Sang og fællesskab

EFTERSKOLEFAG FÆLLESSKAB, SANGGLÆDE OG MUSIKALSKE MINDER

| AF GITTE BIE

Et efterskoleår byder på mange – rigtig mange – udfordringer, hvor det gælder om at kommunikere, samarbejde og lykkes i DET FÆLLES. Det gælder både på værelset, når firefem elever skal bo sammen, gøre rent sammen, falde i søvn og vågne op sammen. Det gælder i timerne, i køkkenet, på håndboldbanen og ikke mindst til fællesgymnastik, når ni teenagekroppe skal forme en traktor kun ved hjælp af hinanden og deres kroppe. Det gælder på k-holdet, når der skal findes en dato til hygge hos k-læreren, og når pommes-fritesgraven i fællesskab og af ukendt årsag skal tømmes og rengøres. Der opstår konstant situationer, hvor begrebet ”ene mand” ikke er en mulighed – og det er nøjagtigt også tilfældet i det efterskolefag, jeg vil fortælle jer om nu.

Hver onsdag middag, når køkkendamerne eksempelvis har forkælet os med en god omgang spaghetti bolognese, trasker elevholdet med fyldte maver ned ad forfattergangen i en lang, snakkende pølse mod endestation ”foredragssal”. De bærer ikke computere under armene med opladere hængende efter sig. De er

fortsætter på næste side ➤

ikke iklædt hverken fodboldstrømper eller harpiksindsmurte t-shirts. De ser helt almindelig ud – i deres 141 udgaver af sandaler fra Birkenstock – og hvad en efterskole-elev nu ellers ynder at bevæge sig rundt i. De fylder stolerækkerne i foredragssalen op, side om side med deres værelseskammerater. Den vestjyske natur er lige derude bag ruderne og vinden suser højst sandsynlig om murene på vores sekskantede fællesrum. Eleverne kigger op mod det hvide lærred, og nu begynder det. Vi skal synge – og det er FÆLLESSANG.

Som sanglærer er det altid meget spændende, hvordan et elevhold tager udfordringen med at SYNGE SAMMEN til sig. Synger de igennem? Kender de melodien? Tør de at lære melodien? Åbner de overhovedet munden? Der er mange faktorer i spil – og det første er tillid. For hvis side-kammeraten ikke tør synge

den forkerte tone i den nye sang, som sanglærerne mener, er en gave til højskolesangbogen, tør jeg så? Det er ikke uden grund, at vi på Dejbjerglund har valgt at placere eleverne i foredragssalen sammen i deres værelser, hvor de allerede har hørt hinandens stemmer mange gange både i tale, råb og sang under bruseren. For hvis sangen skal have vinger og fylde hele vores foredragssal ud – og det skal den – så skal alle synge med. Og for at eleverne skal opleve og opdage det fællesskab, der opstår, når vi synger sammen, så skal det lyde af noget. VI skal lyde af noget – sammen. I det øjeblik opstår SANGGLÆDEN. Det at være sammen om at synge bliver sjovt, ligetil og slet ikke kompliceret. Der går nogle uger af efterskoleåret, før sangglæden så småt begynder at spire rundt omkring i foredragssalen. Der går måneder, før den er der hos flertallet – og måske et helt år før næsten alle har følt den. Til gengæld går der kun få sekunder, fra de sangglade forlader deres plads i foredragssalen, til at sangen har spredt sig på len, til at sangen har spredt sig på gangene og helt ind i klasseloka-gangene og helt ind i klasseloka let, og den stopper først, når fag let, og den stopper først, når faglæreren bliver nødt til at afbryde læreren bliver nødt til at afbryde med et -”nu har vi altså matematik”. Men faktisk går der mange år, mange år før hver enkelt elev forstår værdien i det særlige sangfællesskab, der opstår på en efterskole. Til elevmødet higer jubilarerne efter at synge sammen med deres gamle kammerater igen – og gerne de sange, de forbinder med netop deres år på efterskole.

Og netop de sange, elsker jeg at være med til ”give” eleverne. MUSIKALSKE MINDER kunne man kalde dem. Minder, der selv kan få den mest tonedøve fodboldspiller til at mindes timerne med fællessang på efterskolen med et smil, når han eller hun flere år efter hører en bestemt sang. Nogle af eleverne bliver bevidste om sangglæden allerede på efterskolen. Måske mærker de det, når de synger som et stort kor for forældrene til forældreweekenden. Eller når de i hvide kjoler (eller skjorter) synger julen ind

til årets adventsmøde. Det kunne også være under sangen for deres bedsteforældre i foråret eller når de svedende og med åndenød synger sammen efter endt gymnastikopvisning. Faktum er, at når vi står tæt – i fælles flok – og synger sammen, så sker der noget særligt. Man kunne fristes til at kalde det magisk. For når en elev efter en sådan oplevelse udbryder: ”Wow, det var vildt fedt at stå derinde midt i” eller ”ej, hvor lød det bare godt” – så har den ægte, livsbekræftende oplevelse af fællessang fundet sted og måske endda skabt en sangglæde i deres liv, de kan tage med sig videre i livet.

”Jeg ELSKEDE fællessang, da jeg var teenager. Selvom jeg lod som om det var LAMT. I virkeligheden holdt jeg vildt meget af det, for så fik man lov til at give slip et ØJEBLIK og forsvinde ind i en historie eller en følelse. Lige meget hvor old school den så end måtte have været” – MØ

Sangerinden MØ sætter her ord på sine minder om fællessang fra teenageårene. Jeg kan som både tidligere teenager og efterskolelærer bekræfte hende i det hele – og særligt i betragtningen om ”at give slip et øjeblik og forsvinde ind i en historie eller en følelse”. Vores elever er PÅ konstant. Hvis ikke det er tyske verber eller ligninger de skal forholde sig til, så er det kammeraterne omkring dem, håndboldtaktik eller springindlæring. Og så har jeg ikke engang nævnt internettet med sociale medier og streamingtjenester, der i dén grad kræver, at man er på og med på, hvad der sker konstant. Når man synger, så er man til stede lige der – i sangen, i teksten, i melodien – og man kan ikke lave andet end det. Lige netop det øjeblik giver eleverne mulighed for at være nærværende, eftertænksomme, lære noget om livet – eller bare være.

Det er ikke uden grund, at vi synger om ”lykken du holder i hænderne nu, den er vist egentlig min”, ”du er helt perfekt, du har masser af fejl” eller ”kigger du op, er der nok en vej”. Teksterne kan, hvis eleverne tænker over dem, lære dem noget. Melodierne kan, hvis de lytter efter, beskrive en stemning, som de måske kan genkende. Det er svært at forlange, at elever på en idrætsefterskole efter en gang bolognese skal dykke ned i en større digtanalyse eller kan mærke melodiers kraft i en sangtime. Men de kan mærke nærværet, høre klangen når stemmerne smelter sammen og føle sig som en del af fællesskabet. Og et sådant fællesskab skal dyrkes, når de begynder at spire. skal dyrkes, når de begynder at spire. Derfor bliver jeg både stolt, glad og varm i mit sanglærerhjerte, når ele varm i mit sanglærerhjerte, når eleverne på min aftenvagt spørger mig, verne på min aftenvagt spørger mig, om vi ikke nok skal synge i aften. Og om vi ikke nok skal synge i aften. Og jeg kan love jer for, at jeg aldrig siger jeg kan love jer for, at jeg aldrig siger nej, når de gerne vil synge ”Kald det nej, når de gerne vil synge ”Kald det kærlighed” for gud ved hvilken gang.

For hvis Lars Lilholts musik kan få 15-17-årige elever til at skråle og ta15-17-årige elever til at skråle og tage hinanden under ar-ge hinanden under ar mene kl. 21.43 mene kl. 21.43 en helt almindelig tirs-dag aften, så blomstrer sangglæden. Og hvor sangglæden gror, gror fællesskabet.