6 minute read

Vi, der tegner fremtiden

Next Article
PRODUKTNYT

PRODUKTNYT

På Aalborg Universitet finder man uddannelsen By, Energi og Miljøplanlægning. Her arbejder de studerende med at finde løsninger indenfor byplanlægning, infrastruktur og miljø. På studiet beskæftiger man sig desuden med flere af FNs Verdensmål. Spildevand mødte fem studerende på femte semester, Fatos, Frida, Mikolaj, Anders og Mathias.

TEKST OG FOTO: ANNE-SOFIE STORM WESCHE

Advertisement

I foyeren i Musikkens Hus i Aalborg kan man gennem betongangene høre et kor øve sig. De synger Tøsedrengenes ”Ud under åben himmel”. Den grå himmel over bygningen matcher betonstrukturerne og fra havnefronten og op mod indgangen er de 17 FN Verdensmål stillet op i to lange rækker.

De fem studerende i Spildevand læser By, Energi og Miljøplanlægning, og emnet for deres femte semesterprojekt er miljøledelse i virksomheder. Gruppen har valgt at samarbejde med Vesthimmerlands Forsyning. I opgaven ser gruppen på mulighederne for en ISOcertificering, som en del af miljøledelsen samt samarbejder med forsyningen om, hvordan den kan reducere dens miljøpåvirkning. Selve valget af en spildevandsforsyning var tilfældigt, men de fem indså, at mange af de fremtidige teknologier ligger indenfor spildevandet og dermed miljøledelse.

I anledningen af FNs Verdensmålsudstilling udenfor Musikkens Hus bad vi de studerende om at vælge det mål, der for dem var vigtigst.

Anders Fisker Kristensen: 25 år og fra Aarhus

Jeg har allerede gjort det klart for mig selv, hvad de vigtigste FN mål er: Mål 10 og 6.

Jeg synes, det er vigtigt, at man finder løsninger nu, som kan hjælpe de fattigere lande med komme op på samme niveau som Ilandene. Mål 6 siger egentlig sig selv. En af mine ambitioner er desuden at være med til at udvikle urbaniseringen og sørge for energi til byerne. Det kan være at finde strøm og lagre strøm gennem egnede energikilder. Tag eksempelvis vindenergien, som i virkeligheden har mange problemer, fordi den ikke producerer konstant. Vi bygger klimaløsningerne på tre søjler: Den økonomiske, den sociologiske og den miljømæssige, men der mener jeg, at vi i fremtiden skal være langt skarpere og begynde at vægte en af de tre. For mig bliver det miljøet, for vi har jo ressourcerne til det.

Jeg har egentlig altid været miljøbevidst, for jeg kommer fra en miljøbevidst familie.

Min far arbejder med energibesparelse, og det har da helt sikkert været med til at præge mig og mit studievalg. I fremtiden ser jeg mig selv hos en virksomhed, der forsyner byen enten som et privat foretagende eller en virksomhed som eksempelvis arbejder med spildevand.

ANDERS FISKER KRISTENSEN MÅL 10:

"Jeg har valgt verdensmål nr. 10, da jeg gerne vil arbejde for en fremtid, hvor nyligt vækstende lande kan implementere bæredygtige teknologier og dermed undgå forbrænding af fossile brændstoffer.”

Frida Kloster: 22 år og fra Esbjerg

Jeg er meget optaget af klimaudfordringerne, og uddannelsen By, Energi og

Miljøplanlægning giver mig muligheden for og viden til at foretage kloge valg.

Jeg har gennem min uddannelse fået en større forståelse for klimaet, og det gør mig i dag i stand til at udbrede de budskaber, der skal være med til at rette op på klimaet. Jeg er oprindeligt fra Esbjerg og har derfor fulgt med i udviklingen fra de fossile brændstoffer til vindenergien, som i dag præger byen. Jeg ser et stort potentiale i at opnå den brede forståelse, eller rettere den store teknologiske forståelse for de løsninger, der ligger i at rette op på klimaet. Uddannelse har givet et holistisk billede af de udfordringer, der ligger forude. Samspillet mellem viden og den brede forståelse, føler jeg, gør mig i stand til at tage fremtidige beslutninger på klimaets vegne.

FRIDA KLOSTER MÅL 7:

"Jeg har valgt verdensmål nr. 7, Bæredygtig Energi, da det er et af de mål, som jeg gennem min uddannelse kan komme til at påvirke. Det kan jeg ved at planlægge og implementere nye grønne energiformer. Derudover er energisektoren et af de steder, hvor vi lige nu har teknologiske muligheder for at minimere CO2 udslippet.”

Mathias Munck: 22 år og fra Vejle

Jeg vil gerne fortsætte på kandidatuddannelsen som energiplanlægger, og så ender jeg forhåbentlig i en rådgivende energivirksomhed. Jeg er meget optaget af nye teknologier, og jeg vil meget gerne være med til at implementere dem i virkeligheden. Lige nu mangler der en sammenhæng mellem virkeligheden og teknologierne, eksempelvis er vores infrastruktur stadig bygget på fossile brændstoffer.

Det er vi nødt til at ændre i fremtiden. Jeg vil gerne være med til at se sammenhænge i det store perspektiv. Uddannelsen har et meget bredt fundament. Den er tværfagligt funderet, hvilket giver os adgang til andre fag og dermed andre og nye løsninger. Det er essentielt i energiplanlægningen. Jeg er ikke hellig, jeg spiser stadig oksekød, men jeg er blevet meget bevidst om, hvordan vi omstiller vores energiforbrug. For mig er det vigtigt, at vi stadig er pragmatiske, når det gælder klimaet.

MATHIAS MUNCK MÅL 7:

"Jeg har valgt verdensmål 7, som omhandler en bæredygtig energiproduktion, fordi det er her, at jeg gerne vil gøre en forskel, når jeg er færdiguddannet.”

Mikolaj Januchta: 23 år, oprindeligt fra Polen

men flyttede til Ringkøbing med sin familie som syvårig Jeg er meget bevidst om, at jeg skal arbejde med miljøspørgsmål i fremtiden, for jeg vil virkelig gerne gøre en forskel.

Jeg ved allerede nu, at hvis arbejdet giver mening, er jeg villig til at gå på kompromis med lønnen. Jeg ser faktisk allerede mig selv arbejde for en virksomhed i stil med

Energinet Kolding. De er med til at sætte dagsordenen for Danmark klimamæssigt, og så samarbejder de også med andre lande. Måske jeg sådan et sted kan bruge mit polske sprog? Vi kom til Danmark, da jeg var syv år. Sommeren før vi flyttede, havde min far arbejdet i Danmark, og han var så begejstret for det, at mine forældre besluttede sig for at flytte hertil. De solgte gården, ja alt hvad de ejede, og så landede vi i Ringkøbing. I dag arbejder jeg frivilligt for Klimarådet i Aalborg Kommune, så dagligt er jeg bevidst om miljøet. Jeg har en grundlæggende interesse for det, men jeg er dog ikke plaget af klimaangst. Jeg ser meget optimistisk på fremtiden for klimaet grundet de teknologiske muligheder. Det er også der, min primære interesse ligger.

MIKOLAJ JANUCHTA MÅL 15:

"Jeg har valgt målet 'livet på land', da jeg føler, at folk ofte ikke har fokus på dette mål. Målet overskygges ofte af mere generelle mål såsom 'klimaindsats’.”

Fatos Abdullahu: 28 år og fra Horsens

Min fremtidige rolle, tænker jeg, ligger i det kommunale. Jeg vil gerne skabe klimaresiliense byer, så de eksempelvis kan holde til ekstremt vejr. Jeg er meget bevidst om miljøet og påvirkes dagligt af det. Og jeg synes ikke, at man gør nok fra politisk side. Det går simpelthen for langsomt. Vi skal tage flere initiativer, som de teknologiske tiltag i spildevandsbranchen, hvor man begynder at udvinde energi fra spildevandet. For mig er den synergi mellem industrierne eller brancherne vigtige og interessante. Før var hver en ting isoleret, men fremtiden for mig er, at de smelter sammen. Jeg har tidligere læst geografi, og det har været min vej ’ind’ i miljø og byerne. I dag er det mit primære interessefelt.

En anden ting, som jeg synes, er vigtig at forholde sig til, er den udbredte green washing, som finder sted. Som forbruger er man nødt til at være bevidst om, at der er forskel på at fælde et 150 år gammelt træ eller plante et nyt, men som forbruger bliver vi dagligt lokket til at tro, at de to ting er det samme. Jeg tror på, at der kommer nogle regelsæt, som vi bliver nødt til at overholde, og dem vil jeg i fremtiden gerne være med til at sikre.

FATOS ABDULLAHU MÅL 16:

"Engagerede og klimaretfærdige institutioner rundt omkring i verden er fundamentalt for at opnå en bæredygtig fremtid”.

This article is from: