PETERSEN - 46 - 2022 - DK by Strandbygaard A/S

46 | 2022

E T MAGASIN OM TEGL OG ANSVARLIG ARKITEKTUR

Raum der Stille, Foto: Marcus Bredt

Ankomsten til Raum der Stille går via den store check-in-hal og et rum beklædt med paneler af gyldent valnøddetræ. Raum der Stille er indrettet til andagt, bøn og meditation. I ankomstrummet mødes man af en niche, hvor ordet stilhed står skrevet med bronzebogstaver på seks forskellige sprog.

Snit gennem lufthavnen med markering af Raum der Stille.

Stille koncentration I HJERTET AF BERLINS NYE LUFTHAVN INDBYDER RAUM DER STILLE TIL ANDAGT, BØN OG MEDITATION. HER SKABER KOLUMBA SAMMEN MED ENKLE, GEOMETRISKE FORMER OG SOFISTIKEREDE LYSVIRKNINGER EN ATMOSFÆRE AF FULDKOMMEN RO.

Berlins nye lufthavn, Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt, har plads til 33 millioner rejsende om året. I denne port til metropolen krydser mennesker fra hele verden hinanden. Undervejs kan man have brug for at stoppe op og for en stund glemme alle de praktiske ting, som rejsen indbefatter. Raum der Stille, der kan oversættes til stilhedens rum, er en gruppe rum indrettet til netop dette kontemplative formål: til andagt, bøn og meditation. Rummene er placeret i terminalbygningens centrale akse på grænsen mellem landsiden og luftsiden, en placering, der understreger rummenes symbolske betydning. Adgangen finder sted fra den store check-in-hal, og der er åbent for alle døgnet rundt. Raum der Stille består af to sideordnede sektioner, organiseret omkring en symmetriakse. Fra en fælles indgang føres man til venstre ind i først et forrum og siden et kristent kapel, mens man til højre via et tilsvarende forrum ankommer til et neutralt kapel for alle andre trosretninger. De to kapeller har helt samme udformning og størrelse. Hans Joachim Paap, arkitekt og partner i Architekten von Gerkan, Marg und Partner, der har tegnet lufthavnen, forklarer: »Rummene og deres symbolske betydning er ens. Det er for os et symbol på, at forskellige religioner kan leve sammen. Stedet spiller desuden en særlig rolle i fortællingen om jævnbyrdighed og fællesskab: »Berlin var tidligere delt i øst og vest, og lufthavnen er et symbol på både byens og Tysklands genforening.«

Såvel ankomstrummet som de to forrum og kapeller har kvadratiske grundplaner, der vokser i størrelse, jo længere ind man kommer. Kolumba-sten dækker alle flader – gulve, vægge og lofter – og skaber dermed sammenhæng i rummene, som om de var hugget ud af én stor stenblok. I lofterne er hver enkelt række af sten trukket en anelse frem, så der dannes en pyramideform, som afsluttes foroven af et vindue oplyst via skjulte LED-pærer. Den udstrakte brug af mursten stillede høje krav til kvaliteten. »Kolumba-stenen er en meget dejlig sten med en fantastisk overflade,« fortæller Hans Joachim Paap. »Den mørkebrune farve er varm og skaber en god atmosfære. Hver eneste sten er individuel, og man ser tydeligt fingeraftrykkene, fra da leret blev presset ud af sin form. Stenen giver en fornemmelse af både evighed og sikkerhed. Tiden synes at stå stille i disse rum, og man kan koncentrere sig om sine tanker.« Et tredje centralt, arkitektonisk element, ved siden af den klare geometri og det konsekvente valg af blot ét materiale, er behandlingen af lyset. Lofterne består af gradvist mindre kvadratiske rammer af Kolumba-sten, der er fastgjort til en stålkonstruktion med en afstand på 2 cm mellem hver ramme. Fra bagvedliggende lamper trænger lys ud igennem sprækkerne mellem stenene. Virkningen er, at stenene næsten synes at opløses af lyset, ikke ulig filtrering af lys gennem et filigran af tilhuggede sten i middelalderens gotiske katedraler. Også fra en sprække

I det kristne kapel er et græsk kors indfældet i muren som en niche. Rummenes enkle former og brugen af mursten er inspireret af tidlig kristen og islamisk arkitektur.

Lofterne i alle fem rum er pyramideformede og opbygget af Kolumba. Stenene er placeret med mellemrum på 2 cm, hvorfor lys fra bagvedliggende lyskilder kan sive ud mellem stenene.

Den centrale del af den nye lufthavn udgøres af en stor, lys hal overdækket af et filigrantag i stål og glas. Det var arkitekternes vision, at bygningens artikulerede facader og klare geometriske former skulle give associationer til både Schinkel og Bauhaus.

Raum der Stille, Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt, Tyskland Bygherre: Flughafen Berlin Brandenburg Arkitekt: gmp · Architekten von Gerkan, Marg und Partner Design: Meinhard von Gerkan, Hubert Nienhoff og Hans Joachim Paap Entreprenør: K. Rogge Spezialbau GmbH Ingeniør: schlaich bergermann partner, Schüßler-Plan Ingenieurgesellschaft mbH Opført: 2020 Sten: K57 Tekst: Martin Søberg, ph.d., arkitekturhistoriker Fotos: Marcus Bredt

Snit gennem ankomstrummet og de to forrum.

Grundplan

Kolumba i mørkebrune nuancer er anvendt som det gennemgående materiale i Raum der Stille. Sten, lys og en klar geometri skaber tilsammen en atmosfærefyldt ramme om den besøgendes fordybelse.

»Hver eneste sten er individuel, og man ser tydeligt fingeraftrykkene, fra da leret blev presset ud af sin form. Stenen giver en fornemmelse af både evighed og sikkerhed.« Hans Joachim Paap, arkitekt

mellem væg og gulv siver der lys, der gør orienteringen let og bidrager til den fortættede stemning. De enkle stereometriske former giver rummene et arkaisk udtryk inspireret af ældgamle zarathustriske bygninger i Iran og af tidlig kristen og islamisk arkitektur; bygninger, der netop også er opført af mursten. Valget af mursten er desuden lokalt forankret, for i Berlin og Brandenburg findes en meget stærk tradition for at anvende mursten som byggemateriale. Og så bidrager Kolumba-stenen til den symbolske fortælling i Raum der Stille i kraft af den måde, den er tilvirket på: »Murstenen er et udtryk for de fundamentale elementer for mennesket: Ild, jord og vand,« forklarer Hans Joachim Paap.

Som pendant til det kristne kapel ligger det neutrale kapel for alle andre trosretninger. De to kapeller har nøjagtig samme udformning og størrelse og fortæller derved om jævnbyrdighed mellem mennesker, uanset trosforhold.

»Kolumba-stenen var afgørende for projektet, fordi den er håndlavet og derfor giver bygningen en vis irregularitet. Materialiteten og følelsen af murstenen er en forbindende faktor mellem den nye og de gamle bygninger.« Tuomas Kivinen, arkitekt

Vandet i Vuoksi-floden i det østlige Finland har siden 1920’erne leveret energi til det hydroelektriske kraftværk i byen Imatra. Foto: Max Plunger

Kraft i udtrykket LYSE KOLUMBA-STEN MURET I ZIGZAG-KNÆK INDRAMMER TRANSFORMATORSTATIONEN I IMATRA I DET ØSTLIGE FINLAND. VED AT UDELADE NOGLE AF STENENE ER DER SKABT EN PORØS, FLETTET SKÆRM OMKRING BYGNINGENS KERNE OG DENS TEKNISKE PROGRAM.

Området omkring det hydroelektriske værk har både stor naturhistorisk og kulturhistorisk betydning. Transformatorstationen og de nye transmissionsstrukturer er hensynsfuldt placeret i forhold til det oprindelige anlæg. Foto: Tomi Parkkonen

Følger man Vuoksi-floden fra dens udspring i Saimaa-søen i det østlige Finland, møder man efter omtrent 10 kilometer nogle voldsomme strømfald, Imatrankoski, der siden slutningen af 1700-tallet har været et yndet turistmål. Kort efter Finlands selvstændighed i 1917 vedtog staten at udnytte vandkraften på dette sted til produktion af elektricitet. Anlæggelsen af det hydroelektriske kraftværk fandt sted i løbet af 1920’erne under stor bevågenhed. Området har således både stor naturhistorisk og kulturhistorisk betydning og er under national beskyttelse. Imatra Transformatorstation føjer sig sammen med fem nye transmissionsstrukturer til det historiske kraftværk og tager hensyn til såvel værkets arkitektur som det omkringliggende landskab. Stationen fremstår som en rektangulær boks, der følger de ældre bygningers koordinater, så der dannes en stor gårdsplads ud mod floden. Transmissionsstrukturerne omfatter henholdsvis to terminaler, to pyloner og en højere mast, hvor kun masten rækker højere op end de omkringliggende træer. »Vi ønskede, at de gamle bygninger skulle bevare dominansen i landskabet. Derfor ligger transformatorstationens nederste etage under jorden,« forklarer arkitekt Tuomas Kivinen, partner og CEO i Virkkunen & Co Architects. »Gesimshøjden svarer desuden til højden på den nærmeste af de gamle bygninger.« For også at skabe sammenhæng mellem transformatorstationen og transmissionsstrukturerne, har arkitekterne anvendt et motiv af gentagne trekanter. Stationen har dobbelte facader, og den yderste er muret af Kolumba-sten i en zigzag-profil, der gentages hele vejen rundt om bygningen. Den nederste del af muren er helt lukket, mens hver anden mursten er udeladt i den øvre del, så der opstår et fletværk. Åbningerne tillader lys og luft at passere igennem. Muren er støttet af en stålramme, der er fastgjort til den bagvedliggende facade, som består af præfabrikerede betonelementer. Omkring indgangspartierne i hver ende af bygningen er den nederste del af muren udeladt. Disse eksponerede dele af kernen er udført i in situ-støbt beton. Transmissionsstrukturerne af hvidmalede stålprofiler fortolker ligeledes trekantsmotivet i forskellige variationer. >

Med hensyn til skala og placering er Imatra Transformatorstation tilpasset de eksisterende kraftværksbygninger. Ligesom de ældre bygninger er den opført i tegl, men arkitekterne valgte lyse sten, som farvemæssigt matcher transmissionsstrukturer i hvidmalet stål. Foto: Max Plunger

Imatra Transformatorstation, Imatra, Finland Bygherre: Fingrid Oyj Arkitekt: Virkkunen & Co Architects Entreprenør: Rakennusliike Evälahti Oy Ingeniør: Sweco Finland Opført: 2020 Sten: K91 Tekst: Martin Søberg, ph.d., arkitekturhistoriker Fotos: Max Plunger, Tomi Parkkonen, Tuomas Kivinen

Facaden er muret af Kolumba-sten i zigzag-knæk tilpasset stenenes længde. Fordi stenen er håndlavet, bliver fladen ikke ensformig, men fremstår levende og stoflig. Foto: Max Plunger Trekantede former går igen i både transformatorstationen og de nye transmissionsstrukturer. Foto: Max Plunger

Nederst er facaden lukket, mens den øverst, hvor hver anden sten i murværket er fjernet, danner et fletværk af sten. Den takkede profil sørger for fine, foranderlige spil af lys og skygge. Foto: Max Plunger

Detaljetegning af konstruktionen af et hjørne af bygningen.

Plan, stueetage

Længdesnit

»Stenens lyse farve forstærker refleksioner og skyggevirkninger og lader derved profileringen træde tydeligt frem. Den lyse monokrome farveholdning binder desuden bygningen sammen med de hvidmalede transmissionsstrukturer.« Tuomas Kivinen, arkitekt

En frostklar vinterdag. Sneen er faldet og har lagt sig som små puder i murværkets huller. Foto: Tuomas Kivinen

Koblingssystemet er placeret i hovedprocesrummet i stueetagen. De højtsiddende kleristorievinduer sørger for dagslys og kig til murstensfletværket. Foto: Max Plunger

Kraftværksbygningerne fra 1920’erne har klassicistiske træk og er udført med betonrammer, røde murstensfacader og detaljering i beton. Den regelmæssige placering af døre og vinduer var inspirationskilde for arbejdet med den rytmiske gentagelse af formerne i den nye transformatorstation og transmissionsstrukturerne. »Vi overvejede først at anvende en rød mursten som i de eksisterende bygninger, men valgte i stedet at understrege, at den nye bygning bibringer et nyt tidsmæssigt lag,« siger Tuomas Kivinen. »Kolumba-stenens lyse farve forstærker refleksioner og skyggevirkninger og lader derved profileringen træde tydeligt frem. Den lyse monokrome farveholdning binder desuden bygningen sammen med de hvidmalede transmissionsstrukturer.« Her er ikke blot tale om et teknisk anlæg, men om et stykke arkitektur, der virker levende og foranderligt. Lyset tegner sig i fine skyggespil hen over facadernes plisserede relief, og om vinteren lægger sneen sig i fletværkets huller. Tuomas Kivinen forklarer: »Kolumba-stenen var afgørende for projektet, fordi den er håndlavet og derfor giver bygningen en vis irregularitet. Materialiteten og følelsen af murstenen er en forbindende faktor mellem den nye og de gamle bygninger.« Transformatorstationen rummer et gasisoleret koblingssystem, der omsætter den elektriske spænding fra kraftværket til højspænding, inden spændingen distribueres videre i systemet på vej mod forbrugerne. I stueplan ligger det dobbelthøje hovedprocesrum med koblingssystemet. En trappe fører op til et maskinrum, mens kælderen er det sted, hvor kablerne løber ind i bygningen og forbindes til koblingssystemet ovenover. Betonelementerne er eksponerede i det indre, der først og fremmest er tekniske rum. For at gøre arbejdet i hovedprocesrummet mere behageligt har arkitekterne imidlertid tilføjet højtsiddende kleristorievinduer med kig til murstensfletværkets filtrering af dagslyset. »Typisk har finske transformatorstationer ingen vinduer, men vi har tilføjet vinduerne og fået rigtig gode tilbagemeldinger fra brugerne,« fortæller Tuomas Kivinen.

Når mørket sænker sig, siver lyset ud mellem Kolumba-stenene og tydeliggør derved facadens porøse karakter. Foto: Tuomas Kivinen

I facaden mod skolegården er der anvendt K71 og K23.

Allerede fra ankomstgården præsenteres det arkitektoniske hovedgreb: De lave, forskudte og sammenstødte længer.

Den nyopførte undervisningsfløj taler samme arkitektoniske sprog som det oprindelige kompleks, men fremstår samtidig som et selvstændigt volumen med et nutidigt og strammere udtryk.

Sammenstød og samklang

Sammenstød er ikke et begreb, der normalt anvendes positivt om arkitektur. Men på Falkonergårdens Gymnasium er sammenstød benyttet som et virkningsfuldt arkitektonisk greb tilbage i 1950’erne og igen for få år siden. I et bevaringsværdigt bygningskompleks med så meget sjæl, at det er medvirkende til at gøre gymnasiet til et af hovedstadsregionens mest populære. Gymnasiet er tegnet af arkitekt og kgl. Bygningsinspektør Thomas Havning og indviet i 1955. Det ligger som nabo til Den Sønderjyske Landsby, et atmosfærefyldt kvarter med smalle, krumme veje, grønne haver og lave længehuse. Havning ønskede at respektere områdets fine arkitektoniske kvaliteter og opsplittede derfor skolebebyggelsen i mindre, langstrakte volumener, som blev placeret langs randen af den krummede matrikel med et gårdrum i midten. Han lod længerne støde sammen i gavlenderne med små forskydninger,

og disse funktionelt bestemte sammenstød er udformet med så sikker hånd, at de er blevet karaktergivende for bebyggelsen. Arkitekturen er i øvrigt kendetegnet ved traditionelle materialer som tegl og træ, gedigent håndværk og et enkelt og harmonisk formsprog med gennemført detaljering. Et væsentligt element er anvendelsen af gult-rødt mønstermurværk på de gårdvendte facader. Skolens popularitet krævede udbygning af faciliteterne, så i 2015 kom en ny multihal, tegnet af Falko Arkitekter, til. I en rundet form, beklædt med smalle, lodrette trælameller, kiler den sig ind mellem anlæggets to gymnastiklænger. I 2017 blev der tilføjet en ny undervisningsfløj på 1700 m2. Den er også tegnet af en kgl. Bygningsinspektør, nemlig Rønnow Arkitekter, som har været tilknyttet Falkonergårdens Gymnasium siden 2008. Fløjen erstatter den gamle rektorbolig, der udgjorde en af længerne i det oprindelige anlæg. >

Luftfoto af det oprindelige gymnasium med den nu nedrevne rektorbolig i midten mod syd.

Nutidigt luftfoto med den nyere multihal mod vest og den nyopførte fløj mod syd.

FALKONERGÅRDENS GYMNASIUM PÅ FREDERIKSBERG ER UDVIDET MED EN NY UNDERVISNINGSFLØJ, DER RESPEKTFULDT VIDEREFØRER STEDETS HELT SÆRLIGE ATMOSFÆRE.

Situationssplan med den nye fløj markeret i gråt.

Den nye fløj er i østgavlen stødt sammen med en eksisterende længe, mens vestgavlen står frit. Mod skolegården har alle teglfacader mønstermurværk i gule og røde tegl. De gamle facademønstre har diagonale linjer, mens den nye fløj står med smalle, horisontale striber og et lysere og sprødere udtryk.

Rønnow Arkitekter lagde ud med en grundig analyse af den eksisterende bebyggelse og naboområdet. »Gymnasiet er et fornemt eksempel på bæredygtig byggeskik via et tidløst formsprog og langtidsholdbare materialer. Det stod derfor klart, at den nye fløj skulle følge samme spor – føje sig ind i den oprindelige bebyggelses konfiguration og trække på de samme arkitektoniske motiver og principper, dog i en nutidig form. Udfordringen var at balancere knivskarpt mellem gammelt og nyt,« forklarer sagsarkitekt Claus Bay. Den nye bygning repeterer længehusmotivet og har som de gamle valmet saddeltag. Den ene gavl står frit, mens den anden kobles til en eksisterende fløj ved hjælp af et Havningsk sammenstød – de to bygningskroppe skærer sig ind i hinanden over en skrå vinkel – og det fungerer lige så usentimentalt – og godt – nu som oprindeligt. Også indefra, hvor et stykke af den gamle fløjs patinerede teglfacade nu står som indvendig mur. Tegl videreføres som tag- og facadebeklædning, og også mønstermurværket går igen og sikrer sammenhæng med de gamle, gårdvendte facader. »Vi testede mange mønstre i 1:1

mockups,« fortæller Claus Bay, »men det var multihallen, der til sidst bragte os på sporet af den rette løsning. De oprindelige facade-mønstre er diagonale, multihallens lameller er vertikale, så måske et horisontalt udtryk i form af smalle, vandrette striber ville være det rigtige. Det viste sig at fungere, og det ledte os til den lange, smalle Kolumba.« Yderfacaden er som i de gamle længer helt i gule sten – Kolumba – dog med et enkelt vandret bånd i røde tegl, som understreger de horisontale linjer og refererer til rødstenspilastre på de gamle yderfacader. Mens tagene på de oprindelige længer er beklædt med røde vingetegl, har Rønnow Arkitekter valgt rød Cover til den nye fløj. Det understreger det horisontale og giver et mere stringent udtryk. Tilføjelsen af den nye undervisningsfløj fremstår yderst vellykket. Den viderefører Havnings centrale arkitekturmotiver, så de både genkendes og opleves friske og nutidige. Samtidig står bygningen som et selvstændigt volumen i egen ret med et underspillet, stramt udtryk, som blandt andet teglenes horisontale linjer bidrager til. De gule og røde Kolumba-tegl står i en

Den oprindelige nordlige fløj er stadig kompleksets største bygning. Den langstrakte gårdvendte facade tilføres en menneskelig skala af de sprossede vinduer og mønstermurværket.

sartere farvestyrke end det gamle murværk. Det er med til at adskille nyt og gammelt, og det forlener den nye fløj med en velplaceret sprødhed. Falkonergårdens Gymnasium & HF-kursus, ny undervisningsfløj, Frederiksberg, Danmark Bygherre: Falkonergårdens Gymnasium & HF-kursus Bygherrerådgiver: Emcon A/S Arkitekt: Rønnow Arkitekter A/S Entreprenør: Dahl A/S Ingeniør: Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører Aps Landskabsarkitekt: Kragh og Berglund Landskabsarkitekter A/S Energi- og bæredygtighedskonsulent: Henrik Innovation ApS Opført: 2017 Sten, facader: K71, K23 Sten, tag: C23, 170 mm Tekst: Tina Jørstian, cand.arch. Fotos: Anders Sune Berg, Casper Brogaard Højer

Både de gamle og den nye fløjs yderfacader står i gule sten. Havemuren, der fortsætter ind i porten, er opført af genanvendte sten fra den nedrevne rektorbolig – en fin og velanbragt historisk gestus.

Der blev testet mange murmønstre i 1:1, inden man nåede frem til den rigtige løsning i form af smalle, horisontale striber. Det ledte til Kolumba, hvis format nærmest er skræddersyet til formålet.

Ny fløj, snit

Ny fløj, plan 1. sal

Eksempler på mønstermurværk i de oprindelige facader. Ny fløj, stueplan

Sammenstødet mellem den nye fløj og den eksisterende bygning opleves også indendøre. I et opholdsrum danner et stykke af den gamle yderfacade med vindue nu en indvendig mur, der formidler en flig af gymnasiets historie.

»Gymnasiet er et fornemt eksempel på bæredygtig byggeskik via et tidløst formsprog og langtidsholdbare materialer. Det stod derfor klart, at den nye fløj skulle følge samme spor – føje sig ind i den oprindelige bebyggelses konfiguration og trække på de samme arkitektoniske motiver og principper, dog i en nutidig form.« Claus Bay, arkitekt

Som et arkitektonisk særkende er fløjene i det oprindelige kompleks stødt sammen i gavlene. Et motiv, der videreføres i den nye fløjs østgavl. De røde Cover-sten på taget har samme nuancer som de gamle tagsten fra 50’erne, men giver bygningen et moderne udtryk.

Gubsø Garage byder velkommen med en arkitektur, der har umiskendelige industrielle træk og samtidig bærer spor fra det traditionelle danske landbrugsbyggeri.

Classic i nutidige rammer GUBSØ GARAGE ER FUNDERET PÅ BUGATTI-FASCINATION OG ET DYBFØLT ØNSKE OM AT FORMIDLE DE GLEMTE HÅNDVÆRK, DER ENGANG VAR KNYTTET TIL FREMSTILLING AF BILER. DEN FYSISKE RAMME ER ET STYKKE YPPERLIG, MODERNE ARKITEKTUR, DER OVERBEVISENDE FORTOLKER INDUSTRIHISTORISKE MOTIVER.

Den overdækkede gade mellem to af anlæggets tre længer er adgangsvej for biler, der skal serviceres på værkstederne. Samtidig benyttes det store rum til udstilling af gamle biler, konferencer og events.

Passerer man Gubsø Bakke nord for Silkeborg, fanges blikket af et bygningskompleks, der med sine helt enkle, langstrakte bygningskroppe markerer sig naturligt i det åbne landskab. Tættere på er udtrykket robust og nøgternt, og man genkender tydelige motiver fra industriarkitekturens barndom, ligesom man aner træk fra den gamle, danske agrar-byggeskik. Anlægget hedder Gubsø Garage. Ejeren, Marc Vogel, er til gamle biler og har i dag en af Europas største Bugatti-samlinger. Det legendariske bilmærke blev skabt af Ettore Bugatti (1881-1947), som både tegnede, konstruerede og fremstillede de eksklusive biler på sin egen fabrik i Alsace, i et skyhøjt kvalitetsniveau baseret på ypperligt håndværk.

For at understrege gademotivet står facaderne i det store rum i tegl, brudt af store egetræsporte.

Anlægget åbner sig med store glasfacader ud mod det foranliggende engdrag. Mægtige, karaktergivende tagudhæng overdækker hver sin terrasse.

Gubsø Garage rummer fem håndværksbaserede værksteder. I karetmagerværkstedet fremstilles blandt andet forme til karosserier.

Plan. Den fritliggende bygning øst for de to centrale længer er endnu ikke opført.

Inspirationskilden – den gamle Bugatti-fabrik i Alsace.

Tværsnit

Marc Vogels Bugatti-fascination omfatter også disse uddøende bilhåndværk – modelsnedker, saddelmager, pladesmed, gørtler og mekaniker – i en sådan grad, at han for nogle år siden besluttede at genetablere dem i en form, hvor de ikke blot kommer bilerne til gode, men også besøgende udefra. Han besluttede at skabe et klassisk bil-center med tilhørende værksteder – de fem ovenfor nævnte – og tilkoble konference- og eventfaciliteter. I fysiske rammer, der havde klare referencer til Bugattis alsaciske bilfabrik, men opført i danske tegl. Her kom arkitekt og Bugatti-entusiast Peter Zinck fra Petersen Tegl på banen. Han fik arkitektfirmaet Cornelius Vöge med på opgaven, og snart gik turen til Nordfrankrig, hvor bygherren og

Ettore Bugatti designede også bygningsdele, blandt andet Alsace-fabrikkens markante træporte, som nu er genskabt til Gubsø Garage.

arkitekterne analyserede Bugattis gamle fabriksanlæg og dets industrielle typologi. Disse motiver blev efterfølgende fortolket og stedstilpasset, så de kunne danne grundlag for Gubsø-projektet. Det realiserede kompleks består af tre stringente længebygninger, der åbner sig ud mod det foranliggende engdrag. De to centrale længer er disponeret med en overdækket gade imellem sig og er bundet sammen af tre saddeltage – en hilsen til Bugatti-fabrikkens shedtag. Gubsø Garage-tagene har dog et anderledes robust udtryk, idet de er udformet med synlige, kraftige spærkonstruktioner i træ, som det også kendes fra landbrugets gamle lader. Et stort og meget markant tagudhæng i forlængelse af gaden tilfører yderligere tyngde. >

Ved at vælge en mursten med stort farvespil og lægge stenene med en bred og grov fuge er der opnået et rustikt og patineret udtryk, som minder om gammelt fabriksbyggeri. Det stramme ståltag bidrager ligeledes til det industrielle udtryk.

Et åbent gårdrum adskiller værkstederne og den overdækkede gade fra restauranten og administrationsdelen.

Også vægkunsten, udført af grafiker Clara Zangenberg, hylder den legendariske Bugatti.

Endnu et industrielt motiv er høje sokler, som med et præcist og simpelt greb flere steder danner bænke mellem facadepillerne. De markante egetræsporte tilfører varme til det ellers nøgterne udtryk.

Gubsø Garage, Silkeborg, Danmark Bygherre: Gubsø Garage ApS Arkitekt: Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur i samarbejde med arkitekt Peter Zinck. Entreprenør: Entreprenørfirmaet Thomas Andersen A/S Ingeniør: Stokvad Rådgivende Ingeniører Sten: D46 DNF Opført: 2021 Tekst: Tina Jørstian, cand.arch. Fotos: Anders Sune Berg

»Fabriksbyggeri blev før i tiden ofte opført i mursten, og med sit standardformat er D46 det helt rette tegl til at udmønte den no nonsense-attitude, der kendetegnede den slags bygninger. Den meget grove fuge understreger yderligere den gamle industriarkitekturs rustikke tilgang til materialerne.« Dan Cornelius, arkitekt

Den overdækkede gade fungerer som til- og frakørsel for de biler, der skal serviceres på værkstederne, som er placeret i de to længer og forsynet med store porte ud mod gaden. Desuden fungerer det store rustikke gaderum som optimale rammer for biludstillinger, konferencer og eventaktiviteter. Midtvejs brydes de to længer af et åbent gårdrum, som giver passage ind til og på tværs af længerne og danner læmure og -kroge for ophold i det fri. Stedets restaurant, køkken- og kontorfaciliteter optager den resterende del af de to længer og det mellemliggende areal. Kompleksets tredje længe er fritliggende og afgrænser et åbent gadeforløb. Den benyttes som bilgarage. De arkitektoniske virkemidler er overalt præcise, nøgterne og funktionelt begrundede. Over høje sokler rejser de langstrakte facader sig i terracottafarvede tegl. Stenen er D46, lagt med meget grov fuge, hvilket bidrager til det rustikke udtryk. Dør- og vindues-

rammer samt de store tagflader står stramt i stål. Det måske mest iøjnefaldende element er de kraftige portlåger i egetræ. De er fortolket og genskabt ud fra porte, Ettore Bugatti i sin tid selv tegnede til fabrikken i Alsace. Portenes markante hængsler og beslag i bronze er genskabt på Gubsø Garages eget gørtleri som tro kopier af Bugattis ditto. Via egetræsportene og facadepiller i tegl opnås en repetitiv rytme – et traditionelt industrimotiv, som diskret bryder Gubsø-længernes langstrakte flader. Ligesom de gamle Bugatti-biler inkarnerer ypperlig kvalitet på deres felt, har Cornelius Vöge og Peter Zinck med Gubsø Garage skabt en arkitektonisk helhed, der i hovedanslag, materialitet og detaljering trækker på samme kompromisløse holdning til kvalitet. Historisk og nutidigt forenes forbilledligt. Også i stedets daglige virke, hvor revitaliseringen af de gamle håndværk er en yderst sympatisk varetagelse af kulturarv.

Fra den overdækkede gade er der gennem åbne porte kik til værkstederne.

De lange teglflader brydes af facadepiller og gyldne træporte. Motiver der ligeledes er hentet i industriarkitekturen.

Et cirka100 år gammelt bindingsværkshus, i dag museum, er umiddelbar nabo til den nye amtsbygning.

Administrationsbygning for Amt Zarrentin, Tyskland Bygherre: Amt Zarrentin Arkitekt: ppp Architekten Entreprenør: MHT Baugesellschaft mbH Ingeniør: Schreyer Ingenieure Opført: 2020 Sten: C48, 170 mm Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch. Fotos: Daniel Sumesgutner

Den nye bygning er i lighed med de omkringliggende historiske huse udført med halvvalmet tag.

Tre meter høje kviste sørger for rummelighed og gode lysindfald på førstesalen. Kvisten og vinduesindfatninger er udført i cortenstål, hvis nuancer genfindes i teglene.

St. Peter og St. Pauls Kirke skimtes bag træerne.

Respektfuld, men selvbevidst DET ER EN KLASSISK ARKITEKTOPGAVE AT INDPASSE ET NYT HUS I EN HISTORISK KONTEKST UDEN HVERKEN AT PLAGIERE ELLER ANSLÅ UMUSIKALSKE TONER. VED SCHAALSEE I NORDTYSKLAND KAN MAN OPLEVE ET GODT BUD.

PPP Architekten, der har kontorer i både Lübeck, Hamborg og Hannover, fik opgaven at tegne den nye administrationsbygning for Amt Zarrentin, cirka 70 km øst for Hamborg. Placeringen var givet – og krævende. Den nye bygning skulle indgå i et ensemble af historiske, fredede bygninger, hvoraf flere rummer andre af amtets funktioner. Bygningen skulle opføres eksakt på fundamentet af en gammel lade, som måtte rives ned for at give plads til byggeriet. Ensemblet af bygninger, der overvejende er længehuse, er særdeles naturskønt beliggende få meter fra Schaalsee og grupperet omkring en grøn plads med solitære træer. De historiske huse, hvoraf flere kan dateres tilbage til 1200-tallet, er blandt andre St. Peter og St. Pauls Kirke og en tidligere klosterlænge, der i dag blandt andet rummer et bibliotek, et klostermuseum og amtskontorer. Det var en klar præmis, at den nye bygning i både udformning og materialer harmonisk skulle indføje sig i

det historiske selskab. Samtlige af de omkringliggende mange hundrede år gamle bygningsværker er opført i røde mursten med røde tegltage, hvoraf de fleste er halvvalmede. Den nye bygning er udført som et længehus på 29 x 12,5 meter og ni meter til kip. Den sokkelfri huskrop, ligeledes med et halvvalmet tag, udstråler således tyngde og massivitet i lighed med de naboliggende bygninger. Det var oplagt, at nybygningens tag og facader skulle være i røde tegl. Men ved at vælge Cover som beklædning af hele huskroppen opnås et moderne udtryk, og huset opnår egen identitet. De taktfast placerede vinduer i stueetagen går alle til gulv, hvilket sikrer et fint lysindfald. Ligeledes med henblik på rigeligt dagslys er tagetagen forsynet med store, markante kviste indrammet i cortenstål, hvis orange nuancer genfindes i den hårdtbrændte teglbeklædning.

Mødet mellem gavl og tag er løst med et profil i cortenstål, som Cover-stenene løber ind på. Den specialtegnede forsænkede tagrende er ligeledes udført i cortenstål.

Pavillonerne ligger på en grund, der støder op til en uafgrænset naturpark, der løber langs Elben.

Falkensteiner Ufer ET TIDLIGERE VANDVÆRK IKKE LANGT FRA HAMBORG ER I DAG OMDANNET OG RUMMER FLERE NYE FUNKTIONER. NYT FACADEMATERIALE SKABER DIALOG MED STEDETS FREDEDE BYGNINGER OG DEN OMGIVENDE NATURPARK.

Når man kører fra Hamborg mod Blankenese, møder man efter 18 km og tæt på Elbens bred det tidligere industrianlæg Falkensteiner Ufer, der består af flere, mellem 100 og 165 år gamle bygninger. Samtlige huse er i dag transformeret og har nye funktioner. Anlægget er et betagende eksempel på, hvad en visionær bygherre og en lige så visionær arkitekt kan opnå ved at arbejde videre med en eksisterende bygningsmasse. Hele projektet demonstrerer stor forståelse for historien og dens værdifulde spor og også, at det er muligt at passe på og bevare væsentlig arkitektur. Den tilgang er selvsagt ressourcebesparende. I alle aspekter eksemplificerer projektet en lykkelig forvandling til nye og moderne formål – i dag og i mange år fremover. Falkensteiner Ufer blev opført i 1858 som en pumpestation for Altona vandværk. Vand fra Elben blev med damp pumpet op til vandværkets filtrationsanlæg på det 92 meter høje Baursberg, hvor det ved hjælp af sand blev klaret til drikkevand. Metoden var effektiv, og folk i området blev i langt mindre grad syge af kolera end indbyggerne i Hamborg få km mod vest. Da indvindingen i 1960’erne blev omlagt til grundvand, indstillede pumpestationen driften. Siden da stod to store haller tomme i et halvt århundrede, indtil investorer købte hele anlægget. De to store fredede haller, opført som stålkonstruktioner med murstensfacader, blev nænsomt restaureret og omdannet til henholdsvis et multifunktions-eventhus og til syv boliger. Opgaven med at omdanne de to mindre, kvadratiske bygninger 60 meter fra flodbredden blev overdraget til Hamborg-baserede BUB Architekten. De to mindre bygninger er opført i 1930’erne med helmurede facader og skifertage. For at opnå et skulpturelt udtryk blev facader og tage på begge bygninger beklædt med samme materiale. Af funktionelle grunde blev vindues- og døråbninger ændret. Det største hus på cirka 150 m2, der engang indeholdt boliger til pumpestationens ansatte, er i dag indrettet som bolig. Planerne er logiske og velordnede og skaber sammen med det rigelige lysindfald en ideel og rummelig ramme om en families liv. Den mindste bygning på cirka 30 m2, oprindeligt et pumpehus, er blevet indrettet som et velbelyst atelier med en gallerihems. De to bygninger er omgivet af en fredet naturpark, og beliggenheden indebar et tæt samarbejde med fredningsmyndigheder. Den private have er landskabeligt behandlet på samme måde som parken og er bevokset med græs og spredte træer, således at overgangen ikke bemærkes. Den helt centrale udfordring for BUB Architekten var at give de to huse et udtryk, som både passede til og gav visuelt modspil til de to store murstensbygninger. Samtidig skulle bygningerne indpasse sig naturligt i landskabet. I deres tilgang lod arkitekterne sig inspirere af Museum Insel Hombroich i Nordrhein-Westfalen, der kombinerer arkitektur, kunst og natur på over 62 hektar engmark. Ligesom i Hombroich opfattede arkitekterne de to huse som skulpturelle massiver i en park og søgte følgelig efter ét materiale, som bygningskroppene kunne svøbes i, så de dermed kunne opfattes som ét volumen. Valget faldt på Cover, der er monteret uden på den eksisterende facade på en bagvedliggende konstruktion med isolering. På grund af nærheden til floden var overflodssikring en nødvendig og integreret del af projektet. Arkitekter og bygherre overvejede både C44 og C48, men besluttede sig for C36, der er skabt af tysk ler. Som slippemiddel i træformen anvendes en mørk lerslam, der efterlader et flammet farvespil efter den reducerende brænding. Den store bygning på den anden side af vejen har facader i røde mursten med markerede søjler og ornamentering i gule sten omkring rundbuevinduerne. De varierede orange, røde og gule nuancer i C36 genfindes både i de røde og de gule mursten i den 150 år gamle facade. Struktur- og farvesamspillet mellem gamle og nye facader er meget smukt og udtrykker på én gang projektets historie og modernitet. De to huse indeholdt oprindeligt henholdsvis en bolig til funktionærer og en pumpestation.

Falkensteiner Ufer, Strandhaus mit Atelier, transformation, Blankenese, Tyskland Bygherre: Stephanie Siewert Arkitekt: BUB Architekten Entreprenør: Zimmerei Lück, Wiefelstede Færdiggjort: 2020 Sten: C36, 170 mm Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch. Snit

Stueplan

Fotos: Daniel Sumesgutner

C36 er fremstillet af tysk ler, og der anvendes mørkt lerslam for at få lerklumpen til at slippe træformen. Efter tørring brændes og reduceres leret ved meget høje temperaturer. Resultatet er en flammet, rødgul sten med et mørkt slør, som skaber smukt modspil til de naboliggende 1800-tals bygninger med facader i gule og røde sten.

Situationsplan

De to restaurerede pavilloner indgik engang i det samlede vandværksanlæg sammen med de større industrihaller på den anden side af vejen.

Pavillonerne står skarpt aftegnet i de grønne omgivelser. Detaljering er overalt præget af enkelthed.

Enkel formgivning og få og ærlige materialer var kodeordene for udformningen af den nye hytte i Hvaler. Tag og facader er beklædt med sten i hårdtbrændt ler. Fundament og skorsten er i in situ-støbt beton og terrasse er i accoya træ.

Lydefri indlevelse Ø-kommunen Hvaler ligger yderst i Oslofjorden, og fra den nye hytte er der en smuk udsigt over vandet.

Pejserummet er af klebersten og gulvpladen er i sandblæst Ruvina marmor. Hætten er udført i varmvalset stål.

Det nordvendte indgangsparti er trukket tilbage fra facaden og markerer sig med en beklædning af ubehandlet cedertræ.

DET VAR EN AFGØRENDE PRÆMIS FOR ARKITEKTER OG BYGHERRE, AT DEN NYE HYTTE I FORM, MATERIALER OG FARVER SKULLE INDORDNE SIG DEN UNIKKE PLACERING MELLEM HAV OG SKOV.

Placeringen af den nye hytte ca. 20 km stik syd for Frederikstad i Norge kaldte på en særdeles følsom tilgang. Hytten er opført på en ø i Hvaler i et skovbryn med udsigt over havet og de enestående, smukke naturområder ved Ytre Hvaler Nationalpark. Oprindeligt stod der en ældre hytte fra 1962 på grunden, men den var i dårlig stand og havde en uhensigtsmæssig planløsning. Ejeren besluttede derfor, at der skulle bygges nyt, og de Oslo-baserede arkitekter PUSHAK blev bedt om at løse opgaven. »Det var for både os og vores bygherre en forudsætning for projektet, at grunden i videst muligt omfang forblev intakt. Vi har derfor gjort, hvad vi kunne for at placere og udforme hytten med størst mulig respekt for landskabspåvirkning, terræn og vegetation. Den nye hytte er opført på eksakt samme sted som den tidligere, således at der ikke opstod sår i terrænet efter nedrivningen,« fortæller arkitekt Gyda Drage Kleiva, PUSHAK. I kraft af grundens formationer er hytten ikke synlig fra gangstierne langs strandlinjen i nationalparken, men kan udelukkende ses et godt stykke ude fra havet. Den er desuden visuelt, men også vind- og vejrmæssigt, godt beskyttet af krat og buskads mellem havet og huset. Byggelovgivningen tillod en facadelængde på maks. 12 meter mod havet, hvorfor huset har fået sin kompakte, næsten kvadratiske form. Det spreder sig ikke ud, men fremstår som et enkelt, veldefineret volumen, der hægter sig fast i grunden på bakken mod vandet. Materialevalg ligger i fuldstændig forlængelse af den omhu, hvormed arkitekterne har behandlet grunden og husets placering. Materialerne skulle være naturlige, af høj kvalitet, og farvemæssigt skulle de møde det omgivende landskab på harmonisk måde. Hytten er udformet med et asymmetrisk, valmet tag, som tillader vandet at løbe af i fire retninger. Tagformen betyder, at husets gesims kunne trækkes ned mod terræn på alle fire sider. Alle døre til det fri inkl. hoveddør er markeret, idet de er placeret i udsparinger dækket af det store tag. De indtrukne facadepartier er beklædt med ubehandlet cedertræ, som over tid vil fremstå silkegråt. Både hyttens tag og facader er beklædt med Petersen Cover, hvis changerende, gråbrune nuancer genfindes i de omgivende kampesten, fyrretræsstammer, lyng og øvrige vegetation. I deres detaljering gjorde arkitekterne brug af begge Cover-formater, idet facaderne er beklædt med stenen i bredde 170 mm, og taget 240 mm. Den bredere dimension på tagets tegl betyder, at stenen i jordperspektiv opleves, som har den næsten samme dimension som stenen på facaden. »Vi havde derudover glæde af, at Cover laves i hånden og derfor let kan modificeres. Stenene til taget fik vi udført som specialsten udformet som et L fremfor et C. Tagets hældning bliver dermed stejlere, hvilket i dette hus er både en visuel og praktisk fordel,« fortæller Gyda Drage Kleiva. Den 90 kvadratmeter store hytte indeholder et stort, sydvendt rum, der kombinerer køkken og stue med en daybed-niche, tre værelser og to badeværelser. Mod syd kan en stor foldedør åbnes op i fuld bredde, således at overgang mellem inde og ude forsvinder.

»Vi havde glæde af, at Cover laves i hånden og derfor let kan modificeres. Stenene til taget fik vi udført som specialsten udformet som et L fremfor et C. Tagets hældning bliver dermed stejlere, hvilket i dette hus er både en visuel og praktisk fordel.« Gyda Drage Kleiva, arkitekt

Plan

Det store sydvendte opholdsrum med køkken, spise- og opholdsafdeling får masser af lys fra tre verdenshjørner. Bærende væg er in situ-støbt beton med pladeforskalling. Gulv er udført i massive egeplanker fra Dinesen. Al øvrig indvendigt træværk er egefiner.

Tværsnit

Samtlige fire soveværelser har egen indgang, alle tilbagetrukket fra facaden. På grund af den skrånende grund var en trædesten nødvendig til det østvendte værelse.

Den udsøgte kvalitet er gennemført også i interiøret, som overvejende er tegnet til huset. Bærende vægge er in situ-støbt, eksponeret beton. Øvrige vægge, lofter, skabe og køkkenelementer er i egefiner. Alle gulve er belagt med solide egetræsplanker fra Dinesen. Overalt møder øjet en gennemtænkt enkelhed, gode proportioner og en rig og varm stoflighed. Hytten i Hvaler demonstrerer, at det med den fornødne indlevelse, følsomhed og materialeforståelse er muligt at bebygge også sarte, naturskønne områder. Og det er meget opløftende. Hytte i Hvaler, Norge Bygherre: Privat Arkitekt: PUSHAK Entreprenør: Byggmester Geir Morten Olsen Bygningsingeniør: Haug og Blom-Bakke Sten, facader: C56, 170 mm Sten, tag: C56, 240 mm, udført som specialsten Færdiggjort: 2020 Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch. Fotos: Ivan Brodey

Detaljering af husets hjørner er løst ved at lade Cover løbe ind mod et stålprofil.

Tværsnit

Frontispicens relief skaber et spændende, filtreret lys i lobby og på hovedtrappen.

Facaden anvender en række forskellige forbandter.

»At stenen er håndlavet og hårdtbrændt giver den et patineret, robust udtryk. Hvis vi havde brugt maskinlavede sten, havde huset fremstået nyt midt i selskabet af historiske huse.« Herman Prast, arkitekt Ingen sten er tilfældigt placeret i det tilsyneladende vilkårlige mønster.

I kraft af karnapper i mur og vindueskarnapper bevæger gadefacaden i Ruysdaelstraat 77-89 sig ind og ud i plan. Variationen modvirker, at det 40 meter lange hus opleves bastant.

WM WD

GASHAARD

WM WD

GASHAARD

lift

Plan

»Kolumbas format gav os mere fleksibilitet i udformningen af facaderne. Blandt andet kunne det skulpturelle parti udføres med dybere relief.« Herman Prast, arkitekt

Som forrevne klipper midt i storbyen ET NYT BYHUS I CENTRUM AF AMSTERDAM DEMONSTRERER DE MANGFOLDIGE MÅDER, MAN KAN ANVENDE MURSTEN PÅ, NÅR ØNSKET ER EN FACADE MED VARIATION.

Et nyt lejlighedskompleks i Amsterdams Oud-Zuid-kvarter føjer sig med hensyn til volumen, taghøjde og materialitet smukt ind i rækken af murede huse i gaden. Når man kommer tættere på, opdager man flere elementer og detaljer, der afslører husets nutidighed, men alle er udført i samme håndværksmæssigt høje kvalitet, som karakteriserer de langt ældre nabohuse. Bygningens tag mod gaden er udført som en konstruktion af stål-lameller med en indbyrdes afstand på 80 cm og bagvedliggende glas. Beboerne i tagets penthouselejlighed har dermed en fænomenal, men solafskærmet udsigt over byen, og fra gaden opleves taget som et lukket zinktag. Husets facader i tegl er projekteret med stor kreativitet og detaljerigdom og udført med tre forskellige Kolumba-sten og seks forskellige forbandter. Den helt symmetriske facade mod Ruysdaelstraat bevæger sig på forskellig vis ind og ud i plan, som modvirker et bastant indtryk. K56 i fliseforbandt danner en mørk base mod gaden. Den øvre facade er opmuret i et vildt løberforbandt i den lidt lysere K54, der også øverst beklæder terrasseforkanten i hele husets længde i et dekorativt mønster. De tilbagetrukne fuger overalt fremhæver stenens lange format. To fremtrukne partier, i hver sin ende af huset og hver med ni vinduer, skaber en indramning af facaden. Her er forbandtet udført med lodret placerede K54 i et vildt forbandt. Vindueskarnapperne med glas i siderne og en spinkel sprossedimensionering er smukt detaljeret og giver ekstra lysindfald. Indgangspartiet midt i huset med den bagvedliggende hovedtrappe er husets point de vue og giver en vertikal opdeling af huset, så dets længde sløres. Indgangen med et dørparti i bronzepaneler er markeret med en 13 meter høj og 5 meter bred, retvinklet frontispice, hvis øvre afslutning er i niveau med tagets kip. Frontispicen er udført med K54 i et reliefmønster, hvor stenene skiftevis er trukket frem og tilbage. Mønsteret skifter karakter hen over dagen og skaber et smukt og filtreret dagslys i husets lobby og på trappen. På afstand illuderer stenformationerne et forrevet klippeparti. Men man skal ikke lade sig narre. Det vilkårlige udtryk af natursten skyldes, at hver enkelt sten er helt præcist og akkurat placeret.

Ruysdaelstraat 77-89 udnytter med stor kreativitet murstenens mange muligheder. Der er anvendt tre forskellige Kolumba-sten og seks forskellige forbandter inkl. reliefmønsteret i den store frontispice.

Byhus med 12 lejligheder, Ruysdaelstraat, Amsterdam, Holland Bygherre: Masterpiece BV Arkitekt: &Prast&Hooft Entreprenør: Akor-Draisma VOF Ingeniør: Kemp BV, De Blaauw BV Opført: 2020 Sten: K54, K56, K91 Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch. Fotos: Luuk Kramer Situationsplan

Mod haven er husets facader i stueplan beklædt med K56 i fliseforbandt, som også er anvendt i havemure og trappe. De øvre etager er beklædt med K91, og altanerne er hvidpudsede.

I Sigmundsstrasse møder man flere forskellige gavltyper. Den nye synagogebygning, udført med en retvinklet frontispice, er en harmonisk indpasset variant.

Hårdtbrændte striber i tegl MED SIN STRIBEDE FACADE SENDER EN NY INFILL-BYGNING HILSNER TIL HISTORISK SYNAGOGEBYGGERI OVER HELE VERDEN.

Wilhelm und Hovenbitzer Architekten har for nylig på fornem vis løst en kombineret nybygnings- og restaureringsopgave i den tyske by Konstanz. Det jødiske trossamfund i byen havde været uden synagoge, siden deres seneste blev brændt ned i 1939. For få år siden blev det besluttet at opføre en ny synagoge på en tom grund i kvarteret Altstadt, og et fredet, yderst forfaldent nabohus blev inddraget i projektet. Den nye bygning rummer det store synagogerum, der med ni meter til loft kunne indrettes med den traditionelle balkonetage til kvinder. Rummet får dagslys gennem et tre meter langt ovenlys og et højtsiddende vindue i facaden mod Sigmundstrasse, som er dekoreret med Davidsstjernen. Den gennemrestaurerede nabobygning og nybygningen udgør et hele bag facaderne, men den gamle, nu pudsede bygning har bibeholdt sin oprindelige eksteriøre identitet. Denne del af komplekset rummer blandt andet bibliotek, møderum, køkken og Mikwe (det traditionelle baderum). Wilhelm und Hovenbitzer Architekten lod sig inspirere af de mange synagoger rundt omkring i verden, der ofte er opført med facader i striber udført eksempelvis med natursten og tegl. I Konstanz valgte arkitekterne at lade den helt sart lyse K11 og den lysebrune K21 danne striber, hvor hver stribe dannes af to skifter i et løberforbandt. Den nye facade markerer sig enkelt og underspillet i gadebilledet, men er på samme tid iøjnefaldende og raffineret. Facaden er symmetrisk udformet med en retvinklet frontispice og en centralt placeret hovedindgang flankeret af høje, smalle vinduesåbninger i gadeniveau. Toraskabet i det store rum markerer sig mod gaden som et fremspringende rektangulært volumen med et letskrånende facadeplan. Synagogen modtog den 11. februar 2022 German Design Award for Excellent Architecture.

Synagoge, Konstanz, Tyskland Bygherre: Israelitische Religionsgemeinschaft Arkitekt: Wilhelm und Hovenbitzer Architekten BDA Entreprenør: C.S. Schupp Bau Byggeleder: Frohwin Lüttin Ingeniør: Relling Baustatik Opført: 2019 Sten: K11, K21 Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch. Fotos: Florian Holzherr Fotos, interør: Manuel Martini

Fremtrukne sten placeret i to symmetriske felter er en del af bygningens enkle udsmykning.

Facaden er stribet med to x to skifter i løberforbandt i henholdsvis K11 og K21.

I den store sal møder man hvidpudsede vægge og balkoner, et lyseblåt loft og lakrød møblering.

I det restaurerede hus, der rummer servicefunktioner, er den originale konstruktion i vidt omfang bevaret.

Situationsplan

Vindues- og dørpartier er trukket tilbage fra facaden.

Bygningens facade er 100 % symmetrisk med Davidsstjernen som det øverste, centrale element.

Plan

Længdesnit

For enden af Sofi Almquists Plats rejser taget sig fra saddeltag til fladt tag.

For at indpasse sig strøggadens øvrige bygninger med saddeltage er det nye tag på det bevarede Astoriahus også udformet som saddeltag. Foto: Ulf Celander

Astoriahuset har sit navn fra den legendariske premierebiograf, der tidligere trak mange mennesker til adressen. Biografbaldakinen er bevaret og byder i dag velkommen til et brasserie.

Patina og modernitet I STOCKHOLM-BYDELEN ÖSTERMALM HAR 3XN SKABT EN VELFUNGERENDE HELHED UD AF EN GENNEMRESTAURERET 1800-TALS EJENDOM OG ET NYOPFØRT KONTORHUS.

Astoria-biografen på Nybrogatan i Östermalm lukkede i 2007, men var tidligere en af Stockholms ældste og mest prominente premierebiografer. Af samme grund blev den ejendom fra 1870’erne, der husede den, kendt som Astoriahuset. På de øvre etager var der oprindeligt herskabelige boliger, som siden blev omdannet til kontorer. Et storstilet og yderst vellykket restaurerings- og nybygningsprojekt har genetableret adressen som et af Östermalms nutidige fikspunkter. Det danske arkitektfirma 3XN med seniorpartner Audun Opdal som sagsarkitekt har varetaget den komplicerede opgave. Den bevarede del af komplekset med facade og indgang til den hedengangne biograf ud mod Nybrogatan er med stor nænsomhed og kvalitetssans ført tilbage til sin oprindelige funktion som boligejendom. Biografens ikoniske baldakin er restaureret og markerer i dag indgangen til et brasserie, der strækker sig ud over flere plan dér, hvor den tidligere biografsal lå. I en sidebygning, der nu er revet ned og erstattet af kompleksets nybyggeri, ligger et moderne kontorhus på 6000 m2. »I Stockholm er der en berettiget frygt for at bygge nyt i bymidten – man har uheldige erfaringer fra 60’ernes bysanering. Det var derfor en klar forudsætning, at projektet tilpassede sig de historiske omgivelser,« fortæller Audun Opdal og fortsætter: »Vi lagde ud med en arkitekturhistorisk læsning af byen og det specifikke kvarter. Denne kortlægning udmøntede vi i en række arkitektoniske greb, der kunne binde det gamle og det nye hus sammen og inkorporere træk fra det omkringliggende bykvarter. Men vel at mærke via nutidige løsninger.«

Nybrogatan-kvarteret er præget af klassiske, ornamenterede byhuse i tegl eller puds med saddeltag mod strøggaderne og hyppigt med brandgavl mod de bagvedliggende gårdrum. Det nok mest frapperende greb folder 3XN ud på taget, helt bogstaveligt. En enestående toetages tagkonstruktion danner et nyt saddeltag over det bevarede Astoriahus. Herfra rejser taget sig i en udkrængende bevægelse hen over det nye bygningsvolumen for at afsluttes retvinklet – som en hilsen til de naboliggende brandgavle. Saddeltagets to tagetager omdannes undervejs til almindelige etager på kontorhuset. »Denne manøvre krævede, at taget og kontorbygningens facader blev beklædt med samme materiale, og det ledte os helt naturligt i retning af tegl, som jo ydermere genfindes i kvarterets gamle huse,« forklarer Audun Opdal og fortsætter: »Det var helt afgørende, at den nye bygning fra start skulle fremstå patineret, som havde den ligget på stedet i mange år. Samtidig skulle den være nutidig. Vi havde en formodning om, at en teglsten fra Petersen kunne være det element, der formåede begge dele, især hvis vi undlod en traditionel opmuring med fuge, men fandt på en ny måde at lægge teglet på.« Herpå fulgte en del eksperimenteren i samarbejde med teglværket for at finde det rette tegl og en egnet monteringsteknik. Det endte med en specialudgave af Kolumba, 800 mm lang, i en dyb, rødgylden farve. For at få optimal udnyttelse af det rige farvespil og de uensartede, håndstrøgne stens tekstur – en del af deres iboende patina – blev det besluttet at hængsle teglene fast på facaden – på højkant og med den brede, mere rustikke underside udad. Det giver selvsagt et helt nyt tegludtryk.

Taget på Astoriahuset og kontorhusets facader er beklædt med lodretstillede Kolumba-tegl i et ekstra langt format.

Isometri, der viser sammenføjning af Astoriahuset og det nye kontorhus.

Snit

Øvre etageplan

De høje, smalle vinduesåbninger er delvist dækket af stålsskærme, udformet som en gitterstruktur med et mønster, der kopierer de udeladte fuger i teglfladerne. Teglene vender undersiden udad for at tilføre taktilitet.

Astoriahuset, Stockholm, Sverige Bygherre: Humlegården Arkitekt: 3XN Entreprenør: Totalentreprenør Arcona Ingeniør: WSP Sten: Specialudgave af K46 (F154, K46 med mindre slam end standard) Opført: 2020 Tekst: Tina Jørstian, cand.arch. Fotos: Rasmus Hjortshøj, Ulf Celander

Astoriahusets horisontale linjer er videreført i det nye hus, mens den gamle bygnings taktfaste vinduesplacering er afløst af større transparens og en jazzet rytme af teglklædte piller og vinduer fra gulv til loft. Foran vinduerne er der monteret stålskærme, som får facaden til at fremstå mere kompakt fra en skrå betragtningsvinkel, som jo er det gængse gadeperspektiv. Herved tilnærmes kontorhuset de historiske huses mere lukkede facader. »Disse stålskærme er altså ikke ren dekoration, men vores bud på en moderne, funktionel ornamentik. De er udformet som en gitterstruktur med et mønster, der kopierer de fuger, vi netop har udeladt i teglfladerne. Så på én gang refererer skærmene til teglet og står med deres præcise udtryk også i kontrast til det levende, håndgjorte tegl,« afslutter Audun Opdal.

Facadens glaspartier sørger for rigeligt dagslys i den dobbelthøje hall.

En skulpturel spiraltrappe forbinder etagerne i kontorhuset og er samtidig en hilsen til en bevaret spiraltrappe i Astoriahuset.

»Det var helt afgørende, at den nye bygning fra start skulle fremstå patineret, som havde den ligget på stedet i mange år. Samtidig skulle den være nutidig. Vi havde en formodning om, at en teglsten fra Petersen kunne være det element, der formåede begge dele, især hvis vi undlod en traditionel opmuring med fuge, men fandt på en ny måde at lægge teglet på.« Audun Opdal, arkitekt Astoriahuset er genetableret som beboelsesejendom med nyetablerede lejligheder i de to tagetager. Tagets flade del over kontorhuset har skabt plads til en stor tagterrasse, hvor også elevatortårnet er beklædt med Kolumba. Foto: Ulf Celander

KO N S U L E N T E R – P E T E R S E N T E G L DA N M A R K Ø S T C H R I ST I A N T E I T U R H A R R I S T: +45 2463 9235 E: CTH@PETERSEN-TEGL.DK DA N M A R K V E S T O G F Y N TO R B E N S C H M I D T T: +45 2028 4355 E : TS C @ P E T E R S E N - T E G L . D K E X P O RT M A N AG E R ST I G H . S Ø R E N S E N T: +45 4014 1236 E: SHS@PETERSEN-TEGL.DK NORGE M U R D I R E K T E AS SIMEN BØE T: +47 2339 2010 E : P O ST @ M U R D I R E K T E . N O SVERIGE T E G E L M ÄST E R A B M A R T I N P E R SS O N T: +46 40 542 200 E : I N F O @ T E G E L M AST E R . S E FINLAND C H I P S A N D B R I C KS O L L I P Y Y KÖ N E N T: +358 50 4345 782 E : O L L I @ C H I P S A N D B R I C KS . C O M T YS K L A N D S C H L E SW I G - H O LS T E I N , H A M B O R G J U T TA E N G L E R T: +49 171 756 19 43 E: ENGLER@PETERSEN-TEGL.DK T YS K L A N D Ø S T, B E R L I N , N I E D E R S AC H S E N , B R E M E N ERIC SCHMIDT-BANDUR T: +49 174 3800 667 E: ESB@PETERSEN-TEGL.DK

Ankomst til huset sker fra en stor plads belagt med klinker i samme rødbrune nuancer som facadernes Cover-beklædning. Foto: Ulf Celander

Huset er underdelt i en række retvinklede volumener, som forskubber sig i forhold til hinanden. Foto: Lasse Olsson

C44’s farvespil svinger fra brun over rød til grå. Foto: Lasse Olsson

Kalksten og tegl som kontrast GEDIGNE NATURMATERIALER OG VARIATION I UDTRYKKET VAR DET AFGØRENDE UDGANGSPUNKT FOR PLANLÆGNINGEN AF EN NY BOLIG I ULRICEHAMN I SVERIGE.

Arkitekt og bygherre var enige om den væsentligste præmis: At den nye villa skulle opføres i formsprog og materialer, der holder og ældes smukt uden bekostelig vedligeholdelse. Ligesom variation i udtrykket og en stærk og naturlig materialitet var væsentligt. Huset er beliggende i Ulricehamn i Västergötland cirka 100 km øst for Göteborg på en skrånende vestvendt grund med søudsigt. Det samlede areal er på knap 450 kvadratmeter, fordelt på tre plan, inkl. en kælderetage, som har fordel af grundens niveaufald på seks meter. Villaens korpus er underdelt i en række retvinklede volumener, som forskubber sig i forhold til hinanden. Det afstedkommer både ude og inde meget varierede rumdannelser, ligesom det sikrer rigeligt dagslys indendørs. For at samle bygningskroppen er de forskudte elementer hægtet på to gennemgående, kalkstensklædte mure, der udgør husets synlige dobbelte rygrad. I kontrast til de glatte, gråtonede kalkstenspartier tegner facaderne sig rustikke, varmtgyldne og levende. De er beklædt med Cover-tegl, som gestalter husets dominerende, naturlige udtryk. Huset danner mod øst et vinkelret rum omkring en klinkebelagt ankomstgård. Den vestvendte facade åbner sig med store vinduespartier ud mod søen. En række terrasser, anlagt i forskudte niveauer, rummer både swimmingpool og et japansk bad. Også førstesalen har mod vest adgang til en terrasse. Her som andre steder både ude og inde er der etableret et åbent ildsted – alle er de opmuret i Kolumba-tegl. Anlæggelse af kælderetagen fordrede bortsprængning af store mængder natursten, som efterfølgende er genbrugt som stensætninger rundt om ankomstgården, og som skærmmur mod vejen i vestskellet. Den klinkebelagte indkørsel flankeres af to piller i Kolumba-tegl. Villa, Ulricehamn, Sverige Bygherre: Privat Arkitekt: Cortina & Käll Totalentreprenør: Byggeteamet i Ulricehamn AB Opført: 2021 Sten: C44, K44 Tekst: Tina Jørstian. cand.arch. Fotos: Lasse Olsson, Ulf Celander

T YS K L A N D SY D / N R W S C H W E I Z T YS K TA L E N D E D E L ØSTRIG B AC KST E I N - KO N TO R G M B H T: +49 221 888785-0 F : +49 221 888785-10 E : I N F O @ B AC KST E I N - KO N TO R . D E B E N E LU X PETERSEN BENELUX H O L L A N D , B E LG I E N , L U X E M B O U R G B J Ö R N L U C ASS E N T: +31 ( 0) 652362168 E: BLU@PETERSEN-TEGL.DK HOLLAND L I N E K E L U C ASS E N T: +31 ( 0) 622529266 E: LLU@PETERSEN-TEGL.DK TO M L U C ASS E N T: +31 ( 0) 646236445 E: TLU@PETERSEN-TEGL.DK S T O R B R I TA N N I E N ST I G H . S Ø R E N S E N T: +45 4014 1236 E: SHS@PETERSEN-TEGL.DK E U R O P E A N B U I L D I N G M AT E R I A L S LT D T: +44 ( 0) 203 805 0920 E: ENQUIRIES@EBMSUPPLIES.COM POLEN CENTRUM KLINKIERU SCHÜTZ T: +48 58 56 37 201 E: BIURO@CENTRUM-KLINKIERU.PL Ø S T E U R O PA ( E KS K L . P O L E N ) , I TA L I E N I N G R I D K AT H R I N G R O K E T: +45 2047 9540 E : I KG @ P E T E R S E N - T E G L . D K UKRAINE I N G R I D K AT H R I N G R O K E T: +45 2047 9540 E : I KG @ P E T E R S E N - T E G L . D K V I STA R K K L I N K E R T: +380 44 221 47 37 E : V I STA R K . K L I N K E R @ G M A I L . C O M AUSTRALIEN OG NEW ZEALAND R O B E R TS O N ’S B U I L D I N G P R O D U C TS P T Y LT D T: +61 3 8199-9599 E : P E T E R @ R O B E R TS O N S . C O INDIEN AT L AS D E V E LO P M E N TS I N D I A T: +31 642 552 517 E : I S H A N V I R @ AT L AS D E V E LO P M E N TS . N L SY DA M E R I K A I N G R I D K AT H R I N G R O K E T: +45 2047 9540 E : I KG @ P E T E R S E N - T E G L . D K T E K N I K O G OV E R L I G G E R E ST E E N S PA N G H A N S E N T: +45 2142 7962 E : SS H @ P E T E R S E N - T E G L . D K UDGIVER PETERSEN TEGL A/S N Y B Ø L N O R V E J 14 D K - 6 310 B R OAG E R T: +45 7444 1236 E: INFO@PETERSEN-TEGL.DK W W W. P E T E R S E N - T E G L . D K R E DA KT I O N I D A P R Æ ST E G A A R D , C A N D . A R C H . E: IPR@PETERSEN-TEGL.DK ANNETTE PETERSEN, ARKITEKT MAA E: AP@PETERSEN-TEGL.DK L AYO U T ZANGENBERG DESIGN T RY K ST R A N D BYG A A R D REPRO E H R H O R N H U M M E R STO N O P L AG 105.000

Husets have er orienteret mod vest med kik udover Åsunden-søen. Foto: Ulf Celander