Fund og Forskning – bind 59 – 2020

FU ND OG F ORSK NIN G

Bind 59 • 2020 D E T K G L . B I B L I O T E K • KØ B E N H AV N

FUND OG FORSKNING

BIND 59

2020

DET KGL. BIBLIOTEK

FUND OG FORSKNING Bind 59 2020

FUND OG FORSKNING I DET KONGELIGE BIBLIOTEKS SAMLINGER

Bind 59 2020

With summaries

KØBENHAVN 2020 UDGIVET AF DET KGL. BIBLIOTEK

Om billedet på smudsomslaget: Illustration fra udgivelsen Nye Billed- og Læsebog for Børn, 1808, af C.C. Boeck, se side 102 Det kronede monogram på kartonomslaget er tegnet af Erik Ellegaard Frederiksen efter et bind fra Frederik 3.s bibliotek.

Om titelvignetten se side 35 © Forfatterne og Det Kgl. Bibliotek

Redaktion: Claus Røllum-Larsen

Artikler i Fund og Forskning gennemgår ‘double blinded peerreview’ for at kunne antages. Undtaget fra denne norm er dog i dette nummer artiklerne under ‘Fund’.

Grafisk tilrettelæggelse: Strandbygaard A/S

ISSN 0069-9896

INDHOLD

Artikler Kristoffer Schmidt: Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser �������������������������������9 Ulf G. Haxen: An Artist in the Making. Yehuda Leib ben Eliyya Ha-Cohen’s Haggadah, Copenhagen, 1769 �����������������������������������������������������43 Charlotte Appel: Titler, typografi og andre tilpasninger. Morten Hallager som mediebevidst udgiver af bøger for børn i 1700-tallets sidste årtier ���������������������������������������������������������������������������������������������71

Fund Rikke Lyngsø Christensen: Meldahls modellerede Marmorkirke-modeller ���������������������������119 Bo Alkjær: Typhonen og Helios. Et brev til Ivan Stchelkunoff.

Supplement til Carl Nielsen Brevudgaven ���������������������������������125 Thomas Hvid Kromann: Ekspressionismen på anklagebænken.

Rudolf Broby-Johansens håndskrevne tale holdt i Københavns Byret i 1923 ���������������������������������������������������������������������������������137 Om forfatterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141

Fund og Forskning er online tilgÌngelig pü <tidsskrift.dk>: Bd. 1-44 (1954-2005) er retrodigitaliseret, og fra bd. 45 (2006) bliver det digitalt fødte materiale direkte publiceret.

Indholdsregistre til Fund og Forskning 1-42, 1954-2003, er i bd. 43 (2004).

CHRISTIAN 5.S PARFORCEJAGT I 1600-TALLETS AVISER

af Kristoffer Schmidt

Indledning 2020 betragtes som 350-året for Christian 5.s indførelse af parforcejagten i Danmark. Denne jagtform var et spektakulært skue, hvor man med såkaldte meute-hunde og ryttere jog et udvalgt dyr – fortrinsvis en kronhjort – gennem jagtterrænet, indtil dyret segnede af udmattelse.

Herefter kunne kongen med en hirschfænger – en stor jagtkniv – eller et stødspyd give dyret nådestødet.1 Inspirationen til parforcejagten havde Christian 5. som kronprins taget med hjem fra sin europæiske dannelsesrejse fra 1662 til 1663, der gik gennem Nederlandene, England, Frankrig og en række tyske fyrstendømmer. Under sit besøg i Frankrig skulle den franske solkonge Ludvig 14. have opfordret den unge kronprins til at indføre parforcejagten i Danmark.2 Kronprinsen tog rådet til sig, og efter sin fars død gik Christian 5. i gang med at omdanne dele af sit nordsjællandske krongods, så der kunne drives denne for tiden så fornemme jagtform. Helt igennem fransk blev den danske parforcejagt aldrig. F.eks. var hundene importeret direkte fra England.3 En stor tak til Sebastian Olden-Jørgensen, Jesper Munk Andersen, Jette Baagøe og Bjørn Westerbeek Dahl, der har bidraget med vigtige oplysninger til udfærdigelsen af denne artikel. Disse hæfter dog ikke for eventuelle fejl i artiklen, der udelukkende er forfatterens eget ansvar.

1 Jette Baagøe: Kongens Skov – Verdens Arv Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland / The King’s Forest – The World’s Heritage The par force hunting landscape in North Zealand, 2016, s. 21-34.

2 August Peder Tuxen: Fra Christian den Femtes Ungdom. Museum. Tidsskrift for Historie og Geografi, 2. halvbind, 1892, s. 156-158; Ulla Kjær: Fransk elegance og dansk snilde.

Fransk-danske kunstforbindelser i den danske enevældes tid, 2017, s. 47.

3 Baagøe 2016: s. 22-23.

10

Kristoffer Schmidt

Ill. 1: Kobberstukket portræt af Christian 5. af Johan Husman. Portrættet findes i Peder Hansen Resens Petri Resenii Atlas Danicus dicatus augustissimo Monarchæ Christiano V. anno M.DC.LXXVII. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

11

Store dele af parforcejagtens sindrige system af snorlige og geometrisk anlagte veje i Gribskov og Store Dyrehave samt det mere åbne landskab omkring Jægersborg Dyrehave kan ses den dag i dag, men trods dette ved vi forbavsende lidt om den danske parforcejagt. Godt nok findes der en række værdifulde landskabs- eller arkitekturhistoriske studier, som giver et interessant indblik i parforcejagtvejenes tilblivelseshistorie og geometriske udformning, benyttelsen og opførelsen af kongeslotte i de nordsjællandske jagtområder samt en diskussion af de udenlandske inspirationskilder til den danske parforcejagt.4 Men derudover er vores viden om den danske parforcejagt sparsom, og navnlig når det kommer til dens egentlige funktion, er grundlaget for de få konklusioner, der findes, spinkelt. Historikere har fortrinsvis opfattet jagtområdernes udformning og det dertilhørende jagtritual som et eksempel på enevældens symbolske magtudfoldelse.5 Samtidige kilder indikerer imidlertid, at parforcejagten også rummede en privat dimension, hvor kongen satte sig fri af den formaliserede samfundsorden for sammen med et mindre følge at trække sig tilbage fra sine formelle daglige gøremål og gå på jagt.

Diskrepansen mellem den “offentlige” og “private” parforcejagt er udgangspunktet for denne artikel. Gennem en analyse af den samtidige avisomtale af parforcejagten, undersøges parforcejagten både som et typisk eksempel på enevældens formaliserede symbolske magtudfoldelse og som en privat begivenhed, hvor majestæten kunne træde ud af sin rolle og dyrke en personlig passion i en tilsyneladende uformel ramme.

Se f.eks.: Carl Weismann: Vildtet i Jægersborg Dyrehave, 1929, s. 20-27; Ove Bauditz: Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave og dets Forbilleder. Historiske Meddelelser om København, 2:1, 1923-24, s. 281-312; Ove Bauditz: Eremitagen 1736-1936. Ove Bauditz et al: Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave 1736-1936, 1936, s. 7-68; Eiler Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst. Gentofte, Lyngby og Søllerød Sogne i Fortid og Nutid.

Samlet og revideret Udgave, 1938, s. 118-153 & 609-616; Arne Hoff: Christian V som jæger og rytter. Hans H. Fussing (red.): Til Knud Fabricius 13. August 1945, 1945, s. 178-185; Peter Christian Nielsen: Den nordsjællandske vildtbane. Årsskrift [Historisk-topografisk Selskab for Gladsaxe Kommune], 1975, s. 5-31; Claus M. Smidt: Eremitagen. Jagtslottets historie gennem 300 år, 1988; s. 9-16; Bjørn Westerbeek Dahl: 1600-tallets parforcejagtveje i Nordsjælland. Fra Frederiksborg Amt, 2003, s. 7-32; Flemming Rune: Gribskov, 1, 2009, s.

91-99; Poul Grinder-Hansen: Kongejagt og lystslotte. Poul Grinder-Hansen et al: Eremitage slottet, 2013, s. 10-29; Jette Baagøe et al: Nomination of the par force hunting landscape in North Zealand for inclusion on the World Heritage List, Hørsholm 2014, s. 35-104 & 142210; Baagøe 2016, s. 9-105.

5 Se f.eks.: Baagøe 2016, s. 21-34.

4

12

Kristoffer Schmidt

Det kildemæssige grundlag for studiet er de versificerede Mercurius-aviser, der udkom nogenlunde regelmæssigt fra midten af 1666 og frem til 1678 og igen fra vinteren 1683 til 1691. Over årene havde forskellige personer ansvaret for udgivelsen af avisen. Den første og uden sammenligning dygtigste var hofpoeten Anders Bording (1619-1677).

Bordings avis indeholder adskillige interessante og varierende nyhedsindslag, og netop parforcejagten og Christian 5.s jagtinteresser blev et tilbagevendende emne fra 1670 og frem. På nær perioder hvor kongen var travlt optaget af krig, findes der mindst én årlig omtale af de kongelige jagter i avisen fra denne tid. Disse indslag varierer fra små notitser til månedens indenlandske hovednyhed. Efter Bordings død forsøgte en række skribenter at videreføre avisen, hvoraf Ahasverus Bartholin (ca.

1653-1710) må betragtes som den vigtigste. Som det uddybes nedenfor, var Bartholin ingen Bording, hvorfor de poetiske kvaliteter var kraftigt forringet i de senere udgivelser. Men mens Bartholin ikke ligefrem excellerede i den versificerede journalistik, forblev nyhedsindslagenes indhold nogenlunde det samme, hvilket betød, at Bartholin også rapporterede fra de kongelige jagter.

Den danske Mercurius og Mercurius Enevælden besad et evigt behov for at manifestere sin magt i symbolsk form ved hjælp af stringent hofetikette, opførelsen af imponerende bygningsværker, bestilling af dyre kunstværker og store ceremonielle handlinger (f.eks. begravelsesritualer, salvinger og jagtritualer),6 som i en nutidig demokratisk kontekst kan forekomme fremmedartet. Men for den danske enevælde såvel som de europæiske pendanter afhang accepten af deres reelle politiske magt af, at denne manifesteredes i symbolsk form i den såkaldte repræsentative offentlighed. Den repræsentative offentlighed7 skal forstås som formuleret af historikeren Sebastian Olden-Jørgensen: “en type offentlighed, der er umådelig statusbevidst, Se f.eks.: Niels G. Bartholdy: Paradeslottets hverdag. Kristian Hvidt et al (red.): Christiansborg Slot, 1, 1975, s. 315-415; Poul Eller: Salvingerne på Frederiksborg, 1976; Sebastian Olden-Jørgensen: At vi maa frycte dig af idel kjærlighed. Magtudøvelse og magtiscenesættelse under den ældre danske enevælde. Fortid og nutid, 1997, s. 239-253; Sebastian Olden-Jørgensen 2002: Hofkultur, ritual og politik i Danmark 1536-1746. Ulrik Langen (red.): Ritualernes magt. Ritualer i europæisk historie 500-2000, 2002, s. 47-75; Thomas Lyngbye et al: Magt og pragt. Enevælde 1660-1848, 2010, s. 13-317; Kjær 2017: s. 11-312.

7 Se: Jürgen Habermas: Borgerlig Offentlighed. Offentlighedens strukturændring. Undersøgelser af en kategori i det borgerlige samfund. Med et forord til det nye oplag 1990, 2012, s. 53-61.

6

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

13

og som kræver, at samfundets grundlæggende normer [politiske, sociale og religiøse forestillinger, forf.] og strukturer til stadighed bliver udtrykt, forhandlet og bekræftet i offentlig og symbolsk form”.8 Med “offentlig og symbolsk form” forstås rækkefølger og siddepladser ved offentlige lejligheder, ceremonier, etikette, festkultur, rangforhold osv.

De mere private hofformer har haft mindre bevågenhed inden for dansk hofhistorie. Internationale studier har derimod påvist, at enevældige europæiske fyrster ofte trak sig tilbage fra deres repræsentative forpligtelser til mere private eller intime forhold. Graden af privatliv kobles ofte til lokaliteter; hvor den ophøjede hofkultur oftest forekom i hovedstædernes residensslotte, mens hofkulturen på f.eks. sommerresidenserne var mere privat og afslappet.9 I forhold hertil indtager den danske parforcejagt en interessant dobbeltposition, idet jagten på en og samme tid synes brugt til repræsentation og understregning af den ophøjede hofkultur såvel som en mere privat af slagsen.

Beviser for parforcejagtens repræsentative funktioner i forhold til enevælden er åbenlyse. Med fine heste og hundekobler samt et væld af underordnede, der eksekverede en lang række ceremonielle jagthandlinger og fik selve jagten til at forløbe gnidningsfrit, iscenesattes kongen som den øverste i riget, der endda var herre over liv og død.

Samtidig kunne kongen i den til tider dramatiske parforcejagt udvise sin frygtløshed, fysiske formåen og egenskaber til hest.

Men ikke alle var inviteret til at opleve Christian 5.s bedrifter på parforcejagten; eller hans andre gøremål. Som et alternativ kunne man i stedet holde sig opdateret om kongens gøren og laden i den første dansksprogede avis Den Danske Mercurius. Den versificerede avis er i eftertiden blevet kaldt “et fuldstændigt politisk Blad”10 og “løbende propaganda for enevælden”,11 hvilket er ganske rammende opsummeringer af avisens indhold. Om end der ikke var tale om en decideret statskontrolleret avis, var Bording enevældens mand med en klar opfattelse af, Olden-Jørgensen 2002: s. 49.

Se f.eks.: Samuel John Klingensmith: The Utility of Splendor. Ceremony, Social Life, and Architecture at the Court of Bavaria, 1600-1800, Chicago 1996; Jeroen Duindam: Vienna and Versailles The Courts of Europe’s Dynastic Rivals, 1550-1780, Cambridge 2003, s.

131-180; Edward Houle: The apparatus of intimacy and Louis XV’s apartments at Versailles, ph.d.-afhandling, Montreal 2015, https://escholarship.mcgill.ca/concern/theses/ gh93h2481, (28.9.2020).

10 Peter Mathias Stolpe: Dagspressen i Danmark, dens Vilkaar og Personer indtil Midten af det attende Aarhundrede, 2, 1878-82, s. 38.

11 Charlotte Appel: Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark, 1, 2001, s. 440.

8 9

14

Kristoffer Schmidt

Ill. 2: Litografi forestillende Anders Bording efter portræt af Karel van Mander III. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

hvorledes man forventede, at han portrætterede de kongelige og det enevældige system. Samtidig modtog han for sin udgivelse af Den Danske Mercurius en årlig løn, hvilket for en levebrødspoet som Bording må

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

15

Ill. 3: En typisk forside fra Bordings Den Danske Mercurius, i dette tilfælde aprilnummeret (omhandlende marts måned) fra 1677. Avisen havde ikke til formål at fange potentielle læsere med et flot tryk, men med nyhederne sat på aleksandrinere. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

16

Kristoffer Schmidt

have været en kærkommen indkomst.12 Hver måned ville Bording på fire sider i kvartformat berette læserne om ind- og udenlandske nyheder på det alexandrinske versemål. Af det indenlandske stof var Frederik 3.s og fra 1670 Christian 5.s gøren og laden et månedligt tema, hvor Bording hyppigt fremhævede enevoldskongernes ypperlige dyder, egenskaber og bedrifter.

Bording fortsatte Den Danske Mercurius helt frem til sin død i 1677 – hans sidste nummer løb til den 1. maj, og han døde den 24. maj. Noget overraskende blev avisens udgivelse genoptaget ganske hurtigt, da et nyt nummer kom på gaden i december samme år. Herefter udkom avisen nogenlunde regelmæssigt frem til udgangen af 1678. Der var ikke tale om én enkelt udgiver, men hele fire, der hver især forsøgte at gå i Bordings fodspor. Hvem de fire håbefulde efterfølgere var, hersker der en del tvivl om.13 I et pudsigt samtidigt skrift af præsten og poeten Jørgen Jørgensen Sorterup (1662-1723) Ret Tak, rar Skjæmt og ram Alvor ... for at afmale satyriskvis disse Tiders Rimgjerrighed eller Cacoëthes carminificum finder vi en del af svaret, da han på vers lod følgende dom falde over to af Bordings arvtagere:

Hin er alt for højt opsnurred, Dithyrambisk dristigt nok, Dette alt for armt og skurred Ret som Klangen Af en Blok,14

Som en note til de to første linjer kunne Sorterup afsløre, at han omtalte skribenten Jesper Alsings (1652-1680) eller Als: “danske Mercurio maa man sige om med Horatio: Audaces devolvit Dithyrambos”.15 Ifølge Sorterup besad Als altså udmærkede digteriske evner, der i stil lagde sig op ad Thomas Kingos historiske digte. Eftertiden har på baggrund af Sorterups karakteristik givet Als æren for mindst tre numre fra henholdsvis januar, september og oktober 1678,16 mens de andre ukendte udgivere fremstår som middelmådige efterligninger af Bordings stil.

Set i forhold til Christian 5.s jagteventyr er der ikke meget at hente i disse tidlige bevarede imitationer. Kongen var jo engageret andet12 Sebastian Olden-Jørgensen: Poesi og politik. Lejlighedsdigtningen ved enevældens indførelse 1660, 1996, s. 68-72.

13 Stolpe, 2, 1878-82, s. 73-95.

14 Citeret efter Stolpe, 2, 1878-82, s. 80.

15 Citeret efter Stolpe, 2, 1878-82, s. 80.

16 Stolpe, 2, 1878-82, s. 83.

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

17

steds, nemlig i Den Skånske Krig, hvorpå de indenlandske nyheder om Christian 5. primært omhandlede hans krigskundskaber. Først med Ahasverus Bartholins genstart af Den Danske Mercurius i 1683 dukker jagtreportagerne op igen. Efter den 3. november at have indleveret en ifølge litteraturhistoriker Peter Matthias Stolpe håbløs rimet ansøgning om at fortsætte Den Danske Mercurius, fik Bartholin i december samme år ansvaret for videreførelsen af avisen mod en årlig betaling på 300 rigsdaler. Selvom han fortsatte det firesiders kvartformat, lavede Bartholin en række redaktionelle ændringer. Således kom avisen nu til at hedde Mercurius. Den udkom stadig som oftest månedligt, men i visse tilfælde publiceredes hele tre numre til samme måned.

Mens Als både i samtid og eftertid er blevet rost for sin digteriske journalistik, har man fældet den stik modsatte dom over Bartholin. I Sorterups førnævnte skrift henviser det fremhævede A og B i verset “Ret som Klangen Af en Blok” netop til Bartholin, der ifølge Sorterup i en tilhørende note: “skrev saa slet, at den danske Mercurius derover faldt i Skarnet og forsvandt”.17 Sorterups dom skal tages med et vist forbehold, da Ret Tak, rar Skjæmt og ram Alvor ... for at afmale satyriskvis disse Tiders Rimgjerrighed eller Cacoëthes carminificum er et upubliceret smædeskrift, der ikke var intenderet til udgivelse. Og på nær de største digterkoryfæer som Anders Arrebo, Thomas Kingo og Bording gav Sorterup størstedelen af samtidens poeter en satirisk bredside på vers.

Den næste til at kaste et kritisk blik på Bartholins versificerede journalistik var historikeren Hans Gram. I fortalen til den første samlede udgivelse af Bordings skrifter, gav Gram, der ellers normalt pakkede sin kritik af andre godt ind, en endnu hårdere dom over Bordings ene arvtager: Imidlertid haver der, faae Aar efter hans [Bordings] Død, indfundet sig en Person [Bartholin] til samme slags Forretning. Men det var, som mand plejer at sige, Hare i Biørne-Leje, og en stor Stymper. […] den, som skrev Maanedlige Tidender paa Vers, efter Bording, fattedes ulige meere; Og jeg seer ikke, at hand har forstaaet nogen Ting, af hvad som hører end og til en middelmaadig Skribent. Saa at, til at vise Verden, hvor god Poët Bording

17

Stolpe, 2, 1878-82, s. 83.

18

Kristoffer Schmidt var, havde mand aldrig haft fornøden, at give ham saa usel en Eftermand i slig Bestilling.18

I 1870’erne meldte førnævnte Stolpe sig i det lille kor af kritikere, da han på baggrund af Sorterups og Grams kritik konstaterede at: “Dommen er ikke for haard, og vi kunne tilføje, at Personen synes ikke at være bedre end sine Værker”.19 Da selvsamme Stolpe fik til opgave at forfatte Bartholins biografi til Dansk biografisk Leksikon, skruede han yderligere op for kritikken og betegnede Bartholins Mercurius, som “et elendigt Værk uden Spor af poetisk eller sproglig Evne”.20 Der er uden tvivl noget om snakken. Bartholins stil er akavet og tung, hvilket hurtigt mindsker lysten til at læse videre i avisen. Trods de poetiske mangler og en væsentlig mindre detaljegrad indeholder Mercurius stadig interessante historiske oplysninger om de danske parforcejagter.

Kongen som centrum for jagten Bordings første skildring af parforcejagten finder vi i Danske Mercurius fra oktober måned 1670. Antagelig er nyhedsindslaget den tidligste officielle omtale af jagtformen. Efter at have indledt med en kort lovprisning af Christian 5.s evner som enevældig konge, slog Bording ind på kongens fritidsinteresser: Hvad hand [Christian 5.] af Tiden fra Regeeringen har ofver / Det hand ey spilder / och u-nyttelig hensofver.

Nu render hand til rings : nu tumler hand sin Hest:

Men altid self er den / sligt zirligt giør oc best.

Særdeelis er det lyst / at see / hvor vel det falder Hans Naade / paa den Jagt / som hand Par force kalder /

Hvis brug och øfvelse / mand her i voris Land 18 Anders Bording: Den berømte og velfortiente Hr. Anders Bordings Poëtiske Skrifter: I Tvende Parter, Den Første, Befattende hans adskillige slags Vers, Ære-Digter, Lykynskninger, Brude- og Liig-Vers, Binde-Breve, lystige Indfald etc. saaog Aandelige Sange og Verdslige Viser: Den Anden, Indeholdende alle hans Mercurier, eller Maanedlige Tidender paa Vers, Ved Conferentz-Raad Friderich Rostgaards, og Mag. Peder Terpagers, Læsemesters i den hellige Skrift i Ribe, deres Flid og Omhue, for rum Tiid siden samlede, og nu endeligen til Trykken befordrede, udgivet af Hans Gram, 1735, s. [18v].

19 Stolpe, 2, 1878-82, s. 83.

20 Peter Matthias Stolpe: Ahasverus Bartholin. Carl Frederik Bricka (udg.): Dansk biografisk Lexikon. Tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814, 1, 1887-1905, s. 549.

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

19

Har ingen sinde før af vidst / och mindes kand.

Mand ingen Hjort i Skow och vilden Moese kjender Saa rask / och frisk / och stoer af takkers vext och ender /

Hans Majestæt til Hest kand hannem trætte Jo /

Och hannem gifve sang / før nogen skulde troe.

Saa Sadelfast er hand! saa sit veed hand at bruge Sin Hest paa saadan tog! Som i forgangen Uge /

Med trende store Djur i sær loed kjende sig ;

Och hand er ellers der med altid lykkelig.

Ja: Ridderspil och Jagt / och anden saadan foere / Som er saa brugelig och gængs iblant de stoere /

Gjør baade Tidsfordrif / samt och anledning er

Til anden dapperhed [tapperhed] och Helte gjerninger.21 Ridderspil og parforcejagt fungerede altså allerede i Christian 5.s første regeringsår, som hans foretrukne fritidsfornøjelser. Kongelige ridderspil eller karruseller var en gammel tradition, som hovedsagelig centrerede sig om ringridning. Allerede som kronprins havde Christian 5. deltaget hyppigt i sådanne turneringer. Som konge fortsatte han traditionen og i 1685, i forbindelse med 25-året for enevældens indførelse, beordrede han planlæggelsen af en imponerende karrusel i området ved det nuværende Kongens Nytorv. Man måtte dog skrotte planerne, da enkedronning Sophie Amalie nogle uger inden planernes effektuering afgik ved døden.22 I modsætning til karruselridningens opsigtsvækkende, men mere rolige ridderspil, hvor man f.eks. konkurrerede om at ramme forskellige mål med en lanse, var parforcejagten en langt mere dramatisk fornøjelse. Dette fremgår også af de hyppige reportager i Den Danske Mercurius; som den nedenstående fra en parforcejagt i august 1673: 5 Op du mand olme Hjort : op op af dynd och føle: Det er ey Tjd for dig at parres eller brøle.

Det bedre var/ at flye til fjelster hastelig/

Før Kongen med sin Hest och Hund opjager dig/ Som hand ved Fredrichsborg det gjorde nys ved tvende/ Som stræbte vel saa fast/ for hannem at undrende:

Men hand til Hest var alt for rask och sadelfast/ 21 22

Anders Bording: Den Danske Mercurius, 1984, s. 213-214.

Kjær 2017, s. 76-80.

20

Kristoffer Schmidt

Och inden times frist fik dem paa ryg omkast.

Och det den elfte gang (som siges mig) har været/ Paa vel en ringe Tjd/ at hand sig u-besværet

Paa Jagten fundet har/ och aldrig nogen gang.

Tilbage kommen er forgjefs och uden fang.

Hvo der af Hjorten fik til steeg saa mangt et stykke/ Som Landet hjertelig tilynsker Kongen Lykke/

Paa baade Jagt och tog/ och hvor som heldst hand gaaer/

Den hafde nok til Suul i mangen Dag och Aar.23

Panegyrikken er ikke til at tage fejl af. Christian 5. portrætteredes som en forbilledlig jæger med en forbløffende udholdenhed og fysisk formåen, der til hest og med hund – der kan være tænkt i flertal – egenhændigt fik nedlagt to flygtende hjorte efter godt og vel en time. Ikke nok med det, så var dette – efter sigende – den 11. gang, at kongen uden større besvær havde fældet en hjort. Selvom det ikke fremgår direkte af indslaget, antyder jagten til hest, at der var tale om en parforcejagt. Bording nævnte intet om det store følge af jægere og koblet af meute-hunde, der gjorde det meste af forarbejdet, inden hjorten(e) af udmattelse til slut segnede og endeligt blev tildelt et dræbende stød af kongen.24 Udeladelserne er interessante, da Bording herved formåede at sætte kongen i centrum for selve jagten, mens alle statisterne blev skrevet ud af nyheden. Også den afsluttende bemærkning om hjortekødets fordeling efter de vellykkede jagter er pure opspind. Hjortens lange og stressede flugt resulterede i, at det døde dyr var mere eller mindre uspiseligt efter endt jagt. Vi kan kun gisne om, hvorfor Bording valgte at medtage en så fejlbehæftet beskrivelse af kødets fordeling. Antagelig vidste han ikke bedre og formodede, at det uspiselige kød ikke gik til spilde. Dem der normalt fik glæde af kødet var hundekoblet.

Begejstrede beskrivelser af parforcejagten og kongens rolle heri, som den i det ovennævnte citat, findes der adskillige af i Bordings Den Danske Mercurius såvel som i Bartholins Mercurius. Som nævnt var formålet fortrinsvis at fremhæve kongens fysiske egenskaber, men også mere moralske karaktertræk kunne fremhæves som i nedenstående hovednyhed fra september-nummeret af Den Danske Mercurius i 1674:

Bording 1984, s. 353-354.

For en uddybende beretning om parforcejagtens forløb og mandskab, se: Baagøe 2016, s. 21-49.

23 24

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

21

1 Som Tiden løber om/ och ikke veed at hvile/ Mand sine gjerninger och efter den maae stile.

Hvad ret bestilles skal/ och hafve nogen klem/

Det paa sin egen Tid i verk skal sættes frem.

Som Hjorte-Jagten paa det beste nu skal være/ Vor Konge der til er vel frisk och rask en Herre:

Ja tit fra Morgenstund indtil den mørke Nat

Med Hest och Hund er i den vilde Skov och Krat.

Saa stoor er ingen Hjort/ saa let den ikke render/ Han Naade den til Hest jo matter ud och vender.

Saa kronet er ey den/ och mange tæler aar/

Den for hans Majestæt jo sig at gifve faaer.

Lad være/ den sig kand i nogle timer holde/ Den dog af mathed mage sig kaste need/ och tolde

Med det den kjærest har/ och ved en Jæger sang

Udaf hirschfængeren annamme dødsens fang.

Ey Falken er i flugt saa svingendis och vendig/ Som Kongen i sin færd er fyrig och behændig.

Naar Hunden gifver hals/ och Jægerhornet gaaer/

Da gjelder det/ hvo sig at skynde best formaaer.

Det hannem er for slet/ med skud et Djur at røre/ Thi saadant kand och tit en slumpeskytter [skytte, som rammer ved et tilfælde] gjøre.

Ney / saa som al hans Jd heroisk er och sær/

Vil hand/ at det skal och paa Jagtens vises her.

Hvo kand hans Majestæt ilig Tidsfordrif mißunde?

Sit høye kald och plict hand der med ingenlunde

Forsømmer ligevel; men som en Fader/ sig

For sine Rigers gafn umager idelig.25 Ifølge Bording kom Christian 5.s heroiske karaktertræk altså også til udtryk i hans syn på jægerens ageren under jagten. Der var grader af hæder i, hvordan man gjorde en ende på det jagede dyrs liv, og her var parforcejagtens nådestød langt mere ærefuldt end en “slumpeskyttes” tilfældige held. Bordings karakteristik fortalte imidlertid ikke hele historien. Andre kilder afslører nemlig, at Christian 5. hyppigt benyttede sig af enten gevær eller pistol til at nedlægge alskens vildt. Adskillige gange tog han endda ud i en såkaldt skydevogn, hvorfra han nedlag25

Bording 1984, s. 401.

22

Kristoffer Schmidt

de vildtet.26 Dette blev dog sjældent rapporteret i Den Danske Mercurius eller i Mercurius. Her var den dramatiske parforcejagt tydeligvis godt læsestof såvel som en lettere måde at fremhæve kongens heltemodige egenskaber. Antager vi, at parforcejagten modsat de øvrige jagter ikke alene havde drabet som formål men mere iscenesættelsen i sigte, var det selvfølgelig også naturligt, at Bording gav den jagttype mere spalteplads.

Tilfældige eller kuriøse hændelser på parforcejagten kunne ligeledes blive det centrale tema i avisreportagerne – så længe kongen forblev den egentlige hovedperson – som f.eks., når Bording kunne berette at: Men det er merkeligt/ som sig i disse dage Ved Esserum tildroeg/ hvor hand var och at Jage.

Vel Stoer en kronet Hjort/ af hannem mattet af/

Udi den ferske Søe sig til at svømme gaf: Dog Jægerne til baads mod Landet hannem vende/ Hvor hand strax greben bleef/ och Kongen koem til hænde.

Men ret ved same sted/ som hand i Lande dreef/

Et gammelt stykke Guld i Vandet funden bleef.

Det siuntes som en Mynt: Dog ingen kand udgrunde/ Hvad der paa standet har/ saa vel som och hvorlunde

Det der hen kommen er/ och i vel langsom Tid

Har ligget skjult/ maae skee; Thi giemmes det med flid.

I voris gamle Low om Dannefæ vel skrifves: At findes Sølf och Guld/ det Kongen bør gifves:

Dog saadant hænder sig ey tit. Med dette kand

Ret kaldis Dannefæ: thi Kongen self det fand.

Hand paa sin Jagt bekoem det røde Guld til Bytte: Ja gifve Gud/ at hand til Landsens Gafn oc Nytte/

Med vise Gierninger oc Raad opjage maae

Den gyldne Fred oc Ro/ som hand har til Attraa.27 Det omtalte fund var en guldbrakteat, som var en så stor mærkværdighed, at fokus skiftede fra parforcejagtens dødelige endemål til dette usædvanlige hængesmykke. Som reportagen afslører, tog kongen “det røde Guld til Bytte” og lod det indgå i Det Kongelige Kunstkammers

26 En paa tysk ført Dagbog over Christian V’s Liv i Aarene 1681-1699, udarbejdet af en kgl.

Kammertjener. Det Kgl. Bibliotek, Rostg. 62 folio.

27 Bording 1984, s. 309-310.

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

23

samlinger. I dag indgår brakteaten i Nationalmuseets samlinger og kan ses i den permanente udstilling Danmarks Oldtid.

Andre hændelser kunne også fjerne fokus fra parforcejagtens kulmination med kongens drab på det jagede dyr: 6 En artig Hjorte-Jagt i denne Maanet skeede / Som Majestæten self har været paa tilstede /

Med begge Dronninger och deris Jomfru flok / Som alle tidsfordrif och Hu-rot [underholdning] finge nok.

Thi Kongen self til Hest med Jæger spivd och landse Vel mangen ædel Hjort fra lifvet tvang at dandse.

For Fruentømret hand der nest med zirlig skik

Skal Landsen need i Jord / at den i stykker gik.

Men Dronningen [Charlotte Amalie] lyst med kule var at skyde Raabukken need / och loed ey Kongen sig fortryde /

Dem self at hjelpe til. En hver tilgjorde sit:

Saa mangen der af fik en steeg til sin profit.

Men detsom lykligst loed / och gjorde dennem blide / Var at hans Majestæt / mod den vedtagne vide /

Sit Jæger tegn og baand ey kunde vise frem /

Hvor ofver hand i straf och bleef strax sat af dem.

Hvor gladelig hand loe / kand Jeg ey nær beskrive: Men dette veed Jeg vist/hænd dennem faaer at gifve

Vel skønt et gjestebud ude den grønne Skow /

Och der med fylde sin paalagte Jægerlow.28 Nyhedsindslaget er en kende diffust, og omtalen af kongens brug af kastespyd – antagelig stødspyd – og lanse indikerer enten, at man afholdt parforcejagt eller en såkaldt tysk jagt. Sidstnævnte bestod i, at man nogle dage før den egentlige jagt indhegnede et større område med jagtduge eller net. Gradvist indsnævrede man området for til slut at drive de indfangede dyr ind på en pandplads, der på fransk havde den meget rammende benævnelse place de massacre. Her kunne de indfangede og sikkert opskræmte dyr vente på jagtselskabet, der enten med spyd eller geværer gjorde en ende på deres liv.29 Der findes ikke synderlig mange omtaler af den tyske jagt i samtidige kilder. En enkelt undtagelse fandt sted i september 1688, og omtaltes antagelig i 28 29

Bording 1984, s. 358.

Baagøe 2016, s. 44-45.

24

Kristoffer Schmidt

Bartholins Mercurius. Her arrangeredes en tysk jagt i anledning af den saksiske kurprins Johan Georg, den senere kurfyrste Johan Georg 4., og hans moder kurfyrstinde Anna Sophie – Christian 5.s søsters besøg.

Besøget var antagelig et indledende præludium til en aldrig realiseret forlovelse mellem kurprinsen og Christian 5.s datter Sophie Hedevig.

Jagten var et af flere arrangementer i anledning af det fyrstelige besøg.

Også svanejagter, rævejagter, en række udefinerbare jagter, komediespil samt en større maskerade, afholdt den 25. september, underholdt de saksiske besøgende.30 Var der tale om en parforcejagt tilbage i september 1673, så var det en aparte en af slagsen. Som omtalt ovenfor afsluttedes en parforcejagt med fyrstens nådestød – enten med hirschfænger eller stødspyd – på den segnede hjort. At lade dronning Charlotte Amalie fælde råbukken med et gevær synes derfor overraskende, da det vidner om, at man kunne slække på parforcejagtens ellers så formaliserede ceremonier, hvor kongen var centrum for dødseksekveringen. Ligeledes pudsigt var det en råbuk – hvis vi skal tro Bording – dronningen fældede, hvilket man sjældent drev parforcejagt på. Generelt er Charlotte Amalies jagttilbøjeligheder et lidet dokumenteret aspekt af hendes liv, hvilket også gør Bordings omtale interessant. Jagt var en yndet fritidsbeskæftigelse for flere af de enevældige kongers bedre halvdele, og netop jagt med gevær var angiveligt en foretrukken jagtform for Charlotte Amalie. En endnu mere entusiastisk jæger var enkedronning Sophie Amalie, der også deltog i den omtalte jagt. Enkedronningen skulle have næret en stor forkærlighed for svanejagt, men det afholdt hende ikke fra at nedlægge større bytte.31 I september-udgaven af Mercurius fra 1684 kunne Bartholin berette om en situation meget lig den ovennævnte. Begivenheden fandt sted ved en jagt på Frederiksborg. Nu var: Det første Jagte-Skud/ vor Enke-Dronning giorde I denne Jeger-Striid nedfældede til Jorde Mercurius, 1, september 1688, s. [2]; Mercurius, 2, september 1688, s. [1-2]; Johan Bartram Ernst & Johannes Laurentzen: Tage-Register über Des Allerdurchläuchtigsten Großmächtigsten Königs und Herrn/ Hn, Christian des Fünften/ Königs zu Dennemarck/ Norwegen/ der Wenden und Gothen/ Hertzogen zu Schleßwig/ Holstein/ Stormarn/ und der Dithmarschen/ Grafen zu Oldenburg und Delmenhorst/ Glorwürdigste Lebens- und Regierungs-Geschichte/ Nebst Anfügung einiger Medaillen und Allerhöchstgedachter Majestät Königlichen Prächtigen Leichbegängniß, 1701, s. 221.

31 Julius Albert Fridericia: Sophie Amalie. Carl Frederik Bricka (udg.): Dansk biografisk Lexikon. Tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814, 16, 1887-1905, s. 169-170.

30

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

25

Ill. 4: Illustration af en pandplads til den tyske jagt fra Johann Täntzers Der Dianen hohe und niedere Jagtgeheimnüß, darinnen die gantze Jagt-Wissenschafft außführlich zu befinden (1682–89). Foto: Det Kgl. Bibliotek.

En rig bekronet Hiort/ der paa er Kongen Giæst/ Som hinde Strax igien tragterer allerbest32

Igen er det svært at afgøre, hvilken jagt der var tale om. I et dagregister skrevet over Christian 5.s gøren og laden omtales godt nok en parforcejagt i august 1684, men denne fandt sted ved Jægersborg.33 En forklaring på de to dronningers skud kunne være, at de som tilskuere til kongens parforcejagt fordrev tiden med at nedlægge tilfældige dyr, der ikke var udpeget til hovedjagten.

32 33

Mercurius, 2, 1. september 1684, s. [1-2].

En paa tysk ført Dagbog […]. Det Kgl. Bibliotek, Rostg. 62 folio.

26

Kristoffer Schmidt

Vender vi tilbage til Bordings noget diffuse beskrivelse af jagten, bidrager hans afsluttende bemærkninger også til en dybere forståelse af den kongelige jagt. For kongen havde jo opført sig klodset, og han: “Sit Jæger tegn og baand ey kunde vise frem”. Resultatet blev, at kongen måtte straffes efter den såkaldte jægerlov eller jægerret. Jægerloven var en central del af de kongelige jagter – navnlig parforcejagten – hvor man efter endt jagt opgjorde jagtdeltagerens “lovovertrædelser”, og med kongen som dommer lod forrette en passende straf. Straffene var ofte korporlige, men betragtedes i samtiden som en fornøjelig afslutning på jagten, hvilket den irsk-engelske gesandt Robert Molesworth uddybede i sin kritiske beretning om Danmark i An Account of Denmark, As It was in the Year 1692: Then Proclamation is made, if any can inform the King (who is both Supreme Judge and Executioner) of any Transgression against the known Laws of Hunting that day committed, let him stand forth, and accuse; the accused is generally found guilty; and then two of the Gentlemen lead him to the Stag, and make him kneel down, between the Horns, turning down his Head with his Buttocks up, and remove the Skirts of his Coat, which might intercept the blows; then comes his Majesty, and with a small long Wand gives the Offender some Lashes on his Posteriours, whilst in the mean time the Huntsmen, with their Brass-Horns, and the Dogs with their loud Openings, proclaim the King’s Justice, and the Criminal’s Punishment.34 Bordings beskrivelse af kongens brud på jagtlovene må have været en sjælden begivenhed, der alligevel stemmer godt overens med den morskab, der omgærdede jagtretten. Christian 5.s villighed til at lade sig straffe vidner desuden om et interessant aspekt af den kongelige jagt, nemlig tilsidesættelsen af det stive ceremonielle hofliv til fordel for et mere afslappet samvær mellem kongen og de rangforordnede undersåtter. En praksis vi ellers primært associerer med enevældens maskeradekultur. Men hvor man i maskeraden – i hvert fald i teorien – kunne gemme sig bag udklædning og maske, anonymiseredes jagtdeltagerne ikke. Der var heller aldrig tvivl om Christian 5.s rolle som enevældig hersker, og eksekveringen af kongens straf kan kun være sket med hans 34 Robert Molesworth: An Account of Denmark, As It was in the Year 1692, London 1694, s. 172.

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

27

egen tilladelse. De kongelige jagter bar således også præg af en afslappet omgangsform, der i Bordings omtale af den muntre Christian 5., som lod sig straffe, giver den ophøjede enevoldshersker nogle menneskelige og sikkert for mange samtidige læsere relaterbare facetter. Selv den ellers så evigt kritiske Molesworth måtte erkende, at jagten var en: “Sport the King allows great freedom to his Domesticks, and Ministers, who commonly do all accompany him wherever he goes; insomuch that he seems to lay aside all Majesty, and the Formalities of it for that Season.”35 Jagten og udenrigspolitikken Molesworths beskrivelse af Christian 5.s jagtglæder baserede sig med al sandsynlighed på irerens egne oplevelser af den kongelige jagt – enten som aktiv deltager eller tilskuer – og han var ikke den eneste gesandt, der kom til at opleve parforcejagten. Som Bording kunne rapportere i 1672, fik en af Molesworths forgængere, hertugen af Richmond Charles Stewart, den fornøjelse at blive højtideligt trakteret under en storstilet parforcejagt på Jægersborg i oktober måned: 1 Som Luften end er frisk/ och sig til Jagt beqvemmer/ Mand Daner Kongen fast hver anden Dag fornemmer/

Med Jæger hoorn til Hest paa jagten ud at gaa;

Saa mangen kronet Hjort for hannem bukke maa.

2 Gesanten Richemont och ey ret længe siden/ Med Hannem ude var/ til at fordrifve Tiden/

Och fik at gifve magt / at selver Engeland

Med sin Par force Jagt ey Kongen trænge kand.

Paa Jægersborg hand bleef med præctig stads oc foere Modtagen herligen af Kongen och de stoere

Slet intet spardes der af Vin oc ædel drick/

Sampt anden tractament/ en hver jo fuldt op fik.36 Stewarts rolle som æresgæst på en parforcejagt er noget mærkværdig.

For selvom gesandter kunne deltage i parforcejagterne – for det meste som tilskuere – må jagt til ære for en gesandt have hørt til sjældenhederne. Stewart var tiltrådt som engelsk gesandt den 29. marts. Den 14.

35 36

Molesworth 1694, s. 171.

Bording 1984, s. 313.

28

Kristoffer Schmidt

Ill. 5: Der fandtes flere udgangspunkter, hvorfra Christian 5. kunne ride sine parforcejagter. Jægersborg Slot og det dertilhørende jagtområde var dog kongens foretrukne.

Dette prospekt fra Täntzers førnævnte Der Dianen hohe und niedere Jagtgeheimnüß, darinnen die gantze Jagt-Wissenschafft außführlich zu befinden afbilder jagtslottet ganske godt, om end det foranliggende system af jagtveje er Täntzers opfattelse af et ideelt parforcejagtsystem og derfor fri fantasi. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

juni fik han sin første offentlige audiens hos Christian 5.,37 mens han altså lidt over tre måneder efter højtideligt deltog i en parforcejagt på Jægersborg. Måske har hans rang som hertug og et fjernt slægtskab med den engelske konge Charles 2. været nok til at gøre lidt ekstra ud af hertugens gesandtskab. Alternativt var det måske ikke ualmindeligt, at parforcejagter tilrettelagdes til ære for en gesandt. Under Frederik 4. regeringstid inviteredes den engelske gesandt James Vernon på parforcejagt ved Jægersborg. Det bemærkelsesværdige ved denne jagt var, at hovedpersonen Frederik 4. manglede, da han opholdt sig i Holsten 37

Emil Marquard: Udenlandske gesandter i Danmark indtil 1914, 1952, s. 125.

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

29

på tidspunktet for invitationen. Invitationen kom da heller ikke fra kongen, men fra jagtpersonalet på Jægersborg.38 Hvor om alting er, så reserverede Bording en hel del plads til omtale af Stewarts ankomst til Danmark samt en højtidelig hyldest af ham, efter han under sit gesandtskab døde ved en drukneulykke i Øresund.39 Ellers var fyrstelige besøg ofte synonymt med hyppige jagtture, hvis altså vind og vejr tillod det. Bartholins beretning om den saksiske kurfyrstindes og kurprins besøg i 1688 er allerede nævnt. 18 år forinden i 1670 rapporterede Bording om et lignende besøg, hvor kurprins’ Johan Georgs (4.) far til kurprins Johan Georg (3.) besøgte sin svoger i Danmark sammen med sin frue. Adskillige festivitas tilrettelagdes til ære for de saksiske gæster, hvoraf Bording bemærkede et større festfyrværkeri, som kurfyrsten selv fik lov til at tænde. Men også “Jagt och Ridderspil”, benyttede som et fornøjeligt tidsfordriv: “Som slig en ædel Prinds sin lyst kan have til”.40 Fire måneder efter, i februar 1671, fandt endnu et fyrsteligt besøg sted. Denne gang var det den gottorpske hertug, Christian Albrecht, der gæstede Christian 5. Besøget var af en noget mere alvorlig karakter, da formålet var at bilægge stridighederne om arverettighederne til grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, som både Christian Albrecht og Christian 5. gjorde krav på. Trods alvoren havde man ifølge Den Danske Mercurius alligevel tid til ridderspil og jagt.41 Hertugen fornøjede sig antagelig ikke med parforcejagter, da disse normalt afholdtes i sidste halvdel af året.

Der synes ikke at have været en præcis start- og slutdato for parforcejagtsæsonen. Den gængse opfattelse af, at parforcejagtens afslutning faldt på Sankt Hubertus dag, 3. november, blev godt nok bekræftet af Bording i et indlæg fra 1674:

38 Lacombe de Vrigny: Travels Through Denmark And some Parts of Germany: By way of Journal in’ the Retinue of the English Envoy, in 1702. With Extracts of several Laws, relating to the Absolute Power of the King, Religion, and Civil Government of the Country: Including, The Military and Maritime State thereof: The whole Illustrated with divers Curious Remarks; And A Map of the Isle of Huen &c., London 1707, s. 116-118.

39 Bording 1984, s. 294, 321-322 & 353.

40 Bording 1984, s. 217.

41 Knud J. V. Jespersen & Ole Feldbæk: Revanche og neutralitet 1648-1814. Dansk udenrigspolitisk historie, 2006, s. 105-109; Ernst & Laurentzen 1701, s. 52-54. Bording 1984, s.

233.

30

Kristoffer Schmidt

3 Som Vinteren nu til sit indtog gjør beredning/ Och Skowen har aflagt sin grønne Sommer-kledning/

Har Kongen slutning gjort paa sin par force Jagt/

Och/ til et andet Aar/sig alt med den afsagt.

Hvorfor hans Naade self i Jæger dragt och foere Mod begge Dronninger saa vel som och de stoere

Fremikoem/ och gaf vel stoert et gjestebud och maal

Til dem paa Jægersborg/ och drak Sanct Hüberts Skaal.42 Men trods den højtidelige afslutningsjagt i november 1674, var det i virkeligheden vejr og vind eller vigtige statssager, der afgjorde, hvornår man afsluttede sæsonen. Året forinden havde Bording nemlig berettet, at parforcejagtsæsonen var indstillet i oktober, altså inden Sankt Hubertus Dag. Årsagen hertil var de for korte dage og for stor fugtighed i luften.43 Mens Christian Albrechts besøg formodentlig ikke bød på parforcejagt, var de württembergske prinser Wilhelm Ludwig og Karl Friedrich, sønner af hertug Eberhard 3., mere heldige. I november samme år gæstede de Danmark. Udover at besøge i Kunstkammeret, hvor de så Christian 5.s kronregalier,44 inviterede kongen dem også på parforcejagt: Ved den ny-fundne Jagt [parforcejagt]/ hand [Christian 5.] har haft dennem paa/

Och sige: de til den ret aldrig lige saae.

Vel stoer och rask en Hiort hand self til Hest oprende/ Til den omsider falt udmattet ofver ende/

Och fik af hannem Fang. Och vorder mig beret/

At hand foruden Hund end da bestilte det.

Det er den tredie/ som er paa saadan maade/ Forudens Mjønders [mjøhunde/meute-hunde] hjelp/ opjaget af Hans Naade.

Hvor af mand dømme kand/ hvor fyrig/ frisk och let

Hand er til al sin id [gerning]/ och vorder sjælden træt.45

Bording 1984, s. 414.

Bording 1984, s. 361.

44 Jørgen Hein: The Treasure Collection at Rosenborg Castle. The Inventories of 1696 and 1718. Royal Heritage and Collecting in Denmark-Norway 1500-1900, 1, 2009, s. 68.

45 Bording 1984: s. 269-270.

42

43

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

31

Vi skal selvfølgelig være forbeholdende over for Bordings skildring af de to duperede hertugsønners oplevelse af parforcejagten og Christian 5.s jagtegenskaber. Alligevel rummer hofpoetens skildring en vis grad af sandhed. For parforcejagtens hovedformål ligesom besøget i Kunstkammeret har utvivlsomt været at imponere de württembergske gæster.

Overdådigt totalteater eller kongeligt tidsfordriv?

Der skal ikke herske tvivl om, at Bording og (i mindre grad) Bartholin skrev parforcejagten og jagtens hovedrolleindehaver ind i et større narrativ, der bekræftede enevældens magt i en symbolsk forstand. Men vælger man at fokusere på nyhedsindslagenes beretninger om jægerkongen Christian 5., risikerer man at overse en vigtig pointe, der gentages i flere af reportagerne. Parforcejagten var og blev et tidsfordriv, hvor kongen kunne trække sig tilbage fra statssagerne og fornøje sig: 3 Med Jagt och Ridderspil och anden saaden foere/ Som er berømmelig och gængs iblant de store/

Ja styrker legomet/ giør der til Sindet tro/

Vor Konge stundom har sin tidzfordrif och ro.46 Netop på grund af det faktum, at der var tale om en fritidsfornøjelse, anes der også en vis forsigtighed i fremstillingen af kongens jagteventyr. Godt nok havde jagten en symbolsk berettigelse for den repræsentative offentlighed, men undersåtterne – eller i hvert fald læserne af Mercurius-aviserne – måtte ikke få den opfattelse, at de hyppige jagtture distraherede kongen fra rigets statssager. Hos Bording såvel som hos Bartholin understregedes det gang på gang, at jagten var en fritidsfornøjelse, der aldrig gik ud over Christian 5.s forpligtelser som statsmand.

Jagt kom derfor kun på tale efter regeringsarbejdets tilfredsstillende udførelse. Allerede i Bordings tidligste omtale af parforcejagten havde han påpeget, at: “Hvad hand [Christian 5.] af Tiden fra Regeeringen har ofver /”47 blev brugt på jagt, ridderspil og søvn. Dette forsvar gik igen i forskellige afskygninger hen over årene. I oktober-nummeret fra 1672 kunne man f.eks. læse:

46 47

Bording 1984, s. 405.

Bording 1984, s. 213.

32

Kristoffer Schmidt Hans Majestæt / naar hand for Statens høye Sager Kan stundom hafve Tid / hand ud i Landet drager /

Hvor hand med Jagten har sin lyst och tidsfordrif /

Och skiller mangen vel saa rask en Hjort ved lif 48

Eller i september-nummeret fra 1674, hvor parforcejagten ellers var månedens hovednyhed. Efter en lovprisning af kongens jagtegenskaber, var det alligevel nødvendigt at påpege, at: Hvo kand hans Majestæt ilig Tidsfordrif mißunde?

Sit høye kald och plict hand der med ingenlunde

Forsømmer ligevel; men som en Fader/ sig

For sine Rigers gafn umager idelig.49 At parforcejagten optog meget af kongens tid, kan der dog ikke herske tvivl om. Kigger vi f.eks. i Christian 5.s dagbøger og førnævnte dagsregister over kongens hverdag, ses det, at Christian 5. – i hvert fald i de sidste cirka ti år som regent – hyppigt gæstede sine slotte mod nord med henblik på jagt og navnlig parforcejagt.50 En enkelt parforcejagt kunne endda optage størstedelen af en hel dag, som Bording entusiastisk berettede i 1674: 1 Som Daner Koning i den grønne Lund och Hede.

Fornemmer nu best Tid/ de vilde Djur at beede/

Da gaar hans Majestæt och stundom vel saa vidt

I Landet ud/ och sig med Jagt forlyster tit.

Saa frisk och let en Hjort for hannem aldrig springer/ Hans Naade den til Hest Jo render op och tvinger.

Som hand i sidste Jagt paakjende loed och see/

Der hand paa saadan vis op Joeg och sprengde tre.

Bording 1984, s. 309-310.

Bording 1984, s. 401.

50 Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger, meddelt af Christian Molbech.

Historisk Tidsskrift, 2:1, 1847, s. 469-530: Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger. Fortsættelse. “Memorial og Journal for Anno 1691”, meddelt af Christian Molbech. Historisk Tidsskrift, 2:2, 1848, s. 175-258; Kong Christian den Femtes egenhændige Dagbøger. (Slutning.) 1696, meddelt af Christian Molbech. Historisk Tidsskrift, 2:2, 1848, s. 555-576; Kong Christian V’s egenhændige Dagbog for Aaret 1694, meddelt af Carl Frederik Bricka. Danske Magazin, indeholdende Bidrag til den Danske Histories og det Danske Sprogs Oplysning, 5:4, 1898-1901, s. 231-322; En paa tysk ført Dagbog […]. Det Kgl. Bibliotek, Rostg. 62 folio.

48 49

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

33

Men der iblant var een/ som vilde sig ey gifve/ Men tre gang ofver Strand at svømme/ sig lod drifve;

Men Kongen saa til baads/ och saa til Hest igien/

Udi sex timer det udholdte dog med den.

Der med var det och gjort/ saa den tilnødes maatte/ For sig at bøde med det beste som den aatte.

Hvor rask den var til foeds/ Hvor længe den undgik/

Den dog for Kongens Haand fik ljf at lade fik.51 Det er vanskeligt at vurdere, om læsere af Den Danske Mercurius og Mercurius vitterligt var skeptiske over for kongens hyppige jagtaktiviteter. Der eksisterer imidlertid en enkelt (forsigtig) samtidig kritik af parforcejagten i skriftet “Fyrstelig Tankering”. Dette politiske skrift blev skrevet kort tid efter Christian 5.s tronbestigelse og indeholder en række råd til den enevældige konges politiske ageren. Skriftet slutter af med et afsnit “Om Kongelig Respect at mesnagere [menagere, at moderere sig]”, og her kunne den anonyme forfatter ikke afholde sig fra at påpege en vis bekymring blandt kongens undersåtter:

deroffver, at eders Maj. hazarderer sin Kongelig Person paa force Jact, thi som moderat exercis er god oc sund, saa svechis Naturen, leffver och blod forhissis, ia Spiritus vitales cum semine dissiperis ved saa hefftig en bevegelse, saa at dersom ieg forgriber mig med denne aller underdanigst Insinuation, da er det høyskyldigst devotion och aller underdanigst kierligst ærbødighed imod min Arffvekonning, som kommer mig til at begaae denne faut.52 Kritikken eller opfordringen var ikke direkte rettet mod parforcejagten som en decideret tidsrøver fra de mere alvorlige sider af den enevældige konges forpligtelser. Men forfatteren var dog stadig bekymret over mængden af parforcejagt, Christian 5. kastede sig ud i.

Bording 1984, s. 305.

“Fyrstelig Tankering”, en Forestilling rettet til Christian den Femte af en Unævnt, kort efter hans Tronbestigelse, meddelt af Julius Albert Fridericia. Danske Magazin, indeholdende Bidrag til den Danske Histories og det Danske Sprogs Oplysning, 4:4(III), 1871, s. 284.

51 52

34

Kristoffer Schmidt

Ekskurs: Samtidige omtaler af den kongelige jagt Det må formodes, at Bording såvel som Bartholin havde kontakter ved hoffet, der videreformidlede de begivenheder, man fandt relevante at få i trykken. I den forstand giver Mercurius-aviserne et værdifuldt indblik i Christian 5.s og hoffets hverdag. Der er selvfølgelig tale om et panegyrisk billede af kongens gøren og laden, hvilket bidrog til at opbygge og vedligeholde billedet af den enevældige herskers enestående atletiske egenskaber og mod. Set i forhold til de til tider storladne beskrivelser af de kongelige jagter, findes der ingen andre samtidige trykte skrifter, der med så stor omhu bidrog til denne del af Christian 5.s karakteristik.

Enkelte forsøgte sig dog med større eller mindre held, og i det følgende beskrives to af disse skrifter. Den ene udkom i sin fulde længde, mens det andet var tilsigtet en offentliggørelse, hvilket kun delvist realiseredes.

Sidstnævnte stammer fra Birkerød-præsten og senere biskop over Viborg stift Henrik Thomsen Gerner (1629-1700). Gerners litterære virksomhed er stor og spænder over adskillige emner, såsom teologi, etik, historie, oldtidsforskning og lingvistik. Også samtidens så populære lejlighedsdigtning53 bidrog Gerner til med en del skrifter, hvoraf Den store Nordens-Konnings Kong Christian den femtes Illias og Ulysses må betragtes som det vægtigste og mest ambitiøse. Som titlen indikerer, er skriftet inspireret af Homers Iliaden og Odysseen. Det består af tre dele, er delvist skrevet på alexandrinere og anses af visse som en slags fortsættelse af Bordings Den Danske Mercurius,54 hvilket dog er usandsynligt, da der ikke er tale om en avis, men et biografisk helteepos over Christian 5. Idéen til skriftet fik Gerner i forbindelse med Skånske Krig, hvor formålet blev at skildre krigen – med kongen i centrum. Enkelte litteraturhistorikere har givet skriftet en hård medfart for dets manglende poetiske kvaliteter,55 mens andre har anfægtet dets historiske værdi pga. Gerners alt for ensidige og storladne skildring af Christian 5. Godt nok var Gerner hverken nogen Bording eller Kingo, men kvaliteterne af skriftets første bind var alligevel gode nok til, at kongen tildelte Gerner 200 rigsdaler i trykkeløn.56 At skriftets historiske nøjagtighed lider et knæk pga. Gerners panegyriske og ensidige tilgang til historien er delvist korrekt. Et eksempel herpå er Gerners skildring af krigens fredsafslutning. Christian 5., der pga.

Jf. Olden-Jørgensen 1996.

Julius Paludan: Danmarks Literatur mellem Reformationen og Holberg. Med Henblik til den svenske, 1896, s. 294.

55 Se f.eks.: Paludan 1896, s. 294; Carl Sophus Petersen & Vilhelm Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie, 1, 1929-34, s. 903.

56 Camillus Nyrop: Bidrag til den danske Boghandels Historie, 1, 1870, s. 211-212.

53 54

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

35

Ill. 7: Udover den egentlige tekst indeholder første bind af Gerners Dend store Nordens-Konnings K. Christian Dend Femtis/ Berømmelige Land-Togs/ Oc Aff Gud forleente Lyckelige Seyervindingers Ilias en række vignetter såvel som nogle helsides kobberstukne fiktive/ tænkte sejrsmindesmærker med en tekst i lapidarstil som denne.

Foto: Det Kgl. Bibliotek.

36

Kristoffer Schmidt

Frankrigs indblanding ikke opnåede nogen landvindinger, fremstilledes nemlig stadig som sejrherren, der: “aff en sær Kongl. Ædelhed ladet sig bevæge ved H. K. M. aff Frankerige Ludovic, XIV. Hand Midling oc underhandling til at befordre udi Norden dend gyldene Fred, effterladt aff sin dobbelte Rettighed i hvilcken baade af Arff hannem tilhørde”.57 Hertil skal det dog påpeges, at Gerners stil lå fint i tråd med andre samtidige lejlighedsdigteres vilje til at bøje sandheden til fordel for et mere rosende billede af Christian 5. Derudover indeholder Gerners også værdifulde historiske – navnlig topografiske – oplysninger, man ikke finder andetsteds.

Man har formodet, at Gerner skrinlagde bogprojektet på grund af de dårlige resultater af Skånske Krig.58 Dette synes nu ikke at være tilfældet, da hans skildring af Skånske Krig og panegyriske beskrivelse af Christian 5.s rolle heri findes på tryk. Heri skildres i kapitler – af Gerner kaldet “Expeditio” – optakten til krigen samt træfningerne til lands, til søs og den egentlige fredsafslutning. Den anden del af skriftet findes også på tryk. Heri skiftede Gerner fokus og udvidede nu skriftet til en egentlig biografi om Christian 5. Gerner gik ikke tilbage i tid, men valgte at fortsætte, hvor han slap første del og skildrede således de næste fem år af kongens regeringstid. Fortællingen er noget mere rodet end den kronologisk-tematiske tilgang fra første del. I stedet er årrækken tematisk inddelt efter kongens specifikke bedrifter, f.eks.: diverse byggerier, udfærdigelsen af Christian 5.s matrikel samt indførelsen af Danske Lov i 1683.59 Den aldrig publicerede tredje dels tidsspænd er endnu mere diffus både i dens tematiske inddeling såvel som det tidsmæssige spænd.

Godt nok står der på et håndskrevet titelblad, at delen dækker tiden fra 1685 til 1692, men kapitlernes spænd er større. Desuden har fokus ændret sig endnu engang. Visse kapitler omhandler godt nok stadig specifikke begivenheder under Christian 5.s regeringstid, såsom hans rejser til Norge eller hans rejse til Bornholm og Christiansø. Andre kapitler er imidlertid forfattet som topografiske rejseskildringer, hvor den rejsende – dvs. Gerner – f.eks. oplevede det storslåede Frederiksborg [Henrik Thomsen Gerner]: Dend store Nordens-Konnings K. Christian Dend Femtis/ Berømmelige Land-Togs/ Oc Aff Gud forleente Lyckelige Seyervindingers Ilias, [uden trykkeår], s.

131.

58 Christian Kaaber: Bispens bibliotek. Thomas Kingo og hans bøger, Fund og forskning, 57, 2018, s. 124.

59 Henrik Thomsen Gerner: Dend Store Nordens-Konnings K. Christians Dend Femtis Berømmelige Bedrifters Oc Fem Aars fra 1680 til 1685. Continuerende Ilias Eller Dend Anden Part, [uden trykkeår].

57

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

37

Slot og omegn eller Jægersborg Slot med det omkringliggende parforcejagtlandskab. Det er også i disse kapitler vi finder en omtale af Christian 5.s parforcejagt. I modsætning til Mercurius-reportagerne, hvor kongens bedrifter var i fokus, rettede Gerner sit blik på landskabet og bygningerne heri. Eksempelvis forundredes Gerner over det sindrige, men også komplicerede system af parforcejagtveje man nemt kunne gå vild i i Store Dyrehave.60 Grundlæggeren – altså kongen – omtaltes ikke.

Det var i stedet monumentet i form af jagtvejene, Gerner dvælede ved.

Straks mere konkret blev Gerner i sit kapitel om Jægersborg Slot og den kongelige jagt, hvori de forskellige typer jagter opremsedes. Med hensyn til parforcejagten kunne Gerner berette: Men Een for Kongen er, Perforc Jact kaldis dend,

Som ofte farlig er for Herren oc hans Svend.

Thi mangen Jæger faaer it stød oc pust saa fage At hand det mindis kand i alle sine dage,

Igiennem tycken skov, moradser, stubb oc krat,

hand rider flyende, før hand faaer hiorten fat.

Hand følger ingen Vey, frem over bierg oc dale, Er Hannem lige got, hand maae sig ey forhale,

Hvor over mangen gang hand styrter med sin hest,

oc faaer it farligt kneg [knæk], hvor ved er døden nest.

Hand gryft oc gierder ey i nogen maader acter Hand udi fluend rend her bruger Jæger-facter,

det setter i hans krop, hans hud dend bliver tyck

Vell snart som hiortehud, som kaldis fast oc fyck.61 Gerner var således ikke sen til at påpege farerne ved parforcejagtens forfølgelsesløb over alskens terræn. Beskrivelsen fortsattes med en undskyldning fra Gerner om egne utilstrækkeligheder inden for jagtkundskaben. Alligevel kastede Gerner sig i det følgende ud i en beskrivelse af jagten og dens faser. Selve jagten behandledes overfladisk og manglede f.eks. beskrivelsen af det kongelige nådestød på den udmattede hjort. I stedet præsenteredes en – delvist forestillet – skildring af den ceremonielle slagtning af dyret og ophængning af opsatsen, hvor Gerner ligesom Dend Store Nordens Konnings H. Christians Dend Fembtis Berømmelige Bedrifters oc Syu Aars Lystgierningers Fra 1685 til 1692 Continuerende Ilias Eller Den tredie Part forfatted af H: K: M Underdanigste oc troerlictige forbeder hos Gud, Det Kgl. Bibliotek, NKS 672c, 2º.

61 Dend Store Nordens Konnings H. Christians Dend Fembtis Berømmelige Bedrifters oc Syu Aars Lystgierningers […], Det Kgl. Bibliotek, NKS 672c, 2º.

60

38

Kristoffer Schmidt

Ill. 6: Kobberstukket portræt af Johan Täntzer fra Der Dianen hohe und niedere Jagtgeheimnüß, darinnen die gantze Jagt-Wissenschafft außführlich zu befinden. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

Bording misforstod anvendeligheden af det nedlagte dyrs kød. Udover de ovenfor citerede linjer, blev Christian 5.s deltagelse i jagten ikke videre omtalt. Da der nu er tale om en stærkt rosende samtidsbiografi over Christian 5., er det påfaldende, at Gerner ikke formåede at sætte kongen mere i scene under jagten. Ved Christian 5.s andre bedrifter – f.eks. Skånske Krig – var kongen jo hovedperson. Gerner selv skrev som nævnt, at hans kendskab til jagten var begrænset, hvilket kan forklare den noget overfladiske skildring. Alternativt var jagtvejenes funktion i Store Dyrehave og kongens rolle ved parforcejagten i Gerners optik indforstået for den intenderede læser, og derfor behøvede han ikke at gå i detaljer.

En anden forfatter, man ellers skulle tro havde en betragtelig større viden om parforcejagt, var den tyske jagtmand Johann Täntzer (16331690). Täntzer havde fra 1670’erne og frem varetaget forskellige embeder inden for den kongelig jagt – først som fuglefænger ved Jægersborg Slot og senere som ulvejæger og varulvejæger i Jylland og Slesvig for så til slut at fungere som jagtinspektør ved Gammel og Ny Amagers vildt-

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

39

bane. I tiden fra 1682 og frem til 1689 udgav han det selvfinansierede trebindsværk Der Dianen Hohe und Niedere Jagtgeheimnüsz/ Darinnen Die gantze Jagt-Wissenschafft Auszführlich zubefinden, der blandt jagthistorikere betragtes som et epokegørende værk.62 Skriftets styrke – men også dets svaghed – er, at Täntzer udelukkende baserede sine studier på egne observationer og viden om jagten. På nær nogle enkelte bibelske citater er skriftet således blottet for brug af ældre jagtlitteratur og må betragtes som Täntzers egenhændige ekspertviden vedrørende jagttekniske emner såsom: vildtbeskrivelser, jagthuse, jagtredskaber, jagthunde og jagtformer. Sidstnævnte er selvfølgelig interessant i denne sammenhæng, men man vil dog blive skuffet, hvis man forventer en udførlig beskrivelse af parforcejagtens mange delelementer. Først og fremmest fordi Täntzers ekspertise lå andetsteds; nemlig inden for den tyske jagt, mens parforcejagten var ham aldeles fremmed, hvilket han selv erkendte flere gange.63 Alligevel afholdt det ham ikke fra i tredje bind i forbindelse med sin skildring af jagthunde at udfolde sin egen parforcejagt, hvori det lykkedes ham fuldstændig at misforstå essensen af den originale.64 Hans skildring er ganske enkelt et fantasifoster, der står i skærende kontrast den detaljeorienterede tilgang til den tyske jagt i de tidligere bind. Täntzers interesse for den tyske jagt ødelagde for så vidt hans i forvejen diffuse videreudvikling af parforcejagten, da han forsøgte at koble elementer fra den tyske jagt med parforcejagten og her især landskabsudformningen. Vi skal altså være varsomme med at tage Täntzers ord for gode varer, navnlig når adskillige jagthistorikere fejlagtigt har koblet Täntzers idealforestillinger sammen med egentlige parforcejagtlandskaber, selvom der altså er tale om en urealiserbar parforcejagt i områder udlagt til tysk jagt. Det kan ikke andet end undre, at Täntzer var så uvidende om parforcejagten. At han samtidig undlod at anskaffe sig en større viden om jagtformen i sin tid som fuglefænger på Jægersborg Slot, hvor han må have gået op og ned ad parforcejægere, øger mystikken.

Se f.eks.: Kurt Linder: Deutsche Jagdschriftsteller. Biographische und bibliographische Studien, 1, Berlin 1964, s. 92.

63 Se f.eks. følgende citat: “die jenigen perforce Jäger noch vielmehr / so mich kennen /und wissen daß ich kein perforce Jäger niemals gewesen / oder bey derselben so genandten Jagt gedienet habe / zwar ich läugne gar nicht / das nicht 1. oder mehr mahl ein stück Weges mit geritten / nachdem sie die Hunde an einen Hirsch geleget und selben gefolget haben”. Johann Täntzer: Der Dianen Hohe und Niedere Jagtgeheimnüsz/ Darinnen Die gantze Jagt-Wissenschafft Auszführlich zubefinden, 3, 1682-89, s 26-27.

64 Täntzer, 3, 1682-89, s. 26-119; Linder 1964, s. 97-98.

62

40

Kristoffer Schmidt

Til forståelsen af den kongelige jagt som helhed er Der Dianen Hohe und Niedere Jagtgeheimnüsz/ Darinnen Die gantze Jagt-Wissenschafft Auszführlich zubefinden stadig værdifuld. Den idealiserede tyske parforcejagt, Täntzer præsenterede, krævede stadig store jagtområder, opretholdelsen af en fin, sund og mangfoldig vildtbestand såvel som et omfattende maskineri af jagtmandskab, heste, jagthunde, jagthuse og store mængder jagtmateriel. Alt sammen noget, der gjorde Täntzers tyske jagt såvel som parforcejagten til en bekostelig affære, og derfor kun kunne realiseres af fyrster eller kongelige. I skala og omkostninger var sådanne jagter således med til at adskille konge fra f.eks. adel eller mindre betydelige fyrster og understrege kongens magtstatus. Således påpegede jægeren og forstmanden Heinrich Wilhelm Döbel lidt under 60 år efter Täntzers udgivelse, at parforcejagten: Ausser dem ist es auch ein Staat vor einen Fürsten und grossen Herrn, dieweil es ihm der Edelmann nicht nachmachen kan, indem die Jagd nicht nur kostbar zu erhalten, sonder hierzu auch ein ziemlicher District Landes oder Waldungen gehøret, daß man nicht alleine daruaf jagen, sondern auch so viel geheget und zugezogen werden kan, daß man zu jagen hat.65 Täntzer må selvfølgelig have været bevidst om dette, og selvom kongen aldrig iscenesattes som i den ægte parforcejagt, fremgår det ganske tydeligt, at Täntzers parforcejagt var tiltænkt et (kongeligt) herskab, hvis rolle i jagten ofte skildredes. Læg dertil at Täntzer udstyrede hvert bind med storladne dedikationer; først til Christian 5., så til kronprins Frederik (4.), og så til Christian 5.s anden søn, Christian. Men som en kilde til forståelse af danske parforcejagts funktion og kongens rolle deri, er Täntzers værk en blindgyde.

Konklusion På baggrund af reportagerne fra Bordings Den Danske Mercurius og Bartholins Mercurius fremgår det, at Christian 5.s jagtiver var et hyppigt omtalt emne i samtidens versificerede aviser. Kongens jagtinteresser blev Heinrich Wilhelm Döbel: Eröffnete Jäger-Practica Oder Der wohlgeübte und Erfahrene Jäger, Darinnen Eine vollständige Anweisung zur gantzen Hohen und Niedern Jagd-Wissenschafft, 2, Leipzig 1746, s. 88. Se desuden: Martin Knoll: Hunting in the Eighteenth Century.

An Environmental History Perspective, Historical Social Research / Historische Sozialforschung, 29:3(109), 2004, s. 19-20.

65

Christian 5.s parforcejagt i 1600-tallets aviser

41

en essentiel del af hans karakter, og de til tider dramatiske jagter bidrog til, at han selv i fredstid kunne portrætteres som den frygtløse og fysisk stærke heltekonge. Læg dertil at parforcejagten i sig selv rummede alle de ceremonielle facetter, der gjorde det til et enestående skue fyldt med ladet magtsymbolik. Denne magtsymbolik kom antagelig særlig til udtryk under statsbesøg eller når man officielt indledte eller afsluttede den årlige jagtsæson.

Men som det også fremgår af studiet, så var parforcejagten såvel som andre jagter en fritidsfornøjelse, Christian 5. ofte tog sig tid til. Den hyppige omtale af jagten som et tidsfordriv, behovet for at forsvare dette tidsfordriv samt beskrivelsen af kongens afslappede og mere løsslupne humør indikerer, at den danske parforcejagt rummede en interessant og sjælden dobbeltposition, idet jagten både benyttedes til repræsentation og understregning af en ophøjede hofkultur og som uformelt og privat frirum for majestæten. Mercurius-avisernes reportager vidner således om, at selv Christian 5.s private sysler kunne benyttes i den offentlige fortælling om Danmarks enevældige konge.

Spørgsmålet er så, om vi overhovedet kan adskille den private Christian 5. fra den offentlige Christian 5.? Jagterne var jo tilsyneladende ikke mere skjult for den brede offentlighed, end at Mercurius-aviserne bragte lange rapportager fra de kongelige (parforce)jagter. Sagt på anden måde var kongen jo staten, og hvad majestæten måtte foretage sig, havde offentlig interesse. Holder antagelsen om, at Bording og Bartholin fodredes med oplysninger fra hoffet til deres aviser, stik, kan det næppe have været i strid med enevældens ønsker, at der rapporteredes fra de kongelige jagter. Når det så er sagt, vidner de mange forsvar for jagternes hyppighed og opfattelse som tidsfordriv om, at billedet af den atletiske jagtkonge ikke opvejede kongens image som ansvarsbevidst statsmand.

42

Kristoffer Schmidt SUMMARY

Kristoffer Schmidt: Christian V’s par force hunt in 17th century’s newspapers The year 2020 marks the 350th anniversary of the foundation by Christian V of the par force hunt (also known as chasse à courre) in Denmark. This type of hunting was a spectacular sight, where riders and a pack of hunting dogs, imported from England, would hunt a selected animal (often a stag) through large, artificially adapted hunting areas such as the open landscapes at Jægersborg Dyrehave or the geometrically shaped hunting routes at Gribskov or Store Dyrehave. After a pursuit lasting usually several hours the animal would collapse from fatigue. The king would then finish off the exhausted beast with a hirschfænger – a large dagger – or a spear. Studies of the royal hunt tend to depict the Danish stag hunt as primarily a means for absolute rulers to showcase a symbolic power. It enabled the absolute ruler to exhibit athletic strength, exemplary riding skills and extreme courage, and thus to paint the picture of a heroic ruler.

Although participation in these hunts was limited to a small group of royal huntsmen, court members and foreign guests (for example, ambassadors and royalty), news of the king’s hunting adventures were conveyed through contemporaneous, partly state-controlled newspapers such as Anders Bording’s Den Danske Mercurius and Ahasverus Bartholin’s Mercurius.

This article examines how the royal hunt – primarily the stag hunt – was covered in Den Danske Mercurius and later Mercurius. It reveals that reports on the stag hunt seem to have two main purposes. On the one hand, the newspaper reports underscore the assessment of the royal hunts as a symbolic manifestation of power, combining a description of the hunting skills of Christian V with a more general depiction of him as the hero-king.

On the other hand, the reports also reveal a need of the Danish-Norwegian absolutist regime to justify the King’s numerous hunting adventures. In several instances Bording, in particular, pointed to the fact that the hunt was considered a pastime for the King and the court. Therefore, Bording and Bartholin stressed that this type of pastime did not interfere with the King’s other, more important duties, such as affairs of state. In other words, the picture of the athletic hero-king did not carry more weight than the image of the King as a capable and efficient ruler. Thus, it appears that the stag hunt, despite its public grandeur, also had a recreational and more private purpose, and that Christian V withdrew from his more formal duties to go hunting.

Fig. 1: Moses to the right Aron to the left and Kopenhagen in Hebrew capital letters. www.facsimiles.com

AN ARTIST IN THE MAKING Yehuda Leib ben Eliyya Ha-Cohen’s Haggadah, Copenhagen, 1769 1 af Ulf G. Haxen

Introduction The revival – or renaissance – of Jewish book painting in the 17th and 18th centuries has been thoroughly documented and researched in the past decades.2 And focus has, for artistic reasons, been on the Bohemia-Moravian school of book painting and its ramification into Central and Northern Europe.

Scribes and book painters of the Bohemia-Moravian pictorial tradition crisscrossed Central and Northern Europe with their art from Nikolsburg in Moravia to Vienna, and from Vienna to Darmstadt, Bonn and Amsterdam, coming to the ‘three communities’ Hamburg, Altona, Wandsbeck and eventually reaching the Danish capital city, Copenhagen.

Among the most prominent artists are Samuel of Dressnitz, Aron Wolf

The Haggadah is an illustrated narrative of the dramatic rescue of the Israelites from Egyptian bondage based upon the Biblical book, Exodus 13:8 seq. The story is read aloud during the festive meal of the long Passover evening (Pesach) in the bosom of the family. And the youngest member of the family opens the proceedings with the question ma nishtana ha laila ha-zeh, ‘why is this evening different from other evenings’.

Whereupon the senior member of the family unfolds the drama of the Exodus.

2 ‘Revival’ is to be taken literally. Written and illuminated Haggadah codeci were produced in Spain, Italy, France and Germany throughout medieval times. With the invention of book printing in the 15th century, the Haggadah was printed and illustrated with woodblock prints and etchings in Prague, Venice, Mantua, and Holland. All of which served as prototypes for the scribes and illuminators of the 18th century’s illustrated Haggadot.

1

46

Ulf G. Haxen

Gewitsch, Joseph ben David Leipnik3 and Uri Feibush ben Isaac Segal, to mention a few of the most distinguished scribes and miniaturists of the Moravian school. The last in the row, Uri Feibush Segal, wrote and illuminated the outstanding folio-sized codex of The Copenhagen Haggadah, generally known as The Wildmen Haggadah, Altona, 1739, which marked an exceptionally accomplished stage in his production.4 Uri Feibush Segal’s younger contemporary – and the key figure of this presentation – Yehuda Leib Ha-Cohen, was likewise an accomplished scribe (Hebrew, sofer) and illuminator (Hebrew, tsajjar) in his own right.

He migrated from Eastern Europe to the Danish kingdom towards the second half of the 18th century. His miniature style broke decisively with his predecessors’ naïve approach to Haggadah iconography, contravening the aesthetics of the Bohemia-Moravian artistic features with a new, but short-lived brand in Jewish miniature style, which, for want of a better term, may be categorized as eclecticism.5 Yehuda Leib Ha-Cohen presumably left his hometown Leczno (Lissa) in Great Poland after a devastating conflagration of the Jewish quarter of his hometown in the year 1767. The dates of his birth and his demise are, however, unknown. From the dating in the colophon of his Haggadah it is, however, certified, that he was in Copenhagen prior to 1769, the year he completed what may be his major work, and that he sojourned in Copenhagen for at least 10 years.6

Joseph ben David Leipnik and Uri Feibush were two prominent artists of 18th century Bohemia-Moravian miniature “folk art”, defined in Oxford Concise Dictionary of Art Terms (2001) as, ‘art and handicrafts produced by people who have had no formal art training except a tradition of styles and craftmanship of a country or a region’.

4 The Copenhagen Haggadah (1739) by Uri Feibush belongs to the Jewish Community in Copenhagen and is in the custody of the Royal Library, Copenhagen. A facsimile of this codex with an introduction by Chaja Benjamin was produced in Jerusalem, 1983.

Cf. Fishof (1999), 235-39.

5 Hessische Landes- und Hochschulbibliothek, Darmstadt. Cod.Or.7. In the year 1860 the Chief Rabbi of Copenhagen, Abraham Alexander Wolff, donated the richly illustrated Haggadah to the township of Darmstadt, where his father had served as a rabbi, as a token of gratitude.

6 Another extant work from Yehuda Leib’s hand, an octavo-sized Haggadah, Copenhagen 1779, in a less spectacular setting was announced in Judaica: Books, Manuscripts and Works of Art, Sotheby, New York, 1986, p. 167.

3

An Artist in the Making

47

Codicology & Prototypes Our Haggadah is a folio-sized codex comprising 52 pages of which 14, including the title page, appear as framed miniature panels. A number of unframed vignettes, decorative patterns, folded ribbons and initials are, however, executed in the Bohemia-Moravian manner.

The typography and specific letters of Yehuda Leib’s Haggadah are slightly different from the typography of the printed Amsterdam paradigms.7 But his illustrations differ considerably from the pictorial sequence of the Bohemia-Moravian forerunners in his choice of haggadic motifs, and in iconography as well as in the liturgy of the Seder 8 narrative.

Our artist introduces himself in the colophon as a scribe (sofer) and illustrator (tsayyar)9 of the Haggadah, adding an enigmatic phrase: [That this Haggadah] ‘was done by common consent with the builders’ (Fig.1).

However, he omits the usual references as to whether he employs the script of the Amsterdam Haggadah prototypes and whether the Seder ritual follows the practice of the Ashkenas or that of the Sefardic community.10 Yehuda Leib’s premise for choice and change of motifs and iconography and his possible source of inspiration from European currents of art, caused art historian Erik Toeplitz to suggest influences from genre etchings by Daniel Chodowiecki (1726-1801)11 and drawings

by Peter Paul Rubens (1577-1640) and Rembrandt van Rijn (1606-1669) – or their apprentices.

He may even have studied and emulated other art techniques from etchings, prints and drawings, which he came across on journeys to art 7 Yehuda Leib’s handwriting deviates slightly from the standard Ashkenas square script.

Seder meaning “Order”, i.e. the progression of the Passover ceremony lasting for several hours the first evening of the feast.

8

9 The frontispieces of the illuminated 18th century Haggadah manuscripts were usually copied from woodcut and copper engravings of the printed 15th century Hebrew books (incunabula).

10 (Hebr. lefi minhag ashkenas) or (Hebr. lefi minhag sefarad) according to the Eastern and Western European ritus, respectively. Both the Venice Haggadah and the Amsterdam Haggadah were popular among the Sephardic Jewish communities. The passage, lefi ‘inyan ha-bana’im (‘according to (or in agreement with) the builders’ (Hebr. ‫)הבנאים‬, may refer to the patronage of a ‘Hofjude’ indicating that the book was commissioned by either a Jewish or a Christian member of the Freemasons in Copenhagen.

11 Chodowiecki was a prolific etcher of Berlin ‘Spiessbürger’ genre scenes in the Rococo century.

48

Ulf G. Haxen

centres in European metropoles. Or, more likely, he was influenced by Danish painters of portraits and French, German, Dutch and Swedish painters and sculptors, who were active as teachers at the Copenhagen Academy of Arts inaugurated by the enlightened Danish monarch Frederik 5th in the year 1754.

Yehuda Leib eventually adapted these influences and interpreted them according to his personal taste and artistic purpose. However, it goes without saying that the biblical book of Exodus per se was his main point of departure and in keeping with the prototype motifs in Abraham ben Ya’acov’s etchings in the two printed Amsterdam Haggadot (1695 and 1712).12 Yehuda Leib Ha-Cohen – as well as his predecessor Uri Feibush Segal – relied iconographically on these Amsterdam prototypes. The two artists differed fundamentally in their artistic and aesthetic perception and the interpretation of Abraham ben Ya’acov’s copperplate etchings. Uri Feibush emulated the naïve Moravian miniature tradition in his images, whereas Yehuda Leib turned the Amsterdam prototypes into genuine genre miniatures.

The sequences of the following Haggadah miniatures by Yehudah Leib prove to show a remarkable artistic and expressive performance by our scribe and illuminator. He remains faithful throughout to the folkloristic tradition of old13, but, simultaneously, he renews the tradition in form and content with the craftsman’s skill, artistic sensitivity and technical proficiency in the interpretation of the biblical as well as extrabiblical themes – reaching a climax in his independent performances of tableaux d’art in their own right.14

The Moravian folkloristic school based their motifs on the printed Amsterdam Haggadah’s etchings and engravings by Abraham ben Ya’acov, who relied on Matthäus Merian’s Icones Biblicae (1625). Ref., Wischnitzer (1931) and Namyeni (1957).

13 The textual sources of the Haggadah were built upon various medieval Jewish interpretations and commentaries.

14 To distinguish the Haggadah of Yehudah Leib (Copenhagen, 1769) from the Haggadah of Uri Feibush (Altona,1739), we retain the name of the latter as The Copenhagen Haggadah (Altona 1739). Yehuda Leib’s Haggadah (Copenhagen,1769) was rightfully named The Danish Haggadah in the review by chief editor Herbert Pundik, Politiken Daily (April 14th, 1990). The facsimile edition of Yehuda Leib’s Haggadah, Codices Selecti, Vol. LXXXIX with Commentarium, was published by Akademische Druckund Verlagsanstalt, (Graz, 1989).

12

An Artist in the Making

49

Fig. 2: The bondage in Egypt. www.facsimiles.com

The Biblical Themes Six of Yehuda Leib’s biblical miniatures are to all intents and purposes emulated from the printed prototypes of the Latin edition of Icones Biblicae and from the etchings of the printed Hebrew Amsterdam Haggadot,15, the iconographical and stylistic elements of which Yehuda Leib rearranged according to his personal sensitivity and stylistic mode performed in delicate almost pastel-like watercolour.

The progression of the miniatures follows grosso modo the two printed Amsterdam versions16 and opens with his depiction of the motif of Israelites building the two Egyptian storehouse towns Pithom and Ramses 17 under the constraint of Egyptian soldiers (Folio 7r; Fig. 2), and even 15 (Haggadot: plural of Haggadah). Both Uri Feibush and Yehuda Leib relied iconographically and thematically on the Amsterdam prototypes of 1695 and 1712.

16 The influence from Icones Biblicae (1630) are reflected in at least four etchings in Kraus, Bilder Bibel (1705).

17 Exodus 1:11. Two Egyptian ‘storage cities’ Pithom and Ramses built by Israelite slaves.

The motif was copied directly from the Icones Biblicae and the Amsterdam Haggadot prototypes.

50

Ulf G. Haxen

Fig. 3: Moses is found on the Nile. www.facsimiles.com

more so in the depiction of the Finding of the Infant Moses.18 The latter miniature displays a romantic scenery by the riverside (Folio 8r; Fig.3).

The pharaonic princess, dressed all in white, gazes admiringly at the boy, while her ladies-in-waiting coo over the naked boy on the maid’s lap.

They all wear semi-contemporary rococo gowns and seem to be chatting in a pleasant atmosphere of delight, while the whole scene and the surrounding nature breathe impressions of romanticism.

In the subsequent thematic motif Yehuda Leib changes style, coming close to neoclassicism in his biblical image of Moses and Aaron before Pharaoh (Folio 9), which shows Moses turning the rod into a snake.19 The motif is based on the representations in Mathäus Merian’s Icones and in the etchings by Abraham bar Ya’acov in the two editions of the printed versions of the Amsterdam Haggadot.

Yehuda Leib reproduces this significant biblical motif in a characteristic measured and restrained neoclassical version, suggesting influences from mythological and historical motifs by Nicolas Poussin 18 19

Exodus 2:5-2:10.

Exodus 7:8-7:13.

An Artist in the Making

51

Fig. 4: The meal before the flight. www.facsimiles.com

(1594-1665) and Jacques-Louis David (1748-1825) or their apprentices as possible sources. A similar model would apply to the representation of the Revelation of the Law on Mount Sinai.20 A central motif in Seder ritual described in the depiction of the Passover meal before the flight (Folio 11r; Fig. 4) is, however, an exact replica of the etching in the printed Amsterdam Haggadah 1712 where the obligatory ten men surround the laid table with the sacrificial lamb, which is to be eaten in haste before the escape.

The heavy baroque interior of the copper etching in the Amsterdam Haggadah appears in Yehuda Leib’s version as a theatrical mise-en-scène, opening towards a tranquil rural landscape. The depiction of the scenery is furthermore emphasized by an open door ‘backstage’, flanked by two oval windows through which the spires of a medieval township appear in silhouette.21 The giving of the Torah on Mount Sinai.

The scene is copied from Icones Biblicae (1625) or from Figures de la Bible Demonstrans les Principales Histoires de la Saincte Ecriture (c.1650). Sources for Abraham ben Ya’acov’s copper etchings in the Amsterdam Haggadah. Cf. also Rachel Wischnitzer (1931) and Bendowska (2017).

20 21

52

Ulf G. Haxen

Fig. 5: Forty years in the wilderness. www.facsimiles.com

Another panel modelled upon the two Amsterdam prototype versions (1695/1712) depicts the large troupe of escaping Israelites in their forty years of wandering through the wilderness before taking possession of the land, which, as the Lord had promised their forefathers, ‘would flow with milk and honey’, (Folio 19v; Fig. 5).22 The individual members in the long row of fugitives radiate optimism, enthusiasm and confidence in their leaders, Moses and Aron, who in their turn trust that the Lord, who appears as a ‘pillar of smoke’, will be their secure guide.23 The company at the front are wearing partly contemporary and partly archaizing costumes. Noteworthy are the different hairstyles of the women and the artist’s endeavour to individualize the countenances of the group. The rhythmic movement of the composition is unfailing, e.g. in the diagonal from the child and mother, Moses to Aron to ‘the pillar of smoke’ (Joel 3:3). The atmosphere conveyed by the gestures and facial expressions of the party Exodus 3:8.

The woman in rococo costume with her child in hand may be paraphrased from Baskind, Etchings of Jews (2007).

22 23

An Artist in the Making

53

gives the impression of a peaceful pastorale rather than weary wandering in the desert.

All the examples from this sequel match Yehuda Leib’s free and imaginative play between baroque, rococo, neoclassicism performed in his stylistically subtle and idealized design in a delicate and muted watercolour scheme.

The Extra-Biblical Sequence Yehuda Leib’s artistic approach takes a distinct and dramatic turn in the extra-biblical illustrations. Here, he indulges in genuine improvisations upon motifs of known and unknown extraction. In so doing he furthermore applies advanced painting techniques embracing perspective, symmetry, and contrasting light-darkness, chiaroscuro, effects.

Unlike the Haggadah miniaturists of the Bohemia-Moravian school, our artist choses to illustrate his Haggadah in terms of a psychological ‘drama’, expressed in the facial images of the figures and the thoughtthrough genre motifs. He thus omits depictions of the threats, hardships, and atrocities the Israelites had to suffer during their dangerous flight from Egypt and the subsequent challenging 40 years of wandering through the desert on their way towards the Promised Land.24 The Five Rabbis from Bnei Brak (Folio 8r; Fig. 6) is a small artistic masterpiece. In this miniature the artist departs definitively from the Bohemia-Moravian style and creates his own version of the five learned rabbis, all of whom are known by name. They are engaged in an intense discussion on the ethical consequences of freedom contra bondage and the intellectual and existential implications of freedom from slavery.25 The intensity of this composition is accentuated by a stern and sharp colouring and a light and dark shading in contrast to the dimness behind the open door of the room, where the students, impatiently, announce that it is time for the morning prayer and for shul.26 Exodus 1:13-22 and 14:1-30.

The scene is allegedly adapted from the motif of Joseph and his 12 brothers in Mathäus Merian, Icones Biblicae and subsequently transferred to the Amsterdam prototype Haggadah,1695. The motif of five rabbis is depicted in the clumsy Moravian style in the Copenhagen Haggadah by Uri Feibush (1739). The scene is symbolically vital in as far as the ethical and existential discussion of the survival of the Jews as a people is concerned.

26 ‘shul’ the Jiddisch word for ‘learning’.

24

25

54

Ulf G. Haxen

Fig. 6: The Five Rabbis. www.facsimiles.com

Fig. 7: The Four Sons. www.facsimiles.com

An Artist in the Making

55

The scarlet-coloured Haggadah on the table is highlighted specifically in order to underline its role as the particular attraction of the Seder evening.27 Another popular group of images, The Four Sons in Yehuda Leib’s Haggadah (Folio 6r; Fig. 7), is fundamentally different from the ‘classical’ setting in the Amsterdam editions of 1695 and 1712, respectively.

In the depictions by our artist the sons appear in individual frames and constitute a subtle gallery of small expressive ‘portraits’. The artist seems to adhere to the editorial methodology of the three earliest printed Haggadot being the Prague edition of 1526 28, the Mantua edition of 1560 and the Venice edition of 1609, in which the four sons are created as woodcuts installed in separate frames.29 Most of the miniaturists of the Bohemia-Moravian school were in favour of the single-frame pattern of the Amsterdam prototype such as Uri Feibush Segal in his Haggadah, Altona 1739 (Fig. 8).30 Yehudah Leib Ha-Cohen portrays The Wise Son as an erudite rabbi seated in his study, furnished with heavy baroque draperies, and surrounded by his library of biblical and commentary volumes. He points with his pince-nez to an important passage in the open book with a gesture of empathy and enlightenment.

In contrast, The Wicked Son is depicted with a subtle satirical humour, theatrically, with his protruding belly and affable posture in a soldier’s renaissance outfit.

A similar humorous approach applies to The Simple Son, who is wearing a rather boorish garb and portrayed with a dim-witted countenance expressing sheer ignorance.31 It should be borne in mind, that the 18th century was an era in which theatre performances à la Molière were an extremely popular pastime in Denmark – and in Europe as a whole.32 The four-sons quartet culminates in the depiction of a small child who does not know how to ask, appearing as the innocent prince in the 27 Nicolas Poussin (1594-1665) would in this case be an obvious influence due to his accentuation of the scarlet red colour. See also Toeplitz comments, p.79, [Das Motiv] ‘lassen eine Vorlage vermuten, die in den Schülerkreis Rembrandts verweist’.

28 See note 44.

29 In the printed Mantua Haggadah, the Wise Son is copied from the portrait of Jeremiah by Michelangelo in the Sistine Chapel and depicted with a Jewish headgear.

30 See The Four Sons panel in Uri Feibush, Copenhagen Haggadah (1739) and Fishof (1999), 115-124.

31 Toeplitz (1925: p.79) suggests a Flemish provenance of the model for this character.

32 Ludvig Holberg, playwright and philosopher (1684-1754) was the Danish-Norwegian equivalent of Molière (1622-1673).

56

Ulf G. Haxen

Fig. 7A: The Four Sons of the Leipnik Haggadah.

playroom riding his hobbyhorse; a person in whom Yehuda Leib invests his sympathy as well as his personal reverence for the Danish monarchy.

The prince is evidently a personification of the heir to the royal throne, being the grandson of Denmarkâ&#x20AC;&#x2122;s enlightened King Frederik the 5th.

The military drum in the right-hand corner of the miniature carries his grandfather kingâ&#x20AC;&#x2122;s monogram (F5).33 In this small panel Yehuda Leib performs a deliberate snapshot of an innocent prince all by himself playing as any other child in accordance with the pedagogic sentiment and educational child-centred philosophy of the 18th century.

33 The monogram of Frederik 5th was, however, misunderstood by Toeplitz (1925:79), who mistook the initials F5 of the Danish monarch Frederik 5th for the German regent (F.R.) viz. Fridericus Rex.

An Artist in the Making

57

Fig. 8: Celebration of the first paschal evening. www.facsimiles.com

Yehuda Leib digresses entirely in this composition and perception from the Icones Biblicae -Amsterdam-Moravian tradition of the four-sons motif, transforming and recreating the narrative and the design with his characteristic empathy, insight, and wit.

His ability to switch between genres and styles is furthermore exemplified in the representation of the Seder meal in the bosom of the family (Folio 13v; Fig. 8).

This scene is quite similar to a typical middle-class home of 18th century Copenhagen. The family is gathered around the ceremonial Passover Seder table. An atmosphere of Biedermeierâ&#x20AC;&#x2122; cosiness and self-esteem exudes togetherness and familiarity. The wife smiles affectionately at her two children, the younger of which is fast asleep, as the pater familias (Baâ&#x20AC;&#x2122;al HaBait) raises the third wine cup of benediction.

The seder plate is removed from the table by the housemaid, depicted with an impressionistic stroke of the brush, as she walks with the dish high above her head towards an invisible door in the background.

The distinguished guest, seated with his back to the viewer, pays his compliment to the hostess, and in an oblique angle at the far left of the

58

Ulf G. Haxen

Fig. 9: Balthasar Denner 1730 “Conversation Piece”. National Gallery of Denmark.

room the oldest frail member of the family is dimly visible inside the scarlet coloured alcove.34 The small genre painting of the family at the Seder table is composed in a form and a style similar to the Five Sages from Bnei Brak and may ultimately suggest Daniel Chodowietcki’s etchings as an inspirational source for the artist.35 The inspirational impact might, ultimately, point to the German artist Balthasar Denner (1685-1749) who was active in Denmark as a miniaturist and purveyor of portraits to the royal court. His painting of a musical séance en famille is composed in darkish nuances illuminated by the red fur cap of the artist himself. The facial expressions render convincing reminiscences of some of Yehuda Leib’s themes, while disclosing mutual technical blunders in their depictions of indoor images.36 (Fig. 9).

Toeplitz (1925: 79) assumes the milieu to be Polish-German (Chodowiecki-inspired) and the garment of the guest ‘unverkennbar polnisch-jüdisch’. The rabbi, or student of Talmud-Tora, is often invited to a festive dinner. See, Bilder aus dem Altjüdischen Familienleben by Moritz Daniel Oppenheim (1799-1882) as well as the popular conversations pieces of e.g. Balthassar Denner.

35 An alcove in the Chodowiecki engraving of ‘La malade imaginaire’ (Molière), takes a similar oblique position.

36 The red skullcap illuminates the darkness of the room. Cf. Hans Edvard Nørregård Nielsen (2003), pp. 148-149.

34

An Artist in the Making

59

Fig. 10: Belshazzar’s feast. www.facsimiles.com

The Tableaux D’art An illustration of Belshazzar’s great banquet, which appears towards the end of the manuscript (Fol. 20, Fig. 10), is an unusual motif in the illustrative program of the Jewish Haggadah narrative.

The miniature itself is a delicate piece of art, the prototype of which cannot immediately be identified.

The dramatic episode depicts the Babylonian viceroy Belshazzar ‘who grew drunk at a great feast for a thousand of his nobles, his consorts, and his concubines who drank from the golden vessels, which were stolen from the House of God in Jerusalem’. The fingers of a human hand appeared and wrote the enigmatic words mene mene tekel upharsin on the wall in front of Belshazzar. Daniel the seer was summoned to interpret the writing.37

The biblical book of Daniel 5:5. The words on the wall, presumed to be in Aramaic ‫[ מנא מנא תקל ופרסין‬mene mene tekel upharsin], may mean ‘God has numbered your kingdom and brought it to an end’, and eventually ‘you have been weighed in the balance and found wanting’.

37

60

Ulf G. Haxen

The two Amsterdam Haggadot do not present the Belshazzar theme in either of the two versions. It would be safe to assume that Yehuda Leib in this, as in other themes of our Haggadot, was inspired by the Flemish and Dutch schools of painting. The baroque interior of the banquet hall, the folded garments of the participants, especially those of the terrified orientally dressed vice emperor in the near centre of the miniature, and the suspended curtains, mark the baroque style.

The axis from the right hand of Belshazzar to the woman turning her head away with a deprecating gesture towards the writing on the wall is accomplished with sustained virtuosity.

And Daniel appears as a ‘prophet’ in a commanding posture of solemnity accentuated by his contrasting dark raiment. Dutch influence stands out in this figure. The light from the right illuminates the room dramatically and gives free reign to the artist’s application of chiaroscuro.

In contradistinction to the biblical canon of the Christians, in which Daniel is regarded as a prophet, the rabbinic biblical canon (Tanach) considers Daniel a ‘seer’. The Book of Daniel is consequently included in the chapters of Ketuvim (the Writings) and does not appear in the chapter of Nevi’im (The Prophets).

Yehuda Leib’s reason for including the illustration of the Belshazzar and Daniel issue in his Haggadah may be twofold.

Firstly, due to the Haggadah itself justifying a mention of Belshazzar’s Feast in the iterative refrain of the text, vaihi be hetsi layla (‘so it came to pass in the middle of the night’)38. Secondly, to hint at an ostensible connection between the depiction of the Belshazzar motif and the enigmatic statement in the colophon to the effect that his Haggadah was agreed upon and made in keeping with the ‘terms of the freemasons’ [‘inyan ha-bana’im].39 Yehuda Leib may have accepted this as a premise for a compromise regarding a commission from the newly established Copenhagen lodge of the freemasons and agreed to insert the illustration of Daniel ‘the prophet’, thus emphasising the fact that Belshazzar, according to the Hebrew text, was defiling the ceremonial vessels from the Holy Temple.

Exodus 12:19. ’bana’im’, possibly referring to the Freemasons who established themselves in Copenhagen in 1745, with their Lodge in close proximity to one of the Sefardi synagogues in the city.

38 39

An Artist in the Making

61

Fig. 11: The Temple of Jerusalem. www.facsimiles.com

Artistically and technically, Yehuda Leib surpasses himself in this accomplished composition, combining his sense of style, iconography, colouring, and room perspective into a perfect synthesis.40 The drama of the scene is given special weight by Danielâ&#x20AC;&#x2122;s stern appearance, wrapped in a black coat and with oriental headgear.

Standing statue-like and ominous at the head of the table, causing the party, including Belshazzar, to tumble from their chairs gesticulating in panic and hiding their faces from the threatening writing on the wall.41 In the penultimate illustration, Beit HaMikdash (Fol. 22v; Fig. 11), Yehuda Leib switches mode again, changing from the tumultuous scene of Belshazzarâ&#x20AC;&#x2122;s feast to tranquillity and equilibrium in the depiction of the Temple in Jerusalem shaped as a humble rotunda, an architectural form in either a baroque or a rococo context. Yehuda Leib was evidently acquainted with the Haggadah printed in Venezia in 1695, where the Temple of Jerusalem has the rotunda form within the Toeplitz notes in passing a possible influence from Rubenâ&#x20AC;&#x2122;s apprentices.

The question is whether Yehuda Leib Ha-Cohen has copied the scene from an (unknown) engraver, or if he in fact is the sole master of the composition.

40 41

62

Ulf G. Haxen

Fig. 11A: The Temple of Jerusalem in the Copenhagen Haggada.

walls of an ‘ideal city’. He may even have been acquainted with Donato Bramante’s graceful Tempietto of Rome (1502)42 (Fig. 11). The serenity and balance of the temple motif is emphasised by a sustained symmetry and perspective by the rows of red marble pillars in front and the garden with vegetation a la chinoiserie at the back. The soft colour and the haze in the background add a solemn tranquillity to the entire image.

The last miniature of the Haggadah illustrates the children’s song Chad Gadya (Fol. 25v; Fig. 12) theme. Yehuda Leib manages to include the story within one panel but excludes the Angel of Death and representation of the Almighty.

The result is a rather overcrowded composition. Like his contemporary artist Jean-Baptiste Oudry (1686-1755)43, who had hunting scenes as his speciality, Yehuda Leib faced difficulties in portraying the heads of the ox, the dog and the cat, the latter having a more human than animallike face. But Yehuda Leib’s arrangement and depiction of the drama according to a deliberate figurative scheme unveils him as a painter who aspires to the attainment of harmony and balance in his composition, The style has characteristic traits of the rococo era in Denmark. The reddish marmorized columns were predominant in the banquet hall of the Prince’s Palais, today the National Museum in Copenhagen. The Holy Arc is visible in the open doorway of the rotunda. A near exact model in Kraus, Historische Bilder-Bibel, 1705.

43 Also known as illustrator of The Fables of Fontaine.

42

An Artist in the Making

63

Fig. 12: Children’s song of the goat. www.facsimiles.com

placing the characters near the frames and the ferocious animals at the centre of the composition.

The story is based on a children’s song44 with repetitive refrains, and Yehuda Leib may intentionally have left it to the members of the family to interpret the illustration while singing the song.

For Yehuda Leib himself it was yet another challenge to his ambitions as a miniaturist. The song is freely illustrated without depicting the characters strictly and thoroughly according to the text. The kid is modelled as ram. As with the other animals in the group, it does not reach the artistic level of the three characters involved.

The slaughterer to the right of the panel and the two persons to the left are well proportioned, lively, and plastically depicted. The father who buys the kid is portrayed much in the same style as ‘the simple son’ (Fol. 6r). The person to whom he pays the two pennies (zuzim) for the

44 Written in Aramaic, Chad Gadya is reminiscent of a German folk song with no clear reference to the haggadic context, except keeping the children from falling asleep during the ceremony.

64

Ulf G. Haxen

kid is wrapped in an oriental costume and wears a turban45. But neither the Angel of Death nor the Holy Angel are present in this tableau.

A Paradigm Shift Yehuda Leib Ha-Cohen’s artistic approach does not fit entirely into the haggadic tradition in general nor into any specific established style or art historic current of the 18th century. His choice of motif, iconography and stylistic elements regarding the biblical illustrations are indeed inspired by etchings by Mathäeus Merian, Johann Kraus, and, eventually, Abraham ben Ya’acov in the printed Amsterdam Haggadah prototypes of 1695/1712, which inspired the members of the Bohemia-Moravian miniature school in the first place.

But Yehuda Leib expands his artistic universe with his personal perception and expression, thus creating a completely new haggadic pictorial cycle in an innovative miniature style that is truly Jewish in content, but artistically expressed in 18th century European modes of art.

Unlike the miniaturists of the Bohemia-Moravian school, Yehuda Leib lends himself to an ‘academic’ and international approach. He introduces a deliberate artistic method and painting technique of the Haggadah cycle, which presupposes artistic nerve as well as a wellfounded knowledge of contemporary European art, knowledge he may have acquired in the newly established Art Academies in the European capital cities and, perhaps, at the biannual Salons in Paris.

But Yehuda Leib Ha-Cohen settled in Copenhagen during an era of political enlightenment and commercial and economic prosperity, an era with an enormous dynamic impact on the cultural and intellectual life in the Danish capital after years of exhausting wars.

The ruling monarch, Frederik 5th, invited painters, sculptors, and architects mainly from Germany, France and the Netherlands to perform their art and craft in the royal palaces and mansions of the nobility.

Some of these visiting artists remained in the country as directors and teachers at the Academy of Art46 or as educators, paving the way A possible reference to one of the interpretations of Chad Gadya in which the Turk represents ‘The Angel of Death’.

46 Inaugurated by King Frederik 5th. The first charter of The Royal Academy of Painting, Sculpture and Architecture in Copenhagen opened by 31. March 1754, giving access to artists and craftsmen regardless of social and national status.

45

An Artist in the Making

65

for a coming generation of Danish artists, who were to become the forerunners of the Golden Age of 19th century Danish art.

Yehuda Leib was eclectic in his artistic approach in the sense that he let himself be influenced by the three dominating artistic and stylistic trends of the 18th century, all of which were represented in the township of Copenhagen and in mansions and castles of the nobility in the Danish countryside in general.

Furthermore, being an immigrant, he was a representative of an artistic transition in Denmark from Enlightenment to Romanticism before the incipient ‘Golden Age’. Simultaneously, he marked a decisive departure from the ‘naïve’ folkloristic style of the bygone BohemiaMoravian school of book painting.

In short, Yehuda Leib was inevitably influenced by the dominant cultural currents, and his small collection of Haggadah miniatures may be considered a palpable result of this influence.

Whether his Haggadah is art per se or kleinkunst may seem a rather irrelevant question. His artistic achievements were first and foremost manifested in his ability to perceive and assimilate the circulating stylistic trends and adapt them ‘eclectically’ to his personal style.

A final question remains, however, as to how or by whom his little work of art was commissioned. It is highly probable that our artist was in contact with one or several small Jewish congregations in Copenhagen.47 But as yet nothing points to a Jewish benefactor or to economic support from a well-to-do Jewish congregation or a royal patron.

It may eventually be assumed that a member of the newly established Masonic lodge in Copenhagen48 acted as a go-between and commissioner in recognition of his talent as a miniaturist, and that Yehuda Leib expressed his gratitude discreetly in the colophon and artfully by bringing the controversial tableau of Belshazzar’s Feast to the fore.

47 Besides the two mentioned Haggadot, he is most likely the decorator of a ‘Tora Binder’ in the Copenhagen Danish Jewish Museum.

48 The singular reference to ‘the builders’ [i.e. The Masons] in the colophon of the Yehuda Leib Haggadah found its parallel in a miniature manuscript prayer book acquired by the Hebrew Department of Library Congress in 2014. It is created by Joseph ben Mayer Schmalkalden in Mainz, Germany c.1745. The important artefact ‫( סדר קריאת שמע על המיטה‬Order of Prayers before Retiring at Night) has been described and commented upon by dr. Ann Brener for a companion volume of a forthcoming facsimile. We gratefully acknowledge the permission to refer to the as yet unpublished commentarium.

66

Ulf G. Haxen

The Danish Haggadah with its fourteen small independent miniatures, written and illustrated by Yehuda Leib ben Eliyya Ha-Cohen, were included in the Encyclopaedia of Danish Art 49 in 1994 as the ultimate recognition of the creator of his Haggadah 1769 as a Danish miniature artist.

Bibliography PROTOTYPE HAGGADOT IN THE ROYAL LIBRARY COPENHAGEN Abravanel, Isaac. Hagada shel Pesah ‘im perush Yitzhaq Abravanel. Commentarium. Venezia, 1567.

Haggadah shel Pesah. Woodcuts. Illustrator unknown. Prague, 1526.

Haggadah shel Pesah. Woodcuts. Illustrator unknown. Mantua, 1560.

Haggadah shel Pesah. Woodcuts. Illustrator unknown. Venice, 1599.

Haggadah shel Pesah. Woodcuts. Illustrator unknown. Venice, 1609.

Haggadah shel Pesah. Copperplate engravings. Abraham ben Ya’acov.

Amsterdam, 1695.

Haggadah shel Pesah. Copperplate engravings. Abraham ben Ya’acov.

Amsterdam, 1712.

General Bibliography Baskind, Samantha. “Bernard Picart’s Etchings of Amsterdam’s Jews”.

Jewish Social Studies: History, Culture, Society, n.s.13, no.2. (2007), 40-64.

Bendowska, Magdalena. “Abraham bar Jacob and his Copperplate Engravings in 17th and 18th Century Amsterdam Prints”. Kwartalnik Historii Zydów, nr. 1 (261), 2017, 9-28.

Exodus, The Second book of Moses [Torah].

Brener, Ann. ‫( הטימה לע עמש תאירק‬Order of Prayers before Retiring at Night), 2019, unpublished.

Jews in Danish Art. Ed. Mirjam Gelfer-Jørgensen. Copenhagen, 1999.

49

Weilbach, Index of Danish Art. 4th Edition. 1994.

An Artist in the Making

67

Kraus, Johann Ulrich. Historische Bilder-Bibel. Augsburg, 1705.

Fishof, Iris. Jüdische Buchmalerei in Hamburg und Altona. Hamburg, 1999.

Friedman, Mira. “The Four Sons of the Haggadah and the Ages of Man”.

Journal of Jewish Art, II (1985), 16-40.

The Passover Haggadah with English Translation. Ed. Nahum N. Glatzer.

Schocken, 1979.

Goldschmidt, E.D. The Passover Haggadah, its Sources and History. Bialik Institute, Jerusalem, 1981.

Haggadah shel Pessah by Yehuda Leib Ha-Cohen. Facsimile with Commentarium. Akademische Druck – und Verlagsanstalt, Graz,1989.

Illustrated Haggadot of the Eighteenth Century. Ed. Yona Fischer. In the Catalogue of The Israel Museum. Jerusalem, 1983.

Jüdisches Lexikon I – V. Berlin, 1927-1930.

Kunstakademiet 1754-2004, Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster I-III. København, 2004.

Merian, Mathäeus. Icones Biblicae 1630 and Stuttgart Edition. 1704.

Metzger, Mendel. “Style in Jewish Art of the 17th and 18th Centuries in Relation to the Baroque and the Rococo”. Gazette des Beaux-Arts (1976), 178-193.

Namenyi, Ernest. “La miniature juive au XVIIe et au XVIIIe siecle”.

Revue des Etudes Juives, 16 (1957).

Nørregård-Nielsen, Hans Edvard. Dansk kunst. Tusind års kunsthistorie.

København, 2003.

Picart, Bernard P. Cérémonies et coutumes religieuse de tous les peuple du monde. 7 vols. Paris, 1733-1737.

Pundik, Herbert. “Den danske Haggada”, [Review] in Politiken Daily, 14.4.1990.

Roth, Cecil. Jewish Art. An Illustrated History (Enlarged by Bezalel Narkiss). 1971.

Shachar, Isaiah. “The School of Moravia – a Popular Trend in Jewish Art of the 18th Century.” Third World Congress of Jewish Studies. Jerusalem, 1965, s. 358 ff. (Hebrew).

Schmidt, Adolf. “Die Darmstädter Haggadahhandschriften”. Zeitschrift für Bücherfreunde, 6. Jahrgang, Band III. 1902-1903.

Schrijver, L. “Be-ôtiyyôt Amsterdam’. Eighteenth-Century Hebrew Manuscript Production in Central Europe: The Case of Jacob ben Judah Leib Shamas.” Quarendo 20 (1990), 40-43.

Schubert, Kurt. “Das jüdische Element in der Illustration der Pessah Haggadot des 17. und 18. Jahrhunderts”. KAIROS. Neue Folge, XXVII. Jahrgang 1985/Heft 3-4.

68

Ulf G. Haxen

Toeplitz, Erik. “Eine späte Haggadahbilderhandschrift”. Menora, III Jahrgang. No. 4, April 1925.

Weilbachs Kunstnerindex [Weilbach, Index of Danish Art]. 4. Edition. København,1994.

Wischnitzer Bernstein, Rachel. Von der Holbein Bibel zur Amsterdamer Haggada. Breslau,1931.

SUMMARY Ulf G. Haxen: An Artist in the Making – Yehuda Leib ben Eliyya Ha-Cohen’s Haggadah, Copenhagen, 1769 ‘Eclecticism’ as an artistic term refers to an approach rather than a style, and is generally used to describe the combination of different elements from various art-historical periods – or pejoratively to imply a lack of originality. Proponents of eclecticism argue more favourably, however, with reference to the 16th century Carracci family and their Bolognese followers, that the demands of modernity (i.e. the new Baroque style) could be met by skilful adaptation of art features from various styles of the past.

The essay concerns the eighteenth century scribe and miniaturist Yehuda Leib ben Eliyah Ha-Cohen’s illustrated Haggadah liturgy of the second book of the, Old Testament Exodus, which represents a shift of paradigm away from the traditional Bohemia-Moravian school of Jewish book-painting towards a new approach. Our artist experiments freely, and to a certain extent successfully, with a range of different styles, motifs, themes, and iconographical traits, such as conversation pieces.

Yehuda Leib Ha-Cohen may have abandoned his home-town, the illustrious rabbinic center Lissa/Leszno in Poland, after a fire devastated its Jewish quarter in 1767. He migrated to Denmark and lived and worked in Copenhagen for at least ten years, as indicated by two of his extant works, dated Copenhagen 1769 and 1779 respectively. He was thus a contemporary of another Danish Jewish master of the Bohemia – Moravian school, Uri Feibush ben Yitshak Segal, whose iconic miniature work The Copenhagen Haggadah (1739) is well-known by art historians in the field.

Yehuda Leib Ha-Cohen drew some of his Haggadic themes from two main sources, the Icones Biblicae by Mathäus Merian and the Amsterdam Haggadot 1695 and 1712 (e.g.

Pit’om and Ramses, The Meal Before the Flight). He never imitates his models, however. He adapts the standard motifs according to his own stylistic perception of symmetry and perspective, furnishing the illustrations with a muted gouache colouring.

Several of his Haggadic themes are executed with inventiveness, pictorial imagination, and a subtle sense of humour, such as The Seder Table, The Four Sons, The Finding of the Infant Moses, Solomon’s Temple, and Belshazzars Feast.

An Artist in the Making

69

Yehuda Leib’s enigmatic reference to the ‘the masons’ (Hebrew ‫ )הבנאים‬in the manuscript’s colophon has until now hardly been satisfactorily interpreted. Incidentally, however, another Hebrew prayer-book written and decorated by Mayer Schmalkalden in Mainz in 1745, recently acquired by Library of Congress, bears the same phrase (fi ‘inyan ha-bana’im = according to the code of the Masons). Dr. Ann Brener, a Hebrew specialist at the Oriental Department of Library of Congress, suggests in an unpublished essay, that the reference may be an allusion to ‘the Talmudic scholars who engage in building up the world of civilization’, (The Babylonian Talmud, Shabbat 114a).

However that may be, Yehuda Leib Ha-Cohen’s miniatures constitute a veritable change of paradigm as far as eighteenth-century Hebrew book illustration is concerned.

TITLER, TYPOGRAFI OG ANDRE TILPASNINGER Morten Hallager som mediebevidst udgiver af bøger for børn i 1700-tallets sidste årtier

af Charlotte Appel Denne artikel skal handle om en bemærkelsesværdig aktør på oplysningstidens danske bogmarked og om de bøger, han udgav i en ca. femten år lang periode.1 Aktøren er bogtrykkeren, forlæggeren, redaktøren, forfatteren, oversætteren, sproglæreren og skolemanden Morten Hallager. Han havde haft sit eget trykkeri i København 1771-1784, men i de år, hvor hans betydning måske var allerstørst, nemlig fra ca. 1791 til 1803, var han ikke længere aktiv som bogtrykker. Han var blevet skolelærer med speciale i tysk- og franskundervisning og holdt samtidig gang i en virksomhed, hvor han selv oversatte, forfattede og redigerede bogudgivelser. Det specielle ved Hallagers aktiviteter var, at langt hovedparten af hans publikationer var stilet til børn og unge. Blot få årtier tidligere havde der stort set ikke været udgivet dansksprogede titler til denne målgruppe. Men i tråd med udviklingen i andre europæiske lande, hvor der siden 1700-tallets midte var opstået et marked for bøger til børn og unge, kom der efterhånden også i Danmark gang i produktionen af

Denne artikel er blevet til som del af projekt Children and books – enterprises and encounters. Studies into the production, uses and experiences of books for children c.1790-1850, som 2016-19 var finansieret af Det Frie Forskningsråd, administreret af Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, og domicileret ved Det Kgl. Bibliotek. Uden den direkte fysiske adgang til de behandlede bøger kunne denne undersøgelse ikke have været gennemført. Tak til mine kolleger på projektet, professor Nina Christensen, ph.d.-stipendiat Karoline Baden Staffensen og studentermedhjælp Ida Blandford for vigtig hjælp og sparring undervejs.

1

72

Charlotte Appel

sådant læsestof.2 Det skete fra 1770’erne og frem, og Morten Hallager blev snart en af de vigtigste aktører på dette nye marked.

Det skal være en tese i denne artikel, at nøglen til Hallagers succes som udgiver af bøger for børn var hans evne til at kombinere erfaringer fra forskellige felter: Han havde for det første indsigt i selve bogmediet og i produktionsteknikker fra sin tid som bogtrykker; han havde for det andet pædagogisk viden – både teoretisk og praktisk – fra sit nye virke i skolens verden; og han kunne for det tredje trække på sine stærke sprogkundskaber og dermed gå ind i rollen som oversætter og formidler af oplysningstidens transnationale strømninger. I artiklen ønsker jeg at kaste lys over Morten Hallagers virke som pioner på det nye bogmarked for unge læsere, og jeg vil vise, hvordan han konkret søgte at målrette sine udgivelser mod børn og forældre såvel som lærere, netop ved at trække på de omtalte erfaringsverdener. Heldigvis var Hallager uhyre eksplicit omkring mange af sine valg og tilpasninger, og det betyder, at det er muligt at efterspore, ikke bare hvad han endte med at gøre, men også hvorfor og hvordan han valgte og prioriterede som han gjorde. Mine undersøgelser vil således bygge på informationer i bøgernes paratekster i kombination med analyser af selve bøgernes indhold og form.3 Også trykte annoncer og arkivalsk materiale vil blive inddraget undervejs.

Som tidlig udgiver af bøger for børn har Morten Hallager naturligvis været bemærket også i ældre forskning. Her er det imidlertid karakteri-

2 Den tidlige udvikling af et bogmarked for børn i Europa er hidtil primært blevet behandlet for enkelte lande. Om Tyskland, se Theodor Brüggemann & Hans-Heino Ewers: Handbuch zur Kinder- und Jugendliteratur von 1750 bis 1800, Stuttgart 1982, og for England, Matthew O. Grenby: The Child Reader 1700-1840, Cambridge 2011. Først de senere år er der kommet internationale eksempler på mere kultur- og boghistorisk orienteret børnebogsforskning, hvor centrale aktører bag bøgerne undersøges nærmere.

Ud over Grenbys bog, vil jeg fremhæve Jill Shefrin: The Dartons: Publishers of Educations Aids, Pastimes, and Juvenile Ephemera 1787-1876, Los Angeles 2009, og Lissa Paul: The Children’s Book Business. Lessons from the Long Eighteenth Century, New York 2011.

3 Med paratekster forstås alle de tekster, der omgiver og på forskellig vis kommenterer hovedteksten, dvs. titelblad, forord m.m., jf. Gerard Genette: Paratexts: Thresholds of Interpretation, Cambridge 1997 (fransk original 1987). Vigtig kritik af Genettes begreber blev fremsat af bl.a. Jerome J. McGann i The Textual Condition, Princeton 1991, der argumenterede for i stedet at anvende termerne lingvistiske og bibliografiske koder.

Genettes samlebegreb har dog efterhånden bidt sig fast.

Titler, typografi og andre tilpasninger

73

stisk, at man nok har beskrevet hans virke med ord som “flittig”,4 men samtidig har vurderet, at “stor litteratur er det unægtelig ikke”.5 Dansk litteraturhistorisk forskning var længe præget af en præference for litteratur, der kunne ses som originale danske bidrag, og som levede op til (reelt en senere tids) normer for, hvad der er god børnelitteratur, samt hvad der pegede fremad. Og målt ud fra sådanne målestokke, scorede Hallager ikke højt. Heller ikke i dansk historieforskning, hvor såvel barndoms- som mediehistorie har stået relativt svagt, har Hallager fået megen opmærksomhed.6 Netop det forhold, at Hallager i høj grad tog udgangspunkt i udgivelser fra andre lande, samtidig med at han var så “flittig” og succesfuld, gør ham imidlertid historisk interessant. Med ham som omdrejningspunkt bliver det muligt at undersøge, hvordan en dansk bogmand kunne virke som transnational formidler af europæisk oplysningslitteratur for børn.7 I den følgende undersøgelse vil jeg gå i dybden med fire aspekter, der gør det muligt at indfange centrale virkemidler i Hallagers udgivelser for børn. Først gælder det hans valg af bogtitler og anden form for ‘branding’, dvs. hvordan han sørgede for at markedsføre sine bøger som særligt egnede for et ungt publikum. Dernæst ser jeg på hans bøger som fysiske objekter og dermed de foretagne valg mht. bøgernes formater, 4 Således Inger Simonsen: Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede, 1942, s. 19, der roser Hallager for at være “samvittighedsfuld”, når han opgiver sine internationale kilder, mens hun “med særlig interesse” griber Poul Handrups Forsøg til originale smaa Fortællinger og Fabler for Børn, for derpå at skuffes, da også “de fleste af hans børnehistorier er efter de omtalte tyske mønstre” (s. 22). Fyldigst omtale får Hallagers lille Samling af Eventyr, 1799 (s. 85f), fordi den ses som en trædesten frem mod udgivelse af tekster for børn, hvor moralske og karakterdannende hensigter er mindre fremtrædende, og hvor fantasien får mere plads.

5 Torben Weinreich: Historien om børnelitteratur. Dansk børnelitteratur gennem 400 år, 2006, s. 122. Også Weinreich indsætter Hallager i en længere udviklingshistorie og trækker på de samme eksempler og citater som Inger Simonsen.

6 Ingrid Markussen nævner kort Hallagers Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog (1791) i Visdommens Lænker. Studier i enevældens skolereformer fra Reventlow til skolelov, 1988, s. 204, men citerer uden forklaring en udgave fra 1808. I Henrik Horstbøll: Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i Danmark 1500-1840, 1999, behandles så godt som alle genrer og emner henvendt til det brede publikum; dog forbigås bøger for børn, og Hallager optræder ikke en eneste gang i værket.

7 To konferencer i hhv. København og Princeton (maj 2018 og oktober 2019) har sat fokus på 1700- og 1800-tallets børnebøger som transnationalt fænomen. En publikation med titlen Books for Children – Transnational Encounters 1750-1850, redigeret af C. Appel, N. Christensen, M. Grenby & A. Immel, er p.t. under forberedelse med et bidrag af undertegnede om Hallager som transnational agent.

74

Charlotte Appel

Ill. 1: På titelbladet til andenudgaven af K.T. Thiemes Godmand eller den danske Børneven i Hallagers bearbejdelse (1803) findes dette kobberstik af en lærer i fuld gang med at undervise fire ivrige elever. Så vidt vides, er der ikke bevaret noget portræt af Morten Hallager. Men han har formentlig set sig selv som en lærer af denne type – at dømme ud fra hans mange “forerindringer” om, hvordan man bør undervise børn.

skrifttyper og øvrige materielle karakteristika. Det er ikke mindst her, at Hallagers fortid som bogtrykker kan spores. Det fører, for det tredje, videre til de pædagogiske overvejelser bag stofvalg og tilrettelæggelse af udgivelserne, samt den erfarne skolemands direkte instruktioner i, hvordan bøgerne skulle bruges. Og endelig vil jeg, for det fjerde, se nærmere på hans repertoire af virkemidler, når det gjaldt kunsten at oversætte, bearbejde og – som han selv gerne udtrykte det – “lokalisere” udenlandske forlæg til et dansk publikum. Forud for de fire analyseafsnit vil jeg dog give et overblik over Hallagers liv og karriere samt tegne et billede af hans samlede produktion, netop fordi han ikke er almindelig kendt.

Titler, typografi og andre tilpasninger

75

Hallagers liv og samtid Der vides ikke meget om Morten Hallagers personlige liv. Han blev født i 1740 i København som ældste søn af bryggeren og kroværten Lars Nielsen Hallager og Anna Mortensdatter Grim.8 Morten havde fire yngre brødre og en søster, og i Jens Worms Lexicon over Lærde Mænd oplyses det, at han først var “bestemt til Studeringer, og nød Undervisning i sin Faders Huus i det Latinske, Franske og Tydske Sprog, hvilke tvende sidste Sprog han siden cultiverede, da han 1757 kom i Lære hos den kongelige Bogtrykker J. Jörgen Höpfner”, og her fortsatte han sine sprogstudier, ifølge Worm.9 Der foreligger ingen oplysninger om svendetid i udlandet.10 Morten Hallager blev i 1766 gift med Cæcilia Maria Berg, og i 1771 blev han som 31-årig selvstændig erhvervsdrivende, idet han åbnede sit eget trykkeri. Det skete kort efter, at Struensee havde indført trykkefrihed, og en sand flodbølge af skrifter, ikke mindst korte pamfletter og etbladstryk, strømmede ud fra de københavnske trykkerier – snart også fra Hallagers.11 En anden vigtig begivenhed var formentlig bogtrykker J.R. Thieles giftemål med enken efter Thomas Larsen Borup, hvorved to store trykkerier fusionerede. Det betød, at der var overskydende trykkeriudstyr, som Hallager kunne erhverve.12 Meget tyder på, at han som bogtrykkersvend selv havde været ansat i Thieles blomstrende forretning.13 Se Dansk biografisk Leksikon, 2. udgave, 1933-1944, artikel skrevet af Chr. Buur, samt Finn H. Blædel: Den dansk-norske slægt Hallager, 1963, s. 10-12 og 15f. Familienavnet henviser til den nordjyske landsby, som faderen stammede fra.

9 Jens Worm: Forsøg til et Lexikon over danske, norske og islandske lærde Mænd, 1771-1784, bd. 3, s. 284. Kilden er næsten samtidig, men omvendt er konteksten et leksikon over “lærde mænd”. Det er ikke utænkeligt, at sprogstudierne fra begyndelsen var tænkt som nyttige i forhold til også andre erhverv. I netop 1756 blev lillebror Andreas (jf.

Worm sst.) sat i Københavns Skole, dvs. latinskolen. Hvis der havde været tilsvarende planer for storebror Morten, undrer det, at han som 15-16-årig endnu ikke var sendt i den retning. Man bemærker også den fortsatte undervisning i de to moderne sprog.

Worms oplysninger er siden gentaget i DBL og den øvrige litteratur. Om Høpfner, se Harald Ilsøe: Bogtrykkerne i København og deres virksomhed, 1992, s. 103-104, 112-116, 272.

10 Jf. Ole Degn: Håndværkets kulturhistorie, 1983, bd. 3, vides meget lidt om antallet af danske håndværkersvende i udlandet og deres færden. Et udlandsophold kunne for Hallagers vedkommende have fundet sted i begyndelsen af ​​1760’erne.

11 Om trykkefrihedsskrifterne, se Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelt: Grov konfækt. Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73, 2020. I forbindelse med dette bogprojekt er Luxdorphs samling blevet digitaliseret, se https://tekster.kb.dk/tfs 12 Ilsøe 1992, s. 177.

13 Sst. 8

76

Charlotte Appel

Inden for få år blev Hallager en veletableret bogtrykker, der producerede et bredt udvalg af titler: Småtryk og viser, religiøse bøger, skolebøger, auktionskataloger og akademiske titler, heriblandt flere med overvejende naturvidenskabeligt indhold.14 Han havde først til huse i St. Fiolstræde, hvorefter han flyttede til Nørregade 245, og videre til Rosengaarden 115 i 1776, samme år som han blev udnævnt til 2. universitetsbogtrykker.15 I disse år producerede han bøger for bl.a. Det typographiske Selskab, Philibert og Gyldendal, og i 1776-1777 var det ham, der kunne udsende Charlotte Dorothea Biehls oversættelse af Cervantes’ Don Quixote i fire bind. Han fik flere opgaver med udgivelser på eller især oversat fra fransk, utvivlsomt pga. sine gode sprogkundskaber. Og mens han tilbage i 1774 kun havde haft to svende og en enkelt trykpresse, kunne han senest fra 1777 tilføje en anden presse og ekstra ansatte.16 Alene ud fra Det Kgl. Biblioteks online katalog kan Hallager identificeres som ansvarlig for godt 200 titler fra sine ca. 14 år med eget trykkeri, dvs. i snit godt 14 titler per år.17 Dette gælder dog kun udgivelser, der indgår i bibliotekets samlinger. I 1780 efterleverede han 41 titler til Det Kgl. Biblioteks pligtaflevering, hvilket nok viser, at han anerkendte sine forpligtelser, men også, at han ikke før havde levet op til dem i praksis.18 Hallager var en af de københavnske bogtrykkere, der var flittigst til at reklamere for egne varer i tidens aviser, især i Københavns Adresseavis Således bl.a. Mathias Jørgen Mathiesen og Frederik Petersen Rosted: Observationes qvædam generaliores de iis, qvæ primum scientiæ oeconomicæ conceptum constituunt, 1775, og Otto Frederik Müller: Zoologiae Danicae prodromus: seu Animalium Daniae et Norvegiae indigenarum; characteres, nomina, et synonyma imprimis popularium, 1776.

15 Når Ilsøe angiver 1777 som flytteår, skyldes det formentlig, at dette er første år, hvor Hallager anfører denne adresse på sine tryk. Imidlertid indrykkede han annoncer om sin nye adresse i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger – herefter Adresseavisen – allerede 16.10.1776.

16 Ilsøe 1992, s. 177. Flere andre trykkerier havde tilsvarende størrelse, mens enkelte var betydeligt større. Sebastian Popp, som senere trykte for Hallager, havde i 1796 fem presser og i alt 24 mennesker beskæftiget, heraf ca. 10 svende, jf. Ilsøe 1992, s. 196.

17 En søgning på perioden 1771-1779 giver 207 poster, og for 1780-1784 yderligere 31, dvs. 238 i alt. Enkelte udgivelser optræder dog som flere selvstændige poster, eftersom forskellige eksemplarer har været registreret hver for sig. Skønsmæssigt handler det om ca. 20-25 udgivelser, der optræder flere gange.

18 Se Det Kgl. Biblioteks arkiv, E. 39. Pligtafleveringsprotokol 1778-84. Jf. også Ilsøe 1992, s. 177, samt generelt Henrik Horstbøll og John. T. Lauridsen (red.): Den trykte kulturarv. Pligtaflevering gennem 300 år, 1997. Specielt om pligtaflevering og bevaringsfrekvenser for børnebøger, se Charlotte Appel & Nina Christensen: Veje til børns læsning via Det Kgl. Bibliotek, Fund og Forskning 58, 2019, s. 21-57.

14

Titler, typografi og andre tilpasninger

77

og især i de sidste år op til 1784, og en gennemgang af hans reklamer (mindst 60) fra årene 1771-1784 identificerer Hallager som trykker bag skrifter, der ikke er tilskrevet ham i Det Kgl. Biblioteks kataloger, ligesom eksistensen af enkelte, muligvis helt tabte titler kan dokumenteres.19 Hallager synes allerede som ung at have haft en interesse for bøger til børn. En af de første titler, som han var ansvarlig for allerede i sin svendetid (anonymt), var Moralsk Dukketøy for Børn, trykt af Paul Herman Hoecke i 1768.20 Ca. 1773 udsendte han “Tvende nye behagelige Jule eller Nytaars Sange, som smaae Børn fornøyelig kan forlyste sig med”, og 1776 var han bogtrykker for Johanna Maria Gamsts oversættelse af den franske forfatter og pædagog François Fénelons Pigebørns Opdragelse. I 1779 kom en udgave af den tyske geograf Anton Friedrich Büschings Underviisning i Natur-Historien, der var “Udgivet til almindelig Nytte for Børn og Lægfolk”. Ved sidstnævnte udgivelse anføres ikke navn på nogen oversætter, og værket er fra udgivelsesåret blandt de titler, Hallager oftest og mest udførligt annoncerer for, bl.a. med løfte om, at proprietærer, præster og andre “Ungdommens Velyndere” kunne få rabat, hvis de henvendte sig til ham.21 Dette tyder afgjort på, at Hallager ikke bare var trykker, men også oversætter og udgiver.22 Også en tidlig udgivelse om geografi, nemlig L. A. Baumanns Kort Udkast til en Geographie for Begyndere (1770), havde i høj grad været stilet til børn og synes ligeledes at have været Hallagers eget projekt, både indholdsmæssigt og økonomisk.23 Der tegner sig dermed en sammenhæng mellem Hallagers akademiske 19 En sådan gennemgang er mulig ved hjælp af online-ressourcen Mediestream. Søgninger på bestemte ord er generelt vanskelige pga. meget ringe kvalitet ved den oprindelige OCR-scanning. Navnet “Hallager” synes dog at fungere relativt godt, men flere kan formentlig findes. Blandt hidtil ukendte tryk er især småskrifter, jf. nedenfor note 26.

20 Med undertitlen: “eller Historier og Samtaler til at vænne Hiertet tidlig til ædle Følelser til de Unges Nytte og Gamles Fornøyelse”. 70 sider i oktav. Da Hallager åbnede eget trykkeri, var Moralsk Dukketøy blandt de varer, han annoncerede til salg (for 12 sk.), se Adresseavisen 17.2.1772.

21 “De Herrer Proprietairer, Præster, eller andre Ungdommens Velyndere, som ved denne nyttige Bog vilde belønne den sig ved Flittighed og Genie udmærkende Ungdom, bekomme, naar de addresserer sig til Bogtrykker Hallager, paa 5 Exempl. det 6. gratis”. Således første gang i Adresseavisen 15.2.1779, yderligere fem separate annoncer og siden nævnt i mange samlede annoncer.

22 Også krediteret som sådan i Worm 1771-1784, bd. 3, s. 284-285, og hos H. Ehrencron-Müller: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, 1924-39, der angiver i alt 16 titler som Hallagers egne til og med 1784 (mens hans produktion som ‘kun’ bogtrykker og forlægger, ikke medtages).

23 Annoncer for Baumann, se Adresseavisen 4.10.1771, 4.2.1772 og 17.2.1772.

78

Charlotte Appel

udgivelser inden for naturvidenskab, og hans forsøg på at formidle netop dette emnefelt videre til unge læsere.

Ifølge en annonce i Adresseavisen fra 1784 solgte Hallager desuden: “A B C Kort for Børn, indeholdende alle Slags latinske og danske Bogstaver, hvorved Børn paa en legende Maade kan lære at kiende Bogstaver, faaes for 10 sk. Spillet hos Bogtrykker Hallager paa Rosengaarden No. 115” 24 Disse ABC-spillekort er, så vidt vides, ikke bevaret, og de er heller ikke på anden vis registreret.25 Meget muligt kan der også have været andre udgivelser for børn blandt Hallagers små- og etbladstryk, og det er først i de sidste år som bogtrykker, at Hallager synes at annoncere for sine mere forgængelige titler.26 Et fuldt overblik over produktionen fra Hallagers trykkeri i perioden 1771-1784 vil derfor næppe kunne rekonstrueres. Til gengæld er der grund til at tro, at flertallet af hans regulære bøger fra 1780 og frem har været genstand for pligtaflevering og dermed er indgået i Det Kgl. Bibliotek og Bibliotheca Danica.

I 1784-1785 foretog Morten Hallager et markant karriereskift. Han solgte sit trykkeri til bogtrykker C.F. Holm, mens ejendommen i Rosengaarden overgik til en anden bogtrykker, Sebastian Popp, fra 1786.27 I stedet åbnede Hallager en privat skole i tilknytning til sit hjem, hvor han også modtog kostelever. Den første annonce for skolen dukker op i oktober 1785.28 I april 1788 ansøgte han om officiel bestalling, dvs.

Adresseavisen 15.6.1784. Gentaget mindst syv gange, senest 14.3.1785.

Et indtryk af, hvordan Hallagers kort kan have set ud, fås i et hæfte med små ABCkort i Cotsen Library, Princeton. Dette hæfte, Nye Billed-A, B, C for Børn, trykt i Aalborg 1778, er ikke tidligere registreret og indgår ikke i Bibliotheca Danica eller i Grethe Larsen: Danske Provinstryk, bd. 2. På hæftet beskrives, hvordan billederne skal skæres ud og limes på stift papir, så børn kan lege med dem. Se illustration i Appel og Christensen 2019, s. 37.

26 Flere af disse titler kan ikke søges direkte i Det Kgl. Biblioteks kataloger, men kan dog gemme sig i samlebind. Det sidste gælder f.eks. tre skrifter i samlebindet Brev til Hr. Reiser, Autor af Ildebrands-Historien, bl.a. Reiser hævnet: eller et Snit over Ryggen paa en flamsk Sild. Hallager reklamerer selv for denne og andre titler i løbet af 1784. Blandt nu formentlig helt tabte titler, er “En døende Faders og Moders Testamente”, første gang annonceret 3.3.1784.

27 Jf. Ilsøe 1992, s. 117.

28 Adresseavisen 19.10.1785. Herefter annonceres ca. en gang om måneden til ud på foråret 1786. Derpå var der stille, og det tyder på, at det var lykkedes Hallager af få det ønskede antal elever i den mellemliggende periode. En annonce fra Adresseavisen 21.4.1789 meddelte, at skolen var flyttet fra Rosengården til St. Fiolstræde 202.

24 25

Titler, typografi og andre tilpasninger

79

borgerskab som skoleholder, og her oplyste han, at han havde holdt skole “nogle Aar”.29 Det er påfaldende, at Hallager – ligesom i 1771 – gik ind i en branche, som der var stor offentlig interesse for. Ved 1780’ernes begyndelse var nye idéer om skolegang et af de varmeste emner i den offentlige debat og blandt de politiske magthavere. Mens der var blevet gennemført en reform af landets latinskoler i 1775, var opmærksomheden nu rettet mod den elementære undervisning i landets grundskoler.30 Skrifter af navnlig tyske filantropister vandt udbredelse, og i 1777 var Eberhard Rochows nye læsebog Der Kinderfreund udkommet i dansk oversættelse som Børnevennen.31 En række højtstående adelsmænd, først og fremmest brødrene Chr. Ditlev og Johan Ludvig Reventlow samt deres svoger Ernst Schimmelmann, iværksatte skolereformer på egne godser. Det var netop denne kreds, der havde stået sammen bag den unge kronprins Frederik (6.) i april 1784, da de med et kup overtog magten fra den psykisk ustabile Christian 7. Nu stod der reformer på dagsordenen, ikke kun i forhold til landbruget, men også til bl.a. skoleforhold. Samme år nedsatte kronprinsen den siden såkaldte lille skolekommission, der gik i gang med at iværksætte reformer af skolevæsenet på de kongelige godser efter reventlowsk forbillede. Målet var at sikre fastere og bedre undervisning af alle børn i ikke kun læsning og religion som hidtil, men også skrivning og regning. Fem år senere, i 1789, fulgte nedsættelsen af den ‘store’ skolekommission, der skulle forberede en landsdækkende skolelovgivning.32 Også i hovedstaden, der i disse år nød godt af den såkaldt florissante handel, var der grøde på skoleområdet. Markant står grundlæggelsen 29 Københavns Stadsarkiv. Gymnastikinspektør H.P. Langkildes Samlinger. Uddrag vedr. skoleholdere S3-23.2. med henvisning til Magistratens kopibog 18.2.1793.

30 Om reformiveren, se Christian Larsen m.fl.: Da skolen tog form 1780-1850, Dansk skolehistorie bd. 2, 2013.

31 Om Rochows Børneven specielt, se Karoline Baden Staffensen: Rochows mange børnevenner – en undersøgelse af de danske Rochow-versioners tilblivelse, udformning og udbredelse, Uddannelseshistorie 2018, s. 99-118. Første danske udgave var F. E. Rochow (overs. af J. Chr. Pingel): Børne-Vennen, en Læse-Bog til Brug for Skolerne paa Landet, Odense 1777.

32 Om den lange reformproces, se Christian Larsen m.fl. 2013, s. 75-89, 127-149. En provisorisk lov blev udstedt i 1806 for det østlige Danmark, og i 1814 fulgte en endelig buket af fem skoleanordninger (for hhv. almueskoler, købstæderne, København, hertugdømmerne – og for jødiske børn). Siden fulgte særlige anordninger for Als og Ærø. En af de første til at understrege den tætte forbindelse mellem landboreformer og skolereformer samt læsebøger var Ingrid Markussen 1988.

80

Charlotte Appel

af en række nye skoler (private, naturligvis) for henholdsvis sønner og døtre fra den højere middelstand eller de professionelle klasser, dvs. akademikere, embedsmænd, handelsmænd og velhavende håndværkere. På drengeskolerne Efterslægten og Borgerdydsskolen (grundlagt 1786 og 1787) vægtede man især undervisningen i de reale fag, dvs. geografi, historie, aritmetik, videnskab og moderne sprog. Som navnene fortæller, var målsætningen at uddanne de unge til at blive nyttige og patriotiske borgere i den danske helstat. For pigerne kom der snart tilsvarende “døtreskoler”, og samtidig gik en række borgere ind i arbejdet med at skabe flere og bedre skoler for fattige og mindrebemidlede.

Endnu flere børn er dog blevet undervist hos en privat skoleholder.33 Igennem mange år fungerede Morten Hallager som en af disse mange skoleholdere i København. På sine udgivelser fra 1791 (men ikke før) og frem til 1796 betegner han sig selv som “skoleholder”, mens han første gang bruger betegnelsen “skolelærer” også i 1796 og dernæst anvender denne titel frem til sin død. I februar 1793 havde hans søn Carl Christian Hallager søgt om privilegium til skolehold, efter oplæring hos sin far; også søn nummer to, Christlieb Buch Hallager, blev skoleholder, og de to døtre, Ane Margrethe og Lorenze Severine oprettede senere egen pigeskole og oplyste til Danske Kancelli, at de af deres far var blevet opdraget til lærergerningen.34 Der er således ingen tvivl om, at pædagogikken blev prioriteret højt i familien. Overgangen fra betegnelsen “skoleholder” til “skolelærer” på Morten Hallagers titelblade skal næppe tolkes som tegn på, at han havde overladt ledelsen af sin skole til andre.35 Det handler formentlig primært om, at ordet “lærer” i disse år vandt udbredelse i sammenhæng med de nye lærerseminarier, der

33 Christian Larsen m.fl. 2013, s. 106-126. Om pigeskolerne, se også Carol Gold: Educating Middle Class Daughters. Private Girls Schools in Copenhagen 1790-1820, 1996.

34 Jf. optegnelser i Københavns Stadsarkiv: Gymnastik Inspektør H. Ph. Langkildes Samlinger, dels Uddrag vedr. Skoleholdere, dels Skolekartotek; Carol Gold: Copenhagen Schoolkeepers 1790-1820. Database (1996). Oplysningen fra de to døtre er, ifølge C. Gold, at finde i journalsag i Danske Kancelli no. 251/1817. Det er værd at bemærke, at sønnen Carl Christian oprindelig havde stået i bogtrykkerlære.

35 C.C. Hallager annoncerede for sin nye skole i Borgergade 115 i Adresseavisen 24.4.1793 og herefter regelmæssigt ca. en gang per måned året ud. I november samme år annoncerede far Hallager to gange for sin egen skole i St. Fiolstræde. Der var således ikke tale om, at sønnen direkte overtog faderens skole.

Titler, typografi og andre tilpasninger

81

var blevet oprettet (i Kiel 1781 og på Blaagaard ved København 1791).

En “skolelærer” var med andre ord den ny tids mand.36 Fra midten af 1790’erne lavede Morten Hallager dog meget andet end at undervise. Fra dette tidspunkt var han for alvor begyndt at udgive bøger for børn – og tjene penge på det.37 Hallager døde den 23. december 1803, 63 år gammel.

Hallagers bogudgivelser ca. 1785-1804 Hvad udgav Morten Hallager efter afhændelsen af sit eget trykkeri?

Fra den tyve år lange periode 1785-1804 anfører Ehrencron-Müllers Forfatterlexicon i alt 54 forskellige titler, fordelt på endnu flere udgaver, dvs. genudgivelser, både fra Hallagers egen tid og videre op gennem 1800-tallet. På nær nogle få udgaver er disse oplysninger baseret på de bevarede eksemplarer i Det Kgl. Biblioteks Samlinger. En enkelt, hidtil overset titel er fundet i Maribo Stiftsbibliotek og medtaget i det følgende, nemlig Hallagers Nye ABC-Bog med Stave- og Læse-Øvelser for ganske smaae Børn, indrettet efter deres Nemme og Tarv fra 1796 (se ill. 2 og 3).38 I Tabel 1 (se s. 96) har jeg valgt at medtage enkelte sikkert dokumenterede, nu tabte oplag,39 ligesom tre udgivelser i en serie er talt som tre enheder, frem for en.40 Året 1804 er inkluderet, eftersom Hallager døde blot otte dage før årsskiftet 1803/1804, og der fra 1804 kendes Se Christian Larsen m.fl. 2013, s. 91-107; Ingrid Markussen: Læreruddannelsens første tid – 1791 til ca. 1830, i Karen Braad m.fl.: - for at blive en god lærer. Seminarier i to århundreder, 2005, s. 17-130.

37 I fortalen til den 10. og posthume udgave af Hallagers Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog, 1811, skriver Bonnier: “Ikke ubetydelig var den Fordeel, hans øconomiske Forfatning høstede af hans almeengavnlige Foretagende”.

38 “Trykt hos Sebastian Popp, og faaes tilkiøbs hos P.M. Liunge paa Børsen No. 3”.

Tak til Bente Kaspersen for hjælp ved gennemsyn og senere indscanning af bogen fra Seidelins Bibliotek, senere Maribos Stiftsbibliotek. Om dette bibliotek, se Helge Nielsen: Folkebibliotekernes Forgængere. Oplysning, almue- og borgerbiblioteker fra 1770’erne til 1834, 1960, s. 490-96. Hallager annoncerede for bogen i Adresseavisen (se ill. 3), og omtalte den desuden i sit forord til Ny Dansk Læsebog, 1800.

39 Frem til 1804 er alene medtalt 5. udgave af Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog, ca. 1801. De øvrige tabte, men rekonstruerbare udgaver daterer sig fra ca. 1805 og frem. Det er således primært i kolonnen for posthume udgivelser, Tabel 2, at tabte, men verificerede oplag er medregnet.

40 Der er intet indholdsmæssigt overlap mellem de tre forskellige udgaver af Foræringer for Børn, til at opvække deres Læselyst, fra hhv. 1793, 1794 og 1795. De fremtræder som selvstændige udgivelser, blot under samme serienavn, og er derfor talt som tre udgivelser frem for én.

36

82

Charlotte Appel

Ill. 2: Titelblad og side 11 af en hidtil ukendt udgivelse af Morten Hallager, nemlig hans Nye ABC-Bog med Stave- og Læse-Øvelser for ganske smaae Børn, indrettet efter deres Nemme og Tarv fra 1796. Eksemplaret af den lille bog i oktav på 40 (upaginerede) sider er blevet fundet i Maribo Stiftsbibliotek. Bogen indgik oprindelig i Seidelins såkaldte Provincialbibliotek, der begyndte sine udlån netop i 1796.

flere nye titler, som han må have arbejdet på i sin sidste tid.41 Ud af en samlet mængde på 55 forskellige titler og 75 udgivelser i alt, er hhv. 39 titler og 58 udgivelser, svarende til 71% og 75% af hans produktion, eksplicit stilet til børn og unge.

41 Se oversigten i H. Ehrencron-Müller, bd. 3, s. 359-366. Ved udarbejdelsen af denne artikel har jeg desuden arbejdet ud fra det omtalte forskningsprojekts database over bøger for børn 1750-1850 (jf. note 1). Se nærmere Charlotte Appel og Nina Christensen: Follow the Child, Follow the Book. Cross-Disciplinary Approaches to a Child-Centered History of Danish Children’s Literature 1790-1850, International Research in Children’s Literature 10.2, 2017, s. 194-212; om databasen især s. 200-202.

Titler, typografi og andre tilpasninger

83

Ill. 3: Information om Hallagers Nye ABC-Bog med Stave- og Læse-Øvelser og mange andre af hans øvrige udgivelser kan findes i annoncer i tidens aviser, ikke mindst i den såkaldte Adresseavis for København. Her ses den første annonce, nemlig fra 27. marts 1797, hvor forlægger og boghandler P.M. Liunge reklamerer for Hallagers udgivelse for de “ganske smaae Børn”. Det fremhæves, at bogen også er forsynet med “4 Kobbertavler” til undervisning i skriverskrift, og at man derudover kan erhverve et “Fibelbrædt” til de mindste, der først skal til at lære at “kiende Bogstaver”. Selve bogen kostede 10 skilling i indbunden form, og fibelbrættet 4 skilling, men købt sammen kunne det hele erhverves for 12 skilling.

Med denne udgivelsesprofil markerede Hallager sig som en af de mest produktive aktører på det nye marked for bøger for børn i Danmark-Norge i den sene oplysningstid – formentlig den allermest produktive. For perioden 1791-1804 tegnede han sig for godt 11% af samtlige dansksprogede udgivelser stilet mod børn og unge (57 ud af 508; og alene for de fem år 1795-99 drejede det sig om hele 24 ud af 165 kendte udgivelser og dermed næsten 15% af det danske bogmarked for børn og unge).

Ud fra den mere detaljerede Tabel 2 (s. 96) kan man tegne billedet af følgende udvikling: De første seks år, dvs. 1785-90, udgiver Hallager kun, så vidt vi ved, en enkelt regulær bog for børn, nemlig Jakob Fr. Feddersen: Bibelsk Læsebog for Børn fra 1786. En kontinuerlig udgivelsesperiode begynder fra og med december 1791, hvor Hallagers Forsøg til

84

Charlotte Appel

Tabel 1: Alle Hallagers kendte udgivelser i eget navn 1785-1804, fordelt på femårs-intervaller.

Inklusive enkelte nu tabte udgivelser. Med antal forskellige enkelttitler i parentes.

For børn og unge1 1785-1789 2 1790-1794 1795-1799 1800-1804 1785-1804 I ALT

Øvrige

1 (1) 7 (7) 24 (17) 26 (14) 58 (39)

Udgivelser i alt

2 (2) 3 (3) 6 (5) 8 (6) 19 (16)

3 (3) 10 (10) 30 (22) 34 (20) 77 (55)

1 Medtaget her er alle titler, der eksplicit er henvendt til denne gruppe ud fra titelbladet, herunder enkelte titler, der også er til voksne, f.eks. Morende Tidsfordriv eller historisk Læsebog for Unge og Gamle, 1802. Yderligere nogle udgivelser viser sig, ud fra læsning af Hallagers forord, også at være tiltænkt børn og unge, det gælder således hans udgave af Den franske Parleur og J.V. Meidingers Theoretisk og praktisk fransk Grammatik, begge 1802. De er dog ikke medtalt, men figurerer her under “øvrige”.

2 Fem pjecer i en aktuel debat om Dr. Bastholms liturgi-reform, er ikke medtalt under øvrige, da de netop udkom anonymt.

Tabel 2: Hallagers kendte udgivelser for børn og unge 1785-1804, fordelt efter emne, samt kendte posthume udgaver 1805-1891.

Enkelttitler

Udgivelser i alt 1785-1804

Posthume udgaver 1805-1891

Samtlige udgaver 1785-1891

4

9

59

68

4

6

37

43

4 2 8

4 2 11

0 1 1

4 3 12

4

7

6

13

13

19

0

19

39

58

104

162

1785-1804 ABC’er og læsebøger på dansk ABC’er og læsebøger på fransk og tysk Primært om religion Primært om historie Primært om naturfag, inkl. geografi Primært fortællinger, eventyr, teater Blandet indhold (inkl. breve for børn) UDGIVELSER I ALT

Titler, typografi og andre tilpasninger

85

en Læse-Øvelse-Bog publiceres og snart bliver positivt anmeldt.42 Men det er især fra 1795, dvs. året hvor han genudgiver denne bog, at der for alvor kommer gang i udgivervirksomheden. Fra begyndelsen dækker han mange forskellige emner, med forkærlighed for kompilationer af varieret materiale til både oplysning og underholdning (jf. nærmere nedenfor) samt titler med naturvidenskabeligt indhold. Fra de tidlige år er der også enkelte titler med overvejende religiøst indhold, men det er påfaldende, at ingen af disse genudgives. Fra 1797 udvider Hallager igen sit repertoire, idet han udsender en begynderbog på fransk og snart efter også på tysk. Også disse bøger bliver positivt anmeldt og hurtigt genoptrykt, og efter hans død er det primært disse samt hans danske læsebøger, der genoptrykkes. Spørgsmålet om årsagerne hertil vil jeg tage op i afslutningen.

Som bogudgiver arbejdede Hallager sammen med forskellige bogtrykkere og forlæggere, men med to hovedsamarbejdspartnere. Hans Læse-Øvelse-Bog fra 1791 blev trykt hos Sebastian Popp, ligesom ca. halvdelen af hans udgivelser for børn og unge. Det gjaldt både de værker, hvor Hallager stod som sin egen forlægger, og den store gruppe, der blev udgivet med P.M. Liunge som forlægger. Fra 1801 overtog Arntzen & Hartier nogle af Liunges forlagsartikler – og anvendte fremover flere forskellige trykkerier til genoptryk af Hallagers skrifter. En anden gruppe titler blev fra 1797 og frem udgivet på J.H. Schubothes forlag. Det gjaldt især de bøger, der eksplicit var møntet på undervisning i skoler, bl.a. sproglærebøger. Her har Schubothe formentlig stået for valget af bogtrykkeri; i flere tilfælde blev det Thiele. Der er også eksempler på forlæggere, der trådte til ved en enkelt eller to titler. I alt ses ti forskellige forlæggere og ti bogtrykkere at være involverede i produktionen af Hallagers bøger frem til og med 1804.43 En sidste vigtig dimension, der hører med til denne første, mere kvantitative beskrivelse af Hallagers produktion af bøger for børn, er det forhold, at langt hovedparten, nemlig 35 ud af 39 titler, var oversættelser De samtidige anmeldelser er i vidt omfang registreret hos Ehrencron-Müller. De fleste blev bragt i Lærde Efterretninger (således Læse-Øvelse-Bog, i 1792, s. 347); derudover i Kritik og Antikritik (ligeledes Læse-Øvelse-Bog, 1792, 10. hæfte, s. 690), Iris og Hebe og Litterære Tidende.

43 Forlæggerne var (i alfabetisk rækkefølge): Arntzen & Hartier, C.L. Buch, P. Horrebow, P.M. Liunge, Mallings Forlag, C. Poulsen, Schiøtz, J.H. Schubothe, M.J. Sebbelow, Thorings og Coldings Forlag. Bogtrykkerne var: J. Breinholm, Z. Breum, N. Christensen, S. Hempel, Chr. Holm, P. Horrebow, Joh. Frid. Morthorst, Sebastian Popp, M.J. Sebbelow, J.R. Thiele.

42

86

Charlotte Appel

eller bearbejdelser af udenlandske forlæg (se Tabel 3). I nogle tilfælde var der tale om en oversættelse af et konkret værk med kendt forfatter, eksempelvis Christian Konrad Jakob Dassels Den Gutmannske Families Reiser, mens Hallager andre gange havde kompileret og oversat tekster af flere forskellige forfattere. I sin Biekube fra 1797 angiver han således hele 14 forskellige forfattere.44 Tabel 3: Morten Hallagers titler for børn, 1785-1804, fordelt efter type og antal af forlæg.

FORLÆG, Ét værk hvorfra der af én er oversat forfatter m.m.

Antal udgivelser

18

Én forfatter m. flere værker

To-tre navngivne forfattere

4

4

Mange forfattere (3+), heraf flere navngivne 4

Kun Mange forfatte- Hallager re, ingen selv navngivne

5

4

I alt

39

I den følgende undersøgelse vil jeg rette fokus mod fire former for interventioner, som Hallager foretog i sit virke som udgiver af bøger for børn – og i mange tilfælde som bearbejder af europæiske udgivelser til et dansk publikum. Først gælder det spørgsmålet om, hvordan Hallager deklarerede sine varer, så det blev tydeligt, at der var tale om bøger – og gode bøger – til netop børn?

Titelblade: At brande “bøger for børn” Valg af hovedtitel, undertitel og øvrige informationer på udgivelsernes titelblade var afgørende. Det var den fysiske bogs ansigt og vindue udadtil, og det var oftest titelbladets oplysninger, der blev citeret i kataloger og annoncer.

Ud af Hallagers 39 forskellige titler (efter 1785), henvendt til børn og unge, optræder ordet “barn”, “børn” eller en sammensætning deraf i 27 titler, heraf 17 i titlens første del eller hovedtitel, f.eks. Foræringer for Børn Chr. Conrad Dassel: Den Gutmannske Families Reiser. En Bog for Ungdommen.

Oversat af M. Hallager, 1796. Mere om skriftet Biekube og dets mange forlæg nedenfor.

44

Titler, typografi og andre tilpasninger

87

Ill. 4: Her ses to ganske typiske titelblade, hvor Hallager præsenterer sig selv som “skolelærer” og hvor ordet “børn” tydeligt træder frem for en interesseret køber. Der er tale om Samling af Eventyr (baseret på Funkes Elementarbog), 1799, og J.A.C. Lohr: Morskabs-Læsning for Børn, 1802.

(1793 m.m.) eller Reisebeskrivelser for Børn (1800), mens det andre 10 gange var undertitlen, der tydeliggjorde det intenderede publikum, f.eks.

Hielpemidler til Overtroens Udryddelse og Forstandens Oplysning, foredragne i Samtaler, Historier og Fortællinger, taget af Naturen og det daglige Liv; som en Nytaarsgave til Børn (1794). “Unge” eller “ungdom” blev anvendt i 12 titler, heraf er enkelte overlappende, f.eks. Breve for Børn. Indeholdende en hensigtsmæssig Samling af nyttige Materier til Underviisning for Ungdommen.

Dertil kommer fem udgivelser med “skole” og tre med “begyndere” som del af titlen, igen med visse overlap, dvs. at flere modtagerbeteg-

88

Charlotte Appel

nelser kunne optræde i samme titel.45 Brugen af barn og børn er dog den hyppigste og mest iøjnefaldende, og den bliver endnu tydeligere i Hallagers sidste år, hvor såvel genudgivelser som nye titler (Breve for Børn, 1802, og Skuespil for Børn, 1804) sætter sproglig og typografisk streg under målgruppen.

De fleste af Hallagers titler er – som også det store flertal af samtidens udgivelser – relativt nøgterne eller beskrivende for netop den funktion, bøgerne har. Titel og titelblad fortæller eksempelvis, at dette er en bog med “Morskabslæsning for Børn” eller “Smaae muntre Historier og Fortællinger”. Kun enkelte titler er komponeret omkring et mere prægnant begreb eller koncept så som Bikuebe, der betegner kombinationen af den udsøgte, nærende og flittigt indsamlede samling af tekster, eller Kundskabs Archiv, der skal fungere som barnets arkiv og opslagsværk med nyttig viden og moralske anvisninger.46 Selvom flere af bøgerne har enkelthistorier om navngivne børn, er det kun i Hallagers oversættelse af Dassels Den Gutmannske Families Reiser og Karl Traugott Thiemes Godmand eller den danske Børneven, at et personnavn indgår i titlen. Det er først et stykke ind i 1800-tallet, at det bliver almindeligt at lade børnebøger være bygget op omkring en enkelt skikkelse, der samtidig lægger navn til titlen.47 Med den relativt korte udgivelsesperiode må man være forsigtig mht. fortolkning af udviklingstendenser i brugen af hhv. “børn” og “unge”.

Et eksempel på overlap er Udtog af den almindelige gamle Verdens-Historie. En Læsebog til Brug for Ungdommen saavel i Skoler som i Familiekredse, 1804. Bemærk også det for tidsrummet karakteristiske, nemlig, at der undervises både i “skoler” (uden for hjemmet) og i selve hjemmet, hvor der ligeledes tit blev “holdt skole”, jf. den gennemgående pointe i Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith (udg.): Dansk Skolehistorie, bd. 1, 2 og 3, 2013-2014. Man kan også argumentere for, at alene ordet “læsebog” i perioden kommer til at indikere en undervisnings- eller skolesituation. I alt otte af Hallagers titler (og langt flere udgaver) bærer betegnelsen “læsebog”. En enkelt titel kaldes “lærebog” og i to titler benyttes udtrykket “kundskabsbog”. Nærmere om læsebogen som begreb og genre, se Karoline Baden Staffensens kommende ph.d.-afhandling, “Danske læsebøger – på bogmarkedet, i skolerne og i børnenes hænder” (foreløbig titel).

46 Biekube, Indeholdende adskillige fornøielige, moersomme og nyttige Materier. En Nytaarsgave for Børn, 1797. Hvad angår Kundskabs-Archivet, anfører Ehrencron-Müller en nu tabt udgave fra 1784, ud fra Claus L. Fasting: Forsøg til en Fortegnelse over de udi Danmark og Norge til 1789 Aars Udgang udkomne Danske Skrifter, Bergen 1793. Dette kan verificeres jf. annonce i Adresseavisen fra 20.8.1784. I det følgende er 1800-udgaven talt som en 2.udgave.

47 Se f.eks. de danske udgaver af Karl Blumauers Den lille Stella og hendes Dukke (1838) og Den lille Robert og hans Kjæphest (1835). Om netop disse to bøger, se artikel af Nina Christensen i antologien Children and books. Transnational encounters, jf. note 7.

45

Titler, typografi og andre tilpasninger

89

Hallager synes konsekvent at prioritere det første ord, og i enkelte udgivelser pointerer han, at han har de alleryngste eller mindre børn i tankerne,48 men i sagens natur er hans udgivelser især rettet mod børn, der også kan læse selv, dvs. fra 7-8 år og frem. Ud af de 12 titler med “ung” eller “ungdom” omhandler flere afgjort emner af størst relevans for de ældre børn, f.eks. når Hallager begiver sig ud i en regulær ‘erhvervsvejledning’ anno 1797,49 eller hvor hans målgruppe omfatter såvel unge som voksne, f.eks. i Den oprigtige Almanakmand, en saare kuriøs og nyttig Bog for Ungdommen, Borgerfolk og Landmænd (1797). Med Kundskabsbog for Ungdommen, som begynder af læse (1797) må Hallager dog have tænkt på “ungdommen” helt ned til 7-årsalderen. De to begreber bruges således ikke helt som synonymer, men kan bestemt heller ikke betegnes som gensidigt ekskluderende. Overlappet er stort.

Særdeles synlig på langt de fleste af Hallagers titelblade er oplysninger om de udenlandske forlæg. Det er tydeligvis en del af reklamen, at der er tale om en oversættelse eller uddrag af gode og berømte internationale navne. Markant ses det f.eks. på Rollins Anviisning til Naturkyndigheden (1796) eller Menneskets Historie. Af Villaume (1796), hvor det udenlandske forfatternavn reelt indgår i bogtitlen eller i Samling af Eventyr (1799), der er “Uddragne af C.P. Funkes Elementarbog”. På titelbladet til Nye Tydsk Læsebog for Begyndere optræder hele fem berømte pædagogiske navne, sat med relativt store typer på 4 mm (se ill. 8).

En anden vigtig oplysning, der med stor konsekvens gives på titelbladene, handler om Morten Hallagers profession. Som før fremgået, betegnede han sig selv som “skoleholder” ca. 1791-1796 og som “skolelærer” fra 1796 og frem. Det har ikke været et spørgsmål om at identificere én Morten Hallager i forhold til andre. Ligesom mange præster sørgede for at skrive “sognepræst” for at markere stand, uddannelsesniveau og autoritet, så er der utvivlsomt tale om et særdeles bevidst valg af medtaget profession som kvalitetsstempel og dermed del af annonceringen.

48 Hallagers Ny dansk Læsebog fra 1800 stilet mod “smaae Børn”, hvilket i forordet blev defineret som 5-6-årsalderen (se ovenfor). Publikum for Nye ABC-Bog fra 1796 var betegnet som “ganske smaae Børn”, dvs. potentielt endnu yngre.

49 Kort Begreb af de menneskelige Færdigheder og Kundskaber. Indeholdende En kort Udsigt over Menneskets Naturhistorie, dets borgerlige Indretninger, Næringsveie og Trang, samt hvorledes denne afhjelpes ved Kunster, Haandværker og Haandarbeide, 1797. Med bogen vil Hallager “give Børnene et Begreb om alle Slags Professioner, Kunster og Videnskaber, at de heraf ikke alene kunde lære at indsee hvad Mennesket formaaer; men endog i sin Tid med en større Overbeviisning vælge én af de mange Slags Haandteringer, som de selv kunde finde meest Lyst til og Behag i”, jf. fortalen.

90

Charlotte Appel

Budskabet var, at han, Hallager, qua sin skolegerning, vidste hvad der var godt og nyttigt i praksis for børn, og det var et tema, der ofte blev yderligere udfoldet i fortalerne (jf. nedenfor). Men allerede titelbladet forkynder denne centrale præmis, og man bemærker, at skrifttypen med Hallagers navn nok varierer, især afhængig af den enkelte udgivelses format, men med tendens til at blive større og mere synlig, både absolut og relativt sidst i karrieren.50 Fra midten af 1790’erne var Hallagers eget navn således begyndt at blive et brand.

Nederst på alle titelblade står endelig de vanlige, men vigtige oplysninger ang. bogtrykker, evt. forlægger (hvis anden end Hallager selv), samt hvor bogen kan købes. Her følges de samtidige normer mht. udformning af kolofon, og i hvert fald disse oplysninger har trykker og forlægger formentlig fastlagt, frem for Hallager selv. Der er stort set aldrig oplysning om pris på selve bøgerne. Denne information giver Hallager og hans forlæggere til gengæld i annoncer, med mulighed for at nævne pris på både indbundne og uindbundne eksemplarer samt tilbud om rabat.51 De foretagne valg fik betydning for, hvordan der kunne kommunikeres og reklameres også andre steder. Bag i nogle af Hallagers bøger findes de sidste ellers ubrugte sider anvendt til reklame for andre af hans udgivelser. Disse reklametekster kunne være ganske lange, dvs. at oplysninger fra titelbladet blev suppleret med uddrag af indholdsfortegnelsen. Eksempelvis sidder der bag i andenudgaven af Biekube fra 1802 reklame for hele fem andre af Hallagers bøger, der alle kan erhverves “for vedtegnede Priser hos Forlæggerne Arntzen & Hartier, paa Børsen No. 3”.52 Aviser var dog det vigtigste reklamemedie. Allerede som bogtrykker havde Hallager, som fremgået, annonceret flittigt i Københavns Adresseavis, og da han igen gik ind på markedet for børnebøger, sørgede han straks for at gøre reklame. Allerede i 1792 havde han eksempelvis an50 Således i skrifterne fra 1802 og 1803, hvor H i Hallager er sat med 4 mm (svarende til størrelsen på underoverskriften, f.eks. til Morende Tidsfordriv eller Historisk Læsebog (hvor hovedoverskrift står med 8 mm). I tidlige udgivelse var Hallagers eget navn sat med mindre typer, typisk 3 mm, f.eks. i Feddersen: Bibelsk Læsebog, 1786, eller var enkelte gange slet ikke med på titelbladet, f.eks. til Bodes Guds Godhed, 1792, eller 2.udgaven af Den astronomiske Børneven, 1796.

51 For eksempler på priser, se billedtekst til illustration nr. 3.

52 Der reklameres her for Morende Historier for Børn, 1796, Nyeste Samling af adskillige fornøielige, moersomme og nyttige Materier”, 1798, Nye tydsk Læsebog for Begyndere, 1798, Menneskets Forhold til Gud, 1794, og Morende Tidsfordriv for Børn i ledige Timer, 1800. Sidstnævnte omtales på i alt 48 linjer, dvs. med fyldigt uddrag fra forord og indholdsfortegnelse.

Titler, typografi og andre tilpasninger

91

noncer i Adresseavisen i alt 17 gange, heraf 14 for den nye Læse-Øvelse-Bog. Foreløbig har jeg identificeret ca. 300 annoncer for Hallagers bogudgivelser fra perioden 1791-1804.53 De henviser interesserede kunder til de boghandlere og forlæggere, hvor bøgerne kan købes, dvs. især Liunge og Poulsen midt i 1790’erne, og senere Schubothe. Og mens Hallager givetvis selv stod bag den intensive markedsføring af sin Læse-Øvelse-Bog, så bliver det fra sidst i 1790erne som regel boghandlerne, der står som indrykkere af annoncerne. Ser man på et bredt udvalg af tidens avisreklamer for “bøger for børn”, er ca. en fjerdedel af de annoncerede varer nogle af Hallagers udgivelser (f.eks. 22 ud af 88 i 1800). I forhold til sin i forvejen store markedsandel (jf. ovenfor), fremstår Hallager som endnu mere dominerende, når det gælder markedsføring af børnerelaterede titler i aviserne.54 Format, skrifttype og layout: At forme bøger for børn Hvad karakteriserede Hallagers bøger for børn som fysiske objekter, og er der tegn på, at han som udgiver gjorde aktiv brug af sine kompetencer fra tiden som bogtrykker? For en umiddelbar betragtning synes Hallagers bøger at placere sig som ganske tidstypiske udgivelser for et bredere publikum, trykt i oktav- eller duodez-format og med få undtagelser på et omfang mellem 60 og 300 sider. Som boghistorikeren Henrik Horstbøll tidligere har påvist, så var netop de små formater, fra oktaven og nedefter, den foretrukne form for bogformat til bredere læsergrupper, idet de små formater sikrede et mindre papirforbrug og

Heraf er det store flertal fra Adresseavisen. Derudover annoncerede Hallager og hans forretningsforbindelser i bl.a. De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender og Fabers Fyenske Avertissements-Tidende. Søgning på “Hallager” opfanger også bl.a. annoncer fra hans søns skole samt for en populær regnebog, udgivet af hans bror Niels i Bergen. Sådanne er efterfølgende sorteret fra.

54 Tak til stud.mag Ida Blandford for adgang til resultater fra hendes specialeafhandling “Da bøger for børn blev en forbrugsvare, 1780-1850. En undersøgelse af lanceringen af børnebogen og barnet som forbruger, med særligt fokus på annoncer i danske aviser”, indleveret ved Historie, Københavns Universitet, juni 2020. Her optælles antal forskellige børnebøger, der reklameres for i en række danske aviser, med nedslag hvert femte år; dog er skolebøger ikke medtaget i Blandfords undersøgelse. For Adresseavisen er hendes samlede tal for 1785: 18, for 1790: 68, for 1795: 28, for 1800: 88. Fra 1795 og 1800 var hhv. 9 og 22 annoncer for bøger af Hallager, dvs. en fjerdedel eller mere.

53

92

Charlotte Appel

dermed lavere priser.55 Efterhånden udviklede det sig til en typografisk konvention, sådan at selve formatet skabte forventninger til en bog og dens publikum. Det var især tydeligt i den modsatte ende af skalaen, hvor store og mere bekostelige bøger i folio og kvart alene gennem formatet signalerede et mere eksklusivt publikum. At Hallagers bøger for børn placerer sig inden for spektret af mindre og mere billige formater kan ikke undre. Inden for “det folkelige bogtryk” var der imidlertid mulighed for variation, og der er derfor grund til at se nærmere på Hallagers konkrete valg til de enkelte bøger, ikke mindst i lyset af hans fortrolighed med repertoiret af typografiske virkemidler.

Et særlig interessant eksempel er den flere gange omtalte Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog fra 1791, dvs. den bog, der for alvor satte gang i Hallagers karriere som bogudgiver. Denne bog er hverken trykt som oktav eller duodez, men derimod som sedez, dvs. et af de allermindste formater, på blot ca. 9,8 x 8,3 cm (klummemål), og dette format blev bibeholdt i alle oplag, også selvom bøgerne voksede i omfang, fra 236 sider i førsteudgaven, til 256 og snart 272 nummererede sider. 56 Bogen havde undertitlen “hvoraf Børn kunde lære at kiende alle Slags danske og latinske Bogsaver, samt tillige at læse rigtig og forstaaelig, indeholdende: forskiellige Materier til deres Forstands Oplysning og Hjerters Forbedring”. I forordet fortalte Hallager, hvordan mange forældre undrede sig over, at deres børn ikke kunne læse bl.a. aviser, men sagen var, at børnene jo ikke var blevet trænet i at læse forskellige former for tekst. Idéen var derfor, at den lille bog skulle udfylde et mellemrum mellem de bøger, der normalt blev brugt til den helt elementære læseundervisning, og så det senere, mere krævende læsestof.

Den nye og alternative læsebog henvendte sig således til de “smaae Børn, naar de nogenledes kunde læse den indførte Catechismus og Evangeliibog”. Hallager understregede dermed, at børnene først skulle have den klassiske begynderundvisning ud fra katekismus og evangeliebog, og han skrev ligefrem, at evangeliebogen “formedelst sit ypperlige Indhold og herlige Ponctuation, altid [for]bliver en god Læsebog”.

Herefter skulle børnene så gå videre til Hallagers bog, der ville videre55 Henrik Horstbøll 1999, s. 273-284. Horstbøll synes ikke at skelne mellem de forskellige små formater mht. reducerede omkostninger. Det kan der dog være god grund til, jf. citat nedenfor af Hallager.

56 Udgaverne fordeler sig således: 1. udg. 1791, 2. udg. 1795, 3. udg. 1798, 4. udg. 1800, 5. udg. [tabt, ca. 1801?], 6. udg. 1803, 7. udg. 1805, 8. udg. [tabt, ca. 1807?], 9. udg.

1809, 10. udg. 1812, 11. udg. 1816. Allerede 2.udgaven havde 256 sider og reelt en større tekstforøgelse, idet de fleste sider indeholdt flere linjer end 1.udgaven.

Titler, typografi og andre tilpasninger

93

Ill. 5: Hallagers Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog udkom første gang i 1791 og var formentlig den mest udbredte læsebog overhovedet i et kvart århundrede, ca. 1792-1816. Her ses eksemplarer af 10. og 11. udgave, fra hhv. 1811 og 1816, i samtidige indbindinger. De små sedezer lignede til forveksling de to klassiske læsebøger, der havde været brugt i så godt som alle landets skoler op gennem 1700-tallet: Luthers lille katekismus og en lille evangeliebog.

udvikle deres læsefærdigheder. Bogen ville desuden egne sig godt til de større børn, “som mangle de nødvendige Grunde til rigtig at læse”, dvs. ordentlig motivation til at fortsætte med at læse og lære. De ville nemlig kunne bruge bogen “som en nyttig Haandbog til en fuldkomnere Færdighed i Læsningen; og en forberedende Øvelse til videre Kundskab.”

Det var til denne begynder- og mellemtrins-bog, at Hallager havde valgt sedez som format. I forordet til førsteudgaven anfører han selv to grunde: “[..] jeg har valgt 16mo fordi det er mindst bekosteligt at indbinde og rummer mere end 8vo – er tillige en beqvem Lommebog, som og kan bruges ved Skriverborderne af de større Børn, naar de have skrevet deres Forskrift, til efter den at afskrive visse Exempler, eller de fremmede Ord og deres Bemærkelser, hvorved de kunne opnaae en større Færdighed til at skrive paa frie Haand, og en stærkere Fasthed i Retskrivningen end den de almindelige have. – Omendskiønt dette Slags Format er dyrere at trykke end

94

Charlotte Appel de sædvanlige, saa har jeg dog, for at befordre Afsætningen, sat Prisen saa billig som mueligt.”

Ét argument har således med pris at gøre. Hallager forklarer, at selve produktionsprisen faktisk er højere for udgiveren, når der trykkes i sedez frem for “de sædvanlige”, dvs. oktav eller duodez.57 Til gengæld vil en sedez være billigere at få indbundet for modtagerne, hvad enten de gør det selv eller køber en indbundet udgave hos en boghandler. Et andet argument handler om funktion, idet lommebogsformatet betyder, at læsebogen lettere kan anvendes som forlæg ved skriveøvelser på borde med begrænset plads. Dette sidste viser hen til samtidens ønske om at sætte skriveundervisning på dagsordenen i alle skoler.

Dertil kommer givetvis et tredje argument, som ganske vist ikke er formuleret eksplicit. Hallager betoner, at hans læsebog ikke skal erstatte katekismus og evangeliebog, men netop bruges efterfølgende som overgang mellem de religiøse grundbøger og børnenes videre læsning. Netop i årene omkring 1790 udspillede der sig voldsomme pædagogiske, teologiske og reelt også politiske diskussioner om, hvorvidt katekismen og det religiøse stof overhovedet var egnet for de mindste børn i skolerne.

Eksempelvis gik den skoleengagerede præst Thomas Rasmussen ind for helt at bryde med århundreders tradition, og Rasmussen udsendte nye ABC’er og læsebøger, der undgik alt hvad der smagte af katekismus.58 Her indtog Hallager altså en form for kompromis-position, ikke kun ved at erklære sig loyal over for traditionen samtidig med at han søsatte noget nyt, men også ved at vælge en sedez. Derved kom hans læsebog nemlig til i det ydre at ligne de små katekismer og evangeliebøger, der i generationer havde været de mindre børns første skolebøger.59 I forhold til et andet fysisk udtryk, nemlig valget af skrifttyper, havde Hallager også en klar strategi. En del af bogens sider var nemlig sat med andre skrifttyper end klassisk fraktur, der ellers i samtiden var helt 57 Dette synspunkt, der fremføres med selvfølgelighed af den branchekendte Hallager, er jeg ikke stødt på andetsteds. Argumentet synes overbevisende. Herunder at den økonomiske gevinst ved at trykke helt småt, primært havde med reducerede materialer til bogbind at gøre.

58 Thomas Rasmussen: ABC, 1787, samt ABC og Læsebog, 1798 (samt formentlig en ældre, nu tabt udgave). Nærmere om disse og andre udgivelser i Karoline Baden Staffensens kommende ph.d.-afhandling.

59 Se bl.a. Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780, 2013, s. 89-95 og 324-327, og Charlotte Appel: Bøger i 1700-tallets nordjyske landsbyskoler, Fund og Forskning 2012, 233-259.

Titler, typografi og andre tilpasninger

95

dominerende og derfor blev omtalt som “danske” bogstaver. Målet var, som allerede fremhævet på titelbladet, at børnene skulle have mulighed for at lære “alle Slags danske og latinske Bogstaver”. I førsteudgavens forord uddybede Hallager, hvordan selv en nyere og udmærket læsebog fra Thieles forlag ikke havde nogen “brugbar Anviisning til at læse rigtig, og har ei heller latinske Bogstaver”.60 Dermed fik selv de større børn ikke regulær læsetræning. Den første egentlige historie i Hallagers læsebog består ligefrem af en dialog mellem en far og søn, hvor sønnen først stolt fortæller, at han kan læse, men hurtigt må indrømme, at han ikke kan læse en avis, men kun sin katekismus og evangeliebog. Hvorpå faderen kommenterer: “Dette er vel godt; men det kan dog ikke være nok. Du maa kunne ikke allene læse disse; men endog alle andre danske Bøger, ellers kan du ikke sige at du kan læse”.61 Drengen spørger straks, om hans far kan give ham en sådan bog. Svaret er et ja – og Hallagers lille læsebog er naturligvis bogen, der kan afhjælpe problemet.

Konkret er der tale om, at ca. 42 (ud af de i alt 236) sider i Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog, er sat med antikva. Hallager har indsat alfabetet på s.

46, fulgt af ca. 14 sider i antikva og senere i bogen yderligere afsnit med de latinske bogstaver om fremmede religioner og regeringsformer.62 Indenfor disse sider introduceres også antikva i kursiv, ligesom der benyttes forskellige skrifttyper og -størrelser, fed og spatiering. Hallager ville ikke kunne prale af at være den allerførste til at inkludere antikva i en dansksproget læsebog, for det havde præsten H.J. Birch gjort året før, i sin Nye ABC eller Stave- og Læsebog for Børn, 1790, men dog kun på få sider og uden nærmere forklaringer.63 Men Hallager markerede sig blandt de første i Danmark og i det øvrige Europa til at bruge denne metode.64 Omtrent samtidig, muligvis med lidt forsinkelse, begyndte Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog, 1791, fortalen.

Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog, 1791, blad A,1 (i 1795-udgave s. 1).

62 Alfabetet på blad C,8 r (i 1795-udgaven s. 49). Herefter 14 sider, undervejs med kursiv og igen yderligere 27 sider om bl.a. forskellige religioner og regeringsformer fra blad I,2.

63 Selve alfabetet i antikva findes på s. 4. Derudover bruges antikva på tre sider med navne, s. 16-18, og i et enkelt af 17 mindre tekststykker, nemlig om “Den ædle Prinds”, s. 50-51.

64 Et andet tidligt eksempel var Bone Falch Rønnes Læsebog for Bønderbørn, 1795. I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel er en række tyske læsebøger blevet gennemset, dels eksemplarer tilgængelige online, dels fysiske eksemplarer på Deutsche Staatsbibliothek, Berlin. Det kan ikke udelukkes, at også tyske pædagoger eller bogfolk før 1791 kan have introduceret antikva i deres læsebøger, men jeg har endnu ikke fundet eksempler. Det kan konkluderes, at det ikke har været normen.

60 61

96

Charlotte Appel

det at blive almindeligt, at også de korte ABC’er på 16 eller 32 sider anførte et alfabet med antikva samt tal, mens hovedteksten fortsat var sat med fraktur.65 I 1800-tallets første årtier videreførte flere forfattere Hallagers koncept med at introducere de unge læsere til antikva. Det gjaldt også Peder Hjorts siden så berømte Den danske Børneven (1839).66 Hvordan med den fysiske tilrettelæggelse af Hallagers øvrige bøger for børn? Med hensyn til valg af format vekslede Hallager fremover mellem oktav og duodez. Oktav blev brugt til hovedparten af hans skolebøger, herunder de succesfulde begynderbøger i tysk og fransk. Alt tyder på, at bøger associeret med skolebrug, som næsten ufravigelig standard, blev produceret som oktaver til langt op i 1800-tallet.67 Hallager har fulgt denne konvention, men har dog indimellem foretrukket duodezen.

Mens den nyligt identificerede ABC-bog for de allermindste (jf. foran) er på 32 sider i oktav, er Ny dansk Læsebog for de første Begyndere for dem, der var kommet tanden videre, i duodez.68 Generelt blev duodezen dog især benyttet til de små kombinerede fortællinger som f.eks. Foræringer for Børn (1793-95) og til en lommebog som Den astronomiske Børneven, der skulle supplere en anden velkendt genre, nemlig almanakken.69 Her har ligeledes været tale om at lade en ny udgivelse rent fysisk læne sig op ad den udgivelsesformel, som publikum kendte. Derudover kan man tale om, at flere af duodezerne netop ikke var lavet for en skoleEt af de tidligste eksempler er ABC, trykt af J.R. Thiele uden år, men fra perioden 1797-1806, jf. oplysning om Thieles bopæl på titelbladet. Hallager selv havde som bogtrykker udgivet ABC’er efter den klassiske model; der er dog kun bevaret en enkelt.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at der har været nu tabte ABC’er, der introducerede antikva tidligere. ABC’er blev i perioden oftest trykt uden årstal, så de altid fremstod som nye.

66 Peter Hjort: Den danske Børneven. En Læsebog for Borger- og Almueskoler, 1839. I senere skole- og litteraturhistoriske oversigter nævnes denne læsebog som særlig udbredt. Der kendes 10 udgaver frem til 1879. Hallagers har dog været mindst lige så udbredt i den her behandlede tidligere periode.

67 Denne observation er gjort ud fra inspektion af ca. 500 skolebøger i det samlede korpus af bøger for børn, jf. note 41.

68 M. Hallager: Nye dansk Læsebog for de første Begyndere, 1800. Den posthume 2. udgave fra 1805, blev udgivet af P. Thonboe. Det var denne bog, hvis 47. oplag udkom i 1891.

Nærmere om denne udgivelse, hos Baden Staffensen i kommende ph.d.-afhandling.

69 J. C. Bockshammer: Den astronomiske Børneven blev første gang udgivet på dansk i 1794, med L. Reistrup som oversætter og P. Liunge som forlægger. Da P. Liunge allerede to år efter ville udsende en 2.udgave, var den “forøget og forbedret” af Morten Hallager, som nu arbejdede tæt sammen med Liunge. I 1800 udsendte Hallager en væsentlig omarbejdet udgave, også med ændret titel: Den astronomiske og geographiske Børneven – og nu med hans eget navn på titelbladet.

65

Titler, typografi og andre tilpasninger

97

stue, men måske i højere grad til at anvendes af børnene selv – og evt. transporteres ud i naturen eller med på en rejse.

Hvad angår skrifttype, videreførte Hallager sine idéer om tilvænning til flere skrifttyper i Nye ABC-Bog for de allermindste, hvor han introducerer selve alfabetet samt et enkelt tekststykke i antikva,70 mens han i den senere så succesfulde Ny dansk Læsebog for de første Begyndere fra 1800 holdt sig til fraktur. Derudover kom antikva meget markant i brug i de lærebøger, der introducerede fransk, og hvor hhv. danske og franske ord løbende blev lette at adskille pga. de to forskellige skrifttyper.

At fransk altid blev sat med antikva var en europæisk konvention, og det kan absolut ikke udelukkes, at det har været en ekstra motivation for Hallager, at han med den tidligere introduktion af antikva gjorde skridtet til begynderfransk kortere for potentielle elever.71 I forhold til bøgernes layout mere generelt, bemærker man, at Hallagers bøger har et umiskendeligt fælles præg, også selvom de blev trykt hos forskellige af byens bogtrykkere, og næsten alle er sat med relativ god luft mellem linjerne og med brede margener. Det gælder ikke mindst succesen Ny dansk Læsebog. Meget tyder således på, at Hallager fortsatte med at gøre sin indflydelse gældende, også mht. bøgernes typografiske tilrettelæggelse i det hele taget.

Et sidste virkemiddel, der må nævnes, selvom Hallager kun i begrænset omfang tog det i anvendelse, er illustrationer. Hyppig anvendelse af billeder skulle i løbet af 1800-tallet blive et kendetegn ved bøger for børn, men dette fænomen var kun i sin vorden i 1700-tallets sidste årtier.72 Fra sin baggrund i bogbranchen og med sin optagethed af at vise børn verden og være så konkret som muligt, har Hallager ikke manglet viden om billedmediets muligheder. Interessant er fortalen – allerede fra hans tid som bogtrykker – til Büschings Underviisning i Natur-Historien (1779), som han selv havde oversat, udgivet og trykt (jf. foran). Her forklarer han følgende: “Oversættelsen har man stræbt at giøre saa tydelig, som muelig, og gierne havde man ønsket tillige at kunne udgive de ved Origina70 Den lille bog er upagineret. Alfabetet i antikva på blad B4 (r-v), fuld tekst blad B7v (samt kursiv B8r).

71 Se f.eks. ABC Instructif, 1797, og Den Franske Børneven (af Berquin), 1800. Antikva forekommer slet ikke i de tysksprogede undervisningsbøger.

72 Et afgørende gennembrud kom med litografiet i 1830’erne, hvor forlæggeren Chr. Steen blev en hovedfigur bag rigt illustrerede bøger for børn. Se Inger Simonsen 1944, s. 30-35, og Torben Weinreich 2006, s. 122.

98

Charlotte Appel len tilføiede Kobbere; men da disse ikke egentligen ere fornødne til at forstaae Bogen, og Kobberstikningen desuden er langt dyrere hos os, end hos Forfatterens Landsmænd, Afsætningen tillige ringere, saa formoder man deri en billig Undskyldning. Skulde dette Oplag blive afsat, skal man stræbe ved en anden Udgave at afhielpe denne Mangel.” 73

Hallager vedgår således, at udeladelsen af de oprindelige kobberstik ikke sker med hans gode vilje. Han stiller i udsigt, at han evt. kan rette op på dette i en senere udgave (hvilket ikke sker), men vælger altså at ændre sit forlæg for at komme hurtigere og ikke mindst billigere ud på markedet. Adskillige af hans etbladstryk fra bogtrykkertiden havde været illustrerede eller ligefrem billeder med tilhørende tekst – som f.eks. hans “Afbilding af en fransk Luftmaskine” fra 1784 – og han havde således førstehåndserfaringer med mediet.74 På Hallagers tid var illustrationer eftertragtede, men netop omkostningstunge. Hvis en bog indeholdt kobberstik, var det derfor normen at omtale og dermed reklamere for dem allerede på titelbladet. Det ses f.eks. i Den astronomiske Børneven (2. udg.) hvor det på selve titelbladet oplyses, at bogen er “med oplysende Kobbere”. Ud over denne bog er der kun kobberstik i yderligere fire af Hallagers bøger, primært som del af titelbladet.75 Anvisninger, anskueliggørelse og afveksling: pædagogiske greb Titler, titelblade og fysisk udformning var de første signaler til potentielle købere og brugere. Men derudover sørgede Hallager i næsten alle tilfælde for at forsyne sine bøger med et forord, ofte kaldet “forerindring”, der præciserede, hvem han henvendte sig til og gav nærmere anvisninger på, hvordan bogen skulle bruges. Enkelte var ganske korte på blot 1-2 sider med relativt stor skrifttype, og det kan ikke udelukkes, A.F. Büsching: Underviisning i Natur-Historien. For dem, som enten kun vide lidt, eller slet intet af den. Udgivet til almindelig Nytte for Børn og Lægfolk, 1779.

74 Annonce i Adresseavisen 19.1.1784 og yderligere tre gange samme år. Det drejede sig om Afbildning og historisk Beskrivelse over den i Frankerige nye opfundne Luftkugle, eller ærostatiske Maskine, jf. V.E. Clausen: Det folkelige danske træsnit i etbladstryk 1565-1884, 1961, nr. 412. Også tidlige Hallager-tryk findes her.

75 Kobberstik endvidere i Bodes Guds Godhed, 1792, Nyeste Samling af adskillige fornøielige, moersomme og nyttige Materier, 1798 (her et “Globekort”), Reisebeskrivelser for Børn, 1800, samt Ny dansk Læsebog, 1800.

73

Titler, typografi og andre tilpasninger

99

Ill. 6: Her ses et af de relativt få titelblade med illustration, nemlig til Morten Hallagers Reisebeskrivelser for Børn, 1800.

Geografi og lære om andre lande var et gennemgående tema i Hallagers oplysningspensum, og stoffet blev gerne formidlet gennem spændende historier.

at en interesseret køber kunne gennemlæse en sådan tekst i en boglade forud for det endelige køb. Men især de længere forord, sat med standard skrifttype, må have været møntet på modtagere, der allerede havde erhvervet bogen og nu skulle guides til det bedst mulige udbytte.

Det er ikke mindst her, at man mærker skolelærer Hallager trække på sin pædagogiske erfaringsverden. 76 Nogle fortaler var primært henvendt til de voksne, dvs. at børnene eller de unge udelukkende blev omtalt i tredje person flertal. Eksempelvis indledes “Forerindring” til Biekube fra 1797 med følgende: “Hensigten 76 Eneste udgivelse for børn uden forord er den posthume Skuespil for Børn, 1804, der indeholder fem små stykker af Berquin, dvs. at Hallager formentlig døde, før et forord blev færdigt. Elementer kan dog findes i et andet forord, hvor Hallager på vanlig vis sender en sonderende foromtale ud. I slutningen af sit forord til Den Franske Børneven, eller Ny fransk Læsebog, 1800, meddeler han, at han “agter at udgive Berquins dramatiske Arbeider for Børn, i samme Form som denne, til Ungdommens Nytte og videre Fremgang i det franske Sprog”.

100

Charlotte Appel

med denne lille Bog har været ligesom med de forhen af mig udgivne, at nytte more og gavne den kjere Ungdom”. Og for alle de bøger, der var tænkt til undervisningsbrug, var dette standard, dvs. at fortalen reelt havde karakter af (også) en didaktisk vejledning til læreren.77 I mange tilfælde henvendte Hallager sig dog direkte til børnene. Et interessant eksempel er Den astronomiske Børneven, hvis andenudgave som fremgået blev besørget af Hallager i 1796. Mens der ikke er nogen fortale overhovedet i Reistrups førsteudgave fra 1794, har Hallager forsynet sin nye version med en fortale på ca. 4½ side. Her parafraserer han først den tyske forfatter J. C. Bockshammers fortale (om hvordan mange børn havde spurgt ham om forklaringer på ting, der stod i almanakken), og i denne del omtales børnene netop i tredje person. Men snart overtager Hallager selv ordet og taler, halvvejs inde i fortalen, direkte til børnene: “Kiereste Børn! Læser nu denne liden Bog med Opmærksomhed, saa skal den baade skaffe Eder Nytte og Fornøielse. Dersom I ikke tilforn havde hørt noget om disse Ting, saa kan denne Efterretning sætte Eder i en behagelig Forfærdelse. Have I derimod allerede et Begreb om dem, saa skal disses Erindring og Igjentagelse være Eder til Nytte.” 78 Samme skift, fra omtale af børnene i 3. person flertal til en direkte henvendelse til børnene i 2. person flertal, benyttes i Hallagers Morende Historier fra samme år:

“Børn elske Forandringer i alle Ting, altsaa og i Læsning. Jeg

har da her, for at befordre deres Læselyst, af tydske og franske Bøernebøger samlet disse smaa Historier, som en Nytaarsgave, i den Hensigt derved at forskaffe dem en morende Tidsfordriv til Nytte og Fornøielse.

Naar I da, kjereste Børn, nu læse disse Historier, saa giver Agt paa de Exempler, som deri ere fremsatte, vogter Eder for de Ondes og følger de Godes, saa skulle I voxe op til Glæde for Eders Forældre og Medmennesker, og selv stedse være lykkelige.” 79 Se f.eks. forerindringen til Godmand eller den danske Børneven, 1798, der i hovedsagen følger Thiemes originale og netop voksenretttede fortale.

78 Den astronomiske Børneven, 2. udgave, 1796, forerindring.

79 Morende Historier For Børn, til Nytte og Fornøielse: En Nytaarsgave for Ungdommen af begge Kjøn, 1796, forerindring.

77

Titler, typografi og andre tilpasninger

101

Hallager bruger således sine forord til at skabe en direkte kontakt til bøgernes modtagere og brugere, og det bliver i de sidstnævnte tilfælde klart, at børnene skal have bøgerne i egne hænder. Men det er samtidig et klart budskab, at en vellykket brug af bøgerne ud fra Hallagers intentioner kræver en voksen fødselshjælper. Man må ikke tro, at en bog kan tale og virke alene – og at den bare er til leg og underholdning.

Skolelæreren Morten Hallager giver f.eks. forældrene en direkte opsang i andet bind af sine Foræringer til Børn (1794): “I Øvrigt har jeg ved dette som ved det foregaaende Stykke havt til Øiemærke ved de mangfoldige Merkværdigheder, som findes paa vor Jord, at bringe Børnene til eftertanke om vor Guds Viisdom, Almagt og Godhed. Skal dette opnaaes, saa er det dog ikke nok at forære Barnet Bogen som et andet Legetøi; men Forældre og Børnevenner maatte tillige under Læsningen søge at lede Børnene til nærmere Eftertanke.” 80 I Nyeste Samling af adskillige fornøielige, moersomme og nyttige Materier (1798) hedder det: “Men hvor gavnligt for Ungdommen dette endog kunde være, saa vil dette mit Øiemærke, dog neppe blive opnaaet ved blot at kjøbe Bogen og give Ungdommen den i Hænderne for at læse den paa egen Haand. Nei! Da vil det kun sjelden opnaaes; thi daglig Erfaring har lært mig, at kun faa af dem have Stadighed nok dertil. De maae ledes til Opmærksomhed og Eftertanke, og skal dette Øiemærke opnaaes da maae Forældre og Lærere være dem behjelpelige dertil.” 81 Bøgerne skal således indgå i et levet børneliv og i en didaktisk kontekst med voksne “børnevenner”: forældre, lærere og andre.82 Morten Hallager: Foræringer for Børn, til at opvække deres Læselyst, og forskaffe dem Kundskab om adskillige Mærkværdigheder i Naturen og Verden, som en forberedende Øvelse til videre Eftertanke, 1794, forerindring.

81 Morten Hallager: Nyeste Samling af adskillige fornøielige, moersomme og nyttige Materier til Kundskabs Erhvervelse og Hjertets Forbedring. En Nytaarsgave for Børn, 1798, forerindring.

82 Hvordan 1700-tallets bøger skulle indgå i et samspil mellem børn og voksne, ikke mindst i hjemmet, er nyligt blevet overbevisende analyseret i Abigail Williams: The Social Life of Books. Reading together in the Eighteenth-Century Home, Yale 2017. Se også Matthew Grenby 2011, især kap. 5.

80

102

Charlotte Appel Ill. 7: Denne illustration til en samtidig udgivelse, nemlig C.C. Boecks Nye Billedog Læsebog for Børn i andenudgaven fra 1808, viser et vigtigt motiv, som Hallager også kredser om: Forholdet mellem bøger og legetøj. På det viste billede har børnene i hast smidt deres legetøj for i stedet at samles om faderen, der har en billedbog i hånden. Teksten nederst lyder: “Seer I, Børn, hvad jeg har? Aa! Fader, en Billedbog, en Billedbog!!”

Hallagers pædagogiske præferencer har også påvirket hans valg af emner og genrer. Det er allerede fremgået af oversigten i Tabel 2, at Hallager spændte vidt, og at han – som mange andre af den sene oplysningstids pædagoger – udtrykkelig ønskede at oplyse og at underholde, og at han betragtede de to ting som gensidigt forbundne.83 Eksempelvis skulle Hallagers serie Foræringer for Børn “nytte og fornøie den kiere Ungdom” og “more og gavne Ungdommen”.84 Denne kobling hang sammen med et tredje understøttende, men også selvstændigt formål, nemlig ønsket om “at opvække deres [Børnenes] Læselyst”.85 Når Hallager udgav en bog, leverede han således ikke kun nyttigt og underholdende Denne dobbelthed er tidligere blevet fremhævet og analyseret af bl.a. Lissa Paul 2011 og for Danmarks vedkommende især Nina Christensen: Videbegær. Oplysning, børnelitteratur, dannelse, 2012.

84 Foræringer for Børn, hhv. 2. årgang 1794 og 3. årgang 1795.

85 Jf. undertitlen “til at opvække Læselyst”, sst.

83

Titler, typografi og andre tilpasninger

103

læsestof konkret, men han bidrog også til at styrke læsefærdigheden og stimulere børnenes læselyst fremover.

En gennemgående strategi i forhold til dette tredobbelte formål gik ud på at kombinere forskellige typer tekster og historier i samme udgivelse. I de sjældnere tilfælde, hvor et enkelt tema eller en bestemt fremstillingsform dominerer, forklarer Hallager omhyggeligt, hvorfor dette ikke strider mod princippet om både at gavne og fornøje. Da han i 1799 vover sig ud i alene at udgive eventyr, skriver han således: “Rigtig nok er denne meget forskjellig fra de forrige, da den indeholder intet andet end opdigtede Fortællinger eller saa kaldede Eventyr. Men Intet kan dog være mere tjenlig til at befordre Læselyst hos Børn end Bøger af denne Slags; Og naar de bruges paa den rette Maade kunne de tillige virke til Hjertets Forbedring og en ædel Tænkemaades Udbredelse hos dem.” 86 Et gennemgående princip bag stofudvælgelse og fremstillingsform var at tage udgangspunkt i børnenes naturlige videbegær: “thi de [Børn] have Øine, og mangle ei heller Lærebegierlighed. De ville gierne vide alle Ting, og spørge derfor bestandige.

Man behøver alleneste at opvække og underholde hos dem den alle Mennesker medfødte Nysgierrighed og Attraae efter at lære noget. Desuden er denne Underviisningsmaade, om jeg saa skal kalde det, ikke i ringeste Maade besværlig eller kiedsom; men forskaffer os idel Fornøielse. Den kan tiene Børnene til et morende Tidsfordriv og bør gemeenlig ske med Leeg og Spøg. Man kan neppe troe, hvor mange Ting Børn kunde lære, om man nyttede alle de leiligheder, de selv give os i Hænderne.”87 Dette førte videre til en strategi om at holde sig til det anskuelige og konkrete, ofte i form af eksempelhistorier om enkelte børn, lige fra “den gudfrygtige Gustav” til “den uartige Sophie”.88 Dette var en tilgang, som havde en lang tradition bag sig i 1700-tallets bøger for børn, og

Samling af Eventyr til en behagelig Tidsfordriv for Børn og Børnevenner. Uddragne af C.P. Funkes nye Elementarbog, 1799.

87 Rollins Anviisning til Naturkyndigheden, 1796, fortalen.

88 Eksempler fra bind 1 og 3 af Foræringer for Børn, hhv. 1793 og 1795.

86

104

Charlotte Appel

som Hallager derfor langt fra var ene om.89 Men det kan ses, hvordan han løbende eksperimenterede med både udvalg og stil. Under mottoet “Exempler virke bedst” udgav han i 1802 Morende Tidsfordriv eller Historisk Læsebog for Unge og Gamle, med i alt 38 historiske eksempler frem for de mere konstruerede moralske idealfigurer. Men nok så interessant er udgivelsen fra året før, hvor han havde bearbejdet A.F.J. Frévilles Mærkværdige Børns Levnetsbeskrivelser eller Mønstre til Efterligning for Ungdoms Alderen. I forordet undrede han sig højlydt over, at ingen tidligere havde tænkt på at gøre biografi-konceptet endnu “nyttigere for den første Ungdom”, ved netop at skrive om børn. Nu blev denne mangel afhjulpet med bogens seks fyldige eksempler, som “Forældre og Lærere kunde med den største Nytte give ... i Ungdommens Hænder”.

Ikke overraskende er et af de gennemgående temaer i flere af Hallagers konkrete eksempelhistorier, hvordan børn skal omgås bøger. Det gælder eksempelvis i historien om “den Flittige”, ved navn Junker Sophron, i Biekube fra 1797: “Sophron kunde allerede i sit 6te Aar læse færdig, behagelig og med Forstand; da han var i sit ottende Aar skrev han en læselig Haand, i sit ellevte kunde han udregne alt det, som var nødvendigt; i sit tolvte læste og forstod han det latinske, franske og tydske Sprog, og kunde tillige mundtlig og skrivtlig betjene sig af dem.

Naar han fik nye Bøger eller talte med sine Forældre og Lærere, saa vare de Bøger og Samtaler ham de kjereste, som gjorde ham klogere og beredvilligere til Dyden, eller dueligere til selv at leve fornøiet og gjøre Andre Godt. Saaledes var Sophron, kjere Børn, som I kunne forestiller eder et Mønster.” 90 Én ting var dog anskuelige eksempler, serveret på en perlerække. Stor var Hallagers begejstring, da han i 1796 lancerede sin oversættelse af Dassels Den Gutmannske Families Reiser. Denne bog havde han kun redigeret ubetydeligt, da Dassels grundidé med at tage udgangspunkt i “allehaande Gjenstande af Naturen og Det menneskelige Liv” og indsætte dem i en sammenhængende og konkret historie var så vellykket: Se bl.a. Vanessa Joosens om “Cautionary tales” i Jack Zipes (ed.): The Oxford Encyclopedia of Children’s Literature, Oxford 2006.

90 Biekube, Indeholdende adskillige fornøielige, moersomme og nyttige Materier. En Nytaarsgave for Børn, 1797, s. 7-8. Eksemplet var indledt med bemærkningen “Thi voxne Mennesker ere langt mindre skikkede til at lære saadanne Ting [læsning etc.], end Børn”.

89

Titler, typografi og andre tilpasninger

105

“Han [Dassel] ansaae det for nyttigt, at indklæde disse Gjenstande i en Historie, hvoraf der hver Time kunde blive fortalt en Deel, og i den følgende, ved Igjentagelsen, deraf taget Stof til videre at tale om samme Emner. Den Agtpaagivenhed, som Børnene viste ved denne Methode, og den Lethed, med hvilken de baade fattede hvad der blev fortalt, og tillige beholdt det i deres Hukommelse, kom ham til at troe, at denne Historie ogsaa kunde være gavnlig for mange andre Børn og Lærere, som vilde betjene sig af den, og derfor besluttede han at give den i Trykken.” 91 I Dassels tekst kunne læserne følge den samme familie og børneflok hele vejen igennem. De mange lærerige historier var således indlagt i et sammenhængende narrativt forløb. Hallager gjorde sig overvejelser om, hvorvidt fremstillingen kunne blive lige lovlig langstrakt, eftersom nogle beskrivelser “over smaa Omstændigheder og Handlinger ere temmelig omstændelige”. 92 Men han konkluderede, at det var lykkedes Dassel at ramme den helt rigtige balance i forhold til de yngre læsere, der netop elskede det konkrete.

Overvejelsen er typisk, for Hallager var – som erfaren lærer – konstant på vagt over for al pædagogiks store udfordring, nemlig kedsomhed!

Denne problematik italesættes gang på gang, med udenadslære, for mange detaljer eller for mange gentagelser som de største farer, og med afveksling som effektivt våben. I bogen Reisebeskrivelser for Børn, 1800, lyder det eksempelvis: “Børn ønske sig gjerne idelige Forandringer i deres Beskæftigelse.

Mangt ellers for dem kjedeligt Arbeide bliver dem derved ikke alene taaleligt; men endog fornøieligt og morende. Geographien for Exempel er vel en behagelige Læsning for Børn; men skal den igjentages nogle Gange, bliver den dem kjedende; enhver Lærer

91 92

Chr. Conrad Dassel: Den Gutmannske Families Reiser. En Bog for Ungdommen, 1796.

Sst.

106

Charlotte Appel maa derfor, naar han vil høste Frugt af sin Underviisning, i visse Maader rette sig efter dem, han skal undervise.” 93

Det er interessant, at Hallager siden sin bogtrykkertid havde prioriteret bestemte fagområder som særligt nyttige, nemlig naturlæren (lige fra astronomien til den menneskelige natur), og at han løbende fastholdt, at de – specielt geografien – også var egnede til at holde kedsomhedsspøgelset på afstand. Hvis, vel at mærke, en erfaren lærer forstod at dosere stoffet efter sit publikum. Disse overvejelser om, hvordan man bedst undgår at kede børnene og omvendt bedst kan fastholde deres interesse, kan formentlig bidrage til at forklare det gradvise skift, der kan iagttages i Hallagers valg af emner og genrer, idet han i sine senere år stadig oftere valgte en fortællende genre.

Oversættelser, tilpasninger og lokaliseringer Hovedparten af Morten Hallagers udgivelser for børn var oversættelser og bearbejdelser fra tysk og fransk. Det var et faktum, som Hallager var sig uhyre bevidst, og som han var stolt over. Takket være sine gode sprogkundskaber formåede han at gå ind i rollen som formidler af oplysningstidens fremmeste pædagogers tanker og konkrete tekster.

Derfor blev de navne, han oversatte, ofte placeret særdeles synligt på titelbladene, og derfor redegjorde Hallager gerne udførligt for, hvorfor han havde udvalgt de pågældende tekster, og hvordan han havde bearbejdet dem. 94 Hallager var således ganske klar over sin rolle som ikke bare oversætter fra ét sprog til et andet, men også som aktør i en kulturel formidling.95 Selve det at tilpasse og forandre en tekst var 93 Reisebeskrivelser for Børn, 1800, Forordet. Hallager havde udgivet sin første geografibog allerede inden han blev bogtrykker, nemlig L. A. Baumanns Kort Udkast til en Geographie for Begyndere, 1770. I forordet dengang omtalte han primært geografiens nytte. Hans optagethed af temaet kedsomhed kommer først, da han er blevet aktiv som lærer, eksempelvis også i bearbejdelsen af Berquins Den franske Børneven, 1800: “Hvor det Behagelige og Nyttige er saaledes forenet med hinanden, at dens Læsning vist ikke vil blive kjedelig for Ungdommen”.

94 Det virker derfor ikke ganske rammende, når Inger Simonsen krediterer Hallager for “trods alt” at være ærlig. Hans deklarationer var ikke noget han nødtvunget kom frem med, fordi andet ville være uærligt.

95 Om de mange former for indgreb, som oversættere og udgivere foretager, se generelt Gillian Lathey: The role of translators in children’s literature: invisible storytellers, New York 2010. Dette aspekt agter jeg at uddybe i den omtalte artikel om børnebøger som transnationalt fænomen, jf. note 7.

Titler, typografi og andre tilpasninger

107

en selvfølge for alle, der tog del i den sene oplysnings paneuropæiske bevægelse. Intet sted fremgår dette tydeligere end i følgende citat fra Hallagers forord til Biekube fra 1797: “Jeg finder Stykker af Choffin hos Sulzer og Gedicke; og af Campe i Berqvins og Salzmans Skrifter, ligesom jeg hos Campe finder Stykker, som jeg før har læst i andre Skrivter; men saa fortreffeligen omarbeidede efter sin Hensigt, at man næsten glemmer, at man har læst dem før (...)

Hvad Oversættelsen angaar, da har jeg ikke just altid nøie fulgt mine Forfattere, men undertiden hos nogle sat til og taget fra; alt eftersom jeg troede det overensstemmende med min Hensigt, til at more, gavne og fornøie Børn.” 96 Hallager så sig selv som del af den samme bevægelse som sine forbilleder, og derfor var de forandringer han foretog alene gjort med det formål at sikre de europæiske tanker og tekster den størst mulige udbredelse hos et dansk publikum. Det hører naturligvis også med til billedet, at der på dette tidspunkt ikke eksisterede internationale aftaler omkring copyright, og at Hallager derfor tog det som en naturlig ting, at han kunne bearbejde de tyske og franske tekster som han ville, når han oversatte og udgav dem på dansk i Danmark.97 Hvordan og i hvilket omfang Hallager bearbejdede sine internationale forlæg, varierede fra udgivelse til udgivelse. Hans styrende hånd mærkes i sagens natur stærkest, hvor han reelt går ind som redaktør eller kompilator og sammensætter forskellige tekster af flere forfattere til en udgivelse i eget navn. I sådanne tilfælde synes han imidlertid ikke, at der er grund til i detaljer at forklare, hvad han har gjort ved forlæggene. Anderledes transparent er han, hvor han arbejder med en enkel forfatter og et enkelt værk. Her kan man iagttage et helt spektrum af interventioner, fra få og moderate ændringer, til mange og radikale indgreb i det oprindelige forlæg. Nogle få eksempler kan vise, hvordan han opererede.

I visse tilfælde gik Hallager ind og kortede sine forlæg, ud fra sine erfaringer som pædagog og kender af bogbranchen. Det gjaldt eksempelvis hans udgave af Feddersens Bibelsk Læsebog fra 1786, hvor hensynet Fortalen til Biekube, 1798.

Se Benedict Atkinson and Brian Fitzgerald: A short History of Copyright, New York 2014, kap. 4-5.

96 97

108

Charlotte Appel Ill. 8: På titelbladet til andenudgaven af Hallagers Nye Tydsk Læsebog for Begyndere, 1803, er det værd at lægge mærke til, hvordan der er givet god og fremtrædende plads til navnene på de “berømte tydske Pædagogers Skrivter”, som Hallager har benyttet. Han var tydeligvis stolt af rollen som transnational formidler af oplysningstidens bedste pædagogiske forfatterskaber. Navnet Hallager står dog med de største typer.

til bogens pris og dermed tilgængelighed blev anført som hovedårsagen.

Reelt havde Hallager kun udgivet en mindre del af en større bog – og det stærkt beskårne indhold var udvalgt ud fra hensyn til netop det unge publikum: “I Originalen findes vel flere af Bibelens Bøger, saasom Davids Psalmer, Salomons Prædikener, Jesus Syrachs, og nogle enkelte lærerige Steder af det gamle Testamente, paa samme Maade udarbeidede; men da dette hele Værk er omtrent et Alphabet98 stort, saa var jeg bange for at dets Størrelse og den deraf flydende 98 Med “Alphabet” henviser Hallager til, at de ark papir, der efter trykning blev falset til den færdige bog. Første ark var påtrykt A (med A1, A2 osv. på hver anden side ved korrekt falsning), dernæst ark B osv. Det vil sige, at et fuldt alfabet i oktav format (med 16 tryksider per ark) var ensbetydende med en bog på 24 x 16 = 384 sider. Hallagers forkortede version, også i oktav, er på 80 sider, hvoraf de 12 består af titelblad og fortale. Han har således kun udgivet, hvad der svarer til en femtedel af originalen.

Titler, typografi og andre tilpasninger

109

høiere Priis skulde afskrække Kiøberne, og fattede derfor den Beslutning først at udgive det Stykke, som indeholdt Salomons Tankesprog, eller de saa kaldede Ordsprog, som en Haandbog, der ikke alene indeholder vigtige og velgiørende Lærdomme; men som endogsaa leverer Leveregler, der kunde gavne Ungdommen i alle forekommende Tilfælde her i Livet, og naar de følge dem, giøre dem lyksalige her og hidset.” 99 I andre udgivelser gik Hallager ind og ændrede selve fremstillingsformen. Det gælder bl.a. J. E. Bodes Guds Godhed og Viisdom i det hele Skabningsverk; eller Betragtninger over Soel, Jord, Maane og de øvrige Planeter og Himmellegemer fra 1792. Her forklarer han: “Tillige har jeg, for at hæfte Læserens Opmærksomhed ved Materien, under Texten tilføiet adskillige Spøgsmaale, som jeg troede at være nyttige til Iagttagelse og nærmere Eftertanke”.100 Dvs. at Hallager ikke kun har oversat originalteksten, men har indlagt et ekstra lag eller niveau af spørgsmål i bedste katekismus-tradition.

Oftere handler det dog om en pallet af virkemidler, som Hallager betegner som “lokalisering”. Det skal her huskes, at der i 1790’ernes Danmark blev talt og læst tysk som del af hverdagen mange steder, ikke mindst i København og de fleste andre byer, og i særlig grad i det sønderjyske. Der var løbende kontakt og udveksling med tyske håndværkere, handels- og søfolk; mange familier var mere eller mindre tosprogede, og tysk var på skemaet i de fleste købstadsskoler (og i enkelte almueskoler).101 Det betyder, at der utvivlsomt har været mange bøger, herunder også bøger for børn, tilgængelige på tysk rundt om i Kongeriget.102 I mere begrænset omfang har der ligeledes været franske bøger

J.F. Feddersen: Bibelsk Læsebog for Børn af en skiønsom Alder, indeholdende Salomons Ordsprog, til deres Opbyggelse, 1786, Forberetning. Et andet tidligt eksempel på sådan afkortning er hans udgave af L.A. Baumann Geographie for Begyndere, 1770.

100 J.E. Bode: Guds Godhed og Viisdom i det hele Skabningsverk; eller Betragtninger over Soel, Jord, Maane og de øvrige Planeter og Himmellegemer, 1792, Forerindring.

101 Se Vibeke Winge: Dänische Deutsche – deutsche Dänen: Geschichte der deutschen Sprache in Dänemark 1300-1800 mit einem Ausblick auf das 19. Jahrhundert, 1992. Specielt om Sønderjylland se G: Japsen: Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland, 1968.

102 Ud over direkte import fra handelsfolk og andre, blev tysksprogede bøger forhandlet i danske boglader. Herom vidner både annoncer og kataloger. Afsætningen var så stor, at flere danske bogtrykkere på Hallagers tid selv producerede bøger på tysk for det lokale marked.

99

110

Charlotte Appel

for børn, navnlig hos adelige og storborgerskabet i København.103 Når Hallager valgte at lade en bog på tysk eller fransk oversætte til dansk, satsede han (og hans eventuelle forlægger) altså på, at andre grupper nu ville blive potentielle købere, netop fordi selve teksten var på dansk – men måske også hjulpet på vej af Hallagers såkaldte “lokaliseringer”.

Tilpasninger til et dansk publikum ud over det rent sproglige, kunne ske på forskellige måder og i forskelligt omfang, alt efter hvad Hallager skønnede nødvendigt. I fortalen til Menneskets Naturhistorie. Af Villaume (1796) skrev han: “Hist og her har jeg ved smaa Forøgelser eller Anmærkninger søgt at giøre dette Skrivt mere localt”.104 Andre gange understregede han, at det primært var stednavne, som i meget konkret forstand var blevet “localiseret” ud fra ønsket om at gøre det beskrevne mere genkendeligt for børnene. Ved bearbejdelsen af Funkes eventyr blev en historie, der oprindelig foregik i Alperne, f.eks. omplaceret til de norske fjelde.105 I de tilfælde, hvor det var en pointe at introducere børnene til andre dele af verden samt fremmede steder og skikke, foretog Hallager naturligvis ikke sådanne ændringer, og i det store flertal af egentlige fortællinger er de oprindelige steder derfor bibeholdt.106 Andre gange angik ændringerne imidlertid betydeligt mere end stednavne – og altid med en klar begrundelse. I bearbejdelsen af Johann Heinrich Voigts Første Undervisning om Mennesket (1797), var de tyske landbrugsforhold og politiske indretninger så anderledes, at Hallager decideret havde fravalgt originalens tekst i visse kapitler, og “efter en kyndig dansk Landsmands” råd og hjælp skabt en tekst, der “kunne være passende og anvendelige paa vort Landvæsens Indretning”. Og Om fransk i Danmark, se Ulla Gjeddes kapitel 19.3 i Dansk Sproghistorie bd. 5, red. af Ebba Hjort et al., 2021 (under udgivelse).

104 Menneskets Naturhistorie. Af Villaume, 1796, forerindring. En tilsvarende kort karakteristik også i udgaven af K.T. Thieme: Godmand. Eller en danske Børneven, hvor det endda på titelbladet er nævnt, at den er “Oversat og tildeels localiseret efter det andet forbedrede Tydske Oplag”, 1798. Af fortalen fremgår det, at første del er blevet “besørget af en mig ubekjendt Mand”, og at lokaliseringerne især er sket her, mens Hallager i anden del især har forandret “Personernes og Stædernes Navne”.

105 “Til Slutning maa jeg endnu erindre, at i det sidste Eventyr er Scenen forflyttet paa norsk Grund, og Fortællingen derved localiseret, som mere passende for Danske Læsere”, Morten Hallager: Samling af Eventyr til en behagelig Tidsfordriv for Børn og Børnevenner. Uddragne af C. P. Funkes nye Elementarbog, 1799.

106 F.eks. i Morende Historier For Børn, til Nytte og Fornøielse: En Nytaarsgave for Ungdommen af begge Kjøn, 1796. Her begynder én fortælling med ordene “En riig Kiøbmands Søn i London”, mens historien om “Kjæledæggen” finder sted i “en Søeprovinds i Frankerige”.

103

Titler, typografi og andre tilpasninger

111

ved udgaven af den Gutmannske families rejser, hvor Hallager ellers “næsten overalt (har) fulgt Forfatteren”, havde han besluttet at gøre beskrivelsen af København “noget vidtløftigere, hvilket man troede at skylde danske Læsere”.107 I Hallagers tidlige skrifter fra bogtrykkertiden omtales “Kierlighed til Fædrenelandet” som en hel universel dyd, der skal indlæres ligesom ærbødighed for Gud og landets love.108 Denne betydning er fortsat til stede i hans Læse-Øvelse-Bog fra 1791, men her taler Hallager også mere konkret om at gøre sine elever og læsere “Fædrenelandet kiert” i bestemt ental. Hans historiske udgivelser med eksempelmateriale fra 1801 og 1802 bygger imidlertid begge på tyske forlæg, og i selve stofudvælgelsen vedbliver Hallager at være kosmopolit.109 De omtalte “lokaliseringer” skal derfor ikke ses som en isoleret strategi for at gøre de oversatte bøger for børn mere nationale, men som del af en samlet pakke, der skulle gøre varerne så relevante og aktuelle som overhovedet muligt for et publikum, der nu engang boede i Danmark og talte dansk.110 Et sidste felt, hvor Hallager i særlig grad demonstrerede sine sprogkundskaber og sine formidlingsevner mellem det europæiske og det danske, handler om hans sprogbøger. Hans første undervisningsbog i fransk, dvs. ABC instructif pour apprendre aux enfans des élémens de langue françoise, 1797, blev præsenteret som baseret på Campes bøger (dvs. dennes introduktion til fransk via tysk). Igen sørgede Hallager således for at pege på sine internationale inspirationskilder. Men reelt er der tale om en bog, der nok bruger nogle af Campes tekster, men også gør meget andet og mere. Bogen indeholder et større tillæg (s. 71-128), hvor Hallager øser af sine egne erfaringer som fransklærer i København. Og nok 107 C.C. Dassel: Den Gutmannske Families Reiser. En Bog for Ungdommen, 1796. Det drejer sig om et afsnit 33 sider (s. 47-80), mens originalens kun fyldte ca. 2 sider.

108 “Exempler paa Kierlighed til Fædrenelandet” optræder som en universel dyd i Hallagers Moralsk Dukketøy fra 1768 (hvor historier bl.a. omhandler “Borgere i Staden Calais”, “Den ædle Chineser” m.m.). Tilsvarende taler han alment om “at indgyde i de Unge Hierter Ærbødighed for Religionen, virksom Høiagtelse for Landets Lov, Kierlighed til Fædrenelandet og alle de borgerlige og huuslige Dyder, som kan befordre Statens Vel og Medborgernes Lyksalighed” i Bibelsk Læsebog, 1786.

109 Nærmere om tidens patriotisme og fædrelandskærlighed samt de tilknyttede begreber i bl.a. Tine Damsholt: Fædrelandskærlighed og borgerdyd: patriotisk diskurs og militære reformer i Danmark i sidste del af 1700-tallet, 2002, og Juliane Engelhardt: Borgerskab og fællesskab: de patriotiske selskaber i den danske helstat 1769-1814, 2010.

110 En anden benyttet strategi bestod i at understrege, at bøgernes indhold var ført helt ajour med nyeste udvikling, især i Frankrig efter 1789. Dette salgsargument har især skullet appellere til de voksne købere.

112

Charlotte Appel Ill. 9: I ABC instructif pour apprendre aux enfans des élémens de la langue françoise, 1797, præsenterede den erfarne sproglærer Morten Hallager en særlig lydskrift for sine danske elever. Her blev f.eks. “tout le reste n’est rien” til “tu l’ ræst næ riæng”. Denne teknik blev, så vidt vides, ikke anvendt i andre samtidige sproglærebøger. Hallagers bog blev genudgivet allerede i 1801 – og der udkom i alt mindst 15 udgaver frem til 1867.

så vigtigt: I hele bogen suppleres de franske tekster af tilsvarende linjer, hvor de franske ords udtale er søgt skrevet eller beskrevet med danske bogstaver. Hallager har med andre ord udviklet sin egen, meget danske lydskrift. Noget tilsvarende er ikke fundet i andre samtidige udgivelser, så mon ikke der her ligger en vigtig nøgle til bøgernes popularitet.111 Virkningshistorie Mange af Morten Hallagers bøger for børn solgte godt i deres samtid.

Det gjaldt især hans sproglærebøger og læsebøger, og det var også disse to grupper af udgivelser, der blev de største succeser på længere sigt.

Hallagers bøger til tysk- og franskundervisning udkom i nye og mere

111 En artikel om Hallagers franske sproglære og den dertil knyttede lydskrift, er under forberedelse af Charlotte Appel og Peter Bakker.

Titler, typografi og andre tilpasninger

113

eller mindre reviderede udgaver igennem syv-otte årtier.112 Når Johan Ludvig Heiberg i sin vaudeville Aprilsnarrene (1826) lader skolefrøkenen sige til Trine “Læs et Stykke Fransk for din Moder. Tag Hallagers Læsebog”, kan det ses som et vidnesbyrd om bogens fortsatte betydning i 1820’erne og i sig selv et bidrag til idéen om Hallagers værk som indbegrebet af en fransk lærebog.113 Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog fra 1791 havde tilsyneladende været den udgivelse, der fik Hallager til at genoptage sin virksomhed som bogmand, nu i rollen som forfatter og oversætter. Den lille læsebog var som fremgået uhyre velgennemtænkt og -gennemarbejdet og må betegnes som unik i sit valg af sedez-format og ved sin inddragelse af antikva og kursiv. Den ramte et behov i overgangstiden fra katekismustradition til nye læsemetoder, og den blev med sine elleve oplag den hyppigst genudgivne læsebog i det ca. kvarte århundrede fra 1791 til 1816.114 Det svarede i eksemplarer til 22.000 bøger.115 Hallager udviklede et helt læsebogssystem ved også at udgive en ABC til de allerførste begyndere og en læsebog for de yngste læsere. På titelbladet var placeret et smukt kobberstik med en dreng, der læser, og en pige, som kigger med. Hermed var Hallagers vision udtrykt på fornemste vis: Læsning som indgang til verden. Da P. Thonboe i 1805 genudgav en bearbejdet version af bogen, stod Hallagers navn øverst på siden som del af titlen. Det var nu Hallagers Læsebog! Hans navn var blevet et garantistempel for en god og klassisk læsebog.

Den franske lærebog blev revideret og omarbejdet i 8. udgave af L.A. Borring (1830), og den tyske blev revideret i 3. udgave af C.G. Reisler allerede i 1806. Begge blev fortsat omtalt som “Hallagers”. Dertil kom sprogbøger, der ikke var henvendt specielt til børn, og som derfor ikke har været nærmere omtalt i denne artikel, bl.a. Den franske Parleur, 1802, der udkom i mindst fire udgaver.

113 Johan Ludvig Heiberg: Aprilsnarrene eller Intriguen i Skolen, 1826, s. 44. Dialogen fortsætter: “Trine (tager bogen): Hvor skal jeg læse? / Frøkenen: Slaae op paa det første, bedste Sted. Dér! / Trine (læser): Laissez la Vanité. (etc.).”

114 Den næst mest populære udgivelse var Anton Frantz Just: Haandbog for den læsende Ungdom, 1800, der allerede i 1816 havde nået sit 7. oplag, og således lå tæt på Hallagers otte oplag for den kortere periode 1800-1816. Til sammenligning udkom der ca. otte forskellige oplag af Rochows berømte læsebog i Læse-øvelse-bogens udgivelsesperiode.

115 I den posthume 10. udgave af Hallagers Forsøg til en Læse-Øvelse-Bog, 1811, skriver udgiveren “B” (formentlig Bonnier), at bogen hidtil, dvs. i sine ni udgaver, “har oplevet et Udsalg af 18000 Eksemplarer”. Oplag på 2000 var ganske almindelige på dette tidspunkt, jf. også Harald Ilsøe 1992, s. 262-269.

112

114

Charlotte Appel Ill. 10: Det lille billede af drengen med læsebogen, med en ligeledes lære- og læsevillig pige ved sin side, var indsat allerede på førsteudgaven af Hallagers Ny Dansk Læsebog for de første Begyndere fra 1800. Det var denne bog, der med samme billede, men med bearbejdet indhold og under titlen Hallagers Læsebog blev en af 1800-tallets absolut mest udbredte skolebøger. Det 47. oplag udkom i 1891.

Hallagers Læsebog kom, som fremgået, i stadig nye oplag, angiveligt 47 frem til 1891.116 Hvis man fortsat regner med oplag på 2000, vil der være tale om over 94.000 bøger alene af denne læsebog.117 Hvis dertil lægges de 22.000 eksemplarer af den første Læse-Øvelse-Bog, (mindst) 2000 for ABC’en samt 10.000 for fem oplag af Thiemes læsebog, kommer antallet op på 138.000. Eftersom mange bøger gik i arv mellem søskende, kan det let være hen mod 200.000 danske børn, der har lært at læse med en Hallager-bog i hånden i løbet af en periode på ca. hundrede år. Den gamle Læse-Øvelse-Bog var dog udtjent efter 1816. Det er meget 116 Når man på lister over skoleinventar fra 1800-tallet finder henvisninger til “Hallagers Læsebog”, må det formentlig henvise til den nye læsebog, der fra Thonboes genudgivelse 1805 hed således på titelbladet. Inventarmateriale med hyppig forekomst af Hallagers læsebøger i Københavnske skoler 1790-1820, er undersøgt af Carol Gold 1996, s. 103f.

117 For perioden efter skolereformerne 1814 er dette formentlig noget lavt sat. Hovedparten af de 47 oplag kan således have været på mere end 2000 eksemplarer.

Titler, typografi og andre tilpasninger

115

tænkeligt, at netop det format, som havde været en vigtig årsag til dens oprindelige succes, nu fik bogen til at virke gammeldags. Den pegede bagud mod en tid, hvor børn primært læste deres små katekismer og evangeliebøger – eventuelt suppleret med en læsebog.

Ved begyndelsen af 1800-tallet var bøger for børn begyndt at blive noget andet og mere; de var ofte forsynede med billeder, og de blev med tiden i højere grad skrevet med udgangspunkt i romantikkens syn på barnet som et særligt individ.118 Her ligger formentlig også en af grundene til, at Hallagers øvrige produktion ikke fik nogen lang levetid. De blandede og uillustrerede skrifter med naturvidenskabelige emner og moralske historier havde nok solgt pænt i 1790’erne, men hørte snart en ældre tid til.

I denne artikel har jeg vist, hvordan Morten Hallager kunne trække på tre vigtige erfaringsområder i sin virksomhed som udgiver af bøger for børn ca. 1791-1803. Han brandede sig selv som skolelærer på sine titelblade, og med dette kvalitetsstempel fremstod han som pædagogisk ekspert. Dertil kom hans stærke sprogkundskaber, der muliggjorde, at han hurtigt kunne fremstille gode og læsevenlige, ligefrem “lokaliserede” oversættelser. Og sidst, men ikke mindst betød hans fortid som bogtrykker, at han havde stor indsigt i tilrettelæggelse og lancering af bøgerne. Som forlægger Bonnier skrev i sit korte forord til de posthume udgaver af Hallagers Læse-Øvelse-Bog: “Selv L æ r e r havde han Erfaring at beraabe sig paa; selv kyndig B o g t r y k k e r, kunne Ingen bedre and han vælge den meest passende Form til Ideernes Fremstilling”.119 I forhold til boghistorikeren Robert Darntons berømte og nu klassiske model fra 1982 over et kommunikationskredsløb,120 er det tankevækkende, at Morten Hallager igennem sit liv havde indsamlet erfaringer fra så godt som alle positioner i dette kredsløb: Han vidste hvad det ville sige at være forfatter, oversætter, udgiver, trykker, distributør og køber/bruger/læser, når det gjaldt bøger for børn. Til de tre hidtil fremhævede er118 Om disse nye tendenser, se Nina Christensen: Barnesjælen. Børnelitteraturen og det romantiske barn, 2005.

119 Spatiering som i originalen, jf. 11. udgave 1816, underskrevet “Forlæggeren”. 10. udgave fra 1811 var underskrevet B. – og her stod “Erstatning” frem for “Erfaring” (en tydelig fejl, der derfor var rettet i 11. udgave).

120 Publiceret første gang i Robert Darnton: What is the History of Books, Daedalus 111.3, 1982, s. 65-83. Modellen er gengivet i bl.a. Appel og Christensen 2017, s. 198.

116

Charlotte Appel

faringsverdener, dvs. bogtrykkerens, skolelærerens og sprogekspertens, må man således tilføje Hallagers erfaringer fra modtagersynspunkt.

Han var utvivlsomt selv en dreven bogbruger, både som forælder, som lærer, og som én, der havde adgang til at indsamle erfaringer fra en hel kreds af forældre. Det mærkes på hans udgivelser – ikke mindst de instruktive forord. Måske var det netop, fordi han selv havde krydset brancher og prøvet forskellige roller, at han fandt det naturligt at give grundige forklaringer på sine valg og metoder? Ved at studere Hallagers udgivelser får man derfor ikke kun ny viden om denne vigtige aktør og om, hvordan netop hans bøger så ud. En undersøgelse af hans aktiviteter og interventioner kan også bidrage med mere generelle indsigter i, hvordan bøger for børn opstod som ny genre på det danske bogmarked i 1700-tallets sidste årtier.

SUMMARY Charlotte Appel: Titles, typography and other adjustments. A study of Morten Hallager as a media-savvy publisher of Danish books for children during the last decades of the eighteenth century This article investigates the involvement of Morten Hallager (1740–1803) in the book business, and how he contributed to shaping a new commodity in Denmark: books for children. Until recently, Hallager has not attracted much scholarly attention due to a traditional focus on authors who made original contributions to Danish literature. However, Hallager’s combined experience as a printer (1771–84), a schoolteacher (from 1785) and an expert in German and French gave him a unique background to act as a transnational agent, introducing European Enlightenment literature for children (by J. H. Campe, C. K. J. Dassel, K. T. Thieme, A. Berquin etc.) to Danish readers.

After an outline of Hallager’s life and career, the article presents a survey of his publications. He was particularly active as an author, translator, compiler and publisher of books for children c.1791–1804 (his last books were published posthumously), and during this period he published 38 individual titles – and 57 editions in all (including 19 second or later editions) – corresponding to c.11 per cent of all Danish titles for a young readership. Four main types of intervention that characterise Hallager’s books for children are analysed. First, he took great care over titles and the contents of title pages. Most of them would include an explicit reference to ‘child’, ‘children’ or ‘youth’, and Hallager would present himself as a schoolteacher and thus an expert in the field.

Next, when it came to the physical appearance of the books, Hallager made use of his professional know-how. His initial success, a small reader in sextodecimo from 1791 (reprinted ten times), for example, demonstrated how he made choices concerning format, typeface etc. Third, Hallager made a number of pedagogical adjustments to the translated texts, reflecting his ambition to be as specific and concrete as possible and also to include variety, so that his young readers were never bored. Fourth, the

Titler, typografi og andre tilpasninger

117

article maps his impressive range of strategies with regard to translating, transforming and ‘localising’ foreign texts, so that they would become more digestible and relevant for a Danish audience.

Finally, the conclusion argues that Hallager’s experience in every role and every position within Robert Darnton’s famous communication circuit (1982) was a key to his success – and may explain his wish to explicate his publishing strategies in great detail. For this reason, a study of Hallager’s publications provides us with new insights not only into his own book business but also into the emerging market for children’s books in general.

MELDAHLS MODELLEREDE MARMORKIRKE-MODELLER

af Rikke Lyngsø Christensen De fylder ikke meget, de to små lermodeller af Marmorkirken, som arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908) udformede i sommeren 1876.

Modellerne er 7-8,5 cm høje, 10-15 cm dybe og ca. 12,5-13 cm brede, og de hører til Det Kgl. Bibliotek, Danmarks Kunstbiblioteks omfattende samling på omkring 350 arkitekturmodeller.

Med spor efter fingrenes arbejde i leret, ingen forfinede overflader, men en ufærdig og ekspressiv karakter, fremstår modellerne, som var de lavet i en fart. Det er de højst sandsynlig også. De er skitsemodeller, som Meldahl lavede, da han officielt var blevet ansat af Privatbankens daværende direktør C. F. Tietgen (1829-1901) som arkitekt på færdiggørelsen af Marmorkirken.

Tietgen havde i 1874 købt Marmorkirkepladsen med ruin af landets finansministre for 100.00 rdl. med en forpligtigelse til at tilbageskøde kirken, når den var færdig. Marmorkirkens grundsten var blevet lagt i 1749, og efter adskillige arkitekters planer og byggestop havde kirken stået som en ruin i henved 100 år. Tietgen havde i første omgang sat arkitekten Christian Zwingmann (1827-1891) på sagen, dog rådførte han sig med Meldahl, og da Zwingmann blev syg, blev Meldahl i 1876 ansat til at lede byggeriet. I 1894 kunne den færdige kirke indvies.1 Meldahls små lermodeller af Marmorkirken ligner det færdige resultat meget lidt, og så er de tilmed meget små i forhold til det kæmpestore bygningsværk, som den endelige Marmorkirke er. Det er bl.a. dét, der gør, at de lidt oversete modeller er helt centrale genstande i Det Kgl. Bibliotek, Danmarks Kunstbiblioteks samling og rige på udforsknings1 Ferdinand Meldahl: Frederikskirken, 1896; Birgitte Bøggild Johannsen: Frederiks kirke – Marmorkirken; Frederiks kirke II, bygningshistorie, 1987, s. 637-764; Hanne Raabyemagle: Marmorkirken. Visioner og virkelighed, 1994.

120

Rikke Lyngsø Christensen

Fotograf: Roberto Fortuna

Meldahls modellerede Marmorkirke-modeller

121

perspektiver. For at kunne belyse hvordan, er det nødvendigt med et par indledende ord om, hvad en arkitekturmodel er.

En arkitekturmodel er en tredimensional, fysisk repræsentation af en bygning, dvs. man kan fornemme rumlige forhold, bevæge sig rundt om modellen, måske endda kigge ind i den. Modeller benyttes som regel til at udforske eller belyse rumlige relationer, og de får ofte følgeskab af tegninger. Historisk set findes der arkitekturmodeller bevarede helt tilbage fra det 12. Dynasti (2055-1650 f.Kr.) i Ægypten. Mange tidlige arkitekturmodeller er imidlertid gået tabt. Det gælder især for middelalderens arkitekturmodeller. Meget tyder på, at arkitekturmodellerne i middelalderen blev betragtet som rene arbejdsredskaber, og derfor blev de fleste destrueret, når de havde tjent som visualiseringsredskab.

Først i renæssancen begynder arkitekturmodeller gradvist at blive prestigeprojekter og samlerobjekter, og derfor er de i højere grad bevarede fra denne tid.

Der er dog forskel på arkitekturmodeller. Den tyske kunsthistoriker Ludwig H. Heydenreich skrev i 1937 en af de første oversigter over arkitekturmodellens historie.2 Og her inddelte han arkitekturmodeller i tre forskellige typer: skitsemodeller, modeller af realiserede bygninger og idealmodeller, alle med yderligere underinddelinger. Selvom der i den nyere forskning er blevet sat spørgsmålstegn ved, om en sådan inddeling overhovedet giver mening, dersom mange af de oplistede modeltyper er blevet til over tid, så giver Heydenreich os i det mindste et vokabular, så vi indledningsvist kan beskrive det materiale, vi har med at gøre.3 Foruden skitsemodellen er andre gængse arkitekturmodeltyper i dag henholdsvis præsentationsmodellen og fuldskalamodellen eller mock up’en. Lidt forenklet udtrykt kan man sige, at hvor skitsemodellen opstår i begyndelsen af den kunstneriske proces, så er præsentationsmodellen salgsmaterialet, der skal overbevise en bygherre, og fuldskalamodellen eller mock up’en en slags prøvesten på, hvordan et projekt “virkelig” tager sig ud i rigtig størrelse. Det er selvsagt tre meget forskellige typer, som kan og gør noget forskelligt. Hvor skitsemodellen typisk er udført af arkitekten selv og peger ind i den kunstneriske proces, så er præsentationsmodellen og fuldskalamodellen almindeligvis uddelegerede opgaver, der peger frem. Og hvor skitsemodellen er grundlæggende udLudwig H. Heydenreich: “Architekturmodell” i: Reallexikon zur deutschen Kunstgeschichte, 1, red. Otto Schmitt, Stuttgart 1937, s. 918-940.

3 F.eks. af Matthew Mindrup, The Architectural Model. Histories of the Miniature and the Prototype, the Exemplar and the Muse, Cambridge Mass. 2019.

2

122

Rikke Lyngsø Christensen

forskende, eksperimenterende eller legende, så er præsentationsmodellen konkluderende og afsluttet. Skitsemodeller er ofte udført i mindre værdifulde materialer, mens præsentationsmodeller sædvanligvis er en kostbar affære. Trods deres forskelligheder, så deler arkitekturmodeller en særlig dobbelthed. Som fysiske konstruktioner er de virkelige, men idet de er lavet af materialer, som ikke er byggematerialer, er de fiktion.

Således placeret mellem virkelighed og fiktion er arkitekturmodeller eminente til at anspore fantasien.

Meldahls lermodeller er skitsemodeller, der i fysisk form viser nogle af de sandsynligvis første idéer, arkitekten har haft omkring kirkens og kuplens udformning. Med deres uafsluttede karakter besidder modellerne en spontanitet. Det er tydeligt, at modellerne hænger sammen som en udforskning af, hvordan kirkens bygningskrop ville virke med henholdsvis en høj og meget flad kuppel, vel nærmest fra jorden i realiteten, ikke synlig. Da det på den måde er massens muligheder, som de modellerede Marmorkirke-modeller udforsker, er detaljen ikke vigtig.

Materialemæssigt egner leret sig helt fortrinligt til en sådan afsøgende og legende proces. Det kan formes let og har en relativ lang tørreperiode, så der kan arbejdes i materialet i noget tid. Leret har også den fordel, at arkitekten her arbejder direkte i materien og ikke på afstand af den med et redskab, sådan som det eksempelvis ville være at skulle save og file træstykker til en arkitekturmodel. Det er således lige her, Meldahl arbejder mest direkte med Marmorkirken og ikke på den gennem tegninger, andre udformede modeller eller uddelegerede bygningsopgaver. Det er her, gennem skitsemodellerne, at vi får indsigt i nogle af de forestillinger og erkendelser, Meldahl har haft i arbejdet med at formgive kirken, især dens kuppel.

I et brev fra 1876 skriver Meldahl således: “Under mit Ophold paa Landet formede jeg forskjellige Grupper i Ler, en Kirke uden Kuppel, en Kirke med Kuppel og desuden de omkringliggende Bygninger med forskjellige Pavillontage for at bryde Pladsens Eensformighed.”4 Uden at det dog kan siges med sikkerhed, så kunne det meget vel være de to små lermodeller af Marmorkirken, der i dag befinder sig i Det Kgl. Bibliotek, Danmarks Kunstbiblioteks samling, som Meldahl her omtaler.

Man kan hæfte sig ved, at Meldahl arbejder med forskellige grupper af modeller, at kirken med og uden kuppel ikke står alene, men indgår i et samspil med de omkringliggende bygninger og pladsen. Citatet illustrerer altså, at arkitekturmodeller indgår i relationer med andre modeller.

4

Helga Stemann: F. Meldahl og hans Venner, 1930, bd. 4, s. 165-166.

Meldahls modellerede Marmorkirke-modeller

123

At udformningen af især præsentationsmodeller tilmed var bekostelig fremgår af et andet citat, da Meldahl i 1880’erne beskriver arbejdet med kuplen: “Kuppelens decorative Motiv tog jeg fra Peterskirken. Mit Arbeide var ikke let, thi da jeg følte, at Bygherren ikke havde Raad til de kostbare, større og mindre Modeller, som et saadant Foretagende uafviselig kræver, maatte jeg nøies med en lille Model af det Indre, hvoraf jeg endda betalte Halvdelen selv.”5 Skitsemodeller er sjældent bevarede. Undertiden er de dokumenteret fotografisk, men disse første livtag med form og idé bliver ofte destrueret, så vi til slut udelukkende har de meget færdige præsentationsmodeller tilbage uden processens spor. Skitsemodellerne er del af en ofte kompliceret bygningshistorie, der også må siges at omfatte det, som går forud for det faktisk byggede. Og det er et forløb med bl.a., i vilkårlig rækkefølge, at tegne, at modellere, at bygge modeller, at beskrive.

Det er denne oversete side af arkitekturhistorieskrivningen, nemlig tilblivelsesprocessen, som Meldahls modellerede Marmorkirke-modeller fortæller os et glimt af. Det giver anledning til videre at spørge, hvordan skitsemodeller placerer sig i forhold til bygningshistorien og til vores måde at skrive arkitekturhistorie(r) på? Hvad er det, arkitekturmodeller fortæller, som andre objekter, såsom tegninger og tekst, ikke gør? Hvor peger modellerne hen, hvilke relationer indgår de i, og hvad betyder de i en samling? Det er perspektiver, som ville kunne gøre os mere bevidste om, hvordan arkitekturmodeller virker ikke blot i arkitekturhistorien, men også i en samlingssammenhæng.

5

Ibid., s. 179.

TYPHONEN OG HELIOS Et brev til Ivan Stchelkunoff Supplement til Carl Nielsen Brevudgaven

af Bo Alkjær Brevet fra Anne Marie Carl-Nielsen, som publiceres her, hører til en donation, som Det Kgl. Bibliotek modtog efter afslutningen af Carl Nielsen Brevudgaven i 2014. Nedenfor følger oplysninger om brevets proveniens og modtagerens relation til ægteparret Anne Marie og Carl Nielsen.1 Nauheim Bismarksstrasse 4 d 14/4 1926 Kjære Her Stchelkunoff.

Det har gjort os meget ondt at høre at Deres Kone har været så syg. Hvor er det dog godt at det gik til den rigtige Side! og at De igjen har Deres søde gode Kone rask igjen. – Min Mand har også været meget syg; det var et Hjærtetilfælde foranlediget af Overanstrengelse. Han havde dirigeret forskjellige Steder i Udlandet og påtog sig så to forserede Turnéer i Provindsen, dertil havde han arbejdet med Kompositioner og andre Ting.

Nu er vi i Nauheim for at gjennemgå en Kur og tage Bade, og det går helt godt nu.

De må meget undskylde at Deres Brev har ligget ubesvaret, jeg har først fået det at læse hernede og prøver nu at give de Oplysninger De ønsker. – Min Mand var i Athen 1903 fra Midten af Februar til Midten af Juni. Helios Ouverturen er Komponeret i dette Tidspunkt jeg mener det var i April {Carl husker det ikke rigtigt mere} og Begyn1 For realkommentarer til de i brevet omhandlede forhold henvises til Carl Nielsen Brevudgaven, bd. 1-12: 1886-1931. Redaktion, indledninger og noter: John Fellow, 2005-2015, e-bogudgave 2016. Anne Christiansen: Anne Marie Carl-Nielsen født Brodersen. Odense Bys Museer 2013, s. 144-158. Knud Ketting: Helios og Typhonen. Om Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens ophold i Athen 1903. Fund og Forskning, 40, 2001, s. 167-198.

126

Bo Alkjær

Ill. 1: Det gådefulde væsen blev udstillet på Den frie Udstilling i 1906 med titlen “Typhonen”. Købt af Brygger Carl Jacobsen blev værket og de øvrige kopier fra Akropolis skænket til Den Kgl. Afstøbningssamling. Foto: Bo Alkjær, 2020.

delsen af Maj. – Carl har ikke noget imod at De fortæller at det er Grækenlands Sol der har inspireret ham til at skrive Ouverturen.

Mit første Ophold i Athen var 1903 fra Midten af Januar til Midten af Juni. Mit andet Ophold var 1904 fra November til 1905 i Juni. – med en Afbrydelse af en Måned, hvor jeg var rejst bort.

1903 i Midten af Februar begyndte jeg at Kopiere et Hoved af Thyphonen;2 siden bestemte jeg mig til at Kopiere det Hele for at bevare en Gjengivelse af Thyphonen med Farverne som de endnu på dette Tidspunkt var bevarede. – På Grund af Farverne kunde denne Figur ikke afstøbes. – I Slutningen af April eller Begyndelsen af Maj (Data kan jeg når jeg taler med Ove Jørgensen rimeligvis opgive) fik jeg af Direktionen “Kavadias” Tilladelse til at skille Figuren ad og samle den således som den efter min Over2 I enkelte andre breve samme fejlagtige stavning med Th, ellers Typhon/Typhonen. CN skriver Thyphon/Thyphonen, en enkelt gang Tyfon. Bemærk at navneregister til Brevudgaven kun anfører to henvisninger til figuren under Tyfon.

Typhonen og Helios

127

bevisning burde samles. Med et Par medhjælpere, Gipsere, gik jeg så i Gang med det, og arbejdede i 3-4 Dage med Figuren. – Da der var Mellemrum mellem Brudfladerne var det ret vanskeligt at få en fin Samling, og nøjagtig rigtig, endelig lykkedes det at få den rigtige Linie i Hovederne, som svarer til den skrå Gavllinie (Thyphonen er jo en Gavlgruppefigur) og at få Halsmuskulaturen til at passe nøjagtig sammen. Det var Thyphonens bagerste Hoved “Blåskæg” Dette {Hoved} der mentes {muligvis} ikke {at} høre til på Figuren; men som jeg ved indgående Studium ved Kopieringen kunde bevise hørte til Thyphonen, og som jeg anbragte på sin Plads; ligeledes forandrede jeg højre Arms og højre Hånds Stilling. Da jeg var færdig og også havde forandret Kæberne på det lille berømte Slangehoved og det efter min Overbevisning var rigtigt, (Det er i øvrigt {nu} af alle Archæologer bleven anerkendt som rigtigt, gik jeg op til Kavadias, og bad Directionen modtage mit og mine Medhjælperes Arbejde som en Cadeau til Museet, fordi jeg arbejdede der med min Kopi. Kavadias modtog mine Rettelser og Omsætninger med Tak. Jeg blev ikke færdig men måtte opmagasinere min Kopi og blev da jeg kom hjem opholdt med Arbejder. Portene til Ribe Domkirke. – (Tre Bronceporte) Så kom jeg igjen til Athen i November 1904 og gjorde min Kopi færdig. Jeg modellerede så også Kopier af det lille berømte Slangehoved og af det store Tyrehoved og det mindre Tyrehoved med Løvepatterne; Gjorde så Farverekonstruktionen af disse Ting, altså med de oprindelige stærke Farver udførte med de samme Stoffer som oldtidens Kunstnere havde anvendt, og udstillede disse Arbejder i Solen på Akropolis med Porussten som Baggrund.

Jeg indbød den engelske tyske franske amerikanske Skole til at se disse og disse Rekonstruktioner blev anerkendte som rigtige og findes nu i Dresdenerer Museet Erlangen og i Leipzig under (Studnitzka) {Prof.} Studniczka, berømt Archæolog.

Så nu har jeg vist fortalt nok om dette. Tak for Meddelelse om Deres Børn det var så morsomt at høre. Tænk at de er så langt ude i Verden de to.

Det var morsomt snart at mødes igjen og opfriske gamle Minder. Kan De huske da de og min Mand læssede Marmorblokke på Skibet?3 Hvor var De og Deres Kone søde mod os og især mod mig 3

Denne begivenhed er ikke nævnt i de hidtil kendte kilder.

128

Bo AlkjĂŚr

Ill. 2: Ivan Stchelkunoff som russisk statskirkeprĂŚst. (Fra 50 Aar under gyldne Kupler).

Typhonen og Helios

129

som var så længe i Athen. Fru Kinch rejser til Paris i Foråret og bliver borte hele Sommeren. Mange hjertelige Hilsener til Dem og Deres Kone fra Carl og Deres Anne Marie Carl Nielsen I Håndskriftsamlingen findes brevet under Acc. 2015/4: Ivan Stchelkunoff: Breve, manuskripter, avisudklip og båndoptagelser. Materialet er samlet af fhv. lektor ved Sorø Akademis Skole Jan Wiuf. Som gammel gymnasieelev af adjunkt Stchelkunoff på Rønne Statsskole bevarede Jan Wiuf forbindelsen og modtog gennem årene lærd studievejledning i slavisk sprog- og kirkehistorie.4 Allerede i 1988 var Stchelkunoff-samlingen aftalt til senere aflevering i forbindelse med Jan Wiufs store donation af Vilh. Grønbech-arkivalier, således som det fremgår af en notits i tidsskriftet Magasin.5 Ivan Stchelkunoff blev født i København i 1870 af russiske forældre.

Faderen var kantor ved den russiske gesandtskabskirke i Laksegade, senere i Store Kongensgade. Der blev kun talt russisk i hjemmet, og sønnen hjalp til ved de kirkelige handlinger, men hans skolegang og uddannelse blev dansk. Han blev student fra Metropolitanskolen og på universitetet studerede han latin og græsk hos filologerne Siesbye og Gertz og blev cand.mag. i disse fag og engelsk i 1894. Han havde helst ønsket at undervise i sine sprogfag på et gymnasium i Rusland, men ved faderens død i 1891 måtte han overtage kantorembedet i den nye Alexander Nevskij Kirke i Bredgade. I 1896 giftede han sig med Ida Andrea Nielsen, kaldet Vera.6 Efter et par år med teologisk og liturgisk uddannelse i Skt. Petersborg kom han tilbage til en stilling som diakon i København. Herfra kom Stchelkunoff i 1901 til Athen, hvor han indtil 1911 virkede som diakon ved den russiske ortodokse kirke.

Blandt de danske, som Anne Marie og Carl Nielsen traf i Athen under opholdene i 1903-1905, var også ægteparret Stchelkunoff. Der findes et par breve fra dem i Carl Nielsen Brevudgaven. Det første fra Ivan Stchelkunoff er en julehilsen til Carl Nielsen (19.12.1904; 2: 396) med genkaldelse af fornøjeligt samvær året før; det andet et kondolencebrev fra Vera og Ivan Stchelkunoff ved Carl Nielsens død (3.10.1931; 11: 4 Jan Wiuf, f. Nielsen (1917-2014), mag.art. i religionshistorie 1944. Artikler om Stchelkunoff: Jul paa Bornholm 1959, s. 24-26 og 1966, s. 29-30.

5 Magasin fra Det kongelige Bibliotek 3. årg., nr. 3, 1988, s. 38f. AMCN-brevet er ikke nævnt.

6 Efter vielse og konversion med patronymikon: Vera Nikolajevna Stchelkunoff (18731932).

130

Bo Alkjær

Ill. 3 og 4: Første og sidste side af Anne Marie Carl-Nielsens brev på 4 sider. (Det Kgl. Bibliotek).

Typhonen og Helios

131

132

Bo Alkjær

816). Desuden omtales de flere gange i Anne Maries breve hjem til Carl Nielsen i årene 1904-05.7 Et brev fra 1917 vidner om bekendtskabets fortsættelse: “… så samlede jeg nogle som jeg gjerne længe har villet se…” Det var blandt andet vennekredsen fra Athen-tiden Helvig og K.F. Kinch, Vera og Ivan Stchelkunoff og filologen Ove Jørgensen.8 Stchelkunoff var i 1911 vendt tilbage til København, nu som præst ved den russiske kirke, men efter Oktoberrevolutionen i 1917 opstod der problemer i den københavnske menighed som følge af interne stridigheder i moderkirken efter sovjetregeringens dekret om adskillelse af stat og kirke.

Man kunne i Nationaltidende den 1. juni 1918 læse, at præsten den følgende formiddag i Alexander Nevskij Kirken ville oplæse et såkaldt anatema. Næste dag gengav Politiken et telegram fra Stchelkunoff: Hr. Redaktør! Paa Vej til Horserødlejren beder jeg dementere Nationaltidendes Aftenmeddelelse, at jeg skulde være saa taabelig og middelalderlig i den russiske Kirke i Kjøbenhavn at ville oplæse en Forbandelse over Bolschevikerne, et Dokument, hvis Eksistens jeg for øvrigt betvivler. Ærbødigst I. Stchelkunoff.9 Denne stejle holdning fik konsekvenser. Ved dødsmessen i Nevskijkirken over den myrdede zar Nikolaj II i august 1918 var pastor Stchelkunoff erstattet af en indkaldt russisk præst fra legationen i Stockholm.

Situationen får en oplysende illustration i et brev fra Anne Marie Carl-Nielsen til datteren Irmelin: “… Idag har jeg haft en Visit af den rusiske Præstefrue. [ … ] Jeg læste i Avisen at de vilde leje deres Lejlighed ud, og tænkte så at det vist var en hård Tid for dem, Du ved at de har været meget søde mod mig da jeg var i Grækenland. Jeg gik så op til dem og traf dem begge blege og modfaldne han havde fra Maj ikke fået Gage og alt så sort ud.” Det fremgår videre af samme brev, at Fru Carl-Nielsen har bidraget med råd og opmuntring: “…. I Dag har hun været her for at fortælle mig at hendes Mand havde været hos Edvard Brandes, hvilket jeg havde rådet ham til. Han havde sagt at det var en glimrende Ide og talt indgaaende med ham om Enkelthederne og Fru Stchelkonof gjentog at det at jeg kom i det Øjeblik havde givet en hel 22.11.1904 2:369; 15.12.1904 2:391; 19.12.1904 2:395; 30.12.1904 2:403; 3.5.1905 2:472.

8 AMCN til CN: 25.5.1917 5:505.

9 Politiken 2.6.1918. Nationaltidende 1.6.1918. Stchelkunoff fungerede som præst og tolk for de russiske krigsfanger, der var interneret i Horserødlejren.

7

Typhonen og Helios

133

Vending for dem; er det ikke mærkeligt at man kan komme til at gjøre lidt Gavn så uventet og trøstende at man kan det.” (22.8.1918. 6:102) Det er uklart, hvilken rolle daværende finansminister Edv. Brandes skulle have spillet, men allerede 1. september rejste Ivan Stchelkunoff til Petrograd som medarbejder i Røde Kors’ danske Ruslandsmission.10 Ivan Stchelkunoffs interessante og underholdende erindringer udkom i 1926. Her fortæller han, hvordan han trods mistænkeliggørelse fra både de røde og hvide under den kaotiske borgerkrig 1918-19 lykkedes at få udrejsetilladelse og vende hjem til familien i København. Nu kunne han, befriet for kirkens bånd, opfylde sin ungdoms drøm ved at genoptage lærergerningen. Han fik en stilling som adjunkt ved Rønne Statsskole (1920-1940) og boede på Bornholm til sin død i Nexø som 96-årig i 1966.11 Anne Marie Carl-Nielsens brev fra april 1926 besvarer spørgsmål, som Stchelkunoff havde stillet til brug for erindringernes afsnit om årene i Athen, hvor han skriver om flere danske bekendte: Samtidig […] var der til Athen kommet to andre betydelige Mennesker, Billedhuggerinden Fru Anne Marie Carl Nielsen, der kom i Januar, og hendes Mand, Komponisten Carl Nielsen, der kom en Maaned efter. Jeg anser det for en Lykke, at det blev mig forundt paa nært Hold at iagttage et Stadium i Udviklingen af disse to vidunderlige Menneskers Berømmelse. For Kortheds Skyld skal jeg her sammenfatte Fru Carl Nielsens to Ophold i Athen (1903 og 1904-05) under eet.12 Herefter følger svarbrevets oplysninger om arbejdet med skulpturkopien, delvis ordret gengivet over et par sider, hvorpå en lille episode afrunder billedet af den handlekraftige billedhugger:

Formentlig har AMCN’s besøg og samtaler, som kommentaren i Brevudgaven formoder, også opmuntret Stchelkunoff til at skrive erindringer. Ivan Stchelkunoff: 50 Aar under gyldne Kupler. Danmark – Grækenland – Rusland, 1926. “For at hjælpe mig havde gode Venner i København skaffet mig en Stilling i det danske Røde Kors derovre.” (s.

287) 11 Bornholmeren 15.4.1966. Vera døde i 1932. Stchelkunoff giftede sig anden gang med Elsa Gronemann. Han udarbejdede en dansk-russisk ordbog, der udkom i 1949. Om lærebøger, oversættelser m.m. se Jul paa Bornholm (jf. note 4).

12 Ivan Stchelkunoff: 50 Aar under gyldne Kupler. Danmark – Grækenland – Rusland, 1926, s. 157-159.

10

134

Bo Alkjær En Dag fandt Fru Carl Nielsen en levende Kattekilling i en Rendesten; den var kastet ud for at dø langsomt; Fruen bragte den ind til en Bager og betalte et Forskud paa dens Forplejning. Næste Dag laa Killingen igen i Rendestenen; Bageren fik den igen og et nyt Beløb til Mælk; men et Par Dage efter laa den der atter.

Af Barmhjertighed skød Fru C. N. den med sin Revolver. Det var det værste, hun kunde gøre, i Grækernes Øjne; det vakte stor Opstandelse i hele Kvarteret, at en Kvinde havde brugt Revolver og tilmed dræbt et Dyr. En Gendarm blev tilkaldt, som, ledsaget af en Skare nysgerrige, fulgte efter Fruen paa en saa generende Maade, at hun maatte tage en Vogn og køre til det Danske Konsulat. Enden paa Historien blev, at den danske Kunstnerinde fik tilsendt et Diplom som Æresmedlem af den græske Forening til Dyrenes Beskyttelse. Med mit Kendskab til græsk Dyrplageri er jeg overbevist om, at Foreningen fra den Dag havde hele to Medlemmer, nemlig Formanden og Fru Carl Nielsen.13

Og med brevets tilladelse til at nævne Carl Nielsens inspiration slutter den korte omtale af komponisten således: Ogsaa han maa have haft store indre Oplevelser paa Akropolis; Grækenlands Sol har vel gydt hemmelige Kræfter i hans Sjæl; det var vel den, der inspirerede ham, da han netop i det Foraar skabte sin Helios-Ouverture.

Fremkomsten af Anne Marie Carl-Nielsens egenhændige brev bidrager måske ikke i dag med egentlig nyt vedrørende skulpturkopieringen og dateringen af kompositionen, efter at breve og dagbøger er blevet tilgængelige, men hendes sammenhængende redegørelse og den lille hilsen fra Carl Nielsen giver Stchelkunoffs erindringer en særlig autenticitet, og oplysningen om Helios-inspirationen på Akropolis var måske en nyhed i 1926 for koncertpublikum og anmeldere, der siden uropførelsen i 1903 havde opfattet “Helios Ouverturen” som en moderne, verdslig “I Østen stiger Solen op.”14 Brevudgaven citerer teksten, der giver forklaringen på AMCNs kladde til takkebrev for æresmedlemskabet af den græske Forening for Dyrenes Beskyttelse, 4.2.1905; 2: 423.

14 Første officielle omtale af græsk inspiration synes at være Göteborgs Symfoniorkesters program for 12.2. 1930. Carl Nielsen til sin Samtid ved John Fellow, 1999, s. 861.

13

Typhonen og Helios

135

Ill. 5: Stilhed og Mørke – saa stiger Sol under frydefuld Lovsang – vandrer sin gyldne Vej – sænker sig stille i Hav. Carl Nielsens motto. Detalje fra programmet for Det Kgl. Kapels Symfonikoncert 8. oktober 1903. (Det Kgl. Bibliotek).

Carl Nielsens “Helios Ouverture” og Anne Marie Carl-Nielsens “Typhon” er to værker, hvis tilblivelseshistorie i Nielsen-biografierne flettes sammen med ægteparrets ophold i Athen i 1903 og gnidningerne i ægteskabet, da Anne Marie i 1904 og 1905 insisterede på, at hendes arbejde på Akropolismuseet gik forud for mand og børn.15 Besvarelsen af Stchelkunoffs brev i 1926 under kuropholdet i Bad Nauheim efter restituering af helbred og ægteskab har sikkert givet de to kunstnere lejlighed til at dvæle lidt ved de fælles minder om de første kreative måneder under Grækenlands sol.

15 F.eks. Jørgen I. Jensen: Carl Nielsen Danskeren. Musikbiografi, 1991, s. 170 ff. Steen Chr. Steensen. Musik er liv. En biografi om Carl Nielsen, 1999, s. 130-145. Lotte Andersen, Amalie Kestler: Carl & Marie – i kunst og kærlighed, 2018.

EKSPRESSIONISMEN PÅ ANKLAGEBÆNKEN Rudolf Broby-Johansens håndskrevne tale holdt i Københavns Byret i 1923

af Thomas Hvid Kromann “Med mægtig Pathos og med Haaret flagrende om de himmelvendte Øjne fortalte han, at han tilhører en ny Verdensanskuelse indenfor Kunsten”. Således lød det i Socialdemokraten den 23. januar 1923, da man berettede om den forsvarstale, der var blevet holdt dagen før i Københavns Byret. Retssagen drejede sig om et lille bind med ekspressionistiske digte, hvis forfatter var røget på anklagebænken for “utugt”.

Digtsamlingen Blod var blevet udsendt i november 1922 af det venstreorienterede Det Ny Studentersamfunds (DNSS) forlag. Forfatteren var den unge student Rudolf Broby (1900-1987), hvis såkaldt “expressionære” digte var skrevet i VERSALER og i sin opbrudte stil lignede en art hektiske telegrammer fra storbylivets skørlevned. Broby havde tidligere samme år tilbragt nogle måneder i Weimarrepublikkens Berlin og det var indtryk fra denne tumultagtige tid, der her fandt en tidssvarende ekspressionistisk form.

Få dage efter udgivelsen af Blod tog Justitsministeriet affære og oplaget blev forsøgt beslaglagt af politiet, der imidlertid kun kunne konfiskere en mindre del af de 700 eksemplarer, der var blevet trykt. Broby havde, som det senere viste sig, sendt de fleste eksemplarer i eksil hos en kammerat i Norge. Digteren blev sigtet efter §184 i straffeloven af 1866 (om offentliggørelse af utugtige skrifter). Et af de utugtige emner var prostitutionen, der blev beskrevet skånselsløst som her i et af de digte, der havde vakt størst harme, “Bordelpige dræber nyfødt”, der i sin helhed lyder: “SKAMSLIDT DIVAN // PÅ RYGGEN TØS / MED CHEMIS-VALK OVER MAVE / SPREDBEN / BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA / GURGLENDE // LIG KØNS-KRYBER”.

138

Thomas Hvid Kromann

Retssagen, som kulturhistorikeren Morten Thing har kortlagt i sit efterskrift til Blod i 1988, som jeg her trækker på, blev ikke så lidt af en begivenhed. Retshandlingen i Københavns Byret blev dækket i talrige af landets store og små aviser, der kunne berette om de unge storrygende studenter, der var mødt op den 22. januar for at støtte digteren, og om skrivemaskinedamen i forkontoret, der besvimede i nikotintågerne. Det var på denne ophedede scene, at Broby-Johansen holdt sin forsvarstale, der starter med: “Jeg vil som indledning til det jeg har at sige om mine digte betragtet under synsvinklen: moralsk – ikke moralske sige en lille kende om de kunstprincipper der ligger til grund.” Talen handlede dog mere om politik end æstetik. Digtene var, sagde Broby, ikke blevet skrevet eller udgivet med økonomisk gevinst eller utugtige motiver for øje. Basalt handlede det om at turde se sin samtid i øjnene. Broby anklagede borgerskabet for på den ene side at kriminalisere prostitution og på den anden side selv at opsøge disse etablissementer og fastholde pigerne i deres elendighed. Konklusionen var derfor, at Broby “vilde være skamfuld over at frikendes af en lov som beskytter og opretholder disse forfærdelige tilstande” og han mente, at det borgerlige samfund ingen moralsk ret havde til at dømme disse digte.

Forsvarstalen til trods blev Broby dømt til at betale 300 kr. i bøde og fik yderligere 14 dages fængsel, men såvel anklagemyndigheden som digteren appellerede. Ved retssagen i Østre Landsret to uger senere havde forsvaret indhentet udtalelser fra centrale personer i det litterære felt: Professorerne Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen samt forfatterne Emil Bønnelycke og nobelprismodtageren Henrik Pontoppidan.

Blods litterære kvaliteter var de ikke udelt begejstrede for, men det blev kundgjort, at der ikke var tale om et utugtigt værk. Broby endte med at slippe for fængselsstraf og bøden blev gjort betinget, men oplaget forblev konfiskeret. Man kan forestille sig, at de ikke-konfiskerede bøger efterfølgende cirkulerede? Men en digterbane slog Broby ikke ind på og han blev siden hen kendt som Broby-Johansen i en bredere offentlighed via sine kulturhistoriske værker Hverdagskunst – Verdenskunst (1942), Den danske billedbibel i kalkmalerier (1947), Krop og klæ’r (1953) og mange flere.

Blod forblev kun kendt som følge af retssagen. Først i 1960’erne genopdagede en ny generation digtsamlingen i forbindelse med udgivelsen af andenudgaven. Endnu senere tog litteraturhistorikerne såvel Blod som Harald Landt Mombergs Parole, der bestod af “33 expressionistiske digte” til sig. Sidstnævnte havde DNSS ligeledes udsendt i 1922, men Momberg blev dog aldrig hevet i retten. Begge bøger er i dag anerkendte som værker, der introducerede en litterær modernisme i Danmark.

Ekspressionismen på anklagebænken

139

At man i dag kender til forsvarstalens ordlyd, skyldtes ikke avisernes dækning af dramaet. Dækningen var set fra et nutidigt perspektiv ganske tendentiøs, hvis ikke ligefrem fordrejet, hvorfor det ikke kan undre, at DNSS efter dommen udgav forsvarstalen. På bagsiden af pamfletten Forsvarstale for Blod holdt i Københavns Byret 22.1.23, havde man – sikkert ikke uden en vis fryd – på listen over udgivelser, som “Forlaget har udsendt”, ud for Blod skrevet: “beslaglagt”. Men var teksten i pamfletten identisk med den tale, der rent faktisk blev holdt?

Man kom nærmere et svar, da forsvarstalen efter næsten 100 år dukkede op. I 2018 kunne Håndskriftsamlingen på Det Kgl. Bibliotek indlemme den 25 sider lange håndskrevne tale samt det eksemplar af Blod, der havde indgået i retssagen. Begge dele blev i 2018 tilbudt biblioteket

140

Thomas Hvid Kromann

af antikvariatet Vangsgaard. Forsvarstalen og digtsamlingen var samme år blevet fundet i en litteraturhistorikers dødsbo, men genstandenes vej fra retssal til privateje er ukendt. Manuskriptet blev analyseret med ultraviolet lys af en konservator, der kunne bekræfte dokumentets ægthed.

På første side af såvel talen som første side af eksemplaret af Blod finder man stemplet: “Frl. i Kbh. Byrets 1. Afdl./ for krim. Sager./ 22 JAN 1923” og “Fremlagt i Østre Landsrets/ 1ste Afdeling i København,/ den 6 FEB. 1923”. Derudover havde de respektive retsbetjente stemplet dokumentet. Talen blev kun holdt i byretten, men den har efterfølgende fungeret som en del af bevismaterialet i landsretten. En sammenligning mellem den håndskrevne og den trykte tale viser, at de stort set er identiske. I den trykte version kursiveres vigtige ord eller sætninger, punktummerne er erstattet af skråstreger og der anvendes konsekvent brug af minuskler. Der er et fåtal af overstregninger i den håndskrevne tale og det meste er mindre rettelser, men på side otte er “materielle forhold” erstattet af det mere hårdtslående “klassesynspunktet”.

Jeg nævnte indledningsvist Socialdemokratens beskrivelse af Brobys fremførelse af sin tale i byretten. Morten Thing citerer i sit efterskrift også Politiken, hvori det lød, at digteren “indtog skønne, plastiske Stillinger, rundede armen yndefuldt og gjorde sit Blik ædelt og sværmerisk.”

Det lille hæfte var, ved vi altså nu, ikke større end, at det kunne ligge i Brobys håndflade, hvilket gav visse performative muligheder: Den anklagede kunne dermed holde talen i den ene hånd og gestikulere med den anden. På bagsiden af det lille hæfte har Broby i øvrigt med blyant skrevet nogle korte sætninger og stikord fra forløbet i byretten. Her står bl.a. at “ankl. henter sine billeder fra kønslivet, på en rå og brut”, hvorefter sætningen afbrydes.

Når man taler om Blod, er det ikke kun den trykte førsteudgave, der er tale om. I et særtilfælde som dette flyder tekst og kontekst sammen.

Retssagen er, som det i øvrigt også gjaldt det retslige efterspil efter Herman Bangs roman Haabløse Slægter (1880), med tiden blevet en del af dansk litteraturhistorie. “Værket” Blod er ikke kun den trykte tekst, men tillige omstændighederne omkring udgivelsen, den efterfølgende retssag og forsvarstalen for et digterisk værk og et nyt kunstsyn. Den håndskrevne tale og det stemplede eksemplar af Blod er klenodier i den litteraturhistoriske fortælling om dengang en rå og brutal modernistisk digtning kom til landet: Anklaget, næsten glemt og med tiden kommet til hæder og ære. Med disse 25 harmdirrende sider kommer vi lidt tættere på forløbet i Københavns Byret i januar 1923. Udråbene fra studenterne i retssalen må man dog selv tænke sig til.

OM FORFATTERNE

Bo Alkjær, f. 1945, mag.art. i religionshistorie fra Københavns Universitet 1981. Forlagsredaktør. 2009-2019 akademisk medarbejder i Håndskriftsamlingen, Det Kgl. Bibliotek, København. Artikler om danske religionshistorikere, forfattere og kunstnere.

Charlotte Appel, f. 1960, dr.phil. i historie 2001. Lektor i dansk og skandinavisk kulturhistorie 1500-1800 ved Aarhus Universitet. Har især forsket i bog-, kirke- og uddannelseshistoriske emner. Har skrevet bl.a. disputatsen Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark, I-II, 2001, og, sammen med Morten Fink-Jensen, Når det regner på præsten.

En kulturhistorie om sognepræster og sognefolk 1550-1750, 2009. Med Karen Skovgaard-Petersen var hun “assistant editors” for det nordiske område ved The Oxford Companion to the Book, 2010, og med Ning de Coninck-Smith redaktør af fembindsværket Dansk Skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, 2013-15. I 2016-19 var hun leder af projektet “Children and books – enterprises and encounters” (c.

1790-1850), finansieret af Det Fri Forskningsråd og domicileret ved Det Kgl. Bibliotek, København.

Rikke Lyngsø Christensen, f. 1974, mag.art. og ph.d. i kunsthistorie.

Forskningsbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, Danmarks Kunstbibliotek. Forsker inden for dansk og europæisk kunsthistorie med særlig fokus på kunstneriske processer i tidlig moderne tid, arkitekturtegning og arkitekturhistoriografi i 1800- og 1900-tallet. Er medlem af Netzwerk Architekturwissenschaft, har kurateret flere udstillinger og publiceret nationalt og internationalt. Seneste publikationer er: Artefakte des Entwerfens (Berlin 2020), red. Rikke Lyngsø Christensen, Ekkehard Drach, Lidia Gasperoni, Doris Hallama, Anna Hougaard, Ralf Liptau, Mellem huse og ord. Overvejelser omkring en arkitekturhistoriografi (KADK 2017), ‘Die Systematisierung der Sensation des Raumes. Raphaels architektonische Repräsentationsmethode und die Mechanisierung des Ruinenzeichnens in der Renaissance’, i: Das Verschwinden des Architekten. Zur architektonischen Praxis im digitalen Zeitalter, red. Ekkehard Drach, transcript Verlag, Bielefeld 2016, s. 31-47,

142

Om forfatterne

‘The Text and the Detail: On methods of reading and systematizing Vitruvius in the Renaissance’, i: Privater Buchbesitz in der Renaissance: Bild, Schrift und Layout, red. Angela Dressen & Susanne Gramatzki, Humboldt-Universität zu Berlin, kunsttexte.de, 2014 (14 s.): ‘Mellem fund og fremtrædelse. Tegning som undersøgelsesredskab i renæssancens arkitektoniske praksis’, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, 2013, at: www.yumpu.com/da/document/view/18510007/ mellem-fund-og-fremtraedelse-statens-byggeforskningsinstitut Ulf G. Haxen, f. 1933, mag.art. i semitisk filologi fra Københavns Universitet. Førstebibliotekar og seniorforsker ved Det Kongelige Biblioteks judaistiske afdeling 1979-2002. Facsimile & Commenarium til Cod. Or. 7. Darmstadt,1989; Det lille mirakel, Jødisk bogkunst i 1000 år, 2003. Medlem af internationalt kollokvium for arabisk og jødisk middelalderpoesi. Redaktør af Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, Rambam (1991-2005).

Thomas Hvid Kromann, f. 1974, ph.d. i dansk litteratur. Seniorforsker ved Håndskriftsamlingen, Det Kgl. Bibliotek, København. Forsker inden for emner som danske og internationale avantgarder i 1950’erne og 1960’erne samt kunstnerbøger og forfatterarkiver. Medredaktør af Nye sprog, nye verdener. Hans-Jørgen Nielsens udvalgte artikler om kunst og kultur (red. s.m. Tania Ørum og Morten Thing), 2006; Arena-information. Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie (red. s.m. Anders Juhl Rasmussen), 2011; Danske kunstnerbøger/Danish Artists’ Books (red. s.m.

Maria Kjær Themsen, Louise Sidenius og Marianne Vierø), 2013; Stig Brøgger’s Artists’ Books (med Tania Ørum), 2016, og Danske forfatterarkiver (red. s.m. Anders Juhl Rasmussen), der udkommer på Syddansk Universitetsforlag i 2021. Arbejder for øjeblikket på en monografi om Asger Jorn og Guy Debords samarbejde inden for rammerne af Situationistisk Internationale.

Kristoffer Schmidt, f. 1984, ph.d., museumsinspektør på Museum Nordsjælland. Har senest skrevet artiklerne: “Between Verisimilitude and History: The Case of Jean Racine’s Bajazet”, i Renæssanceforum.

Tidsskrift for renæssanceforskning / Journal of Renaissance Studies, 2018; “«Det Old Verdens Museum»”, i antologien Skandinavismen – vision og virkning, 2018, og “Heroes and Heroines: the lives of men and women” i antologien Ludvig Holberg (1684-1754): Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, 2017.