Vi er løbet tør for grisehoveder by Talentskolen

VI ER LØBET TØR FOR GRISEHOVEDER

VI ER LØBET TØR FOR GRISEHOVEDER Antologi, Talentskolens forfatterlinje 14/15

VI ER LØBET TØR FOR GRISEHOVEDER Copyright: Talentskolen og forfatterne Trykt hos Jannerup a/s Printed in Denmark 2015 Talentskolen Grønnegade 10 4700 Næstved www.talentskolen.nu

Indhold Sine Savas Andersen, s. 7 Rikke Ulvedahl Carlsen, s. 19 Mie Bjerge Christensen, s. 37 Emilie-Boline Jakobsen, s. 49 Stine Kielstrup, s. 63 Clara Mie Moesgaard Lech, s. 79 Maja Mittag, s. 89 Signe Olesen, s. 103 Aisha Freja Pedersen, s. 121 Frederik Schock, s. 135 Alberte Ida Harboe Westergaard, s. 155

Sine Savas Andersen

En sommer, tre cykler i indkørslen. Den røde er min. Vi sidder på terrassen i haven, og der kravler en mariehøne på mit ben. Han kommer ud med tre is i hånden og solbriller i kraven. Steder, jeg er: På væggen i stuen hos morfar. 7-Eleven på en søndag. Nordre Kirkegaard. Det regner, da jeg stiger ud af bilen. Den sidste grav i en uendelig lang række. Stenen med navnet på og det forkerte årstal. Blomsterne fra sidst ligger der stadigvæk. De er visne nu. Min mor påpeger, at graven ved siden af har fået lagt gran på, men det har vi ikke. Hun får øje på en graver en række længere henne. Jeg kan høre hun skælder ham ud, og jeg har lyst til at tage fat i hende, hive hende med tilbage til bilen, men da vi endelig går, er de visne blomster fjernet, og graven er pyntet med gran. Når jeg fortæller folk, min far er død, kigger de underligt på mig. Ting, de siger: Ej, er det rigtigt? Nej, han er da ikke. Hvad døde han af? Det er synd for dig. Arvede du noget? Jeg husker ikke, hvor lang tid der går, før han får konstateret kræft, til han dør. Jeg husker den stue, han er indlagt på. Der er huller i loftet. En hvid seng. En hvid stol. Lange gardiner. Et drop. En badekåbe. En læge med store briller. Lugten af ingenting. Lyden af hans stemme. Ham, der lover mig, han snart kommer hjem. Ham, der lyver for mig. Jeg besøger ham kun én gang, mens han er syg. Da min mor fortæller mig, han er faldet om, at han har fået et hjerteanfald, spørger hun mig, om jeg vil hen og se ham en sidste gang. Jeg svarer nej. Hun siger, at det også er bedst at huske ham som levende, men det er ikke grunden til, jeg siger nej. Jeg vil slet ikke se ham. De opdager det for sent. De siger, det er en rygskade. De vil ikke give ham medicin, selvom han har ondt. Det har allerede spredt sig til resten af kroppen, da han bliver scannet første gang. Sådan siger de: Din far er død. 9

Sådan burde de sige: Det er vores skyld, din far er død. En begravelse. Mennesker, der græder, mig, der ikke gør. Nogen kunne holde min hånd. Jeg husker hans fødselsdag. Hvide liljer på hans grav. Jeg har lavet en tegning af en solnedgang. Der står et lys, der ikke er tændt. En granitsten med sort indgravering. Et navn. Et forkert årstal. Det er et forkert årstal. Det er forkert. Ham og hans kæreste. Et hus på Nørre Boulevard. Mit værelse, der aldrig bliver færdigt. Ting, jeg tænker om mig selv: Jeg er ikke kvalificeret til at være en del af et stort fællesskab. Jeg er et vellykket skilsmissebarn. Jeg ligner min far mere end min mor. Nogle gange møder jeg folk, der har sammen parfume på som ham. Jeg kan aldrig huske, hvad den hedder. Har taget mig selv i at ville stoppe de folk. At hive fat i dem, spørge, hvilken parfume de går med. Jeg når altid at stoppe mig selv. Jeg er ikke sikker på, hvordan det føles at have en far. 2006: Jeg finder ud af, han er lærer. 2007: Jeg finder ud af, han bor i den samme by som mig. 2008: Jeg finder ud af, han underviser en del fra mit håndboldhold. Vi mødes første gang, da jeg er ti år. Han siger, han har savnet mig. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad det vil sige at have en far. I stuen ved det hvide spisebord. Han har købt røget laks og bagt et helt brød. Vi spiser i stilhed, fordi ingen af os ved, hvad vi skal sige. Jeg nævner at der er kommet flere bøger i bogreolen. Han siger, der stadigvæk er mange i kasserne i kælderen. Han tager et backgammonspil frem. Jeg siger, jeg gerne vil lære kurdisk. Vi laver vores egne regler, og han lærer mig at tælle, mens jeg slår med terningerne. Jeg slår en etter og en sekser: yek, şeş. Han slår en toer og en femmer: do, pênc.

Jeg spiller fodbold på terrassen. Sparker bolden mod muren. Den kommer tilbage. Jeg sparker hårdere. Jeg rammer et vindue. Jeg smadrer vinduet. Han bliver ikke sur. Vi sidder i hans bil, og jeg spørger ham, hvor vi skal hen. Han siger, vi skal op og spise hos hans veninde. Det regner udenfor, og vinduesviskerne kører frem og tilbage. Jeg tager mig sammen til at spørge, om det er hans kæreste. Han spørger, om der er noget galt med det, hvis det er, men jeg ved ikke, hvordan det er at have en far med en kæreste, så jeg svarer nej. Hun serverer stenalderbrød for mig. Det er lavet på kerner og olie. Jeg synes, det smager godt, så jeg siger det til hende. Hun er glad for, jeg kan lide det. Jeg tænker, at bare fordi jeg kan lide brødet, betyder det ikke, jeg kan lide hende. Hun siger, brødet er glutenfrit og meget sundt.

I vindueskarmen hos S. Hun ryger blå Kings, selvom hun har prøvet at stoppe. Hun synes, det er svært, og ude på balkonen ligger hundrede skodder. Min lighter på sengebordet. Jeg er jo egentlig halv perker. Det er derfor, S snakker med mig. Det siger min mor i hvert fald. Hun spørger, om jeg er god nok, nu hvor S ikke har andre. Jeg spørger hende, om det er svært at forstå, at folk vil være sammen med mig. Jeg tager hen til S om aftenen. Jeg glemte at gå i bad derhjemme, så hun tænder for bruseren og hælder hvidvin op i et plastikkrus. S og jeg kører på rulleskøjter hele vejen til Væggerløse og ud omkring Hasselø for at se på solnedgangen. Uden jakker. Det er ikke koldt. Der dufter af maj. Varm asfalt. Hundelorte i vejkanten. Det blæser ude ved kysten. Der står en grøn bænk, med citater og tegn ridset ind i ryglænet. Marc er bøsse, T was here, K+R med et hjerte udenom. Hår i ansigtet. Jeg går glip af solnedgangen. Vi bader nøgne på en strand med skiltet PRIVAT, selvom vandet er koldt. S i halvmørket lige efter solen er forsvundet. Vi tisser i vandet. På den anden side af vandet: ingenting. S og jeg på Fuglsang Kunstmuseum. Vi går i parken for at finde et motiv at male, og jeg beslutter mig for en sø med et træ. Sø med træ. Det kalder jeg mit billede, da det er færdigt. De andre synes, det er flot, men jeg er ikke tilfreds. Vores billedkunstlærer ser træt ud, da hun siger, vi godt må tage hjem, og jeg bebrejder hende ikke, for hvem gider at bruge en hel dag på et kunstmuseum, der ligger in the middle of nowhere? Jeg skriver til S, spørger, om hun skal på arbejde i dag. Det skal hun ikke, så jeg vil høre, om vi skal lave noget, men hun siger, hun har en anden aftale, og jeg slukker min telefon efter det. Senere på dagen taber jeg den på gulvet, så skærmen smadrer. Det er lige efter matematiktimen.

Vi laver pizza i hendes køkken en tirsdag aften. En flaske af vores hvidvin i køleskabet. En pakke blå Kings på bordet. Hun ryger, mens jeg laver mad. Jeg spørger, om hun er begyndt igen, og hun trækker på skuldrene. Påskeferien: Jeg går en tur, mest fordi jeg bare gerne vil væk. Musik i ørerne, det har lige regnet. Mine gummistøvler er stribede. Sender et billede over snapchat, skriver: Går tur alene, ville ønske du var med. Jeg går ud forbi golfbanerne. De er tomme nu. Vi cykler en tur, for S har fået ny cykel. Vi drejer ned forbi vores gamle skole. Der er lys i vinduerne i hovedbygningen. Vi stopper ude foran og stiller vores cykler op ad hegnet. Så går vi ind i skolegården. Jeg tænker på sidste år, hvor meget jeg savner det, og hvor meget jeg ikke gør. Der ligger en fodbold henne ved skuret. Jeg samler den op, men S tager den fra mig, og hun sparker til den. Den rammer muren og kommer mod mig. Jeg sparker også til den. Bolden rammer vinduet, så det smadrer. Han kommer ud. Kigger på mig, og jeg siger undskyld. Jeg siger, det ikke var med vilje. Han tager bolden ud af hånden på mig og går indenfor. Jeg følger efter ham og spørger, om han er sur. Han siger, at han ikke er sur, men jeg tror ikke på det. Vi sidder på hendes balkon, og solen skinner. Vi snakker lidt, men ellers er der stille. Jeg spørger, om man kan se hele byen herfra, men hun ryster på hovedet. I en have langt under os hopper to drenge på trampolin. Den ene falder pludselig og begynder at græde. S kigger på mig og begynder at grine, og så kan jeg heller ikke lade være.

Mine brødres mor står i vores køkken og græder. Hun siger, at E har råbt ad hende, og hun ved ikke, om han tager med til Tyskland alligevel. Jeg viser hende min nye jakke fra H&M. Siger, hun godt må låne den, hvis det bliver koldt, men at jeg ikke ved, om det er hendes størrelse. Jeg har ikke set M siden jul, men vi skal til bryllup på lørdag. Min fætter skal giftes, og jeg kan ikke huske, om det er Erhan eller Mehmet eller Azad eller Devran. På bagsædet: en taske, en cd med David Bowie, min bror, der ikke siger noget. Vi henter M i Tårs, hvor færgen sejler fra. Hans bil holder på parkeringspladsen. Der går fire minutter, før han får det første opkald. Det er noget med hans firma igen. Jeg tænker på sidst, jeg så min familie fra Tyskland. En kirkegård med hegn hele vejen rundt. Det er november. Jeg har en sort sweater på, fordi det er koldt. Stenene knaser under skoene på vej hen til gravstedet. Min mor græder, selvom de ikke har været sammen, siden jeg var lille. Det er fire år og tre måneder siden fars begravelse. Fredag aften: Vi kører over grænsen til Tyskland, og M siger, der kun er halvanden time, til vi er der. Jeg kan se, de glæder sig til at se dem, og jeg føler, de har noget, jeg ikke har. Da vi kommer, har de har sat mad frem, og vi bliver oppe til klokken to. En sms fra bror: Han skriver, jeg kan ikke sove hos ham den 26., for han har stadig ikke fundet et sted at bo. Han skriver, det er svært at finde en ordentlig lejlighed i København. Jeg svarer tilbage, at det er okay. Det er tradition, at brudgommen betaler for, at den nærmeste familie og venner kommer til barber på bryllupsdagen. Barberen ligger i Kiel, og da vi ankommer, står de tætteste tyve af mine fætre og onkler uden for salonen. Jeg har fået lov til at tage med, selvom det kun er for mænd.

I Kiel: et storcenter, endnu en fĂŚtter og en kusine, en restaurant.

T møder altid i skole en halv time før alle andre. Hun kører med sin far, når han skal på arbejde. Hendes far er tandtekniker, og han kører en BMW. Jeg spørger, om han ikke vil kigge på en kindtand, jeg har ondt i, men han ryster på hovedet og siger, jeg skal bestille en tid. Jeg fortsætter, siger, at det gør virkelig ondt, og jeg tager mig til kinden. Men han skriver en seddel med klinikkens nummer til mig. Så ruller han vinduet op og kører. På vej mod hovedindgangen hvisker T, at jeg ikke skal tage det personligt. Niels Bohr instituttet om aftenen, vi har hørt et foredrag med Holger Bech Nielsen. Vi går mod Nørrebro station i stedet for Nørreport bagefter. T siger, det er min skyld, vi først er hjemme ved midnat, men det er jo hende, der viser vej. Der er stille i toget. Jeg kigger ud ad vinduet og forestiller mig, jeg er med i den næste Burhan G musikvideo, men T synes ikke, jeg er tynd nok til at optræde nøgen ved siden af ham. Jeg tager en bog op ad tasken og begynder at læse. T har gluten- og laktoseallergi, så der er ikke så meget, hun spiser. For det meste har hun ost og gråt, glutenfrit brød med i skole. Hver gang hun tager sin mad op, spørger folk, om det ikke er hårdt at have glutenallergi, og om der ikke er laktose i ost. Laktosen spaltes under opvarmning i produktion. Hun har også nogle mælkepiller, hun kan tage. Det gør hun en gang i mellem, hvis hun ved, der er laktose i den mad, hun skal spise. Inden min fødselsdag tog hun to mælkepiller, så hun kunne spise de flødekartofler jeg havde lavet. I bussen på vej mod SDU. Vi kører klokken 7.38, fordi en fra 2.y er forsinket. T og de andre sidder længere fremme i bussen. Jeg hører musik, indtil vi når Storebælt. Der er studerende overalt, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig selv på gangene om et par år. På vej mod forelæsninger og at blive til sent ud på aftenen med en studiegruppe og at tage på café med venner og tale om sådan noget, studerende snakker om. Jeg har vidst, siden jeg var 12 år, at jeg vil på universitetet. Jeg tæller ned til den dag, vi bliver studenter. Der er to år og en måned til, jeg er færdig. 16

Jeg skriver til T, at jeg ikke kan komme med til hendes fødselsdagsfest på fredag alligevel, fordi jeg er i Tyskland, og hun svarer to minutter efter, om hun stadigvæk får en gave. Jeg og fire andre samler ind til en gave. Jeg giver 50 kr., tænker, det må være nok. Modtager endnu en besked lørdag, med et ”tak for gaven”, selvom jeg ikke aner, hvad hun har fået, så jeg svarer, at jeg håber, den kan bruges. T har en hest, der hedder Mustang. Jeg spørger hende, om hun vil lære mig at ride en dag. Ikke dressur ligesom hende, men bare så jeg kan styre en hest. Hun siger, det ikke kan læres på én dag, og jeg foreslår, vi kan ride i sommerferien. Hun siger, Mustang er meget høj, og hun selv må bruge en skammel for at komme op på ham. Det er altid T, der holder de store fester. Inden den først gymfest holdt hun opvarmning for pigerne. Hun holdt nytårsfest for klassen. Hun holdt fødselsdagsfest. Hun bor ud til vandet på den anden side af broen, og hendes forældre er meget stille og korrekte. Hendes søster er lige kommet hjem fra et år i USA. Hun blev færdig med gymnasiet sidste år. T sender hele tiden billeder af dem sammen over snapchat. Oftest er det hende og hendes søster, der laver mad. Trekroner station: Vi har været på RUC. T er bange for, vi ikke står af det rigtige sted, og jeg begynder at føle mig stresset. Jeg siger til hende, hun stresser mig, og hun siger, at hun selv er meget stresset for tiden, så det hjælper ikke, vi ikke har styr på noget. Jeg siger, jeg har styr på det, og hun skal bare slappe af. Jeg holder hendes taske, så hun kan finde sin billet, og hun klemmer den hårdt, da vi først er nået ind i toget.

Rikke Ulvedahl Carlsen

Don Pedro Solen står højt på himmelen over en grøn brakmark. Himmelen er blå, et rustent hønsenetshegn adskiller marken fra skoven. På den anden side af hegnet er en ødelagt udkigspost, et lille kaffebord, en taburet og en hængekøje most ned i jorden. En rovfugl svæver lydløst og ses som en skygge i græsset. Pedro plukker blomster fra ukrudtet. PEDRO: Av – det stikker! Stænklen river, de er næsten ikke værd at plukke! Pedro plukker videre. Rovfuglen spotter en mus og dykker. Pedro fanger den. PEDRO: Der fik jeg dig – du forstyrrer mit arbejde! Pedro kaster fuglen fra sig og plukker videre. Han retter sig op og tager sig til ryggen. PEDRO: Nu kalder køjen! Pedro trækker en cigaret frem fra bag øret og tænder den med en tændstik. En traktor kommer kørende, og en landmand med blå overalls, stråhat og langpibe stiger ud. LANDMAND: G’daw, min ven. Er man ude og plukke blomster? PEDRO: Ikke mere, jeg har plukket siden daggry. LANDMAND: I dette vejr kan man ikke andet! PEDRO: Nu skal det gøre godt med en rask gåtur hjemad. LADMAND: Du kan få et lift på ladet! PEDRO: Nej tak, jeg kender dig jo ikke! Landmanden rækker hånden frem og hilser på Pedro. LANDMAND: I landsbyen kalder de mig Jorkild. PEDRO: Daw, daw.

JORKILD: Jeg har også været oppe siden daggry, skal jeg sige dig. En af søerne hjemme på gården har lagt hegnet ned og er stukket af sted. PEDRO: Har den heldet med sig? JORKILD: Jo tak, jeg kommer lige fra skovbrynet. Soen har væltet hønsehegnet. PEDRO: Hvad med udkigsposten? Hængekøjen og taburetten? JORKILD: Alt er pløjet ned i skovbunden! PEDRO: Pløjet ned?! JORKILD: Ja, hun graver med trynen og tramper på alt. Hun er ikke til at omgås! Men hængekøjer hører vel næppe til i en skov! Pedro ser bedrøvet ud. Jorkild bapper på langpiben. JORKILD: Du er jo ligbleg! Kender du stedet? PEDRO: Så du ikke skiltet? Det er mit hjem! JORKILD: Sikke noget vås. Der kan du ikke bo, hvad hvis du triller ud over kanten om natten? PEDRO: Jeg havde snittet et skilt ud af hårdt og genstridigt egetræ, mine hænder blødte i dagevis! JORKILD: Det lyder tåbeligt! PEDRO: Jeg bor der, blomsterne var plukket til at male væggene! Kniven er slidt ned, fordi skiltet er gigantisk! JORKILD: Jeg så intet skilt. Soen må have ødelagt det. Hvad stod der på det? PEDRO: PEDROS PLADS, INTRÆNGENDE KYLES TILBAGE HVOR DE KOM FRA. Det giver et sæt i Jorkild, hans stråhat falder af hovedet, og han taber langpiben. JORKILD: Pedro! Hedder du Pedro? PEDRO: Ja, jeg hedder Pedro ... JORKILD: Pedro, Don Pedro? PEDRO: Bare Pedro! Jorkild danser på stedet. Han samler stråhatten op og kaster den højt op i luften.

JORKILD: Pedro, Pedro, Don Pedro! Hvor er De beskeden, herre, sådan ikke at ville kaldes Don blandt os godtfolk! PEDRO: Jeg kender ikke Don, bare Pedro, hjemløse Pedro! JORKILD: Og De bliver ved, min herre, tænk at tage sig tid til at berige os jævne! Som et værnende lys mod nattens skygger. De kommer som kaldet! PEDRO: Angående min ejendom, så er der nogle ting, som skal erstattes ... JORKILD: Sandelig, min herre, men De må absolut komme med hjem til en kop kaffe. PEDRO: Det er ikke muligt, jeg er ingen herre, jeg skal ud og fælde træer! JORKILD: De spøger, Deres Højhed, men ejendommen skal som befalet blive erstattet! Jeg sender nogle karle af sted i morgen tidlig. Jorkild skubber Pedro op på traktorens lad. JORKILD: Men først en kop kaffe. Lillemor Rigmor finder det hvide stel frem. Jeg håber ikke, de har noget imod ladet, Deres Højhed. Pedro ryster Jorkilds hænder af sig. PEDRO: Hør nu, jeg er ikke den omtalte Don Pedro, jeg bor bag hønsenettet og klatrer over, når jeg skal plukke blomster. Sikke en luset højhed! JORKILD: Deres rygte gør Dem ikke ret! Den store, folkelige Don Pedro er blid og ydmyg ud over alle grænser! Jorkild sætter sig ind i traktoren. Pedro banker på bagruden. JORKILD: Hold fast! Traktoren bumper af sted over den ujævne mark. Bondegården har stråtag og sort/hvidt bindingsværk. Svalerne har bygget bo under taget og flyver frem og tilbage med høj kvidder. Huset er lavt og lige, laden

er stor og nedfalden. Traktoren triller ind på den brostensbelagte gårdplads. Jorkild stiger ud. JORKILD: Så er vi fremme, gode Don Pedro! Dette er slægtens arvegård. Den har stået, siden de første, danske landmænd begyndte at anlægge marker. RIGMOR! Rigmor kommer ud fra huset, mens hun tørrer hænderne i et snavset viskestykke. Ærmerne er smøget op. Hun er iført blomstret kjole og forklæde, træsko og har håret bundet op med et tørklæde. Jorkild går hende i møde og lægger armen om hende. JORKILD: Lillemor Rigmor, den store Don Pedro! Pedro stikker hånden frem, som Rigmor gæstfrit trykker. RIGMOR: Velkommen, Don Pedro, det er en ære at have Dem som gæst på vores gamle gård! Rigmor holder Pedros hånd fast mellem sine og kigger hjertevarmt på ham. Pedro smiler usikkert. RIGMOR: De spreder glæde i Deres nærvær, Don Pedro, og hør – det smitter! Nattergalen synger! JORKILD: Det er ikke nogen nattegal, lillemor, det er bare svalerne, der skaber sig ... Rigmor går tættere på Pedro og knuger hans hånd. RIGMOR: Den synger smukt, gør den ikke, Deres Højhed? Den beriger! Nattergalen og jeg, vi er venner, ser De. En sensommeraften sad den fast i klematissen på haveskuret. Jeg hjalp den fri, og vi aftalte, at den ville komme forbi og synge en gang imellem. Dens dejlige sang overdøver alle andre lyde på gården, men den besøger kun, når vi er glade. Og Deres tilstedeværelse skader bestemt ikke! Pedro vrider diskret sin hånd fri. Jorkild tager Rigmor om skuldrene. 24

JORKILD: Det er vist dig, som er nattergal. Stik ind og hent to kolde og sæt vand over til kaffe. Rigmor går ind i huset og rumsterer højlydt rundt i køkkenet. PEDRO: Her har I det rart ... JORKILD: Ja, skidtet fungerer, og der er masser af plads. Jeg ejer trefjerdedele af jorden og driver svineforretning. Rigmor roder i urtehaven og laver mad, mens hun fløjter. PEDRO: Som en nattergal? JORKILD: Hende og den nattergal! Alt den friske luft har gjort hende småskør. Jeg har aldrig hørt nogen nattergal, de er kun blege vandrehistorier herude. Men hun taler om denne nattergal uafbrudt eller ryster på hænderne. Det er meget forstyrrende. Rigmor kommer ud med to åbne øl i hænderne. Hendes forklæde er blevet svinet til med opvaskevand og fedtpletter. Hun uddeler øllene og kigger storsmilende på Pedro. RIGMOR: Kaffen er klar om et øjeblik, Deres Højhed! Rigmor går tilbage til huset. Der lyder larmende potter og pander fra køkkenet. JORKILD: Hun laver en god kaffe, hende lillemor. Men hendes kæft er til at blive tosset af. PEDRO: Hov, hov, jeg synes, hun virker god nok. JORKILD: Jovist, jovist. Hende og jeg er ofte i dårligt humør for tiden. Svineproduktionen går ad helvede til. Ja, undskyld mit sprog, Deres Højhed, men det er meget frustrerende. PEDRO: Det forstår jeg godt. Jeg er selv frustreret, fordi jeg ikke har noget sted at bo. Hvor længe vil dine karle være om at bygge en ny udkigspost? JORKILD: Ingen tid! Og når vi fanger soen, vil den få en kugle for panden som det første! PEDRO: Så er det en aftale! Men jeg er ikke tryg ved, at vilde husdyr hærger i skoven. Hvad nu hvis et svin bryder fri og vælter hegnet? Jeg værner meget om mine ejendele. 25

JORKILD: Jeg lover, at det ikke sker, Deres Højhed. Men De kommer i en nødens stund. Grisene er ustyrlige for tiden! Rigmor kommer ud. Hun har et fad med en kande kaffe, kopper, fløde og sukker mellem sine rystende hænder, hun stiller fadet på et havebord. Jorkild og Pedro bunder deres øl og tager sig hver en kop. Rigmor skænker, men spilder over det hele. RIGMOR: Lidt fløde, Deres Højhed? PEDRO: Nej tak – kaffen dufter dejligt! RIGMOR: Det er tilstedeværelsen af den store Don Pedro, Deres Højhed! Nær Dem både dufter, smager og lyder alting bedre. Den ærlige nattergal synger om Deres berigende væsen, I har begge samme effekt på os små! Jeg smiler og smiler og kan slet ikke lade være! Rigmor hælder fløde ud over Pedro, som laver et lille spring tilbage. JORKILD: Rigmor! Pas på Donens bukser! Rigmor begynder forfjamsket at tørre Pedros tøj af. RIGMOR: Det må De undskylde, men jeg er sikker på, dette sker for Højheden hele tiden, enhver kan vel ikke andet end at blive distraheret af Deres nærvær, og hør: Nattergalen er enig! PEDRO: Som jeg prøvede at forklare din mand, så er jeg ikke nogen Don Pedro, højhed, herre eller noget som helst! RIGMOR: Deres Højhed er for beskeden ... PEDRO: Jeg er heller ikke beskeden, jeg bæller øl og bøvser højlydt og springer over i køen! Rigmor tager Pedro i armen. RIGMOR: Deres menneskelighed er rørende! Tårer begynder at strømme fra Rigmors store øjne. Jorkild tager hendes forklæde og tørrer hende om næsen, som løber vildt og grønt. 26

JORKILD: Rolig, Rigmor, det var bare lidt fløde ... Rigmor griber fat i Pedros skjorte. RIGMOR: Åh, Deres Højhed, hvor er De skøn. Jeg er et fæ at spille fløde på Deres elskværdige skjorte. Men Deres åbne arme favner bredt! PEDRO: Du ødelægger min skjorte, du bliver nødt til at give slip på mig! RIGMOR: STORE DON PEDRO, nu lyder nattergalen igen, hør, hvor den synger. Den er glad, og vi er glade! Den fortæller om de mirakler, De har udrettet, og den lyse fremtid, vi går i møde. En nattegal betyder held, Deres Højhed! Rigmor knuger Pedro ind til sig. Pedro vrider sig voldsomt. PEDRO: RIGMOR, SLIP MIG. RIGMOR: Gode Don Pedro, tænk ikke på mig, nyd musikken og solen, dette er en lykkelig stund! PEDRO: JEG ER INGEN DON PEDRO, JEG KAN IKKE FÅ LUFT. JORKILD: Lillemor Rigmor, Donen er træt ... PEDRO: GIV SLIP, FOR HELVEDE! RIGMOR: … (fløjter) ... Rigmor akkompagnerer sin nattergal. PEDRO: SKRID, KVINDEMENNESKE. Pedro skubber Rigmor væk i et vældigt stød. Hun vælter ned på brostenene, Pedro samler hende op og stikker hende en lussing, så det runger i laden. PEDRO: KAN DU LADE VÆRE MED AT RØRE MIG! Rigmor falder og kigger rædselsslagen på Pedro. Hun holder bønfaldende hænderne frem. Jorkild spreder armene og træder smilende frem mod Pedro.

