Social Politik Nr. 3 - En kritisk socialpolitisk debat?

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 3 / 2014

TEMA

En kritisk socialpolitisk debat?

INDHOLDSFORTEGNELSE

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (ansv.)

Se øvrige bagest i bladet.

Dette nummer er redigeret af: Allan Bærentzen og Anna Diana Møller Forsidefoto: Fotograf: Anders Koch Redaktionssekretær: Anna Diana Møller ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse.

Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter.

Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st.

1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

TEMA

En kritisk socialpolitisk debat?

Allan Bærentzen og Anna Diana Møller: En kritisk socialpolitisk debat?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Jann Sjursen: Den nødvendige kritik(er). . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Jens Jonatan Steen: Den uønskede ulighedsdebat. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Johannes Bertelsen: De frivillige sociale organisationers rolle. . . . . . . . . . . . . . . 16 Nick Allentoft: Slip fordommene og grib dagsordenen. . . . . . . . . . . . . . . . 21 Klumme Flora Ghosh: Hvem gavner prostitutionsdebatten?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Landsforeningen Mød FUCK THE POOR på Folkemødet. . . . . . . . . . . . . . . . 28 Stop Fattigdom Nu-netværket Program på Folkemødet 2014. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

3

En kritisk socialpolitisk debat?

ALLAN BÆRENTZEN OG ANNA DIANA MØLLER

Når den offentlige debat falder på det sociale område, synes debatten ofte at være præget af enkeltsager og kontrafaktisk dokumentation. Der har været sager med kontanthjælpsmodtagere som bl.a. »Fattig Carina« og »Dovne Robert«, som er blevet symbolet på dovne og forkælede mennesker på overførselsindkomst. Samtidig har der været sager, hvor sagsbehandling er sket for åben skærm. Her kan f.eks. nævnes de mange børn, som har stået til at blive sendt ud af landet, men som efterfølgende tages til nåde efter større befolknings- og mediepres. Den offentlige debat har altså stor påvirkning på politiske beslutningsprocesser, og det er derfor altafgørende for et velfungerende demokrati, at der er en nuanceret og saglig debat, som når ud til alle borgere.

Mange aspekter af samfundsudviklingen synes at have ændret rammerne for en kritisk socialdebat. Hvor vi tidligere tilskrev ledighed, ulighed og dårlige livsvilkår strukturelle samfundsmæssige vilkår, vender vi nu kritikken indad. Det er vores egen skyld, hvis vi ikke er en succes, er den gængse opfattelse. Det kan ikke undgå at have en betydning for den offentlige debat. Som almindelig borger (eller embedsmand) kræver det mod at komme med en samfundsmæssig og politisk kritik, da det hurtigt kan blive vendt mod en selv. Det er sket i kølvandet på et stigende økonomisk fokus. Økonomer har fået en stor rolle i den offentlige debat og har gjort den talbaserede argumentation til et stærkt kort i politiske beslutninger, men er også blevet det stærkeste argument i de fleste debatter.

Begrebet »kritik« synes at være gået af mode. »Kritik« misforstås ofte som negativt, ideologisk eller ukonstruktivt. Men her, i sammenhæng med debat og viden, betyder »kritik«, at vi på bedste faglige, saglige og videnskabelige måde stiller os kritiske over for f.eks. dogmer, fordomme, traditioner, populisme og tilsvarende også kritiske i forhold til alment accepteret normer og viden. Sidst nævnte er specielt vigtigt i dag, hvor samfundet forandrer sig langt hurtigere end tidligere.

Førhen var de frivillige sociale organisationer garant for en kritisk stemme i socialdebatten, men nu er de blevet leverandører til - eller samarbejdspartnere med kommunerne. Det kan betyde en frugtbar erfaringsudveksling, men det kan også betyde mindre selvstændighed for de frivillige organisationer. Resulterer det i mere management-tænkning

4 og mindre medborgerskab, når organisationerne skal konkurrere mod hinanden og opfylde kommunernes krav?

De udsatte borgere har mere end nogensinde behov for stemmer i den offentlige debat, og derfor har vi med dette temanummer valgt at give ordet til fire fagfolk, som både tager temperaturen på den socialpolitiske debat i dag og kommer med mulige løsningsforslag.

Dette nummers første artikel tager fat i begrebet kritik, og hvorfor den er nødvendig i den aktuelle sociale debat. Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, oplever at debatten er skævvredet, og ikke afspejler de holdninger og erfaringer, som de fleste danskere har. Derfor mener Sjursen, at det er alle sociale aktørers ansvar at påvirke debatten, så tonen bliver drejet i en mere solidarisk retning.

Det syn står han ikke alene med. Jens Jonatan Steen, analysechef for Cevea, kalder også alle til kamp for at få sandheden om udsattes situation frem. Især den stigende ulighed ligger ham og mange andre på sinde. Han beskriver i sin artikel, hvordan han og Cevea på egen krop har oplevet, hvordan stærke kræfter kæmper imod at få sandheden frem om stigende ulighed i Danmark og rundt om verden. Men Cevea står ikke alene om at påvise dette. Førende økonomer peger også i den retning. Derfor bliver det i fremtiden sværere at modbevise den stigende ulighed.

Johs. Bertelsen, formand for Frivilligt Forum, dykker også ned i mulige løsninger i den tredje artikel. Han beskriver, hvordan kritikken er produktiv, og kan bruges aktivt i det fremtidige samarbejde mellem frivillige sociale organisationer og det offentlige. Der ligger mange muligheder for at skabe en bedre socialpolitik i Danmark, hvis man samarbejder, men det kræver, at kommunen og frivillige ikke bliver ét stort fællesskab, men at man påpeger og accepterer forskellene og giver plads til kritik.

På den måde kan frivillige organisationer sikre, at borgernes behov varetages i fremtidens sociale arbejde.

Så nemt ser den fjerde artikelforfatter ikke løsningen på de sociale organisationers udfordringer. Nick Allentoft, adm. dir. og ansvarshavende chefredaktør i Mediehuset DenOffentlige, ser derimod de sociale organisationer som værende i en eksistentiel krise, hvor de hurtigst muligt skal ændre kurs, hvis de ikke vil miste deres eksistensberettigelse. De har nemlig svigtet deres samfundsansvar, når de ikke råber højt nok, når enkeltpersoner som »Dovne Robert« og »Fattig Carina« bliver slagtet i den offentlige debat. I stedet er det borgerne selv som må råbe op i nye grupperinger, den såkaldte sociale modstandsbevægelse, som Nick Allentoft har døbt dem. Hvis de sociale organisationer skal have en reel betydning for udsatte borgere, skal de påvirke dagsordenen, kende præmisserne i medierne, risikerer noget – måske endda sin karriere og ikke mindst turde at være mere selvkritiske.

5

Den nødvendige kritik(er) AF JANN SJURSEN

Er der plads til en kritisk socialpolitisk debat i Danmark? Én, der er saglig, faglig og ikke kun bygger på enkeltsager og de følelser, som enkeltsager vækker? Det var et af spørgsmålene i oplægget til at skrive dette indlæg.

Svaret er – heldigvis – ja. Men der plads til forbedring.

Et af Rådet for Socialt Udsattes vigtigste opgaver er at være talerør for socialt udsatte mennesker. Udsatte borgere har som oftest ikke kunnet profitere af den indsats, samfundet har tilbudt, og derfor er de faldet gennem sikkerhedsnettet – og det skal naturligvis påtales. Det bliver det af både Rådet og andre sociale organisationer, foreninger og NGO’ere.

Og det er fuldstændigt essentielt, at vi bliver ved. Det er et fælles ansvar for alle, uanset organisationer eller privatpersoner, der ligger inde med viden om socialt udsattes levevilkår, at sprede den viden. Især fordi debatten, hvori denne viden til tider optræder, langtfra er kritisk nok.

Det er din egen skyld Helt centralt for en kritisk socialpolitisk debat er, hvordan sociale problemer bliver anskuet, og hvordan man analyserer de samfundsmæssige kontra personlige årsager til, at et menneske rammer bunden – eller kommer op derfra. For at samfundet fungerer, skal enkeltpersoner og fællesskab arbejde sammen. Det ene eksisterer ikke uden det andet.

Vi har hver især et ansvar for at deltage i og bidrage til fællesskabet.

Men som fællesskab har vi også alle sammen et ansvar for at deltage og bidrage til, at hver enkelt har et godt og (lige)værdigt liv. Ofte bliver der i debatten ensidigt fokuseret på den enkeltes ret og pligt – og ikke fællesskabets ret og pligt. I de store reformer af førtidspensionen og kontanthjælpen lægger beslutningstagerne mere vægt på den enkeltes ansvar for sin situation, på motivation af den enkelte til ikke at trække på fællesskabet eller på begrænsning af den enkeltes rettigheder i forhold til fællesskabet. Der er meget lidt om, hvad fællesskabet kan gøre for den enkelte.

Debatten afspejler ikke befolkningens holdning Debatten er altså skævvredet. Men stemmer den alligevel overens med befolkningens holdninger? Nej. Det viser en holdningsundersøgelse, som Epinion lavede for Rådet for Socialt Udsatte i efteråret 2013. På

For at samfundet fungerer, skal enkeltpersoner og fællesskab arbejde sammen

Der er meget lidt om, hvad fælles­ skabet kan gøre for den enkelte

6

Det ensidige fokus i debatten stem­ mer ikke overens med befolkningens holdning

Grundlæggende vil alle mennesker være en del af fællesskabet og bidrage til det

Men de beregnin­ ger er og vil altid blot være netop teoretiske

spørgsmålet om, hvorfor nogen her i landet er i nød, svarede knap 20 procent, at det er fordi »de er dovne og mangler viljestyrke«. Det er den præmis, som mange af reformerne – også mere bredt end FØP og kontanthjælp – tager udgangspunkt i, og hvis hovedformål derfor bliver at skabe incitamenter til at arbejde mere og længere og frem for alt finde sig et arbejde. Men 40 procent svarede samtidig, at det skyldes, at »der er uretfærdigheder i vores samfund« – det er vel dét, som er politikernes fornemste opgave at reparere på. 40 procent svarede, at det skyldes, at »de er uheldige«, og en lidt mindre andel svarede, at »det er uundgåeligt i den moderne udvikling«. Det ensidige fokus i debatten og reformerne på den enkeltes »skyld«, stemmer altså ikke overens med befolkningens holdning, som er meget mere nuanceret.

Derudover viste undersøgelsen også, at social udsathed som fænomen berører mange danskere. 10 procent svarede, at de selv har været socialt udsat. 7 procent tilkendegav, at de er socialt udsat på interviewtidspunktet. Og over 70 procent angav, at de kender til socialt udsatte i familien, vennekreds, på arbejdsplads, i boligområdet eller hvor de færdes dagligt. Der er altså rigelig grund til fortsat at debattere social udsathed for både politikere og i medierne.

Motivation er andet og mere end ønsket om job Grundlæggende vil alle mennesker være en del af fællesskabet og bidrage til det. På hver sin måde. Nogen vil gerne have en uddannelse eller et arbejde. Andre vil gerne være noget for andre, have en hverdag sammen med andre mennesker, tage vare på sig selv og sine, bevare sin værdighed og personlige integritet. Vi bevæges og motiveres af forskellige ting. Alligevel kommer den (social)politiske debat i forhold til at løse problemer med fattigdom, kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløshed til især at handle om (manglende) incitamenter til at tage ansvar for egen indtjening. Politikernes såkaldte dokumentation for, hvorfor tidens reformer af eksempelvis kontanthjælp er svaret på problemerne, tager udgangspunkt i teoretiske beregninger af, hvor mange der vil tjene 1.000 eller 2.000 kroner (svarende til, som Lars Løkke Rasmussen sagde, »et par sko«) mere om måneden, hvis de går fra kontanthjælp til fuldtidsarbejde. Men de beregninger er og vil altid blot være netop teoretiske. For politikerne springer over det allerlaveste gærde ved slet ikke at medtage de førstnævnte incitamenter i beregningerne, for slet ikke at tale om, hvorvidt der rent faktisk er et job, som den pågældende ansatte kan bestride, og om der findes en arbejdsgiver, der vil ansætte ham eller hende.

Politikere og ministerier bruger stort set uden forbehold beregningerne til at sige noget om, hvor mange, der vil tjene X antal kroner ved en given reform, og hvor mange flere, der vil udbyde deres arbejdskraft.

7 Men der tales ikke om, hvor mange flere potentielt fattige eller socialt udsatte en reform vil kunne komme til at betyde. Da skatteministeren under behandlingen af skattereformen blev spurgt om, hvor mange flere fattige defineret efter henholdsvis EU’s og OECD’s grænser, der ville komme som følge af skattereformen, ville regeringen ikke fremlægge disse beregninger. Det havde ellers været en overordentligt vigtig nuance i debatten.

800.000 offentligt forsørgede reduceret til incitamentsproblem De 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der er på offentlig forsørgelse, er blevet et omdrejningspunkt i både regeringens og oppositionens socialpolitik. De fremstilles som et samfundsproblem, og i debatten bliver grunden til deres forsørgelse forenklet til, at de mangler incitamenter til at søge job. Det betyder, at mennesker på overførselsindkomst mister værdigheden og føler sig som en byrde for samfundet.

Det har den komplet modsatte effekt af den ønskede: Mennesker bliver blot presset endnu længere væk fra at kunne bidrage med det, som de nu engang kan bidrage med. Det er helt uberettiget at omtale så store grupper af borgere på en så ekskluderende måde.

Derudover er det også en urimeligt måde at bruge tallet 800.000 på.

Slår man op i Økonomi- og Indenrigsministeriets Økonomiske Redegørelse fra december 2013, kan man se, at det faktisk kun drejer sig om 750.000. Cirka 50.000 er på barsel, og godt 60.000 er syge og modtager sygedagpenge – barsel og sygdom er næppe fremkaldt af dovenskab.

Godt 100.000 er efterlønsmodtagere. De hæver en ydelse, som de har betalt til, nogen i mange år. 13.000 er på revalideringsydelse – altså i gang med at kvalificere sig til et arbejde. 250.000 er på førtidspension – de skal vel ikke føle sig sat uden for samfundet ved at blive skudt i skoene, at deres manglende muligheder på arbejdsmarkedet skyldes dovenskab.

Hurtige løsninger på et langsigtet problem Et andet mantra i debatten er kravet om hurtige løsninger. Men i forhold til de problemer, som socialt udsatte kæmper med, er der ingen »quick fixes.« Det betyder desværre, at gruppen i alt for høj grad bliver svigtet, fordi politikere overvejende tager fat i ting, »der kan ordnes.« Det er nok ingen tilfældighed, at sundhedsvæsenet opprioriterer området med somatiske sygdomme, hvor evidens-bølgen bruser, og ting kan måles og vejes, mens området med sindslidelse og andre uhåndgribelige problemer bliver underprioriterede. Rådet for Socialt Udsatte ser gerne bedre indsatser, og at de ting, socialt udsatte udsættes for, også gøres med faglig dygtighed og evidens, hvis den findes. Men manglen

Men der tales ikke om, hvor mange flere potentielt fattige eller socialt udsatte en reform vil betyde

Det betyder, at mennesker på overførselsind­ komst mister vær­ digheden og føler sig som en byrde for samfundet

I forhold til de pro­ blemer, som socialt udsatte kæmper med, er der ingen »quick fixes«

8 Manglen på evi­ dens må ikke stå i vejen for at gøre det, som er åben­ lyst rigtigt at gøre

Reformerne inde­ holder rigtig gode perspektiver og muligheder

Alle mennesker har værdi

på evidens må ikke stå i vejen for at gøre det, som er åbenlyst rigtigt at gøre.

Brug for flere ressourcer – vi har allerede metoderne Manglen på evidens og deraf jagten på evidens må heller ikke skygge for det faktum, at området for socialt udsatte behøver basale økonomiske midler. Som sagt kan Rådet kun bakke op om, at indsatser for socialt udsatte er bevist brugbare – men sådanne indsatser og metoder er der allerede masser af. Det sociale arbejde har ikke været forgæves de seneste mange årtier. I kommuner, på socialkontorer og hos borgere rundt om i landet er der masser af positive historier og erfaringer fulde af effekt og succes. De skal bruges og udbredes, og der er behov for penge til at gøre dét. Det er dér, arbejdet ligger, og hvor ressourcerne skal bruges. Ikke på en evig jagt efter noget, der allerede ligger for næsen af os.

At der er behov for flere ressourcer, ser Rådet desværre jævnligt eksempler på. For socialt udsatte stofmisbrugere er døgnbehandling stort set eneste vej til stoffrihed. Det er veldokumenteret. Men siden 2009 er antallet af personer i døgnbehandling næsten halveret – kommunerne sparer på de dyre døgnbehandlinger.

Reformer med potentiale Selvom reformerne om kontanthjælp, førtidspension og fleksjob har været kritiseret, indeholder de rigtigt gode perspektiver og muligheder: Individuelle ressourceforløb, helhedsorienterede indsatser og koordinerende sagsbehandler. Hvis de elementer skal omsættes til virkelighed for de mange mennesker, som har behov for en bedre social indsats, kræver det en kritisk debat om den indsats, der skal i stedet den gamle.

Hvorfor er det nærmest kun en konstatering, at kommunerne kun opretter en brøkdel af de mange tusinder lovede ressourceforløb? Det kan både have noget at gøre med den føromtalte tone i debatten, men også med et menneskesyn, som for tiden er meget lidt solidarisk.

Det er ikke kun din egen skyld Alle mennesker har værdi. Uanset hvad de er og kan og ikke er og ikke kan. Det bør være udgangspunktet for socialpolitikken. Det handler om at hjælpe sig selv, ja. Men det handler lige så meget om at hjælpe den enkelte til at hjælpe sig selv så meget, det er muligt, og at hjælpe den enkeltes familie og netværk til at tage vare på hinanden. Og så handler det også om, at fællesskabet skal løfte sit ansvar. I et samfund som Danmark er vi kun noget i kraft af hinanden. Vi lever ikke på hver vores ø, vi lever sammen. Derfor er det paradoksalt at overlade hver enkelt til sig selv. Vi skal fælles holde hånden under de mange, der af den ene eller

9 anden grund ikke kan forsørge sig selv, og vi skal give dem en forsørgelse på et værdigt grundlag. Hvis debatten og politikken udelukkende tager afsæt i incitamenter og mennesket som arbejdskraft i en (vækst-) økonomi og glemmer det fuldstændigt grundlæggende – at »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«, som der står i FNs Menneskerettighedserklæring – så bliver debatten skævvredet med kæmpe og fatale konsekvenser for en masse mennesker.

Der er håb for solidariteten Rådets holdningsundersøgelse viser heldigvis, at der er grobund for, at socialpolitikken og -debatten kan tage en drejning mod en mere altruistisk og solidarisk tilgang til socialt udsatte. Danskerne er som sagt lige så obs på fællesskabets som på individets ansvar og muligheder.

Som fagfolk, NGO’ere, privatpersoner, medlemmer af samfundet, forbrugere af medier og stemmeberettigede borgere har vi alle sammen et ansvar for og en opgave med at få drejet tonen i debatten og politikken tilbage på et mere solidarisk spor, så der igen bliver plads til at debattere fællesskabets rammer og ansvar for at skabe muligheder for, at alle kan deltage på egne vilkår.

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Vi skal fælles holde hånden under de mange, der af den ene eller anden grund ikke kan forsørge sig selv

Der er grobund for, at socialpolitik­ ken kan tage en drejning mod en mere altruistisk og solidarisk tilgang til socialt udsatte

10

Den uønskede ulighedsdebat Villigheden til at tage den konstruktive debat, rejse de kritiske røster og udfordre de gængse samfundsopfattelse bliver stadig sværere. Særligt den socialpolitiske debat synes herhjemme at være på vej til at blive et politisk tabu. Problemerne med stigende ulighed nedvurderes, udfordrende beregninger miskrediteres og det slås igen og igen fast, at vi ikke har nogen problemer i Danmark, selvom alle tal peger i samme retning.

AF JENS JONATAN STEEN

Der var engang, hvor Danmark ­brystede sig af at have mindre afstand mellem top og bund

Det bliver stadigt sværere at komme til orde med kriti­ ske holdninger

Der var engang, hvor Danmark brystede sig af at have mindre afstand mellem top og bund end andre lande. Vi så det som et selvstændigt mål at sikre lige muligheder for alle, tilstræbte aktivt at modvirke enorme indkomstforskelle og satte en ære i at de sociale hierarkier ikke dominerede vores samfundsindretning.

Mange danskere oplevede i årtier at dette var en del af den danske drøm – en samfundsindretning, som var særlig dansk (eller hvert fald Skandinavisk), som havde bred folkelig opbakning og var omgærdet med en form for politisk konsensus. Men sådan er det ikke længere.

Stærke ideologiske kræfter ønsker en radikal anden retning og teknokraterne bag politikerne bekymrer sig ikke længere i samme grad om de stigende uligheder. Disse stemmer har nok altid været der, men deres indflydelse har været dramatisk stigende de sidste 5-10 år.

Denne ideologiske og teknokratiske forskydning påvirker forholdene og præmisserne for især den kritiske offentlige debat. Det bliver stadigt sværere at komme til orde med kritiske holdninger, kontraintuitive erfaringer og teser som udfordrer den gængse samfundsopfattelse.

Man ønsker at skabe et nyt politisk konsensus, hvor stigende ulighed bl.a. målt på indkomstulighed ikke længere tages alvorligt. Derfor afviste Økonomi- og Indenrigsminister Magrethe Vestager netop også at basere sin politik på, hvorvidt »et statistisk mål arter sig på den ene eller den anden måde«. Et på mange måder logisk udsagn, selvom det muligvis flugter dårlig med den dominerende ambition om at reducere

11 politiske spørgsmål til rubrikker og kolonner i Finansministeriets uendeligt lange regneark.

Det begrænser forståelse for de negative afledte effekter, som den stigende ulighed skaber, og det kvæler den kritiske socialpolitiske debat. For selvom det er klart, at kvaliteten af et samfund aldrig alene må måles på Gini-koefficient, så bør vi heller ikke nægte de entydige tendenser. Hvis gini-koefficienten stiger en smule, samtidig med at flere tusinder kommer i arbejde, flere får en uddannelse og færre bliver ramt af kroniske lidelser, så kan det for en midlertidig periode godt være, at det ikke er et selvstændigt problem. Men desværre er det bare ikke den vej pilen peger. De stigende indkomstuligheder ser i det store perspektiv ud til at være fortsat stigende, og samtidig så ser de også ud til at være nært forbundet med en række afgørende samfundsudfordringer, som bl.a. de britiske forskere Richard Wilkinson og Kate Pickett har bevist i bogen The Spirit Level.

Uligheden er steget i Danmark Den modstand man møder ved at fremlægge den uønskede kritik og stille spørgsmålstegn ved de stigende uligheder mærkede Cevea på egen krop med udgivelsen af et analysenotat »Uligheden stiger mest i Danmark«. I analysen konkluderes det, at Danmark, ifølge de seneste tal fra EU’s statistiske organisation Eurostats, er dét vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest i perioden 2004-2011, målt på Ginikoefficient. Det samfundsøkonomiske analyseinstitut AE-rådet nåede frem til en helt tilsvarende konklusion for et par år siden. Med andre ord; et ikke særligt overraskende resultat, som blot bekræfter det vi godt ved i forvejen.

Et lands ulighed er som nævnt en ganske kompleks og meget varierende størrelse, som derfor både kan og bør opgøres på forskellige måder, så Gini-koefficienten aldrig kommer til at stå alene. Den skal blot anvendes til påpege de overordnede tendenser. Men alligevel peger så godt som alle tal i samme retning: Uligheden er stigende i Danmark, såvel som i resten af verden. De stigende uligheder har været alment kendt i årevis og siden den globale finanskrise sidst i 00’erne, så har alle vesteuropæiske lande været ramt. Ifølge den verdensomspændende udviklingsorganisation Oxfam ejer de 85 rigeste mennesker lige så meget som halvdelen af verdens befolkning.

Og vender vi blikket mod Danmark viser et andet Cevea-analysenotat fra januar i år stigende ulighed i lønudviklingen fra 2008 til 2012. De danskere som er rigere end 80 pct. af befolkningen har i denne periode gennemsnitligt oplevet en reallønsfremgang på 13.754 kr., mens dem som er fattigere end 80 pct. af den danske befolkning har oplevet en tilbagegang på 1.077 kr. Mere får altså mere, og mindre mister mest.

De stigende ind­ komstuligheder ser ud til at være fortsat stigende

Danmark er dét vesteuropæiske land, hvor ulighe­ den er steget mest

De 85 rigeste men­ nesker ejer lige så meget som halv­ delen af verdens befolkning

12

Den 1 procent rigeste del af den danske befolkning ejer 41 procent af alle aktier

Det vækker stort opsigt, når man sætter fokus på stigende ulighed

Den stigende danske ulighed bekræftes endvidere af den franske økonom og udråbte superstjerne Thomas Piketty og hans World Top Income Database. Ifølge Pikettys omfattende database tjente de rigeste danskere i 2010 6,6 pct. af al indkomst. Skruer vi tiden lidt tilbage var denne andel kun 5,38 pct. i 1991, og på sit allerlaveste niveau i 1994 med 5,0 pct. Indkomsten er altså i tiltagende grad koncentreret hos de rigeste. Den rigeste promille i det danske samfund tjener således 1,86 pct. af al dansk indkomst. Meget værd bliver det de kommende år, når vi begynder kigge nærmere på fordelingen i forhold til hvem der ejer boliger, hvem der høster store kapitalafkast og hvem der sidder på aktierne. Alene for aktiebeholdningerne ved vi at den 1 procent rigeste af den danske befolkning ejer 41 procent af alle aktier.

Billedet af øget ulighed i det danske samfund tegnes også af tænketanken Kraka, som har regnet sig frem til, at antallet af fattige i Danmark er steget fra 23.500 i 2002 til hele 47.300 personer i 2012.

Uønsket ulighedskritik indpakket i talkrig og hetz Uanset hvordan man vender og drejer det, er uligheden på dansk plan altså steget. Det peger alle tal og data i hvert fald på. Men det vækker stort opsigt, når man sætter fokus på stigende uligheder. Det er hverken for regeringen eller størstedelen af oppositionspartierne, noget man sætter højt på de politiske ønskelister. Selvom Ceveas ulighedsanalyse absolut ikke burde komme som nogen overraskelse for folk med indsigt i dansk samfundsudvikling. Alligevel fik analysen ved dens publicering massiv mediedækning og endte i et politisk stormvejr, som nåede højdepunktet, da Finans- og Økonomi- og Indenrigsministeriet indkaldte embedsmændene til overarbejde i Påskeferien for at udsende en pressemeddelelse, der forholdte sig stærkt kritisk til Ceveas konklusioner.

Ministeriernes kritik gik først og fremmest på Ceveas valg af datakilden Eurostat, som eftersigende er forbundet med stor usikkerhed. Til trods for, at Eurostat almindeligvis er en særdeles troværdig og hyppigt anvendt datakilde, er det for lige præcis deres tal på Gini-koefficient legitimt at forholde sig kritisk over for deres datagrundlag og resultater.

Kritik af datagrundlag eller ej, må kernespørgsmålet dog være, hvor meget uligheden reelt er steget i Danmark, samt hvilke data der bedst beskriver denne udvikling. En sammenligning mellem de tre mest anvendte opgørelser af Gini-koefficient fra henholdsvis Danmarks Statistik, Eurostat og OECD tydeliggør, at de entydigt viser en tendens til stigende indkomstulighed. OECD’s tal, som er brugt af Finans- og Indenrigs- og Økonoministeriet i deres pressemeddelelse, afviger dog fra Eurostat og Danmarks Statistik. Men Danmarks Statistik laver deres ulighedsopgørelse ved at totaltælle hele befolkningen ud fra registerdata, og deres tal må derfor være standarden man måler efter.

13

FIGUR Uligheden kan opgøres på mange måder men fra 2004-2011 er den steget …

Her er tal fra OECD. Danmarks Statistik og Eurostat, som opgør udviklingen i ulighed i Gini-koefficient. De viser alle at uligheden i Danmark er steget i perioden 2004 til 2011.

30 DST EUROSTAT OECD

28,1 28,0

25,2

25 - 24,5 23,9 23,2 Tænketankten Cevea · www.cevea.dk

Kilder: Danmarks Statistik (Indkomster 2011) OECD* (http://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=IDD) Eurostat (http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=ilc_di12&lang=en) 20 – ı ı ı ı ı ı ı 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010

ı 2011

* En forklaring på at OECDs mål er lavere end de andre er, at deres datagrundlag for Danmark ikke indeholder de højeste og laveste indkomster.

Konklusionen om Danmarks stigende ulighedsudvikling i Ceveas analyse står altså ved sin magt. Alligevel endte den offentlige debat om analysen i talkrig og absurd fejlfinding, hvilket overskyggede sagens kerne – nemlig den problematiske tiltagende polarisering i det danske samfund.

Ser man på de seneste årtiers politiske reformer har det da heller ikke skortet på tiltag, som har øget uligheden i det danske samfund.

VK-regeringen har med gentagne skattelettelser, og særligt fastfrysningen af ejendomsværdibeskatningen, skabt nogle tiltag, der øger det økonomiske gab mellem top og bund i samfundet. Og på baggrund af den senere tid kan vi frygte at reformer af dagpengene og den gradvise udhuling af overførselsindkomsterne kan få negative konsekvenser på længere sigt.

Omvendt skal dog nævnes at SR-regeringen med afskaffelse af fattigdomsydelserne og fradraget for sundhedsforsikringer, samt forhåbentligvis også med den nyligt fremlagte beskæftigelsesreform, også

Den offentlige debat om analysen endte i talkrig og absurd fejlfinding

Vi frygter at refor­ merne kan få nega­ tive konsekvenser på længere sigt

14 har taget væsentlige skridt i den rigtige retning, hvis vi måler på uligheden.

Særligt højrefløjens meningsdannere og hofmedier sky­ der forskning ned

Pikettys analyse står så stærkt, fordi den ikke er en ideologisk motive­ ret teori

Advarselslamper blinker hos internationale aktører Uanset nogles interesse i at pakke ulighedsudviklingen ind i metodesnak og talfiksering, når den optræder i den offentlige debat, bør det altså stå lysende klart at uligheden i det danske samfund er steget markant siden årtusindeskiftet. Og det er et kæmpe problem.

Ulighedens skadelige konsekvenser er da også på det seneste blevet bekræftet af en lang række fremtrædende aktører på den globale scene. Ved det årlige stormøde for verdens førende økonomer, World Economic Forum, som i år afholdtes i Davos, blinkede advarselslamperne over for den stigende ulighed. Kort efter satte præsident Obama fokus på den ulige velstandsfordeling i USA ved hans årlige »State of the Union«-tale, og siden har Den Internationale Valutafond, IMF, og samarbejdsorganisationen OECD stemt i kor: For at rette op på verdens økonomi må der gøres noget ved den ulige indkomstfordeling. Adresseres den øgede polarisering ikke vil det hæmme både den økonomiske vækst og den sociale sammenhængskraft i de ramte samfund.

Senest er den tidligere nævnte franske økonom Thomas Piketty kommet med sit indspark til ulighedsdebatten. Bestemt også et indspark, der har vækket stor politisk interesse og ideologisk opstandelse.

Denne gang har særligt højrefløjens meningsdannere og hofmedier lagt sig i selen for at skyde forskning ned inden vi overhovedet har fået indholdet. Pikettys resultater i form af den knap 700 siders lange »Capital in the Twenty-First Century«, har taget økonomer, politikere og meningsdannere verden over med storm og ligger i øjeblikket på toppen af bestseller-listen på Amazon, hvor økonomiske fagbøger sjældent placerer sig. I bogen tager Piketty afsæt i en minutiøs gennemgang af 200 års skatte- og ulighedsdata fra op imod 50 forskellige lande, særligt med fokus på Frankrig, USA og Storbritannien. Dermed bidrager han med en hidtil uset empirisk tyngde til at belyse de stigende uligheder og afsløre kapitalismens indgroede skadeseffekter.

Pikettys analyse står så stærkt, fordi den ikke er en ideologisk motiveret teori om den bedst eller værst tænkelig udvikling. Den økonomiske komets analyse bygger i stedet på utrolig kompleks og enorm mængde historisk data, der danner grundlag for en uomtvistelig konklusion: den økonomiske ulighedsudvikling har med den kapitalistiske samfundsindretning fået enorm vind i sejlene.

Pikettys utvivlsomme datagrundlag og uomtvistelige konklusioner har da også givet anledning til at den amerikanske økonom og Nobelprismodtager Paul Krugman på nærmest daglig basis entusiastisk og imponeret har skrevet om »Capital«s betydning, særligt med henblik

15 på de konsekvenser for økonomisk teori og tænkning i fremtiden samt politiske konsekvenser, som Pikettys analyse muliggør og betinger.

Det fremstår altså lysende klart, at Pikettys konklusioner vil reformere den måde vi forstår og anskuer samfundets indretning på. Men hvad er det præcist, at den franske superøkonom konkluderer?

Ulighed ifølge Piketty: r større end g Pikettys omfattende forskning viser, at historisk set har udviklingen i afkast på kapital (r) været større end væksten i økonomi og lønudvikling (g). Sagt på en anden måde så er afkastet fra kapital, eksempelvis på formuer, aktier og ejendomme steget mere, end den øvrige vækst i samfundsøkonomien (opgøres normalt i BNP). Det betyder, at dem, der ejer bolig og aktier, eller besidder en større (nedarvet) formue, oplever langt større økonomisk fremgang end alle andre. Det er de rige, der bliver rigere, og de får altså større bider af en samfundskage, som ikke vokser tilsvarende.

Men den vilde kapital kan sadles, reguleres og styres, således at kapitalen kommer til at arbejde for samfundet, og ikke omvendt. Pikettys eget forslag er her en global skat på afkast og renter. For resultatet er klart: den ulige indkomstfordeling vil kun stige over tid; de rige vil blive rigere, og de fattige endnu fattigere. Og dermed er ulighedsproblematikkerne kommet for at blive.

Piketty leverer overbevisende økonomiske og empiriske beviser, og derfor er hans forskningsresultater virkelig stærke skyts i den offentlige debat. Selvom mange på højrefløjen og i teknokratiet gerne vil enten lukke øjnene eller forsøge sig på at miskreditere resultaterne, så står de til troende. Ligesom de gør fra OECD, WEF, IMF, Kraka, AE-Rådet, Cevea og alle os andre, der har vist at uligheden er stigende.

Der er muligvis mange og muligvis også stadig flere herhjemme, som ønsker at holde den socialpolitiske debat, og de udfordringer ude i den virkelige verden, nede, men den eksisterende forskning udfordrer deres position, ligesom historien om Danmarks succes gør det samme.

Men kampen er kun lige begyndt, og de bestående sandheder samt de stadig mere ideologiske præmisser har i den grad brug for at blive udfordret. Det er den fælles opgave for alle stemmerne i den socialpolitiske debat!

Jens Jonatan Steen er analysechef for og medstifter af tænketanken Cevea. Han er uddannet cand.scient.adm. Han har tidligere arbejdet som pressemedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke, som freelancejournalist for Økonomisk Ugebrev, som Fuldmægtig i Kulturministeriet og som underviser på Krogerup Højskole.

Pikettys konklu­ sioner vil refor­ mere den måde vi forstår og anskuer samfundets indretning på

Det er de rige, der bliver rigere, og får større bider af en samfundskage, som ikke vokser tilsvarende

Kampen er kun lige begyndt

16

De frivillige sociale organisationers kritiske rolle Skal de frivillige sociale organisationers vagthunderolle over for det offentlige have betydning, kræver det paradoksalt nok et tættere samarbejde med det offentlige. Dette forudsætter dog samtidig, at forskellen mellem den offentlige og den civile sektor anerkendes og markeres tydeligere.

AF JOHS. BERTELSEN

De frivillige sociale organisationers styrke og udfor­ dring er dels det nære og dels det langsigtede

Samfundskritik kræver udgangs­ punkter i form af sociale og kultu­ relle ståsteder, som man kan ­debattere og kriti­ sere ud fra

Kritik som et produktivt begreb De frivillige sociale organisationers styrke og udfordring er dels det nære og dels det langsigtede. Det nære i form af den tætte kontakt til de borgere, vi repræsenterer. Og det langsigtede i form af de mål og perspektiver, vi kan være med til at sætte for en bæredygtig fremtid.

Midt imellem står så den konkrete politikudvikling og forvaltning, som vi lader politikerne og embedsværket om. I denne position er vi placeret som et stadigt korrektiv til det offentlige, hvor vi dels med udgangspunkt i det nære borgerforhold og med udgangspunkt i mere langsigtede mål kan bidrage med kritik af den førte politik. I det nye »Charter for samspil mellem den frivillige verden og det offentlige« hedder det således, »at den frivillige verden er en engageret kritisk med- og modspiller til det offentlige«. Kritik er altså i denne sammenhæng ikke et negativt begreb, men tværtimod et produktivt begreb, som netop i kraft af sektorernes forskellighed kan bidrage til den dynamik og dialektik, som er nødvendig for en stadig samfundsudvikling. Det kritikbegreb er denne artikels udgangspunkt.

Kritikkens udgangspunkt Samfundskritik kræver udgangspunkter i form af sociale og kulturelle ståsteder, som man kan debattere og kritisere ud fra, og i sidste ende organisere sig ud fra. Her har den økonomiske og tekniske udvikling gennem den sidste halvdel af det 20.årh. ført til, at vi som borgere i stigende grad er blevet frisatte fra vore sociale og kulturelle udgangs-

17 punker i familien, lokalsamfundet og klassetilhørsforholdet. På mange måder kan man godt sige, at vi som borgere og system er »i samme båd«, når det gælder de store samfundsudfordringer. Med manglende pejlemærker bliver det så at sige stadigt vanskeligere at udstikke bud på en alternativ kurs, hvilket gør det let for de teknokratisk uddannede velfærdsinnovatører i form af primært djøffere ikke at sætte kursen, men at overtage kommandoen, så båden i hvert fald ikke synker. Dette hedder i moderne politisk sprogbrug »nødvendighedens politik« og er i store træk baseret på konkurrencestatens økonomiske behov.

I bogen »Konkurrencestaten« har Ove Kaj Pedersen demonstreret, hvordan nødvendigheden af samfundets konkurrenceevne er blevet den altdominerende referenceramme for samfundets udvikling. Denne referenceramme er langt mere tungtvejende end værdimæssige referencerammer med udgangspunkt i sociale, kulturelle eller miljømæssige forhold, hvilket har haft enorm indflydelse på politikudviklingens og den offentlige administrations forhold til borgerne. Vi ser det som en tillidskrise mellem de politiske partier og borgerne, og vi ser det som en fremmedgørelse i forholdet mellem borgerne og den praktiske lovgivning.

F.eks. er incitamentspolitikken på social- og beskæftigelsesområdet et eksempel på en politik, som alene har en økonomisk referenceramme, og som helt ser bort fra den sociale og menneskelige marginalisering, som også er en følge af politikken.

En ny fortælling Når vi i disse år taler om, at samfundet har brug for »en ny fortælling« er det netop en sådan alternativ referenceramme der er tale om. En referenceramme, som på den ene side tør sætte mål for en bæredygtig fremtid, og som på den anden kan gøre det på en måde, så borgerne føler det meningsfyldt at tage ejerskab til den. Her har vi en stor opgave i civilsamfundet og i det frivillige arbejde. De økonomiske strukturer er i dag så overordnede, at vi selv som nation har meget lille indflydelse på dem. Derfor må politikudviklingen på mange måder starte i det lokale.

Hvad er nødvendigt her og hvad giver mening her. Og hvilke ressourcer har vi at gøre godt med både økonomisk og menneskeligt. Set i dette perspektiv bliver lokalpolitik og kommunalpolitik langt vigtigere i de kommende år. Og set i dette perspektiv er de nye koncepter om samskabelse og samproduktion vigtige at få diskuteret.

Opgøret med New Public Management Udgangspunktet for disse nye koncepter handler først og fremmest om opgøret med New Public Management (NPM) som forvaltningssystem.

Hvor NPM kan siges at have fungeret effektivt som økonomisk styringssystem, har det til gengæld haft en masse bivirkninger, som indholds-

Borgere og system er »i samme båd«, når det gælder de store samfundsud­ fordringer

Nødvendigheden af samfundets kon­ kurrenceevne er blevet den altdomi­ nerende reference­ ramme

De økonomiske strukturer er så overordnede, at vi selv som nation har meget lille indfly­ delse på dem

New Public Management har haft en masse bivirkninger

18

En række forskere og kommunal­ direktører har lanceret konceptet samskabelse

mæssigt har besværliggjort og forhindret en sammenhængende og innovativ offentlig forvaltning. Manglende tillid og åbenhed, manglende faglighed, manglende politisk ledelse og alt for meget bureaukrati og kontrol har gjort det nødvendigt at overveje og udvikle andre tilgange til den offentlige forvaltningsstruktur.

I et forsøg på at »åbne« og »humanisere« forvaltningsstrukturen har en række forskere og kommunaldirektører lanceret konceptet samskabelse som basis for en ny fortælling, hvor det frivillige arbejde og civilsamfundet kan være med til at give ny legitimitet til den offentlige forvaltning.

Som kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller i Hedensted Kommune udtrykker det: I Hedenstederne forsøger vi at tænke over, hvilke ord vi bruger, når vi kommunikerer. For eksempel undgår vi så vidt muligt at bruge ord som »kommunen« og »borgere«, fordi det signalerer »dem« og »os«. I Hedenstederne tror vi på samskabelse Eller som direktør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Aarhus kommune Hosea Dutschke formulerer det: Vejen til en kærlig kommune med selvstændige borgere skal brolægges af generøse ledere, der skaber succes og skønhed.

Og videre: Den kærlige kommune støtter og skubber og slipper fri.

En ny fortælling skabes ikke ved, at det frivillige ar­ bejde og civilsam­ fundet overtages og administreres af kommunerne

Problemet med disse velfærdsinnovatører er imidlertid, at de tænker administrativt og ikke politisk. De skelner ikke mellem deres gode vilje og deres administrative rolle og dermed falder de i den grøft, som allerede salig Herbert Marcuse advarede mod i 60érne, nemlig det endimensionale samfund, hvor »det teknologiske miljø smelter kultur, politik og økonomi sammen til et allestedsnærværende system, som opsuger eller afviser alle alternativer« (Det endimensionale menneske, s. 16).

Kritikken sovses ind i god vilje og de samfundsmæssige positioner som udgangspunkt for gennemskuelighed og kritik forsøges udvisket.

Forandringens politik En ny fortælling skabes ikke ved, at det frivillige arbejde og civilsamfundet overtages og administreres af kommunerne. Tværtimod bør forskellen accentueres så meget som muligt samtidigt med, at samarbejdet øges. Som der står i charteret: »Forskelligheden, den frivillige verden

19 og det offentlige imellem, er en styrke«. Det er derigennem, at den korrektive funktion kan udspille sig.

Forvaltningen af politikken skal netop forstås som et krydsfelt mellem økonomiske samfundsmæssige behov defineret oppefra og borgernes erfaringer og behov defineret nedefra. Forudsætningen for en vellykket forvaltning og politikudvikling er derfor, at der er en rimelig balance mellem disse to tilgange. Ellers fungerer samspillet mellem det politiskadministrative system og borgerne ikke. Et eksempel er som nævnt incitamentspolitikken, som alene har været defineret af økonomiske hensyn både som økonomisk pres og som meningsløs aktivering. Den er af borgerne blevet oplevet urimelig og absurd og vi har fra en række frivillige sociale organisationer i årevis gjort opmærksom på, at det var en forkert måde at løse beskæftigelsesproblemet på. Som korrektiv har vi i en del frivillige sociale organisationer også udviklet projekter som pegede i en anden retning. Og først nu efter mange års pres begynder regeringen med den nye beskæftigelsesreform at se sammenhængen, nemlig at forvaltningsmæssige tilgange til borgeren skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov.

Pointen i dette er, at vi som frivillige sociale organisationer har en vigtigt opgave i at holde øje med relationen mellem system og borgere.

Som repræsentanter for borgernes erfaringer og interesser er vi klædt godt på til at sikre, at borgerne mødes »i øjenhøjde, også når de ligger ned«, som man siger i Kirkens Korshær. Og dette er ikke en pointe, som kun gælder i forhold til udsatte grupper, men det er tværtimod en pointe, som bliver af stor betydning for politikudviklingen i det hele taget i de kommende år. Erfaringerne fra NPM har vist, at økonomistyring og borgerstyring er to forskellige ting, og derfor vil vi nu se en række forsøg på at nærme sig borgerne på en anden og mere pædagogisk måde. Her står vi som frivillige organisationer meget stærkt, fordi vi som alternativ til systemet altid har arbejdet med at inkludere borgerne på en meningsfuld og anerkendende måde, og vi vil derfor kunne blive en meget værdifuld og kritisk samarbejdspartner for det offentlige i de kommende år.

Samskabelse med muligheder De frivillige sociale organisationers kritiske rolle ligger således i disse år paradoksalt nok ikke i en distancering i forhold til den offentlige politik og forvaltning, men tværtimod i et tættere samarbejde. Vel at mærke et samarbejde, som accentuerer forskellene mellem samfundssektorerne langt skarpere, end vi hidtil har set det.

Fra de ivrigste samskabelsesfortalere har vi således set en tendens til lanceringen af »vi er alle i samme båd« konceptet, hvilket bl.a. har betydet, at en del kommuner forsøger at sløre og nedbryde forskel-

Først nu efter mange års pres begynder regerin­ gen at se sammen­ hængen Frivillige sociale organisationer har en vigtigt opgave i at holde øje med relationen mellem system og borgere

De frivillige sociale organisationers kritiske rolle ligger således i disse år paradoksalt nok i et tættere ­samarbejde

20

Et stort fællesskab, men som på sigt vil være dræbende for den produktive kritik og dialog

Kommuner og frivillige sociale organisationer har en fælles mulighed for at gøre borger­ relationen mere menneskelig

Dette kan være starten på en for­ tælling om en ny form for relationel velfærd

len mellem borgerne som repræsentanter for civilsamfundet og kommunen som repræsentant for offentlig myndighed. En øvelse, som på kort sigt måske nok kan bidrage til, at alle ansatte, frivillige og borgere i kommunen føler sig som et stort fællesskab, men som på sigt vil være dræbende for den produktive kritik og dialog, som ligger i netop at betone forskellen mellem de to sektorer. En forskel, som ikke er spor teoretisk, men yderst konkret i en situation, hvor kommunen er pålagt at varetage konkurrencestatens behov, og hvor vi som frivillige sociale organisationer har til opgave bl.a. at varetage udsatte borgeres behov.

Det er præcist i dette krydsfelt mellem samfundets økonomiske behov og borgernes menneskelige behov, at forståelsen af samskabelsen skal udvikles og realiseres. Med NPM har man i en del år set stort på dette krydsfelt med det resultat, at relationen til borgerne er blevet dehumaniseret i form af udstødning, marginalisering og isolation.

Som kommuner og som frivillige sociale organisationer har vi en fælles mulighed for at gøre borgerrelationen mere menneskelig, men det kræver netop en ny fortælling, hvor vi som udgangspunkt anerkender hinandens forskelligheder for derefter at vende dem til en fælles styrke.

Fra de frivillige sociale organisationer har vi sammen med en række faglige organisationer påbegyndt denne fortælling ved at diskutere de forskellige udgangspunkter for den frivillige og den faglige indsats og derefter formuleret forskellene som en række spilleregler for samarbejdet.

Og ud fra samme tankegang planlægger vi i Frivilligt Forum at udvikle lokale charters sammen med 4 kommuner for derigennem at opnå en fælle forståelse af og aftalerammer for samarbejdets karakter.

Hensigten med disse formelle aftalerammer er at skabe tryghed i samarbejdet således, at der kan komme gang i en fælles innovativ proces. Netop gennem en tryg dialog viser det sig jo, at krydsfeltet ikke går mellem ansatte på den ene side og borgere og frivillige på den anden side, men derimod mere mellem den overordnede samfundsøkonomi og de lokale menneskelige behov.

Perspektivet er derfor, at dette kan være starten på en fortælling om en ny form for relationel velfærd, hvor politikudviklingen tænkes nedefra i et samarbejde mellem ansatte, borgere og frivillige. Og en fortælling, hvor kritik og dialog er anerkendt som basis for den samfundsmæssige udvikling.

Johs. Bertelsen er mag.art og indtil 2012 forstander for Kristeligt Studenter-Settlement. Siden 2005 formand for Frivilligt Forum, Landsforeningen for de frivillige sociale organisationer. Har bl.a. udgivet »Gå ind i din tid, om socialt og kulturelt udviklingsarbejde« (Gyldendal 1991).

21

Slip fordommene og grib dagsordenen Sociale foreninger svigter deres eget samfundsansvar, og bidrager selv til, at den samfundskritiske socialdebat i egen optik er forstummet. Der er masser af samfundskritik, men den foregår blandt borgere som finder sammen i nye grupperinger i regi af den sociale modstandsbevægelse. Delvist skjult for offentligheden.

AF NICK ALLENTOFT

Dovne Robert og Fattig Carina. To sager, der tænder harmen hos mange mennesker med det sociale hjerte på rette sted. Sager, der har fordrejet den sociale debat, og siden slået den offentlige samfundskritiske socialdebat mere eller mindre ihjel. Sager, der viser, hvor samfundsdebatten generelt er havnet. Den handler om personsager mere end essensen af dem. Samtidig har en social modstandsbevægelse udviklet sig under den offentlige overflade, hvor borgere finder sammen i tusindvis for at bekræfte hinandens bekymringer, oplevelser og ikke mindst samfundskritik.

Dovne Robert og Fattig Carina brugte med egne ord de muligheder, der blev serveret for dem. Men de blev lynhurtigt repræsentanter for en småborgerlig forargelse, der søger bekræftelse i at danskere misbruger velfærdsmodellen til at berige sig selv. Læg hertil års fokus på socialt bedrageri, og den samfundskritiske socialdebat bliver passiviseret.

Ingen – og i Roberts tilfælde ikke engang ham selv – er i tvivl om, at deres brug af velfærdssystemet er samfundsødelæggende opførsel.

Men når folkedomstolen tager fat gemmer saglige stemmer sig ofte.

Det skete også med Robert og Carina, og dermed blev scenen overladt til andre.

Sociale mediers styrke Historier som dem om Robert og Carina vokser i kraft af den tid, vi lever i. En tid, hvor harmdirrende historier hurtigt skaber dagsorden på sociale medier. Og vokser!

De er lette at forholde sig til, lette at dele og lette at tage afstand fra – fordømme. Det er straks sværere at fordømme den sociallovgivning, der har givet to tilfældige borgere mulighed for at leve over evne.

Det er sager, der viser, hvor sam­ fundsdebatten generelt er havnet

Når folkedom­ stolen tager fat gemmer saglige stemmer sig ofte

22 Vejen til en dags­ orden i medierne handler om at kende præmis­ serne

I stedet for at gribe debatten, blev DS fornærmet på sin stands vegne

Det er derfor fristende at tale om de sociale organi­ sationers fallit

Vejen til en dagsorden i medierne handler om at kende præmisserne.

Det er de enkle letforståelige historier, der rydder forsiden. Sådan har det sådan set altid været.

Derfor nytter det ikke noget, at blive frustreret over, at mediernes dagsorden tromler faglighed, saglighed og evidens i socialdebatten.

Tværtimod gemmer netop socialområdet på alletiders potentiale for at sætte dagsorden. Det viser de omtalte eksempler og utallige personsager om tvangsfjernelser, handicappede, ledige, syge eller hjemløse, der gang på gang fortæller gruopvækkende historier om, hvordan systemet behandler dem.

Pointen ligger ikke i medierne, politikerne, kommunerne eller regering og Folketing, men hos de aktører, der selv spiller kortene i socialdebatten – eller måske snarere undlader, at spille kortene i socialdebatten.

Socialdebattens fallit For et lille års tid siden udgav DenOffentlige en leder om socialrådgiverne. Den fik en skarp overskrift – »Socialrådgivernes fallit« – og satte debatten i brand. Budskabet med lederen var, at socialrådgiverne burde være det mørtel, der holder murstenene sammen i velfærdssamfundets hus, fordi de har hjertet, fagligheden og forståelsen for, hvordan mennesker i krise skal hjælpes.

Men det druknede i stødte reaktioner. I stedet for at gribe debatten, blev Dansk Socialrådgiverforening fornærmet på sin stands vegne. Alright, lederen var skarp og en smule generaliserende, men det er engang imellem vilkårene, når en tekst skal indramme et kompliceret budskab.

På redaktionen kom indtil flere henvendelser fra socialrådgivere, der ønskede debat. Kommentartråden under teksten havde blandede reaktioner. Men den forening, der kunne have grebet muligheden for at revitalisere debatten – og dermed socialrådgiverens rolle – spillede fornærmet.

Eksemplet trækkes frem her, fordi det er et billede på, hvor socialdebatten står. Nemlig i en brydningstid, hvor de sociale foreningers fokus bør være på de mennesker, der er trykket af socialkrisen, snarere end den politik eller de organisationer, der søger at repræsentere den sociale debat.

Det er derfor fristende at tale om de sociale organisationers fallit – men det er naturligvis at stramme den. Pointen er, at når verden ændrer sig, må aktørerne i den også ændre måden, de handler på. Her er noget at lære af enkeltsagerne.

Whistleblowere I disse år oplever vi en international strømning, hvor mennesker ofrer deres karriere for at afsløre systemer eller organisationer. Enkeltper-

23 soner går til ekstremer og, nærmest som var det taget ud af en film, sætter de deres tilværelse på spil for »offentligheden«. Endnu har vi til gode rigtig at opleve andre end soldater gøre det samme i Danmark, men det vil ikke vare længe, før det sker. De er derude, medarbejderne, der under ekstremt pres tilpasser sig en verden, de ikke længere kan identificere sig med.

På DenOffentlige kunne læserne snuse lidt til det for nylig, da en lærer på sin blog afslørede groteske forhold på en folkeskole. Historien blev plukket af BT, der vinklede en spiseseddel med »Nødråb fra klasseværelset« og fyldte fire sider med afsæt i bloggerens beskrivelser. Vi venter endnu på den socialrådgiver, jobcenterkonsulent eller projektleder, der afslører kaos og rod i den offentlige sagsbehandling.

Historier om personsager og journaler, der roder på offentlige kontorer kan eksempelvis blive den »game changer« debatten om tillidsreform, overstyring og New Public Management mangler.

Beskrivelsen er er et tænkt eksempel. Men den tjener som illustration af, at der skal andre ting til end faglighed og saglighed, hvis hele landet skal forstå den alvor, som socialområdet er i. De senere år har reformer udstillet, hvad velfærdsstaten – måske – er: middelklassens.

Velfærdssamfundet på 3. klasse Flere og flere danskere lever et liv under den officielle fattigdomsgrænse, og flere og flere nærmer sig fattigdom mens deres aktiver konverteres til mad, husleje, telefonregning og kontingentet i børnenes idrætsforening. Når disse mennesker siger »ingen penge«, har de reelt ingen penge tilbage.

Andre danskere træffer beslutninger om disse danskeres liv og fremtid. Når de siger »ingen penge« betyder det som regel, at der er lavvande på bankkontoen. For langt de fleste, er det fuldstændig umuligt at forestille sig en tilværelse, hvor der ikke er penge til mad, en togbillet eller husleje.

Dansk Folkehjælp kunne eksempelvis i 2013 fortælle om en Megafon-måling, der viser, at næsten halvdelen af alle danskere mener, at fattigdom i Danmark kun findes i mindre grad eller slet ikke. Når danskerne er så opdelt, handler det om, at noget så banalt som begrebet »ingen penge« har to fortolkninger. Én hos udsatte og fattige og én hos den trygge middelklasse. Derfor er det måske helt naturligt, at det er svært at finde løsninger på noget så komplekst som socialkrisen.

Det inviterer til at spørge mange af de frivillige og aktive i de sociale foreninger, læserne af dette tidsskrift. Hvilken klasse tilhører du? Forstår du reelt, hvilke udfordringer socialkrisen består af?

Skal sociale foreninger have en stemme i den samfundskritiske socialdebat må de ikke alene forstå præmisserne i medierne, men også

Vi venter endnu på den socialrådgiver, jobcenterkonsulent eller projektleder, der afslører kaos

Flere og flere dan­ skere lever et liv under den officielle fattigdomsgrænse

For langt de fleste, er det fuldstændig umuligt at forestille sig en tilværelse, hvor der ikke er penge til mad

Hvilken klasse tilhører du?

24 Ser man årtier tilbage, var socialt udsatte og de­ res organisering forenet I dag er mange tusinde danskere organiseret i den sociale modstands­ bevægelse

Disse grupper har kort sagt overta­ get en lang række sociale organisa­ tioners taletid og måske endda deres eksistensberet­ tigelse

finde ind til den indignation og indsigt socialdebatten engang rummede. Ser man årtier tilbage, var socialt udsatte og deres organisering forenet. Det er svært at se det som tilfældet i dag.

Den sociale modstandsbevægelse For at sætte dagsorden i medierne er en væsentlig præmis, at man reelt er repræsentant for de mennesker, man påstår at repræsentere. I dag er mange tusinde danskere organiseret i forskellige grupperinger af det, vi på DenOffentlige har døbt den sociale modstandsbevægelse. Netværk og grupperinger, der umiddelbart er fuldstændig uafhængige af de traditionelle sociale foreninger. De kalder sig navne som Velfærd Danmark, Aktion syg i x by, Gensidig Forsørgelsespligt – nej tak og meget mere.

Grupperne har været fremragende til at levere dokumentation, kilder og eksempler på udsatte, der er klemt i det sociale system. Enkeltsager er produceret på samlebånd til flere medier.

Disse grupper har kort sagt overtaget en lang række sociale organisationers taletid og måske endda deres eksistensberettigelse. Det er sket samtidig med, at sociale foreninger i samarbejde med de selvsamme aktører, som afgør socialt udsattes skæbne, har udviklet projekter og etableret rådgivninger og lavet arrangementer, der søger at tale udsatte menneskers sag.

Skal det etablerede sociale foreningsliv således genvinde en stemme i den samfundskritiske socialdebat må det gøre sig attraktivt for de mennesker, der tegner den sociale modstandsbevægelse i dag.

Kritikken er der.

Men de foreninger, der burde være naturlige alliancepartnere for de mange grupperinger, der udgør den sociale modstandsbevægelse, er der ikke.

Nick Allentoft er adm. dir. og ansvarshavende chefredaktør i Medie­ huset DenOffentlige, som han også er stifter af.

25

De samfundsmĂŚssige rammer for en kritisk socialpolitisk debat

Fotograf: Preben Etwil

LANDSFORENINGEN

Konference den 12. maj 2014

KLUMME

26

Hvem gavner prostitutionsdebatten?

AF FLORA GHOSH, CENTERCHEF OG ­STIFTER AF LIVAREHAB, SOCIALRÅDGIVER OG CAND.SCIENT.SOC.

I mit daglige arbejde møder jeg kvinder som bærer rundt på en række skadevirkninger af prostitution. Hovedparten af kvinderne valgte prostitution frivillig og en mindre gruppe havde ingen udvej end prostitution til at skaffe mad på bordet og husleje. Fælles for dem er at de har skadevirkninger fra deres prostitutionstilværelser, og at de ønsker hjælp og støtte til at få det bedre. Det er typisk skadevirkninger af psykisk og fysisk karakter, som også ofte kan pege tilbage på en kaotisk barndom med svigt og overgreb. De lider af angst, depression, PTSD, lavt selvværd, skyld og skam, problemer med at danne relationer, fraværende evne og lyst til seksualitet, har gæld, de mangler arbejde eller uddannelse mv. Mange lider af diffuse smerter forårsaget af traumatiske oplevelser, der har sat sig i krop og sind.

Når bølgerne går højt i prostitutionsdebatten, for eller imod et forbud, så trækker de to lejre en tydelig front op og skyttegravskrigen synes ubevægelig.

Spørgsmålet er hvem den debat gavner, for jeg oplever ikke at det er blevet lettere at få den hjælp som Livas kvinder har brug for. De kvinder med prostitutionserfaring som kommer hos os, har mange forskellige grunde til at lande i prostitutionen og

deres liv er altid meget mere nuancerede end de bliver fremstillet i debatten for eller mod af købesex.

Egentlig er det underligt at debatten ikke har rykket sig en tøddel siden jeg sidst harcelerede over den i 2009 – for den politiske virkelighed er en helt anden.

Regeringspartierne har opgivet tanken om at få et forbud mod sexkøb igennem og det burde have skabt en åbning for at få nye fokuspunkter i en prostitutionsdebat og måske endda også nye fokuspunkter i en national prostitutionsindsats. Men sådan er det ikke. Lad det nu gøres klart, at være modstander mod et forbud mod køb af sex, ikke er det samme som at være tilhænger af prostitution. Og det at være tilhænger af et forbud ikke er det samme som altid at være på de prostitueredes side.

Kvinderne som jeg møder på LivaRehab får meget lidt ud af den urokkelige debat. De har brug for en 360 graders behandling og rehabiliteringsindsats, et ordentligt samarbejde med kommunale instanser, frivillige foreninger som LIVa og en national prostitutionsindsats, der har fokus på at hjælpe – og som sætter kvindernes individuelle behov i centrum af indsatsen.

Vi kan alle sammen blive enige om, at det er vigtigt at hjælpe de kvinder ud af prostitution som gerne vil ud. Men vi bliver nødt til at huske på alle de kvinder som stadigvæk er i prostitution, men har uoverskuelige problemer at slås med, og de kvinder der er kommet ud, men stadig

27

KLUMME

sidder tilbage med en bagage af skadevirkninger, som de ikke har fået hjælp til at håndtere. Det skal ikke være afhængig af om de valgte det selv eller ej. Der kan i høj grad stilles spørgsmålstegn ved, om danske prostitueredes »valg af erhverv« kan betragtes som et positivt tilvalg. Vi vælger jo ud fra de muligheder, vi har i tilværelsen. Valgmulighederne for mange danske kvinder med prostitutionserfaring har næppe været et frit valg på alle hylder.

For de fleste udenlandske kvinder i prostitution er det helt meningsløst at tale om et valg. Vi ved, at de er ofre for fattigdom, globale uretfærdigheder, menneskehandel, vold og trusler og er blevet tvunget ind i en branche, som de har svært ved at komme ud af ved egen kraft. Vi kender også til deres fysiske og psykiske lidelser, som ligner danske prostitueredes, men ofte forværres af, at de befinder sig i en fremmed land, som de risikerer at blive smidt ud af når som helst.

Og vi kan ikke læne os tilbage i stolen og tro at regeringens metodeudviklingsprojekt via Satspuljen, Exit Prostitution, løser alle problemer, mens der diskuteres videre i skyttegravene. For det hjælper ikke, at den lange proces omkring Exit prostitution er med til at forhale en national indsats, der reelt kan hjælpe dem der har brug for det. For alle kommuner skal med – mennesker med prostitutionserfaring bor ikke kun i København, Odense, Århus og Aalborg samt ikke alle sammen af dem har ret til at bo i Danmark. Alle kommuner skal have fokus på, at når en

kvinde med prostitutionserfaring efterlyser hjælp, skal der tilbydes en fremadskuende indsats til hende, helt fordomsfrit.

Vi har brug for at debatten omkring prostitution ændrer sig. Eller rettere: kvinderne vi møder har brug for at debatten ændrer sig. Vi skal væk fra skyttegravskrigen og hen til et fokus på de kvinder som det hele handler om: dem der har lidt skade af prostitutionen. Vi skal til at diskutere, hvad vi kan gøre for dem – som organisationer, som kommuner og som land. Og vi skal til at diskutere, hvad vi kan gøre for at forebygge at endnu flere får skader for livet.

Vi må i gang med de handlinger, som vi ved, der er brug for, for at formindske skadevirkningerne af prostitution. Frem for at spørge danskerne om deres holdninger til noget, de fleste spekulerer meget lidt over i hverdagen, er der behov for oplysning om skadevirkningerne af prostitution. Det er baggrunden for denne klumme. Lad os få gang i de aktiviteter og muligheder, som er forudsætningen for at kvinder kan vælge om, hvis det er det, de ønsker. Og lad os under alle omstændigheder forsøge at afhjælpe den nød og den lidelse, som i mange tilfælde er forbundet med prostitution.

LANDSFORENINGEN

28

Mød FUCK THE POOR Hele dagen lørdag d. 14. juni ved Cirkusteltet På årets Folkemøde vil kunstneren Marc Trensig få middelklassen til at føle og tænke mere. Det vil han bl.a. gøre med knaldrøde t-shirts og telte med det provokerende budskab FUCK THE POOR. Marc Trensig har prøvet på egen krop, hvordan det er at stå uden en krone på lommen og kigge ind i en ukendt fremtid.

Han er derfor bekymret over, at vi ikke føler nok som samfund lige nu. Han mener, der er en slags bedøvelse og apati i verden.

Derfor startede Trensig for to år siden projektet FUCK THE POOR, hvor han med kapitalismens eget værktøj, nemlig reklamens magt, sammen med provokationen, skaber debat om fattiges vilkår rundt om i verden.

Han startede projektet som et forsøg på at udstille, hvordan middelklassen på den ene side er sympatisk over for fattige, men på den anden side helst ikke ser dem i deres gadebillede. »Jeg ønskede at normale mennesker, der lever et sikkert og behageligt liv, skulle forholde sig til en anden verden, hvor fattige folks hverdag, vilkår, muligheder og fremtidige udsigter er væsentligt anderledes end hvad de kender«, fortæller Marc Trensig.

Derfor valgte han at designe knaldrøde t-shirts med budskabet FUCK THE POOR og give dem til hjemløse rundt

om i Barcelona, og på den måde gøre hjemløse synlige og til budbringere af budskabet. Projektet er fra begyndelsen designet med henblik på, at begrebet skal brede sig og skabe en bevægelse af ny bevidsthed omkring fattige i Europa.

I Danmark er det danske hjemløse, der står foran Marc Trensigs kameralinse på årets Folkemøde.

Det sker i samarbejde med blandt andet Mediehuset DenOffentlige, Frivilligt Forum og Socialpolitisk Forening, der har inviteret Marc Trensig til Danmark, efter hans projekt har været omtalt på net­ mediet www.denoffentlige.dk. Forleden præsenterede han sit projekt i forbindelse med en konference om socialdebatten, og siden har han haft travlt.

Marc Trensig fortæller, at han oplever en global markedsgørelse af mennesket.

I dag, hvor kapitalismen hersker, opfattes mennesker, der ikke producerer penge på nogen måde, som unødvendige og overflødige i vores samfund. Denne opfattelse er smittet af på den måde, vi ser på udsatte mennesker. »Vi har mistet vores følelse af harme, vores følelse af vrede og vores følelse af sorg over, hvad der foregår i vores samfund, over, hvad der foregår i vores land, og de grusomheder, der bliver begået over hele verden. De er væk; disse følelser er forsvundet!«, udtaler Marc Trensig.

Men der et reelt problem i Danmark.

Selvom Danmark har et socialt sikkerhedsnet, er mængden af hjemløse steget

29

omkring 18% i de sidste par år. Men dette er ikke kun noget, der forgår i Spanien eller Danmark – ifølge FN Menneskerettighedskommission er der anslået 100 millioner hjemløse mennesker i hele verden.

Det er et meget bekymrende globalt problem, mener Marc Trensig, og gør derfor opmærksom på problemet via sit projekt, så vi forhåbentlig på sigt kan hjælpe de mange fattige.

FAKTA

Marc Trensig er 41 år gammel, opvokset i Spanien med danske forældre, uddannet i Danmark og efter flere års forsøg på at få en karriere i Danmark siden flyttet tilbage til Barcelona. Nu står han måske på kanten af et internationalt gennembrud med sit Fuck the Poor projekt.

Sådan blev Fuck the Poor skabt Projektet vil bruge kapitalismens egne metoder til at udstille en konsekvens af netop kapitalismen. Første skridt blev at lave T-shirts med teksten »Fuck the Poor«. De blev så delt ud til fattige i Barcelona. Det skabte interesse fra forskellige sider, og Marc Trensig blev dernæst bedt om at skabe et nyt projekt til en event i Barcelona i 2013.

Derfor udviklede den dansk-spanske kunstner projektet FUCK THE POOR/ BCNTents. I udstillingsperioden blev en række skrigrøde telte produceret med teksten »Fuck the Poor« i hvid. De blev opstillet på centrale steder rundt i Barcelona. I forbindelse med hver eneste telts opstilling stod Marc Trensig ved teltet et par timer og tog imod spørgsmål fra forbipasserende. Derefter blev teltet overladt til gadens fattige.

Læs mere om projektet på www.trensig.com Læs artikler om projektet i Danmark på www.denoffentlige.dk

LANDSFORENINGEN

på Folkemødet

STOP FATTIGDOM NU-NETVÆRKET

30

STOP FATTIGDOM NU Program på Folkemødet 2014 Lørdag d. 14. juni i Cirkusteltet 11.45 -12.15 ER ØKONOMISKE INCITAMENTER SVARET? Hvordan kan man bruge incitamenter i social- og beskæftigelsespolitikken? Og hvor går grænsen for deres brugbarhed? En ansvarlig politiker giver sit syn på sagen.

12.20 - 13.20 REFORMER DER RAMMER – BØRN, UNGE OG VOKSNE Dette arrangement vil afdække, hvem der rammes af reformerne, og hvordan de rammes. Personlige beretninger og eksempler på konsekvenserne ved gensidig forsørgerpligt m.m. Efterfølgende debat med Peter Albæk, Public Affairs. Moderator: Hanne Thomsen, Missionen blandt Hjemløse.

13.25 - 13.55 FILOSOFFEN VÆLGER: PISK ELLER GULEROD Hvilket menneskesyn dækker incitamentsfilosofien over? Hvad siger det om vores samfund, at det er det dominerende politiske værktøj? Jørn Henrik Petersen, Syddansk Universitet, giver den filosofiske vinkel på socialpolitikken.

14.45 - 15.25 NYE VEJE I SOCIALPOLITIKKEN Fra incitamentspolitik til relationel velfærd - kan det frivillige sociale arbejde vise vejen? Eksempler fra Settlementets arbejde på Vesterbro i Kbh. Debat mellem Socialborgmester Jesper Christensen, Københavns Kommune og Jens Jonatan Steen, Cevea. Ordstyrer: Johs. Bertelsen, Frivilligt Forum.

15.30 - 16.10 ARBEJDE TIL ALLE? Når målet for social- og beskæftigelsespolitikken er, at alle skal arbejde, så er vi nødt til også at udvikle et mere rummeligt arbejdsmarked. Debat: Hvordan skaber vi et arbejdsmarked med arbejde til alle? Socialøkonomisk virksomhed og virksomhedernes sociale ansvar. Moderator: Nick Allentoft, denoffentlige.dk

16.15 - 17.00 ET SOCIALT EUROPA? EU skaber sociale udfordringer i Danmark. Er EU også en del af løsningen? EU’s frie marked skaber rigdom, men også social dumping, øget fattigdom og ulighed i alle medlemslande. Er alternativet et socialt Europa med sociale traktater, førfordeling, minimumindkomster mv? Moderator: Nick Allentoft, denoffentlige.dk

17.45 - 21.00 FREMTIDENS SOCIALDEBAT? (Arrangeret af Denoffentlige.dk, Frivilligt Forum, FORSA og Socialpolitisk Forening) Er det muligt at skabe en saglig og faglig socialpolitisk debat, som ikke kun bygger på enkeltsager, men som også bygger på faglig viden og praktiske erfaringer? Debat mellem førende sociale aktører og fagfolk.

I løbet af dagen kan du høre Frelsens Hær for fuld udblæsning, når de spiller op til debat for socialt udsatte med et mindre udsnit af reportoiret.

Der vil også være mulighed for en skål suppe i løbet af dagen.

31 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth.

Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Preben Etwil, redaktionen for Social Politik Ole Rissgaard, SIND Mikkel Warming, 3B / (E) Lotte Andersen, Professionsskolen Metropol Anne Sofie Bøjrup Jørgensen, cand.soc Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Joan Münch

Rasmus Christensen Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Lars Steinov, obs. (AIEJE) Amina Giasso Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL Christian Sølyst, LO Majbrit Berlau,

formand for Dansk Socialrådgiverforening Jette Høy, FTF Bodil Neujahr, Landsforeningen BoPam + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne dog fra Hovedstaden, Kirsten Windekilde

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen, anja@forkanter.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Carl Christensen, carllundby7@gmail.com

Socialpolitisk Forening Fyn Fungerende formand Bjarne Hansen, bolbrobjarne@yahoo.dk

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) maho@kora.dk Peter Bundesen peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard dalbrogomard@mail.dk Preben Etwil meyland@adslhome.dk Nina Særkjær Olsen n_olsen@hotmail.com

Line Askgaard Anna Diana Møller Tanja Dall

lineaskgaard@gmail.com nordisk.anna@gmail.com tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening?

Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole

9.-12. JUN

Kalender 2014 Joint World Conference on Social Work, Education and Social Development IU deltager i ICSW-arrangement i Melbourne, hvor socialt engagerede praktikere, forskere og undervisere fra hele verden samles for at diskutere sociale emner.

14. JUN

Folkemødet Bornholm

STOP FATTIGDOM NU-netværket Reformer der rammer Cirkusteltet fra 11.45-17.00 Se programmet inde i bladet og på hjemmesiden www.socialpolitisk-forening.dk

14. JUN

Folkemødet Bornholm

Fremtidens socialdebat?

Del II af debatten om de samfundsmæssige rammer for en kritisk socialpolitisk debat. Cirkusteltet fra 17.45-21.00 Se programmet på hjemmesiden www.socialpolitisk-forening.dk

14. JUN

Folkemødet Bornholm

FUCK THE POOR Mød Marc Trensig og projektet FUCK THE POOR på Folkemødet.

Flere steder på Folkemødet og ved Cirkusteltet hele dagen lørdag d. 14. juni Læs mere om projektet på www.trensig.com

Folkemødeaktiviterne er støttet af:

Socialpolitisk Forening har taget hul på et nyt medie i den socialpolitiske debat. Fremover kan du få dit aktuelle social­ politiske indblik og overblik samlet på én hjemmeside:

www.socialpolitik.dk