FiliongGONG3

FiliongGONG organ for GONG - Foreningen for Overtonesang og Lydhealing -

www.gong.dk nr. 3, december 2003

INDHOLD: • • • • • • • •

Nyt Fra Bestyrelsen Anmeldelser af bøger og CD Stemmen som Læremester Analyse med Overtoner Luftig Lydhealing –To Bambusbesøg Joik i Jokkmok Per Nørgård Musikkens Skabelsesberetning

+ brevkasse, kort nyt, kalender og meget andet!

/Barbara von Siebenthal /Ma Prem Madhurima /Skye Løfvander /Gösta Petersen /Jørgen Mortensen /Skye Løfvander

FiliongGONG er organ for GONG – Foreningen for Overtonesang og Lydhealing www.gong.dk Vi er uafhængige af økonomiske, politiske og religiøse interesser. Bladet, der udkommer 4 gong årligt sendes til medlemmer af foreningen eller til særligt interesserede, som måtte ønske det.

Pris i løssalg: 25,- kr. + porto. Abonnement uden medlemskab: 100,- kr. p.a.

Indmeldelse i GONG, sker ved indbetaling af kr. 200,- på foreningens girokonto: 1-001-5529 Eventuelle spørgsmål angående indmeldelse og betaling kan stilles til kassereren: Joanne Jensen, tlf. 35 35 03 07, joanne.k@jubiimail.dk Bladets indhold skal så vidt muligt relatere til foreningens formålsparagraf. Alle er velkomne til at bidrage med indlæg, helst pr. e-mail eller diskette. Redaktionen kan dog ikke garantere at indlæg trykkes. Med tiden opstår formodentlig en redaktionsgruppe, men indtil videre agerer Skye Løfvander redaktør: Byagervej 137, st. mf., 3460 Birkerød, 44 64 07 37, skyelof@hotmail.com Fra vedtægterne for GONG – Foreningen for Overtonesang og Lydhealing: Foreningens formål er at skabe muligheder for træning, leg, forskning og fordybelse i sammenhængen mellem stemme, klang, krop og psyke. Vægten lægges på overtonesang og helhedsskabende lydudfoldelse med henblik på både kunstneriske, terapeutiske og meditative aspekter.

Dette søges realiseret gennem sangaftener, koncerter, undervisning og netværksdannelse samt oprettelse af vidensbank og kontakt med andre foreninger, grupper og individer med beslægtede interesser.

Bestyrelsen: Formand: Næstformand: Kasserer: Menige: Suppleant: Revisor:

Susanne Eskildsen Jette Brødsgaard Borly Joanne Camille Jensen Michael Schilling Skye Løfvander Laszlo Bela Kovacs Bénédicte Sales

46 36 28 88 39 90 68 20 35 35 03 07 39 27 01 23 44 64 07 37 38 34 25 52 35 26 07 34

formand@gong.dk jette.brodsgaard@borly.com joanne.k@jubiimail.dk michaelschilling@worldonline.dk skyelof@hotmail.com laszlobkovacs@city.dk benedicte@harmonix.dk

Ordinær GONGeralforsamling Der indkaldes til ordinær generalforsamling i GONG lørdag d. 6. marts kl. 16-18.

Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer. Alle, også ikke-medlemmer, er velkomne til det efterfølgende arrangement med fællesspisning efterfulgt af et spændende lyd-oplæg fra en af de mange spændende tone-entusiaster i foreningen. Vi slutter af med fælles sang mm.

Generalforsamlingen finder sted i Tårnstudiet, Vesterbrogade 40, 5. sal, Kbh. V.

Oplag af FiliongGONG nr. 3: 300 eks. Deadline, nr. 4: 1/3-’04 Forside: Foreningens Logo-GONG, smedet i bronze af Steve Hubback

Bliv Medlem!

Som forudset er lovforslaget som fjerner portotilskuddet til åbne forsendelser blevet vedtaget. Det betyder, at vi atter må indskrænke udsendingen af FilongGONG til betalende medlemmer af GONG, da vi ganske enkelt ikke har råd til at sende ud til den større kreds som har modtaget de to sidste numre.

Hvis du ønsker at modtage bladet fremover må du altså blive medlem ved at betale 200,kr. på foreningens girokonto 1-001-5529.

Nyt medlemskab betalt indenfor de sidste 2 måneder af 2003 gælder også for 2004.

Medlemskabet giver, foruden glæden ved at være del af et levende netværk, en række kontante fordele i form af rabatter ved sangaftener, workshops, koncerter og øvrige arrangementer, og er således hurtigt tjent ind.

Medlemmer har også adgang til at annoncere for egne aktiviteter i bladet.

GONG virker som et robust barn og der er ikke planer om at skrue ned for aktiviteterne i det kommende år, måske tværtimod. … Eller bliv i det mindste abonnent!

På trods af ovenstående opfordring til at melde sig ind, er vi opmærksomme på, at vores aktiviteter ikke dækker hele landet, så mange har måske mindre glæde af den side af sagen. Vi synes stadig det bør give en slags mening at være en del af en levende kreds, som givetvis også vil vokse geografisk, men hvis man udelukkende ønsker at følge med på skrift, er der mulighed for at tegne et abonnement uden medlemskab. Det koster 100,- kr. pr. år.

Nummer-forbistring gir’ uro Ved et uheld blev vores giro-nummer angivet med et manglende ciffer i sidste nummer af FiliongGONG. Det korrekte nummer er 1-001-5529. Vi beklager besværet!

Bidrag modtages med tak!

Da vi ikke har haft de store muligheder for overskudsgivende aktiviteter er foreningens økonomi ikke så solid som den burde være. Alle er meget velkomne til at give støttebeløb til foreningens drift.

Til vores logo-GONG er der indtil videre indsamlet i nærheden af en plovmand, altså omtrent halvdelen af beløbet. Alle som vil bidrage til denne gong, som er vores logo og maskot.

Vær Med Til At Forme Klangen!

FiliongGONG må meget gerne ende som et debatforum for de mange emner, der lejrer sig om foreningens bredt valgte navn og formål: etiske problematikker, visioner for undervisning og behandling, teorier om sammenhænge mellem krop og klang osv., osv.

Hvis du mangler ideer til bidrag, kan det foreslås: • At lave et interview med en lydarbejder som du synes gør et spændende stykke arbejde.

• At fortælle om oplevelsen af dit yndlingsinstrument. Dette må gerne blive et gennemgående tema i kommende numre af FiliongGONG. • At anmelde en god bog eller CD! Du kan også sende en passage fra en bog, du synes, andre skal kende til (det er lovligt iht. presseloven at gengive sådanne uddrag).

Koncert med Harmonic Choir Skt. Petri Kirke var fyldt og det med god grund.

Det var en fantastisk oplevelse at høre koret med fuld besætning, heriblandt et par fremragende musikere.

Programmet var righoldigt, i første halvdel blev der genhør med bl.a. Soufle de Seigneur, med tekster af sufi-digtere om Jesus.

Anden halvdel var viet opførelsen af den nye udgave af Hearing Solar Winds som også er udkommet på CD på Ocora i år.

Hele koncerten var ledsaget af et meget smukt lysshow med skiftende farvede mønstre kastet op på hvælvingen bag koret.

GONGs 5 års fødselsdag Foreningen er blevet 5 år gammel. Den har dog heddet Harmonix det meste af tiden og i sidste nummer af FiliongGONG kunne man læse historien om, hvordan Bénédicte Sales og Kirsten Schultz Hansen efter et besøg hos David Hykes blev inspirerede til at danne den forening som Bénédicte i en årrække var samlingspunkt og største arbejdskraft i.

Fødselsdagen blev fejret i Tårnstudiet, som på alle måder var en fin ramme om en festlig begivenhed for ca. 20 mennesker som nåede to større improviserede sang-sessioner. I pausen var der arabisk bagværk, hygge og lejlighedssange.

Højdepunktet var og blev dog to fine kanoner, én som var lidt højtidelig og en anden som var mere festlig og sjov.

“Michaels” Kanon: Go where you cannot walk look where you cannot see hear where there is no sound and you are where God is

Göstas ”GONG-låt”

Andet og mere at høre end stjerneskud Den hårde hund af en skribent og debattør Carsten Jensen var Niels Thorsens interviewoffer 13. december i serien Om At Være TIL, som har kørt over en række lørdage i Politiken: I årenes løb havde han ofte haft natlige drømme om, at han rejste Jorden rundt, og var hver gang vågnet i et kolossalt sug af længsel og med en frygtelig følelse af, at han spildte sit liv herhjemme. ”Indoneserne har sådan et fint udtryk for at rejse: at få vasket øjnene. Når man bliver hjemme i hverdagens gentagelser, gror der kalk på nethinden. Det er som et vindue, der ikke har været pudset i mange år. Ved at rejse kan man få synet og hørelsen tilbage. En særlig opmærksomhed overfor øjeblikket og tilværelsen.”

Den tog han af sted for at finde. Og faldt straks ned i nogle gevaldige sorte huller. ”I Cambodja rejste jeg nærmest i en depression.

Men Vietnam var fuldkommen euforisk. Det var en af de lykkeligste perioder i mit liv. Og det suverænt lykkeligste øjeblik, som jeg ved at jeg nogensinde vil få, havde jeg der.”

Det var en overskyet eftermiddag i byen Hue. Carsten kom cyklende langs floden, parkerede og begav sig op ad stentrappens stejle trin. Over ham rejste pagodens runde søjle sig mod den grå himmel. ”Jeg tror, jeg nåede toppen, da jeg hørte det”, siger han.

Det var en gonggong.

Slagene lød med hypnotisk regelmæssighed fra templet. Og så begyndte det. ”Lige pludselig kunne jeg mærke…”, siger han med en stemme, der svinder ind til en hvisken. ”Måske var det kombinationen af at rejse så længe og opleve så meget ensomhed. Altså, en lyd gik på en måde som jeg ikke kan forklare, fuldkommen lige ind i hjertet på mig. Jeg ligesom opdagede alting. Alt blev ekstremt betydningsfuldt. Alting passede sammen. Alting talte til mig. Alting var smukt.”

Bag pagoden lå en gravplads Der stod nogle træer. Mens han gik, føltes det, som om han ikke rørte jorden. Og for hvert nyt skridt var det, som om et nyt rum åbnede sig. ”Det var et øjeblik af total formålsløs tilstedeværelse. Alting var på plads. Og jeg var en del af det. Det var en følelse af ankomst. Af at omgås universet på en anden måde. Og høre til i det. Det var lykken, der blev bogstaveret for mig” ”Jeg opfattede det som noget, der blev givet mig. Og jeg kan ikke uddrage nogen lære af det.

Jeg vidste bare, at det her er mit livs mest betydningsfulde øjeblik.”

Et smil dukker op. ”Og jeg var mig meget bevidst, at jeg havde et fjoget smil smurt ud over hele hovedet, og alle smilede til mig, som om de så og forstod, hvad det var, jeg smilede af, og ville sige: Nå har du også set det.”

Han gik tilbage til trappen og ned til cyklen. ”Og så forsvandt det hele. Så var jeg mig selv igen.”

Lyd, Musik & Bevidsthed Lørdag d. 6.12. havde vi en dejlig dag med Bjarne og hans 100 syngeskåle og 6 store gong’er: Lyd – Musik – Bevidsthed.

På baggrund af Almaas’ personlighedsteorier beskrev Bjarne, hvordan vi til daglig kører fast i de forskellige mønstre, som udgør vores forsvar og vores personlighed, og som i virkeligheden er en slags forvanskninger af vort virkelige selv, vores essens.

Redskabet i dette er opmærksomheden, og lyden hjælper os til at fokusere vores opmærksomhed, så vi bliver mere nærværende, mere i kontakt med essensen. Han beskrev forskellige kvaliteter ved nærvær: klarhed, vilje, styrke, omsorg, medfølelse, og at man føler at man udfylder sig selv.

Vi udførte forskellige meditationer, der havde til formål at skabe et forankringspunkt.

Transformationsprocessen ligger i, at opmærksomheden går fra at være dual til at være mere direkte, således at vi fra at være til stede får mere nærvær, og ender med at sidde i et energifelt.

Bjarne beskrev, hvordan vi ved bl.a. at visualisere en flamme der forstørres og dækker os selv, får et symbol på renselse af bevidsthedens strukturer. Og hvordan objektet dermed opleves mere og mere direkte og sandt.

Denne psykiske transformationsproces er parallel med den hvormed vi nedbryder maden, nemlig en blødgøring og omdannelse af materialet, her de følelsesmæssige strukturer, vi sidder fast i.

Når vi sanser, hvad der sker i kroppen, når lyden rammer os, og opmærksomheden således går ind og får kontakt, så kan vi komme ind i og gå igennem problemerne, og ind i et egentligt nærvær med vores essens.

Opmærksomhed og lyd skaber en penetration, dvs. man har fornemmelsen af at trænge igennem noget. Bevidstheden er lysende, og har en klarhed. Man kan også dirigere lyden et bestemt sted hen med sin opmærksomhed.

Denne metode kaldte Bjarne ”inquiry”, dvs. en introspektion med en undersøgende opmærksomhed.

Vi sang også vokalerne A – E – og O, hvor disse lyde i en Sufi-tradition fordeler sig sådan, at A åbner hjertet, E halsen og området for ’space’, og O går fra pineal chakraet (det 3. øje) ud i rummet.

Endelig anvendte vi en metode, Almaas kalder ’inquiry’, idet vi igen og igen spurgte os selv og hinanden: ”Hvad forhindrer dig i at være åben?”

– en metode der eksponerer den refleksive, cognitive bevidsthed, som Almaas ser som ens personlige forsvar, og får det kørt træt. Solar plexus er nøgleområdet hertil, det er der man lukker i forsvar. Åbenheden så Bjarne som en længsel efter at udfolde ens sande natur, og Almaas taler om, at denne udfoldes i tomhed.

Fænomenerne har ikke en selvstændig identitet, ting eksisterer i sammenhæng med noget andet.

Vi laver adskillelser, hvor der ikke er nogen.

Alt dette udfoldede sig i et univers af lyd fra alle disse skåle og gong’er: fine, skingre, bløde, bølgeagtige, brusende, stærke og overvældende lyde. Somme tider lyde der bevægede sig rundt i rummet i det, Bjarne kaldte fasevending. Men under alle omstændigheder: lyde der bevægede os. Jeg tror ingen af os var de samme, da vi gik fra kapellet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, som da vi kom. /Bodil

Augustin om ordløs sang ”Han som synger Jubilus, bruger ingen ord, for Jubilus er glædens sang uden ord. Det er hjertets stemme som er opløst i glæde, som så langt det er muligt forsøger at udtrykke følelserne selvom meningen ikke altid forstås.

Når en mand fryder sig i denne jubel, benytter han sig af lyde som ikke hører talen til og som ikke har nogen speciel mening, og han går over i en jublende sang uden ord. Det kan virke som om hans glæde er for stor til at udtrykkes i ord.”

Augustin er en af de fire såkaldte kirkefædre, som må siges at danne en slags fundament for hele den kristne kirkes begrebsverden og filosofi og som er anerkendt af såvel katolikker som protestanter. Luther var Augustinermunk og dybt præget især af skriftet om Guds Stad. Ellers er Augustin mest kendt for skriftet Bekendelser, som dels er dybt filosofisk dels meget personligt og kaldes litteraturens første selvbiografi.

Vid & Sans … er overskriften på en fast rubrik over en hel side i Politiken hver søndag, og her er der spændende læsning om opdagelser fra videnskabens verden. Den 2. november var temaet universets struktur og forholdene kort efter Big Bang som det ses i lyset af målinger af baggrundsstråling i alle retninger rundt om jorden.

Observationerne peger dels på, at universet er mindre end man hidtil havde troet, dels at det har form som en pentagon-dodekaeder, en tredimensionel figur bestående af 12 ligesidede femkanter, som mange bruger som model for patchwork-bolde.

Den første konklusion, at universet er mindre end først antaget, er man kommet frem til ud fra en antagelse om, at stoffet i det tidlige univers svingede med lydbølger, omtrent som en klokke der runger. Lydbølgerne har haft en udvidende effekt i visse områder, en sammentrækkende i andre, men når man analyserer de svingninger, som man mener har hersket, kommer man frem til bølgelængder der passer til et meget mindre univers end man hidtil har regnet med. Stor klokke - dybe toner, lille klokke - højere toner, og på samme vis med universet.

At universet skulle have form som en dodekaeder er naturligvis en tilsnigelse, for man må for at få den rette forståelse mindst regne med 4 dimensioner, men dodekaedret er altså den 3-dimensionale geometriske figur som giver den bedste afglans af den egentlige sammenhæng.

Tidligere har man ment at universet havde form omtrent som slangen fra et bildæk, en torusring, men denne teori passer ikke med de nyeste målinger.

At universet støbeform er denne 12-sidede pythagoræiske figur finder vi imidlertid tydeligt udtalt hos Platon og i den gamle indiske kosmologi.

Dens sammenhæng med musik kan man få en smagsprøve på i Overtoner Under Huden, grundlæggende er det, at pentagoner er bygget op af den gyldne proportions længder.

Musik I Sort Hul (sakset fra Politiken) Den græske filosof Pythagoras mente, at himlen var inddelt i ti sfærer, der havde hver sin tone – sfærernes musik. Nu viser det sig, at han på dette punkt ikke var så helt galt afmarcheret, som man skulle tro. NASA’s røntgen-teleskop Chandra har fundet ud af, at et sort hul i stjernebilledet Perseus afgiver en tone, som kan beskrives som et Bb, der er 57 oktaver dybere end midtertonen på et piano.

Den lyd, vi hører, spreder sig som trykbølger i luftens molekyler. Tonen fra det sorte hul spreder sig i den tynde gas, som omgiver det. Et sort hul er i sig selv usynligt, fordi en enorm tyngdekraft holder på alt stråling, også lys. Men omgivelserne omkring et sort hul er ofte kaotiske, fordi store mængder stof, der er på vej til at blive suget ind i hullet, kolliderer.

Kommentar (S.L): De indledende bemærkninger er naturligvis noget sludder, idet Pythagoras beskæftigede sig med planetsfærernes musik.

Det bemærkelsesværdige i udklippet er det faktum, at lyd kan ”undslippe” det hul, hvor alt stof ellers bliver opslugt. På et mere jordnært plan ved vi jo i øvrigt, at lyd kan nå ind til dybder, som lys ikke kan. Alle galakser har i deres centrum et sort hul, også vores mælkevej, så vi taler her om den kosmiske musik.

Syngende Sundhed (sakset fra Nyt Aspekt) Intuitiv, ordløs sang øger kræftramte kvinders selvoplevede helbredstilstand og evne til at mestre deres livssituation. Det viser Pilotprojekt Lærkesang, som ti kræftramte kvinder deltog i.

Projektet hat fået støtte fra ViFAB (Amtslig instans, Viborg, red.) og blev gennemført i september af musikolog og cand. Phil Birgit Lynge.

Ved at benytte et spørgeskema, hvor deltagerne på en skala angiver 1) begribelighed (evne til at bedømme virkeligheden), 2) håndterbarhed (at have tilstrækkelige ressourcer til rådighed) og 3) meningsfuldhed (at kunne finde mening i sit liv), kan deres oplevelse af indre sammenhæng, medbestemmelse og balance mellem over- og underbelastning ”måles”.

Syv af de ti kvinder oplevede en forbedring, mens de tre oplevede et fald. Disse tre havde scoret højst før projektets start, og de faldt kun 1-4 %. Alle tre oplyser dog, at de fik støtte til øget velvære.

Af de syv, som oplevede en forbedring, havde de seks en forbedring på 3-18 %, mens én lå på 70 %.

Sidstnævnte oplevede et bevidsthedsmæssigt gennembrud allerede efter den første session.

Birgit Lynge betegner resultaterne som overraskende, idet deltagerne kun var til 6-9 sessioner i løbet af de tre uger, projektet varede. Der skal nu laves et egentligt forskningsprojekt over ni måneder; det skal køres tregange over tre år.

Henvendelse: Birgit Lynge, Power Design, Bygaden 23, Fejrup/ Helgenæs, 8420 Knebel, tlf. 70 20 02 07, birgitlynge@power-design.dk, www.power-design.dk

BØGER På Syngende Grund Hæftet med praktiske øvelser der følger op på Overtoner Under Huden har været færdigt længe hvad tekstdelen angår. Imidlertid er det meningen at den skal ledsages af en CD, som både vil indeholde kunstneriske indslag og en række øvelser. Vi har haft en del problemer med såvel teknik som sygdom, men formodentlig er det hele ved at være lige på trapperne henover nytår.

Den Inspirerede Klarinettist Jens Schou, som længe har været medlem af foreningen og som til daglig er docent ved Fyns Musikkonservatorium har udgivet en bog om klarinetspillet og dets udfordringer: Den Inspirerede Klarinettist.

Nedenfor kan man læse lidt om bogen og dens indhold. Det mest interessante er måske, at sidste del af den er viet til en række øvelser i overtonesang. Det er der ikke noget mystisk i, da Jens Schou også synger overtoner og de fleste har jo fornemmet, at den disciplin styrker både vejrtrækning og føling med resonansrum, som begge er helt essentielle ting for en klarinettist.

Jens Schou selv har dog i sjælden grad ført de to interesseområder, overtonesang og klarinetspil, sammen, idet han arbejder med en selvudviklet teknik, hvor han synger overtonesang, mens han spiller på basklarinet. I løbet af vinteren udkommer på forlaget Dacapo en CD med hans spil, herunder en improvisation på 34 minutter, hvor han demonstrerer mulighederne i dette specielle udtryk.

Redaktøren har haft lejlighed til at smuglytte til CD’en som udkommer til januar på det eksklusive mærke Dacapo, og her er der sandelig noget at glæde sig til. I lange passager benytter Jens Schou sit instrument omtrent som en didjeridoo med lange droner og de interessante effekter og klangnuancer fra dette univers. Men dette instrument kan jo langt mere og helt subtile brydninger af luften over bladet samt klangglidninger som virker helt elektroniske, giver et utroligt spændende, varieret og fyldigt lydoplevelse som man kan fordybe sig i og fascineres af. Det er organisk klangfordybelse garneret med rumudvidende effekter.

'Den inspirerede klarinettist' har som intention at hjælpe klarinettister i mødet med de typiske krav og problemer, der ellers nemt kan stække entusiasmen og den personlige udvikling i forholdet til instrumentet"(fra Indledning).

Bogen stiller det helt afgørende spørgsmål, hvordan krop og instrument bedst kan bringes i overensstemmelse med hinanden. Spørgsmålet er vigtigt for alle klarinettister, hvad enten de har spillet i kort tid eller altid. Justeringer skal fra tid til anden foretages, og helst efter det, bogen kalder en naturmetode.

UDDRAG AF INDHOLD: Kroppen: det egentlige instrument. Blæseteknik. Sussurando – en naturmetode.

Håndværket.

Legato.

Den kompenserende blæsemåde. La Scala – den sammensatte skala. Registerspil på bladets zoner. Tonen - og det stof den er gjort af. Øvelse gør mester. Litteraturliste. Udvalg af cd'er med overtonesang.

138 sider, 17,5 x 25 cm. Med 40 illustrationer.

Pris kr. 175,00. [Udgivet 2003] Syddansk Universitetsforlag Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf.: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26 E-post: press@forlag.sdu.dk Internet: www.universitypress.dk Dansk Musik Tidsskrift skrev om bogen: ”Hvor den foregående udgivelse trak tråde fra de mindste ting til de største, og bevægede sig rundt om et væld af perspektiver, fokuserer denne bog meget koncentreret og specifikt på et enkelt fagområde: at spille klarinet. (…) det forekommer at være en meget kompetent, generøs og alsidig udgivelse, der må kunne give både teknisk vejledning og kunstnerisk inspiration. Som så mange andre musikere med en ”indre flamme” er Jens Schou også meget opmærksom på det menneskelige aspekt, på psykologien og på det hele menneske, når der skal musiceres. (…) I bogens sidste del breder Schou feltet mere ud og kommer endda ind på overtonesang – ud fra en meget relevant betragtning om, at mange klarinettister i al for høj grad er blevet adskilt fra deres eget vokale resonansrum.

Sit specifikke emne til trods er der tale om en bog med smuk bredde og fylde.”

Overtoner Under Huden Dansk Musik Tidsskrift er nok det mest seriøse og velanskrevne danske musik-magasin. Referencen ovenfor til ”den foregående udgivelse” handler om den bog som anmeldes umiddelbart inden: Overtoner Under Huden af Skye Løfvander, hvorfra følgende er sakset:

”(…) Med bange anelser går man da i gang. Og bliver positivt overrasket. (…) Bogen er en fascinerende rejse gennem tid og rum, hvor musikkens matematiske kobling til både mikro- og makrokosmos præsenteres med en imponerende baggrundsviden. Der jongleres ekvilibristisk med intervalrelationer, svingningsforhold, partial-toneforhold osv.

Der foretages svimlende koblinger på kryds og tværs i kosmos ved hjælp af svingninger og oktav-registre, men altid på sikkert grundlag.

Tankevækkende!

Nogle kapitler er udpræget for tal-freaks, mens andre er mere filosofiske. Dog ikke mere end at der oftest henvises til alle mulige traditioner og overleveringer vedrørende musikken og dens sammenhæng med Verdensaltets Natur. (…) En usædvanlig og anderledes udgivelse, som vil pirre nysgerrigheden hos mange, der interesserer sig for musik, matematik og helheder.” / Erik H.A. Jakobsen Andre anmeldelser: ”Hvad enten man har en musikteoretisk eller en mere New Age præget tilgang til fænomenet overtoner, er Skye Løfvanders bog oplagt læsning. (…) Skye Løfvander kommer rundt om de mange aspekter af begrebet overtoner, og han er lige grundig og vidende i de mere nøgterne afsnit der handler om den fysiske og musikteoretiske baggrund, om stemmens funktion og om de akustiske forhold, og der hvor han slipper den traditionelle videnskab og taler om farvernes lyd, tonesystemet baseret på kvindelige og mandlige tal og chakraernes musik.”

LEKTØRUDTALELSE, Søren Brunbech, Dansk Biblioteks Center

”Skye Løfvander har skrevet en bog der forsøger at forklare, beskrive og forstå begrebet overtoner – ”et forsøg på at retablere forbindelsen mellem musikken og matematiskfilosofiske grundlag”. Det er der kommet en mildest talt grundig bog ud af på 391 sider, der samtidig mere eller mindre er en hyldest til overtonesangeren David Hykes. (…) uanset om man i sidste ende lader sig overbevise, og det gjorde undertegnede kun delvist, åbner bogen op for en anderledes forståelse af hvad tone, klang og dermed også musik i virkeligheden er.”

Musikeren/ Jakob Christensen

”Birkerød-borgeren Skye Løfvander har begået en bog. En unik bog, men også en ”smal” bog, (…) et resultat af et mangeårigt, omfattende bogprojekt. (…) I sin bog peger Skye på vejen for anderledes musikalske oplevelser end dem Mozart og Brahms har givet os. Ved hjælp af historien og matematikken, solid forskning og subjektiv fascination giver han den tålmodige et værktøj, som kan føre langt ind i oplevelsesriget.”

Birkerød Avis/ Ulla Koch-Nielsen Om oplevelsen af Skyes overtonesang: ”Vigtigste element i koncerten var dog mandens meget smukke, fuldtonige stemme. Det er svært at forklare, hvordan det egentlig gik til, men allerede da jeg var et minut inde i koncerten, glemte jeg tid og sted. Min sjæl syntes at fatte noget af det sære budskab, og havde han bedt mig om at blive et par dage, havde jeg såmænd nok slået mig ned sådan lidt halvpermanent! Jeg har aldrig været i Tibet. Alligevel hensatte hans sang mig til fjerne Himalaya-egne, hvor munke og hyrder gennem generationer har måttet skole deres stemmer for at række ud over vidderne og bjergkammene. (Jeg mener: det er jo ikke Mantzius-salen og dens fine akustik vi her taler om, vel?). Der var en rigdom i hans stemme og den måde, hvorpå han lod sin pind stryge rundt om de her salatskåle. En mangfoldighed og fylde af små fine under- og overtoner, der tilsammen dannede den fulde rige hovedtone. Det usædvanlige repertoire til trods bød koncerten kun på harmoni og ren vellyd.”

Birkerød Avis/ Ulla Koch-Nielsen

Anmeldelse af Marc Van Tongeren: Overtone Singing, Fusica, Amsterdam 2002 /Skye løfvander Denne bog må i kraft af sine mange kvaliteter forventes at blive en grundbog, der vil blive refereret til, når det gælder overtonesangens kilder og historie samt de grundlæggende anatomisk-akustiske forhold i mennesket, som gør overtonesang mulig. Forfatteren er hollænder og præget af fascinationen af præcis de samme områder som den vietnamesiske musiketnolog Trân Quang Hai, som har skrevet forord til bogen, og som har et personligt venskab med forfatteren.

En meget stor del af bogens materiale bygger på de rejser til Tuva som forfatteren har gjort i flere omgange, hvor han har opsøgt og studeret groft sagt alt, hvad der har med overtonesang at gøre. Det betyder, at læseren bliver taget med på rejse til øde landsbyer og små nomadetelte, hvor vi stifter bekendtskab med alle de mere eller mindre bemærkelsesværdige sangere som forfatteren har hørt omtalt på sin vej. Man kan så diskutere, hvor stor en del af disse beretninger som egentlig er relevante, men når en mand er fascineret er det tåbeligt at stritte imod.

De områder, hvor bogen er stærk, er i første omgang alt det der er kommet ud af den personlige dykken ind i alle de forskellige historier og myter der findes omkring tuvinsk overtonesang og i de naboegne, hvor nogle af teknikkerne også er udbredt. Det bliver gjort med en så tilpas grad af overblik, så man kan begynde at sortere i myter og fakta. Forfatteren har desuden stået på hovedet i alt, hvad han har kunnet opstøve om andre etniske overtonetraditioner.

Næsten lige så stærkt i billedet, både hvad angår indhold og omfang, står et forsøg på at skabe et overblik over den moderne vestlige overtonesangs historie med en god forståelse for, hvad der vigtigt at få med og hvordan de forskellige impulser, grupper og solister har påvirket, lignet eller adskilt sig fra hinanden.

Bortset fra at det meget vigtige kapitel om Harmonix/ GONG mangler, tror jeg ikke vi kan forvente et finere overblik fra anden side foreløbig.

Endelig er der styr på begreberne når det gælder en god og solid præsentationen af den mere teknisk/ anatomiske side af menneskets akustiske instrument.

Lidt mindre stærkt står bogen på den musikteoretiske side, som behandles elementært og hvor der hist og her sniger sig grundlæggende fejl ind, bl.a. hvad angår solmisation og tonenavne.

De metafysiske aspekter samt visionerne for anvendelsen af overtonesang i kunstneriske og terapeutiske former fremstår også noget mere som løst sammenstillede elementer og mangler lidt overordnet sigte eller holdning.

Dette generelle billede spejler sig udmærket i den medfølgende CD, som primært er et musiketnologisk dokument over Tuva-sang suppleret med en del andre traditionelle sangudtryk med fremhævede overtoner.

Marc Van Tongeren er også selv glimrende overtonesanger og giver eksempler på sin højt udviklede teknik, bl.a. de tre ”klassiske”: kargyra, khöömei og sygyt.

Derudover demonstrerer han sin beherskelse af overtoner fremhævet ved vokallyde samt det som David Hykes kalder niveau 2, 3, 4 og 5: * overtonemelodi på drone * parallel bevægelse mellem primærtone og overtonelag * ”1 ovenover” (overtone som drone, melodi i primærtonen) * modbevægelse i de to lag Endelig er der et par sekvenser, hvor han udfolder sig i mere fri kunstnerisk form, hvor han viser glimrende teknik og flot klang, men måske mindre kunstnerisk sans for hvad det hele kan bruges til, hvis det skal blive til mere end ”at lave fascinerende lyde”.

Når dette tages frem, er det ikke blot og bar misundelse (han er jo altså dygtig), men et af de temaer, bogen tager op, er skismaet mellem en østlig traditionel, ”meditativ” og naturinspireret indfaldsvinkel overfor en vestlig kultiveret, teknisk og mental attitude.

Mange som dyrker Tuva-sangen (og lydhealing i bred forstand) har måske et lidt fremmedgjort forhold til de udviklinger, som er sket med den vestlige kunst-musik og finder sig godt til rette med overtonesang, bl.a. fordi man oplever, at accenten her er at søge ind i klangen og det intuitive, og væk fra ikke de komplicerede mønstre og harmonibegreber.

Imidlertid er forståelsen af vores egen harmonikultur mindst lige så vigtig som de traditionelle østlige for et frugtbart møde, som kan række videre end til blot at dyrke nogle interessante lyde for deres egen skyld.

Disse betragtninger mest for at anskueliggøre et vigtigt tema for overtonesang-kulturen som sådan. Jeg tror de fleste vil synes, at Overtone Singing så rigeligt kan føre dem videre med både musikteoretiske og metafysiske overvejelser.

Så når alt dette er sagt, skal det understreges, som det skrives indledningsvist, at bogen er så farverig, levende og personlig, men alligevel med bevaret overblik, grundig og godt disponeret, at den simpelthen må blive noget af en klassiker for overtone-fans. I øvrigt er den flot sat op og i godt udstyr.

Musik På CD

/Skye Løfvander

På mit lokale bibliotek i Birkerød, som jeg tidligere har lovprist i høje toner, har jeg fundet Polyphonies de Sardaigne, som er udgivet af Musee de L’Homme på samlingen C.N.R.S. Titlen siger så meget som Polyfoni fra Sardinien.

Det var noget af en overraskelse at sætte CD’en på, for det første, man lægger mærke til, er mere end ansatser til strubesang i Tuva-stil: den samme klangkvalitet med meget dyb resonans fra en strube med høj kompression. Det eneste man mangler er for så vidt, at overtonerne for alvor slipper løs i selvstændige melodier og helt adskilt fra de droner, som også her holdes længe for at arbejde med klangbilledet. Den specielle sangtradition udøves i grupper á fire mand, og hvis man ikke får de fritflyvende overtoner, får man til gengæld noget andet, nemlig et særpræget harmonisk univers med reel flerstemmighed, idet kun en af stemmerne dog har fri bevægelighed og de øvrige i store træk holder hver deres lange drone. Harmonierne skifter dog fra åndedrag til åndedrag med klangbilleder som minder snart om noget afrikansk, snart om noget eskimoisk og med stor variation af forskellige effekter i både det rytmiske og ”teksten”.

Sangerne benytter nemlig bl.a. små meningsløse lydstavelser som bim-bam-bom eller ni-no-næ for at udsmykke og fremhæve sider af klangen. Sangens nære forbindelse til en intuitiv viden og oplevelse af overtonernes virkemåde understreges af, at det er en tradition, hvor man også dyrker spil på jødeharpe. I øvrigt er disse traditionelle 4-mandsgrupper ikke blot kor, men en vigtig social foranstaltning i det lokale liv, idet de påtager sig altruistiske opgaver i et fællesskab med religiøse overtoner. Men det er en forunderlig, meget ”oprindelig” lyd-æstetik man får indtryk af, som kan opleves måske at række videre end de skiftende kulturelle værdier.

Formelt lægges den klangmæssige bund af ’bassu’ og ’kontra’, som fra et dybt leje, eksempelvis c (lille c) og g intonerer en ren kvint. Stemmen ’messa voce’ er den højeste og vil i dette tilfælde som udgangspunkt bevæge sig mellem e’ og g’, mens ’la voce’ udsmykker med en fri rolle i området mellem c’ og g’.

Den skarpe læser har bemærket at det drejer sig om funktioner fra overtonerækken (2, 3, 4, 5 og 6).

Den mest interessante effekt er når de forskellige stemmer fra hver deres leje får fremhævet den samme overtone i en samlet klang, hvor noget der er større end de enkelte dele overtager klangbilledet, jvf. beskrivelsen i Lyddoktorens brevkasse. I passager synger disse sardinske kor faktisk det meget vanskelige niveau 4: Overtonelaget virker som en fælles drone, hvorudfra alle melodi-bevægelser i primærtonen udspringer på samme måde som undertoner fra en hvilken som helst tone.

Spørg Lyddoktoren Ved det svingende legeme, Dr. Ali Quot.

I denne brevkasse kan du spørge om alt, hvad der vedrører sang, musik, krop, sjæl og ånd i mere eller mindre skøn forening.

Hvordan kan det være, at jeg oplever at stå i en katedral, når vi synger overtoner? /Tertsen Den første betragtning er helt enkel: En katedral er et stort, åbent rum, som tillader alle lyde at folde sig ud, med alt hvad de indeholder, men som dog forstærker og indrammer visse toner mere end andre, det er i høj grad et spørgsmål om rummets dimensioner. En katedral har oftest store, nøgne flader, en del forskellige længdeforhold og afstande samt ofte hvælvinger eller kupler, der samler og centrerer lyden om den som synger. Det betyder, at en bygning på sin vis kommer til at virke som et gigantisk musikinstrument med sin egen særlige klangfarve, et instrument som man med sin stemme kan spille på.

Men hvorfor kan et par menneskestemmer fremmane katedralfølelsen? Hvis en enkelt person synger og en anden derpå falder ind i samme tonehøjde, vil den første opleve, at det kan blive lettere at synge, at det ikke kræver så meget at skabe fylde på tonen, som når man synger alene. Dette skyldes først og fremmest, at de to primærtoner, som normalt indeholder den største mængde lyd-energi, forstærker hinanden, men hvis disse to toner endvidere stemmer præcist, vil overtonerne i de to stemmer ligeledes stemme og forstærke hinanden. Overtonerne lever som alle andre lyde i kraft af frekvens (tid) og bølgelængde (rum).

Når man bliver opmærksom på overtonelaget, bliver man også opmærksom på (om end underbevidst) de længder, som hører til disse toner. En fyldig klang vil helt naturligt give følelsen af rum, for man indesluttes i et felt af en masse samvirkende længdefaktorer. Ligesom med kirkearkitekturen som har enkle, rene linier, virker de naturlige harmonier gennem enkle rene proportioner.

Man behøver ikke nødvendigvis at synge samme toner for at opnå effekten, hemmeligheden ligger i at afstemme sine harmoniske spektre efter hinanden, så den ene persons primærtone stemmer perfekt med en tone fra en anden persons overtonelag.

I Barbershop kor tilstræbes disse harmonier som kaldes klokkelyd, udvidet klang ol.

Der sker en sammensmeltning af toner i overtonelaget, som giver en udvidet oplevelse af hele klangen, som om noget større tager over, en klang produceres som er mere end produktet af delene.

Hvordan kan det være, at jeg på min transistorradio kan høre kontrabastoner, som er dybere end de frekvensværdier, der er opgivet som radioens tekniske specifikationer? / Bo Phillipsen Spørgsmålet er virkelig godt, og tilmed et af den slags der demonstrerer, hvor dybt overtonestrukturens virkelighed er integreret i os. Spørgeren har ret: visse transistorradioers højttalere (og telefoner med for den sags skyld) kan set fra en teknisk betragtning kun gengive toner ned til eksempelvis 150 Hz. Alligevel vil man kunne høre toner i al deres fylde og rimelig kvalitet, som kommer fra meget dybere lag.

Finessen er, at al den dybe musik som mangler, fordi transistorradioens begrænsninger sorterer den fra, så at sige gøres færdig i lytteren selv.

Al klang handler om opbygning af et harmonisk spektrum: en række overtoner, som svinger med i større eller mindre grad. I tilfældet med transistorradioen eller telefonen, vil vi teknisk set slet ikke kunne høre primærtonen, men vi kan til gengæld høre dens overtoner, og da vi er fortrolige (om ikke andet så underbevidst) med de enkelte instrumenters klang, sætter psyken ganske enkelt en mekanisme i gang som kompenserer for den manglende del af klangspektret og føjer det dybe lag til inde i det lyttende sind. Er det ikke forunderligt?

Denne effekt som faktisk hedder transistoreffekten kan også bruges til at fremkalde illusionen om dybe toner på instrumenter, som slet ikke har så dybe toner.

Man kan f.eks. fremmane oplevelsen af tonen c (lille c) ved at spille to toner fra dennes overtonerække, eksempelvis c’ og g’ (nr. 2 og 3) eller g’ og c’’ (3 og 4), c’’ og e’’ (4 og 5) osv. Og denne tone, c, som altså ikke findes i objektiv og målelig forstand, vil alligevel opleves lige så klart og tydelig som de øvrige toner, der faktisk spilles og kan måles. Dette gælder naturligvis kun hvis der er en naturlig anledning til at vi skal bilde os denne tone ind: Det kan som første mulighed være en naturlig bevægelse i melodien, hvor instrumentalisten, i stedet for at spille en tone, som er for dyb til instrumentet, spiller to af dens overtoner, her kan man altså bevidst snyde og bilde lytterne ind at de hører toner som ikke findes objektivt. Den anden mulighed er som med telefon eller transistorradio, at vi genkender et instruments klang og selv gør billedet færdigt.

- Hvordan lærer jeg at synge klare overtoner? /Monika N. Tate Kære Monika!

Der er 2 trin i stigen til de frit flyvende overtoners univers: 1) Lad din lytning fordybes!

2) Vov ikke blot at søge, men også at finde!

Begge trin virker måske umiddelbart - som så meget andet dybt og vigtigt – ret banale.

Overtonerne findes allerede i al den lyd du frembringer. Hvis det nøgne træ med vidtstrakte grene skal folde sig ud med blade, blomster og frugt må din lytning være som en sydvendt mur som træet kan vokse op ad. Når du lytter dig ind i klangens kvalitet og ved at være vågen og opmærksom, gøder og vander du træet, så det kan vokse organisk frem. Samspillet mellem lytning, ro og forøget opmærksomhed afdækker de nye lag i klangbilledet. De overtoner som du langsomt lærer at lytte til, vil du kunne forstærke ved en form for akustisk biofeedback, en Der er mange ting spændende ting at finde i træet: spindemider, bark i forskellige nuancer, harpiks, måske en fugl. Det er dejlig at søge, at gå på opdagelse i et univers, men undertiden bliver man nødt til at beslutte sig for ikke blot at søge, men at finde: Bliv derfor ved en enkelt tone eller en speciel klangkvalitet og lad den åbenbare sit væsens dybder. Find ind i dig selv sammen med den… og (øre-)VOKS! Naturens Åndedrag (sakset fra Qi-Nyt) Når den store natur sukker, hører vi vindene der lydløse i sig selv, vækker andre væsners stemmer, idet den blæser på dem.

Fra hver eneste åbning lyder høje stemmer. Har du aldrig hørt dette brus af stemmer?

Der står den hængende skov på det stejle bjerg; gamle træer fulde af huller og revner som næser, munde og ører furer i håret, hulninger fulde af vand: Man hører brølen og buldren, hvislen, kommandoråb, knurren, dybe droner, sorgfyldte fløjter. Én lyd vækker en anden til dialog.

Blide lyde synger forsagt, stærke vinde blæser frit.

Derefter falder vindene til ro. Åbningerne tømmes for den sidste lyd.

Har du aldrig lagt mærke til, Hvordan alting skælver og falder til ro?

Chuang Tzu (ca. 4. årh. f. Kr.)

Luftig Lydhealing – To Bambusbesøg /Skye Første scene: Et lille stykke Japan på en villavej i Valby. Her er indrettet en træningssal, en såkaldt dojo, for aikido, kendo og lignende martiale udfoldelser.

Alle de enkle rene linier, materialer og udsmykning leder tanken til den opgående sols land, her er kendo-stave, mester-billeder, kalligrafi og en bar bygget med natursten og træ. Udenfor det store panorama vindue ligger en lille, sirligt revet meditationshave med sand og sten og under tagspærene på patioen ligger vældige, lange bambusstænger.

Denne aften er det mest interessante bambus dog det, som bliver medbragt af den lille flok kyotaku-entusiaster. En kyotaku er en stor og mere oprindelig udgave af den mere kendte shakuhachi: en kantblæst langfløjte med 5 huller. Tonen skal åndes snarere end blæses frem, og det kræver faktisk, at man ikke sætter for stor en grad af vilje ind på det. Balancen mellem total afslapning og absolut kontrol er konstant i fokus, og tempoet synes brat et par niveauer ned så opmærksomheden samler sig om alle de subtile detaljer i den enkelte tone.

Fløjten som er fremstillet af et stykke solidt bambus-rodparti og forsynet med lakrødt indre og kalligrafi brændt ind i overfladen er så stor at fingrene skal strækkes for at dække alle huller.

At lokke tonen frem og lade den opnå fylde er en øvelse i sig selv, som minder meget om hele indstillingen og finessen ved overtonessang.

Kyotakuen og den holdning som kræves for at lokke toner frem af den inviterer til fordybelse i det enkle.

Den lille gruppe – ca. 10 personer – kan således gøre det til en fælles øvelse blot sammen at blæse hver enkelt af instrumentets toner en efter en, selvom der er stor spredning mht. evner og erfaring.

Anders Nordin tager de lidt mere nye i faget lidt afsides og giver anvisninger til teknik og selve holdningen i spillet. Jeg oplever en fin balance idet der er rart at være her og ingen bliver presset men alle bliver bragt et skridt videre med fløjten. Anders’ historie om et liv med den store bambusfløjte og en enestående japansk læremester fortæller han nærmere om i Nyt Aspekt, august ’03.

Imens begynderne bliver instrueret, har de viderekomne øvet sig på et af de traditionelle stykker som er skrevet specielt for fløjten. Man spiller efter japanske ”noder”, hvor hver tone har et skrifttegn, som bliver suppleret med små mærker som angiver blæse-styrke og –vinkel, effekter osv. Finalen bliver en præsentation af et svært solo-stykke af den mest fremmelige elev.

Oplevelsen af aftenen som helhed var noget surrealistisk på en dejlig vedkommende og opløftende måde. Fløjte-kredsen er ikke ganske åben for nye interesserede. For at tilkendegive at man mener det alvorligt bliver man anmodet om at anskaffe en af de store fløjter som kan bestilles i Japan eller Tyskland, og de er ikke så billige som de er enkle. Fløjten er således som udgangspunkt adgangskort, men man skal ikke holde sig tilbage for at kontakte Anders hvis man er interesseret i den japanske bambusfløjte. Han har også udgivet en CD med sin mesters Koku Nishimuras spil, som er en invitation til et fantastisk musisk univers.

Se mere herom på www.kyotaku.dk eller ring til Anders på tlf. 33 31 28 86

Anden scene: Et kælderværelse i en villa i Birkerød. Midt på gulvet et bord og rundt om det en lille håndfuld mennesker som arbejder i en skøn stemning sammensat af intenst fokus og solid hygge. På bordet ligger gammeldags håndboremaskiner, kasser med file, bøger og hæfter med tabeller og anvisninger, stemmeapparatur (frekvensmåler) og så det vigtigste: bambus i flere længder og tykkelser. Her fremstilles bamboo pipes, en blokfløjte-type med oprindelse i en siciliansk hyrdefløjte.

For bordenden sidder en smuk og vital gammel kvinde, som er det naturlige samlingspunkt for den lille flok og som hele tiden må give råd og anvisninger til hvordan fløjteskærerne kommer videre med hver deres individuelle projekt. Der fremstilles fløjter fra sopran til bas samt videre på begge sider hvis man har lyst. I aften er der bambus i længder fra godt 20 cm til over en meter. Val Nielbo har fremstillet fløjter i det meste af sit lange liv og på særligt indrettede holdere ser man eksempler på kunstnerisk design, flotte farver og mønstre som giver fløjterne en ekstra dimension. Hun er født i Schweiz, hvor der er en mere levende tradition bambusfløjtekultur, og i løbet af årene har hun udbredt kulturen herhjemme med en forening, jævnlige møder, værkstedsaftener og koncerter.

Michael, som har gang i et stort flot stykke bambus af plakatrørs-dimensioner, fortæller, at Val har en enestående praktisk viden om alle de små finesser: problemer som man kan støde på undervejs og små tricks og fif som man kan tage i brug for at overkomme dem.

Luften er tæt af indforståede udtryk og benævnelser for de kanaler, kanter og huller på fløjten som frembringer lyden. Vidste du f.eks. at hvis røret er relativt tyndvægget, bliver tonen mere tæt og fyldig, når man ovenpå blæsekanalen limer en såkaldt ”kasket”, som simpelthen er en fortykkelse og det endda ikke i et af de områder, hvor man normalt antager, at klangen dannes.

Der lyttes, vejes og vurderes om fløjten har en fyldig primærtone i forhold til overblæsningstonerne, om disse rammer oktaven rent, om hullerne skal flyttes en anelse eller være en smule større, om der er utætheder ved proppen i mundstykket og den sliske som den danner for luften har den rette hældning osv. osv. Atter glædes man over at man godt kan arbejde seriøst med noget samtidig med at stemningen er gennemsyret af noget godt og afslappet og ingen skal præstere noget.

Den aften var en kælder-oplevelse fuld af en rigdom af menneskeligt nærvær og varme samt et fascinerende instrument, som vel er bygget af det mest enkle fra naturen og dog helt efter individuelt temperament kan bruges til at justere ører, finmotorik, matematisk sans og tonefornemmelse. Det er sgu da healing så det vil noget!

Stemmen som læremester /Barbara von Siebenthal Kunsten at give slip i stemmen kan give en oplevelse af, hvilket vidunderligt redskab stemme er til healing og selvindsigt. Der er naturligvis mange veje, og mangfoldige måder at lære at kende og opdage sin stemme og dens potentiale på. I mit mere end 20-årige arbejde med stemmen og dens kraft bliver jeg ofte mindet om, hvor uforudsigelig og uopdaget arbejdet med stemmen igen og igen synes at være. Kloden har vi rejst tynd og der er nok ikke længere noget sted på jorden der ikke er kortlagt, stemmen og dens kraft derimod er stadig et mysterium, der ikke nemt lader sig kortlægge. Dens kraft er, at den kan vise vores bevidsthed vej ind i en større sammenhæng med os selv, livet, skabelsen, energi, molekyler, neutroner og protroner, bevægelse, forandring og væren. Kunsten er “bare” at give så tilpas slip i stemmen at den for lov at vise vejen.

Det er ikke helt så nemt som det lyder, da vi jo har for vane at holde godt fast i et forsøg på at opretholde kontrollen over os selv, og dermed også stemmen. Man kan høre meget i en stemme. Lytter man, hører man hvordan det “egentlig” står til. Stemmen afslører gerne og vi kan have svært ved at kontrollere den i et forsøg på ikke at afsløre en skælven eller usikkerhed, vrede, sårbarhed osv. Man kan sige, at stemmen er vort psykiske fingeraftryk. Så lig med vores forsøg på at kontrollere os selv følelsesmæssigt, kontrollerer vi også stemmen. Det betyder at den holder sig i vante baner og ikke har mulighed for at komme med overraskende nyt.

Og det er netop det stemmen kan, når vi formår at give slip ind i den. Den kan tage os nye steder hen, og formidle så meget mere af os selv end vi umiddelbart har tilgang til.

Et godt sted at starte på rejsen ind i stemmens kraft er at arbejde med stemmen som følelsesforløsende vejleder. Ikke at have kontakt til sin stemme kan være det samme som ikke at have kontakt til sig selv følelsesmæssigt. En sådan stemme er ofte meget kontrolleret.

Gennem at arbejdet med stemmen følelsesforløsende åbner den sig op igen, bliver mere ærlig og umiddelbar, og også mere behagelig at lytte til. Idet stemmen genfinder sit naturlige leje svinger den igen sammen med hele personens energi og udstråling. Den stemmer. Tilstande som f.eks. træthed, at føle sig drænet, stress, uro, ligegyldighed, kontrol, arrogance, selvfordømmelse, mindreværd osv. osv. er jo alt sammen udtryk for, at der er noget i systemet der gerne vil mærkes. Stemmen kan tage os direkte derhen og i løbet af et kort øjeblik forløse temaer der længe har virket fra det skjulte. Det kan den fordi den ikke behøver et analytisk forståelsesapparat for at kunne forløse. Stemmen er læremesteren. Den tager os let bag om sindet, det travle sind, ind i et selvfordybende landskab på tværs af tid og rum.

Her kan mange af de følelser som sindet helst ikke vil se eller røre, ubesværet blive forløst, så energien igen flyder frit i hele systemet.

En af metoderne jeg har udviklet for at frigøre stemme til igen at svinge i naturlig samklang med resten af personen og energisystemet, bygger på det princip, at lyd kan tage os hen hvor lys ikke kan. Lyd trænge gennem materien, hvor lys ikke kan nå, ligesom vi ikke kan se det lys der skinner på den anden side af væggen, men vi kan høre at der er nogen. Anvender vi dette princip på det indre plan, vil vi ved at følge stemmen indad blive ledt til steder og områder i os selv, hvor vi ikke umiddelbart har tilgang med vores bevidstheds lys.

Ved at lade bevidstheden følge stemmen ind i den fysiske krop og energi-kroppen, hvor man kan forestille sig, at blokeringerne sidder som “krystalliske småklumper”, søger lydene hen hvor der er brug for dem. Ved der at give slip ind i stemmen opstår den rette svingningsfrekvens der søger hen mod blokeringer. Blokeringen bliver påvirket af lydfrekvensen, og begynder at svinge med indtil den pludseligt, eller stille og roligt, opløser sig.

Dette kan give sig udtryk i en stærk følelsesforløsende oplevelse, da der i centret af en sådan krystallisering ofte er indkapslet en afvist følelse. Det kan også komme til udtryk som en mere energetisk forløsning uden konkret følelse. I begge tilfælde frigøres ofte et reservoir af kreativ livsenergi. Energiblokeringer som har ligget dybt i underbevidstheden kan forlade systemet og give plads for et mere autentisk og livsbekræftende udtryk som f.eks. styrke, overskud, glæde og selvindsigt.

SJÆLENS LYD - HJERTES STEMME Samme princip, dog i en helt anden form, bliver anvendt i et skelsættende arbejde med “Sjælens lyd – Hjertets stemme”, også kaldet ”Sjælesang”. Et lydhealingsarbejde der for mange har været livs forvandlende og med en dyb healende effekt over en lang livs periode.

Metoden er udviklet ud fra mine mange års arbejde med stemmen, og flere års arbejde inspireret af Bert Hellingers metode “Familiekonstellation ”- I min version kaldet “Familiebilleder”. I “Familiebilleder” arbejder vi med familien som et energetisk system - et netværk der ikke lader sig begrænse af tid og rum. Dette arbejde begynder med at deltageren vælger stedfortrædere for sin familie, og ud fra en indre følelse i øjeblikket placerer dem på gulvet. Efterhånden som de dynamiske forviklinger der er at se i systemet bliver bragt i balance, åbner der sig en strøm af kærlighed.

Denne kærlighed er at mærke i hele energifeltet, og selv som tilskuer blive man ofte dybt berørt af den. Et af de interessante fænomener i dette arbejde er at stedfortræderne begynder at føle som de personer de repræsenterer i opstillingen, nogle gange endda helt ind i de fysiske symptomer.

Som f.eks. da en stedfortræder forleden havde en underlig død og kold fornemmelse i det ene ben, og det efterfølgende blev bekræftet at personen han repræsenterede netop manglede det ben. Dette fænomen, som har vist sig igennem flere hundrede af opstillinger, går igen i arbejdet med ”Sjælesang”.

I løbet af livet kan vi have mistet kontakten til aspekter af sjælen, så kvaliteter vi måske engang levede med største selvfølgelighed ikke længere er tilgængelige. Det kan være kvaliteter som f.eks. åbenhed, hengivenhed, glæde, tillid, mod, tro, intuition, leg, humor og mange andre. Symptomerne på et sådant tab kan være forskellige og spænde lige fra en udefinerlig følelse af savn, som om noget mangler, til helt konkrete vanskeligheder i livssammenhænge.

Når vi træder ind i sjælens resonansfelt og lader stemmen være den afgørende faktor kan disse dele synges hjem igen. Sjælens resonansfelt er i den her sammenhæng det felt, hvor vi har ”opmagasineret” alle oplevelser og erfaringer, det være sig store skelsættende oplevelser, såvel som små forbipasserende. I sjælefeltet ser det ofte ganske anderledes ud, end hvad vi umiddelbart har tilgang til gennem mentalt eller psykologisk indsigt. F.eks. kan oplevelser som vi for længst troede afsluttet vise sig at optage en masse plads og energi, og oplevelser som vi er overbevist om er meget vigtige for sjælen, viser sig at være helt uden energi i sjælefeltet.

At sjælekvaliteten kan være sat ud af spillet efter en given hændelse ses tydeligt i arbejdet på gulvet. Dette tager udgangspunkt i at deltageren har fundet en episode eller en periode i sit liv hvor han/hun oplever at have mistet kontakten til et sjælsaspekt - en sjæledel.

Denne situation bruges som indgangsportalen til arbejdet med at synge sjæledelen ”hjem igen”. Ud fra en indre følelse i øjeblikket vælger deltageren stedfortrædere for enkelte elementer fra situationen, eller livsperioden, og placerer dem på gulvet. Til forskel fra familiebilleder kan det her foruden personer også være objekter, dyr, begivenheder o.a. som står på gulvet, idet alt hvad sjælen har investeret energi i har et sprog og hører til i det sjælelige resonansfelt. Når stedfortræderne står på gulvet opstår det spændingsfelt som deltageren bærer i sig, synligt og tilgængeligt.

Ved at lade de forskellige stedfortrædere synge energierne ud opleves hvordan lyd helt konkret har evnen til at opløse disharmonier og af sig selv finde vejen til healing og integration.

Selvom repræsentanterne på gulvet kan være personer der ikke er vant til at bruge stemmen, måske er generte og ikke synes de kan synge, kan de pludselig synge med en kraft og med lyde som de ikke selv har kendt til før. Ved at lytte til de energetiske lovmæssigheder i sjælefeltet flyttes rundt på stedfortræderne, og spændingerne intensiveres og forløses. I det øjeblik stemmens svingningsfrekvenser har transformeret sjælefeltets dissonans til at vibrere i resonans, er der skabt rum for sjæledelen til igen at kunne medvirke som en aktiv, vibrerende del af sjælefeltet.

Det er ofte en hjertegribende oplevelse når deltageren står i mødet med sjæledelen, og synger den ”hjem igen” med hele kroppen. ”Sjælens lyd – Hjertes stemme” kan opleves som en improviseret og kropslig lydhealings-koncert, der som et vibrerende, syngende energifelt også fylder de omkringsiddende tilskuerne med healende sang, der forløser dybt ind i sjælen.

Barbara von Siebenthal er stifter og leder af Center for Kreativitet og Teater.

For oplysninger om stemmekurser og udannelser: www. siebenthal.dk, tlf. 70 23 23 30.

Analyse med Overtoner Inspireret af Harmonic Choirs besøg og genudgivelsen af CD’en Hearing Solar Winds på forlaget Ocora bringes et uddrag af bogen New Age Musik af Ma Prem Madhurima (Margit Rigtrup), udkommet på Publimus 1986. Bogen er oprindeligt skrevet som et hovedfagsspeciale ved Århus Universitet. Man kan altid diskutere, hvornår det er rimeligt at dissekere stor musik med analyser og hele det musikteoretiske begrebsapparat. Som med alle andre områder er der en gylden balancegang mellem at have en udviklet begrebsdannelse og på den anden side samtidig frihed til at opleve rent og uhildet. Med dette in mente kan det måske endda føre til nye, større lytte-oplevelser at blive opmærksom på nogle af de ting, som fra et formelt perspektiv sker i løbet af et stykke musik.

De fleste af betragtningerne er skrevet i forbindelse med Harmonic Choirs besøg i 1985 og flere af citaterne er fra programmet fra koncerten i Århus. Nogle af oplysningerne er naturligvis forældede. Det giver naturligvis størst udbytte hvis man samtidig med analysen følger med på CD’en Hearing Solar Winds. Uden at have hørt den nye udgave af CD’en skal det siges, at analysen næppe er dækkende for andet end den gamle udgave af nummeret Rainbow Voice. (oversættelser til dansk i kursiv tilføjet af Skye)

”Harmonic Choir består af David Hykes (korleder), Timothy Hills, Theodore Levin, Michelle Hykes, Richard Franko og Marjorie Johnson. 1) David Hykes startede gruppen for ca. 10 år siden i New York. I forbindelse med et filmprojekt stødte Hykes på optagelser af mongolske nomaders og tibetanske munkes hoomi-sang: en sangteknik, hvorved man kan fremkalde overtoner, mens man vedvarende holder grundtonen. Det vigtigste i denne form for ’chanting’ er ikke en virtuos teknik eller stemmkontrol, men at sangeren er totalt afslappet i krop og åndedræt og er i stand til fordybelse. 2). Hykes blev meget berørt af denne musik og begyndte at lære teknikken ved at lytte sig frem til, hvordan de frembragte overtonerne. Senere rejste han selv til Mongoliet for at søge direkte information om denne meget gamle tradition.

Ingen af gruppens sangere er uddannede eller trænede sangere i normal forstand. ”The group’s work is founded simply on the idea of listening, that there are levels of listening, and that a starting point for expanding and refining the listening might be in producing, hearing and tuning the finer, higher sounds that are the harmonic overtones in the voice” (Gruppens arbejde er ganske enkelt baseret på det at lytte; at der findes niveauer i lytning, og at et udgangspunkt til at udvide og forfine sin evne til at lytte kan være at frembringe, høre og finstemme de subtile højere lyde, som er overtonerne i menneskets stemme.”) 3) Hykes har udtalt om deres musik, at han håber, den kan være en hjælp ”to open people to a quality of listening in themselves which is ever more covered by the noise and violence of modern life” (til at åbne mennesker mod en lytte-kvalitet i dem selv, som bliver mere og mere sløret af det moderne livs støj og vold.”) 4)

Han knytter musikken an til den gamle østlige traditions opfattelse af musik som en refleksion af den oprindelige kosmiske vibration.

Overtonemusik kan måske være med til at bringe os tættere på denne og dermed bringe os i harmoni med os selv.

”Virkelig musik skaber en atmosfære, hvor de organiske vibrationer af denne meget menneskelige kamp for en større harmoni mødes – måske simpelthen gennem en alvor og længsel efter ”noget andet”. Dette andet kunne beskrives som et legeme af lytten, som vækkes til live indeni og uden for os, som det blev kaldt på af musikken. Det kan vækkes til live af mennesker, der lytter opmærksomt sammen… for mennesker næres denne lytning af opmærksomhed, indre ro, god fysisk kondition, fornemmelse for det rum man er i sammen med de andre lyttere, og en så fuldstændig oplevelse af ens eget legeme som muligt, indbefattet fornemmelse af vejrtrækningen.” 5)

Analyse af Rainbow Voice (Fra Hearing Solar Winds) Titlen Rainbow Voice leder tanken hen på parallellen mellem det hvide sollys, der bliver spaltet ud i regnbuens farver, og så denne musik, hvor én tone bliver spaltet ud, så man tydeligt hører dens partialtoner. Nummeret synges solo af David Hykes og varer 7½ minut.

Vigtigheden af effekten på publikum fremhæver Hykes yderligere i et interview, som Karin Sivertsen havde med ham og et par andre medlemmer af koret i forbindelse med deres turne i Danmark i april 1985. Her siger han: ”Moderne mennesker er døve, meget døve endda og måske er vores musik en måde at erklære krig mod døvheden på. Så vores musik er en slags ikke-voldelig, hellig krig mod døvheden. Og overtonerne er noget, der ingen erfaring er med at lytte til, så ved brugen af dem er virkningen dels forårsaget af, at de har en helt speciel karakter, men det skyldes også, at vi ikke har noget vanemæssigt forhold til at lytte til dem endnu. Og så længe det er sådan, rører de ved en meget fri energi hos lytteren og åbner derfor muligheden for en ny erkendelse i det menneske, der lytter til dem.” 6)

Herefter følger et forløb (1½ minut), hvor han synger A – og Bb lige ovenover. Når han synger A, tager han først 5. partialtone og 6. Partialtone, glider derefter op på Bb og tager 5. partialtone: (Ill. 2)

Han starter med at synge den dybe tone F; glider fra F langsomt en kvart op til Bb. Glider hurtigt – igen fra F- næsten en oktav op til E. Glider til sidst igen fra F hurtigt op på decimen A, hvor han lader 3. partialtone klinge: (varighed: 1 minut) (Ill. 1)

Ved 3 min. og 25 sek. synger han en slags hymne, der minder om gregoriansk kirkesang. 2. del af hymnen er illustreret i nedenstående eksempel (Ill.3): Ved 4 min. og 40 sek starter et nyt forløb (1 minut), hvor han vedvarende synger på grundtonen A, mens han laver ”overtonemelodier” ovenover (når til sidst i forløbet helt op på 12. partialtone). Starten af forløbet er vist nedenfor (Ill. 4):

Når man synger melodier i normal forstand, fokuserer man oftest på bevægelsen, og man abstraherer fra (eller er ikke så bevidst om), at den enkelte tone består af andet i end grundtonen (primærtonen, red.). I vestlig musik arbejder man meget med klangvariationer ved at instrumentere forskelligt. I denne østligt inspirerede musik arbejder man meget med den enkelte tones klang. En tone er ikke blot en grundtone, men en række partialtoner. Ved hjælp af den specielle sangteknik (en forfinelse af vokaldannelsen, hvor de forskellige vokaler opstår ved at de forskellige klangrum (næsehule, mundhule) bringes til at fremhæve forskellige toneområder) fremhæver Hykes forskellige af overtonerne, og ofte er de ligeså tydeligt hørbare som grundtonen.

Sangen er optaget i et meget stort (formodentligt kirke-) rum, hvor akustikken giver en kraftig og lang rumklang, som gør, at lyden vibrerer meget længe (optagelsen er gjort i Thoronet-klosteret i Frankrig, red.). De opadgående glidetoner i begyndelsen af Rainbow Voice virker som en opstart (næsten som når man starter en motor). De giver en kraftig fornemmelse af at ”blive trukket helt nedefra og op”, ”at lade sig føre med op”. Glidetonerne kan virke ”overvældende” eller ”chokerende”, måske fordi vi er så vant til at høre grundtoner bevæge sig i trin. – Med glidetonerne lader man sig føre med op, og med de første overtoner, bevæger man sig ind i noget lysere, finere, større. Min personlige oplevelse af den først sungne overtone er som et lys, der bliver tændt – og bevæger sig. Forskellige ”forsøgspersoner” har udtalt, at det giver en fornemmelse af, at ”luften omkring én åbner sig og bliver renset”, at ”overtonerne åbner op til noget lysere, højere, - det er næsten som om de er ikkestoflige”.

De forskellige måder, Hykes arbejder på i Rainbow Voice er alle nogle, der bygger på forskellige teknikker til at fremhæve overtonerne: I eks. 2 og 3 laver han parallelle melodier i grundtone og overtoner, og i slutningen af eksemplerne (den næstsidste og sidste tone) laver han endog modevægelser mellem grundtone og overtone!! – I eks. 4 laver han en melodi ud af overtonerne alene. – I ”hymnen” (eks.3) opstår der nogle pudsige sammenstød mellem grundtoner og overtoner, f.eks. når han fremhæver A’s 5. partialtone (Cis) og lige efter går op på grundtonen C (altså sammenstød mellem durterts og molterts).

Det er således tydeligt, at Hykes arbejder meget med lyds helt elementære grundelementer: en enkelt tones klang og overtoner, som får lov at klinge så længe, at den begynder at vibrere med sig selv.

I det efterfølgende nummer ”Multiplication of Voices at the Heart of the Body of Sound”, der, som titlen antyder, er for flere stemmer, arbejder koret bogstaveligt talt med ”Lydens Krop” (som titlen fortæller), - med svævninger mellem to eller flere toner, der synges i tætte intervaller, eller én tone, der bare glider eller hænger i luften og kommer til at svæve med sig selv. – Nummeret starter med at udforske det mest elementære, nemlig den unisone klang (to stemmer der synger unisont) og de svævninger, der opstår, når stemmerne glider fra hinanden, først i mikro-intervaller, efterhånden ud til en lille og en stor sekund, videre ud til en lille terts osv. – og man kan høre, hvordan svævningernes rytme vokser med intervallets størrelse.

– Nummeret kan give en utrolig stærk fornemmelse og oplevelse af ens krop (f.eks. en tydelig oplevelse og bevidsthed om ens rygrad).

Det er min egen og andre ”forsøgspersoners” oplevelse, at der er en ”logisk” rækkefølge af numrene på pladen. Det første nummer er som en ”åbning”, en opstart, og man er herefter klar til at lade sig ”massere” af det andet nummers kraftfulde svævninger (som minder om en stor motor, et lokomotiv). I det tredje nummer ”Arc Descents/ The Fall” lader hele koret langsomt deres stemmer glide nedad, og den fornemmelse af tonalt ståsted, som man trods alt har haft i de foregående numre, forsvinder helt.; det har givet reaktioner som ”et skyl ned gennem hele kroppen”, ”at blive trukket dybere og dybere ned”, ”vejrtrækningen bliver uendelig dyb og langsom”. – De fleste oplever, at musikken har meget ”krop”, og mange har udtalt, at den er utrolig virkningsfuld til at blive mere centreret i sig selv, - og til at gøre én mere ”hel”. Den ”kaster én ind i nu’et” og er dermed med til at give en meget umiddelbar og her-og-nuoplevelse af sin krop og af ”det der er lige i dette øjeblik”.

Alt dette bekræfter den opfattelse, at man med lyds helt elementære virkemidler (altså vokaler, der fremhæver forskellige overtoner, svævninger etc.) kan nå meget dybt ind i én selv, og at arbejde med tonen, er med til at gøre én mere åben overfor og mere opmærksom på ”finere” lyde, man normalt ikke opfatter.

Fravær af melodi, rytme etc. Er desuden med til at give en mere flydende tidsfornemmelse, som gør det lettere at være i nu’et, - man har ingen forventninger om det næste, der kommer.

Jeg selv og andre har erfaret, at lytning til Harmonic Choir har været med til at gøre lytning til anden musik mere intens. Dog er det en forudsætning (ja musikken næsten ”kræver” det), at man er totalt opmærksom, at man sidder (eller ligger), helst med fuldstændig ro i kroppen, ubevægelig, - og er parat til at give sig hen til musikken.

Hykes har udtalt, at musikken er en bevidsthedsøvelse til at blive mere opmærksomt lyttende, til at blive relateret til, eller harmoniseret med lytning på et andet plan, at gøre det ellers uhørlige hørligt (jvf. Østens opfattelse af hørlig lyd som en refleksion af en højere uhørlig lyd/ vibration). Min opfattelse af Harmonic Choirs musik er rent faktisk også, at det ikke er en musik, der bliver opført, fremført, forstået på den måde, at de synger ikke musikken, men lader nogle lyde, klange komme frem, lader dem klinge (det skal forstås således, at de har en anden holdning til det at synge; naturligvis synger de, men det er ikke så meget en handling, som de gør, men mere noget de lader ske – jvf. afsnittet om meditation). Det er en fornemmelse af, at det, man hører, ikke er en stemme, der bliver skabt, men en resonans med lyde, der har været der hele tiden, blot uhørlige.

Noter: 1)Fra program til midnatsmeditation med Harmonic Choir i Århus Domkirke 24/4 1985.

2)Theodore Levin, ”David Hykes & The Harmonic Choir” (artikel) 3)Levin, s. 2 4)Levin, s. 2 5)Noter om ”Harmonic Music” af David Hykes 6)Karin Sivertsens interview med David Hykes, Timothy Hill og Marjorie Johnson fra Harmonic Choir, ”Modspil” nr. 30, 1986.

PS! Redaktøren har et ønske om at få indført en distinktion mellem begreberne grundtone og primærtone, hvor det første har at gøre med skala og melodi, ”hjemtonen”, mens det andet er fundamentet i tonens klanglige opbygning, overtonerækkens nr. 1.

Jojklinje på musikhögskolan i Piteå? /Gösta Petersen Lidt redaktionel forklaring til de ikke-indviede i de gamle sangtraditioner i Sverige: Jojk er de seneste par år bl.a. Blevet almindeligt kendt gennem sangere som blandt andre Marie Boine. Det er en gammel samisk sangtradition, som for så vidt minder lidt om mantra-disciplin idet sangerne oftest har en melodistump som både er en form for personlig signatur og et sangligt fikspunkt, som kan holdes kørende under alle aktiviteter. Disse velkendte melodier kan så bruges til at improvisere over.

Der findes også jojk som er mere fælles gods, de fleste vil kunne synge med på den låuv-lådi-lådilådi-låuv-lådi-låuvaa, som med en same i nationaldragt var Norges bidrag til Melodi Grand Prix en gang i 80’erne.

Kulning er en traditionel sangform som mest er blevet brugt over store vidder i fjeldene. Den udføres praktisk talt kun af kvinder og er en form for råbe-sang i et så højt leje, at det for så vidt er teoretisk umuligt, men at sang har vide grænser burde være velkendt for dette blads læsere.

Härma ripor= imitere rypekald På biblioteket kan man finde en meget fin bog af Matts Arnberg som ganske enkelt har titlen Jojk, og hvor man på medfølgende CD kan få dækket nysgerrigheden. /S.L.

”Att hämta impulser och färger från intilliggande kulturer”, så var namnet på en av körkonventets arbetsbodar på musikhögskolan i Piteå, där tonsättarna Karin Rehnqvist och Jan Sandström, Kulturantropologen Hugh Beach och Jojkaren Johan Märak lade ut texten inför ett hundratal intresserade lyssnare. Ett par utgångspunkter för samtalet var: ”Vad händer när kulturen byter kläder?” och ”Vad tänker den som lämnar sitt bidrag?” Erik Westberg som i flera år verkat för skapandet av det Barents körcentrum som nu blivit verklighet deltog med Erik Westbergs vokalensemble och Musikhögskolans kammarkör.

Samtalsledare var Gunnel Fagius.

Hugh Beach berättade om bakgrunden till Solsönernas saga, beställningsverket från Sveriges Radio som uruppfördes i Öjeby kyrka på fredagens konsert. Solsönernas saga är en samisk motsvarighet till Kalevala, en samling av myter, berättelser och jojkar. Ett betydande verk för samerna värd all respekt. Prästen och etnologen Anders Fjellner, Solsönernas skapare blev dock mycket kritiserad av det svenska kulturetablissemanget då verket kom ut på 1800-talet! Hugh såg nu det nyskrivna körverket Solsönerna av Jan Sandström som ett led i erkännandet av diktverket Solsönerna och av den samiska kulturen över huvud taget! Den samiska kulturen har ju historiskt sett nedvärderats från svensk sida, men det kanske inte är så att att man ska se den mänskliga kulturella utvecklingen som en trappa, där man hela tiden rör sig mot högre och mer civiliserade höjder? Det muntliga berättandet och jojken "erinringens konst" innehåller stora kvaliteter!

Så fick vi höra Erik Westbergs vokalensemble sjunga delar av ”Biegga Luohte” som också innefattar Johan Märaks jojkande.

Johan är förresten en mästare på att härma ripor!

En jojklinje på musikhögskolan i Piteå! Det tycker tonsättaren Karin Rehnqvist skulle vara en bra idé! Själv har hon erfarenhet av hur viktigt för henne samarbetet varit med musikerna på folkmusiklinjen på Stockholms musikhögskola.

Musikvänner som Lena Willermark, Susanne Rosenberg och Sven Ahlbäck har hjälpt Karin att tränga in i den svenska folkmusikvärlden , vilket ju sedan speglas i hennes tonsättningar! Klang är något som Karin är mycket intresserad av. Hur ska man få körer att låta annorlunda? På vilket sätt? Vad ska man skriva in i noterna? Kanske viktigast att förebilda på ett bra sätt. Utländska körer låter annorlunda. Karin blev tex rejält överraskad en gång, då hon besökte en tysk kör som sjöng ett av hennes verk. Oj då, hur ska jag då skriva för att få dom att sjunga som jag vill!

Johan Märak berättade hur lycklig han blev när Erik Westberg ringde och frågade om det fanns någon jojk som det gick att göra ett körverk av.

Känslan var att han var glad och tacksam att man ville hjälpa till att lyfta upp den samiska kulturen. Jan Sandström kände han till, han hade minne av någon motorcykelskonsert...

Så man träffades, jojkade och spelade in. När Johan sedan så småningom långt senare hörde det färdiga resultatet blev han överraskad och förstod inte vad i fridens namn en stockholmare som Jan kunde göra så han hörde både renar och fjällvinden! Fast han hade ju förstås tillbringat barndomsår i Västerbottens fjällvärld!

Johan berättade också inlevelsefullt om tiden som renskötare i ungdomsåren, hur man som nyförälskad yngling tog hjälp av jojken, för att med vindens hjälp föra sina känslor till fästmön 40 mil därifrån.

Tonsättaren Jan Sandström berättade lite om sina tankar inför att skriva något som också skulle omsluta Johans jojkande. Jojken är komplicerad rytmiskt, det gällde att göra något som var stryktåligt formmässigt! Han ville också gärna se uruppförandet som en del av processen.

Erik Westberg pratade om samarbetet med Johan och hur dom i början försökt styra honom, men funnit att han gjorde sig bäst i full frihet.

Sjunga efter noter visade sig tex omöjligt för Johan. I musiken finns också härmning av djur, man kan höra fjällripor och hundar. Ordet Zagga kan betyda både hundskall och ”springa fort”.

”Till Ängeln med de brinnande händerna” med text av Björn von Rosen är skriven av Karin Rehnqvist för blandad kör och oboe. ”Under de många vintrar som följt på varandra har våra läppar allt mera frusit samman...” Här har en tanke vara att ”översätta” kulning till kör, vanliga röster. Varmt, inte rått. Tanken är kulning, falsettsång och oboe som blandar sig, så man kanske inte alltid hör vad som är vad.

Någon oboe blev det dock inte här, utan den stämman spelades på flygel när Musikhögskolans kammarkör framförde delar av ”Ängeln”.

Flickorna i kammarkören fortsatte med ”I himmelen”.

Dessa koralvariationer från Skattungbyn var ett beställningsverk skrivet av Karin Rehnqvist när Bosse Johansson skulle resa till Kina med sin flickkör. Intensiv klang, liten kör och fyra kulare.

Viktigt med folkmusiksvänget, att känna åttondelarna, Karin eldade på en försiktigt gungande Erik Westberg.

Vilka duktiga kulare förresten!

Arbetsboden avslutades med en fri diskussion om vad som händer när man för in folkmusikaliska element som jojken och kulningen i en annat, konstmusikaliskt sammanhang.

Kontexten förändras. Men förändringen sker ju i alla fall!

Risk för att det ursprungliga förytligas?

Per Nørgård For at følge op på artiklerne med henvisninger til Per Nørgårds musikalske univers rundes foreløbigt af med et par grundlæggende betragtninger om hans forhold til overtonerækken samt den uendelighedsrække, som han fandt frem til som frembringer af musik. Det kan desværre ikke blive til meget mere end til lige at løfte en lille flig af sløret.

Redaktøren gik sukkerkold undervejs i en længere teknisk præsentation, og har i stedet hentet dele af en meget pædagogisk præsentation fra Internet, som er skrevet af Jørgen Mortensen. www.pernoergaard.dk

Erik tyckte avslutningsvis att det var spännande med dessa nya vägar, han ville gärna bredda sina ramar. När han hörde Johan jojka på Island var det som att han förstod något! Vi som var där hade fått lyssna till fängslande inlägg och spännande körmusik av två engagerade tonsättare framförda av två fina ensembler.

Slutligen en personlig reflexion: Det var välgörande att komma upp till Jokkmokk och Piteå några dagar, jag har alltid trivts i Norrland med naturen och människorna. För den som blivit intresserad av jojken vill jag rekommendera Sveriges Radios praktverk ”Jojk” där man i bok och på medföljande CD kan uppleva renar, resor, flyttningar, älskog, frierier, djurfångst och få en inblick i den samiska kulturskatten: Sjunga, som ett sätt att minnas människor, renar och landskap. Ur detta förhållningssätt till musiken har vi nog alla något att lära!

Konstmusiken då? Ja, naturligtvis finns där inte kvar alla de ursprungliga dimensionerna av jojkens väsen, men jo men visst, det blir ju ny bra musik med andra kvaliteter och öppningar till det gamla, renarna kan man ju höra! Jag ansluter mig till Jan Sandströms deklaration: Jag vill ta in hela världen i min musik!

Hur var det nu förresten med den där björnen som kom inrusande, när Johans farfar och Lars Pirak satt insnöade med storviltsjägrna i Tarradalen: ”Stek den här medan vi hämtar en till” Någon som minns historien?

Per Nørgård, Uendelighedsrækken samt Overog Undertoner /Jørgen Mortensen Per Nørgård fandt frem til sin uendelighedsrække i 1959. Den har gennem årene spillet en overordentlig stor rolle for hans kompositioner.

Uendelighedsrækken er en serie tal - og som sådan må det at komponere med den henregnes til seriel teknik. Men Nørgård forfalder aldrig til ukritisk mekanisk komposition.

Uendelighedsrækken bliver brugt til det melodiske, men ikke samtidig til rytme eller dynamik, således som den centraleuropæiske serialisme foreskriver.

Nørgård siger selv, at han ikke opfandt, men fandt uendelighedsrækken. Dermed fik han indblik i et verdensbillede langt forud for sin tid.

At dette ikke blot er en floskel, ser man af, at uendelighedsrækken har en række fascinerende egenskaber, som man i dag uden videre vil betegne som fraktale. I 1959 havde man dårligt nok en videnskabelig underbygning af dette eller et videnskabeligt sprog omkring det. Det kom først med den generelle udbredelse af Kaos teorien omkring 1980. De rige musikalske potentialer i rækken er for længst bevist med en mængde værker.

Det er slående, i hvor høj grad uendelighedsrækken har træk fælles med fraktaler, og at den faktisk giver et billede af Kaos-teorien længe inden denne var formuleret af videnskaben.

Således som fraktaler generelt beskrives i det følgende må vi sige, at uendelighedsrækken har følgende egenskaber fælles med fraktalerne:

Skala-invarians - det samme billede dukker op i forskellige målestoksforhold Selvsimilaritet - vi genfinder rækken inde i rækken Konstruktion ved iteration - (projektion af intervaller) Konstruktion ved rekursion - (at "folde" en gang til)

Nedenfor ses et liniestykke på 144 enheder som deles gyldent i to dele på hhv. 55 og 89. Hver af de herved fremkomne dele er igen underdelt i det gyldne snits proportioner, og denne underdeling kan fortsættes uendeligt. Man ser i den mest underdelte linie, at Per Nørgård lader skiftevis den mindste del og den største del i en gylden deling komme først. Dette resulterer i en proportionsrække der skiftevis udvider og sammentrækker sig i en blødt svungen form.

- Den simple formel, det detaljerige billede!!

3 - 5 - 8 - 5 - 8 - 13 - 8 - 5 - 8 - 13 - 21 - 13 - 8 - 13 - 8 - 5

Det rytmiske uendelighedssystem Det rytmiske uendelighedssystem ligger jo for så vidt lige for: Vort helt almindelige rytmesystem med helnoder, halvnoder, fjerdedele osv. er jo både uendeligt (principielt) og hierarkisk, men det er samtidig næsten for nærliggende og modsvarer slet ikke uendelighedsrækkens fascinerende mønstre og bølgebevægelser; ej heller tilfredsstiller det Nørgårds tiltrukkethed af aperiodiske rytmestrukturers ekspressive muligheder.

Per Nørgård finder løsningen i det gyldne snit, som allerede har en lang forhistorie som musikalsk formgivningsprincip, men som må siges at være nyt på det detaljerede rytmiske plan.

Det gyldne snit Det gyldne snit er det snit, der deler et liniestykke i 2, således at det mindste stykke forholder sig til det største, som det største stykke til hele liniestykket.

Omsat til tilnærmede hele tal svarer dette til f.eks. 5:8 = 8:13, hvilket igen svarer til den såkaldte fibonacci-række.

Igennem århundrederne har det gyldne snit været prist for sin harmoni og skønhed; i middelalderen var det endog kendt som den guddommelige proportion (ligesom ved treenigheden kræves 3 størrelser for at forklare den). Brugt utallige gange i kunst og arkitektur og eksisterende i stor mangfoldighed i den omgivende natur.

Det er netop de blødt svungne mønstre, der er tilsigtet, når de gyldne proportioner omsættes til musikalske varighedsrelationer = rytmer.

I stedet for at underdele en nodeværdi i potenser af 2 (1 helnode = 2 halvnoder = 4 fjerdedele osv.), underdeles i gyldne proportioner. Hvis en node underdeles i to skal de have proportionerne 3:5, hvilket let kan udtrykkes i vort normale notationssystem. (punkteret fjerdedel + 8-del bundet til halvnode). Hvis en node underdeles i 4 skal de have proportionerne 3:5:8:5, hvilket er væsentligt mere kompliceret i almindelig notation (21 enheder på 16 16.-deles plads).

Det harmoniske uendelighedssystem Også inden for det harmoniske aspekt fandt Per Nørgård et system, som opfyldte kravene om uendelighed og hierarkisk struktur, nemlig den naturgivne overtonerække (Per Nørgård lægger stor vægt på netop 'det naturgivne' - det ikke konstruerede). Det gyldne snit kan iagttages overalt i naturen, og den melodiske uendelighedsrække er ikke opfundet, men fundet som Per Nørgård ynder at formulere det).

Overtoner At overtonerækken i princippet er uendelig, er en velkendt sag. At den tillige er hierarkisk ses illustreret i dette eksempel.

Denne overtonerække rummer nye overtonerækker på hver eneste af sine deltoner. Ved udvælgelse af hver 3. tone fra deltone 3 = kvinten (3,6,9...), ved udvælgelse af hver 5. tone fra deltone 5 =tertsen (5,10,15 ...) og hver 7. tone fra deltone 7 = septimen (7,14,21...) fremkommer nye uendelige overtonerækker.

Systemets åbenhed nedadtil - i princippet overskridende grænserne for, hvad der kan opfattes som toner - ses af, at grundtonen i eksemplet kan opfattes som deltone i overtonerækker med endnu dybere grundtone.

Hver tone i dette overtonehierarki har således adskillige referencer. Tone nr. 15 i eksemplet er f.eks. - foruden at være 15. deltone på G1 - 5. deltone på D3 og 3. deltone på H3.

Undertoner Med vanlig interesse for polariteter anskuer Per Nørgård imidlertid ikke blot deltonehierarkiet som et opadstigende fænomen. Han opererer lige så fuldt med dettes spejling i et 'undertone'eller subharmonisk spektrum, hvor overtoneseriens forholdstal, 1:2:3:4:5 etc. erstattes af modsætningen 1:1/2:1/3:1/4:1/5 etc. Dette begrundes i det akustiske fænomen, at der opstår differenstoner, når to toner klinger samtidigt, og at der - jo mere disse toner nærmer sig hinanden - dannes et spektrum, der har karakter som en spejling af overtonespektret, det såkaldte 'subharmoniske' spektrum.

Per Nørgård vælger altså at se over- og undertonespektrene som de samklangsmæssige svar på den melodiske uendelighedsrække. Disse spektre er jo i princippet uendelige og indeholder alle toner, når man bevæger sig et stykke op i rækkerne. Det er imidlertid tydeligt, at Per Nørgård har følt sig tiltrukket af det durog mol-præg, der karakteriserer hhv. over- og undertonerækkerne, så længe man ikke bevæger sig ud over den 10. deltone. I praksis bevæger han sig da også kun sjældent ud over det område, der viser en klar skelnen mellem dur og mol, og ofte udnytter han kompositorisk at polarisere disse urgamle modsætninger, som nu, med mols tilknytning til det subharmoniske princip, afsløres som virkelige modsætninger.

F.eks. i den 3. symfoni, hvor 1. sats slutter med durpræg og overtoneklange i massevis overtonespektret på tonen c forsvinder så at sige op i luften, for derefter i begyndelsen af 2. sats at dale ned igen som undertoneklange til et højt c med kraftigt molpræg.

Musikkens Skabelsesberetning og Oktavens deling ”I begyndelsen skabte gud himmelen og jorden.

Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene. Og Gud sagde ”Der blive lys!” Og der blev lys. Og Gud så at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.”

(1. Mos. 1-5)” Ja, sandelig, lyset er godt! Og de fleste vil nok mene, at synssansen, der opfanger lyset er vores vigtigste sans, så derfor er det også let at forstå, at det første som bliver skabt er lyset. Men der er nu også en vis pointe i, at lyset blev skabt ved Guds tale, altså ved lyd. Vores forhold til tonerne, lydens energi-aspekt, er langt mere frit end vores forhold til farverne, energi-aspektet af det visuelle felt. Vi kan med kroppen som instrument frembringe et væld at toner, men vi kan ikke uden videre med kroppen frembringe f.eks. en klar turkis farve. I den forstand er lydens element skabelsens grundvold, og det felt hvor de sociale strukturer og mening bygges op gennem sproget.

Lyd og lys er to forskellige bølgetyper og adskilt af 42 oktaver, så derfor skal man holde tungen lige i munden, hvis man vil sammenligne de to områder. Regnbuespektrets farver udfolder sig præcis over én oktav og ligesom i tonernes verden er det med oplevelse af en tilbagevenden til samme oplevelseskvalitet ved oktavstigning, så dermed er en fundamental lighed slået fast der reelt gælder for alle bølger. Men akkurat forskellen i sanseområdernes vidde: lydens 10-11 oktaver overfor farvernes ene, understreger samtidig en af de mange forskelle som findes mellem de to områder.

I biblens skabelsesberetning er der mange ting at filosofere over, f.eks. at der åbenbart er lys og mørke, nat og dag, før månen og solen overhovedet er kommet på tale, og før lyset må der også have været noget vand, som ånden kunne svæve over. På mange måder rimer forestillingen med andre af oldtidens og mere nutidige udlægninger af livets opståen af vandet. Den basale formning af den enkelte menneskekrop finder sted i livmoderens urhav.

De eneste knogler som er fuldt udviklede ved fødslen er ørets, og det er almindelig kendt, at fosteret har et særdeles vågent øre for bl.a. moderens sange og hele livmoderens vækstsymfoni, mens de øvrige sanser i højere grad er i dvale, da der er mørke, stabil temperatur og beskyttede bevægelser.

Vi kommer til verden, fødes til lys, med et fuldtonet skrig og forlader den med en rallen. På dødens tærskel er hørelsen den sidste sans som forlader os, og som kan danne bro mellem denne verden og den hinsidige. Alle enhedstilstande vil som udgangspunkt referere til fostertilstanden, og vi når dem bedst ind til dem med en lyttende indstilling.

Sæd og æg mødes og danner den første celle.

Cellen begynder at dele sig, så det, der skal blive en barnekrop, består af først 2, så 4, 8 og 16 celler. Hvis vi kigger i den anden retning, mod ophavet, har barnet 2 forældre, 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre, 16 tipoldeforældre osv. Cellen, hvor æg og sæd mødes er i musikalsk forstand et krystallisationspunkt i en oktav-proces. Den musikalske proportion 1:2, fordoblinger og halveringer af længde og frekvens spejler sig således i en generel proces der finder sted i naturens riger.

”Derpå sagde Gud: ”Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!” Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; og Gud kaldte hvælvingen for himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.”

Skabelse handler i høj grad om at dele helheden: noget skal være inde, andet ude, noget mørkt, andet lyst, noget oppe, andet nede. Og så skal disse rammer fyldes.

I musikken er den meste grundlæggende ramme eller helhed oktaven.

- Vi kan synge intervallet som et spring, som f.eks. i sangen Some-where over the rainbow.

- Vi kan også glide på tonen, op eller ned, og sikkert mærke, at vi helt naturligt gør ophold ved oktaven i forhold til den tone, vi startede på.

- Vi kan endelig dele oktaven i skridt som ved skalaer og melodier.

Hvis vi skal lave musik, skal oktaven deles.

Det sker i overtonerækken:

Længder fordobles og frekvensen halveres eller omvendt. Tonen gentager sig, men på en højere eller lavere omdrejning af cyklussen. Næste gang der sker noget spændende med barnets skabeevne er ved den fysiske modning, puberteten, hvor drengens sangstemme synker en oktav, og i stedet for at synge i kvindernes leje har han en mandsrøst, som synger samme toner, men nu en oktav dybere, hvilket markerer at en ny cyklus af skabelse kan begynde.

Oktaven spejler det seksuelle mysterium i selve tilblivelsen gennem kønnet formering.

I musikken er oktaven den store matrice, rammen om alle de øvrige musikalske forhold.

Men uanset hvor fundamental oktaven er, har den også sine grænser. Selv det mest trænede musikalske øre vil have en tendens til at stemme alle intervaller lidt for store i yderområderne det meget dybe og det meget høje - så selv oktaven som proportionen 1:2 bliver ikke længere et stabilt pejlepunkt. Lovmæssigheder skrider i grænseområder og dette er en af grundene til at man skal være forsigtig med at sammenligne f.eks. toner og farver direkte, da man undervejs mellem de to felter passerer adskillige grænseområder. Oktaven vedbliver naturligvis med at være en oktav, proportionen 1:2, men det sanseapparat som er modtagelig overfor en sådan registrering - her den menneskelige hørelse - er kun nøjagtig indenfor en snæver ramme.

1. oktav, 1:2 er ubesmittet, hel og ren.

2. oktav, 2:3:4 Med 3-tallet opstår to proportioner: 2:3 som er ren kvint og 3:4 som er ren kvart, musikkens grundfunktioner.

En grøn-blå klode drejer langsomt med et fløjlssort, uendeligt og stjernebestrøet rum som baggrund. Et rumskib glider ind i billedet med kurs mod kloden, og et velkendt tema for trompeter sætter ind 2:3:4, do-so’-do’, Richard Strauss tonedigt fra Also Sprach Zaratustra.

Scenen fra Stanley Kubricks Rumrejsen 2001 er blevet en klassiker, bl.a. pga. musikken, som taler så dybt til os, netop fordi det er de første elementer i overtonerækken, som folder sig ud.

I den indiske musiks grundlæggende skalaer kaldes tonerne sa-ri-ga-ma-pa-da-ni-sa’.

Tampouraen, som er grundpille i de klassiske besætninger spiller vedholdende sa-pa-sa’-sapa-sa’-… eller igen 2:3:4.

I den indiske musik er sa (do) barnet, ma (fa) moderen og pa (so) faderen.

3. oktav, 4:5:6:7:8 4:6:8 er det samme som 2:3:4, men både den rene kvint og den rene kvart bliver nu delt i to ulige store stykker. Kvinten (2:3 eller 4:6) indeholder stor terts, 4:5 og lille terts, 5:6.

Kvarten kan deles i septimal terts, 6:7, og septimal sekund, 7:8.

Skridtene er overvejende i terts-størrelse, som giver os grundlaget for oplevelsen af flerstemmig harmoni, akkorderne i musikken. ”Aah (4)- aah (5)- aah (6)- aaaah! (7) Well, shake it up baby, now, TWIST AND SHOUT! Introen er verdensberømt, og de fleste genkender den og har prøvet at synge den.

Når de klinger sammen, er de fire toner, prim, stor terts, ren kvint og lille septim kendt under navnet dominant-septim-akkord. Det er disse akkorder, som pga. en indbygget musikalsk spænding er grundlaget for al harmonisk bevægelse mellem dissonans og opløsning til konsonans i vestlig musik.

4. oktav, 8:9:10:11:12:13:14:15:16 Vi kender 8, 10, 12, 14 og 16 fra forudgående oktaver, men nu deles der igen så skridtene bliver i størrelse af heltoner (8:9 og 9:10) og ned mod halvtoner (15:16). Selvom afstandene mellem elementerne nu er i en størrelse som vi bruger meget til melodier, er der kommet så mange forskellige proportioner på banen, at det ikke længere føles naturligt at lave musik med materialet aldeles som det er.

Der er behov for at sortere og forenkle. Natur og kultur må brydes på en ny måde. Det er også vanskeligt med stemme eller instrument at fremhæve overtoner højere end til 4. oktav.

Det skal dog kort berettes, at vi i 5. oktav, 1632 har intervaller i halvtoneområdet, 6. oktav, 32-64 kvarttoneområdet og endelig ved 7. oktav, 64-128 får brug for at hvile ørerne, for her bliver intervallerne så små, at man ikke kan høre forskel mellem nabo-elementer.

Vi vender derfor tilbage til den allerførste funktion som kunne gøre noget kreativt ved oktavens ramme, nemlig den rene kvint, proportionen 2:3.

Skabelsen har 7 dage og musikkens indre væsen er en udfoldelse over de 7 oktaver, som man også vil kunne finde på de fleste klaverer.

7 oktaver fra en given primærtone, nr. 1: 1-2-4-8-16-32-64-128. Det skal læses som fortløbende fordoblinger i svingningstal eller tilsvarende halveringer i længden af den svingende streng eller luftsøjle.

Lad os se om vi kan bruge kvintens proportion til noget ved at starte fra samme tone, 1: 1-3/2- 9/4- 27/8- 81/16- 243/32-… (eller 1- 1,52,25- 3,375- 5,0625-…)

Princippet er, at vi for hvert øger frekvensen ved at gange med 3/2, svarende til at markere 2/3 af forudgående længde. Dette er bevægelse i kvintskridt.

Efter 12 kvintskridt vender vi tilbage til samme tone, men nu 7 oktaver over udgangspunktet.

Oktaven anskueliggøres som en omdrejning af en spiral fordi dette er kombinationen mellem den lineære stigning og den cykliske tilbagevenden. At noget sker ”på en højere oktav” eller på ”en højere omdrejning af spiralen” er to sider af samme sag!

Se illustrationen på følgende side.

At der går 12 kvinter på 7 oktaver er ikke et moderne påfund, det vidste kineserne for 3.500 år siden og formentligt også mesopotamierne.

Det er baggrunden for deling af oktaven i 12 lige store halvtoner. ”Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført.”

Ideen med at sammenholde skabelsesberetningen med musikkens indre struktur er blevet dyrket af blandt andre den store tyske teoretiker og udvikler af tempererede stemninger, Werckmeister.

Der er nu også flere gode grunde til at 7 får en særstatus i musikken: - Efter 7 oktaver i overtonerækken ophører vores evne til at skelne de stadigt mindre intervaller.

- Der går 12 kvinter på 7 oktaver, hvilket er grundlaget for en jævn inddeling af oktaven.

- 7 kvinter etablerer den række toner vi bygger dur-skalaen ud fra.

- Naturtone nr. 7 har sit eget væsen og stemning som ikke uden videre lader sig passe ind i de harmoniske grundstrukturer.

- Naturtone nr. 7 fungerer som tritonus-median mellem 5 og 10.

- Tritonus, som ud fra kvinter opstår efter 3½ oktav.

Oktavens deling i lige store dele Naturtonerækkens inddeling af oktaven har en tendens til konstant at bringe nye funktioner på banen. Nu vil vi forenkle og se, hvilke simple delinger vi kan skabe på baggrund af den tolvdelte oktav.

Man kan jo dele helheden på mange måder. Når vi ser på helheden som en svingende streng er de grundlæggende inddelinger i 2, 3 og 5, som i musikken vil være hhv. oktav, kvint og stor terts. Dette kan også anskueliggøres af cirklens deling.

Hvis en 12- deling imidlertid er givet på forhånd, kommer samme inddelinger til at få et anderledes indhold. Den 12-delte oktav kan underdeles til to tritonus-skridt (opposition), tre store terts-skridt (trigon), fire små terts-skridt (kvadrat) eller 6 heltoneskridt (heksagon).

Det er vigtigt at holde sig klart hvilken af de to delinger af helheden vi beskæftiger os med, for i den ene (naturtoner) opstår den store terts femdeling, ved den anden (12-delt oktav) ved tre-deling.

Geometrisk er det ikke svært at inddele en 12delt cirkel i enkle figurer som trigon, kvadrat og heksagon (ligesidet 6-kant). Disse delinger har også et budskab i musikken.

Da oktavfænomenet som udgangspunkt handler om noget cyklisk, en tilbagevenden til allerede kendt kvalitet, kan vi anskue oktaven som en cirkel og se hvad disse delinger giver os.

Meningen er, at man laver en række toneskridt, som alle er ens, i stedet for de mange blandede delinger i skalaer og naturtonerækken. Dette vil kunne lede os ind på disse skridts indre væsen hvis vi f.eks. arbejder kreativt i en rundkreds i en gruppe ved at synge dem sammen.

Opposition (2-deling): Hvis vi skal dele oktaven, er det mest oplagte spørgsmål måske, hvordan man deler den midt over. Umiddelbart vil mange sikkert mene, at det musikalske midtpunkt mellem 1 og 2 må være 3/2, altså kvinten. Men musik er et spørgsmål om proportioner, og der er proportionalt set længere fra 2 til 3 end fra 3 til 4: 3/2=1,5 mens 4/3=1,333. En ren kvint er et større spring end en ren kvart.

Hvilken værdi giver da to proportionalt lige store skridt? Jo, da vi starter fra 1, og skal tage to skridt, er det den værdi som ganget med sig selv giver 2, altså X²=2, X=√2 (=1,414…)

Tonen bliver den forstørrede kvart, fa# eller sob: der er 6 halvtoneskridt til både prim og oktav.

Trigon (3-deling): Vi kan se, at vi skal lave tre skridt á hver 4 toner. Dette svarer til den rene store terts, hvis naturlige forlæg er proportionen 4:5.

1- 5/4- 25/16- 125/64 (~2) At 125/64 ikke på kornet giver 2 (=128/64) er et eksempel på musikkens kommaer, matematiske forhold som ikke går helt op. Tre rene store tertser er ikke helt nøjagtigt det samme som en oktav, men afvigelsen er så lille, så det kun får betydning, hvis man for alvor går i dybden med stemning og stemningsteori.

Hvis vi laver trigon-figurens spejling, kan man se, at vi kan få en anden værdi for tritonus, oppositionen til primen, nemlig et stort tertsskridt fra den store sekund: 9/8x 5/4= 45/32 (=1,406), der jo ligger tæt på √2.

Kvadrat (4-deling) Med 4 skridt i størrelsen lille terts, 5:6, kommer vi cirklen rundt på en ny måde. Oppositionen er mellemstation med en ny værdi: 1- 6/5- 36/25- 216/125- 1.296/625 (~2) Endnu engang har vi et komma, der ligesom det foregående er omtrent på størrelse med en kvart-tone.

Den nye tritonus eller oppositions-værdi: to små tertser, bliver 36/25= 1,44 , altså knapt så nøjagtigt √2 som 45/32.

Heksagon (6-deling) Seks heltone-skridt, 8:9, giver en oktav, hvor vi igen lander på oppositionen undervejs: 1- 9/8- 81/64- 729/512- 6.561/4.096 – 59.049/32.768 – 531.441/262.144 (~2) Den nye tritonusværdi er 729/512 (=1,424) Når jeg har været så ihærdig med at undersøge værdier for oppositionen, tritonus, djævlens interval, er det fordi, det ikke kun er kære børn som har mange navne og fordi det er lige så vigtigt at ofre dissonans opmærksomhed som konsonans, for de klarer sig ikke uden hinanden.

Oktaven i sin renhed og enkelhed virker ikke til at skyde igennem, man kan altid stole på den… og dog!

Når en piano-stemmer bruger øret til at stemme instrumenter, vil han i det meget dybe område og det meget høje have en tendens til at gøre alle intervaller, også oktaven, for store.

Oktaven er altså kun et fast princip indenfor de normale områder af hørelsen. Det er en af grundene til, at man ikke direkte kan sammenligne værdier fra forskellige felter som f.eks. farver og toner.

Man kunne jo, hvis oktaven var et 100 % skudsikkert princip, bare oversætte farvernes svingningsværdier til toner, men man kan sige – måske heldigvis – at det ikke er så simpelt.

Den sidste værdi for det proportionale midtpunkt mellem prim og oktav opstår ved at kigge på naturtonerækkens 5-10, hvor 5:7:10 er en næsten perfekt deling: 7/5= 1,4 mens 10/7= 1,429 11/8< 7/5< 45/32< √2< 729/512< 10/7 < 36/25 Oktav og tritonus, perfekt konsonans og perfekt dissonans er helt afhængige af hinanden med henblik på det underlige fænomen musik. Dette uddybes i et senere nummer af dette blad.

Proportionen 5:7:10 (og 8:11, som også er en tilnærmet tritonus) har vi indbygget i vores eget instrument, stemmen, det er faktorer fra overtonerækken, som vi næsten ikke kan undgå at fremhæve, men som i det meste musik er ugleset.

Derfor gentages nu et skema fra sidste nummer af FiliongGONG, men denne gang med længdeproportioner, hvor de samme intervaller udgør samme afstand.

Diagrammet er udvidet med angivelse af et par vokalrækker som man ikke skal lægge for stor vægt på, det vigtigste princip er at lytte til musikken som de dækker over. Den vandrette akse kan anskues som en del af en svingende streng eller en fløjte eller som længden fra stemmelæber til mund. Slutpunktet til højre svarer til læberne, mens det afskårne venstre endepunkt svarer til stemmelæberne Stregen over 2, 3 osv. betyder, at det i virkeligheden er ½ længde, 1/3 osv., men nu kan man læse det som elementer fra overtonerækken. Halvdelen af længden er altså skåret af.

Over horisonten: Grundfunktionerne kvint og kvart heltonen mellem sig.

2:3 ren kvint 3:4 ren kvart 8:9 heltone (stor sekund)

skaber

Under horisonten: Intervaller til og fra den store terts (5 og 10) 5:6 lille terts 5:8 lille sekst 5:9 lille septim 4:5 stor terts

Mere om de tre formanter De tidligere numre af FiliongGONG har givet en meget bred introduktion til det begreb som i fonetikken hedder de tre formanter.

Der er her blevet lagt vægt på det praktiske ved at anskue disse områder af vores akustiske instrument som anatomiske områder der er nært knyttet til de tre områder hvor vi kan nynne på de stemte konsonanter Ng, N og M. Det er de områder i vores instrument hvor vi mest fundamentalt kan indsnævre hhv. udvide rummet for luftens passage og for de stående bølger mellem stemmelæber og mund.

Rummets ændring sker ved bevægeligheden mellem bagtunge og blød gane, mellem fortunge og hård gane samt mellem læberne.

Der er også blevet gjort opmærksom på, at det er de tre områder i munden hvor resonansfrekvenserne er stærkest og som tydeligst påvirker klangfarven og opfattelsen af vokal lydkvalitet.

Nu er hele formantbegrebet og kortlægningen af det komplekse menneskelige instrument faktisk ikke 100 % færdigt, der findes et par forskellige skoler med let afvigende fortolkninger af, hvad formanter egentlig er.

Således også spørgsmålet, om man kan angive tre absolutte frekvensværdier som formanternes ”kerneområde”, nemlig 500 Hz, 1.500 Hz, og 2.500 Hz eller noget der omtrent svarer til tonerne h’ (et-streget h), f#’’’ (tre-streget fis) og d#’’’’ (fir-streget dis).

For at forstå denne tilgang til begrebet kan vi lægge ud med straks at se, at serien svarer til faktor 1, 3 og 5 i en overtonerække.

Grunden til, at 500 Hz er blevet faktor 1, mundhulens første væsentlige egen-resonans, er den ganske simple, at hvis man anskuer vores mund som et instrument, er det fra stemmelæberne (svarende til et blæseinstruments mundstykke) til læberne (instrumentets munding) ca. 17 cm. langt, det passer i hvert fald i grove træk for herrer.

Der findes en meget vigtig sammenhæng mellem lyd og længde: En guitarspiller bestiller jo reelt ikke andet end konstant at angive nye længdeforhold på sit gribebræt, og en kort fløjte vil normalt afgive lysere toner end en lang.

Den generelle sammenhæng for toner i strenge og rør er: Korte bølger - lyse toner, lange bølger - dybe toner, eller mere præcist: bølgelængde x frekvens= lydens hastighed eller: Λ x f = 340 m/s

Hvis vi havde en fløjte på 17 cm, ville vi kunne regne os frem til dens dybeste tone, dens nr.1, for den kan jo ”overblæses” og frembringe en lang række højere toner.

Da fløjten kan definere tonen ud fra en halv bølgelængde, bliver sammenhængen 0,34m x f = 340 m/s -> f= 1.000 Hz, omtrent svarende til tonen h’’ (tostreget h) Men nu er vores stemme-instrument bare ikke en fløjte, i hvert fald ikke en af de åbne, hvor bølger kan brydes både bag og foran mundstykket som i tværfløjter, blokfløjter osv.

I den henseende minder stemmen mere om en klarinet, hvor rørbladet forhindrer at der dannes stående bølger bagved mundstykket. Åbne rør, Tværfløjte, blokfløjte, blikfløjte, kantblæste fløjter overblæser i følgende orden: 1-2-3-4-5-… altså overtonerækken som vi kender den Lukkede rør, panfløjte, obo, klarinet, skalmeje, saxofon OG STEMMEN ”overblæser” således: 1-3-5-7-9-…, altså overtonerækkens ulige elementer.

Da lukkede rør definerer tonen ud fra en fjerdedel bølgelængde, vil situationen for en menneskestemme blive 0,68 x f = 340 m/s -> f= 500 Hz. Her er altså forklaringen på mundens første vigtige egenresonans, eller vores instruments primærtone.

De to følgende bliver som det ses ovenfor 3 x 500 Hz og 5 x 500 Hz, altså hhv. 1.500 og 2.500 Hz, mundens stærkeste egen-resonanser, som samtidig markerer allerede omtalte vigtige underdelinger af LÆNGDEAKSEN mellem stemmelæber og mund.

Man kunne i princippet godt tale om yderligere formanter, svarende til 7-9-11-13-…, men i praksis bliver det de første tre vi kan bemærke og benytte os af.

Og de musikalske faktorer prim (1), kvint (3) og stor terts (5) er i en hver henseende de funktioner som præger os stærkest både når det gælder sind og musikkultur.

Kursus i Overtonesang I Liberiet ved Domkirken i Lund, Sverige Weekenden d. 24.-25. januar, kl. 10- 17.30 Med Gösta Petersen & Skye Løfvander Pris: 900,- se.kr., 700,- se.kr. for studerende mv.

Henvendelse: Gösta: 0046-46 12 53 27, goesta.petersen@djingis.se Skye: 44 64 07 37, skyelof@hotmail.com Liberiet er et dejligt akustisk rum, domkirkens gamle bibliotek, og med to kompetente undervisere som supplerer hinanden på vældig mange måder er der langt op til en indholdsmættet weekend. Sidste workshop af slagsen blev en stor succes og sluttede af med koncert i Domkyrkans navnkundige krypt.

WORKSHOP ”Billede – en musikalsk rejse” Vi udtrykker os gennem intuitive billeder via musik og stemninger. Vi vil arbejde med : meditation chakraerne dybe sanse- og kropsøvelser stemmen maling med soft pasteller (kridt) på papir Derefter vil vi sammen gå dybere ind i tolkningen af dine billeder.

Formål : find ind til din inderste kerne og kreative udtryk med Sannemarie Skytte, som er kunstterapeut og healer.

Tid : Lørdag, den 10.januar, kl. 10 –17.00 Lørdag, den 14. februar, kl. 10 – 17.00 Lørdag, den 27. marts, kl. 10 – 17.00 Pris : 700 kr pr. lørdag incl. materialer Tilmelding : til undertegnede på tlf. 39 90 68 20 eller 26 81 68 20.

Du kan tilmelde dig en enkelt dag, 2 eller alle 3 i sammenhæng. Frist for tilmelding 14 dage før.

Tilmelding sker kun ved betaling.

Sted : Ergocheck ved Jette Brødsgaard, Rosenstandsvej 10, 2920 Charlottenlund Betaling : til Sannemarie på Sparekassen Sjælland 98892007521 se evt. www.sannemarie.dk [Jette Brødsgaard Borly] KOM og VÆR MED

Åbne sang-aftener i Århus foråret 2004 "TONING" Nærvær og samhørighed gennem meditativ sang.

Er du åben for at synge meditativ sang, så kom og vær med. Der gives kort instruktion og kræves ingen forudsætninger. Øvede er også meget velkomne.

Sted: Antroposofisk Selskabs Hus, Højbjerg torv, Rosenvangs Alle` 251, 8270 Højbjerg Datoer: d. 6. jan, 3. feb., 2. mar., 6. apr., 4. maj (1. tirsdag i måneden) Kl. 19.00-20.30. Mød op 10 min. før, så vi kan starte præcis.

Entre: 35 kr. pr gang Tilmelding: ikke nødvendig.

Bus: 6, 10, 102, 103 Yderligere oplysninger hos arrangørerne: Elisabeth Wegger 86 14 21 60 Marianne Frandsen 86 92 82 82 Marianne Hansen 87 47 50 62, 21 40 34 62

STEMMENS NATURLIGE KRAFT Stemmen er tæt forbundet med hvem vi er. At slippe pres og præstation og finde ind til sin stemmes naturlige kraft, åbner mulighed for større glæde, selvværd, styrke og gennemslagskraft. Kurset vil indeholde træning i: friere åndedræt – at finde sin naturlige stemme – at lytte – at udtrykke med lyd og sang uden ord)– stemmen som redskab til fordybelse (meditation) - toning og lydhealing. Der vil indgå dans og kropsøvelser, så hav løstsiddende tøj på og medbring tæppe.

Lærer: Marianne Hansen, lyd og kropsterapeut.

1) Weekend kursus 3-4. april kl. 10-15.30 Sted: Salen, Guldsmedegade 25, Århus C Pris: 355 kr.

Tilmelding: Rytmiske Aftenskole tlf.: 86 12 60 00 2) Tilsvarende kursus 3 tirsdage aftener: 9/3, 16/3 og 23/3 kl. 1921.30 Tilmelding: Kursusholder Marianne Hansen 87 47 50 62 / 21 40 34 62

Stemmekurser ved Barbara von Siebenthal SJÆLENS LYD – HJERTETS SANG - Lad sjælen synge 19. – 21. marts 2004 STEMMENS SKJULTE SKATTE -Find din stemme – Weekend kursus 23. – 25. april 2004 STEMMENS KRAFT 1 årig stemmeuddannelse Ny start 21.– 24.august 2004 lørdag – tirsdag hver 2. måned Alle kurser finder sted på Center for Kreativitet og Teater Rentemestervej 80, 2400 Kbh.NV. For brochure ring venligst 70 23 23 30 barbara@siebenthal.dk www.siebenthal.dk

Koncerter med Dansk Overtone Ensemble Vor Frue Kirke i Odense søndag d. 25. januar kl. 16.00.

Der er fri entré.

Skamby Kirke søndag d. 1. februar kl. 19.00 i forbindelse med Kyndelmisse, så det bliver mere en blandet koncert med gudstjeneste m.m.

Se mere på www.stenstruplund.dk klik dig ind på kurser og overtonesang

KONCERT MMM Orfisk Resonans Mellem Musik, Myter, Meditation mm.

Med Ali Quot & De Labre Lydlegemer: Elin Overgaard, MONOCHORD; Yael Acher,TVÆRFLØJTE & Skye Løfvander, OVERTONESANG + OVERRASKELSER RUNDETÅRNS BIBLIOTEKSSAL, søndag d. 7. marts kl. 20, Entre 50,- kr.

Billetter ved indgangen. Info-tlf.: 44 64 07 37 Orfeus: Mytologisk sanger og musiker. Ansås for stifter af de Orfiske mysterier, en religion med baggrund i Dionysos-dyrkelse. Kendt fra myten om Orfeus og Eurydike.

Resonans: Medsvingning.

Overførelse af svingningsenergi fra et svingende system til et andet, hvis egensvingning stemmer overens med det første.

Morfisk resonans: Effekten af form-dannende felter, bl.a. det faktum, at tilegnelse og indlæring er lettere, når andre har arbejdet med samme problem eller opgave, uanset om der er kontakt mellem parterne. Er bl.a. blevet påvist ved forsøg med rotter i labyrinter.

Etymologisk: Af græsk morfé: Form, skikkelse.

Aliquot del af et tal betegner et andet helt tal, der går op i det givne. Tallet 12 har de aliquote dele 6, 4, 3 og 2. Derimod er tallet 5 en alikvant del af 12.

Aliquot-strenge: Resonansstrenge/ bordunstrenge, som passivt svinger sammen med den/de aktivt anslåede, og derved giver tonen mere klangfylde.

WORKSHOPS I GONG-REGI: Workshop med Hanne Siboni Lørdag 17. januar 2004 kl. 10-17: Huset Innanna, Ndr. Frihavnsgade 17 D, 2100 København Ø.

Med udgangspunkt i hele kroppen og det rum vi er i, skaber vi plads til al den lyd vi indeholder, fuld forbindelse til vores åndedræt og ud fra latter og kontrafigurer, finder vi nye veje i stemmens fulde potentiale, placeringer og klangmuligheder. Gennem leg og improvisation, styrkes det personlige udtryk og opfattelsen af stemmen.

Lytten og oplevelse af både den enkelte og hele gruppen giver et fantastisk billede af hvem vi også er.

Vi når dybt ind, og når langt ud!

Medbring tøj til at røre sig i, og gode sokker eller indesko, drikkevand til eget forbrug, samt frokost.

Pris:

Medlemmer ved betaling før 10/1-’01: 400,- kr. Efter 10/1-’01: 550,- kr.

Ikke-medlemmer før 10/1-’01: 500,- kr. Efter 10/1-’01: 650,- kr.

Tilmeldingen registreres først, når betalingen falder!

Workshop med Ghita Ben-David Lørdag d. 7. februar kl. 10-17 Huset Innanna, Ndr. Frihavnsgade 17 D, 2100 København Ø.

Tonen fra himlen - At synge sig selv En workshop om hengivelse og de healende aspekter som åbner sig derved. Det er muligt at øve sig i hengivelse, ved at give egoet tillid til sjælen. Gode positive oplevelser i forbindelse med at slippe kontrollen med sin stemme og lade den folde sig ud i sine helt egne folder fører til en dyb erkendelse af, "At jeg er god nok" eller at "Jeg er guddommelig". Stemmen afspejler på det bevidsthedsplan intuitionen.

Den kan bruges som et skannende lys, og klangens over- og undertoner opstår naturligt, når man som lydhealer synger på et medmenneskes krop. Gennem lydskanning er det muligt at finde ind til den eksakte klang/ vokal som en legemsdel eller et område har brug for. For undertegnede synes virkningen især at vise positive resultater med hørelsen. Muligvis fordi høresansen er tæt knyttet til intuitionen.

Lydens mysterium bliver større og større jo mere man fordyber sig deri. Det gælder om at træde til side, at forsvinde og lade de højere kræfter komme til. Således er troen på den guddommelige kærlighed helt central. Tør vi lukke vore øjne og lad den strømme igennem os? Alle er ligeværdige her. Enhver har muligheden. Det er et spørgsmål om at overkomme sin angst (sit ego). På workshoppen vil vi træne hengivelse ved at fordybe os i få toner ind til lyden slipper. Derudover vil kursisterne blive præsenteret kort for ovenomtalte lydskannings metode samt efter Gongs ønske få smagsprøver på, hvordan man kan synge sine egne affirmationer og derved påvirke sit liv i gunstig retning. Kursister vil have mulighed for at fortsætte hengivelsesarbejdet på undertegnedes kurser/ v. arrangementer i Unitarernes Hus, Kbh. Ø Nærmere oplysninger: Githa Ben-David 59 16 30 16 G.B-D har udgivet bog og øve-cd'en "Tonen fra himlen", på Borgens forlag Pris:

Medlemmer ved betaling før 10/1-’01: 400,- kr. Efter 10/1-’01: 550,- kr.

Ikke-medlemmer før 10/1-’01: 500,- kr. Efter 10/1-’01: 650,- kr.

Tilmeldingen registreres først, når betalingen falder!

Tilmelding til workshops: Skye Løfvander, skyelof@hotmail.com, tlf. 44 64 07 37

Kommende workshops i GONG: Hanne Hyldegaard (24/4-’04), Skye & Susanne (2/5-’04)

KALENDER GONG – Foreningen for Overtonesang og Lydhealing -

www.gong.dk KOM OG VÆR MED! – ALLE ARRANGEMENTER ER ÅBNE FOR ALLE!

SANGAFTENER Entré: Medlemmer 25,- kr. Gæster 50,- kr.

Tirsdag 6. januar

19.30

Sangaften Huset Innanna

Onsdag 21. januar

19.30

Sangaften Huset Innanna

Tirsdag 24. februar

19.30

Sangaften

NB! Lørdag d. 6. marts

16-18

Generalforsamling med efterfølgende spisning, sang mm.

Torsdag 11. marts

19.30

Sangaften

Tirsdag 20. april

19.30

Sangaften

Tirsdag 11. maj

19.30

Sangaften

Tirsdag 8. juni

19.30

Sangaften

Tårnstudiet

Tårnstudiet

ADRESSER: - Tårnstudiet, Vesterbrogade 40, 5., Kbh. V. - Huset Innanna, Ndr. Frihavnsgade 17D, Kbh. Ø.

I skrivende stund, medio december, ser det ud til at Tårnstudiet bliver løsningen på vores lokaleproblemer. Når det gælder arrangementer senere end marts, er det dog klogt at tjekke adressen for arrangementerne på hjemmesiden eller i det kommende nummer af FiliongGONG

Info-telefon ang. sangaftener: Jette, 39 90 68 20/ 26 81 68 20

Se mere om specielle arrangementer, workshops og koncerter på foregående side!