3 minute read

af Leif og Annemarie Hansen

LEIF OG ANNEMARIE TAKKER AF

Af Leif og Annemarie Hansen

Efter 6 år som forstander og 5 år som skolemor, valgte Annemarie og jeg at gå på pension den 1 . august 2021 .

Jeg startede, som forstander, den 1 . August 2015, og det var med store sommerfugle i maven, jeg mødte ind til min første skoledag . For første gang skulle jeg have ansvaret for en efterskole med alle dens unge mennesker samt alle Dhe’s ansatte, og dette ansvar skulle tages alvorligt og med stor respekt .

Når forældre udviser stor tillid til skolens ansatte, og dermed også mig, og afleverer deres søn eller datter til et år eller to på vores skole, så er det med en forventning om, og at vi gør alt, hvad vi kan for at udvikle de unge mennesker både menneskeligt, fagligt og socialt . Vi skal passe godt på eleverne 24/7 (hele døgnet, hele ugen) og det er et stort ansvar, som bliver lagt på vores skuldre . At tilbringe hver eneste dag sammen med disse unge mennesker har været utrolig berigende og helt fantastisk . Vi har nydt samværet utroligt meget og sat stor pris på, hver gang et ungt menneske har vist os tillid og indvilliget i en snak om såvel hverdagens små som store glæder og udfordringer ved at være på skolen og være en del af en så stor familie – et så stort fællesskab . At få lov til at lære unge mennesker at kende på godt og ondt, og se og opleve dem i de dejlige, positive situationer, men også være omkring dem, når livet gør ondt, har stor betydning . Når jeg, som forstander, har oplevet, at vi, på skolen, har gjort en forskel for et ungt menneske, så har jeg været utrolig stolte af alle de ansatte .

Det, vi har fået lov til at opleve igennem de seks år, har været helt utroligt udbytterigt og spændende . Der har været så mange dejlige oplevelser med gymnastikopvisninger, ture rundt

omkring i landet og rejser til udlandet, men vi har virkelig sat pris på hverdagen på skolen . Der foregår altid noget spændende, og elevernes kreative evner udfolder sig i skolens flotte faciliteter . En hverdag, hvor også lækker mad og kollegialt sammenhold, kan nydes .

Der er ikke to dage, ej heller to elever eller to ansatte, der er ens, hvilket bidrager til mangfoldighed og uforudsigelighed i såvel opgaver som løsninger . Hverdagen, hvor målet er, at vi sammen kan hjælpe, støtte, udfordre, trøste og opmuntre – ja spille hinanden gode, og få det allerbedste ud af situationen, det har virkeligt være berigende .

Det har, for os begge, været vigtigt at stoppe, hvis vi følte, at nu skulle der nye kræfter til . Vi har, sammen med skolens ansatte, været med til at sikre, at skolen elevmæssigt er fyldt op de kommende år . Skolen er i rigtig fin udvikling og har en god og stabil økonomi . Den utrolig dygtige stab af medarbejdere arbejder energisk og med stort engagement for at skolen fortsat skal være en af de bedste efterskoler i Danmark . Det var derfor den rette tid til at give stafetten videre og gå på pension .

Vi vil gerne sige 1000 tak til skolens medarbejdere, alle elever, forældre samt bestyrelsen for samarbejdet igennem årerne . Vi er taknemmelige, for alt det I har givet os med i rygsækken, og fordi vi fik lov til at være en del af jeres efterskoleliv .

Vi håber, at vi ses til gensynsdagene, skolens arrangementer eller blot et eller andet sted i landet .

De varmeste hilsner Leif og Annemarie Hansen

This article is from: