Skye Løfvander:
Martha & Maria
Det Springende Punkt
Pieter Aertsen (1508-75): Martha og Maria, 1552. Olie på træ, 60x101,5 cm. Kunsthistorisches Museum, Wien. 9 centimeter af den nedre del er af ukendte grunde afskåret. Link til værket i stort format
2006 blev udnævnt til renæssanceår i Danmark. Det Springende Punkts bidrag var projektet 'Renæssancekunsten på prædikestolen', hvor Hillerøds kirker i en periode på fem søndage præsenterede de punktvist udvalgte billedværker med relation til dagens tekst. Samtidig med dette præsenteredes værkerne og analysen af dem i Hellig Kors Kirke, Nørrebro. Det drejede sig om malerier af Tintoretto, Aertsen, Giotto, del Piombo og Veronese. Her følger gennemgangen af Pieter Aertsen. 5. søndag efter trinitatis, Lukas 10, 38: "Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«" Oversættelse af graveringens tekst til engelsk
På næsten alle sprog betyder ma-ma to ting: mad og mor! Den nederlandske renæssancekunst har været meget optaget af at skildre mad, blomster og dagligdags genstande i opstillinger, såkaldt stilleben (af tysk for stille og liv, nature morte). Aertsen har haft en udpræget forkærlighed for Maria’er. På et andet motiv, flugten til Ægypten, med kød-stilleben i forgrunden – en slagterbod! – deler Mater Maria med Jesusbarn på armen almisser ud til fattige. Bemærk Kristus som svøbelsesbarn, det får betydning længere fremme i denne beretning. Udsnittet til venstre udgør mindre end et A4-ark af maleriet til højre:
Aertsens værk kategoriseres flere steder som et eksempel på et såkaldt Vanitas-motiv, som ved at skildre den døde natur skal minde os om det skabtes forgængelighed, ofte med kranier m.m. anvendt som symbolik. Det gælder generelt for stilleben/nature morte, men akkurat i dette tilfælde, synes jeg ikke, det er oplagt, når man ser symbolikken efter i sømmene. Det kan virke underligt, at maden i den grad har taget fokus fra bibelscenen, indtil det bliver klart, at de to dele skal belyse hinanden: Kristus taler om himmelbrød og indstifter med nadveren ritualet, som forbinder Kristusånd, krop og brød. Mennesket lever ikke bare af fysisk føde, det har brug for åndelig føde. Det lille parti til venstre – som er mindre end et A4-ark – indeholder scenen, hvor Kristus forsvarer Maria overfor Martha med ordene: "Martha, Martha, du gør dig bekymring og er urolig for mange ting; men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende” (Luk. 10, 38-42). Den sidste del af dette er præget i pejsens overligger. Så småt motivet er, indeholder det et væld af symbolik, som, hvis man fordyber sig i den, også giver den døde, opstillede natur nyt liv.
Hvis man betragter kompositionen perspektivisk, ses det, at forsvindingspunktet ligger på linje med Kristus helt ude til venstre i billedet. Den lodrette fuge mellem to flisebaner gør ham til billedets akse, hvilende i forsvindingspunktet. Der er teknisk set tale om centralperspektiv, men det er forskudt langt til venstre! Med den ene hånd afværger Kristus Marthas 'angreb' – hun står med en kost i hånden, og fejer måske for Marias fødder, før hun fejer for egne – med den anden velsigner han Maria, som har strakt sine hænder op foran pejseilden – åndens ild – som bliver centrum for trianglen mellem disse tre hovedpersoner. Akserne er her indtegnet med de bortskårne 9 cm tilføjet i bunden.
Maria har lagt alt, hvad hun har haft i hænderne: ræddiker og broccoli – mad fra rod til blomst med andre ord – for at give sig hen til Ordet. Der er også en skål og en lille sort krukke, som kunne være en indikation, da Maria som attribut har salvekrukken, idet hun på den tid antoges at være samme Maria, som salvede Kristus. Vita activa – i skikkelse af Martha – står overfor vita contemplativa i skikkelse af Maria. Tre mandlige skikkelser (disciple?) flankerer den centrale scene. Hændernes spil er bemærkelsesværdigt, nærmest 'italiensk'. Der beskrives en trigon med ilden i centrum og de tre hjørner hhv. Kristus' hoved, den højre disciples fremstrakte arm og mødet mellem kost og blomsterhoved. Læg også mærke til den klare betoning af dette partis to diagonaler, som mødes mellem Marthas og Kristus' hænder. Og så er der to mysteriøse størrelser i form af pejsens karyatide-lignende søjler, skikkelser som ved nærmere eftersyn har to sæt bryster hver og er indsnørede fra midjen og nedad. Under beviklingen stikker blomster frem.
Man spørger sig selv, om det virkelig kan være muligt, at Artemis (Polymastos, den mangebrystede) er blevet anbragt her i en bibelscene. Jeg turde ikke selv foreslå det, hvis jeg ikke ved et tilfælde var faldet over loftsdekorationen til Rafaels fresker i Pavens bibliotek i Vatikanet, Stanza della segnatura, der er malet kort efter Aertsens fødsel og skildrer hhv. teologi, poesi, jura og filosofi,. Sidstnævnte fag er repræsenteret ved det berømte Skolen i Athen. Ovenover fresken er Philosophia afbildet som mosaik i det hvælvede loft:
Link til den københavnske Artemis, Assistens Kirkegård
Gudinden holder de to bøger 'Naturalis' (grøn) og 'Moralis' (rød), som viser hen til filosofiens tre aspekter: naturalis, moralis og inspectiva. Det sidste aspekt bliver refereret til af de to putti, som bærer tavler med inskriptionerne 'Årsager' og 'Erkendelse'. Læg mærke til de to mangebrystede søjlefigurer, der er indsnørede fra midjen og nedad med stofbaner dekorerede med motiver fra de fire naturriger. Rigerne og de fire elementer spiller også på baggrund af gudindens kjole: - Brun bane med blade og planter for jord - Søgrøn nederdel med fisk og vanddyr for vand - Orange skærf med salamandre og flammer for ild - Himmelblåt, stjernebestrøet overstykke for luft. Se detaljer i større gengivelse!
Det antages, at første trin i oldtidens indvielse i Artemis-mysteriet har været en erkendelsesmæssig rejse gennem de fire elementer. Symboler for disse findes – tilsigtet eller ej – også i rigt mål i Aertsens billede. Pointen med de indsnørede nedre regioner kan måske betragtes som muligheden for, ved at sublimere de nedre verdeners udtryk, at komme frem til den kosmiske næring – den æteriske mælkevej – der flyder fra gudindens bryster som en kvindelig parallel til Kristi 'himmelbrød'. Det har været livligt diskuteret om Artemis’ 'udposninger' reelt skal symbolisere tyretestikler eller æg, men hverken på Rafaels eller Pieter Aertsens gudindeskikkelser er der noget at være i tvivl om: her handler det om bryster! Rafaels to Artemis-skikkelser bærer på skuldre og kroner 'evangelist-dyrene' (som er kendt fra oldtiden): ørne, løver og mennesker. Oksen mangler, men da Artemis står overfor tvillingebroderen Apollon som Måne-Sol og tyrløve, ligger forklaringen måske delvis heri, og som den store mælkegiver inkarnerer hun selv et kvindeligt klovdyr! Apollon optager på Rafaels Skolen i Athen den store niche overfor Athene:
Raffaello Santi (1483-1520): Skolen i Athen, Stanza della segnatura, Vatikanet, fresko, 1510-11.
Den efesiske Artemis er naturgudinden for den nærende kraft. Templet blev ødelagt ved en brand 356 fvt. påsat af Herostratos (heraf begrebet 'herostratisk berømmelse'!), men blev senere genopbygget. Paulus havde sit hyr med Artemis’ kult i Efesos, som det beskrives i Apostlenes Gerninger 19. Aktæon så i myten gudinden bade i en flod, og blev pålagt aldrig at bruge sin stemme efter dette syn, da han ellers ville blive forvandlet til en hjort. Da han hørte sit jagtselskab i nærheden, løftede han dog sin røst for at kalde dem til sig, men i sin nye skikkelse blev han flænset Artemis/Diana var gudinde for jagt, månen og for fødsler. Hun er den af sine egne hunde. evigt kyske ... og frugtbare! Man kan mene, det er savnet efter hende, Dette har pendant til blandt andet som Madonna-dyrkelsen atter legitimerede, efter kirken havde Alanus ab Insulis/ Alain de Lille fortrængt de kvindelige elementer i sin gudsdyrkelse. (1128-1203, aktiv i Paris, I sin mangebrystede form var Artemis specifikt tilknyttet de efesiske Montpellier og Citeaux) som mysterier, som blandt andre Aristoteles var indviet i, og han optræder beskriver 'Dame Natura' meget lig jo som den centrale skikkelse i Skolen i Athen. Heraklit, som på Rafaels Rafaels Philosophia. Der vises hen billede ligeledes er afbildet centralt, skrivende på en kubisk sten, lagde til ønsket om at se Naturen 'som sine værker for gudindens fødder netop i Efesos, hvor det kolossale og den er', afsløret for dens prægtige Artemistempel, et af oldtidens syv vidundere, stod. hemmeligheder.
Hvis der stadig skulle være tvivl om forbindelsen, så vend tilbage til Martha og hendes kost. I forlængelse af den er en rød nellike plantet i et stykke brød (eller ost??). Kosten, som vender hovedet nedad, møder blomsten, som vender hovedet opad. Blomsten skyder opad i samme vinkel som Maria umiddelbart til venstre for den. Dermed har vi: - Martha: Nedadvendt, fokuseret på det skabte – den døde kost. - Maria: Opadvendt, fokuseret på Ånden – den røde nellike. Nellikeslægten hedder dianthus (Zeus' eller himlens blomst), hvor Diana, endskønt romersk, har samme etymologiske rod. Dette navn er givet af den græske botaniker Theofrast, som i øvrigt var direkte discipel af Aristoteles (Kurt Ranke: Enzyklopädie des Märchens). I blomstersymbolik står den røde nellike for ren, brændende kærlighed. Det engelske navn for nellike er carnation og således kan man antage, at der vises hen til inkarnationsmysteriet. Ifølge en kristen legende blomstrede de første nelliker på jorden, mens Kristus bar sit kors til Golgata. Blomsten skød op, hvor Moder Marias tårer ramte jorden.
Nellike-Madonnaer:
Rafael: Nellike-Madonna (ca. 1506-07) Leonardo: Nellike-Madonna (ca.1478-80) Rafael: Aldobrandini Madonna (1510)
Det almindelige navn, nellike/carnation kommer muligvis fra det græske ord for kroning. Nelliker blev anvendt i det gamle Grækenlands ceremonielle kroner. Andre har antaget, at dette navn nedstammer fra det græske ord canis, som betyder kød. Før dyrkningsmetoder med hybrider blev taget i brug var nelliker altid i en beige, hudfarvet kulør. I kristen sammenhæng symboliserer nelliken, især i den pink form, moderens uudslukkelige kærlighed. Nelliker har altid haft en stærk forbindelse til moderskabet. I 1913 blev nelliken valgt til den symbolske blomst for Mors Dag. Selv i vore dage uddeles nelliker i mange kirker til menigheden på Mors Dag. Hvis din mor er i live, bliver du givet en rød nellike, hvis hun er død, modtager du en hvid.
Det er et udtryk for total beherskelse af komposition, at vi oplever at være så nær ved nøgle og skab samt disses umiddelbare omgivelser, at vi bare kan strække hånden ud og røre, og samtidig må erkende, at vi som tilskuere – som nævnt – er anbragt helt ude til venstre i billedets forsvindingsakse. Denne 'manipulation' må være bærende for et forsøg på fortolkning af billedets budskab. Jeg tillader mig at antage, at det er gjort med fuldt overlæg og afklaret sigte, om end det her vil blive ved antydninger. Nøglen, som åbner skabet til kalken, er tung symbolik. Kompositorisk betragtet, svarer de oprindelige værkdimensioner, 69x101,5 cm, ret nøjagtigt til 2:3, hvorfor det vil give mening at inddele fladen horisontalt i tre dele, vertikalt i to. Fra venstre har vi så tyngdepunktet, selve motivets perspektivakse (blå). Det er herfra, vi som betragtere anskuer tableauets første tredjedel, domineret af pejsescenen og nellike-maden. Dernæst en tredjedel med substantiel mad: bagfjerding, boller og en kande. Til sidst en tredjedel domineret af skabet med service og blomster, hvor en nøgle har åbnet døren ind til kalken. Modpolen til Kristus er såmænd en pung, og pejsens ild står over for kalkens kvindelige rummelighed.
Nøglen er og bliver i øvrigt næring! Når man er klar over, at billedet er beskåret med 9 cm i den nedre del, er det tydeligt, at diagonaler og halvdiagonaler har stor vægt i kompositionen. Billedets centrum ligger i trekanten mellem bagfjerding, kande og boller. Den vandrette midterakse er på højde med ilden og hændernes spil.
Artemis, grafik fra 1712 på forlæg af den stockholmske læge og kemiker/alkymiker Urban Hierne (1641-1724)
VELBEKOMME!