Inspirerende oplæg af Bo Snedker Boman

”Hvordan klarer vi, som sygeplejersker, at arbejde med den belastning, det kan være at pleje og behandle unge menneske med kræft” gav Bo Snedker Boman gode bud på svaret af dette spørgsmål.

Linda Rind

Aalborg Universitetshospital Klinik kirurgi og kræftbehandling, Hæmatologisk afdeling. Bo Snedker Boman har arbejdet som psykolog i sundhedsvæsnet de sidste 20 år. Bo Snedker Boman startede med at minde os om, at der ikke er den store forskel på os og de mennesker vi til dagligt plejer, støtter og vejleder. Vi er alle kun mennesker, og vi er alle kun en tumor, et sarkom eller andet snask fra selv at være en patient. Derfor kan vi, præcist som vi minder patienterne om, også minde hinanden om KRAM – kost, rygning, alkohol og motion, eller om KRAMS, hvor også søvn, stress og seksualitet er inkluderet. Mange ting i verden er nemmere at holde ud, når man har sovet nogenlunde, har fået lidt frisk luft, kysset på nogen og spist god mad.

Bo deler nogle tanker og overvejelser om det, der oftest kaldes psykisk arbejdsmiljø. Han vil dog hellere kalde det ”eksistentiel arbejdsmiljø”. Det handler alt sammen om, hvordan vi kan holde til at være i en verden, der desværre, ud over alt det gode også er præget af uro, pine, truende verdenskrig og truende økonomisk og økologisk kollaps, samtidig med at der i vores nære verden er mennesker og også unge mennesker, der bliver meget syge. Vi har uddannet os til og sagt ja til at være hos dem, ikke hele tiden men ofte lige netop, når de er allermest syge, bange, sårbare og måske døende.

Bo bryder ud i sang og synger et vers fra Carl Emil Petersens sang ”Frit land”:

”Tilgiv mine øjne de ser kun fra næsen ned hvordan sku’ jeg ku’ bære hele kloden på mit skød? Hele verdens smerte kommer ikke mine ved Frit land, frit land, mit sted.”

Denne tekst skal minde os om dagens emne; vi kan ikke og skal ikke bære hele verdens smerte og heller ikke den smerte og lidelse vi oplever i vores job. Vi skal huske på, at vi skal tale om kærlighed, både i mødet med vores patienter, hvor vi i det professionelle øjemed

måske vil kalde det – det kærlige blik, ømhed, overbærenhed og i mødet med os selv. Vi laver alle fejl og Bo har også lavet fejl som psykolog. Han beskriver mødet med Laura, en erfaren sygeplejerske der var til supervision hos ham.

Laura havde siddet på hans kontor i 2 timer, hun var klog, dygtig, opgivende og grådkvalt. Laura havde til en MUSsamtale sagt, at hun ikke længere magtede alle disse unge patienter med døden i hælene. Afdelingssygeplejersken havde efterfølgende sendt hende ind til nogle timers supervision hos psykologen. Det er naturligt at de ældste falder fra, men vi kan alle bliv udmattede, trætte og bevægede af al den sygdom, der er knyttet til de ’unge cpr-numre’. Denne sygeplejerske havde grædt og havde fortalt om sin afmagt og sårbarhed, hun havde for travlt og havde svært ved at rumme alle disse syge unge mennesker og deres pårørende. Bo opførte sig som en psykolog skal, han rummede, lyttede og anerkendte Lauras fortælling. Den store fejl begik han til sidst, da de tog afsked. Han ønskede hende god weekend og tilføjede i total ubetænksomhed, pas nu godt på dig selv. Hvorefter Laura råbte tilbage: ”Har du overhovedet ikke hørt efter?”. Hun havde ret, det er en tom gestus at sige til en person, der lige har fortalt at hun ikke kan tage vare på sig selv. Omsorg for egen sjæl kan være meget besværlig, især når man er slidt f.eks på grund af det eksistentielle arbejdsmiljø, som i dette tilfælde.

Hvorfor er det ekstra svært at arbejde med svært syge børn og unge? Fornemmelsen af evighed og udødelighed, der er ungdommens største velsignelse og glæde, forsvinder og det rør os. Hos den syge følger ofte angst og uro. Angst er meget opslidende, anstrengende og hårdt. Angst er ikke farligt i sig selv men føles sådan, og kan også være smitsom. Når vi, som sygeplejersker, er hos den angste patient, kan også vores krop og sind komme i alarmtilstand/beredskab. Sorgen følger også den syge patient, og den kan vi også blive smittet af. Sorgen er et bevis på, at vi alle er dødlige.

Bo indrømmer også, at han i mange år sørgede når patienterne døde, især dem han godt kunne li’, men det taler vi ikke meget om: Vi haster blot videre til næste patient.

Hvis vi specifikt ser på sygeplejerskerne, der dagligt går rundt og skal drage omsorg for krop og sjæl i denne eksistentielle tsunami, helst uden at drukne selv. Hvordan kan vi som sygeplejersker tage vare på os selv i en verden af sygdom og elendighed? Der findes mange strategier. Vi skal tale sammen, vi skal sætte ord på og vi skal lytte til hinanden. Det kan fx hedde faglig vejledning, sparring, refleksion eller supervision. Det er alle gode redskaber og man kan udholde mange belastninger ved at bruge disse redskaber, men de kan ikke stå alene. Man kan også søge mening i kunsten, fx i de allerede skrevne ord som i den før nævnte tekst af Carl Emil Petersen.

Omsorgstræthed, er et moderne begreb, der igen blev højaktuel efter en TV-dokumentar, der med skjult kamera, viste yderst kritisabel pleje og omsorg, som beboerne på et plejehjem i Køge var udsat for. Dårlig var udsendelsen færdig, før politikere og sundhedsprofessionelle, som psykologer udtalte, at personalet på plejehjemmene var omsorgstrætte. Måske er det rigtigt, måske ikke, måske er det inkompetence, måske uduelighed, måske dovenskab, måske selvoptagethed eller en blanding af det hele. Bo Snedker Boman vil ikke underkende, at det kan være meget slidsomt at drage omsorg for og pleje syge mennesker. Han føler dog selv en omsorgstræthed-træthed, en slags fatigue i anden potens over dette lidt misbrugte begreb. Vi ved fra forskningen i arbejdsmiljø gennem mange år, at følgende forhold fører til belastninger. • Når der ikke er overensstemmelse mellem antallet af ansatte med intensiteten af arbejdsopgaver og den tid der er afsat til opgaverne. • Når man ingen eller ringe indflydelse har på egen arbejdstilrettelæggelse. • Når man skal strække sin sjæl eller sin ryg længere end den kan holde til.

Bo Snedker Boman afslutter med at huske os på, vi skal gøre os umage og anstrenge os på at blive gode vidner. Således at både patient og pårørende får oplevelsen af, at nogen har set og hørt dem og taget dem alvorligt. Vi skal bevare det kærlige blik på vores patienter, på hinanden og på os selv. Vi skal sørge for at få søvn, beruse os, kysse, spise kage, læse en bog, bruge naturen, nyde kunsten, se Netflix og tale med nogen. Vi skal lade livet komme til os.