Social politik nr 1 2016 by Socialpolitisk Forening

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 1 / 2016

TEMA

Ekstremisme, radikalisering og â&#x20AC;Ś!

INDHOLDSFORTEGNELSE TEMA

Ekstremisme, radikalisering og …!

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Tanja Dall (fung. ansv.) Se øvrige bagerst i bladet. Dette nummer er redigeret af: Ole Hammer, Allan Bærentzen i samarbejde med Petter Gilsvik (Internasjonalt Hus) og Mille Rode (Dansk PEN) Redaktionssekretær: Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.200 Forsidefoto: Oslo 23. juli 2011 – https://commons.wikimedia.org/ wiki/File:Oslo_bombing_2011_ day_2_v_01.JPG

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Temaredaktionen Forord.................................................................... 6 Tabish Khair Dem..................................................................... 10 Anders Jerichow Hvem siger, at de radikaliserede er retskafne muslimer?........................................... 11 Lars Gule Ekstremisme og ekstremisering................................ 15 Jakob Erle Intet godt samfund uden inklusion – ingen inklusion uden stærke institutioner............... 20 Temaredaktionen Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark.................................................. 25 Ole Hammer Medborgerskab og værdikamp................................ 29 Sven Egil Omdal Islamistiske terrorister og hvite ensomme ulver.......... 35 Ole Hammer Den danske forebyggelsesmodel............................. 40 Københavner-modellen....................................... 45 Århus-modellen.................................................. 48

Sami Kücükain You Tube-generationen........................................... 50 Tarek Ziad Hussein Jeg er muslim, men … ............................................ 54 Klumme Per K. Larsen, Danske Seniorer Fattige seniorer...................................................... 56 Landsforeningen Indkaldelse til generalforsamling 2016...................... 58

Mangfold

kan være det vanskeligste for et samfunn å leve med, og kanskje det farligste å være uten.

Stiftelsen Internasjonalt Hus er et kompetansesenter med fokus på mangfold og demokratiprosjekt i Norden. Vi har kontor i Norge og Danmark. Vi arrangerer debatter, konferanser, produserer filmer, temahefter, metodeverktøy og vi tar initiativ til samarbeids-prosjekt innenfor våre fokusområder. Gjennom vårt konsulentkorps kan vi også tilby prosjektledelse, utredning, veiledning og informasjonsoppgaver. Utgangspunkt for vårt arbeid ligger i en erkjennelse av at all kultur dreier seg om virkelighetstolkning og at enhver innsnevring av den er farlig.

Anne Frank

DE INVITA TION TIL FYRAFT ENSMØ

Hus (Norge) Dutrupgaard og Internasjonalt Socialpolitisk Forening, Foreningen den 11. maj kl. 17.00–20.00 inviterer til debatmøde mandag KBH V. på PH Cafeen Halmtorvet 9A 1700

nær dig. Er dette en tider snart kommer til en arbejdsplads Flere forskere hævder, at Europas hårde denne udfordring? Hvordan er vi evt. forberedt på at møde realitet eller kun et skræmmebillede? Ingeborg Elias-

Sted: Internasjon alt Hus. Tid: Tirsdag 29. september, kl 12.00 - 16.00

og dansk perspektiv ved hhv. om arbejdssituationen i et europæisk Mødet byder først på kritiske oplæg svar på, hvordan vi griber det fremtidige efterfulgt af paneldebat, hvor vi søger sen (Norge) og Rune Engelbreth Larsen europæiske arbejdsmarked an.

Invitation til konference

Hva syns kurde rne i Stavanger om NRK Rogaland? Finner shiamuslim er noe spennende i Aftenbladet? Leser buddhister Rogalands Avis? Hvorfor jobber ingen indere i Jærb ladet? Og ikke minst Hva vet egentlig : journalister om minoriteter?

Program:

12.00: Åpning

med frukt og kaffe. House onal Internati 12.10 : Anita Bhall Foundation

En følelse av tilhørighet

oos1e3

e2cNhordic 20 as reise.

- development BBC-re daktøren fortelle r sin spesielle historie . Bhalla jobber i minoritetsspørsmål dag med i en by der 70 prosen t er som henne: Lunsj. Innvandrer.

diversity - dialogue - democracy

13.00: 13.45: Minoriteter s medie

FreCreate

vaner. - Anne Fogt, lektor på Høyskolen i Oslo, har studert minorit Hun presenterer interessante funn etsstudenters mediev og analyser. - Naveed Ashraf, aner. markedsanalytiker i Stavanger Aftenb måling av hvorda lad, presenterer n leserne oppfatt en rykende fersk er stoff om minorit minoritetene oppfatt eter og hvordan 14.30: Noman Muba er et Aftenblad i valgkampmodus. shir innleder til panel debatt: Hvorfor klarer ikke minoriteter?

mediene å fange - Yama Wolasmal, opp journalist i TV2 med egne erfaring - Rima

Iraki, NRK-journalis er. Du utfordr t. - Tom Hetland, sjefred es til å ta aktør i Stavanger fundam stilCoope Aftenblad. ling tilr, en entale me - Lisa direktø - Leader rekrke dile shipa Foundation. -nne skeer Ordstyr retKnut tighGjerset ete h Olsen,mm leder ider Stavan i Stavanger Aftenbl r settes und Hva sk ad. er press.ger Journalistlag og journalist je r med Konferansen er gratis, når de påmelding innen mokra disse gr Hvo 25 sept. til: post@ un tiets inthus.no trygg nleggend verd rdan het st e ien reag Arrangør: år i fa rettighet es e ene re? tår rer v i ko i nå nflik r dis s tm ed e vikti hve g ran e dre ? Konferansen er støttet

av:

Nordisk Integrasjonsko nfe

HE=7B7D: <OBA;IAECCKD

g, dialog, demokrati, Spørsmål knyttet til mangfold, diskriminerin vil stå i fokus når 20 ungdommer ytringsfrihet og menneskerettigheter og seminar i høst. Gjennom fra hele Norden samles til Workshops deltakerne utforske egne og andres diskusjon og praktiske øvelser vil krenkes. holdninger der grunnleggende rettigheter

ranse

AFTENENS PROGRAM 17.00 –17.15 17.15 –18.00 18.00 –18.30 18.30 –18.45 18.45 –20.00

Velkomst og sandwich Oplæg ved Ingeborg Eliassen Oplæg ved Rune Engelbreth Larsen Pause Paneldebat

Ingeborg Eliassen (Norge) er udenrigsjour-

til bogen »Harde tider – Det i Landsti nalist og forfatter ngssale n, om nye arbeidslivet i Europa«. Hun vil fortælle af den dyFolketin være på vej udavn get, der kanKøbenh et Europa, anden verdens-

beste økonomiske krise siden Den krig, men hvor samfundet er forandret. pres. Faglige rettigheeuropæiske velfærdsstat er sat under svækket eller fjernet, der fremkæmpet over mange årtier er en sjældenhed. En ny og faste job er i færd med at blive – prekariatet. sårbar klasse vokser frem på arbejdsmarkedet

HISTORIEN som ikke bliver fortalt

og komRune Engelbreth Larsen er journalist til bogen mentator på Politiken samt forfatter om, »Ledighed og ledighad«. Han vil fortælle hvordan Danmark siden slutningen af 1990’erne hvorefter har oplevet et markant normskred, for ledighed anset har grad stigende i politikere grænseoverskridende at være selvforskyldt. Overvågning og har i stigende grad indgreb i privatlivet, sågar seksuallivet, der bemærkelsesværramt flere og flere ledige i en udvikling, i 2011. regeringsskiftet går næppe digt nok især har taget fart efterDer en dag, uden at islamisme og radikalisering bliver

NYE VINKLER PÅ ISLAMISME OG RADIKALISERING

11. september 2015, kl. 10.00

pning i Landstingssalen, Folketinget, Københa ˜ 15.00 til Invitasjon vn utstillingså

8. mai 2008 på Internasjonalt Hu

nævnt i både de danske og udenlandske medier, i samme sætning

DEBATPANELET VIL BESTÅ AF

som skudepisoder, Kirk (Direktør, AK-samVerner Sand terrorhandlinger og andre grusomme Skov Kristensen (Analysechef, Cevea), De to hovedoplægsholdere samt Frank begivenheder. ning). (Chefkonsulent, Dansk Arbejdsgiverfore virke) og Simon Neergaard-Holm Det er der PRIS

TID

Mandag den 11. maj kl. 17.00 –20.00.

STED

V. PH Cafeen - Halmtorvet 9A 1700 København Forhåndstilmelding nødvendig. ARRANGERET AF:

politisk

naturligvis gode grunde til, for

islam og religiøse fanatisme er uden og inkluderer en let forplejArrangementet er nu GRATIS tvivl en alvorlig udfordring, både for de vestlige ning. demokratier

og ikke mindst for befolkninge rne og sekulære MAJ)kræfter i de muslimske TILMELDING (SENEST ONSDAG D. 6. lande. eller tlf. 23 32 03 94 post@socialpolitisk-forening.dk Spørgsmåle t er, om vi kan finde nye måder at agere på og tale KRITISKdisse SOCIALTting, som ikke EUROPÆISK om bidrager til mere FORUM STØTTET AF: had, større sociale skel, mere overvågning , flere begrænsninger, mere angst og i sidste ende måske også flere terrorister. Det er nogle af de ting vi ønsker at sætte til debat på denne konference.

Stavanger Foru m. 6.–8. april 2005

I mine sko

hop på oworks www.inthus.n Vil du delta Internasjonalt Hus, Sandvikveien 13, Hillevåg Tlf.: 51 90 54 03 4.-10. august i Uppsala, og senere weekend-samling i København våren 2014.

UTSTILLING

Minoriteter og med

- konferanse

En historie for i dag

RDE TIDER HÅ – det nye arbejdsliv i Europa?

;

fire historier om verdivalg

KONFERENCEN ARRANGERE

S AF

ungdommene lage tre kortfilmer. Etter en innledende diskusjon skal til debatt. på menneskerettigheter og stimulere Hver film skal presentere ulike brudd

Internasjonalt Hus

POST@INTHUS.NO · WWW.INTHUS.NO · TLF +45 60 22 92 10 · NORDISK PROSJEKTKONTOR

www.inthu

us.no

PEN er en verdensomspændende organisation af skribenter, der kæmper for det frie ord Dansk PEN er en afdeling af Internationalt PEN, og medlemsskaren består af skribenter og formidlere af det skrevne ord: forfattere, journalister, oversættere, redaktører og udgivere. Internationalt PEN blev stiftet i London i 1921 og er derned verdens første NGO. Initiativtageren, den britiske digter og dramatiker Cathrine Amy Dawson-Scott, beskrev organisationen som »en ordenes republik, der skulle samle nationerne«. PEN er jævnaldrende med Folkeforbundet (forløberen for FN), og der er klare fællestræk i ånd og målsætning. I dag er der PEN-centre i mere end 100 lande verden over, og en række centre, der er dannet af forfattere, der lever i eksil. Organisationen har på verdensplan omkring 19.000 medlemmer. PENs mål er at kæmpe for ytringsfriheden, ligegyldigt hvor den udsættes for trusler, at skabe forståelse mellem forfattere og skribenter af enhver nationalitet samt at arbejde for bevarelse af verdens litteratur. Navnet PEN er en forkortelse for ordene Poets, Playwrights, Essayists, Editors & Novelists – som der står i International PEN´s Charter. Det er desuden betegnelsen for forfatterens vigtigste værktøj, Pennen. Dansk PEN blev stiftet i 30´erne og samarbejder med Internationalt PEN på alle områder af fælles interesse – og på egen hånd, når det drejer sig om rent danske problemstillinger.

Dansk PEN er blandt de ti mest aktive PEN-centre i verden. En stor del af foreningens arbejde går ud på at tale forfulgte og fængslede kollegers sag overfor myndighederne, både her og i de lande hvor de pågældende er fængslede, i medierne, samt sende bøger og skrive breve til fængslerne og til de fængsledes familie. Dansk PEN har over årene bl.a. hjulpet arabiske kolleger med at etablere centre i Mellemøsten og i Nordafrika, etableret et netværk af unge arabiske, kvindelige bloggere, samt stået bag en lang række forfatterbesøg, udgivelser, debatmøder og litterære arrangementer. Dansk PEN var initiativtager til etableI NTERNATIONAL PEN ring af den såkaldte fribyordning i DanA World Assosiation of Writers mark, gennem det internationale netværk ICORN, (International cities of refuge network), der er et netværk af byer over hele verden, som tilbyder midlertidigt ophold til truede og forfulgte skribenter. Dansk PEN arbejdet tæt samarbejder med bl.a. de nordiske PEN-centre, og med International PENs kontor i London. Foreningen har ingen ansatte, men baserer alene sit arbejde på medlemmernes frivillige indsats.

dansk

PEN

dansk

PEN

I NTERNATIONAL PEN A World Assosiation of Writers

Ekstremisme, radikalisering og …! AF OLE HAMMER, ALLAN BÆRENTZEN I SAMARBEJDE MED PETTER GILSVIK (INTERNASJONALT HUS) OG MILLE RODE (DANSK PEN)

Mens disse linjer skrives, tikker nyheden ind på nettet: Selvmordsbombe sprunget ved Den Blå Moske i Istanbul. 10 personer omkommet og 15 sårede, 8 af de dræbte er tyske turister. Sultanahmet-området, hvor moskeen ligger, er det vigtigste turistområde i Istanbul. Det kan ikke være tilfældigt. Spekulationerne går straks i gang, er det en selvmordsbomber, er det PKK, de højreorienterede eller ISIS, der står bag? Senere på dagen lyder det fra de tyrkiske myndigheder, at det var en syrer, der havde foretaget angrebet. Få dage tidligere var det gæster på et turisthotel i Hurghada i Egypten ved Det Røde Hav, det gik ud over. Hotellet blev angrebet af to personer, der med våbenatrapper trængte ind på hotellet og forsøgte at skade turister, inden de blev dræbt af sikkerhedsvagter. Terror-advarselslygterne blinkede straks over hele Europa, men det var vist i virkeligheden et røverisk overfald. I november var det caféer og et musiksted i Paris, der var målet. Og attentaterne på redaktionen af Charlie Hebdo i Paris (jan. 15), Krudttønden og Synagogen i København (feb. 15) fandt sted for et år siden. Mindelserne om massakren på Utøya i Norge står også frisk i erindringen, selvom der snart er gået fem år. Uanset om det er højre- eller venstreekstremister, religiøse, sindsforvirrede eller kriminelle trækker det blodige spor, angst og bekymring efter sig. Men radikalisering og ekstremisme handler om andet og mere end terror og selvmordsbomber. Vi må ikke glemme, at vi lever i en tid med internationale konfrontationer, som vi – Danmark – er en aktiv del af. Vi deltager i væbnede konflikter i Afghanistan og Mellemøsten, dønningerne efter JyllandsPostens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne har ikke lagt sig, og de politiske udmeldinger fra den danske regering kan svært opfattes som andet end stærkt indvandrerfjendtlige (læs: islamfjendtlige). Dette nummer af Social Politik handler om ekstremisme og radikalisering. Det handler om den måde, vi anskuer problemstillingerne på. Og det handler om nogle af de indsatser, der er i gang i Danmark for at modvirke og undgå yderligere ekstremisme, radikalisering og volds-

7 handlinger. Det handler om mennesker, og det handler om systemer: Hvad driver mennesker til – alene eller i grupper – ekstreme voldsog terrorhandlinger, hvordan reagerer det omgivne samfund, hvad er konsekvenserne? På hvilke præmisser foregår debatten, hvordan virker indsatsen, hvori ligger udfordringerne, er fokus for snævert, og er der noget vi har overset. Og hvor er civilsamfundet? Spørgsmålet er, om vi kan finde nye måder til at agere og tale om ekstremisme på, som ikke bidrager til mere had, større sociale skel, mere angst, større modsætninger, flere begrænsninger, mere overvågning og i sidste ende måske også flere terrorister. Vi tager hul på nogle store spørgsmål, som måske ikke er så enkle at besvare. Men vigtige at stille, vigtige at tænke over, vigtige at diskutere. Redaktionen og artiklernes forfattere har tilstræbt at behandle dette ømtålelige, stærkt politiserede emne så nøgternt og sagligt som muligt. Men vi har selvfølgelig også nogle meninger, som kommer til udtryk undervejs. Vi indleder dette nummer af Social Politik med eksilforfatteren Tabish Khair, som har skrevet digtet, »Dem«. Her kan I læse, hvorfor han ikke tør sove i nat! Journalist Anders Jerichow tager derefter temperaturen på den aktuelle debat om radikalisering og ekstremisme. Han gør det klart, at vi søger forkert, hvis vi søger forklaringen i en »hellig« bog, der er ude af stand til at svare selv. I stedet mener han, at kilden til – eller udløseren af – radikalisering findes, hvor vi også ellers søger efter forklaringer på særlig ikke-sygdomsbetinget social adfærd, bl.a. I de sociale omgivelser og i hele den skrøbelige balance mellem inklusion og eksklusion, både i det store og de små fællesskaber. Derefter giver den norske sociolog, Lars Gule en kritisk analyse af begreberne, den måde vi bruger dem på Uklarheden i definitionerne kan let føre til en tilfældig brug af dem. Og det kan få alvorlige konsekvenser, når de ligger til grund for politik, bevillinger og handlinger. Derfor er der god grunde til at præcisere hvad udtrykkene betyder og hvad de bør betyde. I den sammenhæng præsenterer Lars Gule en alternativ terminologi. Jakob Erle leverer et essay om inklusion i Danmark i starten af det 21. Århundrede. Med henvisning til straffelovens §266b (om ærekrænkende udtalelser) samt konkrete eksempler tager han fat om vigtigheden af at sikre stærke institutioner i et retssamfund også kan rumme minoriteter og anderledes tænkende. I den forbindelse finder han det i øvrigt nyttigt at tænke over, hvorfor vi diskuterer inklusion og for hvis skyld vi gør det – samt vigtigheden at vise respekt og give anerkendelse. Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI) har lavet en kortlægning af antidemokratiske og ekstremistiske miljøer. Kortlægningen,

8 der er den første og hidtil eneste af sin art, har identificeret 15 grupper, som de karakteriserer som højre- eller venstreekstremistiske eller som islamisk ekstremisme. Vi gengiver undersøgelsen i kort form. Journalist Ole Hammer har i mange år beskæftiget sig med integration af indvandrere og flygtninge. Han hæfter sig i dette bidrag ved den igangværende værdidebat og spørger, hvem der udfordrer de danske værdier! Han opfordrer til at afløse værdikampen med en værdidebat, hvor vi diskuterer hvad de danske værdier egentligt rummer, og hvad de indvandrede medborgere kan bidrage med til udviklingen af værdier og medborgerskab. Under overskriften »Islamistiske terrorister og hvide ensomme ulve« beskæftiger den norske journalist Sven Egil Omdal sig med terrorens karakter og med, hvad vi som samfund forstår som terror. Han viser samtidig, hvordan vi forklarer den enkeltes handlinger alt efter de(n) pågældendes etnicitet. Han beskriver Anders Brevik som et godt eksempel på denne problemstilling. I »Den danske forebyggelsesmodel« gennemgår Ole Hammer de danske myndigheders indsats for at forebygge og indkredse radikalisering, ekstremisme og terror, bl.a. de særlige indsatser i København og Århus kommuner. »Muslimernes Fællesråd blev dannet på bekymringen for vores børns fremtid. De unge vil ikke – som deres forældre eller bedsteforældre – kaldes indvandrere eller pakistanere eller tyrkere eller kurdere. De er født og opvokset her i landet og vil gerne kalde sig danskere, men det anerkendes ikke af de etniske danskere. Så det, der adskiller dem fra majoriteten, er religionen.« Sådan siger formanden for Islamisk Fællesråd, Sami Kücükakin, som til daglig er leder af Østerbro Privatskole, i denne kommentar om de unges tilknytning til religion. Vi afslutter dette nummer af Social Politik med »Jeg er muslim, men …!« – et personligt vidnesbyrd, som Tarek Ziad Hussein bragte på Facebook 28. dec. 2015 i anledning af tv-udsendelsen om »Året, der gik«. Dette nummer af Social Politik er blevet til på baggrund af et samarbejde mellem Dansk PEN, Internasjonalt Hus, som inviterede Socialpolitisk Forening ind i arbejdet om en konference om radikalisering. Det resulterede i konferencen »Historien som ikke bliver fortalt – Nye vinkler på islamisme og radikalisering«, som blev afholdt i Folketinget 11. september 2015. Socialpolitisk Forening har gengældt invitationen her, hvilket har resulteret i denne udvidede udgave af Social Politik, med et nordisk islæt: To artikler er skrevet af nordmænd og bringes på norsk. Redaktionen har vurderet det nødvendigt kun at oversætte enkelte ord og vendinger.

9 Ole Hammer er journalist og forfatter til en lang række bøger og rapporter om indvandrere, flygtninge, integration og kulturmøde. Var redaktør af Fremmedarbejderbladet i 70erne og har siden bl.a. arbejdet i Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp og Indvandrerforeningernes Sammenslutning i Danmark (INDsam) samt været leder af Udrykningsholdet (regeringens taskforce ift. utilpassede unge). Var også med til at etablere 18+ Enheden i Kbh. Kommune. Allan Bærentzen er landssekretær i Socialpolitisk Forening, uddannet i socialvidenskab og filosofi. Han har tidligere ledet hjemløseorganisationen OMBOLD og har arbejdet med forebyggelse, udvikling og sundhedsfremme i Grønlands Sundhedsministerium og med kommunikation, organisationsudvikling, projektledelse m.m. i forenings-danmark, bl.a. som pressechef i Danmarks Basketball-Forbund. Petter Gilsvik har siden 1982 arbejdet med mangfoldighed, inklusion og ligestilling i flere kommuner i Norge. Udviklede Amnesty Internationals kampagne mod tortur i Norge. Opbyggede stiftelsen Internasjonalt Hus i Stavanger og var direktør der frem til 2014. I 2005 tog han initiativ til den første nordiske integrationskonference. Er i dag ansvarlig for at udvikle Stiftelsen Internasjonalt Hus’ Nordiske projekter fra sit kontor nord for København. Mille Rode er generalsekretær, og har arbejdet, i Dansk PEN, siden 1996. Hun er uddannet i filosofi og journalistik. Siden 1982 engageret i Unge for fred, og var med til at opstarte Next Stop bevægelsen der i 80’erne favnede de danske ungdomsfredsaktiviteter.

Dem AF TABISH KHAIR, OVERSAT AF MARIANNE LARSEN

Det er en frygtelig historie. Jeg tør ikke sove i nat. Det er godt nok heldigt der er fem millioner af os. Det er ganske vist. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget ved det. Jeg ville ønske de aldrig mere lod dem komme ind. Det siger duerne også. Jeg hører de har det fra uglen. Det er en frygtelig historie. Jeg tør ikke sove alene i nat. Sådan en gammel høne som mig, tilmed enke. Det er ganske vist. Der var tre tilfælde sagde uglen. Der var fem tilfælde sagde flagermusen. Aviserne har også skrevet om det. Den slags er aldrig sket før. Nej, ikke så meget som én eneste gruppevoldtægt, For slet ikke at tale om fem – nogen taler om hele syv –. Det er en frygtelig historie. Jeg ville ønske vi aldrig mere lod dem komme ind. Jeg tør ikke sove alene i nat. Fra antologien »Herfra min verden går«. En mosaik af 23 forfattere med indvandrerbaggrund, som lever og skriver i Dannark. De har mange rå oplevelser bag sig. De har krydset nationale grænser. Og de fleste af dem har stået overfor at krydse sprogets grænser. Udgivet af Dansk PEN (2009), og redigeret af Anders Jerichow, Dina Yafasova og Mille Rode.

Hvem siger, at de radikaliserede er retskafne muslimer? Radikaliseringens kode er ikke løst. Men vi søger forkert, hvis vi søger forklaringen i en »hellig« bog, der er ude af stand til at svare selv. Både medier og politikere sætter hyppigt kikkerten for det forkerte øje – og giver alt for tit ordet til skriftlærde uden legitimiteten i orden. AF ANDERS JERICHOW

Hver gang en større terroraktion med tilknytning til Mellemøsten brager løs, dukker spørgsmålet op: Hvad siger islam dog til denne vanvittige vold? Spørgsmålet er forkert. Det bliver svarene derfor også. Islam siger nemlig ingen ting. Islam har aldrig talt. Koranen heller ikke. Allerede dér går debatten om radikalisering og ekstremisme ofte galt. Ved de amerikanske skoleskyderier – der sædvanligvis har kristne gerningsmænd – hører vi praktisk taget aldrig spørgsmålet: Hvad siger kristendommen? Og da tamilske »tigre« hærgede Sri Lanka og Indien for to-tre årtier siden, spurgte vi også kun sjældent til hinduisme. Det er ikke en hallalhippi-betragtning. For det er ikke sådan, at ethvert barn af muslimske forældre bliver født med et iboende gén for radikalisering, som ikke-muslimske børn er fri for. Det er heller ikke sådan, at koranen hver dag bombarderer unge muslimer med besked om at fare i krig mod ikke-muslimer eller muslimer, der er muslimer på en anden måde end de selv. Koranen tier. Den venter som alle andre bøger på at blive fortolket og udlagt af den ene eller den anden. Og børnenes forhold til guder, demokrati og vold kommer ikke fra en hellig bog, kun fra mennesker – hvoraf nogle godt nok vil hævde at tale efter en guddommelig tilskyndelse. Formentlig kommer færre end 10 pct. af muslimer som de danske overhovedet i moskeer og hører de skriftlærde. Endnu færre hører nogensinde de såkaldt »ekstremistiske« prædikanter.

Debattens udgangspunkt ofte forkert

Forkert opfattelse af radikaliserede

Begrænset talmateriale

Hvem skal repræsentere islam

Ligestilling, menneske rettigheder og demokrati

Alligevel har de religiøse og i særlig grad de voldsforherligende eller voldens apologeter i særlig grad fået ordet eller vores interesse. Det er forståeligt, somme tider rimeligt – men ikke kun rimeligt. Resultatet giver os nemt en forkert opfattelse af de radikaliserede. Ret beset er radikaliseringens kode ikke løst. Vi ved ikke, at det er de særligt skriftlærde unge, der radikaliseres i den forstand, at de får en tilbøjelighed til vold. Vi ved i virkeligheden ikke, om de radikaliserede overhovedet er mere religiøse end andre? Hvem bestemmer i øvrigt, hvordan religiøsitet måles? Selvom talmaterialet er behersket, ved vi snarere, at der er en tilbøjelighed til, at radikaliserede voldsmænd allerede har været i konflikt med samfundet eller loven, før de iscenesætter sig selv som »hellige krigere«. Vi ved måske også, at de færreste er rekrutteret i moskeen, snarere i private netværk på kant med de officielle skriftlærde. Det kan ikke-muslimer dårligt blande sig i. Muslimer må selv bestemme, hvad og hvem der skal repræsentere den muslimske verden og dermed islam – ligesom det ikke ville give mening, at ikke-kristne og ikke-jøder skulle udlægge, hvad der udgør kristendommen og jødedommen. Det sender spørgsmålet om, hvad islam er, tilbage til muslimer. Hvis de fleste muslimer ikke bryder sig om at komme i moskeen og ikke bryder sig om en voldsforherligende udlægning og efterlevelse af islam; så er det i deres magt -- og socialt set vel også deres ret og opgave -- at sikre den muslimske verden andre dominerende talsmænd end præsteskabet, endsige ekstremistiske talsmænd. Men det omgivende samfund har vel også en ret og pligt til vende sine antenner i den rigtige retning. Hvis man i ramme alvor mener, at alle muslimer inderst inde er voldsmænd og vil vedblive at være det, så længe koranen findes, har verden godt nok et problem. Så er det vitterligt Osama bin-Laden og Bagdadtyperne, vi skal lytte til. Hvis man derimod er parat til at anerkende, at de fleste muslimske samfund går i en verdslig retning med tilbøjelighed til at respektere internationale normer og konventioner – også dem om menneskerettigheder – giver det mere mening at anskue muslimer med andre briller. Der er masser af undtagelser. Men nogle tendenser er klare: Langt de fleste muslimske samfund har lagt afstand til Taleban’s og Saudi-Arabiens modvilje mod ligestilling af kvinder. I de fleste muslimske samfund kan kvinder selv bestemme, om de vil køre bil. Om de vil tildække deres ansigt. Om deres døtre skal gå i skole. Langt de fleste muslimske samfund straffer heller ikke med afskæring af hænder eller hoveder.

13 Og langt de fleste muslimske samfund bevæger sig i retning af fri demokratisk stemmeret. OG langt de fleste muslimer søger hellere frie medier end censurerede og statsdrevne eller fundamentalistisk drevne stemmer. Det er ikke et tilfælde. I nogle samfund er det autoritære magthavere, der har bestemt. I andre er det befolkninger, der har bestemt. Men det er snarere entydigt, at de muslimske samfunds befolkninger ønsker universelle, demokratiske rettigheder end det modsatte. Om ikke andet, minder det om, at voldsforherligende fundamentalisme og radikalisering ikke kun er i et modsætningsforhold til det verdslige vestlige eller danske samfund – men også til det overvejende muslimske samfund. Det gør det sværere, endda nytteløst, at tale om »dem« og »os«, hvis vi med »dem« mener muslimer og med »os« mener ikke-muslimer. I den virkelige verden står de fleste muslimer og de fleste ikke-muslimer i samme modsætningsforhold til de radikaliserede – fundamentalisterne, voldsforherligerne. Slet og ret: Til voldsmændene. På statsligt plan giver det os unægteligt et problem, at vores regeringer i årtier har solidariseret sig med det mest ortodokse, puritanske og i visse spørgsmål voldsapologetiske regime – i Saudi-Arabien – som mere end noget andet har finansieret netværk med en dogmatisk, somme tider fundamentalistiske udlevelse af islam. På det sociale plan giver det et helt andet problem, at præsteskabet ofte tillægges en ret til at repræsentere verdslige muslimer. Bevares – det påhviler vel muslimer ligesom alle andre at udpege deres egne foretrukne repræsentanter. Men ikke-muslimer har vel også et ansvar for ikke at søge repræsentativitet hos politiske eller religiøse »ledere«, som er uden legitimitet i deres egen befolkningsgruppe? Både pressen og politikerne går hyppigt forkert. Pressen opsøger gerne imamer og moskeernes repræsentanter, når de søger forklaring på en social adfærd – fra radikalisering til kriminalitet til ligestillings- og uddannelsesspørgsmål – selvom om pressen ikke i tilsvarende spørgsmål om ikke-muslimers sociale adfærd ville opsøge folkekirkens præster eller menighedsråd. Politikere gør gerne samme fejl. Der er ingen ende på møder og debatter med imamer, skønt muslimer herhjemme i stort tal ikke selv kommer hos imamerne. Den verdslighed, som ikke-muslimer har tillagt sig, undsiges i mødet med muslimer, der ved enhver lejlighed og handling tillægges religiøse motiver. I dette morads findes radikaliseringen. Men måske skal kilden til – eller udløseren af – radikalisering findes, hvor vi også ellers søger efter forklaringer på særlig ikke-sygdomsbetinget social adfærd: I de sociale omgivelser, i familien, på hverdagens arbejdspladser og uddannelsesin-

Nytteløst »os/dem«

Statslig alliance med volds-regime

Presse og politikere går forkert Imamer spørges om verdslige problemstillinger –

– handling gives religiøse motiver

Findes kilden i social adfærd?

14 stitutioner, i hele den skrøbelige balance mellem inklusion og eksklusion både i det store og de små fællesskaber. Nogle af de radikaliserede er »helt normale« i den forstand, at de har haft en god skolegang, gode uddannelser, et godt arbejde, mad på bordet, underholdning i fjernsynet, tilmed frihed. Også folk af dén baggrund har tyet til kapring af et fly, skudsalver mod tilfældige civile, krigstjeneste under ekstremisters ordre eller til bombesprængning af sig selv og så mange så muligt andre. Men vi har ikke råd til at opfatte voldshandlingen som »normal«. Ofte er gerningsmændene heller ikke »syge«. Nej, de er »radikaliseret« – på kant med deres eget samfund, hvad enten det er et flertalssamfund (som mange af skoleskyderiernes gerningsmænd i USA) eller et mindretalssamfund (som Omar Abdel Hamid El-Hussein i Danmark). Men netop: På kant. Mange af de radikaliserede vil elske at blive forlenet med en ret til at repræsentere deres samfund – uanset størrelsen. Til gengæld vil deres samfund med god ret blive frustreret ved at blive forvekslet med den radikaliserede, som vendte sine egne ryggen. Anders Jerichow er seniorkorrespondent ved Politiken og forfatter til en række bøger.

Ekstremisme og ekstremisering Uttrykkene »ekstremisme« og »radikalisering« benyttes i mange sammenhenger. De nordiske regjeringer har utarbeidet planer mot vold, ekstremisme og radikalisering. Men hva betyr disse uttrykkene? Dessverre lider de av betydelige uklarheter, hvilket lett kan føre til en tilfeldig og opportunistiske bruk av dem. Dette kan få alvorlige konsekvenser når de ligger til grunn for politikkutvikling, bevilgninger og til og med endringer av strafferetten. Det er derfor gode grunner til å presisere hva uttrykkene betyr og bør bety, og eventuelt å presentere alternativ terminologi. AV LARS GULE

Ekstremisme »Det ekstreme« kommer fra det latinske extremus og kan oversettes med »det ytterste« eller »det fjerneste«, eller også »det verste«. I dagligtale er bruken av ekstremisme gjerne tilfeldig og usystematisk. Det som oppfattes som »ekstremt« i noen sammenhenger, kan ansees for å være »normalt« eller »vanlig« i en annen. Det sentrale er at det ekstreme alltid er ekstremt i forhold til noe annet. ‘Det ekstreme’ er et relasjonelt begrep. Det står i relasjon til noe ikke-ekstremt, et »sentrum« som gjerne oppfattes om normalt eller vanlig. Dette innebærer at vi må avklare hva som er – eller bør være – sentrum før vi kan si om noe er ekstremt. Ekstremisme kan som -isme sies å være en mer systematisk gjennomtenkt posisjon, teori eller ideologi hvor ekstreme standpunkter inngår som vesentlige elementer. Begrepet ‘ekstremisme’ er gjerne knyttet til forestillingen om et politisk spektrum hvor det finnes et sentrum som defineres eller forstås som »det vanlige«, »akseptable« eller »riktige« i normativ forstand, mens ytterkantene på både høyre og venstre side således blir ideologisk ekstreme. Oppslag i ulike [forskellige, red.] ordbøker og leksika forteller at det ikke er noen enighet om definisjonen av ekstremisme. Det er en vag term, som blant annet kan bety å ta en politisk idé til dens yttergrenser,

Begrebets brug

Uklarhed i definitioner og brug af begrebet

16 uavhengig av »uheldige« konsekvenser, kanskje med intensjoner om ikke bare å konfrontere, men også eliminere opposisjon; intoleranse; eller grov hensynsløshet. Tysk ekstremismeforskning er preget av forskning på totalitær tankegang og i noen faglige sammenhenger defineres ekstremisme som en fundamental avvisning av den demokratiske forfatningsstaten og en frihetlig demokratisk orden. Det norske Politiets sikkerhetstjeneste (PST) bruker ordene »ekstrem-« og »ekstremisme« om grupper eller individer som er villige til å bruke vold for å oppnå sine mål, uavhengig av hva disse målene er. Det er med andre ord uklarhet i bruken av ekstremismetermen. Basert på egne erfaringer i møte med ekstremisme i diskusjoner på Internett, inkludert Anders Behring Breivik, har jeg funnet grunn til å skille mellom to hovedtyper av ekstremisme: deskriptiv og normativ. Dette gir to parallelle definisjoner: Virkeligheds opfattelse afvigende fra videnskaben

Deskriptivt ekstreme posisjoner handler om posisjoner som avviker sterkt fra vår beste kunnskap om den empirisk observerbare og analyserbare virkeligheten. Deskriptiv ekstremisme handler derfor om en mer eller mindre systematisk uttenkte og vedvarende, altså teoretisk og/eller ideologisk forankrede, virkelighetsoppfatninger som avviker sterkt fra vår beste kunnskap om virkeligheten. Det er vitenskapen som leverer våre beste kunnskaper. Deskriptiv ekstremisme er derfor posisjoner eller ideologier som innebærer avvisning av vitenskapelig basert kunnskap om, eller vitenskapelige tilnærminger til, både den fysiske og sosiale virkeligheten. Rasisme, antisemittisme, islamofobi og konspirasjonsteorier er eksempler på deskriptiv ekstremisme. Disse tilnærmingene til virkeligheten omfatter påstander som ikke kan gis en vitenskapelig begrunnelse eller som unndrar seg vitenskapelig etterprøving.

Teoretisk/ideo logisk/filosofisk afvigelse fra normer

Normativt ekstreme posisjoner er posisjoner som avviker sterkt fra omforente og godt begrunnede moralske, etiske, juridiske og politiske normer. Normativ ekstremisme handler derfor om en mer eller mindre systematisk uttenkt og vedvarende, altså teoretisk og/eller ideologisk-filosofisk forankret, oppfatning som avviker sterkt fra våre best begrunnede og godt omforente[fastlagte, red] etiske, moralske og politiske normer. Det er menneskerettighetene og demokratiske prinsipper som i dag utgjør våre best begrunnede og omforente normer. Det innebærer at normativ ekstremisme er posisjoner eller ideologier som avviser men-

17 neskeverd, menneskerettigheter og demokrati som grunn-normer for samfunnet. Rasisme, antisemittisme og islamofobi er også eksempler på normativ ekstremisme idet disse teoriene omfatter menneskeverdskrenkende og ofte antidemokratiske standpunkter. På samme måte vil nazistiske, stalinistiske og islamistiske ideologier avvise demokrati og universelle menneskerettigheter. Slike politiske og/eller religiøse ideologier er derfor normativt ekstreme.

Ekstremisme og vold Det er ikke nødvendig å være tilhenger av vold for å være deskriptiv eller normativ ekstremist. Man kan presentere slike ekstreme posisjoner som et politiske program man søker oppslutning om i valg. At langsiktige konsekvenser av normativ ekstremisme kan være voldsutøvelse mot andre, kan være riktig – i form av diskriminering og overgrep dersom et rasistisk eller islamistisk politisk program får flertall og blir omgjort til statens politikk og lov. Derfor er det nødvendig å skille mellom ekstremisme og voldelig ekstremisme. Men det er heller ikke slik at all voldsbruk er ekstremistisk. Derfor blir det problematisk at den norske regjeringen i sin »Handlingsplan mot voldelig ekstremisme og radikalisering« legger til grunn følgende definisjon: »Voldelig ekstremisme forstås her som aktiviteten til personer og grupperinger som er villige til å bruke vold for å nå sine politiske, ideologiske eller religiøse mål.« Fordi det ikke er tatt noen forbehold, innebærer dette at alle som er villige til å bruke voldsmakt blir til voldelige ekstremister. Det gjør regjeringen til voldelige ekstremister – nettopp fordi den er villig til å bruke vold for å nå politiske mål, blant annet fordi Norge har et militært forsvar, fordi regjeringen er villig til å sette inn soldater i en rekke oppdrag i utlandet, for å nå politiske mål fastsatt av regjeringen, NATO og/ eller FN, og fordi vi har et politi som også kan bruke dødelig vold for å nå politiske mål, nemlig å beskytte borgere og opprettholde respekten for lovverket. Det er uheldig med en begrepsbruk som gjør regjeringen selv og største delen av befolkningen til voldelige ekstremister. Den uklare begrepsbruken blir forsterket av begrepet ‘radikalisering’ som er uløselig knyttet til uttrykket »voldelig ekstremisme«. Begrepet defineres slik: »Radikalisering forstås her som en prosess der en person i økende grad aksepterer bruk av vold for å nå politiske, ideologiske eller religiøse mål.« Denne begrepsbruken innebærer at radikaliseringsprosessen ikke har noe å gjøre med det å være radikal i vanlig politisk forstand, men kun handler om viljen til å bruke vold. I prinsippet kan man definere ord, uttrykk og begreper som man vil. Begreper er ikke sanne eller false, riktige eller gale [forkerte, red.],

Skelne mellem ekstremisme og voldelig e.

Manglende forbehold

Begrebet radikali sering forstærker uklarheden

Definitionen gør alm. til voldelige ekstremister

Handling vs. Mening

Radikale forandrin ger – ej nødven digvis voldlige

Acceptabel/ Uacceptabel vold

men mer eller mindre sakssvarende [relevante, red.]. Et begrep er godt dersom det hjelper oss å identifisere et fenomen slik [således, red.] at det gir oss innsikt, åpner opp for forståelse og gir oss mulighet til å utforske fenomenet nærmere. Begreper kan i beste fall hjelpe oss til grep om virkeligheten. Bidrar regjeringens definisjoner til dette? Gir de ovennevnte begreper innsikt i fenomenet ekstremisme og veien inn i ekstreme posisjoner? Neppe. Det er opplagt uklarheter i definisjoner og begreper som gjør regjeringen selv og de fleste mennesker i Norge til voldelige ekstremister. Noe av problemet er at regjeringens definisjon binder »vold« og »ekstremisme« sammen på en underforstått selvfølgelig måte, som om dette skulle være to sider av samme sak. Men det er det jo ikke, og vi kan uansett ikke vite noe om det uten en definisjon av ekstremisme. En slik definisjon finnes ikke i handlingsplanen. En av grunnene til dette er at regjeringen ikke vil fokusere på (ekstreme) meninger, men utelukkende på (ekstreme) handlinger, dvs. det som kan utgjøre en trussel mot liv, helse og samfunnets grunnleggende verdier og statens infrastruktur. Dette er en sympatisk og viktig intensjon i et åpent og demokratisk samfunn, men bidrar ikke til nødvendige avklaringer av hva som er ekstremt, hva som skal bekjempes og hvorfor.

Ekstremisering Radikal kommer av det latinske radix som betyr rot. Radikal innebærer derfor en vilje til å gå til roten av et problem og me en ambisjon om å endre noe, gjerne samfunnsforhold, på en grunnleggende måte. Det innebærer ikke at det å være radikal må omfatte vilje til å bruke vold. At noen radikale har brukt vold for å nå sine mål eller forsvare sine verdier, akkurat som konservative og liberale har gjort, gjør det lite sakssvarende å knytte »radikal« til voldelig ekstremisme. For det er det som skjer når radikalisering, en aktiv verbalform av radikal, brukes som benevnelse på prosessen hvor noen i økende grad aksepterer bruk av vold for å nå bestemte mål. »Radikal« har også et positivt innhold for mange, men dette er i større grad knyttet til konnotasjoner [ord bibetydninger, red.] og behøver ikke være avgjørende for etablering av nye og relevante begreper. Problemet her er at uttrykket »radikalisering« verken er sakssvarende eller særlig relevant for det fenomen myndighetene ønsker å sirkel inn med sin definisjon, for å kunne forebygge den såkalte radikaliseringen. Utgangspunktet for hele diskusjonen er at det finnes personer, grupper og organisasjoner (så vel som stater) som opptrer voldelig på et forkastelig moralsk og politisk grunnlag. Det er derfor behov for en avklaring av hva som gjør noen former for voldsbruk akseptable og andre former forkastelige – eller altså »ekstreme« slik regjeringen mener.

19 Dette kan gjøres ved å tydeliggjøre hva som er ekstremt slik definisjonene av (deskriptiv og) normativ ekstremisme ovenfor gjør. Ekstreme oppfatninger av virkeligheten, eller deskriptiv ekstremisme, er mindre relevant for de fenomener myndighetene i Europa er opptatt av å få grep om, som er av moralsk eller politisk karakter. Derfor er definisjonen av normative ekstremismen mest relevant når det gjelder å forstå, forebygge eller forhindre (ekstremistisk legitimert) voldsbruk. Med denne forståelsen av hvordan ekstremisme kan og bør forstås (defineres) for å fange inn det mangslungne fenomenet politisk og religiøs ekstremisme, blir det også klart at uttrykket »radikalisering« ikke er opplysende. For den prosessen som uttrykket radikalisering er ment å beskrive, fra ikke-ekstreme til (voldelig) ekstreme posisjoner, blir ikke opplyst av uttrykket radikalisering. Kanskje [måske, red.] tvert imot. Uttrykket »ekstremisering«, en selvforklarende neologisme [n. betegnelse for sproglig nydannelse, red.], er derimot en umiddelbar og ganske uproblematisk benevnelse på en prosess fra en ikke-ekstrem til en ekstrem posisjon. Så må man avgjøre i det enkelte tilfellet om ekstremiseringen omfatter voldsbejaende [voldsbekræftende, red.] ekstremisme. Ekstremisering er et enklere og mer avgrenset begrep enn radikalisering, og også et mer sakssvarende begrep. For dagens ekstremister forstås ikke best som radikale eller ved at de har gjennomgått en radikalisering. Derimot er det snakk om (voldelige) ekstremister hvor det er behov for å forstå hva som har ført dem inn i og gjennom en ekstremiseringsprosess. Lars Gule, førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo og Akershus, arbeider med temaer som Midtøsten, islam, integrering og ekstremisme. Han har publisert bl.a. Ekstremismens kjennetegn (2012) og »Venstreekstremisme og terrorisme« (2013).

Radikaliserings begrebet ej oplysende

Intet godt samfund uden inklusion – ingen inklusion uden stærke institutioner Et essay om inklusion i Danmark i starten af det 21. Århundrede AF JAKOB ERLE

Polariseret diskussion om ytringsfrihed

§ 266B

Indført i 1939, i fbm. forhånelse af jøder »Offentlig påtale« ikke for at beskytte grupper i samfundet – – men beskytte samfundet mod social uro

Da den såkaldte tegningkrise ramte Danmark i 2005-2006 polariseredes diskussionen. På den ene side var der dem der forfægtede den ubegrænsede ytringsfrihed og retten, nærmest pligten, til at sige hvad som helst. På den anden side dem der på forskellige måder mente at hensyntagen til mindretals følelser sætter grænser for ytringsfriheden. Statsminister Anders Fogh Rasmussen stod meget klart fast på at ytringsfriheden er fundamental, at regeringen ikke skulle blande sig, og at den eneste begrænsning der kunne tænkes måtte hvile på lovgivning og domstole – og tilføjede at en sådan begrænsning ikke forelå i forhold til diskussionen om JyllandsPostens tegninger. Der var ikke noget at komme efter. Det er jeg stadig ikke overbevist om. Af straffelovens § 266B fremgår det, at det er forbudt »offentligt … at fremsætte udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering …«. Paragraffen blev oprindeligt indført i straffeloven i 1939 på initiativ af justitsminister K.K. Steincke for at etablere et mere sikkert retsgrundlag, efter at danske nazister i 1938 var dømt for at forhåne danske jøder efter andre paragraffer i straffeloven. Når muslimske grupper i Danmark ikke rejste sag efter denne paragraf var det fordi den står i et afsnit af straffeloven hvor der er »offentlig påtale«. Det er der gode grunde til. Denne lov er der ikke for at beskytte grupper i samfundet mod angreb, men for at beskytte samfundet mod konsekvenserne af social uro, en social uro der uvægerligt kommer når grupper af personer der er forenet af religion, race eller etnisk oprindelse, seksualitet etc. lægges for had i offentligheden. Hvis enhver gruppe kunne rejse sager for domstolene på grund af virkelige eller indbildte trusler, forhånelser eller nedværdigelser ville

21 domstolene hurtigt blive overbelastede, og sagerne kunne i sig selv bidrage til konflikt og spændinger. Det giver derfor god mening at der er offentlig påtale – og det giver god mening at § 266B findes. Det kunne have hjulpet Danmark hvis sagen var blevet rejst, både på hjemme- og ude-fronten. Selv hvis vores uafhængige domstole havde frikendt JyllandsPosten ville det have været bedre – det havde givet de der følte sig krænket muligheden for at føle sig behandlet lige, også selvom de eventuelt ikke fik ret. Det ville også have bragt sagen væk fra gaden og over i institutionerne, det ville have styrket institutionerne og sammenholdet i Danmark. Debatten om tegningerne er et eksempel på den måde vi undervurderer betydningen af samfundet institutioner. På den ene side har der været dem der forfægtede alles ret til at sige hvad de ville, på den anden side dem der opfordrede til at opføre sig ordenligt og tale pænt til andre. Det blev et spørgsmål om takt og tone hvor det i stedet burde handle om hvilke regler der er i det danske samfund, hvordan vi som medborgere kommer til at kende og forstå dem, og hvordan de håndhæves. Forklaringerne på at Danmark i de sidste mange år har ligget meget højt i forhold til velstand, livskvalitet, innovation har bl.a. været det lave niveau for korruption, et højt niveau for social kapital og tillid, lav magtdistance og stor økonomiske lighed. Et træk der har præget Danmark er en modvilje mod for meget formalisering, vi finder ud af det sammen, og hellere gennem aftaler end gennem lovgivning som den danske model på arbejdsmarkedet er eksempel på, hvor det er arbejdsmarkedets parter og ikke lovgivningen der fastsætter vigtige normer som mindsteløn og arbejdstid. Historikeren Uffe Østergaard har på et tidspunkt udlagt det sådan at Danmark er et abnormt homogent land på grund af de heldigt tabte krige. Det var de krige der reducerede Danmark fra et multikulturelt, flersproget lille imperium som omfattede det der nu er Norge, det sydlige Sverige og det nordlige Tyskland, til en monokulturel etsproget stamme. Med den accelererede globalisering – og den dermed sammenhængende informationsteknologiske revolution – bliver det nødvendigt at gentænke og genskabe de særlige måder det danske samfund fungerer på. Det gælder i forhold til magtdistance, det uformelle, lighed, tillid. Vi er i stigende grad forbundet med mennesker og organisationer i andre lande – og den abnorme homogenitet bliver mindre. Samtidig er den åbne økonomi som Danmark samlet har så stort udbytte af en udfordring for vores velfærdsordninger og uddannelsessystem. Det bliver stadigt vanskeligere for kortuddannede at klare sig, og det stiller i sig selv krav til en løbende fornyelse og forbedring af de samfundsinstitutioner der er fundamentet for uddannelse og sammenhængskraft. Det vi kalder

Danmark hjulpet hvis sagen var blevet rejst

Betydningen af samfundet institutioner

Forklaring på vel stand og modvilje mod formalisering

Et abnormt homogent land?

Accelererede globalisering  gentænke det danske samfund

Udfordring for velfærdsordninger, uddannelsessystem og kortuddannede

Inklusion stadigt vigtigere –

– bevaring af hidtidige danske fordele, kræver ekstrao. indsats

Omkostninger ved manglende inklusion

Inklusion er flertallets behov

Axel Honnet – sociale konflikter

Anerkendelse vs. vold/trusler

Retslig ligebehandling

inklusion bliver stadigt vigtigere. Ikke først og fremmest af hensyn til de »fremmede« der skal inkluderes og de »almindelige« danskere der er i fare for at blive marginaliseret, men allermest af hensyn til hvilket samfund det flertal der nyder godt af væksten og effektiviteten ønsker om 10, 20 og 50 år. Her er inklusion, vores evne til at inkludere andre end kun de meste velfungerende og mennesker med andre udgangspunkter end det danske i vores samfund afgørende. Hvis vi vil bevare de fordele som lav magtdistance, høj tillid og høj lighed har givet os skal der ydes en ekstraordinær indsats, som bl.a. holder niveauet for social konflikt lavt. Det er ikke nogen enkel operation, især ikke når nogen af vore styrker i det uformelle skal tranformeres til en mere retsbaseret institutionel struktur. I den forbindelse er det nyttigt at tænke over hvorfor vi diskuterer inklusion og for hvis skyld vi gør det. Forudsætningen for begrebets anvendelse er, at der er nogen der ikke er inkluderet, nogen der ikke hører til. I almindelighed antager man, at man inkluderer for at hjælpe, dem der ikke er inkluderet. Men hvis vi tænker nærmere efter, er det nok mere rigtigt, at det sker for at sikre samfundet mod de omkostninger, der er forbundet med de konflikter, der kommer af mangel på inklusion – og de tab der er forbundet med at de ekskluderede ikke kan bidrage til værdiskabelsen i samfundet. På samme måde som med lovgivningen imod forhånelse af mindretal handler om, at beskytte samfundet er inklusion først og fremmest flertallets behov, og en væsentlig faktor i skabelsen af tryghed og sikkerhed i samfundet – for at undgå sociale konflikter. Ifølge den tyske sociolog Axel Honneth må sociale konflikter forstås ud fra en underliggende moralsk grammatik, som har sin rod i at bestemte grupper nægtes anerkendelse. For AH har mennesket et fundamentalt behov for anerkendelse, som når den nægtes fører til en kamp for anerkendelse. Anerkendelse er knyttet til tre sfærer: familien, staten og det borgerlige samfund. Anerkendelse i familien drejer sig om umiddelbare behov for fysisk og følelsesmæssig sikkerhed – og er afgørende for menneskets grundlæggende selvtillid. Hvis man udsættes for vold, voldtægt, trusler om vold, nedværdigelser på baggrund af udseende mv., er det en trussel mod ens fysiske integritet – og den enkelte eller gruppen reagerer med forskellige former for konflikt, som selv kan have karakter af trusler eller voldsudøvelse. I den statslige sfære sker anerkendelse gennem retlig ligebehandling og rettigheder som er forudsætningen for udvikling af moralsk ansvarsfølelse og selvrespekt. Krænkelse af den retlige anerkendelse fører til udelukkelse fra samfundet og truer individets sociale integritet – hvilket naturligvis fører til stærke modreaktioner og konflikter af mange forskellige typer. Endelig har mennesket et behov for social anerkendelse, en anerkendelse hos andre som bidragyder til samfundet som når den opnås fører

23 til udviklingen af selvværd – og som kan nægtes gennem fornærmelser, eller ved udelukkelse fra at bidrage til andre og til fællesskabet. De forskellige sociale kampe i samfundet kan alle forstås ud fra de tre former for anerkendelse – tænk blot på kvinderne, tyendet, bønderne og arbejderne og de kampe de har kæmpet og kæmper for at opnå anerkendelse, hvor alle tre former for anerkendelse har været og er på spil på forskellige måder. Her i det andet tiår af det 21. århundredes Danmark foregår der i høj grad kampe om anerkendelse – det gælder oplagt i forhold til flygtninge om migranter, der såvel der hvor de flygter fra såvel som under flugten og efter ankomst til Danmark som f.eks. asylansøgere oplever krænkelser af deres behov for anerkendelse såvel fysisk som retligt og socialt. De er truet på deres fysiske sikkerhed, der indføres lovgivning og regler med det udtrykkelige formål at holde dem væk, og det er ekstremt svært, hvis ikke umuligt, at få mulighed for at bidrage til samfundet og derigennem opnå social anerkendelse. Men det gælder også etablerede grupper i det danske samfund, som det f.eks. er tydeligt ved den måde marginaliserede grupper i Danmark behandles på, f.eks. arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere der er egentligt marginaliserede og det som nogen kalder UdkantsDanmark. Lige så lidt som negative konsekvenser for samfundet af hån og latterliggørelse af mindretal kan afværges uden lovgivning og institutionelle indsatser, kan en virksom indsats for inklusion skabes uden en stærk institutionel indsats fra statens side. Desværre ser det såvel i forhold til marginaliserede i det danske samfund som i forhold til flygtninge og migranter ud til, at der tværtimod er en stærk aktiv indsats for at nægte anerkendelse. De vilkår man udsættes for, som arbejdsløs eller kontanthjælpsmodtager er med til at skabe eksklusion og endnu mere gælder det før og under flugt, som ofte indebærer voldsomme krænkelser af den fysiske sikkerhed og anerkendelse. Den adskillelse af familier der foregår, og som opretholdes gennem de skærpede familiesammenføringsregler er en krænkelse af den fysiske integritet. Det samme gælder de lovprocesser som alene har til formål at skræmme folk fra at tage til Danmark. Og endnu mere den voldsomme række af hindringer for at komme til at bidrage til samfundet gennem arbejde eller på andre måder, måske stærkest gennem placeringen af asylansøgere i lukkede lejre hvor kontakten til det omgivende samfund er forhindret i så høj grad som muligt. Følgen af manglende eller svigtende inklusion er nægtelse af anerkendelse i forhold til store grupper såvel af danskere som flygtninge og migranter. Konflikt er en naturlig følge af mangel på anerkendelse – og det udløser for det første omkostninger og svækkelse af samfundets evne til at fungere på det meget høje niveau som det danske samfund

Kamp om anerkendelse

Inklusion uden statslig institutionel indsats –

– stærk aktiv indsats for at nægte anerkendelse

24 fungerer på. For det andet medfører det en stærkt forhøjet risiko for radikalisering og ekstremisme som kan antage alle mulige former og retninger, højreorienteret, venstreorienteret, religiøst, og en svækkelse af kernen i retssamfundet og demokratiet. Jakob Erle, Ph.D. (Mag.art.) i kultursociologi, ekspert i demokratisk udvikling, medborgerskabsprocesser gennem dialog. Har en baggrund i Folkehøjskole-bevægelsen og er erfaren leder og udvikler af NGO’er og fra 2011-2014 Direktør i det Dansk/Egyptiske Dialog-institut I Kairo.

Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI har lavet et kortlægning af antidemokratiske og ekstremistiske miljøer. Kortlægningen, der er den første og hidtil eneste af sin art, har identificeret 15 grupper, som de karakteriserer som højreeller venstreekstremistiske eller som islamisk ekstremisme. FRA SFIs ANTIDEMOKRATISKE OG EKSTREMISTISKE MILJØER I DANMARK. EN KORTLÆGNING. AF TEMAREDAKTIONEN.

I rapporten forstås ekstremisme som holdninger, der i større eller mindre grad kan være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, og en villighed til at gå uden om demokratiske procedurer for at gøre politiske eller religiøse holdninger gældende. Antidemokratisme skal ses i forhold til en pluralistisk forståelse af demokrati, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, og/eller hvor de fundamentale demokratiske værdier og normer ikke gælder for alle borgere.

Tre definerede miljøer I undersøgelsen opererer man med tre miljøer, hvor antidemokratisme eller ekstremisme potentielt kan finde sted: højreradikale, venstreradikale og islamistiske miljøer. Disse miljøer udgør ideologiske rammer og sociale netværk. Fra miljøerne udgår en række handlinger, som kan være direkte associeret med grupperne eller udført af enkeltindivider, som i en eller anden grad er i overensstemmelse med de ideologiske og holdningsmæssige forestillinger, der kendetegner miljøet. Samtidig understreges det i undersøgelsen, at miljøerne langt fra er stabile og velafgrænsede enheder. Dels er de bevægelige og forandrer sig i takt med den samfundsmæssige udvikling, dels kan det ofte være svært at skelne mellem, hvad der er indenfor, og hvad der tilhører det, man kunne kalde det politiske normalområde.

Tre radikale miljøer

Antidemokratiske forkæmpere for demokrati

Venstre- mod højreradikale Højreradikale antiislam

Islamistiske miljøer internt og internationalt orienterede

Alle afviser kriminalitet/vold

Banderelationer

Vold/ulovligheder udgår oftest fra individer

Fjendebilleder I forhold til fjendebilleder og opfattelser af demokrati peger undersøgelsen på, at især de højreradikale og de venstreradikale hovedsageligt synes bundet op i en konflikt med hinanden, som omhandler ikke mindst de etniske minoriteters status i Danmark (fx muslimer). Inden for begge miljøer siges forsvaret af demokratiet at være centralt. Men, og det er i stor udstrækning derfor, de er taget med i kortlægningen, i deres forsvar for demokratiet begrænser de andres demokratiske rettigheder. Således søger venstreradikale åbenlyst at forhindre især de højreradikale i at komme til orde, nogle gange med vold. Dette retfærdiggøres ved at etablere forbindelser mellem de højreradikale og fascismen. Højreradikale søger derimod at begrænse etniske minoriteters demokratiske rettigheder. Set i det lys er det påfaldende, at disse to fløje stort set ikke figurerer i de islamistiske miljøers interne diskussioner og debat. De islamistiske miljøer er orienteret imod sig selv og mod en intern debat omkring religiøs og moralsk ordentlighed, som på et mere overordnet plan handler om forholdet mellem religion og politik. Derudover er de stærkt optaget af internationale konflikter, hvor muslimer siges at blive undertrykt i demokratiets navn. Her ses demokratiet ikke som et gode, men som noget der må boykottes, også ved på forskelligvis fx at opfordre muslimer til ikke at stemme. Forslaget om indførsel af Sharia-zoner i bestemte bydele med høj koncentration af muslimer er et andet eksempel. Vold som metode I de tre miljøer er der overvejende intern, ideologisk konsensus om en række forhold, men der er også store interne modsætninger inden for de enkelte miljøer, ikke mindst når det handler om tilstedeværelsen af personer, der benytter sig af kriminelle og voldelige metoder. Alle de kortlagte grupper afviser kriminalitet eller vold, men inden for det venstreradikale miljø er der fx personer, der villigt søger konflikt med politiet. Inden for det højreradikale og det islamistiske miljø er der en særlig problemstilling i forhold til enkeltindivider eller grupper, som normalt tilhører rocker- eller bandemiljøer. Et andet prekært spørgsmål har været deltagelse i krige især i Mellemøsten. Frygten i det omgivende samfund er ofte, at de deltager på islamistisk side. Generelt gælder det, at handlinger, som kan associeres til grupperinger, først og fremmest har et antidemokratisk sigte, som kommer til udtryk fx ved møder, ved uddeling af flyers eller demonstrationer. De mere ulovlige og voldelige handlinger synes ofte at udgå fra enkeltindivider uden direkte forbindelse til den mere organiserede del af miljøet. Dette er mest indlysende i forbindelse med banderelaterede individer, men

27 forekommer også blandt individer, der simpelthen »tolker« det mandat, de synes at være givet af miljøet eller af grupperne.

Sociale medier vigtige for rekruttering Miljøerne er til en vis grad lokalt forankrede, og enkelte grupper er opsøgende på gadeplan, i boligområder og i skoler. Men ofte har de et nationalt eller internationalt fokus, hvor internettet spiller en stor rolle. Derfor behøver fraværet af grupper i enkelte områder ikke betyde fraværet af et miljø. Således sker rekruttering blandt højreradikale grupper i overvejende grad gennem personlige netværk. Herudover bruges internettet også flittigt af grupperne og særligt de sociale medier til at promovere sig selv. For de venstreradikale grupper har man i undersøgelsen ikke klart kunnet identificere rekrutteringsstrategier. Dog formodes det, at der bl.a. rekrutteres gennem sociale tiltag, såsom fester, koncerter, demonstrationer og diverse events, hvor internettet spiller en central rolle. For de kortlagte islamistiske grupper sker den bærende rekruttering i høj grad gennem netværk og personlige relationer. Internettet bruges også til rekruttering. De 15 grupperinger SFI har med undersøgelsen identificeret i alt 15 grupper, der betegnes som antidemokratiske og/eller ekstremistiske. De fordeler sig på landsplan som vist i tabellen på næste side. Kortlægningen viser således, at miljøerne i stor udstrækning er koncentreret i byerne. Højreradikale synes dog generelt at være til stede i de fleste politikredse. Samtidig synes det islamistiske miljø at være delt mellem et Øst- og et Vestdansk miljø, hvor fx Hizb ut-Tahrir, som er dominerende i Hovedstadsområdet, ikke er identificeret vest for Storebælt. Læs hele undersøgelsen på: http://www.sfi.dk/ Default.aspx?ID=12868#sthash.DIcVS3tG.dpuf

Sociale medier og rekruttering

28 TABEL

Oversigt over antidemokratiske og/eller ekstremistiske organisationer og grupperinger og deres geografiske fordeling Gruppe

Politikreds

Højreradikale miljø Danish Defence League

København, Midt- og Vestsjælland, Sydsjælland og Lolland-Falster, Østjylland, Midt- og Vestjylland og Syd-, Sydøst- og Sønderjylland

Danmarks Nationale Front

København, Nordsjælland

Dansk National Socialistisk Bevægelse

København

Right Wings

Midt- og Vestsjælland

Stop Islamiseringen af Danmark

København, Fyn, Nordjylland, Syd-, Sydøst- og Sønderjylland

Folkebevægelsen mod indvandring

Syd-, Sydøst- og Sønderjylland

Venstreradikale miljø Antifascistisk Aktion

København, Nordjylland, Østjylland, Syd-, Sydøst- og Sønderjylland

Antiracistisk Netværk

Nordjylland, Østjylland

Libertære Socialister

København

REDOX

Østjylland, Midt- og Vestjylland, Syd-, Sydøstog Sønderjylland

Islamistiske miljø Hizb ut-Tahrir

København, Nordsjælland, Vestegnen, Sydsjælland og Lolland-Falster

Kaldet til Islam

København, Vestegnen

Dawah-centret

København, Vestegnen

Dawah-bærere

København, Vestegnen

Muslimsk Ungdomscenter

Østjylland, Sydøstjylland

Kilde: SFI op.cit.

Medborgerskab og værdikamp Venstreregeringen pudser netop i disse tider på de sidste linjer af et nyt integrationsudspil. Med mindre der går taktik i det, vil Regeringen – så vidt jeg har erfaret – komme med forslag til styrket fokus på undervisning i danske normer og værdier, rettigheder og pligter. Om den også vil lægge op til en diskussion af medbragte normer og værdier og deres evt. (positive) rolle, er mere end tvivlsomt. AF OLE HAMMER

»Medborgerskab handler grundlæggende om, at alle borgere er fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af samfundsfællesskabet. Medborgerskab sætter fokus på, at borgerne har pligter og rettigheder og gør brug af dem for at udvikle og styrke fællesskabet. Desuden indebærer medborgerskab, at borgerne deltager aktivt i samfundslivet og har lige muligheder for at få indflydelse på samfundet. Medborgerskab vedrører endvidere borgernes identitet, tillid til hinanden, gensidige anerkendelse og følelsen af at høre til og at være en del af fællesskabet.« Sådan skrev Regeringens tværministerielle arbejdsgruppe for bedre integration i rapporten »Medborgerskab i Danmark« fra 2011. Allerede Fogh-regeringen satte i regeringsgrundlaget »Mulighedernes samfund« fra 2007 fokus på vigtigheden af at styrke medborgerskabet. Året efter (i 2008) nedsatte regeringen en tværministeriel arbejdsgruppe, som løbende skulle udarbejde oplæg om konkrete problemstillinger på integrationsområdet. VK-regeringen satte endvidere i sit arbejdsprogram fra 2010 »Danmark 2020« som mål, at Danmark i år 2020 skal være verdensmester i demokratisk integration (min kursivering, OH). »Danmark skal fastholde positionen, som et af de frieste lande i verden, når det gælder politiske og andre frihedsrettigheder. Og Danmark skal fremover fortsat være et land, hvor såvel borgernes indbyrdes tillid som tilliden til myndighederne er meget høj.« (»Medborgerskab i Danmark«, 2011) I 2011 udgav arbejdsgruppen så rapporten om »Medborgerskab i Danmark«, hvor man opererer med medborgerskab ud fra tre dimensioner:

Fogh-regeringens tværministerielle arbejdsgruppe

verdensmester i demokratisk integration Tre dimensioner af medborgerskab

30 Rettigheder og pligter: Er alle borgere omfattet af de samme grundlæggende rettigheder og pligter? Deltagelse: Deltager borgerne i samfundslivet i bred forstand? Identitet og tilhørsforhold: Føler borgerne sig som en del af fællesskabet?

Identitet og tilhørsforhold

Medborgerskab handler ifølge rapporten grundlæggende om, at alle borgere er fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af samfundsfællesskabet. Medborgerskab sætter fokus på, at borgerne har pligter og rettigheder og gør brug af dem for at udvikle og styrke fællesskabet. Desuden indebærer medborgerskab, at borgerne deltager aktivt i samfundslivet og har lige muligheder for at få indflydelse på samfundet. »Medborgerskab vedrører endvidere borgernes identitet, tillid til hinanden, gensidige anerkendelse og følelsen af at høre til og at være en del af fællesskabet. Medborgerskab handler således ikke alene om borgernes juridiske rettigheder og formelle pligter, men har også en identitetsmæssig side«, hedder det i rapporten.

Dansk/nordiske værdier

De danske værdier Medborgerskabet hviler på en række grundlæggende værdier. Og de danske værdier kender vi alle sammen – dem har vi (de fleste af os) fået ind med modermælken!!! Jeg valgte alligevel at sikre mig og søgte derfor på Google. Jeg udvidede søgningen til at handle om nordiske værdier for at være helt sikker. De fleste hits handler om at lancere de danske eller nordiske værdier i udlandet som markedsføringsstrategi for nordiske virksomheder. Men i Nordisk Råds program for 2015 fandt jeg følgende definition:

Rettigheder og pligter

Deltagelse

»De fælles nordiske værdier er lighed, tillid, lav magtdistance, inklusion, fleksibilitet, respekt for naturen, protestantisk arbejdsetik og æstetik. Disse værdier knytter sig til vores samfundsform og medvirker til mange grundlæggende institutionelle ligheder mellem landene, hvor balancen mellem fællesskabet og det enkelte menneske er central.«

Dagligdagen

Mentorer

Og hvor lærer man så om medborgerskabet – at blive en god medborger? Det gør man ude i livet, i dagligdagen, på skolebænken, af forældre, sammen med gode kammerater og forbilleder. Mange med indvandrerbaggrund kan fortælle, hvordan en enkelt person har haft afgørende betydning for dem og har lært dem at håndtere dagligdagens situationer, den danske humor og andre vigtige færdselsregler i det danske samfund. Derfor er idéen om at knytte mentorer til nyan-

31 komne flygtninge og arbejdsmigranter en god idé, ligesom den tætte relation til unge, der er på vej ud i dårligt selskab, er helt afgørende for resultatet. MEN … For der er et men. Det er jo ikke ligegyldigt, hvordan introduktionen (»oplæringen«) foregår. Det er – som i meget andet socialt og pædagogisk arbejde – afgørende at tage udgangspunkt dér, hvor den pågældende befinder sig i livet, og at dette udgangspunkt respekteres. Dvs. at kontakten skal være baseret på en diskussion af medbragte normer og værdier og deres rolle i forhold til det danske samfund. Eller som viceforstander Simon Axø udtrykker det i Testrup Højskoles årsberetning fra 2015: »De bedste læringssituationer opstår, når elever og lærer i fællesskab erfarer verden som et mellemværende, som et mellemmenneskeligt anliggende, der kalder på udtryksformer og fortolkninger. Endvidere er det erfaringen af verdenen som et presserende og anfægtende mellemværende, der ofte motiverer den enkelte til at tænke ud over sig selv, til at tænke sig selv som en del af noget større, som medborger. At forstå sig selv som medborger betyder grundlæggende, at man føler sig forpligtet på det samfundsfællesskab, man er en del af …« Forudsætningen for et stærkt medborgerslab er vedligeholdelsen af medborgerskabstanken, altså den fortløbende diskussion af, hvad der forener og forpligter hvem på hvad.« Eller som erhvervsmanden Mads Øvilsen udtrykker det: »Hvis man ikke kan involvere sig i en kritisk dialog med omverden, går man i stå.« (Mads Øvilsen i P1 d. 24.12.2015). Hvad enten man arbejder professionelt eller som frivillig bliver relationen afgørende i læringsprocessen. Men indholdet og forståelsen af det bliver det også. Og påvirkningerne fra det omgivende samfund. Og tonen. På Christiansborg-konferencen d. 11. september 2015 om radikalisering (arrangeret af Dansk Pen, Socialpolitisk Forening og Internasjonalt Hus, Norge m.fl.) blev det gentagne gange påpeget, at tonen i debatten (den offentlige diskurs) medvirker til at skabe modsætninger og konflikt og understøtter dermed også radikaliseringen hos nogle unge og andre med indvandrerbaggrund. Vi hørte såvel analyser som vidnesbyrd om faktorer, som påvirker til radikalisering. Som en rød tråd igennem disse udsagn gik betydningen af de grundlæggende værdier i de nordiske lande, og hvorledes man (i.e. såvel magthavere som ikke-magthavere) forholder sig til dem i praksis.

Udgangspunkt i den enkelte

Læring

Hvad forener og forpligter?

Tonen/diskursen

Eksempler fra debatten

Et par veje ind i problematikken Nogle eksempler fra den offentlige debat kan illustrere problematikken: »Danmark er et kristent land«, skriver Venstre-regeringen i det nye regeringsprogram (juni 2015).

Et kristent land – i regerings grundlag

Annoncerne i libanesiske aviser

Hvorfor skriver de det? Det ved vi da godt. Det virker faktisk lidt patetisk. Den danske folkekirkes særstatus er jo nedfældet i den danske grundlov, hvor der allerede i paragraf 4 står: »Den evangelisklutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Hvorfor er det så vigtigt at gentage det i et nyt regeringsgrundlag? Regeringen må have en frygt. Hvorfor skulle dette selvindlysende faktum ellers skrives ind i regeringsgrundlaget? Det er ikke normalt. Hvad er i øvrigt det særlige ved kristne værdier, og hvor adskiller de sig fra værdier i andre religioner? Og er der noget vi mangler – eller er der noget, vi er ved at miste? Den danske regering indrykker i september 2015 annoncer i flere libanesiske aviser, der får bl.a. The Wall Street Journal til at skrive: »Den danske regering har tilkendegivet et bryskt budskab ved at indrykke annoncer i den libanesiske presse: Flygtninge er ikke velkomne hos den lille nordlige nation«, står der blandt andet. Hvad får en regering til at fortælle omverden, at det land, den er valgt til at regere, ikke er værd at leve i (for fremmede)? »En flygtning er også et menneske« var parolen ved talrige demonstrationer – et folkeligt udtryk for afstand til landets regerings stramninger i udlændingereglerne og den stærkt kritiske retorik, regeringen og dens støttepartier stod for.

Værdimæssig glidebane Ikke vores ansvar

Hvorfor fortælle os, at flygtninge også er mennesker? Det ved vi da godt. Tilmed er hele vort kristne menneskesyn bygget på næstekærlighed. Men det var vigtigt at minde vore politikere om det midt i den værdimæssige glidebane, der var ude på. »Det er ikke vores ansvar« (sagt af samtlige partiledere ved partilederrunden i TV umiddelbart efter begivenhederne i Krudttønden og ved synagogen i Kbh. Bagefter stod de samme politikere i spidsen ved omfattende sympatidemonstrationer. Fællesskabet var tydeligt, og politikernes medfølelse

33 med ofrene (men ikke med gerningsmanden) var overvældende. Selvfølgelig har vore politikere et medansvar. Hvad skal der til for at skabe et samfund, båret af fællesskabsfølelse – og hvem har ansvaret? Det har vi alle sammen. Politikernes rolle er (bl.a.) at udforme (og italesætte) regler og retningslinjer, der styrker dette fællesskab. Kulturminister Bertel Haarder (V) har lanceret tanken om en (ny) kulturkanon, som skal skabe en stærkere dansk identitet.

Ekskluderende kulturkanon

Tidligere kulturkanoner har været kritiseret for deres eksklusivitet – det, der har været med, har været udmærket. Men der har manglet noget. Bertel Haarders idé kan frygtes at blive endnu mere ekskluderende.

Fra værdikamp til værdidebat Blandt de mange protester mod Regeringens konstante stramninger i udlændingepolitikken og – især – mod tonen og det menneskesyn, som præger stramningerne, har adskillige virksomhedsledere kritiseret Regeringen. Blandt de mere markante var Stine Bosses brev til integrationsminister Inger Støjberg i juli sidste år. I brevet, der blev offentliggjort i det politiske magasin, Ræson, sætter hun særdeles kritiske spørgsmålstegn ved regeringens asylpolitik og skarpe retorik i forhold til verdens flygtningestrømme. Stine Bosse minder om, at Danmark er et lille land, hvis velstand er bundet op på vores samarbejde med andre lande – både for erhvervslivet og i arbejdet med flygtninge. Derfor ryster også hun på hovedet over, at Danmark ikke vil slutte sig til forslaget om en fælles EU-politik i forhold til de mange flygtninge, der strømmer til EU over Middelhavet. En anden af de mest markante kritikere til dato er chefredaktøren for Mandag Morgen, Erik Rasmussen, der i en meget skarp nytårsanalyse under overskriften »Danske værdier på udsalg« bl.a. skrev: »TÆNK, hvis Danmark i stedet for at besvare internationale udfordringer som f.eks. flygtningestrømme med uværdige skræmmekampagner og pigtrådspolitik viste sig som eksponent for en værdiernes stormagt og tog initiativ til ambitiøse internationale løsninger.« Senest er der også kommet protester fra regeringens eget bagland i Venstre, hvor flere og flere mener, at regeringens kontroversielle tiltag på udlændingeområdet og hårde tone mod flygtninge ødelægger kommunernes arbejde med at integrere flygtninge. Protesterne går primært på den stramme flygtningepolitik, men i høj grad også på den tone, som er med til at marginalisere etniske minoriteter, ikke mindst muslimer. Og det trækker i høj grad tråde til radikalisering og ekstremisme i de pågældende kredse.

Protester mod tonen og menneskesyn –

– Stine Bosse

– Erik Rasmussen

– Regeringens bagland

Brug for debat af værdier

Altså: Hvordan udfoldes medborgerskabet til at rumme alle (med) borgere i samfundet? Hvordan ændrer vi den nuværende værdikamp til en værdidebat? Vi har brug for en debat om indholdet af de danske værdier. Og vi har brug for en debat, som inkluderer de værdier, de etniske minoriteter har bragt / bringer med sig. Formålet med en sådan debat er 1) at tydeliggøre betydningen af de danske grundværdier, 2) at involvere brede kredse og alle grupperinger i debatten og 3) at finde inspiration til og afprøve (nye) samtaleformer på tværs af kultur- og værdiforståelser. Nogle emner kunne være: Den nordiske demokratimodel (deltagelse, muligheder og begrænsninger) Ytringsfriheden (debatkultur, juridiske og moralske udfordringer) Brug af viden (som grundlag for debat og holdninger) Respekt for individet (diskriminationens karakter) Religionsfrihed (og fjendebilleder) Tillid (til at folk taler sandt og handler ordentligt) Inklusion og mangfoldighed (plads til alle, ligeværd) En sådan debat vil medvirke til etniske minoriteters inklusion i samfundet – og vil dermed bidrage til at undgå radikalisering af unge, som befinder sig på kanten af samfundet, bl.a. unge med indvandrerbaggrund. Samtidig vil en ordentlig tone være det bedst tænkelige forsvar for de danske værdier – polarisering, konflikt og udgrænsning af anderledes synspunkter gør det i sig selv vanskeligt at opretholde et samfund, der bygger på ytringsfrihed, respekt for individet, mangfoldighed og tillid. Ole Hammer er journalist og udviklingskonsulent samt forfatter til en lang række bøger om indvandrere, flygtninge og kulturmøde. Medlem af Socialpolitisk Forenings internationale udvalg.

Kilder: »Mulighedernes samfund«. Regeringsgrundlaget, 2007. »Medborgerskab i Danmark«. Regeringens tværministerielle arbejdsgruppe for bedre integration, 2011. »Nordisk Råds program«. Nordisk Råd, 2015. »Sammen for fremtiden«. Regeringsgrundlaget, juni 2015. Simon Axø: »Progressiv uvidenhed«.Testrup Højskoles årsberetning, 2015. Stine Bosse: »Kære Inger Støjberg«. Ræson, juli 2015. Erik Rasmussen: »Danmarks værdier på udsalg«. Mandag Morgen, 2016. m.fl.

Islamistiske terrorister og hvite ensomme ulver AV SVEN EGIL OMDAL

»Norge står sammen med Frankrike i kampen mot terrorisme og voldelig ekstremisme«, sa utenriksminister Børge Brende 26. juni i fjor. Da hadde han nettopp slått fast at »Frankrike er igjen blitt offer for et brutalt og sjokkerende angrep«, og nå mente han at angrepet »på en grufull måte viste hvor viktig arbeidet mot terrorisme og voldelig ekstremisme er«. Børge Brende var ikke alene. Italia høynet sikkerhetsnivået. Det samme gjorde Spania. Foranledningen var, og dere er tilgitt om dere har glemt det, at en 35 år gammel mann, Yassin Salhi, hadde halshogget en annen mann og kjørt en bil inn i en gasstank. Medier over hele verden behandlet hendelsen som nok et terrorangrep, og politikere i flere land uttalte seg som Brende: Frankrike var angrepet. Allerede etter et døgn ble det stille om Yassin Salhi. Men i november kom den judisielle rapporten. Psykiaterne konkluderte med at Salhi opplevde det de kaller en »følelsesmessig eksplosjon« etter i lang tid å ha følt seg ydmyket av sine overordnete. Den drepte var Salhis sjef. To dager før var Salhi blitt overhøvlet etter å ha veltet en stabel med computere. Han er muslim, og har en venn som har kontakter inn mot den islamske staten, men psykiaterne sier at motivet for handlingen var privat frustrasjon, ikke religiøs ideologi. Så var det kanskje ikke et anslag mot Frankrike og hele det sørlige Europa likevel? To dager etter hendelsen skrev norske Aftenposten at henrettelsen var »rituell«, at angrepet var rettet mot et industrianlegg – i mens man tidligere har »valgt seg mål som er politiske eller religiøse symboler«. I virkeligheten kjørte Salhi bilen inn i et skur med noen gassflasker, i følge den judisielle rapporten i et forsøk på å ta sitt eget liv. Overskriften på artikkelen var: »Økt frykt for en mer brutal terror«. Det er selvsagt; når et enkelt drap, begått av en mann i mental ubalanse, utløser terroralarm over store deler av Europa, er det ikke underlig at frykten tiltar. Begrepet »terror« har erobret en helt særegen plass i det politiske vokabular. Etter 11. september er terror blitt casus belli, grunn nok alene til å gå til krig. Ordet kan brukes til forsvar for de daglige ydmykelsene av millioner av flypassasjerer, til å gjerde inn havner selv i bortgjemte fjorder [begrænse adgang til havne i afsides fjorde, red.], til å over-

Fælles mod terrorisme

Motivet for handlingen var privat frustration

I medierne stadig »terror«

»Terror« har erobret en sær egen plads i det politiske vokabular

»Terror« et fuld magtord, fjerner krav til argumen tation/bevis

Var det i 2001 alt startede?

Utøya og bomben i regeringskvarteret i Oslo en anden kategori?

Der er forskel på folk

våke all kommunikasjon, til å bryte rettsstatens prinsipper, til å innføre spesiallovgivning og hemmelige domstoler – og til å gjøre millioner av muslimer til potensielle trusler mot oss andre. Terror er blitt et fullmaktord som legitimerer innføringen av et annet forhold mellom de styrende og de styrte, samtidig som det fjerner kravene til reell argumentasjon og åpne bevis. Terror er kanskje språkets mektigste ord, selvsagt vekker det frykt når noen forteller oss at vi igjen er utsatt for terror, eller at terroren kommer nærmere. Og det vet vi jo fra psykologien: Frykt er slitsomt. Man kan derfor forstå Berlingskes sjefredaktør Tom Jensen, som en uke etter angrepet mot Krudttønnen og synagogen i Krystalgate skrev om hvor trett han var. »Jeg er trett av terror«, skrev redaktøren. »Trett av frykten for terror. Trett av trusselen om terror. Trett av debatten om terror, selv om jeg i dagevis nesten ikke har gjort noe annet enn å debattere terror. Eller kanskje derfor … Jeg er trett av terror. Det har vart i snart 14 år nå.« Bare 14 år? Var det i 2001 alt startet? Ble Tom Jensen ikke det minste sliten av IRAs og ETAs bomber før den tid? Kjente han ikke et snev av lede over drapene til Brigate Rosse og Rote Armee Fraktion? Følte han ikke noe energitap etter bomben i Bologna som drepte 85, eller den i Oklahoma, som tok livet av 186, mange av dem små barn? »Terroren kommer nærmere«, skrev en rekke norske aviser etter skuddene på Krudttønnen. Nærmere? Slet ikke Norge fremdeles med virkningene etter en av de største terroraksjoner i Europa i fredstid? Hvorfor tenker vi ikke umiddelbart på 22. juli som en terrorhandling, men plasserer henrettelsen av 69 unge sosialdemokrater på Utøya og bomben i regjeringskvartalet i Oslo i en annen kategori? Det gjør vi fordi ordet terror samtidig både er utvidet og innskrenket. Det brukes raskt og motstandsløst etter visse typer voldelige hendelser, men holdes tilbake i andre, tilsynelatende tilsvarende hendelser. Forskerne sliter også. Det finnes ingen felles, internasjonal definisjon av terror-begrepet, derfor bruker vi ordet slik det passer makten. For tiden passer det makten i de vestlige samfunn å late som om terror er noe fortrinnsvis muslimer driver med. Ideologisk motivert vold skaper større frykt i befolkningen enn vanlig voldskriminalitet, og kan derfor lettere brukes politisk. Terror truer statens legitimitet. Derfor gir myndighetene og mediene all vold hvor vi aner ideologi, en enorm oppmerksomhet, til fortrengsel for vold utløst av sviktende psykiatri eller sosial desperasjon. I Norge er det gitt ut flere bøker om Breiviks oppvekst og forholdet hans til mor. Var det for tett, forgrep hun seg på ham? Sviktet barnevernet? Når muslimer angriper er det normale først å se etter nettverkene, etter den ideologiske inspirasjonen. Hvilken moské kom gjerningsmannen fra, hva ble forkynt der?

37 Forskjellene i perspektiv er påfallende. Vold utført av muslimer blir betraktet som angrep utenfra, mens høyreekstrem vold blir betraktet som angrep innenfra. I det første tilfellet er refleksen å slå tilbake og øke beskyttelsen, i det andre tilfellet forsøker vi å forstå hvor vi selv har sviktet. Siden 2005 er budsjettet til Politiets sikkerhetstjeneste, PST, den norske utgaven av PET, blitt nesten tredoblet, fra 248 til 638 millioner. Etaten er blitt mer åpen enn før, og publiserer hvert år sine trusselvurderinger. I fjorårets vurdering, som de gjorde i 2014, sa PST at ekstreme islamistiske miljøer utgjør den største trusselen mot Norge. Tidligere høyesterettsdommer Ketil Lund sa i et intervju i fjor sommer at »justismyndighetene og politikere lar seg bruke av PST til å drive muslimfrykten kunstig oppover. Ketil Lund er ingen hvem som helst i denne debatten. Han var på 1990-tallet leder for Stortingets granskningskommisjon for de hemmelige tjenester, den såkalte Lund-kommisjonen. Kommisjonen konkluderte med at politiet ulovlig hadde overvåket en rekke personer og grupper på den politiske venstresiden, mens det ikke ble registrert noen ulovlig overvåkning av personer eller grupper på den ekstreme høyresiden. I en fersk bok om politiledelse, skriver Ketil Lund: »Hvis jeg var muslim, ville jeg følt meg urolig, ja, på sett og vis mistenkeliggjort, bare i kraft av å være muslim«. Lund peker på terrorskremslenes effekt: at uroen drives opp av stadige utspill og oppslag i en symbiose mellom PST, politikere, media og publikum, samt såkalte terroreksperter »som kontinuerlig slår fast at trusselen fra radikaliserte islamister er økende«. Denne uroen gjør det lettere å drive gjennom politiske endringer. PST har hittil avvist anklagene og hevdet at et islamistisk terrorangrep først og fremst vil gå ut over norske muslimer »via økt islamofobi og hatkriminalitet«. Derfor har overvåkingspolitiet fulgt de islamistiske miljøene, derfor advarer de mot radikalisering i moskeene. Men hva med truslene fra motsatt side? I juni i fjor skrev tredjekandidaten på Fremskrittspartiets kommunevalgliste i Spydeberg, Jarle Meland, en kommentar på Facebooksiden til SIAN – Stopp Islamiseringen av Norge. Debatten handlet om Jonas Gahr Støre, Arbeiderpartiets leder. Meland skrev: »Den dagen det smeller, er det mange som vil gi denne svikeren en rask kule. Vi skjøt Quisling, og denne er ikke bedre«. Flere norske islamister er blitt stilt for retten og fengslet for trusler tilsvarende denne. Meland ble suspendert fra Fremskrittspartiet for ett år. Hvorfor har ikke radikaliseringen på høyresiden vært like truende for PST som den som foregår i de islamistiske miljøene?

Vold udført av muslimer – angreb udefra Højreekstrem vold – angreb indefra

Muslim-frygt opdyrkes af PST

Mistænkeliggjort i kraft af at være muslim Terrorfrygt opadgående spiral

Trusler fra anti-muslimer forskelsbehandles

Overvåger dem der er lettest at overvåge

Alle terrorhand linger i Norge med tab af liv, udført av højreekstreme

PST omlægger kursen

Psykologisering af Breivik

Dommen en » fanatisk højre ekstrem ideologi« til grund for forbrydelsen

Ingen dømt for at hylde Breivik – domme mod de som hylder Islam ske Stat

Sent på høsten 2015 endret PST plutselig tone, og sa at trusselen fra islamistene er betydelig redusert. Begrunnelsen var at såpass mange norske fremmedkrigere er blitt drept i Syria. Men er det ikke også en mulighet at trusselen ikke var så stor til å begynne med? PST-sjef Benedicte Bjørnland sa i juli i fjor til Dagsavisen, at »det er ekstreme islamister som får mest oppmerksomhet av PST og som vi i et terrorforebyggende perspektiv bruker betydelige ressurser på å forebygge og følge med på.« Hun forklarte denne forskjellsbehandlingen med at det er svært tidkrevende og vanskelig å oppdage individer som på egenhånd planlegger og organiserer ekstreme handlinger. Det var lett å oppfatte dette utsagnet som at politiet overvåker de som er lettest å overvåke, ikke nødvendigvis de som er farligst. Alle terrorhandlinger i Norge med tap av liv eller med personskader, er utført av høyreekstreme. Men etter den kraftige oppblussingen av hatefulle utsagn og klare trusler mot flyktningene og de som hjelper flyktningene, etter drapene i Trollhättan og de mange brannene på svenske asylmottak, ser det ut til at PST er i ferd med å legge om kursen. I en pressemelding i slutten av september skrev Bjørnland: »Den økte asyltilstrømningen til Norge vurderes i første rekke å få negative følger for trusselbildet knyttet til det høyreekstreme miljøet i Norge. Dette fordi motstand mot innvandring er en av de mest sentrale sakene, og en viktig mobiliseringsfaktor, for dette miljøet«. Det er spesielt interessant at PST snakker om miljøer, og ikke bare om radikaliserte enkeltpersoner, de ensomme ulvene. Etter 22. juli var det et sterkt behov i Norge for å psykologisere Anders Behring Breivik. Det gjaldt å finne en holdbar forklaring på hvorfor et slikt angrep kunne komme innenfra. Systemet ville først gjøre ham utilregnelig. Psykiatri skulle trumfe ideologi. Til slutt endte det at han – som han selv ønsket – ble dømt som tilregnelig. I kjennelsen skriver dommerne at en »fanatisk høyreekstrem ideologi« lå til grunn for forbrytelsen. Den var altså en terrorhandling etter alle normale definisjoner av ordet. Burde den da ikke langt tidligere ha utløst spesiell årvåkenhet nettopp overfor de miljøer hvor Breivik hentet sin inspirasjon? Kan vi i det hele tatt tenke oss at en tilsvarende forbrytelse begått av en enkelt jihadist ikke ville ført til fullstendig endevending og total overvåking av de nettverk den skyldige hadde vært tilknyttet? Slik var det ikke i Norge, det ble sett på som politisk ufint å minne om at Breivik var blitt radikalisert et sted, og at det fremdeles er mange som deler hans holdninger, og åpent støtter hans handlinger. Hittil er ingen dømt i Norge for å hylle Breivik – og det er det mange som gjør – mens vi i flere land ser dommer mot de som hyller den islamske staten.

39 Det er lov å være bekymret over den tiltakende radikalisering blant unge muslimer i de skandinaviske land, og diskutere politiske tiltak for å hindre at personer eller grupper som føler seg utestengt, vender aggresjon og våpen mot sitt eget samfunn. Men det er utillatelig enøyd å ha en helt annen toleranse for tilsvarende radikalisering blant de høyreekstreme. Ved bare å se på det ene øyet, risikerer vi å slå dype kiler inn i samfunnet, med de langvarige konsekvenser det vil få. Sven Egil Omdal. Journalist og fast columnist for flere norske aviser. Hans ugentlige »Fripenn«-spalte trykkes i de fire største regionsaviser i Norge. Omdal har tidligere været nyhedsredaktør og kulturredaktør på Stavanger Aftenblad og chefredaktør og administrerende redaktør på Aftenbladet Multimedia. Han har desuden været formand for Norsk Journalistlag samt medlem af pressens faglige udvalg, medlem af den norske nationalkommission til Unesco og en række råd og udvalg inden for norsk presse. Har skrevet flere bøger. Artiklen er en forkortet udgave af et foredrag, holdt i Folketinget 11. september 2015.

Grund til bekym ring over stigende radikalisering blandt muslimer Enøjet toleranse for tilsvarende højreekstrem radikalisering

Den danske forebyggelsesmodel SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration), som er en styrelse under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet – har sammen med PET (Politiets Efterretningstjeneste) ansvaret for den danske indsats mod radikalisering, som foregår som et tværsektorielt samarbejde mellem en række ministerier og styrelser. AF OLE HAMMER

SSP-samarbejde

SIRI/mentor ordning

En central del af forebyggelsesindsatsen løftes af kommunale fagpersoner og lokalpoliti som led i det generelle kriminalitetsforebyggende arbejde i regi af det kriminalpræventive SSP-samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi. Det betyder, at SSP-medarbejderne er opmærksomme på unges risiko for radikalisering på lige fod med andre typer af risikoadfærd, der kan føre til kriminalitet. SSP-medarbejderne benytter i høj grad eksisterende socialfaglige metoder til også at forebygge radikalisering. Udvalgte SSP-medarbejdere er opkvalificeret med viden om radikalisering og ekstremisme, og i landets 12 politikredse er der etableret regionale netværk eller info-huse, hvor lokale myndighedspersoner kan få rådgivning om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. SIRI yder rådgivning på strategisk niveau til landets kommuner og politikredse i forhold til tilrettelæggelse og organisering af indsatser til forebyggelse af ekstremisme og gennemfører længerevarende rådgivnings- og samarbejdsforløb med udvalgte kommuner, der oplever særlige problemer med ekstremisme. SIRI har løbende dialog med kriminalforsorgen om forebyggelse af radikalisering i kriminalforsorgens institutioner og har i perioden 20112014 gennemført et EU-støttet projekt om udvikling og afprøvning af mentorordninger målrettet personer dømt efter terrorlovgivningen. Mentorordningen er efter projektets afslutning blevet videreført med midler fra kriminalforsorgens almindelige mentorordning.

Ekstremisme Der findes – som beskrevet andetsteds i dette tidsskrift [Bl.a. Lars Gule, Ekstremisme og ekstremisering, red.] – forskellige definitioner af eks-

41 tremisme. I regeringens handlingsplan fra 2014 (»Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme«) anvendes betegnelsen ekstremisme til at beskrive miljøer, der bl.a. kan være karakteriseret ved: Forenklede verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende. Intolerance og manglende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og rettigheder. Afvisning af grundlæggende demokratiske værdier og normer eller manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser. Anvendelse af ulovlige og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk/religiøst ideologisk mål.

Radikalisering Radikalisering er heller ikke et entydigt defineret begreb. Der er ifølge myndighedernes definition tale om en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som kan ske både over en relativ kort tidsperiode, men også over længere tid. »Der er ingen simple årsagssammenhænge, men radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til udtryk ved en støtte til radikale synspunkter eller ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk/religiøst mål«, hedder det i handlingsplanen. Årsagerne Socialstyrelsen udgav i juli 2015 en rapport om »20 sager om formodet udrejste til væbnet konflikt«. Alle sagerne bygger på indberetninger fra de kommunale sociale myndigheder. Af rapporten fremgår, at tre fjerdedele af de unge, der er beskrevet i rapporten, havde følelsesmæssige, sociale, adfærdsmæssige, familiemæssige og indlæringsmæssige vanskeligheder. Vanskelighederne gav sig blandt andet udslag i forskellige grader af social isolation og isolation fra det danske samfund. Der var desuden eksempler på opposition til retsvæsen, politi, skole, kommune samt afvisning af alle tiltag, forslag og foranstaltninger fra kommunens side. I en fjerdedel af sagerne vurderede den børnesagkyndige, at den unge var uden særskilte vanskeligheder. Årsager til radikalisering eller ekstremisme er mangfoldige og minder på mange punkter om årsagerne til at deltage i bandedannelser. Men man kan ikke automatisk gå ud fra, at der kun er tale om unge, der i forvejen er kendt af de sociale myndigheder: De personlige sejre og nederlag og de personer, man tilfældigt møder, er en vigtig del af fortællingen. Ensomhedsfølelse og rodløshed forstærket af hele livet at have følt sig fremmed, utilstrækkelig og uden anerkendelse. Nogle havner i

Ekstremisme – definition/brug

Radikalisering – ej entydigt begreb

Forklarings modeller

Paralleller til bandedannelse

Mangel på mening

Indfanges af ideologi uden indsigt

Uenighed om årsager og ansvar

Tonen i debatten

Myndighedernes ansvar

Historisk linje i forebyggelses indsats 2009 –

kriminelle bandemiljøer, andre i ekstremistiske religiøse eller politiske miljøer. Atter andre overvinder vanskelighederne og/eller bliver hjulpet på ret køl. Samstemmende beretninger fra miljøerne fortæller om unge, der oplever en mangel på mening med tilværelsen, og som møder et unikt kammeratskab, præget af overskud, omsorg og hjælpsomhed. De får mulighed for at styrke deres identitet hvad enten den er religiøs, politisk eller det drejer sig om mangel på anerkendelse. Gruppen, man indgår i, kan endvidere en fortælling, man kan læne sig op af, f.eks. retfærdigheds- eller krænkelsesfortællingen eller den kan hævde retten til ultimativ ytringsfrihed. Hvis man er søgende og ikke særlig afklaret, har behov for anerkendelse og et tilhørsforhold, bliver man let(tere) indfanget/overbevist og rekrutteret (af folk, som kan historien og har en meget klar og tydelig ideologi). Man bliver følelsesmæssigt involveret, uden at det nødvendigvis er det samme som indsigt. For blot at nævne nogle få forklaringsmuligheder. Det er vigtigt at understrege, at der er mange forklaringsmodeller – og ofte en kombination af personlige forhold og samfundsmæssige vilkår. Hvad der er hvad, er der ikke enighed om. Således afviste samtlige partiledere et (med)ansvar, da de var samlet til en tv-høring aftenen efter begivenhederne i februar 2015 ved Krudttønden og synagogen i København! Vi kan imidlertid ikke komme uden om, at tonen i den offentlige debat og de politiske tiltag har betydning. Når man f.eks. bevæger sig i indvandrermiljøerne, oplever man hvor krænkende og provokerende det kan være, når ledende politikere kommer med fremmedfjendske udtalelser og strammer reglerne over for ikke-danske statsborgere. Det kan føre til mange forskellige reaktioner.

Indsatsområder At samfundet under alle omstændigheder har et ansvar for at modvirke radikalisering og ekstremisme, vidner de mange handlingsplaner samt centrale og lokale indsatser om. I 2009 offentliggjorde den daværende VK-regering den første danske handlingsplan om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme, som blev fulgt op med SR-regeringens handlingsplan fra efteråret 2014. Siden 2009 er der løbende afsat beløb fra satspuljen til udvikling af forebyggelsesindsatsen. Med de nye planer kan man i virkeligheden trække en linje fra 90’ernes og 00’ernes indsatser mod kriminalitetstruede unge til de aktuelle indsatser mod radikalisering. Dette vil dog ikke blive uddybet i denne artikel.

43 I januar 2015 indgik satspuljepartierne en aftale om udmøntning 60,9 mio. kr. i perioden 2015-2018 til en styrket forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. I regeringens handlingsplan fra 2014 om »Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme« opereres med fire overordnede indsatsområder: 1. Styrkelse af de lokale myndigheders indsats så de er i stand til at håndtere bekymringstegn på radikalisering og iværksætte den nødvendige forebyggende indsats – også over for personer over 18 år. 2. Nye værktøjer til forebyggelse og exitindsatser med fokus på forebyggelse af online-radikalisering og rekruttering til væbnede konflikter samt exit-strategier for personer, som har behov for støtte til at forlade ekstremistiske miljøer. 3. Styrket internationalt samarbejde, herunder kapacitetsopbygning i tredjelande i forhold til forebyggelse af ekstremisme. 4. Mobilisering af civilsamfund, så relevante civilsamfundsaktører involveres i det forebyggende arbejde, bl.a. for at bidrage til at minimere radikalisatorers negative indflydelse.

– forebyggelse 2014

Formålet med handlingsplanen er at styrke forebyggelsesindsatsen over for de personer, som er i risiko for at blive en del af ekstremistiske miljøer, at støtte dem, som allerede er en del af disse miljøer til at forlade dem igen, gøre det klart, at ekstremistiske handlinger har konsekvenser og sidst, men ikke mindst, at minimere indflydelse fra de personer, som forsøger at radikalisere og rekruttere. For at blive bedre til at opdage udsatte unge, der viser usund stor interesse for for eksempel ekstreme islamistiske bevægelser, skal 3.000 ansatte i kommuner, boligselskaber og institutioner i løbet af det kommende år på specialkurser, som arrangeres af SIRI.

Redskabskasser Herudover har Socialstyrelsen udgivet en redskabskasse til hjælp i den forebyggende indsats. Her kan fagpersoner finde viden og konkrete værktøjer til at kortlægge, hvem der er i risiko for at indgå i problemskabende ungegrupperinger. Redskaberne kan tilpasses kommunens egen tidlige og forebyggende indsats. Redskabskassen kan understøtte en første problemidentifikation i et geografisk område i kommunen eller med et barn eller en ung. Den kan også understøtte det tværfaglige arbejde med at kortlægge problemstillingen og analysere behovet for indsatser. Også Socialstyrelsens redskabskasse viser klare sammenhænge mellem rekruttering til kriminelle (bande)miljøer og rekruttering til (andre) radikale og ekstremistiske miljøer.

Redskabskasser

Kommunale handlingsplaner

Medarbejder kompetencer

Kommunale handlingsplaner I forlængelse af Regeringens handlingsplan har flere kommuner udarbejdet deres egne handlingsplaner og anvisninger på indsatsområder. Også disse ligger i klar forlængelse af det hidtidige arbejde med at bekæmpe ungdomskriminalitet og bandedannelser. Det gælder ikke mindst København og Århus, men også andre kommuner har oprettet særlige enheder til at arbejde med målrettede indsatser. Medarbejderkompetencer Der er mange udfordringer i arbejdet med udsatte unge (for nu at anvende en fælles betegnelse for de forskellige sammenhænge – kriminalitet, radikalisering, ekstremisme mv.) – både blandt sagsbehandlere, pædagoger og gadeplansmedarbejdere og på ledelsesplan. Det kræver en høj grad af troværdighed, og det kræver at man viser tillid og anerkendelse. Man skal som medarbejder både have en høj faglighed og omfattende samfundsmæssig indsigt. Og så skal man kunne udvise fleksibilitet. Som frontmedarbejder bliver man bindeleddet mellem de(n) unge og systemet (og samfundet). På samme tid skal man være klar i mælet og være villig til at sætte sin faglighed og personlighed i spil. De(n) unges angst og forsigtighed kan hæmme dialogen, og man vil ofte blive prøvet af på sin troværdighed og handlekraft. Det kræver kort afstand mellem ord og handling og en god portion fantasi. Man skal reelt kunne erstatte det, de(n) unge får i de radiale miljøer, med noget, de(n) unge oplever som bedre. Ole Hammer er journalist og udviklingskonsulent samt forfatter til en lang række bøger om indvandrere, flygtninge og kulturmøde. Medlem af Socialpolitisk Forenings internationale udvalg.

Kilder: »Forebyggelse af ekstremisme. En håndbogsserie«. Social- og Integrationsministeriet, 2012. »Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Regeringens handlingsplan, 2014. »Definition på radikalisering«. SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration, 2014. »Den danske forebyggelsesmodel«. SIRI, 2015. »Radikalisering: Et politisk konstrueret begreb«. Tobias Gemmerli, DIIS – Det Danske Institut for Internationale Studier, 2015. »20 sager om formodet udrejste til væbnet konflikt«. Socialstyrelsen, 2015. mfl.

45 DEN DANSKE FOREBYGGELSESMODEL

Københavner-modellen Anbefalinger fra Københavns kommunes ekspertgruppe til forebyggelse af radikalisering (aug. 2015)

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns kommune nedsatte i januar 2015 »Ekspertgruppen til forebyggelse af radikalisering«. Ekspertgruppen fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan Københavns Kommune kan styrke indsatsen mod radikalisering af unge og nedbringe antallet af radikaliserede unge. AF TEMAREDAKTIONEN, EFTER EKSPERTGRUPPEN TIL FOREBYGGELSE AF RADIKALISERING

Ekspertgruppen tager afsæt i at bekæmpelse af radikalisering skal ske på forskellige niveauer med forskellige indsatstyper. Anbefalingerne fordeler sig på fem hovedområder:

Det forebyggende niveau Den generelle forebyggende indsats har et opbyggende, bredt sigte og et fokus på en bred målgruppe. På dette niveau arbejdes der primært med at udvikle sociale kompetencer, samfundsengagement og ansvarsbevidsthed hos børn og unge. Indsatsen løftes f.eks. i daginstitutioner, skoler, fritids- og ungdomsklubber, idrætsklubber og øvrige foreninger. Ifølge ekspertgruppen vil en del af forebyggelsen kræve et samarbejde med organisationer og religiøse miljøer. I forbindelse med præsentationen udtalte beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev bl.a.: »Jeg mener, at vi skal have tættere samarbejde med private organisationer, og det gælder også religiøse organisationer. Fx mener jeg, at vi skal samarbejde mere med demokratiske muslimske organisationer og moskeer. For lige meget, hvilken gruppe vi samarbejder med, så skal kravet være, at det er mennesker, der går ind for demokrati og de demokratiske værdier.« Det foregribende niveau Den foregribende indsats retter sig mod personer, som er sårbare over for radikalisering og i risiko for rekruttering til ekstremistiske miljøer. Typiske initiativer er

støtte-kontaktpersoner, mentorer og forældrecoaches. Det handler om at gribe ind ved klare indikationer på, at en borger er truet af radikalisering. På dette niveau arbejdes der ikke med den brede målgruppe, som på det forebyggende niveau, men derimod med specifikke problemer, grupperinger og individer. Målsætningen er at reducere antallet af radikaliseringstruede borgere gennem aktiviteter, der styrker sociale kompetencer og positive relationer hos den enkelte. Ekspertgruppen har i sine anbefalinger primært koncentreret sig om dette niveau.

Det indgribende niveau Den indgribende indsats retter sig mod borgere, som er aktive i ekstremistiske miljøer, og som vurderes at være i risiko for at ville udføre voldelige eller andre kriminelle handlinger. Der er fokus på enkeltindivider. Typiske initiativer er forebyggende samtaler og exitforløb. Indsatser på det indgribende niveau varetages primært af politimyndigheder, Kriminalforsorgen og sociale myndigheder og institutioner. Målsætningen er at resocialisere radikaliserede borgere og stoppe kriminelle aktiviteter. Formålet med indsatsen er at sikre, at flere får et kendskab til antiradikaliseringsindsatsen – og ikke mindst, at kommunale medarbejdere, radikaliseringstruede og radikaliserede unge og deres familier har det fornødne kendskab til kommunens tilbud, og ved hvor de skal henvende sig ved bekymring om radikalisering. Fremme af medborgerskab I dag undervises der på ungdomsuddannelserne i medborgerskab og demokratisk dannelse som en del af samfundsfagstimerne. Men i den københavnske folkeskole er der ikke længere en decideret undervisning i disse emner. Kommunen benytter sig altså ikke systematisk af uddannelsessystemet til at understøtte demokratisk dannelse og medborgerskab blandt børn og unge. Ekspertgruppen vurderer, at det er afgørende at nå børn og unge og understøtte, at de i deres dannelsesproces forberedes til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et demokratisk samfund. Det skal bl.a. ske ved at udarbejde undervisningsmateriale til skoler, klubber, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser om demokrati, religion, kildekritik og medborgerskab. Kommunen bør desuden sørge for at lærere, pædagoger og undervisere bliver opkvalificeret, så de kan skabe inkluderende læringsmiljøer og undervise i medborgerskab og religion uanset elevsammensætningen. Formålet med indsatsen er, at flere børn og unge lærer om de demokratiske muligheder for at have indflydelse på eget liv og for at engagere sig i samfundet.

Det skal bl.a. ske via et lokalt medborgerforum, hvor myndigheder, lokale netværk, beboere og foreninger mødes. Dette forum skal skabe samarbejde, dialog, vidensdeling, tillid og relationer mellem forummets parter. Derudover skal kommunen rådgive de lokale foreninger om, hvordan de bedst når og rummer de udsatte unge.

VINK VINK, arbejder for at styrke inklusion af og dialog med unge, der kan være tiltrukket af ekstreme ideologiske eller religiøse fællesskaber. Blandt andet ved at give adgang til relevant viden, metoder og netværk. VINK-sekretariatet består af to faste medarbejdere og ca. 10 mentorer og forældrecoaches med vidt forskellige faglige og personlige baggrunde. VINK samarbejder desuden med socialrådgivere, jobkonsulenter, gadeplansmedarbejdere, SSP-konsulenter, skolelærere, en psykolog, en politimand og en teolog. I særlige alvorlige sager samarbejder VINK med SSP-København og Den Kriminalpræventive Sektion i Københavns Politi. De uddannede uddannede forældrecoaches og mentorer arbejder særligt på at styrke forholdet i familien, få de unge i gang med eller tilbage i uddannelse eller et job – og som kan støtte de unge i at dyrke fritidsinteresser, der fremmer deres sociale trivsel og udvikling. De kan samtidig give medarbejdere i skoler, klubber og institutioner sparring og rådgivning om, hvordan de bedst forebygge radikalisering blandt de unge.

Kilder: »Færre radikaliserede gennem en effektiv og sammenhængende indsats«. Anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af radikalisering. Kbh. kommune, 2015. »Samarbejdet på tværs af vores systemer skal styrkes«. Kbh. kommunes radikaliseringskonference, dec. 2015. »Rådgivning om radikalisering«. VINK, Kbh. kommune, 2015.

48 DEN DANSKE FOREBYGGELSESMODEL

Århus-modellen Den såkaldte Århus-model for bekæmpelse af radikalisering blandt unge har fået stor opmærksomhed. Det er måske ikke fordi den skiller sig så meget ud fra andre storbyers indsatser, men det er lykkedes at italesætte den positivt og offensivt. Resultaterne er da heller ikke udeblevet. Og heri ligger en vigtig pointe: Vi vil det her. Vi vil gøre noget, og vi vil opnå resultater. EFTER »FOREBYGGELSE AF RADIKALISERING OG DISKRIMINATION I AARHUS«, M.M. AF TEMAREDAKTIONEN

I januar 2007 blev der nedsat en arbejdsgruppe på tværs af Østjyllands Politi og Aarhus Kommune, hvor terrorforebyggelsen blev ændret til en »forebyggende indsats mod voldelig radikalisering«. Det startede som et pilotprojekt med det formål at forebygge radikalisering af unge – såvel politisk som religiøst – og derved fremme tryghed og trivsel. Indsatsen er iværksat inspireret af PET’s kampagne »Politi mod terror« for politikredsene i 2005. Østjyllands Politi igangsatte her på eget initiativ en forebyggende indsats mod terror. Projektet overgik 1. januar 2011 til drift under ledelse af SSP Aarhus. Århus kommune benytter sig af den samme definition af radikalisering, som andre danske myndigheder. Den beskriver »en proces, der fører til, at en person i stigende grad accepterer anvendelsen af voldelige eller andre ulovlige midler for at opnå bestemte politiske eller religiøse mål.« Radikalisering ses som et fænomen, der kan optræde i ekstremistiske politiske og religiøse miljøer. Diskrimination forstås i overensstemmelse med dansk lovgivning som en forskelsbehandling, der medfører, at en person får en ringere behandling og muligheder end andre på grund af f.eks. køn, hudfarve, religion, politisk anskuelse, national, social eller etnisk oprindelse. Indsatsen arbejder desuden med begrebet institutionel diskrimination, der forstås som en organisations/institutions svigtende evne til at yde en relevant og professionel service til brugerne p.g.a. disses hudfarve, kultur eller etniske tilhørsforhold – herunder også virkningen af medarbejderes ubevidste fordomme, uvidenhed m.m.

Forebyggelse af diskrimination og radikalisering i Aarhus Diskrimination, anses som en af de mest betydende faktorer i skabelse af vækstgrundlaget for radikalisering. Vi tager derfor i indsatsen, for så vidt angår vækstgrundlaget, afsæt i: At et bæredygtigt og sammenhængende samfund udvikles på tværs af social baggrund, etnisk og kulturelt tilhørsforhold. At sammenhængskraft understøttes af, at alle oplever og bruger medborgerskab. At oplevelse af diskrimination og manglende oplevelse af medborgerskab er en af flere faktorer, der kan føre til radikalisering. At forebyggelse af radikalisering i Aarhus også omfatter en aktiv indsats mod diskrimination. Beskrivelse af indsatsen Indsatsen er et samarbejde mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune, der gennemføres som et supplement til den eksisterende kriminalpræventive indsats for unge op til 18 år. Indsatsen har fra starten været målrettet unge op til 25 år. I forbindelse med budgetforlig 2012 i Aarhus Kommune blev der vedtaget en handlingsplan om målretning af indsats for de over 18-årige. Radikalisering er således i praksis indført som risikofaktor i det kriminalpræventive arbejde (med afsæt i forebyggelsestrekanten) på linje med andre adfærdsparametre – skolefravær, misbrug, udadreagerende adfærd o.l. Mål Strategien er at anskue radikalisering på samme måde som øvrigt kriminalitetsforebyggende arbejde, der kræver en generel, en grupperelateret og en specifik indsats. Målet er som nævnt at forebygge radikalisering af unge, såvel politisk som religiøst betinget, og derigennem fremme tryghed og trivsel. Der arbejdes løbende med fire centrale delmål/indsatser: Planlægning og udførelse af en koordineret forebyggelse af radikalisering. Vejledning og rådgivning om radikalisering. Afdækning af radikalisering i grupper eller hos enkeltpersoner. Håndtering af enkeltsager vedrørende radikaliseringstruede unge. Og der lægger afgørende vægt på den tætte kontakt og støtte til unge, der skal bringes ud af radikaliserede og kriminelle miljøer.

Kilder: »Forebyggelse af radikalisering og diskrimination i Aarhus«. Østjyllands Politi og Århus kommune, 2014. »Strong Cities«-konferencen. Århus kommune, dec. 2015.

You Tube-generationen »Muslimernes Fællesråd blev dannet på bekymringen for vores børns fremtid. De unge vil ikke – som deres forældre eller bedsteforældre – kaldes indvandrere eller pakistanere eller tyrkere eller kurdere. De er født og opvokset her i landet og vil gerne kalde sig danskere, men det anerkendes ikke af de etniske danskere. Så det, der adskiller dem fra majoriteten, er religionen.« AF SAMI KÜCÜKAKIN

Unge muslimer mest interesserede i danske forhold Imamer kom mer oftest fra hjemlandene

Unge opretter egne organisationer

Indvandrerpolitiske foreninger taber terræn, religiøse vinder frem

Sådan siger formanden for Islamisk Fællesråd, Sami Kücükakin, som til daglig er leder af Østerbro Privatskole, i denne kommentar om de unges tilknytning til religion. Den unge generation er mere interesseret i danske forhold end i forholdene i forældrenes hjemland. Og det er ikke længere kun forældrene, der opdrager dem. Når man spørger dem, hvor de har deres viden fra, svarer de: »Fra You Tube«. Bevares, de følger med, men de følger med i hele verden. De er meget interesseret i det omgivende samfund. Og moskeerne kan (endnu) ikke hjælpe dem så meget. De fleste imamer kommer fra hjemlandene og kender ikke til forholdene i Danmark og den nye verden, de unge befinder sig i. Og den måde, de fortæller om islam på, genkender de unge ikke. Begreberne anvendes på en anden måde og i en anden sammenhæng. De kan ikke vejlede dem på samme måde, som det skete i hjemlandene. Så opretter de unge deres egne organisationer. De fremmedarbejdere, der kom i 70erne oprettede også deres egne foreninger. I begyndelsen var det samlingssteder, hvor man mødtes med landsmænd og udvekslede informationer fra forældrenes hjemland og fik praktiske vink om at klare sig i det nye samfund. Senere blev det suppleret med indvandrerpolitiske foreninger, som arbejdede for indvandrernes rettigheder i Danmark (IFD, INDsam osv.). Men de var i lige så høj grad vendt mod de politiske forhold i hjemlandene (FAT, Komkar m.fl.). Det var især arbejderne fra Tyrkiet, der var aktive, men det kendes også blandt pakistanerne og andre grupper. Efterhånden som folk blev ældre, fik familien til landet og fik andre interesser, tabte de indvandrerpolitiske foreninger terræn – især efter systemskiftet i dansk politik med Fogh-regeringen efter 2001 – og lidt efter lidt kom de religiøst funderede foreninger frem – i takt med be-

51 hovet for muslimske begravelsespladser, moskeer osv. En ny identitet var på vej. Når der er valg i forældrenes hjemland, stemmer de på de religiøse partier. Men her i Danmark stemmer de på SF eller Enhedslisten. Det er de eneste partier, der betragter dem som mennesker, som værdifulde individer. Sagen er, at bliver man ikke betragtet som menneske, finder man andre veje. Og det er her radikaliseringen har gode vilkår og trives. De radikale grupper har brug for en fjende – og det er Vesten. De glemmer, at de lever i tryghed i et fredeligt og roligt samfund, der bygger på demokratiske værdier (hvad man jo ikke kan sige om Pakistan eller Syrien eller Tyrkiet eller andre lande i Mellemøsten). Når de ikke oplever at blive respekteret som mennesker af de politiske ledere – og medierne hjælper godt med til at skabe dette billede – reagerer de. Billederne hentes ikke længere alene fra hjemlandet, men fra hele verden, ligesom det faktisk også sker for danskerne. Nogle af de unge bliver meget vrede over på den ene side at blive holdt udenfor og stemplet som anderledes, og på den anden side at se billeder fra hele verden på uretfærdighed og undertrykkelse. Nogle ender så i de helt forkerte grupper. Det har mange fra ældre generation – de »tavse muslimer« – fundet ud af, har stukket hovederne sammen og oprettet nye foreninger, som f.eks. Muslimernes Fællesråd. Muslimernes Fællesråd blev dannet på bekymringen for vores børns fremtid. De unge vil ikke – som deres forældre eller bedsteforældre – kaldes indvandrere eller pakistanere eller tyrkere eller kurdere. De er født og opvokset her i landet og vil gerne kalde sig danskere, men det anerkendes ikke af de etniske danskere. Så det, der adskiller dem fra majoriteten, er religionen. Deres identitet bliver knyttet op på religionen, på islam. Derfor Danske Muslimer, Dansk-Islamisk Forening, Muslimernes Fællesråd osv.

Bliver man ikke betragtet som menneske –

– gives radikalise ringen blandt unge gode vilkår – vredesreaktion på basis af billeder fra hele verden

Muslimernes Fællesråd Bekymringen for vores børns fremtid Kultur- og religionsmødet – en berigelse

MUSLIMERNES FÆLLESRÅD Formålet med Muslimernes Fællesråd er at samle (nogle af) de mange religiøst funderede foreninger, både for at fremme dialog og gensidig tolerance med det danske samfund og for at varetage danske muslimers interesser i forhold til det danske politiske system. Muslimernes Fællesråd blev dannet i 2006 og består i dag af 13 muslimske foreninger med tilsammen ca. 35.000 medlemmer.

respekteres for hvem de er, indgår i ligeværdig dialog og samarbejder om at bære samfundet videre i en positiv retning. Internt i organisationen betyder det, at rådet har en bred forståelse af islam og ikke fokuserer på forskelle i etnicitet eller nationalitet men derimod på dialog, samarbejde og projekter af fælles interesse og samfundsmæssig gavn.«

Af foreningens hjemmeside fremgår det, at »Muslimernes Fællesråd ønsker et samfund, hvor alle

Se mere om Muslimernes Fællesråd på http://mfr.nu/pages/

Libanesiske annoncer vs. stor folkelig anstændighed.

Inviterer danskerne indenfor

De kristne danskere skal forstå, at det ikke er en modsætning eller en trussel, men en berigelse. Hvis de vil det. Danmark er en mosaik med mange farver og mange inspirationskilder. De skal bruges. Vi ønsker, at dramaet bliver erstattet af dialog og gensidig respekt. Vi vil gerne være med til at løse de udfordringer, vores land – Danmark – står overfor. Den måde, den danske regering præsenterede Danmark på i libanesiske aviser, er ydmygende. Hvordan kan en ansvarlig politiker stille sig op og tale dårligt om sit eget land! Man så heldigvis hurtigt en reaktion fra mange danskere – både i pressen og på de sociale medier. Og der blev holdt adskillige demonstrationer rundt om i landet. Det var godt at se så stor anstændighed. Muslimernes Fællesråd har valgt at invitere danskerne indenfor. Vi inviterer prominente danskere til møder, hvor vi fortæller om vores

ØSTERBRO PRIVATSKOLE Om Østerbro Privatskoles værdigrundlag kan man bl.a. læse: Folkeskolen er grundpillen i det danske uddannelsessystem og derfor afgørende for Danmarks udvikling som vidensamfund. I samarbejde med forældrene er en velfungerende folkeskole med til at give den enkelte elev grundlaget for en alsidig personlig udvikling som borger i et demokratisk samfund. I en tid, hvor internationalisering af økonomi, kultur og kommunikation stiller os over for nye udfordringer, er skolen med til at skabe fælles værdier, forståelse og gensidig tolerance. Derfor er Østerbro Privatskole en nødvendighed. Østerbro Privatskole har et ønske om at fungere så bredt som muligt, ikke at være en skole for en bestemt inderkreds, men en skole, der er åben for alle, der kan står inde for skolens vedtægter. Bestyrelsen vil sammen med skolens personale tilstræbe at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre, samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Vi forventer, at du som elev: Er forberedt til en ny dag i skole – hvilket betyder at du: Møder til tiden – er udhvilet og mæt – har de ting med, som du kan få brug for i løbet af

dagen – møder forberedt til undervisningen – er parat til at deltage i dagens aktiviteter og opgaver. Er en god kammerat – hvilket betyder at du: Respekterer andres grænser og at alle er forskellige – giver andre mulighed for at have det godt – lytter til de andre børn, når de har noget at sige – hjælper og trøster dine skolekammerater – er med til at forhindre drilleri. Overholder skolens og klassens regler – hvilket betyder at du: Er interesseret i at lære reglerne at kende – husker reglerne – lytter til de voksne og gør som de siger – er med til at lave reglerne for din klasse – overholder aftaler, som du har lavet med andre børn eller voksne. Er med til at passe på skolen og dens omgivelser – hvilket betyder at du: Behandler skolens ting og bygninger, så de ikke går i stykker – behandler dine egne og andres ting, uden at de bliver ødelagt – rydder op efter dig selv og andre – passer på naturen omkring skolen og lader dyr være i fred – lægger affald i skraldespande i stedet for at smide det på jorden.

Se mere på http://npskole.dk/pages/

53 forening, og vi lytter til dem. Vi fortæller, at de ikke skal lytte til de radikale yderpunkter, og vi forsøger at skabe en dialog, som bygger på sympati og indsigt. Vi håber, at dialogen kan demontere de negative opfattelser. De behøver jo ikke at være bange. Danmark forsvinder ikke, selvom det forandrer sig. Vi har allerede set mange steder, at folk lever fredeligt side om side som gode naboer. Et godt eksempel er Nørrebro i København, som er et meget blandet område. Her ligger udfordringerne et helt andet sted. Når vi opretter private skoler, er det fordi vi gerne vil give børnene den bedste undervisning i trygge omgivelser. Vi vil kvalificere dem til uddannelse. Når forældrene kommer for at melde deres børn ind, spørger de ikke, om vi underviser i Koranen. De spørger til det faglige indhold i undervisningen. Hvilke midler bruger vi så? Vi tager højde for deres kulturelle baggrund. Mange børn og unge er splittet mellem to verdener: deres forældres og deres omgivelser. De skal hele tiden skifte rolle og bliver let forvirrede og usikre. Forældrene kan ikke styre dem, og begge parter går let galt i byen. Det råder vi bod på ved at give dem et trygt miljø med fokus på undervisning og kammeratskab. Vi har religionsundervisning med undervisning om alle religioner. Det religiøse, troen, overlader vi til forældrene. Vi kan alligevel ikke rumme så mange forskellige måder at tro på. Og så benytter vi gamle elever som mentorer. De fortæller, hvordan det er lykkedes for dem at få en god uddannelse. Så siger eleverne: Når han eller hun kan, så kan jeg også. De får nogle gode forbilleder. Svagheden ved skolen er, art etniske danske elever ikke søger skolen. Egentligt betyder det mere for danskernes opfattelse af skolen, end det betyder for dagliglivet på skolen. Det billede, de danske elever – og deres forældre – får ude i samfundet, påvirker valget. Og når de først er blevet bange én gang, er det vanskeligt at omvende dem. De vil jo også deres børn det bedste. De ved bare ikke, hvad de kan få hos os. Målet er at gøre dem til gode borgere til gavn for samfundet. Vi har f.eks. benyttet heldagsskolen, siden skolen blev oprettet i 2011. Vi vil gerne være sammen med børnene så meget som muligt. Mange af deres forældre har hverken tid eller overskud til at hjælpe dem. Vi har også benyttet os af efterskoler, men det kræver tid, fordi forældrene ikke rigtig kender efterskolerne og ikke ved, hvad de står for. Og så skal de undvære deres børn. Det er de bestemt ikke vant til. Men nu har vi bl.a. oprettet en efterskole, som kun er beregnet for piger, og det var været en stor succes. Vi har skabt en kultur, hvor både børnene og forældrene bliver ansvarsbevidste, og vi kan se en kædereaktion. Vi oplever, at de allerfleste fortsætter i gymnasiet, og vi har en kriminalitetsprocent på 0.

Privatskoler

Målet gode borgere

Jeg er muslim, men … AF TAREK ZIAD HUSSEIN PÅ FACEBOOK 28. DEC. 2015

Der er blevet sagt meget om DR’s misere med »Året der gik«, hvor man fik flere danske muslimer til at rejse sig op og udtale »Jeg er muslim, men...«. Jeg har derfor forfattet dette skriv, som er i morgendagens Politiken og som allerede kan læses på nettet: »Kunne man forestille sig, at en Anette, Thomas eller Peter rejste sig op og sagde »jeg er kristen, men tager afstand fra misbrug af børn«, »jeg er dansker, men imod spirituskørsel« eller »jeg er DF’er, men jeg mener ikke, at muslimer skal gasses«? Nej, selvfølgelig kunne man ikke det, da ingen – heller ikke i DR – antager, at disse ting er en del af kirken, dansk kultur eller DF. Derfor er der ikke noget behov for, at disse gruppers ’medlemmer’ aktivt skal tage afstand. Jeg er imod terror og drab på civile, uanset om disse begås af IS eller den israelske hær. Jeg hader hverken jøder, kristne eller homoseksuelle, og jeg mener, at det er en forfærdelig og horribel handling af flyve fly ind i bygninger eller dræbe uskyldige på en restaurant eller et teater. Men det mener jeg hverken som muslim, dansker eller vejlenser. Det mener jeg som menneske. Og det håber jeg, at vi alle – inklusive DR – kan have in mente i 2016.« Ziad Hussein er blogger, stud.jur. Københavns Universitet og tilknyttet Institut for Menneskerettigheder.

Det er almindelig kendt at vi lever længere, har gode pensioner, er mere sunde og dyrker fritidsinteresser langt op i alderen. Det viser statistikken, rejsetilbud, golfklubberne og for den sags skyld også generalforsamlingerne i Socialpolitisk Forening. PER K. LARSEN, NÆSTFORMAND, DANSKE SENIORER

Men der er også en anden virkelighed. Blandt de nu over 1 mio. 65+ årige, er der næsten 400.000, som kun har folkepension og måske ATP. Dvs. de har ca. kr. 10.000 om måneden efter skat, et beløb der svarer til EU’s risiko-for-fattigdom grænse. Mange – over 250.000 – får boligydelser. Derfor vakte det en storm, da der i Finanslovforslag 2016 var forslag om at reducere boligydelserne med beløb, som sikkert lyder små i Finansministeriet, men fylder meget i dagligdagen, hvis man kun har kr. 10.000 om måneden. Debatten om boligydelserne gav et forunderligt indblik i tænkningen blandt Statens politiske og administrative beslutningstagere. Statens udgifter til boligydelser steg fra omkring 5 til 5.5 mia. om året, derfor skulle de reduceres. Det blev de så, helt uden blik for helhed og sammenhænge. Det er åbenbart at virkningerne kom bag på beslutningstagere, selv om de i flere år har vedtaget satsreguleringer og reformer, der alle uden undtagelse har medført dårligere økonomiske vilkår for de grupper, der har brug for boligydelser. Hvordan kan det

komme bag på nogen, at forringelserne betyder voksende behov for boligydelser? Forbundet FOA udsendte lige før jul en fremragende rapport »Uligheden koster, kampen om seniorårene«, som dokumenterer, hvorledes de lavest lønnede og kortest uddannede betaler prisen: de tjener mindre, skal arbejde længere, nedslides hurtigere, dør tidligere og har et dårligere liv, økonomisk og sundhedsmæssig, når de går på pension. Den voksende ulighed i arbejdslivet fortsætter desværre, når man går på pension. Siden starten af 1990’erne er folkepensionen blevet stadig mindre værd. Hvert år sker der en satsregulering, som forringer pensionen sammenlignet med lønnens købekraft. Kun lidt hvert år, men over tid rigtig mange penge. Pensionister i nød kan søge boligydelser, ældrecheck og enkeltydelser, men får dem langt fra altid, fordi procedurerne er så indviklede og ydmygende. Det gælder især når der er tale om skøn, men selv boligydelsen, som tildeles efter objektive kriterier, snydes der med fra myndighedernes side. 17% af dem der har ret til boligydelse, får den ikke iflg. opgørelser fra Boligselskabernes Landsforening.

KLUMME

Fattige seniorer

KLUMME

56 Fattigdomsdebatten som hidtil især har handlet om socialt udsatte, syge og handicappede, kan med gode grunde udvides til også at gælde fattige seniorer. Også her er der brug for en forståelse for de faktiske levekår og for at få fastlagt en minimum indkomst, som sikrer de økonomisk dårligt stillede et værdigt liv. Danske Seniorer er et landsdækkende demokratisk fællesskab af enkeltmedlemmer, foreninger, klubber, ældrecentre, projekter, aktivitetshuse, og ældre-

råd. Samlet har vi flere end 130.000 medlemmer. 600 senior- og pensionistforeninger, flere seniorhøjskoler og 130 datastuer er tilsluttet arbejdet. Vi arbejder for alle seniorer i Danmark, men har især fokus på at sikre en anstændig pensionisttilværelse for samfundets svageste og mest sårbare ældre. Desuden arbejder vi for ligestilling i behandlingen af ældre i sundhedssystemet og har fokus på medicinering af ældre og forebyggelse af sygdom, svækkelse, isolation og ensomhed.

LANDSFORENINGEN

Ung, ældre, gammel eller ungdommelig – du kan deltage aktivt Landsforeningen afholder generalforsamling DATO: Fredag d. 4. marts 2016 STED: Dansk Forfatterforening, Strandgade 6b, 1401 København K. Der er valg til 3-4 pladser i landsbestyrelsen, inklusiv formandsposten. Landsstyrelsen opfordrer dig til at opstille hvis du vil bidrage aktivt. Der arbejdes desuden på nedsættelse af flere arbejdsgrupper. Følg med på hjemmesiden osv. Hvis du går og overvejer, om du vil være medlem af Landsstyrelsen eller af Socialpolitisk Råd, så ring til landssekretæren på 40 23 43 20 og hør hvad det indebærer.

Bidrag til

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Invitation til konference

HISTORIEN som ikke bliver fortalt

MAGTENS

Nr. 1 / 2015

SOCIALPOLITISKE

TOP 100

NYE VINKLER PÅ ISLAMISME OG RADIKALISERING

Europa og Danmark er under forandring. Socialpolitisk Forenings Internationale Udvalg (International Council on Social Welfare Danmark) sætterisom opfølgning på konferencen i 2014 Landstingssalen, kritisk fokus på det europæiske menneskesyn og rettigheder – og inviterer hermed til konference. Folketinget, København

i Landstingssalen, Folketinget, København

KONFERENCE

Der går næppe en dag, uden at islamisme og radikalisering bliver nævnt i både de danske og udenlandske medier, i samme sætning som skudepisoder, terrorhandlinger og andre grusomme begivenheder.

ONSDAG D. 9. DECEMBER 2015 KL. 9.30-16.00

Det er der naturligvis gode grunde til, for politisk islam og religiøse fanatisme er uden tvivl en alvorlig udfordring, både for de vestlige demokratier og ikke mindst for befolkningerne og sekulære kræfter i de muslimske lande.

PH METROPOL, KRONPRINSESSE SOFIES VEJ 35, 2000 FREDERIKSBERG

Grafisk produktion: Eks-Skolen Trykkeri ApS

PROGRAM: 9.00 - 9.20 9.20 - 9.30

Registrering, kaffe og brød Velkomst Annelise Murakami, formand for IU, lektor PH Metropol, ICSW Europa.

9.30 - 10.25

ÅRET DER GIK

STEM HER!

Spørgsmålet er, om vi kan finde nye måder at agere på og tale om disse ting, som ikke bidrager til mere had, større sociale skel, mere overvågning, flere begrænsninger, mere angst og i sidste ende måske også flere terrorister. Det er nogle af de ting vi ønsker at sætte til debat på denne konference.

Menneskesyn og udfordringer i et brugermobiliserende perspektiv Iain Ferguson, Professor i socialt arbejde og socialpolitik, University of the West of Scotland.

10.25 - 11.05 Brugeroplevelser og -mobilisering

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Anja Plesner Bloch, Formand for Brugernes Akademi og Bestyrelsesmedlem og Brugerrepræsentant hos Gadejuristen.

11.15 - 12.00 Empiriske fund i forbindelse med de europæiske

bidrag til Global Social Agenda Kerstin Svensson, professor ved Lunds Universitet vil holde oplæg om de empiriske bidrag til The European Observatory,

12.00-12.20 Opsamling med intro til workshops

TEMA

Ungdomsarbejdsløshed i EU Nr. 6 / 2015

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Mit Navn Er Keith

LUKKER DAGEN

Marianne Skytte, Lektor ved Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, København.

13.15 - 15.15 Workshops

TILMELDING TIL POST@SOCIALPOLITISK-FORENING.DK

De forskellige workshops vil få flere oplægsholdere

Workshop A:

Mandana Zarrehparvar, institut for Menneskerettigheder. Resultater fra Folkehøringerne – særligt med inddragelse af Grønland, Færøerne og noget om undersøgelsen af den grønlandske population – sat i europæisk perspektiv.

husk at angive den workshop du ønsker at deltage i

Workshop B:

Annelise Murakami, lektor PH Metropol, bestyrelsesmedlem ICSW Europa.

PRIS KR. 250,-

Workshop C:

Ole Hammer, journalist og forfatter.

Workshop D:

Michael Lodberg Olsen, Social Iværksætter, ILLEGAL m.v.

EUs strategi om Social Invetsments og NGOernes strategi om Social Protection Floors fremmer det menneskerettigheder og medborgerskab? Hvem er inde, hvem er ude?

KONFERENCEN ARRANGERES AF

OVERFØRSELSINDKOMSTER KR. 0,(studerende, arbejdsledige og pensionister)

Demokrati og minoritetspositioner, marginalisering og udgrænsning af bestemte grupper af medborgere Danske og europæiske erfaring med innovation og mobilisering i brugerinvolvering.

Merkur Bank: 8401 (000)1107640

15.15 - 15.45 Workshopresultater præsenteres

Arrangementet gennemføres i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende & PH Metropol. Og med støtte fra EuropaNævnet og ICSW Europa.

Nr. 2 / 2015

FOLKEMØDET 2015: STOP FATTIGDOM NU INITIATIVET DEBATTERER

en dansk socialreform i et europæisk perspektiv

TEMA

Flygtningekrisen i Danmark og Europa

TEMA

Ulighed i sundhed og behandling

kl. 11:45-13 fattige fortællinger Kommunerne har fået monopol på hjælpen til handicappede, syge og socialt udsatte gennem 40 års kommunalreformer. Dette gælder både økonomisk hjælp, rehabilitering og arbejde Hvad er resultaterne og alternativerne? Unge på kontanthjælp, Lotte Molsing Leder af Kirkens Korshær København, Nanna Gotfredsen, Gadejuristen,

kl. 13-14 kommunal eller frivillig hjælp – hvor går grænsen?

Hjemløshed, fattigdom I Danmark og Europa

– hvad har det med kunst at gøre?

ONSDAG DEN 16. SEPTEMBER KL. 19.00 GALLERI GALSCHIØT, BANEVÆNGET 22, 5270 ODENSE N

kl. 15-16 kl. 16-16:45 en ny social reform et rummeligt med mennesker og arbejdsmarked faglig viden i centrum Europas marked og fri bevægelig-

Syge, handicappede og socialt udsatte har brug for specialiseret rådgivning og behandling. Er kommunerne gået over grænsen for hvad de kan klare og er borgerne bedre tjent med at gå direkte til specialisterne? Skal vi have valgfrihed mellem offentlige og forskellige NGO’ers sociale tilbud som f.eks. i Tyskland og Frankrig? Ole Pass, Social- og arbejdsmarkedschef i Rødovre, Robert Olsen, forstander for Kofoeds Skole, Betina Post, PH Metropol. Frank Humle, direktør for Center for Hjerneskade, Lisbeth Zornig moderator: lisbeth Andersen, Huset Zornig. zornig andersen. Charlotte Fischer (ubekr.), Direktør Bæredygtigt Erhverv og Formand f. Psykiatri- og socialudvalget Danske Regioner.

Vi ønsker en social reform som giver socialt udsatte, syge og handicappede en ny chance. Hvor man får kvalificeret faglig hjælp til at leve et værdigt liv og forsørge sig selv sin familie. Vi diskuterer, om den Danske og Nordiske velfærdsmodel eroderes af udlicitering og egenbetaling og spørger om frivillige non-profit organisationer kan løfte opgaven sammen med kommuner og regioner? Hvad sker der i EU? Vi spørger: Mona Striib, næstformand FOA, Anne Jørgensen, regionsformand, Dansk Socialrådgiverforening, Johs. Bertelsen, Frivilligt Forum., Sif Holst, næstformand Danske Handicaporganisationer, suppleant i Det Europæiske økonomi- og socialudvalg, Thomas Adelskov (ubekr.), KL. Finn Sørensen (ubekr.), (E),

moderator: per k. larsen, eapn.

Trensig vs. Galschiøt Mød Marc Trensig og Jens Galschiøt til en debat om kunstens rolle i en ulige verden

fredag d. 12. Juni, LindepLads 1

– Hvordan håndteres den?

hed af arbejdskraft har sat socialt udsatte, syge og handicappede under pres. EU anbefaler en hjælp på 3 ben: Minimum indkomster, kvalitetsservice og arbejde. I Danmark er sociale ydelser igennem de senere år skåret ned for at motivere til arbejde, men hvor er arbejdspladserne? Hvad skal der til for at skabe de arbejdspladser, der mangler til de mange ledige som ikke kan yde 100 %? Lars Jannick Johansen, Den Sociale Kapitalfond, Per K. Larsen, EAPN, Charlotte Fischer, Direktør Bæredygtigt Erhverv Formand f. Psykiatri- og socialudvalget Region Hovedstaden, Jørgen Bang-Pedersen Chefkonsulent DA, Finn Sørensen (ubekr.), E,

Marc Trensig er kunstneren bag FUCK THE POOR. Marc iklædte hjemløse det provokatoriske budskab rundt om i Europa, så de ikke længere druknede i gadebilledet.Det bevirkede uafhængige initiativer kloden rundt, bl.a. en YouTube video med 5 mio. visninger.

STØTTET AF:

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

moderator: robert olsen, socialpolitisk forening.

Nr. 4 / 2015

Støttet af:

LANDSFORENINGEN FOR DE FRIVILLIGE

FORUM SOCIALE ORGANISATIONER

- brikker til et godt samarbejde

Jens Galschiøt bruger kunsten til at sætte spot på aktuelle problemer: Menneskerettigheder, flygtninge, fattigdom, hjemløshed, klima, religion og fundamentalisme. Galschiøts værker påvirker os ofte stærkere end ord.

FYN

Arrangeret af:

FRIVILLIGT

FORSA

Læs mere om netværket på www.stopfattigdom.nu

HJEMLØSE OG FATTIGE I VERDEN – DANMARK – ÅRHUS

FUCK THE

POOR 15/9 2015

Marc Trensig har filmet og talt med hjemløse i mange europæiske byer om deres kår. Marc iklædte hjemløse det provo katoriske budskab rundt om i Europa, så de ikke længere druknede i gadebilledet. Det bevirkede uafhængige initiativer kloden rundt, bl.a. en YouTube video med 5 mio. visninger.

TEMA

På vej mod en

Hvad gør kommune, boligsektoren, foreninger – for at afhjælpe fattigdom og hjemløshed – og hvad gør kommune, boligsektoren, foreninger for at gøre livet surt for fattige og hjemløse?

evidensæra

2.0

kl. 16.00-18.00: Happening og møde i Mølleparken kl. 19.00-21.30: Møde i Folkestedet, Carl Blochsgade

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 5 / 2015

AARHUS

STØTTET AF:

SOCIALPOLITIK I DAG

KONTAKT: viggojonasen@gmail.com

Hvorfor er socialpolitik vigtigt i dag? “Socialpolitik er et udtryk for, hvordan vi behandler samfundets svageste, f.eks. de der har fået en dårlig start på livet, er født med handicap, sygdom eller ind i fattigdom. Men T Eder M A er også opstået nye former for social udsathed; f.eks. knyttet til højere krav på arbejdsmarkedet, andre til globalisering og EU. Socialpolitikken er i dag vigtig fordi verden er blevet mere og mere BEDRE FREMTID? kompleks.” – HVORDAN SIKRER VI UNGE EN Mona Musse, socialformidler, Socialpolitisk Råd, Socialpolitisk Mere end hver tredje ung i Danmark er trist og deprimeret. Der er høj ungdomsarbejdsløshed og Forening

d så nu ad Hva Hv

Vi varetager udsattes politiske interesser, og arbejder blandt andet med hjemløshed, ud satte børn og unge, arbejdende fattige, ældres misbrugere og misbrugte, velfærds i dansk socialpolitik? forhold, statens udvikling, lighed/ulighed, fattigdom et stigende antal unge er hjemløse. Det vil vi gøre noget ved – vil du være med? og emner der grænser til socialpolitik. Kom og hør Peter og Elena fra ’Vores Europa’ fortælle, hvordan unge i Europa oplever de sammeer den største Hvad Socialpolitisk Forening blev stiftet i 1898 for at problemer, og hvad vi kan lære af dem. Få også en opsang af Jeppe Søe, og hans bud på, hvordan socialpolitiske udfordring? fremme social retfærdighed, forbedre rammerne for vi skaber en bedre fremtid. Under og efter oplæggene vil vi sammen komme med løsninger på, Tidsskrift for Socialpolitisk Forening “Den største socialpolitiske udfordring hvad vi kan gøre. socialpolitisk oplysning og medvirke til at sætte en i dag må være den sociale uvidenhed, fremsynet dagsorden for den socialpolitiske debat. 16.00 – 16.50 - Har unge i Europa givet op? hvor fremtrædende politikere og me-

Hvem har

magten

UDSATHED HAR MANGE ANSIGTER TRYK: EKS-SKOLENS TRYKKERI APS

UDENFO∏ UDENFO∏ INDEF INDEF∏A

ARRANGERET AF:

ed m ar g sv Ta an

Opvokset med

misbrug

deSka ba b t

ningsdannere kan præge samfundet med paroler som f.eks. ‘det skal kunne Nr. 3 / 2015 DOKUMENTARFILM OG FORTÆLLINGER OM AT VOKSE OP betale sig at arbejde’. ViMED må turde hive MED ALKOHOL- OG STOFMISBRUG FORÆLDRE fat i dem, der ikke ved, at udsathed 16.50 – 17.30 - Hjernedøde aber skal ud af skabet! Kom og se den prisvindende dokumentarfilm »Mig og Min Far – hvem fanden gider klappe?« i Husets Peter Laugesen og Elena Askløf vedkommer os alle.biograf, Uvidenheden må og Rasmus fra ungerådgivningen TUBA fortælle, hvordan det er Vi har som aldrig før mulighed for at blande os - men har aldrig haft så lidt at og hør bagefter instruktøren at vokse op med forældre, der har et misbrug. Og gå ikke glip af Christina Sederqvists fortælling om, byde på som nu. Medierne har gennem to årtier fordummet os, så vi nu er bekæmpes, hvilket hvordan alle vidende kræfLæs mere om Socialpolitisk Forening og foreninhun blev lykkelig efter en opvækst med misbrugsforældre og adskillige anbringelser. på det ønskede hjernedøde abestadie, der giver gode penge i mediekassen, men ikke gavner sammenholdet, fællesskabsfølelsen og demokratiet. Jeppe ter har et ansvar for.“ gens aktiviteter på www.socialpolitisk-forening.dk 15.00-16.00 Kathrine Ravn Kruse Søe, journalist og professionel ordkløver, kommer med bud på, hvordan vi Fremvisning af Kathrine Ravn Kruses dokumentarfilm »Mig og Min Far Rasmus Balslev, socialrådgiver, bliver bedre flokdyr! – hvem fanden gider klappe?«. Med et kærligt blik træder Kathrine på ny ind i sin fars dybt alkoholiserede verden. En verden af kaos. Men også en Hvad skal gøres? fællestillidsrepræsentant, LandsstyDu kan også følge os på eller . verden fuld af små underfundige jokes og store drømme om et bedre liv. 17.30 – 18.00 – Hvad så nu? en kompleks verden relsen, Socialpolitisk16.05-16.35 Forening I fællesskab vil vi finde frem til,“I hvordan vi skaber en bedre fremtid.ses Alle udsathed i mange Instruktøren Kathrine og 24-årige Rasmus Skov Andersen fra ungeindspark og løsninger vil vi inddrage i vores fremtidige arrangementer – og afskygninger og rammer mange forskellige rådgivningen TUBA fortæller ærligt, hvordan det har været at vokse op kommer eventuelt med på Roskilde Festival og Folkemødet 2015. med en forælder med et misbrug, og hvordan det på godt og ondt påJournalist Jeppe Søe virker deres liv i dag. mennesker. Derfor er vi nødt til at forene og Tag medansvar 16.35-17.05 mobilisere kræfter på tværs af eksisterende Forfatter og komiker Christina Sederqvist fortæller om livet som barn Skab debat i et misbrugsmiljø, herunder livet som anbragt. Hun er i dag kommet sig Onsdag d. 8.fællesskaber, april kl. hvor 16.00-18.00 vi kan mødes og udvikle over den skam og skyld man kan føle, når opvæksten har været svær, og Gør en forskel er til gengæld blevet et lykkeligt og taknemmeligt menneske. proaktive ideer,13, hvis1466 vi fortsat ønsker et samTEMA Huset Kbh, Rådhusstræde København K Vær med! fund med en høj grad af lighed, velfærd og Onsdag d. 11. marts kl. 15.00-17.05 Det er gratis at deltage, men husk at tilmelde dig på tilmeld@socialpolitisk-forening.dk socialpolitisk-forening.dk/bliv-medlem beskæftigelse. Socialpolitisk Forening samler Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København K eller på tlf. 23 32 03 94 senest mandag den 6. april borgere, organisationer og fagpersoner i tværFor at sikre dig en siddeplads skal du tilmelde dig på AF: ARRANGERET AF: post@socialpolitisk-forening.dk eller ringe på 23 32 03 94 politisk samarbejde ogSTØTTET aktiviteter for social retfærdighed.” Bidrag til MAGTENS Lotte Andersen, lektor Metropol, LandsstyrelSOCIALPOLITISKE sen, Socialpolitisk Forening Strandgade 6B Tlf 40 23 43 20 TOP 100

Sociale vinkler på psykiatrien

STØTTET AF:

1401 København K

post@socialpolitisk-forening.dk

æ d! r

re el n !

ARRANGERET AF:

GØR EN POSITIV FORSKEL

Væ d! r

Vi er alle en del af EU, men hvad ved vi egentlig om det levede liv derude i Europa? Peter Laugesen og Elena Askløf har rejst gennem Europa for at få et personligt indtryk af ungdommens liv, kritik og drømme. Hør dem fortælle om aktivisme, angst og apati og deres bud på, hvad ungdommen kan gøre for at overkomme de grænseoverskridende udfordringer vi står overfor.

11. september 2015, kl. 10.00 ˜ 15.00

LANDSFORENINGEN

SOCIALPOLITISK FORENING

Indkaldelse til generalforsamling 2016 i Socialpolitisk Forening, Landsforeningen Jf. vedtægterne, indkaldes hermed med minimum 4 ugers varsel i Social Politik til generalforsamling i Socialpolitisk Forening, Landsforeningen 2015. DATO/TID: Fredag d. 4. marts 2016 kl. 17.30 –19.30 (med forudgående debatarrangement) STED: Dansk Forfatterforening, Strandgade 6b, 1401 København K. YDERLIGERE INFO: Følger ultimo februar 2016 via email og hjemmeside

Generalforsamlingsdagsorden vil som minimum indeholde Fremlæggelse af landsstyrelsens beretning til godkendelse Fremlæggelse af udvalgsberetninger Fremlæggelse af revideret årsregnskab Behandling af indkomne forslag Behandling af budget for det kommende år Valghandlinger Eventuelt Alle individuelle og kollektive medlemmer kan stille forslag til behandling til generalforsamlingen. Forslaget skal stilles skriftligt og være sekretariatet i hænde senest 14 dage før generelforsamlingen.

DEBATARRANGEMENT MED KNUD AARUP Forud for generalforsamlingen d. 4. marts afholdes som vanligt debatmøde. kl. 15.00 – 17.00 ligeledes i Dansk Forfatterforenings lokaler.

Et kritisk blik på den førte socialpolitik Knud Aarup er tidligere direktør i Socialstyrelsen og har blandt andet været ansat som administrationschef ved Det Jyske Musikkonservatorium og som børne- og ungedirektør i Horsens Kommune.

59 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Mads Engholm, cand.scient.anth. Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Rasmus Hangaard Balslev, fællestillidsrepræsentant i Kbh Kommune Ole Riisgaard, SIND Mikkel Warming, 3B / (E) Lotte Andersen, Professionsskolen Metropol Anne Sofie Bøjrup Jørgensen, cand.soc Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Amina Giasso

Rasmus Christensen Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Lars Steinov, obs. (AIEJE) Bert Åberg Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL Christian Sølyst, LO Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening Jette Høy, FTF Ayan Mona Musse, LAFS + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne.

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Jesper Kinch Jensen, kinchjensen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Matilde Høybye-Mortensen Peter Bundesen

maho@kora.dk

peter.bundesen@cdnet.dk

Preben Etwil Tanja Dall (fung. ansv. red)

meyland@adslhome.dk

Martin Fjording Nichlas Permin Berger

maf@firkant.net nibe@kora.dk

Nina Back Ludvisen (afgående)

tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole

18.-20. APRIL

4. MAR

25. FEB

10. FEB

1.-3. FEB

2. FEB

Kalender 2016 Redaktionsmøde Social Politik Ordinært møde

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Social Politik Nr. 1 2016 Radikalisering

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Internationalt Udvalg / ICSW Danmark Ordinært møde

Landsstyrelsesmøde Ekstra møde

Generalforsamling i Landsforeningen Se indkaldelse inde i bladet OBS! Har du et ønske om at deltage, så er der ledige pladser i landsstyrelsen på valg. Ring til landssekretariatet og hør.

Social Politik Nr. 2 2016 Sociale fonde Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

JUN

Stop Fattigdom Nu

SENSOMMER

Folkemødet Bornholm 2016

SOMMERMØDE – Europæisk Kritisk Socialt Forum Vi arbejder hen imod genoptagelse/afholdelse af sommermøderne Mere info følger.

KRITISK SOCIALT

FORUM