Munch og Madonna

Skye Løfvander:

Munch og Madonna Billedmeditation i tre stadier – sort- rød- hvid

Det Springende Punkt

.

www.detspringendepunkt.net

Munch og Madonna Det Springende Punkt, Hillerød 2009.

1. oplag trykt i 200 eksemplarer: 125 eksemplarer er Det Springende Punkts fødselsdagsgave til Politiken med stor tak og tillykke til denne endnu levende avis!

75 eksemplarer er til anden distribution.

ISBN 978-87-92304-02-5

Pausen da al verden standsede sin gang Dit ansigt rummer jorderigs skønhed Dine læber karmoisinrøde som den kommende frugt glider fra hinanden i smerte Et ligs smil Nu rækker livet døden hånden Kæden knyttes der binder de tusind slægter der er døde til de tusind der kommer.

Edvard Munchs egen tekst til litografiet Madonna Da jeg en dag i oktober 2008 gik ned med gamle aviser til genbrugsrummet i mit boligkompleks, havde jeg ingen anelse om, at det skulle blive begyndelsen på næsten et års rejse gennem kvindelighedens sorte, røde og hvide landskaber, en rejse hvor jeg blev taget ved hånden af Madonna selv. For dér lå hun på hylden: bleg, lidt uhyggelig, men også sanselig og indbydende.

Genkendelsen var umiddelbar og glædelig.

Rundet af ’tingfinder’-slægt som jeg er, var der ikke megen tvivl i mit sind om, at hun skulle med hjem, uanset om hun var blevet en smule falmet og krøllet.

Så hjem kom hun, og efter et par dage under pres var hun klar til en ny ramme.

Imens talte vi sammen, for noget satte hun jo i gang, gjorde en svunden tid levende: dels den fase, hvor jeg beskæftigede mig med Edvard Munch i min ungdom, men sandelig også hendes egen, en tid hvor spaltningen mellem det sanselige og det åndelige på mange måder nåede et klimaks for godt hundrede år siden, i tiden op til første verdenskrig. De kræfter, som holdt sammen på verdensbillederne inden for såvel religion, filosofi, videnskab, matematik, musik og billedkunst, syntes at splintres indefra.

Sprog gik i opløsning.

Hos Madonna taler farverne deres tydelige sprog, og det er ikke just en himmeljomfrus, men budskabet fra en jordisk og højst sanselig gestalt, som, så lys hun end fremstår, nok kender mest til mørke. Hun er ingen Snehvide, selvom hendes hud er hvid som sne, håret sort som ibenholt og læberne så røde som blod. Hun ville ikke være sig selv i lyseblå kappe, og hendes glorie er ikke gylden men rød, uanset om man så skulle mene, hun blot har lånt kunstnerens alpehue.

Sort- hvid- rød: Det er grafikkens tre klassiske farver, det er de tre faser fra alkymien, NigredoAlbedo- Rubedo og det er yogaens Tamas- RajasSattva.

Edvard Munch: Madonna med foster 1895 Værkets oprindelige titel var Konception (Undfangelse).

I rammen klargøres farvernes symbolik: I den røde vej, som omkranser hende, svømmer de sitrende hvide sædceller, og isoleret i hjørnets sorte mørke sidder et sammenkrøbet foster, som ikke varmes af hendes kvindelige sanselighed… og som derfor måske mere bærer dødens udtryk end livets.

Kvindens seksualitet kan for manden virke hvidrød- sort: drømmende- fortærende- knugende!

Hvis man følger sædsporets organiske retning fra fosteret til det modsatte hjørne, er det tydeligt, at strømmen ville have en naturlig afrunding, hvis den blot ikke var skåret så skarpt og sort af: op i Madonnas skød, op i hendes rugevarme hule!

Hvad er det at meditere? Tja, hvis man laver en billedsøgning på ’meditation’ på Google, fremkommer en lang stribe billeder af mennesker, som har anbragt sig i en særlig positur, som her er parret med billeder af en anden vigtig positur:

… men essensen i meditation er akkurat ikke regressiv, det er en reformulering af den ekstatiske enhed på et nyt niveau, hvor man samler alt det, man har spaltet ud som kulturvæsen: sprog, tanker, seksualitet, magt, sociale mønstre,… Fostertilstanden er ’blot’ en slags matrice og reference for enhedstilstanden.

At holde meditationen fri for det mageligt regressive er fast arbejde; konstant at have vågenheden for øje – ikke en automatiseret selvhypnose – er selve udfordringens kerne, og den er lige så stor som livet selv! Vejen tilbage til Paradisets have med dens fristende livsfrugt er vogtet af engle med flammesværd!

Vejen til reformuleret enhed går billedligt talt gennem faser af sort- hvid- rød, men forestillingen om en åndelig udvikling i klart og entydigt opdelte faser er lige så illusorisk, som at en mand i sit liv skulle møde kvinder, der entydigt tilhører det sorte, det røde eller det hvide felt, som var det perler på en snor.

Den mediterende i skrædderstilling afstemmer sine primære kropslige rytmer, hjerte og åndedræt, og der skabes med kropslig afspænding mulighed for åbning og kontakt mellem krop og tanke, hjerne og hjerte, ånd og sanselighed.

Gnister kan springe!

Gnister af beslægtet art springer altid hos kunstnere, digtere, filosoffer, som har fundet adgang til de tilstande, hvor krop, ånd og psyke kan befrugte hinanden… ligesom kunstnere, digtere og filosoffer kan inspirere hinanden.

A. Strindberg, 1896. Munch med skelethånd, 1895

Portrættet af forfatteren og dramatikeren Strindberg – og ikke mindst dets ramme – er tydeligt udformet i stil med Madonna. Munch ville indramme sin ven mellem det mandligt savtakkede og det kvindeligt bølgende.

Venskabet var kompliceret, da begge var stejle, knudrede og temperamentsfulde.

Strindberg havde i 1888 skrevet Frøken Julie, et banebrydende psykologisk stykke om magt, begær, dannelse, destruktiv drift og brud med konventioner. Stykket blev skrevet i fremtidsperspektiv, som foregik handlingen i 1894, men han måtte vente helt til 1906, før verden var klar til at se det opført.

Strindberg blev rasende over den nøgne kvindeskikkelse, og at Munch havde stavet hans navn STINDBERG – på norsk: ’fedberg’ – i rammen.

Kvinders seksualitet og sanselighed forbrugte han, og var draget af, men samtidig var han kendt som kvindehader. Han kunne dog ganske givet elske, og konflikten var nok så meget betinget af tiden.

Og når Munch i rammen til sit selvportræt gør sin skabende malerhånd til et dødssymbol, siger det ikke så lidt om de skygger, der slog ind over hans inspiration og om viljen til at demaskere mørket ved at give det udtryk.

De to kunstneres relation havde også en akse af jalousi, og det er ikke tilfældigt, at kvindeskikkelsen på litografiet med akkurat denne titel ligner Madonna, for i begge tilfælde var forbilledet en femme fatale i deres fælles kreds, Dagny Juel.

To uger efter Madonnas genopdukken i mit liv og to dage før jeg skulle holde et foredrag om samme tema, faldt jeg i Politiken over en overskrift: ’Munchs Vampyr solgt til rekordpris’. Prisen var 220 millioner kr. for den bedste af de fire kendte udgaver af et motiv, som Munch sædvanen tro arbejdede med fra flere vinkler og i flere versioner.

Vampyren er for første betragtning blot et kys og en omfavnelse, men den indeholder nogle noget mere problematiske overtoner om kvindens favntag som opslugende: den mandlige skikkelses hoved er nedefra ved at blive hyllet helt ind i røde strøg på fremmarch, den kvindelige seksualitets væsen, som også kommer til udtryk i kvindefigurens hår. At håret og dets farve er vigtigt spejles i den oprindelige titel: Rødt hår!

At jeg havde fået huen på før tiden, var ikke mindst for hendes skyld, da hun så fik opfyldt ønsket om at se sin søn som student. Hun døde i august, og jeg kom kort efter op til sygeeksamen. Opgavesættet havde min rektor – der senere i en periode blev min ’svigerfar’ – som medlem af den landsdækkende opgavekommision været med til at udforme. Jeg valgte – som jeg ofte gjorde – billedopgaven (se også bagsiden):

Vampyr, 1894

Der er ingen tvivl om, at Munchs problematiserede forhold til kvindeligheden, eros, sanselighed og krop bærer præg af de oplevelser han fik i sit barndomshjem af sygdom og død. Blandt hans stærkeste og mest kendte billeder er titler som Den døde mor, Døden i sygeværelset og Den syge pige. Da han var fire år gammel døde hans mor af tuberkulose, og da han var tretten, døde den søster, han var nærmest knyttet til, af samme sygdom.

Edvard Munch: Det syge barn, 1907

Da jeg blev student, fik jeg nok den hvid-rødsorte hue på, og tog på translokation med klassekammeraterne, hujende og bællende gennem lyse landskaber, men jeg havde ligget syg under prøven i skriftlig dansk, så formelt set var jeg endnu ikke færdig.

Sommeren var kontrastfyldt: jeg var ung, smuk, klog og charmerende, men den kæreste der, som den første for alvor, havde åbnet den røde del af kærligheden for mig, havde også smittet mig med mononukleose, som gjorde mig ukampdygtig til eksamen. Jeg fyrede kæresten, fordi jeg ikke følte, vores forhold kunne bære, at min mor lå derhjemme i en lang og sej dødskamp med kræft.

Edvard Munch: Kvinden i tre stadier, 1894, 164x 250 cm, olie på lærred.

Og man kan jo starte med centrum: rødt-rødt-rødt, åbent, ’Suzanne Brøggersk’, skrævende og udfordrende, essensen af kvindelig sanselighed og seksualitet. Det er den af de fire skikkelser, som er tættest på en naturalistisk gengivelse.

Men der er også en skikkelse, som er sort-sort–sort som død, mørke og sygdom, og som tydeligvis er den kvindelige gestalt, maleren selv føler sig mest beslægtet med i øjeblikket. For det er vel en spejling af ham, manden som ses længst til højre, adskilt fra de tre kvinder af en træstamme og noget rødt-rødt-rødt…

Maleriet er ellers figurativt, men plamagen dér taler næsten udelukkende i kraft af sin farve og form.

At det er berettiget at tildele denne røde form en selvstændig betydning underbygges af et beslægtet værk fra 1896 med den talende titel Løsrivelse:

Her er træet ikke det, som adskiller, tværtimod det, som med sin livskraft kan række ud mod den fjerne og drømmende pigegestalts hår – som en berøring eller velsignelse. Den røde form spejles og belyses af den hvide hånd som – med rød kontur – griber til hjertet. Et gæt vil være, at den i sin skikkelse under bæltestedet konstant vil søge berøring med smukke kvindekroppe… og den hånd, som søger at befamle og omklamre livet, kan pludselig blive dødens redskab, som det også sås i selvportrættet!

Teorien om den røde hånds symbolik understøttes af følgende:

Foto fra Edvard Munchs atelier i Berlin, i baggrunden ses ’Kvinden i tre stadier’

Idet den mandlige figur i 'Løsrivelse' må skæve ned til det røde – måske for at holde det i ave – kan han ikke se og kontakte kvinderne direkte… eller kvinden! For det er jo akkurat én kvinde, det handler om, ved første øjekast simpelthen kvinden i tre livsaldre, men det er mere end det: hun er anima, spejlinger af hans egen kvindelighed, det som bevæger hans liv, sjælen!

Hænderne, 1893. Bemærk den hvide hånd med rød kontur nederst til venstre!

Også dette motiv er blevet bearbejdet fra flere vinkler, nedenfor ses en version fra 1893-94:

Munchs egen karakteristik af kvinderne var: "Den mørke, som står mellem træerne er nonnen som kvindens skygge - sorgen og døden. Den nøgne er livslystens kvinde. Ved siden af dem igen den lyse kvinde som vender sig mod havet - mod uendeligheden. Det er længslens kvinde. Mellem træerne, længst til højre står manden - i smerte og uden at fatte."

Ligesom med Madonna, Skriget, Vampyr og Det syge barn var Kvindens tre stadier et tema, som blev behandlet i flere omgange og fra forskellige perspektiver, især i første halvdel af 1890'erne.

Der findes mindst fire versioner udover de her viste. På et af forstudierne har den sorte kvinde et afhugget mandshovede i favnen, som en Salome.

Munchs tid i Berlin og Paris, den tids europæiske metro-poler, hvor prostitution og bohemeliv var en kultur at regne med, har naturligvis anslået bibelske temaer som den babyloniske skøge.

På en af de øvrige versioner fra ’Livsfrisen’ (18991900) er de tre kvindeskikkelser tættere på hinanden og knapt så hårdt trukket op som typer... og manden er da også her inde i livets røde dans:

Vibratorens opfindelse udsprang ikke af trang til at tilfredsstille kvinders seksuelle drift, men for at gøre det lettere for lægen!

For yderligere studier i sammenhængen mellem 'hysteri', vibratorer og udviklingen i forståelsen af kvindens orgasme kan anbefales Rachel P. Maines' 'The Technology of Orgasm'.

I mit Illustreret Dansk Konversationsleksikon fra 1935, har den aldrende Munch opnået udbredt anerkendelse: "Bohemens og kvindens skånselsløse skildrer, med en Strindbergs bitterhed og en Hans Jægers afsmag og dog med sit eget temperaments uovervindelige passion."

Denne beskrivelse er i mine øjne fuldstændig misforstået. Munchs fortolkning af kvindens seksualitet er i bund og grund loyal og milevidt forud for sin tid. Hans udfordrende kvindeskikkelser, ja, også de drømmende, omklamrende og de knugende er skildret med indlevelse og loyalitet. De er ikke skildret som typer for at udstille dem som sådan, men for at han selv kan få løst op for sin egen forkrøbling, noget som også spejles i den måde, han maler sig selv ind i motiverne.

Det har betydning, fordi det ikke bare var Munch, som havde et forkrøblet forhold til den kvindelige sanselighed; det var tiden som sådan.

Vi taler vel at mærke om en udvikling, der forløber parallelt med psykoanalysens fremkomst.

Freud publicerede I 1895 værket om hysteri (som blev betragtet som et udtryk for den kvindelige neurose (hysterá betyder på græsk livmoder), og hvor tidens eksperimenter i forbindelse med behandling af kvinders seksuelt relaterede nervøse lidelser generelt var nedværdigende i et omfang, som det nok for de fleste er svært at forestille sig. Psykoanalysen med drømme- og seksualteori fandt ikke sin form før 1905.

Nu til dags er en vibrator et redskab, som næsten halvdelen af alle kvinder har liggende i sengemøblet… mens ’Sex and the City’ strømmer fra et andet møbel og Madonna først og fremmest associeres med en popsangerinde. Men der er noget sigende i børn som leger ’doktor’ i forhold til den tids neurose-terapi, som bestod i vaginalmassage, så galskaben kunne aflades fra kroppen.

At betragte Munch som del af denne misogyne strømning er en underkendelse af den kamp, han førte på både kvindernes og egne vegne. Ved at tage imod og forholde sig til den indsigt og healing som flød gennem hans pensel, kunne hans samtid have været bedre rustet til i det mindste at forstå, hvilke kræfter som spillede bag facaden i tiden op til verdenskrigene.

Jeg har ikke kunnet finde datering for ovenstående udgave af ’Løsrivelse’, men så vidt jeg har forstået, er den senere end de øvrige, fra en periode, hvor Munch valgte at lade naturens processer i from af regn, lys og vind 'færdiggøre' malerierne ved ganske simpelt at stille dem udendørs. I forhold til motivets tidligere udformninger er der her mere end blot forsigtigt håb om opblødning af spændingerne mellem den mandlige identitet og den hvide, jomfruelige kvinde… en kontakt som tilsyneladende åbner for flere farver i paletten!

Også nedenstående, meget blå træsnit, viser trods titlen denne positive udvikling, bemærk formen af den nedgående sols spejling i vandet, som i denne motivkreds bliver nærmest ikonografisk!

Hvad kan man mere sige om den figur, der udtrykker Munchs egen inderste kvindelighed, den drømmende unge og uskyldige pige? Personligt kan jeg ikke lade være med se lighedstrækkene i den måde han gengiver hende på tilnærmelsesmotiverne på stranden og på den anden side hans skildringer af sin søsters dødskamp. Det drømmende fravendte udtryk som er på vej ind i en anden verden. Munchs eros bliver således ikke blot en dans med livet som i Livsfrisen, men en dans med døden og de dødes verden med en ung uskyldig pige som mellemled.

Samtidig ligger der i mandens psykologi generelt en ængstelighed overfor det kvindeliges sanselighed, krop, følelser og socialitet.

De rationelle strømninger omkring forrige århundredeskifte affødte en krise, som i høj grad har med denne konflikt at gøre, og som verdenskrigene i det store perspektiv også blev et udtryk for, denne udgydelse af mandelighedens røde og sorte elementer i en kultur, som bevæger sig mod en beherskelse af Moder Jords kræfter, uden at være nok opmærksom på den inderliggørelse der bør følge med, og som Edvard Munch er et markant eksempel på. Det er værd at bemærke, at Munch i sin ungdom var indskrevet på Teknisk Højskole og udmærkede sig i både matematik, kemi og fysik.

Krisen er alt andet end løst i denne tid, hvor alle mænd har mulighed for at kanalisere den seksuelle drift ind i et sanse-udpint virtuelt univers bag flimrende skærme, hvor der ubegrænset adgang til savle-gallerier med de stærkeste udtryk for sanselighedens inderste: den nøgne kvindekrop.

To mennesker/ de ensomme. Træsnit 1899 Snehvide med det forgiftede æble.

"Hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt"

Mandens kultiverede drift har i løbet af de seneste par hundreder år givet os radio, biler, flyvemaskiner, Internet, kort sagt teknik i alle afskygninger - og jo, det har også med seksualitet at gøre: på den røde sportsvogns kølerhjelm med de smukt svungne kurver og en sort, stejlende hingst som logo slænger sig en spindende og halvt afklædt miss:

Synkroniciteterne fortsatte: To dage før foredraget bragte Politiken denne bagsideartikel af Helle Hellmann, illustreret af Mette Dreyer:

Nedenfor: Fra filmen King Kong, 1976-versionen.

Det store sorte dyr – som enhver mand bærer i sig – har tabt sit hjerte til den lyse Dwan (Jessica Lange).

Historien er blevet filmatiseret tre gange: 1933, 1976 og 2005 (sendt i DR tv, juledagene 2008).

Fortællingen er banal, men taler klart og for så vidt dybt om spændingen mellem dyr og menneske, det primitive og det civiliserede, natur og teknik, rå kraft og ynde, kvindeligt og mandligt.

Billedet er fra en scene, hvor Dwan har overgivet sig til den store behårede abe i en grad, så det bliver erotisk... og filmskaberen har brugt teknikken – filmtrickets store abe – til at udstille skuespillerindens ynder for alle os savlende mænd!

Senere må aben ofres på teknikkens alter. Dens drift og længsel efter Dwans kvindelighed vækkes ved i New Yorks hektiske metropol at se på World Trade Centers tvillingetårne, som minder om hjemøens bjerg, hvor de indfødte ofrede jomfruer til ham ved fuldmåne.

Skyskraberen bestiges og den store sorte abe skydes ned af luftvåbnet.

... samme historie i en noget mere traditionel udformning: Sankt Georg og Dragen. Prinsen på den hvide hest giver dødsstødet til det uhyre, som terroriserer et samfund og kræver ofre i form af kreaturer og jomfruer. Det interessante er måske især, hvordan dragens skælklædte, sorte krop spejles i ridderens panser, og de røde vinger i hans kappe.

... to dage efter foredraget, lørdag, modtog jeg besøg af gode venner, som ikke havde hørt om min vinter med Madonna. Værtsgaven var... en afrikansk moderfigur skåret i sort træ! ... Om mandagen bragte Politiken en notits om, at et storværk på 1700 sider med gengivelser af samtlige Edvard Munchs værker er på vej!

22. januar 2009, fandt jeg – atter i Politiken – nedenstående annonce, og så var der jo ligesom lagt op til en ny runde!

Og artiklen nedenfor, dateret 24. januar, kunne lige så vel være røget ud, men jeg ville lige læse lidt, inden jeg skulle sove efter en dag med optræden, besøg i Alsønderup og sen hjemkomst:

Endelig oprandt dagen for mit salon-oplæg, og det var rart at kunne præsentere temaet efter at billedstrømmen var faldet mere på plads.

Der gik denne gang to dage, og så må man nok sige, der var respons fra synkronicitetsstyrelsen, atter med Politiken som medie for budskabet; en helside i Kultursektionen, lørdag d. 18. juli:…

I løbet af foråret 2009 syntes der at blive skruet ned for strømmen af meningsfulde sammentræf, men så mødte jeg Nørrebro-pastoren Erik Bock, som tilbød mig, at jeg i løbet af sommeren kunne lave et oplæg i en af hans legendariske torsdagssaloner. Jeg valgte naturligvis titlen ’Den sortrød-hvide Madonna’, og vi fandt frem til den 16. juli som en passende dato.

I mellemtiden var der en interessant hændelse omkring sæsonafslutningen for Lydforeningen GONG, som jeg er aktiv i og som afvikler sine aktiviteter over byens tage, på Vesterbro i Tårnstudiet, hvor den gamle klovn, mimiker og livskunstner Kurt Ravig har sin residens. Det har været en sæson, hvor disse dejlige rammer om kreativ udfoldelse har været truede, men hvor stormen blev redet af i samarbejde mellem gode kræfter.

Kurt forærede mig en smuk bog om København i 1890'erne: ’Drømmetid - Fortællinger fra det sjæle-lige gennembruds København’. Her var der nogle fine fotos fra kvarteret... og – skulle det vise sig, da jeg tog fat på bladringen i toget på vej hjem – et billede, som altså efterhånden har indtaget en ret central plads i mit liv, selvom der faktisk kun relativt sjældent refereres til det i øvrigt, og det naturligvis hører med til historien, at Kurt absolut intet vidste om min vinter med Madonna!

Tilsyneladende var historien og billedstrømmen endeløs, men i denne situation valgte jeg at tolke Madonnas sidste tilsynekomst som en opfordring til selv at få sat et passende punktum. Dette punktum blev tredelt: - Første del var at begynde studiet af Dagny Juels tragiske historie. På nedenstående foto står hun med sin søn på armen, og jeg har ikke kunnet dy mig for sammenstillingen med Rafaels Sixtinske Madonna. Dagnys søn skulle i en alder af fem år overvære sin mor blive myrdet ved skud.

Derefter var det oplagt – om ikke planlagt – at jeg vendte tilbage til det sted, historien tog sin begyndelse: Siden Madonna havde jeg ikke taget skatte til mig fra genbrugsrummet, men denne morgen var der både et tv og en smuk meditationsskammel:

… jeg valgte den sidstnævnte!

Punktummets sidste tredjedel var at forære Politiken historien. Da Madonna igangsatte den, var det 125 år siden, Munch debuterede som kunstner!

Sort- rød- hvide plakater for

Eva Drachmann, 1898

Gerda Wegener

Harald Slott-Møller, 1905

Sven Brasch, 1921

Edvard Munch: Kvinden i tre stadier, 1894.

Anledningen til denne udgivelse er dels 125-året for maleren Edvard Munchs debut som kunstner i 2008, dels at Dagbladet Politiken i oktober 2009 kunne fejre 125 års jubilæum.

Vi er midt i en tid, hvor en flimrende billedstrøm fra et utal af skærme præger alle. Den digitale revolution baseret på den kultiverede maskuline drift har skabt en splittelse og konflikt: Isoleret bag hver sit højteknologiske vidunder, som sandt at sige ikke virker opbyggelig på netop den sanselige dimension, søger primært mænd efter billeder på sanselighedens inderste: den nøgne krop, den nøgne kvinde.

I dagbladets jubilæumsår dukkede en lind strøm af billeder op, af og relateret til Edvard Munchs visionære beskrivelse af denne konflikts dybere baggrund. Sammenhængen og afklaringen blev mere og mere påfaldende undervejs.