Magasinet Talent #4

talent [december 2016|tanker om talentudvikling]

kathrine sanne KOFOLLDAG| susan HIN OD OLSEN| marie-lou NUM| tine ENGE ise EXNER| henrik MI L MOGENSEN| astrid WI KLOS ANDERSEN| heine SKJ NSLØW HAMMER| annette S ERNING| jan ulrik ALVAD| SAKSØ CHR INTZ JUH

L|

– om billedkun st |

Talent #2 – om billedkunst | Dette nummer handler om det særlige ved billedkunstnerisk talentudvikling. Erfarne praktikere har bidraget med provokation, viden og indsigt.

Med dette magasin ønsker vi at bidrage til debatten om talentudvikling på nationalt niveau og i et bredt kunstfagligt felt. Vi tror på, at der er viden at hente og dele, hvis kunstarterne deler erfaringer og tanker om talentudvikling på netop deres felt.

Magasinet udgives af Talentskolen i Næstved og Dansk Talentakademi i Holstebro. Alle talentudviklere, forskere, undervisere, kunstnere, performere, forfattere, politikere og andre inte-

Nummer 4, december 2016 Layout: Uffe Skaaning Lind Tryk: Jannerup Udgivet af Talentskolen, Næstved og Dansk Talentakademi, Holstebro |

ressenter, som har noget på hjerte, er velkomne til at byde ind og sende os artikler og kommentarer, som vi forbeholder os retten til at redigere.

Vi udkommer en gang om året, dels i trykt gratis format, det vil være tilgængeligt for faglige kredse at abonnere på, og dels som PDF til download på hjemmesiderne hos Dansk Talentakademi og hos Talentskolen.

God fornøjelse!

Venlig Hilsen Søren Taaning, Dansk Talentakademi og Kathrine Olldag, Talentskolen

NĂŚste frist for aflevering til magasinet er d. 1. oktober 2017.

Materiale sendes til talentskolen@naestved.dk |

I anledning af 10-året for BGK-forsøgsordningen | kathrine OLLDAG|

entudvikling Leder ter for Kunstnerisk Tal Talentskolen -Dansk Cen

De billedkunstneriske grundkurser har på en måde ti års jubilæum i 2016, selvom enkelte af dem har lidt flere år på bagen. I dag fungerer BGK’erne eller lignende talentudviklingsprogrammer tretten steder i landet fordelt med syv vest for og seks øst for Storebælt. De ni af dem er modelleret over de statsstøttede musikalske grundkurser, og kopierer derfor så vidt muligt bekendtgørelsen for MGK. Det betyder, at de er tre-årige og at undervisningen finder sted ml. 32 – 36 uger om året i 8 – 12 timer om ugen. Det betyder også, at der er optagelsesog afgangsprøver med censor og at undervisningen tilrettelægges så eleven samtidig kan gå på en ungdomsuddannelse.

Forsøgspuljen 10-års jubilæet kommer af, at det daværende Statens Kunstråd i 2006 nedsatte en pulje til forsøg med kunstneriske grundkurser, som kunne søges til og med 2009. Som en del at afrapporteringen indstillede kunstrådet at forsøget skulle videreføres som en blivende støtteordning i finansloven, men det blev nedstemt i Folketinget. Herefter var de allerede etablerede BGK’er overladt til selv at finde driftsmidler, hvilket medførte lukning af nogle af dem. Resten fandt kreative måder at organisere sig på, så de

i dag hviler i alle tænkelige konstruktioner, der gør det muligt at fortsætte tilbuddene.

BGK skal definere sig selv Men hvor vi på BGK’erne indtil nu har haft fokus på overlevelse og finansiering, så er det måske ved at være tid til, at vi kigger på, hvad det egentlig er vi laver? Understøtter vi egentlig kunstnerisk talentudvikling med det vi gør?

Kan kunstakademierne mærke, at vi findes? Er det ikke på tide, vi selv definerer billedkunstnerisk talentudvikling og holder op med at kopiere fra MGK-bekendtgørelsen? For mærker vi ikke alle, helt konkret i vores hverdag, at billedkunstneriske talentudvikling er noget ganske andet end musikalsk talentudvikling?

Modenhed er vigtigt På Talentskolen oplever vi, at når eleverne virkelig rykker sig, så sker det af flere forskellige årsager.

For det første oplever vi, at vores meget unge elever ikke er helt så meget med, som de er fra 17 år og opefter. Modenhed er en fordel, fordi billedkunstnerisk praksis i dag hænger sammen med kritisk og analytisk tænkning, evnen til at forholde sig til sig selv, til egne og andres værker og til omverdenen.

Her træder en af de mest udprægede

forskelle på billedkunsten og musikken frem, idet disse karaktertræk jo ikke er vigtige parametre for det unge musikalske talent, som kan blive optaget på MGK allerede som 14-årig.

Håndværkets rolle En anden vigtig forskel er musikkens essentielle fokus på håndværk og kunnen med repetitiv øvelse som den centrale læringsmetode.

Håndværksmæssig kunnen er også vigtig for billedkunstneren, men spiller ikke nær så stor en rolle som hos musikeren. Samtidskunstnere udtrykker sig generelt gennem mange forskellige medier med en bred vifte af metoder og værktøjer.

Så en mere traditionel tilgang til billedkunst som håndværk er blot én af en lang række forskellige greb, som anvendes på den internationale kunstscene i dag.

