Unge og kræft – hvad er vigtigt i forhold til det at være pårørende?

Ved Jes Dige

Mariama Albek Lawal

Stedfortræder for afdelingssygeplejersken Hæmatologisk Afdeling X2, OUH Emnet på dette års landskursus var utroligt spændende og meget vigtigt i mit arbejde som kræftsygeplejerske. Oplæggene som blev holdt, var meget givende for mit arbejde i klinikken. Specielt programmet på 1. dagen berørte mange af deltagerne. Oplægget fra Jes Dige om hvad der er vigtigt ift. at være pårørende, var et af de mere bevægende oplæg, som viser vigtigheden af arbejdet med sorgramte børn og unge.

Jes Dige er uddannet psykolog og stifter af Skyggebørn. Han har igennem sit arbejde de sidste 30 år haft kontakt med utroligt mange sorgramte børn, unge og deres familier. Man var slet ikke i tvivl om, hvor vigtigt det arbejde han laver er.

Han starter sit oplæg med at fortælle om Skyggebørn og hvorfor han startede foreningen tilbage i sin tid. Han fortæller at børn som pårørende føler sig overset og der bliver ikke spurgt ind til dem. Når man undgår at spørge ind til dem, så er det en form for misforstået omsorg for at skærme og passe på barnet. Som forældre vil man ikke gøre barnet ked af det ved for eksempel at snakke med det om døden, men det er en fejl at antage dette da børn opfanger hvad der sker omkring dem. Han ønsker derfor at vi bliver bedre til at snakke med børn og unge om døden som noget naturligt. Dette vil gøre livet nemmere for det sorgramt barn.

Mange børn føler sig ensomme og dette kommer til udtryk på forskellige måder. Han fortæller ligeledes om at der er forskellige oplevelser af at være pårørende til syge forældre eller søskende. Når man for eksempel er pårørende til syge forældre, kommer ensomheden blandt andet til udtryk i frygten for at miste sin far eller mor. Når man er pårørende til syge søskende, kan man føle sig overset og at ens egne problemer ikke er så vigtige.

Jes Dige brugte i sin præsentation videoklip til at illustrere hvilke erfaringer børn har med sorggrupper. Børnene sætter her ord på, hvordan det at være i en sorggruppe havde en stor positiv indvirkning på deres sorgproces. Disse subjektive oplevelser fra børnene er viden, som vi som sygeplejersker kan drage gavn af i vores arbejde i praksis, for at kunne hjælpe dem bedst muligt.

Det som går igen i fortællingerne, er oplevelsen af at der er andre i samme båd som dem, hvilket giver børnene en følelse af at de ikke er alene om og med deres sorg.

Det hjælper dem til at glemme de dårlige minder, så de mindes de gode oplevelser med den man har mistet. For børnene er det vigtigt at de føler sig hørt og at deres følelser bliver rummet, og at de ikke oplever at der bliver stillet krav til hvad de skal føle. Børnene ønsker ikke en bestemt handling eller løsning på deres sorg, men de søger derimod hjælp til at kunne rumme deres følelser og navigere i den sorg som de befinder sig i. Der bliver ikke stillet krav til hvad de skal føle og de kan være i et forum hvor de føler sig lyttet til. Når børnene oplever en følelse af at de ikke er alene om deres følelser, bevirker det at børnene har lettere ved at snakke åbent om deres sorg.

I vores arbejde er det vigtigt at huske på at børn og voksne oplever sorg forskelligt. Derfor skal vi i dialogen med børn være opmærksomme på at stille åbne spørgsmål. Åbne spørgsmål indbyder modtageren til et mere selvstændigt svar, da det giver ubegrænsede svarmuligheder og åbner op for en dia-

log. Børn har brug for at blive hjulpet til at tænke anderledes om den situation de er bragt i. Oplægget gav mig et stort indblik i hvor vigtigt arbejdet med børnene i sorggrupperne er for deres situation. Det er derfor vigtigt at vi som kræftsygeplejersker har de rette kompetencer til at hjælpe børn og unge til at håndtere den situation de er havnet i, og har kendskab til hvor vi kan henvise familierne til at få den rette hjælp.

Jes Dige afslutter sit oplæg med at vise os en trailer fra programmet “Børnene fra sorggruppen”. Hvis vi ikke var blevet rørt under de forskellige oplæg i løbet af dagen, så blev vi det i den grad da dette videoklip blev afspillet. Stort set hele salen fældede en tåre og der var en helt speciel stemning og energi i salen. Det var den helt rigtige måde at afslutte oplægget på, da klippet meget godt sammenfatter essensen af præsentationen. Jeg gik derfra med ny nyttig viden, som jeg kan bruge i mit videre arbejde med børn og unge som pårørende.