14095 socialpolitik 0416

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 4 / 2016

TEMA

F olk, vandring o g velfærd

INDHOLDSFORTEGNELSE Folk, vandring og velfærd

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Formand: Knud Aarup

Peter Bundesen og Allan Bærentzen: Indledning.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Peter Bundesen (fung. ansv.)

Se øvrige bagerst i bladet.

Dette nummer er redigeret af: Peter Bundesen Allan Bærentzen

Mogens Lykketoft: Et socialt Europa? Et socialt Danmark igen?.. . . . . . . . . . . . 8 Knud Aarup: Angst æder integrationen op . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Karen N. Breidahl og Kristian Kongshøj: Nationalstatslige grænser for adgangen til velfærd. . . . 22

Redaktionssekretær: Allan Bærentzen Jesper Koefoed

Erik Marc Trensig: Det nomadiske post-menneskes natur. . . . . . . . . . . . . . . . . 29

ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online)

Ole Hammer: Boganmeldelse: En verden i bevægelse.. . . . . . . . . . . . . . . 34

Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse.

Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter.

Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st.

1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.400 Forsidefotos: Fotolia.com

Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Klumme Boon Young Han: Transnational adoption: Tilsyn med hvad?. . . . . . . . . . . . . 36

3

Indledning AF PETER BUNDESEN OG ALLAN BÆRENTZEN

Samarbejdet i EU har i dag store udfordringer, der kan betyde, at unionen i løbet af nogle få år kan gå i opløsning. En væsentlig faktorer i denne udvikling er de betydelige vandringer, som man indenfor unionen ikke har kunnet finde ud af at håndtere overnationalt, hvorfor man i stigende grad er tyet til nationale løsningsforsøg. Vandringerne har dels været ind i EUlandene, især af asylansøgere, og dels vandringer indenfor EU-landene, især af arbejdere fra de nye øst-medlemslande til Nordvesteuropa. Selvom det er vandringerne ind i EU-landene, der har haft størst betydning og opmærksomhed, så har de interne vandringer også spillet en betydelig rolle for kriseudviklingen, ikke mindst i forbindelse med Det forenede Kongeriges (UK) afstemning om udtræden af unionen i juni-måned.

Når vandringerne har fået en så fremtrædende betydning i den offentlige opinion og for EU’s fortsatte eksistens, hænger det ikke mindst sammen med, at de i øget grad bliver set som en trussel mod velfærden i de enkelte lande. Vandringerne ind i EU-landene bliver set som en trussel mod velfærden i EU-landene, og vandringerne indenfor EU ses som en trussel mod befolkningens velfærd i de bedrestillede EU-lande.

Er vandringerne en reel velfærdstrussel?

I en dobbeltkronik i Berlinske Tidende d. 4. og 5.7.2016 argumenterer G. Viby Mogensen og P.C. Matthiessen for at forholdene i en række afrikanske og mellemøstlige lande vil betyde et fortsat og øget indvandringspres på Europa. De begrunder det med, at fald i dødeligheden og fortsat høj fertilitet i de afrikanske og mellemøstlige lande resulterer i fattigdom og arbejdsløshed. Dette kombineret med udbredelsen af moderne og global informationsteknologi betyder en fortsat og stigende tilbøjelighed til indvandring. De to forfattere ser vandringen ind i Europa som primært afhængig af antallet af potentielle emigranter, som (mis)bruger FN’s flygtningekonvention som adgangsbillet til EU-landene. Derfor vil strømmen af asylansøgere fra Afrika og Mellemøsten have en stærk tendens til at fortsætte, når den først er kommet i gang. Imidlertid påpeger Hjarn Z. Borberg i en modkronik d. 13.7.2016, at dette faktisk ikke er tilfældet for indvandringen til Danmark, idet nettoindvandringen fra bestemte områder i stor omgang er forblevet meget konstant over en årrække. Det der karakteriserer udviklingen, er mere, at indvandrere fra nye områder kommer til, mens antallet fra tidligere udvandringslande stagnerer.

Derfor er spørgsmålet om udviklingen i antallet af primært økonomiske betingede vandrere ind i EU også i høj grad bestemt af EU-landenes

4 handlinger og deres evne og deres vilje til at kontrollere de ydre grænser. En væsentlig årsag til, at der i 2015 sandsynligvis kom flere asylansøgere var sammenbruddet i den helt igennem usolidariske Dublinforordning. Den betyder nemlig, at de bedrestillede nordeuropæiske lande har kunnet skyde modtagelsen og behandlingen af asylansøgere over på de fattigere sydeuropæiske lande. Det betød, at disse lande opgav den ydre grænsekontrol og lod de vandrende bevæge sig op igennem Europa. De nordeuropæiske landes svar på dette var primært etablering af nationale grænsekontroller, og gennem løfter om betaling og visumfritagelse at få Tyrkiet til at agere dørvogter for indvandring til EU-landene. Det er endnu uafklaret, hvor holdbar denne aftale er (se Berlinske Tidende d. 6.8.2016).

Vandringer indenfor EU De østeuropæiske lande blev medlem af EU i 2004. Efter en kort overgangsperiode blev restriktionerne for de østeuropæiske arbejderes vandringer til de øvrige EU-lande ophævet. Dette betød et meget større antal internt vandrende end forventet. Når dette opleves som et problem, er det fordi det åbner for sociale dumping i forhold til løn- og arbejdsforhold, idet den vandrende arbejdskraft generelt accepterer lavere løn og mere usikre arbejdsforhold end den nationale arbejdskraft. Det betyder umiddelbart både et øget lønpres og større risiko for arbejdsløshed for arbejderne i modtagerlandene.

I forhandlingerne op til afstemningen om Det forenede Kongeriges udtræden blev der åbnet for, at de vandrende arbejdere fremover kan få forringet de sociale ydelser. Imidlertid vil disse mulige ændringer mest være af symbolsk karakter. Dels fordi de østeuropæiske arbejdere ikke vandrer pga. af de sociale ydelser, og dels fordi EU’s ligestillingsprincip sætter snævre grænser for en forskelsbehandling.

Kan problemerne med samspillet mellem vandringer og velfærd løses indenfor EU’s rammer?

I EU’s nuværende legitimitetskrise er det blevet udbredt at tale om, at det er nødvendigt med et »slankere« og/eller mere a la carte (landene vælger selv, hvad de vil være med til) præget EU, således at unionsmyndighederne angiveligt skal ophøre med at blande sig i alle mulige småting i de enkelte medlemslande. Imidlertid er sådanne forslag ikke en løsning på reguleringen af indvandringen og den sociale dumping ved de interne vandringer.

Kapitalens, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed i det indre marked er traktatfæstet. Hvis man under disse betingelser skal undgå den rå konkurrencestat er det nødvendig med overstatslige regler, som regulerer kapitalbevægelser, giver forbrugerbe-

5 skyttelse og beskytter arbejderne i de enkelte lande mod social dumping.

Behovet for overstatslig regulering gælder også for klimaudfordringen.

Hvis reguleringen af disse forhold overlades til nationalstaterne eller gøres frivillige at deltage i, vil det altid være sådan, at enkelte nationalstater vil kunne se en fordel i at unddrage sig en fælles regulering.

Et slankere EU vil betyde en forskelligartet national regulering på disse områder. Det vil skabe et meget større handlingsrum for multinationale virksomheder til at spille nationalstaterne ud mod hinanden.

Kapitalens frie bevægeligt giver mulighed for, at store koncerner kan placere sin produktion, hvor lønningerne er lavest og kravene til produktsikkerhed er mindst, og placere sit udbytte i de lande, hvor skatten er lavest, medmindre der er en overnational regulering. En effektiv økonomisk regulering uden en overnational styring kræver ophævelsen af det fælles indre marked. Hvis nationalstaterne skal have mulighed for at regulere økonomien kræver det, at også produktions- og finanskapitalen gen-nationaliseres. Et socialt alternativ til en overstatslig regulering i EU er altså ikke et slankere eller et a la carte EU, men etablering af mere lukkede nationalstater, som gen-nationaliserer reguleringen af kapital- og varestrømme. At gøre dette vil være mere uoverskueligt end at etablere en effektiv overnational regulering. Kravet til EU må derfor være større effektivitet, bedre gennemskuelighed og mere demokrati.

Imidlertid er det ikke den vej de politiske vinde blæser i øjeblikket.

Til trods for at alle siger, at flygtningeproblemer bedst løses i nærområderne, har det fra EU-landene i forhold til borgerkrigen i Syrien i høj grad skortet på hjælp til de små nærområde-lande som Jordan og Libanon, der især har modtaget mange flygtning. Hvis disse lande knækker sammen, vil det bare øge flygtningepresset mod EU-landene.

EU-kommissionens bestræbelser på at lave en kvoteordning til af flygtninge mellem EU-lande er stødt på voldsom modstand fra medlemslande, ikke mindst fra de nye mellem- og østeuropæiske lande. Forsøgene på at etablere en effektiv ydre grænsekontrol, så man bedre kan afklare hvem, der har en flygtningeret og hvem der er økonomiske flygtning, er også støt på modstand. Samtidig fordrer en mere effektiv ydre grænsekontrol også, at der efterfølgende sker en mere solidarisk fordeling af de godkendte flygtninge landene imellem. Det overordne billede er, at fælles solidariske løsninger ikke ligger lige for. Derimod søger de enkelt nationalstater, at håndtere sagen hver for sig.

Velfærdsstaternes integrationsevne i forhold til de vandrende Det er ofte blevet påpeget, at forudsætningen for at vandringer og velfærd spiller positivt sammen er en vellykket integration. Endvidere anføres det også, at velfærdsstater ikke skulle være særlige effektive til at

6 integrere personer fra andre kulturer. Somme tider hører man ligefrem, at integrationen skulle være mere effektiv, når indvandrerne overlades til at klare sig selv. I den omtalte dobbeltkronik mener forfatterne faktisk, at integrationen er slået fejl i Danmark. Her påpeges det, at indvandrere fra ikke vestlige lande er en økonomisk byrde på grund af lave beskæftigelsesfrekvenser og de peger endvidere på undersøgelser og tv-udsendelser, der angiver, at indvandrerne har kulturelle værdier som står i modsætning til de danske.

Det er et statistisk faktum, at arbejdsmarkedsdeltagelsen for kvinder fra bestemte ikke-vestlige lande i Danmark er meget lav, og at arbejdsmarkedsdeltagelsen generelt er lavere for indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere end for personer af dansk oprindelse.

Men hvis man ser integrationen som en – ofte langvarig – proces, så forbedres beskæftigelsen fra generation til generation, og medvirker dermed til at løse problemet med, at gruppen med dansk oprindelse ikke reproducerer sig selv.

Spørgsmålet om kulturel forskellighed er heller ikke så entydigt som kronikskriverne fremstillinger det. Der er faktisk foretaget undersøgelser, der viser, at indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande deler værdier med de etniske danskere, når det drejer sig om ligestilling også mellem kønnene, demokratisk deltagelse og pligt til at arbejde, hvis man kan (Politiken d.12.6.2015). I modkronikken gør Borberg også opmærksom på, at muslimer og etniske danskere overordnet praktiserer deres religion på samme måde. Flertallet af muslimer går lige så lige lidt i moske, som flertallet af danskere går i kirke. Med en omskrivning af præsident Roosevelts berømte udtryk, så er frygten for indvandringen et større problem end indvandringen i sig selv.

Mogens Lykketoft redegør for hvordan nedskæringspolitikken i EU har bidraget til lavvækst. Imidlertid er der også tegn på opbrud, både indenfor og udenfor EU. Dog kræver en ny kurs, at vælgerne kan overbevises om, at der er behov for større skatteindtægter.

Knud Aarup skiver om sammenhængen mellem angst og utrygheden i det danske samfund og integrationen af de fremmede, som har været problemfyldt. Imidlertid betyder utrygheden blandt store grupper, at løsningerne på integrationsproblemerne bliver endnu vanskeligere. En bedre integration kræver, at der gøres op med velfærdssamfundets tilbagegang.

Karen Nielsen Bredahl og Kristian Kongshøj redegør for betydningen af begrebet velfærdschauvinisme og dennes holdnings udbredelse her i landet. I fortsættelse heraf undersøger de sammenhængen mellem det at have velfærdschauvinistiske holdninger og synet på velfærdsstatslige ydelser i øvrigt.

Marc Trensig mener, at vi er i gang med et tidsskifte, hvor den europæisk dominerede verden er slut. Der tegnes i artiklen konturerne af

7 en nomadisk post-humanisme. Udviklingen af den sker ikke som et dualistisk brud med den kapitalisme, som har forsaget mange af de problemer, som verden står oplever i dag. Måske snarere som en transformation indefra som forandrer hvordan vi opfatter og udfører politik, samfundsengagement, markedsøkonomi osv. osv.

Til sidst anmelder Ole Hammer et potpourri over flere nyere udgivelser om migration mv. – med vægt på en bog, der handler om den globale migration: »Migration – en verden i bevægelse«.

8

Et socialt Europa?

Et socialt Danmark igen?

For en gammel socialdemokrat har det været nedslåede, at Europa – i kølvandet på finanskrisen – er slået ind på en sparekurs, der svækker velfærd og social tryghed og øger ulighederne. Sparekursen begrundes i EU med nødvendigheden af at nedbringe offentlig gæld.

AF MOGENS LYKKETOFT

Nedskæringer er ikke vejen

Øget kritik af ned­ skæringspolitikken

Sparekursen i EU Men dét strider mod al min lærdom som økonom, uddannet i Keynes’ lære, at nedskæringer er vejen til orden i statsfinanserne. Tværtimod viste vi under min tid som finansminister i 1990’erne faktisk, at vejen ud af stor gæld er at investere i uddannelse, innovation og infrastruktur og derved skabe grundlaget for større beskæftigelse, flere skatteindtægter og færre, der er afhængige af offentlig forsørgelse.

Det er også åbenbart at spare- og nedskæringspolitikken i Europa har medvirket til at låse os fast på en lav vækst og at den – især i det hårdt gældsramte Sydeuropa – har medvirket til social og politisk polarisering og en stigende skepsis over for hele det europæiske samarbejde.

Det er et lille opmuntrende træk at Kommissionen har opgivet at give bøder til Spanien og Portugal for deres ’for store’ budgetunderskud, og at Den Internationale Valutafond kritiserer den utilstrækkelige gældseftergivelse til Grækenland.

FN’s mål om bæredygtig udvikling og klima lægger også op til et brud med sparepolitikken for at gennemføre store beskæftigelsesfremmende investeringer i mere bæredygtig infrastruktur, Det vender jeg tilbage til om et øjeblik.

En stadig større gruppe af gamle og nye økonomer på begge sider af Atlanten kritiserer den hidtil fulgte kurs i Europa.

Det er mit håb, at selv borgerligt ledede regeringer erkender, at den hidtidige kurs hverken er vejen til bedre økonomi, mere social sammenhængskraft… eller til deres eget genvalg.

9 Nødvendigheden af at investere i mere beskæftigelse, bedre velfærd, uddannelse og infrastrukturer er et hovedpunkt i Hillary Clintons valgkamp i USA. Det var det også i Bernie Sanders kampagne forud for Demokraternes nominering, hvor han igen og igen pegede på den danske model.

Bernie var desværre – eller heldigvis – ikke helt opdateret på situationen i Danmark: Han var ikke opmærksom på, at vi lige nu har en regering med en politisk kurs, der skridt for skridt nedbryder væsentlige elementer i det danske velfærdssamfund.

Kursen fastlægges ved ukritisk brug og direkte misbrug af en neoliberal økonomisk model. Det er en model, der – i strid med al dansk socialdemokratisk erfaring fra Stauning til Nyrup – påstår, at samfundet kun kan blive konkurrencekraftigt nok og mennesker kun vil arbejde nok, hvis vi øger uligheden, mindsker den sociale tryghed og sænker skatterne.

En bæredygtig udvikling Verden har indtil for nylig set Danmark som foregangsland, når det gjaldt national og global solidaritet og indsats for klima og miljø: Vi har sikret mindre ulighed og større social tryghed end næsten alle andre samfund i kraft af høj og progressiv beskatning og skattefinansieret offentlig service af høj kvalitet. Traditionelt afviste vi at skabe flere dårligt lønnede job, forringe velfærd og sænke selskabs- og personskat, og alligevel klarede vi os flot i den internationale konkurrence. Det gjorde vi bl.a., fordi vores arbejdsstyrke var veluddannet og fleksibel, og fordi vi i et samspil mellem stat og virksomheder satsede dygtigt på de produkter og teknologier, som også resten af verden efterspørger inden for f.eks. vedvarende energi, bedre miljø, sundhed og velfærd.

FN’s stats- og regeringschefer vedtog sidste år i enighed de 17 mål for bæredygtig udvikling frem til 2030. Essensen er, at vi – for at udrydde sult og ekstrem fattigdom og skabe ordentlig uddannelse og sundhedstjeneste til alle – må bekæmpe den uhyrlige og voksende ulighed mellem lande og inden for de enkelte lande og massivt gå op mod klimaforandring og miljøødelæggelse. Uden at standse klimaforandringen kan vi ikke forhindre en mangedobling af omfanget af tvungne folkevandringer og krige i de nærmeste årtier. Og sker dette, vil det opsluge alle de ressourcer, der skulle til for netop at udrydde fattigdom og nød.

Vi erkender stadig ikke, hvor hurtige og dybtgående ændringer i produktions- og forbrugsmønsteret, der skal til – også hos os. Målene for bæredygtig udvikling handler ikke specielt om fattige mennesker i fattige lande. Det handler om alle mennesker og alle lande.

Ulighed og social utryghed er ondt for dem, der fastlåses i armod.

Og det er ondt for samfundets fremtid, fordi der er mennesker, der simpelt hen ikke får muligheden for at give sig selv og deres børn en anstændig tilværelse.

Danmark som foregangsland

17 mål for bære­ dygtig udvikling

Målene handler om alle mennesker

10 Det er opmuntrende, at målene for bæredygtig udvikling gennemsyres af samme forståelse og reelt er et opgør med den neoliberale økonomiske politik, der har domineret de seneste par årtier.

Derfor er det så pinagtigt, at vi i Danmark både halverer det traditionelle niveau for udviklingsbistand – inklusiv bistand til FN – og øger ulighed og utryghed hjemme.

Behov for flere skattepenge

Øget gab mellem budgetrammer og behov

Ændringer i dag­ pengesystemet

Behov for en kursændring En anden kurs kræver, at vælgerne kan overbevises om, at der skal findes flere skattepenge for at føre en ordentlig global og lokal fordelingspolitik til erstatning for den borgerlige nedskæringspolitik.

Der er meget store midler at hente ved at genopbygge det danske skattesystem efter halvandet årti med systematisk nedbrydning og nedskæring – og ved endnu mere aktivt at engagere Danmark i internationalt samarbejde mod skatteflugt og skattely.

Jeg er sikker på, at vi kan overbevise danskerne om, at de skal flere penge til fællesskabet, hvis pengene synligt og målrettet bruges til at rette op på forringelserne i velfærdsservice og fordelingspolitik.

Kommunerne fortæller om et hastigt voksende gab mellem stramme budgetrammer og en udvikling i bl.a. aldersfordelingen, der presser behovene for velfærdsydelser i vejret.

Men der er også brug for midler til at omgøre forarmelsen af titusindvis af de i forvejen mest udsatte borgere.

Det er interessant at selv toneangivende liberale økonomer herhjemme nu advarer mod flere asociale tiltag med det formål at øge arbejdsudbuddet. Der er ikke mere at komme efter, siger de!

Samtidig har Rockwool-fonden vist, at skattelettelser til de mere velhavende ikke har mærkbare effekter på deres arbejdsudbud.

Der er ved at genopstå en erkendelse af, at stort set alle, der både kan arbejde og kan få arbejde faktisk, er i arbejde.

Udfordringen om sikre det fornødne arbejdsudbud handler ikke om antal, men især om at få opkvalificeret fra ufaglært til faglært i hurtigere takt end den teknologiske udvikling udrydder ufaglærte job.

Status over udviklingen i den sociale sikring de seneste fem år Men vi står tilbage med en nedslående status over udviklingen i den sociale sikring de seneste 5 år: Vi har – trods en vis genopretning lige efter seneste valg – et dagpengesystem, der sikrer folk dårligere og i kortere tid end før.

Den danske model – der gjorde det let for arbejdsgiverne at hyre og fyre, men sikrede en høj kompensation for dem, der mistede job – har fået slagside: Dagpengenes reelle dækningsgrad er dalende – bl.a. på

11 grund af skattelettelser, der kun er kommet de beskæftigede til gode.

Langtidsledige er i stort tal faldet ud og henvist til kontanthjælp eller forsørgelse fra deres ægtefælle.

Nu lægger beskæftigelsesministeren yderst ufølsomt op til at stramme de geografiske rådighedskrav yderligere. Det vil betyde, at flere risikerer at miste dagpengeret, fordi de ikke vil efterlade en ægtefælle med godt job i en helt anden del af landet.

Væksten i antallet af kontanthjælpsmodtagere er i regeringens logik allerede blevet et af argumenterne for kontanthjælpsnedskæringer!

Det er forbløffende som borgerlige regeringer både op til dagspengeforringelserne i 2010 og kontanthjælpsnedskæringerne i 2016 har fiflet med regnemodellerne: Det blev påstået at kun få tusinde vil miste dagpengeretten, men det blev langt over 50.000. Det blev påstået at kun nogle få tusinde ville miste eller få nedsat kontanthjælp som følge af kravet om mindst 225 timers årligt arbejde, men det ser ud til at blive næsten 50.000!

Den seneste radikale nedskæring i mulighederne for efterløn rammer uforholdsmæssigt hårdt blandt dem, der har mest beskyttelse behov: Ældre, ufaglærte, nedslidte, ofte med bopæl i udkantsområde.

Folk, der er for dårligt rustet til at få arbejde, men ikke syge nok til at få førtidspension. De skal nu klare sig igennem på lav kontanthjælp eller ægtefællens forsørgelse frem til en folkepension, som komme stadigt senere i livet – og deres levetid er typisk 4-5 år kortere end den er for os andre.

Denne misere er et argument for mildere adgangskrav til førtidspension for socialt udsatte ældre. Og den er et meget stærkt argument imod regeringens planer om hurtigere og yderligere generel forhøjelse af tilbagetrækningsalderen, der i regnemodellernes magi skal finansiere en 2025-plan: Magi, fordi det meste vil ske alligevel – uden nye indgreb.

Folk med gode jobmuligheder, godt helbred og udsigt til ti års længere liv end deres forældre, bliver allerede nu i stor skala frivilligt i arbejde efter den officielle folkepensionsalder.

Der er i øvrigt ingen grund til at tro på Finansministeriet modelberegninger om, at 1300 flere kommer i arbejde som følge af kontanthjælpsloft mv. Men selv om regnestykket havde et gran af sandhed er det uacceptabelt, når det yderligere forarmer 30.000 – herunder mange børn, der i forvejen levede på en meget lav standard.

Det fortæller meget, at regeringen slår termometeret i stykker, samtidig med at den bevidst udbreder sygdom: Den officielle fattigdomsgrænse afskaffes, samtidig med at titusindvis i vort land henvises til at leve på en standard langt under denne grænse – på integrationsydelse eller nede under kontanthjælpsloftet.

Flere kommer til, hvis også boligydelsen forringes.

Fiflerier med regnemodellerne

Nedskæringerne rammer især de mest udsatte

Termometret slås i stykker

12

De fattigste må flytte

En ny koalition

Både kontanthjælpsnedskæringerne og angrebet på boligydelsen er bidrag til også skærpe ulighederne mellem rige og fattige kommuner: Begge indgreb sigter på at skære ned for folk, der – fordi de bor i hovedstaden eller de større byer – har en forholdsvis dyr husleje for et beskedent boligforbrug. Derfor henvises mange af de fattigste på overførselsindkomst til at flytte til udkantsområder, der i forvejen har uforholdsmæssigt mange på overførsel og mangler skattegrundlag til at levere ordentlig offentlig service.

Afslutning Mon ikke vi kan skabe en koalition af kommunale politikere på tværs af partier, socialarbejdere og samfundsforskere – derunder økonomer, der er kommet på bedre tanker? En koalition, der kan råbe folketingets flertal op og bremse driften mod uacceptabel ulighed?

Det er jo ikke en sympatisk tankegang, at man kun kan få de fattige til arbejde ved at skære i deres ydelser og kun kan få de rige til at arbejde ved sætte dem ned i skat.

Og der er ingen erfaringer på dansk grund, der bekræfter rigtigheden af denne antagelse.

Dén danske model, som var indtil for nylig, skabte et af de samfund i den hele verden, hvor flest både mænd og kvinder mellem 15-65 år er enten i arbejde eller uddannelse – et samfund, der kunne forene enestående konkurrencekraft med mindre ulighed og utryghed end de allerfleste andre steder.

Mogens Lykketoft var indtil september 2016 formand for FN’s generalforsamling. Han er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Han har tidligere været skatte-, finans-, udenrigsminister og formand for Folketinget.

13

Angst æder integrationen op Før vi forstår angsten og usikkerheden i store dele af det danske samfund, kan vi ikke forbedre integrationen af mennesker fra ikke-vestlige lande. Angst og usikkerhed er ikke noget man »bare« kan tage fra et menneske, men noget som kræver en helt anderledes politisk og samfundsmæssig indsats. Først da kan en reel integration lykkes.

AF KNUD AARUP

Det homogene land udfordres Victor Cornelins kommer til Danmark fra St. Croix i 1905. Han bliver senere viceskoleinspektør i Nakskov og har i sin bog »Fra St. Croix til Nakskov« beskrevet, hvordan det at gå over Rådhuspladsen i 1905 førte til at trafikken standsede, selv sporvognen, og at folk kom hen til ham for at mærke, om farven var ægte. Lille Victor kom i Tivoli, men for at blive udstillet i et bur. Den måde at opfatte fremmede på holder sig stort set frem til slutningen af 60’erne: mennesker med fremmede nationaliteter, farver og religioner var et særsyn i Danmark og blev betragtet, som noget eksotisk og noget man kunne se i Tivoli.

I løbet af 60’ernes konjunkturopsving kommer imidlertid et forholdsvis stort antal især tyrkiske indvandrere til Danmark og deres situation har været afgørende for danskernes forståelse af, hvad integration drejer sig om. I betegnelsen »gæstearbejder« har der fra starten implicit ligget, at der var tale om mennesker, som var her for at arbejde og sende penge hjem og efter endt arbejde ville vende hjem.

Det skete bare ikke, da den økonomiske krise satte ind i første halvdel af 70’erne. Gæstearbejderne blev ikke blot i landet. De blev arbejdsløse og fik deres familier til at flytte hertil og de begyndte at bruge af velfærdsydelserne og institutionerne. Det blev af mange danskere betragtet som et løftebrud og der opstod en vrede mod indvandring og i 1973 blev der vedtaget et totalt indvandringsstop. Den folkelige modstand var stor og et nyt parti, Fremskridtspartiet, kom i Folketinget med 28 mandater i efteråret 1973. Partiet havde ud over et negativt fokus på skat og den offentlige sektor også en kritisk holdning til de fremmede eller »muhamedanerne«, som partiets leder Mogens Glistrup yndede at kalde ikke-vestlige indvandrere.1

Mennesker med fremmed herkomst et særsyn

Gæstearbejderne blev

14

Andelen med indvandrer baggrund stiger

Kultur­ sammenstød?

Situationen bliver ikke bedre af, at indvandringen i løbet af 90’erne eksploderer og for alvor ændrer karakter. 80’ernes indvandrere kom hovedsagelig fra vestlige lande og etniske-danskere udgjorde fortsat 97% af befolkningen. 35 år senere er situationen væsentligt forandret.

Andelen af etniske-danskere er faldet til knap 88% og indvandrerne er nu fortrinsvis fra ikke-vestlige lande. I 1981 udgjorde personer med ikke vestlig baggrund godt 1% mens de i 2016 udgjorde 8%. Ottedoblingen har accelereret modstanden mod indvandring yderligere og Fremskridtspartiets aftagere Dansk Folkeparti har siden det blev stiftet i 1995 været talerør for de mennesker, som har følt indvandringen som et løftebrud og som en trussel.

Integration af fremmede i Danmark er så at sige startet på det forkerte ben. Det er startet med noget man kunne kalde et folkeligt bedrag – et løftebrud. Indvandrere var noget midlertidigt og de udfordrede homogeniteten og »ensheden«, som fundament for det danske velfærdssamfund.2 Indvandring har fra starten været set som en trussel mod sammenhængskraften i det danske homogene samfund. Her spiller det også ind, at indvandring er danskernes første møde med mennesker med en muslimsk tro. Meget hurtigt breder der sig en opfattelse af, at flygtninge og indvandrere »hæmmes« i deres integration på grund af deres kulturelle og muslimske baggrund. Deres baggrund ses som uforenelig med det grundlæggende fælles i det danske samfund. Derfor skal de så at sige bevise deres ret til at være del af det danske velfærdssamfund før de kan få legitim adgang til goderne.

Velfærdsstaten spiller en afgørende rolle for integrationen i Danmark og når flygtninge og indvandrere bliver omfattet af velfærdssamfundet forskellige universelle ydelser og tilbud, opstår der en brudflade mellem den manglende »enshed« og flygtninge og indvandreres brug af velfærdssystemet. Det stiller spørgsmålstegn ved velfærdsstaten og dens måde at fungere på. Det stiller spørgsmålstegn ved Danmark og: »Hvad det danske fællesskab overhovedet vil sige, når ikke-danskere (med de varierende definitioner heraf, der nu kan komme på tale) befinder sig iblandt os og kan gøre legitime krav på det danske velfærdssamfunds ydelser. De var jo ikke med i ’den samme båd’ fra begyndelsen.«3 Legitimitet og ret til i dag at være en del af det danske samfund hænger for ikke-etniske danskere uløseligt sammen med, om de konkrete bidrag til velfærdssamfundet på lige fod med andre og her naturligvis primært gennem arbejde og dermed skattebetaling.

Angsten for det fremmede og velfærdssamfundets tilbagegang For at forstå problemerne med integration, er det væsentligt at se den kobling mellem en vækst i indvandringen fra ikke-vestlige lande og den

15 samtidige og grundlæggende forandringer af det danske samfund. Livet er de sidste 35 år for mange danskere blevet forandret til det negative.

Livet er for mange påvirket negativt af væksten i arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Håndværkeren har fået polske konkurrenter, som løber med arbejdet. Den globale konkurrences benhårde konsekvenser har flyttet virksomheder til det fjerne Østen. New Public Management har ført en kontinuerlige effektivisering og centralisering af den offentlige sektor med sig. Der er lukket kommuner, skoler, sygehuse og livet i de mindre byer er blevet tømt for indhold.

Udviklingen er ikke enestående for Danmark. I Tyskland har Oliver Nachtwey beskrevet udviklingen som en afvikling af den moderne socialstat og en fremvækst af tilbagegangsstaten (den regressive modernisering)4. Trygfonden har igennem en årrække fulgt udviklingen i danskernes tryghed og i den seneste rapport kan man læse, hvordan den generelle bekymring endnu engang er vokset5. Faktisk er danskernes tryghed faldet siden analyserne blev startet i 2004.

Tilbagegangen viser sig i den geografiske fordeling af mennesker på overførselsindkomst, i huspriserne, i de lukkede butikker, i de lukkede skoler og hospitaler samt i manglen på fx læger. Den står i modsætning til centrum i de store byer, som er vækstområder med fremgang og med en veluddannet middel- og overklasse, som oplever globaliseringen som frihed og mulighed for personlig udfoldelsesmulighed.

Den tilbagegang og negative udvikling for underklassen og store dele af arbejder- og middelklassen har sat sig som en angst og en frygt for social deroute. Mange har mistet troen på en bedre fremtid for sig selv og deres børn. I den situation sker der en endnu stærkere kobling til væksten af de »fremmede« i landet. Billedet af flygtninge på motorvejen i 2015 har skubbet yderligere til den angst, som også Trygfondens analyse påviser.

Uanset om det er lukning af et slagteri i Nordjylland eller nedlæggelse af en offentlig institution i Sønderjylland, bliver denne situation koblet sammen med stigningen i antallet af flygtninge og indvandrere.

Men selv om angsten er reel, handler den ikke om flygtninge og indvandrere, men derimod om velfærdssamfundets svigt, trimningen af konkurrencestaten og resultater af globaliseringen. Og når angsten styrer, bliver det endnu sværere at lave en målrettet og effektiv integrationspolitik.

At have legitim adgang til velfærdssamfundet Når beskæftigelsesminister, Jørgen Neergaard Larsen, på Socialrådgiverdage i efteråret 2015 udtaler, at integrationen ikke er blevet bedre de sidste 30 år, så taler han sig ind i den lang række af rapporter, som påviser at flygtninge og indvandrere ikke bidrager til det danske velfærdssamfund i samme omfang, som etniske danskere.

Tilbagegangsstaten

Sammenkobling af utryghed og indvandring

16 Integrations­ indikatorer

Manglende arbejdsmarked­ stilknytning

Men hvad tæller som indikatorer for flygtninge og indvandreres bidrag til samfundet og dermed som integration? EU har udarbejdet en vejledning til forståelse og fremme af integration6. Ifølge den er det afgørende at man ser integration som en to-vejs-proces og som gensidig tilpasning7. Gensidigheden er imidlertid rammesat på en sådan måde, at immigranter skal udvise respekt for de grundlæggende værdier i EU. Beskæftigelse er grundlæggende og det er afgørende at immigranter bidrager positivt og synligt. Man skal kunne sproget i det land man bor og man skal anstrenge sig for at få uddannelse. Omvendt har man lige adgang til offentlige og private goder i samme omfang, som landets borgere. Der skal herske et grundlæggende princip om ikke-diskrimination.

Samkvem og interaktion med landets borgere er vigtigt. Det skal ske baseret på en inter-kulturel dialog og der skal opbygges et gensidigt kendskab til hinandens levevilkår og baggrund således at en forskelligartet kulturel og religiøs praksis er garanteret. Endelig skal deltagelsen i det demokratiske liv for immigranter understøttes.

Med udgangspunkt i vejledningen kan man pege på en række konkrete indikatorer på graden af integration og dermed på omfanget af indvandrere og flygtninges bidrag til samfundet »på lige fod med etniske-danskere«. Jeg vil i det følgende se på beskæftigelse, uddannelse og brug af velfærdsydelser og kort berøre flygtning og indvandreres engagement som medborgere samt deres værdier. De sproglige færdigheder er afgørende for enhver integration og er derfor forudsætninger for hvordan man som immigrant klarer sig på overnævnte indikatorer.

Disse er først og fremmest knyttet til de tidlige leveår og vil derfor blive berørt i gennemgangen af hvordan flygtninge og indvandrere bruger velfærdssamfundets institutioner.

Mænd med ikke-vestlige baggrund mangler tilknytning til arbejdsmarkedet I Danmark arbejder vi meget og det gør alle både mænd og kvinder. Det bliver også udtrykt som en høj beskæftigelsesandel, dvs. antal beskæftigede i procent af befolkningen i alderen 16-64 år. Beskæftigelsesandelen ligger typisk på 75-78%. Her ligger vi på linje med Norge og Sverige, men et meget pænt stykke over de andre lande i EU hvor specielt kvinders beskæftigelsesandel er lavere. Den høje beskæftigelsesandel er derfor også udtryk for, at ligestilling er en afgørende dansk værdi.

Det kan derfor ikke undre, at beskæftigelsen for indvandrere og efterkommere ikke er helt på samme niveau. De kommer fra lande med et helt andet beskæftigelsesmønster og derfor vil der være en større andel uden for arbejdsmarkedet. Men tallene for beskæftigede og arbejdsløse for personer med ikke-vestlig baggrund er alligevel meget dårlige.

I 2014 var 47,8 % af indvandrere med ikke vestlig oprindelse i beskæfti-

17 gelse. 6,4% var arbejdsløse og hele 45,8% var uden for arbejdsstyrken.

Det er meget langt fra de tilsvarende tal for danskere. Her er 73,8% arbejdsløse, 3,2% arbejdsløse og kun 23% uden for arbejdsstyrken8.

Men er denne tilstand ikke bare forventelig? Svaret er klart nej.

Mange andre lande er i stand til at sikre bedre integration og dermed bedre beskæftigelse af indvandrere, nogen steder på næsten samme niveau, som befolkningen i øvrigt. Tal fra OECD viser, at Danmark, Sverige og Holland er blandt de dårligste til at opnå samme beskæftigelsesgrad for egne borgere og for indvandrere. Det lykkes derimod i lande som Island, Storbritannien og USA9. Det er samme konklusion, som AE-rådet kommer frem til i deres analyse fra 2011«10 Der er flere forklaringer på manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. I en forskningsrapport fra 2010 peges, ud over uddannelse, som jeg vender tilbage til, på: 1. Det er svært for at komme ind på det danske arbejdsmarked fordi man som indvandrer enten ikke har et netværk eller et relevant netværk. Der er fortsat en grad af diskrimination overfor mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Rapporten konkluderer, at den største barriere er selve det; at få et arbejde. Når først man er inde på arbejdsmarkedet, er der ikke noget som indikerer, at man ikke fastholder sin tilknytning tilsvarende etniske danskere.11

Uddannelse er forbeholdt pigerne Drenge har det generelt svært i det danske uddannelsessystem og det gælder i særlig grad for drenge med en ikke-vestlig baggrund. Det er efterhånden dokumenteret i en lang række rapporter.12 Fx lavede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse af folkeskolens afgangseksamen fra 2002 og frem, som viser at pigerne generelt får højere karakterer end drengene og at kun i faget matematik er det siden 2006 lykkedes drengene at være bedre end pigerne. De systematisk lavere afgangskarakterer til drengene kan være en af forklaringerne på, at drengene klarer sig dårligere end pigerne.13 Og når næsten 30% af alle drenge med ikke-vestlig baggrund kun får folkeskolens afgangseksamen mens det kun gælder for godt 15% af danskerne, bliver problemerne endnu større. 20% af pigerne med ikke-vestlig baggrund har kun folkeskolens afgangseksamen, mens det for danske piger ligger på 13-14%.14 Det betyder at især drengene forlader uddannelsessystemet uden færdigheder til at kunne få et liv som selvforsørgede i Danmark.

Samme billede går igen, når man ser på, hvordan indvandrere og efterkommere klarer sig i ungdomsuddannelserne. Kun 52,2% af indvandre-mænd fra ikke-vestlige lande er i gang med en ungdomsuddannelse og 55,7% for kvinderne. Andelen stiger lidt for mandlige efterkommere, mens kvinderne med 66,3% faktisk har en større andel i ungdomsud-

Hvorfor manglende tilknytning?

Kun folkeskole

18 dannelse eller videregående uddannelse end de danske kvinder, som ligger på 65,4%.15 Denne udvikling har man kunne se over snart 25 år.16 Det betyder, at mandlige indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande ikke får videregående uddannelse i samme omfang som personer med dansk oprindelse. Der er dog en positiv bevægelse i retning af, at flere får en videregående uddannelse, men det flytter sig kun langsomt og det er kun kvinderne som for alvor rykker. Konsekvensen af manglende uddannelse og især manglende uddannelse for mændene betyder, at mange er henvist til et liv på overførselsindkomst.

Starthjælpens betydning

Mange på over­ førselsindkomst

Ghettoer på overførselsindkomst, drenge i fængsel og for få indvandrere i vuggestuer Indvandrere er nogle af de eneste, hvor der gælder særlige regler om kontante ydelser. Fra 2001 til 2011 og her igen fra 2015 har der været mindre ydelser til indvandrere i form af starthjælp, introduktionsydelse, kontanthjælpsloft og 225 timers-regel. Specielt starthjælpen var en ny ydelse, som klart brød med principperne om universalisme og som blev begrundet med at nyankomne skulle have incitament til at finde beskæftigelse. Det har flere undersøgelser sat spørgsmålstegn ved. Men signalværdien over for befolkningen har været klar: indvandrere og flygtninge skal gøre sig fortjent til at få andel i velfærdssamfundets ydelser.17 Resultatet i 00’erne var en stigning i den relative fattigdom, i antallet af børn, som vokser op i fattigdom og familier med konkrete afsavn i form af manglende fødselsdag, manglende TV i hjemmet, manglende råd til tandlæge, osv.18 Nu er ordningerne indført igen og man kan kun forvente, at de negative effekter i årene fremover vil blive de samme På grund af manglende beskæftigelse og svagere uddannelse fylder indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande ganske meget i statistikkerne over overførselsindkomster. Mennesker med ikke-vestlig baggrund udgør 7% af alle 16-64-årige, men hele 10% af personer på offentlig forsørgelse. Der er altså tale om en markant overrepræsentation. Især kontanthjælp fylder meget blandt personer med ikke-vestlig baggrund: 22% af de ikke arbejdsmarkedsparate og ikke-aktiverede kontanthjælpsmodtagere er ikke-vestlige indvandrere.19 Ser man på andelen på offentlige forsørgelse blandt de 30-59 årige, ligger mænd med ikke-vestlig baggrund fra 2009 og frem til 2014 med en andel på mere end 40% og tilsvarende for kvinder på mere end 45%.

Det er væsentligt over såvel personer med dansk oprindelse som indvandrere fra vestlige lande.20 Igen en indikation på at overførselsindkomst er en væsentlig indkomstkilde for personer med ikke-vestlig baggrund og dermed en indikator på manglende succes med integrationen.

Konsekvenser af manglende beskæftigelse og svag uddannelse viser sig for drengene med ikke-vestlig baggrund også i kriminalitetsstatistik

19 i form af højere forekomst af straffelovsovertrædelser. Sammenligner man etnisk danske mænd med efterkommere med ikke-vestlig baggrund, får man den skræmmende forskel, at efterkommerne har en kriminalitetstilbøjelighed, som er 140% højere end den danske.

Man kunne så spørge om noget af problemet skyldes, at børn fra ikke-vestlige lande i højere grad undlader at benytte velfærdssamfundets institutioner og fx ikke benytter vuggestuer og børnehaver, som fremmer en tidlig socialisering? Her viser en oversigt udarbejdet af BUPL, at 16% af børn, hvor begge forældre er fra ikke-vestlige lande, ikke kommer i institution som 1-2 årige.21 Til gengæld bliver vuggestuer oftere benyttet jo højere forældrenes uddannelsesbaggrund er.22 Ser vi på de 3-5 årige er den samlede andel oppe på 97,5% i 2014.23 Konklusionen må være, at rigtigt mange med ikke-vestlig baggrund er på overførselsindkomst, de begår kriminalitet i langt højere grad end danskere og de ikke bruger institutioner for de under 3-årige. Men fra 3 år og frem har velfærdsinstitutionerne stort set fat i de fleste.

Indvandrere har ikke samme holdning til medborgerskab og mangler den gensidige tillid Kort om politisk deltagelse kan siges, at deltagelsen ved kommunalvalg i 2013 var 42,5% for nydanskere og 75,5% for personer med dansk herkomst. Det går lidt fremad med medborgerskabet, men stadigt langsomt. Foreningsmedlemskab er nede på 53% og for de under 30 årige på 48%. De tilsvarende tal for personer med dansk oprindelse er 80% og for under 30 årige 63%. Tilsvarende forskelle finder man, når der spørges til den politiske aktivitet.24 I forhold til frivilligt arbejde svarede 21% af personer med ikke-vestlig baggrund, at de havde udført frivilligt arbejde inden for det seneste år. Det tilsvarende tal for danskere er 35%.25 Der kunne inddrages flere forhold, men hovedkonklusionen må være den, at det går den rigtige vej og at indvandrere i stigende omfang er engagerede som medborgere, på samme måde som danskerne.

Det er et større problem når vi ser på gensidig tillid, som er et vigtigt træk ved danskerne. Vi tror på hinanden og derfor er der rigtigt meget, som bare fungerer, uden at det behøver at blive kontrolleret. Herved adskiller Danmark og de nordiske lande sig fra mange lande i Europa og i verden. 89% af danskerne mener, at de fleste mennesker kan man have tillid til. Der er stort set samme tillid i de øvrige nordiske lande, mens tilliden falder støt når vi ser på Østrig, Tyskland og Frankrig. OECD gennemsnittet er på 59% og bunden i Europa udgøres af Grækenland og Portugal med henholdsvis 40% og 38%.

Tilliden blandt indvandrere og efterkommere er lav og på samme niveau som fx Grækenland, dvs. omkring eller lidt over 40%. Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande deler således ikke en så

Øget kriminalitet

Færre stemmer

Manglende tillid

20 afgørende værdi for det danske velfærdssamfund, som gensidig tillid er. Det er et klart problem og det forhold har også betydning som en af de mekanismer, som kan fremme angsten i dele af befolkningen.26 Ser man på tillid aldersfordelt bliver billedet endnu mere problematisk fordi tilliden blandt efterkommere mellem 18-29 år er nede på 35%. Det er så markant lavere og tæt på det halve af danskere på samme alder, at det må give stof til overvejelser om ikke, der er et selvstændigt problem her.

Ingen folkelig forståelse

Har indvandrere og efterkommere så gjort sig fortjent til at blive en del af det danske velfærdssamfund?

Spørgsmålet skal naturligvis ses i relation til artiklens indledende overvejelse om utryghed og angst hos store grupper af danskere samt den tilgang til integration, som har været gældende siden 1973-krisen.

Der er en lang række områder, hvor indvandrere fra især ikke-vestlige lande er netto ydelsesmodtagere og hvor de så at sige belaster systemet. Det kræver en solid og målrettet social indsats med fokus på, hvordan man kan give mennesker med en anden etnisk baggrund nye værktøjer til at magte at leve i et dansk samfund. Det er der imidlertid i dagens Danmark hverken en politisk opbakning til eller noget der minder om en folkelig forståelse for. Det er måske sat på spidsen, men det betyder at der ikke kan træffes de nødvendige nye beslutninger om at en anden og mere effektiv integrationspolitik. Tværtimod.

Hver eneste dag har sin nye markering på integrationsområdet om stramninger, negative incitamenter, konsekvente indgreb og »nu må vi sige stop«. Både den nuværende regering, personificeret ved Inger Støjberg og diverse medlemmer af Dansk Folkeparti sætter dagligt ild til det bål, som nærer fremmedhad og angsten for social deroute. Men også dele af socialdemokraterne ofte i form af Henrik Sass Larsen betræder fra tid til anden samme sti. Det er populisme og politisk plat af værste skuffe for det løser hverken integrationsproblemet eller dæmper angsten.

Det nytter heller ikke noget at lave den ene kampagne efter den anden fra det veluddannede segment uden at tage fat på den angst som under-, arbejder- og dele af middelklassen i stigende omfang fanges af.

Det hjælper ikke at Mandag Morgen nu kører en omfattende kampagne for at vise, at der er mange gode eksempler på positiv integration og at der kan vises konkrete positive udviklingstendenser. For det segment tager sig ikke af de store problemer, som Vandkantsdanmark rammes af og dermed tager de ikke angsten alvorligt. Angst æder integrationen op.

Skal der for alvor søges nye veje og skal integrationen for alvor forbedres, skal der en langt mere systematisk og langsigtet tilgang til med et helhedsorienteret socialfagligt fokus. Indsatsen skal starte ved ankomsten og ved fødslen. Der skal en håndholdt og kontinuerlig støtte til udvikling af børnene og ikke mindst til drengene.

21 Samtidig skal der udvikles en ny måde at skabe sammenhold i Danmark, som også omfatter de områder af landet, hvor væksten ikke er og ikke kommer. Det nytter ikke at vente på en vækst, som ikke kommer.

I stedet skal der arbejdes med genopbygning af den offentlige sektor i andre dele end storbyerne. En reel proces væk fra centralisering og hen imod en gen-decentralisering.

Knud Aarup er formand for Socialpolitisk Forening og tidl. bl.a. direktør for Socialstyrelsen og Social- og Arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune.

Noter 1 Karen Fog Olwig og Karsten Pærregaard (red), Integration – antropologiske perspektiver, Københavns Universitet 2010.

2 Steffen Jöhncke, Velfærdsstaten som integrationsprojekt, i Olwig og Pærregaard, op.cit. p.

37ff.

3 Ibid p. 55 4 Oliver Nachtwey, Die Abstiegsgesellschaft, Suhrkamp 2016, p 71 ff.

5 Se http://www.e-pages.dk/trygfonden/265/html5/1/ 6 Directorate-General Justice, Freedom and Security, Handbook on Integration for policymakers and practitioners, 3.ed., april 2010.

7 Om anerkendelse se Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet, Integration: Status og udvikling 2016, april 2016.

8 Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet, april 2016, op.cit.

9 OECD, Indicators of Immigrant Integration 2015, OECD/European Union 2015.

10 Mikkel Baadsgaard m.fl., Danmarks integration i bund i EU – økonomisk potentiale er stort, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 15. marts 2011.

11 Vibeke Jakobsen og Anika Liversage, Køn og etnicitet i uddannelsessystemet, København 2010, SFI 10/29.

12 Se diverse publikationer fra Center for Ungdomsforskning, EVA, KORA, m.fl.

13 Mie Dalskov Pihl, Drengene klarer sig dårligere end pigerne i 4 ud af 5 fag, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 3. december 2012.

14 Lars Foldspang, Indvandrerdrenge har sværere ved at få en uddannelse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 26. april 2014.

15 Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet, april 2016, p. 21 16 Vibeke Jakobsen og Anika Liversage, SFI 2010, op.cit.

17 Christian Albrekt Larsen & Jørgen Goul Andersen, Den universelle velfærdsstat, Frydenlund Academic 2015.

18 Karen N. Breidahl, Indvandreres adgang til den universelle velfærdsstat – starthjælp som case, i Larsen & Goul Andersen, op.cit. p 221 ff.

19 Danmarks Statistik, marts 2016, op.cit. p. 84.

20 Danmarks Statistik, marts 2016, op.cit. p. 89.

21 BUPL, Daginstitutionernes betydning for de mindste børn – en forskningsopsamling med fokus på de udsatte børn, BUPL 2012, p 10.

22 BUPL op.cit.

23 Danmarks Statistik, Statistisk Årbog 2015, København 2016, p.103 24 Ankestyrelsen, august 2015, p. 13 ff.

25 Torben Friedberg og Lars Skov Henriksen, Udviklingen i frivilligt arbejde 2004-2012, København 2014, SFI 14/09 26 Se http://uibm.dk/nyheder/nyhedsbrevet-integration-i-tal/Nr-1-1-marts-2016/tilliden-erhojest-blandt-nydanskere-som-er-gode-til-dansk

Fra centralisering til decentralisering

22

Nationalstatslige grænser for adgangen til velfærd Interessen for det omstridte begreb »Velfærdschauvinisme« har været tiltagende og formålet med denne artikel er også at bidrage til en nærmere til belysning af dette samfundsfænomen. Vi finder, at en stor del af befolkningen mener at sociale rettigheder til indvandrere og flygtninge bør begrænses og at denne del af befolkningen har en tendens til at udvise større solidaritet overfor nogle samfundsgrupper end andre. Det interessante er imidlertid, at vi ikke genfinder denne rangordning hos dem der er enige i, at flygtninge og indvandrere skal have ret til de samme sociale ydelser som danskere generelt og dermed ikke har velfærdschauvinistiske holdninger.

AF KAREN N. BREIDAHL OG KRISTIAN KONGSHØJ

Velfærds­ chauvinisme

Indledning Den tiltagende religiøse og etniske diversitet i en række europæiske lande har i en årrække været genstand for omfattende interesse og debat. Særligt har der været fokus på, hvorvidt indvandringen har undermineret den såkaldte sociale sammenhængskraft forstået ved tillid og solidaritet samt den folkelige opbakning til velfærdsstaten. Den omfattende forskning peger i forskellige retninger og det er svært at drage entydige konklusioner (for et lille udpluk af studier se bl.a. Alesina & Glaeser, 2004; Torpe & Lolle, 2011; van der Meer & Tolsma, 2014). Parallelt med denne meget brede debat er der også kommet fokus på et andet centralt fænomen – »velfærdschauvinisme«. Et omstridt begreb som grundlæggende refererer til en modvilje mod, at indvandrere skal have ret til de samme velfærdsydelser som befolkningen generelt. Det er særligt blevet benyttet i EU-migrationsdebatten, men knytter også an til spørgsmålet om ikke-vestlige indvandreres sociale rettigheder mere generelt. Tidligere forskning har bl.a. undersøgt, hvad der kendeteg-

23 ner de såkaldte »velfærdschauvinister«, herunder hvor stor en andel af befolkningen, der besidder disse holdninger. Resultaterne herfra peger bl.a. på, at der er en stærk sammenhæng mellem individers socioøkonomiske position samt uddannelsesniveau og graden af velfærdschauvinisme, samt at opbakningen til velfærdschauvinisme er lidt lavere i de nordiske lande sammenlignet med andre europæiske lande (se bl.a.

Mewes & Mau, 2013).

Et er, at dele af befolkningen mener at indvandreres adgang til velfærdsstaten skal begrænses. Spørgsmålet er imidlertid om de personer, der besidder velfærdschauvinistiske holdninger også mere generelt udviser mindre opbakning til omfordeling og velfærd? Det har været omdiskuteret, hvorvidt velfærdschauvinisme er mere end blot en afgrænset afvisning af sociale rettigheder til gruppen af indvandrere. Nogle studier finder dog, at velfærdschauvinisme kan være forbundet med mindre opbakning generelt til velfærdsstaten eller omfordeling (Schmitt og Spies 2014; Reeskens og Van Oorschot 2012). Det har dog ikke været undersøgt, om det også gælder et bredere spekter af solidaritetsformer over for forskellige samfundsgrupper. Dette vil vi netop forsøge at gøre her. Derudover vil vi indledningsvist afdække, hvad der adskiller de dele af befolkningen, der besidder velfærdschauvinistiske holdninger, fra dem som mener, at flygtninge og indvandrere bør have ret til de samme sociale ydelser som befolkningen generelt – dem som ikke har velfærdschauvinistiske holdninger.

Afsættet for belysningen heraf er spørgeskemaundersøgelsen »Fællesskabsforestillinger blandt danskere og nydanskere« indsamlet af Danmark statistik i efteråret 2014. Den indeholder 1217 respondenter, der repræsenterer et repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år, fordelt på køn, alder, uddannelse, indkomst, beskæftigelsesstatus og regioner (for en nærmere præsentation af datasættet se Breidahl, Holtug & Kongshøj, 2016).

Hvem har velfærdschauvinistiske holdninger – og hvem har ikke?

Med »velfærdschauvinisme« har vi at gøre med et omstridt begreb, der med rette kan kritiseres for at være værdiladet. Det kan endvidere forstås på flere måder og i denne artikel refererer det til, hvorvidt flygtninge og indvandrere bør have de samme sociale rettigheder som resten af befolkningen. Nærmere bestemt er respondenterne i undersøgelsen blev bedt om at forholde sig til følgende udsagn (helt enig, delvis enig etc.): Flygtninge og indvandrere bør have samme ret til social bistand som danskere, også selv om de ikke er danske statsborgere. Spørgsmålsformuleringen kan med rette kritiseres for at være uklar om, der refereres til indvandrere generelt eller mere specifikt til andre EU-borgere.

Trussel mod velfærdsstaten

Et omstridt begreb

24 TABEL 1

Velfærdschauvinistiske orienteringer fordelt på kontrolvariable

»Flygtninge og indvandrere bør have samme ret til social bistand som danskere, også selv om de ikke er danske statsborgere.« Variabel Køn Mand Kvinde Alder 18-29 30-44 45-59 60-74 75+ Beskæftigelse Selvstændig Lønmodtager Studerende Efterløn/overgangsydelse Pensionist Arbejdsløs/førtidspension Månedlig indtægt Under 20.000 20-29.000 30-39.000 40-49.000 50.000+ Uddannelse Ingen Erhvervsuddannelse Kort videregående Mellemlang videregående Lang videregående Ideologisk selvplacering Venstreorienteret Centrum-venstre Midten Centrum-højre Højreorienteret

Et opdelt billede

Helt eller delvist enig

Hverken enig eller uenig

Delvist eller PDI (enig mihelt uenig nus uenig)

N

40,16 42,75

13,77 15,99

46,07 41,26

-5,91 1,49

610 669

44,38 41,86 38,44 42,90 42,39

12,36 10,96 15,58 16,67 23,91

43,26 47,18 45,97 40,43 33,70

1,12 -5,32 -7,53 2,47 8,69

178 301 385 324 92

43,14 39,73 44,79 34,38 42,54 46,25

13,73 14,00 13,54 15,63 17,54 16,25

43,14 46,27 41,67 50,00 39,93 37,50

0 -6,54 3,12 -15,62 2,61 8,75

102 657 96 32 262 80

43,23 40,36 38,43 42,72 40,63

16,70 16,07 12,96 13,59 10,42

40,07 43,57 48,61 43,69 48,96

3,16 -3,21 -10,18 -0,97 -8,33

225 407 122 306 192

42,67 34,64 30,33 48,04 52,60

15,56 14,00 21,31 15,03 13,02

41,78 51,35 48,36 36,93 34,38

0,89 -16,71 -18,03 11,11 18,22

225 407 122 306 192

58,25 51,50 43,69 31,23 27,92

8,74 12,02 19,74 17,00 14,34

33,01 36,48 36,57 51,78 57,74

25,24 15,02 7,12 -20,55 -29,82

206 233 309 253 265

Først og fremmest viser vores empiri, at vi har at gøre med et forholdsvist opdelt billede: Således er i alt 42 pct. af alle respondenterne i en eller anden grad enige i, at indvandrere skal have samme ret til social

25 bistand som danskere, mens 44 pct. er helt eller delvist uenige i dette udsagn. De sidste ca. 12 pct. forholder sig neutralt til spørgsmålet(er hverken enige eller uenige) (se frekvensfordelingerne i tabel 1). Med hensyn til de statistisk signifikante variationer er der en tydelig tendens til, at respondenter med mellemlange og lange uddannelser er mindre velfærdschauvinistiske, mens personer med en erhvervsuddannelse og folk med korte videregående uddannelser er mere. Endvidere viser tallene – ikke overraskende – at de selvidentificeret højreorienterede er meget mere velfærdschauvinistiske end resten af befolkningen – navnlig de selvidentificerede venstreorienterede. Derimod finder vi ikke nogen klare statistisk signifikante mønstre, når vi ser på klassiske baggrundsvariable som køn, alder, beskæftigelsesstatus og indkomst.

Sammenhængen mellem velfærdschauvinisme og solidaritet på udvalgte områder Herefter vendes blikket mod sammenhængen mellem velfærdschauvinisme og solidaritet. Solidaritet er også et omfangsrigt begreb og fra den såkaldte »deservingness« litteratur (hvem anses som værdigt trængende) ved vi, at det er afgørende at sondre mellem solidariteten til forskellige grupper, da der kan være store indbyrdes forskelle på, hvem der anses som værdigt trængende (van Oorschot 2006). Det tages der højde for her, da vi har valgt at anvende følgende spørgsmål: »Vil du sige, at det offentlige eller individet selv bør have ansvaret«. Besvarelserne måles på en skala på fra 0 til 10, hvor 0 er lig med »individet har selv ansvaret« og 10 er lig med »det offentlige har ansvaret«. Dette spørgsmål stilles om indsatsen på seks velfærdsstatslige områder: 1) Behandlingen af de syge, 2) At sikre rimelige levevilkår, for personer der bliver arbejdsløse, 3) At sikre rimelige levevilkår for personer, der er født med fysiske eller psykiske handikaps, 4) Børnepasning, 5) Omsorgen for de ældre og 6) At sikre rimelige levevilkår for personer, der er flygtet eller indvandret til landet.« Af tabel 2 fremgår det, at forskellen mellem de ikke velfærdschauvinistiske (helt enig) og de mest velfærdschauvinistiske (helt uenig) er knap fire point på 0-10 skalaen, når det gælder det offentlige ansvar for flygtninge og indvandrere. Det kan virke omsonst at medtage dette mål da det ikke er overraskende, at de dele af befolkningen, der er mest kritiske overfor, at indvandrere bør have de samme rettigheder som resten af befolkningen også udviser skepsis overfor at sikre rimelige levevilkår for flygtninge og indvandrere. Solidariteten overfor flygtninge og indvandrere fungerer imidlertid som en meget illustrativ referenceramme. Således er samme forskel knap to point for solidaritet med de arbejdsløse. Når alle kontrolvariable inddrages (køn, alder, indkomst, uddannelse, socioøkonomisk og ideologisk selvplacering, som ikke er vist i tabellen) forbliver disse sammenhænge stort set uændrede. En

Hvem er velfærds­ chauvinistisk?

Solidaritet med velfærdsstatslige ydelser

Forskelle i soli­ dariteten med de forskellige grupper

26 nærmere analyse af datamaterialet (standardiserede koefficienter – heller ikke vist i tabellen) viser endvidere, at graden af velfærdschauvinisme er den vigtigste variabel til at afdække holdningsforskelle på disse to solidaritetsformer og det forbliver tilfældet, når der tages højde for ovennævnte baggrundsvariable.

Det er endvidere interessant, at de ikke velfærdschauvinistiske svarpersoner også betragter alle de andre grupper som nogle det offentlige bør tage et ansvar overfor i nogenlunde lige høj grad. Dem der besidder mere velfærdschauvinistiske holdninger rangordner i højere grad de forskellige grupper og udviser dermed større solidaritet overfor nogle grupper end overfor andre: Således at bl.a. ældre og syge i højere grad betragtes som det offentliges ansvar sammenlignet med indvandrere og arbejdsløse.

TABEL 2

Sammenhæng mellem velfærdschauvinisme og solidaritetsvariable Indvandrere Arbejdsløse Handicappede Børn Ældre Syge Score (0-10) på solidaritetsvariable (uden anden statistisk kontrol) Helt uenig i udsagnet, velfærdschauvinister Helt enig i udsagnet, Ikke-velfærdschauvinister

Svækkes opbak­ ningen til velfærds­ staten?

4,29

6,4

8,6

6,8

8,3

8,3

8

8,1

9,1

7,2

8,5

8,6

Konklusion I denne artikel har vi undersøgt, hvorvidt de dele af befolkningen, der besidder mere velfærdschauvinistiske holdninger også er mindre solidariske overfor andre samfundsgrupper sammenlignet med dem, der mener at flygtninge og indvandrere bør have samme ret til social bistand som danskere. Dette spørgsmål kan bidrage til at belyse, om der er nogle mekanismer i gang, som måske – på sigt – kan svække den bredere opbakning til velfærdsstaten.

Vores resultater viser først og fremmest (og ikke overraskende), at befolkningen er forholdsvist opdelte i forhold til deres syn på flygtninge og indvandreres ret til sociale bistand og at særligt den uddannelsesmæssige baggrund samt ideologisk selvplacering spiller en central rolle.

Derudover pegede resultaterne på, at der er en forholdsvis stor forskel på, hvilke samfundsgrupper de mere velfærdschauvinistiske dele af befolkningen mener det offentlige bør have et ansvar overfor. Således har det at besidde disse holdninger betydning for opbakningen til hvorvidt den offentlige sektor skal sikre rimelige levevilkår overfor arbejdsløse og indvandrere. Omvendt er velfærdschauvinisterne fortsat forholdsvis velvillige overfor at børn, ældre og syge skal være et samfundsan-

27 svar. Det er naturligvis ikke så overraskende, at sammenhængen slår helt igennem på holdningen til, om det offentlige bør tage et ansvar overfor indvandrere. Det centrale spørgsmål er imidlertid, hvorfor velfærdschauvinisterne også er mere tilbageholdende overfor at mene, at arbejdsløses levevilkår skal være et samfundsansvar? Er det fordi, at indvandrere ofte omtales som arbejdsløse i den politiske og offentlige debat eller fordi det er mere acceptabelt for denne gruppe af befolkningen at rangordne forskellige samfundsgrupper? Fra »deservingness« litteraturen ved vi, at der er større uenighed på tværs af individer om arbejdsløses værdighed (sammenlignet med ældre, syge, etc.), ligesom de generelt opfattes som mindre værdigt trængende end andre samfundsgrupper; men dog mere end indvandrere, der typisk ligger i bunden. (Van Oorschot, 2006).

Det interessante er imidlertid, at vi ikke genfinder denne rangordning af samfundsgrupper hos dem der er enige i, at flygtninge og indvandrere skal have ret til de samme sociale ydelser som danskere generelt.

På grund af spørgeskemaundersøgelsens tværsnitsdesign kan vi ikke sige noget entydigt om kausalitetsforholdet i dette tilfælde og her skal man være meget påpasselig med at gøre sig klog på spørgsmålet om »hønen og ægget«. Som minimum kan vi sige, at velfærdschauvinisme afspejler en vigtig skillelinje mht. i hvor høj grad forskellige samfundsgrupper opfattes som værende nogenlunde lige værdige eller ej, og at velfærdschauvinisme potentielt kan have spill-over effekter i holdningen til grupper på overførselsindkomster, såsom arbejdsløse. Resultaterne rejser under alle omstændighed en række ubesvarede spørgsmål.

Karen N. Breidahl (knb@dps.aau.dk), ph.d., adjunkt, Institut for Statskundskab og Center for komparative velfærdsstudier, Aalborg Universitet. Forsker primært i velfærdsstatslige og arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger, herunder etniske minoriteters holdninger og deltagelse på arbejdsmarkedet samt danskernes holdninger til velfærd og diversitet.

Kristian Kongshøj (kongshoj@dps.aau.dk), ph.d., post doc, Institut for Statskundskab og Center for komparative velfærdsstudier, Aalborg Universitet. Forsker i danskernes holdninger til velfærd og diversitet, samt bl.a. medborgerskab og velfærdsstatsudvikling i Norden og Kina.

Hvorfor er der forskellig holdning til de arbejdsløse?

Hvad kommer først?

28

Litteratur Alesina, A. & Glaeser, E. L., 2004. Fighting Poverty in the US and Europe. A World of Difference.

Oxford, Oxford University Press.

Breidahl, K. N.; Holtug, N. & Kongshøj, K. (2016). Do shared values promote social cohesion? If so, which? (under udgivelse) Mewes, J., & Mau, S. (2013). Globalization, socio-economic status and welfare chauvinism: European perspectives on attitudes toward the exclusion of immigrants. International Journal of Comparative Sociology, 54(3), 228-245.

Reeskens, T. & Van Oorschot, W. 2012. Disentangling the ’New Liberal Dilemma’: On the Relation Between General Welfare Redistribution Preferences and Welfare Chauvinism. International Journal of Comparative Sociology 53(2): 120-139 Schmidt, A.W. & Spies, D.C. 2014. Do Parties »Playing the Race Card« Undermine Natives’ Support for Redistribution? Evidence from Europe. Comparative Political Studies 47(4): 519-549 Torpe, Lars & Lolle, Henrik. 2011. »Identifying Social Trust in Cross-Country Analysis: Do We Really Measure the Same?«. Social Indicators Research, 103 (3): 481-500. van der Meer, T. & Tolsma, J., 2014. Ethnic Diversity and Its Effects on Social Cohesion. Annual Review of Sociology 40, pp.459-478. van Oorschot, W. 2006. »Making the Difference in Social Europe: Deservingness Perceptions among Citizens of European Welfare States.« Journal of European Social Policy 16(1): 2342.

29

Det nomadiske post-menneskes natur »Det eneste formål med den menneskelige eksistens, er at fænge et lys i mørket af ren væren.« – Carl Jung At efterlade venstrefløjens apokalyptiske vision af det tyvende århundrede, som stadig opretholder tanken om omvæltning af kapitalismen, og at finde et reelt alternativ er måske måden at komme sig over tømmermændene efter det totale orgie på.

AF ERIK MARC TRENSIG OVERSÆTTELSE AF ALLAN BÆRENTZEN & MIKKEL BO MADSEN

Det pågældende orgie var det øjeblik, da moderniteten eksploderede over os, tidspunktet for frigørelse i enhver sfære. Det var et totalt orgie – et orgie af det reelle, det rationelle, det seksuelle, af kritik som antikritik, af udvikling som krise i udvikling. Og nu konfronteres vi kollektivt med det store spørgsmål: Hvad gør vi så nu, når orgiet er overstået?

Lad os analysere hvad der sker i Europa i dag: Jeg tror, at det historiske pendul er ved at skifte, og at vi i øjeblikket står over for en paradigmatiske overgang i fuld skala, som det vil tage en generation eller mere at fuldt ud forstå.

Overgangen startede med sammenbruddet af socialismen i den østlige del af det Europæiske kontinent, og det vil slutte med sammenbruddet af den neoliberale kapitalisme i den vestlige halvdel. I hvilket omfang, dette vil påvirke resten af verden står ikke klart, fordi en del af skiftet består i, at Europa ophører med at være det dominerende kontinent, determinerende for resten af verdens udvikling. Det tyvende århundrede var, på trods af USA’s økonomiske og kulturelle succes, stadig defineret af Europa. De to verdenskrige, revolutionen, Holocaust og den kolde krig var alle væsentligst europæiske konflikter, der flød over – vidt og bredt. Amerikanske og asiatiske beslutninger var betydelige, men de vigtigste bestemmende faktorer udspilledes i Europa. – Den verden eksisterer ikke længere.

Konturerne af hvad der vil komme er mindre klart. Dette er forventeligt, eftersom et paradigmeskift altid knapt er synligt, indtil det allerede er sket. Men den økonomiske tilbagegang i Europa, forfaldet af EUs

Modernitetens højdepunkt

Paradigmeskift

Europa ej længere dominerende

Forfaldet af EUs modernistiske vision

30 modernistiske vision og opløsningen af de gamle, stærke nationalstater er en del af de kommende betingelser. I denne situation betyder ’revolution’, ikke hvad det engang gjorde; venstre og højre bliver ’tomme betegnere’1; og livet re-konfigureres.

Risikosamfundet

Undermineret modernitet

Frihed vs. sikkerhed

Vi lever i en konstant tilstand af usikkerhed Vi befinder os i et risikosamfund, forstået som den tyske sociolog Ulrich Beck definerer det: en systematisk måde at håndtere risici og usikkerhed på, som er skabt og indført af moderniteten selv.

Den industrielle modernitets succes og noget nær allestedsnærværende spredning af den industrielle kapitalisme, skaber globale effekter, der underminerer deres egen materielle fordele – eller i det mindste – i stigende grad har potentiale til at gøre det: »I kraft af dets iboende dynamik underbyder det moderne samfund dets egne formationer af klasse, stratum, erhverv, kønsroller, kernefamilien, fabrikken, forretningssektorer og dermed naturligvis også forudsætninger og vedvarende former for naturlige tekno-økonomiske fremskridt.«2 Men hvad er det for elementer, der underminerer modernisering og modernitet? Globalisering, individualisering, seksuel revolution, underbeskæftigelse og globale risici som klimakrisen og sammenbruddet i de globale finansielle markeder. Disse er overraskende jordnære og tilsyneladende ubetydelige opfattet hvert for sig, men samlet set har de en vigtig kumulativ betydning.

Hvert af disse elementer udfordrer den rumlige politiske dagsorden: enkelt, lineær og industriel modernitet baseret på nationalstaten3; mens elementerne afviger fra de traditionelle socio-politiske institutioner, som industrisamfundet er afhængigt af for at reproducere sig. Dette afstedkommer konsekvenser, som øger eksponeringen af enkeltpersoner og samfund som helhed – for risiko.

De der opgiver deres frihed for sikkerhed, hverken får eller fortjener nogen af delene Som Zygmunt Bauman påpeger med sit begreb flydende frygt, er der to afgørende og væsentlige værdier, som er nødvendige for et humant, anstændigt og værdigt liv: den første er frihed og evne til selvstændig livsytring; og den anden er sikkerhed, følelse af sikkerhed. Begge er absolut nødvendige for vores velbefindende. Sikkerhed uden frihed er slaveri og frihed uden sikkerhed er komplet kaos, evig angst og frygt.

Hver for sig er de forfærdelige, kun sammen kan de skabe et godt liv.

Begge er nødvendige og supplerer hinanden, ikke desto mindre er de næsten uforenelige. Jo større sikkerhed vi har, des mindre frihed er der; mere frihed betyder mindre sikkerhed. I dag er vi utroligt meget mere frie end vores bedsteforældre eller tipbedsteforældre var, men vi betalte

31 prisen – vi måtte bytte den for sikkerhed. Pendulet kan flytte sig igen mod sikkerhed og væk fra frihed. Man kan se tydelige tegn på det, når man ankommer til lufthavne: sikkerhedskontroller, kameraer, alarmer og flyaflysninger. Folk er klar til at afgive meget af deres værdighed, individualitet og valgfrihed for sikkerhed.

Vi bevæger os på flydende sand-prekariatets frygt Der er ingen faste strukturer som vi kan stole på, som vi kan investere vores håb og forventninger i. Selv de mest magtfulde regeringer kan ikke holde deres løfter. De har ikke nok magt til at gøre det. I alle aspekter af menneskers liv, ser man samme situation: usikkerhed og umuligheden at forudsige fremtiden.

Vi lever i en tilstand af konstant usikkerhed. Mennesket er uroligt, faret vild, ude af stand til at handle med selvsikkerhed, med tiltro. Men de der står over for størst usikkerhed i vores tid er flygtninge. De flygter fra krig og søger at opbygge nye liv i Europa. Der er en psykologisk forklaring på den nervøse reaktion på flygtninge. De der kommer nu, flygter ikke kun fra sult, og er uden brød og vand. Det er folk, som i går var stolte af deres boliger, stolte af deres position i samfundet og ofte meget veluddannede. Disse flygtninge, personificerer al vores frygt for at miste alt. Det er folk, som ellers var meget magtfulde i deres land, ligesom vi er nu her i Europa.

Men muligheden for gæstfrihed er ikke ubegrænset. Ligeledes er den menneskelige evne til at udholde lidelser og afvisninger heller ikke ubegrænset. Så vi er nødt til at udøve det, der kaldes empati. Selv om der måske ikke findes genveje til løsninger, og selvom det vil tage tid før vi finder fælles forståelse, måske en generation eller mere – idet forståelse via dialog er en lang, lang proces – så vi skal acceptere det paradigmatiske pendulskift. Vigtigst af alt så skal vi opfatte den nuværende flygtningekrise som et første chok og klargøre os til meget vanskelige tider forude.

Etik skal lede den positive særbehandlings politik Et etisk system kommer af et intellektuelt system. Vores aktuelle etiske værdier(individualisme, materialisme, etc.) er ikke kommet ud af ingenting, men er produktet af et intellektuelt paradigme, arvet fra oplysningstiden, baseret på dualitet og analytisk tænkning.

Det er essentielt at forstå vigtigheden af at kunne navigere under en avanceret kapitalismes betingelser. Ifølge filosoffen og feminist-teoretikeren Rosi Braidotti, er der tre komponenter, når det nomadiske begreb skal udforskes i den nuværende situation: Det analytiske, det normative og det programmatiske eller utopisk plan.

Det analytiske element består af en kritisk kartografi, der forsøger at kortlægge, hvad det betyder at leve på dette særlige tidspunkt i historien.

Magtesløshed

Flygtninge og frygt

32

Displacement

Kapitalismen knækker ikke

Vilje til at ændre verden

Økonomisk usikkerhed

Tidens parametre kan karakteriseres som forskydning4 og mobilitet. Vi er alle fordrevne (displaced) og vi er alle mobile. Noget kan opleves som positivt, såsom Skyping eller Erasmus-udveksling, mens andet opleves forstyrrende. Tænk bare på rodløshed og hjemløshed mange flygtninge og indvandrere oplever og må udholde på deres nomadiske rejse.

Opfat det nomadiske begreb som værende normativt i fht. at beskrive en etik, der bygger på princippet om dualitet. Kortlægningen af en tidligere fase af kapitalismen kunne udarbejdes binært: selv og andre, kultur og natur, herre og slave, Hegel og Marx, tese og antitese. Men vi er nu gået væk fra det dualistiske system, de beskriver, til et monistisk.5 Et system der lukker sig om sig selv. Vi må acceptere, at kapitalismen ikke knækker sammen. Den kan bøje, men den knækker ikke.

Som Deleuze og Guattari påpegede, så er kapitalismen fleksibel og kan let tilpasses til enhver given statsform; fra det skandinaviske socialdemokrati til den kinesisk autoritarisme. Dette betyder ikke, at vi ikke kan bekæmpe kapitalismen, men snarere at skal vi bruge passende teknikker til at gøre det; modarbejde den indefra, åbne rum til alternativer.

Den perverterede politiske økonomi bestående af kontrolleret mobilitet og opportunisme kalder på nye analytiske redskaber. Hvis vi ønsker at navigere i, endsige ændre på, dette system, så må vi ændre vores etik, bekæmpe negativitet med bekræftelse og inerti med kreativitet. Vi skal give folk en vilje til at ønske en anden verden, til at udlede fra og genterritorialisere det fleksible systems elendigheder ved at gøre det til subjekt for konstante forandringer i forvanskningen af betingelserne for en avanceret kapitalisme. Resultatet er et subjekt, der er multipelt, tilblivende, i konstant fluktuation. Ligesom det dialektiske subjekt var passende i forhold til at omvælte et dualistisk system, så er det multiple, processuelle subjekt det, der er i stand til at pervertere det fleksible system.

Tilbage til et normalt liv... Gå ud og shoppe!

Det modernes livs materialistiske og egoistiske form er ikke en naturlig iboende menneskelig tilstand. Vi har i Vesten gennemlevet en lang æra med stabilitet, indhyllet i en illusion af uendelige økonomiske forbedringer. Men det er bag os nu. I den overskuelige fremtid vil vi være dybt økonomisk usikre. Vi har med sikkerhed mindre tiltro til vores fælles mål, vores miljømæssige velfærd eller vores personlige sikkerhed end noget andet tidspunkt før. Vi har ingen idé om hvad slags verden vores børn vil arve, men vi kan ikke længere lade os narre til formode, at det vil ligne, den vi kender i dag.

Vores samfund er besat af rigdom, med udelukkelse af andre værdier; vores regeringer er involverede i en ’privatiserings- og den private sektor-kult’; og uligheden mellem rige og fattige er vokset dramatisk.

33 Og i mellemtiden, en ny generations skepsis Det er let at trække sig tilbage fra deltagelse i skeptisk afsky over inkompetencen hos dem i øjeblikket er sat til at styre for os. Men hvis vi overlader udfordringen med radikal politisk fornyelse til den eksisterende politiske klasse – så vil vi kun blive yderligere skuffet.

Når tusindvis af os samles til demonstration eller march, så er vi ved de lejligheder bundet sammen af en enkelt fælles interesse. Ethvert forsøg på at konvertere sådanne interesser til kollektive mål undermineres normalt af vores bekymringers fragmenterede individualisme.

Prisværdige mål såsom — bekæmpelse af klimaændringer, anti-krig, fortalervirksomhed for offentlige sundhedsydelser eller straf til kriminelle bankfolk — forenes ikke af mere end vores følelsesudtryk. I vores politiske som i vores økonomiske liv, er vi blevet forbrugere: vi vælger fra en bred skala af konkurrerende mål, vi finder det svært at forestille os måder eller grunde til at kombinere disse til et sammenhængende hele.

Den moralske impuls er uangribelig. Men republikker og demokratier eksisterer kun i kraft af deres borgeres engagement i forvaltningen af offentlige anliggender. Hvis aktive eller bekymrede borgere opgiver politik, så opgiver de dermed deres samfund til deres mest middelmådige og bestikkelige offentligt ansatte.

Dette er samtidig et vedvarende opråb – efter den moralske opfindsomhed der er behov for under de nuværende omstændigheder, til at gentænke og skabe nye tilgange og praksis, der kan kurere nutiden og skabe en større social retfærdighed, en større frihed og lighed for de mange. Men vi bør ikke nære et desperat håb om hurtige forandringer...

Som borgere i et frit samfund, har vi pligt til at se kritisk på vores verden.

Og hvis vi tror, at vi ved, hvad der er galt, så skal vi reagere på det.

Marc Trensig er kunstner og gallerist, Hans & Fritz Contemporary, Barcelona, uddannet på Cleveland College of Art and Design, UK, European Film College, Danmark og EINA School of Art & Design, Spanien.

Noter 1 (Red.): »Tomme Betegnere« (Empty Signifiers): Dannelse af mening, gennem sproget, sker gennem et netværk hvor visse ord og begreber har en central betydning, som knuder i et fiskenet, som sammenknytter menings-netværket. Disse »Betegnere« kan med tiden miste deres indholdsmæssige substans, men stadig have positionen som centrale i meningssystemet.

2 Ulrich Beck, Anthony Giddens og Scott Lash (1994), Reflexive Modernization – Politics, Tradition and Aesthetics in the Modern Social Order. Cambridge: Polity Press, s. 2.

3 Ulrich Beck (1999), Risikosamfundet. Cambridge: Polity Press, s. 2.

4 (Red.): ’Displacement’ kan have mange (beslægtede) betydninger. Fælles for dem er, at noget fysisk, mentalt eller begrebsmæssigt flyttes/forskydes et andet sted hen. F.eks.: flygtninge, underbevidste forsvarsmekanismer og/eller begrebers betydning.

5 (Red.): ’Monisme’, filosofisk opfattelse, der går ud på, at tilværelsens mangfoldighed kan reduceres til en enhed, enten ved at det vises, at alt værende er af samme art, eller at det er underkastet samme sæt af fysiske lovmæssigheder eller logiske principper.” (Denstoredanske.dk).

Nyt politisk engagement

TEMA/BOGANMELDELSE

34

En verden i bevægelse AF OLE HAMMER

Den hjemlige debat om flygtninge og asylsøgere – og om terrortrusler, konflikterne i Syrien og andre steder i Mellemøsten mv. har ført en række interessante bogudgivelser med sig, der beskriver de mange konfliktfelter fra forskellige vinkler. Vil man vide mere, eller er man på udkig efter personlige beretninger, er der mange gode muligheder. Her er nogle få eksempler: DRs mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard har i flere bøger berettet om krigen i Syrien. Både i »Hvor solen græder« (2014) og »Ser du månen« (2015) behandler hun konflikten i Syrien, men har også behandlet emnet i flere andre bøger.

I »Danmarks Børn i hellig krig« (2015) beretter journalisten Jaob Sheikh om de radikaliserede miljøer i Danmark og unges vej til Islamisk Stat. »Sort land« (2015) er en erindringsbog, hvor forfatteren, Ahmad Mahmoud, giver et indtryk af livet i en dansk indvandrerghetto.

Aydin Soei er journalist og sociolog og har beskæftiget sig med de udsatte unge med minoritetsbaggrund. »Forsoning« (2016) er Aydin Soeis personlige fortælling om sin egen og sine forældres historie, fra Iran til Avedøre. Aydin Soei fortæller om sin opvækst på Vestegnen, om farens tiltagende voldelige adfærd overfor familien og om det mord, faren ender med at begå på en anden iransk mand, hvis søn var forfatterens klassekammerat.

Og flere andre forfattere behandler samme temaer, både konflikterne i Mellemøsten og opvæksten og livet som indvandrer eller flygtning i Danmark. Men også integrationen er på boghylderne (igen): I »Nydansk« (2016) spørger forfatteren, Hjarn v. Zernichow Borberg, om nydanskere og danskere virkelig er så forskellige. Og han svarer selv: Statistikkerne viser, at der kun på få områder er forskelle. Bogen er en samling af statistiske oplysninger, der sammenligner levevilkårene for danskere og borgere med ikke-vestlig baggrund, som han kalder »nydanskere«. »Integration – dynamikker og drivkræfter« (2016) har fokus på, hvordan dynamikker og drivkræfter på det nære og hverdagslige niveau kan hænge sammen med en bredere integrationsdagsorden.

Bogen sætter fokus på en række væsentlige spørgsmål omkring integration og de samfundsmæssige udfordringer. »Integration« er redigeret af Marco Goli, lektor på Professionshøjskolen Metropol, og professor Bent Greve fra Roskilde Universitet og indeholder bidrag fra en lang række fagfolk på området.

Med »Migration – en verden i bevægelse« (2016) er vi ovre i den globale vandring (migration). Her sæter journalisten og samfundsforskeren Niels Boel problematikken ind i en global sammenhæng, hvor han tager udgangspunkt i vandring (herunder flugt) som globalt fænomen.

Han analyserer således migrationen i sammenhæng med befolkningsudvikling,

35 fundet sted til alle tider, over hele kloden og i stort antal. Det nuværende flygtningetal i Danmark giver udfordringer, men burde kunne håndteres (også politisk og i den offentlige debat).

Bogen er en grundig introduktion til den globale migration og virker bedst i de kapitler, der beskæftiger sig med den globale vandrings betydning for relationen mellem modtager- og afsenderlande. Der er mange og nyttige faktabokse og gode beskrivelser af nøgleproblemstillinger, fulgt op af pædagogiske spørgsmål.

Derimod kommer den til at virke lidt for generaliserende i afsnittene om integration, hvor generaliseringerne nemt kan blive til stereotyper, som f.eks. når han beskriver integrationsforløbet på individniveau med en gradvis udviskning af kulturforskelle over tre generationer.

I øvrigt opstiller Niels Boel »assimilation« og »integration« som to alternative strategier, hvor jeg ville foretrække den model, der opererer med »integration« som overordnet begreb for forskellige integrationsformer, herunder assimilation og pluralistisk integration.

Bogen er primært henvendt til gymnasieelever (samfundsfag A- og B-niveau samt tværfaglige forløb) og rummer derfor også spørgsmål til de enkelte kapitler, som lærer og elever kan arbejde videre med.

Ole Hammer er journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver. Han har i mange år beskæftiget sig med inklusion af indvandrere og flygtninge i det danske samfund og har skrevet en lang række bøger om emnet. Til foråret udgiver han en ny bog om dansk indvandrer- og flygtningepolitik. Medlem af Socialpolitisk Forenings internationale udvalg.

TEMA/BOGANMELDELSE

væbnede konflikter, klimaændringer, fattigdom og velfærd. Han gennemgår simpelthen den globale vandring og dens omfang og årsager.

Bogen beskriver årsagerne til migration og hvilken betydning migrationen har for modtagerlandet for afsenderlandet og for den enkelte og dennes familie. Han kommer ind på både beskæftigelsesmæssige, boligmæssige, uddannelsesmæssige og sociale aspekter af migrationen og beskriver forskellige integrationsteorier og betingelserne for en vellykket integration. Han beskæftiger sig også med de sikkerhedsmæssige aspekter i indvandringslandene.

De enkelte kapitler er bygget op omkring teoridannelser, statistisk materiale og definitioner samt beskrivende tekster, der lægger op til læserens egen vurdering. Bogen bygger bl.a. på tal og fakta fra en lang række internationale kilder fra bl.a. UNDP, OECD og ILO samt international migrationslitteratur.

Bogen inddrager overvejende eksempler fra store indvandringslande som USA, Frankrig, Italien og Grækenland og udvandringslande som Mexico og Marokko. Danmark nævnes mest i bisætninger, svarende til landets indvandringssituation, målt i et globalt perspektiv.

Det er vigtigt at sætte den hjemlige debat ind i en global sammenhæng, når man tænker på, at vandring og flugt har

KLUMME

36

Transnational adoption: Tilsyn med hvad?

AF BOON YOUNG HAN

Danmark har deltaget i transnational adoption siden 1950’erne og ud af de 22.508 fremmedadoptioner foretaget mellem 1970 og 2014 involverer 8.757 sager sydkoreansk fødte adopterede.

Transnational adoption er således et udbredt fænomen i Danmark og mange ikke-adopterede vil kunne nikke genkendende til »den adopterede«, som legekammerat, som nabo, som kollega eller måske som familiemedlem. Denne umiddelbare fortrolighed med adopterede og adoptionsproblematikken afspejles dog ikke i forskningsmiljøet eller mediedækningen, der kun i meget begrænset omfang har adresseret spørgsmål, der rækker udover den traditionelle debat af for og imod adoption og søgning efter den oprindelige familie.

I dette vakuum af vidensproduktion, har mange voksne adopterede valgt at engagere sig i adoption. På den ene side af personlige årsager, for at »opdage« deres egen historie, men også at faglige årsager med henblik på at bidrage til den officielle fortælling om transnational adoption. Da største delen af de første transnationalt adopterede kommer fra Sydkorea, har der været et naturligt fokus på transnationalt adoption fra netop Sydkorea i dette arbejde. Dette er ikke en homogen gruppe, men dog rettes der ofte kritik af det sydkoreanske adoptions-

system, og specielt tilvejebringelsen af børn til adoption er under kritik.

Den 8. marts 2016 meddelte social- og indenrigsminister Karen Ellemann at man suspenderer adoptionsformidling fra Etiopien. Ministeren udtalte at »jeg har ikke længere nødvendige tillid til at adoptioner fra landet lever op til de krav, vi stiller...«. Men er dette et isoleret etiopisk problem eller et problem kendetegnende for transnational adoption? I offentligheden holdes Sydkorea ofte op som et mønstereksempel og interessant er det at det sydkoreanske adoptionssystem har undgået den samme form for gransken, som man f.eks. valgte at gøre i Etiopien.

På hvilken baggrund føler ministeren sig sikker på, at hun kan have tillid til det sydkoreanske adoptionssystem og at det lever op til de krav der stilles fra dansk side? Ankestyrelses tilsynsrapport fra den blot ene rejse til Sydkorea i 2010 må være en essentiel kilde. Men har man overset eller endnu værre, har man accepteret at Adoptionsnævnet under deres tilsyn valgte at bruge en tolk ansat af det adoptionsbureau som der skulle fører tilsyn med? – ikke overraskende blev Adoptionsnævnet på adskillige områder oplyst ukorrekt information. Her dukker problematikken omkring afgivelsen af børn op igen, da adoptionsbureauets fortælling har et så markant andet fokus end det uafhængige socialrådgivere har i deres arbejde med f.eks. ugifte kvinder. Hvori ligger værdien af et tilsyn, hvis man ikke er i stand til eller villig til at gennemskue

37 men derimod fra forkerte familier. På trods af ugifte kvinders egne ønsker om at beholde og tage sig af deres børn, møder de stor modvilje blandt den øvrige familie, såvel som adoptionssocialrådgivere.

Hvorfor udebliver den politiske reaktion, velvidende at stik imod UNICEFs anbefalinger bruges adoption ikke som sidste udvej i Sydkorea?

KLUMME

de åbenlyse interesser der investeres i specifikke fortællinger?

Er de danske myndigheder vidende om situationen i Sydkorea, hvor 89% af børn bortadopteret såvel international som nationalt i perioden 2008 til 2015 er fra ugifte kvinder, og ser man på international adoption i 2015 alene er tallet 92%.

Børnene er således ikke forældreløse,

Boon Young HAN er assisterende professor ved Hankuk University of Foreign Studies, Department of Scandinavian Languages og Ph.D. studerende ved Seoul National University, Department of Social Welfare.

Siden sidste nummer af Social Politik i maj måned har Socialpolitisk Forening fået nedenstående nye kollektive medlemmer – velkommen til Jer!

LANDSFORENINGEN

Nye kollektive medlemmer af Socialpolitisk Forening

ANNONCE

38

I SIND har vi brug for din stemme.

I den socialpolitiske debat, på de sociale medier eller som aktivt SIND-medlem.

Vil du hjælpe os med at hjælpe andre?

Læs mere på www.sind.dk Vi er også på Facebook, Twitter (@landsforeningen) og LinkedIn

Knud Kristensen, SINDs landsformand

LANDSFORENINGEN FOR PSYKISK SUNDHED

39 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Ann-Cathrine Thomassen Anne Sofie Bøjrup-Jørgensen Line Askgaard Mads Engholm Malene G. Haarder Mikkel Warming Preben Etwil Rasmus Balslev Simon Nicholson

Ole Hammer Ole Meldgaard Bert Åberg Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Nicolai Poulsen, obs. (Dansk Socialrådgiver forening) Socialpolitisk Råd Mona Ayan Musse (LAFS) Jette Høy (FTF) Majbrit Berlau (Dansk Socialrådgiverforening) Christian Sølyst (LO) Ove Lund Lasse Bjerg Jørgensen (BUPL) + Landsstyrelsen og formænd for lokalforeningerne

Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Amina Giasso Rasmus Christensen Marianne Skytte

Landssekretariatet Allan Bærentzen, post@socialpolitisk-forening.dk

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Forkvinde Malene Haarder, mgha@foa.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Kirsten Österlin, Kios1952@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Peter Bundesen (fungerende ansvarlig redaktør) peter.bundesen@cdnet.dk

Marie-Louise Nør

Tanja Dall

tada@phmetropol.dk

Dorte Andersen

dsa@arbejdeadler.dk

Martin Fjording

Kresta Munkholt

krms@phmetropol.dk

marielouisenor@gmail.com

Preben Etwil

meyland@adslhome.dk maf@firkant.net

Nichlas Permin Berger Allan Bærentzen

nibe@kora.dk

post@socialpolitisk-forening.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening?

Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Knud Aarup, formand@socialpolitisk-forening.dk

Landsstyrelsesmøde Ordinært Landsstyrelsesmøde

Redaktionsmøde Social Politik

13. OKT

Internationalt Udvalg / ICSW Danmark

31. OKT-2. NOV 26.-27. OKT

Folk, Vandring og Velfærd

17. NOV

Yggdrasil-prisen og debat

5. DEC

Ordinært møde i redaktionen af Social Politik

Landsstyrelsesmøde

5.-7. DEC

10. OKT

6. OKT

Kalender 2016

Social Politik Nr. 6 – Kritikken i det sociale…

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Halvårligt møde

Demokratidialoger I – Et Social Europa To dages konference, LO-Skolen/Konventum, Helsingør.

Social Politik Nr. 5 – Ungdom Femte nummer af Social Politik hos medlemmer og abonnenter

Socialpolitisk Forening Hovedstaden Arrangement med oplæg og prisoverrækkelse, med fokus på flygtninge og asylpolitik.

Yderligere info via web og mail følger.

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

HOVEDSTADEN

Ordinært Landsstyrelsesmøde

Sjette nummer af Social Politik hos medlemmer og abonnenter

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening