PORTRÆT: Spildevandsbranchens udsendte makkerpar

PORTRÆT

Jan Petersen (forrest til venstre) og Ulrik Folkmann (bagest til højre) formidler succeshistorien om den danske spildevandsbranche til henholdsvis Europa og Amerika.

Spildevandsbranchens udsendte makkerpar

I Amerika såvel som i Tyskland kalder man det for Water Technology Alliance, og begge steder handler det om at hjælpe danske virksomheder ind på de to respektive markeder med fokuspunkt på spildevand. Der er to mænd, der styrer showet: Ulrik Folkmann i Chicago og Jan Petersen i Hamburg.

TEKST OG FOTO: ANNE-SOFIE STORM WESCHE

I filmens verden taler man om makkerpar; Bud Spencer og Terrence Hill kæmpede sig igennem spaghettiwesterns, Mel Gibson og Danny Clover agerede hårdkogte betjente, Sherlock Holmes og Doctor Watson løste mysterier i Londons gader og endelig huserede Han Solo og Luke Skywalker i det ydre rum. I spildevandsverdenen hedder parret Folkmann og Petersen. De passer de ydre grænser på hver deres kontinent og sørger for at formidle og fortælle den danske succeshistorie om spildevandsbranchen. Begge står de overfor forskellige udfordringer, men missionen er den samme.

Ifølge Jan Petersen er udfordringerne i Tyskland innovation. Tyskerne har hoppet flere led over og har derfor ikke investeret i digitalisering. De har ingen ide om, hvordan man udvinder energi fra spildevandet, i stedet køber de nu vindmøller og etablerer solcelleparker for at skabe energi: Jeg er netop hjemvendt fra Mannheim, hvor de på renseanlægget besluttede sig for at investere i nyt skraldesystem, men samtidig drejer de i princippet stadig manuelt på knapper. Og når jeg fortæller dem, at man i Danmark ikke ser et menneske på anlægget efter fredag eftermiddag klokken 12 og til mandag morgen klokken 7, så står de blot og måber og forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre.

I USA er den bærende fortælling altid om brændstoffer, så historien om, hvordan vi i Danmark er gået fra oliekrisen i halvfjerdserne og til der, hvor vi er i dag, er uforståelig i amerikanske optik. I den henseende er det amerikanske marked generelt tyve år bagefter Danmark, for ifølge Ulrik Folkmann er der i USA ikke fokus på ressourceforbruget: Den væsentligste opgave, vi har, er at fungere som en slags oversætter mellem de danske virksomheder og vores kunder. Man kan godt komme med en digital løsning, men det hjælper ikke, hvis det anlæg, man skal ud til, stadig har alt på papir. Og der skal vi som danskere lige holde for øje, at det, vi synes, er en god ide, er de ikke klar til. Vi skal i udgangspunktet tænke tilbage til den industri, vi havde i ’91, og så vide, at det udstyr, vi kørte med dengang, er bedre end det, de bruger i dag. Det siger lidt om, hvor lang vejen er.

Kulturforskellene

De to herrer er udsendt med hver deres store diplomatiske paraply, under hvilken alle overvejelser og beslutninger skal dækkes ind under. I et fantasifuldt øjeblik kan man forestille sig dem i scenen i den første Star Wars film ”Et nyt håb”, hvor den unge Luke Skywalker skal lære at begå sig på Cantina, den navnkundige bar i rumhavnen Mos Eislye. Her findes alle afskygninger af rumvæsner, der mødes over noget, der minder om en øl. Et utal af sprog, underlige ord og lyde. Det er baren, hvor Obi Van Kenobi først diplomatisk forklarer det grønne rumvæsen, hvordan tingene hænger sammen, og da væsenet ikke vil forstå, trækker sit lyssværd og hugger armen af ham. Ingen løfter et øjebryn, og kort efter fortsætter den simrende larm af forskellige rumsprog og lyde. Det hele handler om kulturel forståelse og diplomatiets kunst. Både hos Jan Petersen og hos Ulrik Folkmann er der forskellige kulturelle aspekter, der skal tages hensyn til. Tyskerne er et meget stolt folkefærd, og de har en god tradition med at rense 99 procent af al spildevandet. Men for tyskerne er der altid spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret. Som regel er det dog borgmesteren, og ikke som i Danmark en driftsleder. I Tyskland bevæger man sig altid opad, og ansvaret ender hos borgmesteren, men vedkommende foretager sig intet i perioden, efter han lige er blevet valgt, og ej heller det sidste halvandet år inden, han skal på valg igen. Derfor er det i min optik, det bedste der er gjort for dansk spildevand, at man har taget rensningsanlæg og vandforsyning ud af kommunalt regi og gjort det til et forsyningsselskab. Det betyder flere beslutningsmuligheder, og at man ikke længere er afhængig af politiske hensyn.

I USA er der ligeledes mange politiske og kulturelle hensyn at tage. Ulrik Folkmann fortæller, at man i Chicago bruger cirka 180 gallon vand per person per dag (en gallon svarer til 3,8 liter). I Chicago har man derfor et årligt vandtab til det, der svarer til 2,6 millioner danskeres årlige vandforbrug, og alligevel er den gængse holdning, at ”der er vand nok”. I USA er det forskelligt, hvor ansvaret er placeret. Nogle steder fungerer det som en dansk forsyning, andre steder er det kommunalt, og et helt tredje sted kan det være opdelt, så kommunen har kloaksystemet, og forsyningen

ULRIK FOLKMANN (50 år) JAN PETERSEN (54 år)

Familie:

Ulrik Folkmann er afsted til USA for anden gang, og denne gang har han hustruen med. Men det kan være svært at være væk, når tidsforskellen er syv timer, og deres sammenbragte børn bor hjemme i Danmark. Heldigvis er der venner og familie, der tager over, hvis problemer hjemme i Danmark skal løses.

Jan Petersen er lidt mere heldig, han bor blot 300 kilometer fra hjemmet i Padborg, så i weekenden pendler han hjem eller hans hustru kommer til Hamburg.

Om at tage kontakt og møde med de forskellige rensningsanlæg:

”Det første, vi gør, når vi besøger en kunde, er at gå en tur rundt på anlægget, for så har vi et billede af, hvad vi kan udrette her. Vi kommer med praktik og løsninger, fordi vi ved, hvad det handler om. Med andre ord så går vi og sparker dæk med dem, og det betyder, at de løsner op, for de er ligesom os, de er også praktikere, der render ind i hverdagsproblemer. På den måde kan vi udveksle problemer og hen over tid også løsninger. Og undskyld udtrykket, men lort er lort! Vi præsenterer dem for de problemer, vi har hjemme i Danmark, og spørger ind til, hvordan de ville løse dem. Og vi gør det med en vis underdanighed, hvilket bevirker, at spillerummet åbner op, og vi derved kan spørge ind til deres problemer, og hvordan vi kan hjælpe dem, og senere hen bringe danske løsninger i spil,” fortæller Ulrik Folkmann.

”Første gang vi mødes, er det bare et intromøde. Anden gang er det ti gange bedre, for der er den naturlige mistroiskhed over ”hvad den danske stat vil på MIT rensningsanlæg” væk, for sådan tænker en tysker umiddelbart. Men så husker jeg dem på, at jeg jo er gratis, og at min erfaringsudveksling intet koster. Jeg kommer ikke som sælger, jeg kommer med en gratis viden”, fortæller Jan Petersen. har renseanlægget. Der er ingen fast struktur, og samtidig kan man have private selskaber, der kun tager sig af spildevand, og ikke har ansvar for kloakkerne. Det betyder, at de ikke kan være med til at styre strømmen bagud. Og af de grunde alene kan det være svært at implementere danske løsningsmodeller, men intet er umuligt.

En ting er løsningerne, en anden er tidsaspekterne. I Danmark synes det at tage lang tid, hvis noget varer to år, men i USA ligger beslutningsprocessen mellem tre og fem år. Ulrik Folkmann fortsætter: En anden udfordring er, at USA ikke accepterer de europæiske standarder. Og så er der hele målestokshalløjet, fra centimeter til inches, for det er lidt af en kunst at forklare danske virksomheder, at amerikanerne ikke forstår millimeter, så i virkeligheden er der kun to muligheder, enten laver du om på 300 millioner mennesker, eller så indordner du dig. Og jeg vil vove den påstand, at hvis du lykkes med din eksport til USA, så kan du lave eksport til hele verden. I Tyskland er det ikke det metriske system, der er udfordringen, men derimod sproget. Alt skal og bliver oversat til tysk, eller som Jan Petersen forklarer: Du skal altid i en samtale starte ud på tysk, og måske med tiden, hvis vedkommende har accepteret dig, kan I slå over på engelsk. Og så er det vigtigt at huske grammatikken, man skal titulere tyskerne med Hr og De stadigvæk, og du kan ødelægge alt på et sekund, hvis du glemmer deres titler!

Samarbejdet hen over Atlanten

Da de to bliver bedt om at beskrive hinanden, svarer Jan Petersen, at de er lidt af et spejlbillede. De kan hver især genkende noget hos den anden, som også hviler i dem selv, måske lidt som de to Trinity brødre, Bud Spencer og Terrence Hill. Vi kan begge snakke meget og længe, og vi er ikke bange for at lave en god fortælling. Eller en historie som gerne skal give en løsning i den anden ende. Vi er begge gode til at se potentialet i de danske løsninger og sørge for, at det bliver ført videre og dermed fortælle historien om den danske teknologi. Og begge vil vi gerne vise Danmark frem ude i verden.

Jan Petersen fortæller dedikeret med sin sprøde, sønderjyske dialekt, og Ulrik Folkmann supplerer: Jan er ekstrem hyggelig, men man skal lige koncentrere sig for at forstå, hvad han siger. Men jeg synes, det er fedt, at han holder ved sin dialekt.

Begge to griner, og Jan Petersen smiler lidt skævt med en slet skjult stolthed over sit sønderjyske ophav. Alt imens Ulrik Folkmann fortsætter samtalen på sin dialekt, hvor d’erne bliver bløde og forsvinder. Ordet ”en bøde” bliver til ”en bø’eee”, og jo mere Ulrik Folkmann får talt sig varm, des blødere og tydeligere bliver hans særegne dialekt. Selv om de begge har været udsendt, kan man ikke ryste den danske dreng ud af dem. De er i samme båd, og der er derfor stor forståelse for hinandens livssituationer. På spørgsmålet om, hvordan de tror, at branchen ser på dem, svarer Ulrik Folkmann: Mange tænker nok, at vi er lidt tossede. Men jeg tror også, at der er nogen, der ser op til de valg, vi har truffet, for det er en svær beslutning at trække teltpløkkerne op og rejse ud. Men jeg kan kun opfordre andre i branchen til at gøre det. Prøv at rejse ud på en toårige kontrakt og mærk efter.

Da jeg for tyve år siden kom hjem efter et halvt års orlov på Cypern, hvor jeg var nede for at hjælpe virksomheden

Jan Petersen og Ulrik Folkmann sparrer ugentlig med hinanden om de udfordringer, de hver især har, og det er ikke kun arbejdsmæssigt de støtter hinanden, også de private ting vendes over telefonen.

Krüger, vidste jeg, at hvis jeg nogensinde fik chancen igen, så greb jeg den. Og det gjorde jeg, for jeg trives bedst i kaos, og når tingene ikke fungerer optimalt. Når tingene vælter, får jeg energi. Jeg kan derfor kun opfordre til, at forsyningerne herhjemme bliver bedre til at sætte deres medarbejdere fri og give dem orlov, for man kommer hjem og ser verden på en anden måde.

Jan Petersen nikker, han genkender udrejselængslen: Jeg var i USA fra 1989 til 1992 og er egentlig uddannet tømrer, så jeg er ikke gået den lige vej ind i spildevandsbranchen, og jeg har været lidt omkring. Min store drivkraft er ene og alene at kunne gøre en forskel. Muligheden for at skabe noget, som folk synes, er godt.

Hvad kan vi lære af de andre?

Fra USA er det især håndteringen af de store regnvandsmængder, som Danmark kan lære af, fortæller Ulrik Folkmann og fortsætter: I sidste uge lød luftalarmen i Chicago på grund af tyfon og uvejr, og så gælder det om at søge indenfor hurtigst muligt.

I løbet af få minutter blev det helt mørkt over byen, alt er sort. Uvejret er over os, og det lyner og brager. I løbet af den halve time regner det tre inches (7,6 cm), og temperaturen falder til det halve. Derefter bryder solen frem, og temperaturen er igen på 35 grader. Det er ret urealistisk for en dansker, og man vænner sig aldrig helt til det. Til gengæld er det imponerende at se, at når alarmen lyder, forsvinder alle, og når det er ovre, vælter folk frem igen.

I Tyskland er man meget problemorienteret, så når et problem opstår, løser man det i stedet som herhjemme, hvor man langtidsplanlægger. I Tyskland er man eksempelvis meget langt fremme med at rense for medicinrester, og de er langt foran Danmark.

I BardenWürttemberg renser man meget grundigt for medicin, efter man opdagede, at der var flere almindelige typer af medicin som minipillen og hovedpinepiller, som var skadelige for vandmiljøet. Delstaten får vand fra Bodensee, og der fandt man ud af, at der var flere fiskearter, der ikke udviklede mandlige kønshormoner på grund af medicinresterne. Og der er tyskerne meget effektive og springer i princippet 30 år frem i tiden.

Men klimaforandringer er også som i USA blevet en væsentlig faktor for tyskerne. Det voldsomme regnfald i juli 2021 har gjort det klart for tyskerne, at der ligger et kæmpe problem forude. Men netop det, fortæller Jan Petersen, er tyskerne dygtige til at lære af, og de store skybrud er heller ikke længere ukendte for danskerne, vi er blot endnu ikke gearet til det på samme effektive manér som tyskerne.

Jan Petersen har været i Hamburg i fire år nu, og Ulrik Folkmann har været i USA i tre år over to omgange. Og begge håber de på, at deres kontrakter bliver forlænget, som Ulrik Folkmann forklarer: Det er vigtigt for mig at have et job, som jeg synes, er sjovt. Og for mig er det sgu winwin, at jeg kan gøre en forskel for miljøet samtidig med, at jeg hjælper dansk velfærd.

Jan Petersen nikker og tilføjer: Det er nøjagtig det samme for mig. Jeg ved nu, at jeg kan udrette mange gode ting på denne her måde. Jeg møder mange spændende mennesker samtidig med, at jeg får skabt et marked for danske løsninger i Tyskland, og derved kan skabe dansk vækst.