Anny har fulgt 44 årgange Kloster-børn videre i verden

Af Ole Tang. Gennem 31 år journalist på Skive Folkeblad. Født på Holmsland 1956. Nu daglejer.

Er der en person i Kloster, der kender de seneste 44 årgange af børn og forældre, så er det 66-årige Anny Pedersen, bosat på Frederiksberg i Kloster.

Som helt ung og nyuddannet pædagog kom hun frisk fra seminariet i Esbjerg og søgte job ved at ringe til daværende borgmester Kristian Enevoldsen.

Han lyttede til den unge kvinde, ville ringe tilbage med godt tilbud, men de to kunne ikke finde hinanden (det var før mobilens tid).

– Han ringede på min fastnet – og jeg var travlt beskæftiget med at hakke min fars roer i Bork, så jeg var svær at få fat i, siger Anny – med et af de karakteristiske grin, som hun har så let ved at finde frem.

– Da vi endelig fangede hinanden på telefonen, så anbefalede Enevoldsen, at jeg skulle køre en tur til Kloster og få en snak med den daværende leder, Esther Nielsen, og pædagog, Anni Nielsen. Det gjorde jeg, og på vejen ud sagde Anni ordret: – Nej, hvor jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med dig. Nogen formel ansøgning fik jeg aldrig skrevet.

– Annis ord var mit ansættelsesbrev. Der blev aldrig lavet et stykke papir, og senere er jeg blevet spurgt af forvaltningen, om jeg ikke

På en skøn sommerdag i 2018 fejrede Anny sit 40-års jubilæum i Kloster Børnehave, og hun kunne glæde sig over masser af fremmødte, herunder hendes »gamle børn« i flere generationer.

Anny Pedersen havde en god ven i socialchef Poul Carlson – der dog fik sig en overraskelse, da han opdagede, at børnehavelederen ikke havde en ansættelseskontrakt. Her hilser de to venner på hinanden til hendes 40-års jubilæums-reception.

havde en kontrakt. Det har jeg ikke, og det har der heller ikke været brug for. Vi stolede på hinanden, og jeg har over hele perioden følt mig godt behandlet af først Holmsland Kommune, og senere Ringkøbing-Skjern.

– Det skal dog siges, at da det hele skiftede over til storkommunen, da fik jeg et stykke papir, men det væsentlige er, at politikerne og forvaltningen har villet børnehaven i Kloster, og det er jeg evigt taknemlig for, siger Anny Pedersen.

Ingen dans på roser

Da hun stoppede sit daglige virke i børnehaven i november 2021, var det dels en lettelse, dels med blødende hjerte.

– Jeg har aldrig været ked af at møde på jobbet, tværtimod. Det har været en velsignelse, og det har været vigtigt for mig, at medarbejderne skulle føle det på samme måde – og naturligvis også børnene. Men jeg var slidt, og allerede som 56-årig, for 10 år siden, fik jeg de første meldinger om et sarkom, en sjældent forekommende kræftknude, i min ene arm. Det har jeg kæmpet med siden – endeløse behandlinger, endeløse kontroller, adskillige operationer, alt sammen nok til at slide på humøret og helbredet. – Jeg er glad for den behandling, jeg har fået tilbudt og modtaget, men det er ikke lykkedes at kurere mig, og det er naturligvis en belastning, siger Anny Pedersen, der gennem hele perioden har været aktiv i den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse og fortsat er det.

Ligeledes meldte hun sig straks ved efterlønsordningen som frivillig hjælper i børnehaven, hvor hun en gang ugentligt er omkring de ældste af børnehavens børn – og fortsat nyder samværet på ture og udflugter.

Navn: Anny Pedersen Født i Bork, pædagoguddannet i Esbjerg. Alder: 66 år Job: Fra 1978 til 2021 ansat i Kloster Børnehave – heraf de 42 år som leder. Privat: Mor til 39-årige Jeppe og 36-årige Mathilde – og bedstemor til fem børnebørn. Bosat Frederiksberg i Kloster. Nu frivillig i Kloster Børnehave og aktiv i støtteforeningen for Anker Fjord Hospice samt i lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse.

Anny Pedersen har gennem årene hygget sig i tusindvis af timer med strikketøjet, men nu begynder sygdommen at sætte en stopper for den livslange hobby.

– Vi skal ikke gøre det ud for eller erstatte de ansatte, men vi skal bakke op og være med til at sikre, at børn og forældre har så gode dage som muligt.

Generation efter generation

Mere end 40 år i samme daginstitution betyder, at hun omtrent nåede at have tre generationer gennem huset.

– Det mener jeg nu ikke, jeg nåede. Men vi havde masser af børn, hvis forældre havde gået i huset som små, og det var da en oplevelse, når gamle »børn« kom med de nye årgange. Det har været herlige år, som jeg har nydt, og med tusindvis af minder, men der har da også været stunder, man helst havde været foruden, f.eks. når børnetallet har været faldende, og jeg har måttet sige personale op. Nednormering er ikke sjovt, men helt generelt har jeg haft fantastisk personale, husets vigtigste ressource. Jeg har taget det som en selvfølge, at folk har passet deres møde- og arbejdstid, og at man er mødt frisk og engageret – og det har alle levet op til, slår hun fast.

En kort periode i sit arbejdsliv var Anny Pedersen udlånt til den kommunale dagpleje, men det blev et intermezzo – hjertet har altid været i børnehuset i Kloster, hvor der både er blevet bygget om og udvidet, har været ramt af vandskade – og nu er flyttet op til skolen for de ældste børns vedkommende, mens vuggestuebørnene er i »det gamle«.

Nye vilkår

I 1979 flyttede Anny og hendes daværende mand fra Hvide Sande og til Holmsland, men ægteskabet gik små 20 år senere i opløsning – da var hun flyttet fra Sønderby til Frederiksberg i Kloster.

– Ved siden af børnehaven havde jeg mine egne børn, og skilsmissen var ikke det sjoveste, men jeg synes, det lykkedes at få passet jobbet. Jeg synes, jeg kan sige, at vi i børnehaven er lykkedes med at give børnene vigtig ballast med i barndommens rygsæk, samt at se hvert barn som noget helt unikt, også selvom opgaven med årene ikke blev nemmere. Kravet til det skriftlige, dokumentationen, har været konstant stigende, og det tager af ressourcerne fra børnenes tid, siger hun.

Anny Pedersen slår fast, at hendes erfaring siger hende, at børnene fra dengang og nu ikke har forandret sig – men det har verden omkring dem til gengæld.

– Og ikke nødvendigvis til det bedre. Folk har så travlt, folk skal nå så meget, og det levner ikke altid ro og samvær med børnene, der er i en alder, hvor de skal lære meget – og også finde ud af, hvem de selv er. Men de har stadigvæk altid brug for en varm hånd og et knæ at sidde på. Jeg forstår udmærket, også fra mine egne børn, at de har meget, de skal tage stilling til – men jeg konstaterer, at folk/forældre dengang var lidt mere lokalt forankrede – at i alt fald den ene havde en lokal baggrund. Det giver en god ballast – og det er der et voksende antal, der ikke har i dag, siger hun.

– Det er vigtigt, at børnefamilier har et lokalt netværk, de kan trække på – venner, familie eller naboer.

Strikker meget

Nu, hvor tiden er blevet lidt mere rundelig tildelt, går rigtig mange timer med strikketøjet i hænderne – også selv om det er sjældent, at arme og skuldre ikke smerter.

– Jeg prøver at holde finmotorikken i orden. Jeg har konstante smerter i den venstre arm og skulder, men skal jo leve med det, og jeg holder også forbruget af medicin nede. Jeg er tidligere blevet truet med, at jeg ville ende med at få en såkaldt drop-arm, og jeg har måttet skippe at strikke. Til gengæld glæder jeg mig over, at jeg er i live, at jeg bor i et dejligt og trygt nabolag, at jeg kan bakke op om hospice og Kræftens Bekæmpelse. Jeg glæder mig over, at jeg har to dejlige børn, søde svigerbørn og fem dejlige børnebørn – og at vi er så rige med skøn natur lige uden for døren.

– Livet er livet værd trods modgang og besvær. Det citat kan jeg godt li’.

Det positive

– Jeg arbejder bevidst med at prøve på at gøre dagene gode, at bevare et positivt sind og at have døren åben – Jeg VIL undgå, at det negative får overtaget. Luk øjnene op – der er altid noget godt indenfor synsvidde. Der er så mange mennesker, der kommer forbi for at få en snak og en kop kaffe – og jeg nyder hvert eneste besøg, slår hun fast.

Om det frivillige engagement siger hun, at hun fortsat gerne vil gøre en forskel.

Teksten på stenen kunne være et af Anny Pedersens livsmottoer. Hun forsøger altid at søge den positive vej ud af problemerne.

– Og se – til vores »støt-brysterne« kampagne i oktober bakkede folk flot op, og vi lavede vel små 125.000 kr. i overskud, som skal bruges til forskning og behandling i Kræftens Bekæmpelse. Det er da mange penge, og det bliver man da både glad og stolt over at have medvirket til.

– Jeg ved alt om, at intet varer evigt, og at jeg pludselig kan få den grimme besked. Men jeg prøver at leve fornuftigt, få nogle oplevelser, og nyde de år, jeg får. I sommer var jeg ude at sejle i det sydfynske med »Grønne Erna«, og nu sidder jeg og får gjort lidt private skriverier – prøver at lave min »livshistorie«.

– Det er også en slags terapi – siger hun, og igen blev der plads til et bredt smil …