Dæmonens_bagdør by SPITZEN Publish

DÆMONENS BAGDØR

Alle rettigheder forbeholdes. Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er kun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Illustrationer: Tatiana Goldberg Grafisk tilrettelæggelse: SPITZEN Publish ISBN 978-87-93201-15-6 1. udgave, 2018 Trykt i Danmark Udgivet hos SPITZEN Publish www.spitzen.dk

NILS HOFFMANN

DÆMONENS B A G D Ø R

”I visualize a time when we will be to robots what dogs are to humans, and I’m rooting for the machines.” Claude Shannon, the father of information theory

”Artificial intelligence will reach human levels by around 2029.” Ray Kurzweil, author of “The Singularity Is Near”

”With artificial intelligence we’re summoning the demon.” Elon Musk, founder of Tesla, SpaceX, OpenAI

K R I S E

1 Han havde drømt om Shackleton-krateret. Set månebasen kold og stille som et mausoleum. Han havde set serverfarmene i Sydøstasien omspændt af flammer. Han havde set kampe i gaderne i Rio og kamprobotter ude af kontrol på grænsen mellem Rusland og Kina. Han havde set bunker af lig i Jakartas gader. Det var ikke kun en drøm. Drømme var for mennesker. Hans drømme var worst case scenarier. Med hver drøm fulgte et tal, en sandsynlighed. Og på det seneste var de små tal begyndt at vokse. Først umærkeligt men efterhånden så meget at de ikke længere kunne ignoreres. Hans drømme var fremskrivninger af nutiden beregnet på kvantegrid’et. Det hurtigste computernetværk på Jorden i år 2064. Det tilhørte Akademiet som han var en del af. Sun Tzu blev han kaldt. Den store strateg, den kunstige superintelligens der skulle sørge for sikkerheden på Jorden. Men der var en kilde han ikke kunne finde. Et mørkt punkt i

den virtuelle verden han levede i. Et punkt der bredte sig som et melanom eller en sygelig kode. En virus der havde ramt bĂĽde nettet og menneskene. De fĂ¸lsomme kvantebits havde opfanget signalet, forstĂŚrket det millioner af gange og givet ham mareridt. Et mareridt han ikke kunne dele med andre. Protokollerne var klare. Hvis Akademiet var under angreb, skulle han isolere sig og finde kilden.

2 Kvinden ved siden af Martin smilede venligt. Han beundrede et øjeblik hendes blå øjne og de flagrende lyse lokker. Det var godt arbejde. “Velkommen til Himeji Castle!” sagde hun. Hendes stemme var tydelig som hos en nyhedsoplæser, og hendes øjne skiftevis kiggede ned og skævede flirtende til ham. Det mindede ham om en webcast han havde set om ensomme mænd der havde fundet en botkæreste. Bestilt den eneste ene hos Love Bots, Virtual Match eller et af de andre firmaer der solgte cybersex. Billederne af virtuelle kvinder og deres bejlere havde cirkuleret for hans indre blik i ugerne efter. Hvad havde fået mændene til at elske en virtuel bot, en person eller personlighed man kun kunne være sammen med i V-Space eller Ghostspace? Han brugte selv meget tid i V-Space men havde aldrig overvejet at date en bot. Virtuelle kæledyr sagde ham heller ikke noget. Han så sig omkring. Overalt var der japanske kirse-

bærtræer i blomst blandet med nyudsprungne løvtræer, et forår fanget i sit mest sublime øjeblik og gemt på en harddisk. Han havde netop besøgt en anden virtuel verden der var bygget som en model af rumelevatoren på Månen. Det havde set imponerende ud. Især var han vild med Lagrange Spaceport, men den var nok mest interessant for technørder som ham selv. “Tager I imod fødselsdagsselskaber?” spurgte han kvinden. “Ja, meget gerne. Du får din egen kopi af stedet til dig og dine gæster og plads svarende til hundrede TeraByte. Det kan udvides op til ti PetaByte, men så kan man også ride på hesteryg en time før man kommer tilbage til udgangspunktet.” De fleste virtuelle verdener var cirkulære. Bevægede man sig i en lige linje ville man til sidst komme tilbage hvor man startede. Ligesom på en rund klode. Martin kunne godt lide omgivelserne. Bagved de japanske kirsebærtræer strakte en eksakt kopi af Himeji-borgen sig op mod himlen, hvidmalet træ med mørkegrå tegl. Han håbede at hans venner og familie ville bryde sig om at komme til en virtuel fødselsdagsfest. Hans forældre var svære at rive ud af deres energineutrale økohus i den sydspanske ørken, så de ville sikkert være glade for at undgå en lang rejse til Ørestaden. Hans gaming-venner fra Samurai Warrior ville elske både idéen og stedet, og kollegaerne fra kunstnerkollektivet “CPH Jungle” var altid med på de nye trends. Men hvad med Maria og datteren Elena? De havde

været kærester i tre år, men han havde stadig svært ved at forudsige Marias reaktioner. De havde været i byen sammen i København, men aldrig i V-Space. “Virtual Partying” havde ellers eksisteret i nogle år, og fænomenet havde taget fart efter legaliseringen af “enhancers”. Syntetiske euforiserende stoffer som folk indtog før de spændte sig fast i deres GamePower3D-interfaces og loggede på de virtuelle fester og koncerter. Megaparties med op til en milliard deltagere. “Er der noget spændende for børn?” “Ja, man kan ride på heste, slås med sværd og gå på skattejagt i borgen. Og der kan tilkøbes ekstra legemoduler for både børn og voksne. Vores bestseller er en talende kat.” Han ville gerne have Maria og Elena med men han tvivlede på at det ville lykkes. Maria arbejdede altid i weekenden hvor de havde mange gæster på Club Cheer. Han havde engang foreslået at de kunne tage på en skovtur i V-Space et par timer, men Maria havde sagt at V-Space var fyldt med perverse mænd og ludomaner, og at det ikke var et sted for børn. “Har I mange kunder der holder fødselsdag her?” “Vi får flere og flere. Især kunder med nanointerface, så de kan nyde de mange dufte og eksotiske smagsoplevelser. Vores restaurantmodul har tre Michelinstjerner.” Martin var ikke et nanohead. Et trådløst nanointerface til hjernen kostede omkring 5 millioner euro inklusiv kalibrering og servicekontrakt. I hvert fald hvis

man fik det lavet i Zürich. Prisen var omkring det halve i Thailand hvis man kunne leve med at hallucinere et par gange om ugen. “Free acid trip every week, sir. Rock’n’Roll, sir!” havde de sagt i Bangkok. “And free face lift for you”. Men dengang var han kun 35. Måske skulle han tage derned igen og nøjes med den kosmetiske kirurgi. En af hans venner fra “CPH Jungle” havde givet sig selv en ansigtsløftning da han blev 40. “Vi er multimediekunstnere, vi er sgu da nødt til at se lidt godt ud!” havde han sagt. Maria ville nok sætte pris på det. Hun stak tit til ham og sagde at han var tynd. “Hvordan er stabiliteten af verdenen?” Kvinden smilede og hendes perfekte tænder glimtede i forårssolen som om hun glædede sig over spørgsmålet. Hvis en klasse C bot ellers kunne føle glæde. “Vores servere er registrerede, og den proces der skaber det virtuelle miljø, er udsat for regelmæssig inspektion. Der kommer ingen zombieoverraskelser!” Hun blinkede. “Hvis du forstår?” Det gjorde Martin. Alle kendte historien om FantasyParty, en af de første portaler der udbød virtuelle fester og fødselsdage. Det var før der fandtes lovgivning om registrering af servere og regelmæssig kodeinspektion. De havde væltet markedet med deres selvforbedrende bot, The WorldCreator, der lærte af kundefeedback og ændrede i sin egen kode. Den formåede gang på gang at overgå sig selv med nye spændende verdener. “En Da Vinci blandt landsbytosser!” skrev Time Magazine på forsiden det år hvor de for første gang nogensin-

de udnævnte en bot til Man of the Year. FantasyParty var på vej til at blive et af verdens mest værdifulde firmaer på børsen da uheldet skete. En 7-årig pige holdt fødselsdag for sine veninder i et fortryllet smølfeland fyldt med prinsesser og nuttede, talende dyr. Men et eller andet gik galt med den selvmodificerende WorldCreator. Den ramte en singularitet, et ustabilt punkt, og pludselig blev den babyblå himmel sort, og rungende torden begyndte at rulle. Zombier dukkede op i skoven og gik løs på Bambi og prinsesser i flæng. Luften blev fyldt med skrig, råddent kød og frisk blod. Flere af pigerne var for små til selv at koble sig ud og opholdt sig i mange minutter i dette helvede før deres forældre opdagede at noget var galt og fik revet dem ud af deres vågne mareridt. Medieomtalen og det retslige efterspil bragte FantasyParty i knæ, og deres selvmodificerende teknologi blev beskyldt for at være ude af kontrol og alt for svær at lukke ned. Webcastet af “Zombiemassakren”, som begivenheden senere kom til at hedde, blev fjernet, men dukkede op igen og igen og blev med tiden et kultfænomen blandt teenagedrenge. Kort efter kom lovgivningen, der forbød alle former for mobots, selvmodificerende kunstige intelligenser, og foreskrev regelmæssig inspektion af al kommerciel bot-kode. Han så igen på Himeji-borgen, den hvide hejre, som den blev kaldt på japansk. De hvide vægge vekslede med udhængende halvtage af grå tegl og fik den til at ligne en stor lagkage. Det var en meget veludført kopi, og landskabet rundt om var fyldt med fugle og summende

insekter. Et sted ude i horisonten løb en flok vilde heste, og lyden af hove mod jord lagde en mørk bund under insekternes højfrekvente vingeslag. For ti år siden havde han forsvaret en lignende kopi af borgen sammen med tusind andre warriors i en 24-timers maratondyst. Samurai Warrior havde 9.000 aktive spillere den dag, og angrebet på Himeji blev webcastet i 3D. Først havde han tilbragt 14 timer ved et skydeskår spejdende efter troppebevægelser blandt de 8000 angribende samuraier, og han havde sendt mange af angriberne ud af spillet med bronzepile fra sin armbrøst. Senere, da fjenden var brudt igennem den ydre port og var på vej gennem labyrinten, havde han været med til at hælde sten og kogende olie ud over dem. Efter næsten fireogtyve timers spil var han stadig med i et desperat forsvar af det vestlige tårn og den tredje, indre port. Luften var tæt af røg fra olie og råb fra ophidsede med- og modspillere. Så blev det hele sløret og til sidst sort. Han vågnede igen i ambulancen. Samurai Warriors moderatorer havde reageret og kontaktet alarmcentralen da han holdt op med at bevæge sin avatar i spillet uden at være koblet af eller på pause. “Du har haft et massivt epileptisk anfald provokeret af træthed, dehydrering og overdreven visuel stimulation” havde lægen sagt. Hans mor havde grædt i videotelefonen da han fortalte om sygdommen. Et par dage senere blev han udskrevet med en besked om at få installeret en alarm i sit GamePower3D-kropsinterface. En alarm der lige nu fik himlen over Himeji-borgen til

at blinke rødt, mens en høj lyd overdøvede fuglene og insekterne. “Jeg bliver nødt til at gå nu”, sagde han til kvinden og lavede to hurtige håndtegn der fik hende og Himeji til at forsvinde. Han slog V-Space fra på sine smartglasses og var tilbage i Ghostspace: blandingen af den virkelige verden og virtuelle genstande, ghosts. Han var på kontoret hjemme i sin svenske ødegård. Han havde købt den for mange år siden og fået den sat i stand og udstyret med solpaneler på taget og en ti TeraBit-lyslederopkobling. Herfra arbejdede han for kunder fra hele verden, vandrede i skoven og sejlede på søen, der strakte sig fra hans baghave og omkring en kilometer mod nord. Hans smartglasses viste en samling ghosts på væggen: et digitalur, en vejrudsigt, en telefon og en masse farvestrålende knapper der var genveje til de steder på nettet han ofte besøgte. Alarmen var gået fordi han havde været to timer i V-Space, den tidsgrænse lægerne havde anbefalet. Han trykkede på en knap der kaldte en logbog frem. Hans besøg på Himeji Castle var blevet registreret der, men ikke andre steder. Han brugte altid en V-Spacebrowser der ikke efterlod digitale fodspor. Med endnu et tryk slettede han logbogen. Ikke fordi der var noget hemmeligt ved hans fødselsdagsforberedelser, men det var en god vane at minimere sine digitale spor. Han løsnede de remme der holdt ham fast i kropsinterfacet. “Meyer, for helvede”, råbte han ud i luften. En ghost

dukkede op ved siden af ham. Det var en lille mand i cotton coat og hat uden skygge. “Ja, ja!” Meyer var det navn han havde givet sin personlige assistent, en virtuel bot der fungerede som en slags sekretær og tog sig af alt muligt lige fra betaling af regninger til fødselsdagshilsener til venner og bekendte. Han havde været med til at kode Meyer som et led i Projekt Fri AI. Projektet gik ud på at skaffe adgang til klasse A bots for alle. “Kunstig intelligens er den nye olie,” sagde et gammelt slogan med henvisning til at intelligente robotter med tiden var blevet den vigtigste ressource. Akademiets superintelligenser var klasse A+, og det samme gjaldt bots der arbejdede for store, multinationale firmaer. Meyer var klasse C, måske B på en god dag. “Meyer, jeg har brug for information om kvantekommunikation og kvantekrypterede nøgler. Og søgealgoritmer der finder kvanteservere.” Meyer nikkede og svarede med en mørk, forvrænget stemme: “Den gratis licens til mit kognitive bevidsthedsmodul er udløbet og kan ikke fornys.” “Systemrapport, Meyer.” “Jeg kan desværre ikke besvare dit spørgsmål. Lukker ned.” “For helvede!” råbte Martin ud i luften. Det var det værste der kunne ske næst efter et nedbrud af hans terabitlinje. Uden en assistent kunne han ikke løse den

opgave han netop havde fået. Shikoku Nanoelectronics, et japansk firma, havde udbudt en opgave der gik ud på at finde en kvantesikret krypteringsnøgle. Han havde modtaget et lille forskud, men hvis han ingenting fandt, ville opgaven ikke give mere. Han tog en dyb indånding og kaldte med en håndbevægelse sin kalender frem på væggen. Der var et møde i aften i bestyrelsen for græsrodsbevægelsen DARIO, Democratic ARtificial Intelligence Organisation, og i morgen blev han nødt til at arbejde hele dagen på opgaven med nøglen så han kunne tage til København om aftenen og være sammen med Maria og Elena. Tre uger fremme i kalenderen lyste et lille rødt og hvidt flag ved siden af tallet fyrre. Måske skulle han droppe festen? Han ville hellere bruge tiden på at kode en forbedret version af Meyer. Meyer v2. Eller Groundskeeper Willie som Chao havde foreslået. De fleste mennesker købte deres personlige assistenter hos AIWare eller SmartAssist. Det var det nemmeste, og de kunne klare de almindelige opgaver: Holde styr på aftaler, indkøb, kontakt til myndigheder og havde man et lille firma som Martins kunne de også klare regnskaber og revision. Men der var et stort spring op til Akademiets superintelligente AIs. Her kunne de superrige, regeringer og megafirmaer købe assistance der blæste almindelige assistenter af banen. Viden var magt og intelligenskløften voksede dag for dag. Udviklingen af Groundskeeper Willie var et forsøg på at mindske afstanden og give almindelige mennesker adgang til superintelligens. Eller i det mindste noget der lignede.

Han kiggede på digitaluret på væggen. Klokken var lidt over fem i Hong Kong, så Chao ville snart holde fyraften. De kunne nå et par timers arbejde på deres nye AI. Han viftede kalenderen til side og trykkede på en af de farvede knapper. Han følte sig stresset ved tanken om at en bot fra en eller anden myndighed kunne dukke op og kræve hans tid. Han måtte have en ny assistent nu. En standardvare. Et ansigt dukkede frem på væggen. Et ansigt der lignede alle personer og alligevel ingen. En grå middelværdi af den hvide, nordeuropæiske mand. “AIWare Software Support, goddag.”