Kontekstforståelse, færdighed og personlighed Lars Bent Pedersen, daværende professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, fremlagde sine betragtninger omkring emnet for det nationale netværk af BGK’er og talentprogrammer i 2015 og fortalte, at det, som de kigger efter på akademiet, når de optager unge nye talenter, er en blanding af tre egenskaber: kontekstforståelse,

færdighed og personlighed.

Altså for det første, forstår ansøgeren den aktuelle samtidskunst, som hun byder ind på, og har hun et bud på, hvad hendes plads er i den?

For det andet, har hun færdighederne til at kunne udtrykke det hun sigter efter?

Og for det tredje, kan man mærke hende som person? Har hun noget på hjerte? Hvad vil hun med sin kunst?

For mig at se, er det nogle optagelseskriterier, som kræver en anden

type talentudviklingsprogram, end den MGK’erne har struktureret og som vi – indtil videre – har kopieret. Jeg siger ikke, at vi ikke kan bruge MGK-rammen, hvis det viser sig, at den passer godt til det metodiske indhold, vi på BGK’erne har erfaret virker godt. Men lad os først få alle erfaringerne ud i lyset, så vi kan tjekke om vores antagelser holder vand. Lad os få kigget systematisk på vores erfaringer.

Så hvad skal et talentudviklingsprogram så indeholde for at kontekstforståelse, færdigheder og

personlighed kan udvikle sig i samspil?

Et bud fra Talentskolen Vi kan tydeligt se og høre, når eleven har ”knækket” koden og begynder at forstå sin egen plads i den billedkunstneriske kontekst, hun byder ind på. Når det sker, så følger de praktiske færdigheder og nysgerrigheden overfor kunstscenen ofte med.

Ifølge vores egen og andre BGK’ers erfaring er der nogle specifikke forhold, der helst skal være tilstede,

for at det enkelte talent knækker koden og får det spark, der skal til for at chancen for et liv og en karriere med kunsten lykkedes: 1. Mange gæstelærere Det er vigtigt, at eleverne møder mange forskellige kunstnere, som udtrykker sig i forskellige medier, og som repræsenterer forskellige kunstsyn. Det at møde rollemodeller, som præsenterer én for mange forskellige tilgange til samtidskunsten, understøtter den unges afsøgning af sin egen vej og sin egen plads. Der en mange måder at lave kunst på, og den opdagelse gør eleven modig og selvsikker (og der kommer mere spændende kunst ud af det). Så vi anbefaler helt klart, at så mange gæstelærere som muligt lukkes ind på værkstedet, frem for at lade undervisningen udelukkende være op til 1-2 faste hovedundervisere.

2. Udflugter og studieture til udstillinger og kunstfestivaler Af samme grund er det også uhyre vigtigt, at unge kunststuderende

ser så meget kunst som muligt.

Vores generelle oplevelse på Talentskolen på vores forskellige linjer (film, scenekunst, forfatter og kunst/design) er at vi ikke kan tage det for givet, at vores elever for alvor har undersøgt det felt de byder ind på. Filmeleverne har ikke set så mange film, scenekunstleverne er ikke faste teaterbrugere og kunst/design-eleverne går ikke nær så meget på udstillinger, som vi kunne tænke os. De har brug for at få peget tingene ud og få et lille skub. De har brug for, at vi bruger undervisningstid på at tage på gallerirunde i København, på studietur til Documenta, på atelierbesøg osv. Det åbner ligeså meget, måske endda mere, for nogle erkendelser der ikke kan nås alene på værkstedet derhjemme.

3. Koncentration og planlægning Vi tænker meget over, på hvilke tidspunkter vi tilrettelægger undervisningen. Vores elever undervises 10 timer om ugen, og det er en konstant balance at få det til at fungere med en ofte travl uddan-

nelseshverdag. På to hverdage om ugen begynder undervisningen kl.

17, hvor mange elever allerede er trætte og ukoncentrerede. I starten fortsatte vi til kl. 22 på de aftener, men den sidste time mellem 21 og 22 var der ingen, der havde noget godt ud.

Men de ti timer skal jo placeres, og på det nu nedlagte BGK Arken havde lederen lavet en struktur, som så ud til at fungere godt for alle. Året var delt op i gæstelærerforløb á tre ugers varighed.

De havde to undervisningsgange på hverdage, hvoraf det ene på to timer var et artist talk, og det andet var et kort tretimers værkstedsforløb. Over tre uger ville der så ”mangle” i alt 15 timer, der blev lagt i eet koncentreret praktisk weekendforløb i løbet af de tre uger, hvor eleverne var fokuserede, udhvilede og nærværende.

4. Udstillingsprojekter og samarbejdsprojekter med kunstmiljøet Når vi tager vores elevers arbejde alvorligt, gør de også selv. Og særligt udstillingsprojekter og

samarbejdsprojekter er med til at løfte niveauet. Der er meget læring at hente, også om alt det der er udenom kunstneren og hendes egen værkproces. Der er deadlines, aftaler, PR, tilladelser, vagtplaner, kataloger og plakater – alt sammen er det med til at skærpe den unges kontekstuelle bevidsthed og opmærksomhed.

Det er i høj grad talentudviklende.

5. Gennemgang og dialog Det er også vigtigt, at eleverne lærer at tale om deres værker, og modtage og give konstruktivt fagligt feedback. Selvom værkerne er elevens personlige udtryk, som ofte repræsenterer holdning og hjerte, så skal de også lære at se værket som noget uden for dem selv, som de og andre forholder sig til. Refleksionen og dialogen omkring deres egne værker er med til at skærpe deres blik og blive endnu bedre til at finde deres egen stemme som kunstnere.

6. Tid til fordybelse Selvfølgelig er det vigtigt at have

god tid til processerne på værkstedet. Men der er ingen evidens for, at det lige nøjagtigt er ti timer om ugen i tre år, der gør udslaget.

Hvad nu hvis det kun var otte timer om ugen? Ville det så holde op med at være talentudvikling?

Eller hvis det nu var tredive timer om ugen i et år – og derved ligeså mange timer som der i alt er sat af på et almindeligt BGK-forløb?

Ville det så holde op med at være et BGK? Hvis vi kigger på, hvem der kommer ind på kunstakademierne, så ser det ud til, at der er større optag af elever, der har været på et halvt års intensiv højskoleophold, end de der kommer fra BGK’erne.

MGK lagde snittet ved 10 timer om ugen i 3 år, men skal vi også det?

MGK er struktureret så det følger gymnasiet og er helt overvejende rettet mod gymnasieelever, men skal BGK også være det?

Hvis Kulturministeriet en dag ønsker at kigge på BGK-området, så håber jeg, at de vil være med til, at vi får undersøgt, hvordan vi bedst muligt sammensætter et billed-

kunstnerisk talentprogram, og ikke forfalder til at mene, at det skal gøres som hos MGK’erne. Det er det, jeg har forsøgt at argumentere for, at det IKKE skal.

Skal der være minimumskrav til undervisningens indhold? Hvilken aldersgruppe skal vi målrette tilbuddet efter, hvis vi nu IKKE kopierer MGK? Hvor meget tid skal eleverne have, i hvor lang en periode, og skal undervisningen tilrettelægges i weekender frem for i hverdage?

Alt dette er forholdsvist nemt at undersøge, for vi ved det allerede.

Erfaringerne er til stede rundt omkring i de efterhånden mange talentprogrammer, de er bare ikke samlet, systematiseret og analyseret. Så vi har alle forudsætninger for selv at definere, hvad billedkunstnerisk talentudvikling er, og én gang for alle vriste det fri af MGK-skyggen.

Idé, intentionalitet og sensibilitet | Talent er lidt af et modebegreb i disse år.

Alle vil gerne have talent, vise talent, støtte talent og talentudvikling. Tænk bare på den endeløse kavalkade af tv-programmer, der fokuserer på forskellige former for talent, som enten skal udfoldes eller ikke er blevet udfoldet: X-faktor, Vild med Dans, Mesterkok, Bagedysten, Danmark har talent, Voice Junior, og der er sikkert mange flere.

Den vurdering dommerne foretager i disse programmer, er egentlig ikke så langt fra den måde, man optager studerende på i det virkelige liv. Selvfølgelig mere grundigt og dybdegående og heldigvis uden rullende kameraer.

Optagelsen Der optages ca. 25-30 studerende på uddannelsen om året ud af ca. 6-700 ansøgere. Ansøgerne indsender i alt 5 værker, som er dokumentation af alt fra video til digitale værker, malerier, skulpturer, installationer, performances, lydværker, grafiske værker og meget andet. Optagelsen foregår digitalt.

På Kunstakademiet har kunstnerisk talent altid været udgangspunkt for optagelse på uddannelsen, fordi det er helt afgørende, at værket udviser en eller anden form for originalitet og potentiale,

Optagelsen er en lang proces.

Først registreres værker og følgeoplysninger digitalt og så sendes værkerne til juryen. Juryen består af 12 personer: professorer og lektorer og rektor, foruden to

som talent måske kan identificeres som. Ulig X-faktor er det altså ikke den dygtigt udførte kopivare, der er i højeste kurs, men det personlige udtryk eller den personlige idé og så selvfølgelig selve udførslen af det udtryk eller den idé, der ligger bag værket.

sanne KOFOD OLSEN|

stskoler Kunstakademis Billedkun Rektor, Det kgl. Danske

censorer og to studerende. Alle har stemmeret. Den første afstemning foregår digitalt. Alle sidder hver for sig og ser alt materialet igennem (ca. 3000 værker). Man stemmer på det man ved første gennemgang synes kan indeholde noget interessant. Ansøgere, der får 2 eller flere stemmer går videre til anden runde.

Anden runde foregår på Kunstakademiet, hvor hele juryen samles. Sammen ser vi værkerne præsenteret på en storskærm og stemmer herefter igen ved håndsoprækkelse. Stemmerne tælles og de ca. 60%, der har fået flest stemmer går videre til 3. runde. Så ser vi det hele igen og stemmer igen. Efter 3. Runde er vi nået ned på omkring 80100 ansøgere. Nu diskuteres alle ansøgerne nøje, før der stemmes om, hvorvidt de skal gå videre.

Vi skal ende på omkring 50 ansøgere, som skal inviteres til samtale. Den 4. Runde er rigtig svær, for efter så mange er siet fra, er der faktisk kun rigtig gode ansøgere tilbage. Der diskuteres meget ofte ret ophedet og der er vidt forskellige meninger, som selvfølgelig reflekterer de enkelte jury-medlemmers personlige holdninger. Der er jo ikke noget rigtigt og forkert, når det kommer til kunst, så derfor er det den enkeltes blik på værket, der er afgørende. Alligevel lykkes det selvfølgelig at nå frem til de 50-60 stykker, der skal til samtale.

Samtalen blev indført for nogle år siden, fordi den personlige præsentation af ansøgerens værker er vigtig. En af de ting, der ligges mærke til, er hvorvidt projektet synes personligt

og selvfølgelig overvejelserne bag værket. Man behøver ikke at være perfekt til at formulere sig. Man skal først og fremmest være oprigtig, så juryen kan mærke og iagttage, at værket/ projektet er noget man selv har skabt og at det er baseret på ens egne ideer. Efter samtalen udvælges de endelige ansøgere, der optages på kunstakademiet.

Med samtalerne bruges i alt 7-8 dage på optagelsen til BFA. Som sagt en lang og grundig proces.

Hvad kigges der efter, når alt er tilladt?

Det mange nok gerne vil vide er, hvad der så kigges efter?

Hvordan finder vi talenterne?

Hvordan spotter vi det gode kunstværk?

Det kan selvfølgelig være temmelig svært at definere, men det lykkes jo alligevel hver gang at reducere 6-700 ansøgere til 25-30, der optages. Så en eller anden fælles værdi og kvalitet kan man godt tale om.

Først og fremmest er Kunstakademiet en uddannelse, der fokuserer på samtidskunst. Samtidskunst kan jo være mangt og meget: fra maleri til installation, fra tegninger til netbaseret kunst. Før i tiden blev man optaget på kunstakademierne, hvis man var meget god til at tegne, male eller modellere. Sådan er det ikke mere. I måske hen mod 30-35 år har man optaget studerende, der arbejdede med samtidskunst i den ene eller anden forstand. I de sidste mange år har værkbegrebet desuden udvidet sig kraftigt. For 30 år siden var de mest udbredte værker maleri, grafik og skulptur. I dag er der forsat både maleri, grafik

og skulptur blandt ansøgeres værker, men der er også rigtig mange andre typer værker.

Da man i 1980’erne var meget optaget af postmodernisme, blev parolen ”alt er tilladt” brugt om samtidskunsten. Alt er stadig tilladt, når man søger optagelse på Kunstakademiet.

Derfor skal juryen forholde sig til et meget bredt spektrum af kunst.

Teknik Teknisk kunnen er selvfølgelig et parameter, der kigges efter.

Hvis man indsender en film, skal man selvfølgelig kunne både optage (eller instruere) og redigere. Hvis man indsender malerier, skal man kunne leve op til den præmis, der sættes for maleriet. Det skal være godt udført (man skal kunne male) og det skal som andre værker virke som noget, der kan bygges videre på. Netop dette, at der skal kunne bygges videre på noget, ligger i selve begrebet talent.

Man skal kunne blive bedre.

Undervisning i kunstneriske teknikker er en væsentlig del af uddannelsen.

Idé, intentionalitet og sensibilitet Et andet parameter, der kigges efter er ideen bag værket. Hvad er grundlaget for at lave det? Er ideen god, ligefrem original og hvordan er den udført. Noget af det, der er vigtigt, er at der er en sammenhæng mellem form og indhold. Det er også det, der arbejdes videre med, når man først er kommet ind: at stræbe efter at skabe en god form til det indhold, der er værkets udgangspunkt. Indhold behøver

ikke være en bestemt fortælling eller noget specifikt. Det kan også være et ikke-indhold, f.eks. hvis formgivningen er indholdet. Man kan også kalde det værkets intentionalitet (intention). Værket skal også helst udtrykke både en formmæssig og en indholdsmæssig sensibilitet.

Det skal være mangesidigt og åbent og ikke et alt for entydigt statement.

Kontekst Et andet aspekt, der kigges efter, er, om det ser ud til, at ansøgeren ved, hvad samtidskunst er. Der er selvfølgelig konventioner og typer af kunst, der er mere udbredt i tiden en andet.

Så selvom originaliteten ses som noget vigtigt, så må der meget gerne kunne spores et eller andet kendskab til hvad samtidskunst er. Det bliver for svært for den enkelte, hvis man kommer ind uden at have noget kendskab til samtidskunst, for det er jo omdrejningspunktet for både interesse og for læring og derfor også en forudsætning for at komme ind på studiet.

Man behøver ikke have en stor kunsthistorisk eller samtidskunsthistorisk viden, man skal blot have en interesse i samtidskunstfeltet.

Refleksion og bevidsthed Ansøgerens bevidsthed om, hvad han eller hun laver er også ret afgørende. Man skal kunne reflektere over sin egen praksis og også være selvkritisk. Det er noget af det, der afspejles i samtalen. Værket vil typisk tage udgangspunkt noget, man har gået og tænkt over eller diskuteret med andre. Refleksionen over eget værk er afgørende.

Refleksion og kritikalitet er vigtige værdier i uddannelsen. Det er en slags udviklingsværktøjer, der er helt afgørende, fordi netop den kunstneriske udvikling er selve pointen med uddannelsen. Man har et talent, når man kommer ind, og det talent kan kun udvikles, hvis man selv er i stand til at drive den dybest set personlige udvikling.

Alt for meget af det samme..

Alt for meget af det samme er ikke godt. I dag er der mange forberedende skoler til Kunstakademiet. Det er godt, for det betyder, at de ansøgere Kunstakademiet får allerede er ret kvalificerede og har en relevant viden om samtidskunst. De er forberedte til studiet på en god måde. Bagsiden ved forskolerne er i nogle tilfælde, at kunsten bliver lidt for ens. Juryen kan meget ofte identificere, hvilken skole ansøgerne har gået på, blot ved at se på værket. Der opstår let konsensus i de små miljøer på enten højskoler eller kurser og det er ikke en fordel.

Det er derfor ret vigtigt, at man på forskolerne og som enkelt person ser på så meget god kunst som muligt, så man kan lade sig inspirere af det fremfor hvad de tre andre i gruppen har lavet. Det er selvfølgelig umuligt ikke at påvirke hinanden, men her har man måske brug for, at man sammen udøver lidt kritisk refleksion sammen med hinanden.

Ingen opskrift Der er ikke nogen opskrift på hvad en stort talent er og heller ikke en formel for, hvordan man kommer ind på Kunstakademiet. Hvad god kunst er

og hvad en god kunstner er, er en blanding af mange forskellige faktorer, der skal gå op i en højere enhed. Herover har jeg beskrevet nogle faktorer, der indgår i vurdering af det kunstneriske talent. Såvel kunstværk som talent og åbne og flydende størrelser, som er meget subjektive på samme måde som vejen til forståelsen af kunstværket og talentet også er subjektivt.

Heller ikke en jury bestående af folk med stor erfaring for samtidskunst kan sige sig fri for at være præget af en vis konsensus, og også kunstakademier er jo præget af holdninger til, hvad der er godt og ikke er godt.

Et godt råd Man må som kunstner gerne være bevidst om, hvad det er man kaster sig ud i, før man går i gang med uddannelsen.

At være kunstner er jo en stærk identitet og det er også ofte en stærk drøm om at være kunstner, der ligger bag ønsket om at blive kunstner. Man skal dog gøre sig klart, at det at være kunstner ikke er et normalt arbejde og uddannelsen giver kun i begrænset omfang mulighed for ansættelse. Man bliver først og fremmest selvstændig kunstner og skal være indstillet på, at præmissen for at klare sig er et af og til konkurrencebetonet liv, hvor der kun i sjældne tilfælde bliver råd til villa, Volvo og vovse. At blive kunstner er både et studie og siden et liv, der kræver vedholdenhed og stædighed, men også en stor sensibilitet og åbenhed, hvis man skal klare sig i det professionelle kunstliv.

Man skal ville det!

susan HINNUM|

kolen på Ærø Forstander på Kunsthøjs

DET DÉR TALENT’eri | Gennem de seneste 10 år er folkeskolens billedkunstfag skåret heftigt i timer og tilskud. Den talentpleje som Undervisningsministeriet siden 2005 har understøttet i det danske undervisningssystem, har tydeligvis drejet sig om ganske andre fag, og især fag med tilknytning til de erhvervsfaglige uddannelser.

I den slipstrøm er der sket mange tiltag. For eksempel etableringen af Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenteret Sciencetalenter.

Et inspirations-, lærings- og videncenter for det naturfaglige fagområde. Centeret faciliterer talentudviklingsmiljøer på landets skoler og håbet er, at flere unge vil starte på en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse. Centerets seneste tiltag er oprettelsen af en talentvejlederuddannelse, for der er penge i talentudvikling – ikke blot i talenterne.

Med penge følger krav Indenfor det billedkunstneriske felt har brugen af ordet ’talent’ også grebet om sig. Nu er det ikke blot sports- fritidsordninger for de 16-25 årige, der kaldes talentskoler – det gør billedkunstskolerne også. En navneændring man må tro er valgt i håb om at tiltrække større ministeriel bevågenhed og

derfor bedre økonomi. Spørgsmålet er blot, om man på sigt ikke netop spænder ben for skoleordningen. Intet er gratis og med penge følger altid krav.

Talentskolerne – de tidligere BGK’er – har flere steder organiseret sig som centre, som servicerer alle kunstarter, for der er sat spot på talentudvikling og de unge skal sendes ind på en videregående uddannelse.

Det er der sådan set ikke noget i vejen med. Det gør vi også på Kunsthøjskolen på Ærø, hvor 75% af hver årgang efterfølgende fortsætter på et kunstakademi i eller uden for Danmark.

Så hvorfor denne uvilje mod at tale om talent?

Måske fordi der er så snublende kort mellem talent-afsøgning og talent-konkurrencen.

Måske fordi en enøjet fokusering på talent kan bruges som løftestang for tendenser, man helst vil være foruden.

Tidens hang til selviagttagelse og vores skærpede blik for egen ufuldkommenhed, betyder at unge i dag befinder sig i en konstant konkurrence med sig selv.

Man skal have x-faktor, være perfekt og talentfuld.

Sygeforsikring Danmark skøn-

ner at 130.000 danskere lider af depression og hen ved 100.000 af OCD, og de unge fylder godt i statistikken. Tal fra Statens Serum Institut viser at mere end 12.000 børn og unge under 19 år er på antidepressiv medicin. Hvor mange der er medicineret for OCD vides ikke, men fitness-kulturen inviterer til tvangshandlinger, så mon ikke tallet er endnu højere.

Man træner, sveder og straffer, godt hjulpet til af et uddannelsessystem, hvor der skæres i studiestøtten, hvis normeret tid overskrides. En ordning, der lige nu igen er til forhandling som del af regeringens kommende finanslovforslag – og selvfølgelig med endnu en skærpelse for øje.

Når der fra politisk hold stilles krav om, at ressourcerne også på billedkunstområdet anvendes samfundsmæssigt, er det forståligt at begreber fra økonomiske modeller vinder indpas. Charmerende er det dog ikke og heller ikke hensigtsmæssigt.

Kunsten som middel Når kunst spændes for et formålstjenligt projekt tabes et væsentligt aspekt. Fremfor at kunsten repræsenterer én vinkel af mange og i sig selv er formålsløs, skal udøvelsen

nu give mening i forhold til økonomisk analyse. Det passer bedst ind i en cost-benefit model, hvis kunstproduktion kan måles, vejes og helst også udløse medaljer af en eller anden slags. Det er her opmærksomheden omkring talentet kommer ind i billedet, for dét må da kunne skemalægges…

Det gjorde man for eksempel på Trapholt i fjor med udstillingen ”10.000 timer – hvad er talent ?”.

En udstilling der efter museets egen opfattelse udfordrede myten om den gudsbenådede kunstner.

I stedet blev det så kørt løs på myten om talentet!

De 10.000 timer Bag postulatet om de 10.000 timer stod talentforskeren Claus Buhl, der kunne henvise til den amerikanske forfatter Malcolm Gladwells bog ”Outliers” fra 2009, om den tid det tager at udvikle et talent. Nemlig to en halv times

træning pr. dag i ti år, men så er talentet også fuldt udfoldet ifølge Malcolm Gladwell, der har skrevet flere populærvidenskabelige bøger blandt andet om kulturelle epidemier forklaret ud fra sommerfugleeffekten. Paradoksalt nok satte hans bog ”Outliers” netop sådan en kulturel epidemi i gang, og i dag er de påståede 10.000 timer nærmest et mantra indenfor talentudvikling af unge.

Kunne aldrig drømme om at kalde det ’talent’ Nogen kalder sikkert det vi gør på Kunsthøjskolen på Ærø for talentudvikling, men personligt kunne jeg aldrig drømme om at bruge ordet talent. Det klæber lidt for meget til en klassisk forståelse af kunstnerisk kvalitet målt som dygtigt udført håndværk. Om man kan tegne så det ligner, er underordnet – det vigtigste er, hvad man bruger det til.

Det private bliver til poltik Det er sædvane indenfor politik at perspektivere ethvert emne gennem en person-’case’. Konsekvensen er, at det privat erfarede ophæves til almen sandhed, og ikke længere er et filter, man bare selv ser verden gennem. Som for eksempel da statsministeren i sin åbningstale i den 4. oktober i år, helt i tråd med tiden, brugte sin egen private historie som indledning: ”Min mor fik aldrig en uddannelse. Men hun var den klogeste, jeg har kendt. Og hun havde store drømme.”

Heldigt for Lykke Rasmussen at mor var klog – også selvom hun ikke fik en uddannelse. Men, mindre heldigt brugt i en redegørelse, der blandt andet varslede nedskæringer i SU’en.

Vi stiller krav til kursisterne Med fare for at lave en ”Lykke Rasmussen” vil jeg give et par

eksempel på de rammebetingelser Kunsthøjskolen på Ærø arbejder med omkring dagligdagen på værkstederne samt efterårssemestrets afsluttende udstillingsprojekt.

På ugeskemaet står der ”kunst” og ikke andet, ud fra den holdning, at i kunsten genereres ethvert emne med tilknytning til en omverdensforståelse inddragende filosofi, samfund, køn, etnicitet … you name it.

På værkstederne er det op til den enkelte kursist selv at vælge, hvilke materialer og medier man ønsker at udtrykke sig i. Det kræver, at de unge kunstakademiuddannede kunstnere, der står for undervisningen er i stand til at favne mere end deres egen faglighed. Til gengæld repræsenterer de inviterede undervisere også en bred vifte af faglighed. Der skiftes mellem underviserne hver anden uge, og ingen kommer mere end en gang pr. hold.

Undervisningsformen stiller store krav til kursisterne, for der er ingen fast lærer at læne sig op af og eventuelt adoptere et formsprog fra. Strømmen af undervisere tvinger samtidig kursisterne til, at forholde sig sprogligt til de projekter de arbejder med.

De enkelte 14-dages forløb afsluttes med gennemgang i mindre kritikgrupper, hvor der skabes et fælles sprog omkring kunst.

Udover den daglige undervisning er der foredrag og samtaler på aftenforedrag og morgensamlinger, hvor et link mellem det som foregår på værkstederne og den aktuelle samtidskunst etableres. Filosofien er, at alt kan danne udgangspunkt for et værk – også et tur til Dagli’Brugsen i Søby.

Man kan jo tælle skridtene og starte der…

Sku’ det være kunst?

Efterårssemestret afsluttes med en udstilling uden for skolens område, og gennem årene har vi indtaget mange forskellige lokaliteter. Sidste år rykkede vi ind på den netop nedlagte XL-trælast på Søby Havn. Der var sat tre uger af til værkproduktionen, men derudover var rammerne helt frie.

Udstillingen fandt sted lørdag og søndag midt i december og efterfølgende ankom billedkunstneren Asbjørn Skou, der som ”hemmelige gæst” forestod gennemgangen af de 20 kursisters værker over et par dage.

Et af udstillingens værker ”god jul” var installeret i et mindre rum, hvor XL’s ophæng af HTH-køkkenelementer stadig var installeret. Værket havde under udstillingen fået en del opmærksomhed, men ikke af den rosende slags. Standart bemærkninger som ”sku’ det være kunst” og ”jeg skulle have gemt sidste års juletræ” blev hørt flere gange.

Værket var lavet af Gustav Luja Falck, en unge kursist på 20 år, og bestod af et lille afpillet juletræ sat skævt fast på en træplade, der tydeligt før havde været brugt til andet formål. Julepynt, som hjerter, guirlander og klejne-lignende former, var skåret i svinehud og en enkelt var tatoveret med et ”god jul”. Træet lignede ved første øjekast et levn fra året før, men kiggede man efter, opdagede man, at træet var ganske friskt og oveni købet en nordmannsgran – en forholdsvis dyr juletræssort, der holder længe på træets nåle.

Det havde taget Gustav adskillige dage, med god hjælp fra flere af de øvrige kursister, at pille træet næsten fri af nåle. Der var derfor ikke tale om et stykke fundet affald, men om en tilvirket formgivning, og kiggede man efter, kunne man se at de tilbageblivende nåle var helt

friske. En finesse, som for de besøgende der opdagede det, åbnede for en ganske anden tilgang til værket.

Kreativitet og refleksion Jeg tror ikke på talent som målestok for noget som helst. I min optik, er talent blot en opøvet evne.

Enhver kan lære at tegne, hvis man gider bruge tid på det og øve sig, lige som man kan lære at køre bil eller lappe sin cykel. At arbejde med et billedkunstnerisk udtryk kræver noget ganske andet, og på Kunsthøjskolen på Ærø, taler vi derfor ikke om talentudvikling, men om kreativitet og refleksion.

For mig er et værk som ”god jul” et vidunderligt eksempel på kunst, der inviterer til en samtale om et ”her & nu”. Et værk som bryder vanetænkning og sættes spot på mellemrummet mellem handling og omstændigheder, forudsætninger og konsekvenser. Noget er iagttaget og sat i spil med kroppen, situationen og virkeligheden.

Hang til hængeri og det at kunne ”stene” er for nogle vejen mod at blive en god kunstner, men dét kræver også rammer at kunne udvikle sig i. Af den grund er pædagogikken på Kunsthøjskolen på Ærø ”Learning by doing”, og pejlemærkerne er fri tænkning og lyst. Og ikke ét ord om talent.

Det er ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det Man kan spørge om det ikke er ligegyldigt, hvad vi kalder tingene, for vi ved jo godt, alle os billedkunstfolk, hvad det handler om. Men svaret er desværre nej, for om noget er det netop de ord, vi bruger, der er afgørende for, hvordan virkeligheden tales frem. Derfor er talent ikke et uskyldigt ord, og slet ikke sat i forbindelse med ”skole” og ”kunst”, for indlejret ligger en forventning til både metode og mål.

marie-louise EXNER|

for Esbjerg og koordinator Afdelingsleder på BGK an R i Esbjerg Urb en kol kes fol på Kultur talentklasse

Når vi arbejder med talentudvikling, er vi med til at udvikle mennesker, der er vigtige for verden. | Artists are the most important people in the world – question is in which fucking world ?

(Set på en gallerivæg skrevet med sort kridt, Lower Manhattan BGK, New York, studietur 2015) Talentudvikling i Esbjerg?

Hvis nogen havde sagt billedkunst-talentudvikling til mig for 13 år siden hvor BGK, som landets første, startede i Esbjerg, ville jeg nok ha trukket lidt på smilebåndet og sagt noget i retning af, at det ikke var det, BGK handlede om.

I dag kan jeg se, at det er det vi hele tiden har arbejdet med, bare uden at bruge de ord.

At undervise i kunst er for mig det samme som at arbejde med kunst – man bliver nødt til at komme

ind på tanker om selve livet – om verden omkring os, samfundet og hvordan vi forvandler det.

Men er det talentudvikling?

Sproget og fællesskabet Jeg oplever at de unge svarer, hvis nogen spørger dem om, hvad de har med fra deres BGK-forløb, at det bl.a. er sproget: det at tale om kunst. Det at se et kunstværk åbne sig, ved at tale om det – som et køleskab, der lyser, når man åbner lågen. Sproget og ikke mindst arbejdsfællesskabet er to vigtige faktorer, eleverne udtrykker som væsentlige.

Talentunderviserens rolle Min fornemste opgave, som koordinator og kunstnerisk ansvarlig på BGK Esbjerg er:

At vise og arbejde med kunst, der åbner og forandrer de unge.

At give de bedste rammer for et inspirerende arbejdsfællesskab for eleverne.

At vride og vende budgettet, så eleverne får så dygtige og engagerede undervisere og gæstelærere som muligt.

At de kommer ud i verden og ser de helt store kunstbegiven heder: Documenta og Venedig- biennalen.

At de oplever atelierbesøg, artisttalks og assistentforløb.

