Ved at skifte fra diagnosticering til selvudvikling og fra symptomer til styrker opmuntrer vi de unge til at se ud over deres udfordringer.
Tal med unge om sex
Mistrivsel blandt unge kan skyldes seksuelle udfordringer. Derfor er det essentielt at inkludere seksualitet i ethvert arbejde med unge.
Unge i dag står over for øget præstationspres på mange områder af deres liv, og det kan føre til stress, angst og følelsen af utilstrækkelighed. Ønske om anerkendelse
Der er meget på spil i unges komplekse sociale liv, når de forsøger at lykkes og opnå anerkendelse for det betydningsfulde, de er undervejs med.
Mistrivsel
FORMANDEN SKRIVER
Pia Clementsen
Psykoterapeut MPF Formand for Dansk Psykoterapeutforening
Af en eller anden grund fik jeg i starten af året en del henvendelser fra unge 9. klasse piger, der skulle skrive en større opgave om unges mistrivsel. De ville gerne høre mit bud på årsagen. Det var nu ikke helt enkelt at svare på, ud over at henvise til Naomi Katznelsons forskning om ’de nye udsatte’. Hun taler om, at gruppen af udsatte unge ikke er vokset i den normale udsathedsgruppe, mens den vokser stærkt blandt unge fra resursestærke familier, der ikke normalt anses for udsatte. Den nye udsathed og mistrivsel er, iflg. Katznelson, begrundet i fire faktorer: Barndom og ungdom er blevet meget præstationsfikseret. Børn bliver helt fra vuggestuealder og op gennem uddannelsen målt på forskellige præstationsparametre.
• Præstationsfokus forstærkes gennem den store aktivitet på sociale medier, hvor børn og unge måler sig selv i forhold til jævnaldrende og idoler.
• Øget psykologisering. De unge analyserer sig selv og sætter ’etiketter’ på sig selv og deres følelser, ofte af diagnostisk karakter.
• Individualisering. Øget ensomhed og manglende fællesskab.
Jeg spurgte også de unge piger, om de havde tænkt over, at mange af deres ’negative’ reaktioner kunne være udtryk for noget sundt. At det måske ikke var dem, der var noget galt med – at de måske reagerede som kanariefuglen i kulminen? Hvad nu hvis det er måden, vi lever på, måden vi har bygget vores samfund op på, der er syg og ikke de unge? Så er det jo de forkerte, der sendes i behandling. Måske vores psykologiserende ord kommer til at gøre livets vilkår, genvordigheder og smerter til noget, vi må have ordnet og fikset. Måske sorg, vrede og ked-af følelser ikke skal forsvinde, men er vilkår vi skal håndtere, leve med, og som vi har brug for andre menneskers kærlige støtte for at kunne at mestre. Det
kræver ro, tid, engagement og faglighed og nærvær. Til det har vores børn og unge brug for rammer, der understøtter, voksne der rummer, har tid og gode vilkår. Med dårlige normeringer i vuggestuer og børnehaver, med de overfyldte klasselokaler, med udhulingen af lærer- og pædagoguddannelserne, manglende sikring af efteruddannelse og faglighed, skaber vi så en kæmpe mistrivselsfabrik?
I stedet for at måle på præstationerne burde vi støtte fagligheden. Sikre at vores børn og unge hurtigt bliver set og hjulpet til at håndtere det, livet nu engang byder ind med. Når det er sagt, så er jeg helt klar over, at der er børn og unge, der har brug for særlig støtte, hvor omgivelserne skal spotte dem tidligt og stille op med hensigtsmæssig hjælp. Som psykiater og overlæge Kristian Kærup Sloth skriver: ”Vi har ikke brug for mere psykiatri, vi har brug for mere fællesskab.” Vi har brug for forebyggelse – og jeg må her med gru konstatere, at Finansministeriet anser forebyggelse som ”fugle på taget”.
FOLKEMØDET
Mine samtaler med de unge piger førte frem til vores valg af tema på Folkemødet: Hvordan flytter vi fokus fra mistrivsel til trivsel? Der findes så meget viden og forskning om, hvad der skaber gode liv, for børn, unge, voksne – hvorfor handler vi ikke efter det? Vi har inviteret ovenfor citerede psykiater Kristian Kærup Sloth, Mia Maja Holst Manstrup, iværksætter, forfatter til bogen En Sindssygt God Mor, og direktør i Social Space, Freja Sangild Boysen, der rådgiver unge med mistrivsel. I skrivende stund arbejder vi på også at få en politiker med i panelet. Vi holder igen i år til i Sundhedsteltet, og vores debat er torsdag den 14. juni kl. 14. Hvis du er på Bornholm, så kom forbi os i Allinge.
Rigtig god sommer.
Tidsskrift for
FRA REDAKTØREN
Susanne van Deurs Redaktør Psykoterapeut MPF
Unge som tema gav mulighed for en bred palet af artikelemner, og det er en fornøjelse endnu engang at kunne sende et stopfyldt tidsskrift ud til Dansk Psykoterapeutforenings medlemmer og vores abonnenter. Unges trivsel indgår, som Pia Clementsen skriver på modsatte side, desuden i Dansk Psykoterapeutforenings tema på Folkemødet i år, så det hele falder godt i tråd.
Emnerne under ’paraplyen’ unge spænder vidt. Man vil blandt andet kunne læse artikler om unge pigers medicinmisbrug, om at tale med de unge om deres seksuelle trivsel, om skam, om psykoterapi som overgangsritual, om livsduelighed, om familiebehandling, om at give sin klient et kærligt spark og om tidens diagnosticering og medicinering. Desuden er der to bonusartikler om at skrive, autobiografisk eller som terapi, et interview med emnet tilknytning og en tekst om støtte til ukrainske psykoterapeuters rekreationsophold i Danmark.
Læg mærke til de to digte. De er begge skrevet af unge mænd, der døde i hver sin krig, kun 22 årgamle.
Masser af spændende stof at gå i gang med. Jeg ønsker jer alle en dejlig sommer.
NÆSTE TEMA ER PSYKOTERAPEUTER I ERHVERVSLIVET
Min medredaktør i næste nummer er Martin Borgen, som er formand for Dansk Psykoterapeutforenings netværk af erhvervspsykoterapeuter. En del af netværket har allerede givet tilsagn om artikler, men andre er selvfølgelig også velkomne. Deadline er den 15. august.
TEMA I FEBRUARNUMMERET ER KÆRLIGHED
Til februar næste år skal vi fordybe os i kærlighed. Det er da et dejligt, positivt emne. Og der er nærmest utallige vinkler, man kan lægge på det. Et par forslag kunne være: Ung kærlighed og gammel kærlighed, skuffet eller uigengældt kærlighed. Forbudt kærlighed. Evnen til at elske – eller troen på selv at kunne blive elsket. Kærlighed til sit eget køn – eller til begge køn. Forældrekærlighed. Kærlighed til klienten - eller til terapeuten. Når kærlighed kammer over ... og mange andre vinkler. Deadline er 15. december.
Tidsskrift for Psykoterapi er medlemsblad for Dansk Psykoterapeutforening – Foreningen af uddannede psykoterapeuter og uddannelsessteder. ISSN 2246-3046.
Abonnement for ikke-medlemmer kr. 295 pr. år. Abonnement og enkeltnumre kan købes ved henvendelse til Dansk Psykoterapeutforening.
Tidsskriftet udkommer i februar, juni og oktober.
Deadline for artikler til næste nummer er 15. august 2024. Annoncer og øvrige stof 1.september 2024, men alt stof modtages gerne så tidligt som muligt.
Redaktion og layout
Susanne van Deurs
Markgærdet 4, Udsholt Strand, 3250 Gilleleje
Mobil 4144 0921
E-mail: susvd@email.dk
Alt stof, inkl. annoncer, sendes elektronisk direkte til redaktøren på susvd@email.dk. Bøger til evt. anmeldelse sendes til adressen ovenfor.
Vejledning til skribenter kan indhentes.
Formater
Artikler og andre tekster sendes i Word. Annoncer sendes som reproklar pdf eller i Word.
Indsendt stof
Artikler og andet stof, herunder annoncer, dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler og andet stof og påtager sig ikke ansvar for stof, der indsendes uopfordret.
Kopiering efter Dancopy og Lov om Ophavsret.
Annoncepriser excl. moms:
Medl. Ikke-medl.
¼ spalte kr. 300 kr. 400 ca. 8 x 5 cm ½ spalte kr. 700 kr. 850 ca. 8 x 10 cm
1 spalte kr. 1250 kr. 1500 ca. 8 x 21 cm
Hel side kr. 2200 kr. 2700 ca. 17 x 21 cm
Opslag kr. 4300 kr. 5050
Indlæg i bladet efter aftale.
Sort/hvid og farve samme priser.
Ekstraordinært arbejde med annonceopsætning kan blive faktureret.
Deadline for annoncer er normalt 1.1., 1.5. og 1.9.
Tryk
Christensen Grafisk. Tlf. 3536 0144
E-mail: jc@christensengrafisk.dk
Papir fra bæredygtig nordisk skovdrift
Trykoplag dette blad: 4.025 eksemplarer
Tidsskrift for Psykoterapi er medlem af Danske Medier
Forside: AI v/ Erik Wasli
HJÆLP TIL FORÆLDRE DER MISTER ET BARN
Hvert år mister over 500 forældre et barn under 18 år. En voldsom oplevelse, som rammer familien hårdt. Mange er i risiko for at udvikle komplicerede sorgreaktioner, som gør det svært at komme tilbage til et almindeligt liv. Forældrene har ret til sorgorlov, men sorgorloven kan sjældent stå alene, og hos Landsforeningen Mistet Barn og Det Nationale Sorgcenter har man erfaret, at alt for mange forældre ikke får tilstrækkelig hjælp.
Mistet Barn har i mere end 35 år skabt netværk mellem forældre, der har mistet et barn, uanset barnets alder og dødsårsag. Foreningens kerneopgaver er at oprette og lede sorggrupper for forældre rundt om i landet. Grupperne ledes af frivillige, der selv har mistet et barn. Det Nationale Sorgcenter har gennem mange år uddannet frivillige til at kunne hjælpe andre sorgramte, når de for eksempel kontakter organisationens rådgivning Sorglinjen.
Den A.P. Møllerske Støttefond dækker nu et fireårigt projekt, hvor de to organisationer gennem et tættere samarbejde skal styrke både hinanden og hjælpen. Landsforeningen Mistet Barn flytter i den forbindelse ind hos Det Nationale Sorgcenter i København, hvilket giver gode muligheder for at trække på centrets ekspertise.
Det Nationale Sorgcenter blev startet af psykoterapeut MPF Preben Engelbrekt i år 2000.
sorgcenter.dk mistetbarn.dk Red.
INVITATION FRA EAP
Redaktionen har modtaget nedenstående invitation i et nyhedsbrev fra European Association for Psychothereapy – EAP. Måske nogle af jer har lyst til at tage til Wien – en dejlig by – og høre, hvordan det står til med psykoterapi på europæisk plan. www.europsyche.org.
"All individual members and representatives or delegates of EAP member organizations are invited to join the meetings of the
ALKOLINJEN –FOKUS PÅ UNGE
På otte år har Alkolinjen mere end fordoblet det årlige antal henvendelser og hjulpet mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende i behandling. Med øget støtte fra Sundhedsstyrelsen udvider Alkolinjen nu åbningstiden med otte timer om ugen.
EAP Governing Board, Annual General Meeting, and EAP Committee meetings. Please inform the EAP office office@europsyche.org if you are planning to attend the Board meetings as there may be space restrictions (sometimes we can get a larger space if known in advance). Attendance is not possible online on this occasions (but you may ask a colleague to help with transmission from their laptop of course). With the exception of the Executive Committee, meetings are usually open for all EAP members and delegates/representatives to attend as (non-voting) “guests”. Some committees restrict participation to committee members for part of a meeting, e. g. to discuss confidential matters. Please contact the Chair of the committee you want to attend directly.
We hope to welcome you in Vienna.
Tom Warnecke EAP General Secretary"
Red.
"Knap halvdelen af alle henvendelser til Alkolinjen kommer uden for åbningstiden. Vi håber derfor, at vi kan mindske antallet af forgæves opkald. Det er ofte alvorlige situationer, folk står i," siger lederen af Alkolinjen, Bjarne Stenger Elholm, og fortsætter: "De seneste par års stigning skyldes bl.a. flere henvendelser fra unge mennesker. Fra 2022 til 2023 steg antallet af besvarede henvendelser fra unge i alderen 15-24 år fra 221 til 306, svarende til en stigning på 38 procent. I 2024 vil Alkolinjen derfor fastholde fokus på Alkolinjen UNG."
Alkolinjen drives af Alkohol & Samfund i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Den er et let tilgængeligt tilbud til personer med alkoholproblemer og til pårørende.
Man kan kontakte Alkolinjen – telefonisk, på mail, på sms og som chat – hvis man synes, alkohol påvirker en negativt, eller hvis men er tæt på nogen, der drikker for meget. På Alkolinjens hjemmeside findes også en lang liste over andre steder, hvor man kan hente hjælp.
”Da min søn blev såret ved fronten, blev han sendt til Lviv til genoptræning. Jeg rejste med tog fra Østukraine til Lviv – og oplevede, at han var så traumatiseret, at han kun magtede at tale med mig ti minutter. Så måtte jeg rejse hjem igen for at tage mig af alle mine klienter.”
Sådan fortæller en ukrainsk krise- og psykoterapeut. Dansk Psykoterapeutforening har i en tid haft kontakt til en række ukrainske krise- og psykoterapeuter, og som det kan læses i Vibeke Lubanskis artikel så side 59, er Ukraines psykoterapeuter under et hårdt pres. Det er nu aftalt, at tyve af dem samt fem børn skal komme til Danmark på et rekreationsophold i en uge i august, så de i hvert fald i dén tid kan få mulighed for en uafbrudt nattesøvn og tid til at slappe af og forhåbentlig bearbejde nogle af deres traumer.
Det er lige nu tanken, at de skal bo på Inspirationscenter Maribo på Lolland, og medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening vil fungere som frivillige hjælpere under opholdet.
I Dansk Psykoterapeutforening er de i fuld gang med at organisere en indsamling af midler, der ubeskåret skal gå til de ukrainske psykoterapeuters rejse, ophold, måltider, aktiviteter mv. Det vil man kunne læse mere om i et kommende nyhedsbrev, hvor der også bringes et kontonummer.
Foreningen er ligeledes intereserede i at høre fra medlemmer, der vil kunne tilbyde yoga, afspænding, udflugter eller andet.
Red.
For nogen tid siden opfordrede Susanne van Deurs mig til at lave nogle billeder ved brug af kunstig intelligens til et temanummer om unge i Tidsskrift for Psykoterapi. De skulle være gennemgående illustrationer i nummeret, og de skulle være en slags prøve på, hvad man kunne bruge AI-genererede billeder til. Efter lidt overvejelser indvilligede jeg i at prøve, og resultaterne kan nu ses i dette nummer af tidsskriftet.
Det er ikke helt enkelt at få genereret billeder. Man er nødt til at forsøge at
sætte sig ind i, hvad tanken er bag den software, der genererer billederne. Den AI-software, jeg har brugt, viste sig fx ikke at kunne lave billeder af følelsesmæssige tilstande, så man må finde på andre måder at beskrive det, man gerne vil have ud af det. Det er lidt som at finde et nyt sprog. Softwaren var heller ikke helt god til fx at lave hænder. De var tit mærkelige.
Man kan frygte, at brug af AI-genererede billeder og tekst mindsker tilliden til, hvad man end skriver om.Det bør derfor fremgå tydeligt, hvordan billederne er blevet til.
Jeg tror at det i fremtiden vil være vigtigt kritisk at kunne skelne mellem ægte billeder og billeder, der er AI-genererede. Efter at have arbejdet med det synes jeg, at jeg er blevet bedre til at kunne se forskel, men om det vil holde i fremtiden, når AI-softwaren bliver bedre, er svært at vide.
Erik Wasli Psykoerapeut MPF
Tema i OKTOBER-nummeret 2024
PSYKOTERAPEUTER I ERHVERVSLIVET
Deadline for artikler 15. august 2024 · Øvrige stof 1. september 2024
Tema i FEBRUAR-nummeret 2025 KÆRLIGHED
Deadline for artikler 15. december 2024
INDHENT ARTIKELVEJLEDNING
DIAGNOSTIK I NYT LYS
Fra fragmenter til helhed
Det er sorgfuldt at se, hvordan unge menneskers adfærd alt for ofte sygeliggøres i stedet for at blive set i et helhedsorienteret og medmenneskeligt perspektiv. I stedet for at anerkende den komplekse sammenhæng, hvori de unge navigerer, bliver deres symptomer og reaktioner reduceret til diagnostiske lidelser. Det er som om, vi har mistet evnen til at forstå, hvad der ligger bag den adfærd, de unge viser os. Denne tendens til at diagnosticere unge mennesker frem for at tage sig tid til at forstå deres livsomstændigheder og de faktorer, der påvirker deres trivsel, får mig til at tænke på, om der kommer en dag, hvor vi bliver nødt til at sige undskyld. Jeg oplever, at vi har fået en ’quick-fix mentalitet’, hvor en diagnose er hurtigste vej til at løse de mange psykiske udfordringer hos de unge.
Gennem mine kliniske erfaringer i de seneste 20 år har jeg bemærket en støt stigende indflydelse på og sandhedsværdi af det diagnostiske paradigme i vores samfund. For 20 år siden, da den daværende ICD-10 blev vedtaget af WHO, var der cirka 14.000 forskellige diagnoser. Ved den seneste opdatering af ICD-11 i 2022 indeholdt den over 55.000 koder for forskellige sundhedsmæssige tilstande, og dette tal kan have ændret sig, da ICD-11 fortsat opdateres og revideres (WHO 2024).
Unge i dag er født ind i en verden, der er markant anderledes end tidligere generationers. Det er værd at overveje, om vores samfunds reaktion på disse udfordringer har været tilstrækkelig kritisk. Har vi blindt accepteret en forståelse af mentale sundhedsproblemer og unges adfærd, som fejl hos de unge selv? Jeg mener vi bør have en større åbenhed over for alternative forståelser af unges mentale sundhed, der indebærer at se ud over det traditionelle medicinske paradigme og yderligere inddrage de sociale, økonomiske og kulturelle faktorer, der også påvirker unges trivsel.
Jeg savner, at vi som samfund begynder at tage mere ansvar for vores unges trivsel og velvære ved at skabe et
miljø, der er støttende, forstående og medfølende over for deres behov. Vi er nødt til at genopbygge den menneskelige forbindelse og skabe et samfund, hvor det er okay at have det svært, og hvor vi står sammen om at støtte hinanden gennem livets udfordringer. Det starter med at se de unges symptomer som en reaktion på det samfund, vi tilbyder dem, og derfra tilbyde dem den støtte og forståelse, som de så dybt fortjener. Det er vigtigt at erkende, at vores unge ofte reagerer på måder, der er en naturlig respons på de udfordringer, de står over for i deres liv.
Som samfund bør vi stræbe efter at skabe et miljø, hvor unge med deres udfordringer ikke føler sig stigmatiserede og fejlbehæftede, men derimod oplever sig selv som meningsfulde og legitime medlemmer af samfundet og aktive deltagere i deres egen fremtid.
KUNSTEN AT FORSTÅ
Når voksne beslutter at henvise en ung til psykiatrien, er det som regel et forsøg på at give den unge den hjælp og støtte, de har brug for, og jeg afviser ikke, at mange
Tekst: Tina Laursen
unge er blevet hjulpet ad den vej. Psykiatrien kan tilbyde professionel vurdering, diagnose og behandling, som kan være afgørende for nogle unges trivsel og udvikling.
Men når vi diagnosticerer unge, skal vi gøre det med ydmyghed og bevidsthed om det potentielle signal, der ligger i, at problemet er iboende, og det er den unge, der er problemet. Når vi overvejer den måde, hvorpå diagnoser påvirker unge, er det vigtigt at få øje på, at dette også kan afspejle de voksnes egne udfordringer og begrænsninger. Den øgede diagnosticering kan også være et udtryk for de voksnes magtesløshed og et forsøg på at forstå og håndtere komplekse situationer. Denne magtesløshed og manglende formåen kan skyldes en række faktorer, herunder mangel på viden eller færdigheder, begrænsede ressourcer eller systemiske udfordringer. Det er vigtigt at anerkende denne kompleksitet uden at tildele skyld eller skam.
Når vi forstår den unges adfærd og symptomer som en naturlig respons på deres livsomstændigheder, skaber vi et rum for accept og værdighed. Dette indebærer at se ud over overfladen af præsenterede symptomer og i stedet forstå de unges oplevelser i en kontekst. Når samfundet ikke formår at anerkende og adressere de underliggende årsager til unges problemer, risikerer vi at skabe en atmosfære, hvor unge internaliserer deres udfordringer som personlige mangler eller svagheder. Dette kan medføre skyldfølelse, skam og isolation.
Det er vigtigt, at vi formår at signalere, at unges problemer ofte er en konsekvens af komplekse samspil mellem individuelle biologiske og psykologiske faktorer samt eksterne faktorer som familiemæssige forhold, det sociale pres, økonomiske udfordringer og samfundsmæssige strukturer omkring vores uddannelsessystem og arbejdsmarkedet. Når samfundet i stedet fremhæver individuelle præstationer eller mangel på samme, bidrager det til en kultur, hvor unge føler, at de ikke kan leve op til de mange forventninger. Det avler selvbebrejdelse og håbløshed.
Case:
Jonas er en stille dreng på 14 år. Jonas’ far har drukket i mange år, men ingen taler om det. Nogle gange kommer far fuld hjem,
og der opstår voldsomme konflikter mellem far og mor. Da Jonas var otte år gammel, valgte han ikke at tale til sin far i et år.
Ingen voksne omkring Jonas forstod hvorfor?
Stemningen hjemme er ofte præget af tavshed, og mor forsøger at holde sammen på familien, der også består af Jonas’ lillesøster. Når mor har en dårlig dag, trækker hun sig, og Jonas tager sig af sin lillesøster. Jonas har i forskellige sammenhænge flere gange hørt, at både voksne og andre børn omtaler ham som mærkelig eller som en enspænder. Jonas kan huske, første gang han hørte det, og ikke vidste, hvad det betød, men har altid tænkt, at det var noget, han var født med. En fejl på en måde. I skolen har Jonas altid skulle kæmpe med at følge med. Han har svært ved at læse og regne og koncentrere sig, men han laver aldrig ballade. Lærerne bemærker hans stille og indadvendte adfærd i klassen og anbefaler, at Jonas får foretaget en psykologisk undersøgelse. Denne fører til en psykiatrisk udredning, hvor Jonas får flere diagnoser. På intet tidspunkt i forløbet er der nogen, der har spurgt Jonas, hvordan det går derhjemme, og ingen ved, at far drikker.
AKTIVE AGENTER
Det er afgørende, at vi som samfund skaber rum og ressourcer til at støtte vores unge i deres udfordringer. Dette kan blandt andet omfatte tilgængelige mentale sundhedstjenester, støttegrupper, uddannelsesprogrammer og politiske initiativer, der adresserer de underliggende strukturelle problemer, som påvirker unges trivsel i dag. Samtidig skal vi åbne op for en mere handlingsorienteret tilgang, hvor de unge begynder at se sig selv som aktive agenter i deres egen udvikling, og hvor de har mere kontrol over de skridt, de selv ønsker at tage for at forbedre deres situation. Jeg har alt for ofte hørt, at de unges tilbud om hjælp handler om, hvilke tilbud der er i deres hjemkommune.
Det handler om at skifte fra en mere passiv tilgang, hvor de unge blot modtager forudbestemte kommunale tilbud, til en mere aktiv og empowerment-baseret tilgang, hvor omverdenen ligeledes ser de unge som aktive deltagere i deres egen udvikling.
Når jeg taler om at give de unge mere kontrol over deres situation og tillade dem at bidrage med, hvad de har brug for, handler det om at respektere deres individua-
litet og forskelligheder. Det betyder at skabe en ramme, hvor de har mulighed for at forme deres egne veje mod forbedring. Således skaber vi en mere differentieret og tilpasset tilgang, der anerkender og imødekommer den mangfoldighed af udfordringer og behov, som de unge står overfor.
DIAGNOSTISK DOMINANS
Jeg synes, det er vigtigt, at vi forholder os til det diagnostiske paradigmes magtfuldhed, der på mange måder har skabt én sandhedsværdi, hvor mange unge ser deres diagnose som en ufravigelig og endegyldig forklaring på deres situation.
Når jeg taler om at støtte de unge til at forholde sig mere kritisk til samfundets diagnosticering af deres udfordringer, handler det om at opmuntre dem til at udforske og reflektere over forskellige mulige årsager og faktorer, der har påvirket deres situation. Det er vigtigt at understrege over for vores unge, at en diagnose altid kun er en del af billedet og ikke bør være den eneste faktor, der definerer eller begrænser deres forståelse af deres udfordringer. Ved at opmuntre de unge til at udforske og forstå deres udfordringer på en mere nuanceret og holistisk måde kan vi hjælpe dem med at se, at der findes andre perspektiver og forklaringer end blot at acceptere en diagnose som en ufravigelig sandhed. Dette kan bidrage til at styrke de unges følelse af autonomi, selvforståelse og handlekraft, da de bliver mere bevidste om de forskellige faktorer, der påvirker deres liv, og de muligheder, de har for at håndtere og overvinde deres udfordringer på en mere selvstændig og informeret måde.
Så i essensen handler det om at flytte fokus fra blot at identificere problemer og tilbyde en diagnose til at hjælpe de unge med at forstå deres udfordringer som en del af deres livshistorie.
MAGTESLØSHED
I mit arbejde med de unge oplever jeg, at vi i alt for høj grad tillægger de unge selv at være årsagen til deres psykiske udfordringer. Jeg savner en større forsigtighed og
ydmyghed, når vi bringer de unges følelser, tanker og adfærd ind i det diagnostiske paradigme. Det diagnostiske paradigme har ført til en unuanceret forståelse af psykiske sundhedsproblemer, der overvejende fokuserer på individuelle biologiske og genetiske faktorer.
I stedet for at diagnosticere de unges symptomer og forsøge at tilpasse dem til eksisterende medicinske og psykiatriske modeller burde vi i højere grad anerkende og forstå disse reaktioner som meningsfulde og relevante i en bredere social og kulturel sammenhæng. Det er på høje tid, at vi som samfund begynder at anerkende den komplekse sammenhæng mellem de unges sundhed og de bredere strukturelle og sociale faktorer, der former deres liv. Jeg håber, vi snart ser en bevægelse, hvor vi i højere grad tager højde for de komplekse interaktioner og ser på psykiske sundhedsproblemer som et sociokulturelt fænomen og som et resultat af bredere samfundsmæssige faktorer, men det kræver et paradigmeskifte.
FRA DIAGNOSE TIL OPDAGELSE
I vores søgen efter lindring kan diagnoser synes som den nemmeste og hurtigste løsning. De tilbyder en form for forklaring eller et navn på vores lidelse, hvilket kan virke beroligende. Desværre kan dette føre til en overdreven tillid på diagnoser, hvor vi forsømmer dybere forståelse af vores følelsesmæssige tilstande og de underliggende årsager til vores ubehag og udfordringer. Derudover kan diagnoser skabe et stigma og begrænse vores evne til at se alternative måder at håndtere vores følelsesmæssige udfordringer på.
I mit arbejde oplever jeg, at flere og flere unge internaliserer deres udfordringer som en del af deres personlige identitet og skaber en selvforståelse af, at disse udfordringer bor inde i dem. Desuden oplever jeg, at diagnoser er blevet normaliseret i unges forståelse af deres psykiske tilstande, hvor det at have en diagnose betragtes som en almindelig del af ungdomsoplevelsen snarere end som en midlertidig tilstand. Hos nogle unge kan det føre til en manglende adskillelse mellem deres identitet og deres diagnostiske kategori, hvilket forstærker følelsen af, at problemerne er iboende og uundgåelige.
For at udvikle vores forståelse af de unges symptomer og bevæge os fra diagnose til en dybere opdagelse, skal vi først og fremmest prioritere en anden tilgang til mental sundhed. Dette indebærer blandt andet at se ud over de traditionelle diagnostiske rammer og i stedet fokusere på at opdage og forstå de unges udtryk og symptomer som relevante gensvar på livsomstændigheder. Det er også vigtigt at inddrage de unges egne oplevelser og perspektiver i diagnosticeringsprocessen for at opnå en mere nuanceret forståelse af deres symptomer. Ved at se symptomerne som signaler kan vi bruge dem som ressourcer til at forstå og styrke de unges mentale sundhed. Det forudsætter, at vi foruden at inddrage de fysiske, følelsesmæssige og sociale faktorer også ser på, hvordan samfund og sociokulturelle aspekter påvirker de unges mentale sundhed.
Ved at skifte fokus fra blot at diagnosticere til aktivt at opdage og forstå de unges reaktioner på deres livsomstændigheder kan vi åbne op for nye muligheder for genopretning af sundhed og trivsel hos de unge.
I mit arbejde har jeg ofte været vidne til de unges komplekse og nuancerede livshistorier. Disse er ikke blot fortællinger om symptomer og adfærd, men snarere dybtgående afspejlinger af deres liv, deres ressourcer og deres kamp for overlevelse. Vi kan – ved at omfavne deres fortællinger som mere end blot problemer og symptomer, men som kilder til indsigter i deres egne livshistorier – hjælpe de unge til at se de mange eksisterende ressourcer og færdigheder hos dem selv. Det handler om det enkelte menneskes unikke livsomstændigheder og ikke om at finde defekter. Vores samfund kalder på et paradigmeskift, der møder de unge og deres udfordringer med langt større forståelse og ydmyghed.
SUNDE UNGDOMSINDSIGTER
I en tid, hvor mental sundhed er blevet et stadigt mere presserende emne, er det afgørende at udforske, hvordan unge udvikler sunde indsigter, der kan styrke deres mentale trivsel og generelle velbefindende. Disse indsigter, der dannes gennem støtte, ressourcer og muligheder for personlig udviklingsproces, er centrale for
unge menneskers evne til at håndtere udfordringer, opbygge meningsfulde relationer og trives i en stadigt skiftende verden.
Et af de vigtigste aspekter af sunde ungdomsindsigter er selvindsigt og selvaccept. At kunne reflektere over ens egne følelser, tanker og handlinger og acceptere sig selv med alle ens fejl og mangler er afgørende for at opbygge en sund selvfølelse og selvtillid. Dette skaber et solidt grundlag for personlig udvikling og trivsel. Desuden indebærer sunde ungdomsindsigter også evnen til at håndtere udfordringer på en konstruktiv måde. Dette kan omfatte effektive mestringsevner såsom problemløsning, emotionel regulering og at søge støtte fra andre. At udvikle realistiske forventninger og mål samt at være taknemmelig og opmærksom på de positive aspekter af ens liv er også afgørende for at opnå og opretholde en god mental sundhed.
Det er vigtigt at erkende, at sunde ungdomsindsigter ikke er et individuelt fænomen, men et relationelt anliggende, der også er formet af samfundets ressourcer og muligheder. Adgang til uddannelse, sundhedspleje, støttende relationer og muligheder for personlig udvikling spiller en afgørende rolle i unge menneskers evne til at udvikle sunde indsigter og opnå en højere grad af mentalt velbefindende og livskvalitet.
At gå fra ’quick fix’ til langsigtet samfundsinvestering indebærer en holdningsændring i tilgangen til hele vores mentale sundhed. I stedet for kortsigtede løsninger med medicin eller hurtige interventioner, skal vi investere i langsigtet støtte gennem blandt andet psykoterapi og andre former for interventioner. Det kan bidrage til at nedbryde stigmatiseringen omkring mental sundhed og skabe en kultur, hvor det ikke er forbundet med tabu at søge hjælp.
Ved at skifte fra diagnosticering til selvudvikling og fra symptomer til styrker opmuntrer vi de unge til at se ud over deres udfordringer og arbejde hen imod deres styrker. Dette skaber ikke kun et mere forbundet og resilient samfund, men også en generation af unge, der er bedre rustet til at tackle livets udfordringer.
PSYKOTERAPI – VIGTIG PENDANT
Psykoterapi kan tilbyde en mere nuanceret og helhedsorienteret tilgang til at forstå og tackle disse udfordringer. Et problem er aldrig stationært, men betinget af bestemte tidspunkter, perioder, kontekster og relationer.
Menneskets udvikling er en kompleks proces, hvor både biologiske, psykologiske og sociale, men også kulturelle og samfundsmæssige faktorer spiller en rolle. Diagnoser, der kan være nyttige værktøjer til at forstå og behandle visse tilstande, har en tendens til at være statiske i deres karakteristik, og det kan være problematisk, især når det kommer til unge, der gennemgår hurtige og betydningsfulde udviklingstilstande. De kan vokse ud af symptomerne eller finde nye måder at håndtere dem på, men diagnosen forbliver ofte uændret. Hæftningen til en diagnose kan foruden at påvirke deres selvopfattelse og udvikling af identitet også få betydning for deres valgmuligheder vedrørende uddannelse og karriere. Det er derfor vigtigt, at vi er forsigtige med at låse dem fast i en statisk diagnose, der afspejler en nuværende situation, da denne kan få alvorlige konsekvenser for deres fremtid.
Psykoterapi kan sammen med psykologisk tilgang og forståelse af de unges adfærd være en vigtig pendant til den omfattende diagnosticering og kategorisering af de unges symptomer. Psykoterapi tilbyder et rum, hvor unge kan udforske deres følelser, tanker og oplevelser i dybden. Det giver dem mulighed for at identificere de underliggende årsager til deres symptomer og sammen med en terapeut arbejde med at udvikle sunde mestringsevner. I stedet for kun at behandle symptomerne overfladisk. Psykoterapi kan desuden tilbyde en alternativ tilgang til de unge, hvor de får mulighed for at forstå og håndtere deres symptomer, uden at disse skal forstås som sygdom.
Ved at fokusere på terapeutiske interventioner frem for diagnosticering kan de unge lære at tackle deres udfordringer på en mere bæredygtig måde og udvikle en større følelse af egen-kapacitet til at håndtere livets udfordringer. Ved at anerkende, at adfærd og symptomer kan være en reaktion på livsomstændigheder, kan vi hjælpe de unge med at se deres oplevelser som me-
ningsfulde og forståelige snarere end som tegn på personlig svaghed eller defekt.
Samlet set mener jeg, at psykoterapi kan spille en afgørende rolle som pendant til den omfattende diagnosticering, da den tilbyder en dybere og mere helhedsorienteret tilgang til at forstå og tackle de udfordringer, de unge står overfor. Det er afgørende for de unges udvikling af identitet at møde dem med omsorg og forståelse for deres livsomstændigheder, i stedet for at reducere dem til diagnoser og fejl. Ved at anerkende deres individualitet og lytte til deres historier kan vi hjælpe dem med at udvikle en sund selvkærlighed. Ved at fremme selvkærlighed i stedet for selvsabotage giver vi dem redskaberne til at navigere gennem livet med tillid og resiliens.
ETISKE BEKYMRINGER
Det øgede antal diagnoser og medicinering bør rejse alvorlige etiske spørgsmål, især da langsigtede konsekvenser stadig er uklare. Fejl i diagnoser kan desuden føre til unødvendige behandlinger og fejlmedicinering med alvorlige konsekvenser for de berørte til følge. Diagnosticering kan være nødvendigt og nyttigt i visse tilfælde, men det bør ske med langt større omhu, end hvad vi oplever nu, og med langt større overvågning for at sikre kvalitet, sikkerhed og respekt for de unges rettigheder og fremtid. Vi ved stadig for lidt om fordele og risici ved diagnosticering og medicinering på langt sigt.
I en tid med øget diagnosticering blandt børn og unge bør det være et emne for stor debat og kritisk analyse.
Tina Laursen, pædagogisk psykologisk konsulent, familie- og psykoterapeut MPF. Underviser og supervisor. Har 30 års erfaring i arbejdet med børn, unge og familier inden for det behandlende og psykologiske område.
PÅ BØLGELÆNGDE
MED UNGE VOKSNE
Tekst: Rikke Hvelplund
Et tværvidenskabeligt perspektiv på kærligt samvær og affektregulering i psykoterapi
Jeg føler en særlig stærk forpligtelse til at hjælpe et andet menneske godt på vej i psykoterapi, når der er tale om et ungt menneske. Der er så meget på spil. Livet er stadig nyt, og der ligger meget forude, der skal leves godt. Og samtidig er mange af de unge, jeg møder, plagede af ængstelighed i tanke og krop, utilpashed, frygtsomhed og tilbageholdende – mange har oplevet svære traumer, men for lige så mange er fællesnævneren mere en form for oplevet alenehed i barndomsårene, hvor jeg lytter til oplevelser om et langt stræk af stille og uudtalte svigt i form af utilstrækkelig kærlig voksenkontakt. Det er ikke altid, de unge kan sætte ord på lige med det samme, men som Bessel van der Kolk ville sige det: The body keeps the score. Men – hvordan hjælper jeg bedst til heling af et isoleret, ensomt, tvivlende hjerte og sind, og hvordan kan jeg gennem et kærligt og medmenneskeligt engagement bistå en selvudvikling i overensstemmelse med den unges natur, eget potentiale og trygge selvfornemmelse? Og hvordan kan disse symptomer være et billede på et større samfundsmæssigt svigt af generationers unge? Det prøver jeg at give et bud på her.
I Bruce E. Wampold og Zac E. Imel’s The great psychotherapy debate: The evidence for what makes psychotherapy work fra 2015 bekræfter en grundig gennemgang af forskningen, at et godt psykoterapeutisk håndværk og udbytte er grundet i fælles faktorer som den terapeutiske alliance, klientens positive forventninger til terapien og terapeutens evne til empati. Det er blot nogle af de kvalitative forandringsfaktorer i en helende mellemmenneskelig proces, der fungerer som pejlemærker for mig i mit daglige arbejde med klienter fra 18 år og op.
I denne artikel vil jeg forsøge mig med et bredt greb ind i nogle af neurovidenskabsmanden Allan Shores fund omkring disse samskabende kvaliteter, som han gennem mere end 25 år har forsket i og sin seneste bog, Right brain Psychotherapy fra 2019, har skrevet om. Gennem en neuroaffektiv linse ser jeg på den gruppe af unge, som jeg dagligt taler med, som jeg her vil kalde for unge voksne i tyverne. Det er ikke længe siden, at de er
flyttet hjemmefra. Deres barndom og opvækst i familie og dagtilbud/skole/videregående uddannelse er en ikke så fjern fortid, og jeg møder dem, som de er på vej i tilværelsen på egen hånd. Mange af deres livsoplevelser som udeboende, som kærester, som færdiguddannede eller i dønningerne efter tilbageslag og skuffelser, er førstegangsoplevelser. Der kan være mange indre reaktioner at tumle med og også for meget følelsesmæssigt at håndtere alene. Fortrængt og ureguleret viser det følelsesmæssige sig som symptomer og måske diagnoser og bliver styrende for den unges selvudfoldelse. I mødet med mig ved de endnu ikke, at alt, hvad de sanser og mærker, er evolutionens honorering af stor livsduelighed, og at de på baggrund af hjernens livslange formbarhed også står på det, der kan være tærsklen til modning og frisættelse af deres livskraft og potentiale.
Men lad os lige træde et skridt tilbage.
LIVSDUELIGHED OG FORSTYRRELSER
I det følgende en kortfattet opsummering af tilgængelig statistik og rapporterede konklusioner om børn og unge over de seneste 20 år. I rapporten En bedre start – livsduelighed for de allermindste skriver Egmontfonden i 2016 på baggrund af den hidtil største forløbsundersøgelse lavet af det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), at “mangel på livsduelighed og læring er den moderne fattigdom”, og at der er “en klar sammenhæng mellem en række indikatorer for de 3-åriges livsduelighed og deres senere livsforløb”. Det dokumenteres, at 3-årige med livsduelighedsproblemer som 11-årige også har 26 % risiko for adfærdsproblemer.
Men hvad er overhovedet livsduelighed? I det uddannelsespolitiske felt er det et begreb, der har vundet indpas, og SFI har fremsat denne forståelse: “De personlige, sociale og faglige egenskaber og kompetencer, der i samspil bidrager til en persons evne til konstruktivt at håndtere udfordringer, fungere alene såvel som i fællesskaber og udvikle sig i mødet med omverdenen.” Rapporten beskriver, hvordan det nære samspil med tætte relationer udvikler børns livsduelighed, der på det personlige plan involverer evner “såsom selvkontrol, vedholdenhed, nysgerrighed, evnen til at være optimistisk og føle meningsfuldhed” og “evnen til at skabe sociale kontakter og kunne håndtere sociale situationer, følelse af tilknytning og empati” (Egmont Fonden 2016;15).
Endvidere viser en epidemiologisk undersøgelse af 6090 børn født i år 2000, at man for 300 1,5-årige børn kan pege på tidlige tegn på psykiske helbredsproblemer i form af problemer med opmærksomhed, koncentration, kontakt og socialt samspil og tilknytningsadfærd. 18,4 % af de 1,5-årige viser forstyrrelser, der “inkluderer: psykisk udviklingsforstyrrelse, hyperaktivitet/opmærksomhedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse, søvnforstyrrelse og tilpasningsforstyrrelse” (Fisker 2014:kap.3). ADHD-databasen har siden 2003 vist en stærk stigning af børn, der bliver henvist til psykiater for udredning af psykiske forstyrrelser. Mellem 2004 og 2009 var stigningen på 264 % alene i forhold til udredning for ADHD1, og nye-
re tal fra ADHD-årsrapporten 2022 viser en stigning på mere end 300 flere registrerede forløb mellem 2021/22 og 2022/23. Begrebet livsduelighed er også her centralt.
THE AMERICAN BOWLBY’S FUND
Interessen for børn og unges trivsel og opvækstvilkår i familien, i dagtilbud og i skole har bragt mig på nært hold af det relationelt orienterede og tværdisciplinære samarbejde mellem internationalt anerkendte forskere, herunder “the American Bowlby”, neuropsykologen Allan Shore. På skuldrene af pionerer som John Bowlby og Mary Ainsworth, Theodor Reik og Wilfred Bion og side om side med Colwyn Trevarthen, Ed Tronik, Daniel Stern og Antonio Damasio m.fl. ekspanderer og inkorporerer også han de sidste årtiers landvindinger inden for bl.a. udviklings- og affektiv neurovidenskab og især social neurovidenskab. Tilknytningsteorien er i dag den mest indflydelsesrige teori om tidlig socioemotionel udvikling.
1 Frem til 2013 hed databasen BupBasen.
I Tidsskrift for Psykoterapi nr. 3, 2020 beskrev jeg i detaljer to af det lille barns mange indre kredsløb, herunder tilknytningssystemet og nervesystemet, dets evolutionære rødder og måde at operere på. Derfor vil jeg springe til tiden efter 90’erne, som med Shores øjne kan ses som hjernens årti og det, der også refereres til som the emotion revolution. Neuroimaging (muligheden for at afbilde hjernen ved scanning), forskning i følelsesmæssige, sociale og ubevidste menneskelige funktioner har siden da bragt interpersonel neurobiologi videre på den måde, at man i dag benytter sig af endnu mere komplekse metoder i forskning i for eksempel“right brain-bodily based emotional empathy” (Shore 2019;256), frygt, subjektivitet og begrebet selv. Fra at forske i og beskrive mentale indre tilstande (enpersons psykologi) som et intrapsykobiologisk fænomen, er man i “the newer field of affective neuroscience and especially social neuroscience … exploring inter-brain interactions” (Trevarthen 1993, i Shore 2019;4). På en og samme tid viser neuroimaging den dynamiske, her-og-nu, spontane sociale interaktion mellem to kommunikerende hjerner, herunder når der på millisekunder sker kommunikative følelsesmæssige udvekslinger. Det er så at sige neurovidenskabens fortjeneste, at vi som
healere uden at blinke og helt legitimt kan inddrage oplevelsen af (inter)subjektivitet i psykologi og psykoterapi, uanset hvilken metapsykologisk retning vi arbejder indenfor.
Essentielt beskriver Shore den interpersonelle psykoneurobiologiske tilknytningsdynamik som en (affekt) reguleringsteori i en to-personmatriks, se fig. 1. Her danner den følelsesmæssige kommunikation mellem barn og omsorgsgiver grundlaget for dén vigtigste udviklingsmæssig opgave inden for barnets første to år, nemlig at understøtte de afgørende udviklingspsykologiske, biologiske og neurokemiske processer, som ligger til grund for dannelse af tilknytningsbåndet. Tilknytningsrelationen medierer så at sige den dyadiske regulering af kropsbaserede emotionelle tilstande. Som resultat udvikler det lille barn en ubevidst, effektiv og modstandsdygtig evne til at være i følelsesmæssig balance og at skifte mellem forbundethed og autonomi.
Fig.1. ”Between-brain connectivity. Reference frame: Multiple brains.” (Shore 2019;10). Nye teknikker til at registrere de funktionelle forbindelse mellem to sam-kommunikerende hjerner kalder ifølge Shore på et paradigmeskift fra en enkelt hjerne til en multi-hjerne referenceramme.
I lyset af det lille barns rettethed mod samhørighed og mødeøjeblikke med omsorgsgiver fungerer de ubevidste relationelle tilknytningsmekanismer som regulator for hjernens højre hemisfære, sæde for de adaptive socioemotionelle funktioner som er nødvendige for overlevelse. Samskabende cyklusser af affektsynkronicitet opregulerer i hovedtræk enten positive affekter som glæde og opstemthed eller reparerer og nedregulerer negative affekter som skræk og rædsel, tristhed og depression, skam og væmmelse efter brud på kon-
takt, neglekt, svigt eller sværere traumer. Hvad enten der er tale om god afstemthed eller fejlslagne forsøg herpå, former interaktionerne spædbarnets kropslige selv.
Ifølge Shore får det indflydelse på den neurologiske udvikling af det implicitte selv-system i børns højre hjernehalvdel i det omfang, de vokser op med dominerende oplevelser af adskillelse, nød, frygt og frustration (som barnet lades alene med) og deraf hyppige mangelfulde reguleringer af affektive indre tilstande. De præverbale udviklingsstadier repræsenterer ifølge Shore det biologiske substrat for Freuds dynamiske ubevidste, der fremadrettet bliver styrende for barnets evne til at håndtere følelsesmæssigt stressede situationer, ydre som indre. Det er nemlig ikke kun de traumatiske oplevelser og dysregulerede affektive indre tilstande, der lagres i den højre hjernehalvdel – men også de ubevidste forsvar imod dem.
AT OMSÆTTE VIDEN TIL HJERTELIG PRAKSIS
En af de internationale stemmer, jeg inspireres af i min egen løbende uddannelse, er Jon Frederickson, der i sin 2023 bog Healing through relating skriver, at forudsætningen for al heling i terapi er terapeutens evne til at samskabe tryghed med sin klient – at evnen til at regulere angst og frygt, som den er til stede i klienten (i tanke, sind og krop), danner grunden for enhver terapeutisk relation, uanset modalitet. Med Shores ord kan det siges på den måde, at af al kommunikation mellem to hjerner, er den følelsesmæssige udveksling den vigtigste for mental sundhed (Shore 2019;9). I den forstand forholder jeg mig som terapeut sensitivt til klientens helt små skift ind og ud af ubevidste affektive tilstande, og denne afstemning er i sig selv en synkronisering af vores hjerners højre hemisfærer. I den ISTDP-inspirerede terapeutiske retning, som jeg organiserer den unge voksnes intra- og intersubjektive liv ud fra, betyder det konkret flere ting for vores proces – overskueliggjort her som en måde, jeg går til vores samvær på. Jeg forsøger at være til stede i rummet her-og-nu med en fuldstændig accept af og respekt for den unges autonomi og måde at være sig på og møde og spejle den unge i det, der gives udtryk for, og
lade den unge lede proces og retning for samtalen. Jeg lader også ubevidst og nonverbal kommunikation få en mindst lige så høj vægtning som den verbale – hvilket også kan beskrives som, at jeg lader den sansende, følende, intuitive og kontaktsøgende højre hjernehemisfære lede processen frem for den analytiske, sprogligt begavede og kognitive venstre hjernehemisfære. Det er vigtigt for mig at tale ind i det naturlige og meningsfulde i, at den unge oplever, føler og begriber netop på sin egen måde, og jeg benytter enhver lejlighed til at bekræfte, understøtte og fejre den unges styrker, mod, oprigtighed og vilje til at vende blikket indad som led i at få det bedre.
Derudover har jeg som emotionsfokuseret psykodynamiker også en opmærksomhed på den unges og min egen kropsligt følte tilstedeværelse, øjeblik for øjeblik. Jeg spørger hyppigt ind til: ”Hvordan føles det at fortælle mig om det, lige nu? Hvad mærker du i kroppen når du husker det? Er det ok med dig lige at se, hvad der mere sker i din krop, lige nu? Hvordan forstår du det, du mærker i kroppen lige nu? Kender du den/de fornemmelser indeni? Er det nyt for dig at mærke efter? Selvom du ikke har ord for det, du mærker og oplever lige nu her sammen med mig, kan vi så være med det og se, hvad det vil os? Så kan ordene finde vej i sin egen takt.
Og med afsæt i mit kendskab til grundfølelsernes somatiske markører i kroppen kan jeg ud fra, hvad jeg fornemmer i klienten og mig selv, bevidstgøre dele af det ubevidste ved for eksempel at sige: ”Ah, så du bliver varm, siger du, og en kraft går opad i din krop? Og den kommer når vi taler om xxx, som du også er glad for? En reaktion indeni, som har med xxx at gøre? Den/de følelse(r) er du ikke så vant til, siger du. Det lyder som vrede – og det er bare en følelse i din krop. Hvordan er det at give plads til den oplevelse indeni, her sammen med mig? Uden at gøre noget med den. Bare lade den være fuldt til stede og se, hvad den har i sig. Så vi bare er sammen om det, du oplever i kroppen nu, uden at gøre noget med det. Bare give plads og tage imod det, sammen.”
Samtidig åbner jeg igen og igen mig selv op for en dyb, ægte og kontaktfuld, højre hjerne til højre hjerne ubevidst kommunikation, hvor intuition, stemning og kreativitet får lov til at flyde imellem os på en ikke styret måde, og hvor jeg for min del kan tilbyde min egen uudtalte evne til affektregulering i en tryg relation til
den unges endnu umodne eller fraspaltede emotionelle dele. Dele, som vi sammen bringer i spil, når der så at sige er ’plads’ til det følte i kroppen. Det er det, man i ISTDP refererer til som tærskler og en bestræbelse på at arbejde eksplorativt ind i det følelsesmæssigt ubevidste med respekt for den unges kapacitet. Ubevidste fortrængte følelser slipper deres tag i den unge, når følelserne først er følt i kroppen. En gammel, men levende, sorg over noget fortidigt. Vrede over svigt og skuffelser. Kærlighed, der ikke kunne finde hen, hvor den skulle. Kærlighed og betydningsfuldhed, som ikke kunne mærkes. Og er det sådan, så slipper følelserne bare, når først de er mærket i kroppen, ofte som del af en kaskade af blandede tilknytningsfølelser. Anderledes kan det være, hvis de levende følelser har en fremadrettethed. Noget der mere hører til den indre GPS, og som rummer værdifuld viden om, hvordan livet bedst skal leves, her og nu og i fremtiden. Så kan jeg finde på at sige sådan noget som: ”Nu, hvor vi ved, at alt, hvad du føler og mærker, er en del af din egen kraft og styrke – hvad fornemmer du så, at dine følelser har brug for mere af? Så hvis du ikke var bange for noget, hvad ville du så gøre/sige/bede om/sige fra overfor? Hvis du tog/gav dig mere betydning, hvordan ville det så se ud? Og i forhold til hvem?”
Min erfaring er, at de unge voksne i løbet af terapien udtrykker stor lettelse, når de erfarer, at det, der bor indeni (højre hjernehalvdel), kan mærkes, beskrives, udtrykkes og deles sammen med mig. Allan Shore ville forklare det med, at det blandt andet er aktiveringen af affektive indre tilstande i overførings- og modoverføringsprocesserne mellem terapeuten og klienten, der giver mulighed for fornyet gennemarbejdning og modning af tidligere præverbale traumatiske tilknytningserfaringer i den oprindelige mor/barn dyade. Indenfor ISTDP taler vi om oplåsning af det ubevidste med den strøm af tidlige, uregulerede, non/præverbale erindringer i form af kropsligt forankrede følelser og billeder, der frem til da har levet uden for bevidstheden bag distancerende forsvar eller som fraspaltede dele. Disse affektive indre dele kan i bedste fald genintegreres, reguleres og modnes i en tryg relation med mig.
De unge voksnes oplevelse af nyvunden kapacitet til at rumme sig selv igennem den cirkulære ubevidste udvekslingsproces, hvor deres evne til at regulere affekt,
indre stemninger og ængstelighed og at have det godt med sig selv, vokser fra møde til møde. Det, der giver oplevelsen af tryghed, er en fornemmelse af, at der er plads til det hele, indeni og i fællesskaber. At skam og ensomhed letter, når man deler, hvad man føler, og lader et andet menneske komme tæt på sig. Det er her, jeg som fagperson vil sige, at det netop er her, den ulykkelige selvisolation har et af sine mange udspring. For der har tit ikke været en kærlig og rummelig voksen i nærheden.
ET UDSPIL TIL POLITISK DEBAT
Og så er vi tilbage til udgangspunktet. Én ting er, at vi som terapeuter kan styre et kærligt, autentisk og følelsesmæssigt modnende samvær med unge i det psykoterapeutiske rum. Vi ved en masse om, hvad der skal til, og bakket op af moderne forskning er vi godt klædt på. Men tilbage står vi på samfundsplan med den samme udfordring, som medvirker til den epidemi, som jeg fristes til at kalde kontaktløshedens konsekvens hos børn og unge.
Forældre og pårørende til små børn forholder sig til et komplekst landskab af debatter og politiske udspil omkring børns forhold i dagtilbud, særligt vuggestue. I 2009 lød det fra en af landets førende udviklingspsykologer, Dion Sommer: ”Jeg er ikke længere sikker på, at jeg kan anbefale de danske daginstitutioner” (Information 15.5.), og i 2012 udtalte ph.d. stipendiat Ole Henrik Hansen, at ”Forholdene er rystende i danske vuggestuer” (Politiken 29.4.).
Jeg har som led i min egen pædagoguddannelse over en periode på 10 år selv arbejdet med børn og unge i dagtilbud, skole, specialskole og børnehjem, og jeg har selv været rystet over de rammer, som jeg har været vidne til alene som resultat af årtiers (under)normering. BUPL’s kamp for at gennemføre og effektuere en grundnormering bare i dagtilbud og skole ser jeg som den væsentligste enkeltstående faktor for, at børn kan vokse op i tilstrækkelige børnerammer, hvor der er kærlige og rummelige voksne nok, hvor der er rigeligt med modnende mødeøjeblikke, liv, leg, nysgerrig gåen på opdagelse og kreativitet. Hvis dét er fremtidens børnearena, så tror jeg, at børn og unge får langt bedre forudsætninger for at vokse sig ’livsduelige’ i egen takt
– og måske det ikke skal hedde livsduelighed længere. Det er nærmest en fornærmelse at bruge det begreb om børn og unges fuldstændig unikke evne til at overleve i svære relationelle livsomstændigheder. At noget ikke dur er åbenlyst – men det er hos os, det uduelige ligger. Det skal vi tage på os og gøre noget ved.
LITTERATUR
Clemmesen, L & S Drevsfeldt (15.9.2009). Nedskæringer giver færre hænder i institutionerne. Dagbladet Information.
Fisker, TB (2014). Den sårbare inklusion - diagnoser og fællesskabende pædagogik i dagtilbud. Dafolo.
Frederickson, J (2023). Healing Though Relating - A Skill-Building for Therapists. Seven Leaves Press.
Hvelplund, Rikke (2020): I angstens vold. ISTPD i arbejde med at klienten kan rumme komplekse følelser. Tidsskrift for Psykoterapi, nr. 3.
Learning Lab (2005) Guldguiden. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggende.
Mainz, P & ML Ratz (2024). Forsker: At de små tilpasser sig er smart men også skidt. Politiken.
Shore, AN (2019). Right Brain Psychotherapy. WW Norton & Co. Task Force om Fremtidens Dagtilbud (2011). Fremtidens dagtilbud - Pejlemærker fra task force om fremtidens dagtilbud. Ministeriet for Børn og Undervisning.
Wampold, BE & ZE Imel (2015). The great psychotherapy debate: The evidence for what makes psychotherapy work (2nd ed.). Routledge/Taylor & Francis Group.
Rikke Hvelplund er psykoterapeut MPF og specialiseret i en emotionsfokuseret psykodynamisk metode, ISTDP. Hun tilbyder individuel- og parterapi samt supervision på dansk og på engelsk og underviser på en psykoterapeutisk grunduddannelse.
REJSEN FRA DRENG TIL MAND
Tekst: Anders Dræby
Illustration: AI v/ Erik Wasli
Psykoterapi som overgangsritual
Unge mænd står i dag over for en kompleks opgave, når de skal finde deres vej fra dreng til mand. Samfundets syn på mandlighed ændrer sig, hvilket kan gøre det svært for dem at forstå, hvad det vil sige at være mand. Derfor er det vigtigt at genoplive og forny de overgangsritualer, der engang hjalp unge mænd med at finde deres mandlige identitet og vokse som individer. I denne artikel vil jeg først udforske betydningen af mandlige overgangsritualer og derefter se på, hvordan psykoterapi kan fungere som et sådant ritual i dag.
Terapi er især relevant for de unge mænd, der føler sig usikre på voksenlivet og ønsker at finde indre ro og styrke. Den usikkerhed kan vise sig på forskellige måder, såsom angst, identitetsforvirring og tilbagetrækning fra livet. Her kan dybdegående terapi give de unge en mulighed for at integrere deres maskulinitet, så de kan lære at omfavne deres mandighed og være tro mod sig selv. Når vi har det fokus som psykoterapeuter, kan vores klienter få støtte til at navigere gennem overgangen fra dreng til mand og finde deres plads i verden som helstøbte mennesker.
BETYDNINGEN AF OVERGANGSRITUALER
Allerførst er det vigtigt for os at forstå, at mandlige overgangsritualer stammer fra traditionelle kulturer,
hvor de indgår i en cyklisk livsopfattelse, der giver mening og struktur til hele tilværelsen (Gennep 2019). Alt liv udvikler sig cyklisk, og ethvert menneskeliv går gennem flere faser som fødsel, barndom, voksenalder, alderdom og død, der adskilles af overgangsperioder. Hver af disse faser har deres egen særlige betydning, og overgangene mellem dem markeres af ritualer, som hjælper deltagerne med at integrere sig fuldt ud i den næste fase af livet. Overgangsritualerne er da også mere end bare ceremonier; de er grundlæggende for den enkeltes udvikling og rolle i fællesskabet.
Riterne for mænd skal således understøtte de vigtigste overgange i en mands liv, såsom skiftet fra barndom til voksenliv, der kræver en dyb eksistentiel forvandling for at lykkes. At gå fra at være dreng til at være mand handler ikke kun om, at kroppen forandrer sig, men er også en psykologisk og eksistentiel opgave. En dreng bliver ikke mand af sig selv, men må gøre en aktiv indsats for det ved at gå igennem en indvielse (Corneau 1991 s.14). Formålet er at transformere hele hans væremåde, tankegang og selvbillede, så han kan udfylde en ny rolle som beskytter, forsørger, kriger og autoritet. Hvis han skal kunne fungere som voksent medlem af familien og stammen, må han dø fra at være dreng og blive genfødt som en mand, der er klar til at påtage sig det ansvar, som følger med (Dræby 2023 s.56-7). Psykologisk og eksistentielt er en ’dreng’ her karakteriseret ved umodenhed, afhængighed og søgen, mens en
’mand’ har udviklet modenhed, selvstændighed, ansvarsfølelse, selvindsigt, integritet og følelse af formål. Typisk skal den unge derfor (1) først adskilles fra sin mor og det trygge liv som dreng for derefter (2) gennemgå en grænseperiode med læring og prøvelser, før han (3) kan vende tilbage til fællesskabet som en voksen mand (Gennep 2019; Turner 1996).
Overgangsriterne inkluderer ritualer og prøvelser, der udfordrer den unge mands mentale styrke og ansvar for at hjælpe ham med at blive moden og selvstændig. Adskillelsen fra moren og hans gamle støttenetværk kræver, at han lærer at håndtere ensomhed og finde styrke i sig selv i stedet for at søge bekræftelse fra andre. Efter adskillelsen følger mere læring og flere prøvelser, som konfronterer den unge med hans grænser, frygt og sårbarhed, så han kan integrere disse erfaringer og lære at kende sig selv og rumme sine følelser. Det kan blandt andet indebære at blive undervist af ældre mænd i maskuline værdier og færdigheder såsom selvkontrol, mod, jagt og kampkunst for derefter at gennemføre vanskelige prøvelser som et ophold alene i ødemarken. I de gamle nordiske og germanske kulturer kan den unge for eksempel blive sendt på vildmarkstur, hvor han skal lære at klare sig selv i flere måneder og må søge åndelige visioner, som kan give ham indsigt i hans skæbne og rolle i fællesskabet. Det eksistentielle formål med overgangsritualet er, at han opnår en dybere forståelse af sig selv og sin plads i verden, så han kan finde meningsfuldhed og formål i voksenlivet.
TRADITIONELLE OVERGANGSRITUALER
VS. MODERNE SAMFUNDSUDFORDRINGER
I den vestlige verden forsvinder de traditionelle mandlige initieringsriter dog gradvist med udbredelsen af kristendommen og den efterfølgende modernisering af kulturen. Denne udvikling fører til et skift mod et lineært livssyn, hvor livet i stigende grad handler om at opnå materiel fremgang og bekæmpe død og lidelse (Dræby 2023 s.247). De traditionelle familie- og stammeforpligtelser mister deres betydning på grund af den medfølgende industrialisering og urbanisering, hvilket skaber et nyt og mere overfladisk mandeideal. Nu forventes det, at mænd forfølger materiel succes og ambi-
tioner på arbejdsmarkedet frem for dybere selvindsigt, integritet og formål. De skal derfor i højere grad være målrettede og konkurrenceorienterede ved at undertrykke deres følelser og sårbarhed.
Det moderne mandeideal kan dermed forhindre mænd i at udvikle mental modenhed, hvilket kan gøre det vanskeligt at håndtere følelsesmæssige udfordringer og finde meningsfuldhed i tilværelsen. Selvom mænd kan se ud til at klare sig på overfladen, kan de kæmpe med indre problemer og er langt oftere udsat for tidlig død, selvmord og misbrug (Sundhedsstyrelsen 2010). Problematikken er særlig for nutidens unge mænd, eftersom de står over for at skulle finde sig en rolle i samfundet og ikke længere kan få den samme identitet som mænd, ægtemænd og fædre blot ved at stræbe efter ambitioner og succes. Det har derfor betydning at genoplive de mandlige initieringsriter, så de unge kan genoprette forbindelsen til en mere oprindelig maskulinitet og blive i stand til at møde livet med modenhed og oplevelsen af at have et formål.
De traditionelle overgangsriter har dog dybe rødder i gamle stammefællesskaber, hvilket gør det vanskeligt at overføre dem direkte til et moderne, individualistisk samfund med mangfoldighed og personlig frihed. I dag står unge mænd over for særlige udfordringer, når de skal blive voksne, og vi må opdatere ritualerne for at kunne hjælpe dem (Bly 2004 s.28).
EKSISTENTIEL INTEGRATIONSTERAPI
SOM MODERNE OVERGANGSRITUAL
I nogle tilfælde kan psykoterapi erstatte traditionelle overgangsritualer ved at hjælpe unge mænd med at forstå deres udfordringer og udforske deres mandlighed. Det kræver en dybdegående terapi, der ikke kun behandler symptomer eller giver redskaber til problemløsning, men ledsager klienter i at blive hele mennesker og få et meningsfuldt liv (Dræby & Deurzen 2019). Det er vigtigt for de unge at erkende og lære af udfordringerne i stedet for blot at fjerne ubehaget. Dette giver dem mulighed for at få dybere selvindsigt og integrere deres erfaringer, så de kan vokse og finde styrke.
Eksistentiel integrationsterapi er en sådan tilgang, der kombinerer eksistentiel terapi med dybdeterapi ud fra erkendelsen af, at vi alle har en ofte underbevidst længsel efter at finde sammenhæng og retning i livet og blive dem, vi er (Dræby 2024). Det er en livslang proces, idet vi går igennem forskellige udviklingsstadier og bliver ved med at møde nye typer af udfordringer, så vi løbende må integrere nye erfaringer og sider af os selv for at kunne blive hele mennesker. Selvom den moderne kultur ser livet som en lineær progression, er det vigtigt
at inkludere et cyklisk livssyn i terapien for at håndtere denne proces. Det cykliske fokus kan både hjælpe terapeuten og klienter med at forstå, at livet grundlæggende følger nogle almene mønstre og består af forskellige faser (Dræby 2023 s.56). Når klienter bevæger sig fra én livsfase til en anden, kan de opleve indre udfordringer og erkendelser, der kræver en transformation for at integrere nye aspekter af deres liv (Jung 2003 s.27). For eksempel kan det at blive voksen sammenlignes med en indvielse, hvor man må acceptere nye ansvarsområ-
der, roller og forventninger for at finde sammenhæng og retning i voksenlivet. I denne overgang kan klienter både opleve indre konflikter omkring identitet, ansvar og selvværd og eksistentiel angst over at skulle tage sig selv og deres eget liv på sig, og de udfordringer må ses i øjnene for, at de kan blive helstøbte individer (Kierkegaard 2011;2023).
Rejsen fra dreng til mand er fortsat betydningsfuld, men i dag skal mænd helst selv forme deres egen identitet og skabe sig en plads i samfundet, uanset om det er inden for karriere eller familie. For at de kan blive modne mænd, er det dog stadig vigtigt, at de integrerer den dybe maskulinitet, som i den vestlige kultur er blevet splittet fra (Bly 2004 s.8). I et dybdeterapeutisk perspektiv har de unge mænd både maskuline og feminine sider, og for at blive hele mennesker må de arbejde med begge sider (Jung 2009 part I). Hensigten er at gøre dem til selvstændige, stærke og handlekraftige individer, der kan tage ansvar for sig selv og andre, ved at rumme deres følelser og sårbarhed. Det moderne ideal om, at mænd skal være følelsesmæssigt distancerede og fokusere ensidigt på magt og succes, gør det derfor svært for de unge at tage deres maskulinitet til sig på en dyb måde og få et sundt forhold til deres følelser.
I dag kan de unge mænds udfordringer blive forstærket af stadigt mere komplekse forventninger til deres rolle i samfundet. Det kan skabe øget usikkerhed omkring deres identitet og retning i livet, hvilket giver flere af dem større indre konflikter og følelser af uro, forvirring og utilstrækkelighed. Som psykoterapeuter kan vi hjælpe disse klienter med at navigere gennem udfordringerne og udvikle sig til modne mænd, der er i stand til at møde livet med styrke og integritet. Her kan vi omsætte overgangsritualets traditionelle struktur til en terapeutisk proces, der (1) først støtter klienterne i at bearbejde de sår, usikkerheder eller begrænsende overbevisninger, de har med sig i forhold til at blive voksne. På den baggrund (2) kan terapien give de unge et rum, hvor de kan udforske deres maskulinitet og integrere den på en meningsfuld måde. Til sidst (3) kan vi som terapeuter opmuntre klienterne til at anvende den læring, de har fået i terapien, i deres daglige liv, så de kan træde ud i voksenlivet med ny identitet og retning.
PSYKOTERAPI SOM OVERGANGSRITUAL
For at give et mere konkret indblik i, hvordan terapi kan fungere som moderne overgangsrite, skal vi nu se på to cases, der illustrerer nogle af de typer udfordringer, unge mænd kan stå overfor, og hvordan psykoterapi kan hjælpe dem.
Case 1 – Fadersåret
I dag vokser mange drenge op med en far, der er følelsesmæssigt fraværende på grund af for eksempel arbejde, følelsesmæssig distance eller skilsmisse (Corenau 1991). Disse drenge kan udvikle et ’fadersår’, som er den smerte og tomhed, der kan opstå som følge af savnet af en central maskulin figur i deres opvækst. Dette sår følger drengene senere i livet og har dybe konsekvenser, da det kan føre til identitetsforvirring og vanskeligheder med at finde deres plads. Terapien kan fungere som et overgangsritual for disse unge mænd, der kan hjælpe dem med at frigøre sig fra deres barndom og blive voksne mænd.
Henrik er en ingeniørstuderende i starten af tyverne, der søger terapi, fordi han får en krise, da hans kæreste bliver gravid. I begyndelsen af terapien bliver det klart, at Henrik voksede op med en ængstelig mor og en far, der var optaget af sit arbejde og ikke var nærværende. Underbevidst lærte Henrik tidligt at klare sig ved at have en rationel og problemløsningsorienteret tilgang til livet, som skulle beskytte ham mod at føle sig sårbar og udsat. Men da han nu står over for den store livsforandring, slår hans gamle mønstre og væremåde ikke længere til, og han føler sig overvældet af bekymringer og usikkerhed. Den unge mand er bange for at blive en fjern og ufølsom far, som ham han selv har haft, og han føler sig også presset af de forventninger, hans kæreste har til ham.
Terapeuten hjælper Henrik med at forstå, at hans følelsesmæssige uro skyldes en indre konflikt mellem ønsket om at undgå at ligne sin far og frygten for at blive en dårlig far selv. I terapien arbejder Henrik med at bearbejde de følelsesmæssige sår og begrænsende overbevisninger, der gør ham usikker på at påtage sig rollen som kommende far. Henrik forstår, at hans far ikke selv havde en nærværende farfigur i sit liv og ikke formåede at være følelsesmæssigt til stede for sin familie. Han erkender, at det at være far også handler om at kunne vise omsorg, og han er allerede påbegyndt rejsen mod at blive mere moden end sin
far ved at gå i terapi. Han mærker både sorg og optimisme, da han giver slip på at være drengen Henrik.
Terapeuten ledsager dernæst Henrik i at udforske de dybere lag af hans følelsesmæssige sår, der har formet hans mønstre og væremåde. I terapien opdager Henrik, at hans rationelle tilgang beskytter ham mod intens frygt og afmagt, som han før ikke havde tålmodighed til at håndtere på en omsorgsfuld måde. Henrik lærer at forstå og acceptere sine følelser af frygt, sorg og vrede, så han kan navigere i udfordringer uden at blive overvældet af sine følelser.
Til sidst giver terapeuten Henrik opgaver, hvor han må tage ansvar for sit følelsesmæssige velbefindende i sin hverdag og handle i overensstemmelse med sine mål og værdier. Det hjælper ham til at finde en indre styrke, som gør ham selvsikker og euforisk og bekræfter ham i, at han er klar til at møde de udfordringer og glæder, der følger med et faderskab. Henrik indser, at han ikke behøver at være perfekt som far, men bare skal være følelsesmæssigt til stede som sig selv og kærlig over for barnet, og han afslutter terapien med at kunne træde ud i voksenlivet med tillid og integritet.
Case 2 - Den forvildede dreng
Når drenge mangler støtte i opvæksten til at udvikle de nødvendige evner til at tage ansvar og træffe sunde valg, kan de få særlige vanskeligheder med at navigere i voksenlivet. Udtrykket 'forvildet dreng' henviser til en ung mand, der føler sig fortabt og mangler retning, når han står over for voksenlivets krav og udfordringer. For den slags klienter kan psykoterapi fungere som en form for indvielse, der vejleder dem i at integrere de nødvendige færdigheder og indsigter til at finde fodfæste i livet og opdage deres egen styrke.
Daniel er en mand i midten af 20'erne, der søger terapi, da han føler sig fastlåst og desorienteret. Tidligt i terapien bliver det tydeligt, at han voksede op i en midtjysk kernefamilie, hvor hans forældre sørgede for det materielle, men hverken var følelsesmæssigt opmærksomme eller støttede ham i at forfølge sine interesser og sætte sig mål i livet. Han havde svært ved at finde motivationen i skolen og på gymnasiet, hvor han følte sig anderledes og overset blandt sine klassekammerater. Daniel har en søgende natur og er endt i København, hvor han arbejder som barista på en café og bruger sin fritid på at eksperimentere med psykedeliske stoffer med sine få venner og
udforske spiritualitet for at finde mening. I terapien opdager han, at han underbevidst søger identitet og autenticitet for at beskytte sig mod en frygt for ikke at være unik, der kan give ensomhed og ulykke. Han holder sig tilbage fra at engagere sig fuldt ud i livet og tage en uddannelse, da han vil undgå risikoen for at blive overset og ikke få anerkendelse, og det er blevet en selvopfyldende profeti, at han ikke kan blive lykkelig og få succes, fordi han er anderledes.
Terapien hjælper Daniel med at indse, at hans forældre ikke gav ham nok følelsesmæssig opmærksomhed, hvilket fik ham til at føle sig tom og værdiløs. Han indser dog, at hans forældre ikke svigtede ham bevidst, men snarere handlede ud fra deres egne mangler, fordi de aldrig selv havde fået omsorg og støtte til at forfølge deres interesser og mål. Oplevelserne i skolen og på gymnasiet har forstærket en dybtliggende overbevisning om, at han ikke er god nok, som han er, men han har af samme grund en indre konflikt mellem frygten for at blive en fiasko og ønsket om at blive autentisk og forfølge sine drømme. Da Daniel erkender, at hans problemer ikke skyldes hans egen utilstrækkelighed, men snarere de omstændigheder han voksede op i, kan han frigøre sig fra sin søgende og afhængige adfærd. Terapeuten støtter ham i at stole mere på sig selv og følge sin egen indre stemme i stedet for at søge anerkendelse fra andre, og han får håb for at kunne finde en vej fremad.
Terapeuten hjælper dernæst Daniel med at forstå, at hans undvigelse af ansvar kun forværrer hans indre tomhed og følelse af utilstrækkelighed. Hvis han vil have et mere fyldestgørende liv, må han se livet i øjnene i stedet for at flygte, og for at kunne nå derhen bakker terapeuten ham op i at følge et ønske om at gå til karate for at få mod, selvkontrol og udholdenhed. I en periode fungerer terapeuten som guide, der støtter Daniel i at overvinde sin sårbarhed for at blive overset eller være en fiasko ved at stå ved den og tage ansvar for alligevel at gå ud i verden og træffe valg baseret på sine egne værdier og ønsker. Terapeuten sender Daniel på opgaver, hvor han kan teste sit mod og sine evner til at være selvstændig, og gennem samtalerne lærer han at være tålmodig og rumme sin frygt, sorg og vrede over udfordringerne uden at give op.
Da Daniel finder sin egen styrke og værdi, guider terapeuten ham til sidst til at ændre sin selvfortælling fra at være en person, der kæmper med livet, til at være helten i sin egen historie. Det er styrkende og inspirerende for Daniel at anerkende sig selv som et modigt og selvstændigt menneske, der
kan tage livet i egen hånd, og terapeuten støtter ham i at søge ind på bacheloruddannelsen i religionsvidenskab for at følge sine drømme og få en retning. Terapeuten følger Daniel, indtil studiestarten er overstået, og den unge mand har fundet sig godt til rette blandt sine nye kammerater og kan fortsætte selv.
KONKLUSION
Sammenfattende illustrerer de to cases, hvordan unge mænd kan stå over for en bred vifte af udfordringer, når de bevæger sig fra dreng til mand. Disse udfordringer er ofte dybt personlige, og dybdegående terapi kan fungere som et moderne overgangsritual, især for dem der føler sig usikre. Ved at adressere følelsesmæssige sår, usikkerheder og begrænsende overbevisninger kan terapeuten guide dem mod modenhed, selvstændighed og et dybere forhold til deres maskulinitet.
Det er imidlertid afgørende at erkende, at der ikke findes en universel løsning for alle, da sociale, kulturelle og individuelle forskelle spiller en betydelig rolle. Mange unge har ikke brug for terapi, men for dem, der har, er det essentielt, at terapien tilpasses individuelt. En vellykket overgang indebærer dog ikke kun udvikling af individet, men også integration i samfundet og følelsen af at være forbundet og engageret. Terapien bør derfor ikke kun fokusere på individuelle mål, men også støtte unge mænd i at finde deres plads i verden og bidrage positivt til familien eller fællesskabet.
Når psykoterapi anvendes som et initieringsritual, er det desuden vigtigt, at den ikke bliver opfattet som medicinsk behandling af psykiske forstyrrelser. Overgangen fra ungdom til voksenliv er en naturlig og kompleks proces, og sygeliggørelse eller diagnosticering kan give klienterne negative forventninger til deres formåen og vanskeliggøre deres udvikling af styrker og ressourcer.
I sidste ende er formålet med psykoterapi som overgangsrite at hjælpe unge mænd med at blive hele og selvstændige mennesker, der kan tage ansvar for deres eget liv. Denne proces kræver mod, selverkendelse og støtte, men resultatet er en dybere forståelse af sig selv og en følelse af retning og formål i livet.
LITTERATUR
Bly, Robert: Iron John. Hachette Books 2004. Corneau, Guy: Absent Fathers, Lost Sons. Shambala 1991.
Dræby, Anders & Emmy van Deurzen: Læringsudbyttet i kognitiv adfærdsterapi og eksistentiel terapi. Tidsskrift for Psykoterapi, 2019/3, pp. 18-24.
Turner, Victor: The Ritual Process. Routledge 1996.
Anders Dræby er professionsdoktor i eksistentiel psykoterapi fra Middlesex University og har en certificering i psykoterapi fra Regent’s University London. Han arbejder blandt andet som selvstændig psykoterapeut MPF og supervisor.
TAL MED UNGE OM DERES
SEKSUELLE TRIVSEL
De unges ’åbenlyse’ mistrivsel kan handle om seksuelle problemer
Som udgangspunkt fødes vi alle med en sund seksualitet. Den udvikler sig gennem livet under påvirkning af forskellige faktorer og har forskellig betydning for os alle. For nogle er deres seksualitet resultatet af en ubesværet og ukompliceret proces, mens den for andre kan være kompliceret af psykologiske, sociale, biologiske og kulturelle udfordringer. Oplevelsen af seksuel mistrivsel kan være meget anderledes, end man forventer, da seksualitet varierer fra person til person.
Forskningen viser, at der er en tæt sammenhæng mellem vores generelle helbred og vores seksuelle trivsel – det gør sig også gældende for unge. En sund seksualitet og et tilfredsstillende sexliv kan bidrage til øget livskvalitet og social trivsel i alle livsfaser. På den anden side kan seksuel mistrivsel forværre livskvaliteten, især hvis man er udfordret i forhold til psykisk sårbarhed, kæmper med en fysisk lidelse eller har sociale udfordringer. Seksualitet spiller en afgørende rolle for vores sundhed og trivsel.
Mistrivsel blandt unge kan skyldes seksuelle udfordringer. Derfor er det essentielt at inkludere seksualitet i ethvert arbejde med unge, der sigter mod at udvikle dem i en sund retning og opnå bedre trivsel.
UNGES SEKSUALITET
Unge er ikke en homogen gruppe og kan ikke indfanges i en bestemt ungdomskultur. Dette gælder også på den seksuelle arena. De unge gennemgår ikke blot psykologiske og sociale forandringer, men også biologiske transformationer. Deres kroppe går fra at være
børnekroppe til at blive voksne kroppe, hvor kønshormonerne ræser rundt. I ungdomsårene udforsker unge typisk deres seksuelle orientering, gør deres første oplevelser med forelskelser, indgår i kæresterelationer og deltager i seksuelle aktiviteter, hvor de eksperimenterer og opnår erfaringer inden for det seksuelle område. Det kan for nogle unge være forbundet med negative oplevelser. Ud over de potentielle følger som kønssygdomme og uønskede graviditeter ved ubeskyttet sex kan seksuelle oplevelser også involvere situationer med sex uden samtykke og seksuelle overgreb. Studier indikerer desuden, at en betydelig del af unge benytter sig af sex som et middel til at opnå fx opmærksomhed, intimitet, anerkendelse og omsorg, men også penge og materielle goder – en praksis, der også kaldes byttedating. Dette indebærer, at mange unge udveksler seksuelle handlinger for at få deres behov opfyldt.
Mange unge oplever en tid præget af usikkerhed og forvirring i ungdomsårene. De står over for opgaven med at lære sig selv og deres seksualitet at kende. Erfaringer inden for områder som fx venner, sex, parforhold, sorg, alkohol og sociale medier deler de med hinanden, og for sårbare unge, der føler sig ensomme
Tekst: Anette Crone Jessen
og forvirrede og uden en tilgængelig nærværende omsorgsperson, kan disse erfaringer resultere i mistrivsel – også seksuelt. Dette kan for nogle unge føre til uhensigtsmæssig seksuel adfærd i deres stræben efter at opnå bl.a. identitet, samhørighed, trøst, forståelse og tryghed.
HVEM TALER MED UNGE OM SEKSUALITET?
Seksualitet er en integreret del af ethvert menneske, og den privatsfære skal respekteres. Mange fagpersoner finder det derfor svært at tale om seksualitet på en konstruktiv måde. Det er almindeligt, at tilbageholdenhed og frygt for at overskride grænser kan forhindre fagpersoner i at tage emnet op i samtaler med unge. Ikke desto mindre er det afgørende, at fagpersoner integrerer seksuelle aspekter i deres praksis – især når det vedrører sårbare og udsatte unge.
En stor del af unge bærer deres tanker, følelser og oplevelser om seksualitet alene. De ved ikke, hvem de kan tale med det om. Det understøttes også af undersøgelser, som viser, at unge efterspørger åbne og fordomsfrie voksne at tale med om deres seksualitet og seksuelle adfærd. Det er min erfaring, at unge ønsker hjælp til at tale om emner som fx kæresteforhold, kønsidentitet, forvrænget kropsbillede (Body Dysmorphic Disorder), grænser, kultur og prævention. Unge kan også have oplevet seksuelle situationer, som de efterfølgende ikke har været tilpas ved eller ligefrem er blevet presset ud i af for eksempel venner. Andre unge bruger deres seksualitet mere eller mindre bevidst for at få deres ønsker og behov dækket, dels følelsesmæssigt, men også i bytte for fx alkohol, mad eller en seng at sove i. Uden en person at tale med kan unge føle sig isolerede og overvældede af deres problemer. En stor del af disse unge har derfor behov for, at den fagprofessionelle bryder isen i samtalen om sårbare emner.
Desværre forbigår eller overser mange fagfolk ofte dette grundlæggende menneskelige behov, især i arbejdet med unge, der lider af psykisk sårbarhed, fysiske sygdomme og unge, der har haft en opvækst med begrænset adgang til omsorg, nærvær og tryghed.
Case 1:
Mia på 16 år søger hjælp i en anonym tjeneste. Mia har de seneste år cuttet sig og lider af angst. Mia har været i kontakt med flere fagpersoner og er i behandlingssystemet. Mia siger, at ingen har spurgt til hendes seksuelle trivsel. Fokus fra de fagprofessionelle har været på hendes cutting og angst. Mia fortæller, at hun gennem sin opvækst er blevet seksuelt misbrugt af et familiemedlem, og giver udtryk for, at hun ikke kan holde det ud længere.
Hvis unge ikke umiddelbart oplever sig mødt med omsorg og forståelse i deres interaktion med en fagprofessionel, kan det lede dem til at søge tilflugt i digitale fællesskaber i online møderum som fx Discord, Twitch, Instagram, Snapchat, Pinterest og TikTok. Disse fællesskaber kan i visse tilfælde reducere eller helt fjerne motivationen for at søge professionel støtte, især når det drejer sig om følsomme emner som seksuelle udfordringer.
Inden for disse ikke-professionelle fællesskaber er der en potentiel risiko for, at unge rådes til at tackle deres sårbarhed på måder, der kan være usunde og skadelige for dem. Ønsket om omsorg og tilhørsforhold kan endda øge risikoen for grooming, hvor en ofte ældre og for den unge magtfuld person, som den unge stoler på, manipulerer dem til at gøre ting, de egentlig ikke ønsker. Heldigvis for Mia søgte hun hjælp i en professionel tjeneste.
SEKSUELLE UDFORDRINGER
Unge med psykiske og funktionelle lidelser har som alle andre unge en naturlig seksualitet, som de kan have behov for hjælp til at tale om. Grænsesætning og sociale kompetencer kan for nogle unge være vanskelige at mestre – særligt hvis de kommer fra en barndom præget af følelsesmæssig forsømmelse, omsorgssvigt og/eller overgreb, unge med fx ADHD, depression, spiseforstyrrelse og angst eller unge inden for autismespekteret. Det omhandler også unge, der er udviklingshæmmede, og unge med fysiske udfordringer og lidelser som fx spastisk lammelse (cerebral parese), diabetes, cancer, hudsygdomme, mave- og tarmlidelse mv. Som udgangspunkt har alle unge seksuelle ønsker og
behov, men grundet udfordringer eller begrænsninger, kan alle unge måske ikke få dem opfyldt.
Case 2:
Lasse på 24 år har ADHD. Lasse var i ungdomsårene hyperseksuel. Lasse var ukritisk i sit valg af sexpartnere og havde kun for øje at finde nye sexpartnere for natten, når han var til fest. Lasse havde også sex med sig selv og onanerede otteti gange dagligt i en årrække. Lasse talte ikke med nogen om sin seksuelle trivsel, mens han kæmpede med hyperseksualitet. Han oplevede at være alene, skamfuld og uvidende om sine seksuelle problemer. Set i bakspejlet ville Lasse ønske, at nogen havde spurgt til hans seksuelle (mis)trivsel og adfærd og inviteret ham til at tale om det.
Ser vi nærmere på Lasses seksuelle adfærd og følelser, er det vigtigt som fagperson at være åben og interesseret i, hvad Lasse oplever af seksuelle udfordringer eller seksuelle problemer. Det kunne for Lasse fx handle om, at han havde smerter på sin penis pga. hyppig onani. Det kunne også tænkes at være en udfordring for ham at finde tid og rum til sin onani, eller at han savnede at have en kæreste. Lasse kunne også føle sig ensom, hvis hans behov for seksuelle aktiviteter gik forud for samvær med sine venner. Lasse kunne have oplevet negative konsekvenser pga. hans seksuelle adfærd som fx et dårligt rygte blandt jævnaldrende, som måske fandt ham for ukritisk i sine seksuelle relationer. I det her tilfælde kan fagpersonen sammen med Lasse undersøge, hvad Lasse søgte gennem sine seksuelle handlinger. Det kunne handle om jagten på at opnå orgasme, ønsket om at finde en kæreste, anerkendelse eller at lide af en hyperseksualitet, som måske kræver professionel behandling. Det er kun Lasse, som kan svare på, hvad der er hans seksuelle problem. Det er derfor vigtigt at tage afsæt i den enkeltes situation og ikke i egen (faglig) forestilling om, hvad man som fagperson tror, der er den unges problem.
ADHD- og depressionspræparater kan for mange brugere give seksuelle bivirkninger med fx nedsat sexlyst. Det kan for nogle unge medføre, at de på eget initiativ vælger at stoppe den medicinske behandling. Her kan fagpersoner henvise den unge til at søge rådgivning hos egen læge.
Overstående skal blot ses som eksempler på, hvordan psykisk lidelse kan påvirke seksualiteten – og at det er vigtigt, at vi som fagperson sætter parentes om vores forforståelse og indtager en position som fordomsfrie, åbne og nysgerrige. Det skal også pointeres, at der (heldigvis) også er en mange unge med psykiske og fysiske lidelser, der oplever at have en velfungerende seksualitet.
EN BIO-PSYKO-SOCIAL TILGANG
Seksualitet er komplekst og kan ikke reduceres til en simpel definition, da seksualitet indebærer en række forskellige faktorer og opfattes ret unik. Seksualitet kan med fordel forstås ud fra en holistisk tilgang og med anvendelse af den bio-psyko-sociale model – se figur 1. Ved at anvende den bio-psyko-sociale model betragtes seksualitet som en dynamisk proces, der udvikler sig gennem menneskers liv og er påvirket af både indre og ydre faktorer. Dette inkluderer ikke kun fysiske aspekter af seksualitet, men også følelsesmæssige, relationelle og kulturelle dimensioner. Modellen anerkender, at seksualitet udspringer og påvirkes af biologiske, psykologiske, sociale og kulturelle faktorer, og at disse faktorer er indbyrdes forbundne og kan ændre sig over tid. På samme måde, som vi kan arbejde med vores skam eller selvværd, kan vi altså også arbejde på at opnå en mere tilfredsstillende seksualitet.
For at få en dybere forståelse af seksualitet er det derfor nødvendigt at undersøge samspillet mellem de forskellige faktorer, og hvordan biologiske faktorer såsom BIOLOGI
Fig. 1.
hormoner og kropsfunktioner påvirker seksuelle oplevelser og identitet, hvordan psykologiske faktorer som følelser, tanker og personlighed spiller ind på forskellig vis, samt hvordan sociale og kulturelle normer og værdier former vores forståelse og udtryk for seksualitet. Ved at inddrage alle aspekter kan vi opnå en mere nuanceret og helhedsorienteret forståelse af seksualitet, der anerkender dens kompleksitet og mangfoldighed.
Case 3:
Lucas på 19 år er i tvivl om sin kønsidentitet og sin seksuelle orientering. Lucas bruger pronomen han/ham. Lucas ved ikke, om han er seksuelt tiltrukket af piger, drenge eller begge køn. Det er skamfuldt for ham. Lucas er af den overbevisning, at hans venner og familie vil finde det forkert, hvis han fx er homoseksuel, da han har hørt dem omtale homoseksuelle som anderledes og ulækre.
Lucas står alene med sin tvivl, skam og angsten for at blive gjort forkert (psykisk) af de personer, som står ham nærmest (socialt). Lucas’ seksualitet er biologisk og kulturelt bestemt og opleves (af ham) negativ og stigmatiserende.
Det kan føre til en ond cirkel. Lucas’ psykiske, sociale og kulturelle påvirkninger kan resultere i, at Lucas begynder at trække sig socialt og få det psykisk dårligere og dårligere. Lucas kan udvikle følelser som fx ensomhed, mindre selvværd og mindre selvtillid, som over tid kan udvikle sig til minoritetsstress, depression og selvmordstanker.
Det lyder simpelt, men ofte kan den onde cirkel brydes, hvis man som fagperson er lyttende, fordomsfri, imødekommende, nysgerrig, validerende og anerkendende over for den unge samt støtter den unge i at stå ved sig selv – også over for andre. Man kan fx sammen med Lucas undersøge, om der er situationer eller tidspunkter, hvor han accepterer sit køn og seksuelle tiltrækning, hvordan han konkret håndterer negative kommentarer og fordomme, eller udforske andre måder, hvorpå han kan passe på sig selv og sine grænser. Det er min erfaring, at de unge gerne vil tale med os, hvis vi formår at skabe en god, sikker og tryg ramme for samtalen.
TO-VEJS-TABU
Sex, intimitet og seksualitet er tabubelagte emner for mange, også for fagpersoner. I det fagprofessionelle arbejde kan der derved opstå det, der kaldes to-vejs-tabu. Det sker, når både den unge og fagpersonen undgår at berøre seksuelle emner på grund af fx blufærdighed og misforstået hensyntagen til hinanden. Tabuet opstår, hvis den unge har et ønske om, at fagpersonen tager initiativ til at tale om seksualitet, mens fagpersonen kan tænke: Hvis den unge har behov for at tale om sin seksualitet, vil vedkommende selv bringe det på bane. Men sådan forholder det sig ikke.
Som fagperson er det vores ansvar at bringe emnet op, og det kræver ingen særlig ekspertise at adressere unges seksuelle trivsel. Det kræver blot, at vi som fagperson skaber et rum for, at det er tilladt og trygt at tale åbent om sex og seksualitet i samtalen.
PROFESSIONEL OG PERSONLIG – IKKE PRIVAT
Seksualitet strækker sig ud over blot at handle om samleje. Ofte er det ikke mere udfordrende at tale om seksualitet end at tale om andre psykosociale aspekter i den unges liv, såsom romantiske forhold, venskaber, familieforhold, uddannelse, arbejde, fritidsinteresser samt de unges vaner med økonomi, alkohol, kost, søvn og motion mv.
Det er ikke nødvendigt at være ekspert inden for seksualitet for at afdække unges seksuelle trivsel. Det kræver blot en grundlæggende viden og forståelse for, at der kan være mange faktorer, der kan påvirke unges seksuelle trivsel – og ikke mindst, at vi som fagperson forholder os åbent og nysgerrigt til, om den unge oplever forholdene som problematiske.
Case 4:
Sofia på 21 år er studerende og bor alene på eget værelse. Sofia går meget i byen, og aftenerne ender ofte med, at Sofia dagen efter vågner op hos en fyr, hun ikke kender, efter en nat med sex. Sofia er i samtaleforløb, da hun har depressionslignende symptomer. Sofia oplever livet som meningsløst, er trist, initiativforladt og føler mindreværd. Når Sofia har forsøgt at tale om sine
Professionel
Grundlag
• Faglighed
Viden - Indsigt
• Bearbejdede erfaringer
• Selvindsigt
Handlingspræg
• Analyser
• Metoder
• Evaluering
• Objektivitet
2.
Personlig
Grundlag
• Saglighed
Viden - Indsigt
• Bearbejdede erfaringer
• Selvindsigt
Handlingspræg
• Intuition, situationsbestemmelse
• Empati
• Personprofil
• Personlige kompetencer
byture og seksuelle adfærd, er hun af behandleren blevet mødt med: Du er ung og skal bare leve livet. Men Sofia ønsker ikke, at det skal være sådan.
Sofias seksuelle adfærd var længsel efter nærvær, anerkendelse og omsorg, som hun (umiddelbart) fik opfyldt gennem seksuelle kontakter. Det var Sofia ikke bevidst om, og hun oplevede sig ikke hørt og mødt af den fagprofessionelle. Den fagprofessionelle havde ikke været åben, imødekommende og nysgerrig på Sofias udfordring, men havde svaret ud sin egen private holdning. I samtale om seksualitet kan man med fordel reflektere over, om man agerer hensigtsmæssigt ved at tage udgangspunkt i de tre P’er – professionel, personlig og privat. Se figur 2.
Ud fra huskereglen med de tre P’er er det vigtigt at være opmærksom på, hvorfra man tager sit faglige afsæt i samtalerne. Som udgangspunkt bør den professionelle aldrig bringe sit private område i spil. Man bliver let sårbar og usaglig og risikerer at blive blufærdig. Hvis emnet i samtalen giver genklang i en, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan det håndteres, og hvilken betydning det kan få for den unge og for samtalen. Det professionelle og personlige bør altid være omdrejningspunktet i det relationelle arbejde.
Det er helt acceptabelt at fortælle den unge, hvis man ikke har tilstrækkelig viden om et specifikt emne vedrørende seksualitet, for derefter at søge information an-
Privat
Grundlag
• Usaglighed
Viden - Indsigt
• Egne erfaringer (mere eller mindre ubearbejdede)
Handlingspræg
• Følelser
• Tilfældigheder
• Egenrådighed
• Private holdninger
• Subjektivitet
dre steder eller henvise den unge til en passende kilde for yderligere hjælp. Dermed viser vi vores medmenneskelighed – at vi også kan være usikre og ikke ved alt og kan være sammen med den unge om det.
PLISSIT-MODELLEN –EN SEXOLOGISK SAMTALEMODEL
Der findes et utal af samtalemodeller til støtte for fagpersoner, der skal tale med personer om seksualitet – herunder også unge. En velkendt og ofte anvendt model, som benyttes til at systematisere og inddrage personer i samtaler om deres seksualitet, er PLISSITmodellen.
Modellen er inddelt i fire niveauer:
1. niveau er Permission (tilladelse). – Den fagprofessionelle tilkendegiver, at det er trygt og tilladt at tale om seksualitet.
2. niveau er Limited Information (begrænsede oplysninger). – Den fagprofessionelle giver faktuelle oplysninger om fx LGBT+ Ungdom, præventionsmuligheder, henvisning til fx tv-programmet SEX med P3. Langt de fleste seksuelle problemer kan afhjælpes på de to første niveauer, hvis den fagprofessionelle sætter rammen for at tale om seksualitet.
3. niveau er Specific Suggestions (konkrete forslag). – Den fagprofessionelle kommer (i samarbejde med den unge) med forslag, som kan hjælpe unge til at håndtere
Fig.
specifikke seksuelle problemer, som fx hvordan den unge kan sige fra over for andres seksuelle ønsker, og hvordan den unge kan tale om sin familie, venner og andre om fx sin kønsidentitet. På dette niveau skal man være uddannet psykoterapeut og have lært at hjælpe personer, der har personlige eller psykiske lidelser og/ eller kriser, hvilke også kan være seksuelle lidelser og/ eller kriser som fx at have det svært med sin krop, være ensom og ønske sig en kæreste, have haft grænseoverskridende seksuelle oplevelser mv. 4. niveau er Intensiv Therapy (samtaleterapi). – På dette niveau er der tale om udfordrende og komplicerede seksuelle dysfunktioner, som kræver et langvarigt behandlingsforløb, og som ofte skal suppleres med anden behandling som fx hormonbehandling og kirurgi. Henvisning hertil sker via egen læge. Dette niveau kræver, at behandleren har en specialuddannelse inden for sexologi.
INTENSIVE THEREAPY SPECIFIC SUGGESTIONS PERMISSION
INTENSIVE THEREAPY
3. PLISSIT-modellen (Annon 1976).
Nu, hvor du ved, hvad der kan være på spil for den unge, er du et skridt tættere på at være den tillidsvækkende voksne fagperson, de kan betro sig til om deres seksualitet. For at hjælpe samtalen i gang kan du med fordel gøre dig nogle overvejelser om, hvilke åbne spørgsmål du selv føler dig tryg i og finder det naturligt at indlede med.
Eksempler til åbne spørgsmål til den unge:
• Hvordan oplever du din seksualitet? Er du godt tilpas i den?
• Har du været i situationer, hvor din seksualitet har været svær for dig?
• Hvilke tanker og følelser har du om dit sexliv?
• Hvad fungerer? Og hvad fungerer måske ikke?
• Er der noget, der bekymrer dig?
Eksempler til åbne spørgsmål til unge, der er i parforhold:
• Påvirker din seksualitet dit forhold?
• Hvordan har din partner det i forhold til din/jeres seksualitet?
Er det noget, I kan tale om?
LITTERATUR
Annon, JS (1976). The PLISSIT-model: A proposed conceptual scheme for the behavioral treatment of sexual problems. Journal of Sex Education and Therapy 2, 1-15.
Bjønness, J, MH Bræmer & C Groes (2022). Byttedating i Danmark. Slutrapport fra forsknings- og udviklingsprojekt ”Sugardating blandt marginaliserede unge”. Aarhus Universitet & Roskilde Universitet.
Graugaard, C, A Giraldi & B Møhl (2019). Sexologi – faglige perspektiver på seksualitet. Munksgaard.
Jessen, AC & J Lysholdt (2023). Samtaler om sex og seksualitet – i socialfagligt arbejde med unge. Akademisk Forlag.
Jessen, AC & J Lysholdt (2021). Seksualitetens betydning i socialfagligt arbejde med unge. Masterafhandling i sexologi. Sexologisk Forskningscenter på Klinisk Institut, Aalborg Universitet.
Schibbye, AL (2020). Relationer – Et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi. Akademisk Forlag.
Sommer, C (2020). Bryd tabuet med den hverdagssexologiske samtale. Sygeplejersken, 32-37.
Anette Crone Jessen er forfatter til fagbog: Samtaler om sex og seksualitet – i socialfagligt arbejde med unge. Master i Sexologi (AUU). Psykoterapeut MPF)og supervisor (DFTI). Socialrådgiver med diplom i socialt arbejde med børn og unge.
TAL MED DEM
Fig.
KLIENTEN SPARKER TILBAGE
Når det er tid til at afslutte et forløb med en klient, spørger jeg som regel ind til, hvad klienten har fået ud af at gå i terapien. Jeg spørger også, hvad klienten tager med sig videre i livet, og om der er enkeltstående indsigter, oplevelser eller dele af samtaler under forløbet, som har gjort særligt indtryk. Jeg spørger, både fordi der kan være værdi i at minde klienten om indsigter opnået i terapien, og fordi der kan være vigtig viden i svarene for mig i mit videre arbejde med andre klienter.
Da Sebastian for første gang er i terapi, har han i tre år samlet mod til sig for at starte. Nu har han opsøgt et behandlingstilbud, der arbejder med unge, som er vokset op i familier med misbrug, hvor jeg har været frivillig i fire år. Han begynder hos Susanne, som efter et halvt års tid får nyt arbejde, og Sebastian får tilbud om at fortsætte med mig. Han er ikke vild med, at jeg er en mand, faktisk betragter han det som endnu et svigt i en nærmest endeløs række af dårlige undskyldninger for ikke at overholde aftaler. Han mener, han var blevet lovet en kvinde. ”Jeg kender kun firkantede mænd,” siger han opgivende.
Han er 24 år, høj, slank og veltrænet med et roligt blik, men med urolige hænder. Før han begyndte i terapi, havde han aldrig talt med nogen om sine følelser, og at skulle dele dem nu med en anden mand er en stor mundfuld. Trods modstanden får vi forholdsvis hurtigt etableret en god relation, og han går ind i arbejdet med krum hals.
ANSVAR FOR SØSKENDE
Sebastians opvækst er ikke noget at skrive hjem om. Faren var kvartalsdranker, og moren var generelt fraværende på grund af alt for meget arbejde, hvorfor det blev Sebastians uudtalte opgave og ansvar, at de tre yngre søskende fik aftensmad, lavet lektier og kom i seng i ordentlig tid. Gennem sin skoletid er han på grund af overvægt blevet mobbet, og trods mod til at fortælle voksne om både mobning og fars druk var der ingen, der tog affære. Han kan ikke huske nogensinde at have fået et kram derhjemme.
Aktuelt forstår han ikke – og er træt af – sine humørsvingninger. Som eksempel fortæller han om en episode, hvor kæresten har fri, og da Sebastian kommer hjem, roder det i køkkenet. Han prøver at beherske sig, men bliver mere og mere irriteret og eksploderer til sidst. En anden gang taler de økonomi, som Sebastian opfatter som noget meget privat, og også her bliver han irriteret, bliver helt tom indvendig og er bagefter skamfuld over sin reaktion.
Da han begynder hos mig, er hans dagligdag ekstremt struktureret. Han styrketræner flere timer hver dag både før og efter arbejde, har on and off været på kur i årevis, har fuldstændigt styr på sin vægt og sit indtag af kalorier og arbejder målrettet for at komme ind på sin ønskeuddannelse, som kræver færdigheder, der kan opøves. Sebastian prioriterer træning over samvær med kæresten, og han tillader ikke sig selv at nyde et stykke chokolade eller en kiks, for den slags er slendrian.
Tekst: Dav Jacobsen
DET SÅREDE BARN OG INDPISKEREN
Det er helt almindeligt (og forståeligt), at børn, der er vokset op i familier med misbrug, hvor det meste sejler, senere hen overkompenserer i ønsket om kontrol over eget liv. Sebastian og jeg mødes i terapirummet hver fjortende dag hen over de næste mange måneder, og han bliver langsomt bedre til at takle sine udfordringer. Undervejs i forløbet kommer Sebastian i kontakt med både det sårede barn og den hårde indpisker, og ganske langsomt får han et mere afslappet forhold til sine indre dæmoner – og til chokolade. På opfordring spiser han en dag efter træning et lille stykke chokolade og opdager, at verden ikke styrter sammen.
En dag fortæller han om en konflikt med sin far, som han – Sebastian – netop har stået i. Han og kæresten er på besøg hos hans forældre, og faren, der under middagen har drukket sig beruset i rødvin, opfører sig urimeligt og bliver træls at høre på. Uden at gå ind i konflikten henvender Sebastian sig til kæresten og siger, at de skal hjem nu. Så rejser han sig, siger tak for i aften og gør klar til at køre hjem. Ude ved bilen forsøger Sebastians far at optrappe konflikten, men Sebastian lader sig ikke påvirke, og det unge par forlader matriklen. Som en anerkendende gestus sparker jeg let til hans skinneben, da han har fortalt historien og spørger ham smilende: ”Hvad i alverden laver du egentlig her hos mig?” Det griner vi lidt af uden at gå videre ind i det.
Nogle uger senere kommer han glad og fortæller, at han er blevet optaget på sin ønskeuddannelse, og de efterfølgende gange står det tydeligt for os begge, at Sebastian er ved vejs ende i terapien og klar til at gå alene videre.
MIT EGO FIK ET LOS
I arbejdet med de unge får jeg ofte ondt i hjertet, når jeg første gang møder dem i terapien, og de fortæller om en til tider brutal og kærlighedsløs opvækst, hvor de ikke er blevet set. Mange af dem græder ved genkaldelsen, men også over lettelsen ved endelig at kunne dele deres smerte med et andet menneske. For mange af dem er det første gang. Den sidste session kan derfor godt blive lidt følelsesladet (mest for mig), fordi vi har delt
så mange fortrolige stunder og nu skal skilles for sandsynligvis aldrig mere at ses. Jeg kommer simpelthen til at holde af dem, både i empati med deres smerte, men også på grund af deres mod til at dele det sårbare og deres stædige arbejde for et bedre liv.
Da Sebastian sidste gang er i terapi, spørger jeg som sædvanlig, hvad han tager med sig videre og helt uden tøven, svarer han: ”Da du sparkede mig over skinnebenet, gik det op for mig, at jeg godt kan selv.”
Jeg havde nok forventet et andet svar. I hvert fald var min umiddelbare tanke: Nå, nå! Her har jeg i timevis siddet og været klog. Brugt min intuition, min viden og min erfaring, bragt mig selv i spil. Grinet med og trøstet. Forholdt mig. Lyttet, så mine ører blev røde. Og så er det et los over skinnebenet, han husker. Mit ego fik et los tilbage.
Men det er jo noget af det, der er så forløsende ved vores arbejde. Klienterne bliver opmærksomme på deres mønstre og dermed klogere på deres liv. Bedre til at håndtere det ved at få øje på nye muligheder for mestring. Og vi bliver klogere. Det blev (igen) tydeligt, at vi aldrig kan vide, hvad klienterne i sidste ende tager med sig. Vi er helt uden for indflydelse. At mit ego fik et los var helt åbenlyst fortjent.
Tak for det, Sebastian.
Personnavnene i artiklen er opdigtede. ’Sebastian’ har læst og givet tilladelse til, at artiklen bringes.
Dav Jacobsen er selvstændig gestaltterapeut MPF, sexolog og supervisor med praksis i Aarhus.
UNGE BAG FACADEN
Neuroaffektiv familiebehandling for unge med angst
Tekst: Rikke Braren Lauritzen
Illustration: AI v/ Erik Wasli
Hvis den voksne omsorgsgiver ikke har udviklet mentalisering, har barnet og senere den unge heller ikke udviklet det, for ”man kan ikke give mere, end man har” (Hart 2011). Det er gennem forældre og børn/unges synkroniserede samspil, som Susan Hart kalder den følelsesmæssige musik, at den unge lærer at afstemme sig følelsesmæssigt. Kan det tænkes, at vi i vores hast med at udrede og behandle de unge er kommet til at skylle betydningen af det vigtige samhørighedssamspil imellem forældre og den unge ud med badevandet? Den gode nyhed er, at vi altid kan påvirke hjernens synaptiske forbindelser og nervesystemets plasticitet, når vi tuner ind på hinanden følelsesmæssigt i dybere mødeøjeblikke.
I det seneste årti er opmærksomheden på psykisk mistrivsel blandt unge vokset, og flere og flere unge har ondt i livet. Det er blevet stadigt tydeligere, at unge mennesker i dag oplever en række mentale sundhedsudfordringer, der påvirker deres trivsel og udvikling, og der er fokus på vidensdeling og evidensbaserede behandlingsmetoder og interventioner målrettet til at støtte den næste generation gennem deres mentale sundhedsrejse. I den nye psykiatriplan (Sundhedsministeriet 2022) understøttes dette med kommunale PPR-tilbud om ”lettere behandling for unge”, som nu indgår i de fleste kommuner.
Som familiebehandler/familieterapeut møder jeg hver dag unge, som har brug for både forebyggende og akut behandling for angst og selvskade, der kræver en passende intervention. Det er afgørende at forstå, at angst og selvskade er et tegn på en så underliggende følelsesmæssig eller mental lidelse, at det kræver akut behandling for at forebygge mere kronisk psykisk sygdom. Psykoterapeuter MPF med solid viden og behandlingserfaring med evidensbaserede behandlingsmetoder tilbyder i stadig stigende grad psykoterapeutisk behandling til børn og unge, som man før
henviste til autoriserede psykologer og til psykiatrien. Vi har som familie- og psykoterapeuter den fordel og styrke, at vi kan arbejde systemisk rundt om hele den unge, såvel skole/uddannelse, sociale relationer/miljø og i hjemmet med fokus på ressourcer, dynamik og samspil.
Det er min erfaring, at den terapeutiske behandling af den unges lykkes bedst, når forældrene inddrages i processen, og når det lykkes at få skabt eller genskabt en følelsesmæssig afstemning imellem den unge og forældrene. Unge har i lige så høj grad brug for at kunne afstemme sig følelsesmæssigt med sine voksne som det yngre barn og spædbarnet, men det kan være svært som ung, hvor meget er under ’ombygning’ såvel fysisk, psykisk, socialt og kognitivt, at række ud efter hjælpen hos de nære voksne. Omvendt ses en voksende tendens til, at de unge henvender sig til de åbne, anonyme ungerådgivninger som for eksempel Børnetelefonen, Livslinjen og Headspace. Dette hænger formentlig sammen med de lange ventelister til regeringens tiltag med gratis psykologhjælp til unge (Magasinet P 2022).
Angst bor på alle niveauer hos unge.
Som præstationsangst udviklet på det præfrontale, mentale niveau, som socialangst udviklet på det limbiske niveau og som separationsangst eller dødsangst på det grundlæggende autonome niveau.
Jeg vil i det følgende redegøre for, hvorfor og hvordan inddragelse af familiesamtaler i behandlingen af den unge har stor betydning for den unges følelsesmæssige heling. Mit formål med artiklen er trefoldig. Først og fremmest ønsker jeg at medvirke til at fremme forståelsen af kompleksiteten af de unges udfordringer blandt andet ved at inddrage levende anonyme fortællinger.1 Dernæst ønsker jeg at dele viden og erfaringer med andre fagpersoner, og til slut håber jeg at nå ud til de udsatte unge og deres familier.
Som familiebehandler og ungebehandler arbejder jeg ud fra den neuroaffektive udviklingspsykologi og Susan Harts over 33 års forskning i barnets udvikling, tilknytning og den nyere hjerneforskning. Den neuroaffektive tilgang giver en helt grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at udvikle sig fra fødsel til voksenlivet, og den giver os mulighed for at beskrive børn og unges udvikling, ikke kun på individplan, men også på samfundsplan. Hvad jeg værdsætter højt ved den neuroaffektive tilgang er, at den viser, at alle børn, unge og voksne hele livet igennem kan udvikle og forandre sig, eftersom vi til stadighed har et åbent udviklingsvindue i den plastiske hjerne og i det plastiske nervesystem (Hart 2011 s.17).
Som eklektiker og psykoterapeut anvender jeg desuden en palet af terapeutiske redskaber fra kognitiv ad-
1 Cases bringes med fuldt samtykke til offentlig deling fra den unge og dennes forældre.
færdsterapi (CBT), dialektisk adfærdsterapi (DBT) og metakognitv terapi (MCT) i samtaleterapien med den unge. Disse forskningsbaserede og metodiske tilgange tilbyder meget effektive og kommunikerbare redskaber, den unge kan forstå, omsætte og træne.
UNGES MENTALE OG PSYKISKE MISTRIVSEL
Der er sket en markant stigning i diagnosticerede psykiske lidelser blandt unge, herunder angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskade. Disse lidelser kan have alvorlige konsekvenser for den unges livskvalitet, sociale relationer og faglige præstationer og dermed fremtidige livsbane. Unge i dag står over for øget præstationspres på mange områder af deres liv, og det kan føre til stress, angst og følelsen af utilstrækkelighed, især hvis de ikke føler sig i stand til at leve op til de forventninger, de oplever.
Selvom sociale medier har gjort det lettere at forbinde med andre, kan de også føre til en følelse af isolation og ensomhed blandt unge. Uægte sammenligninger med andres liv på sociale platforme kan forværre følelsen af ikke at være god nok eller ikke høre til. Netop behovet for at høre til og være en del af fællesskabet med jævnaldrende er helt essentielt i ungdommen.
Årsagerne til unges mistrivsel er mangfoldige og kan være af både biologiske (genetik), miljømæssige (traumer, familiekonflikter, mobning, omsorgssvigt), stress- og presudløst (skole, sport, uddannelse og kar-
riere), personlige (personlighedstræk, perfektionisme, lavt selvværd m.v.), kulturelle og samfundsmæssige (normer og forventninger, kønsroller, idealer mv.). Der er altså mange områder, hvor unge kan føle sig ramt og presset, og derfor bør både skoler, forældre og samfundet være opmærksomme på tegn på mentale sundhedsproblemer og tilbyde tidlig intervention.
DEN SVÆRE FØLELSESMÆSSIGE REGULERING
I den neuroaffektive udviklingspsykologi er ’følelsesmæssig regulering’ et helt centrale begreb, som refererer til evnen til at kunne håndtere og regulere følelsesmæssige reaktioner og tilstande på en hensigtsmæssig måde.
Vanskeligheder med at regulere sig følelsesmæssigt kan have mange årsager, som både kan handle om den unge hjernes udvikling fra spædbarnsstadiet og om de dramatiske ændringer, der påvirker den unges hjerne i ungdomsårene. I takt med, at hjernens struktur og funktion ændrer sig helt til 23-25 års alderen, sker der en væsentlig udvikling i deres forståelse og evne til at håndtere komplekse følelser.
Mentalisering hos unge sker fra spædbarnsalderen i samspil med først den voksne omsorgsgiver og senere med jævnaldrende. Vi er alle disponerede for mentalisering, men det er ikke en udviklet evne fra fødslen, hvis samspillet mellem omsorgsgiver og barnet ikke har været trygt og stabilt. Mentalisering er forudsætningen for, at vi kan udvikle os fra barn til at blive et voksent menneske, der forstår sig selv og baggrund for egen adfærd, der forstår og kan kategorisere og regulere sine følelser, og som er i stand til at etablere vedvarende og meningsfulde forhold til andre. Når barnet og den unge har udviklet evnen til mentalisering gennem samspillet med den voksne, er der skabt en sund og tryg base, som barnet og senere som ung nu er klar til at forlade og udforske, vel vidende at der altid venter en sikker havn at vende hjem til. Tryghedscirklen er etableret.
Mentalisering er dog ikke en statisk tilstand, og de fleste mennesker oplever såkaldte mentaliserings-
svigt, hvor man kortvarigt mister fokus på de mentale tilstande hos sig selv og den anden og måske kommer til at reagere uhensigtsmæssigt i forhold til andre mennesker. Når vi oplever mentaliseringssvigt, er det for det meste kontekst- og relationspecifikt, når vi er sammen med mennesker, vi holder af, når vi er stressede og pressede og oplever meget intense følelser, og netop derfor sker mentaliseringssvigt hyppigt imellem forældre og unge.
Mestring af hele den følelsesmæssige fleksibilitet sker løbende og udvikles gennem livet, men de helt tidlige selvbeskyttelsesresponser i nervesystemet bevares og præger os som individer. Alle oplevelser og erfaringer i livet bidrager til vores udvikling på godt og ondt. Nye erfaringer kan ændre vores adfærd som voksne, men barndommens erfaringer bliver i bogstaveligste forstand selve den organiserende ramme for alle senere erfaringer.
ANGST BOR PÅ ALLE NIVEAUER HOS UNGE
Mange af de unge, jeg møder som familieterapeut, går rundt med et nervesystem i konstant beredskab, som viser sig som angstsymptomer, og de har mistet kontakten til det følende, sansende system, som vi overlever af. For spædbarnet er det livsvigtigt for at overleve, at forældrene kan aflæse dets behov. Når det sker, får barnet lagt et erfaringsspor (indre arbejdsmodeller) ind i sit system, som grundlægger dets forventning til, at andre kommer det til hjælp, når det har brug for det. Hvis barnet ikke har en positiv forventning, vil det ikke tro på, at det kan få hjælp og lærer derfor at klare sig selv. Først når barnet har udviklet den helt basale tryghed og tilknytning, kan det række ud efter næste udviklingszone, som består i at kunne mærke, forstå og regulere sine følelser. Man kan med andre ord sige, at man skal kunne mærke og regulere sig selv i de dybere autonome lag, før man kan mærke og regulere sig selv følelsesmæssigt. Det forklarer til dels, hvorfor så mange unge mangler de indre følelsesregulerende kompetencer, hvis det grundliggende autonome behov stadig mangler at blive ’fyldt op’ af de vigtigste omsorgsgivere.
Case: Ung med separationsangst
En ung dreng på 15 år lider af separationsangst og fortæller: ”Jeg var bange for at være alene og var utryg ved stilheden, og jeg havde svært ved at sove alene på værelset. Jeg så verden gennem et angstfilter. Jeg undgik alle situationer, hvor jeg skulle være alene og brugte al min energi på at holde angsten for døren. Når jeg skulle gå eller cykle hjem, var jeg bange, hvis der ikke var fuldt oplyst med gadelygter og biler på vejen. Jeg var ikke bange for at møde mennesker, jeg var bange for at være alene og forladt. Når jeg var hjemme alene, forsøgte jeg altid at lave aftaler hos kammerater, for det var angstprovokerende at være i huset alene, også ved dagslys. Det gjorde mit liv ekstra besværligt, og jeg levede i en boble og følte mig isoleret fra andre.”
Det var svært at tale med forældrene om angsten, da kommunikationen med hans far handler mest om uddannelsesvalg og præstation i skolen. Han fortæller, at han har oplevet bebrejdelse fra sin mor, som har haft svært ved at forstå hans angstreaktioner. Det er også hans oplevelse, at hans mor har holdt ham i en stram line, hvor han eksempelvis har skullet ringe og bede om lov til ganske små ting. Han har desuden erindringer om, at hans mor fortalte sine veninder om hans angstreaktioner på en måde, som for ham blev hørt som hån og latterliggørelse. En skilsmisse og heraf følgende nye bonusforældre og små søskende har også fået ham til at føle sig alene og til tider glemt. Det var vigtigt, at den unge fik angstbehandling samtidig med, at der skulle arbejdes med forældrenes tilgang til ham og hans udfordringer.
Efter seks måneders behandling med samtaler og psykoedukation kombineret med CBT og MCT-øvelser, hvor den unges triggertanker og adfærd blev identificeret og udfordret gennem gradvise eksponeringsøvelser, blev han gradvist trænet i at gå ture alene og blev efterhånden også i stand til at sove alene. Han fik gode succesoplevelser, da han tog på tur til Spanien som udvekslingselev, hvor han blev inkluderet i fællesskaber med andre unge. Han fik sprog for ikke at føle sig forstået og mødt af sine forældre, og da han kom på efterskole, blev han endelig helt fri af de stramme bånd med forventninger og forbud og påbud fra forældrene. Et telefonopkald fra den unge dreng bevidnede, at han stortrivedes på sin efterskole, følte sig tryg og inkluderet og nu kunne cykle hjem i mørket fra stranden. Hans mor tilføjer i telefonen, at hun nu ser en helt anden dreng, og at hun også har trukket sig fra at ’sidde på ham’ og blandt andet nu lægger en nøgle til ham under måtten, når han kommer sent hjem fra fester.
SOCIAL ANGST INVALIDERER UNGE
Angsten for at blive udstødt af fællesskabet kan være årsagen til, at unge udvikler socialangst. Som ung er man optaget af, hvad de andre tænker og frygter at blive udstillet med hån og latterliggørelse og risiko for eksklusion. Angsten for at fejle, sige noget forkert, se forkert ud, blive gjort til grin eller det, der er værre, er en menneskelig beskyttelsesmekanisme, som i situationen forekommer hensigtsmæssig, men på sigt kan blive invaliderende for den unge. Oplevelser med mobning og krænkende adfærd er ofte den bagvedliggende årsag til, at unge udvikler socialangst, og der er en stigende tendens til mobning og udskamning, som nu også ofte foregår på de sociale medier. Der er ingen kvalitativ forskel på at være genert og være ekstremt social angst, det er et spørgsmål om, hvor meget angst man har rent kvantitativt.
Som ungeterapeut møder jer ofte de unge, der isolerer sig på værelset, undgår at deltage i fritidsaktiviteter eller begivenheder efter skole og i værste fald ender i skolevægring med store konsekvenser, hvor ikke kun barnet/den unge selv, men også hele familien rammes. Socialangst lever ofte i det skjulte, hvor den unge bag facaden bruger al sin energi på at undgå og undvige de svære angstfulde situationer, det vil sige befinder sig i en ond spiral af ’angst for angsten’. At køre i offentlig transport, gå i indkøbscentre, spise på restaurant, gå i biografen, gå til sport, befinde sig menneskemængder, være til familiefester eller endnu værre at skulle stille sig op foran andre og tale i klassen eller andre sammenhænge kan være så voldsomt angstprovokerende, at det invaliderer den unges liv.
Meget ofte har den unge ikke involveret de voksne, da frygten for, hvad de og andre mennesker tænker om en, gør angstlidelsen til et stort tabu, der samtidigt efterlader den unge med ensomheds- og forladthedsfølelser.
Angstbehandling og familiebehandling skal gå hånd i hånd, så den unge ikke kun behandles ud fra en mental/ kognitiv forståelse, men så det kan mærkes i det autonome gennem den følelsesmæssige afstemning, at verden er et trygt sted, hvor man kan få støtte og omsorg, også selvom man ikke længere er et barn.
Case: Ung med svær socialangst
Den unge pige på snart 18 år går i gymnasiet og klarer sig ok i skolen, men får brugt sin energi så meget på at holde angsten fra døren, så hun er næsten kronisk træt, har voldsom hovedpine og tinitus. Hos egen læge anbefales behandling mod stress og angst, og vi starter et samtaleforløb ud fra CBT og MCT, som hun tager rigtig godt fra på. Samtidigt har vi fokus på at få kroppen afspændt gennem yoga og korte mindfulnessøvelser, som hun efter introduktion fortsat øver sig på.
Men hun har aldrig fået talt med sin mor om det. Hendes far kender til hendes socialangst og fortæller, at han også har de samme udfordringer, men har indrettet sit liv som selvstændig, hvor han ikke plages så meget. Det er voldsomt for den unge pige at have gået rundt med socialangst, så længe hun husker,
men som barn blev hun betragtet som lidt ekstra genert og fik lov at være i fred. Familiefester, hvor hun fik opmærksomhed, var en plage for hende. I kædeanalysen finder vi sammen eksempler på, hvordan angsten trigges i særlige situationer, og særligt tanken om at skulle stå frem og fremlægge eller blot række hånden op i skolen er lige så uoverkommelig som at skulle klatre op af det stejleste bjerg. Hun ved, at årsprøver og eksaminer nærmer sig, og at der er krav om individuel fremlæggelse på 2. g-niveau, og hun har opgivet at kontakte sine lærere eller studievejleder. Hendes strategi bliver at gå tæt sammen med veninderne på gymnasiet, så hun kan gemme sig bag dem, for så at tage hjem og være alene på sit værelse, hver dag med kronisk migræne. Heldigvis har hun en sød kæreste, som hun ser i weekenderne, men selv ikke han er helt klar over, hvor svært hun har det.
Da jeg gennem længere tid er nysgerrig på, hvorfor hun aldrig har fortalt sin mor om sine udfordringer, bliver jeg ved at opfordre til, at vi får hendes mor med til samtalerne. Den unge pige indvilliger i at give det en chance, selvom hun aldrig har været vant til at tale om følelser med sin mor.
Til familiesamtalen imellem datter og mor og med mig som ’fødselshjælper’ får vi taget hul på emnet, og mor fortæller, at hun selv har haft socialangst i hele sit liv, men hos hende var det udviklet i skolen fra massiv mobning. Den smerte, hun husker fra mobningen, sidder stadig i hende, så hun ikke har haft mod på at banke på hos sin datter, fordi hun frygter en afvisning, som vækker hendes egen gamle smerte af ikke at være ønsket. Derfor hun har kun formået at følge med fra sidelinjen og har heller aldrig spurgt ind til datterens samtaleterapi. Moren fortæller også, at hun selv har kæmpet med stress og kroniske smerter siden en alvorlig bilulykke med piskesmæld, og at hun er ked af, at deres kontakt har været savnet, og hendes egen sygdom har fyldt så meget. Hvad pigen har oplevet som en manglende kontakt og form for ligegyldighed fra moren har i stedet rod i hendes egen angst for afvisning og hendes egen manglende energi. Angsten har smittet fra morens nervesystem til den unge og omvendt, og de har begge kæmpet tavst og alene, selvom de har umådeligt meget brug for hinanden
Det er en lettelse for mor og datter, at vi nu får taget hul på den svære snak. Pigens mor forsøger at få øjenkontakt med sin datter, og det lykkes, hvor begge starter med at græde, fordi følelserne vælder op, men på den gode forløsende måde. Spejling af tårer i den affektive afstemning imellem mor og datter skaber de følelsesmæssige synaptiske forbindelser i hjernen og nervesystemet, og der er grobund for gensidig heling. Adspurgt hvad de nu har brug for at øve sig i sammen, er de begge enige om, at de skal insistere på at snakke, sidde sammen i sofaen, hvor mor for eksempel tilbyder skuldermassage til den store pige. Der er ved at blive genskabt et følelsesmæssigt bånd, som de begge to har brug for til deres fortsatte heling og fremtidige relation.
SAMMENFATNING
I den psykoterapeutiske behandling af unge med ondt i livet er det essentielt at inddrage den unges forældre i familiebehandlingen, for der er altid et indre barn gemt bag den unges psykiske smerteudtryk, som kan mødes og heles i den gensidige følelsesmæssige afstemning.
Unge har stadig og fortsat brug for at mærke den tætte følelsesmæssige kontakt til deres forældre, for det er gennem den følelsesmæssige spejling fra spædbarn til ung og voksen, at de lærer at regulere sig selv og forstå egne følelser og herefter andres. Fra den neuroaffektive forskning i børn og unges udvikling ved man i dag, at det aldrig er for sent at matche de synaptiske hjerneforbindelser igennem tætte levende og kærlige mødeøjeblikke, og at heling fortsat er mulig, også efter barndommen, i det følelsesmusikalske samspil imellem forældre og unge.
LITTERATUR
Sundhedsministeriet 2022. 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed. Magasinet P. (15.11.2022). Unge venter urimeligt længe på psykologhjælp: ”Politikerne skal sikre finansiering”.
Rikke Braren Lauritzen er cand. mag., psykoterapeut MPF og familieterapeut.
EN PAUSE FRA LIVET
Unge pigers brug af opioider og benzodiazepiner
Tekst: Christina Ekmann
Illustration: AI v/ Erik Wasli
Flere og flere unge mistrives i udskolingen. Skolebørnsundersøgelsen, der udkommer hver fjerde år, bekræfter dette. Den seneste rapport, der omhandler skoleåret 2022, viser, at særligt pigerne er ramt på deres trivsel. 54 % af pigerne i 9. klasse svarer, at de har hovedpine en gang om ugen eller hyppigere, hvilket er dobbelt så mange som drengene (25 %). Et lige så stort antal piger svarer, at de er ked af det en gang om ugen eller oftere – og hele 73 % svarer, at de er irritable og i dårligt humør en gang om ugen eller oftere. 59 % er nervøse, 53 % har søvnbesvær, og 50 % oplever, at de er overvægtige. Kun 11 % har en høj score på livstilfredshed, og kun 5 % mener at have høj selvværdsfølelse. I mit daglige virke som misbrugsterapeut i kommunalt regi møder jeg ofte disse piger. Piger, som har valgt at løse deres mistrivsel gennem brug af receptpligtig medicin. Medicin, som de ikke har fået udskrevet gennem deres praktiserende læge, men som de køber for eksempel gennem sociale medier.
Vi lever i et samfund, hvor der stilles stadig flere og flere krav til de unge mennesker. Der ligger en overordnet forventning om, at de unge skal gennemføre en videregående uddannelse – og gerne så hurtigt som muligt. Allerede i 8. klasse skal den enkelte begynde at vælge studieretning og indstille sig på sit fremtidige arbejdsliv. Det er et valg, som mange 14-15-årige har svært ved at tage. For nogle ligger der et forventningspres fra forældrene om, hvilken studieretning som – ud fra forældrenes synsvinkel – er den mest hensigtsmæssige at vælge. Mange unge søger deres forældres anerkendelse og vælger uddannelsesretning ud fra forældrenes ønske.
I udskolingen er der et øget fokus på karakterer, og mange oplever et massivt pres for at få det karaktermæssige gennemsnit, der kan være adgangsgivende til det studie, som man ønsker at læse videre på. Det er for mange en angstfremmende oplevelse at gå til eksamen, at skulle præstere foran sin klasse eller en censor. En mindre god karakter kan for nogle opleves at påvirke selvværdsfølelsen i flere dage eller uger.
Ud over de uddannelsesmæssige krav oplever mange unge piger et forventningspres til deres udseende. De skal have det rigtige tøj, den rigtige frisure, og deres make-up skal være dækkende og perfekt.
Herudover har der de seneste år været meget fokus på køn. De unge skal tage stilling til, hvilket køn de har –og i forlængelse af dette, hvilken seksualitet de ønsker at praktisere. De første kæresteerfaringer kan føjes til den unges livshistorie, og særligt sorgen over at miste en kærestemæssig relation kan være altoverskyggende.
De unge befinder sig i et spændingsfelt, hvor de på den ene side er børn – og på den anden side ønsker en tilværelse uden forældrenes indblanding. De er afhængige af forældrene, men ønsker at være uafhængige. De er i en adskillelsesproces fra forældrene, hvor de søger at finde deres egen identitet. De skal passe ind blandt deres venner, og de skal leve op til samfundets forventninger. Det kan være svært for de unge at finde mestringsstrategier, som matcher de udfordringer, som de står midt i.
MISBRUG SOM MESTRINGSSTRATEGI
De fleste unge debuterer med at drikke alkohol i slutningen af 8. klasse/starten af 9. klasse. I denne periode bliver det også interessant at søge de arenaer, hvor der afholdes fest, og ved disse fester er det ikke ualmindeligt, at der forefindes andre rusmidler. For unge som mistrives – og som har svært ved at følelseshåndtere – kan rusmidler blive en copingstrategi, og i de seneste år er der en øget tendens til, at unge piger helt ned til 13-års alderen bruger receptpligtig medicin som opioider og benzodiazepiner for at kunne klare en hverdag. Den unge kan for en kort stund parkere alt det, som føles svært.
Opioioder og benzodiazepiner er nye på markedet blandt de helt unge. De unge fortæller, at rusmidlerne havde deres indtog i 2019-2020 – og antallet af brugere er stigende.
Opioider er en overordnet betegnelse for stoffer, som er udvundet af opiumsvalmuen. De naturlige stoffer er heroin, opium, morfin og kodein. Herudover kan opioider også fremstilles kunstigt. Metadon, oxycontin, fentanyl og tramadol er alle eksempler på opioider, som er kunstigt fremstillet. Hvorvidt opioiderne er naturlige eller kunstigt fremstillet er uden betydning for de konsekvenser, der er ved brugen.
Opioderne sætter sig på hjernens smertereceptorer og blokerer for smerteoplevelsen. De unge oplever en ro, når de indtager stoffet – en ro, som de ikke oplever på anden vis. I denne tilstand kan de slippe deres bekymringer om uddannelsesvalg, forventningspres, kropsidentiteter og andre udfordringer. En ung pige betegnede det at tage en tramadol som at få en pause fra livet. Et øjeblik uden tanker, følelser og bekymringer.
Benzodiazepiner er medicin, som virker angstdæmpende og søvnfremmende. Benzodiazepiner giver også en følelse af ro og bruges af mange, når de oplever angst. Særligt i forbindelse med eksamensangst og angsten for at skulle fremlægge kan brugen af benzodiazepiner være virkningsfuld.
Ved begge kategorier bliver de unge meget hurtigt afhængige, og der skal mere og mere til for at opnå den ønskede effekt. Det, som bruges i en eksamenssituation, bliver hurtigt til et dagligt forbrug. Tågen bliver tættere og tættere, og for mange er det svært at finde en udvej. Der er en glidende overgang fra et øjebliks ro til en dyb afhængighed.
Begge kategorier er receptpligtige, men de unge kan nemt skaffe dem uden at skulle opsøge en læge. De kan købe deres opioider og benzodiazepiner gennem de sociale medier, og kan få dem bragt til det sted, de ønsker. Det tager 15-30 minutter at få medicinen bragt, og den er relativt billig.
De unge oplever ikke, at de har et misbrug, da de jo indtager medicin og ikke et rusmiddel som kokain eller hash. De ser det som en nem vej til healing og ser ikke de farer og konsekvenser, der er forbundet med indtaget. Det er først når de stopper, og abstinenserne viser deres sande ansigt, at de unge oplever at være afhængige.
Det er vigtigt at fremhæve, at brugen af medicin blokerer for smerten og angsten, men den fjerner ikke årsagen. Den maskerer kun det, som er svært.
Jeg har gennem de sidste år set en øget stigning af unge, som har et blandingsmisbrug. Tidligere mødte vi hashrygeren eller kokainbrugeren og kunne arbejde med det enkelte misbrug og årsagerne til dette. I dag blander de unge alkohol, kokain, piller og gas. Det er ikke ualmindeligt, at den unge bruger kokain til fest og piller for at regulere sin kokainrus.
BEHANDLINGEN
Når jeg får de unge i behandling, bruger jeg et isbjerg som metafor for deres vanskeligheder. På det synlige bjerg noterer jeg sammen med den unge det misbrug, som er gældende. På alt det, som ligger under vandet, skrives mulige årsager til, at den unge er begyndt at misbruge medicin eller andre rusmidler.
Vi kan også lave en tidslinje, hvor den unges vigtige livsbegivenheder nedskrives i kronologisk rækkefølge. Det er ofte livsbegivenheder som mobning, forældres skilsmisse, ulykkelig kærlighed, svigt fra en eller begge forældre, svær skolegang og psykisk sygdom, som fylder isbjerget og tidslinjen. Det terapeutiske arbejde bliver at finde ind til årsagerne til misbrugets opståen og give den unge nye mestringsstrategier. Det terapeutiske arbejde omhandler ofte følelseshåndtering, bearbejdelse af svære oplevelser og traumer samt opbyggelse af selvværd. Den unge skal lære at håndtere udfordringer med stress og pres og sige fra over for mindre gode valg.
I nogle tilfælde kan det have en positiv sideeffekt at inddrage forældrene i behandlingen. Forældrene kan være en ressource, som kan støtte den unge, når ting bliver vanskelige. Det er vigtigt med forældre, som opbygger
selvværd, og som ikke nedbryder selvværdsfølelsen. Forældre kan stå med en afmagtsfølelse og derved reagere uhensigtsmæssigt.
Det er ofte svært for de unge at skulle fortælle deres forældre, at de er begyndt at misbruge medicin. Særligt for unge piger med anden etnisk baggrund end dansk er det meget tabubelagt og bidrager til skam. De unge er bange for at gøre deres forældre kede af det og vil ofte ikke bryde deres hemmelighed. Jeg havde for nylig en ung pige, som skulle fortælle sine forældre som sit misbrug af opioider. Hun foreslog, at den bedste løsning var, at de satte sig på hver sin side af en dør med en brevsprække. Så kunne hun sidde på den ene side, åbne brevsprækken og videregive sit budskab til forældrene gennem brevsprækken. Efterfølgende kunne hun lukke brevsprækken, så hun ikke kunne se forældrenes reaktion. Hvis de ville hjælpe hende, kunne de åbne døren.
Mange unge piger er gode til at stemple sig selv som svage, overvægtige, uduelige og ikke gode nok. Gennem det terapeutiske arbejde er det vigtigt at fjerne denne selvstigmatisering og tilbyde den unge et afsæt til et sundt fundament, så de ikke har brug for den receptpligtige medicin.
De unge skal leve et ungdomsliv uden at have brug for en pause fra livet.
LITTERATUR
Skolebørnsundersøgelsen 2022. Helbred, trivsel og sundhedsadfærd blandt skoleelever i 5., 7. og 9. klasse i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed. Syddansk Universitet.
Christina Ekmann, psykoterapeut MPF. Har gennem 15 år arbejdet med unge og misbrug i kommunalt regi. Har siddet i ekspertpanel i retsudvalget om unges brug af opioider.
IND I EN STJERNE …
Natten er lys, men med drivende Skyer under Maanen.
Sovende Blomster duver for Vinden paa Plænernes Skraanen.
Syrenen er afblomstret nu, men Roserne bløder saa ondt og saa sødt, som to Menneskers stjaalne Møder . . .
Natten tar alle Ting nær. Der er klingende tomt i det fjerne. - - Vi gaar med hinanden i Haanden ind i en Stjerne.
Fra digtsamlingen Krigere uden Vaaben 1943. Morten Nielsen deltog i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse af Danmark og døde i 1944, formentlig ved et vådeskud. Kun 22 år gammel.
SKAM – I ET KONTINUUM
MELLEM BLUFÆRDIGHED OG
LEDE VED SIG SELV
Et blik på unges mistrivsel
Tekst: Trine Kjær Jensen
Andelen af den danske befolkning, som oplever nedsat mental sundhed, er stigende. Det gør sig gældende for alle aldersgrupper, men særligt for unge mennesker (Sundhedsstyrrelsen.dk). Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet har undersøgt mistrivsel blandt unge. Forskningen er baseret på 2.000 dybdegående interviews med unge i alderen 16-25 år. Resultaterne viser, at 44 procent af de adspurgte svarede, at de oplever en grad af mistrivsel (Katznelson et al. 2021). Det har stor, såvel faglig som politisk, bevågenhed, at et stigende antal unge mistrives og diagnosticeres med psykisk lidelse. Langt færre er dog opmærksom på skamfølelsers betydning for mistrivslen, og hvordan skam kan være det bagvedliggende fænomen i forbindelse med fx angst og depression. Skam kan således fastholde den unge i mistrivsel til trods for, at vedkommende får behandling for angst og depression.
Carsten René Jørgensen pointerer i sin bog Skam, at skam kan være central i udvikling, vedligeholdelse og forværring af psykiske lidelser – og kan hæmme menneskers trivsel og selvudfoldelse. Skam kan få klienten til at trække sig fra kontakt med terapeuten og undlade at dele traumatiske og skamfulde oplevelser med terapeuten eller i sidste ende at afbryde behandlingen. Skam kan derved hæmme terapeutens mulighed for at arbejde terapeutisk, især hvis skam ikke bemærkes og håndteres (Jørgensen 2023). Mit ønske med denne artikel er derfor at sætte fokus på skammens tilblivelse og udtryk i unges liv i håb om opmærksomhed på skam som en mulig årsag til mistrivsel.
Den svenske psykoanalytiker og forfatter Else-Britt Kjellqvists digt på næste side åbner for skam som en sårbar blufærdighed og skam som en dødbringende lede ved sig selv. Lars J. Sørensen beskriver skam eller rettere blufærdighed som en medfødt evne til at sanse, når noget rammer ind i det, som er vigtigt og betydningsfuldt for os – den røde skam. Og skam som noget
tillært, der opstår, når det, som er betydningsfuldt for os, bliver overset eller overtrådt i mødet med andre –den hvide skam. Skam vil dermed, i et kontinuum mellem oplevelsen af blufærdighed og en lede vil sig selv, fortælle historien om i hvor høj grad, ens betydningsfuldhed oprindeligt blev set og mødt med kærlighed og varme; eller fortælle historien om angsten ved at blive overset, set som uvigtig eller at blive udstillet. Man balancerer hele tiden mellem blufærdighed og skam. Skamfølelsen kan være et signal om, at balancegangen ikke er lykkedes, så der er brug for mere nænsom opmærksomhed. Hvis balancegangen derimod lykkes, og vedkommende i et blufærdigt øjeblik formår at udtrykke noget vigtigt, som nænsomt tages imod, så øges selvrespekt. Det er således bekræftende for selvfølelsen, hvis der er en afbalanceret respekt for blufærdigheden, fordi den værner om alt, hvad der er værdifuldt for vedkommende. Hvis skamfølelsen derimod får overtaget, bliver det vigtige, man var undervejs med, pludselig unævneligt. Selvfølelsen vil her komme under angreb, og oplevelsen af forkerthed og
RØDT er skammens og kærlighedens farve.
Før hændte det at den unge pige med rødmende kinder blufærdigt slog øjnene ned for sin elskedes blik.
Og aldrig er man mere åben over for livet end når man rødmer .
DEN RØDE SKAM er blodfyldt og dunker af liv.
Den hjælper os til at værne om det allermest private og intime.
en lede ved sig selv træder frem. Skam ses som overbegreb for et register af følelser som flov, utilstrækkelig, mindreværd, forlegen, pinlig, usikker mv. og kan dermed blive italesat af klienten på forskellige måder (Sørensen 2013).
En personlig fortælling:
Jeg var omkring 13 år, usikker på mit udseende og min krop. Nogle af mine veninder havde bryster, ikke jeg. Jeg var tynd som en bønnestage og lignede mest af alt en dreng. Min familie og en anden familie med deres drenge var taget på skovtur med madpakker og fodbold. Jeg var lidt lun på deres ældste dreng og derfor meget opmærksom på ham. Vi løb omkring og legede, de voksne snakkede og pjattede. Det var varmt, og solen brændte. Drengene smed tøjet og rendte til sidst rundt i deres underbukser – men ikke jeg. Jeg havde min langærmede bluse på, og havde det alt for varmt. Min far og den anden far sad sammen. Far råbte: ”Tag dog din bluse af, hvorfor tager du ikke din bluse af?” Jeg havde ikke lyst til at svare – var det ikke indlysende, hvorfor jeg ikke tog min bluse af? Behøvede han og jeg at råbe det ud i verden. Jeg så ind i min fars ansigt, kunne han ikke se, hvad han gjorde? Hans blik gled forbi mit uden at se mig, henvendt til den anden far grinende med flere kommentarer. ”Det
HVIDT er uskyldens og dødens farve .
Men hvidt er også det stivnede ansigt lammet af skam.
Det er dødblegt fordi det er ramt af en skam så ødelæggende at den udsletter alt liv.
DEN HVIDE SKAM ødelægger og lammer.
Den står i forbund med døden.
Den trænger ind i det allermest private og intime.
Else-Britt Kjellqvist, 1996
er, fordi jeg ikke har noget indenunder,” sagde jeg. Min far og den anden grinede, ”Nåh nej, det går jo ikke, at nogen ser dine ’bryster’.” Jeg følte mig så skamfuld, forrådt og såret. Noget meget sårbart for mig var blevet udstillet og latterliggjort. Jeg gemte mig bag et træ. Jeg græd indeni, men ville ikke vise det.
Skam vedrører det at blive set, overset eller udstillet. Impulsen i forbindelse med skam er derfor at gemme sig og ikke at blive set. Derfor slår en skamfuld person øjnene ned, bøjer hovedet og gemmer ansigtet i hænderne i håb om ikke at blive set. Blufærdighed føles bekræftende og godt, men kun hvis den bliver respekteret i sin sårbarhed (Sørensen 2013). Det var sårbart for mig at vise min krop, og det var sårbart for mig, hvordan drengen, jeg var lun på, opfattede mig – jeg var meget blufærdig omkring det. Jeg følte mig usikker på mig selv og drenge, samtidig med at det var dybt alvorligt og betydningsfuldt for mig. Denne blufærdighed blev udstillet og hånet. Hvis man overser blufærdigheden eller på anden måde ikke tager vare på dens tilstedeværelse, kan blufærdighed ændres til en smertefuld skamfølelse.
KULTURENS INDFLYDELSE PÅ SKAM
Skam kan beskrives som en negativ selvvurdering –man vurderer sig selv som utilstrækkelig, mindreværdig eller forkert. Skam indebærer også en reference til andre: Jeg skammer mig over mig selv i andres nærvær, fordi jeg føler, de bedømmer mig negativt. I den forbindelse har kulturens normer indflydelse. Vi har hele tiden øje for de dominerende normer i den kultur, vi færdes i. Den andens blik eller vores forestilling om den andens bedømmelse af os giver os en fornemmelse af, om vi lever op til kulturens normer eller ej (Holmgren 2019). I eksemplet, hvor mine manglende bryster blev udstillet foran drengen, jeg var forelsket i, havde normer for krop og køn også betydning for, at jeg oplevede skam i situationen – jeg følte, at jeg ikke levede op til normer for en ung kvindes krop.
Der er meget på spil i unges komplekse sociale liv, når de forsøger at lykkes og opnå anerkendelse for det betydningsfulde, de er undervejs med. Ungdomskulturen er præget af høje forventninger til udseende og krop, som forstærkes af sociale mediers fremstilling af kropsidealer og krav om selviscenesættelse. De unge fortæller, hvordan de ’tager masken på’ og iscenesætter sig selv bedst muligt for ikke at fremstå sårbare og risikere at tabe ansigt. De vil gerne præstere succes (Katznelson et al. 2021).
Flere forskere har desuden udtalt sig i medierne om, hvordan politiske tiltag i form af PISA-tests, gymnasieog fremdriftsreformer, uddannelsesparathedsvurdering mv. har medvirket til øgede krav i både folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. De unge navigerer under massive krav til at uddanne sig mere og hurtigere, samtidig med at de er under konstant målen og vejen. Det er ikke så underligt, at der kan være en tendens til, at de bruger resultater som målestok for eget værd.
Når skam afhænger af vores vurdering af andres blik på os, stiger risikoen for at føle skam i forbindelse med de øgede krav til præstation samt den øgede eksponering i sociale medier. Her er andres bedømmelse af os gennemgående, og faren for at falde igennem lurer konstant.
SAMTALE MED EN UNG KVINDE
En del af de unge, jeg taler med, er påvirket af skamfølelser, bl.a. en ung kvinde Mille (anonymiseret). Mille har for år tilbage været i behandling for en spiseforstyrrelse og depression. Mille er ikke længere plaget af dette, men kommer nu til mig med symptomer på angst. Mille har fortalt, hvordan hun som et led i at få det bedre i forbindelse med spiseforstyrrelsen droppede alle sociale medier, da hun oplevede, at de havde en negativ indvirkning på hende.
Jeg har fået Milles samtykke til at vise et udsnit af en samtale med hende med det formål at illustrere, hvordan skam kan vise sig i terapeutiske samtaler.
M: Jeg er bare så træt af at havde dårlig samvittighed.
T: Ja … så der er noget med denne her dårlige samvittighed … Er den i samme båd som flov og pinlig, som du også har fortalt mig om?
M: Nikker.
T: Hvad får den dårlige samvittighed dig til at føle?
M: Ondt i maven, bange og ja, alt det der (peger på de effekter angsten har, som er skrevet på tavlen) … Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg får dårlig samvittighed over …
ALT. Jeg synes også nemt, jeg fik dårlig samvittighed som barn.
T: Ja, hvordan kom det til udtryk?
M: Jeg tænker meget over, hvilken betydning mine handlinger har for andre. Jeg kunne få dårlig samvittighed over, hvis nogen blev drillet … fx startede der en pige i min folkeskole, som blev mobbet og havde det virkeligt svært. Jeg tror, jeg var den eneste, der ville hende, og jeg er den eneste, hun stadig har kontakt med.
T: I taler stadig sammen?
M: Ja lidt, og det har jo ikke været en relation, jeg har fået så meget ud af.
T: Nej, så hvorfor ser du hende?
M: Hun har brug for det …
T: Er du meget opmærksom på, hvad andre har brug for?
M: Ja, og langt hen ad vejen er det jo en god egenskab at være et empatisk menneske, men det er også hårdt, når man ikke kan slukke for det.
T: Ja, hvornår vil du gerne kunne slukkede for det?
M: Det er at sige nej til aftaler, man ikke gider … nogle gange giver jeg rigtig meget i relationer. Jeg er nogle gange blevet ramt, fordi jeg ikke får det samme igen. Jeg er blevet opmærksom på,
at man godt kan være i en relation uden at give dem al sin opmærksomhed og tid.
T: Ja … så hvad kunne du ønske?
M: At man også kan forvente noget af andre. Det at kunne sætte grænser, både i forhold til veninder og dating. Det var det, som gik galt med min tidligere kæreste – at jeg fra dag ét var klar til at give ham al min tid og kærlighed, og jeg fik ikke sagt, at jeg gerne vil have noget igen.
I samtalerne med Mille åbner der sig mange fortællinger om skam italesat som at føle sig pinlig, flov, dårlig samvittighed mv. Mille fortæller, at hun giver meget af sig selv i relationer, og at hun er meget opmærksom på andre, og hvad andre har brug for. Mille ville ønske, at hun var i stand til at begrænse dette, og at hun kunne stille forventninger til andre, så også hun får noget igen. Mille synes at reducere sit eget værd og sine egne behov i mødet med andre.
Skammens kompas peger på fire responsretninger på skamfølelsen: Tilbagetrækning, angreb på selvet, undgåelse, angreb på andre (Holmgren 2019). Responsretningerne viser sig i Milles beretninger på forskellig vis, men især angreb på selvet træder frem. Ved angreb på selvet er en respons på skamfølelsen at optræde ydmygt og føjeligt, hvilket betyder, at man hele tiden skal gøre andre tilpas, hvilket også synes at være på spil i Milles fortælling. Det betyder, at man reducerer sit eget værd, sine egne behov og samtidig viser en overdreven respekt for omgivelserne mhp. at føle tilknytning til andre.
Når et barn ikke har fået tilstrækkelig med forståelse og tryghed, installerer skamfølelser sig som bevis på længslen efter kærlighed (ibid.) … jeg var fra dag ét klar til at give ham al min tid og kærlighed, og jeg fik ikke sagt, at jeg gerne vil have noget igen …
T: Du har fortalt lidt om, hvordan du derhjemme nogle gange ikke følte dig ordentligt set og lyttet til. Kan du huske en hændelse, hvor du følte dig overset eller ikke hørt?
M: Jeg kan huske et skænderi, jeg havde med min mor, hvor jeg var sur, og jeg råbte og græd. Jeg kan huske, at min mor siger til mig, at jeg skal dæmpe mig, så far ikke hører det, for far bliver sur på mor, når … Jeg blev rigtig ked af det over, at jeg skulle tage hensyn til deres konflikt.
T: Ja, så dæmp dig, så far ikke hører det … hvad tænker du om det?
M: At jeg er afgørende for deres konflikt.
T: Føler du dig ansvarlig og skyldig i forhold til, hvis far bliver sur på mor?
M: Ja, lidt den her med at roen i huset har været vigtigere end mig.
T: Så roen er vigtigere end dig …
M: Ja.
I et kontinuum mellem oplevelsen af blufærdighed og en dødbringende lede ved sig selv fortæller skam historien om, i hvor høj grad ens betydningsfuldhed oprindeligt blev set og mødt med kærlighed (Sørensen 2013). Mille fortæller, hvordan hændelsen betød, at hun følte sig uvigtig og ansvarlig for forældrenes konflikt. Fortællingen handler også om, at Mille havde følelser som vrede og ked-af-det-hed, som ikke blev mødt med kærlighed, dvs. med anerkendelse og forståelse. Mille blev derimod bedt om at gemme følelserne væk – dæmp dig.
Mille har adskillige fortællinger om ikke at føle sig anerkendt og forstået samt at være ramt af flovhed, pinlighed og dårlig samvittighed. Mille synes at længes efter anerkendelse og kærlighed.
Barnet kan ikke opbygge en indre erfaringsverden, som gør det muligt at praktisere selvkærlighed, uden bekræftende, kærlige responser fra omverdenen. Indre erfaringer, som ville være hjælpsomme i de uundgåelige situationer, hvor man i fremtidige situationer oplever afvisning, bliver udstillet, afsløret, hånet mv. (Holmgren 2019). Selvet og kontakten til selvet bliver dermed skrøbeligt, og den mindste antydning af kritik føles som en personlig afvisning og degradering. Når skammen bliver en stor del af den unges liv, kan selv de fineste øjeblikke fremstå i grå nuancer, og skammen fortæller den unge, at de ikke er gode nok og værdige nok til succes, kærlighed og accept. De unge kan spille en rolle i det perfekte liv og gemme sig bag en facade af glæde og smil, men bag facaden fylder de negative tanker, og de føler sig mere og mere tomme, ensomme og triste.
DEN TERAPEUTISKE TILGANG
I MØDET MED SKAM
I det terapeutiske rum med mennesker, som oplever skam, er det for terapeuten en kontinuerlig balanceakt mellem at bevæge samtalen ind på de skamproducerende oplevelser og støtte personen i at træde ud af oplevelsen og op på mere sikker grund. Det kræver sensitivitet og empati af terapeuten at finde denne balance.
Min evne til at tage hånd om den unges blufærdighed og skam er væsentlig for, at selvfølelsen styrkes. Det forudsætter, at jeg formår at registrere og rumme skammen, samt min opbakning og forståelse for den manglende kærlighed og anerkendelse af personen. Hvis ikke jeg formår dette, kan skammen forværres øjeblikkeligt og stille sig i vejen for yderligere samtaler. Det vil sige, at samtaler om skam er afhængig af min evne til at møde det sårbare og intime, de er undervejs med, uden vurdering og ved at respondere forstående og anerkendende. Kun der kan samtalen bevæge sig ind på de skamproducerende hændelser, som de har forsøgt at gemme væk.
Med blik for den unges evne til, på dette tidspunkt, at rumme smertefulde følelser kan vi sammen studere skammen, dens historie og formål. Gennem dekonstruerende og eksternaliserende samtaler kan terapeuten hjælpe med at skabe afstand mellem skammen og personen, så skammens definitionsmagt over personens identitet mindskes. Det handler om at hjælpe personen med at blive vidne til sig selv. For at kunne dette har man brug for tilpas afstand til sig selv, hvor man både kan tænke og mærke. Er følelserne for voldsomme, kan det være svært at tænke og tale om, og hvis man bevæger sig for langt ind i refleksionen, kan det være svært at mærke det, man taler om (Holmgren 2019). Ved at ændre sproget fra et internaliserende sprog, din dårlige samvittighed, til et eksternaliserende sprog, hvad er historien om Den dårlige samvittighed, er det muligt sprogligt at adskille et menneske fra problemet og dets definitionsmagt over personen. Mest af alt er eksternaliserende samtaler dog en orientering under samtalen, hvor mennesker ikke ses som problemet, men at de derimod responderer på noget, som er
problematisk (White 2007), hvilket kan være manglende anerkendelse og kærlighed samt et samfund med høje krav til præstation.
Terapeuten bør undersøge og respondere på de intentioner og værdier, som kan vise sig mere eller mindre fraværende, men implicit i dekonstruerende og eksternaliserende samtaler (ibid.). Personen kan herved bevæge sig tættere på de dybtfølte værdier ,som udgør deres selv.
Selvet styrkes, når man føler sig set i sine bestræbelser, for når man føler sig set, føler man sig også anerkendt.
LITTERATUR
Holmgren, A (2019). Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige. DISPUKs Forlag.
Kjellqvist, Else-Britt (1996). Rødt og hvidt. Om skam og skamløshed. Gyldendal.
Jørgensen, CR (2023). Skam - i spændingsfeltet mellem moralsk kompas og psykisk lidelse. Hans Reitzels Forlag.
Katznelson, N, M Pless, A Görlic,, L Graversen & NB Sørensen (2021). Ny udsathed: nuancer i forståelser af psykisk mistrivsel. Nordisk tidsskrift for ungdomsforskning, 2–2021, årgang 2.
Sundhedsstyrrelsen.dk www.sst.dk/da/nyheder/2022/Det-gaar-denforkerte-vej-med-unges-sundhed. Set 1.4.2024.
Sørensen, LJ (2013). Skam – medfødt og tillært. Hans Reitzels Forlag. White, M (2007). Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels Forlag.
Trine Kjær Jensen, narrativ psykoterapeut MPF, DISPUK, cand.pæd.psyk, DPU, samt sygeplejerske. Har været ansat som lektor ved Københavns Professionshøjskole. Varetager fortsat undervisningsopgaver her samt specialpædagogiske forløb (SPS-funktion) udover at drive egen psykoterapeutisk praksis. Frivillig i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade.
The Last Meeting
WE who are young, and have caught the splendour of life, Hunting it down the forested ways of the world, Do we not wear our hearts like a banner unfurled (Crowned with a chaplet of love, shod with the sandals of strife)?
Now not a lustre of pain, nor an ocean of tears
Nor pangs of death, nor any other thing That the old tristful gods on our heads may bring Can rob us of this one hour in the midst of the years.
Fra digtsamlingen A Spring Harvest 1918. Geoffrey Bache Smith var soldat under 1. verdenskrig og døde i Frankrig 1916 efter at være blevet såret i skyttegravene. Kun 22 år gammel. Hans ven, J.R.R. Tolkien, sørgede for, at hans digte blev udgivet posthumt.
SKRIVETERAPI
Et enkelt redskab med stor effekt
Tekst: Annette Aggerbæk
Undersøgelser viser, at det styrker både det psykiske og fysiske helbred at skrive om sine følelser. Skriveterapi giver dig en værktøjskasse med skriveteknikker, der kan øge udbyttet af samtaleterapi og gruppeforløb. De enkelte skriveteknikker er udviklet til at fremme selvindsigt, helbredelse og personlig vækst. I mit arbejde som privatpraktiserende psykoterapeut tilbyder jeg klienter i individuel terapi og parterapi skriveøvelser, som jeg skræddersyr, så de passer til de problemstillinger, vi arbejder med i terapien. Som eksamineret psykoterapeut MPF, uddannet inden for emotionsfokuseret terapi, har jeg udviklet en skriveterapimetode, som jeg har særdeles gode erfaringer med.
Når jeg har klienter i terapi, tilbyder jeg dem ofte at få en eller flere skriveøvelser som hjemmearbejde, før de kommer til næste session samtaleterapi. Den enkelte skriveøvelse udføres som regel på så kort tid som 5-15 minutter og kan dermed passes ind i en ofte travl hverdag. Skriveøvelserne gør, at klienten bliver holdt på sporet af det, vi arbejder med i terapien – også uden for terapilokalet. At klienter skriver mellem sessionerne gør, at de tager større ansvar for deres udviklingsproces og typisk rykker sig hurtigere. Skriveterapi kan afkorte ellers lange terapiforløb. Jeg vælger undertiden at give en skriveøvelse i løbet af en session for at være sikker på, at klienten forstår, hvad skriveterapi og den konkrete skriveøvelse går ud på. I terapilokalet vil klienten typisk skrive i nogle minutter.
Det er ikke alene min erfaring, at klienter har et godt udbytte af at kombinere psykoterapeutiske samtaler med skriveterapi. Undersøgelser viser, at den terapeutiske proces fremmes, og at udbyttet af samtaleterapi øges, når klienten laver skriveøvelser som hjemmearbejde. Det gælder uanset, hvilken psykoterapeutisk
retning og metode, psykoterapeuten benytter sig af (Graf et al. 2008; Cummings et al. 2014).
SELVINDSIGT OG PERSONLIG VÆKST
Skriveterapi er en struktureret terapeutisk tilgang, hvor forskellige skriveteknikker anvendes til at udforske dybere følelsesmæssige og psykologiske aspekter af individets liv. Skriveterapi er ikke nødvendigvis det samme som at skrive dagbog. Dagbogsskrivning er ofte en spontan og selvstyret proces, der kan variere fra dag til dag, hvor tanker og følelser udtrykkes uden nogen fastlagt struktur. Skriveterapi består derimod af målrettede skriveøvelser, baseret på en værktøjskasse med skriveteknikker og retningslinjer, som hjælper med at arbejde gennem specifikke udfordringer, forbedre selvindsigt og håndtere følelsesmæssige problemer. Skriveterapi kræver instruktion.
Der eksisterer en række skriveteknikker, som hver især matcher det terapeutiske mål for vækst. Fælles for skri-
veteknikkerne er, at de er udviklet til at fremme selvindsigt og personlig vækst, blandt andet ved at skabe kontakt til det materiale, der ligger skjult i underbevidstheden. Nogle af skriveteknikkerne udføres i ét fremadrettet sammenhængende flow, hvor man skriver hurtigt uden at stoppe op for at reflektere eller gå tilbage og rette i det skrevne. Dermed sættes selvcensur og selvkritik på standby, og ubevidst materiale kan lettere tilgås. Andre skriveteknikker forudsætter en højere grad af refleksion undervejs i selve skriveprocessen.
De terapeutiske skriveteknikker bygger på viden inden for psykologisk teori og forskellige psykoterapeutiske tilgange og metoder. De færreste psykologer og psykoterapeuter, jeg har mødt, kender til værktøjskassen med skriveteknikker. Hvis de benytter sig af terapeutisk skrivning, er det ofte skriveteknikken usendte breve. Denne skriveteknik bruges for eksempel til klienter i sorg, hvor den skrivende i brevform uden selvcensur kan give udtryk for sin sorg og få sat ord på det, der ikke blev sagt. Det kan være en vigtig del af en sorgproces at få givet udtryk for tanker og følelser på denne måde. Det usendte brev er en skriveteknik, der er inspireret af gestaltterapi. Det samme gælder for eksempel skriveteknikken dialoger.
TRE VIGTIGE KOMPONENTER
Skriveterapi styrer fokus indad og skaber dybere kontakt med krop og følelser. Den dybe kontakt indad fremmes, når klienten ikke blot formidler sine tanker på papir, men også fokuserer på kropssansninger og følelser i skriveprocessen. Det er min erfaring, at mange klienter er i dårlig kontakt med deres krop og følelser. Ved at klienten øves i at sætte ord på, hvad hun fornemmer og mærker i kroppen uden at gå ind og bedømme, om det er godt eller dårligt, banes vejen for at kunne være med det, kroppen oplever. Når vi giver os selv lov til at mærke klumpen i halsen, får vi adgang til vores tristhed/sorg. Når vi giver os selv lov til at mærke, at muskulaturen i vores skuldre er spændt, at energien strømmer kraftigt i brystet og/eller arme og ben, kan vi komme i kontakt med vores vrede. Det bliver med andre ord nemmere for os at sætte ord på følelser og være med følelserne. Krop og følelser hæn-
ger sammen. Derfor er min metode skriveterapi en holistisk tilgang, hvor det at skrive om krop, følelser og tanker er essentielt for at få et godt udbytte af skriveterapi. At skrive gør klienten bevidst opmærksom på følelser – ’Hvad føler jeg dybest set?’ – og når følelserne kommer til udtryk via pennen uden dømmen, kan det føre til selvindsigt og accept af følelserne. At det er okay at have det, som jeg har det. Klienten bliver bedre til at kunne tolerere og regulere svære følelser. Skriveterapi er følelsesregulerende.
FORSKNING I FØLELSESBETONET SKRIVNING
Undersøgelser viser, at det er vigtigt for helbredet at få sat ord på vores følelser – og at det gælder uanset, om vi gør det mundtligt over for et andet menneske, eller om vi skriver om vores følelser. Det kan opleves som en lettelse af få formuleret sine følelser på skrift i stedet for at bruge energi på at holde sine følelser og tanker for sig selv.
Det første studie i at skrive om følelser blev udført af den amerikanske psykologiprofessor James W. Pennebaker. Studiet blev publiceret i 1986 og viste, at metoden expressive writing kunne forbedre både det psykiske og fysiske helbred. Forsøget med expressive writing gik ud på at skrive om traumatiske oplevelser og de tanker og følelser, der var knyttet til dem (Pennebaker & Beall 1986). Sidenhen er der udført flere hundrede studier, der ligesom Pennebakers forsøg viser, at følelsesbetonede skriverier har en positiv effekt på helbredet. Det gælder for eksempel psykiske lidelser som depression, angst og stress, hvor symptomerne kan lindres gennem de skrevne ord (Guo 2022; Krpan et al. 2013).
At skrive om følelser har ikke alene en god effekt på det psykiske velvære og mentale helbred, men også på det fysiske helbred. Immunforsvaret styrkes af at skrive, så man for eksempel ikke så ofte bliver syg med forkølelse og influenza. Forskere har i skriveforsøg også registreret færre lægekonsultationer og hospitalsindlæggelser (Pennebaker & Chung 2011). Ved en lang række fysiske sygdomme og lidelser har man lavet forsøg, hvor deltagerne har skrevet i 15-20 minutter
ad gangen i tre til fem dage i alt. Her viser resultaterne typisk, at symptomer lindres, og at den skrivende mestrer sin situation bedre. Det gælder eksempelvis kvinder med brystkræft (Gallo et al. 2015). En undersøgelse af kræftramtes ægtefæller har desuden vist, at ægtefællerne ved at skrive om deres følelser oplevede, at de var mindre overbebyrdede, mindre stressede og havde færre symptomer på depression (Harvey et al. 2018). Følelsesmæssige skriverier kan også have en gavnlig effekt på et forhøjet blodtryk (Pennebaker & Chung 2011) samt forbedre arbejdshukommelsen for blot at nævne nogle af de mange forskningsresultater.
TRAUMER OG POSITIV SKRIVNING
Undersøgelser viser, at mennesker, der ikke taler med andre om deres ubehagelige eller traumatiske oplevelser, har større risiko for at udvikle alvorlige sygdomme end mennesker, der har talt indgående om deres oplevelser med andre. Heldigvis viser studier også, at hvis vi skriver indgående om vores tanker og følelser forbundet med ubehagelige eller traumatiske oplevelser, kan vi styrke både vores fysiske og psykiske helbred (Pennebaker & Chung 2011). Skriverierne skaber en større forståelse af det skete og af os selv. Vi får bearbejdet vores følelser og kan lægge det traumatiske bag os. Dermed får vi fornyet energi og overskud. Følelsesbetonede skriverier viser også gode resultater ved PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) (ibid.).
Men ikke kun traumatiske eller ubehagelige oplevelser kan være genstand for skriveterapi. Det kan positive oplevelser også. Forsøg inden for positiv psykologi viser, at skriverier om intense dejlige oplevelser kan forbedre humøret markant og styrke immunforsvaret (Burton et al. 2004). En vigtig bestanddel af min metode skriveterapi er at skrive om det positive i livet. Vi kan dermed dvæle ved og forlænge de behagelige kropsfornemmelser og følelser. Positiv skrivning med fokus på det gode i livet, på personlige styrker og ressourcer kan forme hjernen ved at danne nye neurale forbindelser, så vi får en mere konstruktiv og positiv livsindstilling, der gør os mere robuste.
FORUDSÆTTER REFLEKSION
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor det at skrive om sine følelser kan styrke helbredet. Sandsynligvis er der flere faktorer, som spiller sammen. En udbredt antagelse er, at vi ved at skrive kan skabe et sammenhængende og konsistent narrativ om os selv, der kan hjælpe os med at finde mening, når livet udfordrer os.
Hjernescanninger har vist, at aktiviteten i hjernens amygdala reduceres, når vi skriver. Amygdala er en del af det limbiske system og har blandt andet den funktion at hjælpe os med at reagere på fare (kaldes også for hjernens trusselsovervågningscenter). Når der er mindre aktivitet i amygdala, er ubehagelige følelser ikke så intense. Det virker således følelsesregulerende og beroligende at skrive.
Mange mennesker skriver, når de er overvældede af intensive følelser og har behov for at udtrykke dem øjeblikkeligt. De skriver for at lette presset på følelserne og bruger dermed skrivning som en form for katarsis. Men skriveterapi er mere end at tømme følelser ud på papiret. Skriveterapi forudsætter refleksion, dvs. at klienten, efter at have tømt sine følelser ud på papiret, går tilbage og læser det skrevne for at forstå og danne mening. Det er typisk ved gennemlæsning og refleksionen over det skrevne, at klienten for alvor kan få nye indsigter og transformere følelser. At bruge skrivning som katarsis er ofte første skridt til at forstå og transformere overvældende følelser.
SKRIVETERAPI I GRUPPEFORLØB
Jeg bruger ikke alene skriveterapi i individuel terapi og parterapi, men også i gruppeforløb. Her skal det understreges, at jeg typisk faciliterer skriveterapi i grupper, og at det ikke er gruppeterapi, men hjælp til selvhjælp, hvor det at skrive kan have et terapeutisk udbytte for deltagerne. Jeg har gode erfaringer med at bruge skriveterapi i gruppeforløb for blandt andet pårørende til kronisk syge og voldsramte kvinder. Når skriveøvelser er en fast bestanddel af et gruppeforløb, er rammerne mere strukturerede, og det har den store fordel, at jeg sikrer, at vi kommer omkring det, der er
vigtigt for gruppens behov og mål. Deltagerne får desuden erfaring i at bruge skriveterapi og har dermed lært at mestre et enkelt redskab, de kan have gavn af resten af livet.
MESTRING AF SKRIVETEKNIKKERNE
At bruge skriveterapi på klienter og i gruppeforløb forudsætter, at man selv mestrer skriveteknikkerne. Skriveterapi kan ikke alene føre til vækst og øget livskvalitet, men kan også føre til meget mørke steder og kan gøre stor skade, så derfor er det vigtigt, at man er bevidst om, hvordan man designer skriveøvelser og sammensætter dem. Og det kan man kun, hvis man har afprøvet skriveøvelserne på sig selv. Som psykoterapeuter har vi ansvar for vores klienters sikkerhed og tryghed, så vi ikke udsætter dem for noget, der kan føre til, at de får det værre ved, at de oplever stort ubehag og fortvivlelse. Af denne grund starter deltagere på uddannelsen som skriveterapeut med at bruge skriveteknikkerne på sig selv, før de lærer at bruge dem på klienter og i gruppeforløb.
Det skal understreges, at skriveterapi er ikke en eksakt videnskab, og at man som kommende skriveterapeut ikke lærer at arbejde ud fra en fast skabelon, som passer til alle klienter. Det handler om at skabe skriveøvelser, der er befordrende for indsigt og vækst hos den enkelte ved at følge retningslinjer og forholdsregler for at skabe en god, tryg proces. Kunsten er at kunne møde klienten der, hvor hun er i sin udviklingsproces, og det kræver, at man ved, hvilke overvejelser man skal gøre sig omkring valg af skriveteknik og retningslinjer.
LITTERATUR
Aggerbeck, Annette: Skriveterapi – din guide til personlig vækst. Forlaget Respekta 2022.
Aggerbeck, Annette: Skriveterapi for pårørende. Forlaget Respekta 2021. Baikie KA & K Wilhelm (2005). Emotional and physical health benefits of expressive writing. Advances in Psychiatric Treatment 11(5):338-346. doi:10.1192/apt.11.5.338.
Burton, Chad M, Laura A King (2004). The health benefits of writing about intensely positive experiences. Journal of Research in Personality, Volume 38, Issue 2, 2004, 150-163.
Cummings, Jorden, Adele Hayes, D Saint & Jeff Park (2014). Expressive Writing in Psychotherapy: A Tool to Promote and Track Therapeutic Change. Professional Psychology: Research and Practice, 45(5) 378-386. 10.1037/a0037682.
Gallo I, L Garrino, V Di Monte (2015). L'uso della scrittura espressiva nei percorsi di cura dei pazienti oncologici per la riduzione del distress emozionale: analisi della letteratura [The use of expressive writing in the course of care for cancer patients to reduce emotional distress: analysis of the literature]. Prof Inferm. 68(1):29-36.
Graf, Maria, Brandon Gaudiano & Pamela Geller (2008). Written emotional disclosure: A controlled study of the benefits of expressive writing homework in outpatient psychotherapy. Psychotherapy Research 18. 38999. 10.1080/10503300701691664.
Guo L (2022). The delayed, durable effect of expressive writing on depression, anxiety and stress: A meta-analytic review of studies with long-term follow-ups. Br J Clin Psychol. 2023 Mar;62(1):272-297.
Harvey J, E Sanders, L Ko, V Manusov & J Yi (2018). The Impact of Written Emotional Disclosure on Cancer Caregivers' Perceptions of Burden, Stress, and Depression: A Randomized Controlled Trial. Health Communication, 33(7), 824-832.
Krpan, Katherine M, Ethan Kross, Marc G Berman, Patricia J Deldin, Mary K Askren, John Jonides (2013). An everyday activity as a treatment for depression: The benefits of expressive writing for people diagnosed with major depressive disorder. Journal of Affective Disorders. Volume 150, Issue 3, Pages 1148-1151.
Pennebaker, JW & SK Beall (1986). Confronting a traumatic event: Toward an understanding of inhibition and disease. Journal of Abnormal Psychology, 95(3), 274–281.
Pennebaker, JW & CK Chung (2011). Expressive writing: Connections to physical and mental health. In HS Friedman (Ed.) The Oxford Handbook of health psychology (pp. 417–437). Oxford University Press.
Annette Aggerbeck er privatpraktiserende psykoterapeut MPF og specialist i skriveterapi, journalist DJ og cand. jur. Kombinerer samtaleterapi med skriveterapi. Underviser i skriveterapi, uddanner skriveterapeuter og har udgivet bøgerne Skriveterapi – din guide til personlig vækst og Skriveterapi for pårørende.
AT SKRIVE LITTERÆRT
OM EN PERSONLIG OG TERAPEUTISK PROCES
Tekst: Jeanette Øbro
I skønlitteraturen kan vi alle for en stund få oplevelsen af at tage bolig i et liv, vi ellers ikke umiddelbart ville kunne få adgang til – om det er en dansker, der har en kaffeplantage i Afrika, en græsk digter i antikken eller en amerikansk psykiater, der farer vild i arbejdet med sine patienter. Litteratur kan tage os hele verden rundt og give os indsigter i menneskers liv på tværs af land, køn, alder, kultur, tid, etc. Som læser kan man give sig hen til oplevelsen og dermed den eller de indre stemmer, billeder, associationer og sansninger, der opstår i mødet med teksten. Litteraturens brug af metaforer virker stærkt, nogle gange gør de endda uudsletteligt indtryk. Susan Hart skriver i Neuroaffektiv psykoterapi med voksne at: ”Brugen af metaforer er fx en stærkt integrerende form for repræsentation, fordi den aktiverer et stort antal hjerneregioner samtidig.” (Hart 2012 s.34). I det terapeutiske rum er vi formentlig mange, der ofte oplever, at der opstår særegne og betydningstunge metaforer i enten klienten eller i os i forbindelse med særligt dybe opdagelser og erkendelser.
Som både psykoterapeut og skønlitterær forfatter er jeg betaget og fascineret af metaforer og det narrative og den betydning, det kan have for os mennesker både at skabe dem og at opleve dem. Skønlitterære forfattere trækker formentlig altid i en eller anden grad på, hvad vi ved om at være menneske gennem erfaringer, der er opnået i det levede liv. Siden den græske digter Sapfo i antikken skrev sin sanselige poesi, har forfattere forsøgt at indfange liv med skriftsprog.
Den tyske forfatter Judith Hermann udtrykker det sådan her: ”... sådan er det med alt, jeg skriver: Jeg skriver om mig selv. Jeg skriver langs med mit eget liv, jeg kender ikke til andre måder at skrive på.” (Hermann 2023). Hun kalder sine romaner for living autobiography (Hermann, Information 2023).
AUTOFIKTION
I genren autofiktion indgår forfatteren en særlig kontrakt med læseren om, at romanens indhold og handling er baseret på forfatterens eget liv, men at der også er taget fiktive greb. Læseren må acceptere sit vilkår, som er ikke at kende fordelingsnøglen mellem virkelighed og fiktion i teksten. Værket fremstår med den grad af selvafsløring, forfatteren har valgt.
Selv om fænomenet er så gammelt som litteraturen selv, er genrebetegnelsen ’autofiktion’ først opstået for relativt kort tid siden, nemlig i 1977, hvor den franske forfatter Serge Doubrovsky, ifølge den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt, spontant fandt på den i forbindelse med en boglancering (Hustvedt 2019).
Autofiktion fordrer, at forfatteren skriver med sig selv som hovedperson og med sit eget navn, men tager sig
den frihed at benytte fiktive greb. Hvor meget, der er gengivet, som forfatteren husker det, og hvor meget, der er fiktion, afsløres ikke nødvendigvis. Der er både subtile og eksplicitte eksempler på, at forfattere italesætter en bevidsthed om, at deres hukommelse ikke nødvendigvis er en objektiv størrelse. I sit seksbindsværk Min kamp beskriver Karl Ove Knausgård en episode fra sin ungdom, hvor han laver et interview, men først skriver artiklen langt senere og baseret alene på sin hukommelse. Det medfører stor utilfredshed fra den person, han har interviewet, fordi der er mange faktuelle fejl i artiklen. På den måde fortæller Knausgård læseren, at han godt ved, at de mange tusind sider, han har skrevet om sit liv, er baseret på erindringer, som han husker dem i dag – og at hukommelsen ikke altid er pålidelig (Knausgård 2009-2011).
Knausgårds litterære fremstilling af at være gennemsyret af skam og fuldkommen transparent om, hvor destruktiv skammen er i hans liv, var en øjenåbner og stor hjælp for mig i forståelsen af maladaptiv skam i et sømløst overlap med den faglitteratur, jeg har læst, og de oplevelser jeg selv har med skam og efterhånden har fået i kraft af det terapeutiske arbejde med mine klienters skam.
Autofiktion er blevet en meget populær genre de senere år, og som læser oplever jeg ofte, at der er en særlig nerve i teksten. Samtidig giver bevidstheden om, at oplevelserne er baseret på forfatterens eget liv, en ekstra dimension i læseoplevelsen og har dermed også en afsmitning på opfattelsen af forfatteren og forfatterskabet. Uvisheden om forholdet mellem fiktion og virkelighed kan give en form for mystik og nysgerrighed. Når min egen interesse bliver vakt, og nysgerrigheden efter at vide mere om forfatteren og arbejdet med romanens tilblivelse vokser, opsøger jeg foredrag med forfatteren, artikler, podcast osv.
FØDSEL OG FORÆLDRESKAB
Herhjemme har Tove Ditlevsens forfatterskab fået en opblomstring og placering i dansk litteratur, som hun helt ufortjent ikke selv nåede at opleve. Hun døde i 1976, året før Doubrovsky opfandt genren autofiktion,
og hendes roman Gift – med den geniale flertydige titel – står for mig som et af hendes stærkeste værker, en perfekt destilleret tekst om hendes ægteskaber, forfatterskab og morfinmisbrug, skrevet blot fem år før hun begik selvmord (Ditlevsen 1971).
Forfattere som Linn Ullmann og Annie Ernaux har gennem deres romaner, hhv. Pige, 1983 og Pigen fra ’58, vist, hvordan tidlig seksuel erfaring, overgreb i asymmetriske relationer og pinefulde oplevelser med fx en illegal abort, i dysfunktionelt samspil med forældrene, kan farvelægge et helt liv (Ullmann 2021) og (Ernaux 2018). Kim Leine gjorde tilsvarende i Kalak, hvor han skriver hudløst om stofmisbrug, livet i Grønland som sygeplejerske og incest fra sin fars side (Leine 2007). Deres generøsitet har gjort stort indtryk på mig.
Som jordemoder og psykoterapeut med interesse for fødslens og forældreskabets betydning har jeg været særligt begejstret for den strøm af litteratur om netop de emner, som er kommet de senere år. Jeg har længe været optaget af fraværet af fødsler og den kvindelige erfaring i litteraturen. Fødsler er store dramatiske begivenheder, forvandlingen fra blot at være sig selv til at få ansvaret for et liv er en af de største eksistentielle forandringer. Men det er erfaringer, der har haft trange kår i litteraturen indtil for ganske få år siden.
Den canadiske forfatter Rachel Cusk taler meget interessant om fænomenet i en optagelse fra Det Kgl. Bibliotek (Rachel Cusk om kvindelige erfaringer i litteraturen) med udgangspunkt i hendes egen roman, Et livsværk, om at blive mor (Cusk 2021).
Det har ulmet i mig i årevis at ville skrive om det stof, men der skulle en opstå en særlig situation i mit eget liv, før det udkrystalliserede sig, hvordan jeg skulle gå til det.
AT SKRIVE INDE FRA OPLEVELSERNE
At skrive er én lang række valg. Det er at læse og at skrive og skrive om. Det er at lade sproget gennemstrømme nervesystemet, at flytte ind i en verden, der indtil videre kun findes i ens eget hoved og fantasi og nu bliver til, bogstav for bogstav.
At skrive fiktion handler for mig om at få kreativiteten til at gå online i bestræbelsen efter at frembringe troværdige karakterer, der roder sig ud i situationer, som giver læseren behov for at vide, hvordan i alverden det nu skal gå dem. Det er en ambition om at kunne skabe et narrativt begær hos læseren. Som læser er jeg selv dybt taknemmelig over de forfattere, der formår det og dermed har givet mig store oplevelser af at være i læseflow, at forsvinde i romanens univers i timevis og dukke op til overfladen, fyldt af en følelse af kende karaktererne, deres historier og kamp med livet og af, at forfatteren vil fortælle mig noget vigtigt om at være menneske.
Efter at have skrevet seks researchtunge og realitetsnære kriminalromaner sammen med min medforfatter, Ole Tornbjerg, fik jeg behov for at arbejde med en anden form for sprog og fortælleform. Jeg holder meget af den litterære krimigenre og min tilgang til den er, at forbrydelsen skal kunne opleves som en fyldestgørende metafor for menneskelig og relationel konflikt. Vores hovedperson er kriminalpsykolog, og det har givet mig en adgang til at nørde med nogle spændende og sære afkroge af psykologien, fordi præmissen er, at det er hendes forståelse af den relationelle spænding, ud fra tesen om at krænkere altid selv har været ofre, der fører til opklaring.
Efter et langt forarbejde, som blandt andet bestod i at skrive min livshistorie ud i kronologisk rækkefølge, landede jeg på at skrive om et afgrænset forløb på et år, nemlig en periode, hvor jeg vendte tilbage til at arbejde som jordemoder efter en belastningsreaktion, som over tyve år tidligere betød, at jeg måtte forlade faget.
At stå på en fødestue igen, så mange år senere, så tæt på kroppenes intime samarbejde i det helt særlige øjeblik, hvor et lille menneske kommer til verden, var svimlende, rørende og stort. At vende tilbage med en større livserfaring og – ikke mindst – en uddannelse som psykoterapeut gav så mange dybe refleksioner og oplevelser af heling af traumer, at jeg var nødt til at skrive om det. I første omgang var det for min egen skyld som led i at fordøje oplevelserne. Det blev til mange noter på min telefon, som jeg skrev i toget på vej til og fra hospitalet i provinsen på alle tider af døgnet, fordi fødegangen
aldrig er lukket. Selv i dag er sansningen af at gå ned i mørket på perronen på Nørreport Station og sætte sig i det store, tomme regionaltog, hvor sædernes betræk har en lidt støvet lugt, flettet stærkt sammen med flere af dem.
Der opstod løsrevne sætninger, enkeltstående ord og lange passager om gensynsglæde, overvældelse og vrede over de travle vilkår, man byder mennesker i så delikat og følsom en oplevelse, som en fødsel er.
Jeg begyndte uden at tænke nærmere over det, men fordi det føltes rigtigt, at skrive i førsteperson nutid, fordi jeg gerne ville så tæt på oplevelserne som muligt. Noterne ændrede gradvist karakter, fordi jeg blev nysgerrig efter at se, hvilken slags tekst der kunne opstå. De begyndte at tage form som litterære scener.
Da jeg skrev en scene om den første dag, hvor jeg gik ind ad hospitalets glassvingdør, let svimmel og spændt, kunne jeg mærke, at det var min åbningsscene på det, der blev til romanen, En nat i august, som udkom i foråret 2023 (Øbro 2023). I skriveprocessen genbesøgte jeg tidligere noter, gamle dagbøger og refleksioner over bl.a. den belastningsreaktion, jeg havde oplevet som ung, og arbejdede med at transformere indholdet til litterær tekst.
Undervejs i arbejdet med romanen fik jeg af flere grunde brug for at ændre kontrakten med læseren om, at jeg skrev autofiktion i den oprindelige betydning.
For det første har jeg naturligvis tavshedspligt som jordemoder, og det blev med det samme sådan, at jeg i beskrivelsen af fødslerne tog en masse fiktive friheder, eftersom jeg naturligvis ikke kunne skrive om de konkrete fødsler, jeg deltog i. Romanens fødsler skulle desuden have en dramatisk effekt på hovedpersonen og er skrevet for at fremkalde emotionelle reaktioner i hende, som ræsonnerer med hendes indre kamp. Jeg ønskede heller ikke at skrive en-til-en om min egen familie og valgte derfor at give hovedpersonen et andet navn end mit og en anden familiekonstellation. Judith Hermann kalder det at bygge beskyttelseslag ind i teksten (Information 2023).
Det blev tydeligt, at balancen mellem det selvudleverende og min egen integritet skulle være i orden, for at det ville føles godt at sende bogen ud i verden. Således sat fri, arbejdede kreativiteten i en frugtbar dynamik med den dramaturgi, jeg fik foræret ved at opleve de følelsesmæssige op- og nedture, det gav at komme tilbage til jordemoderfaget.
Til at begynde med skrev jeg inde fra oplevelserne. Jeg fyldte helt bevidst alle sansninger, følelser og iagttagelser ind. Men så snart andre begyndte at læse med, gav det et perspektivskifte, som jeg kendte fra redigeringsarbejdet med de andre romaner, og som jeg bedst kan forklare med, at det føles som at låne andres blik og derved få mulighed for at opleve teksten udefra. Det gjorde det muligt at begynde at fritskrabe teksten, der var blevet for mættet af indtryk, sådan at der blev plads til læserens oplevelse, som både kan opstå i mødet med den konkrete tekst, men i høj grad også i alt det, der står mellem linjerne.
”LANGS MIT EGET LIV”
Hvad det får af betydning for den enkelte forfatter at skrive autofiktion og diverse beslægtede genrer er formentlig lige så individuelt og subjektivt, som de færdige værker fremstår.
For mit eget vedkommende har det haft meget stor betydning, og det har været en meget rørende procesat låne andres blik på oplevelserne – også efter udgivelsen. At måtte forlade jordemoderfaget som ung udløste en eksistentielt svær situation, fordi jeg måtte give afkald på den identitet som jordemoder, jeg havde kæmpet hårdt for at kunne tage på mig som studerende.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det både har styrket mit eget narrativ om det at blive jordemoder igen, at jeg samtidig skrev ”langs mit eget liv”, som Judith Hermann kalder det. Men det at dele oplevelserne har også givet en dyb meningsfuldhed, fordi det er en fortælling om heling og håb.
LITTERATUR
Cusk, Rachel: Et livsværk, om at blive mor. Vinter Forlag 2021. Interview med Rachel Cusk: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/ live-fra-det-kgl-bibliotek/id1295683397?l=da&i=1000541096414, 2021.
Ditlevsen, Tove: Gift. Gyldendal 1971 (genudgivet 2012 med forord af Dy Plambeck).
Ernaux, Annie: Pigen fra ’58. Forlaget Etcetera 2018. Hart, Susan: Neuroaffektiv psykoterapi med voksne. Hans Reitzels Forlag 2012.
Hermann, Judith: Vi ville have fortalt hinanden alt. Batzer & Co. 2023. Hustvedt, Siri: podcastinterview, https://podcasts.apple.com/dk/podcast/live-fra-det-kgl-bibliotek/id1295683397?l=da&i=1000541096414, 2019.
Knausgård, Karl Ove: Min kamp 1-6. Lindhardt og Ringhof 2009-2011. Leine, Kim: Kalak. Gyldendal 2007.
Nielsen, Bodil Skovgaard: Deborah Levy vil ikke længere være lejer på patriarkatets jord. Information, 25. juli 2023.
Nielsen, Peter: Hemmelighedsfulde Judith Hermann åbner i sin nye bog til alle hemmelighederne i en traumatisk opvækst. Information, 1. december 2023. Ullmann, Linn: Pige, 1983. Gyldendal 2021.
Tornbjerg, Ole & Jeanette Øbro: Skrig under vand; Djævlens ansigt; Evas sidste nat; Det norske job; Pigen og vogteren; De ustraffede. Politikens Forlag 2010-2018.
Øbro, Jeanette: En nat i august. Politikens Forlag 2023.
Jeanette Øbro er psykoterapeut MPF fra EFT-Instituttet, jordemoder og forfatter. Hun underviser bl.a. i at skrive litterært om personligt stof og holder foredrag om sit forfatterskab. Ud over forfatteraktiviteterne har hun sin egen terapeutiske praksis i København.
TERAPEUTENS
TILKNYTNINGSHISTORIE
KAN VÆRE EN RESSOURCE
Interview: Gerda Rasmussen
Interview med autoriseret psykolog Sarah Daniel, der har skrevet og forsket i, hvordan tilknytningsmønstre påvirker behandlingsrelationer, og hvordan terapeutens egen tilknytningshistorie har betydning for det terapeutiske arbejde.
Hun vil vise, hvordan vores tilknytningshistorie kan fungere som en ressource fremfor at være en hindring i det faglige arbejde.
Som psykoterapeut og underviser i psykoterapi har jeg været inspireret af Sarah Daniels bøger. Derfor fik jeg lyst til at bede hende besvare seks spørgsmål i et interview til Tidsskrift for Psykoterapi. Da vi bor geografisk langt fra hinanden, foregik interviewet ved hjælp af Zoom. På trods af den fysiske afstand kunne kontakten mellem os fint etableres.
Hvad er det vigtigste budskab i din seneste bog Tilknytning og Omsorgsarbejde?
– Jeg vil gerne tydeliggøre, hvordan terapeutens egen tilknytningshistorie har betydning for den terapeutiske praksis. Jeg vil gerne få den personlige historie hevet ud af skammekrogen og kigge på de personlige erfaringer som noget, der gerne må være der, så det kan bruges konstruktivt til klientens bedste. Jeg ønsker samtidig, at vi som terapeuter ser på vores egen tilknytningshistorie som en ressource og en præmis for vores arbejde i stedet for at opleve den som noget skamfuldt og forkert, når vi bliver følelsesmæssigt påvirket af vores egen livshistorie i arbejdet. Vi er jo mennesker med historie, følelser og menneskelighed.
Hvordan blev din interesse vakt for at skrive og forske i tilknytningsrelationer?
– Mens jeg læste psykologi, blev jeg optaget af, hvordan vi mennesker organiserer vores relationelle og følelsesmæssige erfaringer. Jeg blev interesseret i, hvordan vores erfaringer bliver til historier, og hvordan erfaringerne får den struktur, de gør. Det var i den sammenhæng, at jeg fik kendskab til tilknytningsinterviewet for voksne (eng. Adult Attachment Interviewet), som er en spændende undersøgelsesmetode til at vurdere voksnes tilknytningsmønstre. Som ph.d. deltog jeg i et større forskningsprojekt. Her undersøgte vi mange terapisessioner og forskede i, hvordan klienters tilknytningsmønster påvirker behandlingsrelationen, og hvordan de fortæller om sig selv og formidler deres livshistorie i psykoterapien.
Mange beskriver tilknytningsmønstre som statiske, hvor tilknytningsmønstrene omtales i ental og ofte som en direkte forlængelse af det mønster, man dannede som barn. Vil du fortælle lidt om, hvordan vi kan få en mere dynamisk forståelse?
– Ved at forske i tilknytning med Adult Attachment Interviews har jeg erfaret, at kompleksiteten er meget stor. Når materialet fra interviewene bliver gjort op, kommer vi i sidste ende frem til det bedste bud på den tilknytningskategori, der passer bedst på det samlede billede. Vores tilknytningsmønster er meget flerdimensionelt, og derfor kan vores tilknytningsmønstre med
fordel forstås som tilstande eller landskaber. Måske kan man genkende sig selv i flere landskaber, selvom man sædvanligvis færdes mest i bestemte områder af disse landskaber, fx som ambivalent tilknyttet.
Det letter formidlingen at beskrive tilknytningsmønstrene som kategorier, men der er risiko for, at man kommer til at opfatte tilknytningsmønstre for determinerende og endimensionelle med for stor vægt på stabilitet og forudsigelighed. Tilknytningsmønstrenes stabilitet er imidlertid ikke så stor, som man almindeligvis har indtryk af. Selvom jeg som forsker kan danne et billede af et bestemt tilknytningsmønster, så gælder det ikke i alle personlige relationer, og det vil heller ikke nødvendigvis være det samme i fremtiden.
Tilknytningsrelationer og tilknytningsmønstre er foranderlige livet igennem. De udvikler sig gennem de nye erfaringer, vi gør os med tryghed og utryghed i vores nære relationer, familie og parforhold. De nye erfaringer, vi gør os, lukker måske nye veje op til fx oplevelse af tryghed, som vi ikke har haft før.
Hvilken betydning har terapeutens tilknytningsmønster i forhold til at opnå terapeutisk alliance med klienten?
– Vi har ikke evidens for, at terapeuters tilknytningsmønstre betyder noget særligt for etableringen af den terapeutiske alliance eller for klienternes udbytte af terapien, eller at terapeuter med utryg tilknytning laver dårligere terapi. Derimod viser forskningen, at klienters tilknytningsmønster betyder meget for, hvor stort et udbytte de får af terapien. Men som så meget andet inden for forskningen i psykoterapi er det utrolig svært at dokumentere, fordi der indgår så mange komponenter.
Du har nævnt, at psykoterapeuter med et trygt tilknytningsmønster ofte vil hælde mod enten undgåelse eller ambivalens i mødet med klienten. Det vil jeg bede dig om at uddybe?
– Det er langt fra alle psykoterapeuter, der lander i kategorien trygt tilknyttet. Mange af dem, der er i kategorien tryg, vil også rumme elementer af det ene eller
det andet utrygge mønster, som kommer til udtryk i forskellige relationer og situationer. Hvis man som terapeut ønsker at blive klogere på, hvad man tager med ind i arbejdet af sin egen tilknytningshistorie, er det udviklende at spørge sig selv, hvilke mønstre og tilbøjeligheder man kender fra sig selv. Det er efter min opfattelse vigtigere end at være optaget af, hvilken tilknytningskategori man tilhører. Hvis man mærker efter, kan man ofte mærke den ene slags utryghed frem for den anden. Fortrolighed med disse utrygheder kan være et redskab til at få viden om, hvilken særlig indlevelse og spidskompetence man kan have i sit arbejde med klienter. Det kan også skærpe opmærksomheden på, hvilke blinde vinkler der er størst risiko for, at man udfordres i.
Vil du give et eksempel på nogle udfordringer, der kan opstå i terapien, hvor der er forskellige utrygge tilknytningsmønstre?
– En realistisk erkendelse af, hvad man har med sig på tilknytningssiden, kan give et vigtigt fingerpeg om, hvor der er steder, man skal have opmærksomhed rent fagligt.
TILKNYTNING
Tilknytning dannes i relation til barndommens omsorgspersoner, og erfaringer derfra tager vi med os videre. Tilknytningsmønstre udvikler sig livet igennem i nære relationer. Lidt over halvdelen af befolkningen regnes for trygt tilknyttede.
De fire tilknytningsmønstre kan opfattes som tilstande.
• Tryg tilknytning
• Utryg ambivalent tilknytning
• Utryg undgående tilknytning
• Desorganiseret tilknytning
Hvis man som terapeut har et ambivalent tilknytningsmønster, er der en sandsynlighed for, at man er ekstra optaget af at opnå følelsesmæssig kontakt, at komme tæt på og at være betydningsfuld og vigtig for klienten.
Hvis klienten har et undgående tilknytningsmønster, vil terapeuten typisk opleve, at vedkommende er tilbageholdende med at lukke op og at engagere sig. Måske signalerer klienten på forskellig måde, at relationen ikke er vigtig, eller at problemet ikke er så stort. Det kan skabe besvær for den ambivalente terapeut, for det går imod det, man søger at opnå for at lave et godt arbejde. Der kan være en risiko for, at terapeuten bliver provokeret eller irriteret på klienten og mister empati med vedkommende. Terapeuten sætter sig måske op til at få ’hul igennem’ til klientens sårbare sider og at få kontakt igennem ’panseret’. En anden mulighed er, at terapeuten vender besværet indad til en utilstrækkelighedsfølelse.
Set fra den undgående klients synsvinkel er der mulighed for, at det går skævt, hvis terapeuten ikke er opmærksom på den dynamik og bearbejder den på et følelsesmæssigt plan. For terapeuten er det også værd at reflektere over, om der er tale om et generelt mønster, der har at gøre med terapeutens eget tilknytningsmønster.
Du har nævnt, at 15-20 % af befolkningen har et desorganiseret tilknytningsmønster. Vil du fortælle lidt om, hvorfor der statistisk set er så mange?
Sarah Daniel er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi med voksne. Hun har en ph.d. i psykoterapiforskning, og hun har tidligere været ansat som lektor på Københavns Universitet, hvor hun primært har forsket i, hvordan voksnes tilknytningsmønster påvirker behandlerrelationen. Sarah Daniel arbejder i dag i selvstændig praksis med terapi, supervision og formidling.
– Desorganiseret tilknytning er den mest sammensatte og mest ustabile kategori, og den er også svær at vurdere.
I en normal befolkning er det op mod 20 %, som får denne kategori i et Adult Attachment Interview ved siden af en af de andre kategorier. Det vil sige, at blandt de 20
% er der nogle, hvor det betyder meget i forhold til, hvordan de fungerer tilknytningsmæssigt, og der kan være andre, hvor det ikke er lige så dominerende.
Mange af dem, der har en desorganiseret tilknytning, har det fra en bestemt relation i opvæksten. Samtidig kan man have haft andre relationer, som ikke er karakteriseret på den måde. Det desorganiserede tilknytningsmønster vil derfor kun komme i spil i bestemte situationer. Det findes ligesom på lager i det personlige tilknytningssystem, men det er ikke nødvendigvis det, der er i førersædet i alle sammenhænge i forhold til, hvordan man agerer i tilknytningsrelationer. Det betyder selvfølgelig noget, om man har den tilknytningserfaring, men det er langt at sige, at ”jeg er desorganiseret tilknyttet – jeg burde fx ikke være terapeut”.
Tilknytningsrelateret utryghed ændrer sig via omsorg og medfølelse. Hvordan kan psykoterapeuter tage sig af at give egenomsorg, fx ved utilstrækkelighedsfølelse?
– Jeg er optaget af at fortælle om, hvordan vores omsorgsfunktion som terapeuter vender både ud mod klienter og ind mod os selv. Med min seneste bog inviterer jeg læseren til at gå på opdagelse i, hvad man som terapeut har med sig af tilknytnings- og omsorgserfaringer, og hvordan det påvirker vores arbejde inden for et fag, hvor omsorg for andre er en del af opgaven. Jeg vil her nævne to af tilknytningsteoriens centrale måder at vise omsorg på, nemlig at være en tryg base og en sikker havn. Med tryg base menes at udfordre eller skubbe på udforskning, og med sikker havn menes en trøste- eller reguleringsfunktion. Begge funktioner er vigtige og anvendes på skift alt efter, hvad der er brug for i de konkrete situationer.
Når vi taler om selvomsorg, er jeg personligt optaget af, at der er meget fokus på regulering eller trøst og knap så meget fokus på tryg base, der handler om, hvordan man støtter og udfordrer sin faglige udvikling.
Terapeuter og andre omsorgsgivere er klar over, at tryghed er vigtigt. Men det bliver imidlertid sværere at være rummende og ikke fordømmende, når man mær-
ker sin egen utryghed og sårbarhed. Mange spørger sig selv: ”Hvorfor gjorde jeg ikke dette, det burde jeg have indset noget før" og lignende. En måde, vi aldrig ville behandle klienter på.
Det er hensigtsmæssigt at reflektere kritisk over sin egen praksis i bestræbelsen på at udvikle og gøre arbejdet endnu bedre for klienterne, men for nogle udvikler den praksis sig til en destruktiv, hård selvkritik, der kan have rødder i utrygge tilknytningserfaringer. Ligeledes kan en idealforestilling om at være uendeligt rummelig og afbalanceret puste til utrygge mønstre indadtil. Når vi er for selvkritiske eller stiller for urealistiske krav til vores arbejde, er vi med til at fodre og cementere utrygheden snarere end at udvikle trygheden.
Rent fagligt er en realistisk erkendelse af, hvad man har med sig på tilknytningssiden, en vigtig markør på, hvilke udfordringer man kan have. Det er imidlertid ikke nødvendigt med en gennemgribende ændring af hele tilknytningsmønsteret for at ændre de faglige udfordringer, man oplever i den forbindelse. Det giver god mening at arbejde med dem i en faglig sammenhæng og ikke nødvendigvis i psykoterapi.
Jeg vil give et eksempel: Vi ved, at forældres tilknytningsmønstre betyder meget for udviklingen af børnenes tilknytningsmønstre og det, der udspiller sig i relationen mellem forældre og børn. Man kunne få den tanke, at det var nødvendigt med flere års terapi for at flytte på hele forældrenes tilknytningsmønster. Her ved vi faktisk fra forskning på det område, at man kan skabe vældig stor effekt på barnets tilknytning uden at ændre hele forældrenes tilknytningsmønster. Det har man gjort ved at gribe målrettet ind på et adfærdsplan i forhold til nogle af forældrenes handlinger i relationen til børnene. Fuldstændig samme logik kan man have i forhold til sin terapeutiske praksis. Hvis man med en undgående tilknytning for eksempel har en blind vinkel, hvor man let kommer til at overse eller undervurdere sårbarhed hos sin klient, kan man potentielt komme rigtigt langt ved at udvide sit ’synsfelt’ og være bevidst om, hvad man har svært ved. Man kan for eksempel beslutte sig for at have ekstra øje med sine klienters sårbarhed.
Hvis der på samme vis er bestemte omsorgshandlinger, man har svært ved, kan man øve sig og foretage disse handlinger så ofte som muligt, og hvor det giver mening. På den måde kan man blive en langt mere empatisk terapeut for sin klient, uden at man nødvendigvis har ryddet op i hele sit undgående tilknytningsmønster. Vi udvikler os bedst ved at være bevidste om vores udfordringer og ved at eksperimentere med nye færdigheder i stedet for at slå sig selv i hovedet med det, vi endnu ikke kan.
Medfølelse med sig selv er en vigtig del af selvomsorgen. Det er nemmere for omsorgsgivere med en tryg tilknytningsbaggrund at give sig selv medfølelse, hvorimod det er sværere for dem, der har utrygge mønstre og erfaringer med sig. Jeg vil give nogle eksempler på, hvordan det giver sig udtryk i forhold til forskellige tilknytningsmønstre: Med undgående tilknytningserfaringer kan det at møde sig selv med varme og medfølelse virke suspekt, og man frygter at virke svag. Med ambivalente tilknytningserfaringer kan det være
I februar 2024 underviste Sarah Daniel på kurset Tilknytningsdynamikker og -mønstre i psykoterapeutisk arbejde i Fredericia, arrangeret af Dansk Psykoterapeutforening.
svært at have den nødvendige tillid til at kunne berolige sig selv, og man vil ofte søge at finde omsorgen hos andre. For en person med desorganiserede tilknytningserfaringer kan det være risikabelt at give sig selv medfølelse, fordi ens medfølende respons kan lukke op til svære, dybe følelser.
Jo mere vi prøver at kontrollere og holde forbudte og skamfulde følelser og tanker væk, jo mere psykisk energi kommer vi til at bruge til skade for klienterne og vores egen trivsel. De første skridt til at ændre utrygheden er at søge at finde accept af, at utrygheden er der. At give tid og plads til at mærke sine følelser og at møde dem med accept, varme og rummelighed er vigtigt for terapeutens omsorg for sig selv.
Det er vigtigt, at terapeuter taler højt om, hvordan de bliver følelsesmæssigt påvirket af deres egen livshistorie i arbejdet. Så vil man opdage, at sårbarheden ikke bare udspiller sig bag tæppet i hver sin terapeuthjerne. I det øjeblik, der er sprog for det, er det nemmere at sige: ”Selvfølgelig skal jeg ikke skælde ud på min utryghed. Det kan jeg jo godt se.”
AF SARAH DANIEL
Relation og fortælling. Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst (2012). Samfundslitteratur. Tilknytning og omsorgsarbejde. Personlige rødder og faglig praksis (2021). Aboreta.
GERDA RASMUSSEN er familie- og psykoterapeut MPF og har privat praksis i Aarhus. Har tidligere været underviser på Dansk Familieterapeutisk Institut, DFTI.
BØGER
PSYKOTERAPEUTER
I
UKRAINE UNDER HÅRDT PRES
Dansk Psykoterapeutforening støtter på flere måder
Tekst: Vibeke Lubanski
Da krigen i Ukraine brød ud i februar 2022, var det for ukrainerne en kulmination på 10 års konstant pres fra Rusland. Alligevel kom det som et chok for ukrainerne og for hele Europa, at Rusland gik så langt som til at invadere landet. Reaktionen fra de fleste af de europæere, der opholdt sig i landet, var at skynde sig ud. Ambassader blev forladt, store virksomheder blev midlertidigt lukket, og mange millioner ukrainere lå i flere dages kø på landevejene for at komme væk.
På det årlige møde og generalforsamling i European Association for Psychotherapy (EAP) Wien i marts 2022, hvor formand Pia Clementsen og jeg deltog, var stemningen trykket. De ukrainske psykoterapeuter forlangte, at EAP skulle ekskludere den russiske organisation fra EAP i en periode. Det gjorde stort indtryk, at særligt de delegerede fra eks-Jugoslavien delte deres erfaringer fra 1990’erne, hvor krigen hærgede hos dem. De kunne fortælle, at for dem havde det været afgørende at holde fast i at være psykoterapeuter, lige meget hvilken nationalitet eller land man kommer fra. De sagde: ”Vi er psykoterapeuter – vi er ikke i krig med hinanden. Krigen tilhører nogle andre.” De kunne ligeså berette, at det havde lettet muligheden for samarbejde efter krigen, at de havde insisteret på at fastholde deres kollegaskab under krigen.
Præsidenten for EAP, Patricia Hunt, håndterede processen forbilledligt. Hun gav på mødet plads til, at der var mange modsatrettede følelser til stede, og hun besluttede, at det var vigtigt ikke at tage forhastede beslutninger, men at EAP’s bestyrelse på det kommende møde i oktober 2022 skulle stemme om, hvorvidt den russiske organisation skulle udelukkes eller ej. Hun
aftalte med de ukrainske delegerede, at de kunne fremføre deres sag, men at det ville blive det samlede EAP, der ville stemme om, hvorvidt den russiske organisation skulle udelukkes eller ej. Ukrainerne meddelte, at de ville respektere EAP’s beslutning. EAP udsendte samtidig en deklaration om, at de som organisation tog stærkt afstand fra invasionen.
På EAP’s bestyrelsesmøde i oktober 2022 blev der så stemt om forslaget. EAP besluttede, at man ikke ville ekskludere den russiske organisation. Samtidig besluttede EAP’s bestyrelse, at de, så længe som krigen nu måtte vare, ville stille sig til rådighed for at lave tre online symposier hvert år til støtte for de mange ukrainske psykoterapeuter, der nu skulle arbejde på en for dem helt ukendt bane – midt i en krig.
Første symposium blev afholdt på årsdagen for invasionen den 24. februar 2023. Temaet var The Ethical Challenges for Psychotherapists in our Changing World. Det andet symposium blev afholdt den 16. juni 2023 med temaet New Challenges for Psychotherapists. Det tredje symposium fandt sted den 17. november 2023, og her var temaet The Transgenerational Transmission of Trauma and Recovery
”Når luftalarmen
lyder om dagen, står jeg i et kæmpe dilemma – hvilket af mine børn skal jeg løbe hen til? Til børnehaven? Til skolen?
Ukrainsk krise- og psykoterapeut
from Trauma. I 2024 har der foreløbig været afholdt ét symposium – igen i forbindelse med årsdagen for invasionen. Det var den 23. februar 2024, og temaet var The Tragedy of Childhood in the Time of War.
Værtskabet for symposierne går på skift. Et stigende antal deltagere er kommet til symposierne. Sidste gang var der næsten 1000 deltagere. Symposierne har fået deres egen hjemmeside: www.uasymposium.online.
Lige nu planlægges næste symposium til den 14. juni 2024. Rumænien er vært, og temaet er Relationships in the Time of War. På dette symposium har jeg fået 30 minutter til at fortælle om det projekt som Dansk Psykoterapeutforening har været med til at løbe i gang, projektet European Room for Listening, ERL.
Endelig har Dansk Psykoterapeutforening meldt sig til at være vært for symposiet til november 2024. Det bliver afholdt den 15. november, og lige nu er arbejdstitlen The Role of Women in the Time of War.
PROJEKTET EUROPEAN ROOM FOR LISTENING (ERL)
I marts 2023 var formand Pia Clementsen og jeg igen til generalforsamling i EAP i Wien. Her mødte vi Ewa Dobialo – en polsk psykiater og psykoterapeut, der siden krigens start har ydet tæt støtte til sine ukrainske kollegaer igennem først daglige Zoom-møder i krigens første uger. De blev siden til ugentlige onlinemøder, hvor hun sammen med andre polske kollegaer tilbød at stå til rådighed med støtte og supervision. Da vi mødte hende et år senere på EAP’s møde i Wien, var hun på udkig efter mere hjælp og støtte fra
europæiske kollegaer. Vi meldte os under fanerne sammen med Christina Winkler, repræsentanten fra den franske nationale organisation, og Enver Cesko fra Kosovo. Vi mødtes flere gange på Zoom med den ukrainske repræsentant Ljudmila Moskalenko og fandt frem til, at det, vores ukrainske kollegaer havde allermest brug for, var at mærke, at de ikke var helt alene. At Vesteuropa ikke havde glemt dem. Vi udviklede derfor i fællesskab projektet European Room for Listening.
Idéen var – og er stadig – at skabe et online rum, hvor ukrainske og europæiske psykoterapeuter kan mødes og lytte til hinanden. De ukrainske kollegaers oplevelse var, at der var mange internationale organisationer, der i krigens start kom drønende med alt det, de gerne ville give, men måske ikke var så vant til at begynde at lytte til, hvilke behov ukrainerne egentlig havde. Ukraine har en ret veluddannet befolkning og nogle stærke psykoterapeutiske miljøer, så de kan meget selv. Ønsket fra vores ukrainske kollegaer var først og fremmest at blive lyttet til! At få lov til at dele oplevelserne, dele erfaringer, tanker, idéer, læring med andre psykoterapeuter, og også at høre, hvordan krigen har effekt på kollegaer uden for Ukraine.
European Room for Listening havde premiere den sidste onsdag i juni 2023. Siden har vi haft et online møderum åbent den sidste onsdag i hver måned. Møderummet er med simultantolkning fra ukrainsk til engelsk.
I november 2023 lykkedes det Ewa Dobialo at invitere en gruppe ukrainske kollegaer på ferie i en uge til hendes center i Polen. Her deltog Christina Winkler og jeg også, og vi fik mulighed for at mødes fysisk og diskutere behovet for yderligere
udvikling af ERL. Vi havde også en hel dag besøg af redaktøren fra EAP’s tidsskrift International Journal of Psychotherapy, som faciliterede en skriveworkshop med de deltagende psykoterapeuter fra Ukraine. Målet er at fastholde de erfaringer og læringer, der lige nu høstes og opleves – på godt og ondt. Tidsskriftet er nu ved at redigere de indkomne artikler. Der er meget at lære –og tale om – også på et fagligt niveau.
European Room for Listening har vist sig at være en unik mulighed for at mødes med kollegaer online midt i en krigssituation. Det er en helt ny erfaring, vi får nu med at arbejde sammen virtuelt. Vi går nye skridt og lærer nye måder at samarbejde på og inspirere på.
STØT DANSK PSYKOTERAPEUTFORENINGS AKTIVITETER FOR UKRAINE
På baggrund af arbejdet i European Room for Listening har Dansk Psykoterapeutforening i samarbejde med den polske og den franske nationale psykoterapeutforening besluttet at hjælpe 60 ukrainske psykoterapeuter til at få et rekreationsophold i august 2024 (uge 33-34). Hvert land tager 20 voksne – og i Danmark tager vi tillige fem børn, da nogle psykoterapeuter ikke kan få deres børn passet.
Dansk Psykoterapeutforening har løbende samarbejdet med en række ukrainske krise- og psykoterapeuter. Vi vil gerne –med jeres hjælp – give dem et rekreativt ophold i Danmark, så de får bedre forudsætninger for at kunne fortsætte deres vigtige arbejde i Ukraine.
De ukrainske krise- og psykoterapeuter arbejder med mennesker, der er er internt fordrevne. Mennesker, der har boet i de
russisk besatte områder, og som har oplevet de russiske soldaters fremfærd, og ikke mindst børn, der har oplevet, at deres hverdag splintredes, at deres familie blev splittet ad, at forældrene og de selv blev traumatiserede – og at den basale tryghed i deres barneliv forsvandt.
De har brug for ikke at få deres nattesøvn afbrudt af luftangreb, de behøver hvile om dagen for at få deres nervesystem til at falde til ro, og de behøver rolige omgivelser til at bearbejde nogle af de primære og sekundære traumer, de slås med.
SÅDAN KAN DU STØTTE
Dansk Psykoterapeutforening samler ind til at give 20 ukrainske kriseterapeuter og fem børn et rekreationsophold i Danmark i august 2024.
Har du lyst til at bidrage til at gøre det til virkelighed? Enten via et økonomisk bidrag, hjælp til fundraising, til aktiviteter mens de er her, til at hjælpe med praktiske ting, så alle er velkomne.
Man kan kontakte mig på vl@dpfo.dk eller ringe på 7196 0633.
”Jeg var et helt andet menneske efter den første nat i Polen – uden luftalarmer og uden frygt. Jeg sov hele natten!
Ukrainsk krise- og psykoterapeut på et tidligere rekreationsophold
VIBEKE LUBANSKI er psykoterapeut MPF og sekretariatsleder i Dansk Psykoterapeutforening.
LIVSFORLØB
OG MESTRING
Susan Hart: Introduktion til neuroaffektiv udviklingspsykologi – den livslange udvikling. Akademisk forlag 2024. 152 sider, kr. 229,95. Også som i-bog.
Cand.psych. og psykoterapeut MPF
Susan Harts nye bog om neuroaffektiv udviklingspsykologi (NAU) beskriver, hvordan vi kan forstå følelsesmæssig, personlig og social udvikling, og igennem NAU får vi mulighed for gode og kvalificerede psykoterapeutiske eller pædagogiske interventioner. Bogen er en del af en serie, som Susan Hart har publiceret inden for den neuroaffektive psykoterapi og udviklingspsykologi for psykologer og
psykoterapeuter og studerende inden for området. NAU er en integration af teori om udviklingspsykologi, traumeforskning, tilknytningsteori og evolutionspsykologi. Ud over disse teorier inddrages naturvidenskab om hjernens opbygning.
I starten af bogen stiller Susan Hart en række vigtige spørgsmål som for eksempel: Hvorfor synes livet sværere og mere uoverkommeligt for nogle end for andre? Og hvorfor har følelsen af at være isoleret eller ensom så stor indvirkning på menneskers trivsel? Spørgsmålene bliver et omdrejningspunkt i bogen og bliver fint perspektiveret af teorien.
Susan Hart er interesseret i, hvilke faktorer der påvirker vores udvikling, og hvad det er, der gør, at vi udvikler os i den retning vi gør. I bogen beskriver hun tre forskellige livsforløb, hvor biologiske, sociale og psykologiske parametre spiller både en positiv og en negativ rolle for de tre personers udvikling. Hvad er det, der gør, at de tre personers liv former sig så forskelligt? Dette prøver Susan Hart at finde forståelse for igennem teorien om den neuroaffektive caseanalysemodel bestående af følgende fem faktorer: prædisponerende faktorer, vedligeholdende faktorer, igangsættende faktorer, beskyttende faktorer og udviklende faktorer. Det er spændene at læse om, hvordan de tre livsforløb folder sig ud og at tage del af Susan Harts analyse af dem.
I kapitel to og tre uddybes betydningen af det relationelle miljø samt af den mentale organisering og den treenige hjerne. Modellen af den treenige hjerne er blevet kritiseret af mange fagprofessionelle som værende en overforenkling af strukturen og funk-
tionen af den menneskelige hjerne. Den reducerer komplekse neurologiske processer til tre distinkte lag, hvilket ikke nøjagtigt repræsenterer hjernens kompleksitet. Her argumenterer Susan Hart for modellens anvendelighed for praktikere som en forståelsesramme og et udgangspunkt.
Jeg synes, at særligt beskrivelserne af hjernen og de mentale organiseringsniveauer i de følgende kapitler giver læseren indblik i hjernes plasticitet og evne til at udvikles hele livet og en forståelse for kompleksiteten.
Derudover er beskrivelserne af de tre niveauers kompetencer enormt hjælpsomme i forhold til at få øje på og forstå resurser eller manglende udvikling i arbejdet som psykoterapeut. Særligt vigtig er tydeliggørelse af begreber såsom selvreguleringskompetencer, mestringsstrategier og selvbeskyttelsesresponser. Jeg oplever ofte, at de begreber bliver blandet sammen eller brugt uden reel viden om, hvad de betyder.
Bogen er et vigtigt bidrag til, hvordan vi kan forstå udvikling af resiliens og sårbarhed, og hvad der skal til for at støtte en sund udvikling og mestringsstrategierne for at overkomme stress og traumatiske begivenheder.
Susan Hart samler i bogen teorien om den neuroaffektive psykoterapi. Den er letlæst, og på trods af, at det er en lille bog, får hun foldet de mest essentielle begreber og teorier ud. Den er en oplagt bog for psykoterapeutstuderende, der kan få et overblik og viden om de væsentlige begreber i teorien.
Cecilia Lundholm Psykoterapeut MPF Institutleder
SÅRBARHED SOM MIDDEL
– OG ANSVAR
Kathrine Juul-Hansen: Skal vi alle kastreres. Sårbarhed som våben mod samfundets polariseringer. Forlaget Paradoks. 168 sider, kr. 245.
Kathrine Juul-Hansen er psykoterapeut MPF og cand.scient.soc i psykologi og virksomhedsstudier fra RUC. Teoretisk tager hun i sit daglige virke udgangspunkt i eksistentiel psykoterapi, det psykodynamiske samt gestaltterapien.
Juul-Hansen har skrevet en engageret og sympatisk bog, som er målrettet
alle. Bogen introducerer indledningsvis Freud og Jung og myterne om Ødipus, Elektra og Narcissus. Særligt tager hun udgangspunkt i Jungs teori om det mandlige og kvindelige i individets indre, som hun dog samtidig og relevant problematiserer i en 2024-kontekst. Forfatterens budskab, som hun gentager bogen igennem, er, at ”Selvværdet findes lige dér i vores sårbarhed, i kastrationen. Heri ligger også ligeværdet mellem mennesker og mellem køn.” (s.7). Heraf følger også bogens lidt særprægede titel.
Tesen er, at individets indre og ydre (det omgivende samfund) påvirker hinanden gensidigt. Ved at stå i egen sårbarhed og være i kontakt med denne kan individer forbinde sig med hinanden og herigennem skabe mindre polariserede og mindre narcissistiske samfund. Det er en smuk og besnærende tanke, som dog fremstår reduktionistisk, fordi bogen trods sin tese ikke forholder sig til det ydres påvirkning af det indre.
Hvad betyder samfundsmæssige strukturer, diskurser, lovgivning og krav etc. for individets vilkår og muligheder for at stå i egen sårbarhed og blive mødt og rummet i denne af sit omgivende samfund, så forbundethed kan opstå?
Hvad betyder klassekvotienter, inklusionstankegangen og øgede præstationskrav for både elever og lærere i folkeskolen i denne sammenhæng?
Hvad betyder krav om hurtigere valg og gennemførelse af videregående uddannelse for unge i relation til bogens sårbarheds-tese?
Hvad betyder et ad åre accelereret arbejdsmarked med øget kompleksitet i opgaveløsningen og krav til denne?
Hvad betyder øgede krav til den en-
kelte medarbejders personlige egenskaber og kompetencer?
Ved kun at forholde sig til det indres påvirkning af det ydre tillægger forfatteren i mine øjne individet et urimeligt og urealistisk ansvar for at forandre samfund til det bedre. Suppleres ovennævnte spørgsmål med socioøkonomiske, kulturelle, religiøse og intersektionelle perspektiver som fx køn, seksuel orientering, geografi og etnicitet bliver urimeligheden i mine øjne større. Fra den sociologiske forskning er det velkendt, at individer i samme samfund mødes med vidt forskellige krav og reaktioner givet deres sociodemografiske udgangspunkt. Karikeret formuleret kunne man spørge, om en homoseksuel, vestjysk mands muligheder for at stå i egen sårbarhed og blive mødt og rummet i denne af sit omgivende samfund er de samme som en heteroseksuel kvindes muligheder i indre København?
Juul-Hansens ærinde er prisværdigt, og hun adresserer vigtige emner som MeToo, magtforhold, polarisering, og hvad hun betegner som narcissistiske samfundstendenser. Desværre fremstår gennemgangen heraf en kende overfladisk, ligesom bogens disposition forekommer mig en anelse forvirrende.
Anders Marthedal Cand.scient.soc. Psykoterapeut MPF
NYE BØGER Omtalen bygger på oplysninger fra forlagene og indeholder ikke redaktionens vurderinger. Priserne er vejledende.
Maria Hancock:
Erik Jarlnaes, Joel Isaacs, Bo Bromberg & Ginger Clark:
Unleashing Your Potential. Body Psychotherapy Exercises to Enhance Presence ... Med mere end 50 års erfaring som psykoterapeut bag sig har Erik Jarlnæs, medstifter af Bodynamic Institute, samlet en lang række kropsøvelser i beskrivende tekst og fotos. Øvelserne er grupperet efter deres evne til at udvikle jegstyrker: nærvær, energiregulering og kontaktevner, og hver øvelsesgruppe begynder med en beskrivelse af, hvordan disse jegstyrker fungerer i en normal, sund person. Bogen henvender sig primært til kropspsykoterapeuter, men er også relevant for andre psykoterapeuter samt andre erhvervsgrupper, der arbejder med kroppen. Erik Jarlnaes erikjarlnaes1944@gmail.com 2023. 161 sider, kr. 200 + forsendelse.
Kognitiv adfærdsterapi i praksis – redskaber til dig der arbejder med mennesker I bogen findes konkrete redskaber og øvelser, der tilsammen udgør en kognitiv værktøjskasse. Bogen introducerer læseren til den kognitive adfærdsterapis metoder ved hjælp af praktiske, genkendelige eksempler fra den hverdag, som mange inden for omsorgssektoren og de pædagogiske fag kender. Bogen henvender sig til alle, som ønsker at lære at bruge den kognitive adfærdsterapis metoder. Frydenlund. 303 sider, kr. 369,95.
Peter Legård Nielsen:
Claus Rosenkilde & Lis Rosenkilde:
Gaslighting. Hvordan du gør dig fri af følelsesmæssig og psykologisk manipulation Forfatterne citerer i pressemeddelelsen to forskellige definitioner på gaslighting og anfører, at mange eksperter advarer om, at mange mennesker misbruger ordet og mangler en vigtig faktor, der adskiller udtrykket fra andre former for manipulation og kommunikation. Misbrug af ordet vil gøre det sværere for folk, der bliver gaslightet, at forstå, hvornår det sker, og vil mindske folks forståelse af alvoren af misbrugstaktikken. Forlaget Zen & Mindful Motivation. 100 sider, kr. 248.
Alle dele er velkomne. Internal Family Systems i teori og praksis
Internal Family Systems (IFS) står på skuldrene af flere andre terapeutiske retninger, men er samtidig udtryk for et paradigmeskift. IFS arbejder med, at psyken består af et uendeligt antal delpersonligheder, der har deres egen opfattelse af verden, følelser, drømme osv. I centrum står selvet, der ses som leder af delpersonlighederne og som den egentlige terapeut i det intrapsykiske arbejde. I IFS er alle delpersonligheder velkomne, og de har alle en god intention for klienten. Forlaget Blå 2024. 354 sider, kr. 220. Også som i-bog.
Elisabeth Kübler-Ross:
Døden og den døende. Fra fornægtelse til accept Nyudgivelse af bogen, der bygger på samtaler med uhelbredeligt syge. Ved hjælp af sine fem sorgstadier – fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept – beskriver forfatteren, hvor gennemgribende døden påvirker både den døende, sundhedspersonalet omkring den døende og den døendes familie. Men samtidig giver forfatteren lindring, indgyder håb til alle, der er involveret, og minder os om, at menneskeligt tab og sorg er en del af vores eksistens. Gads Forlag 2024. 200 sider, kr. 249,95. Også som lydbog.
NYE BØGER Omtalen bygger på oplysninger fra forlagene og indeholder ikke redaktionens vurderinger. Priserne er vejledende.
Anders Sørensen:
Noget du bør vide om udtrapning af psykofarmaka
At trappe ud af psykofarmaka er ofte en krævende proces. Det gælder fx antidepressiv medicin, benzodiazepiner, antipsykotika og stemningsstabiliserende midler. Bogen giver vejledning i, hvordan man trapper langsomt og sikkert ud, og hvordan man undervejs tackler faldgruber og abstinenser. Men bogen handler også om et ofte overset aspekt af udtrapning, nemlig håndtering af vanskelige følelser, tankemylder og andre psykiske udfordringer i et efterfølgende medicinfrit liv.
Hans Reitzels Forlag 2024. 298 sider, 320 kr. Også som I-bog.
Naja Marie Aidt:
Øvelser i mørke
Liv Helm:
Jan Reidar Stiegler, Aksel Inge Sinding & Leslie Greenberg: Klog på følelser. Det følelserne prøver at fortælle dig Følelser er der hele tiden og påvirker, selv når man ikke ved det. Når man træffer beslutninger. Når man er nervøs. Når man har det svært med kæresten. Når man føler sig ensom og anderledes. Og når man bare har det godt. Bogen hjælper til at blive mere bevidst om følelserne og deres påvirkning. Gennem cases og praktiske øvelser kan man udforske egne følelser, hvordan de udtrykkes, og hvordan man møder følelser hos andre. Bogen er baseret på emotionsfokuseret terapi (EFT). Mindspace 2024. 230 sider, kr. 300.
Med hjertet i hånden
To romaner med tema om traumer. Den første om en 57-årig kvinde med PTSD. Vi følger hende i terapi hos 'PTSD-manden', får indblik i hendes traumer og møder hendes fire gode veninder. En roman om psykisk smerte, kærlighed og heling. – Liv Helms bog er selvbiografisk, om skjulte sandheder, tab, svigt og overgreb, om den vanskelige kærlighed og om at forsone sig med fortiden. Gyldendal 2024. 260 sider, kr. 299,95. Også som e-bog. – 206 sider, kr. 199,95. Også som lydbog og e-bog.
Tine Wøbbe:
Susan Hart, Jørgen Lyhne & Anna Marie Langhoff Nielsen:
Screening af Børns Udvikling (SBU 0-3)
En danskudviklet screening, som vurderer det 0-3-årige barns sansemotoriske, socioemotionelle og kognitive udvikling. SBU kan være en hjælp i forhold til afklaring, når der er bekymring om et barns udvikling. Resultatet giver grundlag for at tilrettelægge den bedst mulige indsats med henblik på at styrke barnets udvikling inden for den nærmeste udviklingszone. Sættet omfatter onlinesystemet, hvor screeningen af barnet udføres, og et hæfte med detaljeret vejledning.
Dansk Psykologisk Forlag 2024. 1.000 kroner.
Kort & godt om psykopati
Begrebet psykopati bliver ofte brugt i flæng. De fleste opfatter en psykopat som et menneske, man helst ikke vil i nærheden af – og slet ikke have en tæt relation til. Men hvad er psykopati?
Bogen giver baggrund og viden om, hvad psykopati er, behandlingsformer, hvordan psykopati typisk viser sig, hos hvem det udarter sig, og hvorfor det sker. Og ikke mindst hvad man kan gøre, hvis man møder en psykopat på sin vej, hvad enten det er professionelt eller privat.
Dansk Psykologisk Forlag 2024. 76 sider, 195 kr.
ON-LINE MØDE
14. juni 2024 kl. 9.30 - 12.00
HR- og ESG-konsulent Louise Munch Würtz
ESG OG MENTAL SUNDHED
NETVÆRKSMØDE FOR ERHVERVSPSYKOTERAPEUTER
Som psykoterapeuter i erhvervslivet er mange af os måske stødt på forkortelsen ESG i vores arbejde med virksomheder og organisationer. ESG står for Environment, Social og Governance, og dækker over hhv. miljø og klima, sociale forhold samt virksomhedsadfærd.
ESG er en ny måde for virksomheder at strukturere og dokumentere deres bæredygtige indsatser på, der udspringer af nye krav fra EU om virksomheders bæredygtighedsrapportering.
Arbejdet med ESG omfatter også en ny rapporteringsstandard, der langsomt vinder indpas i Danmark. Nogle af målepunkterne i ESG-kataloget har at gøre med mental sundhed og trivsel på arbejdspladser.
Netværksmødet er relevant for alle medlemmer, der arbejder med ledelse, som HR-partner, underviser, konsulent eller terapeut i det offentlige eller private erhvervsliv.
Mødet er for medlemmer og studiemedlemmer.
PRIS: 100 kr.
STED: Online.
TILMELDING: Som anført nedenfor.
YDERLIGERE OPLYSNINGER: Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.
FYRAFTENSMØDE
24. oktober 2024 kl. 17-20
Petrusjka Jeiner, jungiansk analytiker IAAP/DASP
Lila Monrad, jungiansk analytiker, IAAP/DSAP og exam. kunstterapeut
JUNG I PRAKSIS
Hvordan kan begreber fra C. G. Jungs analytiske psykologi bruges til at kaste lys over hændelser i vores hverdag i 2024, og hvordan anvendes den analytiske psykologi i nutidens terapeutiske arbejde?
De fleste af os har oplevet at blive voldsomt irriterede på en person i vores omgangskreds, og de fleste af os har oplevet at miste besindelsen og overreagere over en lille ting. Hvad er det, der er på spil her? Og hvordan kan sådanne episoder bruges terapeutisk til at kaste lys over centrale temaer i klientens liv?
Oplægget vil indeholde en introduktion til vigtige jungianske begreber som Skyggen, komplekser, projektioner, individuation, symbolsk arbejde og den analytiske attitude, som alle vil blive relateret til, hvordan oplægsholderne selv arbejder med det i klinikken. Der vil være afsat tid til spørgsmål efter hvert emne.
At blive jungiansk psykoanalytiker indebærer ud over uddannelsen mange timers egen-analyse. Oplægsholderne kommer kort ind på uddannelseskrav på vejen til at blive IAAP analytiker.
Fyraftensmødet er åbent for alle, der har lyst til at få en smagsprøve på, hvad jungiansk analyse er for en terapiform, og hvad den kan bruges til.
PRIS: 300 kr. for medlemmer og studiemedlemmer, 400 kr. for ikke-medlemmer. En sandwich samt kaffe/te og vand er inkluderet i prisen.
STED: Vartorv, Farvergade 17, 1463 København K.
TILMELDING: Som anført nedenfor.
TILMELDING på www.dpfo.dk > Arrangementer
BETALING: Betalingskort ved tilmelding.
AFBUD TIL FYRAFTENSMØDER/FOREDRAG: Tilmelding til foredrag/fyraftensmøder er bindende, og der er ingen tilbagebetaling ved afbud. TJEK www.dpfo.dk > Arrangementer for evt. ændringer vedr. arrangementet.
YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.
FYRAFTENSMØDE
Torsdag den 21. november 2024 kl. 17-19.30
Birgitte Behrendt, stresscoach, sorgvejleder, forfatter og foredragsholder
VENTESORG
At leve i uvished
Nogle har kære, der er syge og skal dø. Andre lever i uvished om, hvad der er sket med et forsvundet familiemedlem. Det kaldes ventesorg, og det er en overset type sorg, som ofte føles ensom og langvarig. Til dette fyraftensmøde forklarer forfatter og foredragsholder Birgitte Behrendt forskellen på sorg og ventesorg og kommer med kærlige forslag til at leve med ventesorgen, så man føler sig mindre alene i det, der er svært.
”Er jeg et dårligt menneske, fordi jeg håber, min mor snart dør?” Som pårørende til kronisk eller alvorligt syge kan man opleve ’forbudte’ tanker. Men det er faktisk meget almindeligt at håbe, at det hele snart slutter, når nogen tæt på en er alvorligt syg – også selv om det betyder, at ens kære vil dø – fordi det er så svært og opslidende konstant at svinge mellem håb, fortvivlelse, uvished og bekymringer. Ventesorg kan føles overvældende, ensomt og svært at tackle.
Til dette fyraftensmøder deler forfatter og foredragsholder Birgitte Behrendt ud af sin store viden om ventesorg og kommer med konkrete bud på at navigere i den sorgfulde uvished. Fyraftensmødet er oplagt for alle, der er pårørende til en kronisk eller alvorligt syg med for eksempel ALS, demens og kræft. Pårørende til forsvundne kan også få glæde af fyraftensmødet.
FIRE KURSER
KLINIKVEJLEDNING - 4 KURSER
KOM GODT I GANG SOM SELVSTÆNDIG
Er du selvstændig psykoterapeut MPF, eller drømmer du om at blive det? Så er dette to-dages kursus med Charlotte Kiby og Anders Bjarnarson det perfekte springbræt til en succesfuld opstart og drift af din virksomhed.
Med kurset opfylder du Skattestyrelsens krav om en bestået eksamen i et 10-lektioners kursus i klinikvejledning, som er nødvendigt, for at du kan blive momsfritaget og lønsumsregistreret. På dette kursus får du to lektioner ekstra i forhold til Skats krav og dermed til mange andre klinikvejledningskurser. Charlotte Kiby og Anders Bjarnarson vil undervise dig i alt, hvad der vedrører driften af en succesfuld klinik, inklusiv skat, GDPR, dokumentation og registreringer, og give dig en grundig forståelse af virksomhedsdrift og -strategi.
Hovedemnerne er: Økonomi og virksomhedsdrift, strategi og målsætning, branding og markedsføring, rammer og lovgivning.
At være en selvstændig terapeut kræver en forståelse for lovgivningens krav, og at du har en solid strategi for branding og markedsføring. Du får ekstra tid til at fordybe dig, til at netværke og mulighed for at stille de vigtige spørgsmål. Efter kurset vil du modtage et kursusbevis.Herudover bliver du tilbudt at deltage i et webinar, hvor du vil have mulighed for at drøfte eventuelle problematikker, du måske er stødt på. Kurset er kun for medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening.
CHARLOTTE KIBY OG ANDERS BJARNARSON
Charlotte Kiby er grafisk designer og har egen virksomhed. Anders Bjarnarson er selvstændig økonom. Begge studerer på overbygningen på Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi.
PRIS: 300 kr. for medlemmer og studiemedlemmer, 400 kr. for ikke-medlemmer. En sandwich, vand samt kaffe/te er inkluderet i prisen.
STED: Vejle Bibliotek, Willy sørensens Plads 1, 7100 Vejle. TILMELDING: Som anført nedenfor.
TID OG STED: 27.-28. august i Aarhus – eller 24.-25. september i København – eller 8.-9. oktober i Odense – eller 5.-6. november i København Alle dage kl. 10-16.
PRIS: Medlemmer kr. 2.400, studiemedlemmer kr. 2.160. Prisen inkluderer let morgenmad, frokostsandwich og eftermiddagskage el. frugt, kaffe/te og vand.
TILMELDING som anført nederst på siden.
TILMELDING på www.dpfo.dk > Arrangementer
BETALING: Betalingskort ved tilmelding.
AFBUD TIL FYRAFTENSMØDER/FOREDRAG: Tilmelding til foredrag/fyraftensmøder er bindende, og der er ingen tilbagebetaling ved afbud. TJEK www.dpfo.dk > Arrangementer for evt. ændringer vedr. arrangementet. YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.
KURSUS KURSUS
INTRODUKTION TIL EMOTIONS-
FOKUSERET
PARTERAPI – EFT
I løbet af de to undervisningsdage vil du få en introduktion til modellen for emotionsfokuseret parterapi i den form, som er videreudviklet dr. Lesley Greenberg og dr. Rhonda Goldman, hvor både tilknytning og identitet ses som vigtige motiver i parrelationen, og hvor emotionsteorien giver grundlaget for at forstå dynamikken i parforholdet. Den emotionsfokuserede parterapi (EFT-C) udspringer af den oprindelige emotionsfokuserede terapi (EFT), som er udviklet af dr. Lesley Greenberg m.fl. Modellen giver terapeuter et solidt og forskningsbaseret fundament i form af en grundlæggende teori, en vejviser for parterapien i form af en systematisk metode og model bestående af faser og trin, samt praktiske interventioner, som terapeuten kan anvende til at møde, forstå og ændre de svære og til tider komplicerede dynamikker, som par i krise sidder fast i.
Du vil gennem undervisningen, videoklip og øvelser blive introduceret til:
• Historikken bag modellen og de to retninger
• Hvordan ser man parforholdet i et EFT perspektiv. De tre kompasser, der guider parterapeutens arbejde
• EFT’ens grundlæggende emotionsteori
• De tre motivationssystemer i parforholdet – tilknytning, identitet og attraktion.
• Parforholdets negative dynamik/cyklus
• Empatiske responsformer i parterapien
• Den emotionsfokuserede parterapis model
STEEN RASSING
Steen Rassing er psykoterapeut MPF og har siden 2010 specialiseret sig i parterapi. Han er certificeret Imago par- og relationsterapeut og certificeret emotionsfokuseret parterapeut og desuden godkendt som supervisor og træner i emotionsfokuseret parterapi af International Society for EmotionFocused Therapy (ISEFT).
TID OG STED: Mandag-tirsdag den 9.-10. september 2024, kl. 9.30-16.30. Odin Havnepark, Mødecenter Fabrikken, Lundbyvej 17 F, 5000 Odense C.
PRIS: Medlemmer kr. 2.800, studiemedlemmer kr. 2.520, ikkemedlemmer kr. 4.400. Prisen inkluderer let morgenmad, frokost inkl. en vand, eftermiddagskaffe/te, frugt og kage.
TILMELDING som anført nederst på siden.
INTRODUKTION TIL FOKUSERING AT KUNNE FØLGE OG UDFORSKE
På dette 2-dages kursus øver vi sammen, hvordan vi konsekvent kan følge og understøtte vigtige oplevelsesprocesser under en samtale, selvom de er uklare og vage eller intensive og overvældende.
På kurset eksperimenteres med særlige formuleringer (præsenstale), der hjælper med at holde en god relation til følelser og tanker for både klient og terapeut. I denne fase stiller vi ikke spørgsmål, taler ikke 'om' oplevelsen eller griber ind på anden måde. Der kan på denne måde opnås lettelse, tillid, tryghed og ny indsigt i terapiforløbet.
Med 'fokusering' som holdning og metode bliver det nemmere for dig som terapeut at håndtere vage, fysisk mærkbare, ambivalente og uklare oplevelser. Du lærer at give mere plads, at kunne vente, at forblive nysgerrig og at bruge dine sædvanlige terapeutiske teknikker mere sparsomt og målrettet.
Dette er afgørende for mindst tre områder af dit arbejde som terapeut.
Egenomsorg
At mærke dig selv i terapiens relationelle rum, samt At hjælpe klienten til at holde pause, fornemme og forholde sig til sig selv på en meningsfuld måde.
ELMAR KRUITHOFF
Elmar Kruithoff er dipl-.psych., psykolog, kvalificeret koordinator ved International Focusing Institute (New York), har egen fokuserings-/psykoterapipraksis i Danmark og er leder af Center for Fokuseringskompetencer i Roskilde med undervisning i Danmark, Tyskland, Schweiz, Østrig, Storbritannien og USA.
TID OG STED: Fredag-lørdag den 26.-27. september 2024, kl. 9-16. Vartorv, Farvergade 17, 1463 København K. Kl. 9 -16. PRIS: Medlemmer kr. 2.800, studiemedlemmer kr. 2.520, ikkemedlemmer kr. 4.400. Prisen inkluderer let morgenmad, frokostsandwich, eftermiddagskage samt kaffe/te og postevand TILMELDING som anført nederst på siden.
TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.
BETALING:Kortbetaling ved tilmelding.
AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.
TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.
YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.
KURSUS
FOSTRETS OG FØDSLENS
PSYKOLOGI
Barndom og forældreskab begynder ved undfangelsen! For få år siden var fosterperioden en overset periode af barnets liv – psykologisk set. I dag anses den for at være blandt de mest betydningsfulde faser i et menneskes liv. Hændelser i fosterperioden og under fødslen kan få vidtrækkende konsekvenser for resten af barnets liv. Ny viden tyder på, at meget af det, der karakteriserer os som menneske har sine rødder i de påvirkninger i fostertilværelsen og under fødslen. Der er behov for at udfordre forestillingen om, at fostret kommer til verden som et ubeskrevet blad. Ufødte børn sanser, føler, lærer og påvirkes i høj grad i løbet af fosterperioden. Viden om fostrets og fødslens psykologi kan dels medvirke til at give fostre og spædbørn en bedre start på livet,og dels give os en mere nuanceret forståelse af nogle af de problemstillinger, vi møder hos ældre børn, unge og voksne – og hos os selv. I løbet af kursetpræsenteres hovedparten af følgende emner:
• Hvad er fostrets og fødslens psykologi, den prænatale og perinatale psykologi?
• Fostrets evne til at sanse, føle, huske, lære og måske endda kommunikere.
• Tilknytning før, under og efter fødslen - prænatal, perinatal og postnatal tilknytning!
• Foster- og fødselsstress. Foster- og fødselstraumer. Epigenetik og transgenerationalitet.
Den polyvagale teori om det autonome nervesystem. Inden kurset vil du få tilsendt et spørgeskema. Udfyldelse af spørgeskemaet er en god forberedelse til undervisningen.
HENRIK DYBVAD LARSEN Henrik Dybvad
Larsen er cand.psych. autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi og supervision af psykoterapi. Desuden uddannet traumeterapeut og spædbarnsterapeut.
METTE RAHBEK er cand.psych. autoriseret psykolog og desuden uddannet traumeterapeut.
TID OG STED: Mandag-tirsdag den 30. september 2024 kl. 1017 og1. oktober kl. 9-16. Trekanten, Sebbersundvej 2 A, 9220 Aalborg Ø.
PRIS: Medlemmer kr. 2.800, studiemedlemmer kr. 2.520, ikkemedlemmer kr. 4.400. Prisen inkluderer let morgenmad, frokost, kage samt kaffe/te og vand TILMELDING som anført nederst på siden.
KURSUS
SKRIVEKURSUS, FIND DIN STEMME.
FIRE AFTNER MED 14 DAGES MELLEMRUM
Hvis du kan lide at skrive, er dette kursus noget for dig. Måske har du overvejet at skrive din egen historie, så dine børnebørn ved kan læse den. Måske går du med en novelle i hovedet, du gerne vil have ned på papir. Eller bare dine tanker. Det er ikke så vigtigt, om du vil skrive en bog eller et læserbrev, men om du kan formulere det, du gerne vil sige, så din tekst bliver tydelig, fokuseret og let at forstå. Det er det, vi vil arbejde med. Det er velkendt, at når verden strammer grebet, hjælper det at skrive. Genren er ikke så vigtig. Kurset handler meget mere om at fodre lysten til at skrive. Og at finde sin egen stemme. Kurset er en blanding af korte oplæg og egenproduktion. Vi kommer omkring slang, fremmedord, forkortelser, bandeord, semantik, normer, dialoger, gode skrivevaner, skriveråd, skriveblokering og lidt grammatik. Selv om vægten vil ligge på skriftsproget, vil dialog også fylde. Og du skal (helst) være klar på at læse dine tekster højt for os andre og modtage konstruktiv feedback.
Du får en skriveopgave til hver gang, som du skal skrive hjemme. Alle, der vil, har en uge inden vi mødes mailet deres tekst til underviseren, der i plenum vil bruge uddrag af teksten (uden navns nævnelse) som eksempel på godt eller mindre godt sprog. Alle får desuden kortfattet skriftlig feedback på deres tekst.
Sammenfattende kan det siges, at kurset, via øvelser, samtaler, eksempler etc., vil forsøge at løfte deltagernes skriveglæde. Ikke nødvendigvis den perfekte tekst eller et bestemt mål –det er vejen, der er vigtig. Det skal være rart og sjovt at skrive, og derfor skal vejen være "fyldt med bogstaver og softice".
DAV JACOBSEN
Dav Jacobsen er praktiserende psykoterapeut MPF, sexolog, supervisor og underviser i gestaltterapi. Er desuden uddannet i dansk og kommunikation og har en 1-årig diplomuddannelse fra Journalisthøjskolen, hvor han efterfølgende blev ansat som lektor. Han har herudover arbejdet som kommunikationsmedarbejder og har skrevet et utal af ting.
TID OG STED: 5.9., 19.9., 3.10. og 17.10. Alle dage kl. 18-21. Aarhus Stadion, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.
PRIS: Medlemmer kr. 2.000, studiemedlemmer kr. 1.800, ikkemedlemmer kr. 2.200. Prisen inkluderer en sandwich samt kaffe/te og postevand.
TILMELDING som anført nederst på siden.
TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.
BETALING:Kortbetaling ved tilmelding.
AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.
TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv. YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.
KURSUS
NÆRVÆR OG OVERBLIK
I PSYKOTERAPI MED VOKSNE
Neuroaffektiv udviklingspsykologi bygger bro mellem hjerneforskning, tilknytningsteori, udviklingspsykologi og meditation. Meditativ praksis er en stille fordybelse i vores indre verden, der også øger følsomhed og hjertekontakt til andre mennesker.
Neuroaffektiv psykoterapi med voksne omsætter den neuroaffektive teori til psykoterapeutisk arbejde og præsenterer idéer til, hvordan man kan skabe udviklingsprocesser i nervesystemet hos voksne. Udviklingspsykologien giver dermed et ’landkort’, der kan vise en vej frem for mange gode psykoterapeutiske metoder. Spørgsmålet er, hvilken metode der er anvendelig til hvem, til hvad og hvornår.
På kurset giver psykoterapeut MPF Marianne Bentzen et overblik over psykoterapi med voksne ud fra en detaljeret forståelse af personlighedsudvikling som en fortløbende proces mellem neurobiologi og relationel regulering. Kurset veksler mellem meditativ praksis, teori, diskussion og spørgsmål til teorien, samspilsøvelser, der kan bruges i psykoterapi, og erfaringsopsamling fra øvelserne. Der vil desuden være klip fra psykoterapeutiske forløb og mulighed for en demonstrationsterapi.
MARIANNE BENTZEN
Marianne Bentzen en af Europas førende kompetencer inden for somatisk psykoterapi samt neuroaffektiv udviklingspsykologi. Udover sin praksis med psykoterapeutisk træning og med meditationskurser i Danmark, Tyskland, Østrig, Holland, Schweitz og Tyrkiet har hun været oplægsholder på mere end 40 internationale konferencer samt hovedtaler på over halvdelen af dem.
TID OG STED: Tirsdag-torsdag den 21.-23. oktober 2024, kl. 9-16. Hotel Skibelund Krat, Skibelund Krat 4, 6000 Vejen.
PRIS: Medlemmer kr. 4.200, studiemedlemmer kr. 3.780, ikkemedlemmer kr. 6.600. Prisen inkluderer let morgenmad, frokost, eftermiddagskage, kaffe/te og isvand.
TILMELDING som anført nederst på siden.
KURSUS
VENTESORG I KLINISK PRAKSIS
I EN EKSISTENTIEL PSYKODYNAMISK FORSTÅELSESRAMME
På dette todages kursus får du en teoretisk og praktisk værktøjskasse til at anskue, forstå, undersøge og håndtere ventesorgens kompleksitet i klinisk praksis. Der vil både være et teoretisk oplæg og praksisøvelser inklusiv kursusmateriale til direkte brug i det terapeutiske arbejde.
Dag 1 byder på et oplæg om ventesorg som eksistensvilkår. Vi arbejder efterfølgende med refleksionsopgaver og øvelser, som stiller skarpt på terapeutens og klientens forhold til døden. Over middagspausen handler dagen om ventesorg i sammenhæng med det autonome nervesystem set ud fra et neuroaffektivt perspektiv. Efter et teoretisk oplæg arbejder vi med konkrete terapeutiske øvelser til brug i den daglige kliniske praksis med klienter i ventesorg.
Dag 2 byder på et oplæg om, hvordan roller, identitet og relationer i et psykodynamisk perspektiv kan påvirkes i et ventesorgsforløb. Vi arbejder med at anvende teorien som samtaleredskaber og psykoedukation i den kliniske praksis med klienten. Eftermiddagen byder på et katalog af kropsterapeutiske øvelser til brug i praksis med klienten. Alle øvelser er tilrettelagt, så klienten kan anvende dem selv.
Undervisningen foregår efter tre principper: at forstå det uforståelige, at bære det ubærlige og at vide det, man ikke ved.
NINA HAUBROE JURIC
Nina Haubroe Juric er psykoterapeut MPF. Hun er tidligere primær pårørende igennem fem år og hustru til Mario, som gik bort af kræft i 2021.
TID OG STED: Torsdag-fredag den 24. oktober 2024 kl. 10-16 og 25. oktober kl. 9.30-14.30. Trekanten, Sebbersundvej 2 A, 9220 Aalborg Ø.
PRIS: Medlemmer kr. 2.800, studiemedlemmer kr. 2.520, ikkemedlemmer kr. 4.400. Prisen inkluderer let morgenmad, frokost, eftermiddagskage, kaffe/te og vand.
TILMELDING som anført nederst på siden.
TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.
BETALING:Kortbetaling ved tilmelding.
AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.
TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.
YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.
Et tilbud til alle medlemmer
Vidste du, at du som medlem af Dansk Psykoterapeutforening frit kan henvende dig til Etikrådgivningen for sparring om alle etiske dilemmaer og om tvivl i grænsefeltet mellem etik og lovgivning?
Etikrådgivningen er åben for alle medlemmer, studerende og klienter og har som mål at støtte det høje etiske niveau i Dansk Psykoterapeutforening
Rådgivningen består af psykoterapeuter MPF, der har viden og praktisk erfaring med etik, lovgivning og sagsbehandling
Rådgivningen har tavshedspligt og arbejder uafhængigt af foreningens øvrige instanser
Etikrådgivningen
Hvad rådgiver Etikrådgivningen om?
Det kan være dilemmaer som: og meget andet
Hvornår gælder forældreansvarsloven?
Hvornår har jeg tavshedspligt, og hvornår har jeg underretningspligt?
Har jeg pligt til at udtale mig til politiet?
Jeg frygter, at der er en klientklage på vej Hvad gør jeg?
Der er blevet klaget over mig af en klient Hvordan forholder jeg mig?
Kan jeg have individuel terapi med flere medlemmer fra samme familie?
Kontakt
Send en mail, hvor du kan bede om at blive ringet op: etikraadgivningen@dpfo dk
Du kan forvente svar inden for 1-2 hverdage
Læs mere om, hvad Etikrådgivningen kan hjælpe dig med på dpfo dk
2 dages indføring i Kalmiametoden – en forskningsdokumenteret stressbehandling, der kombinerer samtale- og kropsterapi
Vil du gerne arbejde mere systematisk og målrettet med stressbehandling?
Ønsker du at blive skarpere i din faglighed og få en effektiv værktøjskasse, som du kan bruge i din egen praksis?
Og vil du lære at anvende data som underbygger at din behandling rent faktisk virker for din klient?
Så er denne Masterclass i stressbehandling noget for dig!
Bliv opdateret på:
• Den faglige viden om stress
• Forskningen bag Kalmiametoden – evidensbaseret stressbehandling
• Hvordan data kan understøtte din behandling
• Forsamtalen – indhold og formål
• Individuel terapi i en gruppesetting – struktur, redskaber og gruppens funktion
• Kalmia’s redskaber og hand outs til brug i egen praksis
• Kropsbevidsthedstræningens rolle, inkl. live session
• Den afsluttende samtale/fastholdelse af effekt
• Plan for tilbagevenden til arbejde efter stress
Læs mere og tilmeld dig på kalmia.dk/masterclass-stressbehandling/
Undervisere
Bo Netterstrøm, dr.med og seniorforsker
Bettina Damsbo, læge og psykoterapeut
Nicoline Christophersen, psykoterapeut MPF
Bettina Bruun, psykoterapeut MPF, instruktør i kropsbevidsthedstræning og mindfulness
Dato:
5. – 6. oktober 2024 22. – 23. marts 2025
Pris:
7.900 kr. ex. moms
Få 10% rabat ved 2 tilmeldinger til samme hold (kan ikke kombineres med Early bird rabat).
Til masterclass i marts 2025 får du Early bird pris ved betaling før 1. oktober 2024. Pris kun kr. 5.900 ex. moms.
INTRODUKTIONSKURSUS I INTENSIV DYNAMISK KORTTIDSTERAPI
3 x 1-dags workshops
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP) er en fokuseret, konkret og aktiv form for psykodynamisk terapi, som har et solidt evidensgrundlag med hidtil mere end 45 randomiserede, kontrollerede forsøg. Den fokuserer på gennemarbejdning af de følelsesmæssige kræfter, såvel de vredesfyldte, de smertefulde, de sorgfulde som de positive, kærlige og erotiske. Inden for en tidsramme, som man tidligere ville have anset som urealistisk, har ISTDP vist sig at kunne fjerne eller betydeligt bedre symptomer og bringe ind karakterændring hos klienter. F.eks. ved angstproblematikker, depressive lidelser, forskellige former for personlighedsforstyrrelser, komplekse traumereaktioner og somatiske lidelser.
Hvis du er nysgerrig efter at stifte nærmere bekendtskab med Intensiv Dynamisk Korttidsterapi og erfare, hvordan man helt konkret kan arbejde med ISTDP i praksis, inviterer jeg dig til en værdifuld mulighed for at blive introduceret til den psykodynamiske tilgang i Intensiv Dynamisk Korttidsterapi i 3 x 1-dags temabaserede workshops, hvor hovedfokus er videofremvisning af terapisessioner med klienter samt praktiske øvelser til fordybelse i interventionsteknikker i ISTDP. De 3 x 1-dags workshops er åbne for alle psykoterapeuter, psykologer og psykiatere og er fortrinsvis for deltagere uden eller med kun lidt kendskab og erfaring med ISTDP. Der er max 10 pladser.
Se www. betinasoebirksvane.dk for mere udførlig bekskrivelse af de tre temabaserede workshops.
Tid og sted: Workshopperne finder sted i Aarhus Midtby fredag den 4. oktober, fredag den 25. oktober og fredag den 8. november 2024 – samt 10. januar, 24. januar og 7. februar 2025. Alle dage kl. 9-17.
Pris: 950 kr. pr. gang, som efter aftale kan betales over tre gange eller på én gang. Kaffe, the og forskellige snacks og frugt er inkluderet i prisen. Frokosten skal du selv sørge for
Skriv til mig på kontakt@betinasoebirksvane.dk, hvis du har spørgsmål. Eller send en sms på mobilnummer 5048 0947, hvis du ønsker, jeg skal ringe dig op. Nærmere info om lokation og anbefaling af litteratur til den enkelte workshop vil blive sendt til dig efter tilmeldingen.
Betina Søbirk Svane er cand.mag. i psykologi samt certificeret psykodynamisk psykoterapeut MPF, uddannet fra Institut for Gestaltanalyse og videreuddannet i ISTDP hos Robert Neborsky, Patricia Coughlin, Allan Abbass og Joel Town.
Hun har 14 års erfaring som psykoterapeut i fængsler og private organisationer som ”Dialog Mod Vold”. Har siden 2018 været fuldtidspraktiserende i sin egen psykoterapeutiske klinik i Åbyhøj, hvor hun tilbyder individuel terapi, parterapi, undervisnings-/gruppeforløb og supervision. Er i øjeblikket under intensiv oplæring og træning for at blive IEDTA-certificeret ISTDP-underviser og supervisor.
Opstarter i 2025 en 3-årig efteruddannelse i ISTDP (Certificering til ISTDP psykoterapeut) i samarbejde med bl.a. klinisk professor i psykiatri Dr. Robert Neborsky (USA). Du kan læse mere herom på www. betinasoebirksvane.dk.
Gestaltinstituttet tilbyder en uddannelse som
Professionel sexolog
Vores uddannelse gør, at du:
• tilegner dig erfaring og viden om relationelle og seksuelle vanskeligheder
• får teoretisk og praktisk viden om relationer og kliniske sexologiske problemstillinger og behandling
• integrerer den psykoterapeutiske dialog med det sexologiske felt
• praktiserer terapeutiske samtaler, både individuelt og med par
• praktiserer sexologisk rådgivning, både individuelt og med par
På hvert modul er der teoretiske oplæg / forelæsninger omkring modulets tema med efterfølgende diskussion i gruppen, praktiske øvelser og supervision.
Indsigt omkring egen seksualitet og relationer er en forudsætning for at kunne arbejde med relationelle og sexologiske problemstillinger, og derfor skal du være indstillet på at arbejde med egne fordomme, grænser og reaktioner.
Uddannelsen varer halvandet år og udbydes i både Randers og København. Studiestart i august 2024. Uddannelsen giver adgang til medlemsskab af DACS.
Se meget mere på vores hjemmeside: www.gestaltinstituttet.dk
Gestaltinstituttet tilbyder en uddannelse som
Professionel supervisor
Hos os er supervision:
• en grundlæggende proces, et læringsrum og en nødvendig støtte for fagprofessionelle
• et middel til bedre at forstå sin praksis, et refleksionsrum for situationen og relationen og et redskab til at orientere sig i sit professionelle arbejde
• en måde at støtte det faglige fællesskab på og at kunne tilbyde den bedst mulige praksis for sin målgruppe, hvadenten du er psykoterapeut eller anden fagprofessionel.
Vi lægger vægt på træning i praksis, gruppediskussion og inddragelse af teori og etik.
Vi arbejder med individuel supervision, peer-feedback, case-gennemgange, eksperimenter, refleksioner, gruppeøvelser med videre.
Uddannelsen varer halvandet år med to moduler pr halvår og udbydes i både Randers og København. Vi starter ultimo august 2024. Uddannelsen lever op til EAGT’s standarder.
Se meget mere på vores hjemmeside: www.gestaltinstituttet.dk
Kroppen i relation og traume
– en Manuvision efteruddannelse for psykoterapeuter, psykologer og andre faggrupper der arbejder i det terapeutiske rum.
På baggrund af den nye evidens af Manuvision kropsterapi åbner det første hold i relations og traume terapi via kroppen.
Uddannelsen henvender sig til terapeuter der gerne vil udvide deres praksis med den kropslige tilgang.
Uddannelsen er erfaringsbaseret og funderet i 30 års kropsterapeutisk virke og vores indsigt i den neurologiske forskning, der belyser det forsvar der styrer vores ståsted i verden.
Undervisningen foregår onsdage og torsdage, 12 gange, i alt 24 dage, i løbet af 12 måneder.
SUPERVISIONSUDDANNELSE PÅ NEUROAFFEKTIV
BASIS
ved psykoterapeut MPF og konsulent Peter Kofoed
Den neuroaffektive supervisionsuddannelse ruster deltagerne til at kunne facilitetere supervisionsprocesser med såvel enkeltpersoner som grupper.
Som noget nyt bringes den neuroaffektive forståelse ind i supervisionsprocessen, herunder træning i:
- At være opmærksom på - og kunne inddragedet nonverbale sprog i processen.
- At kunne anvende og inddrage forståelsen i ”de neuroaffektive kompasser” (Bentzen og Hart).
- At kunne regulere den indre tilstand hos den, der modtager supervision
- At kunne skabe og indfange nuværende mødeøjeblikke imellem supervisor og supervisanden
Studiestart: Oktober 2024
Max antal deltagere: 16
Infomøde: Manuvisionhuset Frederiksberg d. 12. juni kl. 17.30
Den neuroaffektive supervisionsuddannelse indeholder både på teori og praksis, og deltagerne får bl.a. træning i at anvende basale samtaleteknikker samt supervisions- og gruppe-supervisionsværktøjer.
Uddannelsens Hold 11 er fuldtegnet og i gang i Vejle, og Hold 12 starter til august i København.
På https://peterkofoed.dk kan du se mere om uddannelsen. Under Neuroaffektiv supervisionsuddannelse kan du læse om uddannelsens to dele (basis og overbygning), finde praktisk information og læse udtalelser fra tidligere deltagere.
Peter Kofoed, psykoterapeut MPF supervisor, konsulent og uddannelsesleder
E-mail: Konsulent@peterkofoed.dk Tlf: 2085 9777
Speciale i tilknytningsmønstre
Tilknytningsmønstre bliver dannet i vores tidlige barndom for at sikre os mest muligt kærlighed Paradoksalt nok er det de selvsamme mønstre der i voksenlivet holder os væk fra intimitet og nærhed i vores kærlighedsrelationer og med os selv
Dette 3-dages speciale, er for dig, der ønsker at gå i dybden med de 4 tilknytningsmønstre: Det trygge, det undvigende, det ambivalente, og det desorganiseret tilknytningsmønster
På specialet får du også udleveret et 50 siders kompendium med masser af viden og værktøjer til din praksis
Specialet er for dig der ønsker at vide mere om:
Hvordan og hvorfor mønsteret opstår
Hvordan forsvaret udspiller sig
Hvordan hvert mønster skal mødes i terapi
Hvordan mønsteret skal mødes af vores partner
Hvordan du selv kan arbejde med dit eget tilknytningsmønster
Hvordan dynamikkerne er, mønstrene imellem
Sammenhæng imellem nervesystemet, traumer og tilknytningsmønstre
Den 11-13. november 2024
NOR, Hejrevej 30, 2400
København N
5 000 kr
kl 09 00-16 00 alle dage
Bliv certificieret Nervesystemsterapeut
En efteruddannelse i nervesystemet, kropsterapi og psykobiologien
På denne efteruddannelse lærer du at støtte og modne dit og dine klienteres nervesystem til at bilve mere fleksibelt, sundt og reslient
Vi ved fra forskning, at nervesystemet og vores evne til at regulere det, spiller en altafgørende rolle for vores fysiske og mentale sundhed, stressrespons, følelsesmæssige stabilitet, sociale forbindelser og generelle livskvalitet 5 moduler a 2 dage = i alt 10 dage
Efteruddannelsen er erfaringsbaseret med kropslige øvelser og behandling på briks
Efteruddannelsen er en personlig proces og udvikling af eget nervesystem Den er fyldt med konkrete værktøjer og viden om, hvad der bringer nervesystemer i balance
Små nære hold på kun 12 personer
Skolen for psykosomatik, 3000 Helsingør
På efteruddannelsen får du udleveret et kompendium om nervesystemet og 4 arbejdsbøger med definition af begreber samt kropslige øvelser kl 09 00-16 00 alle dage
Uddannelsen henvender sig primært til dig som allerede har en grunduddannelse og arbejder med mennesker Det kan være kropsterapeut, psykolog, psykoterapeut, skolelærer, ergoterapeut, fysioterapeut, psykomotorisk terapeut, yogalærer eller pædagog
Tilmelding og spørgsmål til Speciale i tilknytningsmønstre eller uddannelsen som Nervesystemsterapeut, kan ske på: annemarie@annemarieclement dk
+ 45 22 54 45 42
Hvem er uddannelsen for? www.annemarieclement.dk 9 -10 dec 24 | 13 -14 jan 25 | 24 -25 feb 25 | 17 -18 mar 25 | 5 -6 maj 25
ANNEMARIE CLEMENT
NERVESYSTEMSTERAPEUT & PSYKOTERAPEUT MPF
Gruppesupervision – selvmordsforebyggelse
Som psykoterapeut er vi med til at forebygge selvmordshandlinger ved at reagere på de faresignaler, vi opfanger, og sætte ind med rette intervention.
På disse to dage er der fokus på:
• Kend faresignalerne på selvmordsadfærd
• Risikovurdering
• Supervision på cases
2 dage kl. 10.00 - 16.00. – Kr. 2200.
Fyn: 21. august og 23. september 2024.
København: 26. september og 23. oktober 2024.
Online: 2. oktober og 4. november 2024.
Underviser: Line Hou, psykoterapeput MPF, speciale i selvmordsforebyggelse.
Kontakt for spørgsmål og tilmelding: line@livsvigtigt.dk
Efteruddannelse til SPÆDBARNSTERAPEUT
Hold 14
Spædbarnsterapi kan anvendes både til spædbørn, større børn og voksne med traumer i det før-sproglige.
Start: 26. august 2024
Sted: Fjeldsted Skov, Store Landevej 92, 5592 Ejby
Undervisere: Cand.psyk. Inger Thormann og psykoterapeut MPF Inger Poulsen
LANDSMØDE 28. august 2024 - sæt kryds i kalenderen
Læs om uddannelsen mv. på vores hjemmeside www.spædbarnsterapi.dk eller www.mgconsult.dk
VIL DU STYRKE DINE PARTERAPEUTISKE KOMPETENCER?
EFT-instituttets efteruddannelse i parterapi er superrelevant for os, der arbejder med par. Den giver en professionel og forskningsbaseret viden leveret af dygtige og videnstunge eksperter på området. En skøn blanding af ny viden, humor, læring og praksis får det hele til at gå op i en højere enhed og har givet mig et fantastisk fundament for at hjælpe mine par til at stå stærkt i deres parforhold
LÆS MERE
Næste grundforløb 12/8-24
Næste paruddannelse 2/9-24
Frihed og forbundethed
- et kursus i medita�on
Medita�on er en mulighed for komme i kontakt med større grad af indre frihed og følelser af forbundethed.
Hen over to dage vil fokus være på at tage en pause fra hverdagens fysiske og mentale ak�vitet og give plads �l den kontakt.
Underviser: Louise Crandal
Psykoterapeut MPF
2.-3. november 2024
Pris: Kr. 1.400
Læs mere på: www.crandal.dk
Mette Ulsø Uddannet lærer i The Diamond Approach ®
mette.ulsoe@diamondapproach.org Tlf. 2442 1195
ISFO
UDDANNELSE I FAMILIEOPSTILLING FOR PSYKOTERAPEUTER
AKTIVITETER
Er du psykoterapeut og fx arbejder med klienter eller grupper i dit daglige virke, har du mulighed for at få fyldt godt op i din værktøjskasse med let omsættelige redskaber, som vil gøre dig i stand til at inkludere den procesorienterede Opstillingsmetode i dit arbejde. Allerede efter første modul vil du kunne bruge metoden med dine klienter.
Forløbet er kort og målrettet og bygger videre på deltagernes egen praksiserfaring. Uddannelsen henvender sig til både nybegyndere inden for Familieopstilling og Systemisk Opstilling såvel som til øvede. Den strækker sig over tre moduler af hver tre dages varighed.
Vi starter op i København den 2. september 2024 og i Nørre Snede 22. januar 2025 Læs meget mere om indholdet, praktiske oplysninger og tilmelding på www.isfo.dk
KOMMENDE WEBINARER (gratis)
• Det indre barn - om at forløse opvækstens traumer og generationelle mønstre. Den 7. august.
• Kroppens budskaber - om sygdom og psykomatik set i lyset af Familieopstilling. Den 26. august.
• Forandringens DNA - fra slægtens prægninger til sjælens essens. Den 23. september.
WORKSHOPS I FAMILIEOPSTILLING
Her kommer du til at arbejde med en tematik eller aktuel problemstilling. Med Opstillingsmetoden i fokus bliver du bekendt med de dynamikker og mønstre, der har præget dig i livet - og måske gennem generationer. København den 10-11. august, den 28-29. september, den 2-3. november samt i Nørre Snede den 12-13. oktober 2024.
ISFO TILBYDER DESUDEN
• Infomøder.
• Masteruddannelse.
• Onlineuddannelse med supervision.
• Gør-det-selv Familieopstilling.
• Shop med produkter.
• Jævnlige gratis webinarer til inspiration.
• Fordybelseskurser og retreats.
Familieopstilling er en let omsættelig metode til at synliggøre og bearbejde problemer i relationelle konstruktioner ud fra systemisk tilgang.
Med fokus på høj faglighed og kompetenceudvikling har ISFO bidraget til bedre livskvalitet personligt såvel som fagligt til et stor antal mennesker gennem de sidste 15 år.
Tlf. 5354 7475
ldt@isfo.dk www.isfo.dk
UDDANNELSE OG KURSER – i arbejde med omsorgssvigt og overgreb
Uddannelse
Hildebrand Instituttet tilbyder en 4-årig certificeret uddannelse. Den henvender sig både til dig som allerede arbejder med, eller ønsker at arbejde professionelt med psykoterapi – og til dig, som arbejder i et pædagogisk eller rådgivende miljø.
Det er muligt at afslutte med kursusbevis efter de første 2 år.
2-dageskursus
Introduktion til instituttets grundidéer og arbejdsmetoder. Kurset afholdes den 5. - 6. november 2024.
Foredrag hos jer
Psykolog Jesper Vammen fortæller om de udfordringer, som opstår i arbejdet med mennesker udsat for omsorgssvigt og overgreb.
FLERE INFORMATIONER: hildebrandinstituttet.dk
Vivian Hansen
KONFERENCER, MØDER M.V
Oversigten er uden ansvar for Dansk Psykoterapeutforening
PsykInfo Region Sjælland – 11.6. Påvirket på sanserne – mærk, lyt og oplev. Roskilde. www.psykiatrienregsj.dk.
Folkemødet Bornholm – Trivsel til alle: Ved ved hvordan - lad os handle nu. 13.-15. juni 2024. Arr. Dansk Psykoterapeutforening m.fl.
Dansk Carl Rogers Forum –14.6. Identitet, Autenticitet & Udvikling. Kl. 13.30-17. Aarhus. www.carlrogers.dk.
PsykInfo Region Hovedstaden – 6.6. Bliv klogere på selvskade. Kl. 17-19.30. København N. psykinforegionh.dk.
World Mental Health Day – Sindets Dag 2024 – Manu Sareen fortæller om sine udfordringer med ADHD. 10. oktober 2024. Vejle. www.iidvejle.dk/arrangementer/sindets-dag-2024.
Landsforeningen SIND – Foredrag med forfatter og debattør Anna Juul. 28. oktober 2024. Ballerup. https://sind.dk/findsind/aktivitetskalender.
IAC Conference – Counselling Around the World: Promoting Well-being and Resilience in Individuals and Communities. June 28-30 2024. Naples, Italy. https://www.iac-irtac.org/conference.
11th European Conference on Positive Psychology (ECPP 2024) – It’ is you, it’s is me, it’s us. Innsbruck, Austria. July 10-13 2024. https://ecpp2024.com.
33rd International Congress of Psychology – Psychology for the Future: together in Hope. July 21-26 2024. Prague, Czech Republic. https://icp2024.com.
The Association for the Development of Person-Centered Approach Annual conference. July 24-28 2024. Aurora, USA og online. https://adpca.org/annualconference.
International Conference on Mindfulness 2024 – August 3-5 2024. Bangor, UK. https://home.mindfulness-network.org/ conference2024.
XIII Nordic Family Therapy Congress. August 27-30. Bergen, Norway. www.nftc2024.no.
EFPP Four Sections Conference – A Different World? Psychoanalytic Theory and Relatedness in Stormy Times. September 27-29 2024. Warsaw, Poland. www.efpp.org.
Nordic Association for Clinical Sexology, NACS – Conflict Resolution. October 4-6 2024. Tampere, Finland. www.nacs.eu/ nacs-conference.
International Bodynamic Conference – Psychology of Embodiment. October 11-13 2024. Istanbul, Turkey. https://www. bodynamic.com/embodiment-conference-2024.
Children and Focusing Conference – Less is More. November 15-17 2024. Online. https://focusing.org/event/less-morechildren-focusing-online-conference-2024.
The UCL Psychoanalysis Unit Conference – Endings and Beginnings. November 29-December 1 2024.London, UK. www.ucl.ac.uk/psychoanalysis/events/nov/endings-andbeginnings.
10th World Congress, WCP – July 16-19, 2025. Vienna, Austria. Arr. World Council for Psychotherapy. www.worldpsyche.org.
ISEFT Conference – Growing Through Emotions. July 2-3 2025. Bucharest, Romania. Org. The International Society for Emotion Focused Therapy. https://www.iseft.org.
54th IPA Congress – Psychoanalysis: An Anchor in Chaotic Times. July 30-August 2 2025. Lisbon. Portugal. www.ipa.world/en/news_and_events/event_display. aspx?EventKey=EV29725.
Oplysninger om møder og konferencer sendes til redaktionen for Tidsskrift for Psykoterapi:
Susanne van Deurs susvd@email.dk
BESTYRELSE OG UDVALG
Bestyrelse
Pia Clementsen, formand
Lise Kramer Schmidt, næstformand
Karen Blædel
Hanne Bloch Gregersen
Kresten Kay
Mette Sina
Meghna Sckerl
Etikudvalg
Ditte Vind Abrahamsen, formand
Louise Herbert
Dorte Jensen
Christina Lehtinen
Lars Bo Pedersen
Line Reif, suppleant
Etikrrådgivningen
Gerda Rasmussen
Gitte Sjødin
De Studerendes Råd
Michael Damborg, formand
Karina Eckhardt, næstformand
Susanne Fagerhøj
Uddannelsesudvalg
Hanne Funch Andersen
Henriette Boysen
Hanne Bloch Gregersen
Anette Krogh
Erik Ruben Lassen
Inge Nygaard Pedersen
Rikke Ravn
Mette Sina
Kvalitetskomité
Gøye Svendsen, formand
Inger Nordeide Jensen
Kurt Kyed
Inge Nygaard Sørensen
Torben Thaulow
Søren Willert
Kursusudvalg Midtjylland
Dav Jacobsen
Ole Conrad Kondrup
Tove Mikkelsen
SEKRETARIATET
Vibeke Lubanski
Sekretariatschef
Trine Hauberg
Kommunikationsansvarlig
Merete Godsk PA/sekretær
Stig Poulsen
Politisk rådgiver
Trine Lia Aagaard Pedersen Medlems- og klageansvarlig
Lene Leelo Ebbesen Administrativ medarbejder
Nina Grove Bogholder
Dansk Psykoterapeutforening
Frederiksholms Kanal 20, st. 1220 København K
Tlf. 7027 7007
E-mail: kontakt@dpfo.dk www.dpfo.dk
Kursusudvalg Fyn
Peter Abrahamsen
Lars Ellehøj
Helle Kramer Floyd
Nete Holmslykke
Maja Nissen
Bettina Wortmann
Kursusudvalg Sydjylland
Jette Bjerre
Hanne Christensen
Bente Mikkelsen
Signe Rønnebro
Kursusudvalg Nordjylland
Lone Hjortshøj
Helle Marckstrøm
Kursusudvalg Sjælland/Kbh.
Karen Dons Blædel
Maj-Britt Høybye Hansen
Tina Mette Mosbæk
Ulla Skram
TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI
N R . 2 · JUNI 2024 · 32. ÅRGANG
TEMA: UNGE
Forening og redaktionelt
Formanden skriver
Redaktørens klumme
Næste tema i Tidsskrift for Psykoterapi
Bestyrelse, udvalg mv.
Artikler
Tina Laursen: Diagnostik i nyt lys. Fra fragmenter til helhed
Rikke Hvelplund: På bølgelængde med unge voksne. Et tværvidenskabeligt perspektiv på kærligt samvær og affektregulering
Anders Dræby: Rejsen fra dreng til mand. Psykoterapi som overgangsritual
Anette Crone Jessen: Tal med unge om deres seksuelle trivsel. De unges 'åbenlyse' mistrivsel kan handle om seksuelle probemer
Dav Jacobsen: Klienten sparker tilbage
Rikke Braren Lauritzen: Unge bag facaden. Neuroaffektiv familiebehandling for unge med angst
Christina Ekmann: En pause fra livet. Unge pigers brug af opioider og benzodiazepiner
Morten Nielsen: Ind i en Stjerne. Digt
Trine Kjær Jensen: Skam - i et kontinuum mellem blufærdighed og lede ved sig selv. Et blik på unges mistrivsel
Geoffrey Bache Smith: The Last Meeting. Digt
Annette Aggerbæk: Skriveterapi. Et enkelt redskab med stor effekt
Jeanette Øbro: At skrive litterært om en personlig og terapeutisk proces
Gerda Rasmussen: Terapeutens tilknytningshistorie kan være en ressource. Interview med Sarah Daniel
Vibeke Lubanski: Psykoterapeuter i Ukraine under hårdt pres
Information, læserindlæg, debat
Kort
Boganmeldelser
Susan Hart: Introduktion til neuroaffektiv udviklingspsykologi – den livslange udvikling.
Anmeldt af Cecilia Lundholm
Kathrine Juul-Hansen: Skal vi alle kastreres. Sårbarhed som våben mod samfundets polariseringer.
