Magasinet Talent #3

talent [maj 2016|tanker om talent udvikling]

mogens Je kathrine nsen| OLLDAG| ulrik SKEE L| lene Tanggaa rd| louise Ka sune C. a muk Storm| stine BĂŚk bel| Kielstrup |

– om begreber , strategi og politik |

Talentudvklingen kræver politisk vilje | Det er vanskeligt, hvis ikke umuligt, en gang for alle at definere, hvad talent er. Det ligger i talentets natur, at det ikke sådan lige kan sættes på formel. Spørger man ordbogen, er svaret, at talent er en særlig evne eller begavelse inden for et bestemt område, men det får os ikke mange spadestik dybere.

For i vores forståelse af talent ligger der en ukendt faktor, der gør det svært at sætte rammer op omkring. Så hvor begynder vi, når vi politisk skal arbejde med talentudvikling?

For mig at se er noget af det mest begavede, der er sagt om talent, at succes består af 10 procent talent og 90 procent hårdt arbejde. Det slår nemlig fast, at talentet ikke kan stå alene, men aktivt skal dyrkes og plejes. Og hvor selve talentet kan være svært at definere, så er den del, der handler om hårdt arbejde, langt mere håndgribelig.

Hvis man går til talentbegrebet på denne måde, åbner der sig med det samme en lang række nye perspektiver i forhold til, hvordan man fremdyrker og understøtter talent. For mig som politiker er det åbentlyse svar, at vi skal skabe nogle rammer og systemer, hvor talentet kan modnes og dyrkes.

Hvis man i folkeskolen opdager et talent for filmkunsten, skal vi Nummer 3, maj 2016 Layout: Uffe Lind Tryk: Jannerup Udgivet af Talentskolen, Næstved og Dansk Talentakademi, Holstebro |

som samfund sikre, at dette talent kan blomstre. I dette tilfælde kræver det mediefagsundervisning i gymnasiet, filmskoler med god undervisning og filmstøtte til unge talenter for at tage nogle eksempler. Med andre ord er det afgørende i udviklingen af talenter, at vi kulturpolitisk prioriterer de rammer, de skal dygtiggøre sig under.

Men hvorfor skal vi overhovedet gøre en indsats for at fremme talentudvikling? Det socialdemokratiske svar er, at vi skal fremme den bedst mulige kvalitet i kunstneriske og kulturelle værker og opførelser. Det er en central kulturpolitisk opgave.

Og forudsætningen for kvalitet i værker og opførelser er ganske enkelt dygtige kunstneriske udøvere. Talentudviklinger hænger altså direkte sammen med kvalitet, når man kigger på spørgsmålet med socialdemokratiske briller.

Talentudviklingen understøttes i dag gennem rigtig mange kanaler. Men der er ingen tvivl om, at arbejdet starter i de unge år. Her spiller folkeskolen en vigtig rolle. Der skal gives plads til, at man både inden og uden for folkeskolen kan udøve kunstarter. Den åbne skole, hvor lokale idrætsforeninger, musikskoler, erhvervsliv og meget andet inddrages af skolen, er en vigtig vision i denne

forbindelse. Vores folkeskole skal arbejde aktivt med at skabe de samarbejder, der fremmer berøringen med kunst og kultur i børnenes hverdag.

Indsatsen i folkeskolen kan dog ikke stå alene. Gode skoler, hvor studerende kan udvikle deres talent inden for eksempelvis billedkunst, skuespil og musik er helt nødvendigt. Hvis ikke vi som samfund kan tilbyde talenterne kunstneriske uddannelser af høj kvalitet, kan vi skyde en hvid pil efter talentudviklingen her og nu. Derfor er det i samme åndedrag også på sin plads at fyre en bredside af mod regeringens omprioriteringsbidrag, der medfører nedskæringer på kultur og uddannelse. Det er både på kort og langt sigt meget problematisk. Nedskæringerne bliver en stopklods, og i værste fald ødelæggende, for både udviklingen af kunst- og kulturlivet og uddannelserne, der skal levere dygtige kunstnere hertil.

Hvis ikke fødekæden af dygtige talenter til de store scener er på plads, vil vi i sidste ende ikke kunne sikre opførelser og værker af tårnhøj kvalitet. Set med socialdemokratiske briller vil det være en potentiel katastrofe – og derfor stiller vi også meget kritiske over for regeringens nedskæringer. Hvis vi ønsker at fremme talenterne i dansk kunst- og kulturliv, kræver det

Fotograf, Facit Næstved: Per Rasmussen Fotograf, Talentkuren 2016, Holstebro: Ole Mortensen

først og sidst, at vi fra politisk side prioriterer det.

Fotograf: Steen Brogaard

Under alle omstændigheder er det dog vigtigt, at vi ikke lader os stoppe af midlertidige politiske vinde fra højre, men i stedet fortsætter med at diskutere, hvordan vi fremmer talent. Jeg har derfor med stor interesse læst de hidtidige udgivelse af Talent. Udgivelserne har vist, at det bestemt på er sin plads sætte fokus på, hvordan vi forstår, arbejder med og fremmer talent.

Karen Marie Demuths artikel om, hvordan Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst arbejder med den visuelle fødekæde og Jane Roneklint, der er leder på Odense filmværksteds, artikel om de mange forskellige typer af talenter, der findes, er gode eksempler på perspektiver, som Talent giver mulighed for at dele.

Det er et kærkomment initiativ, og jeg er glad for at kunne få lov at sætte forord til bladet i dette nummer, som forhåbentligt kan bidrage til en dybere forståelse af talentbegrebet.

Rigtig god fornøjelse med bladet.

mogens JENSEN|

ialdemokratiet kulturordfører for Soc

Næste frist for aflevering til magasinet er d. 1. okt. 2016.

Materiale sendes til talentskolen@naestved.dk |

Når kommunen får visioner | [en historie om det kommunale maskinrum og en ambitiøs – og realistisk - talentstrategi]

kathrine Olldag|

, Næstved Leder af Talentskolen

Vi ved efterhånden temmelig meget om talentudvikling. Vi ved, at talent udvikles i et sammenkog af evner, motivation, personlighed, mødet med den rigtige lærer, den rigtige undervisning, øvelse og træning, opbakning fra omverdenen og ikke mindst gennem dét at havne i det rette miljø, hvor man i de rigtige doser og på den rigtige måde får CHANCEN. Talentmodel På Talentskolen i Næstved er

vi inspirerede af den canadiske psykologiprofessor Dr. Françoys Gagnés studier i læring og talentudvikling. Hans pointer opsummeres i modellen, som i oversigtsform kortlægger alle de mange forskellige faktorer, der skal være til stede, for at potentialet kan udvikle sig til noget.

Her kommer en lille fortælling om, hvordan man kan tilføre modellen et ekstra lag af strategisk kommunal vilje og rent faktisk gøre forskning til virkelighed.

Næstved har talent I Næstved arbejder vi med talentudvikling mange steder i kommunen. Vi vil gerne være det sted, hvor unge talenter søger hen, for at lære mere og blive endnu dygtigere, uanset om det er akademia, sport eller kunstarterne, de interesserer sig for. Vores gymnasium har et hav af talentprogrammer tilknyttet og vi laver kommunale bosætnings- og brandingkampagner om det (i 2016 hedder kampagnen ”Næstved har talent”).

Og som en del af det fælles træk, besluttede vi os for nylig for at udfærdige en talentstrategi.

Kommunal talentstrategi Når man udvikler en strategi, starter man altid med det store visionære udsyn. Der bliver foreslået et hav af tiltag og aktiviteter, ligesom alles holdninger til, hvad alle andre burde gøre diskuteres flittigt.

I processen inddrog vi alle, der bare tilnærmelsesvis kunne have en interesse i spørgsmålet: folkeskoler, uddannelsesinstitutioner, andre talentprogrammer, foreninger, klubber, idrætsorganisationer osv.

At arbejde i strategiens maskinrum var i sig selv en enormt givende proces at være med til, fordi den var med til at øge bevidstheden om, at det her er noget vi gør sammen. Det kan – hvis jeg nu skal være helt ærlig – ofte være svært at samarbejde og koordinere på tværs af institutioner og forvaltninger, fordi vi i kommunen ikke tænker ”vi”, men tænker ”jeg”. At kere sig mest om egen biks og ikke se sig selv som en del af de store linjer i kommunens planer og visioner, er ganske normalt både i min og i alle landets andre kommuner. Så at udfærdige en strategi sammen og føre ophedede diskussioner rundt om konferencebordet var enormt givende for det videre samarbejde om strategiens mål.

En knivspids kommunal realisme Da vi afslutningsvis sad med et meget langt og teksttungt dokument tog vi de briller på, der handler om, hvad kan vi gøre fra kommunens side? Hvilke af

de mange ingredienser i Gagnes model, kan kommunen hjælpe med? Vi kiggede alle vores stakke af mødereferater og noter igennem og fokuserede på, hvad forskningen siger, der virker.

Og så var vi samtidig skarpe på, hvad en kommune overhovedet kan, og særligt hvad den slet ikke har hverken magt over eller indflydelse på.

Nye samarbejder om udvikling af miljøer og kultur for bæredygtig udvikling af talent Stille rammer (institutioner, faciliteter, tilbud, boliger mv.) til rådighed for talentudvikling Etablere og videreudvikle selvorganiserede lærings miljøer for unge

På den måde endte vi med at destillere tre fokusområder: Miljøer og kultur for talentudvikling Sammenhængende fødekæder Næstved Kommune som nationalt center for talentudvikling

Miljøer og kultur for talentudvikling Strategien skal bidrage til at styrke og udvikle miljøer med en kultur, der dyrker talentudvikling på en bæredygtig måde, hvor det enkelte talent samtidig er med til at opbygge og vedligeholde den gode kultur.

Opbygge og sikre sammenhængende fødekæder En vellykket satsning på talentudvikling i Næstved Kommune fordrer, at der er sammenhængende tilbud, hvor børn og unge kan dygtiggøre sig på vækstlagsniveau. En stærk fødekæde medvirker til at flere får mulighed for at udvikle deres evner og talent.

Det kræver, at mange forskellige aktører arbejder i samme retning og koordinerer deres tilbud. Der skal eksempelvis være sammenhæng mellem de brede tilbud og de mere specialiserede. Der skal være forbindelse mellem sportens/ kulturens tilbud og skolernes arbejde med talenter. Der skal være overensstemmelse mellem de målsætninger, som vi opstiller på børne-, kultur- og uddannelsesområdet for børn og unges muligheder for at dygtiggøre sig.

Indsatsområder Understøtte klubber, foreninger og kulturinstitu tioner der allerede arbejder med talentudvikling eller vil i gang med det.

Kvalificere voksne ressourcepersoner, som arbejder med at under støtte talentpotentiale

Strategien skal styrke udvikling af sammenhængende vækstlag og fødekæder, hvor kultur- og fritidsområdet arbejder sammen med folkeskoler, ungdomsuddannelser og andre relevante aktører for at skabe de bedst mulige rammer for, at børn og unge kan udfolde deres potentiale.

Hvert af de tre fokusområder, har nogle indsatser, som er realistiske og håndgribelige fra kommunens side at arbejde med.

Fra talentstrategien:

Francoys Gagnés oversigt over begavelse og talent MENTALE

Intellektuel Kreativ Social

FYSISKE

MEDFØDTE EVNER

Skarpe sanser Styrke Udholdenhed Reflekser Koordination

INDRE PÅVIRKNING Fysik, motivation, vilje, selvdisciplin, personlighed

CHANCE

Indsatsområder Sikre at unge talenter har tilknytning til relevante professionelle miljøer.

Sikre sammenhænge mellem brede tilbud for børn & unge og de specialiserede talent linjer på Talentskolen, Musikalsk Grundkursus (MGK), Sportscollege mv.

Udvikling af tilbud med talentdimension til Den åbne skole og uddannelsesinstitu tioner (fx valgfag, forløb mv.)

Etablere forsøgsordninger og partnerskaber mellem kultur institutioner/sportsklubber, skoler, uddannelsesinstitu tioner og erhvervsliv mv.

Udvikle fælles målsætninger i resultataftaler i relevante kommunale centre.

Nationalt center for talentudvikling Næstved har muligheden for at udvikle og konsolidere talentud-

UDVIKLINGSPROCES Uformel/formel læring og øvelse

YDRE PÅVIRKNING/MILJØ Omgivelser, personer, aktiviteter, begivenheder

vikling som en styrkeposition for kommunen.

Strategien skal medvirke til, at Næstved på nationalt plan opbygger en profil som center for talentudvikling, der er attraktivt for borgere i andre kommuner – og for børn og unge og deres forældre i forbindelse med bosætning.

Indsatsområder Udvikle Næstved til et omdrejningspunkt for videndeling om talent udvikling ved at afholde regionale og nationale arrangementer mv.

Tilknytte forskning i talent udvikling til miljøerne i Næstved Opbygge netværk for talentudvikling i Næstved Kommune Opsøge regionale, nationale og eventuelt internationale samarbejder og partnerskaber

SYSTEMATISK UDVIKLEDE EVNER (TALENT) Kunstarterne Business Leg/spil Socialt Sport Teknologi Akademie

Tværgående samarbejde om markedsføring og synlighed Det skal ikke være nogen hemmelighed, at indsatserne ikke kun er et udtryk for vores planer og ønsker. Set på en anden måde er de nemlig også et udtryk for, at der er nogle ting, der ikke fungerer så godt. Det er min opfattelse fra samtaler med mange kolleger fra hele landet, at de fokusområder og indsatser, der er beskrevet her i strategien er temmelig generelle – og at det generelt er på disse områder, at der er plads til forbedring rundt omkring.

Uanset hvad, starter det med, at vi kan blive enige om, hvad vi gør i kommunen, og så gå fremad i fælles retning. Og hvis der er nogen, der synes det lyder som en god idé, så kan jeg godt anbefale at starte med en fælles kommunal talentstrategi.

Gratis talent eksisterer ikke! | Det var med stor interesse, at jeg modtog og læste forrige nummer af magasinet Talent, der udkom i slutningen af sidste år. De mange indlæg med ’talent’ som tema, set fra forskellige synspunkter og positioner, var yderst spændende læsning. Alle byggede på den kompetente opmærksomhed, der i dag er rettet mod unge mennesker m.h.p. at opdage deres talenter og forsøge at skabe de bedste betingelser for, at disse kan udvikle sig på den mest frugtbare måde.

Uanset hvad det i sidste ende vil føre til, at der med denne større og mere intense opmærksomhed sandsynligvis bliver flere unge, der i fremtiden beskæftiger sig med et kunstnerisk fag i en eller anden form, så er jeg mere end 100 procent sikker på, at det betegner et ægte fremskridt og et sandt gode.

Det er ubetvivleligt sikkert, at det at beskæftige sig med et kunstnerisk fag giver nogle uvurderlige, tværgående kompetencer af både social og kognitiv karakter – samt naturligvis kunstneriske på et eller andet niveau. Det er vist endda videnskabeligt bevist (selvom ikke alt behøver at være videnskabeligt bevist for at være rigtigt).

Det kunstneriske område er et af de områder, hvor menneskets ånd kan manifestere sig. Hvad enten man arbejder med farver og former i to og tre dimensio-

ner, kroppens ikke-hverdagslige energier i dans og teater, musikkens sprog gennem toner og instrument eller ordene uden for deres normale funktioner (”Ræk mig saltet!”, Mount Everest er verdens højeste bjerg, osv.), er det noget åndeligt, man arbejder med. Altså menneskets åndelige energi, som har sit ophav i kroppens fysiske processer.

Og er det ikke det, det hele går ud på? At vi - borgere i et samfund, hvor ethvert menneske er en uerstattelig del af helheden og er med til at forme denne helhed - bliver så veludrustede som muligt, så dygtige og fleksible i sociale og faglige sammenhænge, som vi kan, så empatiske og kreative, som det lader sig gøre, så vi både kan tilfredsstille vores egne behov og samtidigt være igangsættere og inspirationskilder i de omgivelser, som vi virker i? Alt sammen til gavn for os selv og samfundet.

Det kan man ikke andet end svare ja til. I virkelighedens verden er det dog mange gange nok meget mere kompliceret, og - som alle ved - er gode formål ikke altid nok til at virke overbevisende og motivere til at sætte handling bag ordene.

I den igangværende, meget positive udvikling inden for talentpleje, som det vist hedder med et begreb, der har en snert af at synes at være hentet fra plante- og dyreavl, kan jeg dog nogle gange blive lidt nervøs over den

ulrik SKEEL|

Odin Teatret

meget entusiastiske brug af ordet talent. Også et andet begreb, som ofte nævnes i samme forbindelse som talent, står jeg lidt tøvende overfor - elite.

Jeg synes, ordet talent nogle gange bruges, som om nogle har talent og andre ikke. Det er jo ikke rigtigt. Hvad der er rigtigt er, at vi alle har talenter, men at de er af forskellig karakter. Samtidigt er det umuligt at skelne helt præcist, hvad det er, der gør et menneske særligt fremragende i sine præstationer? Er det noget medfødt? En Guds gave? Er det noget, som er blevet opelsket under gunstige omstændigheder? Udspringer det af et særligt behov, en særlig vilje på grundlag af en eller anden helt personlig, men måske også tilfældig faktor?

Det er ikke til at sige. Måske lidt af det ene og lidt af det andet i forskellige mængder samt tilsat en masse andre ukendte faktorer.

Jeg tror heller ikke, at denne megen snak om, at nogle har talent, mens andre så ikke har, er specielt sund. Vi har opelsket tilstrækkeligt med forskelligheder i vores samfund og opdelt tingene, hvor noget per automatik er finere end andet. Men det er alene indsatsen, vi bør belønne. Underforstået, at en stor præstation også er resultatet af en stor indsats. Vi belønner den fremragende violinist, fordi han er fremragende. Ikke, fordi han er violinist. Og hvis han er fremragende, er det, fordi han har arbejdet.

Det er ikke nødvendigt at opstille unødige forskelle med begreber som talent og elite. Træet, der rager højere op, skal nok klare sig. De umiskendelige talenter, af hvilken kilde de end springer, vil helt naturligt finde deres plads.

Min fornemmelse er, at de, der har så stort et behov for at betone talentet, ikke har det, og de, der er så vilde med at besynge eliten, ikke er det.

Endelig kan man gøre klogt i at lade sig inspirere af den japanske maler, m.m., Katsushika Hokusai, der levede fra 1760 – 1849,

hvis man vil forstå de krav, en kunstner bør stille til sig selv: ”Fra jeg var seks år, var jeg lidenskabeligt optaget af at kopiere tingenes form, og siden 50års alderen har jeg publiceret mange tegninger. Men af alle dem jeg tegnede op til, jeg blev 70, er der ikke nogen, som er værd at tage i betragtning. Da jeg blev 73, forstod jeg delvist strukturen i dyr, fugle, insekter og fisk samt græssers og planters liv. Så når jeg bliver 86 år, skal jeg gøre yderligere fremskridt. Når jeg fylder 90, vil jeg trænge igennem

tingenes hemmelige mening, og når jeg bliver 100 vil jeg måske i sandhed have nået det brillantes og guddommeliges niveau. Som 110-årig vil hver lille plet, hver linje være i besiddelse af sit eget, unikke liv.” (Gian Carlo Calza: ”Hokusai” – 2003.).

Jeg har nok, for at provokere lidt i denne X Factor-tid, sat tingene en anelse på spidsen i det ovenstående. Jeg har gjort det, fordi jeg synes, at det er noget af det vigtigste at forstå, at kunstnerisk virksomhed er en dødsens alvorlig leg. Faktisk som livet selv.

lene Tanggaard|

ut for Kom munikation, Professor, Ph.d., Instit Aalborg Universitet

Det handler om mere end talenter | Vi har brug for at satse på vores talenter, men vores tænkning på området halter og er stadig fanget i et uheldigt fokus på de få. Der savnes en bredere talentforståelse, der er befriet fra sportens jerngreb, og som tillader os at komme på højde med verdens førende tænkere og praktikere. Danmark har unikke muligheder for at skabe effektive læringsmiljøer, så lad os gribe chancen. ”Hos os findes talenter i alle varianter - du kan vise dit talent som 60-årig efter mange år i organisationen, og det er ok. Så begynder vi bare der. Vi har mange potentielle talenter i vores organisation, som vi måske bare ikke har opdaget endnu. Ofte viser de skjulte talenter sig, når medarbejderne sættes i nye situationer, når de skal arrangere en fest, et arrangement eller f.eks. en revy. Så vi arbejder meget bredspektret med talentbegrebet. Det er aldrig for sent at blive et talent hos os.”

Sådan udtrykte Som Vice President for den verdensberømte, danskbaserede tekstilvirksomhed Kvadrat, Mads Nygård, sig, da Tue Juelsbo og undertegnede i forbindelse med tilblivelsen af vores bog Lær, spurgte ham, hvordan de arbejder med talenter.

Denne udtalelse understøtter i høj grad en meget dynamisk forståelse af talentbegrebet, og den viser også, hvordan adgang

til nye muligheder for udfoldelse og læring kan skabe rum for, at nye talenter bliver synlige.

Mads fortæller videre, at nogle af de mest passionerede kulturbærere hos Kvadrat kan være nogle af de yngste ansatte. Det behøver ikke at være de mest erfarne medarbejdere, ligesom talent ikke har noget med alder at gøre. Det handler ifølge Mads om at være i stand til at rive andre med, og der findes både faglige talenter og kulturtalenter. Problemet er, at vi med talentdiskursen ofte lader sportsterminologien vinde, så hvis du ikke er 30 år og iklædt skarpt jakkesæt, så opfattes du ikke som et muligt talent.

En 60-årig kan være et talent inden for et område, vedkommende blot ikke har dyrket endnu, selvom vi, som Mads påpeger i interviewet “ikke er vant til at tale om talenter i en skandinavisk kontekst”.

Udfordringen med talentbegrebet Ser vi nærmere på talentbegrebet, så lever vi i en tid, der i høj grad fejrer forestillingen om det individuelle talent. Når vi hiver en amerikansk managementbog ned fra hylden i lufthavnen, så er den stadig fyldt med historier om de enere, der lykkedes (ofte til trods for svære kår) qua særlige personlighedstræk, høj intelligens, vedholdenhed og evnen til at komme på de gode ideer. Denne fortælling og fejringen af eneren og det exceptionelle har efterhånden bredt sig over det

meste af den vestlige verden, og vi indretter vores skoler, universiteter og organisationers talentprogrammer herefter.

Der oprettes særlige talentpuljer, klasser og forløb for de særligt dygtige, og hverdagen og de ordinære medarbejdere skubbes lidt i baggrunden.

I en dansk kontekst er det lidt af et nybrud, at vi overhovedet tør tale om talenter, da vi overvejende bryster os af stor lighed og sjældent fejrer forskelle. At være lige behøver dog ikke at implicere, at vi skal være ens, og nogle er mere talentfulde end andre, ofte fordi de har øvet sig længe på det, de er blevet gode til. Derfor er det væsentligt at være opmærksom på de læreprocesser, som selv ‘store talenter’ er en del af for at kunne begå sig i specifikke kontekster.

Sæt fokus på talentfulde miljøer Som Sasha Barah, professor i læring ved Arizona State University, skriver i en artikel om talentbegrebet, bør vi i højere grad undersøge, hvordan talenter bliver til. Det gør han selv ved at fremhæve en nødvendig bevægelse fra, hvad han kalder “Smart people” til “Smart Contexts”, hvilket kan være med til at understrege de dynamiske og processuelle dimensioner ved begreber som netop talent, intelligens og ekspertise.1 Vi kan sagtens tale om talentfulde individer, men i mange sammenhænge

giver det mere mening at tale om talentfulde miljøer.

Barah argumenterer således overbevisende for, at det at være talentfuld er noget, man bliver i bestemte miljøer. Man udvikler talent ved at blive givet muligheder i en sammenhæng og at tage imod disse. Netop udvekslingen af muligheder kan også forklare de typer af læring, der er forudsætningen for at kunne bringe et givet talent til udfoldelse i en given sammenhæng.

Den talentfulde volleyballspiller har brug for talentfulde medspillere, trænere, holdledere, sponsorer og et opmærksomt publikum for at kunne udfolde sine kompetencer. Vedkommende har sandsynligvis også brug for opbakning uden for banen og vil skulle leve sit liv på ganske bestemte måder for at blive succesfuld. Som oftest visker vi dog disse faktorer væk og koncentrerer os om den individuelle udfoldelse og de store sejre, når vi kan se dem.

I stedet for at bygge organisationer, der er orienterede mod

talenter, ser jeg hellere, at organisationerne sætter fokus på læring, læringskultur og ansvarlighed. I stedet for at skabe ’rank and yank’ (’op eller ud’ efter Jack Welchs arbejde i General Electric, hvor de årlige 10 pct. dårligst performende medarbejdere konsekvent fik sparket) med tvungen rangordning af organisationens medarbejdere, skal vi hellere fokusere på at skabe organisationer, hvor alle kan lykkes. Her skal de bidrage med netop dét, de er dygtige til. Et generelt fokus på at skabe læringskultur signalerer samtidig, at organisationen tror på, at alle individer er interesserede i at lære og bidrage. Talentdagsordenen er ikke død, men skal vi ikke i stedet vænne os til at tage et mere inkluderede blik på vores organisationer og fokusere på opbygning af læringsparathed hos alle? Vi skal fokusere på at skabe læringsmiljøer.

Konklusion Det er min pointe, at vi skal gå fra at fokusere på råt talent til at kigge på motivation og læring.

Det bygger på en relationel gentænkning af talentbegrebet, hvor

jeg understreger, hvor vigtigt det er, at talenterne får mulighed for at bringe egne kompetencer i spil sammen med andre. Disse relationer kan styrkes, hvis vi fokuserer på at skabe talentfulde miljøer, hvor vi går fra et individfokus til i højere grad at fokusere på opbygning af læringskulturer. Vi er stadig præget af sportsmetaforer, når vi tænker talent, men organisationens mest værdifulde talenter og kulturbærere er måske ikke de mest oplagte og synlige. De viser sig i langt højere grad, når miljøet er præget af læring, tillid og ansvar, og når de får lov til at udfoldes i samspil og i konkrete opgaver.

Hvis læringsdagsordenen bliver central i vores arbejde med talenter og talentfulde miljøer, højner vi samtidig chancen for, at de dygtige medarbejdere både bliver længere i organisationen, og at de efterfølgende fungerer som ambassadører, når de bevæger sig videre.

Læs mere: Tanggaard, L. & Tue Juelsbo (2015). LÆR. København: Gyldendal. http://www.gyldendalbusiness.dk/products/9788702168426.aspx

Der savnes en bredere talentforstĂĽelse, der er befriet fra sportens jerngreb |

Talentudvikling med blik for relationers betydning | Et menneske uden relationer er som en fisk uden vand.

Relationer kan siges at være menneskets element, ligesom vandet er det for fisken, fordi relationer er en grundlæggende forudsætning for vores liv og udvikling. Relationer er så selvfølgelige, at vi kan overse deres betydning.

I sportens verden står der kun én på sejrsskamlen og får medaljen om halsen, men vejen derop foregår ikke alene. Almindeligvis har mange forskellige mennesker haft indflydelse på talentets læring og udvikling. Nogle personer følger med hele vejen, andre på kortere strækninger. Nogle krydser udøverens vej og passerer forbi uden at få indflydelse, mens andre får afgørende betydning ved at skubbe udøveren i en helt ny retning. Alle, der når

eliten, har haft behov for at få skabt passager, de kunne smutte igennem for videre udvikling, og de har alle været i relationer, der har formet deres livsværdier. Det kan vi med fordel have blik for, når vi arbejder med talentudvikling.

De betydningsfulde andre Traditionelt set taler man i sportspsykologisk forskning om ’betydningsfulde andre’, som f.eks. kan være forældre og trænere. De betydningsfulde andre har en særlig rolle for talentet, og deres rolle er typisk knyttet til en bestemt fase af karrieren. For eksempel er forældrerollen central i forhold til praktisk, økonomisk og emotionel opbakning. Trænerne er vigtige pga. deres faglige ekspertise, og deres særlige rolle i den fase, hvor udøveren intensiverer sin træning.

Det vil sige, at der har været fokus på personerne og deres roller og ikke på relationerne i sig selv. Den nye tendens i talentudviklingen er at flytte fokus væk fra rollerne og hen imod relationerne. Begge dele er vigtigt, men når jeg vælger at fremhæve relationer, så er det fordi vi i sportens verden i forvejen er gode til at have fokus på personer og deres individuelle kvalifikationer.

Lad os i stedet for prøve at starte i det sociale, starte i relationerne. Så træder samspil og dynamik frem som det helt afgørende.

Nøglerelationer I et studie af danske elitesportsudøvere er en af konklusionerne, at nogle relationer skaber muligheder og andre skaber mening. Begge typer af relationer er helt afgørende

louise Kamuk Storm| ph.d. og adjunkt fra SDU

for vejen til eliteniveau (Storm, Henriksen, Larsen & Christensen, 2014). Denne konklusion er kommet frem på baggrund af analyser af danske elitesportsudøveres livsfortællinger. På vejen til eliteniveau har mange personer været en del af karrieren. Nogle har været mere betydningsfulde end andre, men fælles for de sportsudøvere, der er nået til tops, er, at de kan fortælle om de betydningsfulde relationer, og at de kan fremhæve, hvordan og hvorfor de var vigtige.

Nogle relationer har været med til at puffe udøveren i en ny og uventet retning, og andre har været dybe relationer, der har fået indflydelse på talentets dannelse, identitet og livsværdier.

Fortællingerne i det nævnte studie viser to typer af nøglerelationer. Det vil sige relationer, der var så betydningsfulde, at de sagt med udøvernes egne ord ’ikke ville have klaret det uden dem’.

Nøglerelationer er en afgørende kontekst for læring og udvikling, som har gjort udøveren klar til at kunne træffe vigtige valg og mestre særlige overgange i karrieren. Når udøverne kigger tilbage på deres karriere beskrives nøglerelationerne som en elementær del af deres succes.

Relationer skaber muligheder og mening Den ene type af nøglerelationer er dem der skaber muligheder. De har været med

til at bane vejen for videre udvikling og læring. De igangsætter en overgang eller et skift i karrieren. De giver retningsvisende støtte, der har betydning for karrierevalg. De bygger på stor tillid og en høj grad af legitimitet.

På trods af det, kan de være kortvarige bekendtskaber.

For eksempel fortæller en sejler om et kortvarigt møde med en dygtig træner: ”Han opfordrede mig til at gå efter at kvalificere mig til ungdoms-VM i Laser Radial - en bådklasse, der var meget mere fysisk krævende end min tidligere båd. Jeg syntes ikke om ideen til at starte med, men jeg endte med at følge hans råd.

Jeg kvalificerede mig til det mesterskab og jeg vandt min første internationale medalje i lang tid.”

Den anden type af nøglerelationer er dem, der skaber mening. Det vil sige, de er væsentlige for udvikling af livsværdier og identitet. De har formet talenterne på vejen til at blive elitesportsudøvere.

Disse relationer er kendetegnet ved, at de rækker ud over den sportslige kontekst, og at de trækker tråde på tværs af stadier i karrieren. Det kan f.eks. være en skolelærer eller en musikunderviser, der har været afgørende for sportstalentets livsværdier. De personer er blevet en del af sportstalentets identitet og følger derfor også naturligt med i de udøvende sammenhænge.

Disse relationer er langvarige

og har en eksistentiel betydning for udøveren, der ikke kun er ved at kvalificere sig som atlet (teknisk, taktisk, fysisk og mentalt), men også er i gang med at danne sig som menneske.

F.eks. fortæller sejleren om en anden helt afgørende meningsfuld relation: ”Hun havde helt særlig betydning for mig, på den måde, jeg udviklede min tilgang til livet og på min måde at tænke på i træning og konkurrence. Hun lærte mig, hvordan jeg skulle få det bedste ud af enhver situation. Hun har gjort en stor forskel for mig i den måde, jeg har udviklet mig på som sejler.”

Således to forskellige - men helt afgørende - typer af relationer, som kan give os et nyt blik på talentudvikling. Den ene relation er ikke vigtigere end den anden, de komplementerer hinanden. At fremstille det som to forskellige typer af nøglerelationer betyder ikke, at det er et spørgsmål om enten-eller. Der kan i praksis være mange relationer, der indeholder begge elementer.

Men disse to typer kan skabe en opmærksomhed, der er gavnlig for praksis.

Hvordan laver vi talentudvikling med blik for relationerne?

Jeg ser især tre potentialer i at tale om nøglerelationer, som vi med fordel kan have blik for, når vi vil skabe bæredygtig talentudvikling.

1. Relationerne mellem talenter og elite ude i hverdagsmiljøerne.

2. Relationerne, der går på tværs af stadier i karrieren og på tværs af domæner.

3. Relationerne til talentudviklere (trænere, lærere, instruktører) – dem der var og dem der ér.

Derfor vil jeg afslutte med et sæt af principper for talentudviklingspraksis, der vil kunne indfange de potentialer: 1. Talenter har jævnligt fælles praksis med nære rollemodeller.

2. Talenter har mulighed for at opretholde relationer på tværs af stadier og arenaer.

3. Talentudviklere bliver bevidste om deres egen legitimitet – og dermed mulighed for at skabe passager for talenters videre læring og udvikling.

4. Talentudviklere bliver bevidste om deres egne værdier

og holdninger. Og de anerkender andres betydning for talentets dannelse.

5. Talentudviklingsmiljøer åbner sig for omverden og giver dermed muligheder for at talenter møder nye inspirationer, og fastholder tidligere vigtige relationer.

At være talentudvikler rækker langt ud over at træne talenter.

Talentudviklere kommunikerer altid værdier. Er det sejre, udvikling eller evnen til at turde lave fejl der værdsættes?

Hvilken adfærd giver du som talentudvikler opmærksomhed? Hvem roser, belønner og anerkender du – og hvorfor?

På hvilken måde bruger du rollemodeller – og hvorfor?

Hvordan fremsætter du forventninger?

At arbejde med at svare på disse spørgsmål er vigtige brikker i bæredygtig talentudvikling.

Referencer:

Storm, L.K. & Christensen, M. K. (2015): Nøglerelationer.

Nogle skaber muligheder og andre mening I: Talentudvikling i sport: Reflekterede organisationer, gode teams og stærke atleter. Rossing, N., Ryom, K. & Henriksen, K. (red.)

Storm, L.K., Henriksen, K., Larsen, C.H. & Christensen, M.K. (2014): Influential relationships as contexts of learning and becoming elite: Athletes’ retrospective interpretations.

International Journal of Sport Science and Coaching, 9(6), 1341-56

Nøglerelationer er en afgørende kontekst for læring og udvikling |

TeaterTalent

Mors Talentudvikling inden for mange fag er i voldsom fremmarch i disse år og gudskelov for det. Jeg er selv født og opvokset på Sydfyn, hvor der dengang stort set ingen tilbud var, hvis man ville noget kreativt på et seriøst og ambitiøst plan.

Her blev min nysgerrighed vakt.

Hvad var det, der gjorde disse elever så meget bedre rustede til at modtage undervisning, udvikle sig og reflektere over arbejdet end så mange andre, jeg igennem tiden havde arbejdet med?

TeaterTalent Mors’ møde med dedikerede talenter Min erfaring med talentarbejdet startede, da jeg i 2010 i min egenskab af skuespiller, blev spurgt om jeg var interesseret i at undervise talentholdet på Limfjordsteatret.

Da jeg i slutningen af 2012 blev spurgt, om jeg ville tage ansvaret for det nye TeaterTalent Mors, der skulle starte i 2013, svarede jeg ja uden at tøve.

Dele af den gamle struktur er bibeholdt, og andre dele er blevet ændret og videreudviklet.

Snart blev det klart for mig, at eleverne ganske enkelt var vant til at blive taget seriøst, og at deres møder med de professionelle kunstnere, der havde arbejdet med dem, havde både modnet, inspireret og udviklet dem.

Mine forventninger var egentlig ikke større end dem, jeg ville have haft til et hvilket som helst efterskole-hold. Men allerede da jeg startede i 2010 blev jeg i løbet af meget kort tid, slået af elevernes seriøsitet, engagement og professionelle indstilling til at arbejde, og jeg nåede meget længere ind i det tekniske arbejde med de unge end forventet.

Principper for god udvikling På den baggrund er jeg kommet frem til en række principper, som jeg igen og igen har erfaret som helt afgørende for en frugtbar og meningsfuld udvikling: Møderne med de professionelle kunstnere.

Elevernes oplevelse af at blive taget seriøst Integrering i det professio nelle hus (Limfjordsteatret) Strukturen. Elevernes under visning planlægges løbende, så de hele tiden får den under visning, netop de har brug for på det rigtige tidspunkt.

Ro og tålmodighed. Udvikling tager tid og værkstedsarbejdet prioriteres derfor højest.

sune C. abel|

ingsansva rlig Skuespiller, undervisn Lim fjordsteatret s, Mor ent ved TeaterTal

Hvordan finder vi talenter?

Et hurtigt kig på en definition af talentbegrebet afslører, at der findes flere beskrivelser af dette.

Hos os er det ganske afgørende, at vi kan tro på, at der hos aspiranten er udviklingspotentiale.

Til optagelsesprøven skal aspiranterne arbejde på gulvet i små grupper og vise en lille forberedt scene fra et skrevet skuespil. Efterfølgende vil vi arbejde med aspiranten og den viste scene, og slutteligt tager vi en lille snak med hver enkelt for at få et indtryk af, hvem de er som mennesker.

Det er ingen hemmelighed, at vi af og til har optaget elever, der som udgangspunkt ikke viste udpræget talent i deres viste scene. Til gengæld har de så vist sig at være stærke i gruppearbejdet eller taget godt imod instruktion, når vi har arbejdet med dem.

Typisk siger vi nej til de aspiranter, der synes uimodtagelige for de anvisninger, vi forsøger at give dem til prøven.

Vigtigheden af at møde den

rigtige professionelle rollemodel Vi har stædigt holdt fast på, at al undervisning bliver varetaget af professionelle kunstnere, som har lyst til at undervise.

Limfjordsteatret er et professionelt producerende teater, og selvfølgelig skal det også afspejles i undervisningen. Eleverne skal forstå, at de er elever hos en professionel, kunstnerisk virksomhed.

Dette giver eleverne en meget klar idé om, hvad professionel scenekunst er og kræver.

Det udvikler et dybt engagement hos eleverne, og i flere tilfælde har det inspireret kunstnerne til at tænke nye tanker og få nye ideer.

Flere af lærerkræfterne har ytret

ønsker om at få lov at komme tilbage og arbejde videre med eleverne efter de endte forløb, fordi eleverne har inspireret dem, og fordi de har oplevet, at noget nyt har været ved at opstå.

Dette er ikke et mål i sig selv, men blot en positiv side effect.

Lærerkræfterne kommer fra både ind- og udland afhængigt af det ønskede forløb, og vi har således haft folk som Sarah Boberg (meisnerteknik), Julie Wieth (castingteknik), Jan Ferslev fra Odin Teatret (krop og nærvær), Gabriel Hernandez Ladino fra Teatro de los Sentidos i Barcelona (sensorisk teater) og Michael Fields fra Dell’Arte Player’s Company i Californien (physical acting) til

at undervise de unge.

Oven i det har vi haft dramatikere som Eva Littauer, Line Mørkeby og Jens Smærup Sørensen til at skrive helt nye stykker specielt til vores hold.

Vi tror på, at den direkte kontakt til det professionelle miljø er afgørende for en konstant og tryg udvikling.

Fokus med TeaterTalent Mors er hele tiden at styrke den fundamentale, personlige og faglige udvikling, som gerne skulle gå fra intuitive fornemmelser til en langt større grad af opmærksomhed og bevidsthed.

Lærerne er derfor valgt ud fra, hvem der vil kunne bidrage til at skærpe dette.

At mødet med de forskellige

�TeaterTalent Mors er mit praktiske frirum.

Skolen/gymnasiet er alt det teoretiske� |

kunstnere så har den heldige bivirkning, at det også giver et indblik i forskellige opfattelser af scenekunst, er jo kun en styrke.

Fordybelse frem for forestillinger Når eleverne starter hos os, har de typisk ret meget produktionserfaring fra fx ungdomsskoler og efterskoler, men ikke megen erfaring med at modtage rigtig undervisning. Dette tages der højde for i skemaplanlægningen.

Som pædagogisk strategi i forhold til den menneskelige og skuespillermæssige udvikling lægger vi særligt vægt på det fysiske arbejde, og hele det første semester er tænkt som et ”kend dig selv og dit hold- semester” med dramatisk grundtræning, dans og fysisk træning samt musisk træning og begyndende stemmearbejde varetaget af forskellige relevante lærere.

Dette forbereder de unge på, hvad der kræves af dem, når lærerne udefra herefter kommer og bidrager med det meget tekniske arbejde.

Vi prioriterer værkstedsarbejdet og fordybelsen frem for produktionerne.

Det er væsentligt for elevernes mulighed for at udvikle sig, at der er ro til udvikling, og at de ikke hele tiden skal ”præstere”.

Men selvfølgelig duer det ikke kun at træne, hvis man ikke engang imellem ”spiller kamp”.

I løbet af de to år laver eleverne typisk to forestillinger samt enkelte arbejdsdemonstrationer.

Talentarbejdet som en del af

det professionelle teatermiljø Med tiden er talentlinjen blevet mere og mere integreret på Limfjordsteatret som en del af teatret. Således har vi gode erfaringer med at bruge eleverne i forbindelse med udvikling af teatrets nye, professionelle forestillinger, hvor de fungerer som ”kritiske øjne” og samtidig byder ind med ideer. Det er lærerigt for eleverne, der opdager hvilke overvejelser, der ligger bag udarbejdelsen af professionelle forestillinger. For teatret har det vist sig særdeles værdifuldt med denne sparring. Udvekslingen af ideer har ofte flyttet og inspireret den kreative proces, og ikke sjældent har elevers ideer fundet vej ind i en forestilling.

Synergien mellem talenterne og de professionelle kunstnere er altså særdeles udbytterigt for begge parter, og vi har gradvist udviklet på dette. Således medvirkede talenterne i teatrets juleforestilling ”Livet og Sår’n” i 2015 sammen med de professionelle skuespillere.

Forankringen på teatret og på Mors Vi har besluttet, at linjen fremadrettet i endnu højere grad skal afspejle Limfjordsteatrets arbejdsmetoder, hvorfor devising og musikalitet vil blive styrket yderligere. Det er vigtigt, at det er Limfjordsteatrets talentlinje, og at erfaringerne herfra bliver brugt, fremfor at blive en selvstændig talentlinje, der kunne ligge hvor som helst.

Samtidig har vi forsøgt at gøre

linjen til en del af Mors. Vi har et nært samarbejde med Morsø Gymnasium om skemalægningen, ligesom eleverne har optrådt i forbindelse med både børneteaterfestivalen i Nykøbing Mors 2013 og Kulturmødet i august. Typisk har i hvert fald en af de to offentlige forestillinger taget udgangspunkt i Mors. Fx lavede holdet i august 2014 forestillingen ”En Flygtning fra Jante” frit efter bøger af Aksel Sandemose, der var født på Mors, og i august 2016 spilles der ”Hellige Kys” af Jens Smærup Sørensen om den kyssesekt, der opstod på Mors i 1700-tallet.

Et frirum, hvor man kan være og udvikle - sig selv Udover den konkrete faglige læring og udvikling er der udsagn fra eleverne, der ofte går igen: ”TeaterTalent Mors er et trygt frirum, hvor man ikke bare kan være sig selv, men også udvikler det selv, man har”. ”TeaterTalent Mors er mit praktiske frirum. Skolen/gymnasiet er alt det teoretiske”.

Tidligere studsede jeg lidt over, at TeaterTalent Mors blev oplevet som et frirum, for vi kræver høj disciplin, og der er mødepligt til ALLE aktiviteter.

Henad vejen er det dog gået op for mig, at der i mange unge mennesker er en kæmpe længsel efter at arbejde med noget, der er større end dem selv, at blive taget alvorligt og at lære fordi man selv vælger det.

Måske er det modbevægelsen til vore dages reality-shows,

hvor hurtig berømmelse bliver tilbudt mennesker bare for at være det de er, men uden dybere mening eller ønske om at udtrykke noget.

Det ligger mig meget på sinde at fortælle eleverne, at ønsker de taletid, som jo er det man får, som skuespiller/kunstner, så forpligter man sig på at bruge den taletid til noget meningsfuldt.

Det er en forpligtelse, der synes at blive større i takt med, at erfaringen bliver større.

Krav om udvikling men ikke om specifikke mål Vi forbereder meget bevidst ikke eleverne til optagelsesprøve på skuespillerskoler i Danmark eller andre steder. TeaterTalent

Mors er et selvstædigt forløb med sin egen start – midte – og slutning. Hvad eleverne efterfølgende vælger at bruge det til, er op til dem selv. Flere ændrer mening i løbet af de to år. Nogen der bare gerne ville prøve det af, beslutter sig for at gå målrettet efter at blive skuespillere. Andre der troede, at det var det de skulle, ændrer mening.

Uanset hvad, ser vi tidligere elever i mange funktioner: medvirken i film (en tidligere elev har endda været Bodilnomineret for sin rolle), etablering af nye teatergrupper, fortsatte studier på teaterskoler eller dramaturgi, medvirken i professionelle forestillinger på Limfjordsteatret og på Aarhus

Teater, undervisere på Limfjordsteatrets teaterskole for børn, arrangører og afviklere af events og forestillinger i forskellige sammenhænge til forskellige målgrupper, undervisere/ instruktører i ungdomsskoler osv. Men dette er alt sammen elevernes eget valg. Vi stiller ikke krav i forhold til elevernes fremtidige ambitioner.

Vi stiller udelukkende krav om ønsket om at udvikle sig i den tid man er elev på teatret, og hvis de erfaringer de har gjort hos os, gør det lettere for eleverne at prioritere fremtidige valg, har vi allerede opnået meget.

TeaterTalent Mors er en to-årig grunduddannelse i skuespilteknik og scenekunst under Limfjordsteatret.

Som udgangspunkt optager vi unge talenter i alderen 15 – 20 år. I snit får eleverne 10 timers undervisning om ugen inkl. forberedelse, forestillingsbesøg osv.

For tiden har vi elever, der kommer fra hele landet.

Undervisningen varetages udelukkende af relevante professionelle kunstnere. Eleverne møder omkring 15 ¨lærere i de to år, hvoraf 10-11 af lærerne udelukkende underviser i dramatik, de resterende underviser typisk i mere tekniske fag som dans, fysisk træning, sang/stemme, rytmisk grundtræning, stage fight m.m.

TeaterTalent Mors har eksisteret siden starten af 2013 og er udløbet af projektet TeaterTalent Nord, der var et talentforløb ved Himmerlands Teater, Vendsyssel Teater og Limfjordsteatret administreret af Mariagerfjord Kulturskole og afsluttet sommeren 2011. Der har således været talentudvikling på Limfjordsteatret siden 2009.

Vi optager elever hvert andet år. Næste gang efterår 2016.

stine BĂŚk Kielstrup| lens forfatterelev, tidl. elev pĂĽ Talentsko rvidenska b atu ter Stud. cand. mag. lit

The Talent Code |

“Skills is a cellular insulation that wraps neutral circuits and that grows in response to certain signals.” [Daniel Coyle]

The Talent Code Da jeg smed benene op på chaiselongen for at læse The Talent Code, var det med et stykke af kagen fra i går og en halv kande kaffe. Ikke fordi jeg ville forkæle mig selv, det var nærmere et forsøg på at holde energiniveauet så højt oppe, at jeg forhåbentlig ville komme igennem den på den ene aften.

Mine forventninger lå mildest talt ikke højere end idéen om endnu en pædagogisk håndbog om vejen til succes. Men man må da sige, at mine forventninger blev fortæret side for side, og da jeg slukkede lyset efter cirka 200 sider, stod kaffen stadig på sofabordet.

Bogen var langt mere end bare et par gode fif til, hvordan man blev bedre til fodbold. Det var et teoretisk og videnskabeligt arbejde, der gik bag udførslen og ind i biologien bag vores lagring af viden. Der blev ikke taget udgangspunkt i flyvske tanker, men i Daniel Coyles egen rejse gennem ni forskellige miljøer for talentudvikling.

Hans observationer gjorde det klart, at til trods for de forskellige fag som musik, baseball og skak, så delte miljøerne nogle fundamentale tilgange til deres talenter. Disse tilgange delte Coyle op i tre, der også opdeler bogen: Deep practice, ignition og master coaching. Alle niveauer forklares ud fra de biologiske principper, der defineres i starten af bogen. Det handler ganske enkelt om at finde ud af, hvordan vi som mennesker fungerer, og derfra hvordan vi ud fra den viden skal arbejde med os selv. Talent er hverken magi, held eller sammentræf; nøglen findes i biologien.

Ifølge Daniel Coyle kan vi alle blive professorer, vi kan alle lære at synge som Tornerose eller blive blandt de medaljevindende svømmere til næste OL. Potentialet ligger gemt i os alle, af den simple grund, at vi er mennesker. Det lyder vildt, måske urealistisk, men da Daniel Coyle begyndte sin rejse rundt på de ni miljøer for talentudvikling i december 2006,

var det starten på et projekt, der skulle vise sig at bekræfte netop den påstand.

Vi starter ved Coyles betagelse af den unge pige Clarissa, der i introduktionen præsenteres som ”the girl who did a month’s worth of practices in six minutes”, efterfulgt af et af bogens store spørgsmål - Hvorfor er det altid de samme institutioner, der spytter det ene talent ud efter det andet, uafhængig af skolens størrelse og antallet af elever?

Helt enkelt; det handler om elevernes arbejdsmoral.

Myelin – nøglen til vores udvikling Hjernen består af cirka 10% fedt og udgør kun 2% af vores samlede kropsvægt, alligevel betyder den alt og er som bekendt utrolig kompliceret. Vi skal ind i nervesystemet, ind i noget så småt som isoleringen om hver enkelt nervebane - også kaldet akson.

Denne isolering kaldes myelin og som ved isoleringen af en kobbertråd, forhindrer myelinen energien af de elektroniske

impulser i at sive ud af nervebanen og derved svække signalet.

Jo stærkere signalet er mellem aksonerne, jo hurtigere vil vores reaktioner være. Men hvad har det med talentudvikling at gøre? Det hænger sådan sammen, at jo mere myelin, der omslutter nervebanerne, jo mindre varmetab vil signalet have og jo stærkere vil det nå frem til den modtagende nervecelle. Derudover så øger myelinen signalets hastighed, og vores reaktionstid bliver derved mindre.

De mange nervebaner aktiverer hinanden ved at videresende signalerne og kan minde om en dominoeffekt. Ved scanninger kan vi se, hvilke områder i hjernen, der aktiveres når man eksempelvis spiller på klarinet som Clarissa.

Scanningsbilledet viser, hvordan forskellige dele af hjernen, skiftevis oplyses for så igen at slukkes. Denne blinken viser eksplicit, hvordan nervebanerne aktiverer hinanden i dominoeffekten.

Talent er en kemisk mekanisme i de neurologiske forbindelser, som vokser og styrkes gennem aktivering Første gang et barn spiller på en guitar, skal der sendes signaler ud i nervebaner, som det ikke har arbejdet med før. Det betyder at mængden af myelin er begrænset, og man reagerer derfor langsomt og besværet. Bliver man ved med at øve sine greb på guitaren, vil signalet blive almen kendt, forbindelsen bliver stærk og en vane opstår.

Myelinen dannes under aktivering og nedbrydes under stilstand. Det betyder, at langvarige og gentagende aktiveringer af de specifikke systemer og forbindelser i nervesystemet, vil medføre et hurtigere og stærkere signal. Vores evner styrkes altså helt enkelt gennem det at handle – eller som Coyle

siger: action, action, action!

Der kan naturligvis også dannes vaner, som ikke er ønskede.

Man kan spille et stykke forkert på klaveret så mange gange, at hjernen lagrer det som en stærk forbindelse, det vil sige, at man får en større tendens til at spille forkert end rigtigt. Det er utrolig svært at nedbryde gamle vaner, så her må man i stedet arbejde på at opbygge nye vaner, der kan overgå de gamle i styrke.

Man kan også udnytte vanerne som en genvej, ved at knytte ny viden til noget, der allerede er lagret. Ved f.eks. at nedbryde en dans i de enkelte bevægelser, kan man forbinde allerede kendte bevægelser og derved ved langsom gentagelse skabe en kontakt mellem de mange dele til en ny helhed. Man skaber nye vaner, gennem gamle vaner.

Undervisning handler ikke om at forme eleverne til at passe ind under en talentdefinition for hver af de enkelte kunstarter.

Det handler om at fratage dem deres dårlige vaner og stimulere deres passion for at udvikle sig, så de efterfølgende søger udfordringer, som forhåbentlig kan sende dem videre op mod stjernehimlen.

Fremgang kommer af fejltrin Det var det Coyle oplevede, da han besøgte den skole Clarissa gik på. Clarissa tog klarinetten til munden og spillede Golden Wedding for første gang. Hun lyttede til sangen, studerede noderne, tog klarinetten til munden og spillede det første stykke.

Hun spillede forkert og stoppede med det samme. Hun nynnede melodien og betonede rettelsen af sin fejl: Dah dah dah dah.

Der var fejlen! Hun lyttede til sangen igen, studerede noderne, nynnede, spillede sangen igen,

langsommere og mere intenst.

Spillede rigtigt og fortsatte til hun stødte på en ny fejl, hvorefter processen gentog sig.

Ved at stoppe op, hver gang hun fejlede, nåede fejlen ikke at blive lagret som en vane. I stedet nærstuderede hun lyden og noderne, og betonede fejlen. Så satte hun tempoet ned og gennem den øgede bevidsthed brugte hun fejlen som springbræt til at komme videre. Bevidstheden om, hvad man gør, er helt afgørende for om evnerne lagres og derved udvikles hurtigere. Coyle skriver selv: “They have tapped into a neurological mechanism in which certain patterns of targeted practice build skill. Without realizing it, they have entered a zone of accelerated learning that, while it can’t quite be bottled, can be accessed by those who know how. In short, they’ve cracked the talent code.”

Derfor er det også væsentligt hele tiden at arbejde uden for sin komfortzone. Man skal arbejde i det rum, hvor det er muligt at fejle, for det er kun her, at man kan lagre de nye forbindelser og derved brede sine evner ud i flere systemer.

Så langt så godt Når nu en af nøglerne til talentudvikling rent biologisk har vist sig at være et resultat af gentagelser og langvarig koncentration, så må vi afskrive den tidligere opfattelse af talent som noget pludseligt opstået og genetisk.

Vi finder sandt nok ofte flere talenter i samme familie eller under samme tag. Men det handler mere om en fælles miljøpåvirkning, som f.eks. forældre, der konstant stimulerer deres børns interesse, da de selv er bevidste om, hvor væsentlig den høje arbejdsmoral er.

Det var denne tilstand af dyb koncentration, Coyle oplevede hos eleverne de steder, han besøgte.

Det var gennem den nye biologiske tilgang, han begyndte at se Clarissas udførsel som en egentlig arbejdsmetode, frem for et givet talent. Han begyndte at se ideen om talentudvikling som opbygning af myelin i alt, hvad han beskæftigede sig med. Han så potentielt talent i hvert enkelte individ; det var bare et spørgsmål om niveauet af arbejdsmoral og intensivering af den dybe koncentration deep practice.

Herfra går Coyle videre til at undersøge, hvad motivation egentlig er, og hvordan man kan arbejde med den.

Kærlighed til det du gør Passionen og motivationen for

vores arbejde er altafgørende for, hvor langt vi kan nå. I 1997 foretog Gary McPhersom et eksperiment, for at undersøge motivationens betydning for talentets udvikling. Alle børn blev spurgt under deres første musiklektion: hvor længe tror du, at du vil spille på instrumentet? De børn, som fra starten havde svaret, at de ville spille på deres instrument f.eks. for evigt eller til jeg skal på college, udviklede sig langt hurtigere end de børn, der fra starten, havde sat en kortere tidslig horisont. Det er bare et af flere eksempler fra Colye, der understreger at vores evner er knyttet til vores motivation frem for vores gener.

Vi ved altså nu, at vi skal arbejde langsomt og knytte ny viden

til gammel med udgangspunkt i motivation.

Action, action, action, men…?

At finde ind til og opretholde motivationen er en videnskab i sig selv. Hvilket sikkert også er grunden til, at Coyle har valgt at lade netop coaching overtage det sidste afsnit af bogen. Her understreger han kraftigt, at coaching ikke handler om at skabe talenter, men at lære eleverne selv at kunne håndtere problemer og videreudvikle deres evner inden for faget.

Whitmore, der var med til at grundlægge coaching definerede dets funktion ved: Coaching er at slippe en persons potentiale løs for derved at maksimere dennes præstation. Det er at hjælpe ham

...Without realizing it, they have entered a zone of accelerated learning... |

til at lære, snarere end at lære ham noget (Whitmore, 1997).

Det handler om at finde ind til personen og arbejde indefra og ud, lære dem at arbejde og lære dem selv at kunne aktivere deres egen motivation. Coachen skal være en uudtømmelig kilde af løsningsforslag og vinkler på elevens arbejde.

Han skal fastholde en konstant motivation, som reelt muliggør elevens fremskridt.

Coyle skriver, at coachen f.eks. skal afbryde sangeren, hver gang hun synger forkert og derved forhindre hende i at lagre dårlige vaner. Det er hans job at skabe så mange tværgående associationer til det at synge, mens hun gør det, for at favne forståelsen, øge fokus og derved myelinproduktionen.

Personlighed er det, der skaber det ekstraordinære Der er måske en tendens til, at vi i undervisningsverdenen i dag lærer børn og unge inden for de enkelte fag, hvordan de skal formulere sig, og hvordan de skal opføre sig eller performe over for underviseren eller coachen. Men det er at skyde sig selv i foden, for talentets person forsvinder i den korrekte fremtræden. Coyles pointe er at coachen på den måde vil have meget svært ved at nå ind til personen og finde frem til de knapper, der skal trykkes på for at øge motivationen.

Talenter skal ikke puttes i kasser, men kastes opad, hvor de har noget at gribe efter.

Myelin med i metoden?

I vores talentprogrammer landet over kunne vi måske spørge os selv, om vi har plads til de ekstraordinære personligheder? Lærer vores elever at skrive/ performe/ visualisere/ udtrykke sig korrekt og vil vi derfor aldrig komme ud i gråzonerne, hvor det gør ondt, men også er fascinerende? Der hvor det bliver til kunst? Hvordan motiverer vi vores elever rundt omkring? Og endnu vigtigere, hvis vi er med på Coyles pointe om myelin og deep practice, er vores metoder så ligeså effektive som de kunne være?

Dansk Center for Kunstnerisk Talentudvikling

talentskolen.nu