Auktionshuset

Af Marie-Louise Høstbo

På trods af sin unge alder findes der i Hvide Sande skønne fortællinger om de bygninger, der har været med til at forme byen og de mennesker, der har boet og opholdt sig i og omkring den gennem de sidste 90 år. Min families historie kan fortælles ud fra nogle af de bygninger, der fortsat er at finde i Hvide Sande. Familieanekdoter tager ofte udgangspunkt i fysiske steder, og jeg går ikke forbi Nørregade 41 uden at tænke på min far. For det var netop her, at han voksede op med sine forældre og mine tre fastre, der alle var noget ældre end min far, lillebroren. Jeg husker stadig, hvordan min far fortalte om et rum, han legede i som barn. Det var garderoben ved siden af entréen. Morsom blev historien, da min kusine købte et lignende hus, og min far skuffet kiggede ind i det, der i hans barndom havde været at sammenligne med Narnia og nu kun kunne rumme en families overtøj og måske et par tasker … Skalaen skifter og opfattes anderledes, når vi som voksne genbesøger barndommens land. På den anden side af Nørregade ligger et andet hus, dette har ændret udseende, der er blevet bygget om og til, her bor min fars fætter i dag – haven den fortsætter stadig hele vejen ned til fjorden. Tænk at jeg som barn havde fornemmelsen af en hel rejse, når min søster og jeg fik lov af Tante Minna og Onkel Otto, der dengang boede i huset, de havde fået bygget, og hvor min fars fætters familie nu samles, til at gå ned til vandet. Tante og Onkel var betegnelser for Minna og Otto, som vi havde overtaget fra min far. De to slægtninge fik ikke selv børn, men tog min far til sig, da han mistede sine forældre i en ung alder. I gårdhaven hos Minna og Otto husker jeg især lange sommereftermiddage på en bænk med et fyldt glas rabarbersaft foran mig. Henover sommeren besøgte slægtninge fra nær og fjern de to gæstfrie mennesker – og historier blev fortalt og genfortalt i en god atmosfære, der har haft betydning i forbindelse med, hvor skønt rabarbersaft stadig smager mig.

Orlas barndomshjem Nørregade 41.

»Fjordblink« på Nørregade er opført af mine oldeforældre Andreas og Marie.

Da jeg var barn, talte de ældre familiemedlemmer ofte om min oldefars kutter, den første der sejlede gennem slusen, og dengang henslæbte en trist alderdom under en presenning, overset af Nationalmuseets ansatte, på Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. Anekdoterne var mange, kutteren var efter at have udtjent sin pligt som fiskefartøj i moderne forstand blevet transformeret og brugt som tag på skuret i min oldefars have. Her blev der renset net og holdt pauser. Der hang et oliemaleri af dette skur på væggen i stuen i mit barndomshjem – på en af de veje, der er opkaldt efter skibe, der forliste langs Vestkysten. Ved siden af maleriet af skuret med det genanvendte tag hang et andet maleri. Dette forestillede de første redskabsskure ved havnen – et af dem havde været min farfars, hans kutter blev aldrig genanvendt, da min farfar gik ned med den på havet. Han var på arbejde sammen med sin bror, og de omkom begge ved forliset. De to brødre var ud af en større søskendeflok. Min oldemor fødte 17 børn, og familien er stadig stor, som dens sammenhængskraft. De to brødre fiskede sammen, Otto blev auktionsmester, og Klaus flyttede til Esbjerg. I dag er havjollen hjemme igen og et fast stop ved besøg på Fiskeriets Hus.

Ofte findes der i arkitekturen maritime referencer – i Hvide Sande helt konkret i jollen, der blev til et tag. Men redskabsskure og udhuse var også en væsentlig del af arbejdet på havet. Her opbevarede fiskerne deres net, som kvinder og børn ofte rensede. Og i auktionshallen blev fangsten solgt til opkøbere, der videreformidlede fisken til resten af landet og senere ud i hele verden.

Arkitektur og design har været en væsentlig del af mit private og professionelle liv, så længe jeg kan huske. Mine første minder er hængt op på kroge i og omkring de bygninger, hvor min barndom har udspillet sig. Et af mine første minder er oplevelsen af at køre op

Marie-Louise Jensen Høstbo er arkitekt og forfatter til to bøger om arkitektur, til daglig er hun Creative Design Director hos møbelbrandet Fritz Hansen.

Hun er datter af Lone og Orla Jensen, Orla var yngste søn i Ellen Margrethe og Enevold Jensens søskendeflok på fire. Enevold var ét af de 17 børn, byens første auktionsmester Jens Andreas og hans hustru Marie Jensen fik. Heraf blev 12 voksne, og familien er fortsat forankret i og omkring Hvide Sande.

Minna og Ottos hus. Det købte min fars fætter af dem.

foran min fasters rækkehus i København (nu ældre og klogere ved jeg, at Værløse ikke er København…) og komme ind i den skønneste atmosfære. Hos min faster duftede der godt, hendes mad var virkelig god, og min far og hun fortsatte den samtale, de må have startet i deres allertidligste barndom. Jeg følte mig omfavnet, og denne følelse blev forstærket, når jeg satte mig i min fasters sofa. Puderne må hun have banket op, inden vi kom, jeg svævede ned gennem de luftige dun og landede trygt og godt i min families selskab.

Denne erindring danner sammen med dem fra mit barndomshjem og dem om det lille grønne hus, Marie Dres, en art arkitektonisk fundament i mig. Hos min anden faster og hendes mand kom jeg ofte, når de tilbragte, hvad der i min erindring var hele somre, i Hvide Sande, men givetvis kun har været et par uger. Huset ligger stadig på parallelvejen til vejen, hvor huset, min mor stadig bor i, ligger. Marie Dres ligger i læ fra vestenvinden oppe i den første klitrække, og fra stuens store vindue kan man hen over byens villatage se fjorden. Lyset over fjorden skifter konstant, både i løbet af dagen, men i særdeleshed også i løbet af året. Og når der er nogen i huset, står døren åben, som en imødekommende gestus. Familieanekdoten vil, at min families hund vidste, hvornår min faster og onkel var ankommet, og selv løb de få hundrede meter op til dem og fik den første af mange serveringer udi alskens lækkerier, den ALDRIG fik hjemme, hvor reglerne omkring hundefoder var helt anderledes.

Således blev vi mennesker som besøgende også forkælet udi snacks og andet godt. Min onkel, der stammer fra Østrig, havde ikke sjældent en hjemmespeget pølse med, som blev fortæret i tynde skiver. Således er arkitektur og mad endnu engang forenet i mine barndomserindringer. Jeg kan også huske indretningen af skabene i køkkenet og stuen. De skønne glas, som på et tidspunkt må være blevet flyttet fra Nørregade til Floravej, stod side om side med fine tallerkner fra Bing & Grøndal, og duge, der som jeg husker det sjældent var i brug, lå sirligt sammenfoldede klar til at tage imod fortællinger fra nær og fjern. Inde som ude var stemningen god, ukompliceret og afslappet – ganske som det bør være i et sommerhus. Det lille hus havde kun koldt vand og et rigtigt træk og slip indtil engang i mine teenageår. Det lavpraktiske gjorde sommeren ukompliceret, og nysgerrigheden fik friere spil. I dag forundres mine egne døtre over indretningen

af det lille hus, for selvom der er blevet bygget et badeværelse til, er køkkenet stadig for lille til at rumme køleskabet. Dét står i stuen, og dets brummen fortæller som den åbne dør, om der er beboere i huset, eller om der er slukket for strømmen og tomt. For nyligt boede jeg i et hus, Jørn Utzon har tegnet til sig og sin familie på Mallorca – stor var min (arkitektoniske) glæde, da jeg opdagede, at her var køleskabet også placeret i et andet rum end køkkenet på grund af pladsmangel. Utzons far var skibsingeniør – og den fantastiske arkitekt tegnede ofte meget små køkkener, som et skibs kabys.

Heldigvis er huset i klitterne ikke ændret meget gennem tiden, hvis noget skal ændres, er det måske facadefarven, der kan finde tilbage til den turkisblå, som står tydeligere i min erindring end de gulnede fotografier af de mange familiemedlemmer og venner, der gennem årerne har besøgt huset – og tilføjelsen af en udebruser. Et nyligt besøg hos en industriel designer gjorde mig særligt opmærksom på det skønne ved at udvide huset på denne vis – men, tænker jeg straks, hvad så med hugormene …

Min yngste datter går omkring i klitterne og håber på at se et af disse, ikke længere helt så sjældne, dyr – der i min barndom var yderst få. Nu finder de vej til min mors terrasse – jeg håber ikke, at de finder ind i det lille grønne hus, på trods af at trappestenens grove betontrin bliver varme, når solen står på. For edderkopper og myrer er velkomne, men hugormene, de må gerne blive ude i den omkringliggende natur – for grunden, den skal som huset have lov til at være, så finder vi forsigtigt ned af trappen eller stien, når turen går til min mor eller Fiskeriets Hus for at se på jollen, der blev til et praktisk tag over udhuset hos min oldefar, der for øvrigt var nabo til Onkel Ottos hus, overfor min fars fødehjem …

Som byen Hvide Sande voksende til og fiskerierhvervet det samme, blev det lille grønne hus i klitterne anvendt til fiskeauktion. Dengang stod det på havnen, og auktionarius var min fars Onkel Otto. Senere flyttede fiskeriauktionen til større bygninger, og det lille træhus blev en iskiosk – da turismen også voksende til som et af byens vigtige erhverv. Iskioskerne voksede, som auktionshuset, og det lille træhus blev flyttet op i klitterne og fungerede derefter som sommerhus – det er denne historie, min familie og jeg er en del af, når vi er i huset, som huset er en del af stedet, dér i klitterne midt i den unge by.

Det lille grønne hus, Marie Dres. Det blev i sine »unge dage« brugt som auktionshus på havnen i Hvide Sande.