1 minute read
Intro
KÆRE JUNIOR— LEDER S om juniorleder er det en evig kilde til glæde og forundring, hvor meget der kan ske på to år. Hvor meget vores spejdere vokser – fysisk og personligt – fra de træder ind i juniorfællesskabet, og til de er klar til at rykke op i troppen.
I dette hæfte får du og dine medledere en række tips, værktøjer og inspiration til at give spejderne mest muligt med videre fra de to år, de er i juniorgrenen.
I hæftet er der både prioritereret teoretisk viden og praktisk erfaring.
Du kan læse om dannelsesmål, og du kan få tips til digitale apps, du kan bruge på juniormødet. Du kan få tips til at tænke medbestemmelse ind på hvert møde, og du kan finde en opskrift til at lave is på trangia. Du kan både lære, hvorfor juniorerne behøver at brænde krudt af, og du kan finde konkrete aktiviteter til at klare opgaven. Du kan blive klogere på Spejdermetodens elementer i juniorhøjde, og du kan finde tidsplaner til at afholde næste hyttetur.
Derudover indeholder de fleste artikler også refleksionsspørgsmål, som I kan tage op i juniorledelsen for at finde netop den vej, som er rigtig for jer, i juniorarbejdet.
Vi håber, at magasinet kan inspirere dig og dine medledere til at lave noget fantastisk spejderarbejde med korpsets unge energibomber.