5 minute read

TEMA2: ÅRSMØDE STFs årsmødeudstilling 2021 – tæt på arealrekord

Next Article
NAVNENYT

NAVNENYT

48 ÅRSMØDE21

STFs Årsmødeudstilling 2021 – tæt på arealrekord

Advertisement

Det er over to år siden, der sidst har været afholdt Årsmøde i STF, så det er ikke underligt, hvis du som udstiller eller som gæst har lidt årsmøde-abstinenser. STFs Årsmødeudstilling den 3. september 2021 er – på trods af det afvigende tidspunkt for afholdelse – tæt på arealrekord. Men der er heldigvis god plads på Renseanlæg Lynetten, som danner rammen om den længe ventede udstilling. De 140 udstillere har rigtig meget at byde på, hvilket denne udgivelse af Spildevand vidner om.

AF SUSANNE BRANDT, SEKRETÆR FOR SPILDEVANDSTEKNISK FORENING FOTO: BIOFOS, ANNA KLITGAARD OG DOCKEN

BIOFOS A/S er vært for Spildevandsteknisk Forenings Årsmøde den 3. september 2021 i København. Den store faglige udstilling på Renseanlæg Lynetten er årsmødets trækplaster. Det er i løbet af dagen også muligt at komme på rundvisning på renseanlægget, som er Danmarks største renseanlæg for kommunalt spildevand. Årsmødedagen slutter med stor fest i Docken i Nordhavn.

Om udstillingen

Spildevandsteknisk Forenings firmamedlemmer har i 2021 vist meget stor interesse for foreningens årsmødeudstilling. Der er solgt 3.643 nettokvadratmeter udstillingsareal – hvilket kun er 87m2 færre end i 2017, hvor foreningens udstilling sidst satte arealrekord.

Udstillingsarealet på Renseanlæg Lynetten indtages af i alt 140 firmaer, der spænder vidt, hvad angår produkter og ydelser. Mange firmaer medbringer udstyr i fuld størrelse, så der bliver masser af teknik at se på og røre ved. Udstillerlisten fremgår af årsmødeprogramhæftet og af STFs hjemmeside stf.dk Særlig stor efterspørgsel har der i år været på standene udbudt i de store fællestelte, som STF lejer hos foreningens faste teltleverandør. Seks store telte, som hver vil være 33 meter lange, vil rumme hovedparten af udstillerne.

Mange udstillere vil imidlertid gerne have god afstand til øvrige udstillere – og/eller kan ikke nøjes med de 10,5m2 , som er basisstørrelsen på standene i fællesteltene. De mere pladskrævende udstillere har derfor valgt separate stande, som varierer i størrelse fra 24 til 144m2. Også udstillerne med de separate stande har ”givet den gas”, da de bestilte deres stande, og de bidrager derfor også til udstillingens betragtelige størrelse.

Det er nyt for STF at holde en udendørs udstilling i september – alle tidligere årsmødeudstillinger har været afholdt i maj eller juni. Men teamet bag selve udstillingen er dog ikke i tvivl: Årsmødestemningen nok skal indfinde sig, selvom kalenderen siger september. Der bliver SÅ meget liv og gensynsglæde, spår Lars Erik Hansen, der i år bestrider en dobbeltrolle ved dels at være ledende udstillingskoordinator, dels at være ansat hos BIOFOS A/S. Meldingerne fra udstillerne til sekretariatet er også virkelig positive, beretter STFs sekretariatsleder, Susanne Brandt. Vores firmamedlemmer har reelt været afskåret fra at deltage i både store og små messer og udstillinger, mens coronarestriktionerne har været gældende. Selvom mange firmaer i perioden har forsøgt sig med onlinetiltag, så er situationen netop nu, at mange virkelig hungrer efter fysisk at møde både eksisterende og fremtidige kunder og samarbejdspartnere.

Fra formand for STF, Jacob Andersen, lyder det supplerende: Trangen til møde rigtige, levende mennesker i både faglige og sociale sammenhænge er enorm. Jeg opfordrer alle, der har noget med spildevand at gøre, til at give efter for den trang og til at besøge STFs Årsmødeudstilling, også selvom den undtagelsesvis foregår i september måned.

Udstillingens åbningstid: Fredag den 3. september fra kl. 9 til kl. 15.

STFs generalforsamling 2021 afholdes kl. 15.30 i mødelokalet ”Lynetten” på Renseanlæg Lynetten.

To timer efter udstillingens åbning, nærmere bestemt kl. 11, når der allerflest mennesker er til stede på udstillingspladsen, holder John Buur Christiansen, administrerende direktør for BIOFOS A/S, sin velkomsttale til gæster og udstillere.

Umiddelbart herefter uddeles Kemiras Vandmiljøpris, hvor en – eventuelt flere – af spildevandets ildsjæle skal hædres for en ganske særlig indsats. Prisen blev sidst uddelt i forbindelse med STFs Årsmøde i 2019 – den har således også været på pause i coronaperioden.

Spændende rundvisninger

Det er i forbindelse med STFs Årsmødeudstilling muligt at komme på guidet rundvisning på Renseanlæg Lynetten. Rundvisningerne bliver tematiserede, og deltagerne skal derfor – på stedet – vælge mellem én af tre forskellige planlagte ture.

På hvert rundvisningstidspunkt bliver der én tur om slam og energi, én tur om forbrænding og én tur om vandbehandling. Rundvisningerne starter henholdsvis kl. 10 og kl. 13.

Generalforsamling

STFs ordinære generalforsamling er formelt set grunden til at STF afholder sit Årsmøde. Generalforsamling er den øverste myndighed i foreningen. Der skal aflægges beretning og regnskab for det forgangne år, og der skal vælges medlemmer til bestyrelsen, ligesom der skal svares på spørgsmål og træffes beslutninger vedrørende foreningens fremtid.

Alle medlemmer kan deltage i generalforsamlingen, men kun aktive medlemmer i henhold til vedtægterne kan formelt afgive deres stemme ved de valg, som skal foregå.

Mød talstærkt op

Spildevandsteknisk Forening opfordrer alle forsyningsselskaber, industrirenseanlæg og øvrige medlemmer til at møde talstærkt op til årsmødet i København fredag den 3. september.

Det er faglighed, det er netværk, og der skal også hygges.

Årsmødets forløb er beskrevet i detaljer i det udsendte årsmødeprogramhæfte. Hæftet findes også i en elektronisk version via hjemmesiden.

HUSK TILMELDING

Senest den 20. august onlinetilmelding til årsmødefest

Senest den 3. september onlineregistrering for adgang til udstillingen

Endelig kan STFs Årsmøde afholdes – faglighed, netværk og hygge – kom og vær med.

Husk også årsmødefesten

Efter en veloverstået årsmødeudstilling skal der festes… og efter over et år med coronarestriktioner, trænger vi mere end nogensinde til en gedigen fest.

Med deltagelse i årsmødefesten kan medlemmerne – udstillere såvel som gæster – i fællesskab, indhente lidt af det forsømte og samtidig sætte et festligt punktum for STFs Årsmøde 2021.

Årsmødefesten foregår fredag aften i Docken, Færgehavnsvej 35, Nordhavn. Docken ligger lige i vandkanten i Nordhavnen med panoramisk udsigt til Øresund, Skudehavn og Hellerup. Det tidligere saltlager emmer af rå industriromantik og er samtidig et spændende mødested for fester, konferencer og kulturbegivenheder af enhver art.

STFs Årsmødefest begynder med velkomstdrink kl. 18.30 og varer til kl. 02. Vi lover mad og drikke, underholdning og dans – og at det hele kommer til at gå op i en højere enhed.

This article is from: