Ywl o æ Kle’t 2012

Foto: Johannes Tarp

YWL O Æ KLE ’ T Udgives af Erhvervssamvirke Vest 2012 44. årgang

REDAKTION:

Gurli Jensen, Niels Lauridsen, Jesper Clausen, Johannes Tarp, Holger Villadsen

5

KÆRE ALLE

Af Jørgen Iversen, Formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening 7

JULEN OVERGÅR VORE FORVENTNINGER

Af Thomas Kristensen, Sognepræst 11

DET AT VÆRE FISKER I DAG

Af Kurt Adsersen, Fiskeskipper 19

HÅNDBOLDE OG FISK I NETTET

Af Viktor Degn, Fhv. Skoleinspektør og Håndboldtræner 29

HOLMSLAND-OGGINALER IV

Af Ole Tang, Journalist på Skive Folkeblad 47

SOMMERHUS I SØNDERVIG GENNEM 40 ÅR

Af Jens Peter Boes, Sommerhusejer 59

HAVNEUDVIDELSE 2011-2013

Af Steen Davidsen, Havnechef Hvide Sande Havn 72

BILLEDER FRA ÅRET

Kære Alle

fyrtårn i Legoland–størrelsesorden til at lede turister til området.

Omkring Lyngvig Fyr er der opstået en støt teforening, som arbejder på at få de gammel dags lyskegler, der fejede smukt henover landskabet.

I Søndervig arbejdes der på at etablere et større antal nye ferieboliger i Søndervig Ferie park og i Bjerregård arbejdes der på et nyt Hvide Sande Resort.

Og så blev det i år, Videncenter for Kysttu risme endelig kom i gang med at vise vejen frem for turismevirksomheder i udvikling.

Det er nu tiende gang, jeg skriver på disse si der i Ywl o æ Klet. Selvom øvelsen at finde på noget at skrive om har ført mig vidt omkring den udvikling, vores samfund har været igen nem, så er det fortsat til at få øje på nødven digheden af, at vi er fælles om at bakke op om alle gode tiltag, der kan skabe arbejds pladser til gavn for vores samfund.

Vi hører tit, at de små samfund udenfor po litisk bevågenhed på mange områder må kla re sig selv. Selvom meget havde været nem mere, havde vi haft en lang række af statslige arbejdspladser eller på anden måde haft ar bejdspladser betalt af fællesskabet, så er det forhold, at vi er nødt til at hjælpe os selv, nok med til at skabe langtidsholdbar sammen hængkraft.

Vi har i flere år kunnet glæde os til Søvejen Mod Vest, og den er nu tæt på at blive en rea litet. Havnen lægger sidste hånd på den fysi ske udvidelse, og Hvide Sande Service Group og en lang række virksomheder søger at ska be nye forretningsområder i forbindelse med Hvide Sande Havn.

I Ringkøbing planlægges den helt store tu ristattraktion i kommunen, Kraft, et turisme

Der er mange organisationer, der arbejder på at udvikle erhvervslivet. I år lod handelslivet i kommunen sig skille fra turismen og er nu or ganiseret i de lokale handelsforeninger og de res samarbejder.

I vores område fortsætter Holmsland Klit Turistforenings destinationsmanager Dorthe Frydendahl arbejdet for handelen – og for tu rismen og for tilflytningen til Ringkøbing Skjern Kommune.

Ringkøbing Fjord Handels- og Turistråd fortsætter som Ringkøbing Fjord Turisme med base i Hvide Sande under ledelse af den ny direktør Lykke Nielsen Høj.

Endelig vil Ringkøbing Fjord Erhvervsråd og ErhvervsCentret formentlig flytte fra Lem til et nyetableret Innovationscenter i Skjern.

Jeg vil gerne rette en tak til de sponsorer, som har støttet udgivelsen og til Ywl o æ Klet –udvalget, som har gjort det igen. Uden disse var udgivelsen ikke mulig.

Endelig vil jeg på vegne bestyrelsen ønske en glædelig jul og et godt nytår til alle.

Af Jørgen Iversen, formand for Erhvervssamvirke Vest og Holmsland Klit Turistforening

Julen overgår vore forventninger

Af Thomas Kristensen Sognepræst i Hvide Sande

»Forventningens glæde er den største«, siger vi ofte. Og luften er tyk af forventninger til jul. Men tænk lige efter engang: Mon ikke den største glæde er at få, hvad du ikke for ventede? At få noget mere og måske helt an det, end du forventede?

Dét sker til jul! Vi får noget, vi slet ikke for ventede! Vi får noget helt andet!

Hyrderne ved Betlehem må have oplevet det lidt i den retning. De havde ingen forvent ninger til den nat, ud over kulde, mangel på søvn og den velkendte fattigdom. Men plud selig bliver de set, som aldrig før. Set af lyset og englene og talt til som nogle helt særligt betydningsfulde mennesker: »Se, jeg forkyn der jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en Frelser i Davids by; han er Kristus, Herren!« Og så inviteres de ellers som de første på barselsbesøg ved Him melkongens fødsel…

Ingenting gik som forventet den første jul! Maria og Josefs uventede tur til Betlehem på grund af kejser Augustus’ ide om folketæl ling; flugten til Egypten; og i bredere forstand: korsfæstelse og opstandelse, en kirke som har bredt sig lige siden og nu i vores tid breder sig

med en hast ud over jord som sjældent før. Ingen havde forventet, at Guds rige og magt skulle vise sig iblandt os igennem et barn i en krybbe og siden en mand på et kors, med til givelse af vore synder og evig forsoning med Gud som det allervigtigste.

Gud opfylder ikke bare forventninger. Han forandrer! Han forandrer vores vilkår, så det har mærket verden lige siden. Og han vil for andre dit og mit liv, og vores evighed, når vi tager imod julebudskabet om Jesus.

Overvældede skynder hyrderne sig ind til Betlehem. De er spændt på, hvad der sker, når de nu skal se Frelseren, Kristus. Guds Søn, som denne nat træder ud af sin Himmel og forbin der sig med det menneskelige i kød og blod. Hvad ser hyrderne? Jo, de ser et lille menneske ansigt. Gud viser sig i et menneskes ansigt jule nat. Oven i købet i et lille sårbart barns ansigt. Og siden sagde Jesus for øvrigt: Hver gang I ser ind i et andet menneskes ansigt, ser I mig!

Ja, og når vi ser ind i Guds magt og kærlig hed og sandhed ved at se ind i Jesusbarnets ansigt, så fatter vi måske også lidt af dybden i velsignelsens ord i sidste del af en gudstjene ste: »Herren lader sit ansigt lyse over dig«.

Glædelig jul og godt nytår!

Vi er et lokalt udlejningsbureau og har over 17 års erfaring med udlejning af sommerhuse ved Vesterhavet og Ringkøbing Fjord.

Vi er ikke de største - og ønsker heller ikke at blive det – men med ca. 350 som merhuse til udlejning har vi et godt overblik og styr på udlejningen af det enkelte sommerhus. Som lokalt udlejningsbureau sørger vi for maksimal indtjening og desuden yder vi en rigtig god service over for dig som husejer.

Sønder Klitvej 20, Årgab 6960 Hvide Sande Tel 9732 4695 • Fax 9732 5695 • post@danwest.dk www.danwest.dk

Gud ser altid dig, og fra julenat må du se ham igennem alt det, vi hører om Jesus. Gud er ikke længere en fjern Gud, men en nær Gud, som vil dig og mig noget afgørende. Vil for barme sig og frelse os…

Det skete dengang. I de dage. Nu sker det så igen: Også denne jul må vi se ind i det samme ansigt som hyrderne og se os elsket af Gud. Og vi må se os glade i hinandens ansig ter og der også se mennesker, som Gud elsker. Ja, se et glimt af Jesus selv.

År 0; år 2000; snart år 2013! Ja, vi ved ikke om hvor mange år – men en dag kommer ju lens Jesus i sin herlighed. Og alle som nu ta ger imod ham, mens vi tæller vore år, skal da opleve det, som overgår alle forventninger, selv de vildeste: Nemlig at dørene slås op til den evige julefest.

Det vil vi gerne ved julen i år forberede os til!

Det at være fisker i dag

Af Kurt Adsersen, Fiskeskipper

Hvordan er det at være fisker i 2012? Det er jeg blevet bedt om at skrive lidt om for Ywl o æ Kle’ts læsere. Det er nok en del anderle des, end det var engang, på nogle områder. Det er klart, at rense en fisk og hvor den skal fanges, er der ikke lavet så meget om på, og fangstmetoderne er stort set de samme, om end teknologien selvfølgelig også har haft sit indtog i fiskeriet som i resten af vores sam fund. I dag har vi satellit tv, internet og i messen har vi opvaskemaskine, mikroovn, alm. ovn, køle- og fryseskab, induktion ko geplader og i alle indvendige rum har vi air condition, også i soverummene som er ene rum.

På dækket har vi transportbånd til at køre fisken på, når vi renser. Til at skylle fisken med har vi en automatisk skånsom fiskeskyl ler, i lasten har vi søpakningsudstyr. Det er en computer, der holder styr på de forskellige ar ter og sorteringer. Der er en printer, der laver label som hver arts sortering og dato står på, så opkøber kan se, hvor gamle hver kasse fisk er. Når fisken er pakket, har vi et rullebånd til at transportere kassen ned, hvor den skal sta bles.

Det at være fisker i dag på en kutter som min, er nok også en del anderledes end det var engang. Vi har en besætning på 6-7 mand og vi sejler 4 mand fra marts til november og 3 mand resten af året. Det giver jo, som de fleste nok har regnet ud, nogle friture, hvor der går 2-3 mand som ikke er med ude. Dette forhold gør, at det er noget nemmere at være med til runde fødselsdage og lignende begi venheder i familien og bekendtskabskredsen, hvilket er noget, der bliver sat stor pris på specielt for pårørende, og jeg vil nok også sige, det ville nu heller ikke være rart at skul le tage med ud at sejle hver gang. På et år har båden ca. 260 dage på søen. Hver mand er ude at sejle ca. 110 -150 dage, alt efter hvor meget de forskelige ønsker at tage med ud og årslønnen er ok.

Det at drive sådan en virksomhed som en fiskekutter, kræver lidt mere, end det har gjort førhen. Engang var det bare med at fange en

Tlf. 97 31 16

Parallelvej 78 · Hvide Sande www.kmt-hvidesande.dk kmt@postkasse.net

Lidt computer arbejde er der også ved fiskeriet. Jeg er ved at udfylde E-log, som er et fangstoplysningsprogram, der skal udfyldes efter hvert træk og sendes elektronisk til fiskeri direktoratet.

Udsætning af begge trawl, da vi er en twin-trawler.

Jørgen og Kurt (t.v.) hyggesnakker i styrehuset.

En helleflynder er altid sjov at fange, da den indbringer noget mere end f.eks. en rødspætte, ca. 10 gange så meget.

Efter at fisken er pakket i kasser, får de en gang slurry is, som er en pumpbar is (en blanding af mikroskopisk små is-partikler, luft og vand), der er nem at håndtere og har en meget god køleeffekt.

Reparation af grej.

Kabys er navnet på en båd, på land et køkken.

Olieskift på en generatormotor.

Losning af rejsens fangst.

masse fisk. Det skal man selvfølgelig stadig, men der er også en del andre udfordringer, såsom fiskerireglerne, som har været der en del år, men som der hele tiden bliver bygget på og lavet om på. En af de store forandrin ger, der har været de sidste år, er kilowatt dage, som jeg ikke vil komme nærmere ind på.

I 2006 kom FKA (fangst kvote andele) som har ændret dansk fiskeri en del. Kvoterne er blevet samlet på færre både. Det gør de en kelte virksomheder mere rentable, da den en kelte kan indkøbe de fisk, som lige netop hans båd kan fange på et år. Det er noget af en udfordring i forhold til før, hvor man kun ne fiske efter det hele, men der var begræns ninger på de forskellige arter. Det var ikke så godt, da vi var for mange til for lidt fisk. Det er der lavet om på med de nye FKA regler, da en del har valgt at forlade erhvervet og har solgt deres FKA, så nu har vi en flåde, som har en fornuftig størrelse, og som passer til kvoterne og bestandene. Det kan ses, når vi er ude at sejle, det er ikke ret tit vi har en fi skebåd inden for 6 mil. Det er i nogles øjne en skidt udvikling, men det er en kendsgerning, at det var en nødvendighed at der skulle en del ud, så vi kunne få rentabilitet i fiskeriet. Vi har også de seneste år haft en nedgang i fi skepriser at slås med, som det gør det ekstra

nødvendigt med den føromtalte nedskæring af antal af både, så den enkelte kan fange en større mængde af fisk bare for at holde om sætningen.

Vigtige ting for at være dygtig fisker i dag, er evnen til at finde fisken. Få grejet til at gå korrekt er meget vigtigt, men det er også vig tigt at have evnen til planøkonomi, da der skal laves en fiskeplan, med hvad vil du fange og hvor meget kan du fange af de enkelte ar ter, som der skal skaffes FKA til. Det igen kræver kapital, så der er også en bank, der skal overbevises om, at det projekt man kom mer med er en god ide, så det er også en god egenskab at være godt talende.

Udfordringer er der nok af i erhvervet, så der er nok nogle, der spørger sig selv, hvorfor jeg ikke løber skrigende væk! Det gør jeg ikke, da jeg tror på en fremtid for erhvervet. De fleste vil gerne have frisk fisk, og så kan jeg godt lide mit job med de udfordringer der er, og frihed er der trods alt lidt af endnu. Re duktionen af fiskeflåden gør også, at jeg tror på, at fiskebestandene vil vokse igen. Vi ser det allerede med rødspætten, så det kan godt være, at det vil blive rigtig sjovt at være fisker igen, som det var igennem 70erne og 80erne.

Til slut vil jeg gerne ønske Ywl o æ Kle’ts læ sere en god jul.

Håndbolde og fisk i nettet

Af Viktor Degn Fhv. skoleinspektør og håndboldtræner

Det er et privilegium at vokse op i en »ung« by og på denne måde kunne følge byens ud vikling.

Det har været en oplevelse for mig at se, hvordan mange gode ideer er blevet realiseret til virkelighed – og dette inden for både er hvervsområdet og fritidsområdet. Gældende for en holdbar udvikling, uanset hvor, er, at der er ildsjæle, som går foran. Dette var også tilfældet, da Hvide Sande udviklede sig til en »førende« håndboldby.

Vi skal tilbage til 1957, hvor skoleinspektør P.K. Larsen blev ansat på Hvide Sande skole. Han kom fra Bramming, hvor fodbold var hans foretrukne. I Hvide Sande gik der en flok unge og legede med tanken om at komme i gang med håndboldspillet, og det lykkedes dem at få P.K. til at være aktiv i opbygningen af et håndboldhold i Hvide Sande. Med mu rermester Peder Jensen Pedersen i spidsen startede håndboldtræningen på Kræ’ Tarben sens mark i Aargab lige syd for Hvide Sande. Bundgarnspæle dannede rammen i målet, og en flok håndboldspillere startede, hvad der senere skulle blive et kendis for Hvide Sande. Der blev trænet og trænet og med spænding

gik turen til Hemmet for at spille den første træningskamp i klubbens historie – men det viste sig hurtigt, at der var meget at lære. P.K. udtrykte det klart: »Vi blev leet ud af banen«. Og de, der ikke lo, så medfølende på os, som om de tænkte: »Hvis de ikke er bedre til at få fiskene i nettet end bolden, så dør de snart af sult.« Heldigvis kunne et nederlag ikke knæk ke de engagerede spillere, så glæden ved spil let var en motiverende faktor til at fortsætte den hårde træning. Efterhånden deltog holdet i diverse KFUM-turneringer og cupstævner –ofte med sejre til »fiskerdrengene«. Damer og børnehold begyndte også at spille, og interes sen for håndbold i Hvide Sande blev større og større.

Der blev snakket håndbold i byen, og når holdene kvalificerede sig til diverse mester skabsrunder valfartede lokale fans i kolonner for at se de spændende kampe – eller der ar rangeredes familieudflugter med madkurven for at heppe ved éndags cupstævner. Så Hvi de Sande blev hurtigt kendt som en hånd boldby – også uden for Vestjylland.

Og man tænkte – hvorfor denne succes: En håndboldforening – et håndboldhold er som en ganske almindelig arbejdsplads.

1. Der skal være engagerede og dygtige spillere.

2. En god ledelse med evnen til at skabe en positiv atmosfære ved både træning og kampe.

3. Stor opbakning fra interesserede foræl dre og andre støtter.

P. J. P. Murer- & Entreprenørforretning A/S

Aut. Kloakfirma • Numitvej 16 • 6960 Hvide Sande Tlf. 97 31 10 66 • Fax 97 31 17 58

www.pjpbyg.dk E-mail: info@pjpbyg.dk

98 – ved tilbagemelding rettelser, KOntAKt: ettelser/nye senest:

Dette er korrektur på din annonce i Ywl o æ Kle´t 2012, 44. årgang fax på: 96 800 710 eller tlf. 96 800 711 eller mail på: pia@strandbygaard.dk Angiv følgende reference: #

Hvide Sande KFUM’s herrehold 1960/61: Bagest fra venstre: Karl Juul Mikkelsen, P.K. Larsen, Andreas Juul Mikkelsen, Frede Vestergård, Steen Kirk Larsen, Christian Kusk og Arne Christensen. Forrest fra venstre: Hans Fjord Aaser, Søren Lunde, Peder Jensen og Torben Kusk. Billedet er fra Forbundsmesterska berne i Aarhus Stadion Hal den 19/3 1961.

Hvide Sande KFUM’s herreynglinge, der vandt FM udendørs 1964: Fra vestre: Henrik Værnø, Gunnar Thygesen, Enevold Juul Mikkelsen, Lars Flintholm, Bjarne Hoff, Svend Mose Lauridsen og Henning Høj.

Mogens Kusk’s dameynglinge 1967/68. Stående fra venstre: Ella Hornbæk, Winnie Christensen, Inge Bøndergård og Hanne Andersen. Siddende fra venstre: Bente Lauridsen, Anne Marie Høj, Jette Enevoldsen og Birgit Iversen.

Disse punkter var til stede, og helt fra første træningsaften var spillere og ledere bevidste om, at der var lang vej igen – til gengæld var der hård træning, sammenhold og en ukuelig tro på, at den vanskelige start skulle udvikles til succes. I de første fem år blev der vundet mellem 50 og 60 pokaler, så det var forståe ligt, at højererangerende klubber fik en vis in teresse for den lille »håndboldby« mod vest.

De første år foregik træningen stadig uden dørs, men hurtigt blev gymnastiksalen på Hvide Sande skole byens »træningshal«. Plad sen var trang, men spillerne rørte bolden mange gange, og de tekniske færdigheder blev udviklet. Vesterhavshallen i Ringkøbing dannede i nogle år rammen om både træning og kampe. Det var jo netop i 60’erne, at de drabelige kampe mod bl.a. RIF og Skjern GF

kunne fylde Vesterhavshallen, og stemningen var i top.

En enkelt sæson trænede man i Højmark, inden turen gik til Egvadhallen i Tarm, hvor

Hvide Sande havde hjemmebane i tre sæso ner. Det var bl.a. i Tarm-tiden, at begge 1. hold kunne smykke sig med divisionsstatus. I denne periode kunne herreholdet samle 1000 – 1500 tilskuere til lokalbragene mod RIF og Skjern GF. Selv om tiden i Egvadhallen var en sportslig og social god periode, var det allige vel en stor glæde, da Hvide Sande hallen stod færdig i 1972, og netop i år har hallen været rammen om håndboldspillet i Hvide Sande i 40 år.

1970/71 blev sæsonen, hvor damerne og herrerne tog hinanden i hænderne og rykkede op i 3. division. På billedet overrækker Egvad Hallens bestyrer, Bent Christensen, blomster og lykønskninger til de nybagte 3. divisionshold. Til venstre er det anføreren for herreholdet Steen Kirk Larsen og til Højre er det anføreren for damerne Lisbeth Christensen.

Med Hvide Sande hallen blev der sat ekstra skub i håndboldudviklingen. Mange børn helt fra 5 – 6 årige spillede håndbold, der blev træ net flittigt, og resultaterne både hos børne- og seniorholdene var i top. Flere børne- og ung domshold har vundet kreds-, jyske- og for bundsmesterskaber. De to 1. hold spillede i divisionsregi, så opbakningen omkring hånd bold var stor, og der opbyggedes efterhånden et fantastisk hjemmebanepublikum. Socialt var hallen også en »gave« og værested for håndboldspillerne. Kantinen var hver dag fyldt op af børn og voksne, som snakkede, spillede kort, lavede lektier m.m. Gejsten, »ånden« og sammenholdet fra kantinen bred te sig til selve hallen, så flere gæstende hold havde næsten på forhånd givet op, når de skulle spille i Hvide Sande hallen.

Siden 1958 har der været kæmpeoplevel ser og præstationer i forbindelse med hånd boldsporten i Hvide Sande – resultatmæssigt

Hvide Sande KFUM's Jydske Mestre 1978/79. Lilleputdrenge.

Stående fra venstre: Træner John Jacobsen og Ole Christensen, Poul Christiansen, Jørn Hvingel, Mads Rosendahl, træner Keld Christensen. Siddende fra vestre: Jesper Kålund, Christian Lauridsen, Jesper Degn, Flemming Rasmussen, Carsten Davidsen, Mogens Muff og Peder Jensen Pedersen.

har de senere år været på det jævne, men der er stadig mange børnespillere, så vi kan håbe på bedre resultater i fremtiden. Når jeg tænker tilbage på et langt håndboldliv, er der både oplevelser og resultater, der dukker frem i erindringen og som satte Hvide Sande på håndboldlandkortet. Efter en beskeden og ydmyg start i 1958 gik det hurtigt fremad, og allerede i 1961 viste de unge herretalenter både styrke og vilje i en opvisningskamp i Ringkøbing mod Sundby KFUM fra 2. divisi on. Kampen blev vundet 13 – 12, og resulta tet gav genlyd i alle håndboldkredse. I 1962 var der igen en stor håndboldoplevelse for spillere og publikum i den lille håndboldby. Tænk – halvdelen af det danske herrelands hold spillede opvisningskamp på Hvide San de stadion. Iwan Christiansen – landsholds spiller og venstre fløj for Aarhus KFUM – af tjente sin værnepligt i Nymindegablejren og ønskede derfor at træne i Hvide Sande. Det var en kærkommen gave, da han havde dyg tighed og erfaring at tilføre os. Til gengæld var der ledere fra Hvide Sande, som trans porterede Iwan Christiansen til hverdags kampe i Aarhus. Aarhus KFUM var et af lan dets bedste hold på dette tidspunkt, så det var en stor oplevelse at have et samarbejde med dem. Landsholdsspillere som Erik Holst, Mogens Olsen, Jørgen Vodsgaard, Klaus Kåe og Iwan Christiansen sammen med en flok dygtige kammerater vandt kam

pen både lørdag og søndag. I 1963 var Aar hus KFUM igen på besøg, men det helt store besøg af dem var i 1967. Herrelandsholdet vandt sølvmedaljer ved VM i Sverige, og halvdelen af holdet bestod af spillere fra Aarhus KFUM. Tænk – Aarhus KFUM skulle spille opvisningskamp i Vesterhavshallen mod Hvide Sande. 1200 tilskuere så kampen, mens 700 gik forgæves. Efter 11 – 10 til Hvi de Sande ved pausen sluttede kampen 28 –19 til Aarhus KFUM. Både spillere og publi kum havde en dejlig håndboldoplevelse.

Der var fart på. Som sagt allerede i 1970 fik både damer og herrer divisionsstatus. 12 år efter, at bundgarnspæle udgjorde målram men, kunne man præsentere divisionshånd bold. Det var specielt, at de lokale tilskuere fra Hvide Sande skulle køre til Tarm for at se deres hjemmehold, men bestemt også, at de lokale tarmboere mødte op og bakkede op, så de sammen udgjorde et godt og medlevende hjemmepublikum. Det blev til et par sæsoner mere i Tarm, inden Hvide Sande hallen stod færdig i 1972.

Så kom der for alvor gang i børne- og ung domstræningen. Mange frivillige trænere og ledere skabte særdeles gode rammer for både børn, unge og seniorspillere, og allerede i 1976 så vi resultatet af dette massive arbejde. Ved forbundsmesterskaberne i Roskilde hav de seks hold fra Hvide Sande kvalificeret sig, og alle vandt guldmedaljer. En stor oplevelse

Sådan så det ud foran Vesterhavns Hallen i 1967 da ca. 2000 tilskuere ville se halvdelen af VM-sølv holdet.

at deltage, og der var højt humør i busserne retur til Hvide Sande.

Som skrevet spillede Hvide Sande allerede i 1961 den første opvisningskamp, og mange fulgte efter – både dame- og herreholdet hav de flere fornemme besøg også fra udlandet. Det bedste sportslige resultat leverede damer ne, da det ungarske mesterhold, Veszprem Toma i 1975 gæstede Hvide Sande. Veszprem havde 5 landsholdsspillere på holdet, og på deres Danmarksturné havde de bl.a. vundet over det danske damelandshold, så det var en kæmpepræstation, at kampen i Hvide Sande blev vundet af hjemmeholdet 10 – 9. Det blev for meget for ungarerne – efter kampen skulle de to hold spise sammen, men den ungarske træner var så rasende over nederlaget, at vi ikke så hverken ham eller spillerne efter kam pen. Hurtig omklædning – direkte i bussen og væk var de.

Mange dygtige spillere, engagerede ledere, stor lokalopbakning (tilskuere og sponsorer) skal være til stede, hvis en klub skal nå top pen. Desuden var det meget vigtigt for hånd bolden i Hvide Sande, at spillerne altid har væ ret meget loyale over for foreningen. Store ta lenter, som sagtens kunne klare sig på højererangerende hold blev i Hvide Sande –unge, som rejste fra byen for at uddanne sig, uanset om det var Aarhus, Esbjerg, Herning m.fl., fortsatte med at spille håndbold i hjem byen, og værdien af dette kan næppe vurderes

højt nok. Det betød til gengæld, at mange Hvi de Sande spillere i tidens løb blev udtaget til kreds-, jysk- og/eller landsholdet, og på denne måde var med til at præsentere byen. Både dame- og herreholdet spillede en overgang i landets næsthøjeste række – 2. division. Meget fornemt set i forhold til byens størrelse (2.500 indb.) og dens opland. Desværre blev det al drig 1. division, men alle må vist erkende

AT DER KOM BÅDE FISK OG HÅNDBOLDE I NETTET

To af stjernerne på Hvide Sande divisions hold i håndhold, nemlig Anette Juul Mikkelsen (nr. 3), og Erna Degn (nr. 4), i kamp mod NNfH i opvisningskamp i Højmark Hallen. November 1986.

»Holmslandogginaler IV«

Uden yderligere viderværdigheder vil jeg tage fat fra en ende af – god fornøjelse med læsningen:

Af Ole Tang Journalist på Skive Folkeblad Født på Holmsland i 1956

Efter en lille pause, der har varet siden 2008-udgaven af Ywl o æ Kle’t, så er det nu blevet tid for fjerde – og sandsynligvis sidste udgave af serien »Holmsland-ogginaler«, som tog sin begyndelse tilbage i 2003.

Igen har oplægget været, hvad jeg som skribent har gået og samlet op i årets løb af historier, samt hvad en bordfuld gode men nesker kunne bidrage med en formiddag i oktober.

Håbet er, at historierne kan give et lille bi drag til, hvad Holmsland er for et sted at bo og leve – hvordan mennesker omgås med hinanden, og hvad der undervejs falder af af små »ravklumper«, der kan lyse op i hverda gen, når historierne/tildragelserne fortælles videre i et så humoristisk lys som muligt, uden at der skal pyntes nævneværdig på sandhedsværdien.

Og som i forudgående år, så håber jeg, at det efterfølgende vil blive læst i den ånd, det er skrevet – mindst af alt har det været me ningen at fornærme nogen, eller gå nogen for nær.

På forhånd undskyld, hvis nogen måtte op fatte noget »forkert«.

Min gode ven Niels Bjerg, der døde for et par år siden, var på et tidspunkt sammen med fru Ruth i Tyskland og besøge datteren Loui se, der i nogle måneder havde fundet beskæf tigelse i München.

Vel hjemkommet til Kastrup Lufthavn en sen aften skulle Holmsland-parret forbi kon trollen, og her stod et par halv-søvnige be tjente, der som formalia spurgte: – Og hvilket land kommer I så fra?

Og Nielses svar, der var lige så sandt, som det var enfoldig, lød: – Wos? – Vi kommer fra Hwolmsland!

Og så fik de ellers lov at passere uden yder ligere spørgsmål.

Samme Niels blev på et tidspunkt også bed stefar, og Ruth havde ved en lejlighed foræret barnebarnet et fint armbåndsur.

Senere mødte Niels barnet, og spurgte jo interesseret: »Æ du så glå for di klokk?«

Barnet kiggede forundret på sin mor og spurgte så: – Mor, hvorfor snakker bedstefar engelsk?

En anden ven, som blev indblandet i en lidt akavet historie, var Mads E. Pedersen, som mange nåede at lære at kende, mens han i en periode var hal-inspektør i Kloster. Mads har gennem livet arbejdet med mange forskellige ting – efter han som ung var fisker i Hvide Sande med udgangspunkt fra Bork og også i en periode var skipper på RI 198 Zephyros, hvor jeg selv var forhyret et års tid.

På et tidspunkt virkede Mads som tømrer og var ved at sætte træloft op i et sommerhus på Klitten sammen med en lærling.

Glædelig jul og godt nytår ønsker

Skorstensfejermester Ole Kristensen

Glentevej 7, 6950 Ringkøbing Tlf. 97 32 20 39

Skorstensfejeren – din energi- og miljøven

Glædelig

Stærkt skulle det gå, rundsaven knurrede, og pludselig røg der et par finger-ender med i købet.

En ambulance blev tilkaldt, Mads var jo nok lidt hvid i hovedet, men dog ved bevidst hed, og kom med ambulancen til det hospital, der skulle forsøge at reetablere fingrene.

På vejen – med udrykning på – ringede te lefonen i Mads’ lomme, og han fandt mobilen frem og svarede.

Mads havde i weekenderne et »tillægsjob«, hvor han kørte turistbus for et firma i Skjern – og her ville kontordamen lige spørge, om han kunne køre et selskab fra fredag til lørdag – mens hun konstaterede, at det var en »for færdelig spektakel«, der var over telefonen.

– Ja, der er noget udrykning i gang, konsta terede Mads.

– Nå, men kan du køre bussen? ville hun jo godt vide.

– Det kan a nok ett’ – for det er mæ, de kør’ med, måtte Mads runde af, og så fik han fri fra buskørsel i den omgang.

I mine egne unge dage fiskede jeg ofte på fjor den sammen med mine gode venner, Peter og Christian Nielsen fra Gammelsogn.

Vi var jo bedst kendt i nord-enden af æ Sønderfyver, men enkelte gange gjorde vi også en afstikker gennem Vonå om i æ Narre fyver, nord for Kloster, for at se, om der var noget at fange.

Her kunne man jo også træffe andre folk på vandet, end man gjorde i Gammelsogn, og en, vi ofte mødte, var Ole Sofus Aage Jensen, kaldet »Ole Rødtjavs« fra Kloster – som jeg kendte, fordi han gennem 25-30 år var forhy ret på RI 428 Karin Yvonne, som min bror var medejer af.

Ole var en ihærdig mand, der både fiskede, når han var på arbejde, og når han havde fri, og han var nem at komme i snak med, når vi mødtes.

Snakken kom altid ind på påhængsmotorer, og vi var sejlende enten med en gammel halv stor og helslidt Johnson eller en lille, men dog rimelig driftssikker Mercury.

Rødtjavs havde en fin Suzuki, som han na turligvis var stolt af, mens vi forsvarede vo res.

Når »Tjavs« så blev ivrig, kunne det knibe at sige det svære japanske ord – og det sidste, vi hørte, det var som regel et: »Nej, så nøj mow til Johnson og Mercury – det er ett’ værd å sejl med. Skal man ha’ en ordn’lig mo tor, så ska’ et vær’ en sugi-sugi«.

Og når det så var udtalt, så var vi færdige til at sejle hele vejen hjem, søndagen var red det, bare vi kunne få den ihærdige mand til at sige sugi-sugi.

Lidt det samme med en kammerat, vi havde i Velling, som var kommet til penge via en so lid tips-gevinst.

Han havde på sin ejendom en tank med blå benzin, hvis indhold passede perfekt til vore ældre påhængsmotorer, og det gav os jo en kærkommen anledning til at tage turen til Vel ling.

Her spurgte vi så altid til, hvad han havde tænkt sig at bruge tips-gevinsten til – velvi dende, at planen var at bygge en »spalt-ståld til patt’kall’ – men når det var udtalt, så var den dag også reddet for os, og vi kunne i ung dommelig letsind grine hele vejen hjem til Holmsland, med blå benzin skvulpende i ladrummet på tvivlsomme biler med batteri un der passagersædet.

En mand, som før har været omtalt i denne Holmsland-serie, er navnkundige Laust Nør toft, der levede sit liv ved Stadil Fjordens bred – i et lille skur, hvor bohavet bestod af to ta buretter, et bord og en seng.

I sengen kunne sidde tre – og det gav i alt plads til fire gæster og Laust selv.

Var der flere tilstede, fik de følgende råd, hvis de ønskede en siddeplads: – Stopp’ æ tommelfinger op i æ røw, og sætt’ dæ o æ al bue – et udmærket råd, når der er mangel på stole.

En anden, der levede en stor del af sit liv ved fjordens bred, blot Ringkøbing Fjord, var Kri stian Brøndlund – Kr. Brøl, der var en finger snild mand, der kunne lave alle former for motorer – hvis han altså ville.

Derfor var det en god indgang for kunder, der havde et problem, at indlede snakken med at slå fast »at det her, det kan ett’ la’ sig

gøre« – så var Æ Brøl motiveret, og løste med stor sandsynlighed problemet.

En knægt fra Kloster fik i en tidlig alder en knallert, der gjorde sig bemærket ved at »skyd’ æ lyw ud« – og maskinen kom op til Brøndlund, der havde fået et værelse i Kloster samt arbejde hos cykelsmed Emanuel Søren sen. Her lå den adskilte knallert så i årevis, sirligt bredt ud på spisebordet – indtil knæg ten var blevet så gammel, at det var forsvar ligt at få motoren lavet og at lade ham køre. Det drejede sig vel om en reparationstid på 2-3 år, vurderer kilden.

Kristian havde en bror, der hed Arne, og som var en dygtig murer – med firma, firmabil – men intet kørekort. Han arbejdede sammen med Kesse Helt – og denne havde et kørekort, så når de to havde spist til middag hver for sig, så kom Arne kørende i VW-pickuppen op til Æ Pold, og her tog Kesse så over, da han jo kunne køre de to murere lovligt ud til kunderne.

Andre holmboer, der har været kreative i de res omgang med arbejds-biler, er min gode ven Ejner Andersen, der i sine yngre år byg gede mange huse og sommerhuse, bl.a. sam men med afdøde Bent Stræde Andersen.

Hjemme på ejendommen i Sønderby gjorde de klar og præ-fabrikerede blandt andet spær til husene – og de var noget længere, end en enlig Hanomag kunne fragte på ladet.

Kreative, som de var, så blev vognenes bagender bakket tæt sammen, og spærene lagt på, og så gik det ellers mod byggepladsen –den ene bil kørte fremad, den anden bakken de, og helst tidligt om morgenen, inden der blev for megen trafik på de asfalterede veje til byggepladsen.

Ved en anden lejlighed var det Henry »For pagter« Pedersen, der var Ejners makker, og her mener velunderrettede kilder at kun ne huske, at bakningen gik i kludder, og en stak spær blev tabt ved Kloster-vejs-svin get.

Samme Ejner, der nyligt har solgt sin ejendom i Sønderby og er blevet pensionist, havde på et tidspunkt et stykke jord ved Søndervig, der var attraktiv for købmand Keld Hansen i for hold til dennes planer om en »action-park« –ferieland på arealet nordøst for krydset i Søn dervig og op til golfbanen.

De to mænd sidder og forhandler om prisen på arealet – og ender i enighed, da Ejner så

»Laust Nørtoft. Billedet er udlånt af Peder Lodberg Knudsen«.

slutter med at spørge købmanden, hvor me get denne har tænkt sig at investere, hvis alle formaliteter kan komme på plads.

– Ca. 500 mio. kroner, kunne Keld oplyse.

– Har du virkeligt så mange penge? ville Ej ner jo godt vide.

– Nogen af dem, kunne købmanden så run de af – uden at have sagt for meget.

En lidt mindre forretningsdrivende gennem mange år var Aage Quistgaard, der drev værk sted og servicestation i den sydlige ende af Kloster – flere folk ansat og altid travlhed med alskens biler og maskiner.

Ved en lejlighed var en traktor gået i styk ker hos Tage Nielsen i Nørby – og Quistgaard kom til stede med sit køretøj og skulle slæbe traktoren op til sit værksted. Det gik også godt – lige indtil mekaniker og landmand kom til Nørby-svinget i Kloster. Her var Quist gaard nok lidt hurtig i vendingen – Tage kun ne ikke følge med i det skarpe sving, og en lygtepæl blev jordet med det resultat, at byen blev mørkelagt.

I den anden ende af Kloster boede Birthe og Knud i »æ gammel kro« – jeg gik selv i skole med deres ældste søn Søren. Knud var en slagfærdig mand med et godt humør – og han havde ifølge gode kilder en talemåde, som han dog ikke selv efterlevede: – Det kan ett betaal sig – det er der kun jen ting, der kan: Stjæl, sælg, å tag’ ett mæ’ sig ijen – og så slipp’ godt fra’ ett.

Noget i den stil oplevede jernhandler »Georg Gammelskrammel« i Gammelsogn, da han fik besøg af lyssky folk, der indledte besøget med at besøge Georgs eget lager. Her fandt de et stort batteri, som de lidt senere solgte til Ge org, for så straks at skynde sig væk – alt mens Georg kunne bære batteriet om til den samme plads, hvorfra det kort for inden var blevet fjernet – nu 100 kr. fattigere.

I tiden lige efter 2. verdenskrig blev der etab leret en flygtningelejr i Røjklit – 1-2 km vest for Kloster – og her udspillede sig et vist le ben – og vel også nogen fraternisering mel

lem tyske soldater og lokale piger, for hvem de fremmede jo var spændende.

Efter et rendez-vous mellem en tysk soldat og en lokal pige, hvor det nok gik bedre med kysseriet end med snakken, da skulle tyske ren have rundet mødet af med at sige:

»– Dann sehen wir uns wieder um neun« –hvilket angiveligt skulle betyde, at »så ses vi igen klokken ni«.

Det der med »neun« var dog lidt for meget for Kloster-pigen, som i stedet gav følgende kokette tilbud:

– Aah, det tøws a godt nok ett’, men a ka komm’ uden trusser«.

En anden, der tidligere er omtalt i dette hæfte, er smed Niels Nielsen i Gammelsogn, der al tid har haft projekter i gang for at drille sine »venner« i nabolaget. Det er tidligere beskre vet, hvordan han bød til åbent hus, da hans nabo, Jørgen Jensen, etablerede en indheg ning til et par grise, og da Niels Bjerg fyldte 50 år, havde smeden også lavet et skilt til opsæt ning ved vejen, hvor alle og enhver blev budt til stuvet hvidkål og frikadeller – lige indtil tilstrømningen blev for voldsom for fru Ruth.

Ved en anden lejlighed var det Inge Marie og Henning Bertelsen, der skulle fejre deres guldbryllup, men som udtrykkeligt havde fra bedt sig morgensang.

Det tog smeden, selv netop fyldt 60 år, ikke helt ad notam, så han sørgede for, at en min dre flok høns/haner blev placeret ved det ald rende pars sovekammer-vindue, så de var sik ret underholdning på morgen-kvisten på den store dag.

Skolelærere, der bliver på den samme skole gennem mange år, vil naturligvis blive kendt af stort set alle i et sogn, når generationer af unger passerer igennem systemet – og rigtigt mange holmboer kan huske lærerne Peder sen, Thejlade, Dagny, Gertrud, fru Jørgensen, Høllunds, og ikke mindst Sigfred Aagaard, selv om de nævnte for længst er pensionerede eller døde.

I gamle dage, før centralskolen i Klosters tid, gik f.eks ungerne fra Sønderby i 1.-2. og 3. klasse i Sønderby Skole, så blev de i 4. og 5. klasse sendt til Gammelsogn, og så kom de

i 6. og 7. klasse til Kloster – og derefter til Ringkøbing eller Hvide Sande.

I Gammelsogn regerede Aagaard, der nok mere var Kaj Munk-kender, forfatter, kunst maler, instruktør og filmmand, end han var lærer, men han gav nogle uforglemmelige ti mer, hvor reglen var, at han altid kom 15-20 minutter for sent til første time.

Det gav eleverne god tid til at besøge køb mand Skov – og få handlet tobak og slik –men Gud nåde og trøste dem, hvis Aagaard nåede først op til skolen, der lå ved Gammel sogn Kirke. Så kunne eleverne risikere at bli ve sendt hjem, som straf for at komme for sent til hans timer.

Løb eleverne ikke til købmand, så kunne de i vinterhalvåret fordrive tiden med at få tændt op i kakkelovnen, så der var lunt, når Aagaard nåede frem i Chevrolet’en.

Aagaard kunne godt være efter en fræk elev – og en sådan var den senere vognmand Tage Nielsen, så for at have en udgang parat, hvis det brændte på, så haspede Tage vinduet af, så den straks kunne skubbes ud – og Tage stikke af – om nødvendigt.

Ved en anden lejlighed havde Verner Knud sen fra Sønderby været flabet, og skulle have en rap af en pind. Han blev selv beordret ud for at finde en passende pind, og i stedet for at komme med en godt tør kæp, så kom han med en hel frisk – og det blev »ris til egen røv«.

I skolen var det helt almindeligt, at elever ne røg – og det gjorde Sigfred Aagaard i høj grad også selv, men det var ikke altid med forældrenes accept, at eleverne gjorde det.

Således begyndte Gunnar Krogsgaard (far bror til Asger og bror til Hans) i en meget tid lig alder »at øve sig« – og Aagaard forlangte en seddel fra forældrene med tilladelse til ry geriet.

Den var nok ikke så let at få – så det blev klaret med en forfalsket underskrift, som tje nestekarlen Børge Mose sørgede for.

Selv har jeg også i flere omgange haft Aaga ard som lærer: Han kom regelmæssigt i mit hjem, fordi min mor skulle hjælpe ham med at finde kostumer og karakterer til de skue spil, han satte op på friluftsscenen i Lyngvig

eller i Kloster Forsamlingshus – og Aagaard var en personlighed, om end ofte en flabet en af slagsen, som kunne gøre min mor vred med sin aparte facon.

Som lærer skaffede han mig fantastiske ti mer, hvorfra jeg her 50 år efter stadig kan hu ske detaljer – bl.a. hans specielle form for ka raktergivning, der bevægede sig fra selvteg nede kronhjorte (i en bevægelse) – og så ned over dyrerækken – for at ende i en ko-lort (for den helt elendige præstation).

Et system, jeg tror, han havde lært af Ger trud, der blot havde karaktererne som stemp ler, og hvor den nedadgående karakter slutte de lidt tidligere, end Aagaards gjorde.

I mine skoleår var Aagaard gift med Karen, og han brugte ofte udtrykket: – Det bliver en liiind’ for Karen, når jeg er død.

Det er han i skrivende stund endnu ikke, men bosat i Skjern.

Henry Pedersen var ikke en type, der slog med tørrede eller friske kæppe, men jeg kan

huske, da min gode ven Christian Nielsen i et frikvarter ved et uheld kom til at brække en af fysiklokalets stang-magneter – et uheld, der måske kostede 5-7 kroner i datidens mønter.

Pedersen var så chokeret over Christians hærværk, at han brugte en hel skoletime for an 20 elever på at causere over ungdommens mangel på respekt for værdierne – og hvor Christians uheld rent prismæssig var oversku elig, så er det svært at prissætte, hvad en ti mes mistet undervisning betød og »kostede« for vi andre 19 elever, der – modsat Christian – opførte os ordentligt.

Foruden fysik underviste Pedersen også i bl.a. tysk, og han tog teknikken til hjælp i form af en kæmpemæssig spolebåndoptager, som han fragtede rundt fra klasse til klasse. En særlig flok af flabede Kloster-knægte (ikke min klasse) brugte så et frikvarter på at spole tysk-båndet til vejs ende, hvorefter båndet »blev vendt en halv omgang« – og derfor var ganske uforståelig, da Pedersen skulle til at afspille eksempler på formfuldendt tysk.

Hvide Sande Havnens Røgeri - Strandgade 9 - Tlf. 96592500

Klassen mente, at båndet efter »vendingen« bedre egnede sig til undervisning i russisk el ler serbokroatisk – og Pedersen fattede ikke, hvordan teknikken i den grad kunne svigte ham.

Holmsland-ungerne var jo sædvanligvis søde og ordentlige, og selv husker jeg tydeligt, hvorledes fru Grethe Høllund græd, da hun skulle sige farvel til den 7. klasse, som jeg var part i – og hun var klasselærer for.

Andre var jo nok så durkdrevne, og knap så savnede: Et par Klosterpiger, Jane Pedersen (tømrer Ingvards datter) og Anni Hestlund (brugs-uddelerens datter) var kommet til Hvi de Sande skole – hvor navnkundige P. K. Lar sen var inspektør, og han kunne jo godt frem stå lidt brysk udadtil – men var det ikke for alvor.

Pigerne havde hen over en weekend været i sommerhus ved Klegod, og det var hyggeligt og rart, så da det blev mandag, og de skulle i skole igen, så besluttede de sig for at tage en ekstra fridag.

Til alt uheld dukkede sommerhusets ejere, Annis forældre, op, og i stedet for et tomt hus, så fandt forældrene jo de pjækkende pi ger.

Tøserne fik herefter ordre på at møde op for PK og bekende deres nummer, men han lod nåde gå for ret – og trøstede pigerne efter aflagt tilståelse – med et »det ville jeg også havde gjort, hvis jeg var jer« – en lidt anden tilgang, end en Thejlade nok havde valgt.

Samme PK Larsen fangede ved en lejlighed en flok Kloster-drenge i at sidde og spille ha sard, nemlig halv-tolv, på skolen – endda med kontante kroner på bordet, hvilket var absolut forbudt.

Straffen var dog igen til den milde side –idet skolelederen dømte de formastelige til, at de skulle spille whist med inspektøren i en stiv klokketime – efter skoletid.

Sidst i 50’erne fik kirken i Kloster renoveret sit tag, og en specialist på det område var til kaldt – vistnok i dyre domme for menighed og menighedsråd.

Den pågældende havde en meget stor per sonvogn til sin transport – og kunne godt lide

at køre igennem Kloster med en vis appel, alt så høj fart.

På et tidspunkt var kæmner Niels Davidsen i kontakt med den pågældende og antydede, at nogen i byen mente, at tag-specialisten nok burde lette trykket på speederen.

Og svaret: – Det kan jeg godt sige dig – det er så farligt at bevæge sig på vore veje, at jeg bare skal skynde mig hjem…

Samme Davidsen kom ved en lejlighed hjem til huset på Kløvermarken i Kloster, hvor fru Lydia havde taget sønnen Steen (nuvæ rende havnechef i Hvide Sande) – og nabo drengen Aksel »Gas« Jensen (vognmand i Kloster) i at ryge, skønt de to fyre højst var 7-8 år.

Lydia mente jo, at drengene skulle have en opsang, men ægtemanden var omtrent på lin je med PK Larsen, så da Steen var blevet af hørt om bl.a. sin alder, og kunne fortælle, at han snart blev 8 år, så mente faderen ikke, der var alverdens grund til afstraffelse.

– Jeg begyndte nemlig selv at ryge som 6-årig, huskede Davidsen.

I den sydlige ende af Kloster boede »den an den vognmand« – Jens Chr. Frandsen, gift med min fars kusine, Mie, og de var de glade forældre til seks drenge. Frandsen var også lo kalpolitiker, og da Kristian Enevoldsen uven tet gik hen og døde, så pegede et flertal på Kloster-vognmanden, som hans naturlige af løser. I starten var Frandsen ikke speciel glad for den ære, og han gik i alt fald ikke efter genvalg – men ændrede holdning, da det rent faktisk blev tid for et valg, og han fik en peri ode mere med kæderne på.

Frandsen var en beskeden mand uden store armbevægelser – og foruden en bunke lastbi ler, så havde han og Mie også en fin person vogns-Volvo til den private befordring.

Nu da han var blevet »offentlig ansat«, så skulle det ikke se ud, som om noget var æn dret i forhold til tidligere praksis, så når der skulle en ny Volvo til, så foregik det i al di skretion hos Bendtsen i Herning, og med be sked om, at den ny skulle være præcis samme farve som den gamle – og at nummerpladen skulle »flyttes over«.

Lager i trawlwire, taifun, tovværk. Blyliner, flydeliner, flåd, flyder og kugler. Nylonnet, monofilnet, multimonofilnet. Specialværksted for alle typer vod, trawl og net. Taluritsplejsning af wire fra 6 til 32 mm.

Gennem rigtig mange år har Holmsland huset en spændende personlighed, der kom til eg nen som nyuddannet jurist. Mogens Jepsen etablerede sig i Ringkøbing, men bosatte sig på Holmsland, og hvor Mogens er/var, er der sjældent helt stille. Jeg var selv i en sæson el ler to som ung mand forhyret som gast på hans store sejlbåd, Luffe, til Ringkøbing Sejl klubs onsdags-sejladser, og det var altid livli ge oplevelser.

Mogens blev bl.a. engageret som auktiona rius i forbindelse med de årlige strandings auktioner, der foregår op og ned langs kysten.

Det drejer sig om, at interesserede møder op og byder på typisk det træværk og andet drivgods, der har ramt land, og som strandfo gederne har indsamlet – og det plejer at være en festdag for auktionarius, købere og sælge re og almindeligt nysgerrige.

Strandfogederne har en forening, der som alle andre holder generalforsamling, og i sin egenskab af auktionarius deltog Mogens Jep sen i årsmødet i Søndervig-området, hvor Knud Stage fra Søndervig var endt som for mand.

Stage var måske en smule trykket af vær digheden, men havde da fået skrevet en be retning, som nu skulle aflægges.

Indledningsvis var der dog et medlem af foreningen, der var død i årets løb, og denne skulle mindes til en start, nemlig Mogens Madsen fra Klegod.

Navnesammenfald var der jo på fornavnet, så den stakkels Stage kom for skade at foreslå et minuts stilhed til ære for »afdøde Mogens Jepsen«.

Det ville den gode sagfører forståeligt nok ikke finde sig i, så han afbrød hurtigt minde højtideligheden med et højlydt »jeg er sat’me ikke død« – og hvis Knud Stage ikke var hylet fra koncepterne, så blev han det med den markante udmelding fra »afdøde«.

Mogens Jepsen er så sandelig ikke død, hvad mange lokale vil kunne bevidne.

En, der til gengæld er død og borte, er førom talte Laust Nørtoft – og han skal også med igen her i slutfasen. Han levede af fiskeri og jagt, når lejlighed gaves, og på et tidspunkt havde han fået lov at gå på harejagt på Hans

Pedersens og Kristian Kabels jord nord for Kloster – og ned mod æ narre-fyver.

En historie blev i »Münchhausen«-stil sjæl dent dårligere af at komme omkring Laust, så han nød at underholde med, hvorledes han med sin sidste patron kun havde anskudt en hare:

»– Og nu, da a ett havd’ flir’ patroner, så var a jo nøj til o rænn’ en op, og aflywen med mi hinner«, inden der kunne komme haresteg på bordet.

Jagt og fiskeri har bidraget til husholdningen i mange hjem på Holmsland, og hos familien Kamp, der drev købmandsforretning langs landevejen i Gammelsogn, havde far Hans og sønnerne ofte flyndergarn sat i fjorden. Deres kram var i orden, altid velopredte garn og en fin træbåd, der var malet og plejet. Ved en lej lighed var jeg selv med i båden en tidlig mor gen, storebror Jørgen var med, næstældste In gemann, som var min gode ven og jævnald rende skolekammerat, samt far Hans. Vi halede vore garn og pludselig dukkede en fin helt op blandt skrubberne. Vi udtrykte jo vor højlydte tilfredshed, undtagen Jørgen, der langsomt og forsigtigt pillede den vel 40 cm flotte blanke fisk af maskerne. Så betragtede han den nøje, og lod den med et plask for svinde tilbage i fjorden. Vi andre råbte og skreg – men Jørgen, der senere blev hav-bio log, affærdigede os med den indiskutable sandhed, at »den er frej!« – den er fredet, og så hjalp vore protester jo kun lidt.

I »gamle dag« fandtes den kommunale for valtning i kælderen under alderdomshjemmet i Kloster – og her regerede føromtalte kæmner Niels Davidsen, som jeg selv igennem mange år havde som en engageret og dejlig spejder leder.

Den gang var det offentligt tilgængeligt, hvad hver enkelt betalte i skat – det fremgik af skattebogen, som lå frit fremme: På den ene side var det jo ikke rart at skulle slippe kronerne – på den anden side, så var der jo også lidt prestige i at være blandt de, der yde de et pænt bidrag til fællesskabet.

På et tidspunkt kom Klittens tempera mentsfulde læge, Jørgen P. Josephsen, til Klo

ster – og han var mere sur over skattebeløbets størrelse, end han var glad for den medføl gende prestige.

Så han skældte Davidsen godt og grundigt ud, selv om det jo i bund og grund var sogne rådet, der fastsatte beskatningen af hver en kelt borger.

Det var imidlertid Davidsen, som skældud’ene var rettet imod, og på et tidspunkt mente den gode kæmner, at der var grund til at gøre opmærksom på det forhold, at det jo i

sidste ende ikke var ham, der fastsatte belø bet.

– Nej, men du er den satan, der hvisker djævlen i øret, hvad han skal gøre«, slog den iltre læge fast.

Og således rundet af med et emne, der stadig kan bringe sindene i kog, nemlig beskatningsniveau, så tak for denne gang – og en god jul til alle gamle venner og bekendte på Holms land og på Klitten.

Sommerhus i Søndervig gennem 40 år

huslivet gennem 40 år, måske lidt personligt, men også som illustration af, hvad mange har oplevet med andre nuancer.

Kernefamilien

Af Jens Peter Boes, Sommerhusejer

Sommerhuskulturen på Klitten fik for alvor sit store opsving i løbet af 1960-70’erne, fortæller de faste beboere. Det skiftede fra at være som merhuse, hvor familierne alene benyttede de ret simple bygninger, til nye grundmurede huse til udlejning. Udviklingen er accelereret, og nye huse isoleres og indrettes, så de kan udlejes hele året. I dag finder man privat brug te og udlejningsboliger blandet. Som eksem pel på tidens udvikling i området kan vore 40 år i Søndervig være et billede på det liv, som mange familier kan nikke genkendende til i årene 1972-2012. Mens vore børn var små, havde vi i flere år holdt sommerferie i venners sommerhus ved Følle strand ud til Århusbug ten. Men ønsket om at få eget sommerhus tog efterhånden form, da vi i 1972 var på udkig efter en af de vestjyske ødegårde, der kom til salg, da det ikke mere var muligt at leve af gårdens drift. Vi kunne ikke finde den helt rig tige gård og havnede en smuk septemberdag i Søndervig med en ejendomsmægler, der viste os et hus, der føltes langt mere overkommeligt at give os i kast med. Huset blev vort halve liv, som det også gik for mange andre sommer husejere. Derfor denne skildring af sommer

I den første tid oplevede vi samværet som kernefamilie, dvs. at lege far, mor og børn, mens huset blev indtaget med vore farver og suppleret med vore ting. Ved overtagelsen skulle en del indbo udskiftes, troede vi, men meget blev blot dekoreret med min kones mange farver. Børnene opdagede snart husets muligheder, og omgivelserne erobredes gen nem deres ture til havet og i klitterne. Uden haverfaringer blev de ved de første havture uvægerligt gennemvåde og måtte flere gange traske hjem med våde støvler og slaskende benklæder, om ikke endnu mere blev vådt. Med iver gik de og kiggede efter det sjældne rav og prøvede de mange gule sten mod tæn derne. En pinse fandt vi hundreder af små stykker rav og fyldte en hel flaske. Børnene fandt klitternes gode gryder til leg og læ, og en stor klit til de vilde, vovelige spring blev kaldt »springstedet«. Den er for længst groet til. På husets grund havde børnene legemulig heder og skabte spillet »Tennesee-ball«, der blev vort klassiske boldspil med selvopfund ne regler under stadig udvikling. Den lokale karakterplante engelskgræs blev flettet i flotte kranse. I den lune stue blev der spillet kort, tegnet og skrevet i ivrig optagethed i weeken der borte fra hus og hjem i Silkeborg. Det op levedes som en hel udlandsrejse, når vi søn dag aften kørte hjemad efter en vindomsust, engageret og begivenhedsrig weekend.

Huset af lecablokke med indbygget kamin var ved købet kun 12 år gammelt, men den rustne og utætte kamin røg og osede huset til,

så den blev snart fjernet. Elvarme blev til strækkelig i de korte perioder, hvor solen ikke kunne opvarme stuen. På grunden var der i begyndelsen små, åbne klitter og huller, der kunne fyge sand fra, men det ændrede sig med årene, hvor seljepil, hjelme og roser tru ede med at overtage det hele.

I 1970’erne mødte vi tidens løsslupne og såkaldte frigjorte mennesker i form af tanga klædte strandløver, der med glubske øjne slugte de tanga og bikiniklædte piger med øj nene og dånede over »toplærkerne«, der van drede og solbadede på stranden i næsten in genting, mens de lejlighedsvis under stor be vågenhed hoppede i bølgerne.

Som børnene voksede til, ferierede vi i en årrække i udlandet, mens huset blev lånt ud til venner og familier, der helst blev inden for landets grænser. Men stadig måtte vi i week ender bort fra den daglige trummerum og ud til de åbne vidder og nyde den forunderlige afslapning ved havet med den høje, stjerne spækkede nattehimmel.

Børnene blev studerende, og huset viste sig som en velegnet mulighed for ugelange op hold til studiegrupper, der arbejdede med projekter og opgaver.

Madlavningen foregik de første år på gas komfur, der gav os den grunderfaring, at gas sen altid slipper op under brug! Hver gang håbede vi, at købmanden havde åbent, og det gik, men vi lærte at have det lille feriegasap parat i reserve.

Forandringer

Efter 15 år gav en vandskade anledning til en gennemgribende renovering med træbeklæd ning, isolering, termoruder, trægulve, elkom fur og bedre toiletforhold fortsat med septik tank og sivebrønd. Grundvandet kan i regn perioder stå ret højt, men med en smule rettidig omtanke er der ingen problemer, når vand efter opvask, tøjvask og bad kastes ud på den sandede altid tørstige grund.

Efter udlandsrejsernes tid nød vi i stigende omfang stedet i længere perioder. De første 15 år var det årlige antal overnatninger 25-30. Nu steg de til omkring 70, og vi fik friske, blæsende og ret barske erfaringer med de skiftende årstider i Vestjylland.

En stor træterrasse ved huset blev yndet opholdssted og var den 4. maj 1995, 50 år ef ter befrielsen, ved aftenstid fyldt med levende lys hele vejen rundt på terrassens rækværk. Det var en forunderlig vindstille aften med et mylder af mennesker på vej til stranden for at se det lys, »Linjen«, der skulle nå fra Skagen til grænsen. Biler holdt i vejsiderne kilometer langt ind mod Ringkøbing, mens tusinder var på vej til stranden, hvor de efterhånden stod tæt og dækkede et stort område i hyggelig samtale. Avisen skrev, at der var 120-130.000 samlede i den forårslyse aften for at se det lys, der aldrig kom i Søndervig. Men hele stemningen var trods det manglende lys rolig, glad og lidt opstemt fortrolig.

Børnebørn Børnebørnene skulle naturligvis have en sand kasse, et stort traktordæk med lyst strandsand anbragt på det bedste sted ved huset. Alle de gamle lege blev gentaget med dem, men nu med bedsteforældrenes hjælpende og overbæ rende tålmodighed. Ud af børnenes fantasi og ved bedstefars hjælp blev der bygget »motorcy kel« af et stykke træ fra havstokken forsynet med alle tekniske finesser formet af hængsler, jernstumper, søm, skruer, plasticstumper og andre genbrugsting. Og så gik den vilde jagt af sted med brummende motor og skurende hjul overskrævs på motorcyklen anbragt på to små stole. Tre drenge begyndte i flere år deres som merferie med at hale deres tre motorcykler ud på den tilbyggede terrasse i salig erindring om, hvordan de blev til, og fandt på nye finesser til dem. »Motorlarmen« voksede infernalsk med tre lyse drengestemmer, der fræsede og hylede om kap, mens deres forældre i fred og ro gik på indkøb i Søndervigs righoldige udbud af forretninger trygt overladende børnebørnene til bedsteforældrenes omsorg. Ind imellem tra vedes små ture til isboden, hvor især reklame skiltet tiltrak opmærksomheden. Bedstefar måtte på sofaen illudere som rendegraver for en legelysten dreng, der med bestemte tryk og signaler dirigerede arme og ben på den lidt langsommelige »rendegraver bedstefar«. Bed stemor dansede med sine lystige og lattermilde drenge, indtil de lå flade på gulvet og malede landskaber og veje på bagsiden af gamle voks

duge. Siden halede de en kasse med fars gamle biler frem, og så kørte de hen over det nyteg nede landskab. En stor kasse med byggeklod ser fik fantasien og skaberlysten sat i gang med at bygge jernbane og landskab rundt i hele stuen. Det er skaberprocessen, der er mest spændende.

Med de opvoksende børnebørn fandtes alle de gamle lege frem igen. Fars opfindelse »Ten nessee ball« måtte læres helt fra bunden af med meget løse regler, der langsomt stram medes op og forfinedes efter deres ideer. Stangtennis på en solid stang gav mulighed for intense kampe eller stilfærdige selvstæn dige øvelser i at ramme og spille bolden, der hang i en pose hæklet af bedstemor. Pose og bold måtte med den flittige brug selvfølgelig jævnligt fornyes.

Legene i klittens gryder genoptoges som i sin tid med børnene, og havets lunefuldhed måtte atter erkendes af en ny generation med våde støvler og bukser mest dramatisk oplevet, da de klædt i vandtætte, lange waders blev løbet over ende af en stor bølge, så hele sættet fyldtes med

vand. Så måtte der grines eller småklynkes på vejen hjem til en lun stue og tørt tøj.

Når børnebørnene ventedes om sommeren, stilledes to store plastickar fyldt med vand frem, så vandet kunne varmes op ved solens stråler. Det brugtes efter havbadet til afskyl ning af det salte vand, til almindeligt vandpja skeri og til mere finurlige og overraskende eksperimenter med ting og vand.

Byggeri

Familien voksede fra at være far, mor og børn til også at gælde svigerbørn og børnebørn, og huset blev efterhånden for lille. En hed som mer fandt vi på at sove udendørs under en nødtørftig skærm mod duggen. Hvad med at bygge et anneks med en overdækket terrasse? Der førtes lange samtaler, inden bedstemor undfangede en genial ide. Tegninger blev la vet. Et anneks skulle bygges, så det sammen med huset gav mange lækroge i det vindom suste klitlandskab. Rundt om er mange som merhuse blevet udvidet, renoveret og moder niseret. Planer, byggeforløb og starttidspunkt

Det handler om viljen til at gøre en forskel

Vi takker for året, der går på hæld, og glæder os til vi ses i det nye år. Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.

vestjyskbank.dk/hvidesande

drøftedes, og tegningerne godkendtes af fami liens medlemmer og af kommunen. Så fulgte udgravning til byggegrund, og overraskelser ne dukkede op i undergrunden, for netop her har der ligget et cementblanderi fra krigens bunkers- og vejbyggerier. Rester af barak, vandhaner, brolægning og gulve viste sig som en anden arkæologisk udgravning og måtte fjernes. Byggeriet begyndte i det tidlige forår og skred sindigt frem, for det udførtes af os selv med kyndig faglig vejledning, så alt blev lovformeligt gennemført efter de godkendte forskrifter og tegninger. Til vor overraskelse ville den godkendende myndighed, kommu nen, aldeles ikke syne det færdige resultat!

De to somre, byggeriet stod på, gav mange alternative legemuligheder. Derefter var der god plads til hele familien, og det nye blev indviet. Selvfølgelig blev der et specielt væ relse til drengene, »kål`-kammeret« (karle kammeret), og her fortalte bedstefar sene af tener historier fra eventyr, mytologi og sagaer, før der skulle soves.

Søndervigs legepladser

Der var mange muligheder for at bruge penge på triste og fantasiløse spil i Søndervig. En af de gode faste traveture med bedsteforældrene blev at finde »de gratis glæder« rundt i byen, i klit terne eller ved havet. Legepladser, hoppeborg og trampoliner blev flittigt besøgt. Undervejs blev de mange pullerter langs vejene brugt at springe over. Hvem kunne nå flest? En dag blev det 500! Ved havet blev der altid gravet og byg get. Sandkager og borge, mens de var små. Se nere byggedes dæmninger, og der blev eksperi menteret med tidevandet og de overraskende bølger. Drengene havde aflagt svømmeprøve i deres skoletid. Ved havet lærte de at tage vare på havets kræfter og lunefuldheder. Der blev diskuteret hestehuller og strømforhold, alt mens der blev svømmet og badet også ude på revlen. Hele tiden var vejrliget til diskussion, for det kunne være farligere, end det så ud til.

På stranden frilagdes et år en mængde halvstore sten. Det fristede til at lave en sten mand på den åbne strand. Der kunne den lig ge flere dage og stadig udbygges.

Rundt om huset blev flere lege genfundet sammen med bedstefar: »Stanton«, legen med

at kaste en bold over huset, gribe den og løbe om huset og råbe »stanton«, springe tre skridt og sende en spytklat og derfra forsøge at ram me den anden. »Hjørnekigger«, hvor der var helle, når man rørte et hjørne. Her gjaldt det om at løbe uset fra hjørne til hjørne, ellers blev man råbt an, og så skulle man selv være den, der skulle få øje på den næste løber. »Mi kado« med store stokke på et fliseunderlag. Kortspil af flere slags, og Ludo med alle dets frygtelige regler foruden alle de nyere spil, som bedstefar også skulle have lært..

En stor kasse med en mængde legetøj var altid til rådighed, så der kunne bygges baner, huse og landskaber, hvis kedsomheden true de. Det kunne ske, når børnebørnene ikke gad gå en tur med de »kedelige« bedsteforældre. Alligevel skulle de ud i den friske havluft. Det kaldte vi vore »kedeture«, og de endte oftest med, at vi fandt en god klit, der kunne leges i både med spring, gravning og med at dække hinanden med sand. Så kedsomheden for svandt i latter og løb op og ned ad klitterne.

Da der blev bygget på det tidligere hotel »Klitten«s grund, var der en sommer et sand bjerg ved siden af byggeriet. Det var herligt at klatre i, men der var glasskår i sandet, så det gav en tur på skadestuen.

Pensionisttilværelse

Med pensionsalderen udvidedes vort ophold i huset markant til 120-150 overnatninger pr. sommer fra april til ultimo oktober. Vor for nemmelse af »hjem« var nu også i sommerhu set, og lokalkendskabet blev stærkt udvidet. Der var jævnaldrende »legekammerater« på vejen, og de aldrende pensionister spillede petanque og kroket på den knoldede grund, inden dagen blev afsluttet med rødvin og hyg gesnak, hvis ikke fjernsynet tog over. Glæden ved Søndervig fik samtidig tag i os på den måde, at vi ryddede op på vejene, hvor vi kom, og gav en håndsrækning, hvor der var brug for os med at grave pæle ned til tørre snore, græsslåning med le eller flymo, puslen om blomsterkasserne ved huset og senere nede i byen samt beskæring af roserne hos købmanden. Der er nok at tage fat på, når »væk« er affald ud ad vinduet eller at tabe det tilfældigt ved vejen.

Selve grunden, der ved vort køb bestod af små klitter og sandfygende huller, voksede ef terhånden til med græs, seljepil og hjelme. Seljepilene og hjelmene var ikke rare for små fødder, så dem udryddede vi nogenlunde. Græsser voksede på den tilsyneladende øde grund sammen med de øvrige mindst 120 for skellige planter, som vi til vor egen overra skelse kunne finde det første år som pensioni ster, og frodigheden steg så meget, at der i regnfulde somre måtte slås græs med le for at give luft og hindre mosset i uhæmmet at dæk ke jorden og kvæle andre vækster.

Traveturene langs havet blev i de første pen sionistår en time ud og en time hjem vel 10-12 km hver dag. Det var en egen fornemmelse at gå i sandet med bare tæer, hvis der ikke var for mange sten eller for løs grund, men erfaringer ne lærte os at gå, hvor vand og bølger gjorde stranden fast. Badning og svømmeture hørte til dagens orden i lune somre med over 20 gra der varmt vand helt fra juni til midt i septem ber, dog nogle dage begrænset af for hårdt vejr, for vikinger er vi absolut ikke.

Overraskelserne

Forandringerne er markante set over de 40 år. Men den store åbne himmel er uændret og gi ver et vidt udsyn om dagen. Om natten ses den stjerneklare himmel, hvor Orion i juli langsomt rejser sig og sender sin pil mod Ple jaderne (Syvstjernen), indtil den står stor og fyldig på aftenhimlen sidst på året og er lige så tydelig som Karlsvognen, Nordstjernen og Cassiopeja. I august står sommertrekanten lodret i syd over huset, mens stjerneskuddene kan tælles i snese en klar aften. Vi gør forun derlige opdagelser om regnbuer ikke blot om dagen i vekselvirkningen mellem sol og by ger, men også regnbuer om natten, hvor må nens lys spejler sig i dråberne og viser en grå lig regnbue med en svag antydning af farver. Dette fænomen har vi aldrig hørt eller læst om, men vi har set!

Rundt i landskabet kan vi hente frugter af mange slags, som tilsyneladende slet ikke ud nyttes lokalt: hyben til marmelade og chut ney, mirabeller til saft og marmelade, hylde bærblomster til pandekager og hyldebær til

saft, æbler at spise og til æbleflæsk, og brom bær lige til munden på vore vandringer.

Strandens mangfoldige oplevelser, hvori også de sommerlige livreddere indgår med deres hjælpsomme årvågenhed. Blæsten for mer af planterester »vindhekse«, der som luf tige bolde triller hen ad stranden og fascinerer med deres lette løb. Det oprørte hav og bræn dingen er ofte anledning til mere eller mindre morsomme oplevelser, som når rylerne og præstekraverne piler efter insekter i vandkan ten. Selv for den erfarne gæst på stranden kan den 9. bølge i en barsk efterårsstorm, når vandet gnaver ved klitfoden, blive en våd overraskelse, der vælter os over ende og giver mindst våde bukser.

På vandringer bag klitterne støder vi ofte på hugorme, firben, frøer og skrubtudser. Hugor mene finder deres yndlingspladser i læ af huse og kan ligesom firben trænge ind i dem. Ved forårs- og efterårsvandringer af frøer og tudser kan det blive hele massakrer på vejene gen nem Søndervig. Vi kørte en sådan regnvåd forårsaften sidst i marts og kunne ikke blive fri for at blive massemordere, da mange frøer og tudser absolut ville over vejen.

Modsætningen i natur mellem idyllisk skovog bakkeland i Silkeborg og åbent barsk flad land med vid udsigt i Søndervig betager os me get, så »hjem« er blevet begge steder. Fugleli vet er vidt forskelligt, idet mejser, finker og sangere i mange arter er karakteristiske i øst, mens det er tornirisk, guldspurve, vipstjerter,

stære, svaler, måger, terner og vandrende gæs mod vest. Her ude lærte vi, at »sort sol« også findes ved Ringkøbing fjord, og den oplevelse fik ofte et ekstra pift, når en rovfugl slog et slag ind over fjordens rørskov og vækkede de slum rende stære. En dødtræt hvid due slog sig en blæsende dag ned på vor terrasse og spiste af hånden i tre dage, inden den med nogle raske vingeslag og et kredsende svaj over huset ud hvilet fløj videre på sin færd. Sky ræve ses tit langs husene på jagt efter madrester og andet spiseligt halet ud af affaldsposer. En aften sad en ræv uden for vinduet, og den lod sig ikke flytte, da vi gik ud til den, men holdt koket ho vedet på skrå og så på os, mens vi snakkede til den. En bolle gravede den bare ned til bedre tider. Det blev til mere end en halv times sel skab, først da nogle højrøstede naboer i flok kom trampende, fandt den stedet for uroligt og gik. Har du set en ræv i øjnene? Det gjorde vi den aften, og den så bare igen!

Menneskenes egenart med sprog og være måder træder tydeligt frem, for der er forskel mellem urolige østjyder og sindige vestjyder. Markant er den vestjyske seje vilje til at klare sig og finde på trods modgang, selv om det måske ikke kaster meget af sig i begyndelsen. Det kommer i det lange træk.

Oplevelserne hober sig op og kommer år ef ter år i små glimt som en gave fra natur og mennesker til den opmærksomme, der snart er passiv modtager og snart aktiv deltager i livets forunderlige historier.

Havneudvidelse 2011-2013

Af Steen Davidsen, Havnechef Hvide Sande Havn

ler som anslået. Mere end 40.000 tons beton og brudsten er taget op, og genanvendt i den nye Sydmole.

Det er kernen i begge moler, der mangler at blive færdiggjort. Den nye indsejling og mole hovederne er færdige. De renoverede molefyr er sat op, og molerne er i princippet funkti onsdygtige. De sidste detaljer med belysning mv. er under udførelse, og vi ser således frem til en snarlig afslutning af arbejdet. Når selve entreprenørarbejdet er afsluttet kan Sydstran den retableres og adgangen til havet via ppladsen og »Vestled« kan genåbnes.

Med henvisning til omtalen sidste år i Ywl o æ Klet 2011 af Søvejen mod Vest og de afledte projekter er det måske på sin plads at give en status over fremdriften i de samlede aktivite ter.

Molerne

Molebyggeriet, der blev påbegyndt i foråret 2011, har været præget af det forholdsvis usta bile vejr i 2012. Vi har ganske enkelt manglet en periode med længerevarende østenvind, som vi ofte har om sommeren. Resultatet har været, at færdiggørelsen af såvel Nordre mole samt den nye Sydmole desværre har trukket ud. Oprindeligt skulle arbejdet med molerne have været afsluttet i efteråret, men i skriven de stund mangler vi endnu ca. 30 arbejdsdage med godt vejr og lav bølgehøjde. Efterårspe rioden er jo vejrmæssigt endnu mere ustabil, og vi må forudse, at vi let kan komme ind i 2013 før arbejdet kan afsluttes. En medvir kende årsag til forsinkelsen har også været, at afkortningen af Sdr. Ledemole viste sig væ sentlig mere omfattende end forventet. De ca. 125 meter mole, der blev fjernet, viste sig at indeholde næsten dobbelt så mange materia

»Vestled«

Med hensyn til kunstværket ved Sydstran den har Statens Kunstfond rettet henvendel se til Hvide Sande Havn med henblik på at indlede et samarbejde om en viderebear bejdning af det tidligere gennemførte pro jekt »Vestled«, der er beliggende på Havnens arealer. Forud for henvendelsen har den op rindelige kunstnergruppe været på besøg i Hvide Sande for besigtigelse og indledende drøftelser.

Bestyrelsen har meddelt Kunstfonden, at Hvide Sande Havn er positivt indstillet over for et samarbejde om projektet og gerne ser det nuværende værk udvidet, så det samlede udtryk kan bearbejdes og tilpasses de nye ydre rammer. De nærmere betingelser for samarbejdet skal drøftes på et møde, hvor der vil blive redegjort for de tanker og idéer, de involverede kunstnere har gjort sig. På bag grund heraf, vil der blive taget stilling til sa gen. Om alt går vel vil projektet kunne gen nemføres, så det kan stå færdig samtidig med at hele den samlede havneudvidelse kan af sluttes medio 2013.

Landbobanken ønsker glædelig jul

Landbobanken i Hvide Sande vil hermed takke vore kunder for et godt samarbejde i 2012.

Vi ønsker alle en rigtig god jul samt et godt nytår.

Stormgade 10 / 6960 Hvide Sande / Tlf. 9731 1500 hvidesande@landbobanken.dk / www.landbobanken.dk

Jeanette

Ny underføring af stærkstrømskabler under indsejlingen

Inden arbejdet med den nye Vesthavn har kun net gennemføres har det været nødvendigt at omlægge 3 stærkstrømskabler under indsejlin gen. Kablerne – 1 stk. 60kV og 2 stk.10kV –blev boret under indsejlingen for 11 år siden, men lå desværre ikke tilstrækkeligt dybt til, at den nye kaj kunne etableres. Derfor er der i dette efterår udført en ca. 240 meter lang bo ring under den nye indsejling ca. 150 meter længere mod vest. Kablerne er nu omlagt og ligger i sikker dybde. Arbejdet har været tem melig omfattende, men er nu afsluttet, så ar bejderne med spunse og pælefundering til det nye havneafsnit kan gå i gang.

Ny Vesthavn

Arbejdet med udførelsen af den nye Vest havn, etape 1 har efter prækvalifikation været udbudt i licitation. Entreprisen blev overdra get til entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S som lavestbydende, og arbejdet er nu i fuld gang. Per Aarsleff A/S er også entreprenør på molebyggeriet.

Der anlægges en ny 150 meter lang kaj, der er forberedt, så den i en senere etape kan for længes med yderligere 100 meter. Bag den nye kaj anlægges en 170 meter lang og 35 me ter bred kajgade, der er dimensioneret, så der kan håndteres meget tunge godsemner. Bag den nye kajgade anlægges et større grusbefæ stet areal, der kan anvendes til oplagring og omlastning af gods og varer. Også dette om råde kan udvides i en senere etape alt efter behov. Den nye Vesthavnskaj bliver forberedt for, at der kan anlægges ro-ro leje, hvis der opstår behov for det.

Der anlægges ny vejadgang fra øst til den nye kajgade. På sigt planlægges yderligere en ny vejadgang fra nord og vest ind på hele det nye Vesthavnsområde.

Anlægsarbejdet med 1. etape af Vesthav nen forventes afsluttet i slutningen af maj 2013.

Uddybning

Samtidig med moleprojektet bliver indsejlin gen til havnen og havnebassinet foran den nye Vesthavnskaj uddybet fra 4,5 meter til 6,0

25. sept. 2012. Klar til underboring for højspændingskabler. (Foto: Holger Villadsen)

meter. Moler, kajanlæg mv. er forberedt for, at der senere kan uddybes yderligere til 7,0 me ter, hvis der viser sig behov og forretnings mæssigt grundlag for det.

Som tidligere nævnt vil der også efter an læg af de nye moler være behov for løbende oprensning i indsejlingen. Vi forventer, at om fanget heraf vil være stort set uændret. Det vil dermed sige, at vi med det nye moleanlæg får 1,5 meter større vanddybde for den samme oprensningsindsats.

Økonomi

Hvide Sande Havn forventer nu, at oven nævnte anlæg andrager en samlet investering på ca. 145 mio. kr. Heraf er der som tidligere omtalt ydet et statstilskud på 36 mio. kr. samt samlet EU/EFF-tilskud på 19,1 mio. kr. Der udover har vi netop fået tilsagn om yderligere ca. 3,5 mio. kr. i EU/EFF-tilskud til den nye Vesthavn. De resterende ca. 86 mio. kr. finan sieres af Hvide Sande Havn, hovedsageligt ved optagelse af lån, hvor specielt lejemålet til vindmøllerne udgør grundlaget for forrent ning og afskrivning af lånet.

Søvejen mod Vest og landevejen mod øst – to sider af samme sag

Samtidig med anlæg af Vesthavnen gennemfø res en række tilpasninger af vejstrækningen mellem Lem/Ringkøbing og Hvide Sande. Ar bejderne gennemføres af Ringkøbing-Skjern Kommune, men finansieres af midler som Fol ketinget har bevilget til forbedringer af vejnet tet i forbindelse med gennemførelsen af Søve jen mod Vest. I Søndervig bliver der etableret en »sløjfe« mellem Søndervig Landevej og Holmsland Klitvej øst om det lysregulerede kryds. Vejen udføres som grusvej og bliver kun åben for særtransporter. Desuden sker der ombygninger af rundkørslerne ved Gytjevej og Troldbjerg, så store transporter – eksempelvis møllevinger – kan komme igennem.

Vi håber også, at det bliver muligt at an lægge en cykel-/gangstiforbindelse, så der skabes forbindelse mellem naturstien, der i dag munder ud i Fabriksvej, og stisystemet langs Parallelvej/Troldbjergvej. På den måde vil den »bløde« trafik langs Fabriksvej/Trold bjergvej kunne adskilles fra den øgede »tun ge« trafik på strækningen.

24. okt. 2012. Bloklægning i Nordre mole. (Foto: Holger Villadsen)

Med de arbejder der gennemføres bliver strækningen forberedt for at modulvogntogs transport, såvel som særtransporterne kan køres igennem i begge retninger.

Hvide Sande Havn – og Ringkøbing-Skjern Kommune – arbejder på at få vejstrækningen fra Ringkøbing til Hvide Sande opgraderet til

statsvej og udbygget efter 2+1 princippet. Vi anser det for at være et nødvendigt led i at skabe landsdækkende sammenhængende transportruter. Opklassificeringen til statsvej bør være en naturlig følge/konsekvens af Hvi de Sande Havn’s nye status som godstrafik havn.

Her ses en samlet illustration af de fremtidige forhold med moler, ny Vesthavn og vindmøllerne.

Vindmøller

De 3 stk. 140 meter høje Vestas V112 møller blev rejst, så de alle havde været koblet på nettet inden udgangen af december 2011. Ef ter opstart og indkøring blev møllerne offi cielt »afleveret« og overdraget til Hvide Sande Nordhavn Møllelaug I/S primo marts 2012. Dette blev således også tidspunktet, hvor møllelauget begyndte at betale grundleje og dermed bidrage til Hvide Sande Havns nye anlægsinvesteringer. Efter det oplyste lever elproduktionen fra møllerne til fulde op til for ventningerne.

Hvide Sande Service Group – opfølgning på de nye forretningsmuligheder Hvide Sande Service Group (HSSG), som vi omtalte sidste år, er kommet godt i gang. Medlemskredsen består nu af 31 virksomhe der/foreninger i og omkring Hvide Sande. Es ben Thomey Kristensen er ansat som kunde ansvarlig/forretningsfører, og arbejder ihær digt på at udvikle forretningsområderne. Ud over fiskeriudviklingsmulighederne har særlig »transport« og »havmøller« haft fokus

siden foreningens opstart. Den 27. september 2012 afholdtes HS Event, hvor udvalgte for retningsforbindelser indenfor transport og offshore var inviteret til at møde foreningens medlemmer og høre nærmere om de nye mu ligheder i tilknytning til Hvide Sande havn og foreningens medlemmer. Samtidig benyttede vi lejligheden til at høre om gæsternes for ventninger og ønsker til, hvilke tilbud, ydel ser og faciliteter der efterspørges. Arrange mentet var en succes, og såvel gæster som medlemmer udtrykte stor tilfredshed. Vi hå ber HS Event kan blive en årlig tilbagevende begivenhed med skiftende fokusområder.

I HSSG gør vi os meget store bestræbelser på at udnytte etableringen af Horns Rev 3 havmøllepark optimalt. Vi mener, at specielt supply- og serviceaktiviteterne ligger lige til »højrebenet« for os. Vi deltager desuden ak tivt i arbejdet på at sikre området i Vesterha vet ud for Hvide Sande som et oplagt område for kystnære havmøller. Vi har i den forbin delse haft stor fokus på at sikre den brede op bakning og ejerskab til den forhåbentlig kom mende møllepark.

26. okt. 2012. Ramning af 18 meter lange jernbetonpæle for ny Vesthavnskaj.

(Foto: Holger Villadsen)

Vores motto: God service, fleksibilitet og fair pris understøttes i forhold til havmølle parkerne af, at vi derudover kan markedsføre os som en garanteret isfri havn med kort sejl tid til de aktuelle områder.

Interesserede kan læse meget mere om HSSG ved at besøge foreningens hjemmeside – www.hssg.dk.

Ny liggepladsplan for Hvide Sande Havn

Når havneudvidelsen og de nye faciliteter ta ges i brug, er det vigtigt, at vi får os indrettet rigtigt og får skabt plads til de nye forret ningsområder. Det er ikke mindst vigtigt, at dette sker på en måde, der tager hensyn til de aktiviteter der allerede er. Derfor har havnens bestyrelse og Det rådgivende Havneudvalg ta get hul på dialogen om, hvordan den nye til rettede liggepladsplan for Hvide Sande Havn kunne se ud. Det er i den forbindelse vigtigt at se nogle år frem i forhold til den fremtidige disponering af havnearealer – og dermed også kajadgang.

Den nye Vesthavnskaj og Industrikaj i Nordhavnen retter sig naturligt mod aktivite

ter inden for industrifiskeri, samt gods og bulkvarer. Det er derudover drøftet, at Otto Peders Vej-området – herunder Langelinie –eventuelt suppleret med den nordøstligste del af Nordhavnen ved flydebroen er veleg nede til supply- og serviceaktiviteter, og at fiskeriaktiviteter i øvrigt i endnu højere grad kunne placeres i Nordhavnen og i Sydhavn Vest. Fiskeriaktiviteter skal generelt have høj prioritet, men med tilpasning omkring is pierne i forhold til den reducerede aktivitet, kan der formentlig skabes bedre plads i dette område til mere turistrettede aktiviteter. Der ved vil nærheden til centerområdet også kunne udnyttes bedre. Sidstnævnte skal na turligvis drøftes nærmere med Hvide Sande Isværk.

Forslag til ny liggepladsplan skal i øvrigt i høring blandt brugerne inden der træffes be slutning.

Tidsplan

Vi forventer at hele havneudvidelsen 2011 –2013 – herunder 1. etape af Vesthavnen står færdig ultimo maj måned 2013. Vi har alle

14. nov. 2012. Fundering af ny Vesthavnskaj. Den gamle indfatningsmur fra 1930 fjernes senere. (Foto: Holger Villadsen)

rede haft de første projektlaster inde, og brugt dem til at høste erfaringer på og teste os selv med. Men vi ser frem til, at 2013 bli ver året, hvor vi for alvor kan tage vore nye

faciliteter i brug og få gang i de nye forret ningsområder. Glædelig jul – og godt nytår!

Billeder fra året

Foto: Kirsten Thomsen Den nye klitkirkegård i Nr. Lyngvig

Foto: Johannes Tarp Starten er gået på Beach Marathon i stiv kuling

Foto: Johannes Tarp Stormgade i nysne

Foto: Kirsten Thomsen Udtjente kuttere til ophug

Foto: Kirsten Thomsen Giro de Italia markeres fra Nr. Lyngvig Fyr

Foto: Kirsten Thomsen Giro de Italia passerer Søndervig

Foto: Kirsten Thomsen Solnedgangsgudstjeneste i Søndervig

Konfirmander 7.a – 2012

Jacob Vandborg – Nicklas Ploug – Jacob Høj – Christian F. Breinbjerg – Nicolai Søegaard – Søren Aarup Jensen – Mathias Høj Jensen – Martin Michelsen – Nikolaj L. Larsen

Eliza K. S. Jansen – Laura Storm Yde – Andrea Davidsen – Kasper K. Vejlgaard – Nicklas Harris – Jonas Degn –Jakob S. Vejrup – Ida Aaen Graversen – Rikke B. Sørensen – Cecilie F. Andersen

Lotte B. Mathiesen – Signe E. Olesen – Mette F. Enevoldsen – Tina J. Poulsen – Natalie K. Sørensen – Camilla J. Høy – Mette Katrine N. Høj

Foto: Johannes Tarp

Konfirmander 7.b – 2012

Jens K. Madsen – Kenneth Vígdá – Anders H.L. Lauridsen – Simon J. Høj – Frederik Fugleberg – Niclas E. Pedersen

Kristine T. Jensen – Simone P. Christensen – Severin Hoffmann – Oliver B. Jørgensen – Thomas Frydendahl –Marcus M. Bækby – Andreas N. Joensen – Freja My Castmar-Jensen – Thea M. Klausen

Anne H. Sørensen – Mathea Ø. Olsen – Louise D. Jørgensen – Lina K. Jensen – Cecilie T. Steffensen – Camilla Louise Mose – Nanna Søegaard

Foto: Johannes Tarp

Foto: Johannes Tarp 3 vindmøller på nordstranden

Foto: Johannes Tarp Bramgæs

Foto: Johannes Tarp En rolig aften ved nordmolen

Foto: Johannes Tarp Elever fra Master Class 2012 giver koncert i Fiskeriets Hus

Foto: Johannes Tarp Stig Rossen synger i Auktionshallen

Foto: Johannes Tarp Stig Rossen og Hvide Sande Kirkekor

Foto: Johannes Tarp Joller i Tyskerhavnen venter på isfrit vand

Foto: Kirsten Thomsen Sandskulptur markerer Giro de Italia

Foto: Johannes Tarp

I silende regn fejrede Tyskerhavnen 100-års jubilæum

Foto: Johannes Tarp Gudstjeneste i Auktionshallen

Foto: Johannes Tarp Kulturnat – Ringkøbing Brass Trio spiller i manøvregangen

Foto: Johannes Tarp Kulturnat – Illuminering af Punktet, del af kunstværket »Cyklus«

Foto: Johannes Tarp