7 minute read
Tag med på kursus og bliv inspireret
from Spildevand #5 2021
Et værksted fuld af mænd, viden og pumper
Tag med på kursus og bliv inspireret
Advertisement
I november afholdt Ferskvandscentret kurset ”Drift af pumpestationer. 16 medarbejdere fra forsyninger og private virksomheder fra hele landet deltog. Det blev til tre lærerige dage fulde af pumper, erfaringsudveksling og vidensdeling.
TEKST OG FOTO: ANNA KLITGAARD
I en stor hal i udkanten af Ikast står 16 kursister, fem pumpeleverandører og en underviser. Værten er IkastBrande Forsyning, der i dagens anledning har sagt ja til at huse Ferskvandscentrets kursus ”Drift af pumpestationer”. På trods af regn og snigende kulde udenfor er der behageligt indenfor. Det, der til daglig er spildevandsforsyningens værksted, rummer i dag fem servicebiler med alskens isenkram, paller med pumper samt fire hold spørgelystne og videbegærlige kursister. Deres iver, snak og energi fylder hallen og viser, at der i høj grad er brug for kurser, hvor kursisterne har mulighed for at få begge hænder helt ind i hjertet af pumperne. 16 medarbejdere fra 12 forsyninger og en privat virksomhed deltager i kurset. Den første dag sad de på skolebænken i Vejlsøhus, hvor Ferskvandscentret holder til. Enkelte kursister giver tirsdag, da Spildevand møder dem, udtryk for, at den lange ”skoledag” har været hård, for de færreste er vant til at sidde stille i længere tid ad gangen. I stedet er det en gruppe aktive mænd, der koncentreret følger med i underviser Aksel Kirkebys præsentation. Tirsdag morgen er han i færd med at gennemgå pumpens bestanddele, mens fem leverandører af pumper ordner deres servicebiler, sætter pumper op på paller og borde samt placerer sodavand og søde sager til kursisterne.
Leverandørerne er Grundfos, Xylem, Flygt, RH Pumper, Agrometer og senere kommer også Grønbech & Sønner til Ikast-Brande Spildevand.
Med på holdet var: Per Damgaard Jørgensen (Daka), Rune Agnar Hjorth (Fors A/S), Tom Jensen (Halsnæs Forsyning A/S), Per Godt Johannsen (Sønderborg
Forsyningsservice A/S), Morten E. Jørgensen (Sorø Spildevand), Per Jørgensen (Ærø Vand), Patrik Lohse (Silkeborg Spildevand A/S), Dennis Munch (Skanderborg Forsyning), Søren Nielsen (Langeland Forsyning), Thomas Nissen (Arwos), Jacob Ottesen (Langeland Forsyning), Michael H. Pedersen (FFV Spildevand, Gert S. Nielsen (Langeland Forsyning), Niels Sørensen (Assens Forsyning), Eigil Thomsen (Arwos) og Kasper Vester (Morsø Forsyning).
Kurset Drift af pumpestationer er bygget op, så kursisterne modtager undervisning i blandt andet opbygning, vedligehold og drift samt styring af pumpestationer. Herefter ser holdet på pumpeteori og dimensionering af pumper. På andendagen kommer holdet også ind omkring kloakbekendtgørelsen, pumpens bestanddele samt sikkerhed og hygiejne, og på tredjedagen taler de om svovlbrinteproblemer samt indretning af servicebilen.
På holdet i november deltog 16 medarbejdere fra 12 forsyninger og en privat virksomhed.
Tid til at pille og spørge
Leverandørerne er Grundfos, Xylem, Flygt, RH Pumper, Agrometer og senere kommer også Grønbech & Sønner. De fleste har været med før, for mødet med forsyningerne er noget, leverandørerne ser frem til, fortæller Thomas Lybeck, der er udekørende servicetekniker ved Grundfos. Det er en god måde for os at møde branchen på.
Her er der tid til at gå i dybden med teknikken, skille tingene ad og vise nogle nye pumper frem.
Her er der tid til at rode og pille, og det er vigtigt, for det er meget bedre, at deltagerne får en forståelse for vores pumper her, end når de står med en defekt pumpe ude i marken.
Kursisterne er opdelt i fire grupper på hver fire mand, og hver gruppe får tid ved hver leverandør. I løbet af de timer, de bruger rundt om servicebilerne, er der rigelig mulighed for netop at rode og pille, og de gør det. De spørger også. Igen og igen, og der bliver svaret, diskuteret og samlet op. Dynamikken i grupperne virker, for det, den ene spørger om, lærer de tre andre kursister af. Og er der stille medlemmer af en gruppe, så bliver de stadig inddraget, fordi arbejdsgrupperne er så små. Opdelingen i grupper er noget nyt, men et tiltag, Aksel Kirkeby vil fortsætte med. Sidste gang, vi afholdt kurset, var kursisterne ikke i grupper. De gik mere rundt i en samlet gruppe eller holdt sig til dem, de kendte. Desværre døde diskussionerne hurtigt hen, og tanken er netop, at de skal lære af hinanden ved at erfaringsudveksle og vidensdele.
Kurset er altid relevant
Aksel Kirkeby har undervist i dette og andre kurser på Ferskvandscentret siden 1998. I dag er han pensioneret fra sit job i Vand og Affald i Svendborg, men han holder meget af fortsat at kunne dele sin viden, høre nyt fra branchen og møde medarbejdere fra hele landet. Jeg har arbejdet med mange slags pumper og i mange år, og så længe de nye kræfter i branchen kan bruge min viden, vil jeg fortsætte med at undervise. Kurset handler om drift af pumpestationer, og vi ser på opbygning, design, vedligehold og hører om arbejdsmiljøregler i forbindelse med arbejde i og omkring pumpestationer. Det er for alle, der arbejder med pumper – om det er som montør, smed, specialarbejder eller mere overordnet som driftsleder og projektleder.
Nogle af deltagerne har da også været på kurset flere gange. Afløbsoperatør Jacob Ottesen fra Langeland Forsyning står og nulrer en miniature højvandslukke, han har fået af en af leverandørerne. Han skal bruge en i stor størrelse i forbindelse med en rusten kontraklap for at stoppe saltvand fra at trænge ind på renseanlægget derhjemme. Jacob Ottesen har været hos forsyningen i 26 år, og efter kun fire måneder i jobbet var han på et lignede kursus første gang.
Der sker så meget nyt, så det er godt at blive opdateret ind imellem. Denne gang er jeg afsted med min chef, der er her for første gang. Jeg synes, kurset kan give noget til os begge. Det er godt tilrettelagt, og særligt en dag som i dag, hvor der er tid til at høre om andres erfaringer og diskutere løsninger, er god. Se nu bare dette højvandslukke.
Måske jeg har fundet en løsning til en udfordring derhjemme.
Bedst at lære med hænderne
Også Tom Jensen fra Halsnæs Forsyning er tilfreds med andendagen af kurset. Førstedagen var dog hårdere for spildevandsoperatøren at komme igennem, for indholdet var for teoretisk og dagen lang og stillesiddende. Jeg er vant til at være i gang, og jeg lærer bedst med hænderne. I dag kan jeg få dem på og ind i pumperne, og det er godt. Der er tid til at komme rundt, tid til at spørge og snakke om tingene. Det ville være fint, hvis Ferskvandscentret kunne gøre førstedagen mere praktisk – for eksempel have en pumpe i lokalet, hvor undervisningen foregår. Det er nemmere at forholde sig til noget, man kan røre ved end billeder.
Rundt om i værkstedshallen i udkanten af Brande kan man røre ved stort set alt. Og bliver opfordret til det. Flemming Olofsen har 34 års erfaring i branchen, og han nyder at vise både indersiden af sin servicevogn frem og indersiderne af Xylems pumper. Flere gange ser man deltagerne stikke en hånd op i en af de store pumper eller samle sig om Flemming Olofsen, når han skiller pumperne ad. Med sin lange erfaring kan han svare på alle spørgsmål, og derfor bliver flere grupper også hængende rundt om hans bil så længe som muligt. De her dage handler om at dele viden. De er fantastiske netværksdage, for selv om vi kommer ud til mange forsyninger i hverdagen, så møder vi mange af de nye i branchen her. Igennem snakke om pumper hører jeg om deres udfordringer, og vi opbygger en relation. Derefter er det nemmere at køre forbi bagefter.
Viden for alle
En anden god grund til at deltage, griner Thomas Lybeck, er, at man kan se, hvad konkurrenterne har med. Dage som disse er nemlig også et udstillingsvindue til de nyeste modeller og teknikker.
Snakken om nye produkter, hverdagens udfordringer med tilstoppede pumper og indtrængende saltvand, overpumpning og meget mere fortsætter en stund endnu. Så begynder leverandørerne at pakke pumper og paller sammen. Udenfor værkstedet i Ikast holder Silkebussen og venter på at bringe kursisterne tilbage til Vejlsøhus, så de der kan vågne op til tredje og sidste dag af Drift af pumpestationer.
Vil du med?
Ferskvandscentret afholder kurset ”Drift af pumpestationer” igen den 17. – 19. maj 2022. Tilmeldingsfristen er den 15. april 2022, men man kan tilmelde sig helt frem til kursusstart, hvis der er ledige pladser.
Kurset henvender sig til medarbejdere i spildevandsforsyninger, der står for den daglige drift og vedligeholdelse af pumpestationer. ”Drift af pumpestationer” er en del af både Afløbsoperatøruddannelsen og Spildevandsoperatøruddannelsen.