Social politik nr 3

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 3 / 2016

TEMA

Fra velfĂŚrd til jobfĂŚrd

INDHOLDSFORTEGNELSE Fra velfærd til jobfærd

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Formand: Knud Aarup

Dorte Schiønning Andersen og Peter Bundesen Indledning............................................................. 3

Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Tanja Dall (fung. ansv.)

Se øvrige bagerst i bladet.

Dette nummer er redigeret af: Peter Bundesen Dorte Schiønning Andersen Redaktionssekretær: Ann Gritt Øst-Jacobsen Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse.

Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter.

Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st.

1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 – 15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.400

Henrik Herløv Lund Beskæftigelsesmæssige konsekvenser af »dagpengereform« og dagpengeaftale.................... 7 Henrik Egelund Nielsen Kontanthjælpen – trussel mod underklassen og markør for populistisk mobilisering...................... 13 Ole Steen Mortensen Hvis arbejdet er så godt, så giv det til de syge........... 18 Mikkel Bo Madsen Arbejdsprøvning mellem nidkær kontrol og konkret arbejds­relateret indsats........................... 23 Dorte Schiønning Andersen Retten til arbejde................................................... 29 Klumme Bjarne Hastrup Boligydelsen – et socialpolitisk pletskud................... 34 Internationalt Udvalg Ole Meldgaard Bedre folkesundhed i Norden.................................. 35 Lands- og lokalforeninger Interview med Ove Lund Ingen får det bedre af at komme mere på røven........ 36

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3

Indledning AF DORTE SCHIØNNING ANDERSEN OG PETER BUNDESEN

En afgørende ændring i den socialpolitiske udvikling er skiftet fra en velfærdspolitik til en jobfærdspolitik. Eller måske rettere, at den nu fremherskende forestilling er, at velfærden skal sikres ved, at borgerne er i beskæftigelse og ikke ved, at de modtager indkomsterstattende sociale ydelser, når de er uden beskæftigelse. Ydelserne må ikke være større end at de berørte lige kan klare sig igennem.

Centrale midler i denne jobfærdspolitik har være en drastisk reduktion i ydelsesperioder og i størrelsen på de ydelser, som man modtager, når man ikke er i beskæftigelse. Angiveligt skulle en betydelig indkomstnedgang her fungere som et kraftigt incitament til, at man hurtigst mulig finder sig et arbejde igen. Andre midler til at øge jobudbuddet har været aktivering, uddannelse og forskellige tiltag som tilsigter at »hærde« borgerne til selv at løse problemerne. Alt dette har også betydet en omlægning af den overordnede økonomiske politik. Mens det offentlige tidligere så sig forpligtet til også at sikre den fulde beskæftigelse gennem en efterspørgselsstimulerende politik, så skal den fulde beskæftigelse nu sikres ved, at borgerne i øget grad udbyder deres arbejdskraft.

Jobfærdspolitikken slog igennem i 1990’erne under Nyrup-regeringerne og blev videreført under Venstreregeringerne i nullerne, dog med den tvist, at man her lagde vægt på, at de ikke-beskæftigede umiddelbart skulle i arbejde (arbejde først). Jobfærdslinjen blev fastholdt og udbygget under Thorning-regeringen, og der er ingen tegn på, at den skulle blive ændret under den nuværende Venstreregering. Der kan derfor nu ca. 20 år efter etableringen være grund til at vurdere hvilken betydning denne politikændring har haft. Har den løst sin målsætning om at øge borgernes beskæftigelse og dermed inddrage flere i arbejdsfælleskabet? Eller forringer den primært visse gruppers leveforhold, og bidrager dermed til at udelukke dem fra det større sociale fællesskab?

Som allerede nævnt har et centralt mantra været, at det altid skal kunne betale sig at tage et arbejde, hvorfor størrelsen på de sociale ydelser til ikke-beskæftigede er blevet kraftigt reduceret og tildelingsbetingelserne er blevet skærpet. Imidlertid har alle undersøgelser vist, at disse incitamenter kun har en mærkbar beskæftigelseseffekt for ressourcestærke ledige, mens den ikke har nogen nævneværdig effekt for de ressourcesvage borgere. De prøver i højere grad at tilpasse deres livssituation til de forringede indkomstforhold. Derfor vil beskæftigelseseffekten af det nye kontanthjælpsloft og 225 timers-regel kun blive minimal. Ganske vist er der registret ca. 167.000 kontanthjælpsmodta-

4 gere, men heraf er kun ca. 37.000 jobparate. Det store flertal er enten syge, stærkt handicappede eller døjer med andre former for sociale problemer. Ændringerne vil primært blot betyde en forringelse i leveforholdene for de berørte og deres børn.

Samtidig betyder afkortningerne i ydelsesperioderne at stadig flere uden beskæftigelse mister den offentlige forsørgelse og bliver overladt til familieforsørgelse. Dette gælder også for personer, der er aktivt arbejdssøgende. Det drejer sig ifølge AE-rådet om ca. 60.000 personer.

Imidlertid var det angivne sigte med de forringede ydelser at flere skulle komme i jobs. Hvis vi kigger på beskæftigelsestallene, så synes der i begyndelsen at have været en vis effekt, idet beskæftigelsesfrekvensen for 15-64 årige steg fra godt 73% i begyndelsen af 1996, til over 77% i starten af nullerne. Ved udgangen af 2006 nåede den endog op på næsten 79%. Imidlertid betød finanskrisen, at den igen faldt til under udgangspunktet i 1996. Nu er den igen genoprettet lidt og var på knap 74% ved udgangen af 2015. Derfor kan man stille spørgsmål ved, hvor stor den samlede effekt af forringede ydelser er i forhold til at få folk i job. Ganske vist betyder risikoen for at falde ud af sikringssystemet en intensiveret jobsøgning blandt de ledige, som er i risikozonen herfor – men i hvilket omfang tager de bare jobbene fra andre? Et studie fra OECD angiver, at beskæftigelseseffekten ved at sænke kompensationsgraden i Danmark statistisk set ikke er signifikant. Det, som virker, er, at sikkerhedsnettet er suppleret med rådighedskrav og aktivering.

Forskellige evalueringer af dagpengereformens afkortelse af ydelsesperioden har da også vist, at dens beskæftigelseseffekt stort set kun har været, at de ledige fremrykker den mere intensive jobsøgning, hvor der gives køb på arbejds – og lønforhold. Den har fået nogle hurtigere i arbejde. Den samlede beskæftigelsesgevinst ved at forringe ydelserne er altså beskeden. Og selv hvis de reducerede ydelser får lidt flere i jobs, vil det skade trygheden for de mange.

Foruden øgningen i de økonomiske incitamenter, er der især inden for jobcentrenes indsats ved sygdom sket afgørende ændringer. Mens sygdom tidligere blev betragtet som en form for helle, lægges der nu i jobcentrene vægt på, at den syge ikke må blive marginaliseret under sygdommen, hvorfor der iværksættes arbejdsfastholdende foranstaltninger under sygdommen. Jacob Hougaards gamle udtryk »hvis arbejde er sundt, så give det til de syge«, er faktisk blevet gældende politik på området – på godt og ondt.

Da alle skal i arbejde, er det blevet meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension. Som sådan betragtes man som værende uden for fælleskabet, at være »parkeret« på passiv forsørgelse. I stedet holdes man på kontanthjælp, i arbejdsprøvning eller sættes i ressourceforløb, som skal styrkes de pågældendes ressourcer. I disse forandringsbestræbel-

5 ser er man fx nået til, at stille krav om at overvægtige personer skal tabe sig, som betingelse for, at de kan modtage sygedagpenge. Her er der således ikke tale om, at det offentlige trækker sig. Tværtimod kan man sige, at der sker en intensivering af indsatsen, idet bestræbelsen går på, at forandre borgernes indstilling, så de bliver bedre til selv at sikre deres forsørgelse.

Imidlertid viser en første opgørelse af resultaterne fra ressourceforløbene i 2013 og 2014, at deres beskæftigelsesmæssige effekt har været meget begrænset. Ud af 609 afsluttede ressourceforløb er kun 14 personer kommet ordinært arbejde og ca. 80 er kommet i flexjob. Det har nok heller ikke hjulpet på resultaterne, at mange af ressourceforløbene har været discountprægede.

Selvom fortalerne for jobfærd mener, at den såkaldte aktive beskæftigelsespolitik er mere socialt bevidst end den tidligere »passive« velfærdspolitik, fordi den i højere grad vil sikre alle borgeres deltagelse på arbejdsmarkedet, så mangler de at dokumentere, at dette også er tilfældet i praksis. Foreløbige erfaringer peger derimod på, at en ikke ubetydelig persongruppe fortsat bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Ikke nok med det, bliver de også gjort til genstand for en nidkær behandling af kommunale institutioner og mange bliver ekskluderet fra det normale sociale liv.

Dette nummer af Social Politik sætter deltagelse i arbejdslivet såvel som beskæftigelsespolitikken til debat fra forskellige faglige vinkler.

I nummerets første artikel redegør Henrik Herløv Lund for de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af Dagpengereformen, som blev vedtaget i 2010 og Dagpengeaftalen fra 2015. Formålet med aftalen var at øge beskæftigelsen med 11-15.000, idet reformens fortalere antog, at et øget arbejdskraftsudbud ville blive omsat i en øget beskæftigelse, men for at et øget udbud kan omsættes til øget beskæftigelse, kræves der også en øget arbejdskraft efterspørgsel, og dette har ikke været tilfældet.

Henrik Egelund Nielsen redegør for at antallet af kontanthjælpsmodtagere er stigende. Det skyldes i høj grad stramning i alle andre forsørgelsesordninger. Samtidig er kontanthjælpens ydelsesstørrelser blevet forringet. Det bringer ikke modtagerne i arbejde, men bliver brugt som et skræmmeeksempel for den øvrige befolkning på hvor slemt det kan gå, hvis den ikke accepterer de foreliggende vilkår på arbejdsmarkedet.

Professor og speciallæge i arbejdsmedicin Ole Steen Mortensen sætte fokus på behandlingen af sygemeldte i det danske socialvæsen, herunder beskriver hvorledes reformer på området har betydning for den socialmedicinske indsats for rehabilitering og udvikling hos borgere med komplekse problemstillinger. Endvidere beskriver han arbejdet i de kommunale rehabiliteringsteams og giver eksempler på, hvordan indsatsen kan få betydning for konkrete borgeres fremtid og livskvalitet.

6 Mikkel Bo Madsen skriver om den intensivering af arbejdsprøvninger, som er sket i de senere år, idet vurdering menneskers arbejdsevne er en væsentlig del af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Der resulterer nogle gange i meningsløse og gentagne arbejdsprøvninger, der i realiteten ikke er i stand til at arbejde; men det kan også resultere i konkrete og virksomhedsnære udviklingsforløb, der kan hjælpe mennesker med omfattende problemer ind på arbejdsmarkedet.

Cand. psych. Dorte Schiønning Andersen fra Landsforeningen Arbejde Adler, beskriver hvorledes inddragelse i beskæftigelse under opholdet på et forsorgshjem opleves som positivt af hjemløse og andre socialt udsatte på en § 110 institution. Hun beskriver desuden, hvordan arbejdets fysiske og psykosociale aspekter konkret kan bidrage positivt til den samlede rehabilitering, når inddragelse i beskæftigelse sker med relevant støtte og vejledning.

7

Beskæftigelsesmæssige konsekvenser af »dagpengereform« og dagpengeaftale Formålet med »Dagpengereformen« var ikke mindst at øge beskæftigelsen med 11-15.000 fultidsbeskæftigede. Reformens fortalere har antaget, at det sker mere eller mindre af sig selv. Problemet er imidlertid, at reformen alene øger arbejdskraftudbuddet. Og for at det kan omsættes i beskæftigelse, kræves en øget arbejdskraftefterspørgsel. Det er der imidlertid langt til i dansk økonomi, der langtfra har finanskrisens mistede 175.000 jobs AF HENRIK HERLØV LUND

Hovedindholdet i »Dagpengereformen« og Dagpengeaftalen »Dagpengereformen« blev vedtaget i 2010 som led i daværende VK – regerings »Genopretningspakke« af regeringen og DF med senere tilslutning til reformen af De Radikale. Hovedelementerne i »Dagpengereformen« var en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år og en fordobling af genoptjeningsperioden fra 26 til 52 uger.1 Ideerne hertil var fremlagt af Arbejdsmarkedskommissionen.2 »Dagpengereformen« blev imidlertid meget omstridt. Først og fremmest blev der fra fagbevægelsen rettet en voldsom kritik mod, at langt flere viste sig at miste deres dagpengeret end oprindeligt hævdet af regeringen, jf. næste afsnit. Den efter VK følgende SRSF – regeringen følte sig derfor tvunget til først at udsætte reformens ikrafttræden og dernæst at mildne implementeringen af den, bl.a. gennem en midlertidig »arbejdsmarkedsydelse«.3 Da uroen imidlertid fortsatte, greb man til at nedsætte en »Dagpengekommission«, som op til valget i 2015 fik til opgave at bløde lidt op på den mindste del af »Dagpengereformens« stramninger: Skærpelsen

Omstridt »Dagpengereform«

Dagpengekommissionen skulle bløde reformen op

8 af genoptjeningskravet. Baseret på Dagpengekommissionens anbefalinger blev der efter valget herom indgået den såkaldte »Dagpengeaftale« mellem V, S og DF. Hovedelementet heri var Dagpengekommissionens forslag om, at der indføres en mere fleksibel genoptjening, hvorved dagpengeperioden efter 6 måneders »småjobs« forlænges med et tredje år.4 Lempelserne betales dog af de arbejdsløse selv gennem 3 årlige karensdage og ved at sætte dimittendsatsen ned fra 82 % til 71,5 % for nyuddannede uden børn.5

Problemer i den udbudsøkonomiske tankegang

»Dagpengereformens« og Dagpengeaftalens beskæftigelseseffekt – en kritisk diskussion »Dagpengereformen« var ifølge regeringen et middel til at styrke den strukturelle beskæftigelse på længere sigt. VK-regeringens skøn for den forventede beskæftigelsesstigning på sigt var godt 11.000 fuldtidsbeskæftigede personer, mens Arbejdsmarkedskommissionen forventede et lidt højere beskæftigelsesløft på godt 13.000 og Det Økonomiske Råd skønnede en beskæftigelsesstigning på omkring 15.000.6 Dagpengekommissionens skøn for beskæftigelseseffekten af den justerede »Dagpengereform« ligger i samme omegn, nemlig omkring 11.000 fuldtidsbeskæftigede på længere sigt.

TABEL

Angivelig beskæftigelseseffekt af »Dagpengereform« før og efter dagpengeaftalen

Årlig beskæftigelsesforøgelse på sigt

VK – regeringen i »Genopretningsaftalen«

Arbejdsmarkedskommissionen

Det Økonomiske Råd

Dagpenge-­ kommissionen

11.000

13.000

15.000

11.000

Afgørende er det imidlertid i alle tilfælde, at ovennævnte skøn i første omgang alene handler om en forventning om forøgelse af arbejdskraftudbuddet. Forventningen herom bygger på en antagelse om, at de ledige på grund af stramningen af dagpengereglerne vil søge hurtigere og mere bredt. Den herigennem stedfundne udvidelse af arbejdskraftudbuddet antages så i anden omgang, mere eller mindre i sig selv, at ville medføre en øget beskæftigelse – på sigt.

Denne udbudsøkonomiske tankegang har ligget til grund for såvel beregningerne over »Dagpenge-reformens« beskæftigelseseffekt fra såvel VK – regeringen, Arbejdsmarkedskommissionen, Det Økonomiske Råd og Dagpengekommissionen.

9 Der er imidlertid en række afgørende problemer med denne tankegang. For det første er problemet, at virkeliggørelse af antagelsen om, at et øget arbejdskraftudbud omsættes i øget beskæftigelse, kræver, at efterspørgslen på arbejdsmarkedet stiger parallelt med arbejdskraftudbuddet. Men der er i økonomisk teori og i erfaringerne fra den økonomiske virkelighed ikke belæg for en automatik, som sikrer et sådan samspil.7 For det andet er der det problem i den udbudsøkonomiske tankegang, at konverteringen af øget arbejdskraftudbud til øget beskæftigelse antages at ske »på sigt«. Dette udefinerlige »på sigt« kan imidlertid dække over ganske mange år og er dermed i praksis en »gummiparagraf«, der er uanvendelig som grundlag for at føre konkret og aktuel arbejdsmarkeds – og økonomisk politik.

Jobmangel i vejen for den angivne beskæftigelseseffekt fra »Dagpengereformen« I mere dogmatiske udgaver af udbudsøkonomisk teori antages øget arbejdskraftudbud af sig selv og automatisk at blive omsat i øget beskæftigelse, men i mere realistiske versioner indrømmes det, at der skal være en øget efterspørgsel efter arbejdskraft til, før et øget arbejdskraftudbud kan omsættes i øget beskæftigelse.8 Også for denne mere »jordnære« udgave af teorien er der imidlertid et problem, nemlig at Danmark med finanskrisen på kort tid mistede omkring 175.000 arbejdspladser9 og i skrivende stund langtfra har genvundet dette tab.

FIGUR 1

Beskæftigelse for lønmodtagere 2008-201510

Ca. 175.000 arbejdspladser tabt

Uanvendelig udbudsøkonomisk gummiparagraf

Forskellige forventninger til beskæftigelseseffekten

10 Selvom beskæftigelsen fra 2014 og frem til i dag er vokset noget, er der stadig et betragteligt efter-spørgselsunderskud efter arbejdskraft på omkring 100.000, blot for at genvinde beskæftigelsesniveauet fra før finanskrisen. Der er altså meget langt dertil, hvor man kan begynde at tale om ekstra efterspørgsel efter de yderligere arbejdssøgende som »Dagpengereformen« og andre reformer sender ud i jobsøgningskøerne.

Arbejdsudbud og beskæftigelse

Stramning medfører fortrængningseffekt

Kun én procent er kommet i arbejde tidligere Problemet er mangel på efterspørgsel

Vil »Dagpengereformen« udvide antallet af beskæftigede – eller antallet af ledige Dette rammer centralt ind i diskussionen om, hvorvidt der er realisme og holdbarhed i de oven anførte udbudsøkonomiske skøn om en beskæftigelsesstigning som følge af »Dagpengereform« på mellem 11 og 15.000 fuldtidspersoner?

Ifølge Michael Svarer – tidligere økonom i Arbejdsmarkedskommissionen og i dag medlem af Det Økonomiske Råd – baserede man nemlig forventningen om et beskæftigelsesløft på, at »… det er lettere for virksomhederne at rekruttere, hvis de får flere tilbud. Og hvis virksomhederne får flere tilbud er det billigere for dem at rekruttere, hvorfor de – i hvert fald i en teoretisk verden – vil slå flere job op. »11 Men denne forventning ser helt bort fra, at forudsætningen for at virksomhederne ansætter mere arbejdskraft også er, at de kan finde yderligere afsætningsmuligheder. Er der mangel på efterspørgsel og afsætningsmuligheder, vil virksomhederne derimod ikke ansætte yderligere arbejdskraft.

I så tilfælde kan det på den ene side sagtens være, at stramningen af dagpengereglerne medfører, at dagpengemodtagere på et tidligere tidspunkt end under de gamle regler bliver mere ivrige efter at finde og tage job. Men hvis der samlet set i økonomien stadig er et stort underskud af efterspørgsel og dermed af jobs, vil det på den anden side blot ske på bekostning af nogle andre jobsøgende, som nu ikke finder ansættelse. Der vil med andre ord ikke være tale om en udvidelse af jobantallet, men alene være tale om en fortrængningseffekt.12 Denne mere realistiske forudsætning om, at øget efterspørgsel efter arbejdskraft kræver øget efterspørgsel efter varer og tjenester i økonomien, har af SFI13 været lagt til grund for en vurdering af beskæftigelseseffekten af »Dagpengereformen«. Denne viste, at »… kun én procent af de 50.600 undersøgte dagpengemodtagere er kommet i arbejde tidligere, end de ville have gjort med en længere dagpengeperiode. » Beskæftigelseseffekten af »Dagpengereformen« er med andre ord ifølge SFI ganske lille.14 Grundet afmatning i det private forbrug, i erhvervsinvesteringerne samt sparepolitik, også for det offentlige forbrug, er der et betragteligt efterspørgselsunderskud i dansk økonomi. Dette har ikke blot hidtil

11 været situationen i dansk økonomi siden finanskrisen, men det tegner med den aktuelle svage vækst i både Danmark og EU også til at være situationen år fremover.

Den økonomiske vækst og efterspørgslen er med andre ord stadig et godt stykke fra at have genvundet niveauet fra før finanskrisen, hvorfor danske virksomheder kæmper med vanskelige markeds – og afsætningsvilkår, hvilket selvsagt smitter af på rekrutteringen.

FIGUR 2

Økonomisk vækst i Danmark, EU og USA, kædede værdier, sæsonkorrigeret. 1. kv. 2008 = 100.

Derfor er der er med andre ord indtil nu og et godt stykke tid fremover ikke belæg for antagelsen om, at »Dagpengereformen« giver et beskæftigelsesløft. Med den nuværende langsomme økonomiske fremgang må det vurderes at vare år, før der evt. vil blive skabt de ekstra arbejdspladser, der skal til for at beskæftige det øgede arbejdskraftudbud, som »Dagpengereformen« medfører.

Indtil det evt. måtte ske, vil »Dagpengereformens« forøgelse af arbejdskraftudbuddet selvsagt blot forøge arbejdsløsheden.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient. adm.

1 VK – regeringen: Genopretningspakken. Maj 2010. http://www.stm.dk/publikationer/genopret_10 /genopretningspakken_danmark_ud_af_krisen_regningen_betalt_maj_2010_web.pdf og VK – regeringen og DF: Aftale om genopretning af dansk økonomi. Maj 2010. http://www.stm.dk/multimedia/Aftale_mellem_regeringen_og_Dansk_Folkeparti_om_ genopretning_af_dansk__konomi.pdf

12 2 Jf. Arbejdsmarkedskommissionen: Velfærd kræver arbejde. August 2009, kap. 3, s. 99 http://www.amkom.dk/media/22119/velfaerd_kraever_arbejde_web.pdf. For en kritik heraf se Lund, Henrik Herløv: Arbejdsmarkedskommissionens slutrapport: Forkert timing og fejlagtige virkemidler. 2009. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Arbmarkrapport.pdf 3 Satsen for den midlertidige arbejdsmarkedsydelse udgør 60 % af dagpengemaksimum for ikke forsørgere og 80 % for forsørgere. Ydelsen er for personer, som opbruger deres dagpengeret til og med 3. juli 2016. http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Ydelser/Midlertidig-arbejdsmarkedsydelse.aspx 4 Jf. Aftale mellem regeringen (Venstre), Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om et tryggere dagpengesystem, s 1. http://bm.dk/da/Aktuelt/Politiske%20aftaler/Tryggere%20dagpengesystem.aspx 5 Jf. Reich, Oliver Kløvedal: Overblik – se aftalens hovedpunkter. Politiken 22.10.15 6 Jf. Genopretningsaftalen, side 15, Arbejdsmarkedskommissionen: Oven anførte rapport, Det Økonomiske Råd: Dagpengereform får ledige hurtigere i sving. http://www.dors.dk/oevrige-publikationer/kronikker-artikler/dagpenge-reform-far-ledigehurtigere-sving og jf. DØR: Dansk Økonomi Efterår 2014. http://www.dors.dk/files/media/rapporter/2014/e14/e14.pdf 7 Jf. Preben Etwil, økonom, Bent Greve, professor, RUC, Flemming Ibsen, professor, AAU, Jesper Jespersen, professor, RUC, Henrik Herløv Lund, økonom, Per Kongshøj Madsen, professor, AAU: De røde tal i den blå plan. Berlingske Politiko, Maj 2011. http://www.politiko.dk/nyheder/de-roede-tal-i-blaa-plan 8 Jf. DR.dk: Forudsætninger for en dagpengereform. Nov. 2012. Udskrift af interview foretaget i programmet »Orientering« af Jesper Tynell med en række økonomer. https://www.3f.dk/~/.../f850b829-d25d-4d7a-9b38-7fba6f43da1b.pdf 9 Jf Bjørsted, Erik: Krisen har kostet 200.000 arbejdspladser i den private sektor. AE – rådet, 2010. http://www.ae.dk/analyser/krisen-har-kostet-200000-job-i-den-private-sektor 10 Nyt fra Danmarks Statistik nr. 137: Beskæftigelse for lønmodtagere, jan. 2016. http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=22913 11 Jf. Stræde, Mathias Koch: Kritik – Vismænd overvurderede »Dagpengereforms« effekt.

Information, 08.10.14. https://www.information.dk/indland/2014/10/kritik-vismaend-overvurderededagpengereformens-effekt 12 Jf. interview med SFI – forsker Anders Bruun Jonassen i oven anførte artikel.

13 Jonassen, Anders Bruun: Konsekvenser af halvering af dagpengeperioden. SFI, 2014. http://www.sfi.dk/publikationer/konsekvenser-af-dagpengeperiodens-halvering-3228/ 14 Jf. oven anførte rapport, Resume s. 9 – 12 og Mikkelsen, Michala Rask: Forsker om dagpengereform – Der mangler jobs. Berlingske. 14.09.14

13

Kontanthjælpen

– trussel mod underklassen og markør for populistisk mobilisering Antallet af kontanthjælpsmodtagere er stigende. Det skyldes i høj grad stramninger i alle andre forsørgelsesordninger. Samtidig er størrelsen af kontanthjælpen i flere omgange blevet forringet. Det bringer ikke modtagerne i arbejde, men bliver brugt som et skræmmeeksempel for den øvrige befolkning på, hvor slemt det kan gå, hvis man ikke accepterer vilkårene på arbejdsmarkedet.

AF HENRIK EGELUND NIELSEN

Nogle facts om »kontanthjælpsproblemets« omfang I 2014 (seneste tal) var der 159.400 »helårs-modtagere« af kontanthjælp, når man fraregner folk på revalidering. Det svarer til 4,3 % af de 18-67 årige i Danmark. Antallet har været stigende i de senere år, i 2007 – sidste år inden krisen – var det nede på 98.800. Stigningen skyldes dels krisen, dels stramninger i stort set alle andre forsørgelsesordninger – efterlønnen, dagpengene, førtidspensionen og sygedagpengene – der alle sender udsatte borgere over i kontanthjælp.

Kontanthjælpsmodtagerne har ofte et dårligt helbred. Dansk Socialrådgiverforening har netop lavet en undersøgelse af sagsbehandlernes vurdering af modtagernes helbred. Den viser, at helbredet i 90 % af sagerne spiller en rolle for, hvorfor borgerne er på kontanthjælp. Der er både tale om fysiske og psykiske sygdomme. I 25 % af sagerne er der tale om kroniske fysiske sygdomme eller fysiske handicaps. I 75 % af sagerne anser sagsbehandlerne helbredsproblemer som den alvorligste barriere for at få disse mennesker i arbejde.

Ved siden af helbredet har disse mennesker som bekendt alvorlige sociale problemer, og for at fuldkommengøre billedet, kan man tilføje, at kontanthjælpsmodtagerne massivt mangler uddannelse. I februar 2013 opgjorde Beskæftigelsesministeriet, at 9 ud af 10 kontanthjælpsmodta-

Helbredet spiller en stor rolle

– sociale problemer og mangel på uddannelse

14 gere under 30 år var uden kompetencegivende uddannelse, og at 60% af de ældre modtagere var i samme situation.

Endelig kan man nævne, at den samlede udgift til kontanthjælp i 2015 var knap 19 milliarder, hvilket er 1,7 % af de offentlige udgifter.

Vi står altså med et økonomisk begrænset problem, vedrørende en mindre gruppe mennesker helt ude i kanten af samfundet, som har et væld af problemer. Og når de ikke kan få pension og heller ikke får en intensiv socialfaglig og sundhedsmæssig indsats eller relevante uddannelsestilbud, så bør samfundet som minimum hjælpe dem med en forsørgelse, de kan leve af.

Ikke desto mindre fremstilles det nu, som om nationens økonomiske helbred står og falder med, at der ændres og skæres i kontanthjælpen – og det gør politikerne så igen og igen.

Det har haft forskellige former i de senere år – nogle afgjort mere usympatiske end andre. Senest er vi endt i en grov, populistisk variant, som vil få alvorlige konsekvenser for samfundet, for de mange mennesker, der bliver ramt – og for alle dem, som frygter, at de måske ender der.

Populistiske kampagner mod ‘nassere’

Skabte stigende fattigdom

Økonomiske incitamenter, slagkraftigt politisk våben

Nedad med Fogh og Løkke I nullerne under Fogh og Løkke fik vi alvorlige nedskæringer centreret omkring kontanthjælpsloft og timeregler. Suppleret med starthjælp til indvandrere. Det blev båret frem af en stemplings-diskurs, der desværre udviklede sig til et stærkt redskab til at mobilisere populistiske kampagner mod ‘nassere’, og det blev understøttet af en forestilling om, at man kan piske disse mennesker i arbejde ved at presse dem hårdt økonomisk.

Nedskæringerne fik ikke mange i selvforsørgelse, men det skabte en hastigt stigende fattigdom. Under Fogh og Løkke-regeringerne frem til 2011 fordobledes antallet af fattige, så det selv med den meget snævre 3-års-definition nåede op på 47.400 personer. Heraf 8000 børn.

Udviklingen blev meget synlig og bredt debatteret, så det blev klart for alle, at man med god grund kunne frygte at ende på kontanthjælp.

Skræmmeeffekten blev reel. Og diskursen om nassere, der skulle have solide økonomiske incitamenter for at lette sig fra sofaen, udviklede sig til et slagkraftigt politisk våben. Kontanthjælpsmodtagerne blev gradvist de nye folkefjender, som man kunne samle forargelse og stemmer mod.

Stærkt accelereret, da senere fattig-Carina og dovne-Robert blev kørt i sløjfe over samtlige kommunikationsflader.

Nye muligheder med Thorning Thorning-regeringen gik fra start mod strømmen og afskaffede både kontanthjælpsloft, 225-timers regel og starthjælp. Det var en sejr for fornuft og samfundsmæssig anstændighed. Det medførte også, at antallet

15 af fattige stabiliserede sig, og at antallet af fattige børn faktisk faldt lidt ved regeringens sidste opgørelse i foråret 2015.

Efter afskaffelsen af ‘fattigdomsydelserne’ kom kontanthjælpsreformen 1. januar 2014. Den rummede vigtige elementer, som kunne forstærke og udvikle en ny linje. Med et stærkt uddannelsesfokus skelnede den mellem unge uddannelsesparate og unge ‘aktivitetsparate’, der skulle have en mere omfattende og socialfaglig indsats. Unge på uddannelsesydelse skulle have hjælp med mentorer mv. til at komme i gang. Men reformen blev alvorligt skæmmet af en meget lav uddannelsesydelse til de uddannelsesparate knyttet til et håndfast uddannelsespålæg, endda helt op til 30 år.

Og der var også andre problemer. Reformen blev gennemført – som alle beskæftigelsesreformer under Thorning – forhastet og reelt sjusket, så der bl.a. kom enorme forskelle på, hvordan kommunerne visiterede de unge. Dertil kom en alvorlig underfinansiering af den indsats, der skulle sikre indholdet i reformen.

Resultatet blev store problemer med at få reformen implementeret, som Dansk Socialrådgiverforening dokumenterede i to undersøgelser i maj 2014 og oktober 2015. Rigsrevisionen bekræfter i en rapport fra marts i år problemerne og konkluderer, at Beskæftigelsesministeriet ikke sikrede rammerne for kommunernes implementering af nogen af beskæftigelsesreformerne. Ministeriet nåede ikke i noget tilfælde at offentliggøre en bekendtgørelse om de vedtagne love mere end syv dage, før lovene trådte i kraft. Vejledningerne blev i gennemsnit udsendt 67 arbejdsdage efter lovenes ikrafttrædelse.

Man skal i den forbindelse huske, at gentagne og uoverskuelige forandringer medfører stor usikkerhed for de borgere, der berøres af dem, og at det giver et ekstremt arbejdspres for medarbejderne, der skal forvalte love, der ændres i højt tempo. Det er meget beklageligt, at man nu laver de samme fejl igen med lovændringer i ekspresfart om kontanthjælpsloft, 225-timers regel og integrationsydelse.

En vigtig mangel ved kontanthjælpsreformen var også, at man året forinden gennemførte førtidspensionsreformen med en alvorlig underfinansiering af ressourceforløbene, som var det nye værktøj, som skulle være løftestang netop for mennesker med så alvorlige problemer, at de sad fast på kontanthjælp. Ressourceforløbene er derfor til nu ikke blevet kontanthjælpsmodtagernes redning.

Ræs mod bunden med Løkke II Lars Løkke gik igen til valg på at skære i kontanthjælpen. Modtagerne blev hængt ud som næsten forgyldte, fx i et konkret eksempel – med en blå arbejder som vred baggrund! – hvor man regnede alle (!) offentlige ydelser til en kontanthjælpsfamilie med to voksne og tre børn sammen

Kontanthjælpsreformen skabte håb om ny linje

Forhastet og reelt sjusket gennemført

Stor usikkerhed, og ekstremt arbejdspres

16

Skærpelse af nedskæringslinjen

Undtagelse for 225 timer-regel, et kommunalt skøn

Urealistisk problemløsning af 225 timers-reglen

til 454.215 kroner om året. Dokumentation for dummies af, at niveauet var urimeligt højt.

Det skulle løses med et ‘moderne’ kontanthjælpsloft. Det blev konkretiseret med lovforslaget i februar 2016 om kontanthjælpsloft og en ny 225-timers regel. Der er ingen tvivl om, at det er en markant skærpelse af nedskæringslinjen over for kontanthjælpsmodtagerne.

Kontanthjælpsloftet lægger alle modtagere af integrationsydelse, kontanthjælp og uddannelseshjælp under et loft over den samlede ydelse, dvs. integrationsydelse/kontanthjælp/uddannelseshjælp samt særlig støtte og boligstøtte. Den samlede ydelse må ikke overstige forskellige lofter for målgrupperne. For voksne ikke-forsørgere er det fx før skat 10.968 kr., og for en enlig med forsørgerpligt med to eller flere børn 15.554 kr. Lofterne rammer især forsørgere og dermed børnene.

Med 225-timers reglen skal modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse dokumentere, at de har haft 225 timers ordinært, ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder.

Hvis en person ikke kan dokumentere de 225 timer, så reduceres kontanthjælpen markant. Hvis begge ægtefæller er på voksensats, og den ene ikke opfylder 225-timers-reglen, bortfalder kontanthjælpen for vedkommende. Hvis ingen af ægtefællerne opfylder 225-timersreglen, udbetales der kun hjælp til den ægtefælle, som efter kommunens skøn er tættest på arbejdsmarkedet. Når borgeren igen kan dokumentere, at 225-timers kravet er opfyldt, så kan vedkommende igen få fuld ydelse.

Som noget nyt rammes ugifte personer også. Hvis de modtager voksensats som forsørger eller ikke-forsørger, så får de reduceret hjælpen med 1.000 kr. om måneden. Ugifte jobparate under 30 år og ugifte uddannelseshjælpsmodtagere under 25 år, får reduceret hjælpen med 500 kr. per måned.

Personer med så begrænset arbejdsevne, at kommunen vurderer, at de ikke vil kunne arbejde 225 timer på et år, undtages fra 225-timers reglen. Beskrivelsen af, hvem der er undtaget er meget uklar. Det er ikke de ‘aktivitetsparate’, for det står eksplicit, at nogle af dem er omfattet af timekravet. Det er derfor meget usikkert hvor mange, der vil være undtaget, det vil være overladt til et kommunalt skøn – med al den vilkårlighed, det medfører. I værste fald rammes så mange, at det nærmest bliver en generel reduktion af kontanthjælpen. Det er urimeligt, når man husker, hvor store problemer med helbred osv., kontanthjælpsmodtagerne har.

Kommunerne får pligt til at give personer, der er i risiko for at blive omfattet af 225-timers reglen, vejledning for at hjælpe dem med at finde ustøttet beskæftigelse. Det er dog helt urealistisk, at det vil løse problemerne med 225-timers kravet.

Endelig kan man nævne, at administrationen af loftet og 225-timers reglen og indførelsen af integrationsydelsen vil give kommunerne et stort eks-

17 traarbejde – nu og fremover. Der er også bureaukratiske detaljer, som vil blive meget svære for borgerne at forstå. Fx vil de løbende få breve fra både kommunerne og Udbetaling Danmark om loftet og 225-timers reglen.

Konsekvenser: fattigdom og frygt Med kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen er der skabt en ny dagsorden i Danmark. Konsekvenserne bliver en kraftig vækst i fattigdom og fattigdomsproblemer med marginalisering, stempling, misbrug og ophobning af sociale problemer. Det vil i høj grad ramme børnene. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fx beregnet, at kontanthjælpsloftet alene vil sende 16.400 personer under et-års fattigdomsgrænsen – og at 11.000 af dem vil være børn. Boligselskaberne peger også på, at man må forvente en stærk stigning i antallet af udsættelser.

Men hvorfor får vi sådan en politik? Den bringer ikke umiddelbart flere i arbejde: i bemærkningerne til lovforslaget om kontanthjælpsloft mv. fremgår det, at lovforslaget vil give en stigning i beskæftigelsen på bare 500 personer. Det svarer til 0,3 % af kontanthjælpsmodtagerne.

Svaret skal derfor findes andre steder. Der er tilsyneladende nu en ret bred accept af, at det er i orden at henvise nogle borgere til fattigdom. Samfundssolidariteten for de fattigste er nærmest sagt op – som resultat af, at den generelle samfundssolidaritet er så svækket, at stærke borgerlige kræfter vurderer, at det er risikofrit at udskille og marginalisere grupper af fattige.

Og det styrkes som nævnt af, at de faktisk har fået skabt en stærk diskurs mod ‘nasserne’, som hele højrefløjen tilsyneladende profiterer af. Så langt, at selv ikke DF indtil nu har fået problemer med den.

Svaret er også, at de sparede penge kan lægges over i den bunke, der skal bruges til skattelettelser. Det skal der som bekendt bruges mange penge til!

Endelig styrker udviklingen presset på de yderste grupper på arbejdsmarkedet. Oveni en række andre ændringer i de seneste år: forringelse af efterlønnen, afkortning af dagpengene, begrænsning af adgangen til førtidspension samt tidsbegrænsning af sygedagpengene.

Den samlede effekt er, at alle, der kun har udsigt til et elendigt job til en dårlig løn, får bøjet i neon, at alternativet uden for arbejdsmarkedet er helt uantageligt. Vi har ikke kun fået et »moderne kontanthjælpsloft« men også en moderne løntrykkerpolitik. Af den brutale art, som med fattigdom og stempling påfører store grupper et væld af alvorlige problemer, som vil forpeste deres liv. Hvilket vil få store konsekvenser for samfundet som helhed.

Henrik Egelund Nielsen er Socialpolitisk Koordinator ved Dansk Socialrådgiverforening.

Kontanthjælpsloftet rammer 16.400 personer, 11.000 børn

Solidariteten for de fattigste er nærmest sagt op

Budskab: Et liv uden for arbejdsmarkedet er helt uantageligt

18

Hvis arbejdet er så godt, så giv det til de syge

Middellevetidskommisionen

Behandlingen af sygemeldte i det danske socialvæsen har ændret sig gennem flere reformer. Der er kommet et øget fokus på arbejdsmarkedet som en gunstig arena for rehabilitering. I midten af 1990’erne blev ændringerne fremskyndet af en ugunstig udvikling i middellevetiden i Danmark. Dette medførte nedsættelse af en middellevetidskommission, der analyserede årsagerne til den dårlige udvikling i Danmark.

En af kommissionens hovedkonklusioner var at manglende tilknytning til arbejdsmarkedet øgede risikoen for nedsat funktionsevne, dårligt helbred samt kort levetid.

AF OLE STEEN MORTENSEN

Lovgivningen blev ændret, således at unge blev aktiveret, og sygemeldte så hurtigt som muligt blev opfordret til at genindtræde på arbejdet, i det omfang helbredet tillod det. Eksempelvis på nedsat tid.

I rehabiliteringssammenhæng blev »apparat-fejl-modellen« kritiseret og fokus sat på den bio-psyko-sociale referenceramme, hvor ikke kun helbredsaspekter men også psykosociale og arbejdsmæssige forhold skulle inddrages i den rehabiliterende proces. Deltagelse i det sociale netværk på en arbejdsplads er en vigtig parameter for bevarelse af et godt helbred.

Ved trepartsforhandlingerne i 2007 var sygefravær og håndteringen af sygemeldte et særligt fokusområde. Arbejdsmarkedets parter blev enige om, at der skulle tilvejebringes viden om, hvorledes sygmeldte med henholdsvis muskel-skelet problemer og psykiske helbredsproblemer bedst kunne hjælpes tilbage på arbejde igen. Der blev nedsat to forskningsgrupper og litteraturen blev gennemgået og udgivet i to »Hvidbøger«, hvis konklusioner blev støttet af såvel arbejdsgiver – som arbejdstagerside. Konklusionerne var overraskende ens uanset om sygefraværet skyldtes fysiske eller psykiske helbredsproblemer: Der skulle gennemføres en grundig helbredsundersøgelse for ikke at overse behandlingskrævende helbredsproblemer. Når dette var

19 foretaget, skulle der fokus på støttende tiltag af psykosocial karakter.

Helst med inddragelse af flere faggrupper for at understøtte den rehabiliterende proces. Arbejdspladsen skal inddrages med iværksættelse af arbejdspladsmodifikationer således at den ansattes helbredsproblemer kan imødegås og funktionsevnen bevares og udnyttes bedst muligt, til gavn for den enkelte og for samfundet. I konklusionerne beskrives tilbagevenden til arbejdet sågar at kunne have en terapeutisk effekt.

Tid blev et centralt tema. Jo længere tids sygemelding og fravær fra arbejdspladsen, jo større risiko for udstødning og marginalisering fra arbejdsmarkedet. Flere danske undersøgelser har vist at hvis fraværet varer over tre måneder, er der mere end 50% sandsynlighed for, at man forsat er fraværende efter 12 måneder. Der er ydermere en meget stor risiko for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet inden for de kommende år. Tidsfaktoren er på den måde et tveægget sværd. På den ene side har den sygemeldte brug for tid til at komme sig over sygdom, på den anden side vil for lang tids fravær koste tilknytningen til arbejdsmarkedet med deraf følgende negative konsekvenser. Dette er en central socialmedicinsk problemstilling som vil blive forsøgt uddybet nedenfor.

Forståelsen af sygdomsudvikling og konsekvenser af sygdom må nødvendigvis inddrage oplysninger om den sygemeldtes sociale og arbejdsmæssige baggrund samt oplysninger om hvilke handlemuligheder den sygemeldte har i den givne situation. En diagnose kan således ikke oversættes til et funktionsniveau i forholdet 1:1.

Den socialmedicinske læge skal på baggrund af helbredsoplysningerne beskrive de skånehensyn, der skal tages i forhold til arbejdet.

Dette skal sikre, at patienten ikke udsættes for belastninger, der kan medføre forværring af helbredstilstanden. Den socialmedicinske læge skal også, hvis det er muligt, pege på arbejdsområder som patienten kan honorere samt i hvilket omfang. Dette for at undgå unødige forsinkelser i rehabiliteringen og dermed »tilbage-til-arbejde-processen«.

Reform om førtidspension og fleksjob og reform om sygedagpenge I 2013 kom der endnu en reform om førtidspension og fleksjob, og i 2014 kom reformen om sygedagpenge. Med disse reformer blev der indført yderligere stramninger af sygedagpenge-opfølgningen og det blev ganske vanskeligt at blive tilkendt førtidspension. Reformerne bygger på en antagelse om, at tilknytning til arbejdsmarkedet, selv i beskedent omfang er at foretrække frem for førtidspension. Tidsperioden som den sygemeldte kunne modtage sygedagpenge blev forkortet fra 52 uger til 22 uger. Hvis ikke der er et klart raskmeldingsperspektiv efter 22 uger skal den sygemeldte møde det kommunale rehabiliteringsteam,

Betydningen af sygefraværets varighed

Yderligere stramninger af sygedagpengeopfølgningen

20 der skal rådgive sagsbehandleren om, hvilke tiltag der bør igangsættes i bestræbelserne for at genvinde arbejdsevnen.

Borgeren skal inddrages

Rehabiliteringsteamets handle­ muligheder

Det kommunale rehabiliteringsteam I forbindelse med indførelsen af reformen blev der i alle landets 98 kommuner nedsat et rehabiliteringsteam, bestående af repræsentanter fra kommunernes sundheds-, social – og beskæftigelsesforvaltning samt læge (sundhedskoordinator) fra det regionale sundhedsvæsen. Dette er en nyskabelse, der har til formål at sikre borgeren optimale muligheder for at kunne genvinde og forbedre funktionsevnen og i videst muligt omfang udnytte denne på arbejdsmarkedet. Endvidere er det målet at skabe et tættere samarbejde samt en bedre koordinering mellem de kommunale forvaltninger og regionernes sundhedsvæsen og kommunerne. Reformen gjorde det obligatorisk at inddrage borgers egen læge, således at dennes viden om borgerens helbred bliver inddraget i alle sager. En anden vigtig faktor i forhold til rehabiliteringsteamenes møder er, at den enkelte borger altid skal deltage og inddrages i beslutningen, når den pågældendes sag skal drøftes; ja, faktisk kan mødet slet ikke gennemføres, såfremt borgeren ikke er til stede.

Lægen fra det regionale sundhedsvæsen gennemgår alle relevante helbredsakter i forberedelsen af sagen, og har ved behov mulighed for at henvise borgeren til yderligere specialistvurdering i Klinisk Funktion i de tilfælde hvor det er nødvendigt for at kunne danne sig et tilstrækkeligt overblik over helbredstilstanden, set i forhold til mulighederne for arbejde/uddannelse. Lægen deltager i mødet med borgeren, i modsætning til tidligere, hvor de kommunale lægekonsulenter udelukkende afgav deres vurdering på baggrund af sagsakter og ikke efter at have mødt borgeren.

Mødet med rehabiliteringsteamet En borgers sag kommer generelt først på rehabiliteringsteammøde, når den kommunale sagsbehandling har anvendt alle muligheder i lov om aktiv beskæftigelse, og hvor sagsbehandleren ikke finder, at der er yderligere handlemuligheder. Rehabiliteringsteamet kan indstille borgeren til: 1) Førtidspension, 2) Fleksjob, 3) Ressourceforløb eller 4) Anvise yderligere muligheder inden for lov om aktiv beskæftigelse.

Ved sygedagpengesager har den kommunale sagsbehandler taget stilling til, at der ikke er forlængelsesmuligheder af sygedagpenge og borgeren skal rehabiliteres gennem et jobafklaringsforløb. Rehabiliteringsteamets opgave er således at rådgive borger og sagsbehandler, om der inden for de øvrige forvaltningsområder og inden for sundhedssystemet er muligheder for at rehabilitere til et bedre funktionsniveau. Hvis rehabiliteringsteamet kan anvise sådanne muligheder, tilby-

21 des borgeren et ressourceforløb. Den endelige afgørelse er imidlertid kommunens ansvar.

Rehabiliteringsplanerne skal have et erhvervsmæssigt sigte og arbejdsrettede aktiviteter er oftest et centralt element i planerne. Der har i den seneste tid været fokus på effekten af reformen om førtidspension og fleksjob. Der har været rettet en betydelig kritik af de manglende beskæftigelsesmæssige konsekvenser af at have været tilbudt et ressourceforløb. Hertil er det blevet hævdet at ressourceforløb er helbredsskadende. En nylig publiceret rapport om ressourceforløb viser dog, at der er en stor grad af tilfredshed med ressourceforløbene. Det er også min oplevelse fra arbejdet i de kommunale rehabiliteringsteams, at der er mange positive ressourceforløb, der munder ud i arbejdsmarkedstilknytning og tilfredshed for borgeren med dette. Nedenfor gives et par eksempler på gode forløb: Case: 55 årig kvinde der efter cancer i mundhulen har betydelige følger i form af stråleskader og strubeskade. Dette medfører at der er permanent hul fra halsen ind til luftrøret og at det er nødvendigt at have en taleventil. Borgeren søger om pension efter endt cancerbehandling.

Dette afvises i kommunen og borgeren tilkendes et ressourceforløb indeholdende genoptræning på sundhedscenter, opkvalificering af IT kompetencer og arbejdspraktik få timer ugentligt i 6 måneder. Borgeren bliver efter endt praktik ansat i flexjob på praktikstedet 4 timer ugentligt.

Aktuelt er arbejdstiden øget til 8 timer ugentligt. Borgeren er meget glad for jobbet og fortæller at det er medvirkende til en god livskvalitet.

Denne borger var før reformen blevet tilkendt førtidspension.

Case: 45 årig mand, der under arbejde bliver knivoverfaldet og udvikler PTSD. Borgeren bliver i hjemkommunen tilkendt førtidspension med revurdering efter 2 år. Han kommer efterfølgende i ressourceforløb med henblik på genvurdering af arbejdsevnen. Ressourceforløbet omfatter arbejdspraktik som rådhusbetjent og opkvalificerende kurser, hvilket han er meget glad for. Han ansættes efterfølgende i fleksjob på praktikstedet og udtrykker ønsker om ordinær ansættelse i løbet af nogle år.

Der har givetvis været iværksat ressourceforløb, hvor indsatsen ikke har ført til fremskridt, og hvor det i bagklogskabens klare lys havde været bedre fra starten at indstille til førtidspension. Rehabiliteringsteamene har konstant fokus på at undgå sådanne situationer, og støder her enkelte gange mod Ankestyrelsens ganske omfattende dokumentationskrav. Det kunne her være hensigtsmæssigt, at tillægge rehabiliteringsteamets møde med den enkelte borger større vægt, i forhold til indstillingen.

Ankestyrelsens dokumentationskrav

22 Case: 21 årig mand med cerebral parese(spastiker, red.) og intellektuel reduktion. Forældrene er indvandret hertil fra ikke-vestligt land. Han kunne ikke følge med i skolen. Funktionsbeskrivelserne har vist dårlig begavelse og svært nedsat funktionsniveau. Neuropsykologiske test har efterfølgende bekræftet dette. Han er derudover dårlig motorisk og anvender rollator. Der blev bevilget et ressourceforløb. Det viste sig som forventet, at der ikke fandtes et udviklingspotentiale for beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Behov for mere forskning i arbejdsevnebegrebet

Tilfældige udfald af møder med rehabiliterings-team

Forsknings – og udviklingsbehov Der er et stort behov for forskning og udvikling af området, og der er igangsat forskningsaktiviteter, der har til formål at tilvejebringe den nødvendige forskningsbaserede viden i den fortsatte udvikling af området.

Især bør der forskes i arbejdsevnebegrebet, således at det tværfaglige team og borgeren har en fælles referenceramme at arbejde ud fra. Det er ligeledes problematisk, at der kan være en høj grad af tilfældighed i, hvilket udfald et møde med rehabiliteringsteamet får for borgere med meget nedsat arbejdsevne. I disse sager kunne det være hensigtsmæssigt i højere grad at give en valgfrihed for den enkelte borger.

Set fra et socialmedicinsk synspunkt er reformernes grundtanke og idé et betydeligt fremskridt. Reformerne giver væsentlig større muligheder for at understøtte rehabilitering og udvikling af ressourcer hos borgere med komplekse problemstillinger, og især ressourceforløbene giver mulighed for den fornødne ro og tid til at få gennemført indsatserne. Det giver altså mening i de fleste tilfælde at gennemføre indsatser, der inddrager arbejdsrettede aktiviteter i rehabiliteringen. Reformerne giver i større grad end tidligere mulighed for at støtte og afklare mennesker i vanskelige situationer, og derved mulighed for at forbedre deres funktionsevne og livskvalitet.

Ole Steen Mortensen er speciallæge i arbejdsmedicin. Har beskæftiget sig med rehabilitering af sygemeldte i mere end 15 år. Forskningsområder har overvejende været livskvalitet og arbejdsevneudvikling. Tiltrådt som professor i klinisk social medicin ved Københavns Universitet 1. februar 2016. Ole Steen Mortensen er Professor Overlæge ph.d på Arbejdsmedicinsk Afdeling ved Holbæk Sygehus.

23

Arbejdsprøvning mellem nidkær kontrol og konkret arbejds­ relateret indsats Vurdering og udvikling af arbejdsevnen hos mennesker med nedsat arbejdsevne er en del af den aktive arbejdsmarkedspolitik. I konkurrencestaten går vurderingen tættere på den enkelte og er blevet mere nidkær end tidligere. Det resulterer nogle gange i scenarier med meningsløse og gentagne arbejdsprøvninger af mennesker, der i realiteten ikke er i stand til at arbejde, men det udmunder også i meget konkrete og virksomhedsnære udviklingsforløb, der i nogle tilfælde er med til at hjælpe mennesker med selv meget omfattende problemer ind på arbejdsmarkedet.

AF MIKKEL BO MADSEN

Arbejdsmarkedsdeltagelse i velfærdsstaten Lige så længe der i Danmark har været en velfærdsstat, har der været fokus på, at de som kan arbejde også skal. Mange menneskers aktive deltagelse på arbejdsmarkedet giver skattegrundlaget for at have en velfærdsstat. Et højt niveau af offentlige investeringer ledsages derfor af høje krav om, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Gennem de sidste årtier er kravet om arbejdsmarkedsdeltagelse blevet øget og har på forskellige måder ændret karakter. Vi har fået aktiv beskæftigelses- og socialpolitik med forskellige former for aktivering, der bl.a. skal bidrage til at få folk tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de gennem kortere eller længere tid har været uden arbejde.

Aktivpolitikken har bevæget sig i retning mod workfare og konkurrencestat. I konkurrencestaten er der fokus på at udnytte alle ressourcer bedst muligt (Pedersen 2011), og selv personer med en ganske begrænset arbejdsevne skal nu deltage på arbejdsmarkedet – i stedet

Fokus på at udnytte ressourcer

24

Behov for at vurdere ressourcer

Rehabilitering i sundheds – og beskæftigelsessystemet

for at blive »parkeret« på offentlig forsørgelse, som det nogle gange formuleres.

En af udfordringerne i forhold til høj deltagelse på arbejdsmarkedet er, at der altid er mennesker, som har forskellige problemer, sygdomme eller andre begrænsninger, der betyder, at de ikke kan arbejde på fuldt tryk eller på fuld tid. Mennesker, der ikke kan arbejde, har ret til offentlig forsørgelse, og hvis arbejdsevnen permanent er helt væk, har man ret til pension. I forbindelse med tildeling af pension eller andre indkomstydelser for mennesker med begrænset arbejdsevne, skal det vurderes, hvor meget en person er i stand til at arbejde, hvilke konkrete begrænsninger personen har i arbejdsevnen, og hvilke hjælpemidler og – foranstaltninger, personen evt. har brug for, for at kunne udnytte sin arbejdsevne. Der er med andre ord brug for at få vurderet, hvor meget en person kan arbejde, med hvilke opgaver og evt. med hvilke hjælpemidler eller støttefunktioner.

Arbejdsprøvning i konkurrencestaten En arbejdsprøvning er et tilbud, der kan afdække eller udvikle en persons faglige, sociale eller sproglige kompetencer og være med til at afklare, hvilke beskæftigelsesmål og – muligheder vedkommende har.

Arbejdsprøvning i denne betydning indgår typisk i virksomhedspraktikker og andre beskæftigelsesrettede tilbud, hvor man har mulighed for at afprøve eller træne forskellige arbejdsrelaterede funktioner.

Vurderingen af, hvor meget en person kan arbejde, er i konkurrencestaten blevet mere nidkær, end den var tidligere. Der er også kommet et stigende fokus på ikke bare at vurdere arbejdsevnen, men at udvikle den, hvis det overhovedet er muligt. Hvis en person har varige begrænsninger, forsøger man fra beskæftigelsessystemets side at bidrage til, at vedkommende bliver i stand til at mestre sin situation – og altså finde muligheder for at arbejde, selvom der er begrænsninger i arbejdsevnen.

Denne rehabiliterende tilgang er til dels lånt fra sundhedssystemet. I sundhedssystemet taler man dog om rehabilitering med det formål at bidrage til, at mennesker i videst muligt omfang hjælpes til at opnå »et selvstændigt og meningsfuldt liv« (Johansen et al. 2004), mens man i beskæftigelsessystemet først og fremmest fokuserer på, at mennesker bliver i stand til at arbejde og at forsørge sig selv. Som vi skal se, giver det snævre fokus på beskæftigelse i nogle tilfælde problemer.

Den rehabiliterende tilgang, hvor man fokuserer på udvikling af arbejdsevne og bl.a. arbejder med den enkeltes mestringsevne resulterer i arbejdsprøvning, der ikke bare afprøver, men også udfordrer, træner, og udvikler den enkeltes arbejdsevne. Tilgangen fører altså til arbejdsprøvning, der på mange måder træder længere ind i den enkeltes liv, end tidligere, hvor man først og fremmest skulle afdække,

25 hvilke arbejdsopgaver den enkelte er i stand til at udføre (Social Politik nr 1 2013).

Reform af førtidspension og fleksjob I reformen af førtidspension og flexjob, der trådte i kraft i 2013, ser man en konsekvent forfølgelse af den rehabiliterende og udviklende tilgang, sådan som den tænkes ind i konkurrencestatens fokus på at udnytte alles arbejdsevne så meget som muligt. Førtidspension giver en permanent friholdelse fra deltagelse i arbejdsmarkedet – men er der ikke mange mennesker, der overvinder problemer og bliver bedre med tiden? Ud fra denne tankegang strammes kriterierne for tildeling af førtidspension i reformen markant.

Unge (som i denne sammenhæng defineres som yngre end 40 år) er ikke længere i den centrale målgruppe for førtidspension. Kun i tilfælde, hvor det er dokumenteret eller er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, kan førtidspension komme på tale. For personer over 40 år kræver tildeling af førtidspension, at det er dokumenteret, at vedkommende ikke kan blive selvforsørgende.

De dokumentationskrav, der hævdes på denne måde i lovgivningen, er hårde. Hvornår kan man fx sige, at det er dokumenteret, at en person ikke kan blive selvforsørgende? På den måde er det med reformen for alvor blevet svært at få tilkendt førtidspension.

For mennesker, hvor det ikke er dokumenteret, at de ikke kan blive selvforsørgende, har man givet mulighed for ressourceforløb. Ressourceforløb er langvarige udviklende forløb, der skal bidrage til at udvikle arbejdsevnen hos den enkelte.

Reformen åbnede også mulighed for, at man kan visitere til fleksjob på ganske få timer ugentligt – under forudsætning af, at man vurderer, at arbejdsevnen og arbejdstiden vil kunne udvikle sig over tid. Disse såkaldte minifleksjob er også med til at bremse tilgangen til førtidspension.

Udviklingen med stramning af regler for tilkendelse af førtidspension og mulighed for minifleksjob ændrer rammerne for arbejdsprøvning markant. Udviklingen giver både anledning til bekymrende scenarier med tæt kontrol og mangel på mening og til konstruktive og konkrete arbejdsrelaterede indsatser.

Skrækscenarier med tæt kontrol og mangel på mening I kølvandet på reformen er der med mellemrum dukket historier op i medierne om personer med omfattende og kroniske lidelser, der trækkes gennem gentagne arbejdsprøvninger i forbindelse med sager om førtidspension, fleksjob og ressourceforløb.

Der er personer, der oplever at blive presset til at øge det ugentlige timetal i en arbejdsprøvning, og som ikke kan holde til det. Der er per-

Dokumentation af manglende arbejdsevne

26

»Sengepraktik«

»Et selvstændigt og meningsfyldt liv«

Undersøgelse af tidligere udsatte i arbejdspraktik

soner, der sendes i arbejdsprøvning i meget langvarige perioder, måske et år eller mere, og som ikke selv oplever, at det fører nogen vegne.

Der er personer, der sendes i arbejdsprøvning i ned til 15-30 minutter ugentligt, og som har behov for særlige hvilemuligheder i specialstol eller seng for at kunne overkomme at være med. Sidstnævnte er i medierne blevet døbt »sengepraktik«, og det er ikke kun borgere, men også virksomheder, der siger fra.

De barske historier er eksempler på, at tilgangen til arbejdsprøvning er blevet strammet markant. Kommunerne ser selv meget begrænset restarbejdsevne som en anledning til at vurdere, om der måske med tiden kan være en udvikling. Og arbejdsprøvning sættes i værk for at vurdere, om selv en helt begrænset arbejdsevne kan udvikles til mere og måske med tiden blive til et fleksjob.

Når borgerne selv oplever disse forløb som både meningsløse og endeløse, er det snævre fokus på job og beskæftigelse måske drevet for vidt. Som nævnt opererer man i sundhedssystemet med et begreb om rehabilitering, der skal sikre udvikling hen i mod »et selvstændigt og meningsfuldt liv«. Det kunne man måske skele mere til i beskæftigelsessystemet også.

Det skal understreges, at kommunerne ikke gennemfører en praksis, der er strammere, end hvad lovgivning og retsgrundlag foreskriver.

Ankestyrelsen har påpeget, at kommunerne i nogle tilfælde godt kunne stramme dokumentationskravene yderligere (Ankestyrelsen 2015).

Konstruktive og konkrete indsatser i rigtige arbejdspladser Reformens fokus på individuel og helhedsorienteret udvikling af arbejdsevne hos den enkelte giver ikke kun anledning til mareridtsagtige historier for mennesker, der oplever at blive fanget i systemet. Der er noget grundlæggende konstruktivt i at lægge vægt på opbygning af ressourcer hos mennesker, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet – også i at fokusere på udvikling af arbejdsrelaterede ressourcer. Og i nogle sammenhænge giver tætte og individuelt tilrettelagte udviklingsforløb pote i form af et regulært arbejde.

I en snart færdig undersøgelse fra Institut for Socialt Arbejde på Metropol belyser vi virksomhedernes rolle i arbejdet med at integrere udsatte ledige på arbejdsmarkedet (Madsen et al. 2016). I undersøgelsen har vi besøgt 66 virksomheder, der har ansat tidligere udsatte ledige i varige job. Undersøgelsen belyser, hvordan ansættelserne er blevet til, hvad der har været med til at få dem til at lykkes, og hvilke problemer der har været undervejs.

Helt fundamentalt viser undersøgelsen, at de undersøgte ansættelser ikke er opstået ud af det blå. Ansættelserne i undersøgelsen er

27 kulminationen på langvarige forudgående afprøvnings – og udviklingsforløb med offentlig støtte. De støttede ansættelsesforløb foregår i den samme virksomhed, og virksomheden opnår herigennem et tæt kendskab til borgerens person, kompetencer og udfordringer i en konkret arbejdssammenhæng med opgaver, kollegaer osv. Man ved med andre ord, om personen passer til jobbet og passer ind i virksomheden, før man når til at ansætte. Det er sjældent tilfældet i markedsbaserede ansættelsesforløb.

De langvarige forløb (typisk 1-2 år) indeholder omfattende lærings – og udviklingsprocesser, og herunder faglig oplæring i arbejdspladsspecifikke kompetencer, social læring i form af optagelse i arbejdspladsens fællesskaber og samarbejdspraksisser, normative læreprocesser i form af opdragelse til arbejdsliv og arbejdspladsnormer.

Disse processer går i nogle tilfælde tæt på den enkeltes person, og er i alle tilfælde kendetegnede ved at foregå i de konkrete job – og samarbejdssammenhænge i den relevante virksomhed. Det er altså konkrete læreprocesser ind i et bestemt arbejde i en bestemt virksomhed.

I undersøgelsen mener vi, at de konkrete læreprocesser er en vigtig forudsætning for, at det ender med varige job.

Arbejdsprøvning og udvikling bliver i disse tilfælde konstruktive bidrag til at hjælpe mennesker med omfattende problemer ind på arbejdsmarkedet, ligesom det hjælper virksomheder med at skaffe og udvikle relevant arbejdskraft.

Diskussion Den aktive beskæftigelsespolitik har fået fokus på at udvikle arbejdsevne frem for at sikre forsørgelsesgrundlag med førtidspension. Denne artikel har peget på både dysfunktionelle og konstruktive sider af denne tendens.

Når borgere, der placeres i »sengepraktik« eller gentagne efter gentagne arbejdsprøvninger af en minimal restarbejdsevne, oplever situationen som meningsløs og fortvivlende, ser det ud til, at det snævre fokus på job og beskæftigelse og udvikling af arbejdsevne er gået for langt. Det er fint at bidrage til positiv udvikling hos mennesker, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, men måske skulle man i beskæftigelsessystemet tillade sig at sidestille målet om job og selvforsørgelse med opbygning af selvstændighed i bredere forstand og oplevelse af mening – sådan som man kender det fra rehabiliterende tilgange på sundhedsområdet. Uden bredere mål for livskvalitet er der risiko for, at de snævert beskæftigelsesrettede indsatser for nogle ender i uendelige og meningsløse indsatsliv.

Omvendt er langvarige lærings-, udviklings-, og afklaringsforløb, der ender med varige job i danske virksomheder eksempler på, at perspek-

Hvornår lykkes arbejdsprøvningerne

En bredere rehabiliterings­ forståelse

»Uendelige og meningsløse indsatsliv«

28 tivet med fokus på job og udvikling af arbejdsevne virkelig kan fungere og hjælpe selv mennesker med omfattende og komplekse problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Når sådanne udviklingsforløb fungerer, er de ikke i modstrid med videre formål om selvstændighed og oplevelse af mening. Vi har bare brug for, at lære af de gode eksempler og få flere virksomheder til at gå med ind i arbejdet.

Mikkel Bo Madsen er Docent og Ph.D. ved Institut for socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol i København.

Referencer Ankestyrelsen, 2015. Ankestyrelsens praksis om førtidspension. April 2015. København.

Anonym, 2013. Tema: Rehabilitering. Social Politik. Tidsskrift for Socialpolitisk Forening, nr. 1.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, 2013. Reform af førtidspension og fleksjob. Reformens betydning for sagsbehandlingen i kommunerne [E-bog]. København: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Johansen, J.S. et al., 2004. Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Aarhus: Marselisborgcentret.

Madsen, M.B. et al., 2016. Fra udsat til ansat. Set fra et arbejdsgiverperspektiv. København (under udgivelse).

Pedersen, O.K., 2011. Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.

29

Retten til arbejde Den 3. feb. 1911 stifter præsten Nicolai C. Dalhoff Landsforeningen Arbejde Adler under mottoet »Arbejde i stedet for almisse«. Målet er at sikre arbejde, husly og værdighed for de ca. 10.000 arbejdsløse og hjemløse mænd, som på det tidspunkt vagabonderer rundt i landet under kummerlige forhold. Foreningen får stor tilslutning og opbakning fra det, vi i dag ville kalde for civilsamfundet. Allerede året efter er 10.000 danskere medlemmer af foreningen. Arbejdet som løftestang i den sociale indsats har stadig sin klare berettigelse. Spørgsmålet er hvordan?

AF DORTE SCHIØNNING ANDERSEN

Fra fortid til nutid Arbejde Adler har siden etableringen i 1911 drevet institutioner, hvor hjemløse i kortere eller længere tid har kunnet tage ophold og deltage i arbejdet. Nu om dage drives disse selvejende institutioner under Servicelovens § 110 som såkaldte forsorgshjem. Derudover driver foreningen også andre institutioner for målgrupperne socialt udsatte unge, voksne og seniorer.

Vi har udviklet og tilpasset vores institutioner og pædagogiske metoder til en moderne social indsats og er for længst indgået i samarbejde med det offentlige gennem etablering af driftsoverenskomster mv. Samtidigt har det været vigtigt at bevare foreningens værdigrundlag og det, der frem for alt kendetegner Landsforeningen Arbejde Adler: at fastholde, at det er meningsfuldt, hensigtsmæssigt og værdifuldt at tilbyde socialt udsatte borgere autentisk arbejde under opholdet på et forsorgshjem. Det er der gode grunde til.

Arbejdet som løftestang Når en socialt udsat borger flytter ind på et forsorgshjem, er tilværelsen ofte kaotisk. Vedkommende har ikke noget hjem eller kan af sociale årsager ikke opholde sig i hjemmet. Ofte er hjemløsheden ledsaget af et misbrug af alkohol og/eller stoffer og der kan være en psykisk lidelse, som er mere eller mindre udredt. Langt de fleste beboere på et forsorgs-

Arbejde Adler fastholder værdigrundlaget

30

Arbejdslivets positive faktorer

Arbejde når livet er kaotisk?

hjem står uden arbejde. Mange af problemerne er langvarige, svære at leve med og de har været genstand for gentagende interventioner uden at være løst til gavns. Man kan med rette spørge: »Kan – og bør – et menneske med så kaotisk en livssituation tilbydes at arbejde? » »Ja«, vil vi som regel svare, »men ikke under hvilke som helst vilkår og ikke altid lige med det samme«.

Den arbejdspsykologiske forskning viser, at deltagelse i arbejde kan rumme mange positive aspekter for det arbejdende menneske. For eksempel: at være omfattet af arbejdspladsens sociale fællesskab og sociale støtte, at kunne bruge sine evner og evt. uddannelse, at opleve stoltheden ved at løse meningsfulde opgaver til gavn for andre og modtage anerkendelse derfor. Et arbejde under gunstige arbejdsmiljøbetingelser vil også kunne fremme den enkeltes selvværd, selvtillid, sundhed og velbefindende.

Og så er der lønnen. Og dermed muligheden for at oppebære en indkomst, så man kan forsørge sig selv og virkeliggøre det liv, man gerne vil leve.

Men hvordan ser det positive udbytte af arbejdet ud, når det sker i regi af et forsorgshjem og når tilværelsen er svært problematisk? I Landsforeningen Arbejde Adler satte vi os for at undersøge dette spørgsmål.

Interviewundersøgelse på Forsorgshjemmet Dalhoffsminde I efteråret 2014 gennemførte Landsforeningen Arbejde Adler derfor en interviewundersøgelse på vores forsorgshjem Dalhoffsminde. Institutionen omfatter i alt 52 døgnpladser fordelt på to adresser i landsbyen Hoptrup uden for Haderslev. Beboerne på Dalhoffsminde tilbydes arbejde på følgende arbejdsområder:

Køkken og rengøring Træværksted Silketryksværksted (tryk på vinkasser) Skovhold (inkl. fremstilling af flis og brænde) Grønne områder og have Serviceområdet, vedligehold mm.

Metalværksted Montage, samt el-montage Sprøjtemalingsværksted Chaufførarbejde (bus – og varekørsel)

At deltage i arbejdet er en integreret del af opholdet på Dalhoffsminde.

Nogle beboere ønsker at blive inddraget i arbejdet på værkstederne hurtigst muligt efter indflytning. Andre har behov for en tid med ro og

31 hvile, for eksempel på grund af misbrugets karakter eller på grund af en svært belastet sundhedstilstand.

Visitation til arbejdsområderne sker altid efter en individuel samtale med stedets værkstedsleder og på baggrund af en konkret vurdering af beboerens ønsker for beskæftigelse, tidligere erfaringer/uddannelse, sundhedstilstand og evt. skånebehov. Beboerne arbejder som regel sammen i mindre grupper og arbejdet sker med støtte og vejledning fra værkstedsmedarbejdere, køkkenpersonale m.fl.

Arbejdsopgaver og arbejdsmængde bliver tilrettelagt individuelt med mulighed for en rolig stigning i timetal. Efterhånden som den sociale situation, misbruget eller andre problemer bedres, har den enkelte mulighed for at skifte til mere krævende arbejdsopgaver eller nye arbejdsområder. Desuden optjener beboerne en såkaldt arbejdsdusør.

Arbejdsdusøren optjenes pr. fremmødt arbejdstime. Timelønnen er 15 kr., og der betales skat af beløbet. Arbejdsdusøren modregnes ikke i den kontanthjælp, pension eller lign., som beboeren i øvrigt modtager.

Undersøgelsens formål og design Formålet var at undersøge, om beboerne – i lighed med medarbejderne – oplever deltagelsen i beskæftigelsen som meningsfuld, styrkende og som et værdifuldt element i opholdet på forsorgshjemmet. Med andre ord en interesse, som går helt ind til kernen af landsforeningens værdiggrundlag og forståelse af arbejdet som en vigtig social løftestang.

Undersøgelsen blev designet som en kvalitativ interviewundersøgelse med i alt 17 individuelle interviews (11 beboere og 5 værkstedsmedarbejdere samt forstander). Der blev anvendt en semistruktureret interviewguide, som skulle afdække beboernes såvel som medarbejdernes oplevelser og erfaringer med arbejdets betydning for beboere på et forsorgshjem, herunder tydeliggøre både positive og negative aspekter ved arbejdet.

Interviewguiden koncentrerede sig overvejende om temaer som ansvar, præstation, udfordringer og anerkendelse samt andre dimensioner i det psyko-sociale arbejdsmiljø, som i arbejdspsykologisk forskning sædvanligvis identificeres som havende en positiv betydning for oplevelsen af arbejdet og for den arbejdendes trivsel (fx variation, mening, social kontakt, muligheden for at bruge sine evner etc.). Desuden blev der spurgt ind til skolegang, uddannelse, erhvervserfaring, opholdslængde, ønsker for fremtiden mv.

Arbejdets betydning Samlet set underbygger og bestyrker interviewresultaterne i høj grad, at beboerne også selv anser det at indgå i beskæftigelsen som et meningsfuldt, styrkende og værdifuldt element i opholdet. Både ved direkte spørgsmål om, hvad der er henholdsvis positivt og negativt ved

Visitation til det rette arbejde under ophold på forsorgshjemmet

Dimensioner i det psyko-sociale arbejdsmiljø

Beboerne oplever arbejdet som meningsfuldt og positivt

32 beskæftigelsen og når der spørges til enkelte dimensioner i det psykosociale arbejdsmiljø, bidrager beboerne med en lang række konkrete beskrivelser af, hvordan arbejdet reelt har en positiv indflydelse på både fysiske, psykiske og sociale aspekter i deres liv – her og nu.

Selvom arbejdet finder sted udenfor det ordinære arbejdsmarked fortæller beboerne om mange oplevelser og erfaringer, som til forveksling ligner de positive aspekter ved arbejdet, som ses ved arbejde på almindelige vilkår. De siger for eksempel: »Vi taler sammen, når vi mødes. Vi kan gå en tur i byen sammen osv.

At være arbejdskammerater… det er jo også som nu, hvor jeg skal ind til møde hos dig… Så spørger jeg X, om han vil gøre det der rent. Og det vil han godt. Det er jo også at være arbejdskammerater«. »Men der er også noget godt i, at der er brug for én et bestemt sted, for så ved man, at man kan noget. De vidste, at jeg kunne finde ud af det, og så fik jeg bare lov at gå i gang. Det er faktisk det, men kalder ansvar«.

Beboerne beskriver, hvordan arbejdet styrker deres selvværd, skaber flere gode dage, dæmper misbruget, giver konkrete færdigheder, positive sociale erfaringer, samt at arbejdserfaringerne under opholdet øger troen på at have noget at tilbyde på arbejdsmarkedet fremadrettet.

Og de ønsker sig et arbejde på det ordinære arbejdsmarked efter opholdet. Som en beboer udtrykker det i undersøgelsen: »Det giver selvtillid og mere selvværd. Man bliver også mere glad i dagligdagen.

Jeg opdager, at jeg kan sgu stadig. Jeg troede, jeg var helt færdig, uarbejdsdygtig. Og jeg ved ikke, hvor mange år jeg kan have på arbejdsmarkedet, men den her aktivering får mig til at håber, at jeg måske kan finde et rigtigt arbejde«.

Læg dertil at beboerne i undersøgelsen også beskriver, hvordan deltagelse i arbejdet gavner det fysiske og psykiske helbred, udvikler sociale færdigheder, reducerer stresssymptomer, skaber struktur i hverdagen og kan give anledning til at hjælpe og støtte andre og mere svage medbeboere mv. Så er det nærliggende at genoplive Jacob Haugaards slogan fra 80´erne: »Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!« Helt så enkelt er det ikke.

Pligt-perspektivet dominerer debatten om arbejde

Retten til arbejde Erfaringer fra arbejdet med de mest socialt udsatte borgere viser, at de faktisk både kan – og gerne vil – arbejde. I debatten om beskæftigelsen og om arbejdet som socialt instrument er pligt-perspektivet imidlertid stort set eneherskende som den optik, arbejdets værdi og effekter vurderes gennem.

I Landsforeningen Arbejde Adler har vi reformuleret fortidens motto »Arbejde i stedet for almisse« til mottoet »Retten til arbejde«. Det har vi gjort, fordi vi mener, arbejdet i langt højere grad bør ses som en ret-

33 tighed. En rettighed på linje med de andre rettigheder, som fremmer den enkeltes sundhed og livskvalitet og som giver mennesker mulighed for at indgå i og bidrage til samfundets fællesskaber.

Der skal støtte til, for at beskæftigelse i tilstrækkelig grad kan virke som den sociale løftestang, som den offentlige sociale indsats gerne vil gøre arbejdet til. Denne løftestang virker imidlertid ikke efter hensigten, hvis der udelukkende er fokus på pligten til at arbejde, uanset hvor belastet et udgangspunkt man har. Eller hvis man forsøger at hjælpe de svageste borgere til at blive parate til et arbejdsmarked, som reelt ikke har job til dem. Derfor: giv de socialt udsatte retten til et arbejde og skab jobs, de faktisk kan trives i og bidrage med.

Dorte Schiønning Andersen er Uddannet cand. psych. og har i 15 år arbejdet med arbejdsliv og arbejdsmiljø. Hun er ansat som organisationskonsulent i Landsforeningen Arbejde Adler.

Skab relevante jobs for socialt udsatte

KLUMME

34

Boligydelsen – et socialpolitisk pletskud Boligydelsen til pensionister er dansk socialpolitik, som vi skal være stolte af, skriver Ældre Sagens administrerende direktør, Bjarne Hastrup AF BJARNE HASTRUP, ADMINISTRERENDE DIREKTØR I ÆLDRE SAGEN

En hjørnesten i dansk ældrepolitik blev rystet i sin grundvold i slutningen af sidste år, da regeringen og forligspartierne bag finansloven for 2016 fremsatte et lovforslag, der skulle spare staten for 90 mio. kroner i boligydelse i 2016 stigende til næsten en halv mia. kr. i 2020. Ældre Sagen blæste til kamp mod spareforslaget, fordi boligydelsen er socialt målrettet pensionister med lave indkomster. Derfor vil besparelser ramme nogle af de svageste i vores samfund, og det kan vi ikke sidde overhørig.

Frem til begyndelsen af 1990’erne boede folkepensionister i princippet »gratis« på plejehjem. Til gengæld blev folkepensionen inddraget, og plejehjemsbeboere fik kun udbetalt et mindre lommepengebeløb. Men det er selvsagt ikke værdigt kun at få lommepenge – hvilke voksne mennesker ønsker det? Derfor afskaffede man denne ordning. I dag er det sådan, at når pensionister flytter på plejehjem, så beholder beboerne deres folkepension.

Til gengæld skal de betale almindelig husleje for en plejehjemsplads.

I 1996 gennemførtes plejeboligreformen. Med den, skal alle plejeboliger være på to rum, så beboerne har et soveværelse

og en dagligstue – samt et badeværelse, der er så stort, at personalet har gode arbejdsforhold. Det har givet langt bedre plejeboliger, men plejeboliger er også blevet større og dyrere, bl.a. fordi dele af fællesarealet indgår, når man beregner størrelse af plejeboligen. Det er baggrunden for, at det ofte er dyrt at bo i plejebolig. Huslejer på 6.000-9.000 kr. om måneden er ikke ualmindelige. Oveni kommer betaling for el, varme, TV og ca. 3.500 kr. til mad samt udgifter til linned, rengøringsartikler osv.

Hvis man blot har en folkepension og lidt ATP, hænger økonomien kun sammen, hvis man opnår en høj boligydelse.

Det er hele denne sammenhæng, regeringen og forligspartierne var ved at underminere med spareforslaget for boligydelsen. De glemte tilsyneladende, at besparelser på netop boligydelsen vil ramme særligt hårdt for beboere i plejeboliger med lave indkomster og høje huslejer.

Af de ca. 280.000 pensionister, der modtager boligydelse, har en stor del meget beskedne indkomster ved siden af folkepensionen. De har ikke råd til at betale de stigende huslejer og slet ikke de dyre plejeboliger.

Boligydelsen er målrettet folkepensionister med små indkomster og høje huslejer. ATP foretog i 2015 en analyse

35 at børnene betaler, eller at de plejekrævende bor hjemme.

En anden konsekvens kan blive, at plejehjemsbeboernes rådighedsbeløb bliver kraftigt beskåret – eller helt ædes op af huslejen, så de ikke har råd til personlige artikler og sociale arrangementer på plejehjemmet. Dermed risikerer vi at genindføre »lommepengene« til de pensionister, der bruger hele pensionen på husleje.

Den vej kan ingen være interesserede i at gå. Plejeboligernes kvalitet skal vi heller ikke gå på kompromis med, for de fremsynede reformer fra 90’erne har givet en standard for plejeboliger i Danmark, vi kan være stolte af (selv om bemandingen bestemt ikke altid er til at være stolt af).

Alt dette må vi ikke sætte over styr ved kortsigtede nedskæringer.

AF OLE MELDGAARD, ­INTERNATIONALT UDVALG

De nordiske ministre for social- og sundhedspolitik er på et møde i april blevet enige om at styrke samarbejdet om folkesundhed. Sundheden i Norden er god. I gennemsnit lever vi over 80 år, og spædbørnsdødeligheden er blandt de laveste i verden. Generelt er vi sunde og raske.

Men på trods af Nordens høje folkesundhed er der væsentlige sundhedsforskelle, og der er behov for et stærkt nordisk samarbejde om at forbedre folkesundheden og reducere sundhedsforskellene, fastslår ministrene.

Sundhed og trivsel skal ses ud fra et ligestillingsperspektiv, og der skal sikres

ligeværdighed i sundhed for såvel kvinder og mænd som for piger og drenge. Ministrenes initiativ skriver sig ind i FN’s agenda 2030, især Mål 3 om sikring af et sundt liv for alle og trivsel for alle aldersgrupper.

I en erklæring oplyser ministrene, at der skal etableres en nordisk arena for samarbejde på folkesundhedsområdet, og at Nordens Velfærdscenter skal have ansvaret som sekretariat for denne arena.

Ministrene er også enige om at arbejde for at prioritere vidensdeling og fælles udviklingsprojekter om gode forebyggende og sundhedsfremmende tiltag på tværs af landegrænserne. Samarbejdet skal især prioritere sundhedsforskelle, forebyggelse af skadelig brug af alkohol, narkotika og tobak samt psykisk sundhed.

INTERNATIONALT UDVALG

Bedre folkesundhed i Norden

KLUMME

af boligydelsen og konkluderede: »Boligydelsen når i høj grad sin målgruppe og er ganske effektivt målrettet. Over 90 procent af de samlede udbetalinger – og over 95 procent af de udbetalte beløb – vedrører husstande med lav eller meget lav indkomst.« Endelig viste Ældre Sagens Analyser, at der ikke har været en opdrift i udgifterne til boligydelse de sidste 8 år, som regeringen ellers havde påstået.

Konsekvenserne af besparelser på boligydelsen kunne blive, at mange folkepensionister ikke har råd til at betale for en ældre- eller plejebolig, selvom de har behov for det. Det kan betyde, at kommunerne må anvise plejeboliger ud fra pensionistens økonomi, eller at man må finde andre måder at huse ældre med små indkomster. I udlandet foregår det ved,

36

INTERVIEW

Ingen får det bedre af at komme mere på røven Ove Lund modtog d. 7. april 2016 Fernandoprisen for »en menneskealders indsats på det sociale område«. Trods en tilværelse som pensionist er han stadig skarp i tungen – og meget kritisk over for den nuværende socialpolitik. »Det har altid været misforstået, at vi skal have et særskilt socialministerium.

For socialpolitikken er jo hele samfundet.

Socialpolitikken gennemsyrer alt, hvad vi laver. Det er alt vores samvær og alle de forhold, der eksisterer imellem os. Det er synergien mellem samfundet og den enkelte. Vi er skabt af hinanden og kan ikke eksistere, hvis vi kun er os selv.« Bag skrivebordet i sit hjemmekontor i Charlottenlund sidder Ove Lund, 73 år. Han modtog forleden Socialpolitisk Forenings Fernandopris for sine over 40 års engagement i Socialpolitisk Forening Hovedstaden, heraf godt 20 år som formand.

Der er ingen tvivl om, at Ove Lund mener, hvad han siger. Og siger, hvad han mener. Knapt er interviewet gået i gang, før Ove Lunds øjne lyner og stemmeføringen finder en insisterende fasthed.

Det er spørgsmålet om, hvordan han

opfatter socialpolitik, der har sat gang i tankerækken og talestrømmen. Og i serveringen af pointen med det overflødige socialministerium. Men skal han alligevel forholde sig til, hvordan socialpolitikken er formet i dag, er han ikke i tvivl: »Man taler om behov og motivation – for de arbejdsløse, for de handicappede, for de dumme, de døve og kontanthjælpsmodtagerne, men det handler overhovedet ikke om at udforske og indfri den enkeltes potentiale. Det handler om, at du skal kunne levere til samfundet via arbejdsmarkedet – og kan du ikke det, så skal der skæres ned og strammes op. Du skal stå til regnskab,« siger han og fortsætter: »Vi mistænkeliggør og vi forringer de sårbares vilkår. Det er socialpolitik ud fra laveste fællesnævner og det handler i virkeligheden mere om straf end om at hjælpe. Men man får det altså ikke bedre af at komme mere på røven«.

37 potentiale. Jeg tror på, at vi alle sammen stræber efter at få et godt liv, men der sker noget kontraproduktivt, når vi rammer systemet. Og det skyldes i høj grad de politikere, vi har i dag,« siger han. Og nu er han talt varm. »Politikerne i dag virker hjerteløse, ubeslutsomme, retningsløse, kaotiske. Det virker som om de ikke vil noget,« siger han. Og fortsætter. »Det drejer sig om spin og mere spin. Spin med spin på. Hvor er de store visioner? Jeg er så gammel, at jeg kan huske velfærdspolitikere som Hedtoft og H. C. Hansen. De fokuserede på værdier. På holdninger. På ideologier. Jeg synes, at politikerne i dag er meget mindre vise, end tidligere. De er blevet meget mere karriereorienterede.

Det handler ikke om overbevisninger og holdninger. Det handler om individuelle karriereforløb«.

Praktikken var tæt på at ryge For Ove Lund var det i høj grad fællesskabet mere end individualiteten, der var i højsædet dengang i 1960’erne, da han læste psykologi på universitetet. »Jeg var jo med i studenteroprøret, og var så engageret, at jeg glemte, at jeg skulle i praktik. Jeg var jo i gang med at opbygge et kollektiv og afskaffe ejendomsretten – og stod lige over for at skulle være far for første gang. Så da jeg opdagede, at jeg skulle i praktik, endte jeg med at vælge det nærmeste sted. Og det var Dag- og Døgncentret,« husker han.

Ove Lund blev hurtigt en del af ledelsen på stedet og det var i den forbindelse, at han gled ind i arbejdet i Socialpolitisk Forening Hovedstaden. »Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg været socialt engageret. Det tror jeg i den grad skyldtes min far, som jeg godt nok ikke havde noget tæt forhold til. Han

INTERVIEW

Generøsiteten er væk I stedet skulle man gøre det modsatte, mener Ove Lund. Man burde hjælpe positivt. Anvise muligheder. Vise respekt.

Tro på mennesket i stedet for at mistænkeliggøre det. »Man burde fokusere meget mere på generøsitet. Da jeg arbejdede med Dansk Råstof var fokus også på at få mennesker i arbejde, men det var vigtigt for os at se alle mennesker som ordentlige mennesker. Det handlede om ligeværdighed – og det synes jeg ikke, at det gør i socialpolitikken i dag.« fortæller Ove Lund.

Han var dybt engageret i Dansk Råstof, der var blevet etableret i 1969. Dengang hed det Dag- og Døgncenteret og var oprettet som det første svar på de stofmisbrugsproblemer i københavnsområdet. I samarbejde med Københavns kommune og Socialministeriet blev det udviklet og tilbød en række behandlingstilbud, samt bo-, uddannelses- og arbejdstilbud. Sidenhen har Dansk Råstof specialiseret sig i virksomhedsrettet beskæftigelsestræning og revalideringsforløb i samarbejde med alle kommuner i hovedstadsområdet. Siden 2004 har der været rammeaftale med Københavns kommune. »Hør her,« siger Ove Lund og læner sig frem. »Alle mennesker er i udgangspunktet ens. De vil da det bedste i deres liv. Ingen planlægger at blive arbejdsløse eller narkomaner eller prostituerede. Det betyder jo også, at det altid er muligt at finde veje ud af problemerne og derouten igen«.

Desværre er det ikke alle steder i »systemet« – både det politiske og administrative – at den tænkning og denne optimisme hersker. »Der er ikke plads til at give borgerne rimelige muligheder for at indfri deres

INTERVIEW

38 og min mor blev skilt, da jeg var 11 år og så forsvandt han mere eller mindre ud af mit liv. Men han var socialdemokrat – og det yngste socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem i Søllerød.

Jeg er ikke i tvivl om, at han har inspireret mig – ikke som far, men som engageret samfundsborger. Han var meget initiativrig og var med til at starte AOF og Arte.

Sådan et socialpolitisk liv smitter,« siger Ove Lund.

Socialpolitisk Forening passede Ove Lund særdeles godt, fordi den netop ikke var partipolitisk. »Den var upolitisk socialpolitisk og har altid været garant for en åben og sober diskussion.« lyder skudsmålet fra den mangeårige formand – og nuværende modtager af Fernandoprisen.

Det flydende samfund Men hvordan ser fremtiden så ud for de borgere, der har svært ved at få greb om eget liv og om arbejdsmarkedet? »Der er ingen tvivl om, at vi er på vej mod det, man kunne kalde ‘det flydende samfund’ med freelancere og konsulenter. Men det er ikke alle, der er gearede til de flydende systemer, og det kan gå hen og blive et problem – også for samfundet,« siger Ove Lund. »Arbejde gælder om at tjene penge, det er klart, men det gælder også om at Interview af Simon Kratholm Ankjærgaard

producere til samfundet. Om at give. Og der er ikke noget, der er bedre, end at give. Det at gøre noget, der betyder noget for nogen. Hvis vi ikke er opmærksomme og påpasselige, så er der en masse mennesker, der i fremtiden bliver afskåret fra at give, fordi de ikke passer ind i de rigtige kasser,« fortsætter han. »Pointen er, at de fleste faktisk rigtig gerne vil give noget til samfundet – og tjene penge til sig selv, naturligvis. Jeg mener, at det er på tide, at vi opfinder arbejdsfunktioner, som vi lønsætter. Det kan være som fodboldtræner, tryghedsvagter, ‘Vi-skal-have-det-her-i-bebyggelsen/ byen’- ansvarlige eksempelvis. Eller andre opgaver, der ellers gøres frivilligt og ulønnet. Alle kan have en funktion i samfundet, og de skal have en løn for det, de gør,« siger Ove Lund, der godt er klar over, at det umiddelbart vil kræve en større investering. »Pengene må findes via skatter og afgifter, men det skal vejes op mod de store udgifter, som samfundet sparer i det længere løb og som ellers ville være blevet brugt på overførselsindkomster, medicinering, alkoholbehandling med meget mere. Det er et spørgsmål om prioriteringer – og denne prioritering vil i min optik give øget omsætning i samfundet og øgede indtægter til statskassen på længere sigt,« lyder konklusionen.

39 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Ann-Cathrine Thomassen Anne Sofie Bøjrup-Jørgensen Line Askgaard Mads Engholm Malene G. Haarder Mikkel Warming Preben Etwil Rasmus Balslev Simon Nicholson

Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Bert Åberg Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Nicolai Poulsen, obs. (Dansk Socialrådgiver forening) Socialpolitisk Råd Mona Ayan Musse (LAFS) Jette Høy (FTF) Majbrit Berlau (Dansk Socialrådgiverforening) Christian Sølyst (LO) Ove Lund Lasse Bjerg Jørgensen (BUPL) + Landsstyrelsen og formænd for lokalforeningerne

Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Amina Giasso Rasmus Christensen

Landssekretariatet Allan Bærentzen, post@socialpolitisk-forening.dk

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Kirsten Österlin, Kios1952@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Tanja Dall (fung. ansv. red)

tada@phmetropol.dk

Peter Bundesen

Dorte Andersen

dsa@arbejdeadler.dk

Preben Etwil

Kresta Munkholt

kresta@socsci.aau.dk

Martin Fjording

Marie-Louise Nør

marielouisenor@gmail.com

Matilde Høybye-Mortensen

maho@kora.dk

peter.bundesen@cdnet.dk meyland@adslhome.dk maf@firkant.net

Nichlas Permin Berger Allan Bærentzen

nibe@kora.dk

post@socialpolitisk-forening.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening?

Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

INTERVIEW

Formand Knud Aarup, formand@socialpolitisk-forening.dk

23. MAJ-6. JUNI 23. MAJ

Det grænseløse medborgerskab – Forstår vi hinandens humor?

30.MAJ

Grænseløs humor? – Så dansk – hvor dansk?

LANDSSTYRELSESMØDES

19.-21- SEPT SENSOMMER 17. JUNI

6. JUNI

Grænseløs humor?

6. JUNI 31. MAJ

Kalender 2016 I forbindelse med Storm P. Museets udstilling Grænseløs humor? afholdes tre arrangementer på museet.

Arrangeres i et samarbejde mellem Storm P. Museet, Foreningen Storm P. Museets Venner og Socialpolitisk Forening. Med støtte fra Frederiksberg Kommune.

Knud Aarup, formand for Socialpolitisk Forening og tidligere direktør i Socialstyrelsen lægger op til debat om humorens betydning for medborgerskabet.

Skuespilleren Flemming Jensen tager pulsen på danskheden og spørger: »Skal man være dansk for at forstå humor?« eller »Forstår danskerne overhovedet humor?«

Ordinært Landsstyrelsesmøde

Grænseløs humor?

– Medborgerskab set gennem humor og satire Omvisning på Storm P. Museets udstilling, efterfulgt at diskussion med deltagerne.

Redaktionsmøde Social Politik Ordinært møde i redaktionen af Social Politik.

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Folkemødet Bornholm 2016 – Til arbejdet liv eller død!

Stop Fattigdom Nu – afholder debatmøder fra 11.30 til 17.00.

SOMMERMØDE - Europæisk Kritisk Socialt Forum Vi arbejder hen imod genoptagelse/afholdelse af sommermøderne. Mere info følger.

KRITISK SOCIALT

FORUM

Social Politik Nr. 3 2016 Med en udgave om europæiske sociale problemstillinger.

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening