Social Politik Nr. 3 2012 by Socialpolitisk Forening

SOCIAL

POLITIK

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening / 3 / 2012

TEMA:

Den universelle velfĂŚrdsstat

Indholdsfortegnelse Tema: Den universelle velfærdsstat Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer Redaktion: Peter Bundesen (Ansv.) E-mail: peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard E-mail: ecuador@cykel.dk Matilde Høybye-Mortensen E-mail: mhm@akf.dk Margit Lotz E-mail: margit.lotz@gmail.com Preben Etwil E-mail: meyland@adslhome.dk Morten Frederiksen E-mail: mfr@dps.aau.dk Sofie Nørgaard-Nielsen E-mail: sofie@noergaard-nielsen.dk Helga Madsen E-mail: helgamadsen@sol.dk Nina Særkjær Olsen E-mail: n_olsen@hotmail.com Dette nummer er redigeret af: Morten Frederiksen og Sofie NørgaardNielsen Redaktionssekretær: Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS Tlf.: 35 35 72 76

Sofie Nørgaard-Nielsen og Morten Frederiksen: Den universelle velfærdsstat. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Jørn Henrik Petersen: Universalisme versus målretning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Henrik Gade Jensen: Mere gensidig forsørgelsespligt frem for offentlige ydelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Ole Thyssen: Det svigtede menneske – velfærdens onde cirkel . . . . . 16 Mads Peter Karlsen og Kaspar Villadsen: Hvorfor universalismen er værd at kæmpe for – også i skikkelse af velfærdsstaten . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Benny Lihme: Civilsamfund og frivilligt socialt arbejde – mere stat forklædt som samfund?. . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Internationalt og foreningen Nicolai Paulsen: The Global Agenda. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Præsentation af landstyrelsens medlemmer 2012. . . . . 36 Robert Olsen: Nogle gange er det ok at være positiv . . . . . . . . . . . . . . . 38

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. Som f.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Den universelle velfærdsstat De universelle velfærdsydelser har været omdiskuteret i et par årtier. Har vi råd til dem? Skal velfærdsstaten forsørge alle eller blot de, der ikke selv kan? Vil opbakningen til velfærdsstaten forsvinde, hvis kun et fåtal har glæde af den? I de seneste år har diskussionen imidlertid været mindre hypotetisk end tidligere. Væksten i tilkøbsydelser på social- og sundhedsområdet hævdes at true kvaliteten af de universelle ydelser på disse områder. På skole- og daginstitutionsområdet flytter privilegerede forældre deres børn til private tilbud, hvilket modsvares med politiske trusler om at begrænse det offentlige tilskud til disse. Den økonomiske krise har skærpet diskussionen om omstruktureringer eller beskæringer af velfærdsstaten, senest med førtidspensionsreformens begrænsninger af den universelle ret til social pension. Den øgede brug af private leverandører og civilsamfundets organisationer peger i retning af en stat, der begrænser sig til at visitere og betale.

Af Sofie NørgaardNielsen og Morten Frederiksen

Hvad er fremtiden for de universelle velfærdsydelser – eller hvad bør den være? Mellem natvægterstat og den fulde universelle velfærdsstat findes utallige muligheder og måder at fordele rettigheder og pligter. Hidtil har diskussionen begrænset sig til den forenklede diskussion om valgfrihed kontra kollektivt ansvar, men ikke mindst den økonomiske krise har udvidet denne debat betragteligt. I dette nummer af Social Politik fokuserer vi på, hvordan den fremtidige velfærd kan og bør se ud i forhold til universelt og selektivt tildelte rettigheder. I fem artikler giver fremtrædende danske forskere og samfundsdebattører deres bud på dette. Artiklerne har det til fælles, at deres udgangspunkt er en konstatering af, at nu hvor det økonomiske opsving er ovre, kan universalisme ikke længere blot være lig med »gavmildhed«. Det betyder også, at forståelsen af det universelle vanskeliggøres, og at der må åbnes op for kritik og fortolkning af begrebet. Og derfor har vi også tilstræbt at give spalteplads til artikler og forfattere, der belyser emnet fra vidt forskellige perspektiver og som stiller en række helt fundamentale spørgsmål: Er de universelle ydelser skyld i en uansvarliggørelse af borgerne i Danmark eller er det den individuelle, selektive ydelse, der ansvarliggør og individualiserer på en uhensigtsmæssig måde? Hvordan kan man i fremtiden sikre velfærden, og er

universelle eller selektive ydelser vejen frem? Er der i det hele taget behov for en ny politisk moral i den måde, vi forstår velfærdspolitikken og sammenhængen mellem stat og (civil)samfund på? Dette nummer er med andre ord tiltænkt som et indspark i den løbende og ofte livlige debat om, hvordan den universelle velfærdsstat skal udvikle sig, og hvordan dette vil ændre det danske samfund på godt og ondt. God læselyst!

Universalisme versus målretning Der kan fluekneppes længe og inderligt i forsøget på et udvikle en præcis definition af en »universel velfærdsstat«. Det har mange med hang til akademisk flueknepperi da også gjort. Jeg tager imidlertid det simple udgangspunkt, at det handler om en stat, hvor alle borgere er omfattet af samme sociale rettigheder og har samme adgang til at modtage velfærdsydelser. Kernen er altså en tanke om medborgerskab, som udfoldet af sociologen T.H. Marshall. Det afgørende er den generelle reduktion af risici og usikkerhed, der følger af en udligning mellem de mere og de mindre heldige, de sunde og de syge, de beskæftigede og de arbejdsløse, de erhvervsaktive og gamle, de barnløse og de børnerige, de raske og de handicappede, de rige og de fattige osv. – et samfund, der bygger på, at det i dag er dig og i morgen mig, der rammes af dette eller hint, at vi lever i et risikofællesskab, og at vi bytter roller. Snart vil den enkelte være i den gruppe, som betaler, snart i den, der modtager. Ofte ses den »universelle velfærdsstat« som en modsætning til en velfærdsstat, der i højere grad søger at målrette ydelserne – en modsætning, jeg har lidt svært ved at forstå. Der var en vis mening i modsætningen, så længe der knyttede sig stigmatiserende effekter til dele af de sociale ydelser, fordi de blev set som reminiscenser af en førtidig fattiglovgivning. Det er for mig at se en problemstilling, der hører fortiden til, og det er i dag svært at se forskellen på en differentieret indkomstskat og en indkomstdifferentieret pensionsydelse. Generel målretning betyder, at de sociale ydelser først og fremmest kommer personer med en beskeden disponibel indkomst til gode, mens konkret målretning betyder, at tilfredsstillelse af intense behov går forud for mindre intense. Øget målretning betyder derfor opprioritering af ydelser til dem med lav disponibel indkomst og/eller højt konkret behov på bekostning af ydelser til dem, der hverken har lav disponibel indkomst eller stort konkret behov. Det kan også betyde ændringer i udmålingsreglerne, så omfanget af den enkelte ydelse er større for dem med lav disponibel indkomst og/eller stort konkret behov. Forholdet mellem »det universelle« og »det målrettede« stiller sig nok noget forskelligt afhængigt af, om vi ser på kontant- eller serviceydelserne. De vil derfor blive behandlet hver for sig.

Af Jørn Henrik Petersen

Kernen er medborgerskab

Forskel mellem generel og konkret målretning

Alle ydelser skal have god kvalitet

Borgere er ikke bare kunder og politikere er ikke bare service leverandører

Risiko for at de bedre stillede vælger egne private løsninger

Serviceydelser Der skal ikke være stor forskel i den omsorg for børn og gamle, den sygdomsbehandling og den skolegang, velfærdsstaten tilbyder. Der må ikke blive skel mellem kong Salomon og Jørgen Hattemager. Alle skal have ydelser i en sådan mængde og af en sådan kvalitet, at ingen føler sig fristet til at sikre sig bedre ydelser ad anden vej. Det har været et grundsynspunkt i dansk politik længe før, nogen fandt på at bruge betegnelsen velfærdsstat, endsige universel velfærdsstat. Den britiske socialforsker Richard Titmuss havde ret, da han skrev, at »Separate state systems for the poor, operating in the context of powerful private welfare markets, tend to become poor standard systems«.1 [Formuleringen er noget mere nuanceret end den version, man ofte støder på i dansk socialpolitisk debat]. Blev det således normen, at de velaflagte og deres arbejdsgivere tegnede private forsikringer for at få tilstrækkelig dækning, ville man netop opleve de statusbetingede forskelle i adgangen til velfærdsydelser, som universalismen skulle hindre. Udsultes sundhedsvæsenet, øges risikoen for udvikling af »powerful private welfare markets«, og så er velfærdsstaten på vej til at krakelere. I den universelle velfærdsstat er børnehaver, skoler, plejehjem, sygehuse osv. det sted, hvor vi drøfter velfærdens problemer og spørgsmålet om, hvordan vi i fællesskab skal indrette velfærdsstaten: Republikanske borgere, der endnu ikke er degenereret til kunder. Et politisk system, som endnu ikke er reduceret til en status som serviceleverandør Selvsagt er dette system under pres dels, fordi efterspørgslen vokser, dels fordi den er mere differentieret. Den offentlige sektors standardiserede ydelser svinger ikke godt med ideer om, at borgeren selv kan og vil vælge. Helhedsorienteringen er erstattet af et kundeorienteret syn på de offentlige ydelser. Det skaber risiko for, at de bedre stillede vender sig mod velfærdsydelser, der kan købes i markedet. Risikoen mindskes formentlig med større mulighed for at udøve et frit valg, og der er ikke nødvendigvis problemer knyttet til ordninger, som hviler på frit valg, hvis den enkeltes valg ikke påvirker andres velfærd og muligheder. Hvis der er fælles standarder for ydelsen og tilstrækkeligt stort udbud, har valget ingen uheldige sideeffekter. Det er vel i høj grad tilfældet ved læge, tandlæge og hjemmehjælp, når det alene drejer sig om valg af leverandør. Den enkeltes forbrug udelukker ikke, at andre har adgang til ydelser af samme kvalitet. Det ligger nok noget anderledes med skoler og muligvis også daginstitutioner, fordi børn af forældre med lang uddannelse og høj so14 Richard M. Titmuss, »Choice and the Welfare State«, i Commitment to Welfare, 1968: 143.

cial status er med til at »løfte« de øvrige. De svage vinder, uden at de stærke taber. Hvis det især er ressourcestærke forældre, der fravælger den lokale skole, har det uheldige konsekvenser for, hvordan de svagere elever klarer sig. Den sociale sammenhængskraft svækkes, hvis man lever sit sociale liv blandt dem, der til forveksling ligner en selv. På den anden side kan der være andre grunde til at fastholde traditionen for frit skolevalg, men valgfrihed er i nogen grad i disse tilfælde i modstrid med et medborgerskabsperspektiv. Når hovedargumentet således er hensynet til segregering, gør det samme sig gældende for daginstitutionsområdet. Brugerbetaling i daginstitutioner er også et brud på idealet, fordi det især er kvinder, der passer børn, som ikke er i institution. På sæt og vis ville det korrespondere bedre med medborgerskabstanken at gøre daginstitutioner gratis. Ønsker man omvendt at udjævne børnefamiliernes husstandsindkomst, kan en vis egenbetaling være et egnet middel. I et frit samfund kan man ikke forbyde folk at købe flere velfærdsydelser end dem, der stilles til rådighed af det offentlige. Dermed følger selvfølgelig også muligheden for betalingsydelser eller for individuelle forsikringsordninger. Med øget velstand kan mange købe »ekstra« velfærdsydelser. Om det betyder, at det offentlige skal ekspandere sin indsats, må afhænge af befolkningens vurdering af de statusbetingede forskelle, man vil tolerere. Alle synes enige om, at sygdomsbehandling bør være gratis og tilgængelig for alle. Den høje egenbetaling for medicin og visse sundhedsydelser virker uforståelig og har alene en historisk begrundelse. Betalinger, der beror på behandlingsteknik, behandlingssted og behandlerens uddannelse, er uden mening. Det udelukker på den anden side ikke, at der kan være god mening i at drøfte en begrænset brugerbetaling på læge- og hospitalsbenyttelse og på praktisk hjemmehjælp. Velfærdskommissionen skønnede således, at en begrænset brugerbetaling på de to hovedområder kunne bidrage med hhv. 3,4 og knap 2 mia. kr. Da rammen for vækst i den offentlige service vil blive mindre i de kommende år, er det da tanker, der er værd at drøfte.

Kontante ydelser Ved de kontante ydelser er problemet et andet. Tidligere så man målretning som administrativ mere bekostelig og som stigmatiserende, hvilket næppe er tilfældet i dag. Problemet ligger derfor i, at målretning af kontante ydelser i næsten alle tilfælde vil betyde anvendelse af et fradragssystem, så stigende indkomst medfører reduktion af ydelsen, som det f.eks. kendes fra pensionstillægget. Da det danske skattesystem har ganske høje marginalskatter fra en forholdsvis beskeden indkomst, betyder det, at høj marginalskat og en mulig fradragsbrøk spiller sam-

En god folkeskole betyder, at de svage vinder uden at de stærke taber

Brugerbetaling og indkomstvirkning

Diskussion af begrænset brugerbetaling

Samspilsproblemet er stort med høje marginalskatter

Skal pensions opsparing gøres obligatorisk?

Det tager tid at opbygge pensionsordninger

Børneydelser – det mest universelle

men og skaber det såkaldte »samordningsproblem«. Vi har tidligere kendt eksempler på, at kombineret indkomstbeskatning og målretning af kontantydelser har medført effektive sammensatte marginalskatteprocenter på næsten – og i slemme tilfælde over – 100 pct. Det virker næppe fremmende på tilskyndelser til uddannelse, arbejdsudbud og opsparing. Efterlønsperioden er nu afkortet. Hvis det er rigtigt, at de, der vælger efterløn, ikke adskiller sig væsentligt fra dem, der fortsætter på arbejdsmarkedet efter 60-års alderen, bidrager afkortningen til øget målretning og giver samtidig et finansielt bidrag til de stigende udgifter, der følger af den fremtidige demografi. Det vil øge mulighederne for at fastholde et skattefinansieret sundhedssystem og en godt virkende ældreomsorg – begge som udtryk for målretning mod personer med helbredsproblemer og nedsat funktionsevne. Når pensionsalderen i øvrigt er knyttet til udviklingen i levealderen, fastholdes folkepensionens målretningsgrad. Pensionssystemet favoriserer personer uden pensionsopsparing sammenlignet med dem, der har sparet op. Der er en ikke helt lille gruppe, der ikke sparer noget særligt op. Det er dem, som kun ind imellem er beskæftiget på et område med en obligatorisk pensionsordning, eller som i længere perioder lever på dagpenge, kontanthjælp eller oppebærer førtidspension. Der vil derfor fremtidigt være mange ældre, som udelukkende får folkepension og ATP. Der kan derfor være en pointe i at gøre pensionssystemet mere solidarisk ved at gøre pensionsopsparing obligatorisk. Samtidigt bør den enkeltes økonomi indrettes, så den tager højde for den stadigt stigende levealder. Derfor bør der fastsættes minimumskrav til den del af opsparingen, der sikrer en livrente. Parallelt med disse ændringer, bør de mange særordninger for pensionister afvikles, fordi de ikke er behovs- men kun aldersbestemte. Det tager lang tid at udbygge en obligatorisk pensionsopsparing. Derfor er der grund til at øge folkepensionen for de dårligst stillede. Hvis besparelsen på de særlige ydelsers ophævelse anvendes til at forhøje pensionstillægget, forbedres målretningen af ydelserne på ældreområdet. Udgifterne vil blive reduceret parallelt med udbygningen af de opsparingsbaserede pensioner. Når de er fuldt modnet, kan man forestille sig, at pensionister alene har folkepensionens grundbeløb samt pensioner fra deres pensionsopsparing. Indkomstfordelingen vil da ligne forholdene i de erhvervsaktive aldre. Børne- og ungeydelsen er noget af det nærmeste, man kommer en universel ydelse. Det har hyppigt været drøftet, om man skulle målrette børne- og ungeydelsen ved anvendelse af et fradragssystem. Det er man veget tilbage for af to årsager.

Den ene er, jf. ovenfor, at den »sammensatte marginalskat« (skatterate plus aftrapningsbrøk) vil blive øget med mulige negative virkninger på arbejdsudbuddet som følge. Den anden er, at børne- og ungeydelsen ikke nødvendigvis vedrører omfordeling mellem indkomstgrupper, men i højere grad sigter på at skabe horisontal lighed mellem familier med og uden børn. Ud fra en vurdering af det konkrete behov kan det virke underligt, at børne-og ungdomsydelsen aftager med barnets alder. Nok har betalingen for vuggestue altid været højere end betalingen for en børnehaveplads, som igen har været dyrere end betaling for ophold i en fritidsordning, men ellers vokser alle andre udgifter til børn med alderen. Det ville flugte bedre med familiernes konkrete behov, hvis ydelsen blev gjort ens for alle børn uanset alder. Det er også et spørgsmål, hvordan balancen skal være mellem kontant- og serviceydelser til børnefamilierne. Meget kunne tale for, at man ville opnå en bedre målretning mod børn fra ressourcesvage familier med behov for støtte, hvis den kontante børne- og ungeydelsen blev reduceret til fordel for betalingsfri brug af SFO kombineret med en forlænget skoledag for børn i de første klasser. Forsvaret for de universelle ydelser må i dag primært hvile på risikoen for, at øgede sammensatte marginalskattesatser svækker tilskyndelserne til arbejdsudbud, uddannelse og opsparing, og på en hensyntagen til de sideeffekter, som fravær af universalisme kan skabe for »andre« – eksternaliteter. Derimod spiller administrative hensyn, risiko for stigmatisering og »middelklassens reaktion« ikke længere den rolle, de gjorde i forne tider.

Kontant- eller naturalieydelser?

Jørn Henrik Petersen er professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet.

Mere gensidig forsørgelsespligt frem for offentlige ydelser I ægteskabet og familien er der forsørgelsespligt og denne model kunne godt udvides og afløse dele af velfærdsstatens universelle overførsler. Gensidig forsørgelse er mere økonomisk samlet set og skaber en sund og disciplinerende afhængighed, mens velfærdsydelser lettere resulterer i uansvarlig adfærd. Af Henrik Gade Jensen

Velfærdsstat hænger sammen med nationalstat

Den moderne og demokratiske danske stat blev til med grundloven i 1849. Da demokratiet skulle indføres som styreform i Danmark, blev folket nødt til at kunne tale og debattere på samme sprog, og det gav de kendte problemer i forhold Slesvig. Det er svært, at praktisere demokrati og folkestyre i lande med flere sprog. Samtidig blev der tilstræbt en større homogenitet blandt danskerne. Med grundloven var alle blevet lige for loven og adel, titel og rang afskaffet. Danmark bestod nu af et dansk folk og ikke af en række stænder. Især perioden efter tabet af hele Slesvig i 1864 resulterede i en stærk indre harmonisering. Velfærdsstaten kan godt ses som en naturlig videreudvikling heraf. Udviklingen væk fra et standsdelt samfund og til, at bønder og senere arbejdere kulturelt og politisk blev en integreret del af et mere og mere homogent dansk folk – trods store forskelle – gjorde det nærliggende at fortsætte denne udvikling med en velfærdsstat bygget op omkring universelle ydelser. Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at grundlovens ånd fra 1849 ikke lagde op til en velfærdsstat. Visionen var et demokratisk retssamfund, hvor staten lagde rammerne, og så skulle borgerne selv udfylde disse rammer og selv skabe skoler, forsørgelse, sundhed og uddannelse. Der står som bekendt intet i grundloven om ret til uddannelse (udover folkeskolen), ret til sundhed og behandling eller ret til pension. Og den meget beskedne forsørgelsesparagraf i grundloven lægger ikke op til universelle ydelser, men snarere til begrænset hjælp til den lille brøkdel af befolkningen, som ikke kan klare sig selv, og som andre ikke har pligt til at forsørge.

De universelle ydelser som princip kommer først langt senere. Første markante skridt er folkepensionen i 1957, som partiet Venstre netop pressede på for at få gjort universel, så den også omfattede bønderne. Inden da var aldersrente forbundet med et værdighedskrav, og den var trangsbestemt og skønsmæssig. Siden da har ideen om universelle ydelser gået sin sejrsgang, og dermed er også alle hensyn til værdighed gået tabt. Alle var pr. definition berettigede, og det kulminerede med bistandsloven i 1975, hvor alle behov skulle understøttes uanset trangsårsag. Nu blev det betragtet som nedværdigende at anse nogle for mere værdige end andre til at modtage hjælp. Dermed var der givet total frihed til en hvilken som helst selvødelæggende adfærd og uansvarlig moral. Staten var der og skulle nok hjælpe.

Grundlovens oprindelige intention Hvis vi går tilbage og ser på grundlovens oprindelige intention, er det tydeligt, at hjælp fra det offentlige var tænkt som en sidste instans for ganske få personer. Da grundlovens forsørgelsesparagraf blev forfattet i 1849, var der slet ikke tænkt på retten til universel, offentlig forsørgelse. »Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige«, står der i forfatningen. Udgangspunktet er altså, at forsørgelse primært er selvforsørgelse. Enhver har pligt til at klare sig selv og ikke ligge andre til byrde. Hvis man så ikke kan klare sig selv, er det ikke ifølge grundloven således, at staten skal træde til. For så træder princippet om gensidig forsørgelse i kraft, hvor tanken er, at borgerne indgår i et net af forsørgelsespligter. Ægteskabet og familien er typiske eksempler på institutioner bygget op omkring den gensidige forsørgelse af hinanden. Først i sidste instans og til den sidste restgruppe og som den yderste nødløsning skal stat og kommune træde til. Men først, når det er undersøgt, at forsørgelsen ikke »påhviler nogen anden«. Forsørgerpligtens sociale konsekvens er en stærk afhængighed. En ægtefælle må lade sig separere, før han kan få hjælp af staten frem for af konen. Børn kan i dag ikke få kontanthjælp før efter 18 år, fordi pligten hviler hos forældrene. Og selvom grundlovens forsørgelsesret i sin ordlyd og forpligtelse overfor statsmagten er meget sparsom, var der alligevel advarende røster fremme mod den i 1849. N.F.S. Grundtvig mente, at gruppen af dem, der ikke kan hjælpe sig selv, ikke er naturligt afgrænset, men ret dynamisk, og derfor kan mange komme ind i gruppen. Og det kan give problemer. Grundtvig anså paragraffen for en national ulykke og ville

De universelle ydelser kom langt senere end grundloven

Grundloven taler om hjælp til de få

Selvforsørgelse er idealet

Grundtvigs social syn: alle må kæmpe for at kunne klare tilværelsen

Den offentlige skole blev betragtet på linje med fattighjælp Den universelle skole ser først dagens lys i 1953-grundloven

have formuleret den mere restriktivt, så det blev ekspliciteret i grundloven, at hjælpen kun måtte komme de genuint trængende til hjælp. Han foreslog derfor, at der i grundloven skulle stå, at hjælp kun kunne gives til »de Gamle, de Syge og de forladte Børn«. Det er det stik modsatte af universelle ydelser. Kun gamle, syge og forældreløse børn måtte få hjælp. Alle andre må kæmpe i hver deres liv for at klare sig i tilværelsen, mente Grundtvig. Kamp må der til, skal livet gro. Når ordet ‘forsørgelse’ siges i dag, tænker alle på offentlig forsørgelse: at den enkelte har en ret til at forsørges af staten. Men ud fra grundloven var det kun en sidste instans. Det primære var familien og først til sidst blev det en klientgørende individ-stat relation.

Fra almueskole for de få til folkeskole for alle En interessant parallel er folkeskolen, der i 1849-grundloven hed ‘almueskolen’ og blev anset for undtagelsen til de forældre, der ikke selv kunne give deres børn en skolegang: »De børn, hvis forældre ikke har evne til at sørge for deres oplærelse, ville erholde fri undervisning i almueskolen«, hed det i 1849. Grundlovsfædrene anså den offentlige skole på linje med fattighjælp og dermed som et tilbud til dem, der ikke på egen hånd formår at give børnene en skolegang. Grundtvig tordnede også her mod de offentlige almueskoler, som han kaldte »Afretningsanstalter« og erklærede »en gruelig Afsky for Alt, hvad der kunne kaldes Skoletvang«. Grundloven i 1915 erstatter ‘almueskolen’ med ‘folkeskolen’, men fastholder i øvrigt 1849-grundlovens opfattelse af offentlig undervisning som en undtagelse. Men med 1953-grundloven gøres folkeskolen til et universelt, forfatningsmæssigt garanteret frit gode for borgerne. Og nu bliver undtagelsen, at der ikke er skolepligt med mulighed for de få til at vælge friskole. Hvor den oprindelige grundlov lagde op til, at forældre selv bekostede deres børns skolegang og kun gjorde en offentlig skole nødvendig for dem, der ikke kan klare det selv, er grundlovsparagraffen i dag udtryk for retten til en fri og gratis folkeskole. Og som et levn fra Grundtvigs dage er der stadig bevaret en ret til at fravælge folkeskolen. Fra ‘alles hjælp til de få’ til ‘alles hjælp til alle’ Udviklingen af den danske velfærdsstat er gået fra et projekt om at hjælpe de få trængende, som ikke var bundet ind af andre forsørgerrelationer, og til at hele befolkningen skulle hjælpe hinanden gennem universelle overførsler. Børnepenge, folkepension, SU, sundhed og arbejdsløshedsforsikring er typiske eksempler på det.

Det har også betydet, at den universelle velfærdsstat involverer alle samfundsgrupper, og alle indrulleres i omfordelingscirkusset. Enhver får, og enhver giver. Det betyder også, at velfærdsstaten bliver et mere ideologisk projekt, fordi det griber ind i alle borgeres liv. I den forstand er den en pendant til demokratiet, der også involverer alle via stemmeretten og den offentlige debat i den politiske proces. Og den demokratiske beslutningsprocedure kan også plausibelt forklare denne udvikling (f.eks. public choice-teori). Den klassisk liberale hjælp-til-de-fattige-model angik kun få dele af samfundet, og den skat, der skulle opkræves for at tilvejebringe midlerne, var begrænset sammenlignet med i dag. Filosoffen Karl Popper (1902-1994) argumenterede for en negativ utilitarisme, hvor det ikke er statsmagtens opgave at fremme alles lykke, men at afhjælpe konkrete negative lidelser og mangler. Altså at statsmagten godt kan intervenere med hjælp til mennesker i konkret nød, programmer for syge og på anden vis marginaliserede personer, skoler til fremme af alfabetisering osv. For den fordrer kun begrænset, såkaldt stykvis social ingeniørkunst, men dens positive utilitarisme eller egalitarisme blev til utopisme og krævede grandios samfundsingeniørkunst i næsten totalitær stil. Også selvom det blev ledt af en velgørende despot. Popper lå tæt op ad socialdemokratiske tanker i efterkrigstiden Europa og bl.a. den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt (f. 1918) var stærkt inspireret af ham. Velfærdsstaten har imidlertid forvandlet sig fra denne negative utilitarisme til at blive et positivt projekt med vidtfavnende ambitioner på befolkningens vegne. I de sidste år især med livsstilsindgreb med forbud mod bl.a. rygning i offentligt rum. Og her er Helmut Schmidt selv som 94-årig en arg modstander, der insisterer på at ryge selv i TVstudiet – og får lov til det. Opgaven må være at finde tilbage eller frem til en begrænset velfærdsstat, der kun tager sig af de konkrete negativiteter. Det har i længere tid været god socialdemokratisk ideologi end den meget nyere universelle velfærdsstat. Da den unge Thorvald Stauning i 1910 stillede op til valget til Folketinget i Fakse, var hans programpunkt at »søge at forhindre nye Skatters Indførelse«. Den første socialdemokratiske finansminister, den fremragende og mådeholdne C.V. Bramsnæs, skrev i 1955 i et tilbageblik om »de stærkt svulmende udgifter i den sidste tid«. Dengang var Danmark et lavskatteland i Europa, sammenlignet med alle vore nabolande.

Den universelle velfærdsstat omfatter alle samfundsgrupper

Er det statens opgave at fremme alles lykke?

Opgaven er at finde tilbage til en begrænset velfærdsstat

Gensidig forsørgelsespligt Når velfærdsstatens formåen nu er spændt ud over, hvad økonomien kan præstere, kunne det være væsentligt at se på, hvilke institutionelle ændringer, der kunne foreslås.

Gensidig forsørgelse må være målet

Til kamp mod SU

Forældre skal forsørge børn og unge – og børnene skal forsørge deres forældre

Større pligt ind i familierne

Faktisk bygger en grundpille i det danske samfund på princippet om gensidig forsørgelse. Ægteskabet er en institution, hvor parterne som en del af kontrakten indvilger i at forsørge hinanden. En ægtefælle kan ikke modtage kontanthjælp uafhængigt af den anden parts indkomstforhold. Det ses som et økonomisk fællesskab. Nogle er forargede over, at ægteskabet på den måde overtrumfer individets rettigheder. De vil have afskaffet pligten til gensidig forsørgelse, så individerne kun er forpligtet overfor staten. Man burde snarere overveje, at udvide den familiære forsørgelsespligt, så den ikke kun omfatter ægtefællen og børn under 18 år, men måske også børn op i tyveårsalderen? Hvorfor skal man have SU som 18-20-22-årig, hvis forældrene har en husholdning, hvori den unge kan indgå? Eller sagt på en anden måde: hvorfor skal andre skatteydere betale til min knægt, når han bliver 18 år? Der kunne også være forsørgerpligter den anden vej, fra børn til forældre i pensionistalderen. Og hvis ikke det sker frivilligt, kunne det jo ske retligt. Det er trods alt bedre at blive beskattet til et konkret formål, som oven i købet er ens familie, frem for at skatten bare går i en stor statskasse. En af de mange uheldige konsekvenser af den danske velfærdsstat er de mange især unge og yngre mennesker i den arbejdsduelige alder, der havner på overførselsindkomst udenfor arbejdsmarkedet og derfor lever ret isoleret i forhold til det danske samfund. Aviserne portrætterer jævnligt yngre mennesker, der har tilbragt deres voksenliv på kontanthjælp. Ville det ikke være bedre for dem, hvis hjælpen i første omgang var familiens pligt? Og først i sidste instans, hvis familien ikke var der eller ikke kunne hjælpe, så blev en offentlig opgave. I stedet er det blevet en højhellig ret doceret i folkeskolens timer, at enhver har ret til hjælp fra det 18. år. Og mange af dem, der går til grunde i velfærdsstatens sagsbehandlerkultur ville måske være kommet på ret køl, hvis familien havde været der som en disciplinerende faktor. Det er lettere for forældre at tilbageholde lommepenge som følge af uansvarlig adfærd, end det er for sagsbehandleren at tilbageholde kontanthjælp. Familien er tættere på den enkelte og ved ofte bedst, hvad problemet er, og hvad der kan gøres. Lige så klares nød ofte bedst i fællesskab og bliver langt mere smertelig i isolation. Med den gensidige familiære forsørgerforpligtelse er det sagsbehandlerens første opgave, at relatere den trængende til familien og gøre den opmærksom på pligten. Økonomisk er det også langt mere fordelagtigt, hvis familiens beskyttende vinger foldes mere ud. Marginalomkostningerne for en husstand ved at have en 23-årig søn eller 27-årig datter til at bo hjemme er meget mindre end over skatten at betale til eget klubværelse og husfø-

relse, el og vand, licens og internet. Og er det ikke sjovt at bo hjemme i tyveårsalderen på et værelse, er der et rigtigt godt incitament til at stræbe mod at blive selvforsørgende. Mange af 68-generationens bedsteforældre på efterløn eller pension erklærer ofte i interviews, at de vil bruge opsparingen på rejser og golfture. Det skal være dem vel undt. Men hvorfor skal eventuelle børn kunne modtage kontanthjælp betalt af de øvrige skatteydere? Friske bedsteforældre ville næppe heller tage skade af at blive konfronteret med pligter overfor børn og børnebørn, hvis disse kommer i nød og behøver mere hjælp og omsorg. Selvfølgelig skal staten som sin kernefunktion beskytte individernes ret til frihed, og herunder også at beskytte uafhængigheden af familien. Staten skal beskytte Romeos og Julies, eller Muhammed og Margrethes ret til at forelske sig og giftes, selvom familierne måtte være imod det. Individbeskyttelse er statens kernefunktion. Den skal sikre individers ret til at ytre sig. Og børn skal beskyttes mod overgreb, bl.a. af deres fædre og mødre. Men den individbeskyttelse, som er minimalstatens opgave, skal først i sidste instans omfatte forsørgelse. Inden da skal familien og civilsamfundet udfylde rollen, så vidt det lader sig gøre. Sådan som det er grundlovens ånd. Jeg vil da ikke betale til min gamle mor eller min 25-årige søn! – tænker mange sikkert. Eller være gensidig forsørgerpligtig! Jeg vil være fri, fri, fri! Ja, fri, fri, fri og så slave af staten. For alternativet, før den øde ø er fundet, er jo i dag den enorme fordyrelse og ansvarsforflygtigelse af alting ved at alle skal betale til alle.

Individbeskyttelse skal være staten kerneopgave

Henrik Gade Jensen er filosof og projektleder ved CEPOS.

Det svigtede menneske – velfærdens onde cirkel1 Af Ole Thyssen

De værdigt trængende

Svaghed har mange kilder

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjul til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde gør dem selv og samfundet rigere. Nogle mennesker er ikke dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke kan klare selv minimale opgaver. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden – børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. I andre må de klare sig med tiggeri og hjælp fra familien.

Projekt svaghed I Danmark er velfærdssystemet ikke opstået som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både medfølelse og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp. Velfærd handler dog ikke kun om tilknytning til arbejdslivet. Nok taler vi om at »revalidere«, som er »at gøre værdifuld« ved at genskabe arbejdsevnen. Men også livet uden for arbejdspladsen stiller sine krav. Også her kan man være syg. Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: Angst, demotivation og den bristede vilje, som falder for livsfarlige fristelser. Det fælles ord er »svaghed«. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn. Mens man før kritiserede de svage og krævede viljestyrke, er den slags appeller hørt op. Nu er mantraet, at svaghed ikke handler om en svag vilje og ikke skal stemples moralsk. Hvis svaghed er en sygdom, giver det ikke mening at bede de svage om at tage sig sammen. Herfra smedes velfærdens princip om, at hvad der sker med et menneske er socialt eller somatisk betinget. Svaghed afhjælpes med terapi og medicin. 14 Denne artikel er en omskrevet version af et indlæg i dagbladet Information den 15. november 2011. Jeg har besvaret nogle af de kritiske indvendinger, som indlægget udløste.

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: Ved at man ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige og ikke går efter det, som Freud kaldte for »sekundære sygdomsgevinster«. Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke fører til rå nød, men til opmærksomhed fra et korps af professionelle – læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger – åbner den adgang til gevinster, det kan være besværlige at opnå på normal vis. Jeg siger ikke, at det er let og lykkeligt at opgive ansvaret, eller at mennesker bevidst gør sig svage for at snyde staten. Blot peger jeg på, at det altid er usikkert, hvad et menneske kan. Troen kan flytte bjerge, og mennesker med en mening og et mål kan yde det overmenneskelige. Velfærd er mange ting. Her handler det om det område, hvor vi skal forholde os til, at almindeligt ubehag ombeskrives til sygdom og får mennesker til at slippe grebet om deres hverdag. De bliver stressede, demotiverede, angste eller voldelige. De går på stoffer eller alkohol. De dropper ud af uddannelsen. De opgiver at passe deres børn eller arbejde. Her må man overveje den mulighed, at svaghed ikke et simpelt faktum. Svagheden kan være et personligt projekt, hvor man ser sig selv som svag og lægger sig fast på sin svaghed, så man dagligt leverer nye beviser på, at ens vilje er slap. I et velfærdssamfund opstår der ikke høj latter, men bekymring og behandling, når man fortæller om sine plager. Man møder genklang, når man kræver respekt for sin svaghed, man bliver forbitret, hvis der stilles krav, og man finder hjælpen utilstrækkelig – samtidig med at man rituelt bedyrer, at man intet hellere vil end at komme ud af f.eks. misbruget. Man kan bare ikke. Adgangsbilletten til velfærdssystemet er en diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men – i sidste ende – samfundets og kroppens. Her mødes to løse ender: et personligt »projekt svaghed« og et system, som er parat til at overtage, klassificere, diagnosticere og behandle svagheden. Svaghedens sprog er ikke privat, men er forankret i en vidtforgrenet praksis, så de svage bliver støttet i den selvforståelse, at de er syge og ikke kan klare sig selv. Side om side med retssystemet, som med domme nagler mennesker til deres ansvar, har vi et psykiatrisk system, som med diagnoser fritager mennesker for deres ansvar. De er fanget i et spind af sociale og kropslige kræfter.

To karrierebaner En normal karriere satser på dygtighed. En ny og alternativ karriere satser på udygtighed – kompetence til at være inkompetent. Tidligere kunne man se velfærdssystemet som det gode system, der ydede kom-

Den der ikke lever op til normale krav er svag

Ubehag omskrives til sygdom

Adgangsbillet til velfærdssystemet er en diagnose

Velfærdssystemet garanterer et liv uden pligter

Det er systemet, der svigter

Svaghedens onde cirkel

pensation for det onde arbejde. Sådan er det ikke mere. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. De kræver investering og udholdenhed, men rummer deres egne belønninger. Mens champagnepropperne i arbejdets system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i velfærdens system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne. For et stykke tid siden kunne man i en avis læse, at svært overvægtige blev »overladt til en tidlig død«. Morderen var staten, og dens brøde var ikke at ville finansiere fedmeoperationer. Artiklen viste et mønster, som gentager sig monotont. Staten anklages for svigt, og ser man efter hvad det handler om, møder man mennesker med en selvskabt plage, hvis følger de gerne vil overdrage til staten. Mønsteret er, at man høfligt skal se bort fra, hvorfor disse mennesker er kommet galt af sted, og kun skal se på, hvordan de kan få hjælp og omsorg. Når det accepteres og bliver en ret, opstår en refleksiv sløjfe. Der er en farlig fristelse i at opdage, at man kan (bort)forklare sine svigt ved at henvise til årsager. Det er altid staten, kommunen, skolen og familien som svigter, aldrig de svage selv. De er som de er, styret af årsager og virkninger hinsides kontrol. Og fordi de er kausale maskiner, kan de hjælpes med samtaler, terapi, støtte, indlæggelse, penge og en omsorg, der aldrig holder op.

Juggernauthjulet Hermed åbnes for en ejendommelig kamp om at gøre mennesker udygtige. Den har mange soldater. Ikke blot de svage selv, men også professionelle, som gør karriere i velfærdssystemet. Også politikere, som øjner stemmer i løfter om mere velfærd. Også familier og erhvervsfolk og massemedier. Over for denne uhellige alliance må staten giver efter. For hvad skal den stille op med de svage, som ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men med en ofte iscenesat elendighed og med social uro – tyveri, hærværk, vold? Med passiv forsørgelse deponeres de i samfundets periferi. Resultatet er et Juggernauthjul, som synes at rulle af sig selv, fordi det drives af mange hænder, så ingen enkelt hånd ser sit eget bidrag som afgørende. Ved siden af svaghedens onde cirkel – du er svag, hvis du insisterer på at opføre dig som svag – får vi demokratiets onde cirkel: vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne aflægger daglige rapporter om statssvigt og sørgelige skæbner. Selvfølgelig skal værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og få

en diagnose, som befrier for ansvar og åbner for velfærd. Med diagnoser som aggressiv psykopati, anoreksi, skizofreni eller ADHD fritages både familie og individ for skyld. Det er en lettelse. Ansvarets adresse bliver staten. Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende klienter. Det åbner for en ny type klassekonflikt, som er indvarslet af slogan som »velfærd eller skattelettelser«. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Økonomi og værdighed Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker gør krav på at være svage. Vi informeres om, at en halv mio. danskere er psykisk syge og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som »det ikke kan betale sig at lade være med at behandle«. I et verdenssamfund med hård kon¬kurrence er det svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Det er et politisk mantra, at folk skal i arbejde, så »vi kan få råd til velfærd«. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele. Jeg vil følge et andet spor og tale om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, som hviler på en idé om det aktive menneske. Over for den figur har vi en anden figur, det svigtede menneske, som er en rolle, det er blevet let at overtage. Man skal opgive at løse hverdagens opgaver og i stedet at rette kikkerten mod sine symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten, uviljen mod at gå på arbejde … Her går der inflation i kravene om en offentlig indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af velfærdens regnbue aner de et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moral på bane, og appeller om at tage ansvar virker ikke. Samspillet mellem det individuelle »projekt svaghed« og den institutionelle opbakning skaber en gråzone. Kan de ikke eller vil de ikke? Det er svaghedens cirkel, den accelererende hjælpeløshed. Hvorfor tage sig sammen, når man ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Er velfærds systemet gået amok?

Svaghed sættes i system

Projekt svaghed er blevet et sam fundsanliggende

Så det svage menneske ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig som et offer for sociale og biologiske omstændigheder, og beskrivelsen får ord og handling af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på den enorme mængde svaghed, som bør afhjælpes. Både svage og professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra den mulighed, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet. Den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed. Omsorg får svagheden til at eksplodere

Sagsbehandlerne har en egeninte resse i at svaghe den vokser

Filosofi og videnskab Der findes mennesker, som er skadet på sjæl og legeme og som har behov. Problemet er fremkomsten af et velfærdssystem med en teori og en praksis, der virker mod sin hensigt. Omsorgen for svagheden får svagheden til at eksplodere. Som i eventyret vokser der to hoveder frem på dragen for hvert hoved, som hugges af. Anklages velfærdssystemet for sin indre tvang til vækst, sender dets mange fortalere bolden tilbage med et krav om tal og fakta. Jeg er ikke sociolog og har ikke tal på, hvor mange der er tale om. Dog kan jeg bemærke, at massemedier regelmæssigt fortæller, at 300.000-400.000 mennesker lider af stress, angst, købemani, duftallergi. I de samme medier offentliggør almindelige mennesker deres lidelser og kræver behandling, professionelle fremmaner massive svigt, og politikere erklærer, at velfærd er samfundets højeste mål. Den politiske tale om velfærd handler ikke blot om neutral viden, men også om eksempler, interesser, følelser og politisk observans. Politiske holdninger styres ikke af videnskabelige facts. Men er man ikke nødt til at trække en præcis grænse mellem de værdigt og de uværdigt trængende, og skal man ikke sætte tal på velfærdens omfang fra år til år? Her er problemet, at »svaghed« ikke er for fastholdere. Spørger man de svage om deres tilstand, kan man ikke forvente et troværdigt svar. De har måske lagt sig fast på et »projekt svaghed«. Spørger man de professionelle, kan man heller ikke forvente et troværdigt svar. De har en faglig interesse i, at deres område vokser. Er man konsulent i stress, eller optaget af børn med lavt selvværd, ser man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål. Og spørger man endelig politikere, har de en fugtig finger oppe i de luftige vælgerstrømme og konstaterer, at vælgere vil have velfærd.

Resultatet er en kamp om blikket – om hvordan man skal iagttage og beskrive de såkaldt svage. Her kan ingen talvidenskab hjælpe. Hvad der for det ene blik er neutrale og saglige data, er for et andet blik fyldt med fordomme og illusioner. Hvert blik fastholder sine egne årsager, konsekvenser og terapier. Den ene part ser en syg krop eller onde samspil, den anden ser ansvarlige mennesker med en svag vilje. Et blik åbner for sin egen verden og kan ikke bevises. Hvert blik stiller sine egne krav til »beviser«. Selvfølgelig er data og tal vigtige. Men når det gælder velfærd, er alle data og tal fyldt med gummi og skal fortolkes og forstås. Og her åbner sig mange udfaldsveje. I velfærdens blik er der aldrig velfærd nok. Det har fået social succes og betragter sig selv som naturligt, så andre måder at iagttage på afvises som onde konstruktioner. Resultatet er, at mængden af sygdomme vokser i takt med viljen til at behandle dem. Udbuddet af omsorg skaber en uendelig efterspørgsel. Jeg kan ikke pege præcist på den streg, hvor det personlige ansvar holder op og den psykiske sygdom tager over. De to modstridende diagnoser for den norske massemorder Breivik viser, at det kan psykiatere heller ikke. Derfor er der kamp om stregen, og derfor er det ikke et videnskabeligt spørgsmål, hvor stregen går. Med tiden har jeg fået en mistanke om, at alle påstandene om velfærdssvigt også er skjult reklame for en velfærds-industri, som ikke må reklamere for sine ydelser på normal vis og som i stedet leverer tendentiøs information. De fylder det of¬fentlige rum med jammer og kræver en massiv indsats. Også her kan man ane et dobbeltspil, som ikke handler om saglig videnskab. De professionelle bliver fortørnede, hvis man gør opmærksom på, at støtte til de svage også er støtte til dem selv. De svage bliver fortørnede, hvis man beder dem tage sig sammen. Velfærden er et område fyldt med politisk vrede.

Sygdom vokser i takt med viljen til at behandle dem

Der er et offentligt rum for jammer og krævementalitet

Ole Thyssen er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School.

Hvorfor universalismen er værd at kæmpe for – også i skikkelse af velfærdsstaten Af Mads Peter Karlsen og Kaspar Villadsen

Det er nødvendigt at skulle kæmpe for det universalistiske lighedsprincip

Enhver universalisme indebærer kamp. Eksempelvis forkyndes det i kristendommen, at i troen på Kristus er alle lige (her kommer det ikke an på, om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, som Paulus skriver), men der findes som bekendt hedninge, som afviser den kristne tro. Eller for at tage et andet eksempel, ifølge en demokratisk styreform tæller enhver stemme lige meget, men der findes som bekendt antidemokrater, hvis synspunkt demokratiet ikke kan rumme... Kort sagt, selvom ethvert universalistisk princip per definition er adresseret til alle, så indstifter et sådan princip altid en skillelinje mellem de, der anerkender det, og de, der ikke anerkender det; en skillelinje mellem de, som omfattes af universalismen, og de som ikke omfattes. Selvom ethvert universalistisk princip nødvendigvis intenderer at omfatte alle, så er ingen universalisme altså altomfattende. Tværtimod involverer enhver universalisme en antagonisme. Som vores eksempler understreger, har enhver universel fordring nødvendigvis altid et partikulært udgangspunkt. Spørgsmålet om universalisme implicerer med andre ord et paradoks: Ingen universalisme er universel. Dette paradoks skyldes i sidste ende, at de principper, der angår vores politiske og sociale liv ikke lader sig forankre i nogen almen- og eviggyldig instans, men alene er baseret på vores egne mere eller mindre flygtige beslutninger og subjektive engagement. Det er ikke længere troværdigt, sådan som det f.eks. var for Kant (1999) at begrunde vores universelle fordringer med henvisning til en almenmenneskelig fornuft. Menneskelig universalitet er med Sartres (1997) ord ikke noget givet, men noget som bestandigt må skabes. Der er imidlertid dem, der mener, at fraværet af eviggyldige begrundelser betyder, at ethvert universalistisk projekt må opgives. Vi mener derimod, at universalismetanken – forstået som muligheden for at fastsætte principper, der er adresseret til og tilstræber at omfatte alle ligeligt – er værd at holde fast ved. Men skal universalismetanken fastholdes, må det samtidig åbent indrømmes, at enhver universalisme altid involverer et element af stridighed og kamp. Den amerikanske og

franske revolutions princip om, at alle mennesker er født lige, er i sig selv ikke nogen garanti for, at det rent faktisk forholder sig således. Det er ikke et deskriptivt udsagn, men en præskriptiv fordring, et ideal, som man må realiseres. En sådan realisering implicerer, som historien også viser os, imidlertid altid uenighed, konflikt og kamp.

Den universelle stat Hidtil har garanten for universelle principper helt overvejende været nationalstaten. Imidlertid må det fastholdes, at universalisme ikke blot kan disktures som om, der var tale om realiseringen af én bestemt stat med nøje definerede love og institutioner. Såfremt udgangspunktet for vores diskussion af universalisme er eksistensen af en stat, bliver spørgsmålet snarere: Hvilken form for universalisme institutionaliserer en given stat? Og i forlængelse heraf rejser det klassiske spørgsmål sig: Hvordan kan staten installere universelle normer og samtidig være responsiv over for partikulære individer med specifikke behov og ønsker? Hvordan kan man på én og samme tid være indifferent over for forskelle og alligevel tolerere forskellighed? En kritisk erkendelse i den politiske teori har været, at enhver universel fordring, som indskrives i statens love og institutioner, uundgåeligt altid vil udspringe fra en partikulær gruppe og dens værdisæt. Michel Foucault (2003) behandler i forelæsningsrækken Society Must Be Defended netop problemet om statens universalisme. Foucault er her optaget af historiske tekster, som anerkender, at statsprojekter altid med nødvendighed universaliserer partikulære gruppers projekter. Disse tekster fremviser, hvordan der under statens tilsyneladende stabile, universelle love gemmer sig kampe og stridigheder, nederlag, sejre, båndlagte passioner, nid og bitterhed. Gennem alle disse voldelige og sproglige stridigheder om legitim ret vil én social gruppe opnå en i det mindste midlertidig sejr over andre. Den sejrende gruppes verdenssyn og fortælling om statens historie og legitimitet søges knæsat som sandheden i forsøg på at indsætte gruppen som retmæssige arvtagere og forvaltere af statsmagten. De revolutionære, som forsvarede Den Tredje Republik under den franske revolution, reflekterede ifølge Foucault over denne problematik, idet de anerkendte deres erobring af statsmagten som et produkt af kamp (ikke en naturgiven eller historisk nedarvet ret). De anerkendte desuden, at de som socialgruppe udgjorde én blandt flere andre grupper og dermed ikke var repræsentanter for nationen som helhed. Imidlertid hævdede de, at netop de bedst kunne sikre udmøntningen af statens universalisme, som hvilede på princippet om formel lighed. Foucault fremviser sympati for de historiske skribenter, som beskriver statslig universalisme som specifikke gruppers forsøg på at opnå et (altid mere eller mindre ustabilt) hegemoni, der indskrives i statens

Under statens tilsyneladende stabile, universelle love gemmer der sig altid sig kampe og stridigheder

Kamp om fortolkningsretten

love og institutionelle orden. Disse skribenter hævder ikke at kunne indtage positionen som den eviggyldige sandheds repræsentant, men erkender derimod, at de selv uundgåeligt indgår i en kamp mellem stridende fortolkninger. De anerkender således, at deres udsagn om statsdannelse selv er politiske og indgår som en aktiv spiller i samtidens kamp om statens universalisering – en kamp, der bl.a. drejer sig om at fortælle statens historie, redegøre for, at en bestemt orden er resultat af en retfærdig sejr og hermed bevise den eksisterende stats legitimitet. Foucaults analyser kan især bidrage til vores nuværende situation ved at gøre os årvågne overfor udsagn om staten og hvad den bør være, som nægter deres egen grundlæggende partikulære, magtmæssige og historisk specifikke karakter. Det indebærer endvidere, at udsagn om at være ‘for’ eller ‘imod’ den universelle stat bliver meningsløse. Ethvert statsprojekt, inklusive dem, der ønsker en begrænsning af velfærdstaten, indebærer normalt en implicit eller eksplicit universalisering af et bestemt (partikulært) synspunkt. Den selvproklamerede ‘neutrale’ beskrivelse af ‘tingenes tilstand’ eller ‘nødvendigheder’ indgår ligeledes i den diskursive strid om statens udformning og fremtid. Ophævelse af de politiske højre og venstre

Den ideologiske opgør med ideologierne En bemærkelsesværdig position i den henseende er den, som for tiden indtages af Ole Thyssen og Henrik Dahl. De to debattører foretager en afpolitisering af centrale spørgsmål vedrørende velfærdsstatens universalisme. Det gør de via to greb. For det første ophæver de deres egne tanker til at være ‘hævet over’ eller ‘hinsides’ ideologierne. Som et ekko af The New Labour’s tredje vej i England proklamerer de, at tiden kræver debat og handling, som overskrider den konventionelle skelnen mellem politisk højre og venstre fløj. De skriver således i debatindlægget ‘Hinsides højre og venstre’: »Velfærden kommer på den stadig længere liste af problemer, der vedrører grundlaget for vores hverdag og som ikke passer ind i det gamle skema om højre og venstre. Spørgsmålet om Jordens ressourcer er ikke højre- eller venstreorienteret. Det handler om grundlaget for vores liv. Det samme gælder klimaforandringer og måske også spørgsmålet om fred og sikkerhed i en globaliseret og medialiseret verden. Fælles for den type problemer er, at de er udgangspunktet for den politiske samtale og uegnet for fløjtænkningens pakkeløsninger« (Information, 07.02.2012). Thyssen og Dahl fortæller os altså, at klassekampen er ovre, at vi må lægge det ‘forældede’ skel mellem højre og venstre bag os og at velfærdsstatens grundlæggende problem ikke er af økonomisk karakter, men derimod handler om moral. Nærmere bestemt om en omsiggribende moralsk uværdig og selvforskyldt svaghed, der inciteres af velfærdsstatens heppekor af professionelle grædekoner (terapeuter, konsulenter og behandlere).

For det andet gennemfører Thyssen og Dahl en afpolitisering ved konsekvent at fremstille sociale problemer og konflikter som interne selvforholdsproblemer hos ‘de svage’. Velfærdsstatens problemer bunder i et tab af personlig ansvar, som indtræffer, fordi flere og flere opfordres af behandlerindustrien til at påtage sig rollen som offer. Som Thyssen og Dahl skriver: »Med selvoptagne fryd vender stadig flere blikket væk fra hverdagens opgaver og stirrer fascineret på deres sjæl, hvor de finder stress, angst og demotivation, plus overmægtige begær som de slet ikke kan styre« (Information, 07.02.2012). Dette tab af personligt ansvar er muligt, fordi velfærdsstaten, ifølge Thyssens pseudo-nietzscheansk diagnose, har medført en omvending af de moralske kategorier: Det anses ikke længere som skamfuldt, men eftertragtelsesværdigt, at være svag, og det anses ikke længere som en svaghed at være svag overfor de svage; nej, medlidenhed er blevet en (tilmed lukrativ) dyd. Kort sagt, underklassen og dens professionelle sympatisører har taget magten gennem et slaveoprør i moralen (Information, 14.11.2011). Bag Thyssen og Dahls appel ‘hinsides højre og venstre’ til »et humanistisk ideal [om] at tage vare på sig selv og ikke ligge andre til byrde« gemmer der sig således den klassiske højreorienterede opfattelse, at velfærdsstaten er de svage og udueliges listige undertrykkelse af de stærke og dygtige. Det burde være tydeligt, at sådanne forsøg på at afpolitisere sociale problemer (og de konflikter, de er forbundet med), hvad enten det er under henvisning til deres almenmenneskelige eller til deres moralske (snarere end politiske) karakter, selv udgør en politisk strategi. At hævde, sådan som Thyssen og Dahl gør, at velfærden ikke er et spørgsmål om fløjkrig er netop præcis et (om end fordækt) udtryk for fløjkrig. Der findes intet postideologisk midtpunkt, intet klassefrit civilsamfund, intet neutralt humanistisk ståsted, hvorfra man på interessefri og harmonisk vis kan løse velfærdstatens problemer, herunder tage stilling til dens universalisme.

Den universale velfærds opkomst Inden vi lader os rive med af fortællingen om velfærdens fordærvende virkninger er det værd kort at overveje, hvorfor de universelle velfærdsydelser dukkede op i starten af 1900-tallet. Hvilke problemer skulle de løse? Et vigtigt argument for etableringen af velfærdsydelser, som borgere var berettiget til i kraft af deres medborgerskab, ikke som resultat af godgørende giveres subjektive skøn, var at gøre op med ‘hattedameriet’. Idealet for især de socialdemokratiske bannerførere for velfærdsstaten var, at nødlidende ikke skulle stå i personlige afhængigheds- og hengivenhedsforhold til almissegivere i en giver-modtager relation, som var hierarkisk (fra højerestående til laverestående) og religiøst og moralsk kodificeret. I stedet for formynderi og moralsk fordømmelse af

Afpolitisering af velfærdsdiskus sionen

Det er en politisk strategi at afpolitisere det sociale spørgsmål

Det politiske opgør med ‘hattedameriet’

Den moderne velfærdspolitik gør ‘evne’ til den centrale kategori i hjælpens bestem melse

Etablering af uni verselle velfærds ydelser mindskede de sociale spæn dinger uden at ændrer grundlæg gende økonomiske og samfundsmæs sige strukturer

‘de fattige’ skulle der foretages objektiv behovsbestemmelse. Et vigtigt element i dette opgør var udskiftningen af ‘vilje’ med ‘evne’ som centralt begreb. 1800-tals filantropers og præsters debat om de fattige og om problemet med at skelne værdigt fra uværdigt trængende satte viljen i centrum. Især overvejede de, hvornår der var så mange indikationer på ‘fortabt vilje’, at den elendige skulle underlægges tvangsanstalternes formynderi. Forestillingen var et indre moralsk fordærv, en ødelagt vilje, som kunne aflæses via ydre symptomer, såsom manglende renlighed, uanstændighed, ludende kropsholdning, frækhed mv. Den moderne velfærdspolitik gjorde i stedet ‘evne’ til den centrale kategori i hjælpens bestemmelse. I en af socialreformundersøgelserne fra 1973 gøres der op med ‘den traditionelle socialpolitik’, som hævdes at betragte borgeren som »sin egen lykkes smed« og hans adfærd som en afledning af »hans egen gode vilje« (Rold Andersen, 1973: 5). I stedet skal træde ‘det moderne synspunkt’, som anerkender, at borgeren under sin opvækst er udsat for en prægning. Denne skaber et beredskab hos den enkelte, som er afgørende for, hvordan han reagerer på de påvirkninger, f.eks. socialbegivenheder, han udsættes for: »Borgeren har et beredskab, der er blevet bygget op gennem hans tilværelse; en psykisk, fysisk og uddannelsesmæssig struktur, som er skabt af de krav der er stillet til ham og de muligheder, han har haft for at opfylde kravene. I den givne situation udsættes han for påvirkninger, og hans svar afhænger af hans beredskab« (Ibid: 5). Med dette skift drejer det sig ikke længere om at påvise og eventuelt fordømme en fordærvet vilje, men om grad af evne. På denne måde ændres skyldsspørgsmålet: om borgeren besidder denne evne eller ej, er ikke et resultat af hans frie vilje, men derimod et produkt af påvirkninger, som han i ringere grad er herre over selv. Udover at frigøre hjælp til nødlidende fra barmhjertighed og moralisme, udgjorde den universelle velfærd et middel til at overkomme den stigende spænding mellem et ideal om formel lighed og en erfaring af substantiel ulighed i 1800-tallets industrisamfund. Sameksistensen af formel lighed (fastsat af moderne borgerrettigheder og den liberale juridiske og politiske orden) og faktisk økonomiske ulighed (accelereret af kapitalistisk økonomi) skabte sociale spændinger og voldelige opstande i europæiske storbyer. Ved at etablere universelle velfærdsydelser på basis af et forsikringsprincip, kunne de sociale onder i form af nedslidning, ulykker, arbejdsløshed mv. afhjælpes uden at ændre fundamentalt ved den industrielle-kapitalistiske samfundsorden (Donzelot, 1995). Samtidig udgjorde velfærdsstatens universelle institutioner den eneste sikring af de fattige masser, som må forlade sig på disciplinering og selv-disciplinering som deres eneste mulighed. Som Alain Badiou netop påpeger: »Mennesker, som ingenting har – ingen magt, ingen

penge, intet kommunikationsmedium – har blot deres disciplin som en mulig styrke« (Badiou, 2006). Velfærdsstatens universelle forsikringsordninger var et middel til at afbøde spændingerne i sidste halvdel af 1800-tallet; en periode præget af stigende social segregering, massearbejdsløshed, og fattigdomszoner. Og de universelle velfærdsinstitutioner skabte en basal understøtning af ‘dem, der ingenting har, udover deres disciplin’. At hævde den universelle velfærdsstats irrelevans synes at indebære, at denne problematik ikke længere er påtrængende.

Neo-filantropisk formynderi kontra Universalisme Som Badiou for nyligt har påpeget, er der meget, der tyder på, at vi, når det gælder de politiske problemer i vores samtid, er tættere på det nittende end det tyvende århundrede: »Ligesom i omkring 1840 står vi i dag står over for en yderst kynisk kapitalisme, som er sikker på, at den udgør den eneste mulige rationelle organisering af samfundet. Overalt underforstås det, at de fattige selv er skyld i deres egen situation, at afrikanere er tilbagestående, og at fremtiden tilhører enten det ‘civiliseret’ borgerskab i den vestlige verden eller dem, der vælger at følge den samme vej. I dag, ligesom dengang, findes der meget store områder af ekstrem fattigdom også i de rige lande« (Badiou, 2012: 258-259). Også når det glæder dagens socialpolitiske debat, er der visse paralleller til det nittende århundrede. Som flere kommentatorer har bemærket, har denne debat en række elementer – så som skellet mellem værdigt og uværdigt trængende, kravet om hjælp gennem hjælp til selvhjælp og forestillingen om civilsamfundet som en særlig socialpolitisk ressource – til fælles med det nittende århundredes filantropiske diskurs (Villadsen, 2004; Christensen, 2012). Thyssen og Dahl kan til dels læses som repræsentanter for en sådan neo-filantropisk position i dagens socialpolitiske debat, da også de referer til såvel skellet mellem værdigt og uværdigt trængende og hylder tanken om hjælp til selvhjælp. Men mens den filantropiske tankegang, både i dens klassiske og i den seneste udformning, for det meste baseres sig på et liberalistisk menneskesyn, så synes det menneskesyn, som Thyssen og Dahl giver udtryk for, imidlertid at ligge tættere på en vulgær-nietzscheansk opfattelse af menneskeheden som spaltet i to: over- og undermennesker, de dygtige og de udygtige. Og ligesom kernen i Nietzsches (1998: 60) opgør med kristendommen er dens universalisme (»Giften i læren om ‘lige rettigheder for alle’ – kristendommen har på det grundigste udsået den« som han skriver i Antikrist), så har Thyssen og Dahl tydeligvis også et regnskab at gøre op med lighedsmageriet i dets moderne form som universelle velfærdsydelser. Universalismen – også når det gælder velfærdsydelserne – er værd at kæmpe for, fordi den er et værn imod, at vi ender i en situation, hvor den, der rammes af en social eller personlig ulykke, for at kunne

Mange paralleller mellem den aktuelle velfærdsdiskus sion og de sociale spørgsmål i det nit tende århundrede

Universalisme er et værn mod social og personlig ulykke

få hjælp, skal stå skoleret foran et selvbestaltet tribunat af moralister, der på komfortabel afstand deler mennesker op i stærke og svage, viljesstyrede og fordærvede. Ved at forkynde at universalismen er blevet erobret og perverteret af de ‘svage’ bliver Thyssen og Dahls ‘nye’ position ‘hinsides fløjene’ faktisk en velkendt liberal ‘frihed-fra’ position, som er ude af stand til at anerkende, hvordan universalismen også giver ‘frihed-til’ for de mange. Vores forsvar for universalismen hævder ikke at bero på en ‘ikke-politisk’ position, et privilegeret ‘filosofisk blik’, men derimod på en betænkning af den specifikke historiske kontekst for velfærdsstatens opkomst og en vurdering af vores nuværende situation. Mads Peter Karlsen er Post.Doc. ved Københavns Universitet og Kaspar Villadsen er lektor ved Copenhagen Business School.

Referencer Badiou, A., 2010: The Communist Hypothesis, Verso, London. Badiou, A., 2006: »The Saturated Generic Identity of the Working Class – An Interview with Alain Badiou«, What is to be done? Downloaded at: http://www.chtodelat.org/ Christensen, N. F., 2010: »Solidaritet gennem 150 år – i krydsfeltet mellem liberalisme, konservatisme og socialisme« Social Politik – Tidsskrift for Socialpolitisk Forening 2010/2. Donzelot, J., 1995: »Promoveringen af det sociale«, Dansk Sociologi, 6, nr. 3, 92-124. Foucault, M., 2003: Society Must Be Defended: Lectures at Collège de France 1975-76, Palgrave, London. Kant, I., 1999: Grundlæggelse af sædernes metafysik, Hans Reitzels Forlag, København. Nietzsche, F., 1998: Antikrist – Forbandelse over kristendommen, Hans Reitzels Forlag, København. Rold Andersen, B., 1970: Borgeren og tryghedssystemet: Socialreformundersøgelserne, Bind II, Socialforskningsinstituttet, Publikation 44, Teknisk forlag, København Sartre, J-P., 1997: Eksistentialisme er en humanisme, Hans Reitzels Forlag, København. Thyssen, O., 2011: »Det svigtede menneske«, Dagbladet Information 14.11.2011. Thyssen, O & Dahl, H., 2012: »Hinsides højre og venstre«, Dagbladet Information 07.02.2012. Villadsen, K., 2004: »Filantropiens genkomst – Medborgerskab, fællesskab og frihed under ombrydning?« Dansk Sociologi, 15, nr. 1, 45-63.

Civilsamfund og frivilligt socialt arbejde – mere stat forklædt som samfund? Det følgende er en beskeden nyopsætning af en gammel socialpolitisk forestilling med staten og (civil)samfundet som hovedaktører. Instruktøren af forestillingen har set bagud, dels i en John F. Kennedy tale fra 1961 berømt for ordene »Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country«, dels i Bent Hansens 43 år gamle bog »Velstand uden velfærd«. Nå ja, han har også lige været rundt om den gamle tyske sociolog Tönnies’ begrebspar »Gemeinschaft« og »Gesellschaft«, som så dagens lys første gang i 1887. Rolleindehaverne i nyopsætningen spiller dels konfronterende op mod hinanden, dels forenes i mere eller mindre tætte omfavnelser. Et mere konkret dramaturgisk forspil kan drages frem fra (hånd)bogen »Opfordring til selvhjælp« fra 1989. Her indkredser nogle socialrådgivere, på vegne af socialministeriet, »selvhjælpens væsen« ved at henvise til Robinson Crusoe og Fredag. Og ja, ganske rigtigt, Robinson repræsenterer det offentlige behandlingssystem med dets linearitet og økonomiske, rationelle planlægning af midlerne, som skal føre til resultater. Mens Fredag er det naturbarn, som en særlig form for civilisering, betegnet af Bertel Haarder som statskollektivisme, risikerer at deformere. Fredag repræsenterer »det naturlige selvhjælpspotentiale, som findes i alle mennesker«, dvs i bogens sammenhæng det rytmiske og spontane. Med andre ord: Fredag er en metafor for lægfolk, Robinson for fagfolk. I modsætning til en tidligere i dagbladet Information ført debat (i september 1983), hvor forfatteren Hans-Jørgen Nielsen og journalisten Vibeke Sperling skrev en dagsorden frem under overskriften »Mere samfund, mindre stat«, ville socialrådgiverne ikke kun opfordre men også håndfast hjælpe de mangeFredage i Danmark til at hjælpe sig selv i stedet for at lade sig »civilisere« til at blive tillært hjælpeløse statsjunkier/ statsafhængige, som belaster den offentlige økonomi. I modsætning til socialrådgiverne og socialministeriet, mente Nielsen og Sperling nok nærmere, som Tönnies, at et civilt samfund ikke var noget, som kunne

Af Benny Lihme

Hvor er det naturlige selv hjælpspotentiale, som findes i alle mennesker?

Skal socialt arbejde planlæg ges og styres af professionelle og statsfunktionærer?

eller skulle planlægges og styres af professionelle og statsfunktionærer. Så ville det jo ikke være civile fællesskaber mere. Social ingeniørkunst, hvor gruppedynamisk opfindsom, den end måtte være, kan ikke frembringe gemeinschafter oppefra-og-ned, ligesom det er en modsigelse, når de professionelle sendes ud i »ghettoerne« for at styrke beboerne dér. Empowerment er ikke en metode i socialt arbejde men de undertryktes eget værk, for nu at mindes frigørelsespædagogen Paolo Freire. Kan det tænkes, at staten og dens professionelle lønarbejdere »forurener« de selvdannede fællesskaber i en grad, så vi ikke får mere samfund og mindre stat, men mere stat forklædt som samfund? At grænsedragningerne bliver så mudrede, at det bliver svært at se, at det der reelt finder sted er en af-institutionalisering eller formopløsning og de-centrering af statens virke i en form for statsspredning under dække af den falske varebetegnelse »mere samfund«?

Presset på de offentlige udgifter fremelskede ideen om at revitalisere det frivillige sociale arbejde

Filantropi som sektor Især op gennem 1980’erne var mange statstroende (socialister) alarmeret over den nye politiske dagsorden om statsminimalisme og privatisering af socialpolitikken. Det blev set som et anslag mod de retssikkerheds- og lighedsprincipper, som staten stod som garant for på socialt udsatte borgeres vegne. Og når de konservative (Palle Simonsen) lavede en ideologisk frasering over privatisering af ansvaret og overtog Socialistisk Folkepartis begreb om selvforvaltning, blev dette ikke taget for gode varer, men blev set som en smart måde, at legitimere nedskæringer på de offentlige budgetter. Modsætningen mellem de røde og »deres« stat på den ene side og de borgerlige/liberalisterne med deres marked på den anden, har imidlertid kun haft en relativ gyldighed. Det var således socialdemokraten Ritt Bjerregaard, der som den første socialminister for alvor satte gang i den konkrete fusion mellem stat/institutioner/professionelle på den ene side og civile samfund, i form af både 100 år gamle filantropiske organisationer og dagsaktuelle græsrodsbevægelser, på den anden. På en stort anlagt forsøgskonference i juni 1981 slog Ritt Bjerregaard i åbningstalen, sekunderet af partikollega og borgmester i Gladsaxe Kommune Tove Smidth, fast, at brugen af offentlige midler ikke længere bare kunne fremskrives. Hvorfor hun søgte efter de kræfter i befolkningen, som kunne og ville investere sig selv på at være med til at løse de sociale problemer. Ritt Bjerregaard, som i en anden sammenhæng havde karakteriseret socialpolitik som en pacificerende uddeling af »sociale albyler«1, ville omplante de sociale indsatser fra statsbureaukratiet og de umyndig/-klientgørende professionelle til netværk, foreninger og græsrodsgrupper. Jeg deltog selv på konferencen som én af dem Bjerregaard bejlede til – jeg var dengang hhv. formand for bestyrelsen for

anti-institutionen Majgården2 i De Kollektive Børne- og Ungdomsmiljøer og aktivist i Galebevægelsen. I en nærmest homøopatisk bevægelse, med en masse forsøgs- og udviklingsarbejde, blev borgere med sociale problemer efterfølgende til vigtige dele af det, der kom til at gå under betegnelsen »ressourceorienteret socialt arbejde«. Vupti, de sociale klienter og psykisk syge var ikke længere problem, men ressource! Bjerregaard var inspireret af og arbejdede sammen med en gammel britisk Koloni-udsending i Indien, Alec Dickson, og hans organisation Community Service Volunteers. Dickson var blevet arbejdsløs efter Indiens selvstændighed, og var nu sat til at løse indre sociale problemer i England gennem hans speciale »problemægteskaber«. Som spejderbevægelsens Lord Baden-Powell fremhævede Dickson (og Bjerregaard...), at man kunne hjælpe sig selv ved at hjælpe andre, dvs. »problemægteskaberne« bestod i at parre forskellige grupper indenfor den samlede overskudsbefolkning med hinanden (pensionister som besøgsvenner i fængsler og på institutioner, unge kriminelle som lektiehjælp for ghettobørn, idrætsforeninger som fritidsaktivister sammen med handicappede osv.). Efter den utraditionelle socialdemokratiske kickstart er det gået slag i slag frem mod det, der i dag, 30 år senere, betragtes som en etableret sektor i statens socialpolitik. I 1983 var »de private« kommet ind i socialpolitikken, da KFUM’s generalsekretær blev udpeget af socialminister Palle Simonsen til formand for et særligt socialt netværks udvalg. Civil samfunds-begrebet var ikke i cirkulation3 og alternativerne til den institutionaliserede og professionsbårne socialpolitik gik under betegnelser som netværk, familie/pårørende, græsrødder, foreninger, selvforvaltning, borgerdeltagelse, samt det mere ideologisk stridbare »privatisering af ansvaret«. De kritiske røster påberåbte sig, at dette var en ny-liberal form for socialdarwinisme og »survival of the cost benefitest«: Du er ikke kun din egen lykkes smed men også din egen ulykkes årsag. Forestillingen om det frivillige i det frivillige sociale arbejde har løbende forandret sig i retning af det etableredes absorbering af det frivillige, således at det, der oprindeligt var civile samfund, er blevet mere eller mindre statsliggjort. Denne proces har først og fremmest fundet sted gennem en økonomistyring, hvor statens bevillinger og satspulje uddeling til de civile samfund, som vil acceptere at gå ind i løsningen af sociale opgaver, får deres bevillinger gjort afhængige af en vis indordning i statsbureaukratiet og en parathed til at følge det offentliges detailregler i forhold til de i samme periode socialt konstruerede »brugere«. Bureaukratiske idealer og styringsformer er trængt ind i det frivillige sociale arbejde. Og de naive idealister, som har forbundet frivillighed med altruisme, næstekærlighed og solidaritet, blæses af banen

Kan man hjælpe sig selv ved at hjælpe andre?

»Du er ikke kun din egen lykkes smed, men også din egen ulykkes årsag«

Det frivillige arbejde er blevet statsliggjort

Bureaukratisering af det frivillige sociale arbejde

Overbebyrdede frivillige organisationer

Det frivillige arbejde bliver be gravet i New Public Management, der giver mere stat for klædt som samfund

i forbindelse med det, som Jørgen I. Jensen i bogen »Jeg-automaten« (2006) betegner som den nye karrierekultur eller CV-kulturen. Også det frivillige sociale arbejde er blevet til en kulisse for den enkeltes karriere-kalkulerede udfoldelse i stedet for det, som Jensen holder i hævd ud fra et Grundtvigsk livssyn, at i frivilligheden ligger der, at det man gør, er noget i sin egen ret, uden bagtanker eller ideer om, at det skal føre til noget bestemt, som er defineret af andre. Bjarne Lenau Henriksen, tidligere leder af det 100 år gamle civilsamfund Kirkens Korshær, oprettet bl.a. i protest mod en stats- og embedsmandskirke, som manglede solidaritet med de fattige, har i sin 23 år lange tid som leder af en frivillig organisation oplevet det ironiske i, at stat og kommuner hyldede ham og organisationen så meget, at han måtte protestere og kræve mere stat og mindre samfund. I den forstand at Lenau fandt det uforsvarligt, at det offentlige i den udstrækning, som det har været tilfældet, overbebyrdede de frivillige foreninger med opgaver, så de ikke mere med rette kunne betragtes som et supplement til det offentlige, men noget som skulle træde i stedet for det offentlige. De til tider retorisk hårde kampe med Christiansborg har fået Bjarne Lenau Henriksen til at betegne det forandrede samfund som »det postsolidariske samfund«. I hans optik bliver solidariteten for freelancepræget og tilfældig, når socialstaten mere eller mindre abdicerer fra den socialpolitiske trone. En pind til næstekærlighedens og solidaritetens ligkiste har været det nye bureaukratis forklædning af også det frivillige sociale arbejde i New Public Management gevandter. Denne ledelsesfikserede performance magt-diskurs har ifølge Lenau således forandret den barmhjertige samaritaner til en strategisk tænkende og resultatfikseret barmhjertig farisæer: »Hvor den barmhjertige samaritaner ikke havde noget ønske om at bruge sin nødstedte næste til at eksercere sin godhed på og offentligt få bekræftet sin uundværlighed, er den barmhjertige farisæer optaget af at levere synlig dokumentation for, at hans godhed lykkes.« (Korshærsbladet 6/2007). Forsker i frivilligt socialt arbejde, Anders la Cour, har ved flere lejligheder påpeget det modsætningsfyldte i, at staten så gerne vil danne par med de frivillige organisationer, fordi de kan noget, som statens institutioner ikke kan: De er fleksible, tættere på borgerne, lyttende, personlige. Kort sagt hylder staten det særegne ved de frivillige organisationer samtidig med, at selv samme stat stiller NPM krav, om at de frivillige skal underlægge sig professionalisering, dokumentation, måling, standardisering i forbindelse med udliciteringer osv. (Ander la Cour: »Statens frivillighedspolitik op på briksen«, Social Kritik 122/2012). Staten tilbeder de frivillige, fordi de er anderledes, men piller i samme åndedrag det anderledes ud af de frivillige. Hvorfor der ikke er blevet mindre stat og mere samfund, men mere stat forklædt som samfund.

Fra welfare til workfare I dagbladet Information hudfletter Rune Lykkeberg (d. 21.-22. 4. 2012) den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for at tage et opgør med en stat, som ikke længere er der (som dengang i 1985, hvor det var den ægte vare i form af Anders Fogh Rasmussens kamp mod staten). Rune Lykkebergs artikel har overskriften »Til kamp mod en stat, som er væk«. I modsætning til Lykkeberg hævder nærværende essay så det modsatte (eller det samme på en anden måde?), at staten stadigvæk er der, den er bare blevet svær at få øje på, fordi den har forklædt sig som samfund. De sidste 25 års udvikling kan også fremstilles som en bevægelse fra welfare til workfare. Således er socialministeriet i betydelig udstrækning blevet funktionstømt til fordel for beskæftigelsesministeriet. Aktuelt er det således Mette Frederiksen, der tegner den ideologiske kamp, mens Karen Hækkerup har placeret Rambøll Management i socialministeriets maskinrum, hvorfra socialministeren afpolitiseret melder videns- og evidensbaseret ud med de sidste nye amerikanske familie- og børneteknologier, som Rambøll Management har fortalt hende er de mest effektive. Holder de lovede resultater ikke, så købes der bare et nyt og mere effektivt program. Socialministeriet er, via det der nu igen hedder Socialstyrelsen, blevet reduceret til en indkøbscentral, mens det er workfare ministeriet, som taler ideologisk og politisk. Mette Frederiksen gentager den gamle (Venstre) nyhed, at velfærdsstaten kun har givet klienterne noget at leve af, men ikke noget at leve for. Hvilket da er, nu som tidligere, en både relevant og rimelig dagsorden. Problemet ligger mere i, at denne erkendelse bruges til håndfaste objektive forringelser for de socialt udsatte: Får man f.eks. indhold i livet ved at der tages penge fra de socialt udsatte? Er det at gøre sin pligt at blive udbudt som arbejdskraft, der ikke er brug for? Svaret er selvfølgelig nej. Socialdemokraternes og Mette Frederiksens opgør med egen traditions-statsinterventionisme er ikke kun mere klart og effektivt gennemført af Anders Fogh Rasmussen. Den er også lige så patetisk svag som David Camerons forestillinger om et »Big Society« baseret på en form for kommunitarisme, hvor borgernes sociale ansvarlighed er så selvbærende, at staten kan drosle ned. Sociologen Anthony Giddens har i øvrigt rettet en hård og sarkastisk kritik af Camerons George Bush inspirerede skattelettelser-til-de-rige«barmhjertige konservatisme«/«progressive konservatisme«, som ad bagdøren er blevet relevant også i en dansk sammenhæng.

Den usynlige stat forklædt som samfund

Socialministeriet er reduceret til en filial af et manage mentfirma

Nyt socialdemo kratisk mantra: Borgernes sociale ansvarlighed bør være så stor, at staten kan drosle ned

Benny Lihme er redaktør af tidsskriftet Social Kritik.

Noter 14 Jvf.. f.ex. Frances Fox Piven og Richard Cloward: Regulating The Poor. The Functions of Public Welfare. 1971/1993. 24 På Majgården var der glæde over den opmærksomhed, som stedet og dets søsterkollektiv Fjordhøj blev genstand for fra Ritt Bjerregaards side. Men der var også betænkelighed over den pludselige politiske omklamring, en betænkelighed, som jeg i et efterskrift til bogen »Afskum« om Majgården fremstillede ved at abonnere på øko-socialisten André Gorz’ civilt samfunds begreb (Jan Morell & Synnøve Kerrn-Jespersen: »Afskum«. 1981). 34 Civilsamfunds begrebet er vel i dag nærmest helligt; civilsamfund, de gode kræfter uden for stat og marked, som gør godt for Danmark, er på linje med fred og kærlighed blevet til noget, som man ikke kan være modstander af! Og begrebet har naturligvis fået sin helt egen opslagsbog, jvf.. Anker Brink Lund og Gitte Meyer: Civilsamfundets ABC. 2011.

Intern ational socialpolitik

THE GLOBAL AGENDA Socialt Arbejde og Social Udvikling – forpligtelse til at handle! De tre verdensorganisationer indenfor socialt arbejde og social udvikling – Den Internationale Sammenslutning Socialarbejderforeninger (IFSW), Den Internationale Sammenslutning af Skoler for Socialt Arbejde (IASSW), og Det Internationale Råd for Social Velfærd (ICSW) – har i fællesskab sat en global dagsorden »THE GLOBAL AGENDA« indeholdende gensidige forpligtelser til handling. Baggrunden for at sætte en sådan global dagsorden er, at de tre organisationer slår til lyd for en ny verdensorden, med respekt for menneskerettigheder, menneskelig værdighed, samt en anden struktur for menneskelige relationer. Det blev helt tydelig, da over 3.000 socialarbejdere, undervisere og praktikere indenfor social udvikling mødtes i Hong Kong i juni 2010 til Verdenskonference for Social Arbejde og Udvikling. Her besluttedes det at iværksætte en global bevægelse, der vil dagsordensætte de store udfordringer for vore samfund. De delegerede var enige om, at de tre verdensorganisationer skal udtale sig markant ud fra den erfaring og viden som deres medlemmer besidder. De delegerede bekræftede behovet for at organisere sig omkring centrale og relevante sociale spørgsmål på tværs af de respektive arbejdsfelter. Baseret på beslutningerne i Hong Kong er der de sidste to år blevet arbejdet på at konkretisere en række mål til at opfylde den fælles stræben efter social retfærdighed og social udvikling, og i marts 2012 præsenterede de tre organisationer deres foreløbige arbejde for offentligheden og for højtstående repræ-

sentanter fra FN; Bl.a.: De tre organisationer forpligter sig til at støtte, påvirke og muliggøre strukturer og systemer, der sætter fokus på grundlæggende årsager til undertrykkelse og ulighed. De forpligter sig til helhjertet og hurtigt at arbejde sammen med brugergrupper og andre, der deler mål og ønsker, mod det mål at skabe en mere social ligeværdig og retfærdig verden, som vi stolt kan overlade til kommende generationer. De tre organisationer vil i perioden 2012-2016 fokusere indsatsen på følgende områder: • Fremme af social og økonomisk lighed og af menneskelig værdighed og værdi • Arbejde for miljømæssig bæredygtighed • Styrke anerkendelsen af betydningen af menneskelige relationer. Nu og frem til og med 2012 udvikles et program for 2012-2016, der også muliggør samarbejde med andre, der deler de samme forpligtelser til handling. Organisationerne vil i løbet af 2012 etablere en implementeringsplan med fokus på monitorering og reviews, der formidles via regelmæssige rapporter målrettet de globale miljøer af socialarbejdere, undervisere i socialt arbejde og praktikere indenfor social udvikling – og tilgrænsende miljøer. Se mere på: www.globalsocialagenda.org og http://www.swsd-stockholm-2012.org/ShowNews. aspx?n01tknkey=6 Nicolai Paulsen, IU

SO CI A L PO LIT IS K FORE NING

Præsentation af landsstyrelsens medlemmer 2012 Robert Olsen Formand for Socialpolitisk Forening 2012-

Robert er i det daglige forstander for Kofoeds Skole. Har tidligere været forstander for Mændenes Hjem og formand for den brugerdrevne bestyrelse i hjemløseavisen Hus Forbi. Robert har arbejdet meget med hjemløse og misbrugere. Dette i praksis f.eks. med oprettelse af plejehjem til ældre misbrugere som ved deltagelse i f.eks. Narkotikarådet Skadereduktionsgruppe, og diverse ministerielle arbejdsgrupper på udsatte området. Robert er blandt andet sygeplejerske af uddannelse og født i 1960 på Nørrebro.

Preben Etwil Landstyrelsen (tidl. hovedbestyrelsen) 2008-

Preben kom ind i Socialpolitisk Forening i forbindelse med Den alternative Velfærdskommission i 2004-2005. Preben arbejder til dagligt med statistik på det sociale område. Socialpolitisk Forening er for Preben det sted, hvor hans private politiske og sociale engagement kan medvirke til skabelse af rammer for en oplyst debat om social politik på et faktuelt grundlag. Preben er uddannet økonom, født 1951.

Mads Engholm Landsstyrelsen 2010-

Mads ønsker med sit frivillige arbejde i Socialpolitisk Forening at medvirke til at skabe rammer og retningslinjer, som kan give en bredere kreds - især unge - rum til at deltage i en oplyst debat om socialpolitik. Mads’

baggrund i bl.a. studenterbevægelsen gør at uddannelsespolitik, ungdomsarbejdsløshed og unge i kanten af fællesskabet er blandt kerne-interesserne. Mads sidder i øvrigt i bestyrelsen i Missionen Blandt Hjemløses kollegium på Gl. Køge Landevej. Mads er antropolog, født i 1973.

Louise Dülch Kristiansen Landsstyrelsen 2012-

Louise er nyvalgt medlem af Landsstyrelsen, er medlem af Regionsbestyrelsen i Øst og er ligeledes medlem af Hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening. Louises interesser er indenfor det økonomiske, kulturelle, og de faglige konflikter, der opstår internt og eksternt i organisationer og mellem mennesker. Interessefeltet er at forsøge at påvirke aktører i samfundsdebatten i et forsøg på, at påvirke socialpolitiken på det sociale område. Louise arbejder til dagligt med udsatte børn i Høje Taatrup kommune.

Birthe Povlsen Landstyrelsen 2012-

Nok et nyt ansigt i landsstyrelsen, fynbo, bosat i Jylland. Birthe har et mangeårigt socialpolitisk engagement bag sig – social- og ikke partipolitisk. Birte sidder i Dansk Socialrådgiverforenings lokalbestyrelse og arbejder som konsulent i Socialstyrelsen Esbjerg/Odense. Birthe finder Socialpolitisk Forenings arbejde spændende, da vi er med til at bringe viden ud, f.eks. om socialt udsatte. Dette er vigtigt, da der er en alarmerende uvidenhed i befolkning og blandt beslutningstagere. I sit arbejdsliv som socialrådgiver har Birthe beskæftiget sig med snart sagt alle typer af sociale problematikker og målgrupper. Birthe er socialrådgiver, født 1954 i Middelfart.

S OCIALPOLITISK FORENING Ninna Hoegh Landstyrelsen 2012-

Som ansat i Projekt Udenfor gennem 11 år og nu som direktør, har Ninna et stort kendskab til hjemløshed og beslægtede problematikker. Ninna er optaget af at bringe sin indignation og viden videre i et samfund, der på det sociale område er præget af uvidenhed. Ninna er desuden optaget af det internationale samarbejde i organisationerne FEANTSA og SMES Europa. I det daglige er hun bl.a. optaget af problematikker omkring udenlandske hjemløse i Danmark, EU-strategi og romaer. Hun har været initiativtager til skulpturudstillingen Welcome Homeless, der bl.a. har gæstet Europaparlamentet. Ninna har organisatorisk set fokus på at generationsskiftet i landstyrelsen skal gå godt. Ninna er cand.ling.merc i fransk, direktør, født 1967 i Sønderborg.

Lise Jordahn Landsstyrelsen 2012-

Med afsæt i alsidig praktisk og teoretisk erfaring fra socialt arbejde i kommuner, udsatte boligområder og u-landsarbejde, har Lise siden 2008 været afdelingsleder på Professionshøjskolen Metropol i Institut for socialfaglig og pædagogisk efter- og videreuddannelse. Lise er bl.a. optaget af, hvordan uddannelse bedst bidrager til professionsudvikling – herunder hvordan professionerne konstruktivt kan samarbejde med frivillige i udviklingen af meningsfulde velfærdsindsatser for udsatte grupper. Lise er socialrådgiver og cand. pæd. soc., født 1967 i København.

Annelise Murakami Landsstyrelsen 2012-

Annelise er lektor i socialt arbejde ved Socialrådgiveruddannelserne på Professionshøj-

skolen Metropol. Annelise har siddet i Socialpolitisk Forenings internationale udvalg de sidste tre år. Annelise har i sit virke fokus på omfordelings- og anerkendelsesdillemmaer i forhold til udsatte og marginaliserede grupper. Dels har hun arbejdet med disse grupper på statsligt, kommunalt og NGO niveau, og dels har hun lavet undersøgelser af udsatte gruppers forhold. Annelise er optaget af betydningerne af globalisering, rettigheds- og identitetsdimensioner m.v. og på hvorledes der kan arbejdes for mobiliserende fællesskaber i en stadig mere individualiseret og neoliberal tidsperiode. Annelise er lektor, født 1966 i Japan.

Nina Særkjær Olsen Landstyrelsen 2012-

Nina er uddannet socialrådgiver med en efterfølgende kandidat i socialt arbejde. Hun brænder dels for det sociale arbejde, og dels for at Socialpolitisk Forening som organisation fortsat skal medvirke til at præge udviklingen og debat på det sociale område. Nina er tidligere studentermedhjælp i Socialpolitisk Forenings sekretariat så hun har en værdifuld viden om hverdag og opgaver i sekretariatet. Nina er Faglig Konsulent, født 1982 i Brørup.

Allan Bærentzen Landssekretær 2012-

Allan er nyansat landssekretær i Socialpolitisk Forening. Opgaverne inkluderer servicering af landsstyrelse, afdelinger, Socialpolitisk Råd, IU. Desuden udgivelse af Social Politik, foreningens administration, medlemsstyring, finansiering og gennemførsel af projekter. Allan er cand.scient.soc. i socialvidenskab/filosofi, født 1966 i Roskilde.

SO CI A L PO LIT IS K FORE NING

Nogle gange er det ok at være positiv En af de mærkesager en række sociale organisationer, blandt andet Socialpolitisk Forening, har haft igennem gennem mange år, er ønsket om en dansk fattigdomsgrænse. Nu har Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup nedsat et ekspertudvalg, som skal undersøge ud fra hvilke kriterier, det er relevant at opgøre fattigdom i Danmark. Samtidig skal de have fokus på fattigdomsfælder, samt faktorer, der kan bringe mennesker ud af fattigdom. Problemstillingen er kompleks, så der er gode grunde til at belyse dette. For eksempel følger de sociale ydelser ikke længere prisudviklingen. For mange mennesker betyder det stigende udgifter til opretholdelse af dagligdagen og øger risikoen for økonomisk fattigdom. Dette er bare en af flere problemstillinger, hvor vi trænger til at komme ned i materien og blive enige om, hvor grænsen går, for hvad vi vil acceptere som minimumslevevilkår for medlemmerne i vores samfund. Men penge er ikke alt, og derfor er det også positivt, at ekspertudvalget skal arbejde med fattigdomsindikatorer, som kan være med til at forværre den enkeltes socioøkonomiske situation. Det kan være boligforhold, uddannelsesniveau, beskæftigelsesmuligheder og sundhedssituation. I kommissoriet for ekspertudvalget fremgår det, at udvalget også skal se på fattigdomfælder og faktorer, der kan bringe mennesker ud af fattigdom. Formuleringerne i kommissoriet virker handlingsrettede og peger på initiativer, som kan hjælpe mennesker ud af fattigdom. Det vil kun være velkomment.

Ekspertudvalget bør også arbejde med indikatorer for de mennesker, som står helt uden for det sociale system, men som – legalt eller illegalt – opholder sig i det geografisk afgrænsede rum, der hedder Danmark. Det er de mest fattige, og de lever uden rettigheder og penge. Men hvor mange er de? Hvor mange lever som hjemløse uden rettigheder? Hvor man lever på det grå/sorte arbejdsmarked uden faglige rettigheder. Hvem er disse mennesker? Hvor mange ryger ud af kontanthjælpssystemet og lever uden indkomster? Hvem er det, som lever af at samle flasker og andet uautoriseret arbejde? Hvem er det, som tigger på gaden og hvorfor? Hvor stor er graden af henholdsvis inklusion og eksklusion hos de forskellige grupper? Der er masser gode spørgsmål, der kan stilles og som kan blive indikatorer for fattigdommen i Danmark. Ikke kun en måling af økonomien for de mennesker, som er på overførselsindkomster, men også de som er uden. Luderen, lommetyven, pusheren, »de ikke registrerede arbejdere« er også en del af vores fattigdomsproblem. Også når de kommer fra andre dele af verden, men står på gaden i København. Der kommer næppe færre eller flere fattige af at vi får et ekspertudvalg. Men det er nu positivt, at Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup har nedsat et ekspertudvalg, som skal se på en fattigdomsgrænse og eventuelle handlingsmuligheder. Vi ser frem imod, hvad ekspertudvalget barsler med i marts 2013. Robert Olsen Forstander for Kofoeds Skole og formand for Socialpolitisk Forening

Socialpolitisk Forenings ledelse Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole Landsstyrelsen Annelise Murakami, Internationalt udvalg Birthe Povlsen, Dansk Socialrådgiverforening Lise Jordahn, Professionshøjskolen Metropol Louise Dülch Kristiansen, Dansk Social rådgiverforening Mads Engholm Nina Særkjær Olsen, redaktionen Ninna Hoegh, Projekt UDENFOR Preben Etwil, redaktionen Socialpolitisk Råd Landsstyrelsen, samt Carl Christensen (Nordjylland) Ejgil Aagaard (Fyn) Knud Olsen (Viborg) Anja Sigvard Nielsen (Lolland og Falster)

Ninna Leth (Sydvestjylland) Ove Lund (Hovedstaden) Viggo Jonasen (Århus) Bettina Post, Dansk Socialrådgiverforening Christian Sølyst, LO Hanne Thomsen, Diakonissestiftelsen Heiner Lützen Ank, Kirkens Korshær Jette Høy, FTF Lis Pedersen, BUPL Mandana Zarrehparvar Internationalt udvalg Bjørn Christensen, formand Annelise Murakami Joan Münch Kay Jokil Mandana Zarrehparvar Ole Hammer Ole Meldgaard

Socialpolitisk Forenings lokalafdelinger Socialpolitisk Forening Fyn Formand Ejgil Aagaard Ejgil.aagaard@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Formand Ninna Leth nl@cvu-vest.dk

Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Formand Knud Olsen knudoglydia@dlgtele.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen asn@boligsocial.dk

Socialpolitisk Forening Århus Formand Viggo Jonasen viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Carl Christensen carl-eva@stofanet.dk

kalender 2012  14. – 17. juni

Folkemødet Bornholm - Stop Fattigdom Nu initiativets telt: Følgende organisationer samles i Stop Fattigdom Nu initiativets telt: EAPN Danmark, Frelsens Hær, Frivilligt Forum, Projekt UDENFOR, Rådet for Socialt Udsatte og Socialpolitisk Forening.

Torsdag d. 14/6 16.00 – 19.00: Alternativ sommerskole og debatterende vaffelcafé med hjemløsefokus, Projekt Udenfor.

Fredag d. 15/6 9.00 – 11.00: Alternativ sommerskole og debatterende vaffelcafé med hjemløsefokus, Projekt Udenfor. 12.00 – 15.00: Udenlandske hjemløse i Danmark, Frelsens Hær (servering af suppe).

14.00 – 15.00: Udsatte familier og civilsamfundet, RUC, EAPN, Frelsens Hær og Frivilligt Forum. 16.00 – 18.00: Social innovation, Hvem, Hvorfor & Hvordan?, Socialpolitisk Forening.

Søndag d. 17/6 kl. 9.00 – 11.00: Civilsamfundet mere på banen?, Frivilligt Forum.

16.00 – 17.30: Er udsathed aflyst? Rådet for Socialt Udsatte.

Lørdag d. 16/6 9.00 – 11.00: Unge ta’r ansvar – hvad gør samfundet? Frivilligt Forum, EAPN. 12.00 – 14.00: Findes der fattigdom i Danmark? Frelsens Hær (servering af suppe til lyden af musik).

Se mere på www.socialpolitisk-forening.dk og på www.folkemødet.dk  21. juni

Socialpolitisk Råd Møde i Socialpolitisk Råd, Kofoeds Skole.

 8. – 12. juli

ICSW Social Work Social Development 2012: Action and Impact. Verdenskonference i Stockholm. Se mere på www.swsd-stockholm-2012.org

 28. august

Kritisk Socialt Forum, formøde Formøde for medarrangører af konference om ungdomsarbejdsløshed.

 Oktober

Working Poor, ICSW Datoer for ICSW ekspertseminaret om ‘Working Poor’ ikke endeligt fastlagt. Seminaret afholdes på Kofoeds Skole.

 22. november

Stop Fattigdom Nu! NGO netværksmøde Stop Fattigdom Nu initiativet mødes. Sted Rådet for Socialt Udsatte ell. Kofoeds Skole.

Socialpolitisk Forening · Strandgade 6, st. · 1401 København K. · www.socialpolitisk-forening.dk