4 minute read

Sømænd i vand til halsen

SØMÆND I VAND TIL HALSEN SAMARBEJDE PÅ DEN SYNKENDE SKUDE

Søværnets værnepligtige skal gennem ild og vand for at være klædt på til enhver tænkelig ulykke, når de om en uge sætter kurs mod Grønland. Kom med dem ombord på et gyngende skib, når deres samarbejde bliver sat på prøve i forsøget på at slå koldt vand i blodet, inden det kolde vand slår dem omkuld.

Advertisement

IVÆRKSÆT HAVARIRULLE

Skibet begynder at svaje fra side til side, og flere af de værnepligtige må gribe fat om sidemanden for at genvinde balancen. Som frosset på stedet står de afventende og spidser ører, mens de nervøst spejder efter hinandens blikke. De ved godt, hvad der skal til at ske.

Ligesom alle andre i Søværnets skibsbesætninger skal de værnepligtige vise, at de har de sikkerhedsfærdigheder der skal til, hvis et skib udsættes for hul i skroget. Dette testes i dag ombord på det simulerede skibsskrog, Hvims, som tvinger de værnepligtige til at yde en fælles indsats for at lappe de opstående huller, før vandet stiger over hovedet på dem.

Så sker det. Meldingen ”Iværksæt havarirulle, iværksæt havarirulle” lyder ud af højtaleren på toppen af skibsskroget. Nu er det nu. Der går et øjebliks tænketid, før de værnepligtige tør op, fatter balancen og åbner lugen til det rum, hvor skaden er sket.

STIGENDE VAND

De første rekrutter, der tager mod til sig og kravler ned ad den stejle lejder, bliver mødt af et hul, der som et springvand sprøjter vand fra skibets dørk. Der lyder både skrig og hyl fra de værnepligtige, som med hændernes kraft forsøger at holde vandet ude. ”Jeg skal bruge træ!”, ”30 cm!” og ”2 kiler, 2 kiler!” råbes af lungernes fulde kraft i kampen om at overdøve det fossende vand og den dårlige akustik i skibets rum. Sammen må de tage kampen op mod det sprudlende

vand. ”Der er nogle tidspunkter, hvor teamwork er den afgørende faktor, og det her er et af dem,” fortæller 1113 efterfølgende om, hvordan alle måtte tage del i arbejdet: ”Man kan ikke både holde, måle op, save materialet ovenpå og afstive selv – det kræver en del hænder.” Ved siden af ham sidder 1101, og hun nikker genkendende og stemmer i: ”En af udfordringerne er at give opgaven fra sig, når man ikke kan støde imod vandet alene. Man får lov til at mærke på egen krop, at man ikke kan klare det her selv.”

LAPPELØSNINGER I ADRENALINENS HEDE

Selvom rekrutterne arbejder på fuldt tryk, er slagkraften fra vandet ustoppelig, og det bliver sværere og sværere at gøre modstand mod masserne. Lyset slukkes i tide og utide og lader et rødt skær glide hen over det rum, der i dag udgør de værnepligtiges kampplads. Med deres kropsvægt må de stemme imod indstrømmende vand, der stiger for hvert minut, der går. I fællesskab tager rekrutterne træstumper, gummimåtter, kiler og overdimensionerede træpropper i brug efter bedste overbevisning, mens hullerne modstridigt spytter vandet i hovederne på rekrutterne. Propper og træstumper flyder rundt på vandoverfladen, mens delingen må lade bølgerne skylle ind over dem, som skibet gynger. ”Jeg kunne stå og arbejde med at stoppe et hul, og når skibet så vipper igen, kan jeg pludselig ikke bunde,” fortæller 1101, der måtte tage afsæt for at holde sig over vandoverfladen, når skibets vand steg fra knæ til hals. Mens det kolde vand stiger rekrutterne til hovedet, må de slå koldt vand i blodet i forsøget på at bekæmpe skibets indtrængende fjende.

ET SMITTENDE SMIL

”Alle mand på dæk!” lyder det over højtaleren, da skibet stopper sin gyngen, og vandets indtrængen afbrydes. Alle rekrutterne ånder lettet op og slipper, hvad de har i hænderne. Da de ser op og får øjenkontakt med hinanden, breder der sig smil på deres læber. Gennemblødte træder de op på dækket, og et grin breder sig i delingen. Mens de står side om side på toppen af dækket, indtræffer den kulde, de i kampens hede ikke havde bemærket, men trods klaprende tænder er smilene fasttømret i ansigterne på dem. Selvom de ikke formåede at stoppe vandets indtrængen, løste de det, som opgaven gik ud på; at samarbejde.

”Jeg synes, det er så fedt, at vi også er med i havari-patruljen. Selvom det ikke er os, der skal i fronten, har vi nu prøvet det. På den måde føler man ikke en afmagt, når man kommer ud på skibet, fordi man ved, hvordan man kan hjælpe, hvis denne situation skulle opstå,” fortæller 1101. Med dette gør delingen klar til at indgå i en skibsbesætning, når de i næste uge drager med et inspektionsskib mod Grønland, hvor samarbejdet igen vil blive udslagsgivende. n

I Søværnet er de værnepligtige navngivet med tal, hvor de første to tal angiver kompagni og deling, mens de sidste to tal tilhører den værnepligtige.

Leonora Frydensberg Sepstrup

This article is from: