5 minute read

Generalforsamling 2022 i Spildevandsteknisk Forening

GENERALFORSAMLING 2022 I SPILDEVANDSTEKNISK FORENING

Den 17. juni 2022 blev der afholdt generalforsamling i forbindelse med årsmødet på Mariagerfjord Renseanlæg. Generalforsamlingen blev afholdt i Mariagerfjord Vands administrationsbygning. For første gang i flere år blev generalforsamlingen afholdt i 2. kvartal, som det er skrevet i vedtægterne.

Advertisement

TEKST: KARIN REFSGAARD / FOTO: ANNA KLITGAARD

Valg af dirigent (punkt 1)

Generalforsamlingen startede med, at Martin Thau blev valgt som dirigent for generalforsamlingen. Han startede med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt varslet. Derefter blev Ole Dissing, Bornholms Energi og Forsyning samt Charlotte Frambøll fra Ferskvandscenteret valgt som stemmetællere.

Formandens beretning (punkt 2) Det forgangne år i STF

Internt i STF har der været forandringer det sidste år. Susanne Brandt er fratrådt sekretærstillingen med udgangen af april, og Karin Refsgaard har overtaget funktionen. Susanne bliver dog fastholdt i en freelancefunktion. Hovedsaligt med økonomiopgaver, og det er muligt at få hjælp til diverse ad hocopgaver. STF holder en reception for Susanne den 25. august efter planlægningsmødet. Hjælp gerne med at sprede budskabet.

Årsmøde 2025 afholdes i Fredericia med Fredericia Spildevand og Energi A/S som vært.

Postcorona

Det er godt at være i normal drift igen.

Jubilæumsår

Den store fejring af STF's 50årsjubilæum kommer til efteråret i forbindelse med døgnkursus. Det passer fint med, at foreningen blev stiftet den 27. oktober 1972. Det vender vi tilbage til om lidt.

Arrangementer

Til døgnkurset i november var der 350 deltagere. Og til industridagen var der 95 deltagere. Til Slamflokken var der 74 deltagere. På andendagen af Slamflokkens Døgn, blev der holdt medlemsmøde, hvor Lotte Larsen fra Fors har givet dirigentklokken videre efter 16 år til Betina Bjerregaard fra Vandcenter Syd. Industrigruppen har også fået et nyt medlem i styregruppen, det er Simone Frederiksen fra DAKA.

Driftslederuddannelsen

Der har gennem det sidste år været forsøgt at få en modernisering af driftslederuddannelsen. Det har hidtil været forgæves. Men det vil STF forsat forsøge på.

Netværk

En af de vigtigste områder i STF er netværkene. Et nyt netværk vedrørende SRO er under etablering.

SoMe

Det sidste år er STF også kommet på Instagram udover Linkedin og Facebook.

50års-jubilæet.

Nu STF er blevet voksen, er det tid til at se på strategien for foreningen. Den skal revurderes. Hvad skal vi i foreningen? Hvorfor skal vi det? Hvem skal vi gøre det for? Derfor er der i foråret

blevet sendt et spørgeskema ud for at få så mange input som mulig til arbejdet. Der bliver analyseret på svarene nu. Til døgnkurset i november vil resultatet blive fremlagt.

Udover strategien bliver der lavet en film i anledning af jubilæet. Den skal først og fremmest bruges til at fange de yngre kræfter. Dem har vi brug for både i STF og i branchen generelt. Filmen bliver lavet i tre udgaver. En udgave der skal bruges til IWA, en film til de sociale medier og en lidt længere film, der kan ses via STF's hjemmeside. Der kommer også en jubilæumsbog, som Anna Klitgaard er ved at skrive. Glæd jer.

Aktivitetspuljen

Husk at der kan søges midler i aktivitetspuljen. Hvis nu nogle af jer derude har et projekt, vi alle i branchen kan drage nytte af, så send en ansøgning af sted.

Beretningen blev godkendt.

Indkomne forslag (punkt 3)

Der er indkommet forslag om vedtægtsændring fra bestyrelsen: I forbindelse med de nye regler mod hvidvask bliver der stillet strengere krav. Der er krav fra både bank og revisor om, at forvaltning af STF's formue er en vedtaget opgave. Ellers vil det ikke være muligt at investere. De foreslåede ændringer er vedtaget.

Miljøstyrelsen har mulighed for at have en observationspost. Den har længe ikke været benyttet. Derfor foreslås den slettet.

Efter debat blev der vedtaget følgende tekst til vedtægterne til erstatning for den eksisterende: "Miljøstyrelsen inviteres til at kunne udpege en observatør fra den enhver tid værende enhed i ministeriet, som har resortansvaret for spildevandshåndtering og regulering. Observatøren deltager som faglig sparringspartner, men har hverken beføjelser eller ansvar i forhold til foreningen observatøren har herunder ikke stemmeret i forbindelse med bestyrelsens beslutninger"

Regnskab for det forløbne regnskabsår og budget for det kommende år (2023), herunder fastsættelse af kontingent (punkt 4)

Kasserer John Pies Christiansen gennemgik regnskabet for 2021 i detaljer. Årets resultat var kr. +40.024. Kassererens beretning gav ikke anledning til kommentarer eller spørgsmål, og den blev herefter godkendt. Budgettet for 2023 blev ligeledes godkendt med et uændret kontingentsats.

Valg af formand (punkt 5)

Formanden er på valg i lige år. Der var ikke indkommet forslag om yderligere kandidater. Jacob Andersen blev genvalgt som formand for Spildevandsteknisk Forening for de næste to år.

Valg af kasserer (punkt 6)

Kassereren vælges i ulige år. Punktet bortfalder.

Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter (punkt 7)

Der skal vælges to bestyrelsesmedlemmer for 2 år, 1 bestyrelsessuppleant for 2 år og 1 bestyrelsessuppleant for 1 år.

På valg er: Bestyrelsesmedlem René Hansen (Frederikshavn Forsyning) (modtager genvalg) Bestyrelsesmedlem Jan Jørgensen (SK Forsyning A/S) (modtager genvalg) Bestyrelsessuppleant Ivan Vølund (VandCenter Syd A/S) (modtager genvalg) Derudover opstiller Anna Fjordside, Kalundborg Forsyning Bestyrelsen foreslår valg af bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsessuppleanter i henhold til vedtægterne som foreskriver at ”bestyrelsesmedlemmer og suppleant vælges ved en og samme afstemning”, hvor kandidaternes stemmetal afgør hvilke kandidater, der får hvilken post. Følgende blev valgt til bestyrelsen: Jan Jørgensen, SK Forsyning og Anna Fjordside, Kalundborg Forsyning. Ivan Vølund, Vandcenter Syd blev valgt til suppleant for to år og René Hansen, Frederikshavn Forsyning blev valgt til suppleant for 1 år.

Valg af revisor og revisorsuppleant. (punkt 8)

Der var genvalg til alle kandidater; til revisor er valgt følgende: Svend Erik Lilleøre (Tønder) og Ole Dissing (Bornholms Energi og Forsyning) Til revisorsuppleant er valgt: Martin Thau (Vandmiljø Randers)

Kommende årsmøde (punkt 9)

I 2023 afholdes Spildevandsteknisk Forenings årsmøde i Kalundborg og i 2024 afholdes det i samarbejde med Vandcenter Syd. Generalforsamlingen skulle beslutte, hvor årsmødet skal placeres i 2025.

Peter Daubjerg og Annemarie Gotfredsen fra Fredericia Energi og Spildevand fremlagde invitation til at afholde STF's Årsmøde i 2025.

Generalforsamlingen besluttede at sige ja tak til invitationen. Der afholdes således årsmøde i STF i Fredericia med Fredericia Spildevand og Energi A/S som vært.

Den nye bestyrelse består af: 1. række fra venstre: Kasserer John Pies Christiansen (Tønder Forsyning), Anna Fjordside (Kalundborg Forsyning), formand Jacob Andersen (Hjørring Vandselskab), Jan Jørgensen (Slagelse Kommune). 2. række fra venstre: Ivan Vølund (VandCenter Syd), Pernille Lyngsie

Pedersen (RGS Nordic), Lars Erik Hansen (Biofos). 3. række fra venstre: René Hansen (Frederikshavn Forsyning), Jens

Jørgen Ploumann (Vesthimmerland Forsyning)

Eventuelt (punkt 10)

Der var intet, der blev behandlet under dette punkt.

This article is from: