det indre Australien. Nogle sanglinier i netværket er kun nogle få kilometer lange, andre strækker sig over hundreder af kilometer i varierede landskaber beboet af forskellige stammer, hvis sprog og kultur ofte er meget forskellige. Da sangenes sprog svarer til beboernes i de områder, som linierne passerer, kræver det kendskab til forskellige sprog og dialekter at udnytte sangens informationer.

Omkring Sydney består geologien for en stor del af en blød sandsten, så dalene ender ofte i en kløft eller en klippe. Derfor er det her lettere at rejse langs højderyggene, og i disse områder følger sanglinierne primært disse. Det er også her, man finder meget af den sakrale kunst som Sydneys klipperistninger. I de fleste andre områder af Australien følger sanglinierne primært dale, hvor det er muligt at finde vand.

De mennesker, som bevarer og videregiver sanglinier (eller drømme) får med disse både en status og en forpligtelse for hele regionen.

Den britiske forfatter Bruce Chatwin skriver i sin bog The Songlines fra 1987 følgende: "... den labyrint af et usynligt stisystem, som slynger sig over hele Australien, og som kendes af europæere som sanglinier eller „drømme“ er for de indfødte forfædrenes fodspor eller lovens vej.

Den aboriginale skabelsesmyte beretter om det legendariske totemdyr, som i drømmetiden vandrede over kontinentet og gav alting navn ved sin sang undervejs: fugle, dyr, planter, klipper, vandhuller, og gav på denne måde eksistens til verden ved sang.“ Sangliner er blevet forbundet med fund af aboriginal kunst i Wollemi Nationalparken i New South Wales.

Klippemaleri i Wollemi

New Age-fortolkninger Nogle New Ageforfattere associerer sanglinierne med lignende spor eller stier andre steder i verden. Molyneaux & Vitebsky (2000) hævder for eksempel, at et særligt totem-væsen ofte forbindes med et antal steder, „som hver især tjener som landmærke, som angiver dets rejses retning.“ Disse ånders ruter er drømmesporene eller sanglinierne, og i de indfødtes opfattelse kortlægger de jordens energistrømme. I dette perspektiv forstås sanglinier som jordens subtile energistrøminger, som de også udtrykker sig i Storbrittaniens Ley-linier, Indiens naga- eller slangelinier og de kinesiske dragelinier (dragestrøm eller lung-mei).

Lawlor (1991: p.104) anfører, at det for mange oprindelige folk gælder, at: „... Gudernes blod, den subtile magnetisme, himmelske strømninger, cirkulerer i jordens årer. Denne forståelse er baggrund for okkulte discipliner som geomantik, som har John Michell som sin bedst formulerede fortaler.“ Lawlor (1991: p.104-105) hævder at: „En række antropologer og videnskabsfolk er kommet frem til, at Aboriginals besidder en skarpt udviklet følsomhed for magnetiske og vitale kraftstrømninger fra jorden, som de refererer til som sanglinier. Sanglinier er fundamentale for de dele af den aboriginale religion og viden, som man skal indvies til, og måske klodens ældste geomantiske tradition.

Sanglinier kaldes de, fordi de er landkort i form af sange, der beskriver mytiske begivenheder langs med de fodstier, der snor sig gennem en region.

Nogle indfødte australiere smører sig med rød okker eller blod, som begge anses for at være „maban“, magiske på en måde, som, inden de rituelle danse, øger kroppens sensitivitet overfor drømmetiden og overfor jorden.

Arkæogeodæsi er en disciplin i vækst.“

Akustiske perler - sommerkys til ørerne

/Skye

Først et par ord om kys: For et halvt århundrede siden var der ikke mange af slagsen i det offentlige rum. Og jeg må indrømme, at jeg er gammel nok til undertiden at tænke, at ikke alle kys er lige meget på deres plads eller lige smagfulde. Jeg er også tilpas gnaven af natur til ikke altid at live op ved synet, men jeg synes generelt, at det at være med på en kigger til et kys er en gevinst for stemningen, stimulerer længslerne og kalder på ømhed og menneskelighed.

Når man er forelsket og kysser, oplever man det jo netop også tit, som man er ved at redde verden med sin handling. Så heldigvis er der en udbredt accept af kysseri, det kan jeg jo se på mine medpassagerer i S-tog, og hvor man ellers kan møde kyssende par.

Så går vi fra kys til sang, for nu er det sommer, nye steder og nye rum kalder… og ofte kalder de på at blive sunget i!

Og så viser det sig, at her kan både den personlige og den kollektive blufærdighed være langt større, end når det gælder kys!

Det kan blive lidt af en udfordring at være akustisk turist, men det betyder ikke, at man skal lade muligheden gå fra sig. Se dit snit til, når de akustiske rammer byder din stemme at folde sig ud, at se om du som en slalomløber kan sno dig gennem dine egne og den kollektive blufærdigheds hegnspæle!

Her følger blot en række henvisninger i meget kort form. Kunsten at opdage kvaliteterne i de akustiske rum kunne beskrives over sider, men det er jo også netop noget, som kalder på den enkeltes trang, evner og fantasi, så se det blot som en række hurtige forslag, hvor det vigtige bliver opfordringen til selv at gå på opdagelse med lyd, hvor du kommer frem!

Herudover opfordres læserne til at indsende tips om usædvanlige, smukke eller overraskende akustiske rum til redaktøren. Det vil måske give mening at oprette en hjemmeside, som viser hen til disse akustiske attraktioner med fotos og link til kort og kørselsvejledning!

Mindre akustiske ekskursioner: København: Museumshallen i Krystalgade, Rotunden på Geografisk Institut på Øster Voldgade (den med pendulet), Kapellet (Assistens Kulturcenter) på Kapelvej, Cisternerne Under Søndermarken, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum, Helligåndshuset bag Helligåndskirken på Strøget, Geologisk Museum, Sjællandsgade

Badeanstalt, Christianias Badehus, Marmorkirken, Frederiksberg Svømmehal, Hellerup Station, Thorvaldsen, Glyptoteket, Frederiks Bastion.

Nordkysten:

Palatinet, Kronborg

Skt. Mariae kloster, H.gør

Inge Marie synger på Tegners Museum ved Dronningmølle.

Foto: Johan Laserna

Holbæk: Det tyrkiske bad, www.sidesporet.dk/tyrkiskbad Frederikssund: Elværket Kulturhus.

Skanderborg: Audonicon Rejser i nabolandene: Sverige: Neon Galleri, Brösarp www.neongallery.nu - Krypten i Lunds Domkirke - Vattentornet Teleborg „Ekotemplet“, Växjö.

Vandtårnet er bygget med en konveks bund, som virker som akustisk parabol, når man synger under det. www.kortlink.dk/5fpm

Teleborg, „Ekotemplet“ v/Växjö

I Sverige og Norge er stenbrud også undertiden akustiske perler.

Oslo: Wigelands Museum Går turen til Island, vil man måske blive skuffet over den manglende akustik i huller og grotter af porøs lavasten, men til gengæld er her unik mulighed for oplevelse af stilhed af en sjælden dybde og for at eksperimentere med kombinationen vand og lyd, som er fantastisk.

Kopavogur Kirke (ovenfor) og Asmundursafn skulpturmuseum, som ligger ved hhv. i Reykjavik skal dog nævnes, og så kan man svimle over mulighederne i de syv gigantiske søjleformede varmtvandsbeholdere, som kan ses fra hele byen i kraft af deres størrelse og placering højt oppe. Da undertegnede besøgte byen, var der dog af naturlige grunde ikke adgang til det allerhelligste af disse syv akustiske vidundere… for det må de ganske givet være. ... og til det store udland: Redaktøren er desværre håbløst uberejst og har desuden glemt eller fortrængt navn og lokation på en del steder med særlige akustiske kvaliteter men fra hoften kan nævnes et par sande perler: I USA har lederen af overtonekoret Spectral Voices, Jim Cole, siden 1991 haft sin færd i et 36 meter højt cylindrisk vandtårn af stål, hvor to cd’er er blevet optaget. Læs om og lyt til manden og stedet her: www.kortlink.dk/5fvg eller her: www.kortlink.dk/5fvh Du kan også stifte bekendtskab med ham på det tidligere omtalte Overtone Music Network

Rom: Pantheon (her ligger Rafael forresten begravet, illustrationen ovenfor) Aachen: Palatinet, Kapellet for Karl den Store Mallorca: Andraixt-grotten

Jim Coles stål-vandtårn

God sommer med megen velklang ønskes alle FiliongGONGs læsere!!

GONG præsenterer: Hosoo & Ensemble Transmongolia … besøger os onsdag-fredag d. 8.-10. oktober, hvor vi arrangerer såvel workshop som koncert(er). Sidste gang blev rent ud uforglemmelig, så vi kan bare glæde os!

Spirekoret Første og tredje tirsdag i hver måned, kl. 19.00 Tårnstudiet. Ny sæson starter 19. august, nye medlemmer er velkomne! Vi øver os i at smelte klang og udtryk sammen i en gruppeproces, hvor vi også sigter mod enkelte optrædener. Koret er en lukket gruppe, kun for medlemmer af GONG, og man binder sig til, og betaler for, en hel periode (til december, 10 gange, 600,- kr.).

Tilmelding= betaling af beløbet på GONGs konto.

Skriv ”Spirekor” i meddelelsesfeltet.

Træningsgruppe Vi udforsker sammenhængen klang-krop-psyke og laver overtoneøvelser.

Ny sæson starter efter sommerferien, fredage 10.30-12.30: 29/8, 12/9, 3/10, 17/10, 31/10, 21/11 Huset Innanna, Nordre Frihavnsgade 17D (gennem port, over gård) Træningsgruppen er en lukket gruppe, så man binder sig til, og betaler for, en hel periode: seks gange, 360,- kr. Kun for medlemmer af GONG. Tilmelding= betaling af beløbet på GONGs konto.

Skriv ”Træningsgruppe” i meddelelsesfeltet.

SONG

(vores søsterforening i Lund, Sverige) www.overtone.se Medlemsavgiften i SONG är 200 kr och betalas in på SONGs konto PG 41 16 16 - 6 Just nu har vi 37 betalande medlemmar i föreningen för 2008. (45 medlemmar 2007) Sångaftnar i Klosterkyrkan Sedan flera år arrangerar SONG öppna sångkvällar i Klosterkyrkan med improviserad ordlös sång. Sångkvällarna kommer åter till hösten med start söndag 24 augusti kl 20, Övriga datum meddelas senare!

Kurs i övertonsång, Gösta Petersen och Skye Löfvander.

Lör 13 – sön 14 september, kl 10 – 17 Kursavgift: 1200 kr, 800 kr för studerande och medlemmar i SONG. Anmälan och förfrågningar: Goesta.Petersen@djingis.se Antalet kursdeltagare är begränsat till ca 15 st. max. Principen "Först till kvarnen" gäller...

Kursen genomförs i samarbete med Studentprästerna i Lund. På kurserna brukar vi öva mest i grupp, men det blir också ett visst utrymme för individuell rådfrågning. Det handlar också mycket om att träna sig att lyssna på sin egen röst...

Workshop, Solberga gård, Skördefesten 2008 på Öland Kursledare: Gösta Petersen och Skye Løfvander.

Tider: Fredag 26 september kl. 13 – 17, lördag 27 september kl. 9 – 17, söndag 28 september kl. 9 – 12.

Kursledare: Skye Løfvander och Gösta Petersen är båda hängivna övertonssångare och erfarna kursledare. Skye kommer från Köpenhamn och har givit ut boken "Overtoner under huden".

Gösta Petersen leder Midnattskören i Lund. Vi håller till på Solberga gård på Öland, ca 5 km från Borgholm. Kursavgiften är 1 000 SEK (800 kr för studerande och medlemmar i SONG) och kostnad för logi är 400 SEK (två nätter).

Därutöver tillkommer kostnad för måltider. Du är välkommen att vara med och sjunga på Ismantorps fornborg fredag och lördag kväll.

Vem kan deltaga? Kursen riktar sig till såväl nybörjare som erfarna. Det krävs inga förkunskaper för att kunna deltaga.

Anmälan: Helst via mail: Goesta.Petersen@djingis.se (eller tel Gösta 046-12 53 27). Antalet kursdeltagare är begränsat till ca 20 st max. Principen "Först till kvarnen" gäller...

Välkommen!

Annoncer fra medlemmer og venner: Regler for annoncesiderne: Medlemmer annoncerer gratis for aktiviteter med relation til overtonesang og lydhealing, dog kun faktuelle oplysninger: tid, sted, pris osv. Øvrige: 1/6 side: 50,- kr., ½ side: 100,- kr.

David Hykes Internationalt Sommerretreat 2008 på Stevns Tid og sted: Søndag d. 3. august kl. 16:00 til fredag d. 9. august kl. 12:00 i Gl. Højerup Kirke på Stevns Klint. Helt særlige omgivelser danner ramme om denne workshop. Flere kirker på Stevns benyttes.

Pris: 4000 kr., eksklusiv kost og logi. Tilmelding = indbetaling af depositum 1500 kr. til Harmonix via check eller på BG-konto 1551 / 1678 04 64.

Overnatning: Velindrettet Bed & Breakfast i gåafstand fra Rødvig. Pris pr. nat mellem 160220 kr., gode køkkenfaciliteter.

Transport: Tog fra Køge til Rødvig.

Cykler kan lejes.

Kontakt: Harmonix, www.harmonix.dk Bénédicte Sales, Ibsgården 72 A, 4000 Roskilde 33 24 27 14/ 40 97 47 66 benedicte@harmonix.dk

Susanne Eskildsen Ordløs sang og stilhed i Roskilde Domkirkes Natkirke: Fredag d. 15. august kl. 20.30 – ca. 21.30. Liturgisk laboratorium: "Hjerterum" – ordløs sang og stilhed" Lyd-, energi- og afspændingsbehandling tilbydes: Susanne Eskildsen, 3024 4032 s.eskildsen@post.cybercity.dk

Skye Løfvander, Det Springende Punkt . www.kortlink.dk/5g7t Subtile Stemmer, www.subtlevoices.dk : Fredag d. 15. august: Koncert i Pyramiden, Gilleleje (skal bekræftes) Fredag d. 15. august kl.? Koncert i Tegners Museum, Museumsvej 19, Dronningmølle, www.rudolphtegner.dk Søndag d. 17. august kl. 19.30: Koncert i Elværket, Ved Kirken 6, Frederikssund.

Entré: 60,- kr. www.kulturhus.com Fod På Livet, Vandring fra Gedser til Skagen. www.fodpaalivet.dk 18. aug.-12. sept.

Fortgående workshop: Livets rytmer Koncert med Simple Sounds: Stege Bio, Møn, fredag d. 22. august kl. 19.00 Koncert med Det Springende Punkt Solscenen, Nyborg, lørdag d. 23. august kl. 13 www.solscenen.dk

25. august, 19.30 Koncert med Simple Sounds, Brenderup Højskole.

Simple Sounds på nettet: www.kortlink.dk/5ccs Monochorder & tanpuraer sælges.

Det Springende Punkt, 20 97 07 01.

Udlejning af Tårnstudiet Disse fantastiske rammer, som løfter arrangement i mere end en forstand. www.taarnstudiet.dk Fotoalbum: www.kortlink.dk/5cu6 Kontakt: Kurt Ravig, 33228182/ 233722182

dit

Sound & Silence, meditativ sang og musik i Hellig Kors Kirkes natkirke hver fredag aften fra 21.00. Info: Julia: 26442012

Anne-Marie Kozeluh Syng dig glad - sang- og stemmetræning for alle.

Der undervises individuelt og i små grupper.

Ring på 60711083 og aftal en prøvetime.

VoiceColour Presents: Voice Younique v/ Hanne Siboni Krop Stemme Sang: Grundtræning, åndedrætsøvelser, improvisation, sange fra Balkan mm.

Lydhealing på Monochord I Tårnstudiet, Vesterbrogade 405, Kbh. V. Info, tilmelding, kontakt: Hanne Siboni, Mobil: +45 22 195 888 www.voicecolour.dk

Fod På Livet 16. august- 12. september. 700 km til fods fra Gedser til Skagen. Sund mad, selvudvikling og afstressning. Nu med LYD! – sang og rytmer, koncerter undervejs. www.fodpaalivet.dk Kontakt: Birthe Straarup, 46437028/ 20849991

Trommecirkel Tjele Vi trommer nu den 3. søndag i måneden fra kl.

15 – ca. 17. Alle med en håndtromme er velkomne. Ring/mail og meld dig til fra gang til gang. Åbne Lydaftener i Mollerup Den 1. mandag i måneden fra kl. 19.30 – 21.30 Alle kan være med til at synge/give lyd.

Ring/mail og meld dig til fra gang til gang.

Læs mere her: www.soundvision.dk Telefon: 21 403 487

Lyd & Krop Kurser, der styrker krop, åndedræt, energi, stemme og udtryk. Kurser i Århus C og Rodskov.

Toning, krop og stemme i flow, Frigør din stemme 1 + 2, Din skabende stemme 1+2. www.lydogkrop.dk Marianne Hansen, lyd- og kropsterapeut. Tlf: 21 40 34 62

ISSN NR. 1604-2484 Returadresse: FiliongGONG c/o Skye Løfvander Fredskovhellet 2G, lejl. 21 DK-3400 Hillerød

Åbne GONG-arrangementer, andet kvartal ’08: Der er faste aktiviteter hver tirsdag i Tårnstudiet: 1.+3. tirsdag i måneden: Spirekor 2. tirsdag i måneden: Åben sangaften 4. tirsdag i måneden: Lydhealingsaften + eventuel 5. tirsdag: Foredrag … det er GONG-dag hver dag, men vi mødes ptsda-ptsda-ptsda-ptsda-ptsda-…!

Faste aktiviteter: Åbne Sangaftener Anden tirsdag i måneden, 12. august, 9. september Tårnstudiet, Vesterbrogade 405. Kbh. V Sangaftener er åbne for alle og indeholder en kort indtuning, fulgt af fælles improviseret sang, øvelser med vejledning og andre kreative indslag.

Er det ikke muligt at komme til tiden, så ring og lav en aftale, inden døren lukkes kl. 19.00!

Medlemmer 40,- kr., gæster 70,- kr. Info: Susanne: 30 24 40 32/ Skye, 20 97 07 01

Lydhealingsarrangement 4. tirsdag i hver måned, kl. 19 i Tårnstudiet.

Tirsdag d. 26. august, tirsdag d. 23. september Vi afprøver forskellige måder at give og modtage lyd, prøv f.eks. "didgeridooisering", shaman-tromme, bækken-ekspansion, syngeskåle og den store soma-chord! 40,-/70,- kr.

Info: Susanne: 30 24 40 32 eller Skye, 20 97 07 01

Foredragsaften På måneder med fem tirsdage (i 2008: januar, april og september) holder vi fast foredragsaften den femte tirsdag i måneden.

Tirsdag d. 30. september kl. 19.00 i Tårnstudie.

Indholdet afsløres i GONGmail og i næste blad!