JORKILD: HAHAHA! – Don Pedro træder i karaktær, hård, men retfærdig! Hvorfor skulle man mænge sig med bønderne? Tag endelig plads i havestolen, Deres Højhed. Jorkild bukker dybt og trækker en slidt havestol ud for Pedro. Pedro sætter sig og drikker af sin kaffe. Rigmor har rejst sig op. Hendes kind dunker. JORKILD: Skrid ind og hent flere øl, lillemor. Rigmor går ind i huset. Der lyder larm fra køkkenet. Jorkild tager en pakke cigaretter frem. JORKILD: Vil De have en cigaret, Don Pedro? PEDRO: Det siger jeg ikke nej til. Pedro tænder og bapper højtidligt på cigaretten. Han læner sig tilbage i havestolen. Jorkild sætter sig i havestolen ved siden af. PEDRO: Hende Rigmor trænger til at lære noget om grænser! JORKILD: Hun har savnet en fast hånd, min herre. Alting er løbet løbsk. Som jeg nævnte tidligere, kommer De som kaldet. PEDRO (puster røgring): Hva’ der los? JORKILD: Der er kaos blandt grisene. De æder ingenting, og det gør dem kuldrede og arrige. De er som de vilde svin i Australien. De skambider hinanden, ligger smågrisene ihjel, ornerne har smadret deres båse. I svinestien griber fanden dem, og de vælter hegnet! Jeg bliver nødt til at holde dem inde i laden, hvor der er mørkt og gråt, og grisene kommer i et værre humør. Kødet bliver sejt og smagløst og er ikke til at sælge. PEDRO: Og min ejendom bliver ødelagt. JORKILD: Nemlig, Deres Højhed. De kan se, at jeg står i lidt af en situation. Min kone og jeg har hverken penge til brød, vand, foder, stearinlys, gummistøvler, gødning eller noget andet. Vi er på randen af bankerot, Deres Nåde! PEDRO: Så galt er det vel heller ikke ... Jorkild falder på knæ foran Pedro. 28

JORKILD: Vi er udsultede og triste, Don Pedro! Huden klæber til vores knogler, vi vader rundt i en tåge! Jeg er udmattet, Rigmor er svækket, det går ud over samværet! Pedro kigger hårdt ned på Jorkild. JORKILD: Vi har brug får hjælp! Vi bønfalder Dem, højtærede Don Pedro ... Jorkild lægger sine hænder på Pedros sko, den ene mangler hælen, og den anden mangler snuden. Pedro støder ham væk. PEDRO: Du kan vel tale uden at lægge hænderne på mig! JORKILD: Spektakulære Don Pedro, hjælp os op af det sorte hul, vi har gravet. Nedværdig Dem og hjælp to stakler! Rigmor kommer ud med to nye, åbnede øl. Hun sætter sig på den anden side af Pedro. PEDRO (vifter hende væk): Et glas whisky! JORKILD: OG EN GOD CIGAR. Rigmor rejser sig og går tilbage til huset. Hun kommer hurtigt tilbage med en whisky og cigar. Pedro drikker af whiskyen og ryger på cigaren. JORKILD (rømmer sig): Så hvad siger De, Don Pedro? PEDRO (småhoster): Jeg forstår din situation. Min mor lærte mig altid, at man skal hjælpe de små omkring sig. I hendes ånd vil jeg hjælpe dig og din kone. Jorkild rejser sig og bukker dybt. JORKILD: Storartet. Donens barmhjertighed kender ingen grænser. PEDRO: Fortæl mig, hvorfor nægter grisene at spise? JORKILD: Truget er problemet, de vil ikke spise af det. PEDRO: Hvorfor ikke? 29

JORKILD: Der er en gammel dranker, som pisser i det. PEDRO: Jag ham væk! JORKILD: Er prøvet, Don Pedro. Han kommer om natten og vælter rundt på gårdspladsen, og Rigmor vågner. Hun råber ad ham gennem vinduet, men han er pissefuld og kan ikke høre en skid. Jeg ville gerne gå ned og jage ham bort selv, men jeg lider af voldsomt dårligt nattesyn. Drankeren skvatter ind i svinestien, og grisene hyler op. Så pisser han i truget og stavrer videre. PEDRO: Skyd ham! JORKILD: Er prøvet, Don Pedro. Rigmor skyder som en skeløjet. Sidste nat ramte hun helt forbi og skød hul i siloen. PEDRO: Så holder han sig vel væk! JORKILD: Det skulle man tro, Don Pedro, men det er ikke første gang, at vi har skudt efter ham. Han kommer hver nat, bestemt som et urværk. Vi har prøvet med tjære og fjer og rebfælder, vagthunde, vold og list, fyrværkeri, tålmodighed og fornuft! PEDRO: RIGMOR, to til! Rigmor kommer stormende med to øl. Hun nejer mange gange for Pedro og går tilbage til huset, hvor hun larmer med opvasken. JORKILD: Don Pedro, grisene bliver sindssyge! PEDRO: HVAD SKAL JEG GØRE VED DET. JORKILD: Hjælpe os, Don Pedro! PEDRO: DET ER PISSE ULÆKKERT. JORKILD: Det er ingen sag for Dem! PEDRO: JEG SYNES VIRKELIG IKKE, AT JEG BURDE TAGE MIG AF DEN SLAGS. JORKILD: Er De bange, Don Pedro? PEDRO: DON PEDRO BLIVER IKKE BANGE. JORKILD: Selvfølgelig ikke, Deres Højhed. PEDRO: Hvordan skulle jeg kunne holde drankeren væk? JORKILD: Jeg ville skræmme ham, Deres Højhed. PEDRO: Så skal jeg bruge et stort koben! JORKILD: LILLEMOR, HENT ET KOBEN. Rigmor render i laden og kommer ud med et koben. Pedro vejer det i hånden. 30

PEDRO: Jeg tæver ham, når han kommer! JORKILD: Fremragende, Don Pedro. PEDRO: Jeg venter her i nat, men så vil jeg også have forfriskninger leveret til mig løbende! JORKILD: S’følgelig, Don Pedro. Pedro går hen til grisestien og sætter sig på en rusten trillebør. Timerne går, og månen kommer frem. Pedro kalder efter en øl, uden at der kommer nogen. Stjerner dukker frem på himmelen, og Pedro kalder efter en kop kaffe uden at få noget svar. Han råber og råber, men lægger snart mærke til en svag snorken fra huset. Længe sidder han og svinger med benene, før drankeren larmende slingrer over gårdspladsen. Han vælter over en mælkespand. Pedro springer af trillebøren og vifter med kobenet. PEDRO: Hallo, du der! Skrid eller få med Don Pedro at bestille! DRANKER: … Donny! ... Gå til siden, jeg har et ærinde ... PEDRO: DET ER PRIVAT EJENDOM. DRANKER: … Ja, for satan, jeg skal lige ... ups ... Gå til side! PEDRO: JEG HAR ET KOBEN! DRANKER: … De er flink, hr. men jeg skal lige pisse. Pedro går til angreb med kobenet, men snubler over sine egne ben. DRANKER: Nu er det for galt, her kommer jeg fredeligt gående! Pedro rejser sig og slår drankeren med kobenet. Drankeren parerer med underarmen. DRANKER: HALLO, HVAD FANDEN ER MENINGEN?! FJERN DIG FRA MIG. Drankeren løfter Pedro op i et kvælertag og rusker ham. Pedro taber kobenet og spjætter med benene. PEDRO: … (raller) … DRANKER: Hvad bilder du dig ind? Sådan at angribe en mand på en stille aftentur! 31

Drankeren tæver Pedro med kobenet og smider ham fra sig. Pedro gisper efter vejret og bløder fra hovedet og knuste tænder. Han klynker, mens drankeren glor tomt ud i luften. Længe står han med halvt lukkede øjne og bøvser, før han lyner buskerne ned og tisser på Pedro. Hanen galer, Jorkild og Rigmor går med en kop kaffe i hånden ud og fodrer grisene. De æder grådigt, og Rigmor giver sig glad til at fylde truget op igen. Jorkild finder Pedro liggende blødende i en pøl af tis. Han trækker ærmerne op og smider Pedro op på ladet af sin traktor. Jorkild kører over marken, det nedlagte hønsenet, til skovbrynet, hvor han dumper Pedro på den nedtrampede hængekøje. Pedro vågner og ser den ødelagte udkigspost og de sørgelige rester af kaffebordet, skiltet og taburetten. Jorkild sætter sig ind i sin traktor. JORKILD: Godt klaret, Don Pedro! Han tænder motoren. Pedro råber og bander efter ham. Jorkild vinker og kører ud af skovbrynet.

Slagterbiksen Paw står bag disken i en slagterbutik. Bordpladen er af glas. Fine delikatesser og udvalg af forskelligt kødpålæg står på række på en kold metalplade. Væggene er hvide, gulvet er dækket af fliser. En vindblæser summer i den lille butik. Paw skriver ÅBEN i døren med sprittusch og giver sig til at feje døde fluer ned fra vindueskarmen. En ældre kvinde med hår som en høstak kommer ind. PAW: Goddag, fru Lis, hvad skulle det være? LIS: Goddag, Paw, jeg skal bede om et grisehoved! PAW: Ét grisehoved, s’gerne! Jeg har nogle store og fine liggende. Skal du sylte? LIS: Sylte? Bevares, nej! Paw går ud i kølerummet og tager en gris ned fra en af krogene. Han svinger den op på disken. PAW: Hvad siger du til hovedet på denne her? LIS: Stort og fint. Det tager jeg! Paw hugger hovedet af grisen i et enkelt hug. Han lægger det i en hvid plasticpose. PAW: Værsgo’. Er der andet, som kan friste? LIS: Nej tak, hovedet er rigeligt. Jeg har nemlig tænkt mig at spise det hele selv, skal jeg sige dig. PAW: Det kan du da ikke, fru Lis. Du kan knapt bære det! Paw skubber til grisehovedet, som triller ned fra disken. Lis griber det. Hun balancerer klodset på skiftevis venstre og højre fod. LIS: Puha ... Det er godt nok tungt! Hun lader det dumpe ned på gulvet og sparker det mod døren. LIS: Så må jeg jo trille det hjem. Men spist, det bliver det! PAW: Det kan du altså ikke, fru Lis. Du sprænger mavesækken! 33

LIS: Det sagde min mand også. Han døde i sidste uge. PAW: Nej da, Fru Lis! Det er jeg forfærdeligt ked af høre. LIS: Han sov ind på lædersofaen. PAW: Stakkels fyr. LIS: Nu vil jeg spise det grisehoved. PAW: Du havde en klog mand, fru Lis. Du er for sart til sådan et måltid. Du er ingen ulv! LIS: Måske ikke, men ned, det kommer det! PAW: Fru Lis, det lyder jo tåbeligt. LIS: Tåbeligt, siger du! Jeg kan æde det grisehoved lige nu, i din butik, hvis det skulle være! PAW: Du bliver pissesyg, fru Lis. LIS: Jeg har aldrig været syg en dag i mit liv, og jeg både ryger og drikker! PAW: Det er noget vrøvl at sige. LIS: Hvem vrøvler! Lis bakser grisehovedet tilbage på disken. Hun river plasticposen af og æder det. Hendes mave buler kraftigt ud. Hun åbner munden, så Paw kan tjekke den for rester. Han kigger beundrerende. PAW: Det var da utroligt, Lis! LIS (stryger sig på maven): Mavesækken holder ... PAW: Fantastisk! Der er aldrig nogen, som har fortæret et helt hoved fra en af mine grise. Hvordan smagte det? LIS (bøvsende): Herligt! PAW: Hvor har du lært at æde sådan? LIS: Min mand elskede grisehoveder og gnavede sig igennem et hver lørdag aften foran tv-avisen. Vi var gift i 32 år, og ikke en eneste gang fik jeg lov til at være med. Det er ikke passende for en dame at gnave i grisehoveder, sagde han. Men det forhindrede mig ikke i at stå ude i køkkenet og lure hans spisevaner af. PAW: Hvordan så din mand ud? Jeg tror aldrig, at jeg har solgt ham noget ... LIS: Han handlede i ’Den Sterile Slagter’ på den anden side af byen. Men jeg kan ikke ånde derinde, og slagteren er ubehøvlet. Så jeg sagde til min mand, at han kunne æde lige så mange grise34

hoveder, som han havde lyst til – jeg ville ikke blande mig i det! Men begravelsen var i morges, og jeg tænkte, at nu skulle det være, jeg ville spise grisehoved! PAW: Den sterile slagter er selv en gris. Godt, du ikke handler der. LIS: Din forretning er både gæstfri og traditionel. PAW: Det er jeg meget glad for at høre dig sige, Lis. Kan jeg byde på en kop kaffe eller et glas vand? LIS: Nej tak, men siden jeg lige har spist min aftensmad her, må jeg bede om et grisehoved til. PAW: S’gerne. Paw henter en gris fra kølerummet og hugger hovedet af den. PAW: Ham her er på huset. Det er det største hoved, jeg kunne finde. LIS: Det var venligt af dig. PAW: Det er meget stort. Er du sikker på, at du kan spise det alene? Din mave buler helt ud. LIS: Det bliver ikke noget problem, det smager jo godt! PAW: Hvad nu, hvis jeg lukkede tidligt og tog med dig hjem til aftensmad? LIS: Nej, Paw, det ville ikke være passende. PAW: Hvorfor dog ikke? Du har mad nok til to. LIS: Jeg har lige begravet min mand og har aldeles ikke nok mad til to. PAW: Jeg kan tilberede det for dig, jeg er jo erhvervsuddannet ... LIS (spidst): Jeg kan kokkerere fint selv, tak. PAW: Så kan jeg diskutere måltidet med dig. Jeg kender ikke andre end du og jeg, som spiser grisehoveder, og det er altid rart at dele sine oplevelser med andre ... LIS: Du spiser ikke grisehoveder, du skal nemlig ikke med mig hjem til aftensmad! PAW: Jeg spiser i den grad grisehoveder, og jeg kan bevise det, hvis jeg må komme med dig! LIS: NEJ, Paw! PAW: Nu har jeg givet dig det største grisehoved i hele butikken, og jeg siger, at jeg vil spise med! 35

LIS: Så vil jeg gerne have lov til at betale! PAW: JEG TAGER IKKE IMOD DINE PENGE, OG DET GRISEHOVED ER KUN PÅ HUSET, HVIS JEG MÅ SPISE DET MED DIG. HVIS DU TAGER DET MED UDEN MIG, ER DET TYVERI. LIS: Det kan du ikke gøre, Paw! PAW: Johov, og så melder jeg dig, og du ryger fængsel. LIS: GODT SÅ. Lis slår en hånd ned i disken og kigger hårdt på Paw, før hun sluger grisehovedet i en mundfuld. Hun vakler. LIS (proppet): Så kan du vel nok se, at jeg ikke har nok til to! Lis vender sig rundt og går mod døren, men stopper brat. Hendes ansigt bliver hvidt, og hun tager sig til hjertet. Hun stirrer stift frem for sig i et øjeblik og falder til gulvet. PAW: Fru Lis? Paw går rundt om disken og rusker i Lis. PAW: Fru Lis? Fru Lis er død. Paw slæber hende ud foran butikken, hvor en fodgænger får øje på hende og ringer efter en ambulance. Paw skriver på døren: VI ER LØBET TØR FOR GRISEHOVEDER.

Mie Bjerge Christensen

Hver dag øver jeg mig i at være social Max’ hænder er blødere end mine, og jeg forstår det virkelig ikke, når det er mig, der har skabet med parfumer og cremer, når det er mig, der barberer mig to gange om ugen i sommerferien. Jeg viste Max rundt på KUA. KUA er et fremtidsunivers. Jeg viste ham det indendørs bassin, birketræsstammerne med de hvide filtparaplyer. Max stak hænderne i lommerne. Han ser South Park i underbukser og ved intet om kunst. Jeg fik stillet min diagnose, da jeg var femten. Testene var lavet til børn på otte. Psykiateren snurrede en snurretop rundt, mine øjne snurrede rundt med snurretoppen. Jeg skulle fortælle, hvad der skete i billedbogen, der handlede om flyvende frøer. Jeg huskede at nævne alle de trykte klokkeslæt på siderne. Det er helt normalt for piger at få diagnosen, når de er ældre. Jeg går på litteraturvidenskab, men er ikke særlig litterær. Max tog en pose med jellybeans ud af jakkelommen. Han rodede i posen, gav mig en bønne i hånden. Hans yndlings er dem med vaniljesmag. Jeg lod, som om bønnen var hovedet på en af mine undervisere. Trykkede bønnen flad med fingrene, trak geléen ud, så sukkerskallen sprak, røde sukkerflager.

Hvis jeg ikke var autist, ville jeg se Katrine i øjnene. Jeg ville smile til hende knapt så akavet, ikke tænke på, at snørerne på mine sko er for korte, ikke tænke på, at snørerne på mine sko er for lange. Min kost op til sidste eksamen bestod af knækbrød og yoghurt med banan- og pæresmag. Jeg vandrede rundt om spisebordet, imens jeg lavede et hul i min striktrøje med min pegefinger. Min mor sagde, at hullet ikke ville kunne ses. Scorede tolv til eksamen i en rød sweatshirt. Hjemme på hylden ligger min gamle Gameboy Color. Husker, at Kirby dalede ned fra himlen med en paraply, på coveret fra Kirby's Dreamland 2. På trods af flyvekraft faldt jeg ned i det samme bundløse hul tre gange, sidste gang jeg spillede. Nogle gange, når jeg børster tænder, tænker jeg på, om direktøren fra Nintendo også har sorte rande under øjnene om morgenen. Japan minder mig om lyden af at knække en Pocky, gennemsigtige paraplyer i regnvejr, fingerspidser dyppet i stearin, en flyvescene i en Miyazaki-film. I går havde jeg lyst til, at min ånde lugtede af rom og cola. Jeg ville være neurotypisk, gå ned ad Strøget, arm i arm med alle mine neurotypiske veninder. Vi skulle bære knælange nederdele, have kunstige sammenklistrede øjenvipper, have porøs neglelak på, som vi ikke havde kradset af. Vi skulle fylde hele gågaden, være den modbydelige damptromle, traktoren, der skovlede sne. Det var duernes tur til at give os plads. Jeg ved godt, at folk har mere end to ansigter. Giver mig selv hjemmeopgaver for, f.eks. sige god aften til en fremmed person i opgangen, sidde i en bar fem minutter før lukketid. Jeg kan ikke huske, hvad mine klassekammerater hedder, men de ved godt, hvem jeg er.

Katrine holdt cigaretten imellem to fingre. Hendes udånding var langsom og regelmæssig, røgskyen var rund og blød. Jeg har aldrig røget cigaret, men nåede både at ryge pibe og pind i løbet af den måned, jeg gik på efterskole. Katrine sagde, at veninden var blevet så snobbet, efter hun begyndte på konservatoriet. Hun viste mig, hvordan de plejede at måle deres bryster. De lagde hånden på brystpartiet, viste modparten den skålformede hånd. "Se, hvor store mine er blevet," lød som et ekko. Katrine vandt "Årets Patter" på HF. Jeg kan aldrig finde en A½-skål i H&M. Katrine havde glemt, at jeg gik til musik med veninden. Pigen klemte tværfløjten så hårdt, inden hun gik på scenen, at man mærkede, hvordan messingen bøjede. Hendes hvide pande perlede med sved under vejrtræningsøvelserne, den lyse stemme knækkede over og gav plads til musiklærerens dybe brummen. Der er ingen i min familie, der har væsentligt talent bortset fra min lillebror. Han blev nr. 7 i Georg-Mohrs-konkurrencen og er dermed en af de bedste gymnasieelever i landet til matematik. Katrine spurgte om, det ikke er ligesom at blæse på flaske. Jeg sagde, at det er det, bortset fra at hullet er mindre og derfor sværere at ramme. Max havde ikke lært det endnu. Jeg grinte ikke ligeså højt som Katrine.

Min orange lejlighed med sorte persienner for vinduerne er ikke praktisk for andet end halloween-fester. Der findes en mekanisme bagved højdeskræk: Der går kludder i persiennerne, når de bliver rullet op. Automatiske var min mormors bevægelser på plejehjemmet, da hun bøjede sig ned efter sine sutsko, dellerne lagde sig oven på hinanden. Vi lagde kabale foran en radiator. Passagererne i togene var tråde, der blev viklet ind i hinanden. Han stod på på Islandsbrygge, stod af i Frederiksberg. Hun stod på i Vanløse, stod af på Amagerbro. Forfatteren læste et digt op for de gamle til oplæsningsarrangementet: "Perfektion er et andet ord for stilstand og død." Jeg var ikke længere bange for at sidde fast imellem deres rynker. Det hjalp på min autisme, at der er nogen, der stadig skriver rimede digte. At det for dem er nok, at et samleje kun initieres. Jeg så for mig en dagplejemor gribe fat i en barnenumse. Bleens indhold var tyndt, flydende, og satte sig nemt under de lakerede negle. Ingen rørte ved det smilende Mickey Mouse-ur i dagplejens køkken. Femtallet var udvisket, det gik i stå to dage efter, det blev købt på loppemarked.

For at undgå byggelarm hørte jeg J-pop på repeat. Har forsøgt mig med toiletpapir: Rev to strimler af langs kanten, rullede dem sammen til kugler og puttede dem i ørerne. Jeg ville foretrække at blive bidt i nakken, frem for at byggearbejderne borede ind i væggen. Jeg synes, høje grin lyder som mågeskrig. Jeg har drømt, at jeg stod på midten af en firesporet motorvej. Jeg stod imellem de hvide streger, bilerne var på rækker: Honda, Toyota, Citröen, jeg kunne ikke komme forbi. Hvis jeg ikke var autist, ville jeg ikke være bange for døden. Men autisme er en gummidiagnose. Jeg må aldrig glemme min psykolog med sklerose. Hun vippede forover i sin specialbyggede skrivebordsstol, tegnede cirkelrunde diagrammer for mig i hendes stribede notesbog. Jeg rullede persiennerne ned. Man kan prøve at skærme sig for trafikstøjen fra Ringsted Hovedgade, men man kan ikke flygte fra kognitive skemaer.

Vi skulle i biografen og se Steppeulven. Max bestilte billetterne på nettet, jeg vidste, han havde gjort det rigtigt. Jeg havde dobbelttjekket kvitteringen. Jeg kunne ikke forholde mig til våde cykelsæder. Vi bar cyklerne ned ad trapperne. Der er altid en elevator, der ikke virker, man kan altid stole på infotavlerne. Jeg tabte mine handsker foran check-instanderen. Vi skulle i biografen og se Steppeulven. Vi kørte i metro uden cykelbillet. Max bestilte en shawarma. Den blev pakket ind folie. Den blev pakket ind i stanniol. Den blev pakket ind i papir. Jeg drejede rundt. Jeg følte mig nøgen uden en rygsæk. Vi cyklede. Max havde hvidløgsdressing på trøjen. Vi cyklede. Vi skulle biografen og se Steppeulven. Jeg lignede den nedkørte vante på cykelstien. Jeg ved ikke, hvorfor det altid er gråvejr i København.

Mit bachelorprojekt skal skrives på min egen hud. Min faglighed skal spredes ud som flagermusvinger på min ryg. Jeg er netop kommet mig over den forrige skriveøvelse om Madame Bovary. Madame Bovary er følsom, et billede på den platoniske skønhed. Hun er Askepot, beviset: Hendes silketøfler. Hun vil være biseksuel, i sin søgen efter mandens fallos ønsker hun at være forfatter. Madame Bovary er essensen af farven blå, hun er den blinde mand, har ingen krop, hvilket skyldes et forskruet blik fra hendes elskere. Jeg skriver bedst med fødderne oppe på bordet.

Neden for min lejlighed: Parken, syrenbuske, der stank af forår og eksamenstid. Der manglede en appelsin i damens tunge plastikpose: Hanken burde knække, posen burde sprække, frugterne burde trille ud. I min lejlighed: Udbrændte stearinlys, Max, der rejste sig fra lænestolen. Hans arm hang ud over altanen. Amager Strandpark: Mit hår gik i et med de lange græsstrå, når de slingrede i vinden, jeg vidste ikke, det ville blive dragevejr. Jeg følte mig mere fuld, når jeg ved busstoppestedet prøvede at stikke lillefingeren igennem læskurets hullede væg. Der var for koldt i Studiestrædets bageri, kanelindholdet i sneglene var ikke kræftfremkaldende nok. Og foran synagogen i Krystalgade, foran dyngen af blomster, foran symbiosen af israelske flag og Christianiaflag, foran basketballen (Dan Uzans reservegrav), vandrede den toårige pige på fortovet frem og tilbage igennem vandpytter med en hvid cykelhjelm spændt ned over hovedet.

Der findes et før og et efter. Jeg er en autist i Kbh. Jeg var en pige på Sydsjælland. 4. klasse, det føltes, som om mine hænder var fyldt med støv. Støjen destruerede alt. Fodbolden var ikke i vindueskarmen, læreren var ikke ved katedret: En udvandring i protest, for ringe arbejdsvilkår. Fem bidemærker på min arm, aftryk fra min bøjle. Råb, høje grin, pigerne skreg ikke, fordi de var bange. Noterne i mit pink kladdehæfte med de slidte kanter var ulæselige for fremmede. De handlede ikke om undervisningen. Et enkelt understreget ord: Ulvetime. Jeg forstod ikke, hvorfor pigens øjne var iskolde, når de var brune. Hun stjal mit penalhus, hun smed indvandrerens hvide tennissko ned i toiletkummen. En dag havde hun formet en pik af ståltråd og modellervoks. Den skulle stryges op ad benet, gnides mod røven, når man trådte ud af klasselokalet. Min sølvgrå cykelhjelm lå på bænken i garderoben, jeg måtte bøje mig forover for at samle den op. Et levende helvede af engleagtige møl. Et bidemærke på hendes venstre hånd. En grøn knækket pik oven på rillen på garderobebænken.

Jeg rørte rundt i pastasalaten. Max fortalte Katrine om koncerten med Corrosion of Conformity, han kom kun med, fordi de frigav nye billetter. Katrine så hejremanden i Frederiksberg Have. Manden fløjtede til hejren, den sprang op på broens gelænder, snuppede en sild fra hans håndflade. Solnedgangen fra mit vindue var broget, himlen virkede fladtrykt, som sammenklemt imellem to telefonbøger. Katrine fandt et par vanter i metroen på vej herind. De var forede indvendigt, havde en pyntelås på siden. Jeg hev dem op af Netto-posen. Ingen af os kan huske, hvornår det sidst har været snevejr i april. Sneen lægger sig ikke på asfalten i København, vi nøjes med glasskårene på fortovet, de vil aldrig smelte. Max drak kakaobrik oppe på mit spisebord. Resterende mælkeprodukter i min lejlighed: Mintchokolade, frossen yoghurt. Han tror, mit køleskab er grænseløst. Et vådt tebrev lå i min vask. Max giver aldrig sine smileyer næser. Det gør Katrine heller ikke. Vi tre er over 21 og allerede alt for gamle. Alice er ikke længere pigen i den turkise velourkjole med frynserne, indgangen til eventyrland har flyttet sig, er ikke længere gemt under det rimede tornekrat ved bækken med de gule hanekamme. Jeg savner at have klumper af lus i mit hår. Jeg havde svært ved at blive stående. Jeg krøllede sølvpapir sammen fra chokoladeindpakningerne, ville gerne se en flade fra flere vinkler. Jeg dagdrømte, at vi lå gemt på hovedet under mosens overflade som vandnymfer. En fornemmelse: Sammenklistrede ben. Knoglerne knækkede, når ryggene gennembrød overfladen. Livet udspiller sig på toppen af en kontaktlinse.

Emilie-Boline Jakobsen

Ærkeenglene, sæson 1 – En serie, jeg gerne vil se EPISODE 1, ÆRKEENGLENES LIV SOM MENNESKE

Wall Street, New York, USA – 2014 Gabriel går rundt i Wall Street iført jakkesæt. Han snakker i telefon og ligner en rigtig forretningsmand. Han snakker venligt til kunden, og han er fuldstændig afslappet. Han ankommer til en stor bygning, som er hans forretningshovedkvarter. Han går ind på sit kontor og sætter sig på sin kontorstol og tjekker computeren. Kontoret: Der er en stor plante ved glasdøren. På den højre side er der en sort reol med bøger. På reolen ligger der et lille, gyldent kors. I midten af lokalet står et sort skrivebord. Der står et bonsaitræ på skrivebordet i det venstre hjørne. I den højre side står der en kuglepensbeholder. Foran på midten af skrivebordet står der et glasskilt, hvor der står: CEO Gabriel Parker. Der er højt til loftet, og vinduet dækker hele den bagerste væg. Man kan se kontorbygningen overfor. Gulvet er lyst trægulv. Der hænger et abstrakt billede på den venstre væg. Der er en dør, som fører ind til mødelokalet, hvor han går ind, når han skal tale med direktører fra andre firmaer. Computer: 34 mails omkring kontrakter. Gabriel smiler tilfreds og læner sig tilbage i sin stol. Hans klodsede, mandlige sekretær kommer ind, og Gabriel hæver det ene øjenbryn. SEKRETÆR HONG: Mr. Gabriel. Bestyrelsen vil gerne holde et hastemøde omkring ideen om at bygge et storcenter i Atlanta. De virker ikke helt tilfredse med ideen. GABRIEL: Sig, jeg ikke skifter min mening, det er en fremragende idé. Bestyrelsen skal slet ikke bestemme over mine handlinger. Gabriel genovervejer sit svar samtidig med, at sekretær Hong er på vej ud af kontoret.

GABRIEL: Sig hellere til dem, at de kan tjekke den mail, som jeg sendte til dem i går. Dét, som jeg sagde til ham journalisten i går, da han ville snage i min baggrund. SEKRETÆR HONG: Vil De have, at jeg skal sige: Du kan rende mig et vist sted. GABRIEL: Nej, det andet. SEKRETÆR HONG: Åh, dét. Okay. Gabriel skal til advare Hong om glasdøren, men Hong går lige ind i den og vakler bagud. Han holder sig på næsen og ømmer sig, mens han åbner døren og går ud til sit kontor. GABRIEL: Idiot, altså. Gabriel opdager, at der blevet sendt en mail til ham fra en ukendt, og han åbner den og læser den igennem. I mailen står der: Jeg ved, at du er ærkeenglen Gabriel. Hilsen X. Gabriels smil falmer. Han sletter mailen og lukker ned for sin computer. Sekretær Hong kommer farende ind ad døren. SEKRETÆR HONG: Hvordan kan jeg hjælpe Dem, mr. Gabriel? GABRIEL: Jeg vil gerne have en caffè latte, en doughnut til med ... Sekretær Hong finder en kuglepen og et stykke papir frem. Kuglepennen har det med ikke at virke nogle gange, så sekretær Hong kradser ned i papiret, indtil den virker. GABRIEL: Nej, tag hellere én af hver med i en æske. Mit rensetøj skal hentes på renseriet, og lav lige en blomsterkurv, og send den til mr. Jeffersons kone, som ligger på hospitalet. Altså, mr. Jefferson fra serviceafdelingen. Øm ... jo, for resten, så skal du lige handle ind for mig. Indkøbslisten har miss Carol i designafdelingen. Jeg gav hende den, fordi hun er bedre til at passe på ting, end jeg er. SEKRETÆR HONG: Var det alt, mr. Gabriel? GABRIEL: Nej! Du skal også hente nogle ting fra nogle butikker. Carol har også den seddel, og der kommer en praktikant, som skal

til samtale. Tjek lige, om han dur til noget, okay? Tak, jeg kan altid stole på dig. Sekretær Hong sukker og kigger på listen. Han er klar med kuglepennen igen. SEKRETÆR HONG: Hvad er tidsrummet? GABRIEL: Caffè latten og doughnutene er til kl. 15, når jeg tager hjem. Senest kl. 17 skal mit indkøb være ved mit hus sammen med mit renseritøj. Kl. 19 afleverer du mine andre ting. Kl. 13 snakker du med praktikanten, og jeg vil gerne have en rapport om ham senest kl. 14, okay? Har du det hele med? Sekretær Hong skriver ivrigt det hele ned og skynder sig ud ad døren.

436 Dellwood Dr, Eugene, Oregon, USA – 2014 Jeremiel sidder på trægulvet og leger med legetøjssoldater: sydstaterne mod nordstaterne. Der er otte Unionen-soldater, og der er mange flere i Konføderationen. Han sidder inde i på sit værelse på første sal. Der er hvide vægge, og der er et vindue, hvor der står en lille, hvid porcelænsstatue af en engel. I den venstre side er der et træskab, hvor al hans tøj er. Der en hvid kommode, hvor der ligger spil i skufferne. Over kommoden er der en hylde, hvor der står dinosaurer: langehalse, T-rex og Stegosaurus. I den højre side er hans seng, og der er dinosaurer på hans sengetøj. Der er en natlampe formet som en langhals. På væggen hen over sengen hænger der en plakat med eventyr fra Brødrene Grimm. Foran sengen er der en bogreol med alle mulige bøger om dinosaurer, borgerkrigen, krigere, Find Holger, Anders Andjumbobøger og eventyr. Forældrene snakker nede i køkkenet om Jeremiel og hans skolegang. MOR: Tror du, han er okay? Mr. Smith ringede og sagde, at han ikke er så aktiv i frikvartererne med de andre børn. FAR: Måske er det bare en fase, som han skal igennem. MOR: Han sad og læste Kierkegaard! FAR: Han øver sig bare i at læse ... 53

MOR: På originalsprog, Tom. På dansk. FAR: Han forestår det ikke, skat. Desuden er han interesseret i at lære, og han har ikke lavet ballade. Som jeg sagde, så er det bare en fase. MOR: Er du sikker? FAR: Selvfølgelig. Jeremiel tager den ene af de otte soldater fra Unionen og flytter den over til Konføderationen. Faren åbner døren og går ind og sætter sig ned på gulvet. Han tager en soldat op fra Konføderationen og kigger på den. FAR: Leger du, at du er i borgerkrigen? Hvem er ved at vinde? JEREMIEL: ... FAR: Hvorfor står en soldat fra Unionen ovre hos Konføderationen? Faren sætter soldaten fra Konføderationen ned og tager soldaten fra Unionen op. Han skal til at sætte den hen til de andre soldater fra Unionen. Jeremiel tager soldaten ud af farens hånd og sætter den tilbage hos Konføderationen. JEREMIEL: Han ville ikke bøje sig. Derfor er han derovre. FAR: Bøje sig for hvad? JEREMIEL: Mennesket. Han elsker Gud højere, og derfor nægtede han at bøje sig for mennesket. FAR: Ligesom Lucifer i Biblen, så de andre syv soldater er ærkeenglene. Hvilken en er Michael? Jeremiel tager en overgeneral op og viser den til faren. Faren tager soldaten i sin hånd og kigger på den. Jeremiel tager soldater fra Unionen, en efter en, og sætter dem ind i midten. De står med ryggen til hinanden, og faren iagttager Jeremiels bevægelser. FAR: Hvorfor skal de derud, Jeremiel? JEREMIEL: Fordi de er gået fra Michael. Michael er rasende på Gabriel, fordi Gabriel var illoyal. FAR: Hvorfor gik de andre også med Gabriel? 54

JEREMIEL: Fordi de er bange for Michael. Han har forandret sig, siden Lucifer faldt, og Gud forsvandt. Så kender du historien, Emmanuel. FAR: Jeremiel, jeg er din far, og jeg hedder Tom. Jeremiel kigger op på faren med et koldt blik. JEREMIEL: Ikke længere. Der kommer en høj, hylende lyd og et hvidt lys, som lyser hele værelset op.

London, England – 2014 Sariel står på en kæmpe scene i et studie, og han gennemgår sine replikker for det næste show. Der går teknikere frem og tilbage, og hans manager sidder på den midterste række. Scenen er sort og blank, og publikumssæderne er i en halvbue rundt om scenen. Der er mange scenelys oppe i loftet og nogle nede på scenen. Designere er i gang med at skifte forskellige baggrundsmønstre. SARIEL: Og nu, mine damer og herrer! Til et korttrick, som vil få jer til at blive ... chokerede. Sariel kigger rundt og får øje på produceren. SARIEL: Undskyld mig! Hvorfor skulle publikum blive chokeret over et korttrick? Produceren går over til ham og kigger på ham med et seriøst blik. PRODUCEREN: Hvis du er utilfreds, så snak med Anna. Manageren rejser sig fra sit sæde og går op mod scenen.

SARIEL: Jeg mener bare, at de vil blive overrasket og ikke chokeret over et korttrick. MANAGER: Hvad sker der her? PRODUCEREN: Snak med Anna om det. Det er hende, som skriver og ikke mig. Produceren går, og Sariel himler med øjnene og smider manuskriptet ned i gulvet. SARIEL: Det var meget sjovere, da jeg tryllede ude på gaden. MANAGER: Pas nu på, hvad du siger, okay? Jeg skal nok snakke med hende der Anna. Lad nu være med at tænke så negativt om det her. Jeg har knoklet min røv ud af mine bukser for at få dig hertil. Du vover på at svigte mig nu, okay? SARIEL: Som om jeg ville gøre det. Manageren giver Sariel et klap på skulderen og løber efter produceren. Sariel tager et tarotkort op af lommen og kigger på det. Tarotkortet forestiller Magikeren. Det er et gammelt tarotkort, og Magikeren er orange i hovedet. Han holder en arm oppe i vejret og holder et stearinlys i hånden. Foran Magikeren er der et bord, hvor der står et bæger, et sværd, en rund, gylden genstand med et stjernepentagram på. Over Magikerens hoved er der tegnet for ’Uendelig’. Sariel lader en tommelfinger glide hen over kortet og lægger det ned i lommen igen. Han samler manuskriptet op. Han river en side af og smider resten af manuskriptet ned på gulvet igen. Han krøller papiret sammen til en kugle og gemmer den i sine hænder. Han kysser sine hænder og slipper en due fri. Den flyver op mod himlen, og Sariel knipser én gang. Der daler otte fjer i forskellige farver ned: rød, hvid, gylden, sort, lilla, blå, grøn og sølv. Sariel griber den røde og går ud fra scenen.

Miami, Florida, USA – 2014 Uriel er på Miami Beach, og der løber folk rundt i badetøj. Der bliver spillet beachvolley osv. Uriel sidder inde i politibilen på passagersædet. Han er alene inde i bilen, og han har smækket sine ben op på handskerummet. Han har sine pilotsolbriller på. Politibilen: Sæderne er betrukket med sort læder, og der er en ketchupplet på bagsædet. Der er en revne i forruden, og bakspejlet sidder skævt. Der ligger et baseballbat på førersædet, og der er en gymnastisktaske på bagsædet. Hans makker banker på ruden, og Uriel spjætter og tager hurtigt benene ned. Han kigger ud af vinduet og opdager sin makker, Troy. Han stiger ud af bilen, og Troy kaster en vandflaske til ham, som Uriel griber. TROY: Endnu en nattevagt? URIEL: Yeah, Adam byttede med mig ... igen. TROY: Om tre timer er patruljen slut. Det er da noget at se frem til. Uriel åbner flasken og tager en tår vand. TROY: Hvordan går det for resten med Ellen? Er hun stadig sur på dig? URIEL: Ellen. Jo, det er hun stadig. Ikke engang min datter vil se mig lige for tiden. TROY: Tog hun skilsmissen hårdt? URIEL: Jeg har aldrig troet på skilsmisser. Men ja, hun tog det ret hårdt. TROY: Kommer Carrie så ikke hjem til dig eller hvad? URIEL: Hun kommer i dag ved firetiden efter skolen. TROY: Hyggeligt. Hvor er det så, de bor nu? URIEL: Stadig i Miami. I det samme kvarter. Ellen er flyttet sammen med ham der advokaten. TROY: Og Carrie kan lide ham advokaten? URIEL: Sikkert. Hun snakker jo ikke med mig om ham. TROY: Okay. Okay. Slap af. Skilsmissen må også have taget hårdt på dig. Jeg forstår egentlig godt Ellen. Du arbejder for meget. 57

URIEL: Nej, jeg gør ikke. TROY: Kan du huske Johnson-sagen i juni? Du var nærmest gift med den sag. Du lavede ikke andet end at arbejde dag ud og dag ind. Det var nok derfor, Ellen ville have den skilsmisse. Uriel sukker og lægger armene over kors. Han læner sig op ad politibilen. TROY: Hør her, Uriel. Hvis du gerne vil have, at Carrie skal være på god fod med dig, så bliver du nødt til at skære ned på arbejdet og være mere sammen med hende, okay? URIEL: Jeg ved det. TROY: Jeg holder øje med dig. Og for en sikkerheds skyld, så siger jeg det også til Kenneth. URIEL: Siger du det til chefen? TROY: Jeg har allerede ”nævnt” det for ham. URIEL: Hvor er du nederen. TROY: Jeg ved det. Der lyder et kald over politiradioen, og Uriel og Troy reagerer på det. TROY: Jeg kører. Troy løber hen til førersædet, og Uriel sætter sig ind. Troy starter bilen og sætter sirenerne i gang.

Paris, Frankrig – 2014 Raguel sidder på en trappesten ved ’Fontaine aux lions’ nær Conservatoire de Paris. Han er gråhåret og har fuldskæg. Der sidder nogle få mennesker på trappestenen og snakker. Raguel kan se en rød bygning, hvor der står: Billetteriie. Nogle små lejlighedstage, som stikker frem i baggrunden. Ved siden af den røde bygning er der en hvid, moderne bygning. En fed due flyver hen til Raguel og står ved siden af ham. Raguel smider et stykke brød hen til den.

RAGUEL: Skynd dig hellere at spise det, inden de andre duer kommer. Duen rører ikke ved brødet. RAGUEL: Jeg ved ikke, hvad min brødre laver. Jeg frygter for dem hele tiden, især den yngste. DUEN: ... RAGUEL: Hvad mener du med, at du troede, at jeg var selvisk? Ser jeg selvisk ud? Duen laver elevatorblikket. Raguel læner sig frem og kigger duen dybt i øjnene. RAGUEL: Hvad laver de lige nu? Hvad laver mine brødre? DUEN: ... Raguel ryster på hovedet. RAGUEL: Jeg forstår dig ikke. Du sagde, du vidste, hvordan mine brødre har det, og hvad de laver. DUEN: ... RAGUEl: Det er Jeremiel, ikke også? Det er Jeremiel som leger med mit hoved, ikke også? Eller så er det Sariel ... DUEN: ... RAGUEL: Måske er det Michael, som har fanget mig og sendt mig i Helvede. Det er en dæmon, som leger med mit hoved, ikke også? DUEN: ... RAGUEL: Hvis jeg går herfra nu, så forsvinder illusionen, ikke også? DUEN: ... RAGUEL: Det her handler ikke om dig, men om mig! DUEN: Gud, hvor er du selvisk. RAGUEL: Det er blasfemi. DUEN: ... RAGUEL: Jeg ved kun, at Gabriel har været illoyal. Men han er stadig ung, så han ved ikke, hvad han har gang i. DUEN: ... 59

RAGUEL: Så du vil have, at jeg skal advare Gabriel. DUEN: ... RAGUEL: Du kan ikke forvente, at jeg vil ... Der kommer en ældre herre hen til Raguel og sætter sig ved siden af ham. Raguel tøver, og duen flyver sin vej. NICHOLAS: Hvad laver du her igen, Raguel? Jeg har jo sagt til dig, at du kan komme ind på konservatoriet. Du skal bare huske at sige mit navn, ellers lukker Camille dig aldrig ind. Hvis du ikke øver dig, mister du evnen til at spille helt. RAGUEL: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig for din venlighed. NICHOLAS: Det er ikke hver dag, at man møder en hjemløs, som kan spille 'Flight of the bumble bee' fejlfrit. Hvordan går det for resten, Raguel? RAGUEL: Fint nok. Jeg har bare hørt en fugl synge om, at mine brødre er i fare. NICHOLAS: Nåh, ja, dem som er opkaldt efter ærkeenglene. Jeg syntes nok, at jeg havde hørt navnene før, da du fortalte mig om din familie. RAGUEL: Tja, den ældste prøver at komme af med den yngste. NICHOLAS: Hvis du gerne vil låne penge til en taxa eller noget, så må du endelig sige til. Vi kan jo ikke have, at dine brødre slår hinanden i småstykker. RAGUEL: Nej, det kan vi jo ikke have. Raguel får øje på den fede due. Den flyver hurtigt hen til ham og tager brødet og stikker af med det, inden de andre duer får fat i det.

Rom, Italien – 2014 Man kan høre lyden af pander og gryder, der syder, og olien, der opvarmes. Det er et stort køkken, og kokkene råber ad hinanden. En køkkenmedhjælper løber rundt med tallerkener og ingredienser til kokkene, og de kalder på ham hele tiden. Køkkenet er stort, og der er tolv stationer til de elleve kokke og en station til køkkenmedhjælperen. Der hænger pander ved komfurerne. Der er et langt stålbord, hvor der bliver dekoreret, og hvor tjenerne tager maden, som de skal servere. På bordet står der en klokke, som tilkalder tjeneren. Der er en skraldespand ved siden af bordet, som er fyldt med gamle bestillinger og dårlig mad. Der er en snor hen over bordet, hvor bestillingerne hænger. KOK 1: Hvor er chefen i dag? KOK 2: Jeg tror, at han er i gang med en familiekrise derhjemme igen. KOK 1: Er det Marzia igen? KOK 2: Hvornår er det ikke hende? KOK 1: Marco! Hent tomaterne! Du har ret. Hun opfører sig som en diva nogle gange ... Dørene til køkkenet går op, og Raphael kommer hastigt ind med sin kokkeskjorte næsten knappet sammen. Han er i gang med at binde sit forklæde rundt om sig, og personalet kigger hen imod ham. RAPHAEL: Undskyld, jeg kommer for sent. Familiekrise. SOUSCHEF: Tilbage til arbejdet folkens! Bianca, hvor bliver raviolien af? Og Luca, pas på, at kyllingen ikke brænder på ligesom sidst. ALLE: Javel, chef! Raphael går hen til sit podie, hvor souschefen er i gang med at anrette på en tallerken. Han slår på klokken, og der kommer en tjener ind for at hente den. RAPHAEL: Tak, fordi du ville overtage skansen for mig, mens jeg var hjemme. SOUSCHEFEN: Intet problem. Var det Marzia igen? 61

RAPHAEL: Hun er i de der teenageår, så hun vil gerne til fester og sådan noget. Bianca bryder sig ikke særlig meget om det ... SOUSCHEF: Jeg ville heller aldrig give min datter lov til det. Jeg havde spærret hende inde på sit værelse og sagt, at hun ikke måtte komme ud, før hun har lavet sine lektier. RAPHAEL: Er det ikke lidt vildt ... SOUSCHEF: Det er dig, som er for sød imod hende. Du har forkælet hende, chef. Det er der, hele problemet er. RAPHAEL: For sød? Jeg synes ellers, at jeg behandler hende med respekt ... SOUSCHEF: En teenagedatter skal opdrages med hård hånd. Hvor bliver raviolien af, Bianca?! BIANCA: Den er på vej, chef! SOUSCHEF: Luca, hvad sagde jeg om kyllingen?! LUCA: At den ikke må brænde på, chef! SOUSCHEF: Hvorfor lugter her så brændt?! RAPHAEL: Åh, det er vist nok den gryde, som jeg bad Marco om at sætte over, suppen brændte på. Jeg ville have, at bunden blev renset ordentlig. SOUSCHEF: Marco! Hent et nyt viskestykke! MARCO: Javel, chef! RAPHAEL: Utroligt, din stemme ikke er ødelagt endnu. SOUSCHEF: Jeg har heller ikke nogen børn, som jeg skal råbe ad, når jeg kommer hjem. Marco kommer løbende over med et viskestykke, og Raphael får øjenkontakt med ham. Marco giver souschefen viskestykket.

Stine Kielstrup

Gommen var klædt i en sølvbroderet vest og mavespænde. Michelle var en speciel pige, der sagde: Husk at købe mælk. Tyg af munden. Jeg har spist din ostemad. Det var det, hun sagde til mig. Jeg har spist din ostemad. Og Mikkel skålede højlydt med Frede, mens jeg kiggede på den tørre skive gris på min tallerken. Michelle blev ved med at kigge på mig, til vores bord blev flyttet af tjenerne, og musikken begyndte at spille. Jeg sad og tog små bidder af bryllupskagen. Fyldte munden for at få en fornemmelse af konsistensen, smagen, der bare var tyk og cremet. Frede fyldte munden gentagne gange for at spytte det ud i servietten og rense sin mund med kaffen. Mikkel hentede øl, og jeg så, hvordan hans jakke foldede mellem skuldrene, hver gang albuerne blev løftet, og en ølkapsel blev vippet af. Og jeg ærgrede mig over, at skuldre og hænder var placeret så langt fra hinanden, at man ikke kunne fokusere på begge samtidigt. Michelle tog fat om mit håndled, da jeg ville fylde munden, og vi dansede, til sveden blev for meget, og vi gik ud på toilettet, fordi min tampon var kravlet for langt ned under dansen og måtte skiftes. Jeg lod Michelle sidde på hug foran mig. Hev tamponen halvt ud. Bøjede mig forover for at se den falde resten af vejen, mens Michelle nikkede ivrigt. Jeg bad hende skylle ud. Trak derefter underlivet sammen, pressede tamponen ud til den kun hang i en slimtråd. Vandet blev farvet rødt af den smule blod, der havde hobet sig op bag den. Michelle skar tænder og hev mærkeligt efter vejret. Hun kaldte os blodsøstre, så jeg førte hendes hånd ned mellem mine ben. Hun tog fat om slimtråden der, som man ville tage fat om en savlklat fra munden.

Så slap hun den og lod den falde ned i vandet, mens vi forestillede os den bristende binding mellem slim og skedevæg. Tamponen var stor og kunne flyde i toilettet. Jeg brugte også tamponer uden for de blødende dage. Mit sekret var aldrig til at styre. Engang lykkedes det mig at fylde nogen centiliter i en kop efter onani, derfor blev Michelle og jeg enige om, at jeg på længere sigt ville have slim nok til at kunne fylde en lunge og dele ud til alle de tørre skeder inde ved bryllupskagen og ølbordet. Jeg tørrede mig, pressede selv en ny tampon op uden indføringshylster og gik ud og dansede med Michelle. Det her ville Mikkel aldrig gøre vel? sagde hun konstaterende. Jeg grinede, sagde, du må være sindssyg, han danser elendigt. Michelle hev mig ind til sig. Lagde en hånd på mit bryst og førte den om på min ryg. Jeg rullede ud af hendes arme. Hendes hånd fandt igen min ryg. Hun førte mig ned til bordet. Hun fortalte, at hun havde elsket mig fra det øjeblik, jeg var kommet ind ad porten til kirken. Jeg svarede, at jeg kunne have elsket hende, hvis hun bare havde været en anelse højere uden stiletter. Og så kom Mikkel bagfra. Løftede mig op ved brystet, ud på dansegulvet, og metallet i min bøjle-bh gnavede sig ind i mit brystben. Jeg tænkte på min første gymnasiefest, hvor Mikkel og Frede var kravlet hen over taget i et forsøg på at komme ind gennem de skrå vinduer ved fysiklokalerne. Jeg var blevet fuld for første gang. Havde stået der, op ad Mikkel, og han havde lugtet af sved og dryppet af sved, og han havde kysset mig, da vagterne gik forbi i et forsøg på at forsvinde i mængden, og jeg havde slået ham, så det snurrede i fingrene. Han havde løftet mig op i sin fuldskab og tabt mig ned på det slidte trægulv, så brusken om næsehulen blev slået løs, og overlæben hævede op. Jeg skubbede Mikkel væk fra mig. Michelle sad ikke længere ved bordet, men omme bag baren. Toppen af hendes røde hat stak op over rækken af Tuborg. Jeg elskede, når kvinder turde gå med hat.

Specielt hvis det fremhævede deres øjne eller formen på deres kæbe. Gommen rullede rundt på gulvet. Bruden var ædru og skældte vennerne ud for at drikke ham fuld. For at ødelægge hendes bryllupsnat. Hun havde nægtet at lade os klippe i sløret. Det skulle gemmes. Jeg havde i stedet klippet i gommens strømper. Jeg kendte hende ikke. Bruden. Måske fordi vores eneste samtale havde omhandlet skærebrætter uden blodrand. Til en fest i kollegiet havde jeg introduceret Mikkel for gommen, og Mikkel havde lavet flødekartoflerne, med hvidløg, til buffeten.

Og så blev jeg smidt ud af mit klubværelse. Ingen note, ingen forklaring. Bare en seddel på pink papir, klistret op på min dør med orange tape fra Tiger. Du er blevet smidt ud, sagde de i opgangen, smilende og nogle gange råbende gennem dørspionen. De ringede, du skal hente dine ting, inden den næste lejer flytter ind. Jeg ringede til Maria, græd lidt, grinte lidt, råbte lidt i bussen, og alle kiggede på mig, selv damen med Netto-posen og pudlen i snor. Jeg var stadig frivillig i Stjernekikkerten, kommunen ville ikke give mig penge, min familie ville have mig hjem, og min mormor var lige død. Kesler drak mig fuld, og jeg kørte tungen ned i halsen på en fyr og lod ham stikke sin pik ned i min, mens jeg stønnede opmuntrende. Jeg sov der, tog et varmt bad og spiste to måltider. Det gentog sig. Maria og Kesler vaskede sæden af mit tøj hver weekend. Jeg tog til mormors begravelse. Græd en del. Tog tilbage til klubværelset for at skyde udlejeren. Jeg havde aldrig skudt nogen før. Gommen og Mikkel stoppede mig. De lugtede begge af klædeskab og kobber. Mikkel tilbød, at jeg kunne bo hos ham mod en simpel betaling. Vi skulle bare knalde i hans seng hver torsdag.

Maria fortalte, at sex var den eneste vej ind i et andet sind. Legepladsen var allerede fyldt med skrigende børn. Solen skinnede bag de hvide skyer. Vi gik ind i Grotten. Og jeg overvejede, hvordan det ville være at have adgang til Mikkels tanker. Jeg nøs, og det gik op for mig, at han mindede utrolig meget om min far. Måden de pillede næse på og hadede bøsser. Jeg hev askespanden frem bag tæpperne til indianerleg og satte den i midten af grotten. Piger forelsker sig altid i mænd, der minder om deres fædre. Men jeg var ikke forelsket. Jeg åbnede snapchat og så tyve sekunder på en strippers timeline. Jeg havde fulgt hende, siden Mikkel og Vikaren havde vist mig hende. Hun smurte sin overkrop ind i sæbe i fem sekunder og forsøgte at tage bukser på i femten. Jeg fortalte Maria, at Bugge ikke længere knaldede Penelope. Noget med nogle kunstige negle og kontaktlim. Hun grinede. Det gjorde jeg også. Jeg har aldrig kunne lide hende, sagde hun. Jeg grinede igen og spyttede ned i askespanden. Jytte knalder en pige, der går på HTX. Hendes kæreste bor oven over dig. Hun er nu meget sød, sagde jeg. Halv englænder med hvid hud, kort sort page til øjnene og øreringe helt ned til skuldrene. Små uskyldige tøser, svarede hun og sugede i smøgen. Men det overrasker mig nu ikke med overboen, han er en svækling. Hvad med Klaus? Store Klaus knalder slet ikke, Maria skoddede. Men han burde. Vi venter bare på, at han vælger en af gennemløberne. Dejligt kraftige piger. Og Mikkel knalder dig. Og muligvis andre blondiner, tilføjede jeg. Men hvad skal man stille op? Jeg har forsøgt at kravle ind under sengen, ind i sengetøjet og rundt i toiletskabene, men fandt ingen trusser og ingen lange hår, der ikke havde min farve. Du har aldrig været interesseret i drenge. En ny smøg blev tændt. Sandt. Jeg er ikke interesseret i drenge, jeg er interesseret i Mikkel. 69

Jeg fik lyst til at holde en smøg mellem mine fingre. Du har altid virket så pæn. Men aldrig været det. Muligvis. Lille Alexander faldt ved indgangen til Grotten. Maria gik ud for at hjælpe, og jeg tjekkede Facebook fra mobilen. Den var stadig dækket af maling fra formiddagens malerprojekt. Indersiden af min lomme var blevet grøn. Alexander kom med ind i Grotten. Maria satte ham på sit skød. Han forestiller sig nok sin ekskæreste, når I knalder, sagde hun til mig. Og det gør vi nok alle sammen, svarede jeg og pustede tåge ud af mine lunger. Du er nødt til at snakke med ham om det. Det kommer ikke mig ved. Hvis han stadig står på hendes dørtrin, så gør det. Jeg vil slet ikke vide sådan noget. Maria skoddede igen. Alexander ville lege med asken, så jeg sendte ham ud i den største mudderpøl. Det hjælper ikke, at du er så pisse bange for at træde ham over tæerne. Jeg er bare fornuftig. Nej. Jov. Du er nødt til at kende hans baggrund, ellers kan du ikke analysere ham. Jeg behøver ikke at analysere ham. Jeg bor der bare. Man tager ikke sin bolleven med til sin bedste vens bryllup. Vi startede først efter brylluppet, svarede jeg. Maria gav mit et kys. Du skal sidde med ved højbordet til mit bryllup. Hun fik tårer i øjnene. Hvis du stadig vil kendes ved mig til den tid, svarede hun. Jeg grinede, til hun kyssede min næse.

Jeg plejede at gå til lægen med mine forstoppelser, men han stak bare to fingre, oftest lange- og pegefingeren, op i mit røvhul. Han kørte dem rundt i cirkler inde i min endetarm og satte gang i de peristaltiske bevægelser, så tarmtrafikken igen kunne glide let. Jeg svedte og hev strikken over hovedet. Men så frøs jeg over at være nøgen på toilettet. Jeg lagde et håndklæde over lårene. Det hjalp. Jeg havde ikke været hos lægen denne gang. Det virkede så dumt, når Mikkels fingre var lige så effektive med cirkelbevægelserne. Nogle torsdage fik han endda lov til at liste sin penis op, men det kunne være meget voldsomt at få udvidet røvhullet og skubbet sit lort så langt tilbage i tarmen. Jeg hev den lilla skammel hen og løftede fødderne op. Det får endetarmen til at strække sig, så den bliver lige og glat. Det virkede altid. Jeg måtte snart få skaffet mig en skammel. Det var ved at blive pinligt at rende hjem, hver gang jeg havde forstoppelse. Mor råbte, Simone har sendt en sms. Jeg svarede okay. Anstrengte mig for at lave en lang tynd pølse og forestillede mig, hvordan hun lænede sig op ad toiletdøren. Nu svarer jeg okay med udråbstegn, sagde hun og bankede på døren. Min lort knækkede. Hun åbnede døren. Er det for meget med udråbstegnet? spurgte hun og pressede skærmen mod mine briller. Jeg sukkede og begyndte at folde toiletpapiret. Det synes jeg nu ikke, svarede jeg og strakte armen ned under min numse bagfra for at tørre mig. Nu har jeg altså sendt den. Okay. Mor blev stående og så på mig, mens jeg tørrede mig færdig. Jeg hev strikken over hovedet, gik forbi håndvasken og ind på mit gamle værelse. Fandt sutterne frem og nulrede dem mellem fingrene, inden jeg proppede dem ned i posen. Jeg havde aldrig ejet noget så blødt til mine fødder.

Jeg cyklede, fordi mor sagde, at det ikke regnede. Parkerede ved vareindleveringen. Vi burde male vores facade rød. Skjule den plettede beton og de grå træplader. Freja hev mig ind på stuen, inden jeg fik taget sutterne op af posen. Du skal tegne en tegning til mig i dag. Jeg satte mig, lavede krydseduller på et papir, tænkte på mine sutter i posen og bad Freja udfylde alle felterne. Så gik jeg ud for at finde skærebrætterne frem. Passerede puderummet, Bålstuen, Liljestuen og Penelopes hjørne. Det røde hår var sat højt og krøllet i dag, med guldperler magen til dem, min søster, Zyz, havde i til sit bryllup. Neglene var lange og røde som altid. Jeg kunne ikke kigge på andet, mens hun rodede rundt i papirerne. Hun kunne ikke lide børn. Det kunne man se på hendes hænder, når hun åbnede skuffen, og man lige kunne ane bolsjerne i mørket og de hvide pletter på neglene. Kunne du ikke tage nogle kopier af tegningerne fra mappen inde på Bålstuen? Børnene går snart amok over, at der kun er tegninger af Diddle. Selvfølgelig. Hun kiggede op. Øjnene var indrammet med blå eyeliner og guldglimmer. Jeg kunne mærke, at jeg tissede lidt i trusserne. Ikke meget. Bare en lille sjat. Det var ikke noget problem, det var bare ikke sundt for pH-værdien i min skede. Jeg lugtede altid så surt på grund af den indtørrede urin i trusserne og om hårene omkring skamlæberne. Jeg gik videre og overvejede, hvordan jeg ville se ud i leopardpletter. Amalie og jeg rev gulerødder i køkkenet, mens Penelope knækkede sine håndled og åbnede skuffen. Den velkendte lyd af slikpapir, der foldes ud og krølles sammen. Arnold mødte til direktørtid. Gav Penelope et kys. Satte sig ved computeren for at læse mails. Jeg bankede på hans dør. Arnold? Ja, Muller. Han klappede stavelserne i Muller og lignede en alkoholiker. Det tænkte jeg på, hver morgen, hver gang, vi havde den her samtale. 72

Jeg ville høre, hvordan det stod til med min ansøgning. Penelope fortalte i sidste uge, at I ville ansætte Lars. Vi har brug for mandlige pædagoger. Han starter igen på studiet i Vordingborg efter sommer. Det kan jeg da også. Nej, Muller. Det kan du ikke. Han slog hænderne mod sin vom, da jeg tog malebogen ned fra øverste hylde over døren. Det er trods alt bedre at være her end at samle skrald op i vejkanten eller tørre røv på de gamle nede på Engvej, sagde han og smilede med gule tænder, der røbede de mange år i brændeskuret og cigaretskodderne i hjørnet under aviserne. Amalie var gået i gang med æblerne. Udenfor var himlen grå. Jeg stirrede gennem vinduet over hækken ud til sportspladsen. Freja hev mig i buksebenet, sagde, at hun havde udfyldt felterne, og Christoffer havde lavet i bukserne igen. Jeg slog sten, saks, papir med Amalie, og hun måtte forlade rivejernet. Jeg gik ind efter mine sutter. Pædagogernes garderobe lugtede lidt af Mikkels vasketøjshjørne ved sengens fodende. Sutterne omsluttede kærligt mine fødder. Jeg strøg dem mod hinanden, da jeg gik. Bugge. Han stod i døren ind til Liljen. Råbte, hej underbo. Det er dig, der afleverer i dag? Desire stod bag hans knæhaser. Ja, mine forældre er i Oslo. Du ved, med båden. Det var da dejligt for dem. Jeg satte mig på hug og hev Desire ind til mig. Den lille barnekrop sprællede, og mine hænder blev våde. Bugge strøg håret væk fra det grædende ansigt, sagde, hun har ikke sovet så godt i nat. Jeg vidste, at hun ikke kunne lide at sove hos Bugge. At hun kun følte sig tryg med Farmor og Farfar. Vi smider hende bare ind og sove til middag efter frokost, svarede jeg. Bugge nikkede forsigtigt. Rakte mig en elastik fra baglommen. Desire bor hos mig resten af ugen. Jeg nikkede. Kyssede Desire på hendes våde kind.

Bar hende ind til Lars på Bålstuen. Hev en tusch ud af næsen på Kasper, der pegede på perlerne i Penelopes hår.

Det var torsdag. Vi lavede hjulspind i naboens indkørsel. Sten fløj rundt og til alle sider, men vi havde taget sikkerhedsbriller på. Mine var fra nytår og alt for store med palmer og pelsede kokosnødder på. De var meget tunge på grund af de elektriske pærer, som var monteret i toppen af palmerne. Jeg tænkte på Rhodos, på Sydfrankrig og Spanien og Prag og hvide sandstrande og Florida. Jeg tænkte på dengang, at jeg lavede toast med æg. Ægget blev grønt. Store Klaus slæbte højtalerne og en kasse øl fra deres opgang over til indkørslen. Naboen stod i sin udestue og så på. Forbipasserende stoppede op ved indkørslen. Ingen havde nogensinde set en nabofest i så højt et gear, og Jytte smed sig ind i den orange Opel for at lave cirkler. Min øl var blevet varm. De skruede op for musikken, jeg dansede lidt, og de ville have mig til at danse for dem. Jeg råbte, rend mig. De råbte, fuck dig. Jeg svarede, you wish, og de grinte. Mikkel steg ud af passagersiden i Opelen. Jeg råbte, jeg har holdt din øl varm for dig, til han kom til at smile. Jeg kastede øllen, han greb den og gik hen til Store Klaus i hækken for at pisse. Jytte kom ud af bilen i sine badebukser. Han havde sat håret med voks imod dets naturlige retning. Jeg fik lyst til at stikke mine fingre ind i det klistrede hår og rette det ud. Jeg elskede hjulspind. Hvis jeg ikke havde været bange for at slå nogen ihjel, havde jeg kørt som satan i helvede. Det fortalte jeg Mikkel og Store Klaus, der hver lagde en arm om mig. Jeg hoppede op på Store Klaus’ ryg og fik en ridetur rundt på hele nabogrunden. Hans hænder støttede mine baller. Jeg følte mig tung og klodset. Himlen var mørk. Jeg stirrede ind i Store Klaus’ nakke og forsøgte at åbne mine øjne så meget, som det nu er fysisk muligt. Penelope viste mig engang en video med en kvinde, der kunne fjerne sine øjeæbler fra øjenhulen i kraniet uden at beskadige sin hornhinde. Jeg tænkte, om grøn mon var blå gennem Mikkels øjne.

Jeg burde være hjemme og søge ind på en uddannelse eller skrive en sviner til Arnold. Store Klaus lavede en kolbøtte og efterlod mig på græsset. Han slog en vejrmølle. Mikkel spurgte, om jeg var okay, og Store Klaus væltede ind i rosenbedet. Jeg hev Mikkel ind til mig. I baggrunden havde Bugge sat sig ind en bil for at brænde dæk af. Jeg gav Mikkel et sommerfuglekys til lyden af bas og roterende dæk mod småsten. Jeg låste mine ben om Mikkels ryg, og han løftede mig op, og jeg delte kindkys ud til alle. Også Steffen, der bare var dukket op for at dele lakridsshots og flyers om Rottehullet ud. Jeg åndede Mikkel på halsen og markerede en skønhedsplet med spidsen af min tunge. Mikkel svang mig rundt, som mor dansede med vasketøjet ude i haven om sommeren, og jeg fik krampe i mellemgulvet, mens jeg smilte.

Jeg kunne lide Mikkel, fordi han nussede mine ankler og kløede mig på ryggen, fordi hans øjne blev blå, når han smilte. Jeg kan huske engang, hvor han tabte en steg på gulvet, og der var blod på skabslågerne, bag skabslågerne, og hans øjne var blevet blå, mens han messede undskyld til Jytte og hans dame, fordi det var deres cuvette. Jeg kaldte det madspild og Mikkel kaldte det almindelig adspredelse, og så skubbede han mig frem og tilbage, mens jeg sad på gyngen i Mormors æblehave. Jeg sprang af, da den var meget højt oppe, og Mikkel lagde en hånd på min skulder og min pande, mens min latter blev til gråd, og vvs’eren kom og slukkede for vandet, og andre mænd i arbejdstøj kom og slukkede for alt det andet. Mikkel bar mig ind i mormors sofa, der lugtede sådan af ferie og sæbebobler og fuglefoder. Han gav mig lov til at tømme den lille porcelænsskål for sukkerknalder, mens vi pakkede resten ned i kasser. Mor sagde, at jeg skulle gemme mormor væk. Det var den samme aften, hun serverede grøn og rød konfekt til en håndboldkamp i fjernsynet. Gemme, men ikke glemme, sagde hun og trykkede konfekten ud mod kinden. Jeg var begyndt at drikke kaffe. Fornemmelsen af fortabelse, det varme krus i skødet mellem mine hænder. Dampen, der duggede mine briller, fik mig til at svede, og jeg tænkte, at det var sådan, det måtte føles at være forelsket. Mikkel havde engang elsket en pige med lyst hestehår og naturlige krøller. Jeg fortalte Mikkel, at jeg vist var forelsket i hans øjne. Det blå blik, der så mig gennem ølkruset til kollegiefesterne. Jeg havde en blodpølse i hånden, første gang jeg mødte Mikkel. Det var i Irma. Udenfor var det sommer, indenfor kunne jeg lugte sprinklervandet fra frugtafdelingen. Det første, jeg lagde mærke til, var de høje tindinger, de nedadvendte mundvige, de små fødder, den krumme holdning, der fik mig til at glemme, at jeg måtte kigge op for at se hans øjne. Pupillerne, der trak sig sammen af lyset fra skærmen på Næstved station, Mikkels mobil, den første video med ham og mig liggende i sengen. 77

Jeg bøjede mig forover og tissede på en pind, fik misoprostol og en stikpille af min læge. Og så pressede jeg munden mod vodkaflasken, til man kunne se mine læber gennem glashalsen. Mikkel pressede den lange matte pille op i mig og bøjede sig i et spørgsmålstegn hen over en bane amfetamin på min mave. Lykken steg og fyldte os, flød over. Jeg drak liggende på to køkkenstole, for beruset til at presse. Jeg stak en hånd op. Forsøgte mig også med skeer og andre køkkenredskaber, men det ville ikke begynde at bløde. Vi tog på hospitalet for at klage over deres ringe pillekvalitet. Taxachaufføren bad mig holde hovedet ud af vinduet. Lægerne kaldte mig fordrukken. Og det var jeg. Jeg var fordrukken, da jeg ventede på udskrabningen på hospitalet. Jeg var fordrukken, når jeg gik tur med naboens hund, når jeg slog græsset for mor og far hjemme på fællesarealet, når jeg løb til Herlufsholm privatskole og kravlede op i det store træ, for at mærke frygten for at falde. Jeg var fordrukken, da jeg rakte Mikkel et barberblad og bad ham skrabe mine kønshår mod deres naturlige retning. Han efterlod en perfekt trekant af hår på bjerget, og jeg lod den blive der. Jeg vedligeholdt dens kanter, klippede den ned to gange om ugen med trimmeren, mens alt hud omkring blev irriteret og rødmosset af barberingen. Under sex gnubbede han sin hånd mod trekanten og hviskede, at det var frihedens centrum. Efter sex, tog jeg den grå trøje på, nulrede tobakken i lommen og gik op på toilettet. Hvis man ikke tisser efter sex, får man blærebetændelse. Det har Keslers mor lært mig. Hun mindede os altid om faren ved at tage i byen i korte kjoler. Underlivsbetændelsen er som en ulv, der kravler op ad jeres ben og begraver sig i jeres varme hule. Det fortalte jeg Mikkel en aften, hvor han puttede ost på de varme kartofler, og jeg panerede fiskefiler på en tør pande. Vi ville egentlig have lavet pølsemiks, men Store Klaus havde kogt alle pølserne til sin frokost.

Clara Mie Moesgaard Lech

Det er niogtyve år siden, Strunge hoppede ud af vinduet. Det er elleve måneder siden, jeg ønskede at begå selvmord. Fransiska siger, vi bare er små arbejdsmyrer. Der er ingen grund til, vi er her. Det sagde Sartre jo også. I dag føler jeg mig klar for første gang i lang tid. Jeg kører ud til Enø, sidder i skrædderstilling på en af de store sten nær vandkanten. Bølgerne er vilde, svanerne kan næsten ikke følge med, de flyder bare ovenpå på bølgerne, lader dem rive i sig. Vandet vil så gerne tættere på stranden, slikke den ren for sand, jeg er fuldkommen alene. Hvis man så mig, ville man måske tro, jeg mediterede. Hvis man så mig, ville man måske tro, jeg var ensom. Jeg ser mig selv sidde her, en form for ude af kroppen oplevelse, ser mig selv være seks år gammel i haven i sommerhuset på Reedtzholmvej, lære at cykle og om vinteren blive båret på skuldrene af min fætter. Det er næsten forår her i solen. Lyset varmer mig, spreder sig over mit ansigt og i kroppen. Jeg har lyst til at give slip på det hele, jeg har lyst til at synke ned under vandet eller være en af svanerne, rives bort. Jeg ved ikke, om der er mange vandmænd på den her tid af året. Om sommeren var der altid mange vandmænd, drengene kastede dem efter mig, truede med at tisse på mig, hvis jeg blev brændt af en brandmand. Jeg er ikke Strunge. Det er ikke ved at komme igen. Jeg har lyst til at indrømme det hele: at jeg måske alligevel nyder at ryge mere, end jeg burde, at jeg har lyst til at blive gammel med ham, at jeg nok i virkeligheden lyver, når jeg siger, at jeg ikke er afhængig af at have nogen, som holder af mig. Jeg ser mit ansigt i bilruden, mine kinder er røde, mit hår helt vildt i vinden, solen lyser ud af blå øjne. Fornemmelsen af at se sig selv udefra, jeg tænker, at lige nu er jeg smuk. Jeg tænker på Sylvia Plaths dagbog, det der citat: At times like this I’d call myself a fool to ask for more. Hvordan hun så gerne ville finde det hele smukt, længtes efter følelsen, hvordan jeg måske finder det hele for smukt. Sidde her i skrædderstilling og skrive om den blege sol, varmen fra den, lige før den går ned. Kan man leve uden frygt for, at det hele bliver taget fra en? Min fransklærer får blomster af sin mand hver fredag. Måske er det strengt at sige, at det er sådan en kærlighed, jeg gerne vil have. Jeg vil så gerne have mere, altid mere, mere kærlighed og mere af det gode. Jeg vil have, han bliver ved med at være forelsket i mig, nøjagtig som han var i starten. Jeg vil have, han liker mine profilbilleder på facebook og dukker op med blomster for at møde min mor igen. Jeg vil have min første gang tilbage, og jeg vil have, at den er med ham, at det er hans pik, der trænger op i mig, at han lader mig græde lidt med panden mod hans brystkasse, fordi det gør ondt. Jeg vil ikke bide mine knoer, og jeg vil ikke have, at drengen med krøllerne rører mig. What’s passed is past. Efter vi havde haft sex første gang, skubbede jeg ham væk og græd. Hele min krop gjorde ondt, min krop huskede, hvordan han var ligeglad, hvordan han ikke havde bøger på reolen, hvordan han spurgte, om han måtte tage min BH af, og hvordan jeg ikke sagde nej. Det er to år siden. Han undskyldte til en fest sommeren efter, sagde han ikke skulle have gjort det. Jeg var fuld, det tror jeg ikke, han var. Morgenen efter fulgte han mig ned til min veninde, jeg kunne ikke huske at være faldet i søvn, tissede et kondom ud i hendes toilet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er at have nogen, som elsker mig og lytter til mig, når mørket kommer. Når det føles, som om det er ved at komme igen, når sidste års følelser lægger sig omkring mig, og han bare holder om mig. Jeg har lyst til at tage mig af ham, lyst til, at han har brug for mig, ligesom jeg har haft brug for ham. Det burde ikke handle om ham. Før han kom, var der mig, mig, der samlede mig selv op, mig, der fik hverdagen til at fungere igen, mig, der begyndte at løbe, og mig, der kunne finde ud af at tabe mig uden at sulte. Så jeg siger ting som: det handler ikke om mig, men et eller andet sted handler det jo mest om mig, mig i mit liv, mig i mine omgivelser, mig i verden. I dag er en af de gode dage. Jeg står op om morgenen og siger til mig selv: du er glad og heldig, Clara. Så køber jeg orange roser til mig selv og læser digtsamlinger og fortæller mig selv, at jeg ikke altid behøver at drømme om fremtiden, fordi nuet er også meget fint. Bedst når vi bare ligger i sengen og lytter til musik, bedst når han vender sig imod mig i søvnen og kryber tættere på, og bedst når jeg kører til Enø og sidder alene ved vandkanten og mærker vinden ruske i mig. Bilen, der vibrerer under mig, når jeg kører fra rastepladsen og tilbage mod byen, eller når jeg passerer mit gamle sommerhus, og gearene ikke når at skifte, ikke forstår, at vi pludselig skal køre virkeligt langsomt forbi det her forfaldne, lille hvide hus med de beskidte klinker, som engang var mine forældres. Alt det, der har været mit, alt det, vi har solgt, alt det, jeg har været så heldig at have og nu kunne mindes. Selvfølge-

lig også alt det, jeg gerne vil fortrænge. Det, der er passeret og tilhører fortiden, det, jeg forsøger at holde op med at tænke på. Jeg er tilbage på skolens sygehus. Rummet føles meget lille, de hvide vægge, min krop under den tunge dyne. Jeg går tit tilbage til det her øjeblik, måske fordi jeg har svært ved at forklare eller definere, hvad der foregik, eller hvad jeg følte. Ensomheden. De gullige gardiner var trukket fra, udenfor i køkkenhaven løsnede bladene sig fra træets grene. Kan huske, at man kunne høre bilerne passere igennem alléen, bildækkene mod brostenene. Sygeplejersken sagde, at det nok var bedst, hvis jeg sov lidt, før vi talte sammen. Hun bandt mine snørebånd op, satte støvlerne ved radiatoren, sneen smeltede i små vandpytter på gulvet. Jeg blev ved med at falde ind og ud af søvnen. Skammede mig over de sorte pletter på det rene, hvide hovedpudebetræk. Det var bedre ovre i klasseværelset, jeg blev ved med at knuge Rebeccas hånd, Fransiska holdt om mig hele vejen over til sygehuset. At være alene, men ikke helt. Senere på kontoret i den mørkeblå sofa, forsøgte vi sammen at sætte ord på det, sygeplejersken og jeg. Det var kun omfanget af sygdommen, vi skulle til at forstå. At depressionen havde vokset for længe, at jeg havde ladet den gro uden at fortælle nogen om den. Da jeg havde en depression var alting en vandoverflade: jeg spejlede mig selv i alle. Jeg så kun mig selv, og det der hang over mig, sorgen og sygdommen, men der var ikke mere end det. Det er for krævende at være uselvisk. Jeg vrængede af alle, derefter blev jeg ked af det over, jeg ikke længere kunne finde ud af at kommunikere, være det her menneske, som fungerer, som taler pænt og smiler høfligt. Ude af stand til at få min krop til at gøre, hvad jeg ønskede. Ikke at kunne få øjnene til at holde op med at græde, konstant at sige til sig selv: tag dig nu sammen. Min kæreste siger nu, at jeg skal være stærkere. Vokse en tykkere hud. Han var der ikke sidste år, han er kun en del af det efter, som finder sted nu. Engang imellem sætter han mig ned på sengen, får mig til at gentage: selvmord er for idioter. Selvmord er en nem udvej. Jeg bliver stadig så optaget af det, der gør ondt. Ligesom min bror var optaget af bakterier, hvordan han stod op og vaskede hænder flere gange om natten, afbrød søvnen, fordi der var noget, der føltes beskidt, så ligger jeg vågen og fokuserer på, at det gør ondt. At han flytter, og jeg ikke flytter med. Så begynder der at ske ting, som kvalmen, som at jeg har svært ved at spise, som at jeg tæller dagene, til at jeg ser ham igen, så jeg kan sikre mig, at vi stadig er forelskede. Når man ikke spiser i lang tid, bliver ens krop så følsom, så hurtig til at reagere. Sanserne sættes i funktion, man begynder at høre bedre, også alt det, der ikke bliver sagt. Jeg vågner om morgenen og ved præcis, hvordan han har det femogfyrre minutter væk fra mig, som om jeg kan læse hans tanker. Jeg er bange for, han tænker på hende. Jeg bliver ved med at drømme om Caroline. Nogle gange ser jeg piger i toget til Haslev og tror, at det er hende. Eller jeg går forbi en pige på gaden med samme hudfarve, samme mørke hår, og jeg tænker på, hvor forskellige vi er af udseende. Jeg ønsker altid at være undtagelsen. Når jeg opdager, at jeg nok ikke er det, falder jeg tilbage i en eller anden tilstand, hvor det bare gør ondt. Det var ingen årsag til depressionen. Der er en årsag til, at mine ribben trykker så meget nu. Jeg vil ikke have, han flytter til Valby. Jeg vil ikke have, han finder en anden. Det sætter sig et eller andet mærkeligt sted, hvorfra det sendes ud i hele kroppen, hjernen påvirker legemet så nemt. Kvalmen, det, der gør ondt i ryghvirvlen, det, der gør det svært at forblive stående, når jeg tænker på, om de også havde sex op ad væggen i lejligheden i Nygade. Og så tænker jeg på biluheld og ulykker, at styrte ned med et fly eller flyve igennem førerruden, ligge der på hospitalet, følelsen af at være indespærret i det her lille lokale, så gerne at ville bede nogen om at komme og holde lidt om mig. Ønsket om at falde hen i et koma, vågne og ikke kunne huske nogen eller noget, lade søvnen tage min hukommelse. Måske jeg ville fungere bedre, hvis jeg ikke havde den længere. Det er ligesom det, Sternberg skriver: ”at kalde den her tid for / depressionen / gør det lettere” så får den et handlingsforløb, en periode, både en begyndelse og en afslutning, og så ved jeg, slutningen kommer, det er det, jeg altid tænker på. Det er derfor, jeg er blevet så god til at kategorisere, rydde op og skabe orden i mit liv. Som sidste år, da jeg ikke kunne tale, ikke kunne smile, ikke havde lyst til at bevæge mig, den periode kalder vi depressionen, det er ikke noget, vi snakker om længere. I ottende klasse så min far alt, jeg gjorde, som et råb om hjælp, men da lægen diagnosticerer mig, mener han, at jeg nok bare er ked af det på grund af en dreng. Jeg sagde ikke: der er ikke plads til de ting i mit liv længere, far. Der er noget andet, der har fyldt mig.

Og så efter, så skal man lære at samle sig selv igen, blive det her menneske som fungerer. Jeg begynder ikke længere at græde, hvis jeg kommer til at smadre en kop under opvasken. Min mor finder mig ikke længere på badeværelsesgulvet, hun behøver ikke afklæde mig og lægge mig i seng. Jeg ved ikke helt, hvad man kalder denne periode. Måske er det bare tiden efter. Jeg har ikke længere lyst til at skære mig i håndleddene, hver gang jeg ser en køkkenkniv. Jeg skriver ikke lister eller planlægger: 100 måder at dræbe sig selv på. Måske er det her de gode dage. I lang tid tænkte jeg, at den her periode burde hedde forelskelsen, men et eller andet sted handler det jo ikke om ham, men mig, der begynder at støbe fundamenter, stable mursten og bygge huse. Fascineret ved legemets funktion, at min arm bevæger sig, når jeg beder den om det, at de her hænder kan bruges til andet end at nive mavefedtet. Hos psykiateren lærte jeg, at selvskade ikke er noget, der kan ses, det behøver ikke være tydelige ar: det er bare, når man bevidst gør noget ved sig selv, som gør ondt. Men kroppen kan så meget andet end at skade sig selv. Som benene, der løber otte kilometer i solopgangen eller fingrene, der så gerne vil skrive digte. Jeg kan ikke skrive, så jeg går ture i stedet. Jeg ser på græsset, der bevæger sig i vinden, og sneen, der lægger sig, men jeg har ikke lyst til at skrive om det. Min kærestes øjne i skarpt sollys, mindre grønlige, men lysende på en eller anden helt fantastisk måde. Engang ville jeg have sagt: dine øjne giver mig lyst til at skrive digte eller noget andet vildt romantisk, men jeg har ikke lyst til ord. Jeg forsøger at lytte mere end jeg taler, altså virkelig at høre, hvad folk siger. Måske gør det mig en bedre ven ikke at være forfatter. Måske er jeg mere nærværende, når jeg ikke skriver, når jeg ikke hele tiden forsvinder ind i detaljer og beskrivelser. Jeg er irriteret, fordi jeg ikke kan skrive. Jeg er irriteret, fordi det føles, som om der ikke er flere ord, og jeg har brug for, at der er flere ord. Jeg har brug for at være noget. Jeg har brug for noget at identificere mig selv med. Hvis ikke jeg kan kalde mig selv forfatter, hvad kan jeg så kalde mig? Hvad svarer jeg, når folk spørger, hvordan skrivningen går, og den ikke går, den eksisterer slet ikke længere? Smiler, siger: det går godt. Tænker meget på det der Hemingway citat: All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know. Jeg ved ikke, hvad der er det sandeste. Hvad der er mest rigtigt. Jeg ved ikke engang, hvad jeg føler. Måske er det fordi, jeg har mistet forbindelsen til mig selv, måske er det derfor, jeg ikke kan skrive, det lyder enormt zen. Måske skal jeg finde ind til det, der gør ondt, forbinde det, ligesom Høeck siger: lade digtningen være det åbne sår, der forbinder det ydre og indre. Måske er der ikke samspil mellem mit indre og ydre. Jeg går ture, og jeg føler fuldkommen ligegyldige ting, som jeg tænker, at solnedgangen da er meget flot i dag, og sneen er da meget pæn, når solen oplyser den og iskrystallerne, men det er også det. Måske er der et digt i klemme. Ligesom når en muskel kommer i klemme, og den sidder der og vibrerer, så sidder der et digt og vibrerer et sted bag mine ribben. Jeg skal skrive mig ud af noget, før jeg virkelig kan begynde at skrive igen. Men at skrive er at være fuldkommen ærlig og skrøbelig, så sårbar, og der er måske visse ting, jeg ikke er klar til at indrømme helt. Det er sådan, det er: der er altid et digt, der sidder i klemme. Jeg kan ikke skrive, før det er skrevet, før jeg har set ind i mig selv, revet op i alle sårene, virkelig lyttet til mig selv frem for andre.

Der er intet poetisk over ikke at have skiftet trøje den sidste uge jeg har været fuld siden onsdag, kan ikke tage mig sammen til at tage i skole længere om morgenen tager jeg en phenagan, så jeg kan sove lidt længere en formiddag står Amalie pludselig ved siden af min seng, siger: rejs dig op, jeg vil ikke lade dig fucke dit liv op sådan her Min fransklærer siger, at jo ældre man bliver, jo værre bliver tømmermændene jeg får ikke tømmermænd længere, holder bare ikke op med at være fuld røg en joint med en veninde på mandetoilettet på diskoteket sagde til hans ven: jeg kan ikke gå hjem, please, jeg vil ikke være alene i min seng der er en dreng, der tror, han er forelsket i mig siger til mine veninder: men han kender mig jo ikke engang Jeg møder hele tiden mænd i byen, der fortæller mig hvor smuk jeg er, dejlig møder aldrig folk der minder mig om ham jeg har et syltetøjsglas fuld af skodder jeg har et postkort, han sendte mig i sommers jeg har så meget, og jeg kan ikke bruge det til noget virkelig ung og dum og overhovedet ikke særlig uovervindelig, bare træt Går hjem langs landevejen med mine stiletter i hånden der er morgendug på græsset, tænker på Conor: I’m wide awake, it’s morning de første morgenløbere begynder at dukke op Sandheden er, at jeg bare ikke helt ved, hvad jeg skal gøre af mig selv kører til Haslev bare for at ryge en smøg i ti minutter bliver nødt til at holde ind i vejkanten, kan ikke længere se spærrelinjerne det er ikke en enogtyveårigs ansvar at tage sig af andre, næsten ikke engang sig selv jeg har lyst til at skrive til ham, sige: jeg har næsten ikke spist i tre uger jeg har tabt mig fire kilo, bekymrer det dig ikke? Jeg tror ikke min krop fungerer uden dig, jeg sover ikke ordentligt kom tilbage og kys mig en sidste gang vi behøves ikke lave noget, vi kan bare ligge i sengen og lytte til John Mayer jeg har fundet min fjernbetjening, jeg ved godt, det er for sent alle de tv-serier vi aldrig fik set færdigt, alle de løse ender.

Morfar siger, at appelsinerne ikke var opfundet, da han blev født jeg hænger på væggen i mine bedsteforældres hjem: fjorten og med runde kinder smilehullet i venstre kind, de spidse hjørnetænder og sprukne læber jeg tænker på om fotografen sagde noget sjovt, før han tog billedet jeg tænker på, hvad jeg tænkte på dengang At være ung er det eneste tidspunkt, hvor man burde føle sig uovervindelig jeg tror, jeg har brugt de sidste ni år på bare at være bange det er alt det, man ikke ser på fotografierne, jeg tænker, jeg må have følt mig frygtløs hele verden for mine fødder, men man ser aldrig det andet: hvor utilpas jeg følte mig i min krop, altid at føle sig tyk, ikke at føle man passer ind alt det der også hører til ungdommen, akavetheden, ikke at kunne finde fodfæste eller sig selv Pludselig størstedelen af ens teenageår tilbragt på et rodet værelse gardinerne trukket for, Bright Eyes på repeat, ikke at turde tale med nogen En veninde er lige blevet forlovet, jeg læser Zelda Fitzgerald’s breve til Scott: what is there to say? you know how much I have loved you det er blevet en form for mantra: jeg vil ikke have nogen anden end dig Psykoterapeuten siger: du er for ung til at tro, du skal tilbringe hele livet med ham ingen kan love dig noget Clara, du må bare forstå, det er slut nu hvordan kan det være slut, når vi har talt sammen hver dag de sidste ni måneder at sige: jeg elsker dig til den samme person hver aften jeg har aldrig forstået, hvordan folk bare giver slip på andre, hvordan man vågner en morgen og er holdt op med at elske den anden eller de der mænd, som gik ud efter smøger og aldrig kom tilbage igen Måske er jeg bare ikke nem at være kærester med mine fingre bliver ved med at ville skrive ham beskeder jeg taler med ham i mit hoved hele tiden, ved du hvor meget jeg aldrig fik sagt? vil jo bare gerne høre, om han er er ok har han brug for et kram? en joint? en six-pack? Jeg elskede ham som et voksent menneske, som en 80-årig så burde jeg også være voksen nok til at forstå, at kærlighed kan falme at bare fordi jeg elsker ham, betyder det ikke han elsker mig at han har brug for space Jeg tænker på, om det havde været lettere at leve, før appelsinerne blev opfundet morfar elskede også engang en anden, smiler stadig når han taler om hende smiler endnu mere når han ser på mormor, altid det samme udtryk at vide han har valgt at tilbringe sit liv med hende, velkendtheden ved hende.

Inden for det sidste år har jeg været til hypnotisør, kinesiolog, psykoterapeut, psykiater og psykolog der er ingen, der kan fortælle mig, hvorfor det gør ondt, bare at de godt kan se det, siger ting som: du er muligvis det mest skrøbelige menneske, jeg har mødt eller: din krop fortæller mig, at dit negative stress niveau er på over 240 er du sikker på, du ikke vil have medicinen? Jeg er i gang med at lære, at der ikke er nogen nem udvej der er ingen manuel til, hvordan man får det bedre først depressionen, nu hjertet der ikke vil falde til ro, så tungt, hamrer mod indersiden af brystkassen, hele tiden panisk, siger: han er / bor-te / han er / bor-te Jeg kan ikke skrive digtet om ham jeg ryger en masse smøger, er holdt op med at drikke kaffe, sover ikke længere i hans mørkeblå striktrøje Hver dag skal jeg vågne og indse, at han ikke længere er min kæreste jeg tæller dagene siden vi sidst snakkede sammen jeg har så svært ved at sætte tingene i perspektiv jordskælve i Kathmandu, en farmor der er død, en veninde der pludseligt skal giftes ser ofrene på fjernsynsskærmen, de her flimrende billeder, men føler ikke rigtig noget tænker: har han tænkt på mig i dag? har han haft lyst til at ringe? står han lige nu ude i gården og ryger i de sutsko, jeg gav ham sidste jul? Min biologilærer spørger, hvor det gør ondt, da han ser mig græde min veninde svarer: det er hjertet, Mogens Alle behandler mig som om jeg er en kasse med mærkat: fragile, handle with care tænker på Walt Whitman: we were together, I forget the rest jeg glemmer hele tiden, hvad jeg tænker på, hvad jeg skulle sige videre til nogen det eneste jeg kan huske er hans spinkle knæ hans håndflade, blød som indersiden af en blomme.

Det her er ikke et digt om kærlighed, men måske er det det alligevel et digt om min bedste veninde: de skarpe kindben, jeg driller hende altid med det firkantede hoved siger aldrig: ved du, du er den smukkeste pige, jeg nogensinde har mødt? hun er ikke sin fars datter, ikke sin mors, fuldkommen sin egen trods generne Måske har jeg ikke flere ord om kærlighed, kun alt det der står tilbage, det efterladte at være alene i sin seng om aftenen, ingen at komme hjem til men også stilheden, ikke at vente på et telefonopkald ikke konstant at frygte det, der allerede er sket at han pludselig lægger på uden at sige jeg elsker dig Det her er et digt om at have brugt for meget tid på at elske andre, at have glemt at elske sig selv jeg ser mit ansigt afspejlet i butiksruder, i søen ude ved Villa Galina jeg ser mig selv sidde på fortovet med en fremmed, jeg mødte i bussen han siger: du er meget smuk, du finder nok en anden, hvem vil ikke have dig? Jeg har brugt min ungdom på ikke at ville have mig selv, at hade mig selv, at forbyde min krop at spise, sige til mine hænder: nej, ikke mere nu, hvorfor skal I altid være så grådige, I vil have alt sige til mine læber: shh, ti stille nu, I må ikke sige mere, de synes du er et fjols Det her er ikke et digt om kærlighed, ikke et digt om mændene, om ham hvorfor fører det hele altid tilbage til ham? når kroppen elsker nogen, sidder det i en, man kan mærke det i hænderne, i knæene gentager: lad det ikke ødelægge dig, det er ikke hans skyld han ikke elsker dig Så lad det handle om majsolen, der oplyser cigaretrøgen, den måde den bevæger sig i luften, et stilbillede den første gang jeg er ude at køre med Fransiska, de nervøse opbremsninger, hun kan heller ikke huske højre og venstre eller når min veninde og jeg siger noget i kor, spansklæreren som mener, at vi opfører os som et gammelt ægtepar at være nitten år og kunne ryge en joint i køkkenet, drikke en flaske hvidvin komme til at ridse sin bil at slette billederne af ham på iphonen, slette hans nummer I dag er der ikke noget os: der er mig, alene på terrassen i solskinnet, og måske er det ikke nok, måske er det her et digt om at længes efter kærligheden men fra i dag af må det være nok: at være mig, her, alene og overhovedet ikke.

Maja Mittag

Berlin

Dag 1 Nogen har ændret FREE IRAN til FREE BRAIN på husmuren Den røde mand ved fodgængeroverfeltet (bemærk: ingen zebrastriber) har hat på Jeg kan slet ikke sove i denne hede Autentisk thaimad er ikke paneret Jeg forstår ikke, hvad ham den søde i elevatoren siger: rødmer Jeg siger, at der er så mange flotte mennesker her i Berlin They are so handsome, I say Der er kebabsteder overalt Flere lukkede butikker på denne gade end gaden før Folk har så travlt Bygningerne er firkantede, farverige "Flotte Charlotte" på en orange skraldespand Orange is the new black, they say Tag mig på date i U-bahn og lad mig skide på en due: du skal huske at betale for dine sko, frøken Tænker: go to hell med alle jeres Straßen Kaster op og siger, at gaderne egentlig er meget lige her Også fliserne Forsøger stadig at sove, men nu snorker han: lyden af fulde mennesker udenfor beroliger mig

Dag 2 Det blå rum er utroligt blåt Det siger også lidt sig selv, siger du Jeg fortæller, at han savner mig Det har han selv sagt Jeg spiser æbledonuts og bruger andres Wi-Fi Det meste af tiden er jeg ligeglad med mig selv, forklarer jeg en fremmed på dametoilettet Her smiler folk ikke særligt meget Derhjemme er alting dyrere, og rødvinen smager af pap Jeg drømmer mig væk Møder et ungt par i parken Jeg troede, at det var to fyre Der lugter af hash her Der ved jeg, at der også gør derhjemme

Dag 3 Lyskrydset har fire vejbaner På hjørnet: Einstein kaffee (bemærk: to e'er) Min mor siger, man bliver klogere så Jeg hiver ned i min nederdel endnu engang Tænker, at den eneste, jeg vil ha' skal kigge på mine ben, ikke er her Superturister poserer foran en hjemløs To gamle damer bærer matchende tøj Bunder min frappé og føler mig nogenlunde glad

Dag 4 På vinduerne: simplified drawings of Brandenburger Tor En af søjlerne er tegnet i forkert perspektiv Kvinden over for mig drikker af en sølvpapirsflaske Ved siden af hende: en pige så smuk Jeg stirrer Hun opdager det Siger: I'm not a lesbian, sorry Heller ikke mig, svarer hun Der er video-overvågning i U-bahn Pis på hotellets dørhåndtag Tanktoppe til to euro stk. En hjemløs giver min venindes mor et kort Jeg snubler over en croissant Manden i jakkesæt griber mig Mind the gap, sweety, siger han Shit, han er lækker, siger min veninde Jeg føler mig tyk og svedig My pussy is a mess, hører jeg én sige

Dag 5 Jeg sveder mellem tæerne Parken er lukket for uvedkommende Do you even speak German, she asks Gider ikke indrømme, at jeg er dansker Vagterne stirrer mærkeligt på mig De tror, at jeg sms'er Men: jeg skriver navnene ned på kunstværker, der giver mig lyst til at tude Til at sidde i et hjørne: am I cornered yet Til at springe ud fra the Sony Center Til at leve Til at æde bratwurst og kysse ham den søde på Unter der Linden Jeg tilbringer hele min ferie i U-bahn Ville gerne donere mit smeltede slik til en hjemløs, men jeg kan ikke finde den rigtige Altså: I used to have white feet, I say Jeg tænker, at essays ikke interesserer mig Og at mørk hud er vildt frækt Would you like a bag with that Jamen, nej: køber soft-ice og franske kunstbøger Indser, at jeg er bedre til at sige sorry end excuse me At rød ikke er en skræmmende farve At det er ok at have skæve bryster

Dag 6 Jeg laver en afspilningsliste og kalder den: At køre i bil. Regnvejr. Der må ellers ikke være punktummer i overskrifter, har jeg lært Nu laver jeg en ny afspilningsliste med de samme sange: At køre i bil. Solskin. Føler mig lidt filosofisk og siger, at himlen er det eneste, der er ens i hele verden Det er den jo så bare ikke Læner hovedet mod ruden, selvom den er kold Tag min nummerplade Lad mig sove på vejbanen Spær mig inde et stille sted Kravl op i et bøgetræ sammen med mig Gardinerne gør, at huset ser træt ud Huset ved siden af er neongrønt Benzinlugten gør mig svimmel Jeg ville så gerne drikke et glas mørk rom lige nu To piger griner, da jeg kommer ud fra toilettet "For skylning venglist skubbe her" Der er så meget galt med den sætning En måge fanger sin aftensmad Jeg drikker dårlig te fra færgens cafeteria og lytter til nabobordets samtale, selvom jeg stadig ikke forstår tysk

Kurt Cobain Vi tog en dag på isbådsmuseum ved Storebælt. Han havde ment, at det var bedst, hvis vi lavede noget. I gæstebogen skrev vi: hvad kalder man denne tilstand? Isbådene lignede store legetøjsskibe. Han sagde: er du også bange for, at du en dag vil blive 27? Jeg svarede, at det vidste jeg egentlig ikke, at der stadig er så lang tid til. Skyerne havde lagt sig på den der underlige måde, hvor det ligner, at verden er ved at styrte ned i hovedet på dig. Vi gik op på skrænten under broen. Et stykke hang kun fast ved hjælp af et træs rødder og et blåt garnnøgle. Vi fandt aldrig ud af, hvor det garn kom fra, men det var også netop det, der var det interessante ved det, sagde han. Vi så solen gå ned sammen den aften. Jeg spurgte ham engang: siger jeg sjælevandring ofte nok? Han svarede, at sjælevandring nok ikke var et ord, særligt mange mennesker ville bruge længere. Jeg sagde, at det netop var pointen. Hans ben stak ud over sengekanten, og jeg satte mig ved siden af ham og kiggede på ham. Vi kiggede bare på hinanden. Han er besat af gamle Lucky Luke-blade, så en dag tog vi på biblioteket, på torvet, i genbrugsbutikker. Jeg fandt en bog med sorte sider. Der har måske engang stået en historie med hvide bogstaver, men det gør der ikke længere. Vi har altid syntes, at der lugter sådan lidt underligt i genbrugsbutikker. Som udbrændt energi og halvmugne småkager. Der er så dødt i genbrugsbutikker, sagde han. Vi købte shotglas, en velourkjole og en lp med Nirvana. Jeg har aldrig før fortalt ham dette, men: fan art har altid mindet mig om ham. Måske mest fordi han har den der attitude, der siger, at han er ligeglad med alting. Vi brugte nætterne den sommer på bare at ligge og scrolle igennem tumblr uden rigtigt at kigge på opslagene. Jeg husker, at jeg engang spurgte, om øjne bare sådan kan forsvinde uden at gøre opmærksom på, at de er ved at forlade dit ansigt. Han sagde, at han nok skulle sige til, hvis han en dag fandt mine øjne i sin sok f.eks. Han havde sådan en underlig vane med at sætte jeg i stedet for man i sætninger, hvor det ville have været mest logisk at sige man. Han sagde: jeg vil aldrig blive gammel nok til at forstå mig selv, og: 97

hvis bare jeg havde været en anden. At ville ønske, at man var hinanden i stedet for sig selv. At glemme at sige, at man synes, det er ok bare at ligge i sengen hele dagen. At glemme at sige, at man godt ved, at man har fucket op. En anden dag i sengen spurgte jeg: kan du give mig lidt lykke eller måske bare lidt flere kram? Jeg tror ikke, han vidste, hvad han skulle svare. Han tændte en smøg, og så lå vi bare der og røg, indtil vi faldt i søvn igen. Jeg mødte ham i Fakta i går. Først vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle sige: siger man hej i sådanne situationer? Han kiggede i min indkøbskurv, sagde: jeg troede ikke, du kunne li’ grønkål? Lidt senere lå vi og knaldede i hans nye lejlighed. Jeg spurgte: har du savnet dette? Han sagde, at han havde fundet mit øje i toget forleden. Han havde samlet det op, men ikke rigtigt vidst, hvad han skulle gøre med det, så han havde bare lagt det på perronen. Jeg kunne tage med til Køge, og så kunne vi prøve at finde det igen, hvis det var.

1 En bakke, der står på tæer for at nå himlen. Nå at sige farvel. Det yngste barn er stadig ikke taget hjem. Glider, falder, tumler ned ad bakken. De ældre børn vil snart komme. Ødelægge alting, ødelægger alting. Det yngste barn lægger sig på maven i mudderet. Nu: et ældre barn, nej, lad mig være, rør mig ikke. Kun det yngste barn kan gro på bakken. Til højre, en labyrint. Børn, der kysser. Og store træer skygger for alting. Og latter og knopper alle vegne, et farvel, vi ses ikke mere. Et nej i aftenens varme lys. Verden kunne slutte her. En spand fyldt med snegle, med tabt hår. Børn og bakker, der danser om hinanden, de danser med hinanden. Et forsøg på at eksistere. Det yngste barn gemmer sig i sig selv. Spiser græs, kaster op i et forsøg på at tømme sig selv. Forsøger at tømme sig selv. Og børnene danser. Og børnene græder, kaster op, tømmer sig selv. Og bakken lægger sig ned igen. Kan slet ikke klare al den vægt.

2 Sandkassen trækker sig sammen om de lykkelige børn. Det lyner, hagler, rusker i buskene. Og vildt hår og røde plastikskovle. Buske, der virkelig ikke har lyst til at blive. De lykkelige børn finder et kondom i skraldespanden til højre, i skraldespanden til venstre. Det ældste barn ved godt, hvad det er. Det siger intet, går hjem for nu. Der er snart aftensmad, ja. Flere overgreb og flere skovle, ting, der kunne vælte, ting, der vælter. Mere sand mellem tæerne. Her er ikke spor koldt. Sandkassen græder, den hyler nu. De lykkelige børn griner, løber i cirkler i sandkassen. Danner en voldgrav om stedet, hvor det ældste barn aldrig vil være igen. Og en anden dag vil et nyt barn være det ældste, og de vil danne voldgrav om netop dette barn. Og det vil lyne, hagle, tordne. En søndag formiddag: sandkassen gemmer det nye ældste barn. Kærlighed er en voksenting, ved barnet. Det ved ikke, hvad et kondom er. Ved ikke, hvorfor de siger, man ikke kan elske en dreng. De lykkelige børn finder ham snart, danner snart voldgrav om ham. At lære at leve. Ikke være rigtig, ikke gøre det. De lykkelige børn spørger hinanden: kan I huske det ældste barn? De nikker, for det har de set andre gøre, og sandkassen nikker også, den lærer at leve, trække vejret, løbe i cirkler om det ældste barn, løber i cirkler om det ældste barn.

100

3 Det kærlige barn holder om hans håndled, ikke hans hånd, fingre. Ved stranden: et forsøg på at få ham til at elske sig. “Skal vi komme sammen?” bag de offentlige toiletter, bag isbutikken, hvor et af de lykkelige børns storebror arbejder. Omkranset af de lykkelige børn, der hujer. Og solen går ned, og folk pakker sammen, tager hjem nu. Senere vil andre børn komme, og de vil lege druklege på stranden, forsvinde ind i hinanden. Det yngste barn forsvinder ned i sandet, ingen hører dets skrig, ingen opdager den vandmand, barnet har fanget. At den snart ikke kan bevæge sig længere, bevæger sig ikke længere. Det yngste barn har lagt den i en spand. Givet den sodavand, en hvid magnum med vanilje. Vandet stiger, mens det kærlige barn holder om hans håndled. Spanden med vandmanden og sukkeret, alt for meget sukker, vælter. Det yngste barn er snart helt væk. Men det kærlige barn holder om hans håndled, og de lykkelige børn griner, hvirvler om hinanden.

101

102

Signe Olesen

103

104

Fie, min Fie (uddrag) Hvis jeg var Fie, ville jeg føle mit truet af P’s profession. Jeg ville føle mindreværd over ikke at lave det samme, ikke at sælge huse, have ordene i min magt. Jeg ville vise mere faglig interesse i P’s fag. Tilegne mig den samme ekspertviden i sommerhuse. Han ville sætte pris på sådan en samtale. Han ville sætte sig på en af de høje stole i køkkenet, tage sig tid til at forklare. Grundigt uddybe den svigtende efterspørgsel, når det kommer til grunde uden havudsigt, sige: Folk vil have noget rart at kigge på, og det kan man jo godt forstå. P har en interesse for mennesket som et væsen med behov, helt konkrete materille behov. Tryghed, uambitiøs nydelse. Hvis jeg var Fie, ville jeg tale mere til den interesse. Jeg ville beundre, at han ikke fordømmer provinsen og dens mennesker. Vil de ikke købe, så må man finde noget andet, de vil have. Der er altid noget andet. Hvis jeg var Fie, ville jeg føle ro over en sådan tilgang til livet. Jeg ville misunde P’s umiddelbare glæde ved små ting. Kaffen er varm, det er godt, jeg glæder mig til stegen i morgen, lad os bare købe rødkålen til. Den på glas er udmærket. Sådanne nogle ting ville jeg dvæle ved, smile over. Jeg ville også være mere interesseret i P’s barndom. Jeg ville have en forestilling om, at han var tyk som lille, at han tit fik det at vide af sin mor. Jeg ville føle en vis ømhed over at vide sådanne ting. Jeg ville aldrig kommentere hans udseende eller vægt. Hvis jeg var Fie, ville jeg have det sværere med P som et lyttende menneske. Jeg ville føle angst over hans distræthed. Jeg ville føle mig ensom i den kontrast: den tilstedeværende krop, den fraværende bevidsthed. Jeg ville sparke ham over skinnebenet, komme til at græde alt for nemt. P er et utålmodigt menneske under samtale. Hvis jeg var Fie, ville jeg fortælle ham det. Sige: det er umodent. Giv plads.

105

Jeg ville være bange for, at P aldrig skulle forlade mig. Heller ikke, hvis ikke han elskede mig længere. Jeg ville være bange for, jeg ikke ville kunne mærke forskel på, om han gjorde eller ej. Det ville føles som et overgreb at spørge ham. Jeg ville tage mange tilløb, stryge ham over håret. Aldrig få det gjort. Jeg ville være usikker på, om jeg ville have børn, og om denne usikkerhed havde noget med P at gøre. Jeg ville vide, at den havde, men forsøge at bilde mig selv noget andet ind. Fie har fortalt, at hendes menstruation ophørte kort tid, før hun lærte P at kende. Hun kunne i princippet have været gravid længe uden at vide det. Jeg tog med hende til lægen for nogle uger siden. Vi sad længe i det venteværelse ude i Hedehusene. Fie havde bestilt tid hos en mandlig læge, jeg tror, han hed Jørgen. Jeg havde valgt kvinden i stedet, hvis det var mig. Lene Kristensen stod der på hendes dør. Jeg havde Tim på skødet. Han er begyndt at få medicin. Jeg forsøgte at bevæge mine knæ op og ned. Fik ham til at vugge lidt fra side til side. Han lagde hovedet tilbage mod mit kraveben. Jeg synes, medicinen har fjernet liv i hans blik. Et farvespil eller jeg ved ikke helt hvad. Fie kan ikke se forskel, men hendes job er blevet lettere. Hun var utilnærmelig i det venteværelse, på en måde jeg ikke har oplevet før. Hun virkede ømskindet, havde influenzasymptomer. Jeg rørte ved hendes underarm med to fingre. Hun rejste sig. – Mon ikke jeg lige kan nå på toilettet, havde hun sagt. Jeg spurgte Tim, om vi skulle lege med klodserne på gulvet, om han ville kigge i et Anders And-blad. Fie kom tilbage fra toilettet og tog sin frakke ned fra knagen. Jeg satte Tim fra mig på gulvet. – Kom, sagde hun og løftede Tim op igen. – Jeg bløder nu. – Okay, skal vi sige noget? Jeg svingede et tørklæde om halsen og nikkede over mod receptionen – Nej, nu går vi bare. Fie hev Tim med ud af svingdøren.

106

Jeg tror ikke, det handler om det med børn. Jeg tror, det handler om, at Fie er blevet konfronteret med hendes krop som noget utilregneligt. Den er ikke syg eller noget, den lever bare sit eget liv. Jeg ved ikke, om P ville forstå det, om han kender til menstruationens cyklus og sådan noget. Jeg ved ikke engang, om Fie tænker det sådan. Alligevel bilder jeg mig ind, at det er det, der piner hende mest. At også hun har områder, hvor hun ikke fungerer helt som andre, som det forventes. At det bliver så konkret for hende. * Da Fie fortalte, hende og P skulle flytte sammen, havde vi lige været i Stof2000. Hun skulle møde P’s forældre, og vi skulle sy hende en kjole. Den kom til at strutte helt vildt. Jeg tænker stadig på Cirkeline, hver gang hun har den på. Jeg ser for mig, at hun står på forsiden af en gul pixi-bog. Smiler venligt. Det var i Kristi Himmelfarts-ferien. Spejdernes tambourkorps marcherede gennem gågaden. En grøn dragehale, og vi kunne høre trommen længe. – Skal vi nu til det igen, havde Fie sagt og grebet fat i min arm. Det var besværligt, hun havde mors uldponcho på. Vi tog en smutvej under viadukten. – Sigrid, jeg er i tvivl om det her stof, sagde hun, tog fat i posen og vred den ud af min hånd. – Vi skal flytte sammen, havde hun sagt. – Jeg flytter sammen med P, og det bliver i Hedehusene. 3 værelser. P’s morbror er ejendomsmægler, vi kan få den billigt. Hun var blevet ved med at pille i en tråd på ponchoen. P’s morbror. Jeg forestillede mig en lille mand, lavere end gennemsnittet. Nydeligt klædt, fynsk dialekt. Et kraftigt brillestel. En kone med glat page. – Er han fra Fyn. P’s morbror? havde jeg spurgt. – Næ, Slagelse. Han er homoseksuel, Fie smilede. – Du må komme lige så tit, du vil, Sigrid. P arbejder meget. – Jeg kunne godt spise en rosinbolle med smør, havde jeg sagt. Fie havde puttet en hånd op under min jakke, bomuldsblusen. Trykkede på min maves bare hud. 107

– Tandsmør, sagde hun så. Fie begyndte at få bryster længe før mig. Mor syntes, det var underligt, hun havde læst alt om tvillinger. Jeg fik ondt i kroppen af at se på de stenhårde buler, de var. Vorten, der var lille og så alligevel: ekstremt udspilet. En glasperle under huden. Der var en periode, hvor man ikke måtte kramme hende, hvor det simpelthen gjorde for ondt. Jeg glemte det tit. – Sigrid husk det nu! Jeg tog hende i hånden i stedet for. Det var her, jeg begyndte at blive så glad for de hænder. Deres fløjl, den lune temperatur. Engang faldt jeg på røven og slog halebenet så hårdt, jeg måtte sidde på mors hjemmesyede vatpude i flere uger. Det var frostvejr, og Fie havde leget glidebane ude på fortovet. Jeg var løbet ud for at sige, der var frokost, at mor havde smurt æggemadder. Det var en skraldemand, der hjalp mig op. Han havde en cigaret i munden. – Opsedasse, ja, her er sgu glat, havde han sagt. Fie var gået ind foran, havde taget fat om mit håndled med de hænder. Trak mig med ind. Det brækkede ikke, mit haleben, men jeg forestillede mig, at det blev blåt. At jeg havde en isgletsjer liggende inden under huden omme ved lænden. Jeg kiggede efter, hver gang vi skulle i bad. Der var ikke noget at se, ikke en gang et blåt mærke. * Vi er ikke enæggede, mig og Fie. Men selvfølgelig har vi ligget rigtig tæt. I livmoderen. Jeg forestiller mig det tit, en lidt lun og klistret fornemmelse. Jeg tror, det er den samme varme fra hendes hud, jeg søger, når jeg hele tiden skal røre ved hende. Det er, som om jeg ikke kan komme tæt nok på, fysisk. Fie tog på efterskole i 10. klasse. Jeg troede, jeg skulle dø, da hun slap min hånd og satte sig ind på bagsædet. Jeg vinkede fra hoveddøren. Fie, min Fie sagde jeg, og så kom tårerne. Jeg husker gråden som voldsomt fysisk. Naboen var kommet forbi med en baljefuld tomater. 108

– Fra drivhuset, dem får vi aldrig spist. Han rakte plastikbaljen frem. – Går det? smilede han Jeg må have taget i mod, sagt et eller andet. – Ja tak. Jeg kunne ikke sove om natten den første tid efter, jeg vågnede en gang i timen. Far købte en kinabog til mig i Brugsen og lagde den på mit natbord. – Så kan du tegne lidt. Og det gjorde jeg. Blomster, især kornblomster, eller krokus. Nogle uger efter begyndte jeg selv i gymnasiet på den samfundsvidenskabelige linje. Jeg læste som en gal i starten, begyndte at bide negle. En overgang sad jeg hver aften med far. Vi drak sort kaffe. Han læste i avisen og jeg i bøgerne. Omkring jul fik jeg sværere og sværere ved at koncentrere mig. Jeg tænkte på alt muligt andet, på Fie, mens jeg sad der. Elias blev min redning. Vi kom på samme tyskhold. Han læste teksterne højt, talte tydeligt og flydende. Jeg tegnede i mit kladdehæfte i mens. – Det der burde du gøre noget mere, havde han sagt en aften, nikket mod det linjerede papir. – Tak, havde jeg sagt. Jeg begyndte at tegne hver dag. De havde billige vandfarver i Søstrene Grene, blokke med tykt papir. Elias’ holdning til tingene, til mig, blev vigtig for mig lige fra starten. Hans ærlighed, den var befriende. Fie var ikke så tit hjemme i weekenderne, der foregik så meget på skolen, men hun var hjemme i helligdagene omkring påske. Jeg havde pyntet huset op med de håndmalede trææg, hun var så glad for. De havde været mormors, jeg syntes, de lugtede jordslået. Vi bagte blåbærmuffins. Ovnen larmede, det var længe siden, vi havde haft den i brug. Fie sad på køkkenbordet og smilede, havde mors grå uldsokker på. Jeg stod midt på køkkengulvet og læste op af Ansigterne. Jeg drejede langsomt rundt om mig selv imens. Jeg skulle skrive opgave om Tove Ditlevsen. Min dansklærer havde først afvist ideen. Hun mente, det ville blive for nemt for

109

mig. Jeg blev hidsig over hendes nedskrivning af forfatterskabet og insisterede på at skrive opgaven alligevel. Jeg ved ikke, hvor meget Fie hørte af min oplæsning. Hun havde skuttet sig og var gået ind på værelset for at hente en ekstra trøje. Påsken faldt tidligt det år, der var rimfrost på flisernes måskanter, fuglebadet. Kagerne flød helt vildt ud, de lignede små pandekager. Papiret var af dårlig kvalitet, det kunne slet ikke holde dejen inde. Fie havde grinet, jeg blev skuffet. Vi spiste en del af dem direkte fra risten, stående. Krummede ud over det meste af bordet. Jeg havde pludselig ladet armene falde ned langs siden. Begyndte at græde med for meget kage i munden. Fie rakte mig et stykke køkkenrulle, – Jeg savner jo også dig, Sigrid, havde hun sagt. Om natten sov hun inde hos mig. Det var en enmandsseng, vi måtte slange os parallelt som et dobbelt S. Fie klemte om min hånd. Jo dybere hendes vejrtrækning blev, jo løsere blev hendes greb. Hendes varme ånde duftede sødt, jeg lagde hovedet helt ind til hendes bryst, forsøgte at lytte til hendes hjerterytme. Næste morgen lå hun sammenkrøbet i fodenden. – Du sparker ad helvede til, Sigrid, du gør. Jeg krøb ned til hende. – Behøver du tage tilbage, sagde jeg. – Vi skal i praktik i næste uge. Jeg har fået plads i tandlægeplejen. Hun slog en negl mod sin fortand, – Så skal jeg tage aftryk til tandbøjler. Man fylder en slags mundformet ske op med sådan noget klistret stads. Det lugter meget godt, tror jeg. Af vanilje. Så presser man den op i ganen på folk og holder den et par minutter, vupti, så krænger man den ud. – Og hvad så, så skal det størkne? Jeg satte mig op. – Har du allerede haft om det i skolen? – Jeg har set klip på Youtube. Fie smilte. – Kom, du skal lige se noget. Hun trillede ud på det glatte trægulv, rejste sig og gik hen og rodede i sin taske. Hun hev en frysepose op og viste to øreringe frem. Lod dem dingle fra hænderne i

110

udstrakt arm. De var bronzefarvede og med to store asymmetriske sten. – Jeg går på smykkekursus. Eller jeg har sådan noget smykkeværksted som valgfag. – De er smukke! Jeg tog dem ud af hendes hånd, førte dem op til øret. – Du burde få lavet huller, Fie satte en hånd i siden. – Vi kunne gøre det selv, med en kødnål og et frosset æble. Man holder æblet bag øreflippen. Jeg fik kvalme. Nogle gange tror jeg ikke, Fie er i stand til at billedgøre det, hun selv siger. Jeg er til gengæld alt for visuel, fik startet et uendeligt panorama af kødfyldte øreflipper, rødlige. Voldsomme stik med sløve kødnåle, en gentagende bevægelse, gisp, et spjæt. Blod. – Ej føj, Fie. Jeg satte mig på sengen, – Er de andre egentlig søde? Du har skrevet om Lise. Og en Anders. Hun satte sig ved siden af mig, – I efteråret havde jeg rigtig meget hjemve. – Hvorfor kom du ikke? Jeg rykkede mig tættere på. – Man vil gerne udfordres. Man vil gerne være voksen jo. Hun så op, – Du går i gymnasiet og alt muligt nu, Sigrid. Dagen efter Fie var taget af sted igen, blev jeg overmandet af en intens influenza. Jeg lå en hel uge med feber og hovedet begravet i min hovedpude. Den blev ved at dufte af Fie, hendes parfumerige shampoo. *

111

Jeg tegner med kridt på fortovet sammen med Tim. Han ved ikke, hvad vi skal tegne, han beder mig finde på fem ting. – Lad os tegne en regnbue, siger jeg. – Vi skal have nogle farver på. – Lilla, siger Tim og begynder at pille låget af den sorte plastbøtte med kridtfarverne. Han ser længe ned på indholdet, før han beslutter sig for et lyseblåt kridt. – Hvornår vil dine forældre gerne have dig tilbage? Tim begynder at tegne en halvcirkel på den grove asfalt. Har numsen i vejret, de blå bomuldsbukser skal forestille cowboystof. – Til spisetid? – Måske. Jeg vil gerne have Tim med hjem. Jeg synes, det er svært det her med at bo alene. Låse sig ind alene, tørre fødderne af på måtten. Uden Fies lyde og dufte, uden hendes dagsrytme, føler jeg ikke længere lejligheden er et hjem. Den er ikke et privat sted, det er ikke mine rum. Vi nåede aldrig at få gjort det rigtig personligt, Fie og jeg. Vi talte om det. Lyskæder, plakater. I morgen, i morgen tager vi ind i Tiger. IKEA. Jeg sætter mig på gulvet. Jeg kunne starte med at købe mig et lille tæppe. Et kokosgulvtæppe i indiske farver, karrygul og pink. Elias kan hjælpe mig. Jeg kigger rundt langs panelerne, lægge hænderne på mine knæ. Jeg har denne her fornemmelse, en forestilling, jeg ikke kan slippe af med: Her er sket noget ubehageligt en gang. Nogen forgreb sig på en steddatter i en grå sovesofa. Den blev aldrig slået sammen til sofa, fyldte det meste af stuen. Blev hun tvangsfjernet af kommunen, jeg håber det sådan. Eller man slog en samleverske over fingrene, tvang en håndflade mod den tændte kogeplade. Nogen sank ensom hen i depression, sagde: det havde været bedst, hvis ikke jeg var blevet født, krøb sammen i en krog, eller på gulvet, som jeg gør det nu. Dér i hjørnet, hvor der tidligere har stået en tremmeseng, sov et barn ind. Vuggedød. Fie er langt mere praktisk anlagt end jeg. Vi er ikke født med håndværkerhænder, en stærk fysik eller nogen videre interesse for sådan112

ne ting, men Fie har et handlekraftigt gen. Hun får sømmet i væggen, billedet til at hænge lige. Fedter det knirkende dørhængsel ind i rapsolie med en aflagt neglelakpensel. Jeg stirrer hjælpeløst på problemerne. Det er på én gang en stillestående og stressende situation. Hver gang jeg bevæger hovedet for hurtigt, synes jeg at ane en skygge. Noget gråt og kødfuldt, der drøner hen over gulvet. Jeg er sikker på at finde en rotte her en dag. Hvad skal jeg så gøre? Jeg bliver stående og kigger, hver gang jeg trækker ud i toilettet. Frygter, at kummen vil stoppes til. At vandet skal stige op til brættets kant. Det er tanken om, at jeg så skal tage kontakt til en fremmed, lade vedkommende komme ind i mit såkaldte hjem. Skal jeg tale med blikkenslageren, give skadedyrsbekæmperen en kop kaffe. Tager jeg telefonen, når de ringer, eller må de ringe forgæves tre gange, før det lykkes. Skal jeg undskylde. * De har lovet op mod 20 grader i løbet af ugen. Fie ringede og fortalte det i går, hun syntes, det lød fantastisk. Jeg har det svært med sommer. Jeg får brug for at hvile meget, jeg kan ikke finde mig til rette nogen steder. Jeg bliver tom og nedtrykt. Jeg får også uren hud, især panden, den fedter til, porerne bliver stoppede. Den sommer, jeg blev student, genoptog jeg ridningen. Jeg fik en halvpart, Lullu. En kraftig gråskimmel på 1,67. Det begyndte at volde mig problemer at få hende ordentligt til biddet. Hun var stivnakket og sløv. Jeg gav hurtigt op. En tæt lugt steg op fra ridehallens bund, støv. Det var pga. varmen, vi hostede alle sammen. Alligevel husker jeg denne trang til at lægge sig midt på hovslaget, rulle rundt i det støvede, som også var blødt. Brunt. Det var ikke Lullu, som var sløv. Det var mig, jeg manglede benmuskler, sagde en af de andre piger. Jeg begyndte at undvige. Jeg skridtede 20 meter op ad vejen, steg af. Lod Lullu græsse en time, før jeg red hende hjem igen. Min

113

kølige håndflade mod hendes fedtede hals, nakkemusklens reflekser, dens rytmiske ryk, fluernes kilderen. Jeg begyndte at løbe, det anbefalede de på ridecenteret. Hver gang mødte jeg den samme ældre mand. Jeg væmmedes ved hans venlighed. Han gramsede på mig med sine ord. Jeg er et dårlig menneske på den måde, eller jeg mangler tillid. Eller jeg er fyldt op med mistillid. Jeg bad ham holde mund en morgen, eller jeg stoppede op og fandt en anden rute uden om søen. Lugten af kloak. Jeg vil gerne beskrive, at søen havde dårlig ånde. Det havde den ikke. Det var jorden langs kanten, jeg havde den samme fornemmelse siddende fast i næsen, som jeg hverken kunne løbe eller snøfte mig fra. Den samme lugt af syre. Lave pHværdier, jeg forstod det aldrig. Elias, der dyppede lakmusstrimlerne og så dem skifte farve. Det våde papir i opløsning, jeg blev så distraheret. Den sommer fik jeg desuden en tilbagevendende længsel efter mormors have. Fra stuevinduet kiggede jeg ud. To fede duer kunne sidde tæt i udkanten af et bed. Disen, der sænkede sig som et slør omkring dem. Jeg blev ked af at kigge på dem. Måske var det himlens mangel på lys, måske de virkelig grå fjer. Deres stirrende glasøjne. Jeg kunne gå ud og kaste en gren, få dem til at baske lidt, bevæge sig. Det ville jeg ikke være bekendt, jeg kiggede et andet sted hen. Mormors hånd på min skulder. Jeg drømte, at hun skulle røre forsigtigt ved mig igen. Det stoppede hun med, da vi fyldte 12. Jeg turde ikke længere kramme hende farvel, så Fie gjorde heller ikke. Den præpubertære krop som en skrøbelig statue, ingen turde røre ved. Vi hørte meget om den. Jeg talte med far. Det blev statskundskab, der fik min første prioritet. Det var også min eneste prioritet. Jeg skrev ansøgningskoden af. Et sekscifret tal, jeg måtte dobbelttjekke. Det kostede 80 kroner, jeg sendte konvolutten anbefalet, jeg havde dem i kontanter. – Har jeg skrevet afsender på, sagde jeg. – Ja, sagde de. 114

Jeg ville gerne trække tiden ud, jeg ville gerne trække brevet tilbage, hen over disken, sige: ups, ikke alligevel. Jeg gik derfra. Jeg gik hjem. Jeg åbnede en bagebog. Farfar var konditor, farfar var bagersvend. Farfar frygtede melallergi. Melallergi, så var det ude med ham. Ude med ham. Jeg fandt de to opslagsværker på loftet. Jeg snublede på stigen i fars badesandaler, faldt ned på de hårde klinker i bryggerset. Eller jeg frygtede, at det skulle ske. Jeg bad far gå op efter bøgerne. Norddisk Bager og Konditor Leksikon A-Z. Jeg husker ikke, hvordan de kom ned fra loftet. Jeg husker, jeg begyndte at stå i køkkenet hver dag. Miniaturemazarinerne, smørbagt mørdej. Fies fingre i røreskålen, hendes tunge, der grådigt rensede dem for dej, forsøgte at komme helt ind under de lakerede negle. Sukkeret, der endnu ikke var opløst. Og så de blå stole. Jeg hev en ud i køkkenet på trods af forbuddet, man risikerede at ridse gulvet. Jeg fik hoftesmerter af at stå så meget op. Jeg blev træt, jeg måtte lige sætte mig. Jeg fandt ikke hvile, jeg var fanget mellem ovnens og solens hede. En rastløs udmattelse. Det var en sorgens dag, jeg blev optaget. Jeg græd om natten, det var tankerne om Odense. Jeg plukkede mælkebøtter om eftermiddagen. Fik de her besværlige brune pletter, som ikke er til at skrubbe af huden igen. * Jeg har slæbt en masse mudder med ind i det lille tekøkken. Efterladt aftryk på gulvet. Jeg ser ned på mine udtrådte gummisko. Det slidte sorte nylonstof. Jeg sætter mig på radiatoren uden at lukke døren. Nede på parkeringspladsen maser en pige sig ind gennem buskadset. Hun bor i min opgang. Hun har en gul regnfrakke, den, har hun på i dag, bærer en fyldt Netto-pose i den ene hånd. Den har fuldstændig samme gule farve som hendes frakke. Hun har smukke ben, men jeg forstår ikke, hun kan klare følelsen af regnfrakkens plastik mod den bare hud. 115

– Jeg er alligevel ret glad for, at der ligger en Netto så tæt på, siger jeg for mig selv og går ud og stiller mine sko på måtten. Jeg hiver en post-it-seddel af døren, da jeg lukker den. Lever du, får du tegnet noget. Skal vi snart ses. Du er ikke til at få fat på. Kh Elias. Jeg prøver at sætte sedlen fast på en køkkenlåge. Klisteret er blevet for støvet ude på døren, den falder ned, så snart jeg slipper. – Jeg skriver en sms med det samme. Nu så, siger jeg højt. Vil du med i IKEA skriver jeg. Snart. Jeg mangler et tæppe. Jeg savner dig. Elias’ mor kommer fra Sydslesvig. Det er derfor, han var så god til tysk, da jeg lærte ham at kende i gymnasiet. De var nye i byen, hans far var blevet ansat som bankdirektør i den lokale Max Bank, reddede den fra at gå konkurs. Elias havde en periode, hvor han konsekvent gik i for korte bukser. En gang kommenterede jeg det. Vi var lige begyndt at tale sammen. Vi skulle fremlægge om en tysk tennisspiller. Jeg lod Elias føre ordet hele vejen igennem. Stod med mine krydsede ben og nikkede med. Der kom spørgsmål fra klassen, vores elegante tysklærer. Så tav han, Elias. Vendte sig smilende mod mig, nikkede opmuntrende. Jeg var ved at kaste op af raseri. Ignorerede hans high five, da vi satte os ned på vores pladser. – Det klarede vi sgu da godt, havde han sagt. – Dine busker stumper helt vildt. Hvorfor gør de altid det. Jeg havde set ned på hans bukseben. Han havde grinet. – Min mor har også kommenteret det. Elias var dybt fascineret af psykologi. Valgfaget blev til hans store ærgrelse ikke oprettet. Han praktiserede en eller anden form for selvstudie i stedet.

