FiliongGONG7

FiliongGong 7 Bestyrelsen i GONG – Foreningen for overtonesang og lydhealing pr. oktober 2004 Formand: Næstformand:

Kasserer:

Øvrige bestyrelse:

Suppleanter:

Revisor:

Susanne Eskildsen Sneglebo 1 4000 Roskilde Jette Borly Ellekilden 8 3140 Ålsgårde Charlotte Muus Mogensen Kjærstrupvej 27 2500 Valby Skye Löfvander Fredskovhellet 2 G, 21 3400 Hillerød Grethe Kure Skarøgade 4, 1. tv.

2100 København Ø Susanne Boldt Stilledal 32, 3. tv.

2720 Vanløse Michael Schilling Hornemansgade 40, 3. th.

2100 København Ø Joanne Camille Jensen Franckesvej 2, 4 tv.

2000 Frederiksberg Janne Hansen Howitzvej 20 B, 3.

2000 Frederiksberg

Tlf. 46 36 28 88 s.eskildsen@c.dk Tlf. 39 90 68 20/ 26 81 68 20 jette@borly.dk Tlf. 35 38 04 85 cmm@doks.dk Tlf. 44 64 07 37 skyelof@hotmail.com Tlf. 35 55 18 24/ 60 89 18 24 Grethekure@mail2life.com Tlf. 38 74 45 15 susbo2003@yahoo.dk Tlf. 39 27 01 23 michaelschilling@tiscali.dk Tlf. 35 35 03 07/ 23 46 35 65

Tlf. 38 19 47 08 jh@ibos.dk

Forny dit medlemskab!

Vi håber du har haft glæde og fornøjelse af GONG’s forskellige tilbud i det forløbne år. Nu er tiden inde til at forny medlemskabet og vi vedlægger derfor GIRO-kort. Vi fastholder det meget rimelige medlemsgebyr. Vi ser frem til et år med mindst lige så mange spændende aktiviteter, som i det der nu er gået. Vi har planer om workshops, koncerter, medlemsdage, sangaftener, spirekor, træningsgruppe og ganske meget mere, så på gensyn, genhør og genlyd i det nye år! GOD JUL og GODT NYTÅR ønskes af bestyrelsen Generalforsamling Den ordinære årlige generalforsamling afholdes 26. februar kl. 15.00 i Ålholm Kirkes mødelokaler, Bramslykkevej 18, Valby. Bus 6A kører til Ålholm Plads.

Når dagsordenen er overstået, byder foreningen på spisning, og så skal vi sammen fordøje til et kreativt oplæg fra en spændende gæst. Det er ikke usandsynligt, at det vil udvikle sig til noget i retning af en koncert. Indkaldelsen vil blive sendt ud med post til medlemmerne senest 5. februar i overensstemmelse med vedtægterne

Ændringer i bestyrelsen I efteråret har vi fået besked fra bestyrelsesmedlem Joanne Jensen, at hun af private grunde ønsker at trække sig fra bestyrelsesarbejdet. Aftalen med suppleanterne, Joanne og resten af bestyrelsen er blevet, at Susanne Boldt er indtrådt i bestyrelsen, samtidig overtager Joanne posten som anden suppleant.

Endvidere har vores revisor Lise Mortensen, ligeledes af private grunde, ønsket at trække sig fra sin post. Bestyrelsen har overtalt foreningens tidligere revisor Janne Hansen til at tage atter en tør til – tak for det!

Info-folder Susanne E. har med bestyrelsens pernittengrynede hjælp brygget noget tekst sammen, som skal bruges til at udbrede kendskabet til foreningen i form af en info-folder. Vi vil lægge den rundt omkring i byen, hvor de folk kunne tænkes at færdes som interesserer sig for sammenhængen mellem krop-stemme-klang-psyke, lydhealing og overtonesang. Giv os meget gerne en hånd med at få placeret folderen de rigtige steder hvis du selv kommer der hvor det sker!

Velkomst Fremover vil nye medlemmer modtage en velkomstskrivelse med informationer om alle de mange muligheder.

Redaktørenlyd Vær med til at forme klangen: Skriv et debatoplæg, en musikanmeldelse, et interview! Fortæl om en musikoplevelse, en lydoplevelse eller en lille historie om et musikinstrument som står dig nært.

ISSN Nej, det handler ikke om rengøring, men om registrering og arkivering. Vi har sendt to eksemplarer af hver FiliongGong, som hidtil er kommet, til Det Kongelige Bibliotek, og vil også fremover sende nyudkomne blade ind. Så vil de blive arkiveret på en måde, så fremtidens lydhealingshistorieinteresserede (ord på 32 bogstaver, hvabehar!) vil kunne finde frem til dem.

Vores nye fine ISSN-nummer står på omslaget.

Sangaftener Der har været et godt og stort fremmøde, nye ansigter i en fin blanding med den trofaste og stabile kerne. Og så har der været en god udvikling i afviklingen med nogle inspirerende forløb, hvor mange har givet udtryk for, at det har været aftener rige på oplevelse. Vi håber at holde kursen i det nye år og gruer måske bare lidt for, at det hele skal vokse både os og lokalerne over hovedet, for ovenover Tårnet er der jo kun den tynde luft, og vi føler os så godt tilpas med lokalerne, at vi faktisk helst ikke vil sprænge den ramme om vores udfoldelser.

Spirekor og træningsgruppe Vi åbner nu for nye tilmeldinger til hhv. træningsgruppen og Spirekoret. Disse to muligheder er kun for medlemmer og kræver et stabilt fremmøde, en vis disciplin og at man binder sig til et helt forløb frem til sommerferien.

Begge hold er nyskabelser og eksperimenter, men har allerede givet mange gode oplevelser og erfaringer. Heldigvis har vi til en vis grad med det indhold, vi har skabt, kunnet lave en sondring mellem de to gruppers indhold:

Spirekoret forsøger at skabe en fælles klang, udtryk og strukturer, som med tiden ville kunne danne basis for optræden med kor. Der er dog ingen garanti for, at vi kommer ud at optræde lige med det første.

Træningsgruppen arbejder mere bredt med sammenhængen mellem krop-stemme-psyke i kombination med de lidt mere tekniske overtoneøvelser.

Træningsgruppe, krop-stemme-psyke-overtoner fredagene XXX Spirekor, 3. tirsdag i hver måned.

Træningsgruppen ledes af Susanne og Skye Spirekoret ledes af Charlotte, Susanne og Skye Ungdommen På Banen Vor mand i Lund, Gösta, modtog sidst i oktober måned en mail fra en dreng i 7. klasse i Stockholm, som var meget lettet over endelig at have fundet frem til andre, som også var interesserede i mongolsk overtonesang. Gösta svarede naturligvis med en lang mail.

Både Gösta og vi andre, det vil her sige deltagerne i træningsgruppen om fredagen, havde allerede haft lejlighed til at møde ungdommen i overtonernes verden, idet vi fik besøg af en gymnasieklasse fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole, der såmænd har til huse ganske få numre ned ad gaden, fra hvor vi mødes i Huset Innnanna. Klassen, som var på musiklinien, havde haft projekt om overtoner i en uge og bl.a. lyttet til David Hykes og lavet analyser af et par af hans sange, så man skulle vel mene, at de var godt forberedt. Alligevel lykkedes det vist at tage røven lidt på dem, hvis man må udtrykke det så ungdommeligt, for en ting er jo at lytte til en CD, noget andet er at befinde sig i et rum, hvor overtonerne flyver rundt. Og en dejlig tillægsgevinst for både dem og os blev det at opdage, hvor forholdsvis let de havde ved selv at synge overtonesang. Både fysiklærer og musiklærer deltog i projektet og sang selvfølgelig med i den store kreds. Inspirerende timer for både dem og os.

Fire uger senere fik vi besøg af to piger fra 8. klasse på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Også her handlede det om et projekt, men det var kun de to, der havde valgt musikterapi som emne. I virkeligheden ville de allerhelst have lyttet til syngeskåle og kendte ikke rigtig til vores indfaldsvinkel. De var blevet henvist fra Jane Winther, som de først havde kontaktet. Da de gik hjem, gav de udtryk for, at de ikke havde behov for svar på flere spørgsmål, da de havde oplevet så meget. Før de gik gav gruppen dem en lydhealing ved at synge i en cirkel, mens de lå i ”smørhullet”. Begge havde oplevet at være i en kirkebygning og være på vej til et møde med Gud. Den ene ved en tunneloplevelse, den anden oplevede at blive fulgt af to store skikkelser.

Skal man ydmygt prise Gud, fordi han åbner en vej til sig gennem os?

Eller skal man nøgternt konstatere, at teenagere er i en letbevægelig og modtagelig fase, og når to piger er så åbne og interesserede som disse, vil man let kunne aktivere nogle arketypiske forestillinger? … er det tilladt og muligt at gøre begge dele? … en gylden middelvej?

David Hykes David er altid meget på mærkerne, når det gælder mulighed for optræden under rette omstændigheder, og under sommerworkshoppen blev der arbejdet fra begge sider, hans og GONG’s, på at få stablet et arrangement på benene i det efterår som nu er gået. Man kan vist godt

sige, at vi nåede ganske langt i forberedelserne med workshop og koncert, men det endte alligevel med en aflysning, da David blev optaget på en anden front.

Nu har vi i stedet rettet sigtekornet ind mod begyndelsen af marts med et arrangement, som ligner det oprindelige: En weekendworkshop 5.-6. marts og en koncert den forudgående onsdag eller torsdag.

Vi håber at kunne gennemføre koncerten i Cisternerne Under Søndermarken, hvor David vil blive akkompagneret af en perkussionist. Der vil blive udsendt mail med flere informationer, så snart vi har styr på alle detaljer. Hvis du ikke står på maillisten, så meld dig til hos Jette: jette@borly.dk Se også annoncesiden!

Dansk Overtone Ensemble på turne Rygterne fra Fyn siger noget om, at Dansk Overtone Ensemble har nået et flot kunstnerisk niveau, så flot at de ikke synes, vi andre skal gå glip af det, så de har ganske enkelt arrangeret en turne i løbet af vinteren, hvor de både aflægger besøg i Århus, Assens, Odense og København. Et par af koncerterne er tilmed gratis. Koret ledes af Martin Loeb, som er et gammelt bekendtskab for mange og medlem af GONG. Vi ønsker held og lykke med turneen! Se mere på annoncesiderne Sjælevejen, www.sjaelevejen.dk Jette Borly er nu godt i gang på sit nye center, Sjælevejen, i Helsingør. Det ligger smukt på tredje sal i det tidligere værfts lokaler, 5 minutters gang fra stationen. Der er udsigt over havn, Øresund og Kronborg og indvendigt er stilen også flot.

Der er tilbud om forskellige behandlingsformer, kurser og foredrag. Onsdag d. 8. december besøger Skye Løfvander Sjælevejen med et foredrag om overtoner, se annoncesiderne!

Derudover har Jette taget initiativ til en række åbne lydhealingsaftener, som afvikles fast den anden torsdag i måneden.

I oplægget til disse aftener skriver hun bl.a.: ”Målet er at opnå en højere bevidsthed og kontakt med vores egentlige essens, sjælens iboende kraft ved hjælp af vores individuelle stemme og dens overtoner, evt. kombineret med forskellige musikinstrumenter. Alle bidrager med netop deres specielle energi til fællesskabet.

Lyden er forbindelsesledet til de forskellige bevidstheder og trænger ind der, hvor intet andet er muligt og skaber dermed også en healende effekt i kroppen.”

Se også annoncesiden!

Stained Glass Music Efter koncerten i Cisternerne Under Søndermarken i august er Hanne Siboni, Karsten Vogel og Skye Løfvander atter gået under jorden. Denne gang for at gøre indspilninger i den unikke akustik.

CD’en udkommer midt i denne julemåned og får navnet Stained Glass Music. Den vil bl.a. kunne købes ved indgangen til Cisternerne eller ved henvendelse til Hanne eller Skye. CD’en indeholder duoer, trioer og soloer og kommer vidt omkring stemningsmæssigt. Karsten Vogel spiller forskellige saxofoner og basklarinet, mens Hanne og Skye synger.

Koncert i Rundetårn At lytte til Jane Winther – Mantra. at lytte til sin egen indre stilhed.

Første gennemlytning blev en lang meditativ stund, hvor jeg mere hørte og mærkede stilheden i mig selv. Samtidig var musikken meget nærværende, som åbnede den døre både i min fysiske og ikke-fysiske krop.

Salighed vil for nogen måske lyde noget højttravende, men jeg følte mig salig.

Anden gang fandt jeg hovedet frem, før jeg satte Cd’en i gang. I 38.03 min. lyttede jeg til de 7 numre som udelukkende består Jane Winthers forunderlige stemme. Smukke sekvenser hvor Jane Winther synger op til syvstemmigt kor.

Den gennemgående tekst – mantraet – er ”Om Mani Padme Hum” med to undtagelser, nr. 2 der er forkortet til ”Om ahh Hum” og nr. 7 hvor titlen er ”Om” og som indeholder en smuk tekst-sektion.

Jane Winther bruger sin stemme meget nuanceret, både dybt og lyst, når hun synger kor med sig selv. Det er meget fine klangbilleder hun byder os på. På nr. 3, 4 og 5 er der en rytmemæssig udvikling som en årstidsudvikling fra spire til dvale, eller en livscyklus.

Desværre medførte denne anden gennemlytning at jeg faktisk synes Cd’en blev lidt langtrukken. Det er ulempen, når jeg prøver at forholde mig udelukkende mentalt til musik.