At de besøger danske kunst museer og kunstakademierne, og at de tager på ferniserings ture til København og Århus.

Mødet med kunst der rykker Det betyder noget at være bo-

siddende i Vestjylland og møde moderne kunst og kunstnere i en ung alder. Det rykker i de unge.

Som da vi første gang stod med holdet på Dia Beacon, det helt fantastiske kunstmuseum for minimalistisk kunst nord for New York og oplevede Sol le Witt´s uendelige systemtegninger væg op og væg ned.

Særligt én elev gik helt i knæ over det, og da vi kom hjem gik han amok med blyant og linial. Kort sagt sled han den ene blyant op efter den anden. I dag er han studerende på Kunstakademiet i Malmø.

Eller som da vi for nyligt fór vild i et broget kvarter i Hamborg, fuldstændigt udmattede efter at gå rundt i flere timer for at finde Sammlung Falkenbergs nye bygning, - et kunstmuseum med en bemærkelsesværdig særudstilling med Raymon Pittibon. Vi havde faktisk opgivet, indtil det lykkedes i sidste øjeblik. Det var den vildeste udstillingsoplevelse! Den rev bogstaveligt talt benene væk under os alle. Al træthed forsvandt.

Ingen spurgte efter toiletter, kaffe, vand eller rygepause. Vi gik høje, nærmest løftede, derfra.

Men er det talentudvikling?

Kunst som normbryder Som underviser, vejleder og koordinator på et BGK hold med ca.

12-14 elever, hvor der undervises 9 timer i gennemsnit om ugen i tre til fire år + studieture, weekender med gæstelærere og tre-fire udstillinger om året, siger det sig selv, at man får et meget tæt forhold til de unge, der går der.

Der opstår et særligt forhold til eleverne, som jeg aldrig ville have været foruden.

Vi følger dem bryde med fastlagte normer, miljøer og kulturer, de er omgivet af; enten i de små samfund i Vestjylland eller industribyen Esbjerg, hvor de er vokset op. Eller den meget almene, og ind i mellem

ret konventionelle opfattelse af virkeligheden, der præger gymnasier og ungdomsuddannelser.

Personligt mod og koncentreret arbejdsindsats Vi følger, hvordan de langsomt får mere fat, mere greb, mere arbejdsmod, helt konkret smøger ærmerne op og bruger mere og mere tid på kunsten. På et tidspunkt går det helt af sig selv.

De unge arbejder på egen hånd og vi fungerer som konsulenter og vejledere, mens deres medstuderende er sparringspartnere.

Vi ser, hvad der gemmer sig i dem, hvilket stof de er gjort af. Vi mærker deres tilgang, personlighed, mod, intelligens og ikke mindst arbejdsindsats.

Hen på foråret, hvor der er ansøgningsfrister til diverse akademier og designskoler, er der elever på skolen næsten døgnet rundt.

De 10.000 timer, der ofte nævnes i forbindelse med talentudvikling er godt i gang.

Fødekæden er i huset På Esbjerg kulturskole har vi en billedkunstafdeling, der tilbyder billedkunstundervisning udenfor skoletid i alderen 2. klasse op til 1.

- 2. g. Den fungerer som fødekæde til BGK. Elever der kommer fra billedkunstafdelingen, eller måske fra en meget kreativ efterskole, har en vis portion mod og hænderne godt skruet på. De kan nogle teknikker og de kan overskue en proces. De er vant til et sprog omkring kunst og omkring deres egne ting. Vi tager deres ting alvorligt, prikker og puffer. Vi vil jo helst have, at der sker noget! Vi vil se, hvilket stof de er gjort af, mærke deres personligheder og intelligens, og ikke mindst deres arbejdsindsats. Vi har flere eksempler på elever, der har gået hele vejen fra billedkunstafdelingen i folkeskoleårene, over i BGK i gym-

nasietiden, til optagelse på et akademi, design- eller arkitektskole.

Vigtig inspiration fra andre kunstarter På Esbjerg kulturskole har vi ud over BGK også kunstarterne MGK (musikalsk grundkursus) og TGK (teatergrundkursus) under samme tag. Det at de unge ved at spejle sig i andre fortolkninger oplever en bredere forståelse for det de selv arbejder med -om det så er musik, teater eller billedkunst - er enormt inspirerende.

Vi oplever at de - måske fordi de selv, som talentelever begynder at forstå, hvor meget der kræves for at opnå et højere niveau – har en meget stor respekt og interesse for hinanden som mennesker og kommende kunstnere. De finder inspiration i hinandens kunstarter og oplever kunstarterne som ligestillede.

Måske findes her, fra de unge selv, et vigtigt svar på et af de skismer der findes mellem kunstarterne?

Det er et faktum, at der er stor ulighed i de økonomiske vilkår mellem kunstarterne, men ingen kan rigtigt svare på, om den ene kunstart er vigtigere end den anden. Måske fordi der, som vi oplever i svaret fra de unge selv, ingen forskel er? Kun respekt og inspiration.

Et spørgsmål om ambitionsniveau Jeg mener ikke, at jeg med denne artikel kan argumentere for, at BGK skulle være den eneste og rigtige løsning, men jeg ved, at det at blive præsenteret for samtidskunst i en ung alder i form af rejser, atelierbesøg og dygtige gæstelærere både virker, rykker og nytter.

Men at opnå vilkår og rammer, der er ligestillede med MGