Antologi 1, Hun havde malet vores sorte hund hvid

Hun havde malet vores sorte hund hvid

1

2

Hun havde malet vores sorte hund hvid Antologi, Talentskolens forfatterlinje 13/14

3

Hun havde malet vores sorte hund hvid Copyright: Talentskolen og forfatterne Indbundet hos Bogbinderiet ved Lars Hedegaard, Aarhus Trykt i 120 eksemplarer Talentskolen Skellet 29 4700 NĂŚstved www.talentskolen.nu

4

Indhold Sine Savas Andersen, s. 7 Mie Bjerge Christensen, s. 29 Anne Dehlie GlĂŚdesdahl, s. 47 Emilie-Boline Jakobsen, s. 65 Stine Kielstrup, s. 79 Clara Mie Moesgaard Lech, s. 91 Maja Mittag, s. 105 Zofia Lotus Camille Saerens, s. 119 Frederik Schock s. 131

5

6

Sine Savas Andersen Uddrag en roman

7

8

Dag 360, 20. februar I går passerede vi endnu et skilt. Johnstown 20 miles.

I dag nåede vi byskiltet. Velkommen til Johnstown.

Tyve dage og 434 miles senere har vi endelig nået målet. Johnstown. Bare et midlertidig mål selvfølgelig. For at have noget at gå efter.

Det lignede ikke en by med de 20.000 indbyggere, som brochuren, vi fandt på en tankstation, lovede. Tankstationen var blevet rippet for alt. Vi havde brug for mad, så vi gik videre.

Jeg havde håbet på mere. I det mindste mennesker. Civiliserede mennesker. Måske findes der ikke længere civiliserede mennesker.

Johnstown var ikke en total skuffelse. Allerede i det sjette hus, vi gik ind i, fandt vi bunker af mad. Pasta og pastasovs, majs på dåse, skinke på dåse, ja, vi fandt endda en pakke pulverkaffe. Emily lavede et lille bål i baghaven, og vi kogte vand til både pastaen og kaffen.

Dengang, kaffe var noget, man kunne gå ned og købe i supermarkedet, drak jeg det hver dag. Hver morgen startede med en kop kaffe.

Emily drak også en kop, men Sam ville ikke have noget.

Vi har besluttet at blive i huset og kigge nærmere på byen i morgen.

Sam sover på værelset ved siden af mit. Emily har fået dobbeltsengen for enden af gangen.

9

Dag 365, 25. februar I starten var det ikke sjovt at gå ind i andre folks huse uden tilladelse.

Jeg følte mig som en indbrudstyv. Det er forkert at stjæle. Det er forkert at gå ind på en privat ejendom.

Efterhånden fandt jeg ud af, at de mennesker, der plejede at bo i husene, formentlig ikke ville komme tilbage. Jeg ændrede holdning til tingene. Maden bliver alligevel ikke spist, så kan jeg lige så godt spise den. Sengen bliver ikke brugt, så kan jeg bruge den.

En dag vågnede jeg op og indså, at andres behov ikke længere betød noget. Jeg tænker på mine egne behov. Jeg er sulten. Jeg er træt. Jeg skal overleve.

Der skulle gå et år, og så er alt det, vi kendte, fremmed for os.

Hvis der kom en mand hen og spurgte om klokken, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle svare. Hvad er klokken? Hvad betyder det for dig? Klokkeslæt er ligegyldigt. Hvad tænker du på, mand?

Dem, vi har mødt på vejen, har rejst i små flokke ligesom os.

Højest syv i en gruppe. Der har ikke været problemer. Folk har været venlige, men tilbageholdende. Mistænksomme.

En gruppe på fem personer kom fra New York. Intet godt nyt derfra.

Oversvømmelse. Manhattan er væk. Frihedsgudinden er druknet. De fortalte, at lejrene var brudt sammen allerede i efteråret. Ikke på grund af oprørere, men på grund af oversvømmelser. Vi mødte dem omkring Worchester. De var på vej nordpå i håb om noget bedre. Vi fortalte dem om Boston. Intet at komme efter dér.

En gruppe på tre personer kom fra Baltimore. Heller intet godt nyt.

Byen ligger i ruiner. I hvert fald den del, de kom fra. Vi mødte dem omkring Harrisburg. De var også på vej nordpå. Vi fortalte dem om Boston. Intet at komme efter dér.

En gruppe på fire personer fra Buffalo. De havde rejst i bil halvdelen af vejen. Vi mødte dem lidt uden for Harrisburg. De var på vej sydpå.

10

Dag 369, 1. marts Vi har gennemsøgt de omkringliggende huse de sidste par dage.

Desværre er vi ikke stødt på tegn på liv, hvis man ser bort fra de to kaniner, vi fandt i en baghave. De så ud til at have klaret sig godt.

Vi har besluttet, at det er på tide at komme videre. Nu vil vi prøve at nå den anden ende af byen inden i aften.

Vi har pakket den overskydende mad ned sammen med tre soveposer, vi fandt i nabohuset. Vi har skiftet tøj og vasket os. Så for første gang i lang tid føler jeg mig helt ren.

Sidste gang, jeg havde det sådan, var i efteråret, men det har jeg ikke lyst til at tænke på.

Jeg har snakket med de andre om min plan om at tage sydpå.

Emily vil mod nord. Sam har ikke sagt noget hele morgenen.

Selvfølgelig skal vi mod syd. Det er da logisk. Der er ingen grund til at starte vinteren tidligere end højest nødvendigt.

Lige nu er vores mål bare at komme igennem byen, så må vi tage det derfra. Emily så ikke tilfreds ud, da jeg sagde det, men hun accepterede det med et nik.

Vi er nået til udkanten. Solen står lavt på himlen, men den er ikke gået ned, og på trods af de problemer, vi er stødt på, er vi her tidligt.

Centrum var et kaos, og det tog os et godt stykke tid at finde en vej, der ikke endte i en blindgyde.

Lige nu sidder vi i et hus, der engang har været et bed & breakfast. Emily vil fortsætte, jeg vil blive her. Der er ingen grund til at begynde en større rejse så sent på dagen, når vi har fundet et sted at sove.

Jeg tror, hun har accepteret det, for lige nu er hun i gang med at tænde et bål ude i haven, og Sam sidder og kæmper med en dåse forloren skildpadde.

Jeg ved ikke, hvad der er med hende. Hun er uenig i alt, hvad jeg foreslår.

Jeg kan ikke sove. Vi har taget et værelse hver. Indtil for et par timer siden var Emily herinde. Det bankede på døren. Hun åbnede den forsigtigt for ikke at vække Sam. ”Må jeg komme ind?” ”Du er inde, er du ikke?”

Min stemme lød hårdere, end det var meningen. Hun kiggede nervøst ned på gulvtæppet, mens hun stod og pillede ved et læderarmbånd, jeg ikke havde lagt mærke til før.

11

”Nyt armbånd?” ”Nej, det er gammelt. Jeg fik det af min lillebror.” ”Lillebror?” ”Ja, han hedder Tyler. Han er otte, men jeg har ikke set ham i meget lang tid.” ”Er han sammen med dine forældre?” ”Det håber jeg.”

Og så opstod en af de dér akavede pauser, hvor ingen aner, hvad de skal sige. Jeg holdt min kæft og håbede mest af alt, at hun ville gå.

Så heldig fik jeg ikke lov til at være.

Hun gik helt ind i rummet og lukkede døren bag sig. Så satte hun sig på sengen ved siden af mig. ”Jeg kom egentlig herind for at spørge dig om noget.” ”Ja?” ”Jeg ville spørge dig, om vi ikke kunne tage mod nord.” Åh gud.

Jeg blev vred. Det var ikke meningen. Emily sad og pillede ved sit armbånd. ”Jeg har en onkel, han bor i Canada, i en by, der hedder Camrose.

Mine forældre vil først og fremmest lede efter mig sydpå.” ”Dine forældre? De vil lede efter dig? Og du vil ikke findes?” ”Det er en lang historie, men sagen er den, at jeg har en onkel i Canada, og det har hele tiden været mit mål at tage derop.” ”Canada.”

Den tænkte jeg lidt over, og så tog jeg min rygsæk frem og ledte efter et kort. Jeg pegede på Johnstown og førte min finger op til Canada. ”Er du klar over, hvor langt der er? Er du klar over hvor lang tid, det vil tage?”

Hun kiggede på mig, ”Jeg ved det godt. Det er heller ikke fair af mig at tro, at I vil tage med sådan uden videre, men jeg skal til Canada. I behøver ikke at tage med.”

12

Dag 375, 6. marts Mod nord. Det er dér, vi er på vej hen.

I går passerede vi endnu en by. Kittanning. Den var knap så stor som Johnstown. Vi krydsede en bro dér.

Emily og jeg har lagt en plan for vores rejse. Vi har afmærket en rute på kortet. Vi har en deadline. Før næste vinter skal vi være nået Camrose. Hvis vi først skal til at vade rundt i Canada i vintermånederne, kan vi regne med at fryse ihjel. Jeg ved ikke, hvor realistisk vores deadline er.

Der er et par huller, men det er der vel i enhver plan. Vi vil bevæge os langs med grænsen. Det er lettere med en rute, der i forvejen er lagt. Selvom vi har prøvet at inddrage Sam i planerne, virker han fraværende. Jeg ved ikke hvorfor.

Det har været hårdt at starte op igen efter vores pause i Johnstown.

Vi er blevet vant til at gå meget, og det kan mærkes nu. Selvom vi skiftede vores sko ud med rejsestøvler allerede i starten af februar, har vi alligevel fået vabler. Det forsinker os. Vi er ømme, men jeg kan ikke lade være med at være glad. Jeg føler mig ikke længere så fortabt.

Byerne gør mig stadigvæk i dårligt humør. Alle de byer, vi har passeret, har været noget nær uddøde. De minder mig om alt det, der ikke er, som det skal være. Derfor er vi begyndt at gå uden om byerne, på min opfordring.

Når vi går langs med landevejen, er det let at glemme. Den eneste forskel er manglen på biler, men det lægger man heller ikke mærke til, for herude er der masser af liv. Bier, fugle, en enkelt gang så vi en hjort i udkanten af en skov. Det hele er stort set uforandret.

Jeg har par gange taget Emily i at gå og nynne.

Vores forhold er blevet bedre. Vores samtaler er blevet mere indholdsrige. Vi snakker om, hvordan det var før, og hvordan det er nu. Vi snakker om interesser og opvækst. To slags spørgsmål undgår hun altid: spørgsmål om hendes privatliv og hendes familie. Det eneste, jeg ved, er, at hun har en lillebror, der hedder Tyler, og at hun plejede at gå på en kostskole. Det irriterer mig en smule, fordi jeg har fortalt alt til hende.

Hun ved, at vores forældre er væk, og hun ved, at jeg har opgivet nogensinde at finde dem.

Hun ved, at jeg plejede at tage på fisketur med min far om sommeren.

13

Hun ved, at jeg oftest ikke aner, hvordan jeg skal tage mig af Sam, og hun ved, at jeg prøver alt, hvad jeg kan, alligevel.

Jeg ved ikke noget. Jeg vil gerne vide alle mulige ligegyldige ting om hende. Det er alle de ligegyldige ting, der betyder noget.

14

Dag 378, 9. marts Vi har bevæget os langs med landevejen de sidste to dage, men alle de huse, vi er kommet forbi, er blevet tømt. I morges fandt vi en gård omkring 25 miles fra grænsen til Ohio, hvor vi holdt en pause. Den var rippet for alt.

Alligevel valgte vi at stoppe dér for at få noget at spise. Sams vabler er blevet større, og han kan næsten ikke gå. Der bliver kortere og kortere mellem vores pauser.

Da vi havde spist, besluttede Emily og jeg os for at undersøge gården. Vi fandt en indhegning til kvæg, men den var tom. Vi havde håbet på, at der, i det mindste, var en trækvogn i laden, og, hvis vi var meget heldige, en hest eller en bil. Det var vi ikke.

Da vi som det sidste gik ind i laden, var vi trætte og meget tæt på at give op. Det bagerste af laden var ved at styrte sammen. Et par af bjælkerne var allerede faldet ned.

Der lå en masse halm på gulvet.

Vi var på vej ud igen, da vi hørte nogen stønne. Emily ville se nærmere på det, jeg ville gerne ud hurtigst muligt.

Emily fik sin vilje.

Hun nærmede sig forsigtigt de nedfaldne bjælker med mig lige i hælene. Der var helt stille, og jeg var lige ved at vende om, da der var en, der stønnede igen.

Under en af bjælkerne lå en mand. Hans ben var fastklemt. Emily holdt sig for munden og skyndte sig derhen. Jeg blev stående. Jeg har stadigvæk ikke glemt dengang, den lille pige på vejen snød mig.

Da Emily forgæves havde prøvet at flytte bjælken, og der ikke var sket noget, gik jeg derhen og hjalp. Ved fælles hjælp fik vi løftet bjælken lige akkurat nok til, at manden kunne komme ud. Han prøvede at rejse sig, men faldt sammen på gulvet. Vi hjalp ham ind.

Sam kiggede forundret, da den nye gæst blev slæbt ind. På turen fra laden til huset var han blevet bevidstløs.

Op ad eftermiddagen vågnede han. Emily havde forbundet hans ben og sat en skinne fast i form af to brædder, der havde nogenlunde samme længde som benene. Han var omtumlet, og den første halve time gik med at få ham til at drikke noget og få fat i hans navn. Han blev ved med at ændre det. Abe, David, Jeremiah. Til sidst kom vi frem til, at hans navn var Peter. Da han kom mere til sig selv, fik vi også en alder på, 65 år.

15

Emily hjalp ham forsigtigt op at sidde. Han sad og sundede sig lidt, og mens han gjorde det, lagde jeg mærke til, hvor mærkeligt tøj han havde på. Det var, som om han kom fra en helt anden tidsalder.

Han kiggede rundt i rummet. Vi spurgte, hvor han kom fra. Han ignorerede spørgsmålet og spurgte, hvor han var. Emily svarede. ”Vi fandt dig ude i laden med benene fastklemt under loftsbjælken. Vi bar dig herind.”

Han så ned på sine ben. ”Det forklarer forbindingerne.” ”Kan du huske, hvorfor du var dér?” ”Nej.” ”Hvor kommer du fra?” spurgte Emily for anden gang. ”Jeg må tilbage.” ”Hvorhen?” ”Tilbage.”

Jeg kiggede opgivende på Emily. ”Måske skulle du lægge dig ned igen. Er du sulten?” sagde jeg.

Han rystede på hovedet, men bevægelsen så ud til at gøre ham svimmel, og det endte med, at han kom ned at ligge alligevel.

Han har sovet lige siden. Det er sent. Vores lille pause blev til en hel dag. Sam sover ved siden af Emily i sengen inde ved siden af. Peter sover på værelset overfor. Jeg kan ikke sove.

16

Dag 379, 10. marts Jeg vågnede sent op ad formiddagen. De andre var allerede oppe.

Emily kom ind til mig og sagde godmorgen. Jeg spurgte hende, hvorfor de ikke havde vækket mig. Hendes undskyldning var, at jeg ’trængte til at sove’.

Sam sad med en ske og gav Peter suppe. Han så ud til at have det bedre, men han var stadigvæk bleg.

Emily stillede en skål med suppe og et glas vand foran mig. Hun gik ud igen. Jeg tog skålen op, men den var varmere, end jeg havde ventet, og jeg tabte den ned over mig selv. Den skoldhede suppe brændte gennem min T-shirt. Jeg bandede og skyndte mig at få trøjen af. Huden på mit bryst var allerede rød. Emily kom ind igen med Sam lige bagved. Hun sagde noget til Sam, jeg ikke opfattede, og han gik ud. Emily skyndte sig hen til mig, og hun fik lagt mig ned på sengen. Lidt efter kom Sam tilbage med en kold klud. Det dulmede smerten med det samme, men det gjorde stadigvæk ondt.

Hele dagen har hun gået og puslet om mig. Fundet nyt tøj i et skab på det andet værelse, sørget for, at jeg hverken havde det for varmt eller for koldt. Hele tiden spurgt, om der var noget, hun kunne gøre. Det var ydmygende. Efter de første to gange, hun kom ind og spurgte, om der var noget, jeg manglede, fik jeg nok. Jeg prøvede at sætte mig op, men det nev og brændte på mit bryst med det samme. Jeg lagde mig ned igen.

Jeg har ikke set noget til Sam, siden han kom ind omkring middag og spurgte, om jeg var okay.

Emily kom ind for tiende gang, denne gang med en tallerken med knækbrød. Jeg var ikke sulten, så jeg lod maden stå.

Pludselig rejste hun sig og fjernede kluden fra mit bryst. Den var ikke længere kold. Hun gispede.

Jeg kiggede ned. Min hud skaldede, og et par steder sad der små blærer fyldt med væske. ”Jeg får lige Sam til at komme med en ny klud,” sagde hun.

Sam kom ind. Han skyndte sig at tage den gamle klud og gå ud. ”Det ser ikke så godt ud, hvad?” sagde jeg med et smil, men jeg var ikke glad. ”Det skal nok gå.”

Hendes ansigtsudtryk var koncentreret.

17

Så lagde hun sine fingre på mit bryst. De var iskolde. Hendes øjne fulgte dem, da hun stille og roligt tegnede kanten af brændemærket op hele vejen rundt.

Jeg turde ikke at sige noget.

Sam kom tilbage med en ny klud, og hun lagde den forsigtigt henover. ”Tusind tak, Sam.” Og han forsvandt ud ad døren igen.

18

Dag 380, 11. marts Peter er ved at få det bedre. Jeg får det værre. Emily kom ind i morges og kunne konstatere, at jeg har fået feber. Emily og Sam har travlt med at passe to personer. Jeg prøver at være til så lidt besvær som muligt, men mit bryst ser ikke bedre ud i dag. Faktisk ser det en hel del værre ud. Huden, der i går var en blanding af lyserød og rød, er nu blevet en mørk lilla farve. Skoldningen er stor. Den breder sig over det meste af mit venstre bryst og helt ned til dér, hvor ribbenene slutter. Jeg kan ikke sætte mig op uden hjælp fra Emily eller Sam. Huden er hævet, og det brænder, hver gang jeg vil vende mig.

Det irriterer mig, at det nu er mig, der forsinker os. Det burde ikke være mig.

Emily kom ind for lidt siden sammen med Sam. Indtil nu har jeg kun haft kolde omslag over, men nu kom de med forbindinger og et stort kompres. ”Peter ved, hvad der er sket med dig. Han siger, at han kommer fra en gruppe, der bor omkring en dagsrejse herfra, og de har en læge. Han kan tilse både dig og Peter.”

Emily ignorerede mit støn, da hun hjalp mig op at sidde. ”Jeg synes, at det lyder som en god idé at tage derhen og se, hvad det er for noget,” fortsatte hun.

Hun lagde et kompres, mens hun begyndte at sno forbindingen rundt om mit bryst. ”Vi kender ikke de mennesker,” sagde jeg først. ”Men du kan tydeligvis ikke blive her, og det kan Peter heller ikke. Vi har trods alt reddet Peters liv, så måske er det ikke nogen helt dårlig idé.”

Jeg blev nødt til at overveje det. Og pludselig gik det op for mig, hvorfor Sam stod med en saks i hånden. De gjorde mig klar til at rejse. De var et hundrede procent sikre på, at jeg ville sige ja. Det gjorde mig vred, at de spurgte mig og så alligevel allerede havde taget beslutningen. Hvad kunne jeg gøre?

Sam fastgjorde forbindingerne på min ryg og lagde saksen på bordet. ”Vi tager af sted i morgen.”

19

Dag 382, 13. marts Det første lægen gjorde var at fjerne de gamle forbindinger og rense hele det skadede område. Jeg troede, det gjorde ondt tilbage på gården, men den smerte var ingenting i forhold til, hvor meget det brændte, da han forsigtigt begyndte at duppe med en serviet dyppet i noget gennemsigtig væske.

Jeg havde ikke set Peter, siden vi ankom, og han blev taget med ind i et andet lokale. Jeg havde ikke set Emily og Sam, siden de blev bedt om at gå ud.

Jeg faldt i søvn, da lægen var færdig, og jeg vågnede først, da Sam kom ind. Han sad ved siden af mig på en stol i et stykke tid uden at sige noget. Så kiggede han på mig. ”Hvordan har du det?” ”Det går okay.” ”Han ville ikke lade mig gå herind.” ”Hvem?” ”Lægen, Josiah. Han sagde, at jeg ikke måtte komme med ind.”

Det er den længste samtale, jeg har haft med ham siden lejren. Så sagde vi ikke mere, og jeg faldt i søvn igen.

Da jeg vågnede var Sam væk, og i stedet sad Emily ved siden af mig med en bekymret mine. Da hun opdagede, at jeg kiggede på hende, smilede hun. ”Jeg sagde jo, at du havde brug for at sove.” ”Sludder og vrøvl.” ”Du ved, at jeg har ret.”

Jeg skulede til hende. ”Hvor mange er de?” ”Ja, apropos dét, Peters gruppe er på 16 personer.”

Hun tøvede, og jeg ventede tålmodigt på dét men, der skulle afsløre mere. ”Men de er amishfolk.”

Amish. Det forklarede de bibelske navne og den underlige tøjsmag. ”Så hvad gør vi nu?” ”De har tilbudt os at blive her.” ”Og hvad synes du, vi skal gøre?” ”Jeg ved det ikke.” ”Jeg har ikke mødt dem. Du bestemmer.”

Jeg prøvede at fange hendes blik, men hun kiggede væk. Så rejste hun sig og gik ud.

20

Dag 383, 14. marts Josiah kom ind tidligt om morgenen og konstaterede, at jeg ikke længere havde feber. Han kiggede på brandsåret og trykkede forskellige steder. Til sidst sagde han til mig, at det var godt på vej til at hele, og hvis jeg havde lyst, kunne jeg flytte over på et andet værelse sammen med Sam. Jeg takkede ja.

Josiah hjalp mig op og stå, og derfra gik det fint. Jeg trådte ud af døren.

Jeg så lejren den dag, vi ankom, men på det tidspunkt var der ingen tegn på liv. Det er en stor gård med tre længer, en stald og en lade. Den eneste person, jeg så, var Josiah, der hjalp Peter og mig.

Nu løb tre børn rundt og legede. I den ene ende af gården sad fire kvinder og vaskede tøj i baljer med vand. Rundt om gården ligger et stort græsareal, der støder op til marker i den ene ende, og en lille skov i den anden ende. Da vi bevægede os gennem gården og ud på græsset, så jeg mænd arbejde i udkanten af marken. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.

Jeg satte mig på en bænk, der stod under et kirsebærtræ. De grønne blade var endnu kun skud på grenene. Josiah vendte sig for at gå. Jeg havde glemt alt om Peter, så jeg spurgte til ham. ”Han har det fint, men han har formentlig brud på begge ben.” ”Det lyder ikke godt.” ”Han kunne være død nu. Sådan som jeg ser det, burde han være lykkelig over, at han er sluppet med et par brækkede ben.” ”Tusind tak, fordi du hjalp mig.”

Han smilede. ”I reddede Peter.”

Så gik han.

Jeg sad et stykke tid på bænken og kiggede på mændene i marken.

Solen skinnede. På et tidspunkt begyndte de tre børn fra gården at lege fangeleg på græsset.

Omkring middag, da solen stod højest, kom Sam og Emily gående og satte sig ved siden af mig. Emily havde fået en lyseblå kjole på, og Sam sad i nogle brune bukser og en hvid skjorte. ”Vi bliver her et stykke tid,” sagde hun smilende.

Sam smilede også. ”Det lyder som en god plan. Men skal jeg have dét tøj på?”

Emily grinede. ”Det bliver du nok nødt til. Det er overraskende behageligt.”

21

Sam var enig, og så hjalp de mig ind, så jeg kunne få mit nye tøj på.

22

Dag 386, 17. marts Såret er lægt så meget, at jeg er begyndt at arbejde. Jeg er startet i marken sammen med de andre mænd. På nogle måder minder det mig om lejren tilbage i Boston. Vores arbejdsopgaver, mad hver dag, venner. Det virker, som om det er hundrede år siden.

Forskellen er, at de gør fremskridt her. Én af kvinderne, Maria, fortalte mig, at hun er en del af den oprindelige amishgruppe, men de har taget et par andre udefrakommende til sig. En mor og hendes barn og et ældre ægtepar.

Sam arbejder ikke. Kvinderne er blevet rigtig glade for ham. Han får lov til at lege med de andre børn, selvom han er ret meget ældre end dem.

Emily vasker tøj og laver mad med kvinderne. De har masser af mad her. Maria har fortalt, at Peter var ude for at samle mere ind, og han var redet mod et lille amishsamfund, der ligger en time herfra, på hest, men da han ikke var kommet tilbage inden for et par dage, var de blevet nervøse. Peter har fortalt, at den lille landsby var øde, og han var redet videre i håb om at støde på dem. Han var stødt på samme gård som os, men der havde været et jordskælv, da han var inde i laden, og hele den bagerste del var styrtet sammen over ham.

Dér fandt vi ham.

Jeg har fået et værelse sammen med Sam i den ene ende af gården, der vender mod markerne, men Emily har fået et værelse for sig selv i den anden ende.

Efter måneder alene, hvor det bare var os tre, er det underligt at være en del af et fællesskab igen.

De er alle sammen meget flinke, men jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, hvordan nogle af amishfolkene kigger efter Emily og mig.

I går, efter maden, hev hun fat i mig og sagde, at hun ville vise mig noget. Hun tog min hånd, og så halvt løb, halvt gik, vi hen til skoven. I gården sad kvinderne og snakkede, og Emily lod ikke til at bemærke det, men jeg så godt, hvordan de stirrede misbilligende efter os.

Jeg ved ikke, hvad de forestiller sig.

Emily trak mig ind i skoven, og så gik vi ellers i stilhed. Hun slap ikke min hånd.

Efter et lille stykke tid tyndede det ud i træerne, og vi stod foran en lille sø. Solen var ved at gå ned, og der var helt vindstille. ”Jeg opdagede den i går.”

23

Hun kiggede ned i det spejlblanke vand, mens hun begyndte at løfte op i sin kjole. ”Hvad laver du?” ”Rolig nu, jeg ville bare mærke, hvor koldt det er.”

Hun grinede. Hun har et dejligt grin.

Da hun satte foden i vandet, bredte små ringe sig. ”Vi burde gå tilbage.” Jeg kiggede mig omkring. ”Hvorfor nu det?”

Men hun gik alligevel op af vandet.

Da vi kom tilbage, var kvinderne gået ind.

24

Dag 388, 19. marts De går i kirke. Det er verdens undergang, og de går i kirke.

Jeg vågnede tidligt i morges og gjorde mig klar til dagens arbejde, da jeg blev afbrudt af et bank på døren. Det var Josiah, der spurgte, hvor jeg blev af. ”Ja, jeg er lige her.” ”Gudstjenesten begynder om et par minutter. Skynd dig lidt!”

Gudstjenesten foregik i det samme rum, som vi spiste i. Alle folk kiggede, da vi kom ind. Jeg fik øje på Emily i mængden og styrede hen mod hende, men Josiah tog et fast greb i min arm og førte mig hen til en anden bænk. ”Hvorfor gjorde du det?” hviskede jeg. ”Vi sidder ikke med kvinderne.”

Og jeg kiggede rundt og så, at lokalet var delt op. Over for mig på en bænk, sad fire kvinder på række, og rækken fortsatte ned gennem spisestuen. På rækken bag mig sad Sam og holdt et grin nede.

Pludselig rejste alle sig, og Josiah hev mig med op. Jeg skulle lige til at spørge ham, men han tyssede på mig, og ind ad døren kom en mand i en sort præstekjole.

Folk satte sig igen, da præsten begyndte at tale.

Jeg er aldrig tidligere frivilligt gået til en gudstjeneste, men denne var ikke nogen almindelig gudstjeneste. Han talte næsten ikke om Gud. I stedet brugte han tiden på at opfordre alle til at være stærke.

Gudstjenesten var mere en opsummering af alle de ting, der er sket i løbet af det seneste år. Jordskælv i Bostonområdet, oversvømmelser, stærke storme. Jeg havde hørt det hele før, men så fortalte han noget, jeg ikke vidste: Lake Erie og Lake Michigan er løbet over sine bredder. Jeg synes, det lyder helt surrealistisk, men et par af mændene har tilbudt at vise mig det næste gang, de skal derop.

Det lyder underligt, at vandstanden skulle være steget, når Medford ikke stod under vand, da vi var dér. Forstaden lå alligevel kun lidt over ti kilometer fra Atlanten. Men nu er det alligevel også snart to måneder siden, jeg var dér, og jeg ved ikke, om der er sket noget i mellemtiden.

Sam kom hen til mig bagefter. De andre mænd var på vej mod marken, men Sam trak mig med ned til skoven. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde tid, men han virkede bestemt.

Pludselig stod vi ved den lille sø, Emily havde vist mig. Hun må have vist stedet til Sam også. På en måde irriterede det mig.

25

Sam satte sig på jorden og ventede tydeligvis på, at jeg også skulle sætte mig. Jorden var kold. ”Du vidste det.”

Han vendte hovedet og så mig i øjnene. ”Du vidste det hele tiden.” ”Hvad vidste jeg?” Jeg smilede til ham, men smilet blev ikke besvaret. ”Du vidste hele tiden, at Emily var i lejren, og du fortalte mig ikke om det.”

Jeg kiggede ned. Han lagde en hånd på min skulder. ”Men det er okay.”

Pludselig var det mig, der havde brug for trøst, men jeg beherskede mig. ”Jeg er ked af det Sam.” ”Jeg har været sur på dig i så lang tid. Jeg troede ikke, du stolede på mig, og jeg forstod ikke, hvorfor du ikke havde sagt noget. Det gør jeg nu, og det er okay.”

Han fjernede ikke hånden fra min skulder, før jeg kiggede på ham. Han havde tænkt meget over det. Det kunne jeg se. Så lagde jeg armene om ham i et akavet kram. ”Du vil altid være den person, der betyder mest for mig, Sam.”

26

Dag 392, 23. marts De sidste dage har været rigtig gode. Jeg er blevet flyttet over i stalden, fordi de manglede en til at passe hestene. Der står fire heste.

Jeg arbejder sammen med Jacob, en amishdreng på 16 år. Han kommer fra en landsby længere mod syd. Han har fortalt mig, hvordan det var at leve som amish før. Hvordan de plejede at sætte små landevejsboder op, og hvordan folk kom i bil og lagde penge i en tinkasse. Hvordan de hver august plejede at høste, og at mændene arbejdede fra morgen til aften. Han fortalte mig lidt genert, at han havde været forelsket i en pige fra en anden amishlandsby, og han fortalte med tårer i øjnene, at han ikke anede, hvad der var sket med hende.

Jeg forstår ham godt, men jeg har lært at lægge det væk. Det nytter ikke at sørge over noget, der ikke kan gøres om alligevel.

Der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, at Jacob virkelig var et godt menneske. Han undskyldte ikke af ren høflighed, han undskyldte, fordi han virkelig var ked af det. Når han sagde tak til andre, var det, fordi han virkelig var taknemlig for det, de havde gjort.

Kvinderne er stadigvæk helt vilde med Sam, og hele dagen laver han absolut ingenting. Det går bedre med Sam og mig. Det hele er næsten ligesom før. Jeg ser kun Emily til måltiderne og om aftenen, men kvinderne er ikke holdt op med at stirre, og Josiah har foreslået mig, at jeg ”holdt lidt afstand”.

Vi snakker kun sammen, når vi tror, at de andre ikke kigger.

Jeg er lige kommet tilbage fra aftensmaden. Sam ligger på sengen og læser i en bog. Emily kommer herop om en halv time. Der blev annonceret et bryllup mellem en amishmand og en amishkvinde fra gruppen, da vi var færdige med at spise. Hvad er meningen med at blive gift nu?

Sam forstår det heller ikke. Han har et par gange spurgt til, hvad det er, jeg sidder og skriver ned. Jeg plejer at giver ham standardsvaret: ”Jeg nedfælder historie til vores efterkommere.” Og så griner han og ryster på hovedet.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham.

27

28

Mie Bjerge Christensen Malede fjer

29

30

Jeg er på Nørreport st. Hun er en refleksion i togets ruder. Den alt for store hue skygger for hendes øjne. Fanget i rudernes glas følger hun med. Hvor sjovt, at vi har det samme navn.

Derinde er hun. Ved siden af den fordrukne jyde. Han lugter sødt.

Jeg er herude. Tæller minutterne til næste afgang. Tænker på Gummitarzan og samuraisværd.

Jeg har endnu ikke rejst med dig til Californien. Sammen vil vi kunne arbejde i markerne, sagde du. Sammen vil vi kunne malke gederne, sagde du. Du ridder på dine drømme, sagde jeg ikke.

Flyvemaskinen holder aldrig foran mit vindue.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig dine øjne. Så ville jeg kunne nusse dem. Kysse dem. Slikke dem. Smage på dem. Jeg kan godt passe på.

I går var det mandag. Leverpostej og syltede agurker. Vrede journalister i Deadline. Du må ikke lyve, siger de. Politikere må ikke lyve. Du må ikke lyve. Mie må ikke lyve. Man må aldrig lyve.

I dag lugter vinteren af kærlighed. Jyden, der skal hjem til flasken og konen. Sneen, hvori jeg skriver dit navn. Lægger det ned i fryseren.

Vil med ned. Alligevel ikke lille nok.

31

Lyden af klokker. Et vidunderligt lys.

Du sidder med en øl. "Solen er bag skyerne," du peger mod himlen.

Bænken er grøn. Min nederdel er for kort.

Du fortæller om sommeren. Fiskehejre. Højt græs. Små bløde vandmænd. Min storetå. Nogle gange falder jeg i.

Det regner.

Du står uden for Fona. Dit tøj bliver vådt.

Jeg humper imod dig. Er så dygtig til at fortrænge det. Glem ikke paraplyen. Glem ikke de varme sokker.

Du har et dejligt smil.

Jeg vågede over bageovnen. En sidste søndag i maj. Muffins med blødende hjerter. Tusindfryd.

Hvis jeg bare var en pastil, du kunne sluge. En redekam, der kunne kæmme dit hår.

Du stopper min mund med kobber og roser.

Et kindkys. En hånd på mit lår.

32

Under dynen: Du fortæller om avokadofarmen i Californien. Den katolske gedefarm.

Dine forældre er Jehovas vidner, kan du tillade dig det?

Du smiler fjoget. Du gør det for opgørets skyld.

På gulvet fem par underbukser. Bag computeren en tom mælkekarton. Skader skriger bag ved dit åbne vindue. Du har ikke grillet til mig siden i torsdags.

Hun malker bedst med venstre hånd.

Spanden lækker, mælk til myrerne. Spanden vælter, din hånd på hendes skulder. Solen steger. Kom, kiddet er født.

Hagl og slud bag ved dit åbne vindue. En ivrig skade hopper op på Joe. Forærede dig minigrillen i fødselsdagsgave. Vi var originale, kunne have kaldt den Ivan.

Fåreulden kilder i hendes næsebor. Et ældre kid bider hende i øreflippen. Den nyfødte kigger dvask på dine gummistøvler.

Spindelvæv har sat sig fast på undersiden.

Moderen bræger træt. Hun er ikke færdig med moderkagen.

Din mor kommer ind. Hun har købt flødeboller.

Klokken er halv tre. Vi krøller os sammen.

33

Louise lo. Sagde, at jeg altid så sur ud.

Jeg sidder på mit værelse og fletter. Garnet er viklet om stolebenet.

Tre forskellige nøgler. Rød, blå og hvid.

Hører J-pop for fuld hammer. Ikke K-pop, men J-pop. Kalifina.

Ikimono Gakari. Hvis ord kunne smage, ville de smage af saftevand.

Min mor råber, at jeg skal tømme toiletspanden. Altid er jeg for længe på lokum. Jeg burde få mig en klipning.

Den lyserøde Kirby-bamse sidder i vindueskarmen. Den har slugt en ørn, så nu er den en indianer. Kunne jeg det samme, ville jeg sluge Peter Sommer.

Du skal putte dit bestik i opvaskemaskinen, minder Anders mig om.

Han er hjemme på weekend.

Nej, det skal du ikke, siger min far. Så skal han flytte rundt på det hele bagefter.

Min skrivebordsbaggrund er en akvarelsymfoni. En mand, der fisker i en sø. Jeg vil dykke ned efter, hvad han har mistet. Den tabte vielsesring. Fred på jord.

Tilde huskede mig på, at rynken dukker op, når jeg er bekymret.

Krusedullerne på min lampeskærm er slyngplanter med gyldne knopper. Pæren er frugten i midten.

Han roser mig evig og altid for mit udseende. Du er smuk. Du er lækker. Fortæller, at de andre fyre tænker det samme.

Helikopteren Topter lavede jeg i anden klasse. Den har tabt sin ene propel.

34

Det var med følelsen af vild glæde, at jeg sprang i vandet. Stormen, der rasede. Du trak mig ned. Vandboblerne mod min hud. Dine skægstubbe mod mit bryst. Halleluja for Bodil og Faxe Ladeplads Strand.

Da jeg nåede frem til Studenterhuset, var bogen blevet våd.

Svømmende imellem saftevand og appelsinbåde i skoletasken.

Klistret hånd efter at have rakt ned. Jeg slikker den ren.

Tilbage i skolen, filosoferende over Kierkegaard. Selvglade stodder.

Spidsborgeren har da også et liv. Lykken er Familie Journalens lavkarbotillæg og strikkeanvisninger til bløde uldne vanter.

Natten falder på, og jeg falder ned. Ikke ligefrem edderdunsdyner, men knaldvarm radiator. Jeg drømmer om en jagt efter dig og candyfloss-skyer. I drømmeland vejer du altid over 150 kg.

Alene i sengen, og uret er gået i stå. Funderer over tiden, findes den virkelig? Åbner køleskabet og drikker æblejuice direkte fra kartonen.

Små papflager ryger med ned.

I et anfald af hysteri hopper jeg ned fra gyngen. Hvorfor skubber du aldrig til? Alligevel ikke nok, hvis jeg kommer med til Californien.

Knirkelyden irriterer mig.

Jeg følte mig opløftet, da du kastede mig ned i sandet. Engang efter engelsk eksamen. Du fortalte senere, at du var fuld. Det var du for det meste. Så kan jeg ligeså godt smide minderne ud.

På denne måde nærmer julen sig. Jeg hænger engle i guirlander. Jeg mangler en fjer i mit hår. Du har rigeligt, kan jeg låne af dig? Jeg låner, men mine falder ud.

Jeg passerer den afskyelige damptromle, holdende uden for din farmors hoveddør. Du vil køre den, og jeg skal med. Undviger pindsvin og kattekillinger i vejkanten. Vi skal undgå splatter, som på Netflix.

Tanken om en straf er ulidelig. Jeg har endnu ikke sagt mit første ord. Til næste gang vi ses, vil jeg kysse din næse. Ru og blød. Inden jeg siger farvel, ønsker jeg dig tillykke med fødselsdagen. Kan ligeså godt afslutte med et glædeligt budskab.

35

Jeg tænker på farverne. Kalejdoskop.

Første gang jeg så dig, var til rollespil. Jeg var en elver, og du var en ork. Du var en elver, og jeg var en ork.

Træerne hvisker. En hvislen, det korte strå. Myrerne bor bagved hvedens kerner.

Inden regnen fylder jeg regnmåleren.

Jeg målte dig med min arm. Du var en halv arm højere end mig.

Og vi danser til punkrock. Er hun snart færdig med at nikke?

Discolyset gør os rundtossede.

Mælk på dine læber. Fløjt til. Discolyset gør os rundtossede. Vi ejer det her parketgulv.

Et suk, og natten var forbi.

Betalte du hende for tulipanerne? De hvide. De røde. De gule. Dem uden blomst. Du er stadig højere end min overarm.

Næsen er våd. På vipperne balancerer et lille dun.

Vi spiller J-rock i S-toget. De bliver så forvirrede. Det er ikke Rasmus Seebach. Noget andet. De bliver rundtossede. I S-toget.

Og før jeg vidste af det, havde du blæst en boble.

Og før jeg vidste af det, havde du taget kikkerten op. Ørneflugt. Dalende fjer. Mere trængsel end i et lyskryds.

Rød Gul Grøn Og vi tog flugten.

36

Røde valmuer.

Du står i køkkenet. Ovnstegt oksebov. Blod på dit forklæde.

Røde tulipaner. Røde georginer.

Du kunne være slagter i Brugsen. Kødet bliver leveret indpakket til døren.

Vi lytter til Frans Ferdinand.

Så mange krummer i mit hår. På min bluse. I min mund. Våde krummer. De er til dig.

Bliv dog faldskærmsudspringer. Hop ud, og se Grand Canyon under dig. The Burning Man. Bider i mine læber. Endnu engang blod. Hvorfor?

Vinden i dit hår.

Min hånd på dit ansigt. Du blinker lidt.

Krysantemum, okseøje.

Ingen fjer.

37

Mor siger: Kan du huske Mogens fra Vejle? Han har endelig fået sit flyvecertifikat. Hun har tabt en fingernegl i sovsen.

Far siger tit, at han savner dengang, der var marsmænd på Mars. Han hopper ikke ligefrem i stolen, hver gang Curiosity finder en vanddråbe.

Det kan være, at Mogens kommer tilbage til konen og børnene. Nu, når han endelig har fået sit ønske opfyldt.

Mit værelse skal være hvidt. Hvidt med hvide gardiner. Kan krænge avispapir om malerbøttens hank. Så skærer den ikke i mine fingre, når jeg maler.

Og så er det slut med solsorte og gajoler. Fiskefilet og ahornblade.

Kommer med bøtten og dypper det i det hvide. Hvid står for mulighed. For frihed og for død.

Fars hoved er for stort til spanden.

Om 25 år er far dement. Fisker efter myggelarver i Susåen.

Om 25 år er mor dement. Har glemt, hvordan man tager telefonen.

38

Februars våde fliser. Erantis. Tøvejret er begyndt.

En af de dage, og mobilskærmen er sort. Sidder i underbukser og læser Kierkegaard.

Huen gik ned til dine øjenbryn. Jeg sagde blomsterne hed erantis. Dit grin var lydløst. Forstod efterhånden din drengehumor.

Vi sad nøgne i sofaen. Du spillede Batman Arkham Asylum. Jeg gnubbede dig langsomt på maven. Batman blev tæsket af Jokeren.

En svale flyver ned i kalkbruddet. Skoletasken er tung på min ryg.

To sten i min sko. Venter stadig på dit opkald.

Og vi nøgenbadede på Faxe Ladeplads Strand. Dig, mig og syv af dine venner. Månens lys var blegt, jeg råbte dit navn. Aldrig nok rus, aldrig nok Captain Morgan. Den allersidste bølge, mistede balancen med vilje. Du bar mig ind. Havde alt for kolde fødder.

Og kalken er våd. Tømmer tasken for indhold.

Sommeren kommer. Jeg er glad.

En summende bi. Jeg er glad.

En propel. Glad.

39

Det var noget med ømhed. To dage efter middagen.

Vi kigger på os selv i spejlet.

Har du set hende? Hun er kortere end mig.

Du kysser min nakke. Fugtigt. Dine pupiller bliver stadig større.

Dit frieri: En luftballon, Californiens stepper. En afroamerikaner styrer gasbrænderen.

Ringen er af massivt guld. Stenen rav. Du har indgraveret mit nye navn på indersiden.

Rav er stenen, der flyder og brænder.

40

Engang var jeg en bille under en bro Nu er jeg ingeniør

Mit navn er Lille Dråbe Jeg hedder det samme som min mor

Jeg har aldrig kysset en fisk Jeg har aldrig røget hash Jeg har aldrig smagt på Italien Jeg har aldrig født en killing Jeg har aldrig været død

Vi er ikke i familie På min fod har jeg skrevet dit navn Jeg har plantet en mælkebøtte på Saturn Jeg har knækket mig i S-toget Mine hænder er for små

Jeg tror på æbletræer i himlen Jeg ville ønske jeg havde en hale Jeg hader tørre ærter i grønsagsmix Jeg elsker vådt hår

Hvis så du gik i gummistøvler Hvis så du gik på bare tæer

Engang var jeg rødmen Nu er jeg er sne

41

Min familie er smĂĽ sten i min hĂĽnd Min bedste ven er min elsker

Engang gik alarmen i gang i Bauhaus. Jeg havde tĂŚndt for den i brusenichen.

Hvordan kan jeg kravle ind i min navle?

Hvordan udhuler jeg mit kranie?

Hvordan tager man et skridt?

42

Slukkede gadelygter. Gid det var så nemt at gå sin vej.

Min mor bager varme, sprøde, duftende, vafler.

Sidder og studerer den klumpede marmelade, en indtørret kastanje, jeg fandt i går.

Ikke nok tid.

Så mit stjernetegn er løve?

Så jeg er karismatisk, en leder, så stærk?

Min mors trætte søvndrukne øjne.

Plasticglasset på den trebenede taburet.

En blomst deri. En vissen mælkebøtte.

Rådner først, når jeg går min vej.

43

Vi venter på bybussen. Faxe Syd st.

Fem små muslingeskaller har jeg gemt i din baglomme. Du finder dem, siger: "Hvor er du altså klog."

Du kaster mig ned i sandet. Fluer og tang, Faxe Ladeplads Strand.

Du lugter af vodka og Breezer. Strandskoven er Sibirien. Tæerne blandt tangen og fluerne. "Kom, vi kan klatre i træerne!"

Vi shopper i Fona i Køge. Vi shopper i Tiger i Køge.

Små kompakte paraplyer. En rødmosset lyserød sparegris.

Din kat hedder Tiger. Hans host er hule. Han er næsten døv. Hans øjne er røde. Han miaver, når vi har sex.

Han er syg. Han skal dø.

Måske begraver jeg ham under æbletræet.

Jeg er kleptoman. Jeg stjæler en kuglepen.

Skriver vores initialer på bagsiden af min overarm. CL. Et sammenmast hjerte. Viser dig det i bybussen.

Venter dit svar, er jeg: Skøn?

Klog?

Smuk?

Skør?

Et nedslået farvel.

Du har altid ventet på foråret, mens jeg har ventet på vinteren.

På lørdag tager du af sted.

Nu er det marts.

44

Kl. 5.30 om morgenen. Du giver mig en Corny.

Lufthavnen er tætpakket. En mand deler sin brunsviger. Hun åbner sin rygsæk. Alle de kufferter.

Den gravide kvinde har astma. Den gravide kvinde er blåhåret. Vi deler en hemmelig viden. Barnet vil arve begge dele.

Vi går ud på herretoilettet. Du sætter dig på brættet.

Efter skyllet sidder jeg i dit skød. Du tænker på en sang af The Smiths.

Vugge. Brysthår. Din t-shirt på gulvet. Vi nynner en sang af The Smiths.

Du er den sidste, der checker ind. De har kaldt på dig over højtaleren.

Lufthavnen er tætpakket. En tom pose Haribomix ligger ved siden af skraldespanden.

Du finder din plads i flyet. Hun har fået tildelt sædet ved siden af dig.

Højtaleren skratter. Stewarden melder afgang.

Hun vender sig i mod dig.

Hun søger din hånd.

Du tænker på farven blå.

45

46

Anne Dehlie GlĂŚdesdahl Digte, fem sekvenser

47

48

1 Sovesal 34 senge Jeg bliver bedre til at skrive med venstre hånd ligesom min far Mor siger godnat til de 34 piger på den anden side af væggen Jeg sætter en tuschplet på tapetet Døren ind til de andre er dobbelt man kan gemme sig derinde Mor kysser dem alle på kinden eller panderne der i mørket Jeg gemmer gamle slikposer i garderobeskabet tager en hård vingummi i munden ligger der og bider venter på smækket fra døren Mor der kigger ind og ser sit sovende barns krop under dynen. * Superellipsen var den første geometriske figur jeg tegnede efter 8-tallet At ligge ned og kigge op på den hvide laminat med fingrene mellem stålspændbenene Bordet uden ender Keplers lov på et stuegulv * Vi går ned en lørdag formiddag til de tykke ponyer på engen Mor har polopastiller i lommen De hvide o’er forsvinder ind i mulerne Der er en blommeskimmel 49

siger hun og peger Den har lyse ringe i den mørke pels * Vi går med bare ben gennem skræppeskoven Duften af trevler og fugtig jord Hvis man følger åen når man helt ned til den gamle jernbanebro der hvor eleverne står og ryger i forvaskede jeans og canvas-sko Under broen ligger tomme flasker En roma samler æg mellem sivene * En kvindes krop i vandet mod åens bred Et svullent ansigt uden år Lyden af sivene (sch sch sch) Et smukt og blodløst lig Barnet går mod Furesøen tager mormor ved hånden gennem mosen Hun tager handsken af den venstre hånd tørrer næsen af i håndryggen * Far kaldte hunden for Ekko Sagde: der er ikke noget flottere end den hund når den er nystriglet Jeg kan huske at den ofte stak af ned til ænderne i parken Det er en højst besynderlig hund siger far Den gør af mørke stemmer særligt efter kl. 22 50

Ekko åd fem-madder fra skraldespanden ded siden af stod pigerne og lo og jeg hentede den i halsbåndet mens brød og skinkerester faldt ud af munden på den Ofte måtte vi kalde ned ad gangen (Ekko Ekko) * Fem børn og et stjernetårn Vi mødes på Rampen efter aftensmaden Tøjet dufter af mad og vaskepulver Mormors nystegte fiskefrikadeller Mig og Christian fra Egmont Anna fra Skygningen Cornelia fra Gøyegården Og Sophia bibliotekarens barnebarn tegner med kridt foran soluret Vi spiller krig (du skal vælge et land) Der er stille mellem murstenene i dag Vi er skolens børn De få der aldrig rejser hjem Fem børn bor ved stjernetårnet der hvor man møder sin pizzamand i weekenden eller uden for spisetiderne Kun ærindekørsel tilladt * Der er to døre til vores hjem Mors kontor og så entreen hvor pigerne sniger sig hen foran gulvspejlet Mor udbetaler lommepenge fra faste satser 50 kroner til de små lidt mere til de ældre Jeg følger med fra den røde øreklapstol ovre i hjørnet borer fingrene ned 51

i det røde plysbetræk mens mønter og sedler skifter hænder Jeg besvarer telefonen når den ringer på mors kontor siger mit fulde navn i røret lader den fremmede stemme svare på et sprog jeg ikke forstår De første ord jeg lærte at sige på engelsk var hello og just a moment please * Mor låser op til den gamle biblioteksbygning Blanke sko i august Vi står under mursten og hvælvinger med hænderne gemt i lommerne eller foldet foran Jeg skrev i min logbog: Vi fik kylling og kartofler til bord men alt hvad jeg husker er turen ned ad kirkegulvet De ældre elevers blikke og rektors stive smil Årgang 05 i medgang og modgang Vi slår op i de blå sangbøger * Skraldespand i malet jern Vi planter stedmoderplanter ved siden af i de blålakerede krukker (ibskaller) Nøglespids på sort flade: Din mor er en bitch * Du skal stryge hurtigere Tudefjæs 20 sekunder 52

30…40 (latter) 30 sekunder Så er han i hvert fald ikke bøsse Luk røven din nar (blod) 1 minut og 15 sekunder Lad os skride over til den fest 1 minut og 15 sekunder Så har vi to fandme en aftale * Blå øjne og bumser sved under armene Hvad fanden tror du selv (din taber) Skjorten i bukserne Du kan tage dine trusser udenpå Fire piger låser døren til klasseværelset indefra (lugten af valnøddetræ) Blå øjne, bumser (og spyt i håret) Hvad fanden tror du selv * (stol) Velsign hvert hus Velsign hvert bord Velsign hvert menneske på vor jord Og lær os med en ydmyg ånd At tage alting af din hånd (bord) Vi takker vor himmelske fader for alle hans gaver og velgerninger 53

2 Jeg skriver: Jeg er her blandt semesterstart og tykke bøger plasticbøtter med farvestrålende låg mænd som måske bare er venner aviser, aviser, aviser en solnedgang, jeg ikke kan se bag højhusene et kålhoved, en pakke spinat, kruspersille og soyamælk 6 økologiske danske æg en stjålet bøtte med kogte pastaskruer en aubergine og 3 gulerødder sennep og pesto og smør et par højhælede røde sko og en gennemblødt læderjakke en hylde fuld af digtsamlinger fra Forsström til Brandt noget jeg ikke kan sige til ham, jeg ikke er forelsket i en veninde med krøllet hår og en med glat Hun havde mødt en amerikansk mand Jeg er her i min uldne trøje bag huden, de udtrådte hjemmesko og jeg stirrer lige ind i en dåsetuns hermetiske liv tænker: sådan har jeg det egentlig også lidt klemt * Jeg så cikadens sidste skalskifte på en gif på Wikipedia i går Den afstødte krop lå tilbage som en rynket sok på et stykke køkkenrulle Det nye væsen et fuldvoksent individ mise en abyme Han går ned efter cigaretter og Ritter Sport midt om natten Er man så afhængig, tænker jeg og af hvad Vender mig om i sengen Der er savsmuldstapet på væggene Hun har sin mors fødder sagde de 54

dengang jeg var lille og som nu lå i sengen og stirrede op mellem lamellerne på den øverste køje Og mor taler norsk og synger blidt sit barn til ro Barnet med de voksne fødder Jeg tegnede engang en masse fødder efter model Min bedste veninde gættede altid hvilke der var mine Der er noget særligt over måden især lilletåen drejer sig ned mod underlaget sagde hun Skitser af en sommerfuglekrop under dynen i en fremmed mands seng på Nørrebro * Jeg er nødt til at droppe mit studie. Jeg kan ikke blive ved sådan. Det trækker mig ned. Du siger, du vil gå ned og forhøre dig på mine vegne; hvordan man dropper ud af litteraturvidenskab.

Jeg føler mig lidt fanget i det nu.

Du serverer varm løgsuppe for mig, hælder vand op i et glas.

Deler brødet og tænder stearinlys. Ser jeg virkelig sådan ud: fortabt?

Du går ned for at hænge vasketøjet op. Kommer tilbage og laver te. Jeg holder af dig lidt som en mor, tænker jeg.

Jeg er bare ikke klar til at passe ind i en skabelon lige nu.

Cykler ind mod byen over Fredensbro. Ned på Bryggen i solskinsvejr. Tænker over, at det tilfredsstiller noget i mig. At det måske ikke ville have været det samme, hvis jeg ikke skulle have været et andet sted lige nu.

Rebel.

Jeg skriver mig ud af det. Tror, jeg har nok i mig selv. Jeg er: studerende, telefonsælger, kunstner, model. Jeg er hende fra kostskolen, der bliver pludselig bliver rå, begynder at; hænge ud, gå i læder.

Klagende: jeg er ikke klar til det her endnu.

Kryster: hvorfor er du her stadigvæk? Hvorfor spilder du andres tid, din egen?

Kvinde: bliver du her virkelig på grund af en mand?

Jeg taler om buestrøg og svingninger omkring en kerne, aner ikke, hvad jeg snakker om, faktisk. *

55

Han står og ryger foran fakultetsbiblioteket tænder en ny smøg med gløden fra den gamle trækker skuldrene bagud og ranker sig Han følger en usynlig rute med blikket fæstnet på fliserne og derfor ser jeg ham før han får øje på mig og cyklen Han troede jeg var kørt Jeg svarer nej og spørger til hans opgave Han har ikke sovet hele natten siger han og lover aldrig noget men han skal nok komme forbi senere Jeg føler han ikke helt forstår det så jeg tegner det for ham Det er som om vi er tre i to siger jeg og rækker ham papiret Han kigger på mig med blodskudte øjne Der er noget ved hans duft der gør at jeg elsker ham tænker jeg Han folder papiret sammen og lægger det i sin inderlomme * Han har fundet en rulle savsmuldstapet siger her den fik mig til at tænke på dig du kan bare kyle den ud Han ler og leder efter nøglerne i sin jakkelomme Jeg siger tak og sætter rullen fast på bagagebæreren Nu bliver den måske stjålet siger han er det ikke sjovt Det er kun hvis noget ser ud som om det tilhører nogen at man får lyst til at stjæle det Man kan lade det ligge og flyde og no one gives a shit Det kender jeg egentlig godt siger jeg med favnen fuld af et net appelsiner og en pose bakeawaybrød Kører hjem til Østerbro med en rulle savsmuldstapet på cyklen et lidt for skarpt sving ved Universitetsparken En kvinde hopper af forskrækkelse Jeg tror egentlig mest det var lyden Jeg er nået godt 100 meter længere frem 56

da en medcyklist overrækker mig rullen og et pas nu på Derefter midt på Lyngbyvejen og endnu engang ved Borgmester Jensens plads falder rullen af over et lidt for højt bump Jeg må sætte cyklen og passere vejarbejdere til fods Venter på grønt og går ud på vejen efter tapetet * En veninde fra Århus ringer og siger at togene nu igen kører som normalt efter stormen En lygtepæl er væltet, men ellers er alt som det plejer Jeg sidder i en trækvind fra vinduet Det blinker fra en lyskæde nede i gården når vinden rigtig tager fat Gyngerne på legepladsen svinger i voldsom fart Han ringer fra et sted på Amager Der er politiafskærmning lige efter Langebro Jeg mumler noget til svar Det er som om det roder op i noget siger jeg og trykker stemplet i bund på kaffekanden Hold kæft nu beder de også cykler om at vende om Jeg kan slet ikke høre vinden, der hvor han er Jeg kan ikke høre vinden, der hvor du er, siger jeg der er vist dårlig forbindelse Har du sovet dårligt siger du Jeg drømte om et sort tusindben sagde jeg * Nogen siger at sommerfugle er døde børns sjæle Jeg så det i en krimifilm engang En overtroisk kvinde i en kirke noget med et mord Jeg var særligt optaget af en dagpåfugleøje der sad på midterskibets kokostæppe i en helt central scene Jeg kan ikke huske hvad der ellers skete i den film Jeg sad i mine forældres stue Hvorfor tænker jeg på døden når jeg ligger her fladt på ryggen med mandens sved på min krop 57

Mit kælenavn som barn var Pippi Jeg har altid drømt om at præsentere mig selv sådan Goddag mit navn er Pippi barnet der aldrig bliver voksen Jeg har lyst til at sige det til ham nu Jeg hedder ikke det du tror Står op for at skrive kvart i fem Det er mørkt hvis man ser bort fra byens lys og hans PH-lampe Jeg begyndte engang et digt sådan

58

3 Hunden kunne ikke være alene længere efter vi flyttede væk fra skolen Den er ikke vant til stilheden sagde min mor Far har bygget skuret om til hundehus Den køter terroriserer hele huset gnaver sig ud gennem bure og hønsenet Mor opsøgte en hundepsykolog Den skal aflæres før den kan oplæres Kvinden havde røde briller med tykke glas Men hvordan aflærer man et helt livs larm Jeg fik ikke spurgt lige om det De købte en gammel præstegård Vi malede den gamle konfirmandstue hvid Den første nat vi sov der duften af maling og mine forældres tunge vejrtrækning på liggeunderlagene Jeg sad på et bord og spiste tacochips i det der engang skulle blive dagligstue Christian fandt et gammelt sangblad foldet til papirfly Vi smed det tværs gennem rummet en konstruktion med ufattelig svæveevne (han blev senere pilot) Jeg gik til nabogården og lånte en oplukker Goddag mit navn er Anne jeg vil gerne låne en oplukker Der var Sprite på bordet den eftermiddag i juli i det gulkalkede hus ved kirken Vi skålede på det nye liv på landet men hunden kunne stadig ikke være alene * Mit navn står stadig på postkassen en blæsende decemberdag i slud Skiltet er sunket ned i den ene side Den dobbeltklæbende tape sidder fast på den kolde messingbund Jeg sætter bilen i indkørslen 59

ved siden af mors sorte golf Hun vil høre om livet i København hvordan med dig og Rasmus Vi sætter os med kaffen om det lange hvide bord Jeg siger det går fint med studiet Jeg går mig en tur mellem kl. 14-kage og eftermiddagsglögg siger jeg må have luft Den er så frisk her på landet Frugterne lyser på det nøgne æbletræ i vintermørket Stilhed er lyden af blæst over markerne mors gummistøvler gennem sjappet * Mit barndomshjem er stadig fuld af papkasser der er altid nogen på vej Farfars bornholmerur står i entreen Jeg lærte aldrig at sove til lyden af det ur når det går I urskiven gynger et sejlskib i takt med urets tikken Det har aldrig været meningen det skulle stå der siger mor hun finder julestellet frem fra vitrineskabet Hvad stod der egentlig på skiltet ved Stjernetårnet spørger jeg var det noget med ærindekørsel tilladt Far kigger op fra sin Information skriver du nu digte igen Mor mener ganske sikkert at det skilt indebar en negation Kørsel uden ærinde frabedes hun tørrer fingrene i forklædet eller var det forbudt?

Jeg skriver kun ærindekørsel tilladt Mor serverer krydderkage og lakridssmåkager * Manden har et alkoholproblem man kan så let komme til at blive medmisbruger Min mor har en bekymret rynke i panden Jeg fejer det af banen siger vi har det fint at det bare er hans måde at slappe af på 60

Jeg skriver om skolen siger jeg der er noget i hendes blik der formørkes Har du set din mormors appelsintræ siger hun Det har jeg ikke siger jeg Der er kommet to nye frugter på Jeg smiler og nikker Vi drikker kaffen i tavshed * Skal huske at købe en blok linjeret Jeg skriver en note til mig selv på et stykke køkkenrulle Skriften flyder ud i papiret glemmer den og en oplader på vej til toget IC234 mod Østerport st.

Ser min barndomsby forsvinde i et tæppe af støvregn En øde banegårdsplads kun oplyst af bilernes lygter fra hovedvejen Det gamle hospital er nedlagt nu der er ingen skadestue længere Jeg forestiller mig ofte de tomme gange senge uden patienter støvet der lægger sig på apparater og instrumenter en dødssyg stilhed over udsigten fra 8. sal På toppen lyser et juletræ man kan se det fra hele byen Hvert år når stålwirerne tænder siger folk nu er det tid igen men hvad nu når den tid er forbi tænker jeg Skriver: tiden er forbi * 21. december og jeg modtager en boblekuvert med posten Den gule postbil bakker halvvejs ind gennem porten Jeg står i ragsokker og ser en arm trække sig tilbage gennem den halvt åbne bilrude Det er den samme postmand der kommer hver dag Før i tiden hængte jeg chokolade i postkassens sprække til jul Der er to hæklede engle i kuverten og et julekort fra en ven i Århus Knus og juleklem fra Anne står der og derfor tænker jeg på dem nu De små sommerfugle med marcipanfyld lignede engle i cellofanposer 61

Mor er kørt til Fensmark efter julekalkunen hun har efterladt en seddel på spisebordet Der er varm te på kanden Det rusker i flagstangen uden for Jeg går ud og sætter vand over til kaffe * Jeg sad oppe til kl. 3 i nat og læste T.S. Eliot med en ven der heller ikke kunne sove Han har kun en smøg tilbage Der er intet lys uden for mit vindue, skriver jeg til ham det er så inspirerende at komme hjem Han er også på landet og befinder sig et sted i Midtjylland Han fortæller mig om haven et dræn han selv har gravet ud nede ved mosen Jeg lytter efter lyden af vinden i blodbøgens grene sne der skurer ned ad skråtaget men jeg kan intet høre i nat Vi skiftes til at sende Youtube-klip til hinanden Han sender mig et jazzet nummer med en meget dominerende saxofon om ikke det kan gøre mig lidt søvnig Jeg bryder mig ikke om at sove, siger jeg til ham Jeg bor i værelset med veluxvinduet Mørklægningsgardinet er designet til at følge rammens kant Det løber i to skinner langs den skrå flade Det er husets bedste værelse siger min mor Der er hul i loftslampens plasticskærm Man kan kigge lige op i glødepæren Jeg har lyst til at være der, hvor han er Det skriver jeg ikke.

62

4 Min sambo er endnu ikke gået i seng da jeg låser mig ind i min egen lejlighed Går ud i køkkenet med kvalme Han fortæller mig om sin tur til Berlin en parkeringsbøde han fik dernede Jeg føler mig helt smadret indeni siger jeg Jeg bliver hængende på en klapstol og ved at jeg ikke kan sove Åbner en pose knækbrød kl. 00:21 får lyst til at ringe til min mor Jeg drømmer at jeg vågner til lyden af min sambos stønnen Hans hænder der stryger mine ben Jeg afviser ham på en måde medfølende Jeg drømmer igen vågner for sidste gang svedende ved lyden af min egen stemme i det tomme værelse Savlpletter på stræklagenet Jeg fryser nu Jeg tænker på ham nu Vil vide hvad jeg skreg til ham og hvorfor jeg er alene * Et vindue på fjerde sal. Så meget lys, så stort overblik. En frygt for at falde og så alligevel netop et ønske om det; falde ned fra himlen, kigge op og ikke ud.

Dynerne hænger som en slags skum ud af vinduerne. Noget er kogt over, vil ud, vil ånde. Eller vil netop af med sin ånde, med fugtigheden.

Det larmende, gispende liv.

Det er som om, der mangler sprødhed. Det dugfriske er erstattet af kondens. Noget, som gør dig slap og kedelig at se på. Trætter dig på en måde.

En fugtighed, der driver ned ad væggene.

63

5 Min mormor på sit dødsleje og mig der sidder ved siden af De blå øjne i alt det hvide Jeg krammer kødet, mit eget til huden bliver helt rød Føler på de spidse skuldre som man føler et barn på gummerne Ja, et par dage endnu så bryder tænderne nok frem og det gør ondt og man får lyst til at bide i noget Al den smerte man kan have Det er som vinger siger min bror og giver sig selv en lammer Jeg forstår ikke hvorfor han slår sig selv på den måde Jeg giver mig mormor en drue Al den kærlighed jeg har kan være i en drue Jeg har taget kernerne ud Det meste havner ved siden af Mit smil er stift og fuld af tænder idet jeg dupper savl og druesaft af mormors hage Kræften har lammet spiserøret hun kan ikke længere synke Jeg smider hele klasen i skraldespanden Da mormor senere er udåndet står vi samlet i en halvcirkel rundt om sengen Far holder mig om skulderen nu siger se hun ser så fredfyldt ud Mor er sikker på hun så en engel sidste nat Jeg står og nikker lige så stille

64

Emilie-Boline Jakobsen Vi er UD Min succesfulde mand

65

66

Vi er UD Vi går fra Nakskov station med vores lille skolehær. Vi er under den seksuelle lavalder. Vi er krigere, oprørere og demonstranter imod historie og ordet Udkantsdanmark.

Udkantsdanmarks hær drager ned ad Jernbanegade mod Gåsetorvet. Det er ikke engang et torv, og her er ingen gæs. Mod Vejlegade vi går, vi er Udkantsdanmarks sabotagetrop.

Gaden bliver mindre, og vi vandrer forbi EDC og er ligeglade med, hvad de sælger.

Den klogeste af os kommer med en kommentar om, hvorfor det hedder Nakskov. Vi er egentlig ligeglade, men det får ham ikke til at holde mund. ”Navnet Nakskov stammer fra den tid, hvor hele området Nakken (Nakskov centrum i dag) var dækket af skov, altså skoven på Nakken eller Nakkeskoven.”

Vi skråler til Disneys Mulan, ”I Will Make a Man Out of You”, mens vi demonstrerer mod det, vi finder uretfærdigt.

Vi er krigere.

Snart vil vi stå i historiebøgerne.

Sammen med Helle Helle (forfatter), Severin From (Danmarks bedste skakspiller) og andre personer, som vi også kan være ligeglade med. Vi vil vinde, og vi hader at tabe.

Hvad er vores navn?

Vi er UD. I Sundby brænder vi historiebøgerne på vores Sankt Hans-bål ude i skolegården, skolen er ved at blive evakueret. Linde Allé bliver en lukket vej, og der ligger barrikader ved lyskrydset og på vejene hen mod Føtex. ”Vi er UD!” råber vi og laver graffiti på skolens vægge, som vi har malet sorte. Skriver UD med rødt og forstyrrer de andres timer.

Vi løber mod gymnastiksalen og forstyrrer niendeklassernes skriftlige prøve i tysk. Vi demonstrer mod ordet udkantsdanmark.

Elever og lærere skriger og flygter deres vej, og vores historielærer prøver at stoppe os, men vi vil aldrig stoppe.

Vi binder alle censorerne fast til hinanden og kaster dem ud fra gymnastiksalens tag, så de hænger og dingler.

Vi invaderer inspektørens kontor og binder ham fast til hans stol.

Vi er oprørske, og han råber, at vi bliver bortvist. Vi er da ligeglade med bortvisning. Vi vil bare have tolv i historie.

67

Vi vil have templer og 12-taller. Vi vil have ordet Udkantsdanmark slettet fra ordbøgerne.

Vi kravler ud af vinduerne og klatrer op på skolens tag. Vi råber og danser og kaster vores flag ud. ”They don’t care about us,” synger vi.

Vi vil vise, hvem der bestemmer. ”Fuck regeringen!” råber vi. ”Fuck historie! Fuck ordet Udkantsdanmark!”

Vi skriver UD med kæmpe bogstaver, så helikopterne og satellitterne kan se, hvem der var her.

Vi efterlader spor fra os over det hele på skolen, så alle ved, at vi gik der.

Vi er 27 elever med en fælles fremtid!

Nykøbing er vores næste mål, og nu vil vi brænde politistationen ned. Vi marcherer hen over broen. Vi går midt på vejen, så bilerne hverken kan komme den ene eller den anden vej. Falsters og Lollands hurtigteste forbindelse til hinanden, hvis man bor i nærheden af broen og ikke tunnelen.

Vi går ned ad havnen og forbi Havnepalæet.

Vi ignorer Eurospar og går mod vores mål.

Vi vader ind på politistationen og vælter borde og stole, computerne ryger ned på gulvet. Vi marcherer hen over skårene på bare tæer, og vi viser dem, hvem der er den nye fremmedhær.

Vi kaster med deres papirarbejde, og vi sætter ild til deres biler, der står UD på dem med rødt.

Vi hænger vores flag ud af vinduerne, så hele Nykøbing kan se, hvem som skal være Danmarks nye regering. ”We are the champions!” skråler vi med på Queen.

Vi invaderer de andre skoler i Nykøbing, og vi smider alle ud af klasserne. Vi binder alle lærerne sammen i en lang række og trækker dem med os rundt, så vi har en lærerkæde.

De råber, at de vil ringe til politiet, men vi griner bare hånligt af dem.

Vi kommer ind i Strøby med stil. Vi kommer med trommer og flag, og vi giver ikke op før, vi har vundet. Vi overtager Strøby kirke og resten af sognet, til vi har overtaget hele byen.

Stevns Kommunes borgmester kommer til Strøby kirke, og vi demonstrer foran ham med vores flag og skilte. ”Vælt regeringen,” råber vi. ”Vælt regeringen! For vi er UD!”

68

En gammel, hvid Audi kommer kørende imod os og stopper. Vi vil spærre for al trafik, så ingen kan komme forbi os.

Chaufføren kommer ud, og det er vores historielærer. Han har jagtet os rundt, og dette her er hans endestation.

Vi kaster med skilte efter ham. Byens navn står på skiltene, og hvor langt der er til Hårlev. Vi er Guds krigere, og vi kan rive træerne op med rødderne.

Kirken skal rives ned og laves om til vores tempel, og vi maler kirken indeni og udenpå. Vi skriver UD over det hele på kirken og gravstenene. Selv kirkemuren tager vi med.

Vi går op i kirketårnet og rappeller ned ad muren og sætter beskidte fodaftryk. Ødelægger kirkeklokken og spiller på orglet indenfor.

Låser døren indefra, så ingen kan komme ind og forstyrre vores protest.

Vi er rigtige protestanter! ”I am so happy,” skråler vi, mens vi brænder altertavlen til aske samt Jesus på korset.

Vi gør honnør til hinanden. Vi har ingen leder. Vi smadrer kirkens bænke til pindebrænde med økser og mukkerter.

Vi tænder ild til alt og går ud på kirkegården. To af os kaster en benzindunk og gasflaske ind og løber, før ilden tager fat.

Et eksplosivt brag, mens vi går og demonstrer videre mod historie og ordet UdkantsDanmark.

Vi erobrer Græshoppebroen, og vi demonstrerer på både Enø og i Karrebæksminde, vifter med vores flag og spærrer for al trafik. Vi råber at Udkantsdanmark er et diskriminerende ord for dem, som bor på Lolland og Falster.

Ja, det hedder Lolland og Falster. Ikke Lolland-Falster, som de alle sammen tror deroppe mod nord.

Vi er to øer for sig selv, ligesom der også er forskel på Karrebæksminde og Enø. Vi siger ligesom heller ikke Sjælland-Enø eller Jylland-Fyn, men Sjælland og Enø og Jylland og Fyn. Vi hopper rundt og skriger og råber, at politikerne på Christiansborg ikke ved en skid om os.

Vi råber op om den skolereform, som vi har fået kastet i nakken, råber, at det ikke er retfærdigt, at vi ikke kan komme på skolerejse på grund af lærernes forberedelsestid. Politikerne kommer til at fortryde, at vi ikke kan komme af sted. Så kan vi ikke forbedre vores engelsk eller tysk.

69

Vi sætter os på broen, hverken biler eller skibe kan komme forbi.

Nogle af os har bundet sig fast til en stolpe, og resten af os har limet sig fast på asfalten.

De vil snart skrive om os i historiebøgerne. De vil rejse et mindesmærke til ære for os, som kæmpede for vores sag. De vil lave et tempel til os, som startede det hele.

27 statuer, 27 templer, flere tusinde historiebøger om os og 27 12taller i historie og samfundsfag.

Vi får verdens bedste stenhuggere til at udhugge vores ansigter i Møns Klint. Det er Danmarks svar på Mount Rushmore.

Det er Mount UD. Vi river trappen ned, og vi klatrer op ad klinten. Kaster med kridt efter folk, som prøver på at komme ned til vores monument.

Vi går mod Geocenteret og saboterer den nye dinosaurudstilling.

Vi er ligeglade med historien, tiden før OS! Vi er historien!

Vi smadrer alt, vi kommer i nærheden af, og vi kaster vagterne ned ad klinten. Vi løber ud, og der sprænger en bombe.

Vi har leget med lærerkemikalierne i fysik-kemi, da vi skulle lære noget om carboxyl- og aminsyre.

Vi henretter stenhuggerne, da de er færdige med vores ansigter, og vi beundrer os selv.

USA er ikke det eneste land med hoveder i relief på en væg.

Vi kommer forbi forsvaret tanks og Politiet med tåregas. Vi er i København, vi spiller søde, artige skoleelever og kommer forbi.

Der sprænger en bombe ved Nationalmuseet og en ved Christiansborg.

Vi løber ind i Folketinget. De er der alle sammen. De sidder inde i den store sal, og de klamrer sig til hinanden.

Vi ødelægger alt på vores vej, og vi går på bordene og indtager vores retmæssige plads her. Vi kører den nye stil. ”P! Du skal ikke være dommer!” råber vi.

Vi vil sejle politikerne over til en dansk ø, som skal være Danmarks nye statsfængsel. Det skal være Læsø.

Alle fanger skal sejles dertil med færge, og der er ingen, der kan komme hjem.

Den danske regering har erklæret UD krig, da ordet Udkantsdanmark blev taget i brug i Folketingssalen, og da det blev taget op til overvejelse, om atomaffaldet skal graves ned på Lolland.

70

Vi fra UD, kræver retfærdighed og respekt for sukkerroerne. Behold jeres …. …. … …. …. … … … ………………….. atomaffald i Ringsted, og grav det ned i Tyskland. Brug statens penge, eller tag et lån! Hallo! Er I virkelige så … …. … … … … …. … … … … …. …. …. .. . i Folketinget.

Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke ved ingenting om sukkeroer, og hvor meget arbejdsløshed, det vil give, hvis de skaffer sukkeroerne af vejen og erstatter dem med sukkerør. Vi lever af sukkeroer!

Vi vil af med ordet Udkantsdanmark, og politikerne kan få lov til at kysse vores fødder, når vi er færdige med at overtage Danmark.

Vi er den kommende regering af Danmark.

Vi er fremtiden.

Vi er UD. Vi opretter de nye love, og vi laver skolereformen om. Vi kræver templer, statuer og historiebøger om os.

Vi er fucking UD! Vi bygger os en tømmerflådehær i Gedser, og vi sejler over hen over Østersøen. Vi vil til Tyskland og generobre Slesvig, Holstein og Lauenborg. Vi vil tage det tilbage, som hører til Danmark, og ingen skal slette vores spor.

Vi er historien! Vi har magten!

Bølgerne gør os ikke søsyge, for vi er krigere. Vi er stærkere end Herkules, og vi vil få mere magt end Gud. Vi er verdenskendte i nyhederne, og udlændinge tror, at vi er Greenpeace.

Vi er UD! Vi ser en færge i nærheden, som sejler hen imod os. Vi kaprer den og sejler videre mod Tyskland.

Vi sejler færgen helt ind på land, og vi gør en stor entré.

Bilerne dytter af os, og vi hopper ned på den tyske jord og demonstrerer, at vi skal have alt tilbage, som vi havde i vikingetiden.

Den tyske regering tror ikke på vores store magt, men vi vil vise dem, hvem der har magten.

Vi erobrer Rostock med lethed. Vi tager først harmonikabusserne og så sporvognene.

Vi kan ene mand erobre en gade, og beboerne bukker under og gør ikke oprør imod os.

Vi har Rostock. Vi vil snart have resten af Tyskland.

Vi stopper aldrig, vi er oprørere fra Lolland og Falster.

71

Min succesfulde mand Jeg var lige kommet hjem fra skole. Mine forældre sad i køkkenet, som om de ventede på mig, men de snakkede med en mand, der var dobbelt så stor som min far. Han havde mørke solbriller på og et sort jakkesæt. Han havde en høresnegl i øret, og ved siden af ham på gulvet var der en sort kuffert, som han smækkede op på bordet. Han lagde samtlige papirer, som mine forældre havde overrakt ham, ned i den. Så lukkede han kufferten og gav mine forældre et fast håndtryk.

De fulgte med ham ind i stuen, hvor der åbenbart sad nogen, lige pludselig hørte jeg en ung mandestemme sige: ”Er det jeres datter?” ”Ja,” sagde far, ”det er Clarissa.” ”Billedet blev taget for to år siden,” sagde mor.

Jeg blev en smule mistænksom og gik tættere på. Jeg kunne se, manden havde sort hår og sort læderjakke, men jeg kunne ikke se hans ansigt. Han sad i lænestolen med ryggen til. ”Hvor gammel er hun?” spurgte han interesseret. ”Hun er lige fyldt seksten. Hun er ikke orienteret om det her.” ”Hun ved ingenting endnu,” forsikrede far. ”Hvad ved jeg ikke?!” spurgte jeg, og mor og far stivnede. ”Clarissa,” sagde mor med et akavet smil, ”hvornår er du kommet hjem?” ”For et stykke tid siden.”

Jeg stod i døren til stuen og lagde armene over kors. ”Har I spillet på væddeløbsheste igen? Helt ærligt, mor og far, aftalte vi ikke, at I skulle stoppe med at spille om penge?” ”Vi har ikke spillet om penge!” sagde far. ”Hvad så?”

Der var noget galt. Mor puffede diskret til far, men far nægtede at sige det til mig. ”V-vi har,” stammede far, ”forlovet dig til USA’s …” ”Jason Hanks!” sagde de i kor.

Manden rejste sig fra lænestolen og vendte sig mod mig. Mit hjerte bankede hurtigt, og blodet skød op i mine kinder. Manden eller drengen var ikke meget ældre end mig, han så virkelig veltrænet og smuk ud. Han var simpelthen så smuk.

Jeg blev ved med at stirre på ham, som om han var den eneste i stuen. Jeg kunne nærmest se rosenblade svæve i baggrunden, og hans ansigt glimtede som stjerner. Jeg stod bare der og smilede. Jeg kunne ikke forstå, at en dreng kunne være smukkere end en pige. ”Hun er sød, når hun rødmer,” sagde han og omfavnede mig. ”Jeg glæder mig til i næste uge.”

72

Så gik han sin vej. ”Farvel, hr. Hanks,” sagde mine forældre.

Min mor vinkede en hånd foran mine øjne, og jeg blinkede adskillige gange. ”Hun nægtede ikke noget,” sagde mor til far. ”Måske kan hun allerede lide ham.” ”Mor og far,” udbrød jeg, ”hvad er det, der sker?! ”Det er for dit eget bedste,” sagde mor. ”Mit eget bedste?” sagde jeg. ”Jeg er lige fyldt 16!” ”Alle elsker ham,” forsikrede far mig, ”for han er nemlig …” ”USA’s Jason Hanks!” sagde de igen i kor.

Jeg satte mig i lænestolen, hvor han havde siddet. Den lugtede af citroner. ”Hvem fanden er Jason Hanks? Hvad er det, I laver?” ”K-kender du ikke Jason Hanks?” spurgte mor og kiggede underligt på far. ”Han er skuespiller,” svarede far, ”og sanger, forretningsmand, sangskriver, producer, manuskriptforfatter og meget rig.” ”Er det ikke lidt for mange ting at være?” spurgte jeg.

Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen. Mine forældre var allerede gået i gang med bryllupsforberedelserne og ringede i timerne, om jeg ville have det ene eller det andet. Mor ville have brudepiger, far ville følge mig op ad kirkegulvet.

Jeg sad og skrev af efter min veninde Heavens notater fra matematik, da inspektøren kaldte mig op på sit kontor.

Jeg var nødt til at forklare ham min situation, at jeg var blevet forlovet væk, og så blev jeg sendt hen til skolepsykologens kontor.

Hun troede på mig, heldigvis, men jeg vidste ikke, om Heaven ville tro på mig. ”Vil du fortælle mig det nu?” spurgte Heaven. Jeg ignorerede hende og skrev videre efter hendes notater. ”Kom nu,” bad hun som et lille barn. ”Kom nu. Kom nu. Kom nu!” ”Fint!” Jeg lagde blyanten fra mig. ”Jeg skal giftes.” ”GIFTES?!” udbrød hun, så alle i kantinen kunne høre hende.

Folk kiggede hen imod os. ”Hvis du råber op igen, så kommer du ikke med til brylluppet.” ”Okay, okay,” svarede hun. ”Men med hvem?” ”Jason Hanks,” mumlede jeg, og hendes øjne blev større end de allerede var, og hun havde åben mund. ”USA’S JASON HANKS!” 73

Hvad kunne jeg egentlig sige om Heaven? Hun havde måske lidt for store, blå øjne, buttede kinder, og hun prøvede altid at skille sig ud på en eller anden måde, fx hun havde taget et par forskellige sokker på. Den ene var sort med blå striber, og den anden var med pink og sorte striber. Hendes nederdel var overdrevet med pink, mørkeblå og sort tyl, og så var der hendes tanktop med blå og pink striber. Hun havde et par sorte handsker på, fingerspidserne var klippet af, og hun havde farvet sit hår sort. ”Nu kommer du ikke med til brylluppet,” sagde jeg til hende. ”Hvorfor ikke?” ”Du kunne have ladet være med at råbe op.” ”Hvor er du streng.” ”Nej, jeg er ej.” ”Sig det til din succesfulde mand,” sagde hun og kiggede hen over mig.

Jeg vendte mig og så Jason Hanks komme ind i kantinen. Han kiggede efter nogen. Det var garanteret mig. Jeg tog notehæftet op foran ansigtet.

Jeg er her ikke,” hviskede jeg til Heaven. ”Hey, Jason!” råbte hun og vinkede med armen, ”hun sidder her!” ”Nej, nej, nej!” sagde jeg og smed hæftet fra mig og holdt hende for munden, ”du bliver inviteret med til brylluppet!”

Jeg fjernede hånden, og hun fik julelys i sine blå øjne. ”Virkelig?” spurgte hun. ”Virkelig!” ”Virkelig, virkelig?” fortsatte hun. Hun var nærmest som æslet fra Shrek. ”Virkelig, virkelig!” ”Virkelig, virkelig, virkelig?” blev hun ved. Jeg kunne mærke vreden og fór op fra min plads og kiggede aggressivt på hende. ”Hvor mange gange vil du have virkelig?” sagde jeg højt. ”Der var du, Clarissa!” lød Jasons stemme bag mig, og jeg satte mig straks ned igen. Det var så ydmygende og pinligt. ”Jeg har ledt efter dig.”

Han satte sig ved siden af mig og lagde en arm rundt om mine skuldre og trak mig tættere ind til sig. ”Du må være Heaven?” sagde Jason og kiggede på hende. Hun smilede forlegent og kiggede underligt på mig. Han lugtede stadig af citron. ”Det er mig,” svarede hun sukkersødt og slog til sit hår. ”Clarissas forældre har fortalt mig meget om dig,” sagde han.

74

I det samme hvinede højttalerne: ”Clarissa Grey til inspektørens kontor.” Sekretærens stemme kunne høres i hele kantinen. ”Og Jason Hanks.”

Jeg kunne føle alles blikke bore sig ind i mig, og jeg var ved at blive skør af det. Det var anden gang, jeg blev kaldt ind til inspektøren. ”Mor! Far!” udbrød jeg, da jeg åbnede døren til kontoret.

De kiggede på mig. ”Jason!” udbrød de og trak ham hen til inspektøren. ”Fortæl den gode, rare inspektør, at du skal giftes med Clarissa i overmorgen.”

Jason kiggede på navneskiltet foran inspektøren. ”Hr. Philips,” sagde Jason med et myndigt smil, ”det blev annonceret i sidste uge, at jeg skal giftes med Clarissa, fordi jeg har haft godt øje til hende, eller det har min butler haft.”

Han satte sig på stolen, og manden med kufferten fra i sidste uge kom ind med kufferten. Han åbnede den og gav Jason Hanks de vigtige papirer, som mine forældre havde skrevet under på. ”Clarissa var ikke orienteret, da hendes forældre skrev under, så hun er nok meget imod ægteskabet, men så længe, hun er lykkelig, er jeg villig til at gøre alt for hende.”

Jeg kiggede ned i jorden og legede med mine fingre, de var blevet helt svedige. ”Jeg er ikke meget for det,” sagde inspektøren. ”Jeg kan ikke lide, at mine elever indgår arrangerede ægteskaber. Og jeg tror ikke, at de ville kunne koncentrere sig, hvis der render journalister eller paparazzier rundt på skolens område.” ”Det har jeg allerede ordnet,” sagde Jason, ”samt et donationsbeløb til skolen, indtil Clarissa ikke går her mere, så et donationsbeløb på 500.000 dollars om måneden vil løbe op i …”

Han tav og kiggede på inspektøren med et smigrende blik. ”6 mio. om året.” ”12 mio. på to år!” udbrød inspektøren, ”tillykke med Deres forlovelse, hr. Hanks.”

Inspektøren rejste sig op og gav Jason hånden. Mor og far sang og dansede rundt i kontoret.

Jeg kunne ikke fatte, hvad der skete inden i mig. Jeg kunne bare ikke lade være med at smile, og det lagde Jason mærke til. Han gik hen til mig, han stod helt tæt op ad på mig. Jeg kiggede op, og han kyssede mig blidt på panden.

Jeg havde en underlig følelse indeni, og jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham, efter at han havde kysset mig. Jeg havde aldrig haft den følelse før.

75

”Min datter skal virkelig giftes!” sagde min mor.

Far rømmede sig, og mor himlede med øjnene. ”Vores!” ”Mor,” sagde jeg, ”hvor er udgangen?” ”Udgangen,” gentog mor. ”Den er … Næh nej, du får ikke lov til at stikke af.” ”Som om jeg kan i de her,” sagde jeg og løftede lidt op kjolen. De hvide, højhælede sko, som hun havde valgt til kjolen, jeg havde kun haft en dag til at gå dem til, jeg ville helt sikkert få vabler.

Min kjole var stropløs og lang. Der var hvide perler, der gik tværs hen over den øverste del, og der var hvide roser i tre forskellige størrelser på min venstre side. Den skulle snøres på ryggen, som et korset. Den nederste del af selve kjolen havde et slæb af silke. Jeg kunne virkelig godt lide den kjole.

Mit hår var sat op i en knold, mens noget af mit hår hang i små totter. Der var slør, som var sat på med et diadem, som jeg ikke vidste, hvor kom fra. ”Du ser så smuk ud,” sagde mor med et smil. ”Vi håber, at du bliver lykkelig.”

Her stod jeg i en kirke i nærheden af et femstjernet hotel, som mine forældre havde bestilt med hjælp fra Jason. Udenfor holdt en sort, skinnende limousine og ventede på Jason og mig, når vi var blevet gift.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over, at jeg virkelig skulle giftes med Jason, men jeg gemte smilet for mine forældre. De skulle nødigt tro, at jeg var blevet forelsket i ham.

Mor kiggede på fars ur og gispede. Hun skyndte sig ind i kirken, og jeg vidste, at det var tid.

Far tilbød mig sin arm, jeg klamrede mig til ham. Jeg havde sommerfugle i maven og var meganervøs. Hvad hvis jeg gjorde noget forkert? Hvad hvis jeg nu kom til at sige nej eller faldt over mine egne fødder på vej op ad kirkegulvet? ”Klar?” spurgte far, og jeg nikkede stille.

Dørene blev åbnet af kirketjeneren, og folk rejste sig op fra deres pladser.

Jeg så Jason i en velsiddende smoking, og jeg kunne ikke lade være med at rødme. Han så virkelig godt ud, selvom han lignede en pige.

Der blev spillet på orglet. Jeg kunne se min familie på den ene side og kamerafolk og journalister på den anden side sammen med nogle fra Jasons familie.

76

Før jeg vidste af det, var jeg nået op ad gulvet. Jason tog imod mig og gik resten af vejen med mig. Hele vejen op til alteret. Præsten begyndte at snakke, bagefter sang hele kirken, efter det kom vielsen og til sidst ringudvekslingen.

Jason gav mig elegant ringen på, mine hænder rystede så meget, at jeg var ved at tabe hans ring. Heldigvis tabte jeg den ikke, og ringen gled perfekt ned over hans finger. ”Du må gerne kysse bruden,” sagde præsten.

Jeg kneb øjnene sammen, og jeg kunne mærke Jasons bløde læber mod mine. Det var et meget kærligt kys.

Alle jublede og klappede. Folk kastede ris over os, og pludselig løb vi begge to hånd i hånd ned ad trapperne. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og jeg lagde mærke til, at Jason også grinte.

Vi satte os hurtigt ind i limousinen, og jeg kunne næsten ikke stoppe med at smile. Jeg kiggede over mod Jason, som sad med krydsede ben og armene over kors. Hans ansigtsudtryk så anderledes ud end i kirken. Han virkede helt kold. ”Jeg ved,” sagde han, ”at dine forældre nyder at se dig gift.” ”De er mine forældre, de elsker mig lige meget hvad.” ”Så meget, at de solgte dig til mig.” ”Hvad?” ”Du hørte det godt,” svarede han. ”De har solgt dig til mig.” ”Det er løgn!” ”Er det?” sagde Jason og tog et stykke papir frem.

Jeg læste kontrakten igennem to gange. Det måtte være en forfalskning. Det måtte det simpelthen, men jeg genkendte min mors og fars håndskrift. ”Tænk,” sagde jeg grædende, ”at jeg fik følelser for dig.” ”Hvad sagde du?”

Jeg havde lyst til at slå ham. ”Tænk, at jeg fik følelser for dig!” Jeg råbte ham ind i ansigtet ”Stop,” sagde Jason, og chaufføren kørte ind til siden. ”Hvornår?

Hvornår fik du følelser for mig?” ”Hvad rager det dig? Det kan være lige meget nu. Du kan være ligeglad med mine følelser. Du elsker mig ikke engang.” ”Sig det nu! Hvornår fik du de følelser?”

Jeg lagde mig ind over ham og tudede. ”Siden jeg så dig for første gang!”

Jeg kiggede op på Jason. Han græd! ’Jeg elsker dig’, havde jeg lyst til at sige, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

77

78

Stine Kielstrup To tekster med veninder, tre med søstre

79

80

Det lyder, som om Johan sluger ordene, når han snakker. Nogle gange kurrer han som en due.

Krøllerne og de gyldne øjne er det smukkeste ved Johan.

Han spiller fodbold. Går i idrætsklassen og er derfor god til det.

Han er bedre til matematik, end han er til tysk. Men ikke ligeså god til matematik som til idræt.

Han sender tomme blikke til alle piger i bussen. Og onde blikke til alle par i bussen. Som havde han en aftale med alle bussens piger.

Johan er altid på Facebook. Stalker og liker. Træner sin krop til fodbold i Herlufmagle træningscenter.

Johan har mange søskende. De har alle sammen krøller, men ingen andre har de gyldne øjne.

Han smiler på alle familiebillederne iført en sweater med svenskermønster. En perfekt familie bag glas og i ramme.

Katrine sidder på trappen ned til kælderen og græder. Siger, at ingen forstår hende, at ingen kan se bag hendes maske.

Stine gør, hvad hun kan. Holder om Katrine, henter papir og fortæller hendes venner, at hun er okay. ”Det hele brød bare lige pludselig sammen,” siger Stine. Katrine er også så skrøbelig. Dumper sit yndlingsfag, fordi hun er stresset.

Stine tørrer Katrines tårer bort og fortæller, at hun skal være sig selv. Det er slut med at gemme sig.

Negleroden generer Amalie. Hun mangler sin stressbold. Kan ikke abstrahere fra den blafrende kødflap.

De andre synes, det er ulækkert, men Stine forstår.

Hun får selv lyst til at lukke sine tænder om Amalies kødflap og bide til. Hive den af. Den er jo alligevel ikke en del af kroppen, når den først sidder løst.

Jackie brækker sig og Stine tørrer op. Det ligner tynd havregrød.

Stine får lyst til at slikke det op med tungen.

Plaat og Mads har haft et ”on and off” forhold siden sidste sommer.

Hun fortjener bedre, mener Stine. Men Stine fortæller Plaat, at hun godt kan forstå, at Plaat har brug for ham. At hun har brug for nogen.

Han er ellers ikke så interessant. Lille, bred og fed.

Stine var i bunden af Truntens pyramide. Men hvor er Trunten i dag?

81

Hendes hænder arbejder skiftevis med statusser på Facebook, pengehåndtering bag kassen og med kærestens penis. Stine håber kæresten er klar over, hvem Trunten egentlig er.

Stine smiler ad Trunten og lægger varerne op på båndet. Den røde hue på Stines hoved.

Plaat og Stine stirrer ud over balkonen.

Fjerde modul, matematik, integralregning, substitution ved sammensat funktion. ”Ville du græde, hvis jeg døde i morgen?” spørger Stine. Plaat griner. Svarer ”ja,” mens hun blinker med øjnene. Det er Stine glad for.

Maria siger, at Johan glor på alt med patter og puls.

Specielt efter hende, når hun er oppe og træne. Han forfølger hende ligefrem rundt i træningscenteret. Lægger sig så tæt på hendes mor, at hans krøller kilder hende i røven, når hun laver gulvøvelser.

Stine knuger sin venstre hånd med den højre. Hvilende i sit skød.

Hører Johans stemme læse de tyske verber højt for klassen. Forsøger ikke at stirre efter ham.

Vægten fra de nye øreringe får hendes øreflipper til at hænge, og den hvide sommerkjole får hendes skød til at ligne en stor pude.

Vil Johan hvile sit hoved? Sove lidt hos Stine?

Line og Stine sidder alene på caféen. Venter på deres milkshakes.

Dørene åbner, lukker, og Stine er bange for, at de andre kommer.

Line smiler, fortæller endnu en dårlig joke og en spændende historie. De er fortrolige på en uforklarlig måde. ”Vi burde tage i byen sammen, rejse til syden til sommer, tage i biografen, bare os to,” siger Line.

Det giver sådan et sjovt ekko, når Stine snakker med hovedet i toilettet.

Stine husker brækfornemmelsen. Hun kan ikke få det op. Nyser, hoster, spytter. Det sidder i halsen i flere minutter. Hendes sjusser står klar i bruseren.

De sidder i biografen. Bloch og Stine. Spreder benene provokerende meget for den tomme sal. En protest mod Stines far.

82

Stine har tit tænkt på, at Louise er Katrines modsætning. Ikke kun fordi Louise villigt pudser næse i store forsamlinger, men fordi Louise altid går med rullekrave.

Katrine trækker knæene op under hagen og fletter fingrene om skinnebenet. Hun har flotte bryster.

Louise og Katrine kan ikke lide hinanden. Stine ved det. Det er måden, de taler til hinanden på, måden, de taler om hinanden på.

Slynger undskyldende anklager ud. Og Stine får ondt i maven.

Plaat kan blive ingeniør uanset, hvad hendes gennemsnit siger. Man skal ikke lytte efter den dårlige omtale, siger Stine, og Plaat blinker langsomt tre lange.

Stine tror, at hendes nylonstrømper er løbet, men kan ikke se efter i mørket.

Bloch siger, at folk siger, at Louise er gået ud.

Stine er så træt af de lange næser.

Hendes kolde hånd mod sit lår. Nylonstrømperne er helt sikkert løbet.

Katrine elsker majonæsemadder med to slags hakkede løg. ”Skal jeg lave en majomad til dig?” spørger Stine.

Katrine kommer til at grine. Et kort sekund ser hun et smil. Det er ikke så tit, man ser Katrine smile.

Mor Grethe døde under Katrines fødsel, faktisk under den sidste presseve. Mens Katrine lå ved udgangen af mor Grethes kødfulde underliv, havde lægerne så travlt med at genoplive mor Grethe, at de glemte at klippe navlestrengen.

Far Flemming nægtede at røre Katrine. Det var jo hendes skyld, at mor Grethe døde. Og derfor lå hun der alene i sin vugge det første lange stykke tid.

Det er søsterens skyld, at Katrine ikke blev retarderet. Hver aften efter far Flemming var gået i seng, hver dag inden far Flemming kom hjem fra arbejde, sneg søsteren sig ind og sang for Katrine i hendes vugge.

Hendes fantastiske søster reddede hendes liv. Hendes fantastiske søster læser i dag medicin på piller. Kan ikke overskue lektierne.

Katrine pudser endnu engang næse. Åbner papiret, og Stine kan lige ane det næsten flydende snot på det grålige toiletpapir. Krøller papiret sammen. Snottet presses ud af folderne, det løber ned ad hånden og lægger sig mellem fingrene.

83

Katrine begynder at græde, og Stine begynder at græde. Knuger hinanden tæt. Stine tager snotpapiret ud af Katrines hånd. Snottet klistrer. Stine kysser Katrines pande og kaster papiret ned ad trappen. ”Jeg kommer ikke i aften. Kaster op hvert kvarter. Vi må feste sammen til din fødselsdag i stedet!” ”Det er aflyst i aften.” ”Hvorfor?” ”Jeg tror, at vi er ved at slå op, skriver senere.” ”Katrine, du ringer, hvis du har brug for noget!”

Katrine svarer aldrig. Øjenkontakt i bussen.

Stines stoppested. Rejser sig. Går ned igennem gangen, men stopper ved Johans sæde. ”Du må altså godt hilse på mig, ved du vel?”

Han rødmer. Kigger rundt i bussen. ”Hvad?”

Stine stiger af, og dørene lukker.

Tag solbrillerne på, tænker Stine. Skubber til Plaat, og hun blinker en million gange som svar. Så flabet. Det har hun altid været. ”Kom nu, venner,” siger Bibbi.

Hendes lille topmave, korte krøllede hår og opadvendte mundvige, får hende altid til at se så nuttet ud. En nuttet matematiklærer.

Stine savner sommer. Stirrer længselsfuldt ud af vinduet.

Topkarakter-Trine kan ikke se, hvad der står på tavlen. Beder Bibbi om at trække gardiner for.

Bibbi var sikkert lækker, da hun var ung. Nu er hun bare nuttet, smuk på en besynderlig måde.

Tolvtals-Trines ansigt er ikke noget at skrive hjem om.

Plaats solbriller sidder stadig på hendes hoved. Stine stjæler dem.

Amalie strækker sig. Læner ryggen ud over stolens kant, spreder fingrene og vrider hovedet rundt. Klar til at kaste sig bagover i en flik.

Stine skriver: #Maja#Chokolade#boksershorts#disneyfilm.

Slukker computeren. Mavepinen er kommet igen. Det gør den hver gang, det går op for Stine, at hun er alene og altid har været det.

Stine skrev beskeden for en halv time siden, men har ikke trykket send. Læser den igen og igen.

84

Stine vil så gerne være med, når de bagtaler. Hun vil være en del af deres gruppe, men får ondt i maven, når de snakker grimt.

Stine står foran spejlet i mors soveværelse. Svinger kjolen med udstrakte arme.

Det er ikke vigtigt, at vi matcher til galla, lyver Katrine. Men måske burde vi få Johan til at stå mellem os.

Stine drejer og ler.

Plaat vil være ingeniør ligesom sin bror. Hun er ikke et geni til matematik, men det er lige meget, siger hun.

Hendes hår er farvet lyst, selvom den blonde farve ødelagde hendes hår på efterskolen. Det tænker Stine på, mens de sidder der.

Hun dagdrømmer om sidste fredags vilde aften. En svag erindring. Mens Plaat sender billeder over snapchat. De handler oftest om, hvor forfærdeligt hendes liv er, med mindre hun drikker strawberry daiquiri. Læberne formet i en tiltagende trutmund.

Stine tænker tit på, om Plaat overhovedet kan lide hende.

Sådan har hun det med alle sine venner. Men hun har aldrig spurgt efter sandheden. Hun vil ikke kende den. Hvad nu, hvis Stine kun er sig selv?

Johan piller næse. Graver godt i grotten og nyder et slimet måltid. De andre piger har fortalt, hvor klamt det er.

Han står altid og læner sig ud over balkonen eller op ad væggen.

Spiller fodbold i matematikpauserne. Hopper rundt som en otteårig og tager gerne strafstrækkerne, når Bo mener, at han har tabt.

Johan har kun haft en enkelt kæreste, men man ser aldrig Johan gå rundt i byen uden en pige ved sin side.

Hans smil er så nervøst. Det samme er hans latter. Den kommer aldrig rigtig ud af kroppen, men sidder bare og runger i halsen. En nervøs latter. ”Hvordan kan du være venner med så mange små mennesker?” spørger Caroline og vender øjne. ”Det er jo ikke noget, jeg selv har valgt,” svarer Stine.

85

Bagerens fede datter skraber glasurkanten af udstillingskagerne. Hun bærer altid rundt på en papirpose fyldt med alle de brændte rester. ”Han ville jo bare smide dem ud,” siger hun altid forsvarende. Så går hun der, efter os andre, og fylder sine kinder ud med tørre og halvsorte kager, så hendes allerede runde kinder svulmer op til dobbeltstørrelse.

Vi er alle misundelige på bagerens datter, specielt Lille Lise kigger efter den brune papirpose med store sultne øjne. Hun snakker ikke om andet, når bagerens datter ikke er der. ”Det er altså ikke fair, at hun ikke deler.” Nogle gange bliver Malene Mand nødt til at slå hende hårdt på skulderen for at få hende til at holde kæft. Lille Lise tænker ikke på andet end mad, men hun får selvfølgelig heller ikke andet end bank derhjemme.

Vi får alle sammen bank der hjemme. Specielt Karen Maren. Men hendes far er også sindssyg. Karen Maren er sej, hun har engang været med til at hive en kalv ud af dens mor. Der var blod overalt, og Karen fik det både på tøjet og i håret. Kalven blev Karen Marens.

Hun døbte den Maren efter sig selv. Samme efterår blev Maren sendt til slagteren. Nu er Karen vegetar.

Det er Sara også. Hun kalder os mordere, hver gang vi spiser vores spegepølsemadder. Selv sidder hun altid og gnasker gulerødder, til vi bliver sindssyge. Til sidst må Malene Mand slå Sara på skulderen, så hun bider sig selv i tungen, så vi kan få madro til at spise vores spegepølsemadder.

Malene Mand har bakkenbarter.

Sorte Camilla har hår under armene. Nogle gange, når vi keder os, sætter Malene Mand sig oven på Sorte Camilla, og så fletter vi dem.

Hun stritter altid så voldsomt meget imod. Vi andre kan ikke forstå, hvorfor hun ikke fjerner det.

86

1 De fniser, de hviner, de griner. De fniser, hviner, griner. De fniser, de hviner, de griner og danser. De fniser, hviner, griner og danser. De fniser, de hviner, de griner, de danser, de drikker. Fniser, hviner, griner, danser, drikker. En slurk, to slurke, tre slurke. De fniser og danser længe. Falder udmattet sammen i sofaen, men de har det godt.

Det føles godt, det snurrer. Det er værst, når de lukker øjnene, for så kan de rigtig mærke, hvordan det hele drejer. Det snurrer. En fniser besværet. En anden griner over den første, og en tredje begynder at danse igen. Mor og far sidder inde i stuen og ryster smilende på deres hoveder. Søstrene er ligeglade. De danser, de fniser, de hviner, de drejer og drejer og drejer og drejer. Musikken skrues op, det er snart morgen. Solen vil snart titte frem bag bakkerne. Men søstrene er ligeglade. De danser og snurrer. Lukker øjnene og drejer og drejer og drejer og drejer. De falder sammen på gulvet og kan mærke, hvordan deres åndedræt følges ad. Musikken får gulvet til at vibrere. Det kilder. De har det godt. De er sammen. De har fået lov til at låne krystalglassene. Søstrene løfter glassene op i lyset fra loftlampen.

Lyset får den røde væske til at kaste et slikkende varmt lys ud på bordet og mod panderne. De holder deres glas der. Betragter den væske, som får deres kroppe til at snurre. Betragter hinanden og smiler. Så skåler de og tager en slurk. De lukker øjnene og drikker ud. Det snurrer, det drejer, de drejer, de snurrer, de synger, de skråler, de hviner og smiler. De kender hinanden. De smiler. De griner og smiler og smiler og smiler. Smukke piger smiler. Smilende piger er de smukkeste. Glade piger er de smukkeste. Grinende piger er smilende og glade. Søstrene griner, smiler, hviner, fniser, synger, danser, drikker. Drikker den røde væske. Alting drejer. Et shot, to shot, tre shot. En slurk, to slurke, tre slurke. Det snurrer. De snurrer.

Kroppene drejer, rummet drejer. Alt drejer. Det kilder, de smiler.

87

2 Søstrene sidder om den gamle eg. De farvede blade skaber et tag.

Solens stråler reflekteres i alle rødlige nuancer. Med baghovederne hvilende mod den grove bark ser de, hvordan bladene daler ned mod jorden som små lys. Søstrene fortsætter ind i skoven. Alle iført gummistøvler og sidste års vinterjakker. De vil blive beskidte. Det ved de fra sidste års jagt. De samler altid sammen i den samme skov.

De går på en række. Den forreste sparker til skovbunden, så de mange blade hvirvler op til de dalende. Resten af søstrene løber hvinende ind i virvaret. De griner og fortsætter med at sparke. De skriger hinandens navne ud i efterårsvinden. Det er, som om deres iver får vinden til at cirkulere omkring dem. Brat stopper de. Vinden forsvinder, og de føler solens stråler varme deres hueklædte hoveder.

Det er som magi, hvisker en, og de andre nikker. Så hiver de op i gummistøvlerne og sætter sig på hug, hver med en kurv ved deres side. Forsigtigt fjerner de nu skovbundens tæppe. Med trænet blik søger de hen over den nøgne jord. Er der noget, de kan bruge?

Agernskaller, bøgeblade, bark, svampe fra jorden og mos fra de levende stubbe. Når de kommer hjem, skal skattene tørres i mors nylonstrømper, de skal ligge der og tørre ind til rynkede portrætter.

De skal være klar til jul. Svampene kommer i den røde skotøjsæske.

Bøgebladene og agernskallerne kommer i de rødstribede nylonstrømper, barken kommer i de gamle kagedåser, så der ikke kradses hul på den fine nylon. Til sidst puttes mos i de grønne strømper. De grønne strømper var fasters. Hun hang dem altid bagerst i sit kjoleskab. Hun kiggede jævnligt til dem. Skabet lugtede af våde strømper, men faster var ligeglad.

88

3 Rummet er mørklagt. Søstrene sidder i en cirkel. Holder hinanden i hænderne. I centrum står et stearinlys, så stort, at den mindste ikke kan bære det. En af søstrene rejser sig og begynder at synge. Hun har gået til sang, siden hun var lille, så de andre lytter. Lyset kaster masker over deres ansigter. De andre piger rejser sig og synger med.

Deres ansigter sluges af mørket. Den mindste sidder stadig. Hun må ikke rejse sig. Ikke endnu. De andre piger begynder at danse. Nogle drejer, nogle snurrer, nogle falder og nogle tripper blot på stedet. De synger stadig. Tempoet sættes op, og de danser hurtigere. Når de falder, fortsætter de dansen på gulvet. De har ikke tid til at rejse sig.

En for en falder de om af udmattelse, men søstrene fortsætter dansen, indtil den sidste er faldet. Udmattede ligger de i mørket. Gisper. Den mindste rejser sig. Synger det sidste vers. Søstrene stemmer forpustet i. De synger. Søstrene rejser sig omkring den mindste. Synger sammen. Den mindste sætter tempoet op, og søstrene følger med. De tramper takten i gulvet. Den mindste begynder at danse. De andre følger med. Følger hendes takt. Sangen stopper. Søstrene vender blikket mod den mindste. Sammen klæder de hende af. En cd med børnemelodigrandprixsange fra 2007 bliver sat på i baggrunden. De nynner alle med. Den mindste lægger sig på gulvet ved siden af stearinlyset. Tuscherne bliver delt ud. Den mindste søster er spændt.

Hun har set frem til dette. De velkendte klik, når propperne på tuscherne tages af. En for en læner søstrene sig ind over den mindstes nøgne krop. Hendes krop dækkes af tegninger, streger, kruseduller og cirkler. Hun rejser sig. Søstrene klæder sig af. Lysene slukkes, og i mørket trykker de deres bare kroppe ind mod hinanden.

89

90

Clara Mie Moesgaard Lech Oxford Billeder Fire tekster

91

92

Oxford Oxfords bymidte en travl december eftermiddag: græsarealerne foran universitetsbygningerne er dækket af sne. Der er slud i vejkanten.

Tage 12:45-bussen til bymidten hver onsdag, handle ind i Sainsbury’s og vente på Isa i Topshop i cirka en time og tyve minutter.

At tage på the Bridge hver fredag og i Odeon-biografen på George Street hver søndag.

Det regner ikke ligeså meget i England, som folk påstår.

Og inde i centrum hænger solen lavt på den der måde, som den kun gør om vinteren.

Jeg drikker vaniljekaffe om morgenen og smækker med døren, irriteret over, at de kan sove længere end jeg. Gardinerne er gået i stykker igen: elsker, at solen skinner ind af vinduet og på Helos ansigt. Jeg elsker ikke at klæde om foran et publikum.

Jeg tror, jeg forelskede mig i Oxford, da jeg så de kappe beklædte studerende under Hertford Bridge.

Rævene i parken en efterårsaften lige før midnat. Graffiti på murene i det forladte hus: smoke weed everyday.

Er det mærkeligt, at jeg allerede efter to uger kan genkende deres skridt på gangene?

Torsdag: køber kyllingesuppe og croissanter i Tesco og venter på bussen med gamle, cigarrygende mænd iklædt jakkesæt.

Ting, jeg har fået at vide på det seneste: du ligner en fra sydpolen.

Du ligner Barbie. Du ligner Alice (Disney-udgaven).

Karma er måske: at stjæle andres pizza fra loungen og derefter slå hovedet i gulvet og besvime.

Hører Lou Reed i brusebadet: Hey honey, take a walk on the wild side.

93

Vågner til katten, som strækker sig i gruset foran vores værelse.

Dens poter er mudrede. Når A presser sin næse mod rudens kolde overflade: hvordan hans kinder og ører bliver røde (næsten som om han rødmer).

Flere mennesker burde skrive digte om rummet imellem Amalies fortænder.

Derude, hvor buslygterne ikke kan nå, et sted på den anden side af bakken, ligger Headington i mørke. Uden diskoteksstøj. Uden kebabvogne. Uden bustrafik.

At finde smøger med røde læbestiftsaftryk i rygeskuret og tænke på H. Det bedste er at vende hjem efter juleferien: tomme skriveborde og skraldespande og redte senge. Helt stille på gangene. Alting synes meget urørt, tænker jeg og hader at være den første tilbage: kryber sammen under mit fugledynetræk.

I am singing now, while Rome burns: at citere digte, når man ikke kan falde i søvn.

En kvinde på gaden siger: mænd er ligesom æbler, de rådner med tiden. Æblerne lyser ikke rødt. Ligger bare der i græsset i parkerne og venter på at blive ædt af hunde.

Beskidt sne på mine brune støvlesnuder: hvordan alle ser ud, som om de ryger om vinteren.

Der er intet poetisk over at være vågen klokken fire om morgenen: går en tur på kollegiet og lader mig selv dvæle ved stilheden.

Forestiller mig, at jeg kan høre folks søvnige vejrtrækninger igennem trædørene. Månen spejler sig i vandpytterne på stien til vaskerummet. Jeg kan godt lide følelsen af, at verden kun tilhører mig.

Skrive små beskeder på Laurannes smøger: Lend me five quid? Party tonight?

At skateboarde ned ad din buede næseryg.

94

Og hvordan blodårer nogle gange ligner grenene fra et æbletræ.

Den der mærkelige, tomme følelse, der altid opstår imellem ens navle og ribben, når man står ud af badet.

Lyskæderne i butiksruderne på Covered Market. Døde fisk bag glasvinduer. Lugt af pudsede lædersko og jordbærmilkshakes.

Ved molen i Brighton på en regnvejrsdag. Når forlystelsesparken lukker for vinteren og ligger øde: helt stille og ulovlig indtrængen. At falde i søvn i tekopper og betragte mågerne stikke til resterne af ispapir og vådt candyfloss i en overfyldt skraldespand.

Det sted på kroppen, hvor huden er blødest: i søen bag øreflippen.

Plasticblomster i vasen i vinduet: kaffekopperne der nedkøles og holder det på klem.

Livet som et hylster, at strække det: ud over fingerspidserne og tæerne.

Daggry i Oxford og det blå, som lægger sig over byen. Bare fødder en novembermorgen og aftryk fra småsten: duggen som små perler i græsset. Helt stille, som at leve i en flyvemaskine, på Pullens Lane.

Sneen, der næsten lignede bagepulver den nat. Der er noget meget skrøbeligt over at se sine egne, ensomme fodspor i sneen.

Yndlingssteder i London: Westminster Bridge (i stormvejr og uden turister), den gamle karrusel nær London Eye, Harrods i december.

Ligge på badeværelsesgulvet og skype med Amalie: hendes knitrende ansigt og søvnige øjenlåg på computerskærmen. Hvordan solen går ned bag mine træer og står op i hendes baghave: Atlanterhavet som distance.

Farmors fødder begynder at blive blå, og kræften spreder sig: hun ryger cigaretter i sin kørestol på plejehjemmet, og fjernsynet blinker fra reolen. Hun siger ingenting. Nogle gange glemmer jeg, at hun stadig er levende.

Datalokalet på en af de første februardage: ubehaget ved at hoste sig 95

igennem to timers stilhed under et foredrag.

Som Linda sagde: hjernen stoler ikke på hukommelsen. Nogle dage føler jeg, at hele mit liv kan passe ind i den sætning.

Folk lukker øjnene for at kontrollere deres mørke.

Rundkørslen nær Thornhill Park and Ride: at synke tilbage i bussædet med kinden mod ruden og vente på stoppet ved Brookes University. Måske er det en kliché: men hele kroppen synes at sukke: endelig hjemme.

Keaton Henson: Let's cry, let's swim, let's everything.

Ting, jeg efterlader: mit navn i kuglepen over vægpanelet nær opslagstavlen. En lyseblå strømpe med blondekant i tredje skuffe i skrivebordet. En sammenkrøllet note i rummet mellem madrassen og væggen.

96

Billeder Mit navn med mørkeblå kuglepen på den lyserøde inderside af balletskoene: mors blokbogstaver.

Lyden af tandbørsten mod fortænderne, den jernagtige smag af blod under tungen, rødt spyt og Colgate-skum i håndvasken.

Det orangegule lys i tunnellerne: små, ubehagelige blink bag øjenlågene helt skarpe som solen i maj, ligge på bagsædet og bide negle, spørge: hvornår er vi hjemme?

At blinke et par gange om morgenen for at genfinde fokus. Værelset, der vender tilbage: mørket, der trykker mod vinduerne, bogen smidt på gulvet ved siden af natbordet, slået op på en tilfældig side. Dynen, det lyseblå betræk, imellem benene, de skæve knæ og det blege stykke hud imellem navle og trussekant.

Min far stående i solen, hans ryg mod den hvide væg, røgen fra smøgen nærmer sig vinduerne i lejligheden. Det mørkebrune gulvtæppe imellem hans bare fødder, hans navle indadvendt og maven udspilet, det flettede skæg hvilende mod brystkassen. Kan skimte: Fitzgerald læne sig op ad Strunge på bogreolen ved siden af, en nellike nejer på hylden. Pludselig: en mand, jeg aldrig har kendt.

Solen som en støvet glaskugle, hænger der forenden af landevejen og forsøger at lyse. Horisonten helt tåget, det må være tidligt. Træernes grene skrøbelige som edderkoppeben, vajer i vinden, klar til at brække af.

Det sidste vintermørke lægger sig over gaderne. Han læner sig op ad muren, de røde sten mod uldfrakken, siger: det er koldt. Bringer hænderne op til sin røde mund, forsøger at puste dem varme.

Ved Susåen: to ænder i vandkanten og åkanderne, der skubbes mod og fra hinanden helt lydløst, en mærkelig rytme, naturens dans, tænker, at vinteren næsten er borte.

Månen og dens blege overflade, hænger der i usynlige tråde, spændt op på himlen. Spørge: hvad er det, der holder dig der?

97

Mand i fjernsynet, stående i ruinerne af et hus, voice-over: når det hele er overstået, er man stadig ikke et helt menneske. Ham: det mørke hår, en hvid skjorte, helt slidt i kraven og skoene i asken, mig: siddende ved skrivebordet, det lyse hår bag ørerne, fødderne på det opvarmede trægulv.

De albanske bjerge, den absolutte vægtløshed, fødderne i sandet på stranden i Vlorë. Kroppen: en skygge på asfalten på de brede alléer, lyset fra gadelygterne lægger sig over parken. Nøgne ben og blomstrede sommerkjoler: ikke være ældre, end man er.

Ikke at tænke for meget på de ting, som giver en lyst til at græde.

Nogle timer efter midnat, viserne synes ikke at rykke sig, når det er sent: en forestilling om, at hvis bare man gemmer sig under dynen, kan monstrene ikke finde en. Betrækket som et skjold.

Duften af mandariner: tænker på forår i Oxford, at træerne i gården mellem kollegierne allerede er sprunget ud, om franskmanden stadig sælger pandekager nær Westgate, at der er en anden, der sover i min køjeseng.

De ru sandkorn mod den bløde hud ved nakken, i håret, i øregangene, et bizart billede af os: dig liggende i sandet, mig knælende ved siden af, hælder sand i fordybningerne ved dine kraveben.

Den der drøm igen: på toppen af et bjerg, en form for udsigtsplads, skyerne hænger i klumper, helt blege og ubehagelige, små kanaler af mørkegrå himmel imellem dem. Hele dalen synes at tilhøre mig, men jeg har intet at bruge den til.

Solens begyndende rejse over himlen. Ligge på trampolinen med rødvinsmund og sløret blik og lyden af de første fugle, en vulkan i udbrud i øregangene.

Steder at fortælle nogen, man elsker dem: på bagrækken i biografen imellem popcornkys og vandet cola. I gyden bag diskoteket, lyden af popkultur og skarpe hæle mod fortovene. I køkkenet, danse til radioen, imens vandet koger, dig i den åbne dør med morgenhår og forvirret blik, en smøg imellem læberne: vil du tilbringe mere end bare en nat?

98

Fotografi af Keaton Henson: ham, liggende på en seng, et ukendt soveværelse – en kvindes? Det mørke lagen i kontrast til de lyse vægge, hans arm hvilende på vindueskarmen, en smøg imellem fingrene. Denimskjorten gledet op, skjuler ikke længere den blege, knoglede hofte. Mørk blæk på albuen, røg i luften foran hans mund.

Hjemme: i legehuset bagerst i haven i Bruxelles, det våde træ mod hudafskrabede knæ. Siddende på de hvide klinker på terrassen i Tirana, rom og cola, der opvarmes i solen, og skildpadder i det nyslåede græs. Slå vejrmøller i entréen i lejligheden i Riga eller krølle sig sammen i lædersofaen og betragte de tyrkiske bjerge, støvet, der lægger sig over Ankara som en tåge. Sidde på Pullens Lane-skiltet og lytte til Approximate Sunlight, se blæsten tage i en orange pose fra Sainsbury's.

Og pludselig her, på værelset: de hvide blondegardiners bevægelse i vinden, det sorthvide verdenskort over bogreolen, digtsamlinger på hylderne. Beskidte kaffekrus og mørkeblå skåle på skrivebordet, gamle koncertbilletter og stiloplæg på opslagstavlen. Den lyserøde bordlampes lys mod de lyseblå vægge, en mærkelig kombination, pastel og pigesind.

På vej til Karrebæksminde, passerer markerne og fuglene siddende på række på telefonkablerne, som om de venter på noget, regnen og ormene i græsset.

Den knasende lyd af et sneglehus under ens gummisko: overraskelsen, som sætter sig i ens fødder, i hele ens krop.

At blive til en fisk: pludselig vågne med gæller og opdage, at havet har dækket planeten. Alle ville spørge, hvor kommer alt det vand fra?

99

Fire tekster De har siddet ved åen i lang tid, da han siger, at nu vil han gerne hjem. Det er tusmørke. Pigen lader, som om hun kan høre frøerne lave ringe i vandet, hvordan sivene stryger sig op ad hinanden. Du får lov til at røre mine bryster, hvis du bliver lidt længere, siger hun og bladrer i digtsamlingen. Hans hånd er kold og føles mærkeligt skyldig under hendes sommerkjole. Læber helt hudløse af kærlighed, læser hun og tænker, at det lyder ubehageligt.

100

Hvor bliver den af, tiden, spurgte han, og så sad vi der i sengen, i stilheden og betragtede solen bevæge sig fra reolen nær det højre vindue, langs soveværelsesvæggen og mod hylderne: en helt blottet, næsten ensom, forvandling fra morgen til aftensol.

101

Jeg er træt af at skrive om kærlighed: K siger, jeg ville være gladere, hvis blot jeg havde en kæreste. Det er denne ide, denne illusion, som driver mig til vanvid – at kærlighed vil gøre tilværelsen bedre. Her er et digt, der ikke handler om kærlighed: men om drengene, der bliver nødt til at tvinge sig selv til ikke at se på mændene i pornofilm, fordi det er at åbne en dør til et sted i dem, de ikke tør kendes ved. Til dem, der møder for sent på arbejde, fordi de blev ved med at glemme, om de havde husket at låse døren. Og til pigen, som tæller kalorier i stedet for smil.

Der er ikke flere drømme at kaste op. Et sted i et andet univers bliver vi alle børn igen. Her er en virkelighed at skrive om: og til de skrøbelige øjeblikke, hvor den formår at blive kalejdoskopisk.

102

Længst ude på molen: et barns latter inde på stranden, hans selvlysende grønne gummistøvler mod sandet, hvordan han efterlader en støvlignende sky bag sig ved hver bevægelse. En måge nær restauranten, stående på låget af en overfyldt affaldscontainer, røg fra udluftningsrøret bag. Forestiller mig: rester af is på det orangerøde næb, måske endda brændemærker fra efterladte smøger under dens fødder.

Og så den absolutte stilhed, manglen på tidssans, en form for vægtløshed med fødderne i det efterårskolde vand og solen i havet: som at leve inden i et blåbær og så alligevel bare i Karrebæksminde.

103

104

Maja Mittag Mit hoved er tomt. Tomt Blandet shit TrĂŚt (af svesker og alt for kloge mennesker) TĂŚrte

105

106

Mit hoved er tomt. Tomt.

Jeg åbner et dokument og kalder det: Mit hoved er tomt. Tomt.

Husker at skrive forbogstaverne med stort. Udenfor ser jeg en ambulance og en pige med lyserøde bukser. Jeg sender en sms til D, skriver: I’m still alive, you know? Og så tegner jeg måger på min hånd med mine negle. Jeg sender A et billede. Jeg tegnede en lort med guldtusch på hans hånd. Jeg spiser fire nøje udvalgte stykker slik fra slikbutikken i Sct. Jørgens Park. Ser OL. Canada har lavet en video mod den russiske homolov. Ishockeyspillerne har et blad på maven. Jeg troede, det var mænd. Jeg skriver og fortæller D, at tyggegummi kan fjernes fra gulvtæppet med rensebenzin. Han siger, at han savner mig, og at der er koldt i Indien nu. Jeg siger, at det er underligt, når det har været så koldt så længe – i dag svedte jeg, fordi der var to grader. Jeg syntes, der var så varmt. Han siger, at han ikke vil komme til Danmark, hvis der er så koldt her. Der er alt for koldt her. Jeg siger, at det bare er en joke, og så tjekker jeg, om jeg har fået nogle beskeder fra A. Jeg har ikke hørt fra ham siden, vi fulgtes hjem fra skole i går. Han var ved at blive syg, sagde han. I dag er det 497 dage siden operationen. Jeg ser en video af en bro, der begynder at svinge, inden den styrter sammen. A skriver. Han vil have mig med i biografen. Jeg skyder skylden på min mangel af penge. Er det moralsk forkert at skyde skylden på sin mangel af penge? Jeg kan se, hvor skuffet han bliver ud fra hans valg af smileys. Jeg føler mig så dum, når jeg ser curling, siger jeg, og han siger, at jeg ikke er dum.

Jeg kunne nemt forestille mig os i biografen. Bare sidde der og spise slik og holde i hånden. Jeg finder en gammel note under min seng: Skriv noget grimt. Skriv om mig. Skriv et digt. Skriv om kærlighed.

Skriv noget grimt. Min veninde siger altid, at hun sms’er med mig, når hendes forældre spørger, hvem hun skriver med. Hun vil ikke indrømme, at det er en fyr. De må vel tro, vi er lesbiske. Det har jeg det fint med. Jeg åbner snapchats, inden jeg falder i søvn med telefonen i hånden. I den første står der: “A synes, du lugter.” Den næste er bare fra en veninde: Vi finder ud af noget en anden gang, søde. Så er der et tilfældigt billede af morgenmad, det er 20 timer siden. Der er også et feriebillede af en, jeg ikke snakker særligt meget med, og en snap med teksten: Vi er ikke fulde. Til sidst er der en sort baggrund med beskeden: Miss you. Jeg går en tur på ChampsÉlysées. McDonalds, Louis Vuitton, Zara og Triumfbuen for enden.

Krydser vejen, en mand i jakkesæt i en blå Citroën bremser. Duften af kaffe fra Starbucks. Og fire tyskere går ved siden af mig. De kigger på mig, som om jeg er en af dem. Jeg siger bitte bitte og fatter 107

ikke, hvad det betyder. Sender en besked til D: Oh, but you can’t run from me. Jeg skriver tit tankestreg i stedet for kolon. Jeg laver en liste over ting på den venstre halvdel af køkkenbordet, der ikke burde være der: En gammel discokugle, hvor pæren er sprunget, en skål med frugt (rådne bananer), en pude med zebramønster, en glaspik (til whisky), en blomstret smykkehånd og en krystalkugle. Jeg tager min lille bog frem og skriver: Hvis du kunne høre mine tanker og læse mine tekster, så ville du ikke elske mig. Jeg ved ikke, hvem jeg skal dedikere den tekst til. If found return to Natalie på min venstre hånd.

Hans bevægelser på dansegulvet, han vil ha’ mig med derud. Mig ved et bord, en andens øl ned ad min kjole. Jeg er så glad, så glad.

Kom lad os sætte os ned, siger han. Vi fodrer ænder fra broen. Det er efterår, og ænder kan altså slet ikke tåle brød. Og det blæser, og mit hår bliver blæst i alle retninger. Jeg prøver at få det til at ligge ned, og han griner og kalder mig hair molester. Så sætter vi os ned, han holder om mig, og jeg holder mit hår. Skriver en note til mig selv i Evernote – Husk: At hjælpe A med at smile, så han ikke får en depression. Bagefter skriver jeg en liste over ord med t: Toilet, ting, ta’, tanke. Jeg hader ord med t. Jeg ville gerne kunne printe hans ansigt på mit hjerte. Jeg har aldrig set Taj Mahal. D siger namaste, og jeg siger hej, og vi forstår hinanden, ikke ordene. Nej, ikke ordene.

Poesi er vel bare en anden måde at tale med sig selv på. Jeg har lyst til at forsvinde. Jeg dansede til Grease med en tilfældig fyr på Daisy, det var dagen efter, min teamlærer spurgte, om jeg overhovedet vidste, hvad jeg ville med mit liv. Slår regndråber sig, når de rammer jorden, tænker jeg. Engang var jeg en brun cardigan, nu er jeg farven blå. Engang blev jeg glad, hver gang han skrev, nu er jeg ikke glad for særligt meget. Engang var jeg en myre og hed Ertzi. Myren Ertzi. Nu er jeg et viskelæder, jeg er et viskelæder. Jeg tager min lille bog frem, jeg skal skrive noget nu. Det har jeg fortalt D, jeg har ikke tid. Jeg har så lidt tid. Skriver: jeg ved det ikke øverst på siden. Efter jeg er nået til den fjerde sang på afspilningslisten med My Chemical Romance, skriver jeg det en gang til. Nu synger han: Right now they’re building a coffin your size. Bladrer. Mama jeg we’re ved all det gonna ikke die. 100 meter til højresvinget. Bladrer. Mama, we’re all gonna die. Jeg føler mig så dum, når jeg ser curling. Jeg husker, at jeg altid så Olsen Banden med min morfar. Skide godt, Egon og flag, når han forlod fængslet. Det var så fint. A og jeg tog på diskotek sammen. Vi havde været til førfest hos en af mine veninder. Det var ikke specielt fantastisk. Vi tog bussen og pissede på stationens toilet ved siden af nogle narkomaner. Han endte i en anden kø end mig, og da jeg kom ind, føltes det hele ligegyldigt. Der var for meget larm, 108

og jeg er ikke typen, der danser. Jeg venter på toget hjem til Næstved, jeg venter ikke længe, men jeg venter. Man kan ikke åbne vinduerne i toget. Jeg smiler ikke særligt tit. A har lige fortalt mig, at hans forældre tror, han er ved at få en depression. Det har de ret i. Og han har ret til at få en depression, men jeg har ikke ret til at være så ked af det, for mit liv er helt normalt. Helt ordinært. Hvorfor har jeg kun et smilehul, tænker jeg. Jeg er lige gået i seng, vil ikke sove. Jeg ligger her bare. At rejse sig og lede efter en blyant. At finde en kuglepen og en lap papir og skrive glem mig. Dagen efter skriver jeg til D, at jeg nogle gange slår folk ihjel i mit hoved. Han siger, at det er helt normalt, og at jeg ikke er et ondt menneske, men hvad nu hvis jeg vitterligt er et ondt menneske? Og er det forkert at ville tage hele vejen til Indien for et kram? Jeg føler mig så fortabt. Næste station: Næstved. Farvel, siger jeg. Farvel, svarer han. Vi ses nok ikke igen, siger jeg. Nej, siger han. Og så fortsætter vi i samme retning. Jeg skriver en tekst. Det har jeg sagt, jeg skal. Pigen græder. Ja, hun græder i skoven, og hendes tårer rammer jorden, og de forvandles til små spejle, og hendes hænder rammer også jorden, men de er stadig hænder. Nu tæller jeg hunde på Axeltorv. Indtil videre: én. A siger, at det kender han godt. Det med at ville tælle hunde altså. Jeg skriver en tekst om, hvordan jeg gerne ville have to smilehuller. A har altid sagt, at mit ene smilehul er smukt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg smiler bare. Jeg kan godt lide at se på ordet venner. Nu sidder jeg på broen nede ved havnen med A. Jeg fortæller, at jeg er bange for at glemme. Det er han også, siger han, men så længe vi har hinanden, kan vi hjælpes ad. Jeg har ikke lyst til at sige, at jeg rent faktisk har råd til at gå med ham i biografen, og at jeg ikke har noget imod, at han betaler, som han siger, han vil. D skriver, at han er ved at blive tyk. Jeg siger, at han lyder som en tøs og spørger, hvorfor han dog mener det. Han fortæller, at han stoppede med at bokse for et par måneder siden. Han har ikke haft tid, siden han startede på den nye skole. Jeg siger, at det må hans søster vel være glad for. Hun var så bekymret for ham. Han siger, at hun ikke burde have taget hans telefon og skrevet til mig, hun burde ikke have fortalt mig, at han havde brækket kæben efter den kamp. Hun skal blande sig uden om.

Jeg siger, at man kun har én familie, og at man skal passe godt på den, men han siger, at man ikke behøver at kunne li’ sin familie, man har sine venner. A fortæller, at han engang prankede skolen. Det var sammen med en ven. De havde skaffet sig adgang til en af skolens computere og ændret nogle genveje i Word, sådan at der pludselig dukkede andre ord op, når lærerne for eksempel skrev punktum.

Boller fra Kohberg var punktum og fuck systemet var komma. De 109

nåede aldrig at se lærernes reaktion. A bruger aldrig hænderne, når han taler. Han har dem altid placeret i sine lommer på den der henkastede måde, som kun få mennesker kan få til at se cool ud. D spørger, hvordan det går. Om jeg stadig har ondt efter operationen.

Der var jo så meget, der gik galt. Jeg siger, at det er okay nu, og at jeg helt er stoppet med at tage Ibuprofen. Nu er det kun Panodiler.

Han fortæller endnu engang om sin søsters ulykke. At hun også var nødt til at tage en masse piller. Der var både blå og hvide piller, og de var så store, så store, men de hjalp, og nu har hun det jo fint. Jeg finder definitionen på venner på nettet. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har behov for det. Ven [ˈvæn] sb. -nen, -ner, -nerne. 1. En person uden for ens familie, som man holder af, har tillid til og deler interesser med. 2. (dagl.) = kæreste. Der lugter af fisse på handicaptoilettet på stationen, og der er tegnet på alle væggene. Der er endda rettet stavefejl. Jeg spiser en skive slatten salatpizza dagen derpå og finder en ny side i min bog. Jeg skriver: Har lyst til at bruge ordet trægt. A siger, at hans liv er officielt slut. Hans computer er død, og hvad skal man så gøre som hardcore gamer? Jeg har lige fundet en gammel samtale mellem A og jeg. En hund, der ligner en bamse, et citat fra Joey fra Venner, et link til Eminems Without me og en dårlig joke om sylte. Jeg følges med A hjem fra skole. Hvad ønsker du dig til din fødselsdag, spørger han. Det ved jeg ikke, svarer jeg. Du lyder ikke okay, er der noget galt? Han kigger på mig og får kørt sin cykel igennem en vandpyt, så det sprøjter op på mine sko og bukser.

Undskyld, siger han. Det er okay, siger jeg. Men er du okay, fortsætter han. Jeg får besked fra D, men det er ikke ham, det er hans søster. Hun fortæller, at han engang var tæt på at have sex med en transvestit. Han var så fuld, at han ikke opdagede det før i sidste øjeblik. Jeg spørger hende, hvorfor hun fortæller mig det. Hun siger, at vi piger må stå sammen, og at jeg nu har noget at blackmaile ham med. A siger, at han nok skal tage med til Nykøbing, hvis jeg vælger at klage over indlæggelserne og operationen. Og hvis de vil undersøge mig igen, så skal han nok blive der. Jeg svarer, at jeg ikke ved det. Jeg gider det ikke mere. Ikke flere læger. A minder mig om dengang, vi holdt filmaften hjemme hos ham. Om den horrorfilm, han valgte, og som jeg godt kunne lide, selvom jeg havde insisteret på, at jeg ikke ville kunne li’ den. Om hvor hyggeligt det var. Jeg skriver: Jeg ved ikke, hvad der sker for mig. Hører Bruno Mars. Jeg plejer ikke at være så glad. Det er underligt. Senere laver jeg endnu en liste over ord med t: Tæv, tolv, talenter, tætte, tarme. Jeg hører i radioen, at rock n’ roll er død. Klart. Intet kan leve i en verden, hvor væggene er nikotingule og fisserne glatbarberede. Revolution eller 110

nej, jeg vil bare sove. Jeg vil sove på et koldt gulv. Jeg vil sove på ryggen af en elefant. Jeg vil græde over en død myre. At finde et stykke papir og skrive: Er vildt dårlig til at beholde mine venner. De keder mig. At ville rive papiret i stykker og smide det ud af vinduet.

At folde det to gange og lægge det i baglommen. Nå, så skal I endelig have svesken med hjem, hva´? Jeg hader læger. Ville ønske, jeg kunne slå ham, men man må ikke slå en embedsmand i tjeneste, og jeg er så træt, så træt. Jeg går automatisk et skridt tilbage, når folk forsøger at kramme mig. Fysioterapeuten, vikaren altså, siger, at jeg skal komme i gang igen – ellers vil jeg komme til at ligne Quasimodo, inden jeg bliver tyve. Min teamlærer siger, at jeg skal holde øje med mit fravær. Jeg spørger, om det er en advarsel. Du skal holde øje med dit fravær. Jeg siger, at jeg har afleveret en lægeerklæring, og at jeg ikke altså kan være med i idræt på grund af operationen. Jeg ved godt, at det er lang tid siden, men det er sådan, det er. Hun siger, at jeg ikke ser syg ud. Det hører jeg tit, svarer jeg. Jeg falder sammen, da jeg er nået halvvejs, og brækker mig ud over hospitalsgangen. Det smager af æblejuice og Cultura. En portør kører en tom seng igennem brækket.

111

Blandet shit Jeg hader at gå på toilettet med andre, jeg hader stavefejl og social ulighed, jeg hader, at jeg automatisk undviger, når folk forsøger at kramme mig, jeg hader, hvis folk ikke siger til, når de er sure eller kede af det, jeg hader, når jeg får at vide, at jeg skal smile noget oftere. Jeg ville ønske, at jeg var mere som de andre, jeg ville ønske, at jeg hadede færre ting, jeg ville ønske, at her ikke var så koldt, jeg ville ønske, at jeg ikke var så kold, jeg ville ønske, at jeg forstod mig selv og ikke bare lod som om. Jeg kigger ud af vinduet: himlen er farvet lyserød. Jeg er bange for fremtiden. Mit hoved mod hans skulder. At lade som om, man er voksen. Vi ligger på gulvet, jeg siger, at jeg kan godt li' tanken om et tomt dokument. Grønt glitter i hans hår. Vi stirrer på det sorte rullegardin. Bomuld krøller let, har jeg hørt. Kig på mig. Lær mig at glemme. Jeg er for træt til at svare mine beskeder: det er så overvældende. Han spørger, om jeg har lyst til at være en del af demonstrationerne mod kontoret. Jeg vågner tit op med et sår i øjenkrogen der, hvor tårerne passerer: min mor siger, at det går over. Jeg skriger ind i min hovedpude, fordi jeg har fået at vide, at det hjælper, men jeg ved ikke, hvad der er galt med mig.

Hvad er der galt med mig? Jeg slukker for radiatoren. Kulden er en god undskyldning for at blive i sengen. Jeg længes sådan efter at smile. Det er så svært i øjeblikket. Som om min mund er frosset fast i en ikke-smilende grimasse. Man ville tro, jeg var led, hvis man ikke kendte mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med en af mine venner.

Han er hele tiden ked af det og snakker om at begynde at cutte igen, og jeg prøver at hjælpe ham, men det er efterhånden blevet til en irriterende pligt, og jeg kan ikke længere få mig selv til at skrive noget motiverende. Jeg indretter mig dårligt efter forholdene. Jeg prøver. Jeg kan mærke, at mine venner er ved at give op, de gider mig snart ikke mere, og jeg kender det jo godt. Alle de venner, jeg har skåret ud af mit liv, fordi de kedede mig eller ikke gjorde en indsats. Jeg er en af dem. Hvordan skal jeg være en bedre ven? Jeg ved det ikke, men jeg ligger på gulvet og tegner smileys i kattehårene med min negl. Jeg tegner flere smileys og falder i søvn. Jeg åbner en besked og skriver: lad mig være. Trykker på hjem-knappen. Gemmer som kladde. En anden gang måske. Vejen mellem skyen, som ligner en ballon, og solen fører til helvede, siger han til mig, da jeg møder ham en dag på vej hjem fra skole. Hans tænder er helt sorte, og han stinker af røg og alkohol. Politikontrol! Skaber mere vold! Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker. Politikontrol! Skaber mere vold! Der bliver bundet Passoa med rød sodavand og gul Gajol shots. Min 112

veninde har lige vundet i beer pong og high-fiver sin holdkammerat.

En pige får en lapdance af en fyr med blåt hår. Han bliver mere og mere hetero for hver drink, siger hans veninde i den røde kjole. Jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår, så jeg danser med den asiatiske fyr i jakkesæt og drikker Asti af flasken. Bunker af beskidt tøj og lyst til at lægge kabaler, til at tale spansk. Ikke græde til film. Jeg har: chronic bitch face og trang til at skifte navn. Han siger, at jeg skal ta’ en slurk, at det er okay. Bag det firkantede ydre. Jeg husker ikke meget, men påstår tit: at jeg er fornuftig fuld, at jeg er glad. Jeg gør det alligevel, griner. Jeg sidder i et tog på vej mod Berlin. Byen med åbent WI-FI. Der kan jeg være alene, uden venner. Der, hvor kantstenen møder vejen, og alt er gråt, vil jeg sidde. Læse digtsamlinger, som jeg har taget fra min far. Jeg opdager en neglerod mellem huden og Hamborg. En rose stikker op af en mands taske, og solen har gemt sig. At vågne op og føle sig pisse skæv og ikke turde falde i søvn igen. At være helt alene. At inhalere andres hash. At være ligeglad og bare blive siddende ovenpå ham fyren, hvis navn man allerede har glemt. At føle, at man svæver. At have en trang til at se månen: det er vigtigt, tænker jeg. At høre en slåskamp, men ikke se den. At blive hentet af sin mor og være bange. At sove og være bange. At vågne: man skal huske at ligge på siden, når man er skæv, siger J. At være bedre til at være fuld. At skrive et digt om at møde sin læge i Føtex’ kødafdeling: det regner udenfor nu. Jeg kan ikke gå, ikke engang sætte mig op. Karoline vil have morfin, jeg får det ind gennem årerne. Brændemærker på armene. Det er ikke mine, husker jeg.

Hospitalsgangens vægge er hvide, de er altid hvide. Jeg støtter mig til stativet med mit drop og min far. Han siger, det nok skal blive ok.

Det siger forældre altid. Nu kan jeg lugte bræk igen. Nu er det mit bræk. Det er min fars bræk. Der kommer lægen. Næsen er skæv, skateboardulykke eller nej. Det var min far. Jeg brækker galde op.

Der i tv-stuen. Hun stikker mig i armen. Jeg stikker hende i låret. Vi falder sammen i en stol. Der kører Hammerslag på DR1.

113

Træt (af svesker og alt for kloge mennesker) Disse ting fandt jeg i min skoletaske i sidste uge: en liste over mine eks-venner, en rød elastik, som min veninde gav mig, ti stykker gammelt slikpapir, nogle flashcards til kinesisk, en tegning af en rotte, en note om, at jeg bør flytte til Spanien en dag. Jeg kan godt lide at se vlogs, skrive tekster, når jeg ikke kan sove, sige fuck, tage på roadtrip til Roskilde med min søster og hendes kæreste og skrive små inspirerende citater på post-its og klistre dem op på mine veninders vægge. Det siger mig ingenting at arbejde. Jeg er også ligeglad med politikeres privatliv, naturvidenskabelige fag, hvor mange kalorier, der er i en cola, og hvilken religion, du tror på. Disse ting er her ikke: et smil, et kram, en opringning fra min morfar. Jeg sidder ved et langt bord sammen med alle mine klassekammerater.

Jeg spiser leverpostej og scroller gennem nyhederne på min telefon.

Jeg burde læse matematik, men de leder stadig efter det fly, der forsvandt, og Tottenham spiller mod Arsenal i aften. Jeg finder en lyserød post-it i mit penalhus og skriver: Hun håbede, hun ville forsvinde. Jeg klistrer den ind i afsnittet om trigonometri og lukker bogen. I dag er det første gang i lang tid, jeg er sammen med mine venner uden for skoletiden. Vi er her alle fire. Sidder bare helt sammenklemt i min enkeltmandsseng og disser dårlig popmusik og ekskærester. Vi lægger neglelak på Emily og snakker om Camillas sidste scoring. Han var fra Hawaii, mener hun. Natalie siger, at nej, han var da fra Puerto Rico, og at Camillas hjerne er en dejlig, men ubrugelig klump fedt. Jeg stopper med at høre efter. Hvorfor var det ikke en andens morfar, der døde dengang? Hvorfor har jeg brug for et kram lige nu? Om et år vil jeg gerne stadig være i gang med min uddannelse. Det ser lidt sort ud i øjeblikket, men jeg vil gerne stadig være her om et år. Blandt graffiti og de røde borde i kantinen. Jeg kigger på de mennesker, vi kører forbi og tæller piger i crop tops. Jeg ser tre fuglehuse på en pind og træer, der ser ud, som om de vil slå mig ned. Vi kører videre, og jeg tæller stadigvæk piger i crop tops, men nu ser jeg kun hans ansigt på kornmarkerne. Min cutterven siger, at dovne Robert burde bombes. Han siger også, at han lige har set en mand sparke sin hund. Så slog han manden, og så stak han af.

Nu sidder han derhjemme. Knoerne er lilla, og PS2-controlleren er smadret imod væggen. Jeg har brug for et kram lige nu, siger han.

Jeg bliver sendt videre fra børnelægen, der kalder mig sveske og siger, at det bare er en influenza, til overlægen i Nykøbing, der tror, at det er levercancer, men ikke tør sige det til mig. Jeg er jo så ung.

Du er da godt nok ung, siger den gamle dame, som jeg deler stue 114

med. Hendes familie kommer hele tiden på besøg, men det er aldrig de samme, der kommer. Alle skal nå at sige farvel. Den syvende læge er enig med den fjerde. Han mener også, at det er galdesten, men pludselig er jeg tilbage i isolation i Næstved, og lægen siger, at jeg kan ta' hjem nu. Han udskriver en recept på proteindrikke med chokoladesmag, så jeg kan tage på igen. Jeg har tabt mig to kilo på en uge. Sygeplejersken siger, at det smager bedst, hvis jeg luner dem i mikrobølgeovnen med en klat flødeskum, men lægen siger, at de er bedst, som de er. De begynder at diskutere. Jeg kan kun tænke på, at han ikke har kaldt mig sveske en eneste gang, siden vi kom ind på hans kontor. Her ligger de børn, der ikke er plads til på stuerne. Nu kalder han mig sveske alligevel, og jeg har lyst til at slå ham midt i rynkerne, men jeg er så træt. I bilen på vej hjem lover min mor, at det nok skal blive ok, og at jeg snart vil få mit liv tilbage. Jeg vil snart få mit liv tilbage. Min cutterven siger, at jeg har en syg humor, når jeg griner af mennesker, der falder, men jeg siger, at det er helt normalt, at alle gør det. Jeg spørger, om han har fået det bedre, har pillerne virket? Han siger, at de bare gør ham træt. Det føles som en forbedring, for så er han i det mindste ikke her. Men så bliver det morgen igen, og han er så ked af det, og så tager han endnu en pille.

Jeg siger, at han måske burde gå til lægen, at han er addicted. Han siger fuck læger og går i kantinen for at købe pizza. I en drøm ser jeg min morfar drikke cola. Han har ellers aldrig kunnet lide cola. Ikke engang dagen derpå. Min krop kræver kold lasagne og cola. Han kigger på mig. Spørger, om jeg er okay. Han siger, at jeg ikke ser særlig okay ud. Jeg siger, at det er fint, at jeg har det ok. Han siger, at jeg ikke må lyve. Pludselig er vi ikke længere hjemme hos ham og mormor, men i Tivoli. Hele familien er der ikke, kun min kusine og ham. Vi kører i rutsjebaner, og jeg brækker mig i en busk. Jeg har bare lidt tømmermænd, siger jeg. Han kigger på mig, som om han ved, at jeg ikke har drukket. Vi snakker om det der børneprogram med en blå ko, og så er vi pludselig hjemme i min stue, og mormor er her også, og nu banker Jehovas vidner på, vi er inviteret til en mindedag for Jesus' død. Min morfar ryster på hovedet. Mormor fortæller, at hans fødder er begyndt at hæve igen, det gør de tit, men i dag bliver de ved med at vokse. De stopper ikke, og nu fylder de hele stuen, og jeg bliver mast op af højtaleren i hjørnet af lokalet. Jeg er så bange for, at de vil eksplodere. I en anden drøm tager mor og jeg til København for at se den nyeste opsætning af Grease the Musical.

Først er der nogle speaker-stemmer, der siger, at vi skal råbe “Spanien, vi lever!” Så er det, som om drømmen springer et par kapitler over, og pludselig er vi i en undertøjsforret-ning. Vi skal 115

finde en gave til min farmor. Vi finder en bh og et par trusser, men vi skal også bruge en natkjole. Da vi er ved at finde den, kommer hun ind i butikken. Så hopper drømmen videre igen, og jeg er til min kusines fødselsdag. Vi skal fyre fyrværkeri af i hånden, siger hun.

Jeg står med en flok mennesker, jeg ikke kender. De er alle et par år ældre end mig. Nogle fyrer det ikke af i hånden alligevel, og en dreng smider sit fyrværkeri i en brønd. Jeg går, fordi jeg vil satse på en sangkarriere, men jeg må have et job først. Det får jeg. Jeg bliver forfremmet, indtil jeg har nok penge. En af dem, jeg stoler mest på kommer og siger, at hun tror, jeg vil fejle. At jeg bare skal droppe det. Jeg tænker nogle gange, at det ville være bedre, hvis jeg kunne lade helt være med at drømme. Problemet er jo, at jeg har let ved at huske dem. Engang tænkte jeg, at det måtte være cool at kunne huske samtlige drømme i detaljer. Derfor hentede jeg en note-app med kodeord. Jeg skrev mine drømme ned, når jeg vågnede. I starten fyldte de kun et par linjer, men efter ganske få dage blev beskrivelserne mere og mere udførlige. Jeg har skrevet én ned, hvor nogle børn fremsagde digte, som de selv havde lavet. I beskrivelsen står der også, hvilken type rim de havde gjort brug af. Som jeg blev bedre til at huske mine drømme, begyndte jeg også at opdage sider af mig selv, som jeg helst ville have forblev glemte. Alligevel tør jeg ikke glemme mine drømme. De betyder noget. Når jeg er syg, drømmer jeg ikke. Så er der bare helt sort, helt tomt. Jeg er et blankt stykke papir. Det skræmmer mig endnu mere. Jeg ville ønske, at jeg havde lidt mere styr på mit liv. At jeg ikke var så forvirret. At jeg kunne lide varm mælk med Malibu. At jeg vidste, hvad jeg skal skrive. At jeg kunne droppe ud af skolen, uden det ville få nogle konsekvenser.

At mine venner ikke var sådan en flok dramaqueens. Hvorfor siges det, at det er sjovere at lyve, når man er to? Hvornår stoppede jeg med at se min søster flere gange om ugen? Hvorfor er væggen rød og ikke bare hvid? Er det rigtigt, at ens hjerne ikke selv kan opfinde ansigter, og at alle dem, jeg ser i mine drømme, altså er mennesker, jeg har mødt før? Er katten kommet hjem? Hvis alle har brug for tro, for håb, hvad tror Gud så på? Er det sandt, at jeg er ustabil? Hvorfor svarer J ikke på mine beskeder? Er han okay? Hvorfor kan jeg ikke få mine ben til at bevæge sig? Hvorfor indgår “lies” i “families”? Er jeg ok? Er katten stadig ikke kommet hjem? Hvorfor siger min mor, at hun ikke tror, at katten kommer hjem? Hvorfor synger manden “no, no, no”? Kan jeg gå nu? Hvorfor siger kineseren, at jeg skal spille erhu? Hvordan kan himlen stadig være blå, mens det styrter ned?

116

Tærte Tæv, tolv, talenter, tætte, tarme. Vi tømmer talrige shots til dronningens nytårstale. Fuck royalister og folk, der tager i kirke, siger vi.

Tamt. Drengene tømmer en flaske tequila. Tøserne en halv Morgan.

Timing, tackling. Dronningen nævner Grønland. Torden, trevler, tæger. Hallo, hvornår tager vi hjem til Tom? Tåben, tiltaler, team, tabu. Nu siger dronningen Gud bevare Danmark. Der bundes. Tørke, tortur, trang, tyv, tomhed. Hallo, hvor skal du hen? Tungnem, tunika, turban, turist, tutor, tvivl. Jeg tager noter, mens folk skændes på torvet: Din tøffelhelt. Ti’ stille. Tal ordentligt. Ta’ til Thisted.

Tænke? Kan du det? Træd på mig, bare fortsæt med at træde på mig.

Jeg har det fint, tak. Sut din tommeltot som den treårige, du er. Du er så træls hele tiden. Tak for lort. Ordene tidligt, toilet og tekst både starter og slutter med t, siger tandlægen. Det står der altså ikke på min tand, konstaterer jeg, mens tandlægen Torben trækker tænderne ud på mig. Han rækker dem til sin tyrkiske tandtekniker. Jeg sorterer ordene i mit hoved: Teaterstykke, tanketorsk, tidligt, tis. Talentløse idiot, råber han. Tag dog og få dig en hobby, skriger jeg. Tal ikke ned til mig. Tarvelige tøs, siger han, du er til grin! Min kat lægger en stor lort i toppen af hans tøjskab og tager turen ned til gulvet. Jeg griner tit af taberen. Jeg har frimodul helt alene. Jeg ordner t-ord i alfabetisk orden: tavse, templer, teposeterapi, tilladt, tomrum, tonedøve, trusser, tryller, trælse, træneres, tænketanke, tånegle, tåregas.

Min ven siger, at tacocat både er tacocat forfra og bagfra. Jeg taler aldrig ondt om tøserne. Tophuen følger efter mig, han taler til mig.

Jeg tager den anden trappe. Nu råber tophuen mit navn. Jeg gemmer mig i 3.g’ernes sprutlager på femte etage, finder en kanyle og et brugt kondom. Skriver endnu en tekst om tossens taljemål. Tager tre tabletter. Tæller tanter i ternet strik. Tænker tumpede tanker. Tager trappen til tredje. Tøserne finder mig bag scenen. Det var ikke dem, jeg ventede på. Vi går til historie, og jeg nasser en slikkepind fra kantinen. Tine giver mig et tantekys efter sin tarmskylning, og tante Tvebak lærer sin datter at putte tamponer i. Jeg ville ønske, jeg kunne teleportere mig til Thailand, til Tivoli, til Tjekkiet, til Thisted.

Teleporter mig til Thisted, siger jeg til ham tonsvis af gange.

Trompeten spiller. Frank Sinatra synger. Han hører mig ikke, så jeg skriver en liste over t-ord og lægger den i min lomme: toilet, ting, ta’, tanke.

117

118

Zofia Lotus Camille Saerens Seks tekster

119

120

Det er et gammelt skab, sådan et mørkebrunt egetræsskab, som stinker af fortiden. Sådan et skab, som min morfar elsker. Elsker, fordi alle hans værdifulde flasker er låst inde der. Han nyder synet af det skab og sine gamle flasker, nyder synet, som jeg nyder smagen af hans whisky.

Han sagde selv til mig en tirsdag eftermiddag, at så længe man kan nyde smagen af en god slurk whisky, skal man gøre det, han begyndte selv, da han var ti, sagde han, så hvorfor skulle jeg ikke også gøre det samme.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad med krydsede ben oppe på spisebordet, afslappet lænet tilbage i stolen, med det store glas i hånden og den gullige væske, som skvulpede rundt i glasset, jeg sad, ligesom min morfar ville sidde. Alt var så fjernt, alt var så rart, alt var så komisk, alt så latterligt, alt var pludseligt så ligegyldigt, alt var faktisk ligegyldigt, alt var bare komisk, så grinagtigt, så skide latterligt.

Min morfar vil gerne dø, hans læge har forbudt ham at drikke, min morfar vil gerne dø og danse med Gud med en flaske whisky i hånden.

Jeg synes, at det er i orden, og nu drikker jeg whisky hver søndag, når morfar ikke er hjemme, jeg har gemt nøglen til skabet, som lægen bad mig om, og det er kun mig, der kan få fat i den gullige væske.

Han bliver så rasende på mig, når jeg ikke vil fortælle ham, hvor nøglen er, når jeg stinker af whisky søndag eftermiddag, alt er alligevel så ligegyldigt, så komisk, så latterligt, når man har drukket whisky en søndag eftermiddag, så ligegyldigt, at jeg bare siger det.

Han roder febrilsk rundt i potteplantens jord efter nøglen til skabet.

Det er så rart, når min morfar griner, han griner som en hvalros, og det er så komisk at se, hvor desperat han skruer låget af en af sine flasker, og så grinagtigt, når han bøvser.

Jeg ligger oven på ham, vi ligger sammen på trægulvet, han siger, han skal dø, han tager en til slurk, jeg lægger hovedet ind til hans store mandebryster, og jeg vil så gerne dø med ham nu, men min morfar vil ikke give mig lov.

Han siger, at kun jeg må arve hans flasker, jeg siger, at jeg bare låner mors store taske og tager dem alle med til paradis, så kan Gud også smage den engelske whisky.

Han smiler, mig og min morfar skal dø i dag, det ved jeg, kun det ved jeg, det er det eneste, jeg vil vide.

121

Jeg vil tisse på Guds storetå og smage hans kødsovs, det vil morfar også gerne.

Det er så rart, så trygt at ligge på hans store mave, morfar er den eneste, jeg elsker, han siger også, at jeg er den eneste, han elsker. Og så kan vi elske hinanden i paradis.

Morfar skal dø. Måske skal jeg også dø.

Jeg vil være en helt, jeg vil følge morfar hele vejen til Gud og drikke whisky med både morfar og Gud, og når jeg bliver ligeså gammel som morfar, vil jeg have børn med Gud, og jeg vil føde alle femogtyve børn ud ad min tissemand.

Og så vil jeg komme på forsiden af alle sladderbladene, for sådan en historie har man godt nok aldrig hørt før.

122

På hjørnet af Møllegade i går stødte jeg ind i Jesus, det var efter, vi havde været inde og se en prisvindende, tysk homofilm.

Han gik og røg, krydsede gaden og slentrede ned ad Guldbergsgade, i joggingtøj. En sweatshirt med hætte, som var trukket over hovedet og mørke grå joggingbukser, cigaretten hvilede slapt i munden, man kunne lige ane læberne, ellers var der skæg over det hele.

Da han gik forbi mig og plantede sin skulder i mit ansigt, blev jeg overvældet af hans duft, en stærk mandeparfume, sådan en, som hænger i luften ned ad hele gaden.

Da han havde passeret mig, vendte jeg mig om, og der midt på fortovet på Guldbergsgade stod jeg bare og stirrede efter ham, og jeg stod der stadig, da asiateren lukkede sit kaffested.

Jeg havde fulgt ham med mit blik ned ad hele Guldbergsgade, han var drejet til højre nede ved Sankt Hans Torv, da han var gået over fodgængerfeltet og forsvandt ned ad gaden, løb jeg til nærmeste busstoppested og tog bussen i samme retning.

123

Hun vasker op ude i køkkenet, hun nynner. Hendes runde, bløde baller i joggingbukserne har deres helt eget liv.

Jeg står og drikker resten af min kaffe, mens jeg venter på, at hun kommer ud i entreen og siger farvel.

Døren til soveværelset står halvt åben, hendes kæreste snorker.

Hun spørger, om jeg går, jeg svarer ja.

Hun kommer slentrende ud fra køkkenet, den måde, hun slentrer på, ligner meget min, eller måske mere mors.

Hun falder ind over mig i et kram, hun stinker af sved, hun stinker som en mand. Hun har ingen bh på, det er vel søndag, og de store bløde bryster presses mod mine.

Jeg kysser hendes øre, hun kysser mit. Jeg bevæger mig ud af hendes kram, hun kigger på mig og derefter mine bryster i den stramme grå trøje.

Jeg kysser hendes højre kindben. Hun piller ved min halskæde, leger med den.

Jeg presser min krop ind mod hendes, forhindrer hende i at lege med min halskæde.

Hun presser mig voldsomt op ad døren. Hun har altid været højere end mig, og jeg stiller mig ikke på tæer for at kysse hendes hals.

Hun siger, at vi skal gå nu og lukker døren ind til soveværelset og døren ind til lejligheden.

Jeg kigger på hende, mens hun lukker dørene. Jeg tager hendes hånd, hun tager min arm, hun ser så træt ud, og jeg spørger hende, om jeg skal holde hendes bryster.

Hun siger, at hun hellere vil holde mine.

Jeg siger, at jeg har bh på, og at hun ikke har, hun siger, at jeg bare får hængebryster som mor, hvis hun ikke holder dem.

Vi går sidelæns ned ad trapperne, hendes bluse er pludselig min bluse, mine bukser hendes bukser, hendes arme holder om min krop, mine arme holder om hendes krop, hendes hænder er pludselig overalt.

Jeg kysser hende, hun kysser mig tilbage, hvis hun ikke holdt om mig nu, ville jeg falde ned ad trappen.

Hendes hånd glider over min nøgne ryg, og så slipper hun.

Først falder jeg, så falder hun, jeg slap ikke hendes hånd, da jeg faldt, så nu ligger hun oven på mig, og jeg ligger på en stinkende slidt måtte, men det er kun hendes stank, jeg kan lugte. ”Skal du gå nu?” ”Næ.”

Hun kysser mig, hendes bryster falder ud af den hvide tank top. ”Du slår mig i hovedet med dine bryster.”

124

Hun griner, lader sig falde ned på det kolde gulv ved siden af mig, hendes hår klistrer sig fast til mit ansigt, jeg klamrer mig fast til hendes lillefinger, bange for at hun vil gå.

Vi ligger bare og kigger op i loftet, det trænger til at blive malet. ”Gider du at hjælpe mig med vasketøjet?” ”Hvis jeg må hænge dine bryster til tørre.”

125

I onsdags sprang hun i vandet, ”Thorbjørn, Thorbjørn,” sagde hun hysterisk, ”i dag vil jeg kysse en sild.”

Og så sprang hun.

Med regnbukser og sweater dykkede hun elegant under vandet og kom prustende op igen.

En sæl med regnbukser og sweater.

Lige så elegant som hun var sprunget ud fra den overskidte badebro, lige så elegant sad hun pludselig ved siden af ham og placerede et vådt kys på hans kind.

Han omfavnede hendes kolde hånd, begravede sit hoved i hendes våde hår, hun stirrede ud over vandet, en fiskekutter i det fjerne.

Impulsivt rejste han sig op, dansede ned ad badebroen, mens han råbte ud over vandet: ”Lone, du er min sild!”

126

Hendes lærer fra skydning ligger altid i hendes dobbeltseng onsdag morgen, og jeg ville ønske, at det var mig, der lå i den dobbeltseng, mens jeg nussede hendes karseklippede frisure.

Han savler ekstremt meget, lagenet er altid gennemblødt. Alligevel lægger hun sig over til ham på det klamme lagen.

Hun trykker sin nøgne hvide krop ind mod hans behårede, svedige krop.

Han savler altid lidt ud over hende også.

Hun slikker hans hals, meget grundigt endda, som for at gøre ham ren.

Han hikker, hver gang hun slikker på hans hals, imens rører han ved hendes bryster.

Jeg ved ikke, om hun elsker ham.

Han slikker også hendes tatovering på den venstre balle. Tatoveringen forestiller en død hjort.

Han skider i sengen, når han er færdig med at slikke, og så går hun. Men kommer hurtigt tilbage med to kopper dampende, sort kaffe.

Hendes mand forstår hende ikke, men hun siger, at man bliver nødt til at hjælpe invalide mænd, hendes mand nikker bekræftende og tager forbi sin døve onkel hver onsdag.

Men denne onsdag er manden vred, da han finder den invalide lærer fra skydning i sin kones seng.

Hun forsøger at dæmpe hans raseri ved at forklare, at de bare lå og drak kaffe.

Manden fastholder blikket på hendes hvide bryster.

Manden i sengen skriger.

127

Smagen af saltvand, Ishøj strand, på mine tørre læber en sen lørdag eftermiddag.

Han er ikke i skole, det regner, og det er mandag, og han er ikke i skole.

Jeg vandrer rundt i et sort-hvid billede, og han er ikke i skole.

Hun siger, hun er lesbisk.

Hende den anden siger, at de nu skal flytte fra hinanden.

Hun siger, at mine kram er rare.

Hende den anden siger, at jeg ikke skal græde.

Hun siger, at hun elsker min sweatshirt.

Hende den anden siger, at alting nok skal gå.

Hun siger, at jeg skal vente med at gå.

Hende den anden siger, at hun bare vil arbejde på halv tid.

Hun siger, at hun elsker mig.

Jeg griner, først stille og forsigtigt, derefter larmende og hysterisk.

Nu griner jeg vildt voldsomt.

Julie trækker mig irriteret op fra græsset, jeg griner stadig, Julie er tydeligvis også påvirket.

Hun griner.

Vi griner.

Jeg kysser hende overalt i ansigtet, hun kysser bagefter mig, hendes krøllede brune hår strejfer mine ikke-eksisterende-bryster.

Vi løber.

En stor fed løgn båret på lyserøde skyer. En stor fed løgn båret på lyserøde skyer og gemt væk bag blomstret tapet. Jeg fik en stor fed løgn til morgenmad, og jeg åd den.

Jeg må ikke græde.

I går var han ikke til fest.

I dag er han til fest.

I går var jeg til fest.

I dag er jeg ikke til fest.

Han kysser sikkert en smuk, storbarmet brunette lige nu, og om ti minutter har han sikkert knaldet hende, og på mandag vil alle tale om det, og på tirsdag vil jeg stadig gå og forestille mig, hvordan hun ser ud nøgen, og på onsdag vil jeg stadig hade ham, og på torsdag ville jeg, hvis jeg kunne, brække mig ud over ham, og på fredag vil jeg igen drikke mig fuld i en flaske hvidvin og kysse ham groft. Og på lørdag vil han knalde en ny, storbarmet brunette.

Jeg møder højrøvede svin, der vil knalde og intet andet.

Jeg børster mine tænder, mens han spørger, om jeg er okay.

Jeg er ikke okay.

128

Intet er okay.

Alting er ikke okay.

Hun siger, at alting nok skal blive okay.

Men jeg er ikke okay.

Vi kører, jeg ved ikke, hvorhen vi kører.

Vi kører stærkt.

Vi har travlt.

Jeg ved ikke, hvad vi skal nå.

129

130

Frederik Schock Uddrag af romanen Resiliens

131

132

1998 Jeg skulle have været død i tredive sekunder, men jeg snød. Jeg sigtede mod mors pande og skød. Da hun faldt om i græsset og sluttede med at sprælle, lukkede jeg hendes øjne, ligesom de gør på film, og lagde mig ved siden af hende, så hun ikke skulle være død alene. Vi lå og spiste jordbær og talte barnevogne og rullestole. Vi kiggede på familierne og skænderierne og følte os overlegne. De var kraftedeme så grimme, alle bønderne, alle lommetyvene, alle gothpigerne og indvandrerne. Allerede som femårig så jeg det hele. Min tunge begyndte at svulme op og blev følelsesløs og slap. I ganen begyndte det at klø, men jeg ville ikke sige noget om det, før jeg blev så hæs, at jeg ikke kunne tale. Man skal vide, at mor godt kunne glemme sine omgivelser, og man skal vide, at hun kunne blive oprørt, når hun opdagede dem. Snart så hun mine øjne, der løb i vand, og min hals, der var kradset til blods, og jeg kunne spytte jordbærret ud. Hun ville råbe op om, hvorfor jeg ikke havde sagt noget, og at jeg ikke måtte ligge i græsset på grund af min allergi.

Jeg sagde: Ja, jo, jamen.

Så gik vi til Klampenborg station.

Vi sagde farvel, omfavnende hinanden, sagde farvel igen, og hun hoppede ind i øresundstoget. For hun skyldte lidt penge til Danmark og boede derfor i Malmø med en ven, hun kendte derovre. Jeg sigtede mod månen. Nætter var uhyggelige, når man var alene. På en væg stod der SUICIDE IS SEXY med udtværet sort graffiti. Jeg ventede på at blive hentet, men et par store drenge kom hen og satte sig ved siden af mig, og de begyndte at snakke til mig, og jeg prøvede ikke at tænke på det, og jeg havde min rejsetaske på skødet og pressede den ind til mig. Heldigvis kom der en pige med barnevogn, som de var mere interesserede i. De hjalp pigen og barnevognen ind i bussen, og hun sad alene med dem bagerst, mens de kørte væk.

På vej hjem skød jeg en pincher og dens ejer, der var ude og gå.

Gadelamper, busser, butiksvinduer, cyklister. Alt blev skudt på vej hjem. Far sagde, jeg skulle stoppe, så jeg sigtede på ham. Sigtede, sigtede. Den skulle ramme lige i øret. Han skulle ikke dø, bare få et chok. Kuglen skulle flyve ind ad det ene øre og ud af det andet. Han spurgte, om jeg havde ventet længe, og jeg sagde nej, og kunne vi ikke købe noget slik, men jeg så antennetårnet blinke i mørket og vidste, at der var en halv time, til vi var hjemme. Da vi kørte over broen, sagde han, at der ville gå noget tid, før jeg kunne se hende igen, og jeg fandt den største kugle, jeg kunne skyde med. Den skulle 133

ramme Danmark. Den skulle fylde hele horisonten og bombe det hele væk.

Så faldt jeg i søvn.

134

JULI 2013 Mor lænede sig op ad brystværnet med Gåsetårnet i baggrunden.

Hun havde mørke rande under øjnene. Forårssolen var konstant ved at gå ned.

Hun havde tre lange rynker i panden.

Hun havde mælkebøtter i håret.

Hun havde hjemløst hår.

Hun havde løst, brunt, krøllet hår.

Hun havde opsat hår.

Hun havde fletninger.

Hun havde panamahat på.

Vi fyldte hullerne i muren med sten.

Hun havde sin egen måde at sige nej på, da jeg spurgte, om jeg kunne flytte hjem til hende, indtil jeg fandt noget andet.

135

AUGUST 2013 På Nykøbing Falsters Akut og Modtagelses Center genkendte jeg hende bag disken, som spurgte mig, om jeg skulle have noget, og jeg pegede på den sidste æggemad inde i glasmontren. Hun havde ansigtet sænket og øjnene på mig hele tiden. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi i første omgang ikke sagde noget til hinanden. En lille indisk pige med et hvidt plasticarmbånd om sit håndled og en dukke i sin hånd smilede til mig og puffede mig lidt til side, selvom jeg stadig balancerede med paptallerkenen, som jeg holdt som en hotdog om min æggemad, imens jeg gravede efter mønter i min lomme.

Pigen sagde: Jeg kan høre en fugl inde i sodavandsautomaten.

Hende, jeg kendte, sagde: Kan du det? Skal vi kigge?

Nej, jeg tør ikke.

Hende, jeg kendte, gik hen og åbnede automaten og sagde: Se, der er ikke nogen fugl herinde.

Jamen, jeg hørte den.

Måske er den fløjet hjem igen, sagde hun og lukkede automaten igen.

Den lille pige fik en sodavand gratis og løb væk, i sin hvide dragt, over til sin mor. Hendes bror tog flasken fra hende og prøvede at tømme den i et hug. Han holdt bunden i vejret, mens væsken begyndte at løbe ud af hans mund og ned ad halsen, og pigen græd og rev i ham. Jeg overvejede at spørge hende bag disken om hendes navn, men jeg kunne ikke. Så jeg købte kaffe og satte mig i kantinen, tænkte lidt på, at hun havde sagt mit navn, og om vi havde været venner på et tidspunkt, eller om hun kunne huske mig fra et klassefoto. Jeg gik tilbage til kiosken. Hun var ved at fylde hylden op med chokolade og hviskede: Hvad? Så snakkede vi lidt om Avnø – mest om natteløbet, hvor lærerne gemte sig i skoven og skræmte os, og den ene lærer, der havde været så voldsom ved en af pigerne, at han var blevet fyret efter en anklage om overfald. Sidste skoledag og en klike, som jeg åbenbart havde været med i, og senere, da jeg gik ned mod stationen, kom jeg i tanke om det. Hun nævnte, at vi havde holdt i hånd til en skolefest, men det huskede jeg intet af. Hun spurgte, hvorfor jeg var her på hospitalet, og jeg forklarede det, som det var. Så omfavnede hun mig. Hun klaskede sit hoved mod min brystkasse.

Hun sagde: Du må ikke benægte din sorg.

Hun sagde: Det skal nok gå.

Jeg købte en togbillet, selvom de aldrig kontrollerede på den strækning om formiddagen. Man kan ikke rigtig mærke, hvis nogen 136

forfølger en, men hele tiden, mens jeg stod i ventesalen, følte jeg, der var en eller anden, som skulede efter mig. Da jeg gik ud på parkeringspladsen og satte mig på en bænk, fik jeg øje på en kvinde med kort mørkebrunt hår og fleecetrøje ved fodgængerovergangen til stationen.

Grønt.

Folk gik over, undtagen hende. Hun kiggede på mig. Vi så på hinanden i lang tid.

Rødt.

Jeg tog en slurk af min kaffe, med et øje på hende. Hendes blik blev på bilerne. Nye mennesker gjorde sig klar til at gå over. Et par på omkring tretten år gik over vejen, da der var en pause i trafikken.

De holdt i hånd og kyssede.

Der blev grønt. Hun blev stående. Vores blik mødtes. Hold blikket, hold blikket, hold blikket. Jeg kiggede op på skærmen, og der var fem minutter til toget. Så jeg gik. Jeg håbede lidt, hun var forsvundet, da jeg kiggede tilbage, men hun stod og snakkede med en eller anden.

Som regel kiggede jeg på landskabet. Det slog mig, at jeg havde set de bakker hele mit liv, men aldrig gået på dem. Jeg vidste præcis, hvor langt jeg var, når jeg så de bakker, sandbanker og det røde hus med de store vinduer.

Jeg foretrak at sidde i højre side, nordgående, om foråret, af åbenlyse grunde, og på venstre side, når markerne var dækket af sne, og åen var flydt over og blevet til blåsort is.

På en betonsøjle ved Vordingborg station stod der DEATH IS LIFE. Jeg var heldig med bussen og hoppede ind med det samme. Far var strandet på Møn, fordi busserne strejkede. Det var kun meget få ekstra busser, der kørte, og han havde misset den, han skulle have været med.

Sjælland var forsvundet i tåge, da jeg ankom til Møn. Man kunne se ud til Lindholm, men derefter sluttede resten af verdenen. Der var hård vind, når man gik langs havnen. I gaderne lugtede der af tang.

Der var biler, der ikke skinnede med deres fugtige tage, fordi der intet lys var tændt i husene. Kirken var det pæneste sted. Fars hus lå lige ved siden af. Jeg låste mig ind og rystede regnen af min frakke.

Tændte lys i stuen og køkkenet.

Hallo?

Jeg satte mig i stuen. Herinde blev man søvnig af farverne. Sorte bogreoler, mørkerødt tæppe. Et mørkeblåt billede af far som ung, stående på en smattet sti i halvfjerdserbørnetøj. Han manglede sin 137

finger allerede dengang. Hans papfar hed Lars og var landmand, og en dag havde han insisteret på, at de skulle ud og fodre heste. Far fik et æble i hånden og strakte sin arm op til hesten. Hold din hånd fladt, havde Lars sagt til ham, hver gang han rakte et æble op til hesten, selvom der ikke skete noget. Hold din hånd fladt, sådan her, sagde han igen og igen. Lars boede stadig ude på gården. Han havde rynker så dybe, at hvis man fik øje på dem, ville man ikke kunne fjerne blikket fra dem igen. To lange, der gik fra kinderne ned på hver sin side af munden. Da jeg var mindre forestillede jeg mig altid, hvordan han havde skåret dem med en kniv, ellers kunne man ikke få sådan nogle rynker. Inde fra køkkenet havde moren råbt op om mudder på gulvet fra de grønne gummistøvler, Lars altid glemte at tage af. Vent her. Hold din hånd fladt, havde han sagt og skyndte sig ind i køkkenet for at forklare sig. Jeg kan ikke huske ordret, hvordan det skete, men far havde altid været meget nysgerrig. Han havde strakt sine små fingre så langt op ad æblet, som han kunne og havde givet det til hesten. På den måde havde han mistet sin finger, og jeg elskede, når han hilste på folk og gav dem hånden. Der var dem, som kiggede ned med det samme, og dem, som måtte kæmpe med trangen til at se ned på min fars hånd, fordi de kunne mærke, der var noget galt. Engang foreslog en ven, at far skulle gå med handsker, men hvem gik med handsker? Han blærede sig lidt for meget med sin finger. Det var en del af hans personlighed, sagde han.

Der lå kuverter og aviser og bøger på spisebordet. Der var et billede fra Store Klinteskov. Far kunne godt lide naturbilleder og tog dem, når årstiderne skiftede.

Selvom jeg ikke havde boet hjemme i to år, følte jeg stadig ubehag, når visse døre var lukkede, som normalt aldrig var det, eller en lille forvirring, når møbler var blevet rykket rundt. Alt muligt var forkert i huset lige nu. Jeg lagde mig på sofaen med en avis. Man kunne donere sine sten og fossiler til en stenmesse. Den gamle tørmælksfabrik var nu åbnet som museum. En biavler havde åbent hus.

Jeg faldt i søvn. Drømte om et industriområde i en ørken. Døren åbnede, og jeg vågnede. Far spurgte, hvordan jeg havde det.

Han spurgte, om jeg havde været hjemme længe.

Han spurgte, om jeg havde fået noget at spise.

Det her tog noget tid. Så fik vi begge brug for stilhed. Jeg satte mig på mit værelse på kvisten. Fra min udsigt kunne jeg se en dame se tv. Jeg prøvede at hoste helt lydløst, vinduet var åbent og mit ansigt blev våd af regnen.

Senere den dag, begyndte vi at bære kasserne ned: gul, lilla, turkis. De nyeste kasser havde hverken farve eller årstal. Far rakte 138

mig den hvide, som jeg åbnede på gulvet. I cigarkassen lå sygesikringskortene samlet i et bundt med en elastik. Et egetræsblad klistret på det eneste billede, en skovtur. Han havde fået sit nye kamera det år. Ufremkaldte ruller.

Der er ingen grund til at gøre noget ved dem, sagde han, hvis vi skal mindes, skal vi snakke om det i stedet.

Jeg sagde: Fint nok.

Vi stablede op på spisebordet. Jeg spurgte til, hvad han skrev på.

Noget originalt, sagde han, jeg er femogtredive sider inde.

Jeg spurgte: Hvad med hunden?

Han sagde: Jeg satte den af til aflivning. Jeg er allergisk.

Han spurgte: Hvordan er det at flytte hjem igen?

Jeg sagde: Fint nok. Jeg har fået arbejde.

Han sagde: Det var hurtigt, hvorhenne?

Blomsterfabrikken.

Virkelig?

Ja, jeg meldte mig til vikarbureauet sidste uge.

Virkelig?

Ja, samme dag kom jeg til samtale.

Virkelig? Det var hurtigt.

Ja, og de kunne godt bruge mig.

Sagde de ellers noget?

Han kendte vist dig?

Ja, jeg gik i klasse med ham, sagde far, mangler de folk derovre?

Jeg sagde: Ja, du kan melde dig til bureauet, så får du jobbet.

Nej, det kan ikke betale sig at være vikar. Jeg tjener mere nu.

Jeg spurgte til, hvordan det gik på kommunen.

De ligner hinanden, sagsbehandlerne, sagde han, helt kort eller pagehår, farvet eller med grå stænk. Deres ansigter er trætte. De burde snyde mere for at lette processen og være mindre stressede med alting.

Jeg sagde: Klart nok.

Han spurgte: Men hvornår starter du?

Mandag morgen.

Så kan vi følges.

Fint, sagde jeg og stablede videre To år, han mumlede, to år, og lukkede loftslemmen, havde hun giftet sig igen, ville hun have været forandret, sagde han, vil du have te?

Jeg sagde: Klart.

Vi gik i køkkenet og stirrede ud på haven.

Han sagde: Blodprop i en rundkørsel.

139

Jeg sagde: Gid, der var andre i ulykken.

Han lavede lyde, som om han ville sige noget mere, smækkede med tungen, rømmede sig, men endte hele tiden med at bryde ud i sang.

Skal vi kigge kasserne igennem? spurgte jeg.

Nej, jeg har ondt i hovedet, sagde han, skal vi tage ud og spise?

Jeg giver.

På pizzeriaet satte vi os i et hjørne og bestilte det samme. I perioder lignede vi hinanden meget. Det var nok derfor, han ikke skældte mig ud, da jeg var yngre. Vi kiggede os selv i øjnene, når vi så på hinanden.

Han spurgte til København, og om jeg havde set nogen kendte, og om min sambo, som han ikke kunne huske navnet på, og om hvor mange penge, jeg havde tilbage. Så begyndte han at snakke om dengang, de blev skilt. Det var ikke en historie, man burde bruge som underholdning, så han fik snakket færdig, og vi spiste. Vi havde spist her mange gange før, og de kendte far her. Det brød jeg mig ikke om.

Skal vi sige at det her sted er helle? spurgte han.

Hvad for noget?

Lad os sige, det her sted er helle. Jeg har brug for et sted, hvor jeg ikke skal tænke på det. Sagde han.

Okay.

Han mumlede, at jeg måtte forstå, han havde haft et svært forhold til hende de sidste mange år.

Er det i orden? spurgte han.

Helt klart, sagde jeg, har du fortalt det til søster?

Jeg kunne ikke få fat i hende, jeg prøver igen, når vi kommer hjem. Medmindre du vil ringe til hende?

Nej, du gør det bare. Hvordan har hun det?

Hun har det fint nok, tror jeg, eller sidst, jeg hørte noget, var hun på hospitalet med ungen.

Hvordan har han det? spurgte jeg.

Fint nok nu, tror jeg, snakker du normalt med hende?

Kun, hvis der er noget at snakke om. Sagde jeg.

Okay, men du vil ikke ringe til hende om det her?

Nej, du gør det bare, sagde jeg.

Du har vel hendes nummer, sagde han.

Ja, selvfølgelig.

Hun har skiftet det.

Ja, det ved jeg godt.

På grund af alt det, som skete.

140

Ja. Det er ved at blive mørkt, sagde han.

Jeg er også klar, sagde jeg.

Kan du se om det regner? spurgte han Støvregn, måske.

Vi rejste os og tømte vores glas, imens vi tog frakker på.

Da vi kom tilbage, smed far sig på sofaen. Jeg gik i køkkenet og begyndte at vaske op. Kasserne på spisebordet mindede mig om, hvorfor vi havde været ude og spise. Der var et bryllupsbillede af mine forældre, de stod ude foran en kirke. Far stod med sol i øjnene og dobbelthage, på den måde blev hans smil mistænksomt. Hun havde ringen på sin pegefinger og gjorde det tydeligt på billedet hvorfor: halvdelen af hendes ringfinger manglede. Det var en historie, hun elskede at fortælle. Ens bedste historie forandrer sig altid, hver gang den bliver fortalt, men hun fortalte den altid på samme måde: Hun havde været en pige, og hendes far havde insisteret på, at hun skulle med ud og fodre heste. Hun havde et æble i hånden og strakte sin arm op til hesten. Hold din hånd fladt, havde han sagt til hende. Inde fra køkkenet havde hendes mor pludselig råbt op om mudder på gulvet eller sådan noget. Vent her, og hold din hånd fladt, sagde hendes far og gik ind i køkkenet for at forklare sig. Mor havde altid været nysgerrig. Hvad mon der skete, hvis hun strakte sine små fingre, så langt hun kunne opad æblet, og fodrede det åndssvage dyr, spurgte hun mig altid, den bed min finger af. Hun havde et meget charmerende grin, det sagde alle, selv dem, som ikke kunne lide hende.

Har du snakket med politiet? spurgte jeg.

De kontakter mig på mandag. Du, sagde han, og jeg kunne høre, han rejste sig. Jeg gik ud i gangen og fandt min frakke.

Han spurgte: Hvor skal du hen?

Jeg sagde: Bare rundt.

141

Den lørdag, var jeg nær blevet kørt ned i krydset ved stationen.

Chaufføren snittede mig, da han kom rundt om hjørnet. Stationspladsen var forandret. Man havde bygget en skatepark, hvor springvandet plejede at stå. Store cementklumper bulede op, og tynde, grå træer var plantet på toppene. Nu sad man i stedet på trapperne foran indgangen til stationen og røg. Jeg havde ikke set Jesper siden før sommeren. Han havde ringet dagen før og sagt, han skulle ned og besøge sin faster. Hun var den eneste grund til, han gad tage toget herned. Han vidste, at jeg var flyttet hjem og spurgte, om vi kunne mødes i Vordingborg. Da vi fik øje på hinanden, tog vi vores telefoner frem og tjekkede dem, imens vi gik imod hinanden, puttede dem væk igen og hilste. Vi fulgtes op fra perronen mod pladsen.

Han sagde: Hvis du vil snakke om noget.

Jeg sagde: Det går.

Han spurgte: Har du forstået det endnu?

Jeg sagde: Måske.

Vi satte os ind i bussen på vej tilbage til Stege.

Fandt du en anden lejer? spurgte jeg.

Han sagde: Lynhurtigt. Så tænk ikke på det. Selvsamme dag flyttebilen kom, fik jeg beskeder fra folk, der var interesseret.

Er det nogen, vi kender? spurgte jeg.

Han sagde: Nej, ikke rigtigt. Eller jo, du gik vist i folkeskolen med hende.

Virkelig?

Du kan sikkert ikke huske hende, så det er lige meget.

Hvem var det?

Tænk ikke på det.

Kom nu.

Nej, nej, det er virkelig lige meget. Det er ikke sikkert, hun flytter ind.

Naja? Alberte?

Nej, drop det.

Ida, Cecilie?

Hvem?

Jeg gik igennem min hukommelse af pigenavne. Der gik længere tid mellem Jespers svar – han kiggede på sin telefon. Vi kørte gennem byen. Gågadens formiddagsgængere var ved at blive udskiftet med dem, man kendte fra hverdagen. Butikkerne var ved at sætte skilte op og starte dagen.

Jesper gabte højt, som var det en pointe.

Han spurgte: Er det godt at være hjemme?

Jeg sagde: Det håber jeg, det bliver.

142

Han sagde: Nu er det heller ikke gået, som du havde planlagt.

Nej. Han spurgte: Nåede du at passe hende?

Lidt. Hun ville ikke have mig boende.

Det var måske også ydmygende for hende, ville han sige, men jeg afbrød ham og sagde: Vi ved ikke helt, hvad der er sket endnu.

Nej, så du bor hos din far nu? spurgte han.

Ja. I kælderen?

Nej, på kvisten.

Jeg kunne ikke se det morsomme ved det. Jespers grin gik over til et gab igen.

Han sagde: Man bliver så træt af at være hernede. Så hvad så, har du set nogen, du kender?

Ja, få. Jeg havde en ide om, hvem som stadig boede her, dem, som havde penge i den lokale bank og fuldtidsarbejde. Den slags.

Sagde jeg.

Vildt.

Men jeg har ikke snakket med nogen af dem.

Nej, det er klart. Jeg kan ikke huske nogen fra hernede, og det er ikke engang for at være snobbet.

Nej. Skolen var ved at blive revet ned. Vi gik forbi stedet på vej til hjem hans faster. Vinduerne var fjernet, og vi kunne se ind i de mørke lokaler, der havde været vores klasseværelser. Vi kom om til gården, hvor cykelstativet plejede at stå. Nu var det en holdeplads for maskiner, der knuste asfalten under dem. Jeg fortalte Jesper om den dag, han stoppede på vores skole, og pegede stedet ud, hvor han skar sig på cykelstativet. Han havde et stort lyserødt ar på sin læg. Det blev hvidt om sommeren, når det fik sol. Det havde været en af de varmeste sommerdage. Så varm, at vi fik lov til at skippe undervisningen og være udenfor. Jesper kiggede først anden gang, jeg pegede, hvor stativet havde stået, og han sagde: Sådan var det slet ikke.

Det var vinter.

Vi kom ned til huset. Han fortalte, han havde altid følt sig udenfor, når han gik sammen med mig her. Efter han flyttede herfra, var det ikke længere hans by. Når han var på besøg, blev han snakket til, som var han gæst. Jeg følte det samme den her gang. To år var nok til, at man ikke hørte til mere. Sidst jeg var hjemme hos hans faster, havde Jesper været pænt snalret. Det havde været en sen eftermiddag sidst på skoleåret. Han var faldet i søvn med det samme, og hun havde guidet mig over i en havestol, hvor hun fortalte om Gud og 143

fremtiden. Hendes ansigt havde en slidt blå farve, efter solen gik ned over taget. Det var lettere at huske, hvordan hun havde set ud, end hvad hun havde sagt til mig dengang.

Hun viste os ind i huset.

Hun sagde: Kan I huske Mathilde og hendes forældre?

Jesper spurgte: Hvem?

Jehova.

Ja, det kan jeg godt, sagde han.

Jeg så hende i torsdags komme gående med en barnevogn, sagde hun.

Hva’? sagde Jesper og smed sin frakke og taske, som kom han hjem til hende hver dag. De snakkede så tit sammen, at de ikke engang hilste. Først inde i stuen fik hun rigtig øje på mig.

Hun sagde: Det er længe siden. Hvordan går det?

Hun vidste ikke, hvad der var sket. Vi var blevet enige i bussen om at holde det hemmeligt for hende, til hun selv fandt ud af det.

Fint nok.

Det kunne være hendes søsters barn, Mathilde gik med, sagde Jesper.

Det tror jeg ikke, sagde fasteren og gik i køkkenet, åbnede en skabslåge og fandt kopper frem og fortsatte: Hun lignede en mor, på den måde hun, kom gående. Nogen er bare tidligt ude. Te? Ja tak. Jeg tror, vi sætter os udenfor, sagde Jesper.

Helt i orden. I må undskylde alt det her, hun viftede med hånden mod stuen, miskmask. Jeg har det med at starte en masse projekter og miste interessen for dem igen. Kender I ikke det?

Helt klart, sagde jeg, har du gang i noget bestemt projekt?

Nej. Skydedøren blev åbnet, og vi gik ud.

Hvor mange er vi til aftensmad? spurgte hun inde fra køkkenet.

Tre, sagde Jesper.

Jeg kan ikke blive, sagde jeg Bliv.

Jeg har noget, jeg skal.

Bliv. Tag det roligt. Du har boet hjemme i et par måneder, og pludselig er du blevet helt mærkelig. Det føles forkert, sagde han, ikke at snakke om det.

Jeg sagde: Jeg er ikke klar. Tror jeg.

Efter et stykke tid sagde han: Find et job. Find ud af, hvem der ellers er tilbage her. Så du har nogen at snakke med.

Jeg har fået et job.

Virkelig? Kontorarbejde eller noget på radiostationen?

144

På blomsterfabrikken.

Nå.

Det var det. Vi blev siddende udenfor, selvom luften var kold.

Indenfor kunne vi høre fasteren rumstere i køkkenet. En bus kørte nordpå. Nabobørn hoppede på trampolin. Det støvede drivhus blev langsomt mørkere. Da Jesper fortalte, at det var Karoline, som var flyttet ind, grinede jeg så højt og længe, jeg kunne. Det var underligt at sidde her igen, det hele var så uendeligt det samme.

145

Jeg fandt Lars, som skulle vise mig hvilken station, der var min. På vej gennem den tomme hal gennemgik han hurtigt dagens ordrer: Du får femoghalvtreds D i dag. Trehundrede blomster er første ordre. Liljer skal op i toppen, orkideer i bunden. Husk, at vognene kun må være tre komma fem meter høje, ellers kan de ikke komme ind i lastbilerne, og du skal pakke det hele om. Duftranke skal kun pakkes i rene vogne. De skal til Letland, så husk at frostsikre det hele med plastic. Når du er færdig, kan du hjælpe Brian, indtil der kommer flere bestillinger til dig. Så find nogle vogne, og stil dem klar, husk, at den nederste plade skal være femten takke oppe, i stedet for de normale syv – fordi orkideer er høje.

Vores øjne mødtes.

Er du med?

Ja. Alarmen lød. Rullebåndet begyndte at køre. Vikarerne løb hen til de tomme vogne, som stod tilfældigt efterladt rundt omkring i hallen, og kørte dem tilbage til deres stationer. Det gjaldt om at være hurtigst, så man ikke behøvede at gå ned i rest-afdelingen, som lå i en anden bygning, for at hente vogne. Mine hænder rystede, hallen var stadig kold, som kun tomme betonlokaler kan være det, men når blomsterne kom ind, og blev stablet op, ville fugtigheden gøre det vanskeligt at trække vejret. Jeg mødtes med Brian ved en stak vogne, han prustede allerede af udmattelse.

Du kom ikke i fredags, sagde han, jeg ventede på dig.

Fik du ikke min besked? Jeg skulle noget andet, sagde jeg.

Min telefon er væk. Hvad skulle du?

Familieengagement. Sagde jeg.

Okay, fødselsdag?

Det modsatte, sagde jeg. Han stod og tænkte. En ladning kom kørende forbi, og vi løb begge tilbage til vores stationer. Den første vogn drejede af båndet og kørte hen til mig. Det var en vogn med blomster, der kun havde mine bestillingstal og var klar til at blive kørt på plads. En ren vogn. Den næste var også ren, den tredje med.

Jeg arbejdede hurtigt, når der kom forskelligt nummererede bakker med blomster, som måtte smides over på en ny vogn og køres tilbage på rullebåndet.

Jeg gik i kantinen. Brian stod og kogte vand.

Let dag, sagde han, hvordan går det?

Jeg sagde: Fint. Får du rene vogne?

Han sagde: Ja. Stort set alt, indtil videre. Dig? Lidt forskelligt.

En fastansat kom ind.

146

Han spurgte: Har I set Mathias?

Hvem?

Meget langt hår.

Jeg så ham komme cyklende, da jeg mødte, sagde Brian, men jeg har ikke set ham siden.

Den fastansatte sukkede og sagde hårdt: Hvis I ser ham, skal i sige, at han skal gå på kontoret og skrive sine fravær på sin timeseddel.

Måske er der sket noget vigtigt, sagde Brian.

Vandet kogte, og døren smækkede igen.

Nåh, ja, sagde Brian, hvad skulle du i fredags?

Jeg blev syg.

Sagde du ikke familie?

Jo, men det faldt på samme dag.

Bare forkølelse eller?

Ja, lidt forkølelse.

Men du har det fint nu? spurgte han Ja, jeg har det fint.

Sig til, hvis du har ondt i hovedet, jeg har vist nogle piller med.

Tak, men jeg har det fint.

Okay, men ellers sig til. Skal du have en kop?

Ja, tak.

Vi fandt kopper.

Har du arbejdet på fabrik før? spurgte jeg.

Nej, ikke rigtigt. Eller jo.

Hvorhenne?

Jeg satte mig ved bordet og tog en slurk, men frøs, da jeg hørte døren gå op. Lars gik hen og tog en kop. Jeg havde skyldfølelse over at blive set sidde ned. Vi hilste.

Har du arbejdet på fabrik før? spurgte Brian Jeg boede ved siden af en fabrik, da jeg var lille. Jeg plejede at snige rundt derinde, sagde jeg.

Lars brød ind: Hvor boede du?

I Bagsværd, sagde jeg.

Okay, sagde han, holder I pause?

Nej, vi trak bare vejret, sagde Brian.

Husk, at pauser, er noget I selv styrer – I kan først gå hjem, når I er færdige, sagde Lars.

Vi holdt ikke pause, sagde Brian.

Vi er allerede i gang igen, sagde jeg.

147

Temperaturen var steget i hallen. Inden jeg var kommet over til stationen, var min ryg våd. Jeg stod med dårlig balance på skamlen, når liljerne skulle løftes op i toppen. Jorden fra blomsterne faldt ned i mit hår og blev til mudder på min pande. Tre timer gik med urene vogne. Jeg tog en pause i kantinen. Da jeg kom tilbage, så jeg Lars stå foran min station. Hvis han stod stille, betød det, man havde lavet en fejl. Han begyndte at råbe til mig, jeg svarede: pakket blomster. Han kom hen til mig og tog frem papiret med mine bestillinger.

Læs, sagde han.

Jeg sagde: bestillingsnummer: hundredefire, nihundrede, toogtredivehundrede.

Vi gik hen til en af mine vogne, som jeg havde pakket og svøbt med plastic.

Læs her, sagde han. Jeg kiggede på en af bakkerne med blomster og sagde: hundredefireogfyrre.

De andre tal var også forkerte.

Sent på natten fik vi fri. Flere gange i løbet af arbejdstiden, havde jeg overvejet at gå derfra, når jeg kunne slippe af sted med det, men efter Brian blev færdig på sin station, var han kommet over for at hjælpe mig. På et tidspunkt, efter midnat, havde jeg stirret så blankt på Lars, at han havde knipset sine fingre foran ansigtet på mig. Jeg var stadig i prøveperioden, to uger endnu, og det her var det eneste job, som fandtes hernede. Så jeg blev og arbejdede færdigt. Desuden, var Brian ivrig efter at snakke. Vi havde de samme vagter hele ugen og begyndte at følges. Han stod af bussen ved tankstationen, når jeg kom gående. Han boede ude ved kysten. Allerede når vi mødtes, kunne vi svagt lugte vådt græs fra fabrikken. Når man havde fri, fulgte lugten med hjem. Den sad i tøjet, og i håret. Den her nat, havde Brian hørt hvisken om, at de ville sætte vikarer på standby til november. Bestillingerne var færre om vinteren.

Har de sagt hvor mange, der beholder deres vagter? spurgte jeg.

Brian sagde: Jeg har hørt, at de kun skal bruge dem, som klarer sig bedst.

Men hvor mange?

Jeg ved det ikke.

Ham med det lange hår vælter alle sine vogne, sagde jeg.

Det må være antal væltede vogne, de kigger efter, sagde han.

Helt klart. Hvor mange du væltet?

Han sagde: tre. Du? Nul. 148

Han sagde: Ham med det lange hår har væltet mindst tyve.

Ved tankstationen satte Brian sig for at vente på bussen. Langs havnen, mærkede jeg en kvalmende træthed.

149

2000 Vi var på familieudflugt i skoven igen. Birketræerne, nyslået græs, mine øjne var blodsprængte, mine ben var blege. Vi sad i skyggen for at undgå kræften. Naturen var på klos hold, når familiefotoet blev taget. Hun sippede hvidvin og skålede til fotografen, far. Under sin nye panamahat smilede hun fjoget. Hun løftede lidt op i sin kursuskjole, den lignede en natkjole, hun havde den også på om aftenen.

Hun skubbede mig lidt frem, glattede mit nyfarvede hår. Justerede vindruerne, brieosten, plasticbestikket. Tjekkede sollysets fald og skålede igen. Hun havde malet vores sorte hund hvid.

150

151

152