FiliongGONG9

Nyt fra Bestyrelsen Det har kunnet mærkes, at der skete en stor udskiftning i bestyrelsen ved seneste generalforsamling, nye rytmer skal findes, arbejdsgange indøves og alle skal have en fornemmelse af, hvad arbejdet går ud på. Vi er nu så godt på vej, at vi har fået lagt hele efterårets program og det tegner ikke til at blive ringere end tidligere, måske tværtom. Vi fortsætter med sangaftener, træningsgruppe og Spirekor som faste aktiviteter og supplerer med et godt og varieret udbud af workshops og koncerter, så der er noget at glæde sig til! Se rubrikkerne for Træningsgruppe og Spirekor på denne side, de øvrige arrangementer på annoncesiderne bagest i bladet!

Der har været en del ekstra arbejde, bl.a. i forbindelse med David Hykes’ workshop og koncert. Det har betydet forøget arbejdspres, men i skrivende stund er der håb om, at vi kan komme på omgangshøjde.

Redaktørenlyd!

Hør redaktørens røst… og lad flere stemmer blande sig i koret! Det er dejligt at skrive og redigere, endnu dejligere, når der er mere udveksling, så nok engang går opfordringen ud om at skrive til bladet!

Man skal ikke være bange, for redaktøren er hjælper, ikke slagter! Hvis ideer mangler, kan man bidrage med indlæg om lyd fra de to manglende elementer i det gennemgående tema: ild og luft. I dennes serie har vi i dette nummer et lille intermezzo, hvor der bringes en artikel om vores forhold til og fortolkning af de fire elementer.

En anden mulighed er at tage tråden op fra temaet om drømme og visioner om musik. Del dine oplevelser!

Endelig er der altid åbent for interviews, boganmeldelser, musikanmeldelser og beretninger om yndlingsinstrumenter, yndlingslyde mm.

Redaktøren lover og lover. Det er ikke altid han bringer, men han glemmer dog ikke! De varslede indlæg om bl.a. Ficino og musikkens tal er så langt fra lagt på hylden, men det er så heldigt, at til hver ny udgave presser nye ideer sig på, som bare må skrives og bringes. I næste nummer er det sandsynligt, at vi får taget hul på det store emne om musik og tal. Vi skal også slå et slag for de lidt ukendte trommer: dun-dun, darbouka, djembe, def, tabla og bodhran, ligesom temaet om drømme og visioner føres videre, hvis der er interesse.

Trykning af bladet har hidtil foregået på en næsten udtjent fotokopimaskine, som før har stået på en arbejdsplads i Farum, og som vi har fået foræret af Bjarne. Det har vi været meget taknemmelige for!

Stor TAK! Den leverede måske ikke verdens smukkeste tryk, men den har været meget stabil og driftssikker og når der endelig var bøvl, havde vi en

både elskværdig og kompetent tekniker i Poul fra Copy Service i Glostrup.

Nu kan man imidlertid ikke længere skaffe den type toner, som maskinen bruger, så nu er det for alvor sidste vers for den! I mellemtiden har vi heldigvis fået en ny god mulighed, idet Michael Schilling stiller kopimaskine til rådighed blot mod betaling af de rå omkostninger. Tak for det! … dejligt fordi vi nu kan levere en noget kønnere kvalitet!

Træningsgruppen. Ledes af Susanne Eskildsen og Skye Løfvander. Krop- stemme- psyke og overtoneøvelser. Kun for medlemmer som binder sig til hele forløbet. Pris pr. gang 35,- kr.

Huset Innanna, Ndr. Frihavnsgade 17D, Kbh. Ø (gennem port, over gård) Fredage 10.15- 12.15: 2. september, 16. september, 7. oktober, 21. oktober, 4. november Spirekoret Træning med henblik på optræden. Ledes af Charlotte Muus Mogensen, Susanne Eskildsen og Skye Løfvander. Kun for medlemmer, som binder sig til et helt forløb, pris: 400,- kr.

Tårnstudiet, Vesterbrogade 40, 5. sal.

Den første og tredje tirsdag i hver måned kl. 19.00 16. august, 6. september, 20. september, 4. oktober, 18. oktober, 1. november, 15. november, 6. december.

Info: Skye, 44 64 07 37/ 20 97 01 eller Susanne, 46 36 28 88 Maillisten Ønsker du løbende at blive holdt orienteret om alle de mange begivenheder der finder sted i miljøet i og omkring GONG, kan du sende en mail med ordlyden ”mailliste” til skye.lofvander@gmail.com, så vi du ved hvert månedsskift få tilsendt vores nyhedsbrev.

Hjemmesiden www.gong.dk Ligesom den ovennævnte mailliste, kan den moderne teknologi drille os med mellemrum, men vi prøver at holde hjemmesiden opdateret. Vi vil gerne med tiden udvide dens omfang. Shintai Dichman har meget venligt tilbudt sin assistance og vi glæder os til at se resultater hen ad vejen.

Os og de andre SONG, Chronomatik og Dansk Vokalforening Efterhånden som vores forening får markeret sin stil og sunget sin tone, finder vi også legekammerater som kan stimulere og udfordre os.

I tidens løb har mange af os haft megen glæde af den svenske forbindelse. Det er derfor meget glædeligt at folkene i Lund nu har etableret deres egen forening, og det er smigrende, at de har givet den navnet SONG!

Gösta Petersen er blevet den første formand. Med tiden vil samarbejdet forhåbentligt også betyde, at dette blad tager navnforandring og bliver et fælles projekt med lige del svensk og dansk stof, så måske med tiden vi kan udvikle os til en regional kulturfaktor, om ikke andet så på et beskedent plan!

Heja Sverige!

En af de mest skelsættende oplevelser for redaktøren i den forgangne vinter har været et besøg i Hornbæk sammen med Michael Schilling fra bestyrelsen hos Frede Schandorf. Han er en gammel svend på 84, som har et langt liv i musikken bag sig, og så står han midt i en musikalsk og mønstermæssig erkendelse som for mig er nærmest ufattelig og fuldstændig overvældende, ikke mindst i lyset af den manglende grad af påskønnelse den modtager.

Problemet er, at nærmest ingen formår at følge de spring han gør ind i hele verdens grundstrukturer med afsæt i toneteori. Og det er ikke fordi han farer med halve vinde. Med en fortid som berettiger til tilstedeværelse i almindelige leksika, bla. som forfatter, anmelder, konservatorieunderviser, redaktør af Dansk Musiktidsskrift (det mest seriøse i landet) og koncertpianist, må man mene at fundamentet er i orden til at udfolde den musikalske kosmologi og erkendelsesteori, som jeg selv i en eller anden udstrækning havde regnet med kunne blive opgaven for min egen alderdom.

Der er mange tal, mange mønstre og det afskrækker, det ved jeg også af erfaring, så det har været svært at brygge noget sammen til FiliongGONG. Det må komme hen ad vejen. Indtil da skal det glædelige meddeles, at der er blevet etableret en Chronomatisk Højskole i Augustenborg. Foreløbigt er det ikke stort af omfang. Den officielle åbning kan forventes til efteråret, men allerede nu er der lejlighed for interesserede til at se de meget detaljerede plancher og modeller, også tre-dimesionale.

Interesserede kan henvende sig til Ernst Rasmussen. Tlf. 7447 4416.

Den sidste gruppe vi skal have med i denne omgang er Dansk Vokalforening www.vokalforening.dk/, som er en forening af professionelle stemmebrugere og –forskere, lige fra sangere, talepædagoger og skuespillere til foneatrikere og laryngologer.

Mange af medlemmerne er inspireret af formanden, sangpædagogen Cathrine Sadolin, som bl.a. er kendt for sin bog Komplet Sangteknik.

Kasten Vogel, Hanne Siboni og Skye Løfvander blev inviteret til at underholde med sang og musik til foreningens generalforsamling i 14. april. Der fik vi vendt en ide, som præsenteres nedenfor.

Stemmens Dag Fire landsdækkende foreninger, de tre med base i København, har undfanget en ide om at skabe en årlig markering af “Stemmens Dag” med en vifte af arrangementer: koncerter, workshop, præsentation af foreninger mm. Vi søger at afvikle den samtidig med den internationale World Voice Day Vi har pejlet os ind på foråret '06 som tidshorisont, http://www.entnet.org/news/voiceday.cfm De fire foreninger: Dansk Selskab for Logopædi og Foniatri (DSLF), Dansk Laryngologisk Selskab (DLS), Dansk Vokal Forening (DVF), og GONG giver det foreløbige udspil og vil undervejs prøve at involvere andre grupper og individuelle stemmearbejdere: bl.a. ALF (Audiologopædisk forening).

Vi vil i løbet af sommeren etablere en styregruppe med henblik på at få de praktiske og indholdsmæssige sider af arrangementet i rammer.

Første møde i styregruppen bliver 5 . juli. Kl. 16 på MI i Klerkegade. Hvis du er interesseret i at deltage, kan du henvende dig til Skye, 44 64 07 37.

De fire foreninger beskrives nedenfor med uddrag af formålsparagraffer og henvisning til hjemmesider for yderligere oplysninger.

Dansk Selskab for Logopædi og Foniatri (DSLF) vil gerne bidrage til større oplysning om tale-, stemme og sproglidelser over for de faggrupper, der er fagligt er tilknyttet mennesker med tale-, stemme og sproglidelser. Et af formålene er at fremme samarbejdet mellem forskellige faggrupper, fx mellem foniatere og logopæder.

Også fysioterapeuter og sangpædagoger er medlemmer af vores selskab. De berørte emner kan spænde lige fra foredrag om stammebehandling til workshops med praktiske øvelser. www.dslf.dk Dansk Laryngologisk Selskab (DLS). Selskabet er for læger med speciale eller interesse indenfor laryngologi og foniatri (strube og stemme).

Selskabets formål er: - at virke til fremme af dansk laryngologi og foniatri, - at virke til fremme af fagets videnskabelige og praktiske vilkår, - at fremme samarbejdet med nordiske eller andre parallelle udenlandske selskaber.

Selskabets virkeområde er at belyse og diskutere: laryngologiske og foniatriske emner, diagnosticering og behandling af benigne lidelser inden for det laryngologiske og foniatriske fagområde, diagnosticering af tumorer i larynx og behandling af præmaligne og TI maligne tumorer, i samarbejde med relevante faglige organisationer.

Dette sker gennem afholdelse af kurser, temadage og årsmøder samt ved samarbejde med andre organisationer. www.dls.suite.dk

Dansk Vokal Forening (DVF). Foreningens formål er som brancheforening for personer, der beskæftiger sig professionelt med den menneskelige stemme, at oplyse og indsamle information om forskning og udvikling indenfor branchens område, deltage i internationale samarbejder samt at stimulere dialogen og samarbejdet mellem branchens faggrupper. Dette sker gennem afholdelse af faglige møder, kurser, seminarer samt udveksling af erfaringer. www.vokalforening.dk GONG. Tja, forhåbentligt kender du vores basis og vision, ellers kan du læse et uddrag af formålsparagraffen på omslagets inderside i dette blad.

Bibliotek I vores tårnskab er vi langsomt ved at bygge et lille bibliotek op. Foreløbig består det primært af det materiale som har været til anmeldelse i bladet. Det er endnu ikke sådan, at forlagene sender uopfordret, hvilket måske er forståeligt, da man kan risikere at komme i kødhakkeren, men med lidt overtalelse sender de bøger og CD’er. Vi har endnu ikke afklaret i hvilket omfang biblioteket skal gøres brugervenligt, men i første omgang denne information om at det findes og indholdet er slet ikke så ringe som en start: Inge Marstal: Dit Musikalske Barn Audun Myskja: Musik som Medicin Johanna von Schulz: Heilende Kräfte in der Musik Jane Winther: Mantra. CD. Derudover findes på hylderne et par hjemmebrændte øvelses-CD’er af David Hykes, en tyk bunke udskrifter med næsten alle referencer Edgar Cayces har givet til musik i sine readings, bogen Ljuden fra Kosmos af svenskeren Peter Nilsson samt artiklerne Music and the Brain af Norman M. Weinberger og Planetary Harmony af Mark Garlick. Det sidstnævnte materiale findes i fotokopi og omtales senere i dette blad.

Musikterapi Den sidstnævnte af bøgerne ovenfor skal have knyttet en lille historie til sig. Til workshop med Gösta og Skye på Bornholm 9.- 12. juni havde en af deltagerne tidligere stiftet bekendtskab med Johanna von Schulz, som bor på Bornholm, og var blevet meget begejstret for hendes arbejde, især oplevelsen af lydbehandling på en såkaldt somachord, et strengeinstrument udformet som en briks, hvis resonanskasse man kan ligge på. På undersiden af resonanskassen er udspændt 26 ens stemte strenge efter monochordprincippet. Man spille ved at anslå strengene med hånden, liggende på gulvet under briksen, klangen er meget stor og magtfuld og det tilføjer naturligvis en del til oplevelsen at ligge direkte på det vibrerende materiale. Det var naturligt at skabe en kontakt, så vi ringede og aftalte med Johanna, at hun kunne

komme på besøg til middag og inspirationsaften på pensionatet i Gudhjem, hvor vi boede og arbejdede. Hun viste sig at være meget åben og imødekommende og havde tilmed meget spændende at dele, både om et langt liv med stort engagement i musikterapeutisk tjeneste og om sine metoder og instrumenter.

Hun grundlagde i 1962 i Berlin det første institut for musikterapi i Tyskland, hvor hun i særlig grad viede sig til behandling af handikappede og udviklingshæmmede. I løbet af sin beretning om et spændende og farverigt liv kom hun gang på gang med eksempler på mennesker som nærmest mirakuløs vis var blevet hjulpet af musikterapi, lige fra komatøse tilstande over sklerose, hjertesygdomme og choktraumer til medfødte psykiske eller fysiske handikap. Det virkede gennemgående troværdigt og hendes holdninger til sygdom, sundhed, handikap og menneskelighed var absolut værd at lægge ører til. Først og fremmest var det tydeligt, at her var tale om en ildsjæl, som kunne og ville udrette noget. En essentiel del af arbejdet handler om de anvendte instrumenter og metoder. Kropslighed, sansning, aktivering blev vakt især gennem klang. I yogarummet, som vi allerede havde fyldt med sang gennem et par dage, demonstrerede hun foruden somachorden bla. et meget smukt klingende bækken, basklangstav, krystalsyngeskål og gong.

Ligesom strengeinstrumentet blev basklangstaven brugt på en måde så vibrationerne blev sanset direkte. Den består af en aluminiumsstav, som de dybeste på en vibrafon, monteret på en resonanskasse som gør klangen stor og voluminøs. Her kunne man lægge både hænder og fødder på, og de fleste af os prøvede. En anden måde at bruge samme instrument er at bevæge det rytmisk over den fulde kropslængde på klienten som ligger på maven. Noget lignende blev gjort med bækkenet, hvis klang var meget anderledes.

Også gongen blev brugt på en måde som vakte sanserne og nysgerrigheden, så lydhealing var bestemt ikke et fremmedord her. I Tyskland er de nye lydhealingsmetoder generelt en meget længere fremme end de fleste andre lande, så man vil kunne finde meget inspiration her, bl.a. via Internet, naturligvis. Hvis man ikke læser tysk, skal man ikke lade sig afskrække idet ovennævnte bog også indeholder en række fotoserier, hvor arbejdet med mentalt handikappede børn demonstreres.

Den sidste krølle på historien skal være, at vi selvfølgelig også sang for Johanna og det gjorde vi såmænd ganske smukt. Om vi ligefrem kunne dupere hende er så et spørgsmål, for hun havde såmænd været i gang med overtonesang i over 40 år, primært inspireret af Jochen Vetter, som er Michael Vetters bror.

Ljuden fra Kosmos Mens vi er ved bøgerne, er der en anledning til at nævne en god bog, som jeg har fået foræret i

fotokopi, nemlig Peter Nilsons Ljuden fra Kosmos udkommet på Nordstedt. Her er tale om en formidler af høj klasse som causerende bringer os rundt til fænomener og filosofiske spørgsmål omkring lyd og musik, som han har været optaget af. Det er fascinerende læsning, serveret i en meget fordøjelig og afrundet form… og så har man lejlighed til at øve sit svenske! Kopierne findes også i Overtonetårnskabet Læsning Man skal ikke være med i vores kreds så grumme længe før det kan blive klart at vores interessefelter grænser op til næsten hele verden. Man kan derfor få løftet mere en bare en flig af sløret for den store sammenhæng og man kan henvise til højre og venstre. Siden sidste nummer har redaktøren kunnet finde stof som er vedkommende for os i så forskellige magasiner som Samvirke, Illustreret Videnskab, Psykologi, Sky & Telescope, Scientific America mm. og det er svært at viderebringe det hele.

I det nye magasin Psykologi, som lægger sig midt imellem det seriøse og det populære, er der en artikel i nr. 3 om stemmen som spejl for psyken.

Der er et interview med stemmetræner Hanne Smith Pedersen og med skuespiller Charlotte Juul, der beretter om otte års søgen efter lyden af et frit menneske. Jeg har fået tilsendt et par artikler fra de amerikanske meget seriøse videnskabsmagasiner Scientifc American og Sky & Telescope. Den første er en artikel af Norman M. Weinberger med overskriften Music and the Brain, hvor der søges et svar på, hvad der sker i hjernen på musikudøvere og lyttere. Artiklen af Mark Garlick fra Sky & Telescope har overskriften Planetary Harmony beskriver hvordan resonans er en nøgle til at afkode planetsystemernes opståen og udvikling.

Bl.a. bliver det klarlagt, hvordan det ikke kun er i kunstmusikken, at oktaven og kvinten sætter rammer og stabiliserer i en tilsyneladende kaotisk udvikling af verdener som opstår og forgår. Der er basis for en ny fortolkning af Sfærernes Harmoni på med afsæt i naturtoner.

Familiefløjt og Frokostdyt Anekdoter fra lydens verden: Vores mangeårige bestyrelsesmedlem Jette er gift med Claus og sammen har de to prægtige sønner, en slags hund afrunder billedet af den rigtige familie. Hvordan holder man styr på familien, når man er ude i det offentlige rum, på indkøb eller rejse, hvordan kalder man flokken ind til middag?

Svaret er: Et familiefløjt! - en lille række af klare toner, som gør, at man altid ved eller hurtigt kan finde ud af, hvor de andre befinder sig, do- mi- redo- mi- re- do- mi- re. Jeg har hørt det et par gange, desværre har jeg ingen familie, hvor jeg kan indføre noget lignende, for det virker rigtig smart, men hermed er opfordringen givet videre.

En af sønnerne har nu nået den giftefærdige alder, så en ny familie er på vej, måske med et nyt fløjt, ja mon ikke, for bruden kommer fra Montenegro, og hvis de to familier ikke har andet tilfælles, så har de… familiefløjtet! Helt identiske er de ikke, men de to fløjtesignaler minder om hinanden. Forunderligt!

Som krølle på historien spurgte jeg som barn - efter en dag med for mange tegneserier - fortvivlet min mor om, hvordan jeg skulle bære mig ad med at fløjte efter en kvinde på en måde så hun ville have mig…! .. men det har jeg så fundet ud af i mellemtiden, i hvert fald sådan rent teoretisk! Der findes to meget grundigt indarbejdede fløjtesignaler i vores fælles virkelighed. Det ene bruges netop, når man prøver at fange labre larvers opmærksomhed, det andet bruges som kaldesignal i almindelighed, når man skal fange en taxa, pifter eller lignende. Tilfælles har de to elementer - som også knytter an til tema i senere artikel i dette blad - nemlig oktaver og glissando. Det første signal sættes an med en stigende sekund efterfulgt af oktav-glissando nedad, det andet starter højt, omkring tonen a, glider ned en oktav og hurtigt op igen.

Prøv selv, for du kender godt disse signaler!

Michael er også bestyrelsesveteran og har netop afsluttet indretningen af de lokaler, hvor hans lille musikskole skal ligge på Ingemannsvej.

Musikskolen er nu ikke så helt lille endda, idet han har over 200 babyer og deres mødre til musikgrupper, og hvis man har betragtet en sådan session, forstår man noget om hvor stort indtryk påvirkning musik kan have på uspolerede sind.

Hele foråret har det vrimlet med håndværkere i baggården, det ene team bestod af to mand. På et tidspunkt gik den ene håndværker med Michael i lokalerne og den anden ved bilen i baggården.

Bilen begyndte at dytte, så Michael gjorde den første opmærksom på, at makkeren vist ville have fat i ham, men svaret lød: ”Nå, det der, det er bare et frokostdyt!”

Audun Myskja: Musik Som Medicin, Borgens Forlag Denne bog kan blive en guldgrube for undertegnede og mine kolleger, idet den indeholder et væld af henvisninger til seriøs forskning i den terapeutiske anvendelse af lyd og musik.

Forfatteren refererer til videnskabelige artikler, såvel som til egne erfaringer og en masse interessante mennesker, projekter, publikationer og undersøgelser. Da forfatteren er overlæge og tilmed skriver i et meget ligefremt og nærværende sprog med sans for god fortælling og faible for patienthistorier, er der masser af inspiration at hente. Efter denne anmeldelse kan bogens kapiteloverskrifter studeres, som en antydning af hvor vidt omkring bogen kommer.

Bogens styrker ender dog også så udpræget med at blive dens største svagheder, for på trods af den fine stil i sproglig formidling og mange sunde synspunkter, bliver den næsten umulig at læse fordi den på hver eneste af sine over 300 sider præsenterer nye navne, nye undersøgelser, ny solstrålehistorier for blot at slippe dem igen lige så hurtigt som de blev taget op, og så kan man både tabe pust, rytme og det dybere sigte foruden det personlige ansigt og hele kvintessensen.

Budskabet er ellers i sig selv godt og vigtigt: at påvise, at berøringsangsten i de etablerede behandlingssystemer overfor alternativ forskning er overdrevet og at der findes et væld af muligheder indenfor musikterapeutiske metoder. Men med så mange resultater at referere til, står man i alt for høj grad med fingre der peger i mange retninger samt meget åbne og svævende måske-konklusioner.

Forfatteren gør i sit forord opmærksom på, at et af formålene er, at samtidigt være talsmand for nogle af de alternative indfaldsvinkler i forholdet til lægeverdenen og på den anden side at sortere ud i nogle af de lovligt farverige myter om lyd og musik der florerer i de alternative miljøer.

Han får i mange tilfælde anbragt sig i særdeles fine positioner i dette spændingsfelt med gode spørgsmål og velafbalancerede betragtninger, men jeg må indrømme, at der efter min smag er for mange eksempler på problemer med filtrene mellem de to verdener.

Således fremføres det en passant bla.: "i originalteksten til Genesis (skabelsesberetningen, red.) står der oven i købet, at verden blev skabt af guderne af de syv toner." Og først i en note uden yderligere uddybning henvises til kilden til dette interessante synspunkt.

På samme måde med regnbuespektrets farver, som forfatteren mener at vide kan hænges op på de seks ydre planeters maksimumsafstand til solen. Synspunktet fremføres igen uden belæg og som en selvfølgelighed uden videre uddybning.

Personligt er jeg rystet over, at forfatteren tager den gren af bio-akustik for gode varer, hvor man uden videre sætter lighedstegn mellem grundstoffers atomvægt og toners svingningstal (med enhederne hhv. AU, atomic unit og Hertz, svingninger pr. sekund). Der er ikke plads til her at argumentere for, hvorfor det er at blande bananer og æbler, men det burde på den anden side heller ikke være nødvendigt....! Atomtabellen har sin egen indre struktur, sin egen musik, som det ikke er nødvendigt at forfladige, uanset hvor godt en terapiform synes at virke.

Problemet er at disse eksempler langt fra står alene. Et andet problem er visse mangler mht. musikteoretisk indsigt. Jeg er lidt skuffet over, at forfatteren i sin udmærkede gennemgang af musikkens udviklingshistorie i indlægget om Platon

åbenbart slet ikke har opdaget hele hans pythagoræisk influerede musik-kosmologi.

Svingningsknuder og -buge, som på engelsk hedder nodes og antinodes (med d, ikke t!) er blevet til noder og antinoder!!! Her var jeg for alvor ved at få stemmegaflen i den gale hals!

Lad gå også, at en forfatter, som ikke er musikteoretiker, forveksler værdierne for det pythagoræiske og det syntoniske komma (det første komma er forskellen på 12 rene kvintskridt overfor 7 oktaver, det andet forskellen på ren hhv. pythagoræisk stor terts), men det burde være fanget af oversætteren, som er den ellers særdeles kompetente Mogens Wenzel Andreasen.

Med god vilje kan man betragte den slags som skønhedspletter, men der er alt for mange af dem, og det er synd, for både fremstilling og budskab er som det forhåbentligt også er fremgået, dybt sympatisk, og ingen tvivl om, at der er gjort et meget stort stykke arbejde med bogen.

Det afgørende problem bliver så læsbarheden i forhold til den overvældende mængde af henvisninger, måske andre end jeg bedre vil kunne abstrahere og ikke savne at få de mange historier anbragt i en perspektiveret sammenhæng, jeg håber det næsten, for der er vitterligt meget at hente i den.

To af bogens sidste kapitler er af særlig interesse for dette blads læsere, da de beskæftiger sig med toning og overtonesang. På den ene side gør forfatteren sig til talsmand for det principielt sunde synspunkt, at overtonesang må baseres på dybere lytning og ikke teknisk forcering eller "stemmemanipulering". På den anden side viderebringer han historien om Karl Heinz Stockhausens evne til at frembringe 28 overtoner som jeg vil tillade mig at betragte som en myte eller misforståelse - og han er fuld af beundring for oprindelige kulturers udtryk som f.eks. Tuva-sang, der dog immervæk i høj grad vidner om højtudviklet stemmeteknik. At Myskja refererer, at Stockhausen får sine mange overtoner frem ved blot at fokusere bevidstheden i hjernen over ganen, men ikke manipulerer med stemmen, gør blot historien desto mere farverig. Derefter han forsøger sig også selv med anvisninger på elementær overtonesang med udgangspunkt i vokallyde, og her bliver det altså ikke mindre speget, end når vi andre forsøger med det samme. På mig virker denne delkonklusion tendentiøs, for den afholder ham fra at fremhæve andre sangere end Iegor Reznikoff... der findes vel dog trods alt ikke så få sangere, hvor udtrykket er dybt og hvis tekniske kunnen ikke handler om "manipulering"!!

Tendensen bliver grel, idet forfatteren anskueliggør sit synspunkt med en personlig oplevelse fra en workshop med Reznikoff med fokus på at synge rene intervaller: ”Gruppen forsøgte på det ren

kvintinterval, men ramte stort set lige omkring det tempererede interval, som ligger lige under den rene kvint. Pludselig lykkedes det for os – idet det rene interval tonede frem fra gruppen, lød der en kraftig overtone, som blev fysisk synlig, næsten som en glorie – en ”Saturns ring”, som dannede en lysende cirkel et par meter over os….”

Det er ikke for at forklejne oplevelsen, det er noget særligt at ramme en kvint rent! Man kunne dog nok (burde måske) sætte spørgsmålstegn ved, hvad norske overlægers kriterium for ”fysisk synlighed” mon kan være. Og så er der en vigtig detalje i, at forskellen mellem den rene kvint og den ligesvævende kvint (som det rettelig hedder, der er mange tempererede stemningssystemer) i denne sammenhæng i praksis nærmest ikke eksisterer!

Der kan i hvert fald ikke være tale om noget ”stort set”: I det logaritmiske cent-system, hvor hvert halvtonetrin inddeles i 100 cent, er forskellen 2 cent. Hvor lidt, dette er, vil fremgå, når vi sætter svingningstal på: Med udgangspunkt i Do= c’= 261,63 Hz, vil den ligesvævende kvint være 392 Hz, mens den rene er 261,63 x 3/2= 392,445 Hz. Hvis vi sætter en sanger til at synge den ene af disse toner og en anden sanger til at synge den anden, vil der være en stødtone/ svævning hvert andet sekund, og et sekund er lang tid i musik, i de fleste tilfælde det meste af en takt! Forskellen på knapt en halv hertz kan nok anes af trænede ører, men man skal være begavet med meget musikalitet for overhovedet at afgøre, hvilken af de to toner som er højest.

Forsøg på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har vist at selv undervisere på dette niveau sjældent er i stand til at genkende og gengive den rene kvint helt nøjagtigt.

Med andre ord: Det er en ærlig sag ikke at ramme kvinten rent, men man kan kun i meget begrænset omfang begrunde det med påvirkning fra ligesvævende temperatur. Det kunne man have gjort, hvis det havde handlet om tertser.

Det kan måske lyde som pernittengryneri, men bogens forfatter er ikke den eneste, som ser det som en mission at luge ud i myterne indenfor den oplevelsesorienterede, alternative musikkultur. Og missionen er efter min bedste overbevisning ikke helt ligegyldig.

Kapiteloverskrifter: Kan musik forandre os?

Den første sans I begyndelsen var klangen Planter, dyr og medicin Musik som medicin gennem tiderne Vor musikalske krop Musik som forbyggende medicin Musik i dagens lægevidenskab Helbredende musik – findes det?

Stemmen – sjælens spejl Toning – nøglen til vort skjulte rum Overtoner – et terapeutisk værktøj Lyd som medicin – frekvensterapier Sang og musik – nødvendig for krop og sind Hertil kommer et udmærket noteapparat, indeks og gode henvisninger til musik, litteratur og adresser.

Jane Maluka - Your Song, Child Jane Maluka besøgte os til sangaftenen 3. maj, hvor det blev til en hel lille koncert for guitar og stemme. Hun arbejder på en vision som nedenfor er beskrevet som del af et projekt. Hvis din interesse vækkes, kan du kontakte hende.

Vi synger din sang ”Når en kvinde i bestemt afrikansk stamme ved, at hun er gravid, går hun ud i bushen sammen med nogle nære venner. Dér beder og mediterer de i fællesskab, til de hører barnets sang.

De er bevidst om, at hver sjæl har sin egen vibration, som udtrykker dens unikke egenskaber og bestemmelse. Når kvinderne er stemt ind på sangen, synger de den højt.

De vender herefter tilbage til stammen, hvor alle lærer sangen. Ved barnets fødsel samles gruppen og synger barnets sang for hende/ham. Senere, når barnet skal i skole, samles landsbyen igen og synger. Når barnet skal indvies til voksenlivet samles alle igen for at synge sangen; ligeså når personen skal giftes. Når tiden er inde til at forlade denne verden, samles alle ved den døendes seng, ligesom de gjorde det ved fødslen, og synger sangen for at ledsage sjælen til det næste liv.

Der er en anden lejlighed, hvor den afrikanske stammes medlemmer samles og synger for personen; hvad enten som barn eller voksen. Hvis personen på noget tidspunkt i livet begår en forbrydelse eller forkastelig social adfærd, kaldes personen ind til centrum af landsbyen, hvor medlemmerne samles i en cirkel og synger sjælens sang for ham/hende. Stammen har erkendt, at kærlighed og hjælp til erindring om sin sande identitet er den rette korrektion; ikke straf.” (uddrag af artikel af Alan Cohen) Når du kender din egen sang – og synger den – har du ikke behov for at sige eller gøre noget, der vil kunne gøre andre mennesker fortræd eller kede af det. Dybt inden i os ved vi alle, at vi har en sang og ville ønske, at vores nærmeste ville kende den og hjælpe os med at synge den.

En ven eller veninde er én, der kender din sang, og synger den for dig, hvis du har glemt den. De, som elsker dig, lader sig ikke narre af fejltagelser, du måtte have begået, eller negative tanker, du måtte have om dig selv.

De husker din skønhed, når du føler dig grim; din helhed, når du føler dig trist og nedbrudt. Din uskyld, når du føler dig skyldig; og din sande bestemmelse, når du føler dig forvirret.

De ved, at du er unik og har helt specielle og enestående egenskaber, som du kan berige verden med.

De respekterer og elsker dig betingelsesløst, både når du er stærk og svag på din rejse gennem livet.

De står altid ved din side – både når du er glad, og når du møder udfordringer.

Filosofi ved hjælp af musik og tekst - musik betragtes her som nøgle og døråbner til folks opmærksomhed – at tilbyde børn, forældre og fællesskaber generelt muligheden for øget bevidsthed om individuel identitet, vækst og intersocial omtanke. Universelt, som et redskab til respektfuld og fredelig interaktion som verdensborgere i multietniske samfund Elementer i projektets vision musik & filosofi - som inspiration til grundlæggende hjertecentreret uddannelse fra fosterstadie og fødsel som et kommunikationsredskab uden begrænsninger, mht. alder, køn, nationalitet etc.

- som en invitation til at opbygge fællesskaber baseret på kærlige, respektfulde og accepterende principper Perspektiver – CD / promotion short term - pre og post fødsel - musik & budskab som invitation til forældre / famile / relationer til øget bevidsthed omkring individuel identitet og interaktion, universelt intermediate – tidlig musikalsk og livsfilosofisk uddannelse - at tilbyde børn og unge musik som del af kunsterisk uddannelse, hvor indholdet samtidig tjener til øget bevidstgørelse omkring egen identitet og social adfærd long term - personlig vækst -> verdenborgerbevidsthed -> evolution - som et universelt politisk og kulturelt langtidsholdbart redskab til at skabe grobund for respektfulde sociale fællesskaber og omgangsformer i multietniske samfund og som et muligt redskab til forebyggelse af intolerance, krig og terror Oktober 2004 Jane Maluka, 48 262 431/ 61 275 677 full.circle@gmx.de På Syngende Grund Af Skye Løfvander, Forlaget Sophia, pris 180,- kr.

Bogens udgivelse har været varslet gang på gang og det har faktisk været i god tro, men alle led i produktionen har været ramt af uheld og forsinkelser, så først nu er denne praktiske opfølger efter Overtoner Under Huden færdig. Det er blevet til en bog på knapt 100 sider og en medfølgende CD med lyd-eksempler på øvelserne. En stor del af bogen beskriver disse øvelser med overtonesang, såvel individuelt som i grupper. Derudover er der

kapitler om det spændende felt hvor tal, sprog, musik og bevidsthed mødes, belyst ud fra meditationsbegrebet og fra overtoner og proportioner. Da bogen er en slags håndbog til overtonernes verden, er der en del ”landkort” i form af illustrationer, hvoraf nogle i en tidlig version er blevet trykt her i bladet. Nedenfor ses et par af de bearbejdede illustrationer, først en ”fonetisk trigon, som forener nogle fonetiske vokaltegn med musikalske egenskaber fra overtonerækken.

Sammenhængen vil stå mere klart ved at sammenholde med de øvrige illustrationer.

Vokalrækkerne: Ulla- Oda- Åse- Olga- AgnesAnna- Else- Eva- Ida Og Ylva- Øl- Øm- Ørn kan bruges til med sangstemmen at finde ind til de enkelte trin i overtonerækken. Den første række er stigende, den anden faldende.

Oktavspiralen er en af hovedstrukturerne når det gælder forståelsen af naturtonernes egenskaber: Hver omdrejning udgør en oktav: Første oktav, 1:2 er ren og ubesmittet Anden oktav, 2:4, deles i ren kvint og ren kvart, 2:3 og 3:4.

Tredje oktav, 4:8, deles i stor terts, lille terts, septimal terts og septimal sekund, 4:5, 5:6, 6:7 og 7:8…og så fremdeles.

Det fremgår også, hvorledes eksempelvis ren kvint, 2:3, som gentages i forholdet 4:6, er opbygget af stor terts, 4:5 og lille terts, 5:6.

Og så fremdeles. Denne illustration kan bidrage til forståelsen af følgende artikel om oktaven og øvelser, man kan gøre med den. ”Oktøvelser” Ind til benet, kernen, essensen… det er i første omgang vores bud på musikalske øvelser: Nyn længe og jævnt på en enkelt tone, søg ind i den, lev dig ind i de fine nuancer af klang, når du skifter mellem to nabovokaler, find balancen mellem den fysiske tonedannelse og det lyttende sind, lyt på en måde, som gør overtonerne nærværende, lær deres indbyrdes forhold at kende, alt sammen med nøgleordet klang.

Musikøvelser kan være simple uden nødvendigvis at være lette, de bedste øvelser er ofte helt enkle, men indeholder dybder, som gør, at det ikke behøver blot at blive en teknisk udfoldelse af muligheder, men også at udøveren vokser og finder ind til sin kerne. Her skal vi se på øvelser, man kan gøre med udgangspunkt i oktaven.

For nylig skulle jeg undervise som gæstelærer på Det Rytmiske Konservatorium og lagde lidt provokerende ud netop med spørgsmålet: ”Hvad er en oktav?” Og så blev der stille… helt stille, indtil en dristig elev sagde noget om et spænd over 7 toner eller 12 halvtoner, hvilket for så vidt ikke er forkert, men vidner om en håndværksmæssig indstilling, som ikke har øje for, hvad oktavens væsen egentlig går ud på.

Oktaven er alle musikalske princippers moder, det i bogstaveligste forstand grundlæggende interval, som spejler sig i den almene oplevelse af begreber som niveau og spiralkredsløb, det er rammen/ matricen om musikkens bevægelser, som også spejler sig i naturens seksuelle princip og andre fundamentale mønstre og strukturer. Når mænd og kvinder synger enstemmigt sammen, synger de reelt i oktavafstand, fordi mænds sangstemme ved puberteten netop synker en oktav. Udtrykt i proportion er det forholdet 1:2. Hvis du spiller en tone på f.eks. en fløjte eller guitarstreng, vil den halve længde betyde den dobbelte frekvens. Der er altså omvendt proportionalitet mellem (bølge)længde og frekvens.

Dette, og flere af de andre eksistentielle aspekter af oktaven, har jeg tidligere skrevet om her i bladet og i mine bøger.

Men netop fordi oktaven indeholder filosofiske perspektiver, er det vigtigt, når vi kommer til det konkrete med at synge oktaver, at det bliver en træning som spejler oktaven som helhed.

Når du begiver dig ind i de nedenstående øvelser, vil den vigtigste finesse være at lave dem på en måde, så sjælen kommer med, at det ikke handler om blot og bar teknisk forfinelse, men indlevelse.

Oktaven er som nævnt en ramme, en helhed. Hvis man betragter den i én dimension, linien, handler det som nævnt om fordoblinger og halveringer af længde.

Hvis man skal anskueliggøre oktaven i to dimensioner, kunne man vælge cirklen eller måske endnu bedre - en spiral, for en oktavstigning er både en lineær udvikling og en cyklisk tilbagevenden til noget, man har oplevet tidligere.

De to principper forenes i spiralen. At noget gentager sig ”på en højere vinding af spiralen” svarer fuldstændig til, at noget sker ”i en højere oktav”. Den flade, todimensionale spiral kan naturligvis betragtes som en projektion af en tredimensionel.

er god alligevel. Forsøg at gøre bevægelsen jævn, langsom, flydende og sikker. Men prøv også som variation at gøre den hurtigt, stille, højt, indvendigt, oppefra og ned og hvad du nu i øvrigt kan finde på.

Når du når op til den højere oktav er fidusen naturligvis at lade den klinge flot og rent så længe der luft til og samtidig mærke følelsen.

- Eet stort spring: Syng intervallet do- do’ (1:2), som i Some- where (over the rainbow). Prøv I forskellige tonelejer, op og ned.

- Med en trædesten undervejs: do- so- do’ (2:3:4), som trompeterne i forspillet til Also Sprach Zarathustra. Oktaven deles i det komplementære par ren kvint og ren kvart. Igen øves i flere tonehøjder, op og ned.

- 4:5:8, do- mi- do’, deling i stor terts- lille sekst.

- Som tonerne i en stigende septimakkord: do- miso - tib- do’ (4:5:6:7:8), som i Beatles’ Twist and shout: Aaah- aaah- aaah- aaah, shake it up baby, now!

I disse tre eksempler bruger vi oktaverne fra naturtonerækken: først 1:2, så 2:4 og 4:8.

Med naturtoner kan vi også finde andre oktaver: 3:6 (so- so’), 5:10 (mi- mi’) og 6:12 (so- so’) Det kan bl.a. give anledning til følgende øvelser: - 3:5:6, so- mi- so’, oktaven deles her i et komplementært par: stor sekst og lille terts.

- 6:8:9:12, so- do- re- so’, de filosofiske og musikhistoriske perspektiver i denne sekvens blev beskrevet i sidste nummer af FiliongGONG. - 5:7:10, som er uhyre interessant, fordi den nærmer sig en ligesvævende tempereret ligedeling af oktaven med naturtoner: fra 5 til 7 og fra 7 til 10 er man meget tæt på proportionen 1:√ √2, som er tritonus-intervallet. √2 er i decimaltal 1,414.. som ligger tæt på både 7/5 og 10/7, kontroller selv på regnemaskinen!

Rejsen fra do til do’ kan ske på mange måder: - Vi begynder lidt usædvanligt, nemlig med at tonen stiger en oktav med en glidende bevægelse. Brug lidt tid til at finde ind i en relativt lave starttone, sagen er jo, at der sker en genkendelse, når den dukker op på ny i sin højere version. Måske vil du undervejs opleve, at du har en indre skalafornemmelse der ”snakker med”, eller at der visse steder på den trinløse opstigning vil være områder, hvor tonen bliver holdt fast eller at du passerer et registerskift. Der findes helt reelt et psykisk træk fra naturens side i visse punkter på passagen, særlig terts og kvint, og for mennesker der har øvet skalaer, vil der også være en prægning derfra. Måske kender du ikke intervallet godt nok indefra til at være sikker på, om det nu også er den højere oktav, du rammer, men øvelsen

Som udgangspunkt laves øvelserne med almindelig uanstrengt stemmefunktion, op og ned i forskellige tonelejer.

Hvis man er dygtig til at fremhæve klare overtoner fra sin sangstemme, kan man også forsøge at gøre det samme, blot med intervalspringene i overtonelaget. Dette er ikke nogen let øvelse, men den hører med, når vi nu har lagt ud med at beskrive naturtonernes intervaller. Da der eksisterer en slags naturlig øvre grænse, hvor kontrollen med overtonelaget ”slipper”, vil man reelt kunne arbejde med naturtonerne 2-12, som har følgende oktavforhold: (1:)2:4:8, (do-) do’- do’’-do’’’ 3:6:12, so’- so’’- so’’’ 5:10, mi’’- mi’’’

Men vi har andet og mere i kataloget, rejsen kan også ske med skalatrin: - Pentaton (femtone-) skala: do- re- mi- so- la- do’ Her er fem varianter, idet man kan starte på hver af de fem trin og få forskellige følger af intervalller, ligesom man både kan have dur og mol-skalaer.

Re-pentaton ser således ud: re- mi- so- la- do- re’.

Og så fremdeles.

- Heptaton (syvtone-) skala: do- re- mi- fa- so- lati- do’ Heptatone skalaer findes, afhængigt af fortolkning, i 6 varianter (de 4 autentiske kirketonearter+ dur og mol), 32 varianter eller et tredje antal.

- Heltoneskala: do re- mi- fa#- lab- tib- do’.

- Halvtoneskala: do- reb- re- mib- mi- fa- fa#so- lab- la- tib- do’ Alle disse forskellige måder udspringer reelt af, at man betragter oktaven som en helhed, som kan deles. De fleste tonestrukturer, skalaer og akkorder udspringer af naturtonernes egenskaber. En af disse er, at oktaven aldrig bliver delt ensartet, f.eks. vil 2:3:4 betyde et større spring fra 2 til 3 (kvint) og et mindre fra 3 til 4 (kvart). Netop kvintens funktion frembringer de 12 halvtoner. De to sidste skalaer, heltoneskalaen og halvtoneskalaen skiller sig ud ved at være ligedelinger af oktaven i hhv. 6 og 12 lige store dele.

Som nævnt nærmer 5:7:10 sig en tempereret ligedeling.

Hvis vi går videre med ligedeling af oktaven er det nærliggende at gå mere geometrisk til værks og lade oktaven fremstå som en lagkage, der skal skæres. Hvert stykke lagkage repræsenterer så et interval. Hvis vi holder fast i de tolv halvtoner kan der ske ligedeling på følgende måder: - Todeling, tritonus: do- fa# (-do’) - Tredeling, stor terts: do- mi- lab (- do’) - Firdeling, lille terts: do- mib- fa#- la (- do’) - Seksdeling, heltone: do- re- mi- fa#- lab- tib (-do’) - Tolvdeling, halvtone: do- reb- re- mib- mi- fa- fa#- so- lab- la- tib- ti (do’)

DSB pling-signal kan som beskrevet i en senere artikel være en rigtig god hørelæreøvelse. I det hele taget kan man opbygge et mere levende forhold til musikkens alfabet ved at øve sig med simpel mønstergenkendelse. Nedenfor gives et par eksempler skrevet ud som faktorer fra overtonerækken og solfege. De viste eksempler kan altså – hvis man har god teknik – synges som selvstændige overtonemelodier.

Nærkontakt af 3. grad: 9-10-8-4-6: re’- mi’- do’- do- so Kan du gætte hvem jeg er: 12-12-9-9-8-8-6: so’- so’- re’- re’- do’- do’- so

d- eb- bb (DSB) kan foruden mi- fa- do bl.a. tolkes som ti’- do’- so, naturtonerne 15-16-12.

Halvtoneskridtet optræder første gang i naturtonerækken mellem nr. 15 (ti) og 16 (do), men de vil ikke være mulige at synge med overtoner for almindelige dødelige.

Fugl-i-ongGONG Det har aldrig været meningen, at denne spalte skulle bringe ekspertindlæg om fuglenes sang og lyde. Men dyrerigets bedste sangere som vi har næsten ved hånden… eller i det mindste på taget, er gode at ofre tid på, men det er noget af en udfordring med ord at beskrive lydes klang og noget der kan være så komplekst som fuglefløjt.

Visse komponister, bl.a. Messiaen noterede fuglenes fløjt i noder og anvendte dem i komposition.

I Danmark siger hunde, der gør, VOV!, og det synes vi er helt naturligt, men hvis du kigger i en børnebog eller tegneserie fra fjerne lande, vil du hurtigt opdage, at vov ikke bare er vov, for i Kina, Frankrig, ja selv indenfor dette lille lands grænser vil man kunne opleve at de forskellige dialekter har selvstændige måder at beskrive dyrenes lyd.

Grunden til dette er interessant, for det er en kombination af to ting, nemlig på den ene side den forskellige måde alfabetet anvendes til at udtrykke lyde, f.eks. udtales et fransk U jo som et dansk Y og så fremdeles, noget tilsvarende mærker man jo også, når man møder svenskere. Det andet element er nok så interessant, for måske tolker vi virkelig lydene forskelligt, når nogle mener, at hunde siger VOV og andre, at de siger SJIF! Men tilbage til de fjerklædte!

Gads Forlag har i serien Tur og Natur udsendt bogen Fuglestemmer Omkring Os af Benny Génsbøl med tre medfølgende CD’er, så man kan afgøre med sig selv, om man synes en gråspurv siger sjirp eller dip. I henhold til bogen er begge dele rigtigt under forskellige omstændigheder, for på tekstsiderne er fuglenes mest elementære sang omsat til lydord. Man skelner mellem sang og kald, herunder advarselslyde, og det er ikke alle lyde som omsættes til lydord. Hvor autoriseret sådan noget kan blive er vel tvivlsomt. Jeg blev ganske fascineret af bogen og nysgerrig efter at høre, om der fandtes nogle alment accepterede referencer når det gjaldt oversættelse fra fuglekvidder til lydord, så jeg ringede til forfatteren. Det viste sig, at han led af en sygdom der betød, at han havde mistet stemmen permanent! Hans kone kunne fortælle, at lydordene overvejende blev dannet ud fra egen indre overbevisning på basis af musikalsk og sprogbegavet øre og efter mange års studier i felten af fuglesang. Der fandtes ikke noget standardværk, en bibel mht. oversættelse fra fuglesang til mennesketegn. Her er eksempler på

nogle stykker, bl.a. de fugle vi senest har beskæftiget os med her i bladet: Krage: Kra Blishøne: Pix Lærke: Synger en ”uendelig ” lang, meget smuk og varieret sang, bygget over forskellige motiver, som gentages et vist antal gange, og som indeholder mange triller.

Solsort: En frit komponeret, dyb strofe af stor klangmæssig skønhed. Kald: sii (rovfugl i nærheden) dik-dik-dik (når reden er truet) Men vi skal også have nye sangere på tapetet som sædvanligt: Nu er dagen fuld af sang og nu er viben kommet…: Vibe: Opvokset på landet som jeg er, kan jeg i den grad leve mig ind i sangens budskab, for når man cykler eller går langs markerne, kan man ikke undgå at bemærke og betages af viben som på en gang er stolt og ydmyg, robust og sart og så har den altså dette karakteristiske kald, som vi med ovennævnte bog nu kan sætte lydord på: Vibens territoriesang: ”Kiiuvit-vit-vit kiiuvit, ledsages af markante flugtmanøvrer med brummende svingfjer.

Advarselskaldet er et klagende vie.”

Musvit: Der laves kanoner over alt: arkitektur, litteratur og såmænd også fugle. Både eksperter og lægfolk har udarbejdet lister over fugle som alle bør kende. Topscoreren på lægfolkenes liste var lidt overraskende musvitten. Jeg forstår det fuldt ud, for jeg har altid haft et blødt punkt for den lille fugl med det gule bryst og sorte hætte.

I den lille ”grønspættebog” om fuglestemmer kan man læse følgende om musvitten: ”Musvitten synger altid rytmisk, men sangen kan have mange udformninger, bl.a. mestrer hver han flere typer.

Det kan være en-, to- eller treleddede, og trykket på de flerleddede kan lægges forskelligt.”

Eksempel på enleddet: ”ti- ti- ti…” Toleddet: ”Fytifyti- fyti…” Treleddet: ”titifvtitifvtitifv..”

Nattergal: I begyndelsen af juni vil man ofte kunne opleve nattergalens sang tidligt om morgenen, bl.a. i vådområder. Her i bladet har vi tidligere refereret målinger som godtgjorde, at sangen er så høj, at det reelt er skadeligt for hørelsen at komme for tæt på, der er med andre ord en utrolig kraft i de bedste sangere. I et H.C. Andersen-år kan man heller ikke undlade at nævne eventyret Nattergalen, som handler om vores fascination af skønhed, både den tekniske og den organiske. Nattergalens sang er noget af det skønneste, man kan lytte til herhjemme. I min barndom kunne man købe plasticfløjter med et hulrum, der skulle fyldes med vand. Når man så blæste i fløjten skvulpede vandet, lavede store og små resonansrum i hurtig vekslen mellem hinanden og derved fik man den fløjtende lyd til at trille som en nattergal. Når man ser nærbilleder af det strubearbejde der finder sted

under nattergalens sang, forstår man lidt mere om både kraft og ynde der kan gemme sig i sådanne hurtige bevægelser. ”Nattergalens sang er vidt berømmet. Dens klart bedste kendetegn er den enorme styrke kombineret med en stor klangskønhed, i al fald for visse dele. Er normalt sammensat af 3-4 faste motiver, som går igen i samtlige strofer.

Karakteristisk er det også, at fuglen gentager disse, f.eks. ”hyiyh- hyit- hyit”, måske efterfulgt af ”djuudjuu- djuu”. Slutter tit med en uskøn snerren fulgt af et velklingende ”tsip.”

Morfeusik Mon ikke de fleste af os har prøvet at vågne fra en drøm om musik. Det kan enten have været en, hvor man ligefrem kan huske melodi eller tema eller det kan være en svag anelse om at have besøgt en verden, hvor musik var vigtigt. Måske man ligefrem har oplevet at have været en del af universets store symfoni. Her kommer et par friske eksempler på musik i drømme og visioner.

Anette Kris skriver: Natten til lørdag 19.2.05: Manden med xylofonguitaren En drøm, jeg så gerne vil huske og bevare, og lige nu husker jeg den slet ikke... Jo!!

Jeg siger til Anne (evt. en figur, der repræsenterer Mor), at det næste vi to skal, det er at arbejde med det indre. (Jeg tænker, at hun altid kun vil det overfladiske). Vi går rundt i den lille by, vi er i, og kommer til en gågade med en lille plads, og vi sætter os et sted og får noget at drikke.

Så opstår pludselig ud af den blå luft et lille hus på hjul, som en pølsevogn, og nogle folk, der skal til at optræde, og så dukker han frem, manden med guitaren, og spiller et meget specielt klingende spil, som en synthesizer-lyd, en stor, brusende orgelagtig lyd.

Manden med den specielle guitar i gul og orange og rød og pink, som gigantiske plader på en xylofon, bare ganske korte, på række, ca. 5-6 stykker, de lyser i disse farver, et stærkt neonagtigt lys.

Og så forsvinder de - og huset med - ligeså pludseligt, som de kom!

Drøm Morgen Søndag 13.3.05: Bob Geldorfs Kæmpeværk (til jer som ikke kender Bob Geldorf: Han slog igennem med Boomtown Rats, der bl.a. havde et stort hit med I don’t like mondays. Senere er han især blevet kendt for at organisere Band Aid med koncerter for Afrika, red.)

Der er udkommet et stort værk - en bog i stort format, ca. 2 cm tyk, med et enormt billedgalleri og billedtekster af Bob Geldorf, samtidig med, at det hører sammen med et mægtigt musikværk. Begge beskriver en rejse, han foretog. Og værket blev til, da han i begyndelsen af rejsen havde en særlig

oplevelse. - Det blev til rejsebeskrivelser, fotos og musik.

Jeg er med for at interviewe ham. Han har sine to sønner, den yngste er lyshåret, hans ansigt ligner faderen, den lidt ældre er sorthåret som faderen, men med et ansigt, der nok ligner moderens. De er ca. 3 og 4 år. Geldorf får stillet nogle store spørgsmål, hvor han skal forklare meget, og til sidst får han et spørgsmål, der er rigtig svært. Hans ansigt fortrækkes lidt, han bliver lang i ansigtet og tænker dybt over det. Imens klatrer drengene på ham, den lille foran, den større bag ham, de hænger begge om halsen på ham, og han står oprejst.

Vi skal bryde op, drengene får overtøj på, den sorthårede dreng trækker i en hvid frakke med lynlås foran og med hætte (som min egen). Jeg går ind i nogle andre lokaler for at komme til koncertsalen, hvor det store værk skal opføres med musik og lysbilledfremvisning.

Det er kineserne, der står for opførelsen, vi er åbenbart i Kina. Salen er enorm, gulvet buer nedad og er klædt i rødt velour. Jeg sætter mig i højre side, lige på nederste række, så jeg har faktisk første parket. Halvvejs nede til venstre er der en lille repos til Bob Geldorf, der skal lede musikken.

Neden for mig er der en kinesisk funktionær, der kaster en lang, rød rose op til min række. Jeg griber efter den, men den når ikke helt op.

Kineseren samler den op igen og kaster en gang til.

Nu når den op til dem, der sidder for enden af min række til venstre, der er et barn, og jeg tænker, det er godt den havner der. Jeg ser derhen og ser en midaldrende dame med rosen.

Lyset dæmpes, der bliver stille. En kineser nede foran mig går i gang med at præsentere hele arrangementet. Ved siden af ham står nogle kinesiske optrædende foran en lang sammenhængende række af kubistiske kugler, som oktaedre, i lysende beige-orange, gjort af en slags krystal, der ser meget tyndt og fint ud. Der er åbninger foroven, hvor kuben ikke når sammen, men ender i aflange ligesom skår. Heri står nogle lange stave. De ender i en slags bløde køller forneden, og med dem skal de optrædende slå på kuberne, så de tilsammen lyder som en xylofon med meget fine, skrøbelige klange. De skal indlede det store værk. Herefter skal Geldorf sætte musikken i sving, lyset slukkes helt, og lærredet oplyses af rejsebillederne.

Men forestillingen blev afbrudt for mig - af mit vækkeur.

Drøm natten til 23.4.05: Klavichord En moden kvinde skal fejres. Det sker først sent aften kl. 22-24 ca., det der skal fejres. Vi er i en

bygning i ca. 4 etager. Vi er på 1. sal nu. Jeg siger til én: - Det faldt mig slet ikke ind, at jeg skulle være pænt klædt, jeg havde tænkt mig at have cowboybukser på. Men jeg tager den fine kjole på (med rund udringet hals med elastik).

Jeg står på trappen på vej op. Står ved et vindue.

Jeg tænker på kjolen, og at jeg så bare skal have et par nylonstrømper på, det er enkelt og let tøj.

Jeg kommer op til 4. sal. Der bliver sunget og spillet hårdt, markant på klaver. To herrer sidder ved et slags klavichord. Jeg kommer ind for den ene ende af det, hvorfra jeg kan se et tastatur i venstre side og et, hvor den ene herre vender front mod mig i den nærmeste ende af klavichordet. (Der er skåret et indhak i instrumentet, hvor der på den ene side er et kort tastatur, kun lige en oktav). Lige nu er det ham bagest ved endnu et tastatur i højre side, der skråler og spiller meget hårdt på tangenterne.

Jeg går længere ind i rummet, til højre for klavichordet, hvor der sidder en gruppe tilhørere ved borde og hygger sig. Så tager den yngre herre over, der sidder ved enden af klavichordet med ryggen til den første herre. Det går op for mig, at han synger vel nok dejligt. Jeg nyder hans lidt vibrerende bløde stemme. Han slutter sangen. Han spørger den første herre: - Hvor kom lyden fra? Fra den anden side, svarer han. Og den yngre herre strækker hals og kigger over låget, der står rejst i midten af overfladen. Jeg kan se det for mig, tangenterne på den anden side bevæger sig i takt med det han spiller på det korte tastatur, og lyden kommer derfra...

Han rejser sig og fortæller noget. Han nævner en person: Hr. Æblegård. Jeg leger med ordet: - Hvad bilder De Dem ind, Hr. Abildgård?

Visioner og musik /Skye Jeg havde i en periode kontakt med en meget visuelt begavet kvinde uden særlig musikalsk baggrund. Hun fortalte mig en gang om en ægte vision, hun havde haft, som havde gjort et vældigt indtryk ved sin styrke. Der var altså ikke tale om billeder skabt af egen fantasi. I korthed så hun sig selv i centrum for musikere, der spillede fire forskellige musikinstrumenter: Syngeskåle, sækkepibe, panfløjte og didgeridoo.

Selvom visioners budskab naturligvis først og fremmest skal forstås i kraft af oplevelsen, tror jeg nu nok, de kan bruges som afsæt for tolkninger, lidt som man kan gøre det med drømme, i begge tilfælde er det jo vores psyke der staver sine beskeder med levende billeder, til tider sågar arketyper.

Sammenholdt med hvad hun i øvrigt fortalte, syntes jeg visionens budskab kunne åbnes ved at forstå den som en mandala, et helheds- og balancesymbol. Jeg reflekterede lidt over

instrumenterne, som ifølge hendes beretning var vigtige for meningen.

Det er karakteristisk, at syngeskåle er en asiatisk tradition (Tibet, Indien og Japan) og i historien ikke kendes andetsteds på kloden. Instrumenter af sækkepibetypen hører næsten udelukkende europæisk musiktradition til, især de keltiske i Spanien, Skotland og Irland. Panfløjter ved vi jo alle sammen især er udbredt i Sydamerika og endelig er didgeridooen næsten synonymt med aboriginal-kulturen i Australien. Der er altså tale om en musikmandala, som spænder over hele kloden med verdensdelene Asien, Europa, Amerika og Australien.

Det interessante ved den konstellation er så den verdensdel, som mangler, nemlig Afrika. Hvis man skulle gøre visionen ”færdig”, skulle personen i centrum, altså kvinden der oplevede visionen, udstyres med et typisk afrikansk instrument, og mon ikke det vil være en tromme som ligger først for?! Hvis tolkningen holder vand, er budskabet så faktisk, at det kunne være befordrende for hendes musikalske udvikling at give sig hen til rytmer på afrikansk manér.

Mange i udviklingsmiljøerne tager udgangspunkt i østlige traditioner, når de mediterer, således vil mange fordybe sig i følgende tegn: Personligt har jeg altid fået mest ud af de meditationer som tog afsæt i dette tegn: ?

Bodil, som er en af veteranerne i GONG, helt tilbage fra starten som Harmonix, har mange år fulgt Bob Moore, så diverse visioner er ikke helt fremmed for hende. Men et særligt tegn blev et

vigtigt vendepunkt: Singhis Khan Asien starter i Malmö og Gösta er Singhis Khan, hvis syngende horder nu truer hele vores vestlige civilisation, således var København nærmest ved at gå i opløsning indefra ved at være udsat for lyden af sin egenresonans igennem det meste af en dag ved den seneste invasion, som fandt sted 21. maj.

Som Gösta på sin karakteristiske underspillede facon sagde var det en dag med flere højdepunkter. Det største var nok afslutningen på koncerten i Palmehuset i Botanisk Have som fyldtes af smukke toner oppe og nede, hvorefter publikum som rotter i Hammeln blev lokket ud til smægtende svenske harmonikatoner i mols og valsetakt.

Det efterfølgende arrangement i Tårnstudiet med deltagere fra Lydkoret WHOP, GONG og Göstas kor Midnattskören var mildt sagt klangfuldt og sluttelig fik svenskerne vist, at de ikke bærer deres navn for ingenting, i hvert fald lød sangen, højt hævet over byens tage, omkring midnat med afsæt

i en improvisation over Den Lille Ole med Paraplyen. Uforglemmeligt!

Nyt fra Gösta i Lund: Hej! Följande handlar mest om övertonssång, bl.a. om den senaste forskningen i Tyskland.

Min gitarrlärare och gode vän Börje Sankvist brukar säga att det nog förhåller sig på det viset att den som övar mest blir duktigast. Man ska alltså inte underskatta betydelsen av att öva flitigt. När det gäller övertonssången tror jag det kan vara bra att i början lyssna uppmärksamt på duktiga sångare och gärna också få lite praktisk vägledning. När man sedan kommit in på rätt spår handlar det nog mest om övning, gärna flera gånger om dan.

Fast vem har tid med det? Ja, för den fantasifulle är det inget problem, rösten har man ju alltid med sig, så det handlar mest om att ta vara på möjligheterna.

Några tips: - Öva i bilen. Ett klassiskt övningställe. Fungerar bäst när man att ute och kör ensam. Pass på bara, låt aldrig sjungandet ta över koncentrationen från bilkörningen! Satsa på enkla tonbildningsövningar och njut av den härliga klangen när tonerna studsar runt på vindrutorna. Öva aldrig avancerad tvåstämmighet när du kör, det kan vara trafikfarligt!

Om du sen måste stanna och tanka - grip chansen och prova att sjung samman med bensinpumpen, den brukar ge ifrån sig en härligt djup surrande klang som är utmärkt att improvisera till!

- Öva på cykeln. Du behöver ju röra på dig, så varför inte ta en cykeltur ut på landet? I uppförsbackarna och i motvinden har man nog med att jobba, men när dom långa härliga nerförsluten kommer kan det vara en sann njutning att sjunga ut fritt ur hjärtat medans man rullar fram längs med åker och äng. Egentligen fungerar det lika bra i stan, man måste bara vänja sig vid att andra människor hör på, det kan ta lite tid innan man kommer så långt, men att sjunga är ju egentligen ganska naturligt!

- Öva i tvättstugan. Kanske tar du ett par timmar då och då i tvättstugan? Perfekt miljö för en sångare.

Och lyssna på torktumlaren, hur den liksom talar till dig, vilka härliga bordunklanger! Börja med att lägg dig på samma ton som tumlaren och fokusera på olika övertoner, efter en stund kan du tex gå upp en mollters, och helt nya klangmöjligheter uppenbarar sig genast, det är bara att prova sig fram, och den enda risken är väl att du helt förlorar dig i sfärernas harmoni och glömmer att vika tvätten!

- Öva på bussen. Tipset är att inte öva på bussen, i alla fall inte om man är nybörjare.

-

Öva

på

tåget.

Brukar

fungera

bättre.

Öresundstågen är bra. Se upp bara att du inte hamnat i en tyst avdelning, annars brukar man få vara ifred och sjunga. Även danska lokaltågen funkar för det mesta bra, liksom Pågatågen. På X 2000, om man tex ska resa till Stockholm, passar det bäst att ställa sig i utrymmet mellan ett par vagnar, där får man som regel vara ifred. Blir det för ensamt kan man ta en rundvandring på tåget och fråga om någon är intresserad att sjunga lite improviserad meditativ sång. Det brukar fungera, oftast har man ju ändå inget särskilt att göra på tåget, och man orkar ju inte sitta i restaurangvagnen hela tiden! Härförleden stötte jag förresten på en operasångare på X-2000 på väg mot Köpenhamn, som just stod och drog på för fullt i ena änden av vagn nr 12. Det blev ett givande möte.

- Öva i vildmarken. Den kanske finaste upplevelsen kan man få ensam ute i naturen. En glänta inne i djupa skogen, ute på heden eller kanske uppe på fjället? Ta gott om tid på dig och känn hur din röst klingar samman med landskapet runt omkring dig.

Lyssna till din egna toner som kastas tillbaka till dig från trädstammar och klippväggar! Så har musik uppstått bland herdar i bergen, vallflickor på fäbodar och renskötare i Sameland.

- Öva i skidliften. Kanske är en skidsemester det närmaste du kommer vildmarken? Då har du verkligen chansen att sköta din övertonssångträning! Varje gång du tar liften uppför fjällsluttningarna har du ju sex - sju minuter du ostört kan hänge dig åt finslipning av sångtekniken!

Någon som verkligen gått på djupet vad det gäller övertonsångkonsten är tysken Wolfgang Sauss, fd naturvetare, som sadlat om och nu på heltid ägnar sig åt övertonerna. Han har nyligen gett ut boken "Oberton Singen – Das Geheimnis einer magischen Stimmkunst” (Traumzeit-Verlag).

Wolfgang Sauss har en mycket gedigen hemsida där man kan läsa allt om kurser, festivaler etc. http://www.oberton.org/ Wolfgang Sauss har också varit drivande i ett tvärvetenskapligt projekt med utgångspunkt i Aachen i Tyskland där man mera vetenskapligt gått till grunden med övertonssångens olika förutsättningar. Bla annat har man i samarbete med den österrikiske tandläkaren Irmgard Steinholtz studerat hur olika fyllningsmaterial i tänderna faktiskt påverkar klangen och mer specifikt klangen på övertonerna. Speciellt dom högsta övertonerna (om du sjunger tonen c tex toner 8-12, 1.046 Hz– 1.570 Hz) får en mycket skarpare lyster om du har guldmaterial i dina lagningar medans plastmaterialet överaskande nog ger samma effekt på dom lägre övertonerna. En fullständig utredning om dessa förhållanden kan du läsa på Wolfgangs hemsida och det står också en

del intressant i boken. Det som kanske är ännu mer överaskande är de försök som några entusiaster låtit göra med specialslipning av visdomständerna för att på så sätt skapa förutsättningar för att kunna erhålla pregnanta övertoner i det allra högsta registret. Sålunda har två av Wolfgangs elever på detta vis kunnat gå från h (1962 Hz) till e (2616 Hz) respektive från d (2355 Hz) till fiss (3008 Hz). Det handlar alltså om högsta tydliga övertonsfrekvens.

Fast trots allt slår dom ändå inte den mongoliske sångaren Hooso, som hörts sjunga ett tydligt giss (3300 Hz) vilket lär vara inofficiellt världsrekord. www.hosoo.de Detta om detta!

Många hälsningar från övertonsvärlden/ Gösta Syngende Skinner / Skye I følgende musikalske togrejse vil der hist og pist dukke mere eller mindre skjulte henvisninger op til kendte dansk- eller engelsksprogede sangtekster og litteratur om tog og rejser. Efter teksten kan du se i facitlisten, om du har trainspottet dem alle!

Hovedbanegården, København, kufferten er pakket, billetten købt, klar til afgang i en dejlig duft af tjære og en masse larm og støj ”pling-pling-pling tog mod Århus kører til spor 5 om et øjeblik…”

Ja, jernbanedriften har stadig tag i os, uanset om der ligger nøgne danserinder på skinnerne eller ej, men de færreste tænker nok på, at statsbanerne med deres plingeling tilbyder os træning af det musikalske øre. De tre toner i DSB’s kendingssignal har netop navnene d, eb og bb, som udtales d- es- b. Faktisk har de tre ydmyge toner status af komposition. Som sådan har DSB i hvert fald købt dem af Niels Viggo Bentzon, og hvis du vil lidt videre med musikken, kan du også bruge dem som redskab i stedet for en stemmegaffel. Da mønstret er simpelt, og vi har hørt det mange gange, kan vi intonere de tre toner efter hukommelsen og med ganske stor sikkerhed synge dem i det rigtige toneleje. I stedet for stemmegaflens kammertone a, kan du så bruge eksempelvis tonen d som fikspunkt. De tre toner kan også synges i musikkens solfege-sprog blandt andet som mi- fa- do.

Mange føler sig generet af alle de uvedkommende lydpåvirkninger, man kan blive udsat for under en togtur, men forskellen på musik og støj ligger også under huden på den som lytter, så i stedet for at blive distraheret af mobilringetoner, børnepludder, togets mangfoldige lyde og hvad der ellers hører en togrejses lydside til, kan man gå mere kreativt til værks og rejse med et vågent øre.

De fleste af os oplever vel eksempelvis de rytmiske lyde af hjulene, der bumper mod skinnernes sammenføjninger som et fascinerende lyd-mønster, lyden af metal mod metal, på én gang uregelmæssigt og regelmæssigt, og det giver os en

dybt rodfæstet sikkerhed om at være på vej… eller rettere på skinner!

Ironisk nok er flere af de mangfoldige rejselyde, som vi ikke bare har vænnet os til, men ligefrem fundet tryghed i, ved at være truede lydarter. Det gælder skinnelydene, de skrigende bremser og naturligvis alle de lyde som hører damptogene til.

Teknikkens udvikling har betydet, at mange af de lyde, de fleste af os forbinder med at rejse, nærmest kun lever i mindet om sidste efterår, da svalerne fløj til deres vinterparadis….

Rejsen begynder for manges vedkommende længe inden Hovedbanegården. Du må tage A-toget fra Hillerød eller Hundige, hvis du kommer fra nord eller syd. Her har du gode chancer for at stifte bekendtskab med den nye generation af S-tog. En stor del af oplevelsen er akustisk på en langt mere moderne måde end traditionernes fut-fut og skrigende bremser. Mange vil måske savne metallydene, som pga. vognenes ophængning og luftdæmpning er mindsket meget, men der er stadig mange lag af lyd at finde: fra motor, vindstøj, hjul mod skinner, kabinen som giver sig osv. osv..

Den samlede lyd af et S-tog er sammensat af et væld af elementer, og da vi har vænnet os til, at de hører sammen, kræver det vågen opmærksomhed at spore, hvad lyden er sammensat af.

I musikken er noget af det vigtigste, at de enkelte instrumenter både spiller en tydelig og klar rolle og samtidig smelter ind i helheden. Hvor stor grad af sammenhæng eller splittelse, vi oplever, kommer også an på os selv, vi kan søge at flyde ind i den samlede lyd eller vi kan skrue en mere analyserende og opdelende lyttefunktion på... det gælder altså også med togets lyd!

Hver gang S-toget accelererer op, vil man kunne bevidne et universelt tonefænomen, for det sker med en syngende tone som stiger. Det sker i to trin, først fra stilstand til ca. 30 km/t, dernæst på ny nedefra og op. Det minder lidt om, når man skifter fra første til andet gear i en bil, hvilket der naturligvis også er musik i. Men togets elektromotor har jo netop ikke gear. Hvis du ved en endestation får lejlighed til at snakke med en af de veluddannede elektroførere om fænomenet, vil han kunne svare, at der ganske vist ikke er gear i motoren, men akkurat omkring de 30 km/t vil en indbygget ”intelligent boks” i toget graduere højspændingen på en ny måde.

På IC3 og IC4 er lydbilledet lidt mere komplekst, idet man vil kunne bemærke flere lag af disse stigende toner, mens farten øges, de lapper over og overtager fokus fra hinanden efterhånden. Jeg har ikke spurgt nogen om forklaringen, men det lyder lidt som om de mange glidende toner kunne dække over flere accelererende motorer.

Sangere, som varmer op, vil ofte bruge denne gliden gennem registrene nedefra og op i deres program, glissando som det heder i

musikterminologi. Og vi burde alle sammen jævnligt meditere over, hvorfor de lyse toner generelt ”søger op”, også kropsligt, mens de dybe toner ”søger ned”.

Men tilbage på perronen under Hovedbangårdens tøndehvælv med røde spær vender vi tilbage til futfut og iiiieeehhhh! fra skrigende bremser, for nok findes disse lyde nærmest ikke mere, men de lever så meget desto mere i vores indre rejsealbum. Fut rimer på dut! Hvis du har brug for kammertonen, a’, med en frekvens på 440 Hz (på togrejsen har man måske mere brug for salontonen!), og har glemt din stemmegaffel i skuffen, så kan du, som nævnt ovenfor, bruge DSBs kendingssignal. En anden mulighed er at finde en mønttelefon og lytte til dens klartone, som netop er tonen a, 440 Hz, og som de fleste er enige om minder om et duuut.

Men hvorfor egentlig ikke diiiit eller daaat?

Forklaringen er beslægtet med vores angivelse af de lyde banegårdens fugle bidrager med, for duerne kurrer i et relativt dybt toneleje, mens gråspurvene kvidrer og pipper i et relativt højt. Der er altså forskel på u-lyd og i-lyd.

Tonen i telefonrøret er en såkaldt sinustone, den er i musikalsk forstand, ren, kønsløs og uden klang.

Man kan i ørebøfferne hos en ørelæge lade en sinustone stige i frekvens fra det dybeste leje, vi kan høre, og op mod det lyseste. Så vil den først minde om en brummende m eller n-lyd Efterhånden som den stiger får den efterhånden mere vokal karakter og minder om bagtungevokalerne i stigende orden: u- o- å- a (a som Agnes), derefter tager indtrykket af fortungevokaler over: a- æ- e- i (a som Anne) og endelig, når vi nærmer os hørelsens øvre grænse, danner vi indtrykket af en hvislende f eller s-lyd.

Telefonens duuut kender vi altså frekvensen på, men hvis den havde været lysere, havde vi måske benævnt den dit eller dat!!! Et godt gammeldags fut kan man roligt regne med ligger i samme område som klartonen, mens bremsens skingre iiieeeh indeholder flere af de lyse toner.

Har du i øvrigt tænkt på, hvorfor en bil eller tog, som hurtigt passerer, minder os om vokalfølgen IA- O- U (eller iaow). Forklaringen er allerede antydet, men vi vender tilbage til den.

Imens får du så en del af forklaringen på, hvorfor de lyse toner søger op og de dybe ned, for til hver eneste tone knytter sig en (bølge-)længde: lyse toner, korte længder; dybe toner, store længder.

Sagt mere teknisk: Der er omvendt proportionalitet mellem længde og tonehøjde. De fleste af kroppens korte resonansrum har vi hovedregionen, derfor søger lyse toner opad.

Og så er det vist for øvrigt et held, når vi nu helt bogstaveligt har bragt fuglene på banen, at solsorten ikke i så stor udstrækning føler sig tiltrukket af banegårdsmiljøet, for de er næsten lidt for kvikke som imitatorer. Således beretter den tidligere nyhedsoplæser Ole Emil Riisager, at der i hans barndom ved stationen i Tisvilde var en solsort, som præcist kunne efterligne stationsforstanderens rangerfløjte. Og for alle os andre som mest bruger ventetiden på vores tekniske mobil-kæleting, er det betryggende at vide, at solsorten ikke konstant snyder os ved at sætte i med Nokia-tune eller nogle af alle de andre ringetoner, som den faktisk kan imitere.

I det hele taget er elektronikken ved at overtage en betragtelig del af lydtapetet på en togrejse og det gælder ikke kun de mange mobiltelfoner, men også et væld af funktioner på selve toget fra dørenes lukkemekanismer over højtalernes signaltoner og klimaanlægget til selve motoren. Mange af de lyde som vi bruger som indre reference til togrejser findes slet ikke mere eller kun i rudimentær form.

De mangfoldige summende lag af snak, højtalere, fugle, kufferthjul mod fliser lever i bedste velgående, men de gode gamle solide rytmiske taktslag fra skinnerne er minimeret og høres mest i kurver ved stationerne og selve den lyd som er blevet selve symbolet på at køre i tog er helt anakronistisk, der er sandelig ikke mange tog tilbage, der endnu siger fut-fut. Jeg har engang lyttet til en CD med lydoptagelser fra stationer og togrejser af den svenske lydkunstner Hanna Hartman og det slog en dyb streng an hos mig.

Banegårdens og togrejsens lyde er nogle af dem, der har fæstnet sig dybest i erindringen hos de fleste af os.

Mens du efter Høje Tåstrup glider over Sjællands marker her i 200 året for H.C. Andersens fødsel, vil du måske tænke på, hvor begejstret han beskrev sin rejse med tog fra København til Roskilde, som jo var Danmarks første jernbanestrækning, og man vil måske forstå, hvorfor de gamle romantiske musikere skildrede togrejsen som en damp-galop.

Længere ude, hvor markerne er mere vidstrakte og vejene færre, vil vi med mellemrum suse forbi en ringende jernbaneoverskæring. Og her kan du høre, hvad togets fart gør ved lyden. Signalets lydbølger bliver, mens toget nærmer sig jernbaneoverskæringen i fuld fart, relativt set presset sammen, og signalets toner forskydes til noget lysere. Efter toget har passeret, vil lydbølgerne – igen fra en relativ betragtning – blive trukket ud og følgelig virke dybere. Effekten kendes især fra passerende udrykningskøretøjer og kaldes mere teknisk for Doppler-effekten. Den er også ansvarlig for ovennævnte iaow-lyd fra hurtige biler, motorcykler og tog.

Tunnellen mellem Sprogø og Sjælland er 8.024 m. lang og kan betragtes som en underjordisk fløjte.

Alle rør kalder på bestemte toner i henhold til deres længde. Hvis vi tager Storebæltstunnellens længde og halverer 13 gange, får vi længden 98 cm. Hvis en fløjte har en længde på 98 cm. Vil den ”kalde på”/ stemme i tonen f. Alle længder kalder på bestemte toner. Storebæltstunnellens længde er dog så stor, at de toner, som ville kunne blæses frem af en kæmpe i den, vil være 10 oktaver dybere end vores nedre høregrænse på omkring 20 Hz. Men det betyder ikke, at de akustiske egenskaber er fraværende eller at billedet kun er poetisk. Storebæltstunnellens tone er et meget dybt f, for oktavfænomenet handler netop om halveringer og fordoblinger af længder, så man kunne også sige at tunnelen er 13 oktaver dybere end en f-fløjte.

Det kan det lyde lidt søgt, men der sker en fascinerende leg mellem længder, former, materialer og svingninger på alle niveauer og faktisk kan det meste af det forstås ud fra musikkens spilleregler. Når ingeniører bygger en Storebæltsbro, må de analysere, hvor der vil opstå svingningsknuder, og svingningsbuge, nøjagtigt som var det et musikinstrument. Derefter indbygger de dæmpende foranstaltninger, for at broen ikke skal blive alt for musikalsk, gå i selvsving og falde fra hinanden.

Det er godt for den poetiske åre først at se tunnelen som en fløjte og dernæst højbroen over Storebælt som en harpe. Den store bro over Vejle fjord er også et smukt svunget instrument.

På Horsens station ses et tog langsomt komme, en solbrilleklædt og krøllet mand med guitartaske stiger af. Du kunne selv have lyst til at blive i den omegn, som på mange måder er smukkere end storbyen, bl.a. når det gælder lyden. Skanderborg station vækker også noget særligt.

Tænk, hvis du var hoppet af på en ny station, uden at ønske at kende nogen, faldet af lige i svinget der, hvor historien slutter. Ak ja, tanker bliver let forfløjne på Skanderborg Station, men du må videre det sidste korte stykke… hjem til Århus!

Og så er den fortælling slut og toget siger fut-futfut!

”FACITLISTE” ” en dejlig duft af tjære og en masse larm og støj”: Kender du det (Mona, Mona, Mona) af Søren Kragh Jakobsen ”På en jernbaneskinne lå en nøgen danserinde…”: Venus, Anne Linnet d- eb- bb: Niels Viggo Bentzon „lyden af metal mod metal“: Nattog, Anne Linnet ”Sidste efterår da svalerne fløj til deres vinterparadis”: Perron Gare du Nord (fra Stakkels

Jim, 1977), Gasolin/ Kim Larsen/ Mogens Mogensen “Hvis du tager A-toget”: Take the A-train, Billy Strayhorn “Damp-galop” Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop, H.C. Lumbye, skrevet i 1847 i anledning af åbningen af landets første jernbanestrækning mellem København og Roskilde ”På Horsens station..” Slow train comming, Bob Dylan (som har optrådt i Horsens) ”Du kunne selv have lyst til at blive i den omegn”: Gid du var i Skanderborg og blev der… ”hoppet af på en ny station, uden at ønske at kende nogen, faldet af lige i svinget der, hvor historien slutter” På Skanderborg Station. TV-2: Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl, 1985 ”Tanker.. forfløjne”: Rejseminder, Sophus Claussen. ”Og det var paa Skanderborg Station, der blev mine Tanker forfløjne. Jeg saa en nydelig ung Person med nøddebrune Øine….” ”Hjem til Århus”: Hjem til Århus, På Slaget 12/ Jens Folmer Jepsen

Om stemmegafler, frekvenstal, absolut gehør og DS-B Stemmegaflen er et redskab der hjælper med at finde et fikspunkt i hele den kolossale mangfoldighed af forskellige lydfrekvenser, vi hele tiden kan høre. De fleste stemmegafler vil synge tonen a’ (et-streget a)= 440 Hz (eller svingninger pr. sekund). Denne værdi er der ikke noget særligt magisk ved, det er en slags konvention vedtaget på et internationalt møde i tyverne, hvor det var et problem at forskellige orkestre brugte forskellige kammertoner. Alle frekvenstal kan principielt opleves som smuk musik, det er deres forhold til de toner de spilles sammen med som er afgørende for oplevelsen, derfor har vi brug for fikspunkter.

Begrebet absolut gehør skal måske lige forklares.

De fleste ved, at man kan spille samme melodi mange steder på et instrument, man kan sætte en sang op eller ned i toneleje, transponere som det hedder med et fagudtryk, det vigtige er, at man får de samme tonespring mellem de enkelte toner. De fleste kan træne sig til at høre, hvilke tonespring en melodi indeholder og gengive melodiens forløb.

Dette kaldes relativt gehør og kan udvikles i mange grader. Det er imidlertid ikke ret mange, der umiddelbart ved at høre en dampfløjte eller et enkelt pling vil kunne sige, præcis hvilken tone der er på tale. Et menneske med absolut gehør vil opleve en langt større del af verdens lydindtryk som musik pga. en sikker indre reference. Det kan i nogen grad trænes op, bl.a. på perronen, mens man venter på toget til Århus, eller ved at bære rundt på en stemmegaffel der udsender

kammertonen a. Dette er forklaringen på, at relativt mange musikere går rundt med en stemmegaffel i lommen også til daglig, de vil gerne nærme sig det absolutte gehør ved at forfine deres relative gehør, og stemmegaflens tone bliver så deres fikspunkt.

Men det egentlig absolutte gehør er i høj grad noget enten medfødt eller udviklet i førskolealderen. Her overgår sproget jo fra primært at være lyde til nu at brydes op i sine grundbestanddele, alfabetets tegn. Absolut gehør er en evne eller gave til at opleve verden i dens musikalske fremtoning.

OEIAOAI/ Øjawæ / Skye Nogle af elementerne i følgende historie er en af de mest grundigt gennemtyggede i musikhistorien, ja, man kan næsten tale om musikmytologi. Den handler om, hvordan tonerne fik deres solfegenavne, altså do- re- mi-… Når historien alligevel skal fortælles igen, er det dels fordi en del af dette blads læsere ikke har en musikfaglig baggrund og ikke har hørt den før, dels fordi jeg bilder mig ind – i al beskedenhed – at kunne bidrage med et par nye perspektiver…. Og endelig er det faktisk en god historie!!

Kernen i historien er den såkaldte Johanneshymne, der stammer fra 8. århundrede, som Guido af Arezzo arbejdede med, og formentligt også skrev den nu kendte melodi til, i første halvdel af 11. århundrede.

Hymnen ser således ud: Ut queant laxis Resonare fibris Mira gestorum Famulituorum Solve polluti Labireatum, Sancte Johannnes Teksten kan omtrent oversættes til følgende: At disse, dine tjenere, med deres fulde røst måtte lovsynge din herlighed, rens vore besmittede læbers urenhed, Sankt Johannes!

Dette er blot det første af hymnens fem vers, der handler om biblens legende om Johannes’ mirakuløse fødsel.

De med fed markerede stavelser i teksten blev i Guidos melodi sunget på følgende toner: ut= c, re= d, mi= e, fa= f, sol= g, la= a. Så skulle der vist ikke være tvivl om, hvor vi er på vej hen. Det smarte var, at Guido ved at bruge en melodi, hvor takterne startede med tonerne fra heksakordet (direkte oversat: seks strenge/ toner), og med stavelser som var lette at huske, kunne man bruge hymnen som huskeregel, når man skulle indøve nye, ukendte melodier. Det er værd at lægge mærke til begrebet heksakord, og at hymnen slet ikke var i dur, men i dorisk toneart, dvs. samme tonerække som mol, dog med stor sekst. Heksakordet var en

række på seks toner med faste afstande mellem tonerne: 2 heltoneskridt forneden: do- re- mi, 1 halvtoneskridt i midten: mi- fa og to heltoneskridt foroven: fa- sol- la.

Denne tonefølge kunne opbygges fra tonerne c, g og f. Fra f, fordi man foruden det hårde b (som vi nu i Danmark og Tyskland kalder h) også brugte det bløde b (bb).

Stavelsen do er altså en ændring af det oprindelige systems ut, og ti er føjet til senere. I visse systemer bruger man stavelsen si i stedet for ti, men det er lidt upraktisk, da man ofte nøjes med forbogstaverne: d-r-m-f-s-l-s-d’ og så kan man jo så at sige ikke skelne mellem so og si. Som det ses har vi også kappet l’et af sol.

Der har ellers været nogle ret vidtløftige teorier som hævder, at tonerækken er skabt for at illustrere rejsen gennem himlens sfærer, så Do svarer til Dominus, Herre (Gud Fader og skaber) Re, Regina Coeli (himlens dronning, månen) Mi, mikrokosmos, jorden Fa, fata, skæbnen, planeterne Sol, solen La, Voie Lactee, mælkevejen Si, sideria, stjernerne Det er bestemt fine billeder, men der er jo også noget der hedder indlagt symbolik!!

Jeg er ellers for så vidt enig i at kalde den rene kvint, so, for alle skalaers hjerte eller sol!

Amerikanerne har en mere humoristisk huskesang på melodien "Doe, a deer": Dos, a beer, a mexican beer Ray, a guy who buys me beer Me, the guy who drinks the beer Fa, long way to go for beer So, I think I'll have a beer La, La la la la la la Tea, a drink that is not beer and that brings us back to Dos...

Når man lytter til gregoriansk sang eller kigger på de gamle latinske tekster, er det iøjnefaldende med de mange smukke sekvenser af vokallyde: Kyrie eleison f.eks. eller Famulituorum og Labireatum fra vores hymne. Det er helt oplagt, at disse vokallyde har ført til klangfordybelse, og at man derved er blevet ledt på sporet af harmonikkens grundregler.

Når man synger en vokallyd i et kirkerum vil overtonerne helt naturligt blive fremhævet med deres musikalske indhold. Flerstemmighed er formodentlig i høj grad opstået i kraft af dette.

Så er vi måske ved at være klar til at vende tilbage til overskriften, som ikke giver sig ud for at være en magisk formel, men det kan den sagtens blive, hvis man behandler den tilpas musikalsk. Vokalerne er såmænd bare pillet ud fra solfege-rækkefølgen.

Hvis man synger sin do- re- mi- skala meget langsomt og lyttende, idet man fordyber sig i klangen, vil man måske blive lidt forstyrret, for det præg, vokallyden sætter på tonen, er slet ikke nødvendigvis noget, der svarer til toneværdien. Et rundt O vil ofte fremhæve deltone 4, som også er do, så den er god nok, men det er altså mere sjældent, at man kan ramme noget der bare minder om en kvint med de fremtrædende overtoner på Olyden fra so.

Hele følgen har en udpræget landskabskarakter når man lytter med overtonebevidsthed. Rækken stiger med O-E-I for så at dale via A fra fa ned til so’s O igen. Med A-I fra la- ti stiger vi igen raskt for så til sidst at falde ned til O. En fanatisk lydhealer af den new age-inspirerede slags ville garanteret kunne komme med lange foredrag om en mulig dybere sammenhæng mellem vokallydenes rækkefølge i do-re-miformlen og overtonernes symbolik. Jeg vil i denne omgang nøjes med at opfordre til, at man går på opdagelse i, hvordan klang præger, også de simple stavelser i tonenavnene.

Afslutningsvis skal vi lige nævne om Guido af Arezzo at den by, som han har navn efter ligger i Toscana mellem Rom og Firenze, at han i 1025 skrev et værk ved navn Micrologus om bl.a. de fundamentale intervaller og oktavernes identitet og endelig er meget kendt for den ”guidoniske hånd” som sandsynligvis har været et hjælpemiddel til direktion og som husketavle for sangere... en som man altid havde ved hånden! http://www.healingtaousa.com/pdf/winn.doc http://home22.inet.tele.dk/hightower/scales.htm Sang eller tale, hvad kom først? / Skye Vi kommer til verden med et skrig! Først en kamp og et pres gennem en snæver kanal, så den store udvidelse: luften, det skarpe lys, luften der river i lungerne, så det er vel ikke så mærkeligt?! Det varer et par år før vi langtrukkent og melodiøst er stand til at råbe MO-AAAR! Det tonespring vi gør det med, vil oftest være det, som er kendt som ”urintervallet”, den lille terts, som de fleste kender fra tonearten mol. Det kan virke som et mysterium, og man skal da også trække et par klodser frem fra musikteoriens lego-æske for at få mysteriet til at lyse, foreløbig må man tage for pålydende, at svaret både er smukt og relativt simpelt.

Hvis vi i det hele taget starter med os selv, det enkelte menneske, så ved de fleste mødre og fædre, at der er sang på programmet, længe inden vi begynder at tale. Det er altså ikke kun sådan med Agnetha fra Abba, som i Thank You for the music netop synger, at hun kunne synge længe inden hun kunne tale. Nu er det måske de færreste af os som har fået en sangstemme som hendes i vuggegave, og man kan naturligvis også diskutere, hvor musikalske spædbørns sange egentlig er.

Heldigvis har vi ikke en målestok for det, men det

har vel en del at sige, om børnene stimuleres af meget talende eller af meget syngende forældre.

Hvis man i stedet for individet kigger på evolutionen og spørger en flok mennesker, som ikke forventes at have grublet over spørgsmålet før, viser mine egen beskedne undersøgelser, at de fleste mener, at sangen i udviklingshistorien kommer før talesproget. Faktisk er det en af de mest centrale stridspunkter blandt de forskere, som studerer mennesket sprogudvikling og musikkens ditto, det er med andre ord ikke nemt at give et entydigt svar.

I en almindelig betragtning står dyr længere nede end mennesket på evolutionens stige. Hvis vi lægger øre til dyrerigets lyde, vil meget synes uartikuleret: grynt, skrig og hvæsen, men der vil sandelig også være en del musik og visse dele af dyreriget synes mindst på omgangshøjde med os, hvad det angår. Her taler vi naturligvis først og fremmest fugle, men også havpattedyr, brøleaber mm. bruger sangen både som kommunikationsform og en form for udtryk for indre liv. Talesproget i menneskelig forstand synes at være fraværende, men man kan spørge sig, om mennesket i stedet for et kompleks talesprog blot kunne have udviklet sig til endnu mere avanceret syngende væsener.

Talesproget kan for så vidt i sig selv allerede betragtes som musik: vi ændrer rytme, betoning og stiger og falder tonalt hver gang vi taler og det kune reelt noteres på noder.

Hvis vi skal forstå forskellen mellem tale og sang, kan man gribe fat i hjerneforskning, evolutionsbiologi, musikhistorie osv., man skal blot passe på, at man ikke kvæler spørgsmålet i svar, for et mysterium er det uanset hvor mange gode svar der gives, sådan er det jo med gode spørgsmål! Så man kan bruge spørgsmålet til fordybelse og meditation.

Musik bærer på følelser, men kan sandelig også blive et sprog der ligesom talesproget kan forstås temmelig entydigt. Tænk på de jungletrommer, der er gledet ind som begreb i vores daglige tale, deres beskeder kan jo faktisk tydes og forstås ord for ord, så længe det nu varer, her hvor Afrika er ved at blive et mobiltelefonernes kontinent.

Trommesproget vil med stor sandsynlighed dø ud, selvom man i enhver by på hele kloden vil kunne finde traditionelle ”talking drums”, gan-gan (mindste model) eller dun-dun (største model). Disse trommer er udviklet og brugt af Yorubafolket, specielt i Vestafrika i lande som Nigeria og Ghana, hvor trommespillere har haft, og til dels stadig har, en høj social og religiøs status. De mønstre af rytmer og dybe og høje toner, man kan frembringe med instrumentet, danner et ordforråd, som ikke blot forstås som musik i vor forstand, det er samtidig entydige meddelelser med trommeord, trommesætninger, trommesprog og i den afrikanske tankegang er visse rytmiske

trommemønstre samtidig bærere af en ånd, så sproget er temmelig bogstaveligt levende. Lyden fra den talende tromme rækker længere end menneskets røst, ofte mange kilometer. De afrikanere, som blev slaver i Amerika, førte naturligvis traditionen med sig, men da de dermed havde et meddelelsesmiddel, som slaveejerne ikke forstod, blev trommesproget bandlyst. Al moderne musik bære dog vidnesbyrd om at en sådan undertrykkelse ikke er mulig, for rytmerne lever stadig so en understrøm i al jazz, soul, gospel, r&b, rock, disko, hip-hop, rap, house og hvad det nu hedder alt sammen.

Der er andre musiksprog som er i fare for udryddelse. På den næstmindste kanariske ø La Gomera har man haft en lang tradition for et piftesprog ved navn Silbo fra den ene tyndt befolkede egn til den anden på tværs af de vulkanske højder. Sproget er bygger ganske enkelt på talesprogets lyde, som man har simplificeret, så det i fløjteudgaven får 4 konsonantlyde: Ch, j, g og k og 2 vokallyde: a og i. Det betyder naturligvis, at sproget er noget mindre nuanceret, bl.a. bruger man samme lydkombination til ordene lana (uld) og nada (ingenting), men så må man gætte sig til det rigtige ord ud fra sammenhængen og det er i praksis ikke noget problem. Det er til gengæld et problem for sprogets bevarelse, at man har tekniske dingenoter, der kan overflødiggøre det.

Man har oplevet at sproget aktive brugere er dalet kraftigt i den sidste halvdel af det 20. århundrede, indtil man igangsatte et program, hvor de unge lærer sproget ½ time ugentligt i skolerne og da der stadig er mange situationer, hvor det er meget anvendeligt, er udviklingen nu vendt. I praksis opstår piftet ved at man bøjer fingrene, sætter mellemste led på ring- og pegefinger ind mod tungen, hvorved selve piftet opstår i den U-formede fordybning, hvor de to fingre fæster til håndfladen.

Der findes rundt omkring på jorden adskillige andre fløjtesprog, bl.a. i Grækenland, Tyrkiet, Kina, Mexico og Påskeøen, Aku Aku. Piftesproget kan faktisk bruges som en af nøglerne til mysteriet om, hvad der adskiller musik fra sprog, for hvis man analyserer hjerneaktiviteten hos en Silbo-udøver som lytter til en andens pift, vil man bemærke, at de samme hjernecentre bliver aktiveret som ved vanligt talesprog, men hvis man spiller samme sekvens af piftelyde for en, som ikke selv kender koden, bliver hjerneaktiviteten langt mere spredt i forhold til det vanlige mønster ved sproggenkendelse.

Med andre ord, så opstår sproget musikken eller talesprogets mening først og fremmest i lytteren.

Hvis nogen siger, at det er en banal pointe, kan man omvendt sige at den er meget vigtig. Om lyde bliver sprog, musik eller støj, kommer an på, hvordan vi kan forholde os til den.

Selvom der i moderne tid er meget fokus på hjernen, så opleves musik med hele kroppen.

Musik er et resonansfænomen: noget udvendigt går i samklang med noget indvendigt, og kroppen består af et væld af samvirkende rytmiske processer. Den som måske er mest fundamental er hjertets puls, som lægger fundamentet for al oplevelse af sprog og musik, da vi lytter til det gennem hele fostertilstanden. Hørelsen er den første sans, der vågner hos det ufødte barn, og ved fødslen er ørets knogler de eneste, som er færdigt udviklede. Dette er måske også en af nøglerne til at forstå forskellen mellem tale og sang, for det talte ord kan i bedste fald inspirere og vække billeder, men rigtigt at vække hele kroppen til medleven, det skal der som regel musik til.

Men hvorfor dog brydes med forskel på sang og tale i fjerne lande, når det mest spændende jo er, når de går op i en højere enhed?! Og det kan de såmænd lige så vel gøre her i vor egen andedam.

Her bliver vinklen dog igen noget med truede sprog. Dansk Folkemindesamling har på deres forlag Kragen udgivet et bånd med titlen Her Er Sild fyldt med danske gaderåb optaget i perioden fra 1935-88. Og det er jo ikke kun sild, man har faldbudt på gader og stræder, nej, her er rejer, rødspætter, hornfisk med grønne ben, aviser, sand, gamle klude, skorstensfejere, bananer, friske roser, nødder og æbler, tyve for en daler. Ja, sild er godt og fra Skagen til Fakse går den gamle skærsliber og sliber knive og sakse. Faktisk synes jeg, det er en hån at kalde især flere af de ældre optagelser for gaderåb, for mange af dem har smukke melodier med iørefaldende tekst som leveres med kraft og overbevisning. Derudover serveres de med en meget stor portion kunstnerisk sans, det er sgu ikke bare råb, det er kunst, det er musik!

Nogle af numrene er optaget få år tilbage af gamle gubber som erindrer svundne tider, men de fleste er fra autentiske reportager. Som sagt er der desværre en tendens til at kunstens værdi er faldet til nu mest at være den evige tomgangsmaskine om tyve bananer for tyve kroner og lignende som man stadig kan høre.

I omslaget med udmærkede og informative noter, kan man læse følgende ord: ”Gaderåbet fortæller ikke blot hvilke varer, der kan købes, og hvad de koster, men også hvem det er der forsøger at sælge dem, for hver gadehandler råber på sin specielle måde. Gadehandlerens råb skal ikke så meget være smukt som det skal være effektivt. Det skal kunne høres op til 5. sal på trods af alskens gadelarm og alligevel videregive et forståeligt budskab, og samtidig må det ikke være mere trættende end at man kan bruge det time efter time, dag efter dag uden at overanstrenge stemmen.

At råbe er ikke noget man blot går hen og gør uden videre, det er en kunst, man efterhånden lærer ved

at efterligne de mere erfarne i faget, ja, der er eksempler på, at man går ud et afsides sted og øver sig.”

For et par år tilbage bragtes en Tv-udsendelse, med klip fra langt tilbage, hvor gaderåb var en vigtig ingrediens.

Man fulgte bl.a. en gadehandlende kone på Østerbro, som lagde sin melodi om i forskellige tonelejer for at ramme den akustik, som var fremherskende i hver enkelt gade… så er man sgu ikke bare gaderåber, så er man kunstner!

Råb har man i det hele taget haft en lidt nedladende holdning overfor som udtryk for noget groft og ukultiveret, men for at vende tilbage til den røde tråd, mener mange musikforskere, at sang oprindeligt netop udspringer af, at man har råbt til hinanden på afstand. Visse musikalske intervaller vil falde meget naturligt. Prøv selv at råbe ”Ole, du skal op at spise” . der vil ofte være en melodi som falder helt naturligt. Det viser sig også i den drillesang som er udbredt over hel kloden og som vi bedst kender som ”Avra for Laura...” Det er især de pentatone elementer som er fremherskende i den slags simple råb og remser. De pentatone skaler opstår ud fra den rene kvint, proportionen 2:3 som næst efter oktaven, 1:2, er den mest fundamentale funktion i musikken, deraf den stærke position som pentatone skalaer har over hele kloden. For ikke musikkyndige vil man på et klaver kunne finde en af mange pentatone skalaer ved udelukkende at bruge de sorte tangenter. Den lille terts som blev nævnt i denne teksts indledning har sin naturlige placering i de pentatone skalaer.

Her får mor lejlighed til at svare Ole, på samme måde som han så mange gange har råbt MOOAAAR! At han skal op at spise på femte sal er karakteristisk for råbesang, for budskabet går godt igennem i en baggårds tragt-akustik, men i vore dages mobil-telefon tider er råbet over baggården ved at dø ud.

I vore nabolande Sverige og Norge er der noget mere format over landskaberne som er blevet akustiske rammer om former som Kulning (svensk, udtales kylning) og kolokkeråb, hvor hyrdinder kan lokke køerne hjem til stalden. Kulning er nærmest teknisk umuligt, idet det er råbesang i et meget højt toneleje, faktisk vil der være fremherskende frekvenser i stemmebåndene som teoretisk ikke skulle kunne opstå. Men kulning er mere og andet end teknik. Vel er det effektiv og kraftfuldt, et råb som rækker over lange afstande, men samtidig er det en stor nydelse at længe ører til en dygtig Kuler, vi har et par stykker af slagsen i København.

I det hele taget er mange musikalske former og sangteknikker udviklet af hyrder. Således også jodlen som i sangteknisk forstand er hurtige spring mellem hovedresonans i stemmen og

brystresonans. Jodlen har jo hjemme blandt sæterfolk i Alperne.

Også i mellemøsten vil man kunne opleve råb udviklet til en kunstform. Muezzinen som kalder til bøn fra minareten er det eksempel, som man umiddelbart tænker på. Også her handler det om, at stemmen skal række langt så budskabet når frem, men det handler så sandelig også om æstetik, kun de dygtigste sangere får æren at kalde de troende til bøn. Mennesker som er vant til at høre glat popmusik, vil måske rynke på næsen og synes, at det ikke er et udtryk for finkultur, men rigtig mange muezziners råb vil, både når det gælder klang og tonesprog, indeholde store musikalske værdier. Alene i Ægypten er der 200.000 muezziner, hvoraf de 70.000 er statsansatte. Hvis man som turist har haft svært ved at finde ind til skønheden i bønnekaldets toneranker, kan det både skyldes ubelejlige tidspunkter og at der notorisk ofte er megen højttalerskrat på. Og det er egentlig synd og skam.

Netop for tiden har ministeren for religiøse anliggender indledt en kampagne for at få indført fælles bønnekald for hele Kairo og det forslag har naturligvis sat mange sind i bevægelse. Man kan gætte på, at disse bønnekald har været af afgørende betydning for udviklingen af megen mellemøstlig sang, hvor inderlige følelser ofte råbes ud i sang. Det gælder i persisk sufimusik og det gælder et navn som Aserbajdsjaneren Alim Quasimov.

At store råb kan bære på et indhold af subtile følelser kender vi også fra vores egen musikkultur.

Operahuset har jo frem for nogen andre steder løbet med det akustiske fokus den seneste tid, snart skal vi også til at snakke om akustikken i koncertsalen i det nye radiohus. Musik udvikler sig gennem tiden i takt med de akustiske rum som danner rammen om den. Lyt f.eks. først til gregoriansk sang og dernæst til en Bach-fuga.

Munkesangen opstod i de nøgne kirkerum med megen og ”ærlig” rumklang. Ved Bachs tid var kirkerne også bygget til det talte budskab med mere dæmpet akustik, loger, stof osv. Hans hurtige toneranker ville være blevet til noget tonalt mudder i et en nøgen middelalderkirke.

Opera som kunst opstod netop hvor kunsten fik eget liv udenfor de klerikale institutioner, man byggede koncertsale og operaer som netop kun skulle være rammen om musik og kunst for kunstens skyld. Den såkaldte bel canto som nærmest kan oversættes til skønsang vil de fleste børn være enige om lyder som sangeren både er skabagtig og har ondt i maven. Men den megen kompression og vibrato på stemmen gør at budskabet kan nå frem i de specielle rum som sangen er lavet til.

Selv efter hippietid, karnevalskultur og mere åbenhed for alskens eksperimenter og musikalske udtryk, er vi hjemme stadig præget af at vi lægger følelsesmæssige bånd på sig selv. Man kan være sikker på at høste store mængder undrende blikke, hvis man synger i det offentlige rum. Undertiden får man det indtryk at følelser og sang er farligt eller tabu… og så synger vi faktisk heller ikke så meget mere når vi er samlet mere formelt. Til gengæld går mange til koncert, så koncertstederne skal varetage følelsernes rette afløb i en mere overført forstand, nemlig gennem publikums fokus på de professionelle udøvere. Rummet, som man samles i vil i de flestes tilfælde tilmed være frarøvet deres akustiske egenart, fordi man skal kunne spille al slags musik i dem. Så fjerner man først det meste af den naturlige genklang og lægger dernæst til ad elektronisk vej, hvad man måtte have behov for. På den måde er de akustiske rum ikke længere helt så ærlige som i gamle dage, hvor form, størrelse og materialer direkte gav os et indtryk af rummets lydmæssige egenart. Og det er jo det som gør os nysgerrige og gør et svært begreb som akustik nærværende: at vi selv umiddelbart kan komme i kontakt med det liv der leves på lydsiden af et rum og den side er mindst lige så vigtig som den visuelle sides former, farver og linier.

Vi bærer også et akustisk rum med os: Lyse toner søger opad i kroppen mod kraniets små og korte hulrum, for lyse toner hører sammen med korte (bølge-) længder. Dybe toner søger nedad mod de større rums resonans, da dybe toner hører sammen med lange bølgelængder. Enhver skulle prøve at vælge sig en tone, og synge den på vokallydene I, A og O, mens man mærker hvor i kroppen, resonansen går hen. Oplevelsen af, at de enkelte vokallyde fordeler sig på hver deres specielle måde i kroppen med deres resonans er en grundlæggende erfaring. Hvis man fortsætter og fordyber sig i de enkelte vokallydes klang, vil man kunne opleve, at den enkelte tone indeholder et væld af musik i sig selv. Da al klang opbygges af overtoner og det netop er forskellen i deres sammensætning som gør det muligt at skelne O fra Å og forskellige stemmer og instrumenter fra hinanden, vil man kunne finde musikken i blot en lyd og måske vil man begynde at betragte sin krop som et sindrigt musikinstrument, ja, måske endda som musik!

De fire elementers musik / Skye I tidligere numre er jord og vand blevet taget under behandling, så tilbage står ild og luft. Redaktøren ser stadig for sig, at dette tema skal skrives af andre end blot ham selv, så derfor kommer her et intermezzo med nogle løse, generelle betragtninger om vores forhold til de fire elementer. Lad ikke stilen afskrække dig fra et begå et indlæg som tager et andet udgangspunkt, gerne oplevelsesorienteret!!

De fire elementer, og forvandlingerne mellem dem, ligger helt inde ved kernen af hele vores kultur.

Tankerne fra Platon og Aristoteles, som er den vestlige studietraditions fædre, byggede i høj grad på de fire elementer. Men tanker om elementernes spil er noget universelt og stort set tidløst. Og der er jo for så vidt ikke annulleret noget bortset fra den analogi-tænkning, som får elementerne til at spejle sig i alt muligt andet. Men det er nu også ret vigtigt!

Lad os til en begyndelse slå fast, at man har lov at formode, at de gamle drenge ikke tænkte på muldjord som jordelementet eller kildevand som vand, det handler nærmere om tilstandsformerne fast, flydende, luftformig og ... ja, kan man tale om ild som en tilstandsform? Har du nogensinde tænkt på, at ilden har en særstilling?

Man kan jo godt tage en mængde fast, flydende eller luftformigt stof, f.eks. lidt is, lidt vand og lidt damp og måle og veje det.

Forvandlingen af is, jern og alle mulige andre faste stoffer sker ved at tilføre varme dem, så de først smelter, og siden ved kogepunktet forvandles til damp.

Men hvordan er det nu med vand og andre stoffer i ”ildform”, hvordan forholde sig til ilden som element?

Et stykke ind i 1800-tallet var der blandt fysikere stadig fremherskende teorier om, at varme var en form for stof, ganske vist meget let og flygtigt stof, endnu lettere end luft, men ligesom man kan veje en mængde fast, flydende eller luftformig stof, mente man altså, at varmen var noget som man kunne indfange som noget håndfast. Det holdt man mere eller mindre fast med indtil man efterhånden fik udviklet energibegrebet.

Hvis vi skal vende det på hovedet endnu engang, så findes stoffernes fjerde tilstandsform faktisk: ildtilstanden er lige så reel som de øvrige tre og navnet er plasmatilstanden, en tilstandsform, hvor stofferne er meget ustabile, temperaturen er meget høj, trykket ligeledes og alle molekyler og atomer er ioniserede, stofferne gennemstrømmes af elektricitet og bliver magnetisk ladede. Det har intet at gøre med blodplasma, men man udnytter fænomenet bla. I de moderne plasma-tv.

Nu startede vi med at marginalisere ilden overfor de tre mere håndgribelige tilstandsformer fast, flydende og luftformig, men faktisk er plasmatilstanden den fremherskende både i jordens indre og i det store verdensrum. I jordens indre er det bl.a. jern og nikkel i plasmatilstand, som frembringer jordens magnetfelt. I det ydre rum er sole og stjerner - som jo udgør næsten al massen i verdensrummet - i plasmatilstand. Så faktisk er det vores lille skorpevirkelighed på jorden, som er et særtilfælde, vores skrøbelige overflade med fast, flydende og luftformigt. Når stoffer reagerer kemisk med hinanden, altså også her i den tynde skorpevirkelighed, indgår de momentant i plasmatilstand, den ustabile tilstand, som tillader

forvandling. Solvinden er en strøm af ioniserede gasser i plasmatilstand, en strøm som i høj grad præger livet på jorden.

Et par af de vigtigste analogier, som traditionelt knytter sig til de fire elementer er de fire riger i naturen samt forestillinger om menneskets krop og psyke: Mineralrige, planterige, dyrerige og menneskerige er en evolution, en udvikling som det er nærliggende at forestille sig spejler sig i udviklingen fra fast, over flydende til ild og luft. Og det er heller ikke helt urimeligt.

Mineralriget omfatter ganske vist allerede både det faste, det flydende og det luftformige, men dets væsen udtrykker sig godt gennem det faste og håndgribelige. Planternes særegne væsen kommer godt til udtryk netop gennem ordet forplantning, det er her livet kommer til syne: vækst, optagelse og udskilning og formering. Dette kan kun ske ved at forvandle det faste mineralske stof til flydende plantesaft. Dyreriget indeholder de fleste af planterigets principper, men dertil indeholder dyrene en forbrændingsmotor som gør mere fri bevægelse mulig. Fordøjelsen er forbrænding, åndedrættet er en forbrændingsproces: vi indånder ilt og udånder kuldioxid og vanddamp, kendetegnene ved en forbrænding. Og det var næppe heller et skud i tågen, når de gamle alkymisters tegn for syre byggede på samme symbolik som ild.

Mennesket indeholder i sig de tre riger og føjer noget til. Om de abstrakte tanke og jeget kunne lignes med luftens principper er et temperamentsspørgsmål.

De fire klassiske temperamenter knytter sig jo i øvrigt netop til de fire elementer. Menneskets krop kan således blive en analogi på disse progressioner: den inderste og nederste del tager sig af det faste: Skelettet samt fordøjelse, udskillelse og inkarnation. Udenom og over dette niveau ligger organer til det flydende og endnu højere i kroppen de organer som tager sig af ildens og luftens forvandlinger: mave og lunger. Al erkendelse beror i en eller anden udstrækning på genkendelse og derfor bliver kroppen i en vis forstand ”det ultimative symbol”, det som Gud skabte i eget billede efter sin lignelse. Det er derfor også oplagt, at analogitænkning og oplevelsesorienteret verdensfortolkning som kommer til udtryk i mere eller mindre komplekse fortolkninger af chakraer, bioenergi osv., meget let knytter an til nogle forestillinger som egentlig er forældede.

Som eksempel kan nævnes begrebet æter i den okkulte filosofi, som netop fik sit navn, mens de fysiske forskere seriøst havde en model oppe, hvor æterbegrebet spillede en rolle, men det var en model som viste sig ikke at holde. Det okkulte begreb knyttede an til denne forståelse.

Det betyder ikke, at de bio-energetiske strømninger, som ligger bag disse begreber, ikke

findes, undertegnede mærker selv dagligt aktivitet i chakraer og synes ikke det kan forklares tilfredsstillende ud fra biokemi og nervestrømme alene. Men nogle af de forestillinger, vi har bygget op omkring dem er mildt sagt ikke tidssvarende og det har betydning for vores måde at forstå verdens sammenhæng eller mangel på samme.

ARRANGEMENTER I GONG: Sangaftener Tårnstudiet, Vesterbrogade 40, 5. Kbh. V. Bus 6A til Vesterbro Torv Sangaftener er åbne for alle og indeholder som regel guidet gruppemeditation, fælles improviseret sang, øvelser med vejledning og andre kreative indslag. Kl. 19.00- 21.45 Undlad venligst at ringe på mellem 19.10- 19.45, hvor vi mediterer.

Info : Skye: 44 64 07 37 20 97 07 01 eller Susanne: 46 36 28 88.

Entré: medlemmer 30,- kr., gæster 60,- kr.

Fremover falder sangaftener på den anden tirsdag i hver måned: 9. august 13. september 11. oktober 8. november 13. december Stilhedens Sang Stille meditation og fælles sang i cirkel i Hellig Kors Kirke efter overstået vesper (som indeholder salmesang, bibeltekst, fadervor og velsignelse, ca. ½ time). Hellig Kors Kirke, Kapelvej, Nørrebro.

Info: Skye 44 64 07 37 Torsdag d. 21. juli kl. 19.00 GONG Præsenterer Workshops og koncerter, efterår 2005

Workshops: info, tilmelding og betaling: Tilmelding sker ved indbetaling af beløbet på girokonto 10015529.

Ved overførsel fra bank, er reg. nr. 0440. Ved netbank bruges kode +01.

Husk at oplyse navn, telefonnummer og hvad beløbet dækker!

Info-telefon i forbindelse med workshop: Susanne 30 24 40 32 eller Skye, 44 64 07 37 Pris: Medlemmer ved tilmelding senest 14 dage inden workshop : 450,- kr. Derefter: 650,- kr.

Ikke-medlemmer ved tilmelding senest 14 dage inden workshop: 550,- kr. Derefter: 750,- kr.

Koncert med Jane Winther, tibetanske Syngeskåle og sjælesang

9. september kl. 20.00 i Rundetårns Bibliotekssal Mange føler de bliver rørt og renset i krop og sjæl, når de lytter til lyden af Tibetanske Syngeskåle.

De mange toner og overtoner påvirker både krop og psyke, som giver fysisk velvære og stilhed i sindet.

Koncerten inspirerer lytteren til at vende blikket indad og til at genskabe kontakten mellem den indre og ydre verden.

Jane Winther har siden 1984 arbejdet med krop, lyd og stemme, og hun har gennem en del rejser i Østen fået indblik i forskellige musikstilarter og meditationsformer. Hun er uddannet musikolog og har på eget forlag udgivet CD'erne: "Soulbells and Voices", "Bardo", "Vejledning til ro og fordybelse", og "Visions and Voices".

Syngeskåle og Sjælesang Workshop med lyd, stemme og stilhed v. musikolog Jane Winther 10.september 11:00-17:00 i København Vores Stemme er tæt forbundet med hvem vi er og hvordan vi har det.

Ved at fordybe sig i den monotone sang, har vi mulighed for at finde det stille "rum" eller sted inden i os selv – hvor vi tager vigtige beslutninger ud fra.

På denne workshop vil temaet være at (gen-)finde ro og stilhed i sig selv ved hjælp af forskellige teknikker med lyd og stemme.

Der vil indgå: toning, vokalsang, sangbøn, brugen af tibetanske syngeskåle og lydafbalancering med stemme, syngeskåle, klokker, gongs, m.m.

Kurset henvender sig til alle der ønsker at udforske potentialet i lyd, stemme og bevidsthed.

Jane Winther har siden 1984 arbejdet med krop, lyd og stemme, og hun har gennem en del rejser i Østen fået indblik i forskellige musikstilarter og meditationsformer. Hun er uddannet musikolog og har på eget forlag udgivet CD'erne: "Soulbells and Voices", "Bardo", "Vejledning til ro og fordybelse", "Visions and Voices", "Mantra" og "Prayer".

Koncert med Gerhard Kaimer lørdag d. 29. oktober kl. 20.00 i Rundetårns bibliotekssal, Gerhard Kaimer har i et halvt liv beskæftiget sig med selvudvikling gennem klang, bla. har han været aktiv på Osho RISK i Brædstrup. Han spiller på håndsmedede gonger og klangskulpturer lavet af waliseren Steve Hubback som også har lavet vores logo-gong. Aftenen vil også indeholde tale om lyd, musik og bevidsthed.

Ursang Workshop med Bolette Schiøtz 1. oktober Den menneskelige stemme er naturens mest bredspektrede strengeinstrument! Vi kan udtrykke alt fra spirituel hengivenhed, kærlighed, voldsomme emotioner og dybe instinktive øglebrøl. Jo bedre kontakt vi har med til krop og bevidsthed, jo mere

nuanceret kan stemmen folde sig ud. Arbejdet med krop og stemme indeholder strækkeøvelser, dans, stemmeopvarmning, overtoneinstruktion, toning og meditation i stilhed. Hav løst tøj på og vær indstillet på at få lidt sved på panden.

Underviser i selvudvikling og lydhealer Bolette Schiøtz, kontakt: Tlf 75 66 58 60. E-mail: bolette@tigerensrede.dk.

Kulning & Råb – Power sang Koncert og workshop med Helle Thun 11.- 12. november Workshop 12. november Introduktions kursus i Svensk Kulning [kylning]/Kuh-lock/kaukning Kulning [kýlning] er en tusindårig gammel nordisk sangteknik, det er oprindeligt et musikalsk arbejdsredskab fra svensk sætertradition. De tidligste kilder fra denne musiktraditionen stammer fra vikingetiden. Kulning udførtes kun af kvinder, dette blev endda vedtaget ved lov i 1800-tallet!

Kulning er opstået som kommunikationsmåde mennesker og dyr imellem og består af raffinerede melodiske signalsystemer. Traditionen rummer også i høj grad det improvisatoriske element, den har den nordiske folkemusiks urtone og naturens storhed i sig. Under de rigtige forhold kan sangen høres op til 10 km’s afstand. Kort sagt: Kulning er råstyrke og skønhed i ét!

Deltagerne vil gennem kurset få inspiration, “værktøj” og arbejdsmetoder til at udvide deres stemmers potentiale. Der vil blive oprettet forbindelse med længe glemt kulturelt nordisk arvemateriale!

Deltagerkrav: Nogen vane med at bruge stemmen til andet end snak, samt at du kan synge rent og har en vis portion mod og legesyge!

Kursusleder: Helle Thun, prof. sanger med klassisk bagrund.

Hendes speciale er svensk traditionel folkesang og nordisk etnisk sang samt vokal improvisation. Hun har udgivet egen musik, giver solokoncerter og arrangerer performance-events. Hun er desuden uddannet Vejleder i Naturligt Friluftsliv, og taler flydende svensk efter 7 års ophold i Sverige.

"Det er sjældent at høre en dansker som virkelig kommer ind under huden på den nordiske folkemusiktradition. Helle Thuns evne til at formidle det karakteristiske i den nordiske sangtraditions udtryk, er et værdifuldt tilskud til musikkulturen.

Det er spændende at der er nogen, der interesserer sig for en musikform der efterhånden er uddød i Danmark."

Ivar Mæland (N) organist, rektor ved Vestervig Kirkemusikskole.

Mere info: Helle Thun på mobiltlf: 28 69 80 37 eller mail: hellethun@tiscali.dk SOMMERTILBUD fra GONG-shoppen:

Syngeskåle i aluminium, store, solide, 26 cm i diameter, monteret med indvendigt håndtag, så man kan gå med dem. De fungerer også fint stående.

Leveres med ruskindsbetrukket "rørepind". Meget smuk, fyldig og blød klang og en vedholdende tone, der stemmer omkring as, nogle lidt dybere, andre lidt højere. Fantastisk terapeutisk redskab og til sangtræning. Kvaliteten er meget høj, så prisen er aldeles GONGurrenceforvridende!

Pris: Medlemmer 200,- kr.

Ikke-medlemmer 250,- kr.

Henv.: Skye, 44 64 07 37 eller til andre GONG-folk ved aftener i Tårnstudiet.

ANNONCER FRA MEDLEMMER OG VENNER: International Sommerworkshop med David Hykes.

29. juli - 3. august på Stevns Fredag den 29. juli kl. 16.00 i Gl. Højerup Kirke på Stevns Klint.

Pris: 4000 kr. Prisen er ekskl. kost og logi.

Tilmelding= indbetaling af depositum 1500 kr. til Harmonix via check eller på giro 1 678 04 64.

IBAN: DK83 3000 0016 7804 64 Overnatning: Velindrettet Bed & Breakfast i gåafstand fra Rødvig. Pris pr. nat mellem 145-200 kr., gode køkkenfaciliteter. http://www.sima.dk/damgaard/ Transport: Tog fra Køge til Rødvig. Cykler kan lejes. www.harmonix.dk, benedicte@harmonix.dk David Hykes: www.harmonicworld.com I Dybden med Overtoner Kommende workshops med Gösta og Skye: Lørdag-søndag d. 24.-25. september i Liberiet ved Lunds Domkirke, Sverige Onsdag d. 28. september- lørdag d. 1. oktober på Öland, Sverige Åbne Lyd-aftener på Djursland med Thor Sejer Weimar Toning, Overtoning, Intuitiv sang, Stilhed, Leg & Kreativ udfoldelse.

Den 2. tirsdag i måneden, 19.30 - 21.00 på Friskolen i Gjerrild. 20,- kr. pr. gang. www.weimarsweb.com Mail: liv@weimarsweb.com Tlf. 21 403 487 Stenstruplund Sommerkurser Alle kurser strækker sig fra søndag aften til lørdag formiddag.

Pris pr. kursus kr. 3850,- inkl. ophold i flersengsværelse og forplejning. Mulighed for enkeltværelse mod tillæg.

Rabat ved deltagelse i flere kurser!

Pris for 2 uger: kr. 6.500,- Pris for 3 uger: kr.

9.200,Uge 27:Mal fra hjertet v/ Susanne Møberg Stemmens kraft - en vej til det autentiske v/ Lisbeth Hultmann

Uge 28: Om at elske og leve det som er hjertets inderste mening v/ Margit Madhurima Rigtrup Det enkle liv, bliv et med naturen i dig selv. v/Lone Klemmensen Uge 29: Lyd, trommer, dans og meditation v/ Bolette Schiøtz og Jørgen Andersen Tag med på en eventyrlig rejse igennem dig selv v/ Søren Christensen www.stenstruplund.dk