Tredje gang jeg hørte den, skrev jeg tekst til FiliongGong, for at lytte til den som baggrundsmusik. Det virker så afgjort også godt, men jeg synes det er lidt synd. Det fulde udbytte får jeg så afgjort, når jeg lytter med nærvær til musikken og til mig selv.

Jeg vil meget gerne anbefale denne cd til andre. Har du ikke 40 min. til rådighed så kod din Cd-afspiller til et reduceret antal, men start med nr. 1 og slut med nr. 7. Hvis du altså vil høre min mening.

Overtonesangere: Susende Saus Wolfgang Saus, som er tysk har skrevet en bog om overtonesang Oberton Singen. Det er en demonstration af tysk systematik og regelret pædagogik. Måske er det lige at skyde over målet, når der på omslaget gives udtryk for, at det er den første udgivelse, der på denne systematiske måde forklarer overtonernes hemmeligheder, idet både Michael Vetter, Ted Levin og Mark van Tongeren har beskrevet de nævnte sammenhænge. Desuden kan man måske mene, at beskrivelsen i rigelig grad tipper over i den tekniske side, hvor absolutte frekvenstal spiller større rolle end musikkens væsen. Men det er i hvert fald en god bog om overtonesang for alle der kan læse tysk.

Der er flere grunde til at beskæftige sig med Wolfgang Saus. Overtonesang er stort i Tyskland og han er en fremtrædende skikkelse. Han er en dygtig sanger. Hans teknik og tonedannelse er på et højt niveau, men den kunstneriske vision er efter undertegnedes mening dog ikke helt på niveau med hans forbilleder, overtonesangens europæiske fædre Hykes og Vetter. Der er noget sympatisk i, at han vedkender sig arven fra begge disse to uden at have haft meget personligt med nogen af dem at gøre. Således mødte han David Hykes for første gang sidste år. Og det er også meget sympatisk, den måde han formidler billedet af overtonesangens verden på sin hjemmeside www.oberton.org Man får nemlig ikke oplevelsen af en række kunstnere i konkurrence, men af en række mennesker som arbejder sammen om et fascinerende udtryk på hver deres måde.

Således kan man via Saus’ hjemmeside finde frem til stort set alt, hvad der kan kravle og gå på overtonefronten, måske lige bortset fra danskerne, men det er nu helt og holdent vores egen skyld!

I bogen Oberton Singen medfører den systematiske tilgang også en interesse for, hvad der er muligt at gøre med overtoner.

Saus har således noteret et par rekorder:

Den højeste overtone han har hørt sunget blev frembragt af den vest-mongolske sanger Hossoo (www.hosoo.de ), som sang rækkens nr. 13 fra h (247 Hz). Overtonen var således 13x 247 Hz= 3.211 Hz eller g#’’’’ (fir-streget gis).

Personligt har jeg aldrig hørt David Hykes synge op til nr. 24, men sædvanligvis pålidelige kilder har rapporteret det, uden det dog fremgår, hvilken tone han så sætter af fra, men så skal rekordnoteringen naturligvis ændres. I øvrigt er det ikke usædvanligt at kunne ane en spinkel nr. 16 under almindelig vokalsang på en i-lyd, men det er jo en lidt anden historie, for stemmen indeholder vel i princippet en nærmest uendelig række af overtoner, når man kommer over en vis grænse bliver de bare umulige at skelne.

Wolfgang Saus fortæller også i rekordafdelingen, at han engang til et overtonetræf i Paris hørte Trang Quan Hai, som sang en frase på over et minut uden at trække vejret undervejs.

At overtonesang medfører glimrende åndedrætskontrol burde ikke helt komme som en overraskelse, da den balancerede holdning i tonefrembringelsen bl.a. kan opnås ved at styre sin luftstrøm. Det er i øvrigt velkendt, hvis man skal klare sig på en enkelt mundfuld luft, at det er lettere at lade luften sive langsomt ud end blot at holde vejret til man bliver blå i hovedet. Dyrkere af ekstremsporten fridykning, som netop går ud på at se, hvor dybt man kan dykke på en indånding, har nogle utrolige resultater, og fridykkere lader akkurat luften sive langsomt ud under dykket.

Endelig beretter han fra de ekstreme overdrev om en optagelse, han har hørt i Stockholm blandt stemmeforskere, hvor undertonesang ned til undertonerækkens nr. 5 bliver demonstreret.

Normalt ved undertonesang, vil de rullende dybe toner lige en oktav under den undertrykte normalfrekvens, altså rækkens nr.

2. Mere sjældent vil det ske, undertiden ved et

”uheld”, at den dybe tone bliver rækkens nr.

3, en oktav + en kvint under grundstemmen.

Men i dette tilfælde taler vi altså om bevidst brug af nr. 5, to oktaver + en stor terts dybere end grundstemmen. Det er interessant både fordi det er usædvanligt og fordi undertonerækken nok er en spejling af overtonerækken, men normalt kun i lidt mere filosofisk forstand. Man kan jo ikke som sådan måle og fremhæve undertoner i den almindelige stemmeklang. Lovmæssigheder er der altså immervæk, det er de samme trin nedad som overtonerækkens opad, når man synger de buldrende dybe toner.

Bjarne Villy Larsen Det er pudsigt, når man lytter til musik, hvor man faktisk ingen anelse har om, hvordan kunstneren selv ser ud. Så forholder man sig mere direkte til rene musikoplevelse. Med Bjarne Villy Larsen har jeg aldrig fået den mulighed, idet jeg første gang hørte hans musik live og altså kunne se hvordan han så ud. Jeg ville gerne have oplevet musikken først for sig selv, for der er nogle spændende kontraster mellem den bløde, skæggede og sympatiske mand, som tøffer rundt i maosko bag sit køkkengrej og på den anden side den klangsymfoni af sådan lidt kosmiske dimensioner, som der kommer ud af det.

Faktisk hænger de to sider rigtig godt sammen, det passer, som det skal, når man oplever det. Og han er en spændende mand at studere i aktion, fordi det så tydeligt er stemning, klang og rytme, som styrer eller trækker ham rundt fra et stykke klingende instrument til det næste. Temperament er altså ret afgørende for udtrykket, også når det handler om ren klang-musik på gonger og syngeskåle. Det oplever man med stor tydelighed, hvis man har oplevet andre ”gongerister” som Steve Hubback eller Jens Zygar, hvor den første er ret rå og kontant og den sidstnævnte levende som en gummibold.

At Bjarne Villy Larsen appellerer til folk med meditativt sindelag er helt forståeligt og CD’en Essence of Sound lever op til sin titel som levende klang og stemningsfordybelse.

CD’en er delt op i syv stykker, hvoraf det ene også indeholder en sekvens med overtonesang. Her har han været mindre heldig, da hverken udtryk eller teknisk optagekvalitet står mål med resten af skæringerne. Men alt i alt en CD som er i høj grad er værd at lytte til.

Hanne Hyllegård Jane Winther Usmifka i Klaverfabrikken i Hillerød Bibliotek torsdag 21/10 Det danske bulgarske kor har tit aktive perioder, hvor de kommer godt rundt omkring og synger, og det gør bestemt ikke noget!

Med Niels Græsholm ved pinden og et væld af stærke og udtryksfulde stemmer på linien formidles der fra mange hjørner af den bulgarske koriske sangskat. Koret har nået et flot niveau, simpelthen. Det er en særegen og spændende klangverden de tager rundt med!

Lin Ensemble i Slangerup Kirke søndag 24/10 Overtoner er andet og mere end sang. Kort sagt er oplevelsen af overtoner det samme som fordybelse i klang, og det var det, koncerten med Lin-ensemblet i Slangerup Kirkes smukke akustiske rum gik ud på. En del var improviseret af trioen, som består af Jens Schou, klarinet; Jens Ehde, cello og Erik Kaltoft, piano, men de overordnede rammer var stukket ud af Michael Vetter, overtoneekvilibristen , som blev præsenteret i FiliongGONG nr. 4. Det kom bl.a. til udtryk i, at to af de 12 meditative sekvenser på hver 25 minutter var rent vokale udfoldelser med overtoner, og det lød godt, dragende, rundt og fyldigt. Men ellers blev der leget og udforsket klang på alle tangenter. I et af stykkerne lød pianoet næsten som en GONG, da alle dæmpere var slået fra og der blev slået an i den dybe ende. Et andet stykke var bygget op af naturtonetrin, hvor de tre musikere meget organisk gik op og ned af skalaen, omtrent som når man synger overtonerækken. I

passager fulgtes de ad, til andre tider spillede de rækkerne forskudt, men med en stor indlevelse, som fik tonerne til at vokse. Meget af tonesproget var ikke ligefrem i den populære ende, men havde en god balance mellem på den ene side noget simpelt og på den anden noget skævt og originalt, som gjorde det meget stimulerende at lytte til, og hvor ånden fra komponisten tydeligt blev formidlet. . Ingen tvivl om at det var musiker skab på højt niveau hele vejen igennem. En del af bladets læsere har lyttet til Jens Schous magiske behandling af en basklarinets muligheder og hans musikalske partnere har samme evner til at lokke klangsprog ud af instrumenterne og forbinde det med medspillerne.

For deres udsendte personligt blev den største oplevelse nu alligevel en duet mellem det simrende, overtonerige strengeinstrument tamboura og celloen, som kom ud i mange spændende hjørner af sit klangspektrum, så helheden fyldte kirkerummet ud og forvandlede det. En træt reporter tog til Slangerup, men søvnigheden blev pillet ud med musikken.

Sonordoktor Ali Quots Brevkasse Her kan du spørge om alt der vedrører sammenhængen mellem lyd og krop.

- Hvad er endemålet med overtonesang og lydhealing, perfekt sundhed?

Hvis ja, er det så realistisk?

Spørgsmålet er både væsentligt og godt drejet.

Jeg kunne jo forsøgsvis lægge ud med at sige ja, målet er perfekt sundhed, så kan jeg måske moderere og trække i land efterhånden. De fleste som har givet de fælles og individuelle sangformer og øvelser, som vi beskæftiger os med, en ærlig chance, vil nok kunne ane, at der er muligheder for at finde en dybere velvære, måske endda mulighed kunne gøre op med sygdomstilstande.

Flere af medlemmerne ser da også rigtig sunde, friske og glade ud. Det er vist imidlertid ikke i en grad, som får den brede hob til at få færten af, at her er livets kilde.

Skal vi så være i tvivl, om det, vi laver, er velgørende? Nej, det behøver vi ikke!

Hvis man er lidt balanceret og seriøs omkring det man laver - og det prøver vi vist på at være - fører det også noget realisme med sig.

Man må sætte nogle velgørende aktiviteter ind i større perspektiver og forstå at, hvis det er dybt og relevant, vil mange af de vigtigste dele af helheden også tage lang tid at udvikle.

Samtidig må vi også erkende, at uanset forenede gode hensigter og talenter samt kontakt med lovende muligheder, vil vi udvikle os undervejs og ligesom ved enhver anden form for udvikling vokse ved at møde de fejl, skævheder og misforståelser, som vi selvfølgelig også gør.

Men hvem ved, måske er der pludselig en platform, hvorfra miraklerne vil være tydelige for enhver, for mirakler sker der jo allerede, blot som en understrøm af de allervigtigste, nemlig de dagligdags, hvor mennesker finder ud af at bruge sig selv og hinanden.

Al skabelse gennemstrømmes af vibration, som ordnes i et hierarki af struktur, af svingningsmønstre, menneskets mellemkosmos såvel som makro- og mikrokosmos er vældige bølgende symfonier, harmonier i stadig udvikling som griber ind i hinanden, forstærkes, intensiveres og klinger ud, stiger, falder og forvandler sig. De berører undervejs alle dele af vores væsen, ikke bare krop, ikke bare ånd. Vores celler bringes til at synge sammen med den ydre verden og dens store målestok.

Perspektiverne i overtonesang og lydhealing handler i høj grad om det holistiske, at vi ikke bare stimulerer på et bestemt begrænset område.

Her er stof til det meditative sind, til væren, til tanker og analyser, indsigt og forståelse, til følelser og stemninger, til sansninger, til den opbyggelige dimension af arbejdet med kropslighed, til forfinelse og opøvelse af modtagelighed, til at udtrykke sig selv i samklang med andre.

Fællesskabet er prioriteret meget højt, men på en måde, som ikke forsøger at se bort fra det individuelle, tværtimod er der ofte rige muligheder for at kultivere sit særpræg.

Der er rigeligt føde til både indadvendte typer, som mest stimuleres af det, som de modtager, og til de udadvendte, som vokser ved at give udtryk.

Det er vel egentlig alt sammen meget sundt! … perfekt sundhed? Tja, hvad er egentlig perfekt?

- Jeg har hørt at overtoner ikke kun findes i musikken, kan du give andre eksempler?

- Overtonerækkens lovmæssigheder gælder principielt for alle periodiske bevægelser, alle vibrationer, alle bølger, og hvis vi taler om niveauer er det lige fra det største til det mindste, fra galakse til atom, og helt tilbage fra universets skabelse.

Et pudsigt eksempel fremgik af Politikens navnesider sidst i november, hvor en leder af et matematisk forskningsinstitut havde fødselsdag eller jubilæum. Hans speciale var en gren af matematikken, som hedder harmonisk analyse. Denne matematiske disciplin er affødt af forståelsen af harmonier: hvordan alle toner i musikken kan tolkes som sammensat af en eller flere primærtoner og de overtoner som svinger med, og det er ikke en helt uvæsentlig gren af matematikken. Det interessante er, at det fremgik, at instituttet ikke er helt småt, fordi det nyder godt af økonomiske tilskud fra nogle virksomheder, som kan bruge forskningsresultaterne. Og hvilke virksomheder kan det så være?

Radiosymfoniorkestret, nogen som arbejder med at udvinde alternativ energi fra havets bølger? Nej, det er såmænd bank- og forsikringsverdenen, hvis konjunktioner, alle bevægelser for værdier op og ned med kursernes udsving, i høj grad kan forstås som en række svingende toner med overtoner.

Hele den økonomiske verden med penge i bevægelse kan altså reelt fortolkes som musik! Er det fascinerende eller hvad? Prøv at

tænke tanken mens den store pengesymfoni spiller!

Mange bækkener små – gir’ en stor GONG! v/Susanne Eskildsen Dette kunne være indledningen til at fortælle om de mange nye medlemmer foreningen har fået. I stedet drejer det sig om lyd og muskler.

Når man begynder at synge bliver man meget hurtigt gjort opmærksom på ”bugstøtten”, det at bruge mavens musklerne for at understøtte tonerne, når man synger.

Kigger vi på opbygningen af menneskets bughule finder vi tre forskellige store muskelgrupper: - Den forreste gruppe af bugmuskler, der ligger foran vore indre organer.

- Den dybe gruppe af bugmuskler, der ligger bag de indre organer, men foran rygsøjlen og rygmusklerne.

- Nederst har vi bækkenbundens muskelgruppe. Den ligger under de indre organer, men hæfter lidt oppe ad den indvendige side af bækkenet, så den kan holde bugindholdet oppe.

Her er det måske på sin plads, at udrydde eventuelle misforståelser om: - at en bækkenbund kun er noget kvinder har, og som de skal træne når de har født - at det kun er nogle ydre muskler, der bruges til at lukke for vore to eller tre udgange (urinrøret, endetarmen og skeden).

Bækkenbunden er en meget stor muskelgruppe, der udfylder hele bunden af bækkenet. Musklerne udspringer fra forsiden af korsbenet, fra den indvendige side af bækkenknoglerne og helt fremme fra området ved kønsbenet. Altså skålformet eller som den nederste del af en pose.

Når vi trækker vejret, foregår det med den store åndedrætsmuskel – Diafragma. Den danner ”loft” på vores bughule, og den hæfter på indersiden af ribbenene nederst i brystkassen hele vejen rundt.

Vejrtrækning foregår ved at hjernen sender signaler til Diafragma om at trække sig sammen. Dette har samme effekt og funktion, som når man trækker i stemplet på en engangssprøjte. Når hullet ikke er stoppet, strømmer der luft eller væske ind i sprøjten.

På sammen måde strømmer der luft ned i lungerne.

I bughulen sker følgende, når Diafragma trækker sig sammen sænker ”loftet” sig. Hvis trykket ikke skal stige i bughulen, vil det medføre, at mavemusklerne vil give sig (strækkes), så maven buler lidt ud, og det samme vil ske med bækkenbunden, den vil bule lidt nedefter. Når Diafragma afspændes ånder vi ud, og bug-og bækkenbundsmuskulaturen vender tilbage til sin udgangslængde.

Hele dette fine system foregår ganske automatisk og det holder samtidig muskulaturen i form med sin venepumpeeffekt – det at muskler rytmisk strækkes og trækker sig sammen gentagne gange.

Denne viden kan vi drage stor fordel af, når vi synger. Bruger vi bugstøtten bevidst, kan vi på en mere nuanceret måde forme den lyd, der undslipper os. Prøv blot at holde den samme tone i 20-30 sekunder en gang, hvor du slet ikke bruger bugstøtten og en gang hvor du spænder i bughulens muskler, eller prøv med et julemands hoo-hoo med og uden bugstøtte.

Men hvorfor så ikke bare bruge den forreste bugmuskel gruppe? Det kan man selvfølgelig også for de giver god støtte, men effekten er bedre når man har alle tre grupper med.

Og så er der lige den ikke uvæsentlige sidegevinst, at vi samtidig holder musklerne i form, når vi aktivt bruger dem.

I vores moderne samfund, hvor vi sidder alt for meget og spiser så meget, som vi gør, sker det ofte, at vi ikke får ”motioneret” bækkenbundsmuskel gruppen tilstrækkeligt.

Resultatet er enten, at vi får en overspændt eller underspændt bækkenbundsmuskulatur.

Overspændt i denne sammenhæng betyder, at

spændingstilstanden i muskulaturen er forøget og samtidig vil muskulaturen ofte være forkortet. Den underspændte muskulatur vil have en reduceret spændingstilstand og muskulaturen vil ofte være strakt for meget.

Begge tilstande er problematiske. På grund af den manglende aktivitet i musklerne vil blodgennemstrømningen være alt for svag og der vil ske en ophobning af affaldsstoffer i vævet, som vil vanskeliggøre den naturlige brug af musklerne.

Dette kan for den overspændte muskulatur have den konsekvens, at man får problemer med at slippe af med afføringen og urinen.

Resultatet kan blive hæmorider og øget risiko for prostataproblemer. Mænd oplever det oftest ved ikke at kunne tisse i en konstant stråle i ret lang tid, de bliver ”sjatpissere”. For kvinderne er det de gravide der er mest udsat.

Som yderste konsekvens kan de få problemer med at gennemføre en naturlig fødsel.

For den underspændte muskulatur er problemet omvendt. Både for mænd og kvinder kan der være problemer med at holde på afføringen, luften og vandet, men mere problematisk er den nedsynkning der sker af bughulens indre organer. Kvinderne oplever det måske tydeligst, fordi nedsynkning af livmoderen er en meget ubehagelig og smertelig oplevelse. Skrækscenariet er, når livmoderen er sunket så langt ned, så livmodermunden kan ses nær skedeindgangen. Jeg har undervist i bækkenbundstræning de sidste 15 år, der er heldigvis ikke mange kvinder med disse problemer, men hver ny jeg møder er en for mange.

Dette område er stadig så tabubelagt, at der er alt for lidt viden om, hvordan bughulen fungerer og hvorledes man kan forebygge de mange problemer, der kan opstå.

Jeg vil ikke her komme ind på, hvorledes man genoptræner en meget overspændt eller meget underspændt bækkenbund, det vil være alt for omfangsrigt, der skal individuel vejledning til.

Men hvad med alle os andre? Og hvad har det med sang at gøre?

Jo – når vi synger og aktivt bruger hele bugstøtten sker der, som nævnt tidligere, en konstant venepumpe af bugmuskulaturen.

Bækkenbundsmuskulaturen kan vi få fat i ved at spænde lidt i sædemusklerne, og de dybe bugmuskler kan vi få fat i, når vi trækken halen lidt ind under os. Det drejer sig ikke om store bevægelser, men blot en lille holdningskorrektion. Man skal ikke spænde konstant, men i takt med vejrtrækningen på udåndingen, altså samtidig med, at man frembringer sin lyd som i eksemplet ovenfor..

Så det er bare om at komme i gang – klem ballerne sammen og syng!

Interview med Jack Donen www.inform.dk/numen Vi går fra bækkenbund til Hi-hat: Jack er gammelt GONG-medlem og nok den helt rigtige at kontakte, hvis man har brug for at få skiftet tapetet i øregangene: Gennem mange år har han sideløbende med sit job som psykolog haft en lille pladebutik, Numen Musik, med musik til fordybelse og bevægelse. Derudover har han i en årrække været redaktør for de omfangsrige sider med musikanmeldelser i verdensmusiktidsskriftet Djembe. Butikken er nu droslet ned og køres på lille blus hjemme fra lejligheden på Ryesgade. Det er helt bevidst, at interviewet indeholder en del henvisninger til konkrete navne...måske det kunne bruges til inspiration!

Vi holder en aften med Jack Donen og hans lytteunivers i GONG i Tårnstudiet d. 26. januar kl. 19.00 Interview med Jack Donen - Hvor går man hen for at udvide sin lyttehorisont?

- De første ti år eller mere hvor jeg havde Numen Musik og solgte masser af musik oplevede jeg, at folk bestilte den musik, som de var blevet inspireret af ved at høre den på

et kursus eller hos en ven, især kurser.

Desværre er folk sjældent interesseret i noget andet. Halvdelen ved temmelig nøjagtigt, hvad de vil have, så er der måske en fjerdedel, som spørger til et ret specifikt område, mens der er en ret lille del som spørger: hvad har du, som kunne være interessant? Bl.a. af den grund har jeg ikke gjort meget ud af at holde mit katalog og hjemmeside opdateret. Jeg gør i det hele taget ikke så meget ud af Numen Musik mere, men jeg er der, og jeg synes, det kan virke inspirerende, at butikken findes, det får jeg i hvert fald at vide. Jeg har gennem årene fået en del henvendelser fra folk, som har spurgt til meget specielle ting, f.eks. pygmæsang, hvor det ikke skal være pygmæer fra Congo, men fra Gabon, evt. en særlig stamme osv., og hvis jeg så ikke har det, er de nærmest ikke interesserede.

Hvor mange CD’er med pygmæmusik har du solgt gennem tiden?

- Interessen toppede i 90’erne, men det er vel blevet til en 40-50 stykker. Det er en spændende måde at synge på, de ”ululerer” (Jack er født i Sydafrika, hvor man også bruger stemmen sådan, og han ”oversætter”det engelske " ululate" direkte, lyden skulle fremgå umiddelbart af ordet, red.). Du har måske hørt om Zap Mama.

Lederen, en sort kvinde, Marie Daulne, boede som ung hos pygmæerne i Congo i nogle år, hun kom siden til Belgien, hvor hun dannede denne kvindesanggruppe, som hyggede sig enormt meget sammen, og lavede noget meget lækker musik. Desværre kunne de i længden ikke så godt sammen. Jeg har netop fået en ny CD med hendes nye konstellation, som er meget anderledes, en blanding af bl.a. pygmæ-inspireret sang og amerikansk hip hop.

Der var også en engelsk pop/rockmusiker, Martin Cradick fra gruppen Outback i 80’erne, som i 90’erne boede hos en pygmæstamme gennem et par måneder, han kom tilbage og udgav flere plader, som jeg også har solgt en del af.

- Gudrun Holck har jo også gjort sig lidt i pygmæmusik, jeg ved da, at hun laver kurser her i byen, men hvem har ellers inspireret folk til at lytte til pygmæmusik?

- Bob Moore brugte pygmæmusik på nogle kurser. Jeg blev nærmest ansporet til at udvikle mit fag af Bob Moore og Jes Bertelsen. Mit musikkatalog er delt op i to afdelinger: dels musik til rytme, dans og bevægelse og dels lytte- og meditationsmusik.

Det er en opdeling, som jeg er blevet inspireret til af dem, da de begge i deres kurser brugte både meditativ musik og dansemusik, de kunne godt lide, når folk skulle oppe at stå og bruge kroppen. Sådan fandt jeg ud af, at de to sider hænger godt sammen. Det, der skete, var, at jeg i 80’erne gik på kurser hos dem begge. Jeg kan godt lide at lytte til musik, og synes jeg har sans for, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Så begyndte jeg at sende musik til dem, som de begge brugte på kurserne. Det udviklede sig: Jeg boede i Hvidovre, som dengang havde et af landets største musikbiblioteker, så blev jeg også låner i Lyngby, som også har en stor musikafdeling, og jeg kunne ganske enkelt bruge meget tid på at lede efter god musik.

- Det kender jeg godt lidt til: jeg har selv ved et tilfælde bl.a. fundet frem til Michael Vetter på Helsingør Bibliotek, som også har meget musik. Det var også sådan, jeg fandt frem til balinesisk Gamelan-musik. Jeg har i øvrigt fået at vide, at det oprindeligt var Jes Bertelsen, som inviterede David Hykes til at komme og synge midt i 80’erne?

- Ja, jeg var der! På det tidspunkt kom jeg en del på Vækstcentret, hvor jeg hjalp med at bygge, bl.a. på kursushallen. Jeg var der også, da koret ankom – David Hykes’ daværende kone Michelle var også med. Jeg havde ikke så meget med dem at gøre, men jeg oplevede en særlig kvalitet ved energien hos medlemmerne af Harmonic Choir, en oplevelse af renhed, som om de gennem deres sang havde arbejdet meget med solar plexus.

Besøget blev nu lidt skuffende, da deres optræden var ganske kort. Undervisningen

med David og Timothy Hill var meget teoretisk, hvorefter vi lige kunne prøve at synge i en tyve minutters tid uden nogen form for instruktion. Men det var meget spændende, jeg var inde at lytte, mens de øvede sig et par gange, så jeg følte, at jeg oplevede noget.

- Har Jes Bertelsen meddelt noget om sine registreringer i forbindelse med overtonesang?

- Det kan jeg ikke lige huske. Min personlige forståelse er, at det er meget udvidende. Det eneste han foruden Per Nørgaard rigtigt har sat ord på omkring musik er Bach (i bøgerne Kvantespring samt Energi og Bevidsthed, red.). Jeg har altid ønsket, at han ville sige noget mere om musikkens virkning på de finere niveauer.

-Navnet Numen Musik handler vel mere om den meditative dimension end om rytmer?

- Numen er latin og betyder guddom eller guddommelig figur. Det ældre latinske ord nutare betyder at nikke eller give sin godkendelse. Som at nikke, to nod, på engelsk. Der er fundet nogle små gudefigurer fra romersk tid på Malta, der har løst hoved, så de kan nikke - og give deres guddommelige vilje til kende. Den numinøse oplevelse er altså den, hvori den guddommelige vilje viser sig for os, den nikker anerkendende, man mærker dens nærvær. Det kan gå både på det meditative og det rytmiske, trancemusik f.eks., som også har været en del efterspurgt her. De tidlige amerikanske trancemusikere – der var bl.a. en hel serie af bånd med trommemusik – var shamanistisk inspirerede, andre brugte også elektronik, og efterhånden er det flydt ind i rave og popmusik, som er spændende på nogle områder, men meget kedelige på andre.

I dag er der ikke megen interesse for det felt, som jeg kan mærke. Men her skal det også siges at min omsætning er gået ned fra en kvart million årligt til en tiendedel af dette. En af grundene til, at jeg ikke gør så meget ud af det nu er, at man tjener meget, meget lidt på det, og så begyndte det at gå ud over mit

arbejde som psykolog, jeg havde brug for mere tid til det. I tiden med butikken i Marstalsgade arrangerede jeg også månedlige koncerter med forskellige navne. Der kunne sidde cirka 25 publikummer på gulvet.

- Her i programmet kan jeg se noget, der appellerer til mig, fordi jeg eksperimenterer med glas og syngeskåle: Yatri: Crystal Spirit med Glasharmonika, der står vist sådan en på Musikhistorisk Museum?

- Da glasharmonikaen kom frem, skabte den stor ravage: hunde gøede, folk besvimede og det endte med, at den blev bandlyst i Tyskland, og efterhånden forsvandt den. Den er opfundet af den amerikanske statsmand Benjamin Franklin – ham der også sendte en drage op i tordenvejr, for at fange lynet – og den består af en række glasskåle sat på en akse, og princippet er som med champagneglas, hvor man spiller med fugtige fingre. Der findes også en gruppe: Wiener Glass Harmonica Duo. - Hvem køber dog den slags?

- Jeg har solgt hundredvis af Cd’er med overtonemusik, måske over 50 med Yatri alene gennem årene, det er især folk, som har hørt det på kurser. Bob Moore og Jes Bertelsen har brugt den slags musik en del.

Mange af dem, som har gået på kurser hos de to, laver selv kurser, og på den måde spreder det sig. Dette miljø blomstrede især fra begyndelsen af 80’erne, og omtrent til midten af 90’erne. Siden er Jes Bertelsen blevet meget mere privat og Bob Moore er holdt op, og det er også en af grundene til, at forretningen er blevet mindre. Når de to slog kurser op har der været rigtig mange interesserede – f.eks. ved jeg, at der hos Bob Moore kunne være 5-600, der gerne ville deltage, så det er klart, at det har skabt en stor bølge af interesse for især den meditative musik, som nu ikke mærkes så meget mere. I Numen Musik er der næsten ingen egentlig New Age musik, både pga. interesse og efterspørgsel, men også fordi jeg mere har set det som min opgave at formidle mere kultur-

baseret musik, musik som med andre ord enten er blevet udviklet, raffineret og forfinet, og som måske er blevet brugt gennem hundredvis af år til det samme. Eller på den anden side det nye, der er skabt udfra, og med respekt for, de gamle traditioner.

- Er der nogen bestemte traditioner som du vil gøre opmærksom på, som måske bliver overset?

- Russisk munkesang, som f.eks. munkene fra Chevetogne synger.

Det er et kloster i Belgien, hvor benediktinermunkene normalt synger gregoriansk sang, men hvor de gør noget særligt ud af også at synge den russiske ortodokse kirkesang, og de er ret kendte i nogle kredse. Man kan komme og bo der, tage del i gudstjenesterne og lytte til munkene synge. Det er også noget, som jeg første gang hørte hos Jes Bertelsen, som jeg synes har en superb smag. Det er også der, jeg har fået ørerne op for indisk klassisk musik. Jeg var lidt interesseret allerede, men havde ikke for alvor opdaget mulighederne, før jeg hørte det hos ham. Det betyder også meget, at det er en sal med 50-60 mennesker, hvor alle sidder og fordyber sig, det bliver en meget stærk oplevelse.

Jeg kan nævne fløjtenisten Hariprasad Chaurasia, og så er der Zia M. Dagar, som spiller et instrument ved navn Rudra Veena, det minder om en citar, men har en dybere klang og ingen resonansstrenge. Musikken er meget langsom, flydende og meget smuk. Så er der det lidt mere vilde, f.eks. Shankar, der bl.a. har spillet sammen med guitarist John McLaughlin i gruppen Mahavishnu og som spiller en elektrisk dobbelt-violin, hvis registre dækker et helt strygeorkesters toneområde, men meget sanseligt spillet, han er også klassisk trænet. Da det er elektrisk forstærket går vibrationerne lidt mere voldsomt ind, men meget af opbygningen kender man fra ragatraditionen især fra Nordindien: Der er en Alap-del, hvor solisten introducerer temaet.

Denne del har tre rytmiske faser, hvor den ene er meget langsom og undersøger hver tone og harmonierne mellem dem, den næste

indeholder klar rytmik, mens den sidste korte del er hurtigere. Så gentages alle tre faser med tabla (håndtrommer, red.). Ved en koncert eller på en CD følger så de næste numre, hvor alap-delen ofte fylder meget mindre, rytmerne kommer hurtigere med, og det hele er tilsvarende kortere.

Alap’en får lytteren til at fokussere på de enkle, udforskende lyde, den får opmærksomheden vendt indad, og den skaber en verden af lyd, som man – jeg'et – simpelthen kan forsvinde væk i.

- Man har vel brug for en del tid for at få sådan en verden til at åbne sig?

- Ja, det har man nok, det gør jeg heller ikke så meget mere…

- Er du blevet mæt?

- Jeg lytter på en anden måde, får hurtigere en opfattelse af indholdet…

Lakshmi Shankar er en fantastisk sangerinde, hun er Ravi Shankars svigerinde. Der er også en bestemt optagelse, Raga Deen Todi, med en sangerinde som hedder Parween Sultana.

På omkring 25 minutter udfolder hun sig stemmemæssigt, så man bliver fuldstændig betaget, det er smukt, fantastisk og kreativt, hendes stemme viser både det stille, det stærke, det ømme, alt det liv og kreativitet hun har i sig, det er for mig en stor klassiker, jeg tror også det var et særligt øjeblik for hende. Hun har været her i København et par gange, jeg mener nok, at det var John Højer Nielsen fra DR, som oprindeligt fik hende her, han har altid været virkelig god til at få fat i store musiker og til at få et stort antal publikummer til at lytte til dem… det gør de måske ikke på samme måde mere.

- Er der lidt en afmatning i interessen for den slags spændende musik?

- Det er svært at vurdere. Det er min oplevelse, at de butikker hvor man nu kan få musik fra flere kulturer, at der ikke sker den store kvalitetsvurdering, det er mere noget med ”vi må have noget indisk klassisk, så tager vi noget fra et katalog.” For mig har det

altid været vigtigt at finde ud af hvilke indspilninger som er særligt spændende, og hvad der kan bruges til et specifikt formål.

- Du har jo også fungeret som redaktør af anmelder-siderne i Verdensmusiktidsskriftet Djembe. Hele den mængde af musik er vel noget som pladeselskaberne sender til jer?

- Jeg var redaktør i 7 år, nu har jeg bare skrevet anmeldelser i 4 år. Noget af det der anmeldes kan vel knapt fås i butikker herhjemme, men skal bestilles. Det er heller ikke min erfaring, at folk bestiller ud fra de anmeldelser. Det er meget sjældent, måske 5 gange på 10-12 år, at folk har ringet til mig efter at have læst en anmeldelse i Djembe.

Det er det samme med mine kataloger. Jeg har oprindeligt vedlagt et katalog, når der blev afgivet en bestilling, men folk ringer ikke og siger, at nu har de kigget det igennem og blevet interesserede i det ene eller det andet.

Mennesker, som er kommet ind i butikken, har også som regel vidst på forhånd, hvad de ville have. Der har kun været ganske få som rigtigt har gået på opdagelse i musikken. Jeg har nok et lidt pessimistisk syn på musiksmag, at man går efter det som andre har præsenteret som spændende, der er ganske få som skaber smag og de færreste undersøger lidt mere selv. Folk er for lidt eventyrlystne… eventyrlyttende!. Jeg mener også, at radioen er blevet mere snæver, så hele denne verden af lyttemusik er blevet mere vanskeligt tilgængelig. …Når Bob Moore spillede en del amerikansk indiansk fløjte, fik jeg enormt mange bestillinger. Det var som regel meget enkelt: solofløjte eller to fløjter sammen, måske lidt stemmebrug, og indianerne går efter hjertet, så det er meget det, som udtrykkes.

Jeg skal lige sige at jeg skelner mellem folkemusik og klassisk musik, hvor "klassisk", foruden europæisk klassisk kan indbefatte indisk klassisk, japansk klassisk eller andre traditioners klassiske musik, som er en vigtig del af det, som jeg har søgt. På den anden side er folkemusikken, det kan

f.eks. være australsk didjeridoo, men ikke som feltoptagelser derude på landet, men studiebearbejdet og mere noget som peger imod vestlig fusionsmusik.

- Det giver vel også et dilemma, for den oprindelige musik kan jo udvandes i mødet med anden musik?

- Jeg synes selv, at alle de mange krydsbefrugtninger er noget af det mest spændende. Tuvinsk folkemusik og overtonesang kan være både skægt og spændende, men det er alligevel ikke det, jeg går efter, det er mere det, der er rettet efter noget bevidsthedsmæssigt, det der påvirker bevidstheden. Det kan også eksempelvis være Yat-kha, fra Tuva, som jo på sin første plade kalder sin musik for punk, men hvor han brugte sin overtonesang på en efter min mening utroligt spændende måde. Han kombinerer rytmen med overtoner, og samtidig kan man høre lyden af hestens hovslag på stepperne…

Yat-kha's leder, Albert Kuvezin – oprindeligt medlem af folkemusikgruppen Huun-HuurTu, eller "sol-hjul" – bryder med traditionerne, men folkegrupperne er rigtig nok vigtige at bevare, vi skal ikke fusionere for hurtigt, så rødderne forsvinder. I eksemplet med Zap Mama og pygmæmusikken, kunne man jo bare mærke, at her var nogle kvinder, som havde det sjovt sammen og skabte en rigtig atmosfære af humor, man kunne kalde det rytmisk popmusik, hvor stemmerne havde meget Afrika og pygmæsang i sig.

Noget lignende kan man opleve med Marie Boine og joik, som jo også er et spændende område, igen oprindeligt uden ord, men hvor hun også digter med musikken, som er fantastisk nutidig og altfavnende…

Husk også at nævne didgeridoo'en, det er et fantastisk overtoneinstrument! Jeg mødte den første gang for 15 år siden. Jeg synes David Hudsons første plade, Woolunda, som er ren instrumental solo, er fantastisk godt optaget, man føler, at man sidder midt i instrumentet.

Og så er der armensk fløjte, Djivan

Gasparyan….

Og for tiden går man meget op i tibetansk buddhisme, der er et par kvindelige sangsolister, Chöying Drolma og Dechen Shak-Dagsay og, og...

Kr- St Kontant og Konsonant Lydhealing Denne artikel blev til efter et besøg i det smukkeste efterårssolskin ved Esrum Sø, hvor Knud Brant Nielsen holder til. De mange bibelske associationer skal ikke lægges ham til last, det er redaktørens gamle vise.

Normalt når vi healer med lyd, sker det med de sproglyde, som vi kan synge på, altså vokalerne og de stemte konsonanter M, N og Ng. Men healing handler jo om det hele menneske, så lydhealing må i en eller anden forstand også omfatte alle aspekter af lydspektret. I den visuelle verden bruger vi både form og farve, på samme måde har vi i lydens verden både brug for medlyde (konsonanter) og selvlyde (vokaler).

Er der mon healing i små kombinationer af konsonanter som SV, KR, STR, SPR, KV, KN, PL, PR osv.?

Knud Brant Nielsen har i en lang periode arbejdet med svært ordblinde og derfor naturligt blevet ledt til overvejelser om, hvordan krop og sprog hænger sammen.

Ordblinde er jo bestemt ikke pr. definition dårligt begavede, men måske er der lidt kludder i de nerveforbindelser og hjernestrukturer, der sørger for, at oplevelsen af bestemte ting og begreber kædes sammen med de ord og navne, tegn og bogstaver, som vi har i sproget for dem.

Knud har lanceret begrebet eksprem. Det vil nok hjælpe lidt på forståelsen, hvis man før er stødt på begreber som fonem eller morfem, som begge anvendes indenfor fonetikken, altså læren om sproglydene. Morfemet er den mindste betydningsbærende størrelse, mens fonemet er den mindste betydningsadskillende enhed. Et eksprem er

en udtryksenhed, som kobler udtryk og tegn (bogstaver).

Nu vil du måske allerede vige tilbage i forskrækkelse over den tekniske måde at forholde sig til sproget, men læs trygt videre, for det er faktisk en af grundene til at Knud fandt på det med ekspremer. Sprog er jo ikke bare bøjningsklasser, etymologi osv. Først og fremmest grunder sprog jo i direkte oplevelse.

Begrebet at stå giver ikke så megen mening, før vi kan finde genklang for det i os selv, kort sagt hvis vi selv ved, hvordan det føles at stå. Sproget bliver jo til i den tidlige barndom, og et spædbarn forestiller sig ikke noget, det oplever! At rejse sig op at stå for første gang er en revolutionerende oplevelse, som danner fundamentet for de billeder og forestillinger, man siden hen knytter til det at være opret.

Vi er i høj grad inde på de to hjernehalvdeles forskellige måde at forholde sig til verden på… og til sproget!

Venstre hjernehalvdel, som styrer højre kropshalvdel, er især kendetegnet ved at være adskillende, analyserende, holdningen er enten-eller.

Højre hjernehalvdel udtrykker sig gennem at være omfattende, integrerende og mere poetisk, holdningen er såvel som .

Normalt, når man forsker i sprog, handler det enten om historisk oprindelse og udvikling i betydning eller om udtalens klanglige analyse, alt sammen på en måde der appellerer meget til venstre hjernehalvdel, de adskillende og analyserende funktioner. Det interessante med ekspremer er, at en meget simpel sammensætning af konsonanter i sig selv tilsyneladende bærer på mening, og derfor inviterer til at betragte sproget mere med højre hjernehalvdel ud fra en mere poetisk og analogiskabende funktion, hvor man næsten kan mærke oplevelsen i sin krop.

Der var en vis skikkelse, i hvis navn både KR og ST indgik, og om hvem man sagde, at ”ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

Lad os derfor starte med en meget fundamental polaritet mellem det rette og det

krumme, en polaritet, som vi også kender fra en kilde i oldtiden, idet den var en af pythgoræernes 10 grundlæggende modsætningspar.

Vi starter med ord med ST: Stå, stang, stok, stylte, stillads, stige, stage, stak, stabel, stamme, stængel, stilk, stolpe, statue.

Hvis vi analyserer ordene gængs etymologisk, vil vi sikkert komme vidt omkring til forskellige sprogstamme, men prøv at mærke selve den følelse, bevægelse og udtryk som ligger i disse ord, og se om der ikke skulle dukke en anelse op, om hvordan ST præger. … det er jo pludselig ikke så mærkeligt, at det hedder stå! Til fælles har disse ord det vertikale, lige, oprette. ST står!

Der er naturligvis ord med ST, som peger i en anden retning, hvad med en stola eller en steg? Men alligevel burde tendensen vist være klar nok.

Næste række ord bliver med KR: Krans, krænge, krave, kreds, kramme, krølle, kruse, krympe, krampe, kringle, krone, krukke.

Mærk igen bevægelsen og udtrykket som kommer frem, alle ordene minder om noget krumt, krøllet eller kredsformet, det er i hvert fald ikke de rette linier, vi her har fat i.

Ekspremer kan også forekomme midt i ord, f.eks. har ord med R ofte bevægelse, og især rullende bevægelse i sig. Hvis man vil udtrykke små hurtige bevægelser er der en række ord med IRRE: Virre, svirre, dirre, pirre, klirre.

Og allerede det enkelte bogstav, som jo er sprogets mindste enhed, har indbygget betydning. R ruller som nævnt, L er mere blødt, mens S med sit væsen minder om en hvæsen eller hvislen.

Der er masser af eksempler på ekspremer, og hvis leger med ideen, bliver sproget pludselig

levende på en ny måde, samtidig med at en masse filosofiske spørgsmål dukker op. Er det kun noget som gælder for dansk eller indoeuropæiske sprog eller er det måske noget universelt? Vil man blive ved fremover at danne betydningsbærende ord udfra samme grundbetydning?

Men hvorfor ikke starte undersøgelsen af ekspremer som en lille leg, hvor du kan gribe fat i en af de ovennævnte små sammenstillinger af konsonantlyde, f.eks.

SPR, STR eller KN. Find ord frem som begynder med disse, og søg især ord som beskriver bevægelse. Mediter på, mærk efter, føl dig frem til, hvad denne kombination af konsonanter udtrykker. Kan du beskrive bevægelsen, kan du give den gestus? Gå på med krum hals med forsøg i dit eget sproglaboratorium! Der er ikke nogen entydig facitliste, så lad heller ikke din konklusion blive for fastgroet eller snæver. Vi vender med tiden tilbage med mere om ekspremer.

I mellemtiden tager vi endnu et par historier fra biblens univers, imens vi reflekterer over, at ordet bibel jo kommer af ordet for bog, og at det netop var denne bog, der som den første der blev mangfoldiggjort på tryk af Gutenberg. Læsning har således kun været for ”alle” de seneste maksimalt 500 år.

Der sker nogle revolutioner med hele vores bevidsthed og måde at opleve verden på, når et nyt medie introduceres for de brede masser.

Radio og telefon, TV og ikke mindst computer og Internet har været grundlag for revolutioner, som har vidtrækkende konsekvenser for vores måde at bruge bevidstheden. Det handler ikke blot om, at disse opfindelser kan bruges som hjælpemidler, når samfundets maskineri skal glide lettere. Hvis man kun ser det sådan, misser man i hvert fald nogle vigtige pointer om menneskelig udvikling...

På samme måde skete der en revolution i tiden omkring jødernes udvandring fra Ægypten. Skrift havde med hieroglyffer været for de færreste, primært præstestanden, og var

en slags billed-og rebus-skrift, hvor et tegn enten kunne symboliserede en ting, et begreb eller det kunne repræsentere en stavelse, et fonem.

Med de første Sinaitiske alfabeter indførte man den lyd- og tegnforståelse, som vores sprog stadig bygger på: Sprogets beskrives med de mest elementære lyd-bestanddele, bogstaverne. Man kan sige, at beskrivelsen af sproget blev partikuliseret. De systemer, som sammenkobler lydtegn med tal (numerologien bl.a.), bygger på de kombinatoriske systemer, som helt oplagt og naturligt opstod med disse elementære tegn. Det er de færreste (så at sige ingen) af de moderne formidlere, der viderebringer andet end en meget banal og udvandet udgave af disse sammenhænge.

Kabbalah vil vi vende tilbage til i et senere nummer af FiliongGong.

Mens bogstavskriften har vundet fodfæste, er oplevelsen af indre billeder i forbindelse med sproget noget, som naturligvis holdt sig i live i de følgende årtusinder, og en stor del af meningen med biblens både nye og gamle testamenter kan slet ikke åbnes uden en grundlæggende sans for livets billedtale. Det er grotesk at være bogstavtro, når det gælder en skrift, som skulle præge sig i hjerter.

Således også med historien om Aron og Moses foran Farao. Aron er Moses’ storebror og fungerer som præst og talerør, han er ”Moses’ mund”, men det er Moses som har ”den varme linie” og i forhold til Aron er han Guds repræsentant.

2. Mosebog, 7, 9-13: ”Herren sagde til Moses og Aron: ”Når Farao siger til jer, at i skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange.” Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, sådan som Herren havde befalet; Aron kastede sin stav foran Aron og hans hoffolk, og den blev til en slange. Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; de kastede hver sin stav, og stavene

blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave . Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.”

Hvad stave og slanger kan betyde foruden det rette og det krumme, kan man passende filosofere videre over ved bl.a. at læse 4.

Mosebog 17, 17 om Arons blomstrende stav og ikke mindst passagen om kobberslangen, som netop indeholder polariteten mægtig slange overfor en mængde små slanger foruden den oprette stav (4. Mosebog, 21, 49): ”Så brød de op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: ”Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.” Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: ”Vi har syndet mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!” Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: ”Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver der er blevet bidt, skal beholde livet.” Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.”

Denne passage henviser ham der KR-ST direkte til i Johannesevangeliet 3, 14-15, idet han siger: ”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver som tror skal have evigt liv i ham.”

Nu vil man måske mene, at vi har bevæget os et stykke væk fra et tema om lydhealing, men så kan man måske meditere lidt på oprindelsen af Asklepios-staven, det universelle lægesymbol med slangen som snor sig opad. Den religiøst betonede fascination, man traditionelt havde for slanger

i de gamle indiske og ægyptiske kulturer, handler jo heller ikke om, at slangen er koldblodet og giftig, men om dens evne til at rette sig ind efter den vertikale akse. Der flyder en sang som en understrøm gennem tiderne, en sang hvis tema måske ikke fænger så let som en reklame-jingle, men som ofte har stor styrke, når den bryder igennem.

Sangen om slangen er en del af et universelt sprog, samhørighedens, sproget som tales fra de store dybder, hvor det som kunne deles får lov at flyde sammen uden at blive vandet ud.

Vi kan også vende tilbage til Johannesevangeliet: ”I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud.” Associationen til Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, opstod under samtalen med Knud, i og med det var så klart, at sproget (også) opstår fra det kropslige.

Han fortalte også, at sprogforskeren Otto Jespersen i tidsskriftet Linguistica i 1933 skrev en lang men letlæselig artikel på engelsk blot om bogstavet i.

Denne lille pirrende og til tider irriterende størrelse, kom jeg også selv engang til at skrive noget om: ”I begyndelsen (af sætningen) var ordet ”i”. ” I er altså i sig selv et minimalt ord, i og med det meningsmæssigt viser hen til indhold og tager form af et omvendt udråbstegn, som I vel kan forstå!

Hvis man skulle oversætte til engelsk, kunne man også udbrede sig om, at ”I” her netop betyder jeg. Hvad mon det betyder, når dette lille i kiler sig ind mellem KR og ST? Prikken, der dirrer over i’ets linie, viser noget om i’ets identitet, så bogstavernes geometri er jo altså heller ikke helt ligegyldig. Jeg fortalte bl.a. Knud en barndomserindring fra 1. klasse, hvor min dansklærer ikke bare som en ivrig dirigent viste i med sin pegepind mod tavle, men stillede sig op som et i med rank ryg, strakt hals og armene klinet ind til kroppen… hun blev til et i! Det var en formidling, som jeg er hende meget taknemmelig for. Ordene

og lydene taler gennem kroppen og nok sker der en fantastisk udvikling med computere, SMS og andre ting der fremmer kommunikation, men hvis vi mister den kropslige dimension, er det så som så med fremskridt, som jo er de skridt man tager fremad, ikke sandt!?

Bogstavelig talt er i en prik og en linie, som er de to geometriske grundfigurer, som knytter sig til hhv. nul dimensioner og én dimension: Punktet er dimensionsløst, og linien er udtryk for den første dimension, længden. Og så er det en demonstration af det vertikale princip, det lodrette.

Bogstavernes geometri taler også tydeligt gennem O: cirklen, gennem A: trigonen, E: omtrent kvadratisk. Alle bogstaver taler fra deres egen grundvold ud fra helt enkle og grundlæggende principper.

Det er en vidunderlig meditation at prøve på at udgrunde, om der er en universel sammenhæng mellem lydens inderste væsen og udseendet af det tegn, som repræsenterer lyden, eller om det er mere eller mindre ”tilfældigt”.

For bogstaverne har jo deres egen udviklingshistorie: A har således ikke altid i sin fremtrædelsesform været en tilnærmet trigon, det har D til gengæld… som delta.

Skaber ordet, hvad det nævner? Eller gælder det allerede for en stribe parallelle l’er? … nå, jeg er bange for, at denne artikel skal ende i det ren lal, så her står den sidste prik under stregen!

Der kan forventes mere om ekspremer, lyd, tegn og mening i kommende numre af FiliongGong.

Spilleregler?

“There is no such thing as wrong notes, there's only the look on your face.” Miles Davis Forestil dig at du vil male et billede i stærke, glade og klare farver, og derfor finder dine vandfarver frem. Du vælger livsglad orange og smuk turkisblå, som dem der bedst udtrykker din stemning. Du har

imidlertid ikke så megen erfaring med farveblanding, så du lader de to kulører glide over i hinanden på papiret… Det kan godt være, at virkningen bliver interessant, men det bliver næppe det livsglade, farvemættede udtryk, som du havde håbet på, tværtimod bliver det nok lidt Limpopoflodsfarvet: lettere grå-grøn grumset og snarere deprimerede end muntert. Hvis du skulle være i tvivl om hvad der sker når orange og turkis flyder sammen, så gør selv eksperimentet og få syn for sagn!

Hvis billedet skal spille af de spændende kontraster mellem de to kulører, er det vigtigt at man holder dem adskilt. Man kan godt lade dem komme helt tæt i berøring og slynge sig om hinanden i fine snirkler, men så må man både bruge omhu og en fin pensel.

På samme måde fungerer det, når man blander toner i musikken. Det er ikke altid, at to rene og klare toner blander sig, så resultatet bliver lige så rent og klart, og hvis man ikke har øvet sig lidt med forskellige blandinger, kan man hurtigt komme ud i noget uventet, måske endda noget som virker stik modsat af, hvad man havde forestillet sig. Det kan der naturligvis også være charme ved. Ligesom med farver kan alt i princippet sættes sammen, men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan man gør det, hvis man er ude efter en særlig virkning og ikke blot tilfældigheder på farvernes egen præmisser.

Flagskibet i vores lille forening er de møder i improviserede toner, vi gør uden andre særlige rammer end vores placering i en cirkel og nogle indledende ord om at tilstræbe harmoni og at synge toner, som både passer ind i helheden og til hvad din sjæl har at udtrykke.

Alligevel findes der vel nogle uudtalte spilleregler. Måske er det meget godt, at de netop er uudtalte, for meningen er jo ikke, at vi skal blokere for kreativiteten med alt for fasttømrede meninger om, hvad man gør og hvad man ikke gør. Der er heldigvis ligeså mange meninger om, hvad der lyder godt, som der er mennesker.

Når jeg nu alligevel vil skrive lidt om, hvad der synes at fungere og hvad der måske ikke rigtig virker i gruppesammenhæng, så er det nok så meget fordi, det for nogle vil kunne give en slags basis for nye observationer af, hvad det egentlig er, som foregår. Det er ikke for at opstille et kodeks for, hvad der er velset (velhørt?).

Man kan nemlig i korthed koge problemstillingen ned til to muligheder: - for meget - for lidt ..og mange lukker helt i med sang, når der kommer den mindste antydning af kritik eller ønske om en anden retning, simpelthen fordi det for dem allerede er en overvindelse og udstilling af noget sårbart, overhovedet at have givet lyd.

Men for lidt kan lige så ofte blive et problem som for meget. Så hvis du oplever, at nedenstående betragtninger blot er en liste over fejl, som skal undgås, så er der to ting at sige om det: - Denne måde at synge på handler ikke bare om at undgå fejl, men at begå sine fejl på en måde, så man kan lære af dem.

- Selv de mest garvede sangere vil med garanti ganske hyppigt begå en eller flere af disse ”fejl”.

Når vi i det hele taget giver retningslinier om, hvordan improvisationen kan gribes an, er det oftest om, hvordan vi starter. Vi begynder nemlig som regel med at nynne. Undertiden suppleres med en anbefaling af at bruge lange, jævne toner. Grunden til dette er, at hvis man skal bygge noget sammen, er det godt at have et fundament, og i dette tilfælde vil det være en form for fælles klang. Det er som regel lettere at finde den fælles klang, når man nynner, for lige så snart man begynder at åbne op for vokallyde, er der straks mange flere klangfarver i spil.

På samme måde vil det være lettere for alle i gruppen at stille ind på noget som passer til helheden, hvis man føler der er tid nok til at

lytte og afpasse sine toner til de andre. Derfor er de lange jævne og ret neutrale toner især vigtige i begyndelsen.

Det kan blive vanskeligt, hvis for mange til en begyndelse er i gang med små personlige udtryk, melodiske fragmenter osv., hvis den fælles klang endnu ikke er etableret. At glide meget på tonen (glissando op og ned) kan også gøre det vanskeligt for gruppen at finde sig selv.

Man behøver ikke være nervøs for, om det hele nu bliver for tamt og tandløst, for der er masser af eksempler på utrolig simpel musik, som kan få nakkehårene til at rejse sig. Det handler ganske enkelt om indlevelse, at lære at fordybe sig gennem det enkle. Det er en kunst at kunne gøre det uden at blive for selvudslettende og udflydende. Indlevelse i noget simpelt kan i bedste fald føre til klare markeringer, konstruktivitet og vågenhed overfor helhedens behov.

Overtonesang på improviseret vis i gruppe kan for et æstetisk indstillet og kritisk øre meget nemt komme til at lyde af noget rod.

Ofte savner man som erfaren deltager i den slags sessioner at kunne være del af nogle simple tre-eller firklange sat i gang af en dygtig dirigent, for det kan i al sin enkelhed være en dejlig oplevelse i sig selv. Klangimprovisationer med stor grad af frihed er i en vis forstand en overbygning på de mindre frie roller i vanlig korsang. På en måde kunne man sige, at det ideelle havde været, hvis cirklen var en kreds af trænede korsangere, som blot havde lyst til mere frihed. Men vi understreger at vores cirkler er og skal være åbne for alle. Det betyder blot at det tager tid at leve op til de muligheder der åbnes for, friheden er en stor mundfuld og svær udfordring for mange, især altså hvis det også skal lyde godt. Ofte vil det være et vigtigt råd at søge at forenkle sit udtryk og bevidst gå ind i rollen med at bakke op om den fælles klang mere end at søge ud ad originale spor.

Den vågne balance mellem det individuelle særpræg og gruppens helhed må findes ved at

bruge ørerne. At lytte opmærksomt kan helt essentiel blive afsæt til en helt ny måde at synge på. Ørerne er vågne for, hvad der sker, både i eget indre og i gruppens fælles klang.

Det er vågenhed i den forstand, at man ikke primært tænker bagud og fremad, men kobler stemme og hørelse i en levende og afslappet kreativitet.

At tonerne gerne må være neutrale i klangen kan måske lyde sært i en overtonesangsforening, men faktisk vil der ofte være smukkere overtoner i en helt almindelig ren og jævn tone end i de toner, som man tilstræber at få ”overtoneklang” på ved at presse, klemme, vrænge og nasalere.

Som ofte tidligere nævnt, er der et par ting som snyder, når man lytter til overtonesang, man forledes let til at tro, at det handler om at nasalerer og at presse meget.

Hvad det første angår, har dygtige overtonesangere ganske rigtigt en nasal klang på deres klareste overtoner, men det skyldes ikke at de nasalerer, men at de fokuserer lyden meget nøjagtigt i punkter i den hårde gane, hvorfra lyden reflekteres op i næsehulrummet.

Misforståelsen om anstrengt og presset tonedannelse kommer nok primært fra de dygtige sangere fra Tuva, hvor det er en del af sangstilen, som ganske rigtig ofte vil frembringe noget kraftigere overtoner end i den ”vestlige” stil. Men med afslappet strube kan vi frembringe lige så distinkte og klare overtoner, som de kan, og så har vi mere frihed til også at bevæge os med grundstemmen, så der kan komme flerstemmighed i flere lag. Det er jo karakteristisk for Tuva-sang, at de bl.a. pga. kompressionen ikke bevæger grundstemmen melodisk, mens de synger overtoner.

Klangidealet er helt forskelligt fra det, vi søger, når stemmer skal mødes i harmoni i flere lag.

Det er godt og vigtigt, at der ud af den fælles klangbund vokser noget frem, som kan lede i nye retninger: noget melodisk, en ostinat-

figur, nogle markante effekter i dybde og højde.

De fleste af os har en tonal signatur, en lille melodi , som vi har en tendens til altid at bringe frem, når vi anbringes i en improviseret gruppe-sammenhæng. Det er af det gode. Men det er af det endnu bedre hvis denne melodi ikke er så stivnet at den ikke kan finde variationer. Det er noget af det mest værdifulde der kan ske, når en gruppes behov, gør det nødvendigt og muligt at man ændrer sin lille melodi lidt så den passer bedre til sammenhængen. Når det sker, sker det.

Vores små melodier er jo udtryk for menneskelige følelser og grundstemninger. I musikken udtrykkes disse følelser bl.a. gennem skalaer som er et udvalg af toner, som regel 7 eller 5 ud af de 12 halvtoner pr. oktav. Når forskellige skalaer er i spil samtidigt kan forvirring opstå.

Nogle mennesker er udprægede molmennesker, andre udprægede dur-mennesker.

Hvis to melodier i hhv. dur og mol skal passe sammen, står man over for samme problem som med farverne orange og turkis: det kræver omhu og godt værktøj. Det kræver også helt konkret, at gruppen klangmæssigt har fundet hinanden, for ellers kan de forstyrrelser, som vil opstå i tonebilledet splitte sammenhængen. Hvis man til gengæld har opbygget en stærk sammenhæng, er der næsten ikke grænser for, hvor forskellige udtryk som pludselig kan passe sammen. Til gengæld er der ikke bare disse to typer, vi har også andre skalaer, som kan falde nogle af os naturligt, ligesom der findes flere farveholdninger/ paletter..

Det er vigtigt at tænke på, at harmoni er et rummeligt begreb med plads til både konsonans: forhold som er lette at fordøje og dissonans: forhold som er mere krydrede og skæve. Men igen er det godt først at have en oplevelse af sikkerhed i de enkle harmonier, før der for alvor bliver plads til de skæve.

Når man introducerer noget tonemateriale, en modus, en skala, er det vigtigt at have sig for øje, at man udfordrer de andre, og det måske ikke er det sprog, den melodi, som de er mest hjemme i. På den anden side er det altså vigtigt, at nogen med mellemrum går ind og præger.

Når en eller flere af cirklens sangere således bringer sig selv på banen, har alle de andre en af de følgende tre opgaver: - nogle skal måske støtte og ”gå med” - nogle skal holde ”gryden i kog”, den grundlæggende klang i gang - nogle kan ”gå imod” introducere figur eller tema, som står i kontrast til udspillet … og alle skal under alle omstændigheder holde hovedet koldt og ikke tænke for meget på, hvad de har læst her!

Noget af det dejlige, som sker ofte, når vi improviserer, er oplevelsen af gruppen som en levende organisme, som stiger og falder i styrke på en organisk måde: Så bliver vi stille og forsigtige sammen, så bliver vi store og mægtige og vi ved med ét, at nu skal vi lande støt, roligt og blidt eller stige til nye højder.

Det kan virke som om, det fungerer ikke efter nogle få dominerende sangeres vilje, men efter en fælles vilje, hele gruppens! Den måde at være vågen overfor gruppens dynamik skal brede sig til alle de mange facetter af det musikalske liv, der opstår i harmonier, melodi, rytme og så altså ikke mindst: livet i klangfarverne.

Mellem Øret og Tonen På en rejse ind ad ørets tragt, til de hellige haller, hvor vibration bliver til oplevelsen af toner, til musik, vil vi i tur og orden møde mindst tre strukturer eller principper som er meget fundamentale, nærmest arketypiske: Membranen, spiralen og gyroskopet. Det følgende er bestemt ikke skrevet af en ekspert i hørelsens mysterier, men ud fra en fascination af disse tre.

Ørets membran er en trommehinde. Trommen taler fra en dyb musikalsk rod til os alle, den minder os om livets hjerteslag, som kryber under huden på os og vækker dansen. Huden som jo netop er en membran. Trommen, som shamanen rider på ind i underverden og oververden er også magisk, fordi dyret ikke kun har givet sit skind til trommen, men også er forbundet til den med sit væsen og ånd.

Membranen overfører svingninger også i den moderne teknologis højttalere og mikrofoner.

En membran er noget fundamentalt i livet… helt bogstaveligt, for alt liv bygger på celler og noget af det grundlæggende i cellens anatomi er membranen, cellemembranen, som er speciel derved at den tillader en slags væsker – de fedtopløselige – at passere den ene vej, mens de vandopløselige kan passere den anden vej. En membran skiller to områder og deres indhold ad. Vi husker det måske helt tilbage fra fosterstadiet med indre og ydre fosterhinde. Vores egen huds membran holder sammen på vores kød og skelet i en grad, så vi ofte identificerer os med denne overflade, vores udseende. Overflade og overfladens spænding minder os om membraner. Tryk og trykudligning. Mellemøret er et rum, hvor trommehinden er porten til den ydre verden, mens der er to små vinduer, det ovale og det runde ind til ørets indre, den sære snegls verden. Og så er der en kanal, det eustakiske rør, som munder ud i svælget, den kaldes også tuba auditiva, så det er da musik i! Det er denne forbindelse, som gør, at vi kan ændre trykket ved at synke. Ørets spiral er en snegl i det indre. Sneglen som er er det eneste dyr, der formår at skabe så store organiske former af det mineralske stof. Den bruger vækstens sprog: Man må ekspandere, udvide og udvikle sig, men man må også vende tilbage i en cyklus. Naturens matematik, som vi finder fra stort til småt i strømmende vand, vejrsystemer, galakser og i elementarpartiklernes baner, som de kan fotograferes i et radioaktivt tågekammer.

Og det er musikkens matematik: oktaven som vender tilbage til sin identitet, men som har udviklet sig undervejs. Logaritmens spiral: af logos og rythmos, kan du høre musikken i det?

Det er orden og det er rytme og det er et væld af størrelser, proportioners spil på begrænset plads.

De høje frekvenser bliver registreret lige, hvor det runde vindue til mellemøret findes, mens de dybe frekvenser bliver registreret ude i spidsen af snoningerne. Det er lidt omvendt af hvad man måske forestiller sig, fordi vi jo ved at lyse toner hører sammen med små afstande, dybe toner med store afstande, men man skal altså ikke se på vindingens bredde men på hele sneglens længde. Desuden hænger det sammen med tykkelsen af en anden membran: basilarmembranen, som netop er mest smal og stiv ved sneglens tragt.

Lav en kegle af modellervoks, tag fat ved spidsen og rul den som en snegl. Ørets snegl er XXX .

Sanseceller i øresneglens indre pirres af bølgende trykforskelle. De har forbindelse til hørenerven, kroppens elektriske kredsløb. Ørets gyroskop er tre buegange. Et gyroskop er ellers også en slags snurretop, men hvor den almindelige snurretop kun har en omdrejningsakse, er gyroskopet lavet med et ophæng, så det kan snurre om mere end en akse.

Der findes store gyroskoper, der kan bruges som legeredskab, hvor man kan spændes op inde i tre ringe, som hver har et ophæng om akse og hver har en diameter på omkring to meter. Så kan man dreje og rotere kroppen i alle rummets retninger.

Gyroskoper kan bruges til flere spændende ting, bl.a. kompasser. Det udnytter, hvordan rotationskræfter har noget at sige i rummet. Et gyroskop er rummets instrument, ikke et fladt koordinatsystem. De tre buegange i øret er ligesom gyroskopets ringe stillet vinkelret i forhold til hinanden.

Så har vi et horisontalt (vandret) plan og to vertikale (lodrette) plan: et sagittalt plan og et

mediant plan, som står vinkelret på hinanden.

I alt tre planer som beskriver rummet.

Og det bruger vi øret til: at beskrive, hvordan vi står i rummet, balance og ligevægt, vi mærker når væsken bevæger sig i buegangene om vi ligger står, krænger. Vi bruger også øjnene til dette, men at de oplysninger vi får fra ørerne er lige så vigtige som dem fra øjnene mærker vi bl.a., når vi bliver køresyge, for vi kan se med øjnene at de umiddelbare omgivelser, kabinen, kahytten er i ro, men det indre øre siger noget andet. Hvis man kigger ud af vinduet, hjælper det måske, for så bliver synets mistolkning rettet op på.

Hvis man bliver ved at fordybe sig, nærmest uanset i hvad, vil man møde det fundamentale. Således altså med øret. Og der er endda flere arketypiske aspekter ved det organ: Øregangen er et rør, en tunnel ind mod trommehindens membran, mellemøret er et rum med ”vinduer” og en hemmelig gang, typen der ligger til grund for alle trykkamre.

Chronomatik Kender du følelsen af at være et miskendt geni? Mon ikke de fleste har en rem af den hud? Selv har jeg ofte haft følelsen af, at hvis blot folk vidste, hvad de gik glip af, så…

Jeg har nu trods alt også som regel været klar over, at der er grænser for, hvor langt, hvor vidt og hvor dybt mine indsigter og evner rækker.

Noget af det mest fascinerende for mig ved lydhealing og overtonesang har været de klare sammenhænge mellem musik, sprog og matematik. Jeg har benyttet mig meget af ganske simple matematiske strukturer: proportionsregning og kvadratrødder hører jo til i folkeskolen og det endda før de afsluttende klasser. Men ofte virker det som om, perspektiverne forbliver lukkede for tilhørere, fordi de ikke helt kan forstå, hvad disse regningsarter har med oplevelsen af musik og overtoner at gøre… eller healing for den sags skyld. Selvom jeg lægger mig i selen må jeg nok erkende, at det er svært at være

formidler. Forhåbentligt bliver der med tiden prikket små huller, for det er vigtigt for vores teknificerede kultur, at vores forhold tal udvikler sig til et forhold til kvaliteter, hvor man nu næsten kun bruger tallenes kvantitative sider, altså dem man kan regne og tælle med.

Jeg har ofte udbredt mig om, at der er rigeligt overtonerelevant stof at studere hinsides de simple sammenhænge, som jeg har fremlagt, men fik alligevel lidt af et chok ved mødet med Frede Schandorf, som har grundlagt et forskningsfelt, som han kalder chronomatik, og som i et klart og sammenhængende sprog har foldet meget af alt det ud, som jeg vagt har følt var muligt og så småt indstillet mig på skulle være min opgave hen ad vejen.

Projektet har han været optaget af på fuld tid gennem X år, og han har stadig en følelse af, at arbejdet, og de nye horisonter der åbner sig, hele tiden kalder. Han er med andre ord ikke bare en gammel mand, som sidder nyder frugten af sit livs værk, snarere står han i en alder af X år midt i strømmen af levende inspiration. - Vedkommende inspiration på et højt niveau vel at mærke, og han er bestemt meget venlig, imødekommende og villig til at dele sine opdagelser. Men giver det genklang, er der nogen som lytter til sammenhængene og perspektiverne? Det er vist mildt sagt så som så, og jeg tror, jeg måske har fået en vaccination mod den der følelse af at være miskendt.

Udgangspunktet er, at tallenes sprog og musikkens sprog har samme rod, og de strukturer som findes bag et begreb som tonalitet har en overordnet mening, som reelt får betydning for hele skabelsen. Tanken er slet ikke ny, men Frede Schandorfs analyser, som ofte bliver ledsaget af komplekse symboler og et sprog som samtidig er meget præcist og meget blomstrende, underbygger med sjælden grundighed og indsigt nogle af de mange anelser om sammenhæng.

Illustrationerne er meget tiltalende æstetisk, nogle af dem har fraktale egenskaber, selvom

de er udklækket i den chronomatiske rugekasse længe før fraktale billeder blev kendt. I øvrigt kan netop det æstetisk tiltalende bedrage lidt, fordi man let kommer til at lægge noget i dem som der ikke er belæg for, så man tror man har forstået noget som illustrationen slet ikke handler om. Men det gør jo altså ikke noget at chronografikken er tiltalende. En del af det har i øvrigt været fremvist under en særudstilling på Louisiana.

Nogle strukturer har han lavet i en tredimensional udformning i plexiglas og kulørte perler.

Der tages bl.a. afsæt i primtallene, som har en praktisk anvendelse i megen computer- og kodningsteori og som i musikken nærmest svarer til grundstoffernes periodiske system.

Her har han fundet frem til nogle iboende strukturer, som vist er ukendte i den matematiske verden. Han har også nogle meget prægnante forestillinger om tiden og rummets dimensioner. Hans begreb om en tonalitets ekscitationer giver et godt grundlag til – i første omgang som forestilling – at forstå de strukturer, der bygger den atomare virkelighed op.

Men udgangspunktet er og bliver de strukturer i musikken, som samtidigt taler til rationalitet og følelse.

Han kalder oktaven for identitets-intervallet, fordi oktaverne netop giver os oplevelsen af en tilbagevenden til noget kendt. De øvrige intervaller kan man så anvende som generator-intervaller, hvor det i første omgang naturligvis er mest oplagt at benytte kvintens progression, men hvor der så sandelig er interessante ting at finde ved at fokusere på de øvrige.

De matematiske strukturer, som man må bruge for at dele oktaven på forskellige måder, er blevet grundigt kortlagt på en anderledes og mere systematisk måde end jeg hidtil har set. Tankegangen er i bund og grund original og bygger på matematik. Praktisk anvendt vil disse analyser bl.a. kunne bruges til en mere logisk og overskuelig notation, og Schandorf har udskrevet en del eksempler på

værker som i den kendte notation bliver uoverskuelige, men som med den af ham udviklede bliver klar og letlæst.

Redaktøren vil gå i tænkeboks mht., hvordan dele af chronomatikken kan præsenteres her i bladet på en fordøjelig måde. Indtil da skal jeg sige tak for denne åbning med et eksempel på, hvordan den begrebsverden løste op for en forståelsesknude, som jeg har kæmpet en del med. Jeg haft en vis følelse af genkendelse ved at læse de pythagoræiske sider af Platon, som især kommer til udtryk i dialogen Timaios. Her berettes om verdensaltets skabelse med musikalske analogier. Alligevel havde jeg svært ved at danne billeder, som kunne gøre Platons begreber ”det samme” og ”det forskellige”, som er grundelementer i skabelsen, anskuelige på en måde, så det gav mening. Det er jo klart nok at alt, hvad vi møder sorteres efter hvordan det ligner (det samme) eller adskiller sig (det forskellige) fra noget som vi har mødt før, men jeg havde savnet yderligere et billede på det. Jeg har selv udviklet en del tanker om musikalsk skabelse, så det er næsten pinligt, at svaret lå der lige for fødderne: Det samme, identitet, spejler sig også i oktaven, mens det forskelliges princip virker i de andre intervaller - i første omgang den rene kvint som hver især kan generere tonesystemer.

Disse intervaller og deres væsen falder i bund og grund sammen med primtallenes struktur, som matematikken beskæftiger sig indgående med uden at tage hensyn til, at det er musik.

Det er den fortrængning som chronomatikken kan løsne op for på en meget gennemgribende måde.

Djwahl Kuhl, A.A. Bailey.

Tibetaneren, Djwahl Kuhl, i daglig tale D.K’s skrifter kanaliseret gennem A.A. Bailey har en særstatus inden for teosofiske kredse.

Sproget og billederne bygger principielt på teosofiens klassikere, men får sit helt eget præg i dette panorama af kosmiske forbindelser og beskrivelser af menneskets

højere psykologiske udvikling. Det virker vist ikke ret tilgængeligt for de fleste, men her bringes alligevel nogle små klip af udtalelser vedrørende musik og vibration fra forskellige værker i serien.

Glamour (her om forkert brug af åndedrætsteknikker)…blændværk og maya vil da forøges og i de inkarnationer, hvor disse øvelser anvendes ukorrekt, vil aspiranten være fastlåst i en statisk og uhensigtsmæssig tilstand. Idet han ånder ind, vil han trække vejret inden for sit egen auriske aflukke.

Således vil han give energi til den lavere natur og anbringe sig selv i en ond cirkel, som vil tiltage I styrke fra dag til dag, indtil han er helt opslugt af det blændværk og den maya, som han konstant etablerer og retablerer omkring sig.

De lavere centre vil konstant blive stimuleret og blive ekstremt aktive. Det spændingspunkt, hvorfra aspiranten da arbejder, vil så findes i personligheden og ikke fokuseret i en relation til sjælen. Bevidstheden om det særlige ved en speciel åndedrætsteknik og forventningerne om et enestående resultat vil blokere for al tankevirksomhed bortset fra de lavere reaktioner af kama-manasisk natur.

Emotionelle tilstande vil blive næret og det astrale legemes kræfter vil blive stærkt forøgede. Ofte vil de fysiologiske resultater være kraftige og bemærkelsesværdige, såsom stærk udvikling af brystområdet og styrkelsen af muskelmassen omkring mellemgulvet.

Noget lignende kan observeres blandt opera sangere. Sang, som det for tiden bliver lært, er et udtryk for nogle af åndedrættets lavere aspekter, og den form for åndedræt, som udføres af ovennævnte vokalister afføder megen udvikling af brystområdet, idet emotionaliteten forstærkes og skaber ustabilitet i livsudtrykket (man refererer ofte til det som temperament), hvorved sangen bliver holdt i et helt astralt udtryk.

Der findes en højere og bedre måde at synge, som kommer i stand gennem et anderledes

spændningspunkt, og idet man benytter en åndedrætsproces, som trækker den nødvendige energi fra åndedrættet fra højere kilder og i langt videre omfang end ved de normalt anvendte teknikker. Dette vil frembringe den inspiration, som inddrager hele mennesket og ikke kun sangerens emotionelle reaktioner på sangens tema og publikum. Dette vil medføre en ny metode og type af sang og åndedræt, som er baseret på en form for mental ånding, der bærer energi med sig og medfølgende inspiration fra kilder uden for den personlige aura. Tiden for dette er endnu ikke inde. Mine ord vil kun finde lidt forståelse i dag, men sang i det kommende århundrede vil blive udført af dem, som ved, hvordan man tapper på inspirationens reservoir ved hjælp af en ny metode og teknik af åndedræt. Disse teknikker og øvelser vil der I begyndelsen blive undervist i inden for den kommende nye esoteriske skole.

Inspiration er en proces, som omfatter at kvalificere, vitalisere og stimulere personlighedens reaktion – via centrene – indtil det niveau af spænding er nået, hvor sjælens kontrol kommer til stede og lader sig mærke. Det er den modus, hvorved energi fra sjælen kan flyde over i personlighedens liv, kan strømme gennem centrene og rydde hindringer, fri aspiranten fra blændværk og maya og perfektionere det instrument som sjælens musik og, senere, hierarkiets musikalske kvalitet, vil kunne høres. Glem ikke at lyd gennemtrænger alle former, planeten har selv sin egen tone eller lyd, hvert eneste lille atom har også sin lyd. Hver form kan vækkes til musik og hvert eneste menneske har sin egen særlige akkord og alle akkorder bidrager til den store symfoni, som hierarkiet og menneskeheden spiller, gennem tiden og nu. Hver spirituelle gruppe har sin egen melodi (hvis jeg må udtrykke gennem et så mangelfuldt ord) og de grupper, som er i færd med at bringe sig i samklang med hierarkiet, laver musik uden ophør.

Denne rytme af lyd og denne myriade af akkorder og toner blander sig med hierarkiets egen musik og dette er en symfoni, som stadig vokser i rigdom. Som århundreder passerer, vil alle disse lyde langsomt forenes og opløses i hinanden, indtil den dag kommer, hvor den planetare symfoni, som Sanat Kumara komponerer, vil fuldbringes, og vores jord vil da bidrage med en vigtig tone i solsystemets harmoni. Og dette er en del, væsentlig og reel, af sfærernes musik. Så vil, som der står i biblen: Gudssønnerne, de planetare Logoi, vil synge sammen. Dette vil blive resultatet af korrekt åndedræt, min broder, af kontrolleret og organiseret rytme, af sand, klar tanke og den korrekte relation mellem alle korets deltagere.

Strålerne og Indvielserne, Appendiks: Den Lyttende Pilgrim Lyt oh, pilgrim til Deva-herrerne som messer Ordet. Tys, alle jordiske vibrationer, lad den rastløse stræben hvile, det lavere sind, og ret ufravendt øret mod lydene som stiger til Logos’ trone. Kun den rene af hjertet, kun den nænsomme kan respondere Hele jordens stormende lyde er I strid, de skingrende vibrationer fra vandets sfære, den bragende lyd som angiver tankens plads, de slører lyden og blokerer for tonen. Han som er rolig, stille og afklaret indvendig, som ser alt I kraft af det guddommelige lys, og som ikke vildledes af af lys som reflekteres inden for den trefoldige sfære, det er ham, som snart vil høre. Ud af den omgivende æter, vil en tone anslås og ramme hans øre, en tone helt ulig de toner, som lyder I den jordiske verden.

Lyt, oh pilgrim, for når den lyd slår med sine kulørte vibrationer på den indre sans, vid da, at et punkt er nået, som markerer et stort omslag.

Vær da vågen, pilgrim, for når timen kommer.

Nærm dig lyden med renset stræben. Vid når

dens tone stjæler sig gennem morgendisen, eller når den slår blødt mod øret i det milde solskin, at snart vil den indre hørelse blive til udvidet følelse og give plads til syn og perfekt opfattelse.

Vid, når sfærernes musik kommer til dig tone for tone, I morgendis eller middagslys, når aftenen bliver kølig, eller når musikken lyder gennem nattens dyb, at I dens rytmiske tone ligger den hemmelige åbenbaring.

Strålerne og Indvielserne – Aspiranten og indvielsens mysterier (…)I denne forbindelse vil jeg minde jer om, den forbindelse, der findes mellem sakral centret (det fysiske niveaus kreative center) og hals centret, og om læren omhandlende højnelsen af energier fra dette lavere center til hals centret. Det kan ses finde sted I mennesket idet han gør fremskridt a evolutionens vej og er lige fuldt tilstede i den planetare Logos’ liv og oplevelse.

Denne fremadrettede “kreative højnelse” vil nødvendigvis afføde en cyklus af store vanskeligheder i disciplens liv, for mikrokosmos, mennesket, gennemgår – i sin egen mindre, levende proces – det samme som den planetariske Logos gennemgår på en kosmisk skala. Når, som det er tilfældet i dag, menneskeheden selv er ved at blive kreativ i en højere forstand, og når dette sker synkront med en større kreativ planetarisk aktivitet, forestår der en cyklus af meget store forstyrrelser, som nødvendigvis må påvirke hvert individ i den ”menneskelige race”.

Heraf de store seksuelle forstyrrelser, som kan findes overalt med sin tilstedeværelse i alle klodens lande og det tilsyneladende sammenbrud for det ægteskabelige forhold.

Dette viser frem til, at en opvækst af kreativitet i et så kolossalt omfang, at verden vil blive forundret, efterhånden vil kunne finde sted. Intet tilsvarende vil være oplevet tidligere. En kreativ planlægning for menneskelig velfærd og en politisk vilje, som

kan sætte denne planlægning igennem vil vise sig i alle lande. En kreativ tænkning vil udtrykke sig tydeligt i litteratur og poesi, kreativ billeddannelse vil afføde den ny kunst, de nye farver, den ny arkitektur og den ny kultur. En kreative modtagelighed overfor ”sfærernes harmoni” vil bringe den nye ny musik frem. Alt dette vil ske i en respons til den kreative reorganisering og de nyligt målrettede kræfter, som optager den planetariske Logos opmærksomhed i denne tid.

Denne reorganisering og tilpasning af energi bliver drevet frem I det guddommelige tredie aspekts domæne, et som vedrører guddommelig aktiv intelligens. Derfor vil det menneskelige center registrere det større aspekt og bliver intenst invokativ. Dette invokative kald fremkalder uundgåeligt en respons, idet det I forenet form rettes mod hierarkiet, det andet store center. Invokation ledsaget af kreativ imagination vil frembringe den nye kreative aktivitet, som vil virkeliggøre “den ny himmel og den ny jord”. …Og Så Musikken

/Olaf Egil Aune

Fortsat fra sidste nummer af FiliongGONG, oversat af Skye Hver gang jeg hører, søster Marie Keyrouz (8), slynge sit halleluja mod himlen, tænker jeg, at her er det netop jorden, som vågner.

Hver lille fiber strækker sig, blomsterne ryster natteduggen af bladene, fuglene – Guds sangere på jorden – pjusker sig frem fra dvalen og gør sig klar til dagens eneste opgeve: lovsangen, improviseret for glædens skyld – og for Guds! Det gælder også i retreat-sammenhæng om at finde frem til det som holder en lille armlængdes afstand til ”mig selv”. Det som ikke går for tæt på mit private.

I denne sammenhæng er det, jeg tænker på Dagsland, bedehusangen, manipuleringen – om det er det, det er? For i retreatsammenhæng og i stilhedsarbejdet må vi

vælge med omhu. Først og fremmest må vi vælge musik, som, uanset om den er med eller uden tekst, ikke er sanselig eller sensuel i den forstand, at den knytter sig til forestillinger, vi kender og har alt for klare billeder af. Dette oplever jeg er vigtigt. Under retreat er vi samlet for at nulstilles – definitivt. For at Kristus – i tilværelsens mange ansigter – kan sætte sit præg på os igen, komme ind i os med sit billede, ikke med vores billede af ham. At Han anes igen, sådan som Han er, ikke sådan som vi tror, eller har lavet os vore mere eller mindre private forestillinger om, at Han er.

Derfor bliver det også et kriterium at vælge musik som ikke vækker sanseligheden i os i retning af det vi ved, det vi kender, det som har med det dagligdags at gøre. Vi skal have fri. Dagslands sange hører dagen til – og sanseligheden. Det har med klang at gøre, rytmik – og ikke mindst det at teksterne er ”subjektive”, giver udtryk for en personlig oplevelse, som efterhånden har omdannet sig til kendte forestillinger i os. Lad mig understrege for ikke at blive misforstået: Det har ikke med kvalitetsforskel at gøre. Men med forskelligheden i udtryk – det ene tjenligt i en sammenhæng, det andet i en anden. Den ene type har et universelt udsagn, stiller sig lidt på afstand, vækker ikke det sentimentale, det andet er det personlige vidnesbyrd.

Under et retreat skal vi tømmes for indhold for at fyldes op igen. Vis vi ikke tømmer os for slagger, renses for alle vore billeder, så det nye friske ”billede” kan få plads – hver dag om muligt – så har meditationen jo ikke nogen hensigt. Musikken skal – i denne sammenhæng – blandt andet hjælpe os til at slippe taget.

Her kommer vi næppe udenom et så vanskeligt og i og for sig umuligt ord som sublim, det har med det sublime at gøre.

Vanskeligt, fordi det er så umuligt at definere – her kommer vi fra så mange kanter, fra de mest forskellige miljøer og med alle vore forestillinger om, hvad der nu engang er sublimt. Hvis vi i det hele taget har nogen forestillinger. Men det sublime holder ”afstand”. Det er pointen. Og med det som

udgangspunkt kan vi måske begynde at se os om efter netop den musik, som giver os ro til at renses. Jeg snakker ikke om, hvad vi kan lide eller hvad vi ikke kan lide. Men om hvad som åbner os, hvilken slags musik, som giver os en større indre – og jeg understreger indre, ikke ydre – blænderåbning mod Gud. Så hvad vælger jeg?

Jeg vælger klart den musik, som trækker mig sammen med andre ind i den tidløse dimension, hvor jeg kan finde Gud – men som i sig selv ikke er nogen substitut for Gud. Jeg ønsker musikken, som siger noget om Guds tilstedeværelse i min hverdag, men som alligevel ikke er så pågående og ”grov”, at Guds-livet fremstår som noget banalt i stedet for herligt, prægtigt og strålende.

Med andre ord. Musik som synger sandheden om, at Gud er med os og i os i alle ting, stort eller småt – og alligevel er Gud hellig, ikke bundet til jorden, sublim.

Jeg ønsker musik, som hjælper mig til at finde ”Guds fred, som overgår al forstand” – en fred som er andet end selvtilfredshed, den har heller ikke med et problemfrit liv at gøre.

Jeg vil – i min aktive hverdag – have musik som stimulerer, driver mig, giver iver, lyst, glød og inderlighed, ikke den som bare kilder og pirrer.

Jeg ønsker musik, som deler med mig kundskaben om Kristi lidelse – og verdens lidelse rundt om mig, uden den hverken er sentimental eller morbid. At den gør mig sorgfuld kan blot være af det gode. Men den må ikke få mig til at bade i selvmedlidenhed, i egne eller andres synder. Det er ikke af det gode.

Jeg vil have musik, som kræver koncentration og sindets opmærksomhed, men som stadig er umuligt at gribe – helt og fuldt. Der vil altid være noget, vi ikke kan røre. Det har vi godt af.

I denne sammenhæng – og jeg begrænser mig som sagt til denne – bliver mit valg søster Marie Keyruz og ikke Sigvard Dagsland. Søster Marie river mig ud af mit eget – uden at det bliver et klamt venskab, kaster en brændende solstråle ind i mit liv.

Den musik som skal have nogen i retreatsammenhæng, må udstråle en vis afstand, ikke vække det intellektuelle og private i os. Jeg tror det er sådan.

For nogle år siden var det populært med ”super learning”, altså: Hvordan tilegne sig nyt stof på hurtigst mulige måde, mest muligt effektivt. Mange var optaget af det. Det havde med musik at gøre. Dersom man – for at tage et eksempel – satte et bånd på med åbningsarien af Johan sebastian Bachs Goldbergvariationer, gentog den igen og igen på lav volumen, mens man læste, så viste undersøgelser, at ikke bare gik stoffet lettere ind i hovedet hos de, som lyttede på Bach imens, men de huskede også langt bedre, hvad de havde læst.

Måske vi kan lære noget her. For det var ikke bare Bachs Goldbergvariationer, som gav udslag, det var Vivaldis largo fra Vinteren, hans largo fra guitarkoncert i D-dur, Telemanns largo fra den milde bratschkoncert i G-dur, Händels første Concerto Grosso fra samlingen op. 3, Arcangelo Corellis sarabande fra koncert i d-mol og Bachs largo fra cembalokoncert i g-mol og F-dur. Fælles for den musik, som ”gav udslag”, var, at den var hentet fra en speciel og afgrænset tidsperiode frem til omtrent 1750 – altså det vi over en bred kam kalder barokken. Og hvad var specielt ved barokken? – Jo, blandt andet, at musikerne dengang så på sig selv som håndværkere, ikke kunstnere. Altså, den tid var ikke kommet, da man skulle lægge alt muligt af sig selv ind i tonerne. Ganske neutralt havde de regler at forholde sig til, alle vidste, at C-dur skabte fest, fryd – at tonearten var fræk i kanterne. I F-dur kan man beskrive de smukkeste følelser – standhaftighed, kærlighed, højmod. D-dur – skarp, egenrådig (processioner og den slags), mens c-mol havde noget trist over sig - men også noget lindrende, du kan simpelthen sove af velbehag. I c-mol. D-mol, ja, den har med hengivelse at gøre, noget stort, noget der flytter på de brede linier. Vi snakker altså om den såkaldte affektionslære. Musik, som altså

er pr definition er skrevet med afstand til det private og alt for personlige. Ikke så underligt er det da – hvis vi tænker efter – at man også i retreatsammenhænge har fundet ud af, at det er musik netop fra denne periode, som fungerer bedst. Jeg har været rundt omkring, jeg har været på retreats og klostre over store dele af Europa – og en ting går igen overalt: Måltider – barokmusik.

Antageligvis vil det ikke være dumt at sige til sig selv, at – ja, sådan er det. Og starte der. Så kan vi også søge – i andre sammenhænge.

Hvorfor er den gregorianske musik ikke nævnt, vil nogen spørge – sjælefredens helligste toner. I det store og hele har jeg holdt mig uden for den liturgiske musik, toner i det hele taget, som er skrevet med henblik på en bestemt og afgrænset liturgisk handling.

For mig bliver det aldrig helt rigtig at bruge liturgisk musik – musik som er udtrykt bøn – som ”taffelmusik”. Den hører en anden type koncentration til . Og - for mig – andre omgivelser. Den giver nok den ønskede effekt. Det har mere med ærbødighed at gøre.

Altså: Alt har sin tid, sit mål, noget til aktivitet, fordybning, noget til meditation, kontemplation. Det vigtige – og krævende – er, at alle som henter musik ind omkring sit og andres gudsliv må skelne klart og kende forskel på gult og blåt, dybt og grundt, på barokkens neutralitet og det subjektivt romantiske, på Corelli og Tchaikovsky, ja til og med på Corelli og Vivaldi, Geminiani og Manfredini og Albinoni. For hver har sit sprog, sin måde at gå ind på. Og det er det – når alt kommer til alt – kun muligt at lytte sig ind til.

Lydhealingsgruppe i Sjælevejen, Helsingør 2. torsdag i hver måned 19.00-22.00 Pris: 30 kr. Inkluderet te, kaffe og kage.

Adresse: Sjælevejen Værftet, Allégade 2, Bygning 10, 3. sal, t.v.

3000 Helsingør

Tlf. 26 81 68 20 jette@borly.dk Foredrag i Sjælevejen, onsdag d. 8. december, 19.00-22.00, entré 100,- kr.

Skye Løfvander: Introduktion til Overtonesang Workshop: Til Lund Over Øre-sund med toner i Mund Gösta Petersen og Skye Løfvander. 22.-23. januar kl. 10-17.

I Liberiet ved Lunds Domkirke. Pris 900,sek., GONG-medlemmer 700,- sek.

Overnatning enten i vandrerhjem eller sovesal.

Tilmelding: Gösta, 0046-46 125 327, goesta.petersen@djingis.se eller Skye: 44 64 07 37, skyelof@hotmail.com På Syngende Grund med Gösta Petersen og Skye Løfvander Workshop søndag d. 3. april 10- 16.30 Vesterbros Medborgerhus, Lyrskovsgade v/ Enghave Plads.

Lokale: 12’eren, 2. sal.

Pris: 400,- kr. for GONG –medlemmer.

Tilmelding: Skye, 44 64 07 37, skyelof@hotmail.com Toner fra Buddhas Mund Meditationskoncert med Overtonesang og Kyotakufløjte Med Oplæsning fra Buddha Legenden, Servering af Tchai (Indisk Krydderthe m.

Mælk) mm. Simple Sound: Skye Løfvander & Anders Nordin Buddha Lounge fredag d. 28/1- ’05, kl. 15.3019.00 Klaverfabrikken, Hillerød.

Info: Skye, 44 64 07 37 Dansk Overtone Ensemble Assens, Vor Frue Kirke, 18. januar 20.00, gratis København, Enghave Kirke, 27. januar, 20.00, gratis

Odense, Vor Frue Kirke, 30. januar, 16.00, entré 20,- kr. Århus, Katolsk Kirke, 3. februar, 20.00, entré 50,- kr.

Meditationskoncert i Overtonernes Verden med Skye Løfvander Støttekoncert til fordel for Phendeling, Tibetansk Buddhistisk Center Nørregade 7B, 2.th., Kbh.K. Søndag d. 6. februar kl. 19.00- 21.00 Arrangør Phendeling, tlf. 40 59 45 08, www.phendeling.dk Entré 75,- kr.

TROI LEONARD Canadisk international lydhealer og spirituel rådgiver, dr. i esoterisk filosofi og psykologi kommer til Danmark i januar og februar 2005.

Private sessioner med lydhealing og/eller intuitiv rådgivning kan aftales på 26730777.

Se Trois kurser m.v. på www. rainbowphoenix.dk eller mail@rainbowphoenix.dk Koncert og workshop med David Hykes Workshop Birgit Lynge 30. april.

Jack Donen 26. januar, Tårnstudiet