Social Politik Nr. 5, 2015 Hvem har magten i dansk socialpolitik?

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 5 / 2015

TEMA

Hvem har

magten

i dansk socialpolitik?

INDHOLDSFORTEGNELSE TEMA

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Tanja Dall (fung. ansv.)

Se øvrige bagerst i bladet.

Dette nummer er redigeret af: Nina Bach Ludvigsen og Tanja Dall Redaktionssekretær: Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse.

Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter.

Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st.

1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Hvem har magten i dansk socialpolitik?

Nina Bach Ludvigsen & Tanja Dall Indledning.............................................................. 3 Nina Bach Ludvigsen & Tanja Dall Hvem har magten i dansk socialpolitik?...................... 5 Tor Juul Landspolitikerne og debattørerne har den socialpolitiske magt.................................... 10 Majbrit Berlau Vedholdenhed skaber socialpolitisk magt.................. 15 Jørn Henrik Petersen Ideer og magt i socialpolitikken................................ 18 John Andersen Magt og afmagt i socialpolitikken – hvad kan der gøres?.............................................. 2 Klumme Dorte Schiønning Andersen Fattigdommen og den forsvundne badevægt............ 28 Kommentar til Social Politik Nr. 3 2015 Dorte Caswell At sørge for sig selv............................................... 30 Landsforeningen

Oplag: 1.100

Åbent brev til Social- og Indenrigsministeren............. 31 Internationalt Udvalg Nyt fra ICSW......................................................... 32

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Konference 9. december 2015: Menneskerettigheder, Medborger og Minimumsrettigheder............................................. 33

3

Indledning Socialpolitikken og ændringer heri har gennemgribende betydning på mange områder, og for mange mennesker. Det gælder både i de store træk, der former vores velfærdsstat, og i de helt konkrete liv for de borgere, de socialpolitiske tiltag retter sig mod. Med dette temanummer ønsker vi at sætte fokus på magt i socialpolitik og undersøge, hvem der har magt og hvad der præger magten.

AF NINA BACH LUDVIGSEN & TANJA DALL

Magt kan tage konkret form, som fastsættelse af lovgivning og ydelsesniveauer, men kan også have mere abstrakt og flydende karakter, som påvirkning af ideer og problemopfattelser. For at skabe afsæt for en debat af magt har Socialpolitisk Forening over sommeren foretaget en undersøgelse af hvem, der kan siges at have magt i dansk socialpolitik.

Undersøgelsen kan ikke endegyldigt placere magten, men vi håber at den kan være med til at give et konkret afsæt for en diskussion af magt i socialpolitik, herunder hvem der er centrale aktører – som både magthaver og det modsatte –, hvilke ideer der præger det socialpolitiske felt og ikke mindst, hvilken rolle de borgere, socialpolitikken retter sig mod, har i udformningen heraf.

Social Politik skylder tak til Dagens Medicin, der har delt deres metode til undersøgelse af magtfulde aktører på sundhedsområdet, men Social Politik står alene bag denne undersøgelse på det socialpolitiske område. En stor tak skal også tildeles de mange personer, der har meldt navne ind til undersøgelsens bruttoliste, samt til det panel af fagfolk, der har været med til at lave den bedømmelse, der har dannet afsæt for analysen af de mest magtfulde aktører. I dette nummers første artikel præsenterer vi resultatet af undersøgelsen samt fremgangsmåden bag.

Tor Juul kommenterer i hans artikel på resultatet af magtanalysen, og kigger nærmere på folketingspolitikere, interesseorganisationer, enkeltpersoner og medier som centrale aktører på listen. Han fremhæver blandt andet en tendens til, at magten ligger centralt placeret hos de, der udformer de socialpolitiske linjer, snarere end hos de kommunale aktører der skal føre politikken ud i livet lokalt.

4 Majbrit Berlau tager i nummerets tredje artikel fat i en af magtanalysens store udfordringer; at den allerede inden den var færdig, var uaktuelt grundet det seneste folketingsvalg. Hun diskuterer ’det hurtige ryk over det lange seje træk’ når socialpolitikken udvikles og føres ud i livet. I artiklen fremhæves bruger- og fagorganisationer som centrale aktører, og Majbrit Berlau peger på et stigende behov for, at interesseorganisationerne arbejder sammen om at udøve magt på socialpolitikkens udformning.

Herefter hæver vi blikket fra den konkrete undersøgelse med en artikel af Jørn Henrik Petersen, der kaster lys på centrale aktører og ideer i socialpolitikken, fra velfærdsstatens tidlige udbygning til i dag. I artiklen argumenterer Jørn Henrik Petersen blandt andet for en spænding mellem magtens drivkræfter og de etiske og værdimæssige aspekter af socialpolitikken. En spænding der kun er blevet mere tydelig over de seneste årtier, omend den også har historiske spor.

I temaets sidste artikel sætter John Andersen fokus på de personer det hele drejer sig om; de borgere der på forskellige måder påvirkes af socialpolitikken. Artiklen illustrerer hvordan den lokale (kommunale) udmøntning af socialpolitikken har stor betydning i praksis, og John Andersen diskuterer hvordan de udsatte borgeres stemmer kan styrkes i den socialpolitiske praksis.

Gennem disse forskellige nedslag håber vi at temanummeret kan danne afsæt for en diskussion af magt i socialpolitik. Hvem er det, der har – og ikke har – magt på det socialpolitiske område, hvilke ideer præger socialpolitikken i dag, og hvad er konsekvenserne for velfærdstaten og udsatte borgere, at magten er fordelt som den er?

5

Hvem har magten i dansk socialpolitik?

I Social Politik har vi ønsket at sætte fokus på magt og magthavende aktører i dansk socialpolitik. Med inspiration fra Dagens Medicins årlige undersøgelser af de mest magtfulde aktører på sundhedsområdet, har vi derfor iværksat en undersøgelse, der søger at identificere de mest magtfulde personer på det socialpolitiske område.

AF NINA BACH LUDVIGSEN & TANJA DALL

Formålet med undersøgelsen har ikke været at lave en videnskabelig udredning eller afdækning af magten som den faktisk forekommer – det vil kræve en langt større undersøgelse end vi her har mulighed for – men i stedet at give et konkret afsæt for en debat af magt og tendenser i fordelingen af den.

Identifikation af magtfulde personer Metoden til at vurdere hvem der har magten i dansk social politik, er lånt af Dagens Medicin, der hvert år offentliggør, hvem der har magten i sundhedssektoren ud fra samme metode og samme parametre. Socialpolitisk Forening skylder en stor tak til Dagens Medicin for at dele deres metode, men står alene som ansvarlige for undersøgelsens udførelse og resultat.

Undersøgelsen af det socialpolitiske område tager afsæt i en bruttoliste af 190 navne, som er blevet meldt ind via Socialpolitisk Forenings hjemmeside, Facebook og Twitter, og på Folkemødet på Bornholm i juni måned. Nogle besvarelser har været konkrete navne, mens andre eksempelvis har svaret ’medierne’ eller organisationer som ’Kommunernes Landsforening’. I de tilfælde hvor der ikke er peget på specifikke navne, er formænd eller direktører for den nævnte organisation blevet tilføjet listen, ligesom der derudover er tilføjet navne fra, hvad undersøgelsesgruppen har vurderet at være, relevante ministerier, styrelser, råd og nævn.

Valget om, at sætte fokus på specifikke personer frem for fx større organisationer giver mening når man, som her, forsøger at indkredse og konkretisere magt, men det er klart, at det også har sine udfordringer

Ofte vil enkeltpersoners magt hænge tæt sammen med den organisation de repræsenterer.

6 når magt på den måde placeres hos enkeltpersoner. Ofte vil enkeltpersoners magt hænge tæt sammen med den organisation de repræsenterer, eller den position de indtager i et givent system, og det kan omvendt være svært at vurdere hvem, der præcis er toneangivende når der peges på magtfulde organisationer.

Bedømmelse af magt Bruttolisten af kandidater er blevet bedømt af et panel bestående af personer, der arbejder indenfor eller på forskellige måder er en del af det socialpolitiske felt, og som derfor kunne forventes dels at kende de fleste af bruttolistens navne, og dels at have et vist indblik i deres arbejde og indflydelse. De 10 personer panelet består af, fremgår i faktaboks 1.

Panelet har vurderet aktørerne på en skala fra et til fem, på følgende seks parametre: Formel position I hvor høj grad giver personens stilling mulighed for at præge det sociale område?

Egen indsats Hvor hårdt arbejder personen på at sikre sig selv og sin organisation indflydelse?

Personligt netværk Hvor stort er personens netværk, som vedkommende kan bruge i sit arbejde?

Gennemslagskraft i offentligheden Hvor nemt har personen ved at trænge igennem i debatten og i medierne?

Samlet vurdering En overordnet, samlet vurdering af de fem foregående parametre PANEL FOR DEN SOCIALPOLITISKE TOP 50: Anders Hede, forskningschef, Tryg Fonden Ask Svejstrup, sekretariatsleder, SAND Benny Andersen, formand, Socialpædagogernes Landsforbund Johannes Bertelsen, forstander, Kristeligt Studenter-Settlement, og formand, Frivilligt Forum Jørn Henrik Petersen, Professor, Institut for Statskundskab, AAU Karen Stæhr, sektorformand, FOA Knud Kristensen, formand, SIND Leif Olsen, programleder for Social, KORA Majbrit Berlau, formand, Dansk Socialrådgiverforening Mona Striib, næstformand, FOA Social Politik har alene ansvar for analyserne og for den offentliggjorte liste.

7 Hvor navnene til bruttolisten blev indsamlet i forsommeren, har panelet vurderet bruttolistens aktører ud fra den stilling, som de havde i sidste uge af juni 2015. Det vil sige efter, at der var afholdt folketingsvalg, men inden der blev dannet regering. Netop folketingsvalget udgør udfordring for udarbejdelsen af listen, der ikke længere kan antages at give et aktuelt billede, særligt da den endelige liste består af et betydeligt antal politikere. Majbrit Berlau pointerer i hendes artikel her i nummeret, hvordan der er forskel på det hun kalder ’det hurtige ryk over for det lange seje træk’ i socialpolitikken, ’det hurtige ryk’ bl.a. illustreret ved denne undersøgelses begrænsede aktualitet allerede inden den er udkommet.

At have magt defineres i denne sammenhæng som en persons evne til at handle og nå de mål, vedkommende sætter sig. Det kan være ved at overtale, kontrollere, regulere eller på anden måde påvirke og øve indflydelse på det sociale område. Gennem paneldeltagernes bedømmelse af bruttolistens personer, har vi forsøgt at nærme os en så neutral vurdering som mulig af enkeltpersonernes indflydelse, uden dog at kunne efterprøve den som faktisk praksis. Politisk indflydelse refererer her både til processen, hvor en person tager beslutninger for at styre eller påvirke udviklingen inden for det sociale område, og gennemførelse af beslutningerne i praksis. En skildring Tor Juul også peger på i sin artikel senere i dette nummer.

Hvem er de 50 mest magtfulde i dansk socialpolitik?

Paneldeltagernes bedømmelser er sammenlagt og analyseret ud fra en vægtet beregning af de seks nævnte parametre, resulterende i én samlet score for hver af bruttolistens personer. Resultatet af analysen fremgår af faktaboks 2 nedenfor, og det er vigtigt endnu en gang at pointere, at listen ikke skal læses som uomgængelige ’fakta’, men som et opfattet øjebliksbillede med de begrænsninger det nu indebærer.

Kigger man således på den formelle position, bærer listen meget præg af, at magtpanelet har foretaget deres vurdering i perioden inden den seneste regeringsdannelse. Det må formodes, at der ville en der være en del forskydninger hvis magtanalysen blev foretaget i dag. Måske den stærke socialdemokratiske tilstedeværelse på listen ville være mindre dominerende, mens ’boblere’ som Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard, der i den nærværende analyse befinder sig lige uden for top 50, måske ville være højere placeret.

Overordnet fylder folketingspolitikere en del på toppen af listen, mens de lokale aktører og stærke fagpersoner fylder mindre i listens første halvdel. Listens topscorer er Mette Frederiksen, der har scoret højt på alle seks parametre, men særligt på gennemslagskraft i offentligheden, hvor Johanne Schmidt Nielsen er den eneste anden, der

At have magt defineres som evnen til at handle og nå de mål en person sætter sig.

8

Social Politik ønsker med Den Socialpolitiske Top 50 at sætte magt på socialområdet til debat.

scorer lige så højt. Det rejser blandt andet spørgsmålet om, hvilken form for magt gennemslagskraft i offentligheden er udtryk for.

Social Politik ønsker med Den Socialpolitiske Top 50 ikke at cementere eller legitimere bestemte aktørers position som magthavende, men i stedet at sætte magt på socialområdet til debat. Hvad betyder det for dansk socialpolitik, at de nationale aktører fylder så forholdsmæssigt meget og de lokale så lidt? Hvad betyder det for den socialpolitiske debat, at det socialpolitiske område spænder så bredt fra flygtninge til hjemløse, psykiatri, handicap, ældre og socialøkonomiske virksomheder?

De kommende artikler i nummeret dykker ned i nogle af disse spørgsmål og rejser andre. Tor Juul og Majbrit Berlau tager afsæt i Den socialpolitiske Top 50 og diskuterer hvilke aktører der har en særlig rolle i det socialpolitiske magtlandskab. Jørn Henrik Petersen hæver i sin artikel blikket fra den helt aktuelle situation, og kigger på centrale bevægelser over tid, både når det kommer til centrale aktører og til de ideer der har formet både socialpolitik og magt frem til i dag. John Andersen sætter derefter fokus på den enkelte borgers mulighed for at få indflydelse i det felt, der ofte handler om, at hjælpe de borgere der har behov.

DEN SOCIALPOLITISKE TOP 50 Nr. 1 2 3 4 5 6 7 8 9

10 11 12 13 14

15 16 17 18

Navn Mette Frederiksen (S), formand, fhv. Justitsminister Bent Hansen (S), formand, Danske Regioner Johanne Schmidt Nielsen (EL), politisk ordfører Helle Thorning-Smidt (S), fhv. Statsminister Bjarne Corydon (S), fhv. Finansminister Kristian Thulesen-Dahl (DF), formand Bjarne Hastrup, direktør, ÆldreSagen Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors Bettina Post, chefkonsulent, Det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet, Metropol Dennis Kristensen, formand, FOA Jann Sjursen, formand, Rådet for Socialt Udsatte Bente Sorgenfrey, formand, FTF Andreas Kamm, generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp Benedikte Kiær (K), formand, Det Sociale Netværk, borgmester, Helsingør Mogens Lykketoft (S), medlem af Folketinget Carsten Koch, tidl. minister og formand for Carsten Koch-udvalget Pernille Rosenkrantz-Theil (S), medlem af Folketinget Majbrit Berlau, formand, Dansk Socialrådgiverforening

9

19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29

30 31 32 33

34

35 36 37

38 39 40 41 42 43 44

45

46 47 48 49 50

Lars Løkke Rasmussen (V), Statsminister Verner Sand Kirk, direktør, AK-Samvirke Pernille Skipper (EL), medlem af Folketinget Frank Jensen (S), overborgmester, København Bo Lidegaard, chefredaktør, Politiken Pia Olsen Dyhr (SF), formand Lisbeth Zornig Andersen, Stemmer på Kanten/Huset Zornig Lars Olsen, journalist Poul Nyrup Rasmussen, tidl. formand og stifter, Det Sociale Netværk Claus Hjort Frederiksen (V), Finansminister Jørgen Goul Andersen, professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet Morten Østergaard (RV), formand Karsten Dybvad, direktør, Dansk Industri Stine Bosse, formand, Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder Thomas Adelskov (S), formand, KL’s Social- og Sundhedsudvalget, borgmester, Odsherred Anna Mee Allerslev (RV), beskæftigelses- og integrationsborgmester, København Per Larsen, formand, Børnerådet Peter Skaarup (DF), medlem af Folketinget Henrik Dam Kristensen (S), medlem af Folketinget, fhv. Beskæftigelsesminister Uffe Elbæk (AL), formand Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer Knud Kristensen, landsformand, SIND Anne Knudsen, chefredaktør, Weekendavisen Magrethe Vestager (RV), Konkurrencekommissær, EU Nick Hækkerup (S), medlem af Folketinget, fhv. Sundhedsminister Erik Rasmussen, stifter, adm. direktør og chefredaktør, Mandag Morgen Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfatter, brevkasseredaktør og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic (SF), fhv. medlem af Folketinget Harald Børsting, formand, LO Benny Andersen, formand, Socialpædagogernes Landsforbund Ole Pass, socialchef, Rødovre Kommune Ninna Thomsen (SF), medlem af KL’s Social- og sundhedsudvalg, sundheds- og omsorgsborgmester, København

Nina Bach Ludvigsen og Tanja Dall er medlemmer af redaktionen på Social Politik, og har sammen med Socialpolitisk Forenings sekretariat stået for undersøgelsen af Den Socialpolitiske Top 50.

10

Landspolitikerne og debattørerne har den socialpolitiske magt Toppen af den socialpolitiske magtliste er præget af centrale landspolitikere og debattører, som evner at præge den socialpolitiske dagsorden. Denne artikel dykker ned i, hvilke tendenser der kan læses ud af den nye magtliste. Vi ser nærmere på, hvem der har magten, og hvorfor de har den.

AF TOR JUUL, KOMMUNIKATIONSRÅDGIVER HOS OPERATE A/S

For første gang har vi et konkret bud på magtfordelingen i dansk socialpolitik. Men det er lidt af en opgave at vurdere hvilke typer af aktører, der fylder mest på listen – og ikke mindst hvorfor de gør det. Denne artikel forsøger at give overblikket. Samtidigt får vi flere socialpolitiske magthaveres bud på, hvorfor de har socialpolitisk magt, og hvad der kendetegner dansk socialpolitik.

For at starte med det vigtigste, er her de tre hovedkonklusioner: Landspolitikere, som er centralt placeret i deres partier, fylder meget i toppen af magtlisten Socialpolitiske aktører, som evner at sætte selvstændige dagsordner, har flotte placeringer og fylder generelt meget på magtlisten Embedsmænd og til dels lokalpolitikere er fortrængt fra magtens centrum

Toppolitikerne har stor, men mere flygtig, indflydelse

Magten ligger på Christiansborg Det er ikke en overraskelse, at toppolitikerne i Folketinget har gode muligheder for at præge socialpolitikken. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt i hvor høj grad de skubber embedsmænd, socialordførere, lokalpolitikere og interesseorganisationer væk fra toppen af magtlisten.

Især fordi det ellers er disse mennesker, som til dagligt former og udvikler socialpolitikken. Hvis man sammenligner med de magtlister, som Dagens Medicin laver for sundhedsområdet, er det også påfaldende.

Topembedsmænd og regionale politikere fylder meget i toppen af sundhedsmagtlisten, selvom statsministre, finansministre og sundhedsmini-

11 stre også plejer at få en pæn placering. Hvorfor embedsmændene og lokalpolitikerne ikke topper socialpolitikken, kigger vi nærmere på senere i artiklen.

Der er en anden interessant pointe ved landspolitikerne. Magtlisten blev udviklet omkring valget, og den virker allerede lidt forældet, nu hvor Venstreregeringen har fået serveretten i dansk politik. Men det viser, at socialpolitikken ligesom andre politikområder præges af, hvad der optager den siddende regering. Det fortæller også, at selvom magten ligger hos de centrale landspolitikere, så er magten mere flygtig for dem. Når de ikke længere er centralt placeret i partiet – eller regeringen – så mister de indflydelse.

De ressourcestærke og dagsordenssættende organisationer har magt Ser vi nærmere på, hvem der ud over politikerne har magt, er der gode eksempler på personer og organisationer, for hvem magten ikke er flygtig. De har brugt årtier eller mere på at opbygge deres position. Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen, springer i øjnene med en flot 7. plads, som den mest magtfulde ikke-politiker. Når han skal forklare den flotte placering, handler det i høj grad om Ældre Sagens store og mangeårige tilstedeværelse. »Jeg er meget ydmyg over for den flotte placering på listen. Jeg tror blandt andet, det hænger sammen med, at vi har en stor og professionel medarbejderstab. Deres arbejde hjælper os med at have gennemarbejdede og saglige argumenter. Og så er der ingen tvivl om, at det gør en forskel at have 737.000 medlemmer. Det giver indflydelse. Derfor glæder den flotte placering mig på vegne af alle de ildsjæle, som arbejder for vores sag«, siger Bjarne Hastrup. Ældre Sagen og Bjarne Hastrup har igennem årene opbygget en stærk politisk platform. For det første, har de ressourcerne til løbende at udvikle relevant og aktuel politik, som er baseret på velunderbyggede argumenter. Derudover er det som politisk interessevaretager vigtigt at vise, at man arbejder for en sag, som er relevant for hele samfundet og forankret i en betydelig gruppe borgeres ønsker og behov. Der er få ting, der siger dét så tydeligt som 700.000 betalende medlemmer.

Fagbevægelsen er en magtfaktor i dansk politik, som også fylder på den socialpolitiske magtliste. Men forskellige dele af fagbevægelsen har forskellige tilgange til, hvordan politiske resultater bedst nås.

Nogle går ofte efter mediedagsordenen, imens andre går mere efter direkte politisk indflydelse. Dennis Kristensen fra FOAs flotte 10. plads på magtlisten viser, at magtpanelet vægter evnen til at sætte offentlige dagsordner højt. Og han ser gode grunde til, at han selv og fagbevægelsen prioriterer socialpolitikken højt:

Brugerorganisationernes mangeårige tilstedeværelse og indflydelse

Fagorganisationerne er en magtfaktor i dansk politik, der også fylder socialpolitisk

12 »Vi skal dels varetage medlemmernes interesser på det sociale område, som på mange måder udgør grænselandet mellem selvforsørgelse på arbejdsmarkedet indenfor FOAs overenskomstområder og midlertidig eller varig offentlig forsørgelse. Dernæst skal vi i mine øjne huske på, hvor vi kommer fra. De svageste skal i dag findes blandt de, der aldrig fik en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet, eller som ikke kan få et fast fodfæste på arbejdsmarkedet. Lige dér skal fagbevægelsen i mine øjne huske på vores eget historiske udspring og være med til at sætte fokus på og give stemme til dagens svageste«.

Regionerne spiller en stor rolle på særligt det specialiserede socialområde

Mr. Sundhed er næsten også Mr. Social Hvis du har fulgt Dagens Medicins magtliste igennem det seneste årti, har du samtidigt fulgt formanden for Danske Regioner, Bent Hansens, rejse til førstepladsen som den mest magtfulde person i dansk sundhedspolitik. Hans navn har nu stået øverst på listen fem år i træk. Men at han næsten topper den socialpolitiske liste med en imponerende 2. plads vil nok overraske en del, inklusiv ham selv: »Det er jeg da stolt af, men også noget overrasket over. Amterne har i mange år spillet en meget central rolle på det sociale område, det kan være en af årsagerne. Socialområdet har jo i en regional sammenhæng fyldt mindre siden strukturreformen – fordi de fleste sociale tilbud er kommunale. Men placeringen her skal måske også ses som et prej om, at regionerne spiller en vigtig rolle på det specialiserede socialområde og over for borgere med særligt komplekse behov og problemstillinger«.

Det kendetegner flere af de højtplacerede personer på magtlisten, at socialpolitik ikke fylder hele deres hverdag. Men hvor meget fylder social politik i Bent Hansens hverdag? »Regionerne driver stadig en lang række tilbud, som er målrettet borgere med særdeles komplekse behov og problemstillinger. Her er det helt afgørende, at samarbejdet mellem kommuner og regioner fungerer – noget vi har haft succes med i Region Midtjylland, hvor samarbejdet mellem regionen og kommunerne sikrer, at borgerne ikke falder mellem to stole og at den støtte vi giver både på det sociale og det sundhedsmæssige område bidrager til at borgeren bliver herre i eget liv«.

Lokalpolitikerne fører socialpolitikken ud i livet Bent Hansens placering på listen er også interessant, fordi mange lokalpolitikere er helt fortrængt fra magtens centrum, selvom enkelte har fået flotte placeringer på listen. Deriblandt Thomas Adelskov, som udover at være borgmester i Odsherred også er formand for Kommunernes Landsforenings Social- og Sundhedsudvalg. Han er ikke overrasket over, at så relativt få lokalpolitikere præger magtlisten:

13 »Kommunernes opgaver på det sociale område er underlagt national lovgivning, så det er i sagens natur Folketinget, som markerer sig stærkt på den gældende socialpolitik, hvilket også afspejler placeringerne på listen. Jeg ønsker, at kommunerne markerer sig stærkt på socialpolitikken, da vi netop kender til de udsatte borgernes hverdag og deres behov for støtte«.

Den eneste embedsmand på listen, socialdirektør i Rødovre Kommune og tidligere formand for Socialchefforeningen, Ole Pass har samme vurdering: »Det hænger sammen med, at en stor del af socialpolitikken er centralt styret. Der er mange regler og en stor del af økonomien, som styres af regeringen og Folketinget. Lokalpolitikerne er mere dem, der fører tingene ud i livet – og som må tage skraldet, hvis det ikke fungerer. Centralpolitikere har privilegiet, at de kan blive forargede og bestyrtede, imens lokalpolitikerne skal få det til at fungere i praksis«.

Han ser altså en arbejdsdeling, hvor landspolitikerne sætter dagsordenen og fastlægger rammerne, imens lokalpolitikerne fører socialpolitikken ud i livet. »Vi er i kommunerne optaget af at sætte ind, hvor borgerne har behov for hjælp, så de kan leve et værdigt liv. Jeg oplever desværre, at lovgivningen på det sociale området kan forhindre dette. Jeg arbejder derfor hårdt på, at kommunerne, bl.a. gennem Kommunernes Landsforening, får friere rammer for og mere indflydelse på det sociale arbejde, som vi fx kender det fra sundhedsområdet«, siger borgmester Thomas Adelskov.

Evnen til at sætte en dagsorden vægtes højt Socialpolitisk Forening, der har udviklet magtlisten, har vægtet evnen til at være dagsordenssættende højt. Hvilket kan skyldes, at selvom der tales meget om evidensbaseringen af det sociale arbejde, så er socialpolitikken stadig præget af ideologi. Det er ofte vigtigere at kunne skabe fortællingen om et socialpolitisk emne, end det er at være fagpersonen eller embedsmanden, som har styr på viden om, hvad der virker.

Socialdirektør Ole Pass mener, at det er en af de primære årsager til at kun én embedsmand har fundet vej til magtens top 50: »Når jeg er landet i det fine selskab, så er det fordi, jeg har haft en platform og har kunnet påvirke debatten. Derfor er det mig, der er på listen, og ikke embedsmænd, der arbejder på højere niveau og mere centralt. I mine øjne er socialpolitikken meget ideologisk og holdningspræget, hvilket appellerer til mere debat og dialog om tingene. Eksperter og embedsmænd har større indflydelse inden for eksempelvis sundhed, som er meget domineret af forskning og evidens. Socialområdet er dog på vej i den retning«.

En stor del af socialpolitikken er centralt styret

Vigtigt at kunne skabe fortællingen om et socialpolitisk emne

14 Mediedagsordenen giver socialpolitisk magt En generel trend i politisk interessevaretagelse er, at medialiseringen af politik fortsat bliver mere og mere afgørende. De socialpolitiske aktører, som er placeret højt på magtlisten, er alle bemærkelsesværdigt dygtige til at aktivere medierne. Og de udnytter ikke kun traditionelle medier.

Eksempelvis er Anders Ladekarl dagligt med til at sætte standarden for, hvordan man præger den politiske dagsorden via sociale medier som Twitter og Facebook. Andre er Lisbeth Zorning Andersen, Stine Bosse, Bettina Post og Lars Olsen. Selvom de ikke aktuelt bestrider tunge socialpolitiske tillidsposter, har de en personlig gennemslagskraft, som gør det muligt for dem at præge socialpolitikken.

Derfor er det også værd at bemærke, at Bo Lidegaard fra Politiken, Erik Rasmussen fra Mandag Morgen og Anne Knudsen fra Weekendavisen har flotte placeringer. De repræsenterer medier, som kun delvist beskæftiger sig med dansk socialpolitik, men som er vigtige platforme for socialpolitisk debat. Deres placering fortæller om mediernes centrale rolle i dansk socialpolitik.

5 TENDENSER I POLITISK INTERESSEVARETAGELSE 1. Den nye regering betyder skiftende flertal – og dermed behov for bredere relationer 2. Prioriteringsdiskussionen vil stige til et (endnu) højere niveau 3. Medialiseringen af politik betyder, at nye interessenter bliver afgørende 4. Sociale medier har gjort folkets stemme synlig i realtid 5. Langsigtet samfundspåvirkning kræver alliancer med videnaktører De fem tendenser er samlet fra Operates arbejde med politisk interessevaretagelse.

Tor Juul er kommunikationsrådgiver inden for socialområdet, bl.a. for foreninger, kommuner og virksomheder. Han har tidligere været kommunikationsmedarbejder i landsforeningen Bedre Psykiatri.

15

Vedholdenhed skaber socialpolitisk magt Forårets folketingsvalg og de mange udskiftninger på politiske topposter er med til at understrege de to dynamikker, der står over for hinanden på den socialpolitiske magtscene: Det hurtige ryk over for det lange, seje træk.

AF MAJBRIT BERLAU

Magasinet Social Politiks rangliste over de mest magtfulde aktører på den socialpolitiske scene er både sjov og interessant læsning. Sjov, fordi den slags metamålinger jo altid pirrer nysgerrigheden – interessant, fordi den understreger en af de vigtigste pointer vedrørende magtforholdene på den politiske scene i Danmark.

Man kan dog diskutere, hvor relevant, det er at lave en rangliste over specifikke personer i forhold til den socialpolitiske interessevaretagelse.

Indflydelsen hos især de socialfaglige og -politiske organisationer er ikke bundet op på enkeltpersoner, men lever i form af stærke netværk og samarbejder med både politikere og andre organisationer.

Jeg må da også undre mig over, at særligt en række af aktørerne på den nederste halvdel af ranglisten er placeret så lavt, når de repræsenterer organisationer, som tydeligvis har en enorm socialpolitisk indflydelse. Man må huske på, at omtale i medierne ikke nødvendigvis kan omsættes til socialpolitisk magt, samt at organisationer sagtens kan nyde stor indflydelse uden at deres arbejde fylder meget i avisspalterne. Det gælder blandt andet en række af bruger-organisationerne på nederste halvdel af Social Politiks rangliste.

Listen er som bekendt udfærdiget før den nye Venstreledede regering indtog taburetterne. Hverken nuværende udlændinge- integrations- og boligminister Inger Støjberg eller social- og indenrigsminister Karen Ellemann er derfor med på listen, mens store dele af især top 5 næppe kan siges at have den samme magt på den socialpolitiske scene i dag som det var tilfældet for eksempelvis et halvt år siden.

Nogle ærgrer sig sikkert over, at listen på den vis ikke længere er tidssvarende, men netop den førnævnte udskiftning er med til at understrege de to dynamikker, der efter min opfattelse står over for hinanden på den politiske scene i almindelighed og på den socialpolitiske front i særdeleshed: Det hurtige ryk over for det lange, seje træk.

Omtale i medierne kan ikke nødvendigvis omsættes til socialpolitisk magt

16 På Social Politiks liste er »det hurtige ryk« – politikere på regeringsplan – stærkt repræsenteret helt i toppen af listen. Og det giver god mening, når man ser på denne type lister som et øjebliksbillede.

Har man politisk flertal bag sig, har man magt til at foretage store ændringer på kort tid

Organisationernes lange træk for deres mærkesager består

Det er sagen, der tæller Er man i regering og har et politisk flertal bag sig, har man magt til at foretage store ændringer på kort tid. Det så vi blandt andet med SR-regeringens mange reformer på beskæftigelsesområdet. Her vedtog Folketinget ændringer, som har fået stor betydning for blandt andet kontanthjælpsmodtagere og de fagfolk, der arbejder med dem.

Det har været hurtige ryk, og meget er sket. Men så kom folketingsvalget og vendte op og ned på magtfordelingen. Flertallet skiftede fra rød til blå blok, og mens mange vælgere tilsyneladende har haft svært ved at se den store forskel på eksempelvis Socialdemokraterne og Venstre, må forskellene på det social- og værdipolitiske område siges at være til at få øje på. Tag bare kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og den nu skrottede fattigdomsgrænse. En ny regering har nye dagsordner og nye retninger, man vil gå i. Fuldt forståeligt.

Men netop denne omskiftelighed – belejligt symboliseret ved den nu noget forældede liste – understreger netop værdien i at arbejde med de lange, seje træk, som de socialfaglige og -politiske organisationer gør.

En af de vigtige – og værdifulde – forskelle på organisationerne og Folketingets partier er, at magten i organisationerne netop ikke er omskiftelig. Skulle organisationer som eksempelvis Børnerådet og Ældresagen en dag få ny formand, betyder det jo ikke, at organisationernes mærkesager ryger ud med badevandet.

Organisationernes lange, seje træk med at få gennemført deres mærkesager består – også selvom det efter et valg er en ny minister, man skal i dialog med.

Indsatsen tilpasses naturligvis afhængigt af, hvordan man bedst opnår indflydelse på et givent tidspunkt. Måske er en bestemt fremgangsmåde mere effektiv hos en bestemt minister, måske er en bestemt mærkesag lettest at få igennem i et bestemt politisk klima.

Pres på velfærden skaber nye magt-samarbejder Ligesom tilgangen til indflydelse på det socialpolitiske område er delt i to, er de socialfaglige og -politiske organisationer dog også delt op i to grupper. Populært sagt kan organisationerne deles op efter, hvilken side af skrivebordet, deres medlemmer sidder på.

På den ene side af skrivebordet har vi medarbejderorganisationer som eksempelvis FOA og FTF. På den anden side er brugerorganisationerne - på Social Politiks liste personificeret via formændene for blandt andet Danske Handicaporganisationer og SIND.

17 Skal man tro listen, er medarbejderorganisationerne dog væsentligt mere indflydelsesrige end brugerorganisationerne. Det er dog en sandhed med visse modifikationer, vil jeg mene. På den ene side har fagbevægelsen både økonomisk og strukturelt muskler at spille med, som brugerorganisationerne – med visse undtagelser – ikke kan matche. Men brugerorganisationerne er ekstremt vigtige talerør for – ofte udsatte – grupper i samfundet. Talerør, som politikerne er nødt til at forholde sig til, hvilket giver genveje til indflydelsen.

Ser man på forholdet mellem medarbejder- og brugerorganisationerne er der desuden sket en interessant udvikling særligt inden for de seneste godt ti år. Medarbejder- og brugerorganisationerne har så at sige rakt hånden ind over skrivebordet og er i langt højere grad end tidligere begyndt direkte at koordinere indsatser og arbejde sammen.

Og der har da heller aldrig været så stort sammenfald mellem medarbejder- og brugerorganisationernes interesser. Det skyldes blandt andet det store politiske pres på velfærdsstaten – eksempelvis i form af sænkelsen af sociale ydelser og de skærpede vilkår for, hvornår man har ret til dem.

Der er – tiltrængt – kommet stort fokus på, at risikoen for at falde fra et liv med fast job og stabil indkomst til en tilværelse på kanten af det sociale sikkerhedsnet med dertilhørende psykiske eller sociale problemer stadig er til stede.

Gør det let for politikerne at lytte Og sammenfaldet mellem medarbejder- og brugerorganisationernes interesser har tydeliggjort endnu en vigtig kendsgerning på den socialpolitiske magtscene: Stærke stemmer skærer særligt stærkt igennem baggrundsstøjen, når de taler i kor.

Der er naturligvis større vægt bag en sag, når fagfolk og brugere med samlet stemme påpeger problemer og potentialer på det sociale område. Og det bør inspirere til endnu stærkere samarbejde de socialfaglige og -politiske organisationer imellem.

Vi bør styrke vilkårene for disse samarbejder, så vi kan sikre de stærkest mulige dialoger med politikere nationalt, regionalt og kommunalt.

Som organisationer varetager vi borgernes interesser uafhængigt af, hvem der er ministre, regionsformænd eller borgmestre. Det kan vi gøre endnu stærkere, når vi arbejder sammen i de sager, hvor der er fælles interesser. Det vil samtidig gøre det langt lettere for politikerne at lytte og få indtryk af, hvilke konsekvenser – positive og negative – bestemte politiske tiltag og dagsordener har.

Majbrit Berlau er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Større samarbejde mellem medarbejder- og brugerorganisationer

18

Idéer og magt i socialpolitikken Værdidiskussioner og magt har været del af den socialpolitiske dagsorden siden de første anslag til velfærdsstaten. Over de seneste årtier er der dog i stadig stigende grad udviklet et fælles tankesæt på tværs af de politiske aktører, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Artiklen giver en historisk opridsning af centrale aktører og ideer på det socialpolitiske område, og illustrerer herigennem spændingen mellem velfærdsstatens etiske grundlag og magtens drivkræfter.

AF JØRN HENRIK PETERSEN

Det 19. århundrede Fra slutningen af 1860’erne bølgede den socialpolitiske debat i Danmark. Centrale bidragydere var Burmeister, Garde, Funder, Ulrik, Krebs, Martensen og talrige filantropiske stemmer. Idéerne var mange, men de brændte ikke igennem. Det gjorde derimod Marcus Rubins tanker, der blev af afgørende betydning for gennemførelsen af alderdomsforsørgelsesloven i 1891. Det var, fordi de første talte ind i et samfund præget af en tidsånd, der ikke påkaldte sig statsmagten, mens Rubin ytrede sig på et tidspunkt, da magten – Rigsdagen – var indstillet på, at staten havde en rolle at spille. Bag det lå igen, at den magthavende gruppe – landmændene – havde ændret holdning. Fremkaldt af vanskelige økonomiske forhold for gårdmandsklassen påkaldte man sig staten, der gennem sociale reformer skulle bedre forholdene ikke mindst for landarbejderne, så de kunne ‘fastholdes’ i landbrugets arbejdsmarked og derved lægge en dæmper på lønudviklingen.

Steinckes rolle Efter århundredskiftet var der mange, der ytrede sig, men den dominerende tankeverden blev udmøntet af K.K. Steincke: Retsprincippet.

Det slog igennem med aldersrenteloven af 1922. Det skete i et magtens kompromis. Året forinden havde Neergaard-regeringen gennemført invalideforsikringsordningen, som gav forsikringstilhængerne, hvad de gerne ville, hvorefter de året efter kunne komme retsprincippets

19 sympatisører i møde. Det skete også, fordi det har været et grundlæggende princip i dansk socialpolitik ’at bygge på det bestående’. Derfor gik en lige linje fra Rubin til Steincke, men den skyldtes, at den var i overensstemmelse med magtens ønsker. Da man i nogen grad med socialreformen kanoniserede den nye socialpolitiske idéverden, var det da også som led i et politisk forlig – Kanslergadeforliget, der dybest set handlede om noget andet.

Kanonisering en ny socialpolitisk idéverden, som led i et politisk forlig

Velfærdsstaten forberedes Alva og Gunnar Myrdal og deres danske discipel Jørgen S. Dich banede i 30’erne vejen for en idé om socialpolitikken som en integreret del af samfundspolitikken, og det påvirkede især tænkningen i Socialdemokratiet, der i efterkrigstiden – primært på partikongressen i 1953 – satte velfærdsstaten på dagsordenen. Det førte i årene fra 1955 til 1957 til en af de mest intense socialpolitiske debatter i det 20. århundrede: For og imod velfærdsstaten – med folkepensionen som central katalysator.

Uenigheder til trods blev folkepensionen gennemført. ’Tidsånden’ eller den offentlige opinion var udslagsgivende. Som Østsjællands Folkeblad skrev: »Det tager sig ud som en kædereaktion: De radikale VILLE. Socialdemokratiet, hvis politiske muligheder i høj grad forvaltes af Det Radikale Parti, MÅTTE, og Venstre og Konservative, der her så sig stillet over for muligheden af en vedtagelse uden deres deltagelse, KUNNE IKKE LADE VÆRE«. Det var kampen om den parlamentariske ’magt’, der var drivkraft.

Velfærdsstaten Det var det også, da Venstre i 1963 konverterede fra sin velfærdsstatslige skepsis og tog initiativ til nedsættelse af Socialreformkommissionen.

Hermed trådte Bent Rold Andersen, der tegnede en socialpolitisk linje i forlængelse af Fr. Zeuthen og andre økonomer, ind som en central skikkelse. Hans velfærdspolitiske synspunkter korresponderede med ønsker i vælgerbefolkningen, og partierne fulgte trop. Gamle ordninger blev videreudviklet, og nye så dagens lys. Det var en velstandsperiode, der banede vejen for de nye ordninger. I 1960 udgjorde de offentlige udgifter som procent af nationalproduktet knap 25 pct., mens de 13 år senere udgjorde 46 pct. – kun overgået af Sverige. Antallet af offentligt ansatte blev mere end fordoblet.

Velfærdsstat i legitimitetskrise Det var bl.a. det, der skabte grobund for ’jordskredsvalget i 1973’ og Jørgen Dichs bog om den herskende klasse. Flere og flere spurgte, om man fik valuta for sine skattekroner. Endnu inden bistandsloven – kronen på den i 60’erne forberedte socialreform – var trådt i kraft, var vel-

Rold Andersens synspunkter korresponderede med vælgerne, og partierne fulgte trop

20 færdsstaten havnet i en legitimationskrise. Selv om udgifterne fortsat var svagt voksende, satte flere og flere, også påvirket af de store oliekriser – spørgsmålstegn ved velfærdsstatens velsignelser. Nok gjorde ’velfærdskoalitionen’ af modtagere og offentligt ansatte sig gældende, men skepsis var så sandelig også fremherskende.

Modernisering Det gav i 80’erne anledning til Schlüter-regeringernes arbejde med de såkaldte moderniseringsredegørelser, som mere end antydede, at man ønskede en ’systemændring’. I 1992-redegørelsen lød det således: »I udlandet taler man om »den skandinaviske model« for velfærdssamfundet. En model, som i stigende grad har demonstreret sine skavanker. Hvis vi i stedet kan realisere det, der er beskrevet i denne redegørelse, vil man kunne tale om »den nye danske model«, hvor man kombinerer trygheden i en velfærdssikring med markedsøkonomiens dynamik og frihed for den enkelte til at vælge velfærd«. Som led i denne tankeverden udmøntede man princippet om ’noget-fornoget’, der gradvis blev accepteret også af Socialdemokratiet. Det kulminerede under socialdemokratisk regeringsledelse med gennemførelsen af lov om social aktivering (1993) og lov om aktiv socialpolitik (1997). Forpligtelser blev mere væsentlige end rettigheder – en tanke, der ikke mindst stammede fra de internationale økonomiske organisationer (OECD m.fl.) og havde en fælles europæisk baggrund, som den fx fandt udtryk i Tony Blair og Gerhard Schröders fælles udtalelse fra 1998. En tidsånd under ændring.

De sidste 20 års udvikling har bragt de politiske partier sammen om en ’pensée unique’

Fra velfærdsstat til konkurrencestat De sidste 20 års udvikling har bragt de politiske partier sammen om det, den franske sociolog Bourdieu har kaldt en ’pensée unique’, dvs. et tankesæt, som alle har taget til sig, og som ingen sætter spørgsmålstegn ved. Velfærdsstaten nedtones til fordel for konkurrencestaten, og socialpolitikken tilpasses tilsvarende – undertiden på grundlag af forberedende kommissionsarbejder (Socialkommissionen, Velfærdskommissionen, Dagpengekommissionen osv.). Det er, hvad politikere end siger, udtryk for en bevægelse fra velfærdsstat til konkurrencestat – en stille erosion af velfærdsstatens bærende principper.

Velfærdsstaten ville udvikle det moralske samfunds- eller fællesskabsmenneske båret af mådehold, generøsitet og arbejdsvilje.

Konkurrencestaten bygger på det opportunistiske privatmenneske i en samfundsideologi båret af konkurrence og økonomisme.

Velfærdsstaten ville solidarisere sig med »de afhængige«, »de sårbare«, »de udsatte«, »de svage«, der blev mødt med solidarisk medfølelse, mens de i dag mødes af vrede og fortørnelse og opfattes som

21

samfundets syndebukke. Konkurrencestaten solidariserer sig med den arbejdende og skattebetalende befolkning.

Velfærdsstaten ville se det enkelte menneske som enestående og med værdi i sig selv. Konkurrencestaten ser det enkelte menneske som et middel til fremme af produktionen – som deltager i arbejdsstyrken. Den enkeltes samfundsmæssige ’værdi’ bestemmes af vedkommendes funktionsevne i arbejdsmarkedet.

Velfærdsstaten ville kompensere og beskytte befolkningen mod sociale risici. Konkurrencestaten mobiliserer befolkningen og virksomhederne til deltagelse i global konkurrence.

Velfærdsstaten ville svække individets og familiens afhængighed af markedet som grundlag for en socialt acceptabel levestandard.

Konkurrencestaten fremmer individets og familiens afhængighed af markedet.

Velfærdsstaten ville et samfund med »lige værdighed i borg og hytte«. Konkurrencestaten skaber et »todelt samfund« – os – de pæne mennesker – og de andre.

Velfærdsstaten ville udvikle moralsk dannelse til at tage ansvar for »den anden« – kollektiv eller fælles ansvarlighed. Konkurrencestaten sigter på at ansvarliggøre den enkelte – individuel ansvarlighed.

Velfærdsstaten ville tillægge retsprincippet i de kompenserende ordninger afgørende betydning. Konkurrencestaten lader pligt gå forud for ret.

Velfærdsstaten ville danne den enkelte til et liv i fællesskabet. Konkurrencestaten danner den enkelte til at reagere rationelt på tilskyndelser (incitamenter) og sanktioner. Den danner til markedskonform adfærd.

Velfærdsstaten så fællesskabet i tilknytning til det deltagende demokrati. Konkurrencestaten ser fællesskabet i tilknytning til arbejdsmarkedet.

Sammen betyder det, at de, vi ikke kan identificere os med, ikke får den samme behandling som dem i hvis situation, vi har lettere ved at leve os ind, og i hvis situation, vi kan se os selv. De, der ikke er »os«, må bo i velfærdsstatens kælder.

Idéer eller interesser Uden ganske at udelukke enkeltpersoners eller idéers indflydelse synes historien at bevidne, at verden beherskes af stræben efter penge og magt. Det er de faste størrelser, som idealerne tilpasser sig. Idéerne ændrer ikke interesserne. Tværtimod synes de at accentuere(understrege/ fremhæve red.) dem, fordi de gør det muligt, at mere egoistiske interesser tillægges et skær af højhed og samfundsgavnlighed. Idéernes funktion bliver da at afskaffe mulige sjælelige konflikter, så tilfredsstillelsen

De, der ikke er »os«, må bo i velfærdsstatens kælder

22 øges, fordi ånd og interesse går op i en højere enhed. Det er muligt, fordi de fleste idéer er ret udflydende og ubestemt formuleret, så de er åbne for det indhold, givne interesser på et vist tidspunkt vil tillægge dem. Idéerne bringes til sejr, når de støtter sig til politiske retninger, der sejrer. De vinder frem, når de korresponderer med magten – ikke på grund af deres iboende kraft.

Ethvert kommissionsarbejde er et (magt)politisk redskab

Spændingen mellem magtens drivkræfter og velfærdsstatens etiske grundlag

Et ord om kommissioner Når man søger at afdække ’magtens mænd og kvinder’, ser man ofte på deltagelse i kommissioner og udvalg; men man glemmer lige så ofte, at ethvert kommissionsarbejde er et (magt)politisk redskab. Det fremgik med al tydelighed af en kronik Claus Hjort Frederiksen skrev i 2006. Heri beskrev han nedsættelsen af Velfærdskommissionen som et første vigtigt skridt, der skulle sikre en bred, folkelig debat om de udfordringer, den danske velfærdsstat stod over for. Næste skridt var nedsættelsen af Globaliseringsrådet, der skulle give interesseorganisationerne en rolle i reformprocessen og bidrage til en bred accept af den politiske dagsorden. De – kommissionen og rådet – havde hjulpet regeringen med at skabe rum for en faglig og seriøs debat om fremtidens velfærdssamfund. Debat og åbenhed var vigtige, når politikere vil have befolkningen med på reformer. Det var lykkedes for regeringen at mobilisere en vis ’krisebevidsthed’ eller ’offervilje’ i befolkningen.

Så kan man selvfølgelig mene, at kommissions- og udvalgsmedlemmer er ’magtens mænd og kvinder’ – men det skal ikke glemmes, at de samtidig tjener ’magten’, hvor den ellers måtte befinde sig. Som jeg selv skrev i en artikel om Velfærdskommissionens arbejde: »Faglighed som legitimation. Legitimation som politisk redskab. Kommissionsarbejde er ikke for sarte puritanere«.

Velfærdsstatens selvdestruktive kræfter De dybereliggende kulturlag under velfærdstaten bygger på en kristen grundopfattelse suppleret med Renaissancens humanistiske idealer.

Det spejler en forud given forståelse af, hvad vi ’skylder den anden’, hvad der er ret og rimeligt; men velfærdsstaten som moralsk projekt forudsætter, at den enkelte agerer med mådehold, generøsitet og arbejdsvilje; men mennesket er med Luthers ord indkroget i sig selv – selvcentreret. Når det derfor drejer sig om at bjerge sig sin egen plads i solen, er det de færreste, der skyer noget middel. Og da står vi med spændingen mellem magtens drivkræfter og velfærdsstatens etiske grundlag. Hvis de for velfærdsstatens funktion nødvendige moralske antagelser ikke holder vand, indeholder velfærdsstaten selvdestruktive kræfter, der gør den sårbar, når magtens konkurrencestat buldrer frem.

De, der ideologisk ser sig selv som velfærdsstatens arkitekter, synes

23 at give op og at tilslutte sig ’tidsåndens’ ’pensée unique’. Så søger de at legitimere deres fremfærd ved at argumentere for, at de bygger på deres egen idépolitiske arv. Da mindes man Jørgen Dichs udsagn i 1934 om den »socialpolitiske idéverden« eller den »socialpolitiske ideologi«. Den byggede, skrev han, på politiske forestillinger maskeret i en så saglig form, at »selv ikke ubegavede politikere hyldes i selvbedrag og tror på, hvad de selv siger«: »Det hører ligefrem til god tone i den socialpolitiske diskussion enten at betragte denne »argumentation« med den velvillige naivitet, som man lægger for dagen, når yngre familiemedlemmer gør tryllekunster, og som bibringer den udøvende den tro, at der bag tingenes overflade intet kan ses, eller at man i hvert fald alvorligt anvender metoden at diskutere det interessante ved at tale om det ligegyldige.« Jørn Henrik Petersen, f. 1944, professor ved Syddansk Universitet 1974, lic.oecon. 1971, dr.phil. 1985, knyttet til Center for Velfærdsstatsforskning, specialisering i velfærdsstatens historie, har været hovedredaktør på Dansk Velfærdshistorie, medlem af Socialkommissionen, Velfærdskommissionen, Værdikommissionen og adskillige udvalg.

24

Magt og afmagt i socialpolitikken – hvad kan der gøres?

AF JOHN ANDERSEN

Selvom de store linjer i socialpolitikken er fastsat fra centralt hold, foregår den praktiske udmøntning på det lokale niveau.

Det er vigtigt at have et skarpt fokus på, hvordan de udsatte borgeres egen stemme kan styrkes, og artiklen peger på en række områder, hvor der kan sættes ind for at sikre, at borgerne får indflydelse på den socialpolitiske praksis.

Kampen om socialpolitikken udspiller sig på mange niveauer i samfundet. Det er hele tiden en overordnet diskursiv og politisk-ideologisk kamp om socialpolitikkens legitimitet og udformning – i medierne, i de folkevalgte forsamlinger og mellem forskellige interesseorganisationer.

Den seneste afskaffelse af fattigdomsgrænsen og nedsatte kontanthjælpsydelser viser at styrkeforholdene på den socialpolitiske scene bølger frem og tilbage. Firkantet sagt er der to yderpoler i det grundlæggende syn på socialpolitikken: 1. Socialpolitik som socialt medborgerskab: Her opfattes socialpolitikken ses som en positiv integreret del af velfærdssamfundet, der skal sikre et sæt af sociale minimumsrettigheder (socialt medborgerskab) og som en både nødvendig og social retfærdig »social investering« i samfundets sammenhængskraft – blandt i form af et højt tillidsniveau borgerne imellem og mellem borgerne og de samfundsmæssige institutioner 2. Socialpolitik som en udgift og byrde for samfundsøkonomien, der også kan underminere borgernes motivation og vilje til at klare sig selv. Den neoliberale kritik af velfærdstaten ser alt overvejende socialpolitikken som »et negativt fradrag« i samfundets ressourcer og som en potentiel moralsk nedbrydning af arbejdsetikken gennem skabelse af en »forsørgerkultur«.

Stort socialpolitisk spillerum på det lokale niveau

Selv om de store linjer i socialpolitikken er fastsat gennem lovgivningen og de kommunaløkonomiske rammer, er der alligevel et spillerum på

25 det lokale niveau. Striden om socialpolitikken finder således også sted på det lokale og forvaltningsmæssige niveau gennem prioriteringerne i de kommunale budgetter, og i beslutninger og arbejdsstil i den forvaltningsmæssige praksis. En del lovgivning kan tolkes mere eller mindre restriktivt i forhold til borgernes behov. For eksempel kan fortolkningen af hvornår borgere er berettigede til at få forlænget sygedagpengeperioden være ret forskellig fra kommune til kommune. Nogle kommuner ser stort set bort fra, at lovgivningen faktisk giver muligheder for at forlænge sygedagpengeperioden. Her kan det have stor betydning om der lokalt er mobilisering og opmærksomhed på problemet. F.eks har græsrodsorganisationen ’Syg i Svendborg’, der har spredt sig til mange byer i Danmark, været gode til at mobilisere kræfter omkring rettigheder for sygemeldte borgere.

Et andet eksempel er brugen af bisiddere. Nogle kommuner kan være positive overfor, at borgere har bisiddere med til møder med socialforvaltningen eller jobcenteret, mens andre prøver at forhindre dette og slet ikke oplyser om denne mulighed. Udsatte borgere kan have stor gavn af bisiddere, der kan hjælpe med at fremføre argumenter, at skrive klager og manøvrere mellem de forskellige systemer (typisk socialforvaltning, jobcenter, praktiserende læge og hospitalsvæsen hvor koordineringen omkring den enkelte borger kan være svag eller ikke eksisterende). Forvaltningsloven giver faktisk mulighed for at en borger kan lade sig præsentere af en anden borger i al kontakt med myndighederne. Men mange ved ikke at denne mulighed eksisterer.

Nogle kommuner er gode til at inddrage frivillige organisationer, ældre-organisationer m.v., mens andre ikke inddrager disse interessenter i budgetlægning og planlægning. Ikke så sjældent sker det, at der afsløres ulovligheder som f.eks sagen fra Odense, hvor medarbejderne i socialforvaltningen i strid med lovgivningen blev bedt om at finde store besparelser på anbringelsessager. Derfor er whistleblower-ordninger yderst vigtige. Ansatte skal vide, at de ikke kan blive fyret for at afsløre ulovligheder eller mistanke herom i den forvaltningsmæssige praksis.

Rebild og Tøndersagerne viste med al tydelighed at dette ikke altid er virkeligheden. Her lykkedes det for systemet at ignorere indberetninger fra borgere og kommunalt ansatte om groft misbrug i årevis. Andre eksempler er nogle kommuners hårdhændede administration af den nye lov om førtidspension, hvor kronisk syge sendes i arbejdsprøvning og ressourceforløb uden at der er noget der ligner et reelt jobperspektiv.

Budskabet i det følgende er, at vi også skal have skarpt fokus på hvordan de udsatte borgeres egen stemme kan styrkes – både på det daglige praktiske plan, gennem bisidderordninger, hjælp til klagesager osv., ved mobilisering i forbindelse med valg og når der er budgetforhandlinger i kommunerne. Hvordan kan vi forbedre mulighederne, for

Udsatte borgere kan have stor gavn af en bisidder

Whistleblowerordninger kan være yderst vigtige

26 at udsatte medborgere kan have en stemme (blive »empowered«), påvirke det politiske system og blive hørt i den »daglige« socialpolitik?

Jeg vil tage udgangspunkt i mine erfaringer som kommunalpolitiker over det sidste halvandet år og som medlem af Københavns Kommunes socialudvalg, og give nogle eksempler på »best practice« som kan udvikles fremadrettet.

Flere udsatte borgere skal høres i valgkampen

Skjulte problemer, der ikke kan læses af kommunale statistikker

Flere udsatte skal stemme og de skal høres i valgkampe!

Et positiv eksempel var kampagnen »Stemmer på kanten« op til kommunalvalget 2013. ’Stemmer på kanten’ var et landsdækkende initiativ, der havde udgangspunkt i at stemmedeltagelsen for socialt udsatte er lav, og at kommunale besparelser ofte hentes på budgetposter, der har med de udsatte grupper at gøre.

Kampagnen var »upolitisk« i den forstand at, at udsatte borgere »blot« skulle motiveres til at stemme. Kampagnens form var nyskabende ved, at de frivillige i kampagnen afholdt masser af »lyttemøder« og alternative valgmøder på blandt andet værtshuse. På møderne holdt «de udsatte» oplæg om deres liv og erfaringer. De inviterede opstillede politikere skulle i første omgang lytte og kunne efterfølgende efterfølgende diskutere, hvad de ville gøre.

Jeg deltog selv i en del af disse møder, blandt andet på værtshuse i Sydhavnen. Møderne startede med at ’Stemmer på kanten’ bød velkommen og gav en gratis omgang, hvilket gav en god stemning fra starten. Derefter var der oplæg eller vidne udsagn fra »udsatte borgere«, der f.eks. fortalte om mislykkede afvænningsforsøg, om at komme i klemme mellem forskellige forvaltninger, om at droppe ud af kontanthjælpssystemet osv. Mange historier handlede om erfaringer med at de forskellige offentlige myndigheder, f.eks. beskæftigelses og socialforvaltningen og den regionale psykiatri, ikke samarbejdede. De udsatte borgere rykkede rundt mellem forskellige forvaltninger og »andre aktører«. Med andre ord var der evidens for at fragmenteringen og opsplitningen i de offentlige institutioner og ressortområder, i sig selv var en marginaliseringsfaktor. Det berømte »helhedssyn« i det sociale arbejde var forsvundet i New Public Management-slipstrømmen, hvor »fagligheden« var blevet et spørgsmål om at sende personer videre, til andre systemer med hver sit specialiserede ansvar. En interessant iagttagelse var (ikke overraskende), at de personer, der havde en god bisidder eller f.eks. en fagforening til at støtte op, klarede sig langt bedre i systemerne end de borgere, der ikke havde adgang til støttende netværk.

Andre vigtige historier var f.eks. at plejehjemsbeboere, der kun havde en folkepension som indkomst, udover en høj husleje på plejehjemmet, også selv skulle betale for pudsning af vinduer, frisør og fodpleje. Rådighedsbeløbet blev derfor nærmest nul. Med andre ord

27 var der en skjult fattigdom på plejehjemmene. Dette var ikke noget, der kunne læses ud af de kommunale statistikker.

Stemmer på kanten var en succesfuld kampagne og stemmeprocenten i udsatte byområder blev da også hævet en del, men der er stadig en udfordring med at få stemmeprocenten op. Værtshusmøderne gav masser af vigtig og konkret viden. Udfordringen ligger i at følge op EFTER valget! Der ligger en stor udfordring i at styrke de udsatte borgeres stemme på det kommunale niveau mellem valgene

Fem anbefalinger: Hvordan styrkes de udsatte borgeres stemme i socialpolitikken?

1. Frivillige organisationer, lejerorganisationer, boligsociale medarbejdere og fagforeninger skal organisere bisidder-ordninger, hjælpe med ankesager og opsamle og formidle disse erfaringer til pressen og politikerne.

2. Whistleblower-ordninger skal styrkes således, at mistanke om svigt og ulovligheder kan anmeldes uden risiko for fyringer.

3. Direkte kontakt med politikerne! Et banalt, men vigtigt, råd er at holde de valgte politikere til ilden, når de er valgt. Brug muligheden for at få foretræde for socialudvalget, og skriv direkte til politikerne og i lokalpressen om svigt og urimeligheder i den konkrete socialpolitik.

4. Politikere skal holde øje med at forvaltningen konsekvent oplyser borgere om deres muligheder for at klage, og arbejde for at styrke ombudsmandsinstitutionen og borgerservice. I tillæg hertil skal de sikre systematisk inddragelse af frivillige organisationer, relevante fagforeninger og A-kasser i budget- og planlægningsprocesser på det sociale område.

5. Lad os få organiseret en ny »Stemmer på kanten« kampagne til næste kommunalvalg (og helst også folketingsvalg!). Næste gang kunne en kampagne evt. forankres i et bredere samarbejde mellem flere organisationer, f.eks. Socialpolitisk Forening, Huset Zorning, frivillige organisationer og dele af fagbevægelsen.1 John Andersen er medlem af socialudvalget i Københavns Kommune og professor på RUC.

Red. (Socialpolitisk Forening støttede Stemmer på Kanten økonomisk og bidrog desuden til kampagnen med en udgave af Social Politik.)

1

Der ligger en stor udfordring i, at styrke de udsatte borgeres stemmer på det kommunale niveau

KLUMME

28

Fattigdommen og den forsvundne badevægt Når man vejer mere end godt er, sker det man rådes til at smide badevægten ud. »Nyd dig som du er – du er meget mere end blot et tal på en vægt!«, bliver der sagt.

AF DORTE SCHIØNNING ANDERSEN, ORGANISATIONSKONSULENT I LANDSFORENINGEN ARBEJDE ADLER

Naturligvis er det rigtigt.

Men man bliver altså ikke automatisk slankere af at sige farvel til badevægten og den jævnlige udsigt til et tal, der ligger i den tunge ende.

De overflødige kilo vil stadig udgøre en risiko for diabetes, være en belastning for knæene osv. Problemet består.

Alligevel er det samme løsningsmodel og argumentation, Socialminister Karen Ellemann har valgt at benytte sig af i forhold til fattigdom i Danmark.

Hun har nemlig afskaffet brugen af den nationale fattigdomsgrænse, fordi hun mener, det er ensidigt kun at fokusere på kroner og øre, når fattigdom skal måles. »Vi kan ikke bruge en fattigdomsgrænse til noget som helst i socialpolitik, så derfor vil jeg ikke bruge flere ressourcer på den.

Eller bruge den i det hele taget«, udtaler Karen Ellemann.

Men som fedtet ikke forsvinder med badevægtens exit, bliver de fattige ikke mindre fattige af afskaffelsen af den officielle fattigdomsgrænse. Vi vil fortsat kunne se, når et menneske ikke har råd til at få lavet sine tænder, lægerne vil stadig møde

mennesker, der ikke har råd til at købe den ordinerede medicin og forældre og pædagoger skal fortsat trøste og støtte de børn, som af økonomiske årsager ikke kan komme med på lejrskolen eller fejre deres fødselsdag ligesom alle andre.

Det eneste vi opnår ved at afskaffe den officielle brug af fattigdomsgrænsen er, at der nu bliver ekstra god mulighed for at drøfte, om den enkelte borgers personlige evne til at forvalte liv og indtægt i virkeligheden ikke er den egentlige grund til, at tænderne smuldre og børnene lider nød.

For når man mangler – eller vælger at afskaffe – et måleinstrument som den nationale fattigdomsgrænse, skruer man forståelsen af fattigdommen og dens årsager tilbage til en tid, hvor den enkeltes nød primært blev vurderet i en rent individuel optik. Dengang hvor man tog stilling til, om nøden var »selvforskyldt« og om den fattige var »værdigt« trængende.

Det er paradoksalt at man i en tid, hvor alt skal måles og vejes med henblik på dokumentation af rette kvantitet og kvalitet i ydelserne, vælger at afskaffe officielle målinger på fattigdom i befolkningen.

Men måske er det fordi det ikke går så

29 baggrund af oplysninger om indkomst og evt. formue. I praksis en måling af fattigdom. Men på et individuelt plan. Når officielle tal for fattigdom forsvinder, er det det vi står tilbage med. De fattige målt og vejet en for en.

Danmark, stig op på badevægten igen.

Det er ikke lige fedt at holde øje med den tunge ende. rift for

Tidssk

politisk

Social

NT PÅ E M E N N O B

KLUMME

godt med bekæmpelsen af fattigdom og andre sociale problemer i Danmark? Eller et udtryk for manglende ambitioner på det sociale område.

Snart åbner kirkerne og de humanitære organisationer for ansøgninger om julehjælp. Antallet af ansøgere om julehjælp er i de seneste år steget eksplosivt.

Mange steder bliver julehjælpen givet på

ng

Foreni

Nr. 4

/ 2015

A

SOCIAL POLITIK

Tidsskrift

for Socialp

en j mod På ve

TEM

A

olitisk For

Nr. 3 /

SOCIAL POLITIK ER ET TEMABASERET TIDSSKRIFT OM SOCIALPOLITISKE PROBLEMSTILLINGER, SOM UDKOMMER SEKS GANGE ÅRLIGT.

TEMA

t for

skrif

Tids

I Social Politik tilstræbes en faglig, saglig og problemorienteret kritisk tilgang til temaet, hvor en blanding af forskere, praktikere, embedsværk og

litisk

alpo

Soci

2.0

2015

ning

Fore

Sociale v på psyk inkler iatrien Nr.

2/

2015

Bidrag til

MAGT SOCIAENS LP

OLITISK E TOP 10 0

politikere får ordet. hed sund ed i ling h g i Ul ehand og b

TEM

ÅRSABONNEMENT PÅ SOCIAL POLITIK KOSTER KR. 350,- (2015/2016)

A

Bestilling på post@socialpolitisk-forening.dk Som medlem af Socialpolitisk Forening, er abonnement på Social Politik inkluderet: www.socialpolitisk-forening/bliv-medlem.dk rift for

Tidssk

ening

litisk For

Socialpo

?

særa n e d i ev ening

/ Nr. 1

2015

TEM

A

i EU løshed bejds r a s m o

KOMMENTAR TIL SOCIAL POLITIK NR. 3 2015

30

At sørge for sig selv AF DORTE CASWELL, LEKTOR PÅ AALBORG UNIVERSITET, INSTITUT FOR SOCIOLOGI OG SOCIALT ARBEJDE

Selvforsørgelse er et centralt mål for den aktive velfærdspolitik. Og en artikel i Social Politik nr. 3, 2015 konkluderer at 25 % af de ressourceforløb, der var afsluttet inden udgangen af 2014 »er endt med at personen fik et job eller anden selvforsørgelse« (s.23). Det er vel gode nyheder eller hvad?

Lad os stoppe op engang og se lidt nærmere på dette begreb om selvforsørgelse.

Hvis vi bryder ordet op betyder det »at sørge for sig selv«. Det afføder nogle spørgsmål man med rette kunne stille.

Hvad menes med ’sørge’? Det er forsørgelsen, der er i fokus her. Hvis vi søger svar i Gyldendals store danske, så lyder svaret, at det handler om at »sørge for almindelige, daglige livsfornødenheder i form af mad, tøj og bolig«. Det betyder altså, at man uden hjælp fra det offentlige sørger for disse livsfornødenheder. Så langt så godt. Men hvad med ’sig selv’? Her bliver det lidt mere mudret. For selv’et er bredt her. Det betyder, at enkelte har pligt til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn. Men som Horsens kommune venligt skriver til deres borgere på kommunens hjemmeside »Hvis du ikke modtager nogen overførselsindkomst, er du i teknisk forstand selvforsørgende, også selv om du reelt kan stå helt uden forsørgelse«.

At være selvforsørget betyder altså ikke nødvendigvis, at man har et lønnet arbejde. Det afgørende for, om en person optræder i kategorien ’selvforsørgelse’ er

fraværet af offentlig forsørgelse. I en rapport fra SFI defineres det, at »Personer, som ikke modtager nogen ydelse i en periode, kalder vi »selvforsørgede« (Bach, 2012).

Og her bliver det interessant! For hvem er vi? Jo, det er blandt andet de gode forskerkolleger, der laver effektstudier af de aktive velfærdsreformer og -indsatser. Med en liv og død-associerende retorik skriver to økonomer fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (nu STAR), at »overlevelseskurver viser, hvor stor en del af de arbejdsøse (…) der ikke er afgået til selvforsørgelse« (Zebis & Lamech 2011). Hvis ’afgået til selvforsørgelse’ ukritisk ses som en positiv effekt af eksempelvis førtidspensions-og fleksjob reformen, risikerer man at overse at fraværet af offentlig forsørgelse også håndteres gennem eksempelvis økonomske afhængighedsforhold (til bl.a. ægtefælle, forældre og venner), hurtiglån, sort arbejde, kriminalitet, m.m. Og så er den samfundsmæssige effekt potentielt set ekskluderende frem for inkluderende. En undersøgelse af anvendelsen af økonomiske sanktioner understreger, at det må med i analyserne hvorvidt selvforsørgelsen er permanent eller blot kortvarig, og om den er med eller uden arbejdsindkomst (Caswell m.fl. 2011; 51). Begreber er ikke uskyldige. De risikerer med Bourdieus ord at blive »statens håndlangere«. Opfordringen herfra skal lyde: vær vaks ved den kritiske havelåge, når noget præsenteres som en positiv effekt – måske rummer det også det modsatte!

31

Afskaffelsen af fattigdomsgrænsen er uforståelig Det er uforståeligt og uheldigt at regeringen har valgt at afskaffe fattigdoms­­grænsen.

Fattigdom er til stadighed aktuel og det vil til enhver tid gavne diskussioner om dette, at man har et fælles faktuelt udgangspunkt for at vurdere udviklingen i det danske samfund. Bliver der færre eller bliver der flere fattige?

Fattigdomsgrænsen er også evidens. Det er muligheden for at skabe en faktuel diskussion om tendens, udviklinger og ikke mindst vurdere nye reformer indvirkning på udsatte borgere.

Du, Socialminister Karen Elleman, har ret i, at fattigdom er meget mere end et beløb.

Fattigdom handler også om ensomhed, misbrug og mange andre sociale faktorer. Men fattigdom handler også om kroner og øre.

Socialpolitisk Forening vil derfor opfordre Socialministeren til at genoverveje sin beslutning om afskaffelsen af en Fattigdomsgrænse.

Med venlig hilsen Socialpolitisk Forening

Red. Dette åbne brev er sendt til Karen Ellemann 5. oktober 2015

LANDSFORENINGEN

Åbent brev til Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann

INTERNATIONALT UDVALG

32

ICSW I den seneste nummer af ICSW’s newsletter aflægger formanden for den europæiske afdeling – Miloslav Hettes – beretning for 2014-2015.

Der er gennemført to ekspertseminarer: et om Migrants and Social Protection Floors og et om Social Investment. I den nye periode, som er godt i gang, er der tre seminarer: om Human Rights, Social Protection Floor and Citizenship (i København), om Social Protection Floors as Investment in Central and Eastern Europe og et seminar om Minimum Income Schemes.

Som medlem af Social Platform (den største alliance af NGO’er i den sociale sektor i EU) har ICSW bidraget til udarbejdelse af en række politik-papirer, bl.a. om Europa 2020, mindsteindkomster, fi-

VÆR MED I FÆLLESSKABET VÆR MED

nansiering af social service, menneskerettigheder og om mindsteløn.

Formanden opfordrer alle medlemmer til at bidrage til forberedelsen af verdenskonferencen i Seoul i Korea næste år.

Den bedste måde at følge arbejdet i ICSW er at besøge organisationens Facebook: www.facebook.com/icsw.europe

Socialpolitisk Forening har ca. 100 medlemsorganisationer og 600 personlige medlemmer – heriblandt:

Socialpolitisk Forening har ca. 100 kollektive medlemsorganisationer (og ca.

600 individuelle medlemmer).

Din organisation kan også bidrage til en faglig, saglig vidensbaseret debat/oplysning om alle socialpolitikkens mange aspekter – og samtidig sikre, at der er en stemme der taler for de udsatte grupper.

Velkommen til de seneste nye medlemmer: Landsforeningen Arbejde Adler Fonden Skovhaven, Svendborg

33 KONFERENCE

Den 9. december 2015, kl. 09:30-16:00 Europa og Danmark er under forandring. Socialpolitisk Forenings Internationale Udvalg (ICSW Danmark) sætter som opfølgning på konferencen i 2014 kritisk fokus på menneskesyn og rettigheder – og inviterer til ny konference med deltagelse af: Iain Ferguson, Professor i social arbejde og socialpolitik, University of the West of Scotland; om menneskesynet og udfordringer i et brugermobiliserende perspektiv.

Kerstin Svensson, professor ved Lunds Universitet vil holde oplæg om de empiriske fund i forbindelse med de europæiske bidrag til Global Agenda.

Anja Plesner Bloch, Brugernes Akademi om brugeroplevelser og bruger mobilisering.

Marianne Skytte, udfordringer i det sociale arbejde.

Eftermiddagen vil bestå af workshops med fokus på hhv. menneskerettigheder, medborgerskab og minimusrettigheder (Social Protection Floors).

Arrangementet gennemføres med støtte fra EuropaNævnet & ICSW Europa.

INTERNATIONALT UDVALG

Menneskerettigheder, Medborger og Minimumsrettigheder

34

ANNONCE

KONFERENCE I KOLDING

Konference om NGO-faglighed Onsdag d. 11. november Kolding Uddannelsescenter, Ågade 27, Kolding, lokale: Konference 1 Med konferencen sætter vi fokus på den særlige rolle, som vi som NGOére kan have i samskabelsen. Der er meget fokus på den enkelte borgers frivillige indsats både i organisationerne og i de kommunale institutioner. Men hvad er det vi som NGOére kan bidrage med? Repræsenterer vi en særlig form for faglighed, som kan være en udfordring og et alternativ til den offentlige faglighed, fordi vi som NGOére arbejder i en anden organisatorisk ramme.

09.30 Ankomst og morgenkaffe 10.00 Velkomst 10.15 Samskabelse og faglighed, Esben Hulgaard, lektor,

VIA Pædagoguddannelsen, Campus Horsens 10.45 4 bud på særlige fagligheder: Rådgivning, Rikke Posborg, tidligere chef for Kristeligt Studenter Settlements rådgivning Rummeligt arbejdsmarked og aktivt samvær, Morten Skov Mogensen, Generalsekretær KFUM´s sociale arbejde Inklusion, Knud Kristensen, formand for Sind Omsorg, John Lagoni, direktør Danske Seniorer 11.45 Pause 12.00 Workshops ledet af de 4 oplægsholdere, hvor deltagerne kan

uddybe faglighedsperspektiverne 12.45 Frokost 13.15 Kommunernes vurdering og brug af den særlige NGO-faglighed, Lars Rasmussen, Senior- og socialdirektør, Kolding Kommune 13.45 Hvordan udvikler vi en ny faglighed med respekt for sektorernes særlige kvaliteter? Knud Årup, tidligere direktør Socialstyrelsen 14.15 Pause og kaffe 14.30 Paneldebat -15.15 Tilmelding: sekretariatet@frivilligtforum.dk senest fredag d. 6. november

Pris: For medlemmer af Frivilligt Forum: 475 kr. Øvrige deltagere: 775 kr.

Arrangør: Frivilligt Forum i samarbejde med Frivilligcenter Kolding

35 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth.

Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Rasmus Hangaard Balslev, fællestillidsrepræsentant i Kbh Kommune Ole Riisgaard, SIND Mikkel Warming, 3B / (E) Lotte Andersen, Professionsskolen Metropol Anne Sofie Bøjrup Jørgensen, cand.soc Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen

Rasmus Christensen Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Lars Steinov, obs. (AIEJE) Bert Åberg Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL Christian Sølyst, LO Majbrit Berlau,

formand for Dansk Socialrådgiverforening Jette Høy, FTF Ayan Mona Musse, LAFS + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne.

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Jesper Kinch Jensen, kinchjensen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Matilde Høybye-Mortensen Peter Bundesen

maho@kora.dk

peter.bundesen@cdnet.dk

Preben Etwil Tanja Dall (fung. ansv. red)

meyland@adslhome.dk

Martin Fjording Nichlas Permin Berger

maf@firkant.net nibe@kora.dk

Nina Back Ludvisen (afgående)

tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening?

Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole

ICSW-konference

NOVEMBER

Fuck The Poor

24. NOV

Social Protection Floor & Board Meeting, Helsinki, v/ IU

Landsstyrelsesmøde

26. NOV

5.-6. NOV

Kalender 2015

Redaktionsmøde

Arrangementer om hjemløshed I Danmark og Europa Mere info følger

Ordinært møde i Landsstyrelsen

Ordinært møde i redaktionen af Social Politik

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

9. DEC

European Critical Social Forum Menneskerettigheder, Medborger og Minimumsrettigheder Europa og Danmark er under forandring. Socialpolitisk Forenings Internationale Udvalg (ICSW Danmark) sætter som opfølgning på konferencen i 2014 kritisk fokus på menneskesyn og rettigheder

4. MAR

Læs mere på de internationale sider.

Generalforsamling, Landsforeningen Generalforsamling 2016

Socialpolitisk Forening har taget hul på et nyt medie i den socialpolitiske debat. Fremover kan du få dit aktuelle social­ politiske indblik og overblik samlet på én hjemmeside:

www.socialpolitik.dk