Social Politik Nr. 4, 2015 - På vej mod en evidensæra 2.0?

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 4 / 2015

TEMA

PĂĽ vej mod en

?

evidensĂŚra

2.0

INDHOLDSFORTEGNELSE TEMA

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Tanja Dall (fung. ansv.)

Se øvrige bagerst i bladet.

Dette nummer er redigeret af: Martin Fjording og Matilde Høybye-Mortensen Redaktionssekretær: Katrine Muusmann Gerdes og Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse.

Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter.

Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st.

1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.100 Forsidefoto: Okko Pyykkö (CC BY 2.0, https://creativecommons.org/ licenses/by/2.0/legalcode)

På vej mod en evidensæra 2.0?

Martin Fjording og Matilde Høybye-Mortensen På vej mod en evidensæra 2.0?................................. 3 Turf Böcker Jakobsen Begreber bliver brugt i blinde.................................... 6 Peter Østergaard Andersen Hvad betyder dokumentationsarbejde for pædagogisk faglighed?........................................... 11 Kirsten Harboe og Helene Hindberg Dokumentationen har taget overhånd...................... 16 Lars Uggerhøj Vidensproduktion i socialt arbejde........................... 21 Maiken Kruse Westergaard Et skridt tilbage som vejen frem............................... 26 Stella Mia Sieling-Monas og Per Westersø Vidensbasering af socialt arbejde – Glimt fra FORSA’s årsmøde 2014.......................... 31 Klumme Finn Sørensen Endnu en pind til socialpolitikkens ligkiste................. 35 Lokalforeninger Socialpolitisk Forening Hovedstaden UDENFOR // INDEFRA – Fortællinger om ikke at høre til.............................. 36 Internationalt Udvalg Ole Meldgaard Social tryghed i Norden.......................................... 37 Del praksiserfaringer med ENSACT.......................... 38

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Joint World Conference on Social Work, Education and Social Development.......................... 38

3

På vej mod en evidensæra 2.0?

AF MARTIN FJORDING OG MATILDE HØYBYE-MORTENSEN

I løbet af de sidste 10 til 15 år er evidensbølgen for alvor skyllet ind over det socialpolitiske landskab. Evidens, effektmålinger og dokumentation er blevet helt centrale elementer i både den socialpolitiske tænkning og i det sociale og pædagogiske arbejde. Både selve politikken og de indsatser, der iværksættes, skal evidensbaseres. »Viden, der virker«, har i mange år været mantraet.

Evidens, effektmålinger og dokumentation har uden tvivl været med til at kaste lys over et ellers tåget område. Fra indsatser, vi enten følte var gode, indsatser der var politisk flertal for, eller fordi det var det, vi altid har gjort, har videns- og evidensbaserede tilgange til socialt arbejde givet øget indblik i sociale indsatsers virkning og til dels givet klarhed over, hvorfor og hvordan de virker. Denne vidensbasering har også åbnet for, at vi nu i højere grad kan undersøge, hvad vi får for pengene – og med hvilke indsatser, det bedst kan betale sig at sætte ind med, altså de såkaldte cost-benefitanalyser. Bedst og billigst, som det har lydt, ikke bedst eller billigst.

Evidens, effektmålinger og dokumentation er samtidig blevet socialpolitiske buzzwords, der rækker ud over en (videnskabelig) nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der virker, så vi kan få den bedst forankrede socialpolitik og hjælpe udsatte bedst muligt. Evidens er nærmest blevet lig med dokumenteret (videnskabelig) viden og viden nu lig med effekt. Og vel efterhånden i en sådan grad, at når noget er evidensbaseret, så ved vi (per automatik), at det virker.

Evidensbaserede tilgange er også en bestemt måde at betragte socialpolitikken og det sociale, pædagogiske arbejde på, hvori ligger nogle særlige styringslogikker og rationaler, der rammer både forvaltningers og de konkrete sociale indsatsers og frontpersonalers handlemuligheder ind. Samtidig kan det indebære en række (uheldige) bivirkninger.

Eller sagt på en anden måde; at rulle et evidensregime ind over socialpolitikken er ikke et ‘uskyldigt’ foretagende, der emmer af neutralitet og objektivitet. F.eks. kan der være en tendens til, at når man måler indsatser på en bestemt måde, så tilrettelægges arbejdet i forhold til at opfylde målene, ikke nødvendigvis i forhold til det, der er mest behov for hos borgeren eller det, som skaber størst udvikling. En tendens man gennem talrige studier også har set indenfor et område som internatio-

4 nal bistands- og udviklingarbejde. Her har man set, at kravet om målbarhed kan påvirke, hvem der får hjælp – og hvem der ikke får. Samtidig kan krav om målbarhed skabe et underliggende incitament til, at man visiterer de mindre ressourcesvage, og altså derved øger muligheden for en positiv effekt.

Sidst er der store økonomiske interesser bundet op på en sådan ny socialpolitisk tænkning. Effektmåling er blevet så centralt, at man formentligt ikke skal gøre sig mange forhåbninger om at få midler til projekter fra store offentlige puljer, hvis ikke evidens, måling og dokumentation indgår i ansøgningen. Dermed bliver det til et konkurrenceparameter i kampen om de altid knappe ressourcer: Den, der kan skrive sig bedst ind i evidensbaseringen og dokumentationskravene, vinder.

Med evidensbølgen har målinger og dokumentation filtreret sig videre ned og ud i de sociale indsatser. Både i form af, at indsatser skal være evidensbaserede og i form af, at medarbejdere og frontpersonaler skal dokumentere. Spørgsmålet er, hvad det gør ved det sociale arbejde? Hvilken kvalitet har al denne dokumentation, og hvad bliver den brugt til? Hvordan opleves det af frontpersonalet, og hvad gør det ved det sociale og pædagogiske arbejde? Det er nogle af disse temaer, vi sætter fokus på i dette nummer af Social Politik.

Vi lægger ud med en artikel af Turf Böcker Jakobsen, som i et tilbageblik gennem de sidste 15 år, afdækker evidens som det måske mest centrale begreb i debatten om socialt arbejde. Han peger bl.a. på, at introduktionen af evidensbegrebet i Danmark ikke var forskningsdrevet, men snarere et resultat af øget pres på statsforvaltningen og dermed i høj grad koblet til et behov for økonomisk effektivisering. Et forhold der sjældent kastes lys over og diskuteres. Han afslutter sin artikel med spørgsmålet, om vi er på vej ud af evidensens første tidsalder – og om vi dermed er på vej til en evidensæra 2.0, hvor vi skruer ned for evidensretorikken og istedet ‘bare’ kan fokusere på vidensbaseringen af det sociale arbejde.

I forlængelse heraf afdækker Peter Østergaard Andersen, hvordan dokumentations- og evalueringskrav er med til at påvirke den pædagogiske praksis. Han viser, hvordan aktiviteterne, og ikke mindst den opmærksomhed de tillægges, medvirker til at skabe en hel række af mere eller mindre bevidst tilsigtede forandringer for den pædagogiske faglighed. Han peger på udviklingen af to forskellige – og modstridende – former for professionsforståelser, samtidig med at der med dokumentationsarbejdet skabes en tendens til en hierarkisering af fagprofessionelle.

I næste artikel af Kirsten Harboe og Helene Hindberg kastes et blik på dokumentation set ud fra praktikerens perspektiv. Med udgangpunkt i at udføre dokumentationen i praksis, stiller de spørgsmål ved hvilken

5 form for dokumentation og vidensskabelse, der er nyttig i arbejdet?

Giver dokumentationen mening – og for hvem skal det give mening?

Og hvordan påvirker det deres arbejde med socialt udsatte?

Hernæst sætter Lars Uggerhøj fokus på vidensproduktionen i den socialfaglige praksis, hvordan vi skaffer denne viden, og hvordan vi kan gøre det til en del af en bredere socialfaglig vidensproduktion. Han viser tre modeller herfor og argumenterer for tættere samarbejdsrelationer mellem praksis og forskning med en stærk praksisforankring i forhold til, hvad der skal undersøges og hvordan – og som en anden, bedre tilgang end de mere top-down styrede evidensprogrammer.

I næstsidste artikel af Maiken Westergaard stilles der skarpt på et ofte overset forhold omkring evidensbaserede programmer, nemlig implementeringen. Forskning om implementering inddrages ikke systematisk i selve modellerne. Med udgangpunkt i PTMO-programmet påpeger hun, at der kan være meget store nationale forskelle, og hvor der ikke tages højde for, hvordan det påvirker implementeringen af programmerne. Noget kan tyde på, at Maiken Westergaard generelt har en pointe: Souschef i Socialstyrelsens kontor for Sårbare Unge og Integration, Michael Karlsen, forklarede i BT, lukningen i 2015 af den stort anlagte evidensbaserede Multifunc-institution i København med ‘implementeringsudfordringer’.

Temanummerets sidste artikel, af Stella Sieling-Monas og Per Westersøe, er glimt fra FORSAs årsmøde 2014, hvor temaet var ‘tilgange og veje til vidensbasering af socialt arbejde’. Her blev der særligt stillet skarpt på relationen mellem viden, uddannelse og praksis. Med indlæg fra hvert område diskuteredes det, hvordan viden kommer ud i praksis, og hvordan der skabes et dynamisk samspil mellem de tre arenaer.

Med dette har vi – ud fra en række forskellige vinkler – forsøgt at tage temperaturen på evidens- og dokumentationsområdet anno 2015 og slå et par strenge an i forhold til, hvor vi er på vej hen.

God fornøjelse!

6

Begreber bliver brugt i blinde Gennem de sidste 15 år er evidens blevet det måske mest centrale begreb i debatten om socialt arbejde. Alligevel lader den evidensbaserede praksis vente på sig. Misforholdet er ikke så overraskende, hvis man ser på, hvordan evidens er blevet introduceret og stadig bliver diskuteret.

AF TURF BÖCKER JAKOBSEN

Tilbageblik Tidspunktet er begyndelsen af det nye årtusinde. Stedet er en større dansk kommune. Personerne er en række døgninstitutions-forstandere, en kommunal udviklingskonsulent samt et par unge socialforskere. Jeg udgør 50 procent af forskerteamet, og missionen er klar: anbringelsesområdet i kommunen skal udvikles, og vi skal efter aftale med forvaltningen evaluere institutionerne, dvs. beskrive arbejdet med de anbragte børn og unge i forhold til målgrupper, metoder, organisering, osv.

Stemningen er dårlig. Udviklingskonsulenten har netop beskrevet vores opdrag, og uroen ulmer. Forstanderne er dybt skeptiske, og de har svært ved at se pointen med hele øvelsen. I løbet af mødet bliver det dog klart for alle, at evalueringen ikke står til diskussion, og at forstanderne forventes at åbne deres døre for undersøgelsen. Stemningen er ikke blevet bedre, da mødet slutter.

Efterfølgende taler vi med udviklingskonsulenten om baggrunden for den modstand, der nærmest var til at skære i under mødet. Han trækker på skuldrene og siger, at døgninstitutionerne hidtil har været små kongeriger med enevældige herskere, og at forstanderne ikke er vant til at få trukket noget som helst ned over hovedet, heller ikke fra deres kommunale arbejdsgiver. ‘Men det stopper nu’, fortsætter han.

‘De bliver nødt til at kunne fortælle os, hvordan de arbejder, hvad deres mål er, hvilke pædagogiske metoder de bruger, osv. Ellers får vi jo aldrig udviklet det her felt.’

Et paradigmeskifte på vej i de tidlige 00’ere

Pengene fosser ud af statskassen!

I bakspejlet var det en form for paradigmeskifte, jeg var vidne til i de tidlige år af det nye årtusinde. På både kommunalt og statsligt niveau

7 var man for alvor begyndt at interessere sig for, hvad der foregik på det sociale område, hvordan ressourcerne blev brugt, og hvad der kom ud af anstrengelserne. Denne interesse havde flere årsager, men var ikke mindst udtryk for et politisk forklaringsproblem.

Op gennem 1990’erne dukkede et stigende antal mediehistorier op om, at udgifterne ‘eksploderede’ på det sociale område. Det skandaløse i disse historier var ofte, at ikke blot steg udgifterne uden, at nogen kunne forklare hvorfor – der var heller ingen, der kunne fortælle, hvad man fik for pengene, og om indsatserne faktisk virkede efter hensigten.

En lignende kritik begyndte at lyde fra Rigsrevisionen, der af flere omgange påpegede, at det var vanskeligt at se, hvor godt man lykkedes med de sociale indsatser, når der manglede klare målformuleringer, og at fx satspulje-milliarder blev uddelt, uden at der blev stillet krav om dokumentation for, at indsatserne gjorde en forskel for de berørte grupper.

Socialministeriet fandt et svar på den stigende legitimitetskrise i begrebet evidens. Med målrettet bistand fra den private konsulentverden og med inspiration fra især USA og England begyndte man fra statsligt hold at formulere sig markant anderledes om mål og metoder i det sociale arbejde. Nu skulle der arbejdes evidensbaseret. Det betød ikke kun, at der måtte formuleres målkrav til de sociale indsatser. Der blev også behov for en langt mere detaljeret dokumentation af arbejdet, for hvordan skulle man ellers kunne vurdere, om målene blev nået? Det var således også i denne periode, at resultatmåling for alvor begyndte at vinde frem i kommuner og statslige institutioner.

Endelig kom der fokus på den mere hardcore evidens, dvs. de evidensbaserede metoder, som især var under udvikling i USA og den videnskabelige påvisning af resultater via effektstudier. Dette var et decideret nybrud i dansk socialforskning, og det tog fart, da det lykkedes Socialministeriet at få et Nordisk Campbell Center (senere SFI-Campbell) placeret i Danmark. Centrets fornemste mål var at øge evidensudbredelsen gennem produktion af metastudier om effekter af forskellige typer velfærdsinterventioner. På samme tid begyndte man så småt at importere og evaluere en række af de amerikanske evidensbaserede programmer, særligt med fokus på indsatser til børn og unge med adfærdsvanskeligheder. Socialstyrelsen fik ansvaret for at udbrede disse metoder til kommunerne.

Introduktionen af evidensbegrebet var således ikke forskningsdrevet, men primært et resultat af øget pres på statsforvaltningen – og dermed også fra starten koblet sammen med behovet for økonomisk effektivisering. Denne sammenhæng diskuteres sjældent åbenlyst.

Måske skyldes det, at ønsket om evidens fremstår idealistisk og typisk præsenteres som udelukkende et spørgsmål om at sikre udsatte borgere den optimale behandling på det bedst tænkelige vidensgrundlag.

Et politisk forklaringsproblem

Kritik fra Rigs­ revisionen af brug af satspulje-milliar­ der uden krav om dokumentation

Effektstudier, et nybrud i dansk socialforskning – Nordisk Campbell Center placeres i Danmark

Evidensbegrebet ikke forsknings­ drevet

8 Dermed forekommer bestræbelsen mod mere evidens også at være hævet over politisk-økonomiske hensyn. Intet kunne dog være mindre korrekt, hvilket bliver tydeligt, hvis man nærlæser debatten om evidens gennem årene.

I en artikel fra januar 2015 i Mandag Morgen med den sigende titel ‘Milliarder bliver brugt i blinde’ anfører SFI-direktør Agi Csonka bl.a.: ‘Vi bruger mange penge på sociale indsatser, som vi ikke er sikre på virker.

Der er stort behov for at vide mere om, hvad der virker’. I samme artikel vurderes det, at ‘under 10 pct. af de samlede milliardudgifter til socialområdet bliver brugt på evidensbaserede metoder, som man med sikkerhed ved virker’. Styringen af det offentlige udgiftsnivau ligger som en understrøm gennem hele evidensdebatten. Bevægelsen hen mod en evidensbaseret praksis skal ikke bare sikre, at det sociale arbejde bliver af en højere kvalitet til borgerens bedste. Det skal også blive billigere.

Evidensbaseringen af det sociale arbejde ikke gået som forventet

Meget dokumenta­ tionsarbejde giver ikke mening for de udøvende socialarbejdere

På vej mod en evidensbaseret praksis?

Hvordan er det så gået med bestræbelserne på at evidensbasere det sociale arbejde? Ikke helt som forventet, hvilket også fremgår af skuffelsen blandt ledende embedsmænd og forskere i den nævnte artikel. På landsplan er det stadig kun en mindre del af de sociale indsatser, der er baseret på evidensbaserede metoder. Kommunerne har ikke just stået i kø for at kaste sig over metoderne, der ofte kritiseres for at være ude af trit med de udfordringer, som praksisfeltet står overfor. Til gengæld er der sket en voldsom udvikling i forhold til dokumentation af processer og resultater i det sociale arbejde, hvilket ikke er det samme som en evidensbasering, men dog kan ses som et skridt i denne retning, fordi systematiske dokumentationsredskaber ofte er en forudsætning for at arbejde evidensbaseret.

Også på dette punkt synes udviklingen at have affødt mere kritik end jubel blandt praktikere, især fordi meget af dokumentationsarbejdet ikke synes at give mening for de udøvende socialarbejdere, men i stedet opfattes som udtryk for øget økonomistyring og kontrol. Denne forståelse er da heller ikke uden substans. Det er som om, at man på kommunalt og på statsligt niveau gerne både vil blæse og have mel i munden: Øget dokumentation og brug af evidensbaserede metoder skal udgøre redskaber til faglig udvikling, øget brugertilfredshed – og økonomisk trimning af organisationerne. Der synes generelt at være begrænset erkendelse af, at denne sammenblanding gør hele øvelsen illegitim for praktikerne, der ofte frygter for nedskæringer i allerede pressede institutioner og forvaltninger.

Mere generelt kan man sige, at hele den retorik, der anvendes omkring indførelsen af en evidensbaseret praksis, ofte står i vejen for netop denne ambition. Når politikere og embedsmænd bliver ved at formulere

9 sig firkantet om, at ‘vi skal vide, hvad der virker’, har det utilsigtede konsekvenser på flere planer.

For det første får ønsket om mere evidens ofte følgeskab af den fejlslutning, at alt det sociale arbejde, der ikke er evidensbaseret, afslører sig selv som uvirksomt. Tidligere socialminister Karen Hækkerup gjorde sig fx i 2012 bemærket med et forslag om ‘et opgør med indsatser, der ikke virker’. Forslaget gjaldt indsatser for udsatte børn og unge og faldt efter, at Rambøll Management i en samfundsøkonomisk analyse havde beregnet, at man årligt kunne spare 2,5 mia. kr. ved at anvende fire konkrete metoder (Rambøll, 2012). Bortset fra at grundlaget for analysen var tvivlsomt – slægtspleje er fx ikke en ‘metode’ med et klart defineret indhold, man blot kan vælge at indføre – så var den skarpe markering især uheldig, fordi socialministeren dermed fik lagt afstand til de 90 procent af praktikerne på det sociale felt, der ikke arbejder med evidensbaserede metoder. Ret beset giver det da heller ikke mening at tale om, at langt hovedparten af det sociale arbejde, som udføres i dag ‘ikke virker’. Mange indsatser har ikke videnskabeligt dokumenterede effekter – men det er i sagens natur noget andet end at sige, at de er uvirksomme.

For det andet forudsættes det gerne i debatten, at evidensbaserede metoder bare ‘virker’. Virkeligheden er, at der er svingende erfaringer med mange af de evidensbaserede metoder, og at de i sig selv er genstand for faglige og videnskabelige kontroverser. Fx lykkes det ikke altid at vise samme gode effekter i andre sammenhænge end i den kulturelle kontekst, hvor metoden oprindelig er udviklet – og indimellem fremkommer der tilmed meget forskellige resultater (fra betydelig til ingen effekt). Det sidste har bl.a. været tilfældet med behandlingsmetoden multisystemisk terapi (MST), som retter sig mod kriminelle unge. Denne usikkerhed i forhold til, om indsatsen reelt er mere effektiv end mere traditionelle tilgange, har dog ikke afholdt metoden fra at blive udbredt i en lang række lande, herunder Danmark og de øvrige nordiske lande.

Fra et praktikerperspektiv betyder det, at det nemt kommer til at virke useriøst, når politikere, embedsfolk og medier ukritisk bliver ved med at tale om at udskifte ‘defekte’ metoder med ‘virksomme’.

Sidst men ikke mindst ligger der i evidensretorikken en uudtalt præmis, som gør det vanskeligt at diskutere ny viden på det sociale område på en tilstrækkelig nuanceret måde: Det forudsættes, at det altid er muligt at skabe sikker viden om effekterne af sociale indsatser.

Man overser, at der på mange områder og især ved indsatser med høj kompleksitet ikke er udsigt til, at det kommer til at ske. Det kan der være etiske, forskningsmæssige eller andre årsager til, men fremstillingen af, at vi altid kan etablere sikkerhed for, hvad der er ‘bedst’ at gøre for et socialt udsat menneske, skaber urealistiske forventninger og et forsimplet verdensbillede, som de fleste socialarbejdere har svært ved

Retorikken: ‘Vi skal vide, hvad der virker’ har utilsigtede konsekvenser

Manglende ­evidensbasering ikke lig med ­manglende effekt

Meget forskellige effekter af samme indsats, f.eks. MST

10 at genkende sig selv i. Det kunne være klædeligt med lidt mere ydmyghed i evidensdebatten og en anerkendelse af, at de udfordringer, som det sociale felt står overfor, ikke altid kan reduceres til et spørgsmål om virkninger og effekter.

På vej mod en ny evidensæra?

Lys for enden af tunnelen Muligvis er meget af det, jeg beskriver, allerede fortid. Måske er vi på vej ud af evidensens første tidsalder. I hvert fald er der tegn på, at en evidensbaseret praksis ikke længere blot betragtes som adoption af præfabrikerede programmer og metoder, men at det i højere grad handler om at stå på skuldrene af den meget forskelligartede viden, der genereres indenfor det sociale område i disse år. Denne udvikling synes primært at komme ‘nedefra’ – fra de kommuner, der ikke tager metoderne for givet, men betragter udviklingen af det sociale arbejde som en kulturforandring, der involverer hele det kommunale system.

Måske når vi på et tidspunkt dertil, at vi helt kan droppe de store armbevægelser og det lille ‘e’ – og bare tale om vidensbaseret socialt arbejde.

Turf Böcker Jakobsen er antropolog, ph.d. og projektleder i Forbrugerrådet Tænk. Han er tidligere programleder og seniorforsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

FRA LANDSFORENINGEN

Konklusionen fra sidste års Folket åbner Tinget var, at vores samfund står over for nogle meget store udfordringer, som vi ikke kan ignorere. Økonomien har rystet markederne verden over, uligheden i befolkningen stiger og vores klima forandres af et stadigt stigende CO2-udslip. Dannelsen af den nye Venstre regering har ikke gjort disse misforhold mindre aktuelle. Hvis vi ikke iværksætter en bæredygtig omstilling af vores samfund, vil de forandringer, vi kommer til at opleve, have vidtrækkende konsekvenser for alle.

Samfundets udviklingsmuligheder er tæt forbundet med uddannelsessystemet og hvordan det formes. Det er et fælles ansvar at definere fremtiden og skabe de uddannelser og derved de jobmuligheder samfundet skal bygge på. Derfor sætter initiativet Folket åbner Tinget i år fokus på, hvilke udfordringer inden for miljø, ulighed, demografi og vækst en nær fremtid byder på og hvilke uddannelsesmæssige løsninger, der er brug for.

Læs mere på www.folketåbnertinget.dk

11

Hvad betyder dokumentationsarbejde for pædagogisk faglighed?

Artiklen har baggrund i undersøgelser af dokumentation og evaluering i daginstitutioner og beskriver, hvordan disse aktiviteter får betydning. Artiklen fokuserer især på, at akti­ viteterne og den opmærksomhed de tillægges medvirker til at skabe en hel række ikke bevidst tilsigtede forandringer for den pædagogiske faglighed.

AF PETER ØSTERGAARD ANDERSEN

Det er ganske relevant at stille spørgsmål om, hvad dokumentationsarbejde betyder for pædagogisk faglighed. Fordi dokumentationsarbejde tiltrækker sig meget opmærksomhed, der knytter sig mange forhåbninger til det, der bruges meget tid på det, og der er absolut delte meninger om dets berettigelse.

Jeg vil gerne begynde med at fortælle lidt om, hvorfor spørgsmålet er umuligt entydigt at besvare. For det første er dokumentationsarbejde, og de forhåbninger man kan have til det, vanskeligt at belyse isoleret, dvs. som en selvstændig aktivitet. Det indgår nemlig som et af flere elementer, der alle samtidig bidrager til de måder det offentlige styrer og styres på i nutiden, ofte betegnet som ‘nye styreformer’, selv om de allerede har et par årtier på bagen. Det er vanskeligt at forstå, hvad dokumentationsarbejde betyder, hvis det ikke betragtes sammen med flere andre fænomener, fx at alle pædagogiske aktiviter i stigende omfang skal evalueres ud fra mål og resultater, og at pædagogikken i stadig højere grad betragtes ud fra et økonomisk perspektiv, dvs. at opdragelse og uddannelse anskues som investeringer i ‘human kapital’, der skal kunne betale sig og måles. I praksis influerer dokumentation, evaluering og pædagogik som human kapital på hinanden og kommer let til at forstærke hinanden.

Et andet forhold, der gør det vanskeligt at svare på, hvad dokumentationsarbejde betyder for pædagogisk faglighed, handler om, at man

Dokumentations­ arbejdet skal forstås i sammen­ hæng med flere andre fænomener

12

Forskellige kulturer kan betyde forskellige dokumentations­ praksisser

Forskellige og modstridende former for professionalisme

Erhvervsmæssig professionalisme

Organisations­ mæssig professionalisme

Standardiserede modeller og kon­ cepter på licens

i konkrete institutioner har forskellige institutionskulturer. Det er ud fra disse lokale forhold, at arbejdet med at dokumentere fortolkes og praktiseres. Således kan kommunale dokumentationskrav fortolkes og efterleves på én måde i én institution og på en ganske anden måde i en anden institution (se Andersen 2013: 117-149). Det er ret elementært, men tillægges ofte for ringe betydning.

Et tredje og sidste forhold, der gør det vanskeligt at besvare spørgsmålet entydigt, handler om, hvordan kommunerne prioriterer dokumentationsarbejdet i institutionerne, både hvor højt det vægtes, og hvordan det søges styret. Det vender jeg tilbage til senere i denne artikel.

Professionalisme forandrer sig Sociologen Evetts (2006) har opsummeret, hvordan der udvikler sig en anden og forandret professionsforståelse, der karakteriserer arbejdet under nye betingelser. Hun peger på, at der har udviklet sig to forskellige og modstridende former for professionalisme, nemlig ‘erhvervsmæssig professionalisme’ og ‘organisationsmæssig professionalisme’.

Den første er den overvejende traditionelle historiske form, som bygger på diskurser, som er konstruerede inden for professionerne selv og omhandler faglige skøn og beslutningstagen i komplekse sammenhænge under udøvelse af kollegial autoritet. Kontrollen, der udøves, er baseret på tillid til de praktiserende professionelle fra både klienter og arbejdsgivere. Den forvaltes af praktikerne selv, den fungerer i kraft af en stærk socialisationsproces ind i professionens arbejdskultur, og dens etiske koder, som overvejes og forvaltes af professionelle institutioner, foreninger og sammenslutninger. Denne form for professionalisme er under pres fra den organisationsmæssige professionalisme, som er en »kontroldiskurs, som i stigende udstrækning anvendes af ledelser i arbejdsmæssige sammenhænge. Den bygger på rationalistiske beslutningsformer, hierakiske autoritetsstrukturer, standardisering af arbejdspraktikker, accountability, målstyring og resultatkontrol, certificering m.v.« (Evetts 2006:140f).

Evetts beskrivelse af de tendenser, der karakteriserer professionerne, er i høj grad relevante for de pædagogiske professioner og deres faglighed. De nævnte forhold såsom autoritetsstrukturer, standardisering af arbejdspraktikker, accountibility, målstyring, resultatkontrol og certificering er alle genkendelige tendenser af betydning for den pædagogiske faglighed. Autoritetsstrukturerne hierakiseres således igennem ‘stærkere’ ledelser og differentierede ledelser (fx adskillelse af områdeledelse og daglig pædagogisk ledelse), standardiseres i form af, at man i mange institutioner arbejder ud fra standardiserede pædagogiske modeller og koncepter, som kommunerne har foreslået eller pålagt institutionerne at arbejde med. Disse modeller og koncepter oppebærer i

13 mange tilfælde licens, dvs. ‘producenten’ tager sig betalt for både brug af materialet og for at certificere og uddanne institutionsmedarbejdere til at anvende det som foreskrevet. Den faglighed, som modellerne og koncepterne bygger på, er således ikke lokale forhold og erfaringer, men ofte indhentet i internationale sammenhænge og hævdes på denne måde at have generel karakter. Modellerne og koncepterne begrundes ofte ud fra, at de er såkaldt ‘evidensbaserede’, og at de derfor repræsenterer ‘sikker viden’, og ‘viden der virker’. Fortalerne for at bevæge den pædagogiske faglighed i denne retning vil hævde, at det pædagogiske arbejde på denne måde bliver evidensbaseret og mere effektivt, fordi det bygger på ‘viden’, (hvor ‘viden’ her betyder målbar viden) frem for de professionelle praktikeres erfaringsviden. Det er dog et diskutabelt argument, idet alle modeller og koncepter i pædagogisk praksis bliver gjort til genstand for forskelligartede fortolkninger (se Anderschou & Harrits 2014). Endvidere er det problematisk at overse pædagogisk praksis’ helt fundamentale kontekstafhængighed, dvs. at den baserer sig på lokale forhold. Endelig er opfattelsen af, hvad ‘der virker’ og er ‘sikker viden’ her meget snæver, hvorfor den ikke – eller kun vanskeligt – kan favne kompleksiteterne i pædagogisk praksis.

Ændrer praksis sig?

I det følgende vil jeg fokusere på nogle af de processer, der ikke er egentlig planlagte eller tilsigtede, men som alligevel får betydning. Det kan fx være øget specialisering blandt medarbejdere, ledere der bliver tydeligere kontrollører, øget ekspertstatus over for forældre, nedprioritering af alle andre aktiviteter end dem, der udnævnes til at være de vigtigste etc.

Tager vi udgangspunkt i et eksempel, der handler om en forholdsvis ny aktivitet i daginstitutionerne, nemlig sprogvurdering af børn, er det interessant at undersøge, hvad dette afstedkommer. Sprogvurderingen af de 3-årige børn, der aktuelt er et tilbud til forældre, som mange tager imod, er opbygget som en ‘rigtig test’. Modsat andre og tidligere udbredte prøve- og dokumentationsformer i daginstitutionerne, hvor pædagogerne uformelt kan iagttage et barn over et længere tidsrum (dage og uger), uden at barnet nødvendigvis mærker noget til det, da det observeres i dets hverdagsliv. Sprogtesten kræver derimod, at barnet placeres ved et bord sammen med den voksne, der skal teste barnet. Testen skal nemlig følges punkt for punkt, således at den voksne spørger barnet om konkrete spørgsmål og noterer præcist, hvad barnet svarer. Fortalerne for dette arrangement vil hævde, at sprogtesten medvirker til at udpege børn, der har et utilstrækkeligt sprog på et tidligt tidspunkt, og at man derfor vil kunne sprogstimulere børnene mere effektivt. Modstandere vil hævde, at dygtige pædagoger i forvejen har

Diskutabel evidensbaseret viden

Problematisk at overse ­praksis’ kontekst­ afhængighed

14

Utilsigtede konsekvenser af brugen af sprogtest

Fare for at ­ ædagoger i p ­stigende grad ­ liver ‘teknikere’ b

Forældre og ­pædagoger ­betvivler sjældent testresultater

kendskab til, hvordan børn udvikler sig, også sprogligt, og at sprogtesten bygger på et diskutabelt sprogsyn.

Hertil kommer en række andre konsekvenser, som så vidt vides ikke er tilsigtede. En af dem er, at det testede barn placeres i en uvant situation i et lukket rum med en pædagog, som det ikke er muligt at relatere sig til sådan som det plejer at gøre i hverdagen, fordi pædagogen nu skal være neutral og objektiv. Barnet placeres i en rendyrket præstationssituation, som er atypisk for daginstitutionspædagogiks normalt kompetenceunderstøttende forståelse. Barnet kan ikke sige nej til at blive testet og forstår ikke, hvad testarrangementet egentlig går ud på.

De pædagoger, der tester børnene, benævnes ofte ‘sprogpædagoger’ og tildeles på denne måde en særlig rolle og betydning i institutionerne, dvs. det er udtryk for en hierakisering og specialisering af positioner.

Resultatet af testen peger på forskellige grader af behov for fremadrettet sprogstimulering af børnene. På denne måde sætter den første punkt på dagsordenen for alt det pædagogiske arbejde. Der er en tæt sammenhæng imellem, at forhold, der bliver nøje målt og dokumenteret, også tildeles en almen større betydning og placeres centralt i det pædagogiske arbejde. Samtidig er der fare for, at pædagoger i stigende grad bliver ‘teknikere’ i den betydning, at de primært skal forvalte materiale og procedurer, som de pålægges at følge, som det er tilfældet med sprogvurderinger, pædagogiske modeller og koncepter. Det betyder, at den førstnævnte bredere professionsforståelse med vægt på professionernes egen autonomi, faglige skøn, egen etik m.v. skydes i baggrunden til fordel for en mere teknisk håndtering af arbejdsmåder, der kommer til ‘udefra’ af forvaltere og andre, der gerne vil have dokumentation for, at pædagogerne skaber noget, der er synligt og målbart.

Styrket ekspertstatus?

De enkelte pædagogiske praktikere behøver imidlertid slet ikke at opfatte udviklingen som her beskrevet som en dekvalificering og en tendens til at blive ‘teknikere’. Mange pædagoger, der fx sprogtester børnene, giver udtryk for, at de finder, at resultaterne medvirker til, at de kan konsolidere deres position over for forældrene. Hvor de tidligere kun kunne henvise til deres erfaringer og skøn, når et barns udvikling og eventuelle problemer blev drøftet med forældrene, kan de nu føle sig på mere sikker grund, fordi de har fået en såkaldt objektiv test at henvise til. De har noget uden for dem selv, noget tilsyneladende indiskutabelt at begrunde deres vurderinger ud fra. Det er tilsyneladende meget sjældent, at forældre og pædagoger mere grundlæggende betvivler testens resultater eller resultaternes rækkevidde. Denne accept af viden, indhentet igennem test, får måske en ganske væsentlig betydning for den pædagogiske faglighed fremover, hvis accepten af test på dette

15 ene område breder sig til en mere principiel accept og et syn på børn som nogle, der med fordel kan anskues og vurderes ud fra, hvad de kan præstere i standardiserede forsøgsopstillinger.

Pædagogisk dokumentation Der har sideløbende med den oven for beskrevne udvikling igennem en længere årrække eksisteret en anden opfattelse af dokumentation, nemlig den såkaldte ‘pædagogiske dokumentation’. Den er oparbejdet ud fra hensyn til, at pædagogiske praktikere kan reflektere over deres egen pædagogiske faglighed, dvs. den har til formål at gøre pædagoger klogere på at forfølge deres og børnenes pædagogiske processer, som de tager sig ud og har betydning for de, der deltager i dem. Her arbejdes der med et betydeligt bredere begreb om ‘resultater’, og hvor det snarere handler om at støtte, hvad der forekommer meningsfuldt for børn og pædagoger. Man kan måske sige, at ‘ånden’ i den først omtalte professionsopfattelse her søges bevaret i form af vægt på faglig autonomi, faglige skøn, etik m.v. men videreudviklet og kvalificeret i kraft af øgede krav om selvrefleksion, selvkritik og nye fremgangsmåder. Den peger på nødvendigheden af lokale, differentierede, teoretisk funderede og erfaringsbaserede professionelle, refleksive skøn – modsat flere og flere standardiseringer (se Dahlberg & Moss 2005). Det er et alternativ, der har en vis udbredelse internationalt, men som herhjemme kun har fået stedvis (lokal) udbredelse.

Peter Østergaard Andersen er Mag.art. & Cand.Mag, ph.d. og lektor i pædagogik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Har især arbejdet med klassisk og moderne pædagogisk teori, barndoms- og professionsforskning samt evaluerings- og dokumentationsvirksomhed.

Litteratur Andersen, P.Ø. (2013): Pædagogiske læreplaner, dokumentation og evaluering.

København: Hans Reitzels Forlag Dahlberg, G. & Moss, P. (2005): Ethics and Politics in Early Childhood Education.

Oxfordshire & New York: RoutledgeFalmer Evetts, J. (2006): Short Note: The Sociology of Professional Groups. Current Sociology, 54 (1): 133-143.

Anderschou, S.B. & Harrits, G.S. (2014): Mellem viden og styring: En analyse af teknologiske forandringer i relationen mellem stat og profession. I: Harrits, G.S., m.fl. (red.): Professioner under pres. Aarhus: VIA Systime

Anden form for dokumenation med fokus på proces og læring

16

Dokumentationen har taget overhånd Dokumentation er både godt og vigtigt. Det kan være et es­ sentielt redskab i kommunikation og samarbejde. Det er det, hvis dokumentationen er enkel, gennemskuelig og brugbar i dagligdagen. Og når de, der udfører den, oplever ejerskab i forhold til, hvad den skal bruges til. Problemet inden for socialpsykiatrien er, at dokumentationen vokser og sætter vildskud. Ingen har længere overblik over den, der er tvivl om hvem, den er til for, og tvivl om, hvordan og hvornår den skal bruges. Dokumentationsbyrden har flyttet tyngden i kontakt­ personarbejdet fra samvær med beboerne til mere og mere kontorarbejde. Mange dage bruger personalet mere tid bag en computer end i samvær med beboerne. Det fagligt base­ rede relationsarbejde er kommet under pres.

AF KIRSTEN HARBOE OG HELENE HINDBERG

For 8 år siden skulle man løbende skrive notater, når der skete nyt, hvis beboeren virkede anderledes eller havde det dårligere end normalt, eller hvis man på anden måde vurderede, at kollegerne ville have glæde af en bestemt information. Kontrollen med medicinhåndteringen var striks, hvilket også er rimeligt, da det kan få ret slemme følger, hvis man pludselig får byttet om på to personers medicin eller lignende. Den gav mening for os medarbejdere. Så var der handleplanen, der skulle udformes engang hvert halve år. I denne rapport skulle man rundt i stort set alle afkroge af beboerens liv og beskrive det og de områder, som man sammen med vedkommende havde besluttet, at der skulle arbejdes med. Beboerne havde som regel ikke havde lyst til at medvirke eller kun i mindre omfang. Men stadig gav det dog en slags mening. Der blev evalueret og tænkt over tingene, og selvom mange beboere fandt det ligegyldigt, så kunne det bruges til at afgrænse de problemstillinger, der blev fundet væsentlige for den enkelte og til at begrunde valg af, hvordan der blev arbejdet og til at vurdere om det hjalp.

17 Besværgelige systemer De seneste mange år er der imidlertid sket ændringer. Foruroligende ændringer. Først og fremmest har ‘de højere magter’ (om det er politikerne eller administratorerne i kommunens socialforvaltning er uvist) bestemt, at alle skal dokumentere i systemet CSC, et ulogisk og ikkeintuitivt system.

Systemet virker halvfærdigt og uigennemtænkt (det bliver jævnligt opdateret, fordi dele af platformen ikke fungerer). Det tager meget lang tid at blive fortrolig med og er ganske uoverskueligt netop, fordi det ikke er logisk eller enkelt bygget op. Det tager utrolig meget tid fra kerneopgaven, som er: At få dannet et nært, godt og tillidsfuldt forhold til den enkelte beboer, for at støtte denne i at få et så godt liv som muligt på egne præmisser.

Ikke nok med at selve dokumentationsdatabasen er svært tilgængelig. Personalet bliver også oversvømmet med ekstramateriale, der efter sigende skal ‘optimere indsatsen’ og ‘kvalificere arbejdet’. For eksempel: Et af redskaberne, der er obligatorisk i Københavns Kommune er Forandringskompasset. Det er en effektmåling, der skal tydeliggøre beboernes personlige udvikling på en objektiv måde indenfor bestemte områder fx socialt, økonomisk, beskæftigelsesmæssigt – og det vurderes i tal. Det består af i alt ti områder, som man hver især skal sætte ind på en 10-trins tal-skala, der til sidst danner en stjerneformet figur. Det skulle give et samlet billede af beboerens livsomstændigheder og illustrere, hvilke områder, der kunne trænge til at blive udviklet, og om der er sket en udvikling for borgeren, siden den sidst blev lavet.

Det objektive i kompasset kan der i høj grad sættes spørgsmålstegn ved, da vurderingerne altid er afhængige af, hvem der foretager dem. Mennesker udvikler sig ikke nødvendigvis lineært. Det er vanskeligt ikke at opfatte tallene som ‘karakterer’, for hvordan man klarer livet.

Nogle mennesker i socialpsykiatrien har brug for, bare, ikke at få det værre, end de har det, og det kan kræve virkelig mange kræfter af dem at overkomme daglige, nødvendige gøremål. For mange er det et stort fremskridt at kunne sætte en vask over selv, at kunne gå i Netto eller selv ringe til lægen. Det er noget, der godt kan tage flere år at nå frem til. Kompasset presser beboeren: »Uha, jeg får at vide, at jeg slet ikke har udviklet mig. Jeg må og skal tage mig sammen«. Det presser også medarbejderen: »Hjælp, jeg har ikke sørget for, at beboeren har udviklet sig. Måske er jeg slet ikke god nok til mit arbejde?«. Udviklingskrav, der ikke i tilstrækkelig grad er afstemte med den enkeltes virkelighed, kan meget nemt øge fornemmelsen af fiasko i livet, en fornemmelse mange mennesker i socialpsykiatrien har rigeligt af i forvejen.

Store ændringer med svære og ­ulogiske systemer

Forandrings­ kompasset

Måltal for hvordan man klarer livet

18

Når dokumentation ikke har en prak­ tisk funktion, for­ svinder meningen og motivationen

Sær idé om ensretning

Praktikerens lod: Gøre dokumentation til et meningsfuldt pædagogisk redskab Det falder i kontaktpersonernes lod at omsætte kompasset til et meningsfuldt pædagogisk redskab i samværet med beboeren. At det er tidskrævende siger sig selv, det gælder ikke kun selve udførelsen, men som oftest også det motivationsarbejde, der går forud, inden borgeren vil være med til det, hvilket de som oftest kun vil, fordi de ikke vil genere deres kontaktperson. De færreste beboere er i stand til at forholde sig til kompasset. Flere finder det direkte ubrugeligt eller ubehageligt. Andre er bare ligeglade med det. Når de mennesker, som vi angiveligt skulle hjælpe og støtte ikke finder, at disse tiltag gavner dem, hvem er de så tiltænkt? Er det for beboeren? Er det til medarbejderen? Er det til lederen, så han/hun kan se, om medarbejderen nu også er effektiv nok? Er det til forvaltningen? Er det til politikerne? Og hvad er formålet? Kontrol? For at kunne sætte ind med forbedringer? For at kunne ‘effektivisere’ og ‘kvalitetssikre’ (ny-ord for at kontrollere)? Når dokumentationen ikke umiddelbart har et klart mål eller en praktisk funktion, så forsvinder meningen og dermed motivationen og interessen. Er denne form for effektstyring, som forandringskompasset er et eksempel på, vitterlig med til at ‘optimere indsatsen’ og ‘kvalificere arbejdet’? Og hvad betyder ‘kvalificere’ i denne sammenhæng, når personalet oplever, at det meste af dokumentationen snarere er en tidsrøver og en hæmsko frem for en hjælp?

Hvis man zoomer ud og forsøger at få et overblik over den svulmende og evigt voksende dokumentationsbunke, tegner der sig et billede. Alle kravene om at dokumentere, endda triple-dokumentere samme information tre forskellige steder, er ikke for at lette arbejdet, inddrage beboerne mere eller sikre, at ingen bliver glemt. Det er simpelthen en måde at forsøge at ensrette feltet på og kontrollere personalets arbejde ned i mindste detalje. Ofte har vi spurgt om meningen med en ny procedure og får samme svar hver gang: »Det er et krav«.

Jamen, det er jo ikke en forklaring! Der må være nogen, der kan give et svar på, hvad formålet er. Da det endnu ikke er sket, må det være fordi ingen ved det, eller også fordi sandheden er for ubehagelig til at afsløre overfor ‘dem på gulvet’.

Filosofien bag – et mistillidsvotum Det er hele filosofien bag, der er generende. Ikke nok med, at det er et mistillidsvotum overfor det socialpsykiatriske personale, det er også gennemtrumfet uden føling med, hvad beboere på bosteder ønsker eller har brug for. Det er en del af en sær idé om, at man kan ensrette tilbuddene og arbejde fuldstændig ens og derigennem

19 fastslå, om det er en succes. Det er muligt, at dette kan lade sig gøre i produktionen. Man kan måske med fordel ensrette fremstillingen af biler eller skjorter. Indenfor det område vil det så også give mening at indsætte robotter i dele af processen. Der er bare et stort aber dabei, når vi taler om arbejdet med mennesker (og måske især, når vi taler om mennesker med psykiske lidelser) og det er, at alle mennesker er forskellige. Ikke to mennesker opfatter tingene ens. Ikke to mennesker reagerer ens på samme påvirkning. Derfor er idéen om en ensrettet socialpsykiatri dømt til at mislykkes og i øvrigt tegn på et mekanisk menneskesyn.

Det er velkendt, at det offentlige har været udsat for massiv kritik i forhold til ineffektivitet og mangel på fokus på faglighed og professionalisme. Meget af kritikken er sikkert berettiget og bør selvfølgelig tages seriøst, men konklusionen og løsningen er katastrofal: I stedet for at vise tillid hele vejen rundt, fra beboere til personale og interne ledelse på bostederne, og tage en reel debat om, hvad socialpsykiatrien kan og skal, så har man fra politisk-administrativt hold valgt kontrol, nidkær overvågning og cost-benefit tankegang, der overhovedet ikke hører hjemme i social-og sundhedssektoren.

Som del af en faggruppe er det voldsomt generende at have så lidt at skulle have sagt i forhold til, hvordan arbejdet skal udføres. Det bliver et spørgsmål om den enkelte medarbejders vilje og evne til at underlægge sig procedurer, som han/hun ingen indflydelse har på.

Som kritiker af systemet bliver man mødt med ‘positive omformuleringer’ og ‘anerkendende tilgang’ i stedet for kvalificerede dialoger om tingenes tilstand. De digitale systemer og instrukser er blevet så detailreguleret og ændrer sig så hurtigt, at vi personale i praksis kommer til at fokusere mere på at ‘dække vores ryg’, dvs. gøre det rigtige, så man ikke kan klandres for noget efterfølgende (ikke glemme, udfylde skemaerne korrekt, reagere efter instrukspunkterne). Det går ud over relationsarbejdet i samværet med borgerne, i kontaktpersonernes fokusering på; at skabe samvær og situationer, der giver mening for de enkelte. Og det dræber arbejdsglæden, følelsen af at være et voksent, ansvarligt menneske, ønsket om at udføre sit job så godt som muligt.

Man tvinges konstant til at gå mere op i, om man nu har skrevet en given oplysning det rigtige sted på den rigtige måde end at tænke over, hvordan man bedst støtter beboerne i deres tilværelse. Det lægger op til en fejlfindingskultur, der giver vagtsomhed og mistro i stedet for tillid. En nulfejlskultur giver et rigtig ubehageligt arbejdsmiljø i socialt arbejde: enten er noget rigtigt, eller også er det forkert, hvilke i samspil mellem mennesker sjældent er tilfældet. Det er ikke befordrende for et rummeligt og grundlæggende venligt miljø at færdes i hverken for beboere eller personale.

Bedre med tillid til personale og ledelse

Fejlfindingskultur

20

Relationsarbejdet nedprioriteres –

– erstattes af instrukser

Det fagligt baserede samvær kraftigt nedtonet Nærværet, fordybelsen, kreativiteten og det fagligt baserede samvær er blevet kraftigt nedtonet i takt med, at den detaljerede, skemalagte dokumentation er blevet voldsomt opgraderet. Det er netop de kvaliteter i kontaktpersonarbejdet, der er kernen i relationsarbejdet, og som dokumentationen helst skal understøtte. De kvaliteter bliver ikke italesat eller tillagt ret meget værdi i dagligdagen længere. Det opleves som manglende respekt for relationsarbejdernes faglighed. Og beboerne oplever et mere og mere fortravlet personale, hvis opmærksomhed er rettet mod en computer frem for samvær med dem. Hvem er det, der tror, at personalet bliver bedre til at støtte andre i at leve deres liv på selvstændige præmisser, når vi selv skal følge mere og mere detaljerede instrukser for, hvordan vi skal handle – ikke mindst instrukser, der gælder for alle over en kam, uanset hvem det er, og hvad de vil med deres liv?

Relationsarbejdet, det fagligt baserede samvær, er kommet under pres. Det bliver påtrængende at spørge, om der overhovedet er taget stilling til, om relationsarbejdet er – og bør være – det bærende princip i socialpsykiatrien? Hvis man mener, at det skal det, bør kvalificeringen af det socialpsykiatriske arbejde i mindst ligeså høj grad fokusere på tiltag, der fremmer den rummelige og selvansvarlige relation mellem de mennesker, der både arbejder og bor i en socialpsykiatrisk organisation.

Kirsten Harboe og Helene Hindberg er socialpædagoger. Begge har arbejdet som kontaktpersoner i Københavns Kommunes socialpsykiatri i ca. 8 år.

21

Vidensproduktion i socialt arbejde Socialt arbejde har gennem de seneste år været udsat for et massivt politisk og administrativt krav om, at skulle ‘gøre det, der virker’. Dette effektivitetskrav har oftest medført iværksæt­ telse af registreringer, dokumentation og effektmålinger. Der er nok ikke tvivl om, at det er muligt at øge effektiviteten gen­ nem denne type tilgange, men spørgsmålet er, om det styrker vidensproduktionen. Altså om socialarbejderne nødvendigvis bliver fagligt mere kompetente af at blive mere effektive.

AF LARS UGGERHØJ

Vidensproduktion Jeg vil i denne artikel se på mulighederne for at styrke den faglige kvalificering i det sociale arbejde – og her bl.a. introducere elementer fra praksisforskning som et muligt redskab til forøgelse af vidensproduktionen, som fremfor ‘ren’ forskning har karakter af en blanding af vidensforøgelse og igangsættelse af læreprocesser. Jeg vil indlede med et par påstande omkring vidensproduktion i et forsøg på at positionere både mig selv og praksisforskning.

Påstand 1: Vi bør i højere grad interessere os for kvalitet end for økonomi!

Viden om resultaterne af investeringer og indsats i det sociale arbejde knytter sig stærkt til vurderinger af indsatsernes økonomiske konsekvenser og omfang. Den slags viden er naturligvis nødvendig, når der er tale om håndtering af den største samlede udgiftspost (‘social beskyttelse’) i de offentlige udgifter for 2015 på ca. 480 mia. kr. årligt (www. dst.dk). Men det er ikke den eneste viden, der er brug for i den socialfaglige praksis. Faktisk kan man spørge sig selv, om de ressourcemæssige forhold er nødvendige at have indsigt i, når man skal producere socialfaglig viden. Hvis vi taler om socialfaglig praksis, samler interessen sig nærmere om kvalitet i arbejdet fremfor kvalitet i økonomien. Det er i den forbindelse mere fornuftigt at koble kvalitetsvurderinger på de processer, som kan føre til øget viden. Hermed gøres økonomiske vurderinger ikke irrelevante. De placeres blot hos den ledelse, som har

22 ansvar for afdelingens/institutionens budget og fritager dermed kvalificeringsprocessen for denne ‘forstyrrelse’.

Svag interesse for at styrke ­vidensproduktion i praksis

Nødvendigt at praksis får lettere adgang til forsk­ ningsresultater

Traditionel forskning i socialt arbejde

Påstand 2: Vi bør i højere grad interessere os for viden end for effektivitet Mens der er nok interesse for økonomien og forsøgene på at kunne måle det sociale arbejde på vægtskåle, er der derimod ganske lidt interesse for at styrke vidensproduktion i praksis – der hvor det sociale arbejde foregår – og for forståelser af, hvordan det sociale arbejde kan kvalificeres midt i dets eget kompleksitet og af det væld af interessenter, der er i feltet. Fremfor at gribe til forsimplingen af det sociale arbejde – som effektmålinger, dokumentation, etableringen af evidensbaserede databaser har tendens til – bør man nærmere gribe til ‘kompleksiteringen’ af det sociale arbejde. Det er i den forbindelse ikke et spørgsmål om, at den ene form for viden – den der skabes ud fra kontrollerede forsøg, effektmåling m.v. – er evidensbaseret og den anden form for viden – den der skabes ud fra kvalitativt baserede læringsprocesser – ikke er det. Der er i begge tilfælde tale om evidens. Mit udgangspunkt er forståelsen af evidens som en ‘videnskabelig dokumentation’ (Zacharia 2013). Det centrale er, at det skal fremgå klart, hvordan man nået frem til resultaterne – hvilke valg er der foretaget metodologisk og analytisk.

Kort sagt en gennemskuelighed, som giver brugerne af forskningen mulighed for at gennemskue, hvordan forskeren er kommet frem til sine resultater og hvilke bias, der indgår i undersøgelsen.

Udviklingen af forskning, som understøtter vidensproduktionsprocesser, er ikke enkel at igangsætte, bl.a. fordi det udfordrer traditionerne for vidensudvikling, som primært er foregået top-down fra forskning til praksis. Selvom denne type kundskabsproduktion er nødvendig i socialt arbejde, kan socialt arbejde ikke nøjes med dette. Det er nødvendigt for samfundet også at udnytte den kundskab og de forståelser, der produceres af og i praksis, ligesom det er nødvendigt at give praksis mulighed for at have lettere adgang til forskningsresultater – ikke bare for praksis’ skyld, men også for samfundets, brugernes og forskningens skyld. Forskningen må dermed i højere grad end i dag bygge på behov og forståelser i praksis og ikke ensidigt på behov og forståelser i forskning.

Praksisforskning Ofte vil ny udvikling kræve nye rammer. En mulighed for dette er at knytte denne type vidensudvikling til praksisforskning. Når vi taler om praksisforskning tegner der sig 3 positioner: Én position, som jeg karakteriserer som traditionel forskning i socialt arbejde. En form for forskning, hvor såvel forskningsspørgsmål, design, dataindsamling, analyse som formidling styres og gennemføres af eks-

23 terne forskere. Der er i processen primært tale om samarbejde vedr. den konkrete data-indsamling – det vil sige, at praksis indgår som eller giver adgang til informanter. Der er ikke tale om partnerskab vedr. undersøgelsens elementer, og praksis har ingen reel indflydelse på forskningsprocessen. Forskerne har her en særlig interesse i at forske i praksis og i at skabe resultater, som kan anvendes af praksis, men indgår ikke i et løbende og forpligtigende samarbejde.

En anden position har det udgangspunkt, at praksisforskning er typer af forskning, evalueringer og undersøgelser udført af praktikere.

Danskeren Knud Ramian og amerikaneren Erwin Epstein har bl.a. udviklet og afprøvet denne position. De fokuserer på ‘forskere i praksis’, som består af »fagfolk der arbejder mindst 80% af deres arbejdstid i praksis – det vil sige, at de i snit passer deres almindelige arbejde 4 dage om ugen, mens de forsker den femte dag« (Ramian 2013: 2), og hvor interessen samler sig om »research-inspired principles, designs and information (…) to answer questions that emerge from practice in ways that will inform practice« (Epstein 2001:17). Her indgår praktikerne således som aktive forskere. Praksisforskerne behøver ikke at være uddannede forskere, men de bør have viden om forskning og gerne indgå i videnskabende netværk.

En tredje position har det udgangspunkt, at praksisforskning er typer af forskning, hvor der udføres undersøgelser i et tæt – ofte lokalt baseret – samarbejde mellem praksis og forskning, som forpligtiger begge parter. Forskning og praksis skal primært ‘gøre det de er bedst til’ – forskeren har ansvaret for forskning, og praktikeren har ansvaret for det daglige sociale arbejde og den læringsprocess, som knytter sig til denne position. Såvel lærings- som forskningsprocessen skabes, styres og varetages i fællesskab af forskere og praktikere. Konkret betyder det, at forskningen etablerer et tæt samarbejde med eksempelvis ledere, socialarbejdere og brugere i udviklingen af forskningsprojekter, i indkredsningen af forskningsspørgsmålene, i udvikling af forskningsmetoder og interviewformer, i indhentningen af data – fx brug af praktikere og brugere i dataindsamlingen – i analyserne og i formidlingen af resultaterne. Tilgangen kan ifølge Helsinki Statement of Practice Research karakteriseres ved, at der fokuseres på en kritisk og dialogbaseret forskning, som beskriver, analyserer og udvikler praksis, og som er præget af nysgerrighed, kritisk refleksion og kritisk tænkning hos både forskere og praktikere. Og at der anvendes metodiske tilgange, som bygger på et anerkendt forskningsteoretisk og –metodisk fundament, samt at forskningen knytter sig til læreprocesser i praksis (Austin et al 2014: 10). Populært sagt satses der, som udtrykt i det internationale Salisbury Statement on Practice Research (2009), på at udvikle forskningsminded praktikere og praksis-minded forskere.

Praksis­forskning udført af prakti­ kere

Praksis­forskning som tæt sam­ arbejde mellem praktikere og forskere

24 Det kan være nyttigt at definere positionerne forskelligt på følgende måde: Forskning, som planlægges og udføres af forskere, og som ikke bygger på et forpligtende samarbejde mellem forskning og praksis (position ét); defineres som Praksis Forskning i Socialt arbejde. Forskning, som fokuserer på, at praktikerne selv skal gennemføre forskning (position to); defineres som Praktikerforskning. Forskning, som har samarbejdet mellem praksis og forskning som omdrejningspunkt (position tre); defineres som Praksisforskning (Uggerhøj 2011).

FIGUR: FORSKELLEN PÅ POSITIONERNE Praksis forskning i socialt arbejde

Praksisforskning

Forskning Forskningsspørgsmål

Praktikerforskning

Praksis Problem

Dataindsamling

Udredning

Analyse

Refleksion

Konklusion

Handling

Perspektivering

Forbedringsmuligheder

Nye spørgsmål

Nye problemer

(Uggerhøj 2014)

Figuren viser, at forskning og praksis opererer i to forskellige, men nogenlunde parallelle, processer. Med dette udgangspunkt knytter ‘Praksisforskning i socialt arbejde’ sig til forskningsprocessen, mens ‘Praktikerforskning’ knytter sig til praksisprocessen. ‘Praksisforskning’

25 befinder sig i midten og knytter processerne sammen. Praksisforskningen kan ikke udforme sine forskningsspørgsmål uden at knytte dem til konkrete problemstillinger i praksis, ligesom praksis ikke kan indkredse problemstillinger uden at knytte disse til forskningsspørgsmål. Ligeledes knytter øvrige led i processerne sig løbende til hinanden og udgør tilsammen praksisforskningsprocessen. Vidensproduktion vil i dette lys have karakter af en udnyttelse af parternes forskellige viden og traditioner.

Forskellige interesser i praksisforskning Selvom det er centralt at samarbejde, er det ikke et udtryk for, at alle interesser er sammenfaldende. Tværtimod vil forskning, praksis og brugere have forskellige interesser. Fremfor at opløse interesseforskellene skal man være opmærksom på, at de eksisterer og arbejde med dem, idet interesserne både er betydningsfulde for parterne hver især og for det omgivende samfund. Et centralt og afgørende element bliver dermed forhandlinger, hvor parterne diskuterer sig frem til en proces, som er forsvarlig og brugbar for alle deltagere. Som ramme for vidensproduktioen i det sociale arbejde giver praksisforskningen således mulighed for at knytte vidensindsamling til aktuelle behov i praksis og til at lade denne viden indgå i en proces, som kan kvalificere arbejdet.

Dermed bliver praktikere ikke bare konsumenter af forskning, men ‘omsættere’ af viden til [3] handling. Tilgangen medfører desuden, at der vil være tale om fleksible og foranderlige former for vidensproduktion og ikke faste og sammenlignelige koncepter, som ofte vanskeligt kan indpasses i lokale behov.

Lars Uggerhøj er professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet.

Litteratur: Austin, M., Fisher, M. and Uggerhøj, L. (2014) The Helsinki Statement, Nordic Social Work Research, Vol. 4, Supplement 1, 2014, p.7-13 www.dst.dk, http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml.aspx?cid=18973, pr. 10.8. 2015.

Epstein, I. & Blumenfield, S. (eds.) (2001) Clinical Data-mining in Practice-based Research—Social Work in Hospital Settings, New York: The Haworth Social Work Practice Press Ramian, Knud (2013). Praksisbaseret forskning i videnskabende netværk –opdatering, Vidensbaseret Arbejde nr. 1 /2013 Uggerhøj, Lars What is Practice Research in Social Work – Definitions, barriers and Possibilities, Social Work & Society, Vol. 9, 2011 Uggerhøj, Lars (2014) Learning from each other – Collaboration Processes in Practice Research, Nordic Social Work Research, Vol. 4, Supplement 1, 2014, p.44-57 Zacharia, B. (2013) Hvad er evidens?, Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling http://www.srab.dk/forskning/hvad+er+evidens-c7-

Vidensproduktion – udnyttelse af par­ ternes forskellige viden og position

Opmærksomhed på interesse­ forskelle

Praktikere ikke kun konsumenter, men ‘omsættere’ af forskning

26

Et skridt tilbage som vejen frem Evidensbaserede programmer på det sociale område kan potentielt bidrage til at forbedre praksis, men det kræver øget fokus på implementeringsprocessen. Der er tre væsentlige udfordringer i denne proces: et ensidigt fokus på effekt­ studier, mange parter der skal levere en ekstra indsats og høje startomkostninger AF MAIKEN KRUSE WESTERGAARD

Beslutninger inden for det sociale arbejde er ofte blevet beskyldt for at bygge på følelser frem for fakta. Netop derfor opfattes evidensbasering som en vigtig nøgle til at forbedre socialpolitikken, og et stigende antal evidensbaserede programmer lover positive effekter; både for de børn og familier, som deltager i programmerne, og for samfundet som helhed. Tanken er, at pengene bruges så effektivt som muligt, fordi man med evidensbaserede programmer ved, at de rent faktisk virker efter hensigten. Det lyder tillokkende, at man på en og samme tid kan bruge færre penge og få større positive effekter ud af det, men det er mere kompliceret end som så.

Manglende forskningsmæssigt fokus på hvordan et program imple­ menteres

Hvorfor fokusere på implementering?

Undersøgelser har vist, at programmer, der har påvist signifikante positive effekter i mindre forskningsmiljøer, er vanskelige at gennemføre på samfundsplan i stor skala. Man kan altså ikke blot indføre et evidensbaseret program i et lands eller en kommunes socialpolitik og forvente effekter, der ligner dem, man har opnået i mindre forskningsmiljøer.

Alligevel er der en klar tilbøjelighed til, at forskningen i evidensbaserede programmer primært fokuserer på effektstudier og glemmer at undersøge, hvordan et program implementeres, og hvordan det påvirker muligheden for at opnå de positive effekter, som programmet lover.

Disse positive effekter er afhængige af en succesfuld implementering, hvor konteksten har stor betydning, og det vil derfor altid være nødvendigt at undersøge implementeringen, hver gang et program implementeres i et nyt land. Viden om implementeringen vil desuden mindske risikoen for, at man står tilbage med en effektevaluering, som

27 er umulig at fortolke, fordi man ikke ved, om mangel på effekter skyldes en fejl i implementeringen eller fejl i selve programmet.

Med udgangspunkt i forældretræningsprogrammet Parent Management Training Oregon (PMTO), er implementeringen blevet sammenlignet på baggrund af en række dokumenter og interviews med programledelsen i Norge, Holland og Danmark. Dette for at blive klogere på, hvad der sker, når et program, udviklet i et mindre forskningsmiljø, møder praksis. Ud fra denne undersøgelse peger artiklen på tre væsentlige forudsætninger for at få implementeringen af evidensbaserede programmer til at lykkes, nemlig overvejelser om, hvordan og hvornår effektstudier gennemføres, villigheden på forskellige niveauer til at arbejde med programmet og vigtigheden i at acceptere høje startomkostninger.

Træd ned fra stigen Kernen i evidensbaserede programmer er, at de er bygget op omkring forskning og systematisk dokumentation af arbejdet med de enkelte familier. Dels for at sikre at praktikerne arbejder efter metodens forskrifter og dels for at undersøge, om metoden har den ønskede effekt i den nye kontekst, den implementeres i. Hvordan denne forskning udføres i praksis, er derfor en afgørende del af implementeringen.

Undersøgelsen af PMTO viser, at fokus i forskning er meget forskellig i de tre lande. Fælles er dog et ensartet fokus på randomiserede, kontrollerede forsøg (fremover RCT). Dette fokus begrundes med, at RCT er den mest valide måde at undersøge programmets effekt, samtidig med at det giver mulighed for at sammenligne effekter på tværs af forskellige kontekster. Der er dog væsentlige forskelle i de tre lande, der giver anledning til at stille et grundlæggende spørgsmålstegn ved denne præmis.

I Norge udføres forskningen af praktikerne selv på Atferdssenteret, der, ved implementeringens start, var overraskede over, hvor svært det var dels at rekruttere familier og dels at rekruttere praktikere til at deltage som kontrolgruppe. Med tiden er det dog blevet langt nemmere, og der er i dag foretaget en række mindre RCT-studier relateret til PMTO, som påviser forskellige positive effekter.

FAKTA OM PMTO PMTO er et forældretræningsprogram, udviklet i USA siden 1960’erne. Programmet går i korte træk ud på at hjælpe familier med adfærdsvanskelige børn til at træne bestemte forældreevner.

Selvom der er forsket i effekterne af PMTO siden 1960’erne, er viden om planlægning af implementeringen af PMTO stadig relativt uudforsket.

Tre væsentlige forudsætninger for implementering af evidensbaserede programmer

Kernen i evidens­ baserede program­ mer er forskning og systematisk dokumentation

Randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT)

28

Problemer ved ensidigt fokus på randomiserede kontrollerede forsøg

Kræver ekstra indsats for at et evidensbaseret program kører

I Danmark blev forskningen sat i udbud, og der blev ved implementeringens start igangsat et RCT-studie, hvor under 10 familier valgte at deltage, hvilket er langt fra tilstrækkeligt til at lave beregninger af programmets effekt. Her lærte man på den dyre måde, at det kræver viden om implementeringen, før der kan udføres effektstudier. SFI er i dag ved at foretage et nyt RCT-studie i Danmark, som der endnu ikke foreligger resultater på.

I Holland ventede man med at igangsætte RCT-studiet til implementeringen var blevet undersøgt, men dialogen mellem praktikere og forskere har til gengæld været sparsom, hvilket fx har resulteret i, at effekterne af programmet måles før praktikerne mener, at det giver mening, da det er før behandlingen er afsluttet. På trods af at alle tre lande har oplevet vanskeligheder med at rekruttere familier og tilrettelægge et så omfattende studie, har ingen tilsyneladende stillet spørgsmålstegn ved, om effektforskningen kunne foretages på andre måder.

Der er en række problemer ved det ensidige fokus på RCT-studier, som er med til at komplicere vejen fra forskning til praksis. For det første er der praktiske udfordringer forbundet med at få familier til at deltage i lodtrækningsforsøg og få praktikere til at deltage som kontrolgruppe.

For det andet kan det diskuteres, hvor sammenlignelige de forskellige RCT-forsøg i sidste ende vil være, når de er tilrettelagt så forskelligt som de er. I de tre lande er der stor forskel på, hvor meget dialog der har været mellem forskere og praktikere, både med hensyn til konkrete effektmål, kriterier for at sortere terapeuter og familier fra, samt hvem der har fungeret som kontrolgruppe. I relation til kontrolgrupper har nogle studier sammenlignet effekterne af behandlingen med familier, der er på venteliste til at få behandling, hvor andre sammenligner med den konventionelle behandling på området. Derudover varierer kontrolgruppen, da den konventionelle behandling består af en række forskellige tilbud.

Uanset om man mener, at RCT er den bedste metode eller ej, er der altså en række argumenter for at træde et par skridt ned af den såkaldte evidensstige og overveje alternative måder at måle programmets effekter på, samtidig med at rækkefølgen af forskellige studier bør overvejes nøje. Man må have overblik over implementeringen af programmet, før det giver mening at foretage RCT-studier. Udover tilrettelæggelse af forskningen er en succesfuld implementering afhængig af, at alle involverede parter er med på vognen.

Alle skal være med på vognen Enhver social indsats kræver meget af alle involverede parter. Alligevel kræver det en ekstra indsats af alle involverede for, at et evidensbaseret program kører på skinner i praksis. I forhold til PMTO-programmet er

29 der seks niveauer, der er essentielle, for at implementeringen fungerer.

For det første kræver det politisk villighed til at investere i et program med langt højere startomkostninger end andre behandlingstyper på området. Dernæst skal ledere i relevante organisationer være villige til at implementere programmet og sætte tid og penge til rådighed til videreuddannelse af praktikere. For det tredje skal sagsbehandlere være villige til at visitere til behandling, og for det fjerde skal praktikere være villige til at efteruddanne sig til PMTO-terapeuter, arbejde manualbaseret og deltage i forskning. For det femte kræver det, at praktikere, der arbejder med andre metoder, er villige til at deltage i forskning som kontrolgruppe. Sidst, men ikke mindst, kræver det villighed fra de enkelte familier inden for målgruppen, som skal arbejde aktivt med metoden i tiden mellem behandlingssessionerne og også deltage i forskning. På alle niveauer kan der opstå udfordringer, som skal medtænkes, når implementeringen planlægges.

I relation til undersøgelsen af PMTO har alle tre lande en høj grad af tilfredshed med PMTO, både blandt forældre, terapeuter og programledere. Forældrene melder tilbage, at de får konkrete værktøjer, der virker, og terapeuterne oplever, at manualen giver mulighed for at tilpasse behandlingen til den enkelte familie. Terapeuterne oplever altså ikke, at det manualbaserede arbejde reducerer kompleksiteten i deres arbejde, som evidensbaserede programmer ofte kritiseres for.

På trods af den essentielle villighed blandt forældre og terapeuter har implementeringen særligt i Danmark været udfordret af, at man vil for meget på for kort tid. I den sammenhæng har det krævet mere end forventet at få skabt en infrastruktur til at organisere uddannelse af terapeuter, indsamling af data fra de enkelte behandlinger, vedligeholdelsesvejledning samt løbende kvalitetssikring af uddannede terapeuter.

Især i Holland og Danmark har denne del af arbejdet været præget af frustrationer over ikke at vide, hvor mange ressourcer man har haft et par år ud i fremtiden. Norge har i modsætning hertil med en permanent politisk bevilling haft de bedste betingelser for at få udviklet en infrastruktur omkring implementeringen og accepteret, at programmet har høje startomkostninger. Alligevel var de i Norge overrasket over, hvor meget oplysningsarbejde det kræver at få alle involverede parter med på vognen. Fælles for alle tre lande er da også udfordringer på sagsbehandlerniveauet, hvor de sagsbehandlere, der visiterer til behandling, enten ikke har kendt nok til metoden eller har bevaret en skepsis overfor den.

Betal nu og få gevinst senere Fælles for implementeringen af evidensbaserede programmer er, at startomkostningerne ved at indføre et nyt program vil være markant

Seks niveauer i succesfuld implementering

Manualbaseret arb. reducerer ikke kompleksitet

Startomkostninger ved indførsel af nyt program markant højere

30 højere sammenlignet med andre typer af behandlinger, samtidig med at en række af de økonomiske fordele først viser sig på længere sigt.

Forskningen i PMTO har fx vist, at børnene til de forældre, der deltager i forældretræningen, sammenlignet med kontrolgruppen, opnår en række fordele i deres voksenliv i form af højere uddannelse og øget indkomst. For samfundet samlet set kan de langsigtede effekter af PMTO potentielt vise sig ved øgede skatteindtægter og færre udgifter til offentlige ydelser sammenlignet med et normalt livsforløb for målgruppen. På trods af at undersøgelser tyder på, at PMTO resulterer i en række positive effekter for de enkelte familier her og nu, vil det samfundsøkonomisk først være på den lange bane, at effekterne for alvor kan måles. Når evidensbaserede programmer sælges som en øjeblikkelig spareøvelse, er det altså en sandhed med modifikationer.

I sammenhæng med ovenstående er netop den politiske villighed til at investere langsigtet central for, at evidensbaserede programmer kan udvikles og tilpasses til en dansk kontekst. Derudover skal planlægningen af effektstudier nøje overvejes, ligesom alle parter i implementeringen skal medtænkes, for at blive klogere på forudsætningerne for en succesfuld implementering. Med andre ord: vi skal turde træde et par skridt tilbage for, at potentialet i evidensbaserede programmer kan realiseres.

Maiken Kruse Westergaard er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet. Artiklen er skrevet ud fra et speciale, udført på samme institut med økonomisk støtte fra programmet »Reformer af Velfærdsstaten«.

31

Vidensbasering af socialt arbejde – Glimt fra FORSA’s årsmøde 2014 »FORSA ser jeg som en neutral zone, hvor der ikke fokuse­ res på, hvem der bedriver forskning; men hvor fagligheden i forskning formulerer dagsordenen, samt stiller forsknings­ spørgsmål og udgør et netværk for udvikling«.

AF STELLA MIA SIELING-MONAS OG PER WESTERSØ

Med disse ord var Thomas Braun, uddannelsesleder ved Professionshøjskolen Metropol i København, med til at åbne FORSA’s årsmøde i efteråret 2014. Temaet for årsmødet var »tilgange og veje til vidensbasering af socialt arbejde«.

Vi ønskede at adressere, at professionelt socialt arbejde på den ene side altid har været vidensbaseret, samtidig med at der på den anden side fortsat stilles spørgsmålstegn ved, hvordan vidensbasering styrkes og udvikles.

På årsmødet udvekslede vi erfaringer på kryds og tværs af forskning, uddannelse og praksis, og debatterede muligheder ved forskellige tilgange til vidensbasering. Det blev diskuteret, hvordan forskning anvendes, og hvordan viden kan skabes med udgangspunkt i praksis.

FAKTA OM FORSA Hvordan der arbejdes med FORSA – Foreningen til Forskning i forskning, som ikke bidrager Socialt arbejde, fungerer som en faglig med direkte anbefalinger til platform og et mødested for praktikere, forandringer i praksis, men undervisere, studerende og forskere snarere ryster fundamentet indenfor det sociale arbejde. FORSA ved at se på praksis med et anblev oprettet i Sverige i 1987 og findes i dag i alle nordiske lande og står blandt det blik, end praktikerne selv andet bag udgivelsen af tidsskrifhar for vane. Vi diskuterede tet »Nordic Social Work Research«. også, hvordan uddannelserne FORSA Danmark blev oprettet i 1999. kan udvikles, så de følger med den nyeste viden indenfor deLæs mere på www.forsa.dk res respektive områder.

32

Fokus på mulighe­ der og barrierer i udviklingen af viden

Viden fra: praksis, uddannelse og forskning Praksis

Forhold, der udfordrer

Dagen bød samlet set på spændende paneldebatter, workshops og oplæg, der stillede skarpt på muligheder, dilemmaer og barrierer i forhold til at udvikle en vidensbase for socialt arbejde, som er meningsfuld for både praksis, uddannelse og forskning. Omdrejningspunktet for dagen var konkrete projekter, der blev præsenteret og diskuteret med fokus på, hvordan samarbejdet mellem praksis, uddannelse og forskning bidrager til at øge vidensbaseringen af vores forskellige arbejdsområder. Præsentationerne fra dagen findes på FORSA’s hjemmeside.

Efter åbningen af årsmødet havde FORSA inviteret ‘tre skarpe repræsentanter’, som hver bidrog med deres perspektiv på vidensbasering af socialt arbejde, set fra henholdsvis praksis-, uddannelses- og forskningskanten.

Praksis var repræsenteret ved Rikke Alminde, socialrådgiver og konsulent i Aarhus Kommune, som i sit oplæg tog udgangspunkt i sit arbejde som familiesagsbehandler. Rikke spurgte blandt andet salen: »Hvornår er det godt forældreskab, og hvornår er det omsorgsvigt? Når man skal bedømme, hvorvidt et barn udsættes for omsorgssvigt, så er det de helt almindelige handlinger i hverdagen, som er i fokus. Handlinger, som i én familie kan være udtryk for godt forældreskab og i en anden, kan være tegn på omsorgssvigt. Er det omsorgssvigt, når Tobias spiser kold risengrød? Det er spørgsmål som dette, vi skal besvare, og her kan viden og teori opleves som langt fra virkeligheden. Vi skal blive bedre til at omsætte den viden, der findes på området og anvende den i de konkrete sager. Vi skal passe på, at vi i den proces ikke fremmedgør familierne ift. deres egen situation – det er vigtigt, at de føler sig forstået og kan genkende sig selv i beskrivelserne«. »For ti år siden var en mere udbredt holdning, at det var synd for familierne, hvis vi brugte teori og viden. I dag har vi et bibliotek, en læsekreds og et fælles fagligt grundlag. På sagsmøderne har vi sat tid af til at analysere sagerne ved hjælp af teori og viden. Vi er godt på vej. Når det er sagt, så er der bestemt også forhold, der gør det vanskeligt for os. Mange steder i praksis er der for høje sags-tal og for lidt tid til samarbejdet med den enkelte familie – og for lidt tid til faglig udvikling og opkvalificering. Tid gør det ikke alene – men det er en del af det aktuelle billede i praksis. Måltal, tidsfrister og endeløs dokumentation fylder mere og mere, og det er en udfordring for vidensbaseringen. Både fordi det stjæler den tid, vi har med borgerne, men også fordi at godt socialt arbejde i højere grad bliver målt på ovenstående, og ikke på om familierne føler sig hjulpet, og om børnene er i trivsel«.

33 Uddannelsesområdet var repræsenteret ved Louise Harkes, som til daglig er adjunkt i socialt arbejde ved Metropol. Louise talte om, hvordan forskning skal omsættes til praksis for socialrådgiverne: »At god forskning giver god undervisning, er en tankegang, som er dybt forankret i universitetsverdenen. Spørgsmålet er, om den kan overføres til professionsskolerne. Det vigtigste er, at vi som uddannelsesinstitution sikrer, at socialrådgiverne arbejder vidensbaseret. Metropols strategimål frem mod 2020 er, at flere undervisere skal forske. Det betyder, at alle fastansatte – udover undervisning – også skal deltage i udviklings- og forskningsaktiviteter.

Dette kan dog skabe en problematisk distance til den profession, vi arbejder med, hvis vi i ansættelsesproceduren lægger mest vægt på forskningskompetence fremfor praksiserfaring. I undervisningsevalueringer oplever jeg, at de studerende sætter mest pris på praksisfortællinger og mentorbesøg. Praksisfortællinger kan naturligvis aldrig stå alene, men den er altafgørende for oplæringen i socialrådgivergerningen. Fx. er der meget forskning, som peger på, at vi bør inddrage børn, unge og forældre i deres sagsforløb, men forskningen giver ikke klare svar på, hvordan vi gør det (…) Udfordringen er derfor at få inddraget forskningen i undervisningen på en måde, så det giver mening for de studerende, og så de er klædt på til at håndtere de konkrete udfordringer, de møder i praksis.« Forskningsperspektivet var repræsenteret ved Maria Appel Nissen, som er lektor ved Aalborg Universitet og er uddannelsesleder ved masteruddannelsen i vidensbaseret socialt arbejde: »Hvad er udfordringen i at arbejde vidensbaseret på en måde, hvor forskning, uddannelse og praksis spiller sammen? Praksis har grundlæggende til formål at løse sociale problemer. Uddannelsen har til formål at øge læring. Forskningen skal bidrage til udvikling af ny viden. Der er tale om ret forskellige primær-orienteringer. Kunsten bliver at skabe et samspil, hvor de tre udfordrer hinanden på det, der ikke ligger lige for. Forskning skal f.eks. være orienteret mod læring og betydningen af at løse sociale problemer, hvis den skal bidrage til vidensbasering. Praksis skal være orienteret mod at lære på grundlag af ny viden.« Efter disse tre indspark fra forskellige vinkler blev deltagere i årsmødet fordelt i en række workshops, hvor man blandt andet diskuterede aktionsforskning, forskning som afsæt for refleksion i praksis, samt vidensbaseret praksis gennem forskningsbaseret undervisning.

Uddannelse

Hvordan forskning skal omsættes

Praksisfortællinger altafgørende for oplæring

Forskning

Samspil mellem praksis, uddan­ nelse og forskning.

34

Oplæg om »Galskabens Bureaukrati«

I plenum gav Julie Rahbæk Møller, adjunkt ved Institut for Socialt Arbejde på Metropol, herefter et oplæg om resultaterne fra hendes ph.d.afhandling med titlen »Galskabens Bureaukrati – en antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune«. Den efterfølgende diskussion kredsede her bl.a. om dilemmaet mellem at levere anbefalinger, der kan implementeres direkte i praksis og så en mere grundlæggende strukturel kritik, der ikke kommer med anbefalinger, men påpeger konsekvenserne af måden sociale indsatser er indrettet på. Opponent på oplægget var Kirsten Harboe fra netop Tranehavegård, hvor studiet er gennemført (læs hendes artikel om dokumentation i arbejdet andetsteds her i bladet, Red.).

Lidt om årsmøde 2015 – kontroverser i forskning i socialt arbejde FORSA’s næste årsmøde i efteråret 2015 tager aktuelle kontroverser i forskning i socialt arbejde under lup. Vi vil gerne skabe en konstruktiv platform for dilemmaer, uenigheder og kritiske refleksioner. Kontrovers skal forstås som et udtryk for, at der kan være forskellige tilgange til forskningen og dens problemfelter, metode, definitioner, resultat og perspektivering. Formålet er gennem oplæg og workshops at få belyst og diskuteret forskellige kontroverser. Ikke nødvendigvis for at definere om ét er bedre end noget andet, men i højere grad for at lade kontroverser inspirere praktisk socialt arbejde, uddannelse og videre forskning.

På årsmødet 2015 har vi inviteret en række forskellige forskningsmiljøer rundt omkring i landet og vi skal blandt andet diskutere lovgivningen, konkurrencestaten i forhold til menneskesynet i socialt arbejde, samt stille spørgsmålstegn ved hvem der egentlig styrer vidensproduktionen i socialt arbejde i dag. Det foreløbige program er at finde på www.forsa.dk.

Vi ser frem til endnu et spændende årsmøde, hvor vi glæder os til – på konstruktiv vis – at sætte kontroverserne i forskning i socialt arbejde under lup.

Stella Mia Sieling-Monas er ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet og bestyrelsesmedlem i FORSA. Per Westersø er lektor i Socialt Arbejde ved VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus og formand for FORSA.

35

I al stilhed har den nye regering gennemført en skræmmende omfordeling af ansvarsområder mellem social- og beskæftigelsesministerierne, som burde få alle der ønsker en progressiv socialpolitik til at afsikre deres pisto­ ler. Tilbage i det nye social- og indenrigsministerium er stort set kun ansva­ ret for de udsatte grupper (børn, unge og voksne), familieret og forvaltning af nogle satspuljemidler.

AF FINN SØRENSEN, MF ENHEDSLISTEN, ARBEJDSMARKEDSORDFØRER

Set fra et socialpolitisk synspunkt er det direkte skræmmende, at ansvaret for ydelser til personer der permanent er uden for arbejdsmarkedet, herunder folkepension, førtidspension, boligstøtte, børnetilskud, hjælp til enkeltudgifter efter aktivloven, er overflyttet til beskæftigelsesministeriet.

Det ligner jo en invitation til den nye beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen om at iværksætte det arbejde med »forenkling« af 28 forskellige sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser som han krævede i foråret, da han var direktør i DA – en »forenkling« der ikke mindst drejer sig om at sænke førtidspension og sygedagpenge med ca. 4.000 kr. om måneden!

Det er alt sammen et klart signal om, at den nye regering i endnu højere grad end den tidligere vil styre efter parolen om at sygdom og sociale problemer skal »arbejdes væk«, selvom der er rigeligt med eksempler på, at det som regel blot presser

folk helt ud over kanten menneskeligt og økonomisk.

De tørre tal fortæller, at gruppen af såkaldt »selvforsørgende« vokser som en konsekvens af de hårdhændede reformer af dagpenge, efterløn, førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp. Ny lovgivning om fattiggørelse af flygtninge er allerede gennemført. Næste drej på skruen bliver kontanthjælpsloftet som »første del« af jobreformen. Kun fantasien sætter grænser for, hvad »anden del« kommer til at bestå i.

Spørgsmålet er så: Hvordan skal vi som fagfolk, fagforeninger, forskere og politikere reagere på det? Er det tilstrækkeligt med fromme ønsker og opfordringer om at sætte socialpolitikken i højsædet, når nu regeringen så åbenlyst vil den modsatte vej?

Eller er der brug for, at vi alle siger klart og tydeligt, at hovedproblemet er en økonomisk »tænkning« som bygger på fordomme om, at hvis vi bare tager nogle penge fra de arbejdsløse og de syge, så kommer der flere i job. Er der

KLUMME

Endnu en pind til socialpolitikkens ligkiste

LOKALFORENINGER

KLUMME

36 brug for, at vi alle siger lige så klart, at hovedproblemet ikke er »de onde kommuner«, men en lovgivning og en sparepolitik fra Christiansborg, der presser kommunerne til at mishandle og mistænkeliggøre arbejdsløse og syge borgere?

Enhedslisten mener det sidste, og vi håber at få god opbakning fra alle dem, der møder den barske virkelighed hver dag, når vi til efteråret indleder en ny offensiv for at få sat nogle klare grænser for

hvor ringe behandlingen af borgerne kan blive.

Ikke mindst håber vi på endnu mere opbakning fra en række fagforbund.

Nogle er allerede aktive (ingen nævnt, ingen glem!), men en samlet fagbevægelse bør sige klart fra. Det handler om solidaritet med de svage og udsatte borgere. Det handler om, at jo større maskerne er i det sociale sikkerhedsnet jo svagere står lønarbejderne, når de skal kæmpe for gode løn og arbejdsvilkår.

UDENFOR // INDEFRA Fortællinger om ikke at høre til Den 5. oktober kl. 20.00 – 21.30. Dørene åbnes kl. 19.00 Bremen Teater, Nyrupsgade 39-41, 1602 København V Os Imellem (Bremen teater) og Socialpolitisk Forening Hovedstaden vil med dette arrangement sætte fokus på unge mænd som på den ene eller anden måde oplever, eller har tidligere erfaringer med, at stå udenfor samfundet.

Vi vil med arrangementet belyse social udsathed og ulighed, der ikke handler specifikt om etnicitet, systemet eller mulige løsninger, men nærmere forskellige indblik i hvordan det føles, som ung mand, at stå udenfor samfundet, og hvor mange forskellige måder hvorpå dette rent faktisk kan siges at finde sted.

Arrangementets gennemgående fokus vil være på personlige fortællinger og

vil bestå af en række relativt korte indslag som fremhæver en situation, et minde eller noget helt tredje hvor fortælleren for alvor følte at han stod udenfor samfundet. Vores mål er at publikum skal gå fra arrangementet med en følelse af at have fået et unikt indblik i disse menneskers personlige erfaring og kamp med at stå som ‘modborger’ og ikke medborger.

Til at sætte en indledende faglig ramme og kontekst omkring temaet, kommer sociolog og journalist Aydin Soei, forfatteren til ‘Vrede unge Mænd’. Med denne bog introducerede han begrebet ‘modborgerskab’, som vil være arrangementets omdrejningspunkt.

Mere info om arrangementet følger på web og mail

37

Hvis man interesserer sig for nordisk socialpolitik, så er publikationen Social Tryghed i de Nordiske Lande en guldgrube.

AF OLE MELDGAARD

Publikationen udgives hvert år af Nordisk Socialstatistiks Komité, og den indeholder en lang række statistikker og sammenligninger landene imellem, bl.a. om befolkning og indkomstfordeling, familier og børn, arbejdsløshed, sygdom, ældre og funktionshæmmede, boligydelser etc. Ligeledes orienteres kort om de ændringer, der er sket i årets løb på det sociale område. Den seneste udgivelse er fra 2014 og dækker årene 2012/2013.

Norge bruger flest penge på sociale udgifter pr. indbygger efterfulgt af Danmark. I Danmark steg de sociale udgifter pr. indbygger med 30 pct. i 2000-2012.

Finland havde endnu større stigninger i de sociale udgifter pr. indbygger, og Norge topper med en stigning på næsten 50 pct. I Sverige var stigningen mindre, hvilket særligt skyldes en opbremsning de senere år. Sættes udgifter til sociale formål i forhold til BNP tager Danmark førstepladsen med 34,3% (2011) mod

30% i Finland, 29,7% i Sverige og 25,1% i Norge.

Risikoen for fattigdom er størst i Sverige med 7,6% tæt fulgt af Danmark med 7,5 pct. I Finland er tallet 6,0% og 5,7% i Norge. Risikoen er her defineret som 50% af medianindkomsten. Indkomstforskellene er mindst på Færøerne, i Norge, i Island og Sverige og noget større i Finland og specielt i Danmark.

De nordiske lande har mange ligheder, men når der kommer til finansiering er der forskelle. Finland og Sverige anvender i højere grad end de øvrige lande arbejdsgiverafgifter til finansieringen af de kontante socialydelser. Over halvdelen af kontantydelserne finansieres i disse to lande gennem arbejdsgiverafgifter.

I en kort sammenfatning af den nordiske velfærdsmodel hedder det at selvom de grundlæggende principper for de nordiske velfærdstater stadigvæk er gældende er der i nogle lande stigende tendens hen imod anvendelse af brugerbetaling i stedet for at finansiere alle velfærdsydelser gennem skatter. Fondsdannelser til finansiering af pensioner får ligeledes en større og større betydning.

Rapporten kan findes på: http://norden.diva-portal.org/smash/get/diva2:774222/FULLTEXT02.pdf

INTERNATIONALT UDVALG

Social tryghed i Norden

INTERNATIONALT UDVALG

38

Del praksiserfaringer med

ENSACT Lad dine erfaringer med socialt arbejde og udvikling inspirere til handling!

ENSACT søger bidragsydere: praktikere, undervisere og beslutningstagere til at dele deres projekter, indsatser og erfaringer med socialt arbejde og udvikling i forbindelse med temaet »Promoting the Dignity and Worth of Peoples« til dette års European Observatory. Formålet er et indsamle materiale og analysere indsatser på området til at synliggøre, promovere og inspirere til endnu mere handling!. Resultaterne af analysen vil fremgå i European Observa-

tory rapport, formidles af ENSACTs samarbejdspartnere og bruges som input på »Joint World Conference on Social Work«.

Så del dine fortællinger om dine indsatser med socialt arbejde og udvikling, og vær med til at oplyse og inspirere til, hvad man som individ kan gøre for at udvikle og bygge et »samfund for alle«.

Indlæg indsendes på www.ensact.com Deadline er den 30. september 2015

LÆS MERE PÅ: socialpolitisk-forening.dk/blog/nyhed/ensact og www.ensact.com ENSACT (the European Network for Social Action). Socialpolitisk Forening deltager i ENSACTs arbejde i kraft af vores medlemskab af ICSW (International Council on Social Welfare).

VERDENSKONFERENCE

SWSD 2016 SEOUL 3000 socialarbejdere, forskere, undervisere og sociale entreprenører fra mere end 100 lande vil samles næste år i Seoul i Korea til verdenskonferencen Joint World Conference on Social Work, Education and Social Development. Temaet for konferencen er menneskets værdighed og værdi. Konferencen afholdes i dagene den 27.- 30. juni 2016 og arrangeres af IASSW, IFSW og ICSW. Socialpolitisk Forening er den danske afdeling af ICSW.

www.swsd2016.org

39 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth.

Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Rasmus Hangaard Balslev, fællestillidsrepræsentant i Kbh Kommune Ole Riisgaard, SIND Mikkel Warming, 3B / (E) Lotte Andersen, Professionsskolen Metropol Anne Sofie Bøjrup Jørgensen, cand.soc Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen

Rasmus Christensen Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Lars Steinov, obs. (AIEJE) Amina Giasso Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL Christian Sølyst, LO Majbrit Berlau,

formand for Dansk Socialrådgiverforening Jette Høy, FTF Ayan Mona Musse, LAFS + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne.

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Jesper Kinch Jensen, kinchjensen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Matilde Høybye-Mortensen Peter Bundesen Preben Etwil Tanja Dall (fung. ansv.)

maho@kora.dk

peter.bundesen@cdnet.dk

Martin Fjording Nichlas Permin Berger

maf@firkant.net nibe@kora.dk

meyland@adslhome.dk tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening?

Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole

30. SEPT.

16. SEPT.

15. SEPT.

Kalender 2015 Fuck The Poor – Socialpolitisk Forening Aarhus Happening og møde 15. september kl. 16-18 i Mølleparken, med Marc Trensig og møde 19-21.30 i Folkestedet Arrangører: FMS Kultur, SAND, Værestedet, Hus Forbi, EAPN, FO-Aarhus, Socialpolitisk Forening

AARHUS

Trensig vs. Galschiøtt – Socialpolitisk Forening Fyn Hjemløshed, fattigdom I Danmark og Europa – hvad har det med kunst at gøre?

Kl. 19.00, Galleri Galschiøt, Banevænget 22, 5270 Odense N.

FYN

European Observatory – Call For Good Practices Erfaringer fra praksis efterspørges Læs mere på de international sider

4. OKT

Folket Åbner Tinget Se side 10 i bladet og www.folketåbnertinget.dk

5. OKT.

Socialpolitisk Forening Hovedstaden

UDENFOR // INDEFRA – Fortællinger om ikke at høre til Den 5. oktober kl. 20.00 – 21.30. Dørene åbnes kl. 19.00 Bremen teater, Nyrupsgade 39-41, 1602 København V

HOVEDSTADEN

Møde i Socialpolitisk Råd

5.-6. NOV.

Halvårligt møde

ICSW-konference

DECEMBER

21 OKT.

Læs mere på lokalforeningssiden

European Critical Social Forum

Social Protection Floor & Board Meeting, Helsinki

Human rights, Social Protection Floor and Citizenship (foreløbig) Med støtte fra Europanævnet og ICSW

KRITISK SOCIALT

FORUM