Efter arvehyldingen i 1660 og annulleringen af Frederik IIIs håndfæstning udstedte stænderne i Danmark, Norge, Island og Færøerne i 1661 enevoldsarveregeringsakterne, hvorved det blev overladt til kongen at træffe nærmere bestemmelser om den enevældige regeringsform og fastsætte arveregler med mulighed for både mandlig og kvindelig tronfølge. Resultatet blev Kongeloven, hvis endelige formulering skyldes kongens kammersekretær Peder Schumacher. Principielt fungerede den som forfatning, indtil enevælden blev afskaffet i 1848. Successionsreglerne var dog i kraft, indtil tronfølgeloven af 1853 indførte rent mandlig arvefølge, og artiklerne 21 og 25 om prinsers og prinsessers pligt til at bede om kongens tilladelse til giftermål og til at rejse udenlands og om deres jurisdiktionsforhold har stadig gyldighed.
Kongeloven tilkender kongen al civil, militær og kirkelig magt i riget med mulighed for at undtage, hvad og hvem han ønsker, fra lovenes almindelige bestemmelser. “Danmarckes og Norges
