Social Politik Nr. 1 2015 - Ungdomsarbejdsløshed i EU by Socialpolitisk Forening

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 1 / 2015

TEMA

UngdomsarbejdslĂ¸shed i EU

INDHOLDSFORTEGNELSE

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) Se øvrige bagerst i bladet. Dette nummer er redigeret af: Preben Etwil og Martin Fjording Redaktionssekretær: Cecilie Fuglsang ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

TEMA

Ungdomsarbejdsløshed i EU

Martin Fjording og Preben Etwil Ungdomsarbejdsløshed i EU. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Interviewartikel af Simon Kratholm Ankjærgaard Europas unge er gået fra vrede til trods.. . . . . . . . . . . . . . . 6 Preben Etwil Ungdomsarbejdsløsheden i Europa. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Nadja Lundholm Olsen Europæisk ungdomsledighed – hvad er EU nødt til at gøre ved det?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Erik Bjørsted Den høje ungdomsledighed har store negative samfundskonsekvenser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Michael Tolentino Frederiksen Lægges der for meget vægt på arbejdsparathedsevne i Europa?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Klumme Lasse Posborg Michelsen Fra service til beslutning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Oplag: 1.100

Lokalforeninger og Landsforeningen

Forside: Foto af Elena Asklöf og Peter Laugesen. Bag projekt »Vores Europa«. Læs mere på side 6.

Indbydelse til debatmøde og generalforsamling . . . . . 35 Indbydelse til debatmøde og generalforsamling i Socialpolitisk Forening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Internationalt Udvalg Joan Münch Fattigdom i Polen anno 2015. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Ungdomsarbejdsløshed i EU AF MARTIN FJORDING OG PREBEN ETWIL

I 2008 brød en af de største økonomiske kriser i nyere tid ud, og hærger nu på 8. år Europa. Konsekvenserne har været, og er stadig, mærkbare overalt i Europa. Særligt i de sydeuropæiske lande såsom Spanien, Italien, Grækenland og Portugal, men også i mange østeuropæiske lande, har krisen haft store og massive konsekvenser. Én af konsekvenserne er den stigende arbejdsløshed, der er gået som et spøgelse gennem Europa. Og der, hvor arbejdsløsheden under kriser rammer først og hårdest, er blandt de unge, hvilket er temaet for dette nummer af Social Politik. Ser man på ungdomsarbejdsløsheden i et europæisk perspektiv, er der imidlertid stor variation landende imellem. Hvor Danmark har klaret sig relativt nådigt indtil videre (med en ungdomsarbejdsløshed på »kun« 13,1 pct. i 2014), har det sat ind med fuld styrke i de nævnte sydeuropæiske lande, der oplever nærmest eksorbitante arbejdsløshedsprocenter blandt de unge på op over 50 pct., da det var værst. Mange lande ned gennem Europa har sat ind med skrappe økonomiske reformer, og selvom nogle økonomer og iagttagere aner tegn på bedring, ser det for mange af landene stadig temmelig mørkt ud. Eksempelvis Spanien hvis udlandsgæld er vokset fra 70 pct. til næsten 100 pct. af BNP siden 2011, og trods tendenser til vækst samt lille fremgang i beskæftigelsen ligger arbejdsløsheden på 24 pct. Hjemløsheden har været stigende, og i gennemsnit bliver omkring 150 familier smidt ud af deres hus hver dag. 12 pct. har ingen indkomst overhovedet. Konkurrencen om de få stillinger der er, er hård, flere og flere jobs er på korte, midlertidige kontrakter. Gennemsnitslønnen rasler ned og arbejdsvilkårene er i nogle tilfælde så ringe, at mange helt har opgivet tanken om at få et almindeligt lønarbejde. Meget bedre ser det ikke ud for Italien, der bokser med en statsgæld på 134 pct. af BNP, en arbejdsløshed der nærmer sig 14 pct. (for de unge knapt 44 pct.), samt en fortsat recession der nu har pågået i mere end 3 år. I Grækenland, hvor befolkningen lige har været til valg, og med stor styrke har stemt det venstreorienterede og parlamentarisk uprøvede protestparti Syriza til regeringsmagten, nærmest kæmper for overlevelse. Med en statsgæld på 174 pct. af BNP, svimlende høje arbejdsløshedsprocenter på henholdsvis 27 pct. for den samlede befolkning

4 og ca. 50 pct. for unge, store fald i produktionen, vigende udenlandske investeringer og en voldsom gældsætning, er konsekvenserne massive for befolkningen. En million har mistet jobbet på det private arbejdsmarked og mange i den offentlige sektor også, en tredjedel lever under den officielle EU-fattigdomsgrænse og hjemløsheden er voldsomt stigende. I Athen var der i 2011 omkring 20.000 hjemløse, nu anslås tallet til 35.000. Mange har forladt landet for at søge en bedre fremtid andre steder, endnu flere overvejer at gøre det – og ofte er det de bedst uddannede, der rejser først. Ungdomsarbejdsløsheden i Europa er i sig selv en alvorlig udfordring for beslutningstagere og politikere. Den løse eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet blandt ungdommen kan samtidig ses som udtryk for en dyb generationskrise i hele EU, og kan medvirke til, at der skabes en helt ny social (under)klasse. Den sociale marginalisering af denne nye underklasse, der af nogle økonomer og sociologer betegnes som ‘prekariatet’, skærpes af krisen og af de forringelser i arbejdsvilkår og i velfærdsydelser, der iværksættes som en del af løsningen. Ungdomsarbejdsløsheden i Europa vil dermed få store og langsigtede konsekvenser, både økonomisk, politisk og ikke mindst menneskeligt for de personer, det rammer. Tidsskriftets temanummer indledes med en førstehåndsberetning fra to unge danskere, der har rejst Europa tyndt for at tale med de unge europæiske arbejdsløse. De var især på jagt efter den menneskelige side af de historier og nyheder om ungdomsledighed, som fylder mediebilledet. Hvad betyder det for de unge, og hvordan forestiller de sig fremtiden. I rigtig mange af de lande, som de to unge danskere rejste igennem, særligt i det sydeuropæiske område, har krisen været meget hård ved den unge generation, der til stadighed og hver dag kæmper med skyhøje ungdomsarbejdsløshedsprocenter. Og i flere af landende har de været med på barrikaderne, når de hårdest ramte har samlet sig i millionvis i sociale og folkelige protester. Preben Etwil peger, i sin artikel om ungdomsarbejdsløshed, på den såkaldte ‘ar-effekt’, der vil strække sig langt ind i fremtiden. Under titlen »Ungdomsarbejdsløsheden i Europa« lægger han ud med at gennemgå forskellige ledighedsbegreber og tilhørende måder at opgøre ledighed på. Dernæst ser han nærmere på, hvordan det ser ud med ungdomsarbejdsløsheden i en række europæiske lande. Med fokus på det, der tidligere blev kaldt ‘det spanske mirakel’ – og som nu snarere er blevet et mareridt – drøfter han nogle af ungdomsarbejdsløshedens fremtrædelsesformer og de langsigtede konsekvenser samt berører afsluttende nogle mulige løsninger. En af de helt centrale politiske udfordringer i den økonomiske krise, og dermed også omkring ungdomsarbejdsløsheden, er netop løsnin-

5 gerne. En økonomisk krise af den dimension, vi ser i Europa i disse år, er naturligvis en vanvittig kompleks samfundsmæssig størrelse. I den europæiske offentlighed diskuteres det derfor ivrigt hvilken medicin patienten skal have og ikke mindst om medicinen helbreder, lindrer, hvilke bivirkninger den har. Og særligt i det græske tilfælde er der heftig diskussion om medicinen måske ligefrem er med at tage livet af patienten. I artiklen, af Nadja Lundholm Olsen, diskuteres EU’s bud på løsninger til ungdomsarbejdsløsheden. Hun redegør for EU-Kommissionens forslag om den såkaldte ‘ungdomsgaranti’ samt fremrykninger af forskellige ungdomsbeskæftigelsesinitiativer. Men er det nok – og er det i det hele taget det rigtige? Hun sætter spørgsmålstegn ved EU’s reelle handlemuligheder og peger på ungdomsarbejdsløshed som et område, der hovedsageligt håndteres direkte af medlemsstaterne. Den næste artikel, af Erik Bjørsted, retter fokus på den nuværende europæiske ungdomsarbejdsløshed i forhold til den, de europæiske lande var plaget af i starten af 1990’erne. De langsigtede konsekvenser af 1990’ernes ungdomsarbejdsløshed perspektiveres og herudaf argumenterer han for, at en vedvarende høj ungdomsarbejdsløshed i sig selv er en vækstdræber, som i værste fald kan uddybe og forlænge en krise. I temanummerets sidste artikel, af Michael Tolentino Frederiksen, stilles der skarpt på, om universiteternes stigende fokus på den såkaldte arbejdsparathedsevne (employability) er en af løsningerne på det store ungdomsarbejdsløshedsproblem i Europa. Faren ved denne ensidige arbejdsparathedsevne er, efter Michael Tolentino Frederiksens opfattelse, både kortsigtet og forkert. For kortsigtet fordi erhvervslivet som hovedregel kun har opmærksomheden rettet mod de aktuelle her og nu problemer, og dette er grundlæggende en forkert strategi, da det på længere sigt vil kunne begrænse de studerendes kompetencer til at kunne imødekomme fremtidens efterspørgsel efter højt kvalificeret arbejdskraft. Dette temanummer forsøger hermed at komme om bag årsagerne til den høje ledighed blandt unge, for at se på konsekvenserne, og ikke mindst på hvad man kan, eller bør gøre for at afværge, at store dele af en ungdomsgeneration tabes på gulvet? God læselyst.

Europas unge er gået fra vrede til trods 24-årige Elena Asklöf og 25-årige Peter Laugesen har brugt 12 måneder i 24 europæiske lande på jagt efter deres jævnaldrende i den tabte generation. De kalder deres projekt for »Vores Europa« og konkluderer, at Europas unge ikke er så tabte endda. De er faktisk fulde af selvtillid og trods – og en spirende europæisk identitet. INTERVIEWARTIKEL AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD

På tur med »Vores Europa«

Kontakter via sociale medier

»Spændende, vild og uforudsigelig«. Sådan beskriver 25-årige Peter Laugesen den 12 måneder lange rundtur han for halvandet år siden påbegyndte sammen med 24-årige Elena Asklöf. I alt 24 europæiske lande skulle de igennem under overskriften »Vores Europa«. Målet var at komme i dialog med de unge og høre om deres opfattelser af finanskrisen, ungdomsarbejdsløsheden – og prædikatet ‘den tabte generation’. »Vi var på jagt efter den menneskelige side af de historier og nyheder, vi læste, så og hørte om i Danmark. Hvad var vores jævnaldrendes opfattelser af desperationen? Af historierne om radikalisering? Arbejdsløshed? Krise?,« siger Peter Laugesen. »Og ret hurtigt fandt vi ud af, at de unge rigtig gerne ville mødes med os og tale med os. Det viser os, at deres stemme ofte ikke bliver hørt« siger Elena Asklöf. De to unge danskere ville gerne helt ind under huden på de unge og ville derfor helst bo privat. »Og det lykkedes. Kun én nat – og det var den første på vores tur – sov vi på hostel. Ellers sov vi privat,« siger Peter Laugesen. »Vi fik blandt andet kontakt med de unge via Facebook og siden couchsurfing.com. Og når vi kom i kontakt med en af de unge, fik vi dem til at åbne deres vennekreds og netværk. Vi opsøgte også fra tid til anden uddannelsesinstitutioner og ungdomsorganisationer,« tilføjer Elena Asklöf.

De unge er ikke tabt – de er trodsige Fra Danmark gik turen på kryds og tværs gennem Europa til Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Slovenien, Kroa-

7 tien, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Grækenland, Tyrkiet, Bulgarien, Serbien, Ungarn, Slovakiet, Østrig, Tjekkiet, Polen, England, Sverige og Norge. 24 lande, inklusiv Danmark – 19 af dem medlemmer af EU. »Bagagen, vi rejste med, var opfattelsen af vores egen generation som den tabte generation. Og det er den måske også, hvis vi ser på det med de statistiske, økonomiske og strukturelle briller,« siger Peter Laugesen og fortsætter: »Men det er en helt, helt anden historie, hvis man ser på det gennem den prisme, der er de unges mentalitet og holdninger. Så får man et helt andet indtryk. Så er de ikke tabte. Så har de livet foran sig. Og de seneste års krise har betydet, at de er både personligt og politisk engagerede. Meget mere end danskerne. De har lyst til at tage vare på deres eget liv«. Elena Asklöf husker Zafiri fra Grækenland. En fyr på 30 år, der har et arbejde, som han ikke bryder sig om, men som han passer for at tjene de penge, der er nødvendige for at klare sig i et Grækenland i krise. »Vi boede hos ham, og om morgenen slæbte han sig selv ud ad døren for at gå på arbejde. Når han kom hjem, var han fuld af gnister og fortalte, hvordan han

Statistik fortæller ikke hele historien

Mange er låst i deres dårlige arbejde

Selv efter det græske valg er der svære tider

Los Indignadosbevægelsen

sammen med de andre græske – og europæiske – unge kan ændre samfundet,« fortæller hun og fortsætter: »Den sidste dag, vi boede hos ham, var han helt stille. Han virkede faktisk sur. Det var han ikke. Han var ked af det, fordi vores liv og rejsemuligheder satte hans liv i perspektiv. Han var låst til sit arbejde. Og derfor var engagementet for at ændre samfundet så vigtigt for ham«. Da der for nylig var valg i Grækenland – et valg, der endte med sejr til det stærkt venstreorienterede parti, Syriza – skrev Elena Asklöf og Peter Laugesen til Zafiri for at høre, hvad han mente om den politiske situation. »It is risky, difficult – cool!«, lød svaret. »Jeg synes bare, at det opsummerer situationen og holdningen så rammende,« siger Elena Asklöf. »Det er stadig svære tider, men der er en trods og en tro på, at det kan blive bedre«, fortsætter hun. Det samme oplevede Peter Laugesen hos Ben og Belén, som de to danskere mødte i Malaga. »Han var franskmand, hun var spanier – og de havde mødt hinanden på et universitet i Sverige,« fortæller Peter Laugesen. »Han havde et job, som han passede, mens hun havde været arbejdsløs i årevis. Hun havde været igennem hele følelsesregistret og havde også været en del af den store folkelige bevægelse – Los Indignados – der for et par år siden og i millionvis havde demonstreret mod politikerne og mod den økonomiske situation. Hun havde været vred og rasende, og hun havde været opgivende. Hvad er det for et samfund, der ikke har plads til sådan en som mig, som hun havde spurgt,« siger han og fortsætter: »Ben og Belén drømte om at spare så mange penge op, at de kunne rejse til Sydamerika og se på andre og

9 mere bæredygtige måder at leve på. Og alle frarådede dem det, fordi det ville betyde, at Ben skulle sige sit job op. Det virkede helt absurd på mange af deres venner og familiemedlemmer. Hvorfor sige sit job op i et land med en ungdomsarbejdsløshedsprocent på over 50? Men han gjorde det – og de tog afsted. Og vi fik breve fra dem fra Sydamerika, der bare emmede af passion, lidenskab og lyst til forandring. Der er ikke meget depression og tabt generation dér«.

Projekt Europa For både Elena Asklöf og Peter Laugesen gælder det, at de føler en form for europæisk tilknytning. En tro på det europæiske projekt, men ikke drevet oppe fra og ned og politisk, men nedefra og op af en folkelig strømning. »Vi er godt klar over, at vi som regel endte med at bo hos de unge, der i forvejen er meget engagerede og indsigtsfulde, men vi fornemmede en stærk europæisk profil og samhørighed, som vi også selv føler,« siger Elena Asklöf. »Efter vores rejse kan vi virkelig se potentialet, fordi der er så mange, der søger over grænser og mod andre ligesindede og jævnaldrende. I lande som Grækenland og Spanien mødte vi unge, der har mere til fælles med unge i andre lande end med deres egne forældre. Det er på nogle helt andre måder, de identificerer sig med hinanden. Og ikke nødvendigvis i et nationalt identitetsperspektiv,« siger Peter Laugesen. »Argumentet synes at være; stol aldrig på nogen over 30,« siger Elena Asklöf med et smil. Både hun og Peter Laugesen mener, at danskerne – og måske særligt de unge danskere – i højere grad må forholde sig til det europæiske, hvis de skal forstå og sætte pris på det demokrati, vi i dag nyder godt af. »For vores forældre og bedsteforældre var der tale om et helt andet og mere låst Europa. Vores generation vokser op efter Murens Fald og med internet og sociale medier og rigtig mange privilegier. Jeg tror ikke, at danskerne helt har indset, hvor europæiske vi i virkeligheden er,« siger Elena Asklöf. Langt større refleksion og aktivisme I rigtig mange af de lande, som de to rejste igennem, særligt i det sydeuropæiske område, har krisen været hård ved den unge generation, der til stadighed og hver dag kæmper med skyhøje ungdomsarbejdsløshedsprocenter. Og i flere af landende har de været med på barrikaderne, når de hårdest ramte har samlet sig i millionvis i sociale og folkelige protester. »Og der er der klart sket et skred i forhold til deres sindsstemning og tilgang,« siger Peter Laugesen og fortsætter:

Et folkeligt ungdomsbåret Europa

Væk fra det låste Europa

10 Krisen har skabt aktivisme og politisk stillingstagning

Pas både på retorikken og fordommene

Vi må tale på tværs af landegrænserne

»Vi rejste rundt i 2013, hvilket var to år efter de store demonstrationer i eksempelvis Spanien, hele Los Indignados-bevægelsen. Og dengang var folk virkelig vrede. Rasende! Nu er de sammenbidte, fokuserede – og meget, meget engagerede. Krisen har skabt en aktivisme og en politisk stillingtagen – og, som vi kan se det, en ungdom, der har styr på den politiske og økonomiske situation. De har lyst til at tage ansvar – for sig selv og for deres samfund.« »Man kan næsten tale om, at de har vundet rigtig meget selvtillid gennem den modstand, de har mødt – og stadig møder. De er gået fra at være vrede til at være aktivistiske,« siger Elena Asklöf.

Ud af historiens benlås Den anerkendte britiske historiker Antony Beevor har udtalt, at man ikke må tage historien som gidsel – og at man da slet ikke må bruge tidligere tiders krige og kamppladser som retorisk base. Gør man det, vil man aldrig kunne komme konstruktivt videre. Det giver ingen mening og gavner ingen, at sammenligne en Putin med Hitler eller at sammenligne angrebet på World Trade Center med Pearl Harbor. Det låser kun retorikken og skaber endnu mere konflikt og endnu flere dem/ os-skillelinjer. Det er Peter Laugesen og Elena Asklöf meget enige med Beevor i. »Der er brug for at vi taler sammen på tværs af grænser og på en helt anden måde. En måde, der ikke er bundet op på nationale begrænsninger og på tidligere tiders låste europæiske landkort. Måske er det tid til at omfavne en mere postnational verden, hvor vi ikke længere er drevet af had og konfrontationer, men hvor vi har lyst til at løse problemerne i nogle større fællesskaber? Det var i hvert fald den stemning, vi mærkede hos de mange hundreder af unge, som vi mødte og boede hos i løbet af vores 12 måneders landerejse, » siger Peter Laugesen. Simon Kratholm Ankjærgaard er freelancejournalist og cand. scient. soc. FAKTA Læs mere om projektet Vores Europa på voreseuropa.dk Her er det også muligt at booke Peter Laugesen og Elena Asklöf til foredrag om den aktuelle situation i Europa med særligt fokus på deres egen europæiske ungdomsgeneration. De to danskere har blandt andet holdt foredrag på højskoler, efterskoler, biblioteker, AOF-kurser og gymnasier. Ud over Peter Laugesen og Elena Asklöf består Vores Europa af en række løst tilknyttede unge, der blandt andet tæller en filosof, en journalist, en fotograf, en web-ansvarlig og en kommunikationsekspert.

Ungdoms arbejdsløsheden i Europa AF PREBEN ETWIL

Et spøgelse er gået hen over Europa. Ungdomsarbejdsløsheden har nemlig i de senere år hærget Europas økonomi og befolkning som en mare. Værst af alt er der dermed en stor fare for, at man taber en hel generation af unge på gulvet.

Stor ungdomsarbejdsløshed i EU Årsagen er at lidt over hver femte EU-borger under 25 år i dag er arbejdsløs. Spanien er hårdest ramt med en ungdomsarbejdsløshed på over 50 pct. Men også i Grækenland, Italien og Kroatien står mange unge uden job. De har en ungdomsarbejdsløshed i slutningen af 2014 på mellem 40 til 50 pct. Danmark er faktisk et af de lande, der, i et europæisk perspektiv, er sluppet mest nådigt igennem ungdomsarbejdsløsheden, selvom vi også her har set en betydelig stigning under den økonomiske krise. Ledighedsbegreber Arbejdsløshed kan opgøres på mange ’rigtige’ måder – afhængig af hvad det er, man ønsker at belyse. Derfor er det også vigtigt, at man holder tungen lige i munden, når man sammenligner de forskellige arbejdsløshedsbegreber. I Danmark opererer man typisk med tre arbejdsløshedsbegreber: Nettoledige, Bruttoledige og AKU-ledige. De nettoledige omfatter de 16-64-årige jobparate modtagere af dagpenge, kontanthjælp og uddannelseshjælp, omregnet til ’fuldtidsledige’. Dette begreb bør fx anvendes, når man ønsker en lang tidsserie. Nettoledigheden går nemlig helt tilbage til 1979. De bruttoledige omfatter de nettoledige samt de 16-64-årige jobparate aktiverede dagpenge-, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, herunder personer i løntilskud, omregnet til fuldtid. AKU-Ledigheden følger de europæiske statistikretningslinjer. Dette begreb bør fx anvendes, når man ønsker at undersøge ledighedens samlede påvirkning af de offentlige finanser. Det er også dette begreb,

Katastrofal høj ungdomsarbejdsløshed i EU

Nettoledige

Bruttoledige

AKU-ledige

12 der bruges mest i den hjemmelige offentlige debat, når man diskuterer udvikling og årsag til arbejdsløsheden. De AKU-ledige er de personer, der på et givet tidspunkt ikke var i beskæftigelse, men som kan påbegynde et arbejde, og som er aktivt arbejdsmarkedssøgende. AKU-ledigheden omfatter, i modsætning til ovennævnte begreber, også de studerende der aktivt søger job, men som ikke kan få det. Derfor er AKU-ledigheden det mest relevante begreb, når ungdomsarbejdsløshed skal undersøges. AKU-ledigheden er også det eneste begreb som bør anvendes, når man ønsker at foretage internationale sammenligninger af ledighedsniveauer og ledighedsudviklinger i et europæisk perspektiv.

Krisen satte ind i slutningen af 2008

Danmark er knapt så hårdt ramt

De særligt udsatte unge

Ungdomsarbejdsløsheden i EU og Danmark Den fælleseuropæiske arbejdskraftsundersøgelse (på dansk AKU) viser, at arbejdsløsheden i Europa var lavest i 3. kvartal 2008 med en samlet arbejdsløshed på 6,9 pct. Ungdomsarbejdsløsheden (15-24 år) var i samme kvartal på 15,8 pct. Den tilsvarende danske situation var i denne periode, at den generelle arbejdsløshed blev opgjort til 3,5 pct., og ungdomsledigheden til 9,1. Herefter begyndte den økonomiske aktivitet hurtigt at gå ned af bakke. Dette fik arbejdsløsheden til at stige drastisk. Arbejdsløsheden i Europa var på sit højeste i 1. kvartal 2013 med en generel arbejdsløshedsprocent på 11,5. I samme periode sneg ungdomsarbejdsløsheden sig i hele Europa op på 24,3 pct., hvilket er det samme som at sige, at hver fjerde unge var uden arbejde. For Grækenland og Spaniens vedkommende var ungdomsarbejdsløsheden i denne periode ekstremt høj på hhv. 60 og 57 pct. Helt så slemt så det heldigvis ikke ud i Danmark. Den generelle arbejdsløshed havde sneget sig op på 7,9 pct., og ungdomsarbejdsløsheden var steget til 13,5 pct. Men langt fra de negative europæiske højder. Den delvist forbedrede økonomi har langsomt fået arbejdsløsheden til at falde en smule. Den sidste opgørelse, der stammer fra 3. kvartal 2014, viser, at den samlede europæiske arbejdsløshed var på 9,8 pct. og ungdomsarbejdsløsheden på 21,3 pct., dvs. hver femte unge i Europa stadig er arbejdsløs. Helt forfærdeligt står det dog stadig til med ungdomsarbejdsløsheden i Italien (39,3 pct.), Kroatien (40,4 pct.), Grækenland (49,5 pct.) og Spanien (52,4 pct.). Igen er Danmark i denne forbindelse gået fri af det værste. I 3. kvartal 2014 var den danske arbejdsløshed opgjort til 6,7 pct. og en tilsvarende ungdomsarbejdsløshed på 13,1 pct. Unge uden arbejde, uddannelse eller praktik Det kan i sig selv være hårdt nok at være arbejdsløs, men det er særligt vanskeligt også at være uden uddannelse eller praktik. Den type af ar-

13 bejdsløshed kan være ganske udsigtsløs, selv når der sker et forventet opsving i økonomien. Den type af unge der er ramt af både arbejdsløshed, manglende uddannelse og praktik, vil være særligt udsatte på fremtidens arbejdsmarked. De vil meget let kunne blive udkonkurreret af de nye årgange, der hele tiden kommer til, og som ikke har siddet fast i en tidligere arbejdsløshedskø. Den europæiske arbejdskraftundersøgelse (AKU på dansk) følger denne gruppe personer løbende. Gruppen bliver på godt dansk kaldt NEET (Neither Employment nor in Education and Training). Desværre er opgørelserne kun på årsbasis, da kvartalvise og mere aktuelle opgørelser, er behæftet med for stor statistisk usikkerhed. Derfor er de seneste offentliggjorte data også helt tilbage fra året 2013. Men de er nu slemme nok i forvejen. I 2013 var 13 pct. af Europas unge mellem 15 og 24 år både uden arbejde, uddannelse eller praktik. Særligt slemt så det ud i Grækenland, Bulgarien og Italien, der havde NEET-andele på over 20 pct. Den næste gruppe bestod af Irland, Spanien, Cypern, Ungarn og Portugal, der har NEET-andele på 15 til 20 pct. Danmark har i denne forbindelse en relativ fin placering i dette kedelige selskab med en NEET-rate på 6,0 pct. kun overgået af lande som Holland, Norge og Island.

Det spanske mirakel – der brast Mange spørger sikkert sig selv, hvordan det kunne gå så grueligt galt fx i Spanien. Et land der faktisk er eurozonens fjerde største økonomi. Der gives ikke et let og entydigt svar på dette. Men faktum er, at Spanien op gennem 1990’erne og 00’erne opbyggede en økonomisk model, som skabte store vækstrater og rekord mange job. Spanien blev af de andre EU-lande ligefrem hyldet for sine imponerende vækst- og velstandsstigninger, og landet havde tilsyneladende ikke problemer med EUs vækst- og stabilitetspagts krav til gæld og underskud. Det spanske vækstmirakel viste sig at være hamrende usundt, da der var tale om en gigantisk boligboble, der i næsten 15 år var den store drivkraft bag den økonomiske vækst. Der var tale om en giftig blanding af udenlandske investeringer i ferie- og fritidshuse, ukritiske EU-investeringer i infrastruktur og nye typer af usikre boliglån. Det skabte den boligboble, som gav de højeste prisstigninger på huse i hele Europa. Disse infrastruktur og boliginvesteringer, der havde en voldsom vækst, gjorde det ligefrem attraktivt for en hel generation af unge, at skrotte uddannelse, og tage ufaglært højt betalt arbejde. Men bunden gik simpelthen med ét ud af den spanske økonomi i slutningen af 2008. Bruttonationalproduktet faldt med næ-

NEET-statistikken

Det spanske morads

Især nyansatte er sårbare

Et knæk i selvopfattelsen

Ungdomsarbejdsløshed skaber problemer på både den korte og lange bane

‘Ar-effekter’

sten 10 pct. på under et år, og det offentlige overskud blev vendt til et betydeligt underskud i 2009. Da boligboblen brast, stod de uden arbejde, og uden uddannelse er det svært eller nærmest umuligt at komme tilbage på arbejdsmarkedet på ordentlige vilkår. Der er derudover flere arbejdsmarkedsforskere, der har peget på, at en yderligere grund til at Spanien blev specielt hårdt ramt af ungdomsarbejdsløshed, skyldes, at der i Spanien er en meget stærk beskyttelse ved ny-ansættelser. Det vil sige, at det er sværere at fyre folk, hvilket på den anden side betyder, at de unge ofte kun bliver ansat på midlertidige kontrakter. Det medfører, at de i heldigste fald kun får job, hvor de også meget hurtigt kan ryge ud igen.

Ungdomsarbejdsløshedens fremtrædelsesform Arbejdsløshed betragtes ikke overraskende af mange, som det mest alvorlige samfundsøkonomiske problem, som vi kæmper med. Og her har især ungdomsarbejdsløsheden stort fokus. Arbejde er for de fleste mennesker det stærkest identitetsgivende i vort samfund. Det kan derfor give alvorlige psykiske problemer med tab af selvværd, hvis mennesker går arbejdsløse i for lang tid. Det kan derudover føre til tab af arbejdsevne, og bliver dermed – udover et personligt tab – også et fremtidigt muligt tab for samfundet. Generelt handler det om, at unge altid betaler en høj pris under en økonomisk krise. De er nye på arbejdsmarkedet, har meget lidt erhvervserfaring, har et lille netværk, og de kommer ofte direkte ud fra uddannelserne til et fastfrosset arbejdsmarked med meget få jobmuligheder. Det er derfor åbenbart, at når den generelle arbejdsløshed er høj, er ungdomsarbejdsløsheden som regel altid endnu højere. Ungdomsledighed skaber problemer både på kort og lang sigt. Når ungdomsarbejdsløsheden bliver høj og vedvarende, så bliver langtidsarbejdsløsheden tilsvarende høj og vedvarende, fordi de unge kommer længere væk fra arbejdsmarkedet i takt med, at nyere uddannede med en kortere ledighed forlader uddannelsesstederne. Det forhold at der hele tiden kommer nye, og ofte bedre uddannede, ind på arbejdsmarkedet kan meget vel ende med at trænge mange unge ud permanent. Der vil være risiko for, at mange unge slet ikke kommer ind på arbejdsmarkedet igen, og at de i sidste ende bliver trængt ud permanent og socialt marginaliseret. Erfaringer fra tidligere økonomiske kriser taler sit tydelige sprog. Unge som havnede i massiv ungdomsarbejdsløshed klarede sig efterfølgende langt ringere end deres kammerater, som ikke blev ramt af ledighed. Nogle arbejdsforskere har ligefrem talt om, at ungdomsarbejdsløshed kan skabe en stor risiko for såkaldte ’ar-effekter’. Effekter der vil

15 bevares langt ind i fremtiden. Det er nemlig en meget sårbar periode, når man står på tærsklen mellem uddannelse og arbejdsmarked, og den stigende ungdomsarbejdsløshed kan betyde, at nogle unge aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet. Hvis de unge ikke får opbygget en identitet på arbejdsmarkedet, er det svært for dem efterfølgende at etablere sig ordentligt. Det kan være direkte farligt for den unge, men også for samfundet, at ungdomsarbejdsløsheden bider sig fast. Det skaber depression, tab af mening, identitet osv. Ungdommen vender det indad, og reagerer måske udad. Tidligere har man set, og vi ser også en tendens i dag, at ungdomsarbejdsløsheden skaber en politisk bevægelse, et fællesskab, der reagerer udadvendt og kritisk på samfundet, politikerne, kapitalismen etc. – på en samfundskrise, der kræver fælles løsninger. En ungdomsbevægelse man må hilse velkommen, hvis den udtrykker sig med demokratiske kampmidler. Desværre ser man også destruktive bevægelser i kølvandet på krisen.

De samfundsmæssige konsekvenser af ungdomsarbejdsløshed Set med samfundsmæssige briller har ungdomsarbejdsløsheden en række negative konsekvenser. Arbejdsløshed fremmer fragmentering og eksklusion af mange unge, der søger mod egne sociale netværk. Nogle af dem ender direkte i forskellige ungdomsbander. Når man ikke kan erhverve sig indkomst på en legal måde, fremmer det lysten til at opnå det på en illegal, ja måske kriminel måde. Dette kan blive ganske dyrt for samfundet, fordi at man ved, at behovet for arbejdskraft vil stige, når vi har overvundet den økonomiske krise. Langtidsledige unge vil være rigtig vanskelige at inkludere på arbejdsmarkedet igen, da de i arbejdsløshedsperioden gradvist men sikkert mister faglig kompetence og menneskelige ressourcer. Uuddannede unge (der ikke har kunnet finde praktikplads etc.) vil komme i en voldsom klemme, når de i fremtiden skal konkurrere om jobbene, med dem der siden er kommet ud af uddannelsessystemet. Det er ikke en overdrivelse at frygte, at de svage risikerer helt at falde ud af arbejdsmarkedet på den lange bane. De bliver så at sige kandidater til fremtidens offentligt forsørgede. Hvor er løsningerne? Det er en kendsgerning, at de offentlige nedskæringer på personalesiden de senere år især er gået ud over de unge. Det efterlader de unge med den private sektor som det eneste sted, hvor det er muligt at finde en jobåbning.

De negative virkninger af ungdomsarbejdsløsheden

Er den private sektor den eneste vækstmotor?

Dette er også helt i overensstemmelse med regeringens målsætning. Problemet er imidlertid, at den private sektor slet har opnået det væksttempo, der skal til for at skaffe et tilstrækkeligt antal nye jobåbninger. Derfor er der kun en vej, hvis man vil skabe varige job og hindre ungdomsarbejdsløshed, og det er at skabe mere vækst i den private sektor. Kan dette ikke opnås, bliver det tvingende nødvendigt, at man accepterer en vis positiv vækst i den offentlige sektor – både for borgerne i almindelighed, men også fordi det er en investering i mennesker, der forhindrer, at unge går unyttige til grunde som arbejdsløse - med de negative konsekvenser som det har. Preben Etwil er medredaktør af tidsskriftet Social Politik samt lands styrelsesmedlem af Socialpolitisk Forening. Derudover er han kontorchef i Danmarks Statistik.

Europæisk ungdomsledighed – hvad er EU nødt til at gøre ved det? AF NADJA LUNDHOLM OLSEN

Imens den europæiske økonomi langsomt er i bedring, når ungdomsledigheden konstant nye rekordhøjder. Derfor har EU nærmest masseproduceret strategier, garantier og hensigtserklæringer, der skal bekæmpe ungdomsledigheden i Europa. Men spørgsmålet er, hvad det tunge EU maskineri egentlig kan gøre for Europas arbejdsløse unge? Den europæiske ungdomsledighed nåede i november 2014 op på 21,9 %, og var dermed noget af det højeste i mere end 10 år. Det er vel og mærke et tal, der er mere end dobbelt så højt som for arbejdsdygtige voksne europæere. Det vil altså sige, at mere end hver femte unge europæer står uden arbejde i dag. I Spanien og Grækenland er der tale om hver anden ung. Og det er ikke kun uuddannede men også unge med en uddannelse, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og ofte ender i midlertidige ansættelser eller arbejdsløshed. Hvad værre er, er at den såkaldte NEETS gruppe, der består af inaktive unge, der hverken har arbejde, er under uddannelse eller i praktik er steget tilsvarende, og på nuværende tidspunkt udgør 15,4 % af unge europæere mellem 15 og 24 år svarende til 14 mio. unge europæere. Og ledigheden fører ikke kun til øget risiko for marginalisering for Europas ungdom, men medfører også store økonomiske tab. Ifølge beregninger fra EU-agenturet Eurofound betød de mange millioner inaktive unge europæere alene i 2011 et økonomisk tab på mere end 150 mia. euro svarende til 1,2 % af EU’s samlede BNP målt som udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og ikke-realiseret produktion. Den rekordhøje europæiske ungdomsledighed er dermed ikke blot en tragedie for den enkelte unge, men for samfundet som helhed, da Europa risikerer at tabe de langtidsledige og inaktive unge fuldstændig på gulvet, hvilket ikke blot er omkostningsfuldt på kort sigt, men også på lang sigt i form af tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til understøttelse, ressourceforløb mm. Det har Europa simpelthen ikke råd til, hverken nu eller på sigt.

Stor ungdoms arbejdsløshed – især i Sydeuropa

De særligt udsatte arbejdsløse unge (NEET)

18 UNGDOMSARBEJDSLØSHEDSKURVE (<25 ÅR) – GRUPPEINDDELT GENNEMSNIT 50

North Centre South EA 17

0 2014 Q3

2013

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

Mange EU-strategier

2003

2002

2001

2000

Kilde: Eurostat

De forkromede EU-strategier Som reaktion på de alarmerende tal for ungdomsledigheden, har EU produceret et væld af strategier, garantier og hensigtserklæringer. Senest har Kommissionsformand Jean Claude Juncker udnævnt bekæmpelse af ungdomsledigheden som en af hans absolutte topprioriteter og nyudnævnte Beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen lovede ved hendes høring i Europa-Parlamentet i efteråret 2014, at udbygge de eksisterende EU indsatser på området ved at ‘fremskynde implementeringen, udvide omfanget, foreslå nye initiativer og sikre yderligere finansiering om nødvendigt’.

19 Allerede kort efter krisens start fremlagde Kommissionen Ungestrategien, der udstikker retningslinjerne for samarbejde om ungdomsspørgsmål for 2010-2018. Strategien, der sigter mod en mere aktiv tilgang fra EU, er senere blevet løbende fulgt op af diverse statusrapporter, drøftelser på formelle og uformelle rådsmøder om hvordan man kan inddrage områder som uddannelse, beskæftigelse, iværksætterkultur, sundhed og sport samt deltagelse i samfundslivet. Et andet initiativ, Europa2020 Strategien, ud fra hvilken medlemsstaterne modtager en række landespecifikke henstillinger, hvor medlemsstaterne opfordres til at øge indsatsen for at sikre de unge inaktive. Herudover sætter strategien mål om at løfte 20 mio. mennesker ud af risikoen for fattigdom inden 2020, og at 75 % af aldersgruppen 20-64 år er i beskæftigelse med tilhørende nationale mål på hvert af disse områder, der hvert år bliver meldt ind i de såkaldte nationale reformprogrammer og monitoreret af Kommissionen. Men uanset hvor meget EU’s ledere bliver enige om større forkromede strategier og de velmente takter fra Juncker og Thyssen, står vi her over for en udfordring, der kræver akut handling med substantiel finansiering bag. Her er de ovennævnte ikke-bindende strategier, hensigtserklæringer og henstillinger intet værd, hvis medlemsstaterne ikke sætter handling bag. Alt andet lige er det i sidste ende medlemsstaterne ansvar at implementere alle disse EU initiativer, og der batter vidensdeling og strategier desværre ikke meget.

Ungegarantien – garant for hvad? Et af Kommissionens mere konkrete initiativer i Ungestrategien er ungegarantien. Hovedelementet i strategien er, at alle medlemsstater skal tilbyde unge mennesker op til 25 år i NEETS gruppen et job, uddannelsesforløb eller praktikophold senest fire måneder efter endt uddannelse eller ledighed. Når dette instrument er blevet gennemført, skal det altså sikre, at unge ikke kommer til at stå uden arbejde eller uddannelse i mere end fire måneder efter endt skoleophold. De enkelte medlemsstaters fremskridt bliver overvåget løbende af Kommissionen, der på rådsmødet for EU’s social- og beskæftigelsesministre 11. december 2014 opfordrede medlemslandene til at arbejde videre med implementering af garantien. Og gennemførelse af garantien er lettere sagt end gjort. Det er for så vidt ikke noget problem for et land som Danmark, der allerede har en sådan garanti eller for Finland, der har taget den en tand videre og garanterer uddannelse, arbejde eller praktik inden for tre måneder. Problemet er i lande som Italien, Spanien, Bulgarien og Irland, der netop er udfordrede på de nationale budgetter, og er de lande med absolut højest antal NEETS-unge, og som har svært ved at finde plads i deres nationale budgetter til at imødegå problemet.

Europa2020

Kommissionens konkrete NEETinitiativer

20 NEETS-UNGE I UDVALGTE EUROPÆISKE LANDE

15.4%

of the population between 15-29 in Europe

14 m

young people in Europe who are NEET

Lowest NEET rate (15-29 year olds)

7.8%

4.1%

48.1%

Female-male difference

Unemployed as share of NEETs

Highest NEET rate (15-29 year olds)

5.5%

24.6%

The Netherlands

Bulgaria

22%

Sweden

Ireland

7.6%

Denmark

22.7% Italy

21.1% Spain

6.6%

Luxembourg

Kilde: Eurofound

Ungegarantien

Og netop de mest udsatte regioner modtager særlige EU midler til at sikre ungegarantien. Mere konkret har Kommissionen afsat halvdelen af finansieringen på 6 mia. euro i Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet til støtte til de regioner i Europa, hvis ungdomsledighed er over 25 %. Det vil altså sige, at særligt udsatte regioner i Europa i bl.a. Spanien og Bulgarien får en konkret håndsrækning, som endda er fremrykket til 2014 og 2015. Problemet er bare for at garantien skal lykkes, er det igen fuldstændig afgørende at medlemsstaterne supplerer med de nødvendige midler i deres nationale budgetter og forpligter sig på at levere reelt på garantien, hvilket Kommissionen åbenlyst anerkender. Og hvis Ungegarantien rent faktisk ender med at være en garanti i samtlige medlemsstater, er den muligvis garant for uddannelse og praktikpladser, men, de facto ikke for jobs til de unge i sidste ende. Jobs skabes som følge af økonomisk vækst. Hvis der ikke er vækst, bliver der ikke skabt nye jobs. Og i så fald nytter uddannelse ikke meget. Derfor kan garantien ikke stå alene. Her er det nødvendigt med vækst-

21 skabende investeringer, der sikrer at alle de unge, der har gennemført en uddannelse, videreuddannet sig eller gennemført et praktikforløb rent faktisk får et job efter endt opkvalificeringsforløb.

EU-fondsmidler som vejen frem? Som en del af løsningen på ungdomsledigheden henviser Kommissionen til diverse europæiske fondsmidler som vejen frem. Den helt store redning er ifølge Kommissionen Den Europæiske Socialfond, en løsning som Kommission i stigende grad er begyndt at henvise til som løsning på både hjemløshed, inklusion af romaer, udsatte grupper, beskæftigelse og sågar iværksætteri. Problemer er bare, at den konkrete effekt af Socialfonden, der i Europa udgør 10 mia. euro årligt, er begrænset. I Danmark er Socialfondsbudgettet godt 420 mio. kr. årligt. Budgettet, der udmøntes gennem de regionale vækstfora, skal både sikre erhvervsuddannelser, videregående uddannelser, iværksætteri, jobskabelse og beskæftigelse. Problemet er bare, at størstedelen af projekterne er rettet mod vidensdeling, koncept- og metodeudvikling, hvilket alt andet lige ikke skaber de nødvendige jobs her og nu. Et andet problem er, at en alt for stor del af midlerne går til administration og afrapportering. Så i sidste ende, er det meget få mennesker, midlerne reelt set hjælper. Behov for at EU muliggør national handling Bundlinjen er, at ungdomsarbejdsløshed er et område, som hovedsageligt håndteres direkte af medlemsstaterne, idet EU kun er i besiddelse af utroligt få lovgivningsmæssige beføjelser på dette område. EU’s og medlemsstaternes fælles mål på det sociale og beskæftigelsesmæssige område er, ifølge artikel 151 i Lissabontraktaten, fremme af beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, en passende social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet, en udvikling af de menneskelige ressourcer, der skal muliggøre et varigt højt beskæftigelsesniveau, og bekæmpelse af social udstødelse. Men, som det fremgår af traktatens art 152 stk. 1, ‘støtter og supplerer Unionen medlemsstaternes indsats’ kun på disse områder. Det vil altså sige, medlemsstaternes social- og beskæftigelsespolitik primært er medlemsstaternes ansvar, men at EU kan fremsætte ovennævnte retningsgivende strategier, henstillinger mv. og yde begrænset finansiel støtte til opnåelse af dette. Så lige meget hvor mange gange ministrene i Rådet bliver enige om diverse garantier, strategier m.m., der understreger, at der er et presserende behov, for at bekæmpe ungdomsledigheden og inaktiviteten i Europa, er det i sidste ende medlemsstaternes ansvar at investere i og sikre bedre vilkår for Europas ungdom.

Hvad gør EU på området?

Det danske Socialfondsbudget

Ungdomsarbejdsløshed skal håndteres direkte af medlemslandene

22 Stabilitets- og Vækstpagten kan lægge begrænsninger på løsningerne

Disse investeringer bliver på ingen måde nemmere af, at EU netop har begrænset de udsatte medlemsstaters muligheder for at foretage investeringer med Stabilitets- og Vækstpagten, som begrænser medlemsstaternes muligheder for at føre selvstændig finanspolitik. Et skridt i den rigtige retning fra EU’s side kunne være, at man løsner op for den væksthæmmende politik for nationale investeringer, så der rent faktisk kan skabes jobs til de arbejdsløse unge. Et andet skridt kunne være reelle investeringsplaner fra EU’s hånd. Juncker-Kommissionens virker til at have anerkendt dette og har for nyligt introduceret en pakke for beskæftigelse, vækst og investeringer, der sigter mod at skyde op til 300 mia. euro i yderligere private og offentlige investeringer i løbet af de næste tre år. Nadja Lundholm Olsen har en dobbelt kandidatgrad i EU-politik med speciale i europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik. Hun har flere års erfaring med europæisk social- og beskæftigelsespolitik fra hhv. centraladministrationen, den europæiske fagbevægelse og Folketinget.

Den høje ungdomsledighed har store negative samfundskonsekvenser AF ERIK BJØRSTED

Europa bevæger sig nu ind i sit syvende kriseår og slås fortsat med de højeste ledighedsniveauer, der er målt indenfor de sidste små tyve år. Det gælder ikke mindst for de unge under 30 år, som er den befolkningsgruppe, som er hårdest ramt af arbejdsløshed. Samtidig er udsigterne for europæisk økonomi ikke opløftende. Væksten i europæisk økonomi er i øjeblikket i bedste fald moderat, og i skrivende stund er et gammelt spøgelse dukket op – »deflation«. Deflation betyder at priserne falder, og selvom det måske umiddelbart lyder godt at priserne for forbrugerne falder, er det faktisk noget af det værst tænkelige på nuværende tidspunkt. Faldende priser betyder nemlig at forbrugerne udskyder deres forbrug, fordi der opstår en forventning om at varerne bliver billigere og billigere, og som resultat går alt i stå. Hvis deflation i euro-området bliver en realitet risikerer de tårnhøje ledighedsniveauer, som Europa allerede kæmper med nu – ikke mindst for de unge - at blive hverdag i mange år frem.

Ungdomsarbejdsløshedens forankring Meget tyder desværre allerede nu på, at den historisk høje ungdomsledighed i Europa ér ved at bide sig fast. For de under 25 årige er godt 1/3 af de unge ledige fanget i langtidsledighed. Dvs. de har været ledige i et år eller længere. For de 25 til 29 årige, ser det faktisk endnu værre ud – her er knap 44 pct. af de unge ledige fanget i langtidsledighed. Langtidsledigheden for både de under 25 årige og de 25-29 årige er i historisk perspektiv alarmerende høj, og vi skal tilbage til midten af 90’erne for at finde tilsvarende høje langtidsledighedsprocenter. Det fremgår af figur 1, som viser udviklingen i langtidsledigheden i pct. af arbejdsstyrken i EU-15, hvor data går længst tilbage i tid.

Krise og deflation

Ungdomsarbejdsløsheden har bidt sig fast

24 FIGUR 1: LANGTIDSLEDIGHEDEN FOR DE UNGE I EU 9%

15-24 år 25-29 år 3%

Anm.: Der ses på antallet af langtidsledige i pct. af arbejdsstyrken for de unge i EU-15. Langtidsledige er defineret som ledige, som ikke har haft arbejde i minimum tolv måneder. Det er valgt at se på EU-15, da data her går længst tilbage i tid. Kilde: AE på baggrund af Eurostat.

Katastrofalt høje ungdomsarbejdsløshedsprocenter

Ligesom med den samlede ungdomsledighed, er langtidsledigheden for de unge i de gældsplagede lande i Sydeuropa blandt de højeste i EU. I Grækenland er eksempelvis mere end halvdelen af de under 25 årige ledige fanget i langtidsledighed, mens det for de 25-29 årige ledige grækere, er næsten 2/3, som er langtidsledige. Spanien er også hårdt ramt, hvor næsten 40 pct. af de under 25 årige er langtidsledige, mens det for de 25-29 årige ledige spaniere er 45 pct., som er langtidsledige. I Danmark er det til sammenligning ca. 10 pct. af de ledige under 25 år, som er langtidsledige, mens det for de 25-29 årige er lige omkring 20 pct., hvilket i EU-sammenhæng er meget lave andele. Den langvarige ledighed blandt unge har store personlige konsekvenser. Langtidsledige, hvad enten de er unge eller gamle, er ikke så eftertragtede af virksomhederne, hvilket gør det vanskeligere for de unge, der bliver langtidsledige, at komme ud af ledighedskøen igen.

25 I yderste konsekvens mister de unge fodfæstet på arbejdsmarkedet og marginaliseres. Langtidsledigheden har dog også samfundsøkonomiske konsekvenser. Når der er mange langtidsledige i arbejdsstyrken, er der i virksomhedernes optik heller ikke så mange »gode« kandidater at tage af, og når virksomhederne indbyrdes slås om færre »gode« kandidater, bliver vækstpotentialet i økonomien også mindre. I den forstand kan langtidsledigheden være en vækstdræber for den europæiske økonomi. Samtidig bliver det også vanskeligere at få de offentlige budgetter i EU til at hænge sammen. Hvis de unge ikke for alvor får fodfæste på arbejdsmarkedet, og kun opnår en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, får samfundet nemlig på den lidt længere bane færre skatteindtægter fra lønindkomst, og skal samtidig bruge flere penge på arbejdsløshedsunderstøttelse. At disse bekymringer ikke bare er grebet ud af den bare luft, kan man se, ved at se på gruppen af unge herhjemme, der blev fanget i langtidsledighed i 1994, hvilket var sidste gang ledigheden for de unge herhjemme toppede. Det var lige efter de »syv magre år«, der fulgte i kølvandet på Poul Schlüters »kartoffelkur« i 1986. Ser man på de unge, som blev fanget i langtidsledighed i midten af 90’erne havde denne gruppe selv 10-15 år efter en markant dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end de unge, som undgik langtidsledighed, og samtidig endte flere også på overførelsesindkomst.

De langsigtede konsekvenser af ledigheden Ser man på 1994-generationen af unge, der undgik langtidsledighed, havde denne gruppe 10-15 år efter en beskæftigelsesgrad på godt 75 pct. For de unge der var langtidsledige i 1994 var til sammenligning ca. 68 pct. af dem i arbejde 10-15 år efter – altså markant færre. Den lavere beskæftigelsesgrad i gruppen, der var langtidsledige i 1994, dækkede ikke kun over at flere af dem var arbejdsløse, men også over at markant flere af dem desværre ikke længere var aktive på arbejdsmarkedet. Femten år efter deres langtidsledighed var således næsten 19½ pct. uden for arbejdsstyrken, mens det tilsvarende tal for de unge, som undgik langtidsledighed, var lidt over 13 pct. Langtidsledigheden blandt de unge havde også betydning for den fremtidige løn. De unge, som var langtidsledige i 1994, og som kom i job, har således lidt under et lønefterslæb på 50-60.000 kr. årligt. Der kan selvfølgelig være flere bagvedliggende faktorer, som gør, at de langtidsledige i 1994 klarede sig dårligere end de unge, som undgik

Langtidsledig hedens samfundsskadelige virkninger

De historiske erfaringer skræmmer

Selv femten år efter er der negative eftervirkninger

Hvad må der gøres?

Utrygheden breder sig

Behovet for ufaglært arbejdskraft falder i fremtiden

langtidsledighed - eksempelvis hvis de har haft et lavt uddannelsesniveau, men hvis man følger eksempelvis nyuddannede unge, som har gennemført en videregående uddannelse, og som er blevet fanget i seks måneders sammenhængende ledighed, er det også her tydeligt, at der er negative effekter på beskæftigelse og løn hele ti år efter, de unge gik ud i længerevarende ledighed. De danske erfaringer viser, at det er vigtigt at politikerne tager fat om ungdomsarbejdsløsheden hurtigt, men hvad skal politikerne egentlig gøre? Her er det ikke helt uvæsentligt at kende årsagen til langtidsledigheden blandt de unge. Det er naturligvis nærliggende at skyde skylden på krisen, når man skal forklare den høje langtidsledighed blandt unge i eksempelvis Sydeuropa, men det er ikke kun krisens skyld, at så mange unge i Sydeuropa, er fanget i langtidsledighed.

Ufleksible arbejdsmarkeders betydning Mange af de Sydeuropæiske arbejdsmarkeder er også meget ufleksible og præget af en meget høj grad af jobbeskyttelse, hvilket har den bivirkning, at virksomhederne er mere tilbageholdende med at oprette nye stillinger, som potentielt kunne være kommet arbejdsløse til gode. Samtidig tør virksomhederne alt andet lige heller ikke tage så store chancer, når de skal ansætte nye medarbejdere, når vedkommende ikke så let kan fyres igen, hvis samarbejdet skulle vise sig ikke at fungere. Det gør det vanskeligt for unge, som ikke har så meget på CV’et at få fodfæste på arbejdsmarkedet. I modsætning hertil er det danske arbejdsmarked, hvor det er nemt at ansætte og fyre medarbejdere mere fleksibelt, hvilket giver flere jobåbninger, som kan komme unge arbejdsløse til gode, samtidig med at virksomhederne i højere grad tør tage en chance i forhold til uerfarne unge. Et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er let at fyre ansatte, kræver dog også en god forsikring imod arbejdsløshed i form af et godt dagpengesystem, og her halter det i mange af de Sydeuropæiske lande. Derudover er det vigtigt at sikre at de unge arbejdsløse, som ikke har en uddannelse udover grundskolen kommer i uddannelse og også gennemfører uddannelsen. I takt med at Europa bliver mere velstående, falder behovet for ufaglært arbejdskraft, mens behovet for mere specialiseret arbejdskraft vokser. Derfor er det også afgørende at de unge, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse i bagagen, får det. Samtidig skal unge, som gennemfører en faglært uddannelse også sikres en praktikplads ude på virksomhederne – noget som fungerer godt i lande, som eksempelvis Tyskland, Østrig og Schweiz, men ikke i Danmark.

27 Endelig er det vigtigt, at der kommer gang i hjulene i europæisk økonomi. Mange vil måske her pege på, at det er jo netop, hvad man gør med Junckers vækstplan. I forhold til den høje ungdomsledighed i EU, er Junckers vækstplan dog en dråbe i havet, som langt fra er nok til at sparke gang i europæisk økonomi. Derfor er det også helt nødvendigt, at EU er mere fleksible i forhold til konvergenskravene og finanspagten. Det er ikke sundt, når så mange lande i EU strammer finanspolitikken på samme tid, som det har været tilfældet de sidste 3-4 år. Hovedparten af de varer og tjenester der eksporteres fra europæiske lande bliver nemlig inden for Europas grænser, og i den forstand er Europa faktisk en relativt lukket økonomi. Det betyder også, at når så mange lande strammer finanspolitikken på samme tid, har det meget store negative afledte effekter på samhandlen, og derved kommer sparekursen i mange lande til at gøre dobbelt ondt på beskæftigelsen og arbejdsløsheden. Lande, som Tyskland, Østrig samt de nordeuropæiske lande, har relativt sunde offentlige budgetter, og bør gå sammen om en fælles vækstplan med fokus på målrettede offentlige investeringer. Disse investeringer vil ikke kun gavne de nævnte lande, men også de gældsplagede lande, som er tvunget til at spare. I forhold til de gældsplagede lande, bør man også give disse mere tid til at få styr på de offentlige budgetter. De sparetiltag der er lagt op til, kan nemt spredes ud over flere år. De europæiske borgere, herunder ikke mindst de unge, har betalt en meget høj pris for krisen, og som i sidste instans risikerer at koste den europæiske økonomi dyrt. Men det er ikke bare den europæiske økonomi, der er truet, men også selve sammenhængskraften i Europa, hvis man taber millioner af unge mennesker på gulvet, som ender i marginalisering. Det her ér sidste udkald. Erik Bjørsted er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) med speciale i konjunktur-vurderinger og konsekvensberegninger af økonomisk politik.

Gang i økonomien er en forudsætning

Nogle lande må gå foran

Lægges der for meget vægt på arbejdsparathedsevne i Europa? AF MICHAEL TOLENTINO FREDERIKSEN

Europa er stadig ramt af krisen

Bologna Processen

Arbejds parathedsevnen

Mange arbejdsgivere ser et problem i at uddannelsessystemerne ikke opruster de studerende med de rette evner, som gør dem klar til arbejdsmarkedet. De Europæiske uddannelsesministerier ser nemlig arbejdsparathedsevnen (employability) som et primært led i de nationale uddannelsesstrategier. Universiteterne er påpasselige med at bevare deres egen uafhængighed, og lader sig ikke overrumple af andres dagsordener. Men burde universiteter overhovedet fokusere på arbejdsparathed? Hvis man anser, at uddannelse er et offentligt gode og ansvar, burde det være i centrum for universiteterne i Europa at fokusere på samfundets behov. I 2008 blev Europa hårdt ramt af finanskrisen. Selvom det meste af kloden har arbejdet sig ud af krisen, har Europa specielt haft besværligheder med at overkomme den. Arbejdsløsheden er vokset, og der er kommet større fokus i Europa på at anvende uddannelse som et instrument til at få flere folk i arbejde, da der – paradoksalt nok – stadig er ledige stillinger, der ikke er blevet besat. Etableringen af The European Higher Education Area fandt sted i slut 90’erne. Her mødtes 29 ministre for videregående uddannelser i Bologna for at diskutere retningslinjerne for det Europæiske uddannelsesområde. Dette har resulteret i Bologna Processens tilblivelse. En proces der sætter fælles rammer for videregående uddannelser i Europa. Her mødes uddannelsesministrene hvert andet/tredje år for at tale om de målsætninger for videregående uddannelser, som landene nationalt skal imødekomme. Dette har blandt andet resulteret i, at universiteterne er bygget op af en 3 årig bachelor- og en 2 årig kandidatuddannelse og et fælles karaktersystem. Dermed er det nemmere at kunne sammenligne universiteterne på tværs i Europa og tage på udveksling. Et af de store fokusområder, har siden begyndelsen af processen, været at ruste studerende til arbejdsmarkedet. Man introducerede be-

29 grebet arbejdsparathedsevne, som en forståelse for arbejdsparatheden af studerende. Begrebet er i dag et vidt anvendt begreb af universiteter, virksomheder og EU Kommissionen, og de europæiske uddannelsesministerier ser evnen til beskæftigelse som et vigtigt led i de nationale uddannelsesstrategier. I november 2014 var omkring 5 millioner unge under 25 uden for arbejdsmarkedet i EUs 28 medlemslande. Selvom dette tal har været faldene, er det mere end det dobbelte af den generelle arbejdsløshed. Dog er der stadig lidt under 2 millioner ledige stillinger i Europa. Det næste stormøde foregår i foråret i Armenien. Her vil de Europæiske ministre ikke kunne undgå at forholde sig til, at det Europa de befinder sig i her og nu, er præget af arbejdsløshed, og at der er et stort pres fra arbejdsmarkedet, studerende og universiteter til at finde en løsning.

Forbindelsen mellem erhvervsliv, uddannelse og arbejde Erhvervslivet har haft en interesse i at have den bedst mulige arbejdsstyrke. Derfor har det givet mening at involvere sig i uddannelsesområdet. Det har været muligt at bidrage med en ekspertise i, hvad der sker på arbejdsmarkedet, og hvilke type arbejdskraft arbejdsmarkedet efterspørger. Men også at præge den arbejdskraftressource som erhvervslivet skal bruge. Der er forskellige vinkler på forholdet mellem uddannelse og beskæftigelse. Den mest indlysende er den kernekompetence, som man får på et studie. Hvis man læser jura, bliver man jurist, og man får en forståelse for den juridiske verden, det sprog og den praksis advokater beskæftiger sig med. Denne viden og kompetence er oftest den man modtager, når man sidder i forelæsningsalen og professoren underviser. Endvidere eksisterer der uddannelser, som erhvervslivet har været med til at designe for at rekruttere. For nuværende studerende er der udviklet elementer til pensum på de videregående uddannelser, som har været med til at øge de studerendes arbejdsparathedsevner. I dag er det dog ikke nok bare at være studerende, og have den fagspecifikke viden med i bagagen. Man skal have flere evner end studiet tilbyder, for at få det job man ønsker. I dette perspektiv er aktivitets-baserede kompetencer kommet mere og mere i fokus på traditionelle universiteter, som en måde at forsøge at imødegå denne udvikling på. Dog kan man argumentere for, at den har eksisteret uden for universitetsverdenen siden tidernes morgen. Tidligere har disse eksisteret som en primitiv form af praktikforløb siden mennesket begyndte at anvende værktøj. En smeds søn lærte oftest sit håndværk fra sin far, der også havde lært det fra sin far. Denne uformelle læring er værdsat af erhvervslivet. Læring fra en

Erhvervslivets efterspørgsel efter arbejdskraft

Mange kompetencer er nødvendige

Samspillet mellem nye kompetencer

Sydeuropa er hårdest ramt

Studier i de nordiske lande

del af et job eller beskæftigelse er anerkendt af erhvervslivet som en kvalifikation til en ansættelse gennem CV’et, anbefalinger, portfolier og andre redskaber med det mål at formalisere en uformel læring på en arbejdsplads. Erhvervslivet efterspørger mere end bare kernekompetencerne. Når man som studerende træder ind på arbejdsmarkedet i Europa, er det ikke længere nok bare at have en uddannelse bag sig. De uformelle kompetencer er ligeledes vigtige. Dette betyder at praktikforløb, studierelevant arbejde, frivilligt arbejde, men også sociale kompetencer, evnen til at indgå i samarbejde og teamwork, ens sproglige evner, alt sammen er evner, som betragtes som en naturlig del af et fuldtidsstudie. Meget af det ligger dog som noget ved siden af og udover selve studiet. Grundlæggende er det med andre ord ikke den faglige kunnen, man modtager på studiet, der er gældende. Men hvis medlemslandene fokuserer for meget på ‘employability’ og på at opkvalificere dem med erhvervsrettede evner, er der da en risiko for at gå på kompromis med fagligheden på studierne? En videnstung faglighed, som er en nødvendig brik i at skabe udvikling – og dermed flere arbejdspladser? Omvendt er det spørgsmålet om et ligefrem øget fokus på ‘employability’, kan være et led i bekæmpelsen af den høje ungdomsarbejdshed i Europa.

Europæiske studerende Man kan se, at arbejdsløsheden har ramt Sydeuropa hårdt. Høje ungdomsarbejdsløshedstal har været virkelighed i store europæiske lande som Spanien, Portugal, Grækenland og Italien m.m. I Spanien har man fx en gang om ugen demonstreret imod de dårlige forhold. En generel forskel på hvordan studenterpolitikere tænker i Sydeuropa i forhold til Norden, er når de fx taler om, hvem brugerbetaling på de videregående uddannelser påvirker. Det er ikke kun den studerende, men også den studerendes familie det påvirker. I Norden og specielt i Danmark, bliver man regnet som selvstændige individer. Velfærdstaten har skabt forhold, hvor man som studerende er mindre afhængig af ens forældres økonomi. Dermed sagt, at hvis det er familien, der betaler store beløb for at uddanne et familiemedlem, i form af brugerbetaling og studiestøtte, for derefter at gå ind i arbejdsløshedskøen, påvirker flere mennesker end den nyuddannede arbejdsløse. I Norden bliver studerende opfattet anderledes. Når unge bliver myndige, træder de ind i de voksnes rækker, og bliver individer som alle andre i samfundet. I Skandinavien finansierer staten uddannelserne, og dermed er det ikke nødvendigvis familien, som stiller krav til den studerende, men da det er borgernes skattepenge, der bliver brugt, er

31 det også i højere grad medborgerne og staten, som stiller krav til den studerende. Studerende færdiggør deres studier i en senere alder end tidligere, dog bruger de nordiske studerende ikke længere tid på deres studier end andre steder i Europa. På den anden side af uddannelsessystemet er det i høj grad også staten og den studerende selv, som tager ansvar for at den studerende kommer i arbejde. En stor andel af den generelle studenterbefolkning er højtuddannet, hvilket øger konkurrencen for at finde det gode første job efter sidste eksamen. I en undersøgelse fra den Europæiske Studenterunion, Student Advancement of Graduate Employability, blev nationale studenterorganisationer spurgt om hvilke færdigheder, som var vigtige og for hvilke aktører. Her viste det sig, at arbejdsmarkedet prioriterede færdigheder som sociale/netværks evner, viden, kommunikative- og præsentationsevner samt sprog. Uddannelsesinstitutionerne lagde vægt på karakterer, kort studietid og gode teoretiske kundskaber. De studerende selv lagde vægt på sociale evner, samarbejdsevner og praktiske erfaringer fra studierelevant arbejde og praktik. Konklusionen af undersøgelsen viste, at studerende vægtede de mere ‘bløde’ færdigheder, mens uddannelsesinstitutionerne vægtede mere hårde. Disse forhold er interessante, da disse overbevisninger påvirker de valg studerende tager angående deres studievalg, tilvalgsfag etc., men at uddannelsesinstitutionerne ikke nødvendigvis understøtter de studerende og arbejdsmarkedets behov, herunder fx behovet omkring at få de studerende hurtigt igennem uddannelsessystemet. Hvis man tilbyder de studerende de vilkår, som de ønsker, ville dette kunne hjælpe dem med motivationen til at færdiggøre studiet og samtidig i højere grad møde arbejdsmarkedets krav.

Uddannelse - Erhvervslivets ansvar? For at skabe et uddannelsessystem der afspejler de samfund som vi lever i, må vi erkende, at uddannelse spiller forskellige roller i samfundet. De oprindelige tanker der er blevet foreslået og besluttet af Europarådets medlemslande, er, at uddannelse primært skulle fokusere på forberedelse til arbejdsmarkedet, aktivt medborgerskab i demokratiske lande, personlig udvikling, samt udvikling og opretholdelse af en bred og fremskreden vidensbase. Hvis en studerende færdiggør sin uddannelse, er det til gavn for individet, samfundet og arbejdsmarkedet. I stedet for at se på det præcise antal af studerende som færdiggør deres studier i hvert fagområde og justere efter det, burde man styrke kompetencer, evner og initiativer, der fremmer at den studerende kommer i arbejde uanset fagområde.

En undersøgelse fra den Europæiske Studenterunion

Den samfundsmæssige betydning af uddannelser

32 Vær varsom med udelukkende at tilpasse uddannelserne efter erhvervslivet behov

Der er fortsat behov for kritisk tænkning

Arbejdsparathed er ikke lig med job

Justerer man uddannelserne på arbejdsmarkedets præmisser, bliver hensigten med de studerendes beskæftigelsesevne kortsigtet. Arbejdsmarkedet er under konstant forandring, hvilket gør, at deres interesse og hvilke evner erhvervslivet efterspørger af arbejdskraft er skiftende over tid. For eksempel, hvis erhvervslivet ser at man kan tjene flere penge på skønhedsoperationer frem for behandlinger af livstruende sygdomme, og at medicinstudiet ændrer deres pensum for at imødekomme disse, kan det diskuteres, om de evner der bliver lagt vægt på, vil gavne den almene borger i samfundet. Det er derfor vigtigt at universiteter kan agere uafhængigt, med input fra forskellige aktører fra den akademiske verden. Studerende, forskere og rektorer skal involveres i beslutningerne om uddannelse, hvor tendensen i Europa ellers er en større inddragelse af erhvervslivet i de ministerielle beslutninger. Tilrettelægger uddannelsesinstitutionerne deres studier udelukkende efter erhvervslivets interesser, bliver de studerendes kompetencer kortsigtet, hvilket ikke vil gavne hele samfundet. Og samtidig kan man risikere at det ændrer sig så relativt hurtigt, at før den studerende er færdig, er kompetencerne ikke tidssvarende. Så et kortsigtet fokus på markedets krav kan i værste fald betyde at ‘employability’ ikke øges, men snarere sænkes. Og ser man dette i forhold til ungdomsarbejdsløsheden, kunne man frygte, at det ville bidrage til unges langtidsarbejdsløshed snarere end et værn imod den. Uddannelsesinstitutioner må ikke gå væk fra at udvikle generelle evner som kritisk tænkning, problemløsning, samt evnen til at lære selvstændigt. De burde fortsætte med at reagere på samfundsmæssige behov, medborgerskab, personlig udvikling uanset pres fra budgetnedskæringer. Opfordringer for at mindske omfanget af formålet med videregående uddannelser til emnespecifikke færdigheder, der efterspørges af arbejdsmarkedet, vil ikke gavne hele samfundet på længere sigt. Et fokus på forskningsbaseret viden, kritisk tænkning og problemløsning snarere end på ‘employability’ vil kunne få nyuddannede ud, som kan være med at til at skabe og udvikle markeder, og dermed skabe de arbejdspladser Europa har brug for. I forhold til nyuddannede, må man gribe problemerne forskelligt an, alt efter hvor man befinder sig i Europa. Hvis nyuddannede ikke kan finde arbejde i deres hjemland, eller hvor de har læst, må man rejse til der, hvor jobbet kan findes. Dermed har en stor del af de europæiske lande et problem, hvis man ikke kan holde på de kloge nyuddannede. De lande hvor det ikke er tiltrækkende at arbejde, mister disse unge nyuddannede, der ellers netop skulle have været med til at hjælpe landet ud af krisen, med innovative og nye idéer. Med det større fokus på arbejdsparathed, bliver der bragt mere fokus på, hvilke typer studerende der består deres eksaminer. Arbejds-

33 parathed er ikke lig med ansættelse. Hvis der ikke eksisterer jobs på den anden side af studiet, er det lige meget, hvor god en studerende du engang var. Så er det bedre at fokusere på at få videnstunge nyuddannede ud, der som vores vigtigste ressource kan være med til at løse arbejdsløshedsproblemerne. Michael Tolentino Frederiksen er BA i European Union Studies på Roskilde Universitet. Tidligere bestyrelsesmedlem af Studenterrådet ved RUC, internationalt udvalg ved Danske Studerendes Fællesråd og forretningsudvalget i den Europæiske Studenterunion.

KLUMME

Fra service til beslutning New Public Management – et bredt kritiseret, men flittigt anvendt ledelsesparadigme i Danmarks offentlige sektor. Senest set i Moderniseringsstyrelsens oplæg til præstationsmåling blandt offentligt ansatte. NPMs popularitet i dansk politik har utvivlsomt medført forbedringer, men det har også givet nye hårdknuder i socialpolitik og socialt arbejde. Her er den vigtigste. AF LASSE POSBORG M ICHELSEN, KONSULENT, VIDENOGEVIDENS.DK

Når man som i NPM tænker en forvaltning som en virksomhed, ser man en struktur bestående af en ledelse og en gruppe frontmedarbejdere. Med udgangspunkt i servicesektoren konkluderer man: Ledelsen er beslutningstager, frontmedarbejderne leverer servicen. Ledelsen skal kontrollere og udvikle kvaliteten og effektiviteten af servicen. Her er hårdknuden: I store dele af socialt arbejde, specifikt i sagsbehandling, er frontmedarbejderne ikke primært serviceydere. De er beslutningstagere. Deres opgave er at afgøre, hvordan og hvornår myndigheden skal handle. Myndighedernes primære produkt er beslutninger om services, ikke services i sig selv. Myndigheder er med andre ord det, man kan kalde beslutningsbaserede organisationer. Danske kommuner gaber over både service- og beslutningsbaserede organer, og grænserne er ofte grå. Botilbud og daginstitutioner yder f.eks. services,

men det er services, som i høj grad hviler på medarbejdere, der dagligt træffer beslutninger i deres arbejde. Myndighederne er beslutningstagere, der træffer lovmæssige afgørelser, men deres beslutningstagning hviler i høj grad på services, f.eks. rådgivning og inddragelse af borgerne. Moderniseringen af den offentlige sektor er nødt til at tage hensyn til forskellen på de beslutnings- og servicebaserede dele af det offentlige. Af den grund er NPM ikke tilstrækkeligt. Lad mig derfor introducere begrebet Public Decision Management. Dette paradigme fokuserer på, hvordan den socialfaglige ledelse kan facilitere den bedst mulige beslutningstagning blandt frontmedarbejderne. Det kræver blandt andet forbedringer af indsamling, håndtering og behandling af den information, som sagsbehandlere anvender i deres beslutninger. Og det kræver træning af sagsbehandlerne i kvalitetsvurdering af information. PDM åbner for et nyt og vidtrækkende felt af forbedringsmuligheder, som går godt i spænd med både tillidsreform og ønsket om en mere gennemgribende vidensbasering af det sociale arbejde.

35 SOCIALPOLITISK FORENING FYN

Torsdag d. 5. marts kl. 19.00 på Den Sociale Højskole Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C (lokale fremgår på skærm ved receptionen) Kl. 19.00 O plæg og debat ved Ove Kaj Pedersen om Konkurrencestaten – globalisering og velfærd Kl. 20.30 Generalforsamling – indkaldelse og dagsorden følger senere

Ove Kaj Pedersen er professor ved CBS i København. Han er bl.a. forfatter til bogen »Konkurrencestaten«. Bogen påviser sammenhængen mellem globalisering på den ene side og de sidste års mange forandringer i den danske velfærdsstat.

ANNONCE

Fik du læst …

Få alle 6 numre for 350,- årligt (abonnement) Eller bliv medlem og få alle 6 numre for 290,- årligt 160,- årligt for overførselsindkomster

LOKALFORENINGER & LANDSFORENINGEN

Indbydelse til debatmøde og generalforsamling

LOKALFORENINGER & LANDSFORENINGEN

SOCIALPOLITISK FORENING

Indkaldelse til debatmøde og generalforsamling i Socialpolitisk Forening Hermed indkaldelses til debatmøde og generalforsamling i Socialpolitisk Forening Fredag 6. marts 2015 hos HK Kommunal, Svend Aukens Plads 11, 2300 København S, Rund Mødesal Debatmøde med Poul Nyrup om psykisk sårbare unge Kl. 15.00 V elkomst ved Robert Olsen, formand f. Socialpolitisk Forening. Kl. 15.15 D ebatoplæg v/ Poul Nyrup Rasmussen, formand for Det Sociale Netværk: Psykisk sårbare unge i et socialpolitisk/ samfundsmæssigt perspektiv. Kl. 16.15 S pørgsmål og debat til/med Poul Nyrup Rasmussen. Kl. 17.00 Afslutning.

Generalforsamling Kl. 17.30 Dagsorden jf. vedtægterne.

Snack/vin Kl. 19.30 – 21.00

Foto: Lars Svankjær

Hvis du går og overvejer, om du vil være medlem af Landsstyrelsen eller af Socialpolitisk Råd, så ring til landssekretæren på 40 23 43 20, og hør hvad det indebærer.

OBS! Tilmelding obligatorisk: Angiv hhv. deltagelse i a) ‘debatmøde’, b) ‘generalforsamling’ eller c) ‘skrub af snack/vin’ skal ske af hensyn til opstilling og forplejning på post@socialpolitisk-forening.dk eller på 23 32 03 94 senest torsdag d. 26. marts kl. 16.00

INTERNATIONALT UDVALG

Vestbanegården i Warszawa.

Fattigdom i Polen anno 2015 AF JOAN MÜNCH

Det er fredag eftermiddag, og vi er på vej med suppe, brød og te til uddeling blandt de hjemløse her ved Vestbanegården i Warszawa. Da vi ankommer, står folk og venter på os. Men der er ikke bare hjemløse mænd, der er også børn og ældre kvinder, nogle med bøtter i tasken så de kan få mad med hjem. Hvorfor er det lige, at der i Polen er behov for uddeling af mad på gaden? I 2013 var der over 2.850.000 ekstremt fattige mennesker i Polen (antallet er steget med mere end 700.000, en stigning på 34% siden 2008). De levede i husstande med indtægter under den estimerede europæiske sultegrænse. Af disse var 710.000 børn (i alderen 0-17 år), der repræsenterer cirka. 25% af befolkningen i ekstrem fattigdom. Polen er et land med meget lav beskæftigelseskvalitet. I en OECD undersøgelse fra 2014 lå Polen på samme niveau som Tyrkiet, i bunden på alle 6 undersøgte parametre. Hvis for hele befolkningen kvaliteten af beskæftigelsen er så lav, er det endnu mere

INTERNATIONALT UDVALG

38 for dem, der udsættes for lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold. Arbejde i lavtlønnede og ustabile jobs er en ikke særlig effektiv permanent løsning på problemet med fattigdom. I 2013 var der i Polen mere end 1,5 millioner arbejdere, der levede i fattige familier. Det sorte jobmarked florerer og timelønninger på 5-7PLN (8-13 DKK) er udbredte. Når man får denne type løn, er det selvfølgelig ikke-registreret arbejde og dermed uden betaling til sociale ydelser. Polen har en negativ befolkningstilvækst. Vi ved det jo godt. Der findes polske immigrantgrupper i snart sagt alle lande i verden. I nogle områder i Polen, mangler alle familier familiemedlemmer. De er udvandret for at finde beskæftigelse og et godt liv med en stabil indkomst. Polen har stadig ikke været i stand til at ratificere artikel 13. 1 i den europæiske socialpagt, som indeholder krav om, at enhver person der ikke råder over tilstrækkelige midler, og som ikke er i stand til at sikre sig selv, gennem fx en social sikringsordning, skal ydes passende bistand, og i tilfælde af sygdom, nødvendig pleje. Den støtte der ydes er midlertidig og skønsmæssig. Ydelserne finansieres fra kommunernes egenkapital, og kan gives som fødevarehjælp. Kommunerne kan få dækket 50% af deres sociale udgifter over statsbudgettet. Denne form for organisering af velfærden er meget problematisk, idet rigtig mange mennesker kommer i klemme i kampen om, hvem der skal betale deres sociale ydelse. Så længe kampen pågår, udbetales der ingen ydelser. I 2013 var gennemsnittet af uddelte midlertidige sociale ydelser til raske arbejdsløse mennesker (og deres familier) på 334 PLN (ca. 600 DKK) om måneden. 538.000 mennesker modtog denne ydelse (dette tal er steget med 20% siden 2008). Samme år var gennemsnittet af uddelte permanente sociale ydelser til mennesker helt ude af stand til at arbejde på grund af handicap eller alder på 423 PLN (ca. 750 DKK). 207.000 mennesker modtog denne ydelse (dette tal er steget med 13% siden 2008). Et af de helt store problemer med udbetaling af ydelser er, at indkomstgrænsen er fastlagt alt for lavt i forhold til, hvad der fra officielt hold skønnes at være nødvendigt for overlevelse. Dette betyder eksempelvis at for at modtage børneydelse, skal familien have mindre end 500PLN (885 DKK) til rådighed pr. familiemedlem om måneden. For at modtage denne ydelse skal hele familien indtægtskontrolleres. I 2013 var der 1,7 millioner mennesker, der modtog midlertidige og permanente ydelser i Polen. Samme år var der mere end 2.850.000 mennesker i familier med indtægter under sultegrænsen. Således levede 1,1 millioner mennesker i familier som ikke var omfattet af nogen former for støtte. Det betyder, at mindst 40% af de ekstremt fattige ikke modtog finansielle ydelser, som de ellers var berettiget til. Da alle tal vedrørende fattigdom i Polen er stigende. Da arbejdsmarkedet i høj grad gør brug af sort arbejdskraft til ekstremt lave lønninger. Da er der ikke noget at sige til, at der er behov for uddeling af gratis mad på gaden – og det er blot en dråbe i havet. Joan Münch Leder for Frelsens Hær i Polen

39 SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER

Landsstyrelsen Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth. Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Preben Etwil, redaktionen for Social Politik Ole Rissgaard, SIND Mikkel Warming, 3B / (E) Lotte Andersen, Professionsskolen Metropol Anne Sofie Bøjrup Jørgensen, cand.soc Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Rasmus Christensen

Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Lars Steinov, obs. (AIEJE) Amina Giasso Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL Christian Sølyst, LO Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening Jette Høy, FTF Bodil Neujahr, Landsforeningen BoPam + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne dog fra Hovedstaden, Kirsten Windekilde

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen, anja@forkanter.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Bjarne Hansen, bolbrobjarne@yahoo.dk

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) maho@kora.dk Peter Bundesen peter.bundesen@cdnet.dk Preben Etwil meyland@adslhome.dk Nina Særkjær Olsen n_olsen@hotmail.com Anna Diana Møller nordisk.anna@gmail.com

Tanja Dall tada@phmetropol.dk Martin Fjording maf@firkant.net Nina Bach Ludvigsen ninabachludvigsen@gmail.com

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LANDSFORENINGEN

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole

5. MAR

ULTIMO FEB

17. FEB

Kalender 2015 IU / ICSW Danmark møde Ordinært møde

Landsstyrelsesmøde Ordinært møde

Debatmøde og generalforsamling i Socialpolitisk Forening Fyn Sted: Den Sociale Højskole Tid: 5. marts kl. 19.00 Læs mere på lokalforeningssiden.

FYN

6. MAR

ICSW / Internationalt Udvalg

11. MAJ

8. APR

Oplæg og debat ved Poul Nyrup om psykisk sårbare unge

17.-18. MAR

Debatmøde og generalforsamling i Socialpolitisk Forening Sted: HK Kommunal, Svend Aukens Plads 11, 2300 København S Tid: 6. marts kl. 15-19.30 Læs mere på landsforeningssiden.

Den 17.: The World Social Work Day, UNAIDS Den 18.: The Global Social Observatory ENSACT/ICIAF Geneve, v/ IU

Redaktionsmøde Social Politik Ordinært møde.

Europæisk Socialt Forum – Konference/møde »Hårde tider – det nye arbejdsliv i Europa« I samarbejde med Duttrupgaard / Internasjonalt Hus (m.fl.) Mere information via mail/hjemmeside.

Dette nummer af Social Politik er udgivet med støtte fra:

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening