Klassebilledet - hvor blev de af?

Hvide Sande – en lille by på den sidste klitrække

Af Karen Bollerup

Det er her, jeg kommer fra. Det smukkeste sted med Vesterhavets barske bølger, Hvide Sandes gader med huse, hvor man kender hvem, der bor hvor og ikke mindst fjordens klare blik mod resten af Jylland.

Det lyder jo meget romantisk, men for mig har det været en faktor, at jeg aldrig har følt mig helt som en del af det. Jo, det er min barndomsby, min familie bor der, byens fantastiske placering og folk er venlige og imødekommende, men jeg har aldrig følt mig hjemme. Folkeskolen var en kamp med undervisning som ordblind. Der var meget, jeg bare ikke forstod. Her blev efterskolen en flugt – to år på Kragelund Efterskole udelukkende med undervisning for ordblinde unge mennesker. Her var dygtige og passionerede speciallærere, der viste mig, at det var normalt at være ordblind, og at der hjælp at hente! Men her var savnet til familie og den hjemlige kyst altid i baghovedet på mig.

Efter to år på efterskolen var jeg dog ikke helt klar til at skulle konfrontere klitten og

6. A 2013-2014. Karen Bollerup står på bageste række, nummer syv fra venstre.

tog tre måneder til Rheingau i Tyskland. Her arbejdede jeg som au pair-pige og lærte meget fra min au pair-familie, som driver hotel Zwei Mohren Rhengau, og de gav mig en indsigt i livet med gastronomi.

Heldigvis havde jeg planen om at tage tjeneruddannelsen herhjemme på Hotel Fjordgaarden, hvor jeg fik en elevplads, så efter de tre måneder gik turen fra Tyskland mod vestkysten.

Her fandt jeg så et sted, hvor jeg kunne sige, at jeg hørte til. Min læretid var interessant, og jeg oplevede, at mine erfarne kolleger så min spirende interesse for vin og udfordrede mig fagligt. For mig var interessen for vin en ny verden, der skulle opdages – ikke for at drikke en skid på – nej, der er så meget viden og interessant historie i vin. Ikke mindst hvad vin og mad sammen kan give af smagsoplevelser.

Jeg startede med at lære om vin, jeg lærte mere og mere, og til sidst kunne jeg ikke få nok. For mig var det ikke bare et arbejde at sammensætte en vinmenu og servere retter med vin i restauranten. Det blev til en passioneret livsstil for mig, og jeg elskede det!

Udsigt fra taget af vores hus mod kontoret og selve vingården. Med vores pop-up vinbar er vi med til vinfestivaler, billedet her er fra en lørdag aften med fuldt hus!

Men min læretid fik ende midt i Coronapandemien og intet var, som det plejede.

»Døren til Rheingau« står der på skiltet, efter en vandretur på Rheinsteig, en smuk lang vandresti, som fører igennem vinområdet Rheingau – kan kun anbefales, du føreres igennem skov, bjerg og vinmarker med udsigtspunktertil floden Rhein.

Skoleopholdene var ikke som de plejede, restaurationerne lukkede ned og jeg indså, at måske skulle jeg prøve noget andet efter min svendeprøve. Trods alt dette var jeg optaget af at afslutte min læretid ordentligt. Jeg kom for første gang ud af et skoleforløb med et 12 tal og en sølvmedalje! Jeg tror aldrig, jeg har været så glad og tilfreds med mig selv, som da jeg afsluttede min læretid med en stor støtte fra min lærerplads. Jeg blev tildelt et rejselegat af Nymindegab Kro for min indsats i tjenerfaget.

Med et rejselegat og en sølvmedalje gik rejsen videre for mig. Jeg fik ideen til et sabbatår, men fx at skulle rejse backpacker i Bali eller andre eksotiske steder bliver aldrig mig. Nej, jeg ville til New Zealand og være praktikant på en vingård! Men Coronapandemien satte ret hurtig en stopper for mine rejseplaner. Så var det, at mine forældre foreslog, at jeg rejste til Rheingau igen. Efter lidt betænkningstid blev jeg enig med mig selv om, at det kunne være et godt sted for mig at starte mit sabbatår. Jeg kunne jo altid rejse videre, tænkte jeg.

Jeg har indført dansk fødselsdag med flag, kage og hygge på vingården. Mig efter arbjedsdag i kælderen.

Jeg fik kontakt til en vingård med et ungt passioneret team, pakkede bilen og kørte afsted mod Sydtyskland. Her mødte jeg vinproducenten Philipp König – en ung fyr på 24 år. Han havde overtaget og driver gården efter sin fars død i 2016. Han tog godt imod en ung vestjyde som mig, og aftalen var et praktikophold på 8 måneder.

Jeg var fuldt koncentreret om at lære alt, hvad jeg kunne, og da jeg begyndte at bruge mere fritid sammen med kollegaerne og lære deres vennekreds at kende, gik det lige så stille op for mig, at der er mange andre unge mennesker, der har samme interesse som jeg.

Tiden gik stærkt og sammen med Philipp var vi begge to passioneret omkring vin og mad, og hvad det her vinområde som Rheingau har at byde på, Stedet er et unikt univers af oplevelser med de venligste mennesker, nogle af de bedste madopleverser i alle prisniveauer og vin i den bedste kvalitet.

Philip og jeg begynder at tilbringe mere og mere tid sammen og midt i sommeren

2021 blev vi enige om, at vi passede meget godt sammen, så vi startede med at bygge en hverdag op sammen. Jeg, som stadig hjalp til på vingården og samtidigt prøvede at passe mit studiet i Geisenheim, hvor jeg var startet med at læse International Wine Business. Philip, som selvstændig vinbonde med 9 ha. Efter et år frem og tilbage mellem universitet og vingården blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg skulle bestå min Bachelor skulle jeg give det min fulde opmærksomhed. Efter nogle lange samtaler blev Philip og jeg enige om, at vingården var fremtiden for os begge to, og jeg er nu fuldtidsansat på gården og arbejder med, hvad jeg elsker og er passioneret omkring.

Min arbejdsdag er med lidt af hvert. Nogle dage er jeg selv med ude i vinmarken. Det særlige ved vores vinmarker er, at de ligger i nogle meget stejle områder, så vi høster det hele med håndkraft. Størstedelen af det daglige arbejde foregår også næsten uden maskiner. Højsæsonen for høst af druerne er fra slutningen af august og seks uger frem. Derefter kommer arbejdet med vinen

Sommer dag i vores restaurant som har åbent i udvalgte weekender i foråret og efteråret. i vinkælderen, hvor saften skal gennem flere processer, som kræver erfaring og pasning. Gennem hele året skal markerne dog passes, så om vinteren klippes vinstokkene ned og om foråret bindes vinstokkene op og holdes ved lige med klipning frem til høsten.

Vinoteket, hvor vi har vinsmagning og salg, er åbnet de fleste dage i ugen. Her sidder jeg på kontoret og er i gang med at planlægge de næste vinfestivaler og vinsmagninger, ligesom jeg også selv afholder vinsmagning for vores gæster.

Yderligere er jeg blevet vinprinsesse af Assmannshausen. Som vinprinsesse er jeg ambassadør for vingårdene i vores lille by og har mulighed for at formidle, hvad vi står for. Det er en stor ære for mig. Vinprinsesser er normalt i de områder, hvor man laver vin. I gamle dage var det oftest vinbøndernes døtre, som fik æren, men nu er det også muligt for andre piger med interesse og kendskab til vin at blive ambassadør.

Vinterdag i vinmarken, hvor vi binder »fruchtrute«, den gren, der producerer vindruer, til stålkabler, så skuddene fra vinstokkens gren vokser den rigtige vej.

Philipp og jeg lige efter jeg var blevet »kronet« til vinprinsesse med vores pop-up vinbar i baggrunden. Jeg er spændt på, hvad fremtiden har at bringe, men jeg er i mit es nu. Naturen her i vinmarkerne/bjergene er unikke. Jeg deler min interesse med mine venner og føler mig hjemme i denne lille vinlandsby, som er del af et vinområde med hjerterum. Ikke mindst har jeg fundet den person, jeg ønsker at dele det hele med og som jeg også håber at dele min fremtid med. Så vi sammen kan bygge vores fremtid op på vores vingård.

Jeg vil altid være en Hvide Sande pige og have en stærk tilknytning til den del af vestkysten, men nu har jeg fundet det sted, hvor jeg kan dele det, jeg elsker med så mange andre.

Og hvis nogen skulle mangle planer for sommerferien eller en forlænget weekend, vil jeg helt klart anbefale området hernede. Som sagt har stedet så meget at byde på både kulinarisk og i naturen – det har sin helt egen charme.

Håber vi ses til en vinsmagning!

Rødvinsdruer efter gæring og presning. Udsigten fra nogen af vores vinmarker.