116

– Halvanden time om dagen, sagde han og blinkede overdrevet. Bankede lidt på sit eksemplar af Psykologiens Veje. Han var netop nået til den eksistentialistiske psykologi og dens udsigelse omkring det ikke-at-vælge. Den skyld, der følger med. Manglen på ansvar. – Go with the flow, siger man. Det er ikke uden omkostninger, tror jeg. Han så alvorligt på mig. At gå i de ellers velholdte bukser fra 9. klasse uden at tage stilling til, hvorvidt de stadig passede og klædte ham, var et praktisk forsøg på at udøve sådan et ikke-valg. Jeg overpsykologiserede det til gengæld helt vildt. Tolkede det som det barnlige sinds opgør med den hastigt voksende krop. En ubevidst fornægtelse af pubertetens sene og ubarmhjertige komme. Det fortalte jeg ham. Jeg lød altid som en arrogant skid, når jeg forklarede Elias noget. Jeg sad oftest tilbage med dårlig samvittighed, en følelse af at være led. Et uvenligt menneske. Men jeg mærkede det aldrig på ham. Han besidder en bemærkelsesværdig evne til at lukke af over for retorik. Han hører, hvad der bliver sagt, ikke hvordan. Jeg gør det omvendte. Det er et problem for mig, det har vi talt om. Han skrev min psykologisering af hans stumpebukser ned i sin notesbog. – Det er sgu godt tænkt, Sigrid, havde han sagt. Jeg hævede et øjenbryn. – Jamen ærligt, han klemte en gang om min fletning, gik ud på herretoilettet. Savnet af Fie, der var på efterskole påvirkede min appetit. Jeg ved ikke, om det var fysiologisk, eller noget jeg besluttede. I hvert fald blev jeg mager. Jeg havde, fascineret af Tove Ditlevsen og Pia Tafdrup, netop fået klippet en blød page med tungt pandehår. Jeg forsvandt helt ind under det pandehår, sagde Elias. – Går du ikke ned til sundhedsplejersken? Han var træt af at være vidne til min mælk-og-æble-diæt, eller det sagde han dengang. Han har senere sagt, at han var bange.

117

Jeg fik en kostplan af sundhedsplejersken. Et stykke papir, jeg foldede sammen og knugede i min hånd hele vejen op fra kælderen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg orkede ikke kantinen. Jeg orkede ikke klasselokalet. Jeg orkede ikke at gå udenfor. Jeg orkede ikke at blive stående på gangen. Jeg gik ned på det lille bibliotek og satte mig i deres hjørnesofa. Elias var kommet ind for at aflevere en bog. Han læste bagsideteksten, før han smed den i kassen. – For helvede, Sigrid, hvad laver du. Jeg åbnede min hånd. Han tog sedlen, foldede den ud. – Nutellamad. Gerne med smør under. Ha! Du har fået lægeordineret nutellamadder, det er sgu da fedt. – Hun er ikke læge. – Nå ja, ordineret så. Kom. Vi har lagt os i en af IKEA-udstillingens senge. Det er en Trysil til 699. – Hvordan producerer man en seng så billigt. Jeg fatter det ikke. Elias slår en hånd ned på madrassen – Sengegavlen er vinklet, siger jeg og vender produktbeskrivelsen, som er klipset fast til sengebordet. – Bliver du vred af at være i IKEA? siger han – Næ. Det er generelt lidt svært. Det med at blive vred. – Du burde råbe noget mere nogen gange, Sigrid. – Og du burde måske tude noget mere. Eller græde. Jeg puffer til hans fod. – Ja. Helt klart. Han nikker alvorligt. – Der er nogle idioter henne på psykologi, som påstår, det er biologi det hele. Vi er sgu opdraget til det med køn. Se bare IKEA her. Elias peger ned mod børneafdelingen, hvor et lyserødt sengestel står udstillet. Nu folder han den helt store teoretiske diskussion ud. Begynder at tale om Judith Butler. Jeg prøver at tage det som et kompliment, at han stoler på, jeg kan følge med. At det interesserer mig. Jeg er ikke i tvivl om, Elias får sin vrede ud på den måde. Gennem den intellektuelle samtale. Måske er det en akademiker-ting. 118

Så kalder vi fænomener noget. Så taler vi om det. Så taler vi om det på en intelligent måde, så taler vi om det i samme sprog. Men jeg får ikke min vrede ud på den måde. Det er, som om det begrebslige frarøver mig mit følelsesmæssige engagement. Eller måske er det den her gentagelse, at jeg ikke rigtig forstår det og heller ikke spørger. Jeg kan lære det intellektuelle udenad, men jeg kan aldrig mærke det. Det, jeg ved, er, at man har pålagt mig en omsorgstrang, siden jeg lærte at gå. Man har talt til mig som en, der fandt glæde i at passe på, tage mig af noget. Pyntet noget, plejet det. Al leg, kreativitet, det har altid haft et ansvar forbundet med sig. Elias har fået lov til at æde jord, eller larme på en tromme. Jeg tror, Fie og jeg ubevidst havde vores opgør mod denne implicitte kvindeopdragelse. Forventningen om, at vi altid skulle tage os af nogen eller noget. Både i virkeligheden og fantasiens verden. En overgang begyndte vi på vores helt egen Barbie-leg. Hekselegen kaldte vi den. Den blev et slags ritual, hver gang vi var alene hjemme. Vi trak den grønne plastikkasse ud på græsset. Den var fyldt med dukker og tøj. Vinden tog i stoffet fra en let satinkjole. Et hårbånd kunne flyve op, et slag til en af prinserne. Hver gang valgte vi begge to den smukkeste Barbie, vi kunne finde. Jeg havde en forkærlighed for dem med syrenfarvede læber, bøjelige led. Så var vi hekse, der udsatte vores dukker for en systematisk vold. Vi bøjede arme og ben, vred dem alt, hvad de kunne. Trykkede på de luftholdige Barbie-hoveder, så de trak sig sammen i forvrængede grimasser. Fie fik den ide at hive dem i håret. Vi svingede dukkerne rundt, mens vi knugede den lille nylonparyk i mellem vores fingre. Og så slap vi. De fløj rundt i haven, de dukker. Der gik sport i at kyle dem hårdere og hårdere i jorden. Se hvilken akavet stilling, den lille plastikkrop landede i. Det endte altid med, at begge vores udvalgte dukker tabte hovedet. Vi stoppede ikke før. Der var en lille hård plastiktap på halsen, som knækkede hver gang. Når far kom hjem, stillede vi os sorgfulde op. – Hvad laver i? Han satte en hånd i siden, stillede tasken fra sig. 119

– De falder så let af. Fie rakte de to kroppe frem, tabte hovederne på gulvet. Far forsøgte med sekundlim. Resultatet blev aldrig rigtig godt. Hvis hovederne skulle sidde fast igen, blev han nødt til at mase dem for langt ned over de spinkle svanehalse. – Beklager. Han rakte de to dukker frem. Hovederne sad fast næsten nede ved kravebenene, kun en milimeter hals var synlig. – Du er lidt hidsig i dag, siger jeg. Elias’ hår stritter op på baghovedet efter at have ligget i Trysil for længe. – Ja. Han trækker på skuldrene. – Skal vi ha kanelboller? Han ser i retning af cafeen. De hvide havesæt, barnevogne. – Jeg orker ikke mere hvid plastik, siger jeg og tager en 20-pack med Snickers ned fra en af pallerne ved kassen. Jeg holder den ud for mig i strakt arm, ser op på Elias og smiler. – Deal, siger han og peger på den gigantiske chokolade. Jeg lægger den på båndet. – Nu fik du ikke noget tæppe, jo. – Det er okay. De havde ikke rigtig nogen. Ikke noget, jeg kunne lide i hvert fald. Værsgo. Jeg rækker ham en Snickers.

120

Aisha Freja Pedersen

121

122

Huset ligger i Ingende En rockerborg bag store sorte låger Fire frysere fyldt med lemmer Et dyr hænger fra fødderne og drypper i ladeporten Snitter ankler, ben og mave, skinnet flås af Et område af ladens stengulv er permanent lyserødt Kan ikke lide hans sprog Lille Larsen Kan ikke lide hans måde En følelse af retfærdighed da han får en skruetrækker gennem hånden Lang hestehale, tatoveringer dækker begge arme Han slår 2 tyskere ned der tager 2 stykker brænde Kilder mig og gir mig hestebid til jeg tisser i buskerne En dag låser jeg døren og stikker af Bare en lille stump Sover i smørhullet, det trygge sted i midten Sover på billardbordet Ligger vågen hele natten til lyden af voksentid Pynter gevirerne med et netværk af fingerstrik I midten hænger bronzebukken Dusty dræber en spiril, der er indvolde på gulvet En gammel gul Knucklehead står i laden Nakskovbanden hænger ud omkring baren og det store anlæg Slam kaster rundt med mig, Sørner skråler med på Barbie girl De er fulde: Ghetty, Glarmester, 2-12, Brian og Lorte Knud

123

Jazz er forførende musik, runde toner, masser af blæs Mor møder Lille Larsen på Femøjazz På billeder smiler jeg altid Havet i baghaven Jeg kan godt lide at være nøgen Maling på hele kroppen Sidder på skødet Det er derfra jeg kan en del Lars Lilholt Husker ordene ”lille so” første gang jeg gir ham fingeren sådan gør de store børn i skolen Jeg er altid beskidt, maler mig sort fordi jeg er hvid Leger rundt med hundene: Bøffen, Sørensen, Puk, Boss, og Cecil Ligger hellere i kurven En jægerstue, pelsede hylstre som legetøj Brænde i brændeovnen Flammer gør dyrehovedernes skygger levende Der står en skål på bordet fyldt med piber Passivryger De nikotingule vægge Planterne i haven er ikke ukrudt Et kæmpe glasskab fyldt med våben, fire specielle geværer på væggen Husker den søde lugt af død når trofæer skal klargøres

124

Store sten stablet på marken Leger med Sabine i jættestuen Foret med halm fra Bennys loft Leger med Sabine ved vandet og siger ”allé” til hundene Leger med Sabine i sandet hvor myrer belejrer vores fæstning En træstub i haven jeg kalder hesten balancer på sine rødder som et rådyr på hovedet Med svanefjer tapet til armene gør jeg flere forsøg På udkig efter Robin Hood, som han er i Disney-filmen Går med rævepels brugt som hånddukker, i en bizar forestilling om Mikkel der er død

125

Er meget i Tasken, stort skurvogn i skoven Er meget på Karla og sejler Danmark rundt Mor er meget sammen med Pølse Pølse som bliver kaldt Pølse fordi hun kan li’ pik Hollænderen kommer med bare tær i træsko Det er vinter Jeg er mester i kogt-saltede sild Kan plukke en and på få minutter, fasaner gider jeg ikke Sne er det bedste at rense rævepels i Fræser rundt på stuegulvet på min kværn Vi har en hver: en Harley, en Yamaha og min Dantoy Den dag barberer han skægget af Jeg kan ikke kende ham i flere uger En aften bliver han sur og smider mig i søen Rævejagt koster Puk og Sørensen tænder har færre for hver gang og flere ar Han råber ”hold kæft” når de gør Han råber ”hinter” og de bliver hvor de er Han råber en del

126

Bina er den første Boo Med den underkæbe kan hun drukne i regnvejr Vi kalder hende Skuffe Har Slaske som hedder Cecil med til Nørrebro De andre børn i børnehaven er bange for hende Jeg elsker hende og klipper pandehåret der gør hende blind Hver aften ryger Lille Larsen sin sovepille Han fanger en undulat i haven der falder ned fra sin pind og ligger død i buret kort efter Graver en grav med en spiseske En opvækst uden emballage det er vildt hvor meget vi sviner Går rundt på bådbroen i bare tæer Har seks grønne splinter i hælen En bamse falder over bord Bæs hopper efter Det er bedst at fange rejser tidligt om morgenen Fanget på øen i uvejr Lille Larsen ryger min slikkepind fordi han er fuld Med min tommel i dørkarmen smækker mor døren Insisterende som når kufferten er for fyldt Neglen deler sig i fire og falder af

127

Det er vildt varmt udenfor Mor ordner blomster og arrangerer dem i en buket Klipper stilkene skråt af Klipper blommen på sin pegefinger skråt af og blodet løber ned i vasken Lille Larsen sidder med sin pibe i munden og plukker ænder ”Her, Stump” Jeg holder anden om halsen, griber fat i brystet og flår til Der er fjer nok til at lave mig en dyne Mor placerer forsigtigt den afklippede hud som en kontaktlinse på fingerspidsen Afslutter operationen med gaffatape Farmor og farfar er ikke mine, men jeg har fået lov til at lege deres Kalder dem farfar og farmor men ikke Lille Larsen for far De giver mig en lyserød Gameboy Color i fødselsdagsgave ”Hvor gammel bliver du?” ”4.” Jeg viser en finger for hvert år ”Ne,j det tror jeg ikke på” men det er nu rigtigt nok

128

Den hvide ø Solen står altid højt på himlen, som om nogen har glemt at slukke lyset. Atmosfæren revner, når isbjergene kælver. Heroppe er alt styret af en beroligende kulde, af månen og solen og havets moder. Mine næsehår rimer til ved hver inhalation og tør ved udånding. Jeg forestiller mig, min næse er en hule forseglet med istapper. Landskabet er levende, det bugter sig, rejser sig og falder. Naturen er besjælet, hver en sten, hvert et strå, hvert et dyr og organisme. Fisk fortynder blodet, så det kan snige sig uden om propperne i de tilrimede årer. Ingen kan følge mine spor på vej til skole, heller ikke på vejen hjem. De siger, der er fjeldgængere derude, at de så en pige oppe på 3. sal, men at hendes hoved hang oppe i loftet. I badmintonhallen kommer der sort hår ud af håndvasken, det siger de. Søen er lavet af revnet glas. Der ligger en cykel på bunden. Jeg træder ikke ud på den lige med det samme. På den anden side ligger julemandens hus. Kvinden, der løb væk, kom tilbage og sagde, hun havde set den store bjørn. De tog af sted på slæder, men de fangede ingen bjørn, for den havde spist sine egne unger og var forsvundet. Fra terrassen kan man høre de fjerne skrig fra kællingekløften. Når man tager på sæljagt, skal man sikre sig ikke at ramme en tupilak, for så vil du kæntre og blive ædt af havets hunde ligesom Tagat. Under den store sten på siden af Hjertefjeldet bor qivitoqen. Hundene hyler i flok som ulve. Vi køre hen over isen i taxa. Der er ikke laviner heroppe hvor der ikke er fugle. Vi lægger os på rensdyrpels og er meget naturlige. En helikopter styrtede ned. Jeg har ikke set en edderkop i fem måneder. Jeg har næsten glemt, hvordan man cykler.

129

Isen ligger som en hud over hele landskabet. Jeg skvatter og glider hele vejen ned ad den lange bakke til skolen. Vi har store jakker, store sko og store hætter. Det er svært at genkende folk, når jeg er udenfor. Vi har boet her i to måneder nu, og jeg har efterhånden vænnet mig til kulden. Jeg er 12 år gammel. Jeg er fra Danmark. Dagens første lektion er aflyst. Det bliver den næste også. Vi bruger tiden på at lave en dansekoreografi til My Love med Justin Timberlake. Jeg har øvet mig på den hele aftenen. Jeg har det nemmere nu, men folk kigger stadig, når huen tages af, og de ser, jeg ikke er herfra. Jeg går meget med hue. Hele skolen bliver samlet i storsalen. En pige fra 8.a har begået selvmord aftenen før, mens jeg dansede rundt på mit værelse. Hun havde hængt sig i sin fars slips fra en bjælke på sit værelse. Det var lillesøsteren, der havde fundet hende i morges, inden hun skulle i skole. Hun var helt blå i hovedet. Det er det andet selvmord, siden vi flyttede hertil. Læren bruger første del af timen på at snakke om den afdøde på grønlandsk. Forstanderen havde omtalt det som en ”modig handling”. En flok piger sidder og hvisker ovre i hjørnet. ”Når hun alligevel ikke ville leve mere, hvorfor så ikke springe i kællingekløften? Det havde været mere modigt.” Jeg må finde en anden vej, da jeg skal hjem. Jeg kan ikke gå på spejlis. Jeg prøver nogle gange, men falder. Det er kun mig, der glider rundt på den frosne ø. Isflager i bugten samler sig som puslespils-brikker. Da jeg kommer hjem, er min mor der allerede. Der kom en død pige ind på hospitalet i dag, hun havde hængt sig selv, men det ved jeg allerede. Min mor laver et overrasket ansigtsudtryk, da jeg siger, at det var modigt gjort. ”Hvad er det dog, du siger?” Jeg tækker på skulderene, ”det sagde forstanderen.” Pigerne kommer hjem til mig for at gøre sig klar. Der er klassefest i aften. Pipaluk siger, at jeg ikke må blinke, mens hun lægger eyeliner på mig, men det er rigtig svært. Det er første gang, jeg har makeup på. De taler flydende dansk alle tre. Når vi er sammen, glemmer jeg helt, at jeg ikke er hjemme. Vores lærer har sørget for snacks og film. Vi har hele skolen for os selv. Vi lejer stopdans, ballondans og den der leg, hvor man skal fange æbler med munden. Drengene vil have, vi skal leje mørkeleg. Jeg gemmer mig i musik bag klaveret. Mens jeg sidder i mørket, får jeg små 130

trækninger i øjet, jeg gnider i det for at få fornemmelsen væk. Der lyder skrig ude fra storsalen. Vi kommer alle sammen løbende frem fra vores skjulesteder. Fem fra klassen råber og skriger i munden på hinanden. Paninnuaq græder. ”3. sal, 3. sal!” er det eneste, jeg fanger. Tukkumeq forklarer nervøst, at de har set pigen, der begik selvmord oppe på 3. sal. Hun stod i døråbningen til 8.a’s klasselokale, men hendes hoved havde smilet ned til dem oppe fra højre hjørne af dørkarmen. Resten af klassen bliver utilpasse, og to piger insisterer på at tage hjem og ringer efter deres forældre. Jeg følges med pigerne på vej hjem. Aviaja fortæller om en qivitoq i Nuuk, der ikke har nogen ben, men som slæber sig hen ad jorden med sine lange negle. ”Tør du seriøst gå alene herfra?” spørger hun. Jeg forsikrer dem om, at det ikke er langt, og at vi ses i morgen. Jeg når at kigge mig over skulderen syv gange, inden jeg når hjem og smækker døren.

131

I Uummannaq er de helt vilde med Tokio Hotel. Pipaluk har købt deres to cd’er med hjem fra Danmark. Det er min fødselsdagsgave. Den dag griber hun fat i mig, da vi får besked på at danne par. Jeg kan ikke forstå grønlandsk. Jeg kan ikke forstå tysk. Sara kigger surt på mig, mens hun griber fat i Niviaq. ”De to kan ikke fordrage hinanden,” siger Pipaluk. Vi skal lave en opgave om vores drømmerejse. Jeg kigger efter de to piger, da de forsvinder ud af lokalet. ”De ser ellers ud til at være gode veninder.” ”Sara ved ikke, at Niviaq hader hende, og Niviaq ved ikke, at Sara hader hende,” forklarer hun og begynder at søge på rejser til Maldiverne. Pipaluk fører os hen til vores sædvanlige frokostbord. Hun går og snakker med Sara, der vender sig en enkelt gang for at kigge på mig. Bag dem er Tukkumeq og Lola, så Aviaja og jeg. Vi er altid sammen to og to, ligesom to hunde, der står lænket sammen udenfor. Hvis de forkerte står sammen, vil de slås, indtil en af hundene dør eller giver op. Efter skole sidder vi på legepladsen. Lola fortæller om dengang, hun mistede sin ene finger, da hun skulle prøve rutsjebanen, der havde været is på den dag. Hun viser os den manglende ringfinger. Alt heroppe er skåret ud med skarpe kanter, folk skal respektere naturen, ellers respektere den ikke os. Vi har indgået en pagt. Jeg sidder på en gynge og klemmer min næse for at få isen på mine næsehår til at smelte. ”Jeg vil gynge nu!” siger Sara. Først forstår jeg ikke, hun snakker til mig, der er en anden gynge ved siden af mig. ”Hallo! Jeg snakker til dig.” Hun tilføjer noget på grønlandsk. ”Du kan da bare tage den anden,” svarer jeg. Sara træder frem og river mig i benene, så jeg falder ned af gyngen og får den i nakken. ”Det der er min gynge!” Jeg rejser mig og kaster mig over hende, i et øjeblik besat at noget dyrisk. Vi griber fat i hinanden, river, flår og kradser alt, hvad vi kan. Omkring os samles de andre og begynder at komme med tilråb. Jeg kan ikke forstå noget af det. Sara skriger og trækker mig i håret, så jeg glider, hun glider selv, og vi ligger og vælter rundt på den kolde jord. ”GIV SLIP!” råber jeg flere gange og bider hende i den arm, hun holder mit hår med. Hun skriger igen og spytter mig i ansigtet. Jeg mærker, hvordan spyttet, i stedet for at glide ned ad mine kinder, hurtigt sætter sig og fryser fast. Hendes øjne er vilde. Folkene omkring os råber højere 132

og højere. ”Sara! Sara!” hører jeg imellem de mange lyde. Saras hånd glider, hun skriger højere, hundene i byen begynder at hyle. Jeg smider mig oven på hende og bider mig fast i hendes øre, til jeg smager blod. Hundene slås, når de kan se en svaghed i hinanden, forklarer Thomas, det er, så de kan komme op i hierarkiet. Førerhunden er den stærkeste. Du kan altid se den svageste hund i flokken, for den har flest skrammer og halen mellem benene. Thomas har boet heroppe i seks år, han glider ikke rundt på den frosne ø, fordi han har forstået, at man skal have pigge under sine sko. ”Ajuungilaq,” siger han, det betyder, at det nok skal gå, ajungilaq, det er sådan, man tænker på toppen af jorden. Han spænder hundene for i en vifte, i midten er førerhunden Aslan. På hver side er Banjo, Palasi og de andre. Slæden glider lydløst hen over havet, kun styret af den lange pisk, som Thomas svinger til højre eller venstre. Begynder en hund at hyle, går der ikke længe, inden hele byen synger en kanon. To hunde er oppe at slås ovre ved naboen. Omkring dem river og flår resten af flokken i jernkæderne. De hyler og knurrer af slåskampen, deres kæber klapper, og alle tænderne er blottede. Man må ikke gå hen til dem. Det siger de alle sammen. De spiser dig! De spiste en lille dreng. Man fandt kun resterne af en skoletaske. De skriger så højt derude. Hvis jeg lukker øjnene, lyder de som børn, der græder. Hvis jeg lukker øjnene, lyder de, som om de er ved at dø langsomt. Lukker jeg øjnene, lyder de, som om de desperat prøver at slippe væk. Man kan ikke slippe væk herfra, for vandet her er så koldt, at du øjeblikkeligt går i krampe og synker til bunds. De stopper først, da solen har skiftet side på himlen, og den ene hund har fået flænset næsen op. Det ligner bare en stor rød næse, fra hvor jeg står og kigger bag gardinerne.

133

134

Frederik Schock

135

136

26 marts I vaskekælderen lugter der af pulver En kvinde tømmer maskinen fortsætter med at nynne renser fnugfilteret og smider lagnerne ind til tørring Jeg skal bare vaske min varme trøje I morgen skal jeg hjem

27 marts Hjemme hvor tiden står stille jeg går en tur i skoven kommer tilbage og tømmer postkassen lukker hunden ud og lytter til fuglekvidder og en fjern summen af motorvej Indimellem klarer det op Genboens dreng løber ud på vejen og spiller foldbold til en regnbyge kommer står så i garagen og venter til det går over og løber ud igen Mine forældre kommer hjem vi sætter os i stuen og snakker om hvad der ligger os nært i dag: selvmordspiloten Lubitz Om aftenen kvaser jeg edderkopperne inde på gæsteværelset snart kommer græshopperne fluerne og myggene

137

28 marts Nu kan det tælles på knoerne hvornår huset skal sættes til salg Måske vil jeg lave en liste over alle de steder hernede som er værd at savne Andreas Lubitz var psykopat billedet som bliver brugt i medierne han er iført løbetøj et anstrengt ansigt er det første jeg ser når jeg tænder fjernsynet Jeg ved allerede ikke hvor længe jeg har siddet her høfeberpillen virker Det blæser lidt Reservenøglen ligger ude i garagen, i min gamle cd-afspiller På min gåtur kan jeg høre frøerne nede i åen men luften er for kold til at de kan overleve som altid står børn med sportstasker ved busstoppestedet og soler sig

138

29 marts Jeg er kørt med mine forældre til Præstø vi er på en restaurant ved havnen kigger ud på fjorden og snakker om ulykken som skete derude Solen skinner En kvinde sidder og taler i telefon. Hun har et tæppe om sig Herinde er der larm Et bord med tyskere. Børn Der er et ungt par der sidder sammensunket over deres pastaretter og ligner nogen som har taget en stor beslutning. Tjenerne er yngre end mig Så kommer maden Vi kører til stranden og ruller vinduerne ned Jeg vågnede i morges og tænkte meget men anderledes end jeg plejer huset skal måske sættes til salg tidligere end forventet på et tidspunkt kører vi hjemad via markvejen vi undviger fasaner

30 marts Alle bøgerne jeg havde med er læst og genlæst og er blevet fyldt med så mange bogmærker at det er besværligt at bladre Her er mad og masser af stikkontakter Solen skinner Jeg er alene det meste af dagen Hunden er næsten aldrig vågen mere

139

31 marts Der har været meget at lave Alt fra opbevaringsloftet skulle ned og støves af blev vasket eller smidt ud Elektronik bliver afprøvet får sat strøm til Jeg har flyttet møbler fra et værelse til et andet Inden det begyndte at sne skinnede solen og imens jeg svedte fik jeg lyst til at læse Mørkets Hjerte igen den skal læses svedende i skyggen Genboen sleb kanterne på nogle krukker af cement I en kasse fandt jeg gamle dagbøger I dag var fars sidste arbejdsdag han havde for længst affundet sig med det Jeg spiser det, vi ikke kunne spise i går Jeg betaler husleje Her er køligt på mit ungdomsværelse vinduet er på klem Det regner udenfor

140

1 april Jeg er et skovsvin! solen i min åbne mund, lykkelig i de rå regnskyl masser af dyr i krattet en kondisko i rabatten

2 april Fiskefileterne bliver vendt i mel bliver dybt i æg vendt i rasp mor arbejder med to pander der er meget som skal nås Jeg har skåret sild og snittet løg om lidt skal vi af sted til påskefrokost hos de alternative healere

141

3 april I Nakskov er butiksvinduerne langs havnen smadret Vi er i en bilkø på vej ud af byen De gamle bygningsstrukturer er små og skæve menneskene på gaden virker bizart store Solen får mig til at svede for første gang i år Vi parkerer tæt på stranden Vi går forbi de ubrugte sommerhuse går ud på den tomme badebro og tilbage igen En dreng i kørestol beklager sig over den ujævne sti han vil skyde dem som har lavet den med sin maskinpistol En fiskekutter Er det virkelig april? I går aftes da blommesnaps og kiks var på bordet gik det op for mig at min rastløshed forsvandt når jeg var i godt selskab Hver erkendelse tager sin tid at modne Jeg fortæller ikke mere sådan nogle aftener skal man have lov til at have for sig selv Da vi vågnede var vi tavse indtil sulten ramte Vi kørte en omvej herned forbi et dystert skur ud til vejen hvor der stod: JEG TURDE IKKE FRI FRANK 30 Vi finder en bænk og spiser kage I dag er jeg umættelig Men også det føles godt

142

4 april Terrassen er et varmt sted Hunden smyger sig ud af havedøren på klem og lusker hen mod tyrkerduerne Så bliver fuglehuset forladt På mandag skal jeg tilbage til byen hvor god lysisolering er præmissen for at kunne sove. Jeg håber jeg snart kan flytte op på ellevte etage og når jeg har lyst fra vinduet kan mase boligblokke, lystbåde og mennesker mellem min pege- og tommelfinger Fra fjernsynet kan jeg høre valgkamp I dag er jeg alene Rejsen på mandag bliver lang men jeg glæder mig ved tanken om at komme tættere på sommeren

5 april Måske hendes nerver ville falde til ro her Småøerne de store broer den nybyggede badebro der går ind i tagrørenes krat, eller kysten, ædt væk af tidevandet, mere råt og mere vand

143

6 april Her lugter af radiator En overbo pusler med vand Under mit vindue står en cykel I byen skinner solen men alle togene var ramt af signalfejl og senere blev alt indstillet efter en mand havde sat sig på skinnerne Jeg ser et flag rødt og gråt, svajende der står: TC ANLÆG, en guitar, en bogreol hører nogen bruger elevatoren Jeg halvsover indtil strømniveauet på min telefon er høj nok til jeg tør bevæge mig ud i byen efter mad om cirka ti minutter kan jeg gå

7 april Mennesker dør af private grunde hver dag

144

8 april Folk strømmer ind til forelæsning kigger på hinanden vores lektor er stille projektoren virker ikke en nede fra IT får den til at virke Vi bliver inddelt i grupper vi kommunikerer vi lugter Vi skal finde et fællesskab på internettet Jeg ville gerne have tydeligere kraveben Jeg kigger op på skyerne men bliver utålmodig Der er et skisma Hende bartenderen nede på den irske pub minder mig om Lydia fra Alabama som jeg engang var forelsket i Så er der et oplæg Netnografi er ikke en teori det er en metode Der sidder en studerende og drikker af en mælkekarton

9 april Hestene blev skudt og skjult under en presenning Skolelederen havde ikke tænkt over at det var helligdag da hun fik dem aflivet Der var ingen til at transportere de døde dyr bort På første hverdag da familierne kom for at aflevere deres børn lå hestene stadig i folden

145

10 april Massakre på et universitet i Kenya jeg når at læse den artikel inden jeg går til undervisning snart er endnu et semester slut Jeg tager toget tilbage til Sjælland På Vordingborg station ser jeg Trine fra gymnasiet, komme gående med en barnevogn skubbende foran sig Klara fra gymnasiet fik en dreng i 2009, en god ven blev far i 2013 Gæs flyver over stationen Jeg læner mig mod gelænderet, kigger ud

11 april Mørke udvisker dagens begivenheder Nogle gange glemmer jeg at der mange flere ting som skal ordnes og går tidligt i seng

146

12 april Jeg gik på gågaden i Næstved butikkerne var lukket så jeg lagde mærke til det: gaden var øde Senere sad jeg på en trappe og kiggede på spejdere To børn stod med hænderne bag ryggen og kiggede på en bil der var ved at bakke På legepladsen sad der en ung mand i en gul jakke og gyngede let frem og tilbage en far og søn spillede basketball Klokken blev 12 Er det en brist at være god til at lukke døre i livet og marchere videre burde man sørge mere over sine tab?

13 april Det er et valg man træffer om man vil have tid til en hobby Jeg er begyndt at samle på mig selv

147

14 april I nat vågnede jeg i et sommerhus vågnede til gaver, kuverter med lykønskninger afleverede det hele i receptionen Det var en drøm Lyset blev tændt når jeg kom ind i undervisningslokalerne og forstyrrede de udenlandske studerende som sad i små grupper på tre-fire personer og arbejdede til sent ud på natten Jeg havde sort hår Udenfor blev det sommer, så efterår det sneede og fra auditoriets to døre gled der blåsort is ud i indgangshallen

15 april Antallet af fremmødte til undervisning mindskes for hver dag vi kommer tættere på læseferien folk prioriterer fritid fra de fag som de føler sig sikre i Jeg sætter mig i et tomt lokale sammen med Henriette Der er en portfolioopgave som skal skrives Jeg kan se åen og brandstationen Et fragtskib sejler ude i fjorden Træerne er stadig uden blade Jeg kom hjem spiste og læste Gadelygterne tændes 20:56

148

16 april Henriette starter sine sætninger på samme måde som jeg to ord og så en pause Når vi taler sammen afbryder vi hinanden fortsætter med at lave lyde selvom den anden snakker Hvordan lyder vores grimasser Hvorfor taler hun så dæmpet Indeklimaet på universitetet er noget vi alle beklager os over Jeg tager ikke trappen mere Det er altid Designkultur som kommer først til buffeten

17 april Gravkøerne ødelægger jordbunken nu! deler den i to På den anden side af åen er der udsyn til fitnesscenteret igen

149

18 april En kvinde står gul og svedig op ad væggen ved spillehallens indgang og ligner en som har brugt mange penge har en hæs stemme taler i telefon og ryger og venter på en taxa

19 april Der lugter af stegt sild fra Odd-Fellows forsamlingshus mennesker ankommer i jakkesæt lange frakker og ser hverken mystiske eller hemmelighedsfulde ud Et ungt par snakker med en flok gamle den unge kvinde i cottoncoaten griner og introducerer den unge mand Så forsvinder de alle ind og så bliver døren lukket Alt har lukket i dag hvis man ikke vil bruge penge Hvad skal man tage sig til Jeg er altid en tekst bagud Her lugter af vafler nu bilos, sved, varme mursten

150

20 april En mor og en datter sidder og snakker til en gravsten jeg går rundt i parcelhuskvarteret det giver mig etellerandet hører Kendrick Lamars album: To pimp a butterfly og prøver at finde retfærdighed i verdenen

21 april Ulven er her! Eksperter siger at skulle man støde på den er det vigtigt at holde dens øjenkontakt og kravle op i et træ

22 april I dag gik jeg op til Rema 1000 og prøvede at orientere mig politisk Og hvad lavede jeg ellers I dag dækkede de hullet Jeg har altid min telefon i venstre brystlomme og nøglerne i den højre

151

23 april Det er behageligt at kigge ud af vinduet indtil potteplanten, stearinlysene mørklægningsgardinet brænder sig fast i min nethinde Så kan jeg ligge med lukkede øjne og fortsat kigge ud

24 april Fundamentet er på plads snart skal de til at bygge Sand er blevet lagt over hele arbejdspladsen og hvirvler op og blæser mod mit vindue I dag er nyheder tomme kalorier Det er forår Nogen har givet slip på deres ballon Hus Forbi-folket står ude foran værestedet og skælder dem ud som stinker af øl Jeg har næsten boet her et år nu og har lært hvor hurtigt tiden kan gå Alt er faktisk godt lige nu jeg er rastløs og produktiv

152

25 april Torden rumler ude i tågen og endnu en hjort er blevet fundet med hovedet halvt bidt af Jeg ser House of Cards og brænder min tunge min overbo vasker gulv min nabo spiller Call of Duty vi bruger ikke weekenden på at gruble Min seng er begyndt at knirke når jeg vender mig om natten vågner jeg alle andre lyde hører jeg ikke mere Det blev en gråvejrsdag men langs åen lugtede der af græs et par mørke børn sad og spiste kanelsnegle på den bænk jeg selv ville have sat mig på

153

154

Alberte Ida Harboe Westergaard

155

156

1 Far er en lille sort mand med en forkærlighed for trekanter. Han har barberet en trekant på siden af hovedet og har en stor trekant i sin halskæde. Far har en stram lys denimskjorte på og leggins, der gør hans runde ben lidt små. I sin højre hånd holder han en selvplukket buket af gule og hvide blomster. Det er, som om blomsterne skal repræsentere noget, men Alberte fatter ikke hvad. Måden, han holder dem på, udstråler en varme og ømhed for de små yndige stængler. Den gamle teatersal er oplyst i den ene ende af en dyb, beroligende lilla. Han har meget plads at bevæge sig på, og han udnytter det. Han gnider sig op ad søjlerne under teaterbalkonen. Maser sit underliv mod væggen. Glider over gulvet, standser brat op på midten, læner sig bagover, til han falder. Så rejser han sig og gør det igen. Og igen. Nu udstøder far nydelseslyde og stønnen. Så begynder han at kravle op ad væggen.

157

2 Alberte har hår til midt på ryggen. Det er langt, lyst og kraftigt. Albertes kjole er pudderfarvet. Den har ærmer med zigzag-rininger i kanten. Tråden er pudderfarvet. Albertes arme er bare, blege og bløde. Hendes albuer er svagt rosa. På albuespidserne kan man se tynde hvide skorper, der danner mønstre. Alberte sidder på en skammel med fire ben. Den er bygget af en møbelsnedker, er af egetræ og bemalet med en svagt pudderfarvet maling. Oven på skammelen ligger en pude. Puden er blød. Den er betrukket med stribet stof. Grå og pudderfarvede striber. Alberte sidder ved et sminkebord. Sminkebordet har fire hvidmalede fyrretræben, som er dækkede af et pudderfarvet forhæng. Forhænget er syet af spundet silke. Det hænger under bordpladen, som er skåret i træ, malet med pudderfarvet maling. Oven på bordpladen ligger der en glasplade. Bordet er nyreformet. I midten af bordet er der en skuffe med messinghåndtag. Når man åbner skuffen, kan man se, at den er beklædt med rødt filt. En pudderdåse af sterlingsølv står på glaspladen og et spejl, der er trefløjet. Spejlet har ætsede felter. På væggen hænger pudderfarvet silketæppe, på gulvet ligger et pudderfarvet gulvtæppe.

158

3 Den blå farve opløses i vandet. Den breder sig først som en sky i den øverste halvdel af vandet, men små afstikkere begynder at søge nedad fra skyen, ned mod bunden. Den blå farve bliver fortyndet langsomt. Farven bliver jævnet ud i glasset. Vandet i glasset, glasset i baljen, vandet i baljen rundt om glasset. En finger bliver stukket i vandet. En finger, der er malet blå. Den blå farve er indtørret og krakelerer. Den er malet op ad armen, på hele Albertes bare overkrop, på halsen og i ansigtet. Hun stikker hele hånden i glasset, det er stort nok, og smører vandet ud på halsen, gnider det ud på venstre skulder. Under højre og venstre øre er der klistret farvede fjer fast. Blå fjer, grønne fjer, gule fjer, røde fjer. De er limet på med limen fra en øjenvippe-extensionspakke. Den glinser og er gennemsigtig og plastikagtig. I hendes ansigt har den blå farve lagt sig i en mørk klump både i den højre og venstre øjenkrog. Den mørke klump er våd, det er resten af den blå farve i ansigtet ikke. Albertes mørkeblonde hår er redt tilbage. Det er vådt. Den blå farve i ansigtet sprækker. Den sprækker ved smilerynkerne omkring øjnene og ved mundvigen. Omkring næseborene er farven ved at krakelere. Når hun kigger frem for sig, bliver det hvide i hendes øjne tydeligt, og hendes øjne, der er grå, fremstår blå. Hendes læber er lilla, og man kan se en blå skæv skygge imellem dem. Hendes ører er ikke malede med blå farve.

159

4 Det er koldt i det hvide lokale med det grå gulv. Alberte har tændt videokameraet og justeret det i højden, så det filmer hendes øverste halvdel inkl. numsen. Hun kigger ind i kameraet. Hun er fokuseret. Hun har store trusser på med påsyede plastikblomster, en bånddekoreret bh med en blomst imellem skålene og er smurt ind i solsikkeolie. Første stilling kaldes en dobbelt biceps. Hun bygger den op nede-fra ved at samle hælene og pege fødderne udad, så hendes lår får et større sweep. Efter en dyb indånding placerer hun sine overarme i skulderniveau, bøjet i 90 grader. Alberte knytter hænderne med tommelfingeren inde i hånden, så fingerspidsen ikke peger ned mod biceps, bøjer sit håndled en anelse mod skuldrene, løfter brystkassen, mens resten af kroppen er lige. Så spænder hun i hele kroppen så meget som muligt, med ansigtet mod kameraet. Andet pose er et lat spread, føddernes position som i dobbelt biceps, knyttede hænder og albuerne ført ud, så hendes rygmuskulatur markeres tydeligt. Bagefter laver hun to side chests. Hun holder armen nærmest kameraet vinkelret med hånden knyttet, mens hun har den anden hånd rundt om håndleddet. Benet nærmest kameraet holder hun bøjet, mens hun støtter på tåspidserne. Hun trykker sin brystkasse frem ved at presse den bøjede arm opad og samtidig spænde i biceps. Hun spænder også låret og trykker nedad. Derefter stiller hun sig an til triceps-positurer. Først viser hun den ene side, så den anden. Hun holder begge arme bag ryggen og strækker den arm, der er nærmest kameraet. Hun spænder i triceps, presser sit bryst opad og spænder i mavemusklerne. Lyset blænder hende. Alberte vender ryggen til kameraet og hæver sine arme, bøjer dem og sine håndled som i den dobbelte biceps. Udover armene spænder hun skulder, trapezius og sin lænderyg. Hun drejer rundt om sig selv for at kigge et øjeblik ind i linsen. Så stiller hun sig med ryggen til igen for at lave en lat spread bagfra. 160

Hun sætter hænderne i siden med albuerne fremad, så hendes rygmuskulatur vises igen. Hun giver slip, vender om og tager, med ansigtet mod kameraet, begge hænder bag nakken og fører et ben frem. Hun spænder mavemusklerne ved hjælp af en let bøjning af sin overkrop samtidig med, at hun puster ud.

161

5 Alberte gik i Stof 2000 og købte billigt osteklæde. Osteklæde minder om et lagen, men det er tyndere i stoffet. Det, hun købte, var ikke bleget, så det havde en naturlig ”hvid” farve, det havde gule og brune toner i sig. Hun købte to meter for 15 kr. Derefter gik hun på apoteket for at anskaffe gazebind, bare for at se, hvad det kunne. Hun fik fat på elastisk gazebind. Man kunne se de elastiske tråde, der løb horisontalt, når man holdt rullen vertikalt. Trådene udvidede sig, når hun trak ud i gazebindet. Hun købte én rulle for 200 kr. Bagefter købte hun en pose mangefarvede balloner i Tiger for 10 kr. Alberte åbnede pakken med balloner og pustede hver ballon op, til hun blev svimmel og fik ondt i hovedet. Hun rørte kaolin ud i vand i en 10 liters balje. Baljen var sort og blevet brugt mange gange. Kaolinen, der blev blandet med vandet, blev til en tyndtflydende porcelænsmasse. Hun klippede osteklædet ud i stykker på 40 cm x 12 cm og dyppede et stykke ad gangen i porcelænsblandingen. Hun gned den våde masse ind i klædet, og hun sørgede for, at det var mættet, så godt det nu kunne. Så lagde hun det om en ballon. Alberte trykkede og gned på klædet, så det blev siddende på den glatte overflade. Hun dyppede tilstrækkeligt med klædestykker, indtil ballonen var dækket af våde stykker osteklæde. Hendes tommelfingre var meget lyserøde, da hun var færdig med at gnide. Hun beklædte så mange balloner, hun kunne, med osteklæde, indtil hun ikke havde mere klæde. Hun beklædte én ballon med gazebind. Hun havde ikke mere gazebind. Så lagde hun dem til tørre på tre hylder i en ubehandlet træreol. Hun lod dem tørre natten over. Hvis man brænder våd porcelæn, revner det. Hun brændte ballonerne ved omkring 1300-1500 grader celcius for at forandre keramikkrystallernes struktur og for at brænde stof og gummi væk. Man kan brænde kaolin ved op til 1900 grader celsius, uden at det bliver til glas. Da hun åbnede lågen til ovnen, 162

var balloner og stof væk. Nogle af figurerne havde holdt formen, og andre var kollapsede. Figurerne havde det til fælles, at de alle sammen var porøse. Den kraftigste og tungeste figur var den, hvis form var opbygget af gaze. De kollapsede figurer var ikke bare faldet sammen, de var delt i mange små stykker med flossede kanter. Porcelænsfragmenterne kunne let knuses mellem to fingre. Rummet Alberte skulle stå i havde gråmalede trægulve. Malingen var løbet ned mellem brædderne, så der opstod sorte riller imellem gulvbrædderne. Stenvæggene var malet hvide. Hun ville dække gulvet med hvidt. Hun skulle pakkes ind i et hvidt lagen. Hun havde tænkt, hun skulle lave et kostume af et stort hvidt lagen. Hun skulle stå foran væggen og være indsmurt. Hun skulle falde. Hun skulle fortælle om en bestemt følelse. Hun ville lave cappuccinofarvede effekter i Final Cut, og så ville hun have Maria Callas som soundtrack, med sangen ”Un Bel Di Vedremo” fra Madame Butterfly. Hun satte figurerne op i en lade. Laden var stor og hvidmalet indvendigt. Den havde et stengulv, der var malet lysegråt, og store vinduer. Hun valgte at lægge figurerne i et hjørne i venstre side. Hun lagde den tykke figur inde i en krog. Så spredte hun resten af figurerne i en radius af 1,5 m fra krogen.

163

6 Bjerge som hvide elefanter Bjergene på den anden side af Ebrodalen var lange og hvide. På denne side var der ingen skygge og ingen træer, og stationen lå mellem to rækker spor i solen. Tæt op langs siden af stationen var der bygningens hede skygge, og et forhæng lavet af snore med bambus-perler var hængt op foran døråbningen ind til baren for at holde fluerne ude. Far og Alberte, han havde med, sad ved et bord i skyggen uden for bygningen. Det var meget hedt, og ekspressen fra Barcelona ville ankomme om fyrre minutter. – Hvad skal vi drikke? spurgte Alberte. Hun havde taget sin hat af og lagt den på bordet. – Det er temmelig varmt, sagde far. – Lad os drikke øl. – Dos cervezas, sagde far hen mod forhænget. – Store? spurgte Hella fra døråbningen. – Ja. To store. Hella kom med to glas øl og to filtunderlag. Hun lagde filtunderlagene på bordet og stillede glassene og kiggede på far og Alberte. Alberte sad og så ud mod bjergkæden. Bjergene var hvide i solen, og landet var brunt og tørt. – De ligner hvide elefanter, sagde Alberte. – Jeg har aldrig set en. Far drak sin øl. – Nej, det har du selvfølgelig ikke. – Det kan godt være, jeg har, sagde far. – Det beviser ikke noget, at du siger, jeg selvfølgelig ikke har. Alberte kiggede på perleforhænget. – De har malet noget på det, sagde Alberte. – Hvad står der? – Anis del Toro. Det er en drik. – Skal vi ikke prøve den? Far råbte: – Hør lige her, gennem forhænget. Hella kom ud fra baren. – Fire reales. – Vi vil gerne have to Anis del Toro. – Med vand? 164

– Vil du gerne have det med vand? – Det ved jeg ikke, sagde Alberte. – Er det bedst med vand? – Det smager godt nok. – Vil De have dem med vand? spurgte Hella. – Ja, med vand. – Det smager som lakrids, sagde Alberte og satte glasset fra sig. – Sådan er det med det hele. – Ja, sagde Alberte. Alting smager af lakrids. Især alle de ting, man har ventet på så længe, som for eksempel absint. – Åh, hold nu op. – Det var dig, der begyndte, sagde Alberte. – Jeg morede mig. Jeg havde det dejligt. – Jamen, lad os så prøve at have det dejligt. – Ja da. Jeg prøvede faktisk. Jeg sagde, at bjergene lignede hvide elefanter. Var det ikke kvikt? – Jo, det var kvikt. – Jeg ville gerne prøve denne her nye drink. Vi gør jo ikke andet, vel? – Ser på alt muligt og prøver nye drinks. – Næh, det gør vi vel ikke. Alberte så over mod bjergene. – Bjergene er dejlige, sagde Alberte. – De ligner faktisk ikke hvide elefanter. Jeg mente bare farven på deres skind inde mellem træerne. – Skal vi tage en drink mere? – Ja, gerne. Den varme blæst førte perleforhænget hen mod deres bord. – Øllet er dejligt koldt, sagde far. – Det er skønt, sagde Alberte. – Det er faktisk en meget nem operation, Alberte, sagde far. – Det er egentlig slet ikke nogen operation. Alberte så ned mod jorden, hvor bordbenene hvilede. – Jeg ved, det ikke vil genere dig, Alberte. Det er faktisk helt ubetydeligt. Der skal bare luft til. Alberte sagde ikke noget. – Jeg tager med, og jeg bliver hos dig hele tiden. De lukker bare luft ind, og det er alt sammen fuldstændig naturligt. – Og hvad skal vi så bagefter? 165

– Vi får det fint bagefter. Akkurat som vi havde det før. – Hvad får dig til at tro det? – Det er det eneste, der generer os. Det er det eneste, der har gjort os ulykkelige. Alberte så på perleforhænget, rakte en hånd ud og tog fat om to af snorene med perler. – Og du mener, at bagefter får vi det godt og bliver lykkelige. – Det ved jeg, vi bliver. Der er ikke noget at være bange for. Jeg kender masser af mennesker, der har prøvet det. – Det gør jeg også, sagde Alberte. – Og bagefter var de alle sammen forfærdelige lykkelige. – Ja, ja, sagde far, hvis du ikke vil, skal du ikke tvinges til det. Jeg ville aldrig presse dig til det, hvis du ikke ønskede det. Men jeg ved, det er meget simpelt. – Og du vil virkelig gerne have det? – Jeg tror, det er det bedste for dig. Men jeg synes ikke, du skal, hvis du ikke er helt sikker på, du vil. – Og hvis jeg gør det, bliver du glad, og alting bliver som før, og du vil elske mig? – Det gør jeg da nu. Du ved, jeg elsker dig. – Det ved jeg godt. Men hvis jeg gør det, så vil det igen være fint, når jeg siger, noget ligner hvide elefanter, og du vil synes om det? – Jeg vil elske det. Jeg elsker det nu, jeg kan bare ikke koncentrere mig om det. Du ved, hvordan jeg har det, når der er noget, der bekymrer mig. – Hvis jeg gør det, vil du aldrig være bekymret mere? – Jeg vil ikke være bekymret for det, for det er meget simpelt. – Så gør jeg det. Fordi jeg er ligeglad med, hvad der sker med mig. – Hvad mener du? – At jeg er ligeglad med, hvad der sker med mig. – Ja, men det er jeg ikke. – Nej, nej. Men jeg er. Og så gør jeg det, og så bliver alting godt. – Jeg synes ikke, du skal gøre det, hvis det er sådan, du føler det.

166

Alberte rejste sig og gik hen til enden af stationen. Ovre på den anden side var der kornmarker og træer langs bredderne af Ebro. Langt ude, hinsides floden, lå bjergene. Skyggen af en sky gled hen over kornmarken, og Alberte kunne se floden mellem træerne. – Og vi kunne få alt dette, sagde Alberte. – Og vi kunne få alting, og hver dag gør vi det mere umuligt. – Hvad er det du siger? – Jeg sagde, vi kunne få alting. – Vi kan få alting. – Nej, det kan vi ikke. – Vi kan få hele verden. – Nej, vi kan ikke. – Vi kan rejse alle mulige steder hen. – Nej, vi kan ikke. Det er ikke mere vores. – Det er vores. – Nej, det er ikke. Og når de først har taget det fra én, får man det aldrig mere tilbage. – Men de har ikke taget det fra os. – Lad os vente og se. – Kom herind i skyggen igen, sagde far. – Du skulle ikke føle det sådan. – Jeg føler ikke på en bestemt måde, sagde Alberte. – Jeg ved bare. – Jeg vil ikke have, du skal gøre noget, som du ikke synes du vil. – Og heller ikke noget, der ikke er godt for mig, sagde Alberte. – Jeg ved det. Kunne vi ikke få en øl mere? – O.K. Men du bliver nødt til at forstå – – Jeg forstår, sagde Alberte. – Kunne vi ikke nok holde op med at snakke? De satte sig ved bordet, og Alberte så over mod bjergene på den tørre side af dalen, og faren så på Alberte og på bordet. – Du bliver nødt til at forstå, sagde far, – at jeg ikke vil have, du skal gøre det, hvis du ikke vil. Jeg er fuldstændig villig til at gennemføre det, hvis det betyder noget for dig. – Betyder det ikke noget for dig? Vi ville sagtens kunne klare os. – Selvfølgelig gør det det. Men jeg vil ikke have andre end dig. Jeg vil ikke have nogen andre. Og jeg ved, det er meget nemt. 167

– Ja, du ved, det er meget nemt. – Ja, det kan du sagtens sige, men jeg ved det faktisk. – Vil du ikke gøre mig en tjeneste lige nu? – Jeg vil gøre alt, hvad du siger. – Vil du ikke nok tie stille, vil du ikke nok, vil du ikke nok, vil du ikke nok? Far sagde ikke noget, men stirrede på kufferterne, der stod op mod stationens mur. Der var mærkater på fra alle de hoteller, hvor de havde overnattet. – Men jeg vil ikke have, du gør det, sagde far. – Jeg er fuldstændig ligeglad med det. – Nu skriger jeg, sagde Alberte. Hella kom ud gennem forhænget med to glas øl og satte dem på de fugtige filtunderlag. – Toget kommer om fem minutter, sagde Hella. – Hvad sagde hun? spurgte Alberte. – At toget kommer om fem minutter. Alberte sendte Hella et stort smil for at takke hende. – Jeg må hellere bringe kufferterne over til den anden side af stationen, sagde far. Alberte smilede til ham. – Ja, fint. Og kom så tilbage, så vi kan drikke vores øl færdig. Far løftede de to tunge kufferter og bar dem rundt om bygningen til det andet spor. Far så ud langs sporet, men kunne ikke få øje på toget. På vej tilbage gik han gennem barlokalet, hvor folk, der ventede på toget, sad og drak. Han drak en anis ved baren og kiggede på folk. De sad alle fornuftigt og ventede på toget. Far gik ud gennem perleforhænget. Hun sad stadig ved bordet og smilede til ham. – Har du det bedre nu? spurgte far. – Jeg har det fint, sagde Alberte. – Der er ikke noget i vejen med mig. Jeg har det fint.

168

169

170