Tidsskrift for Socialpolitisk Forening
Nr. 2 / 2017
TEMA
Frivillighed og samskabelse?
INDHOLDSFORTEGNELSE Frivillighed og samskabelse?
Tidsskrift for Socialpolitisk Forening
TEMA
Formand: Knud Aarup
Kresta Munkholt, Nichlas Permin Berger og Peter Bundesen: Indledning: Frivillighed og samskabelse? .. . . . . . . . . . . . . . 3
Landssekretær: Julie Kyndesgaard Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter. Redaktion: Tanja Dall (ansv. red.) Dette nummer er redigeret af: Kresta Munkholt, Nichlas Permin Berger og Peter Bundesen Redaktionssekretær: Katrine Muusmann og Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.100 Forsidefoto: Clive Chilvers / Shutterstock.com
Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS
Mads Espersen: Relationen mellem det offentlige og civilsamfundet må nytænkes .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Johannes Bertelsen: Samskabelse – symbolpolitik eller reel innovation? .. . . . 11 Linda Lundgaard Andersen og Helle Hygum Espersen: Samskabelse og samproduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Anne Tortzen: Overstyring tager livet af samskabelse .. . . . . . . . . . . . . . . . 22 Bjarne Ibsen og Helle Hygum Espersen: Tættere på borgerne? .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Klumme Heidi Sørensen: Fælles socialpolitiske kampe giver indflydelse .. . . . . . . . 34
3
Frivillighed og samskabelse? AF KRESTA MUNKHOLT, NICHLAS PERMIN BERGER OG PETER BUNDESEN
Gennem de sidste år har der været et opbrud på de kommunale ledelsesgange om, hvordan kommunerne bør samarbejde med civilsamfundet og borgerne. Opbruddet er blevet formuleret som en kritik af New Public Management-tankegangen, der ser borgerne som kunder i den kommunale butik og civilsamfunds organisationer som mulige markedsleverandører til kommunerne. Kommunaldirektør i Skanderborg Kommune Lisbeth Binderup har beskrevet det nye syn ved en skelnen mellem Kommune 1.0, Kommune 2.0 og Kommune 3.0. Kommune 1.0, der var fremherskende op til slutningen af 1960’erne, var en myndighed, og borgerne var lydige undersåtter. Men i kølvandet på ungdoms- og Glistrup-oprøret »tryllede« det offentlige sig om fra at være en myndighed til at blive en servicevirksomhed, der behandlede borgerne som kunder. Kommunen skulle nu være imødekommende og opfylde borgernes behov. Kommunalpolitikerne skulle lytte til og formidle kundernes ønsker og forventninger. Dette betød en kraftig vækst i det offentlige. Imidlertid er billedet efter 2007 skiftet igen, idet finanskrisen afgørende har ændret vores verdensbillede og borgernes etik og selvforståelse. Vi befinder os nu i en hård global konkurrence, hvor velfærdssamfundets overlevelse fordrer en »total turn-around«. Væksten inden for det offentlige kan ikke fortsætte. Derfor er lidt mere brug af frivillige i de offentlige velfærdsinstitutioner ikke nok. Der skal mere til: »Hele vores selvforståelse skal flyttes fra følelsen af at være kunde med rettigheder til at være borger med forpligtelser. Først da lettes omkostningsniveauet, så vi kan stå stærkere i konkurrencen.« 1 Det offentliges forhold til brugerne skal således være karakteriseret ved et aktivt medborgerskab, og forholdet til de frivillige organisationer skal være præget af en samskabelse, hvor de kommunale medarbejdere fungerer som en form for playmakere. Lisbeth Binderup mener, at man hermed kan undgå, at de frivillige fungerer som kritiske anmeldere af det offentliges indsats. Der skal ikke længere være en skillelinje mellem det kommunale system og borgerne. Fx skal Skanderborg Kommune være de 60.000 borgere, ikke de 5.000 medarbejdere.
4 Imidlertid har der også fra forskningsside været en øget interesse for samskabelse. Her ses samskabelse tilsvarende som en kritik af NPMs markedstænkning. Men mens kommunale ledere som Binderup ser samskabelse som en generel ny organisationstendens, så defineres samskabelse i forskningskredse som et meget mere snævert fænomen. For det første skelnes der mellem samskabelse og samproduktion. I samskabelse inddrages borgerne i enten udvikling af nye initiativer, i videreudvikling af eksisterende indsatser eller deltagelse i politiske processer og beslutninger. Ved samproduktion er der tale om et længerevarende samarbejde med borgere og andre aktører om udvikling, gennemførelse og evaluering af velfærdssystemer. For det andet stilles der meget præcise krav for, at noget kan kaldes samskabelse. Således skal der være tale om et ligeværdigt samarbejde mellem deltagerne, hvilket går ud over mindre forpligtende metaforer som playmaker. Hvis vi ser på erfaringerne i forholdet mellem frivillige sociale organisationer og det offentlige, har det været en tydelig del af organisationernes selvforståelse, at de også skal fungere som socialpolitiske vagthunde. Det kan de helt fint fortsætte med i forhold den snævre forståelse af samskabelse, men de bliver udfordret i den brede forståelse, som Binnerup angiver, idet de skal gøres til en del af et fælles kommunalt system. Her er det centralt, at den kommunale ledelse kan udøve en form for »blød magt« over samarbejdsparterne. Dette afvises i forskernes snævre forståelse af samskabelse, men spørgsmålet er her, hvor meget nyt der er i denne forståelse. Allerede nu tales der på bestemte områder om ligeværdige samarbejder mellem det offentlige og frivillige organisationer. NPM har trods alt ikke været helt enerådende – i det mindste på det sociale område. Samtidig har der også været en række bestræbelser på at inddrage civilsamfundsaktører som aktive deltagere og ressourcer i problemløsningen, ikke mindst som deltagere i brugerbestyrelser. Dette og ligeværdigheden kan nok udvides en del i forhold til enkeltprojekter og borgerinddragelse og hermed give politikerne vigtige input i form af viden og nye ideer. Når der gives eksempler på samskabelse, er det derfor altid enkeltprojekter og diskussionspaneler (som i kommunerne også kaldes samskabelse), som fremdrages. Men hvis vi holder fast i, at kommunerne er politisk styrede bureaukratiske systemer, er det svært at se, at samskabelse i den snævre betydning kan blive en generel strategi i den kommunale aktivitetsstyring. Kommunerne vil generelt være tilbøjelige til at lægge en kommunal dagsorden og styring ned over samarbejdet med civilsamfundet. Et ligeværdigt samarbejde er nok én mulighed blandt flere i en række enkelttilfælde i samarbejdet med civilsamfundet. Disse muligheder bør udnyttes, men det er nok naivt at forestille sig, at det skulle kunne blive en generel tendens
5 i de kommunale aktiviteter. Derfor er der også fortsat brug for de frivillige organisationer som vagthunde i forhold til den offentlige aktivitetsudvikling. Temanummeret indledes med to artikler, der dels argumenterer for øget samskabelse og dels er skeptisk heroverfor. Mads Espersen ser samskabelse som en løsning på problemerne med en dysfunktionel samarbejdsmodel mellem det offentlige og civilsamfundet. Dog er det indtil nu mest blevet ved snakken, da der mangler mod til at gennemføre en reel samskabelse. Johannes Bertelsen forholder sig skeptisk til promoveringen af samskabelse. Den bliver ikke rigtigt brugt til at skabe reelle innovationer, men meget mere som en positiv fortælling, der skal få en benhård økonomisk politik til lettere at glide ned. Anne Tortzen sætter med sin artikel, som bygger på hendes ph.d.afhandling ‘Samskabelse i kommunale rammer – hvordan kan ledelse understøtte samskabelse?´ fokus på de udfordringer, som særligt den kommunale ledelses rolle skaber for en succesfuld samskabelsesproces. Dette gør hun med udgangspunkt i konkrete eksempler på kommunal overstyring af samarbejdet, således at borgere og civilsamfundets ideer og ressourcer ikke bliver medtaget. Linda Lundgaard Andersen og Helle Hygum Espersen begrebsafklarer samskabelse og samproduktion. I fortsættelse heraf diskuterer de, om der er tale om effektiviseringsredskaber eller en demokratisering af velfærdsløsninger. Ud fra to nye undersøgelser sætter Bjarne Ibsen og Helle Hygum Espersen fokus på, hvordan kommunerne og civile aktører samarbejder i praksis. De viser, at samarbejdet, trods retorikken om samskabelse, primært er om samproduktion på outputsiden – det vil sige, at frivillige indgår i kommunale aktiviteter, eller at kommunerne understøtter foreningsaktiviteter. Derimod er fælles problemdefinition og udvikling meget mere sjældent.
Noter 1
Lisbeth Binderup, Kommune 3.0, i: HR-magasinet 5 efteråret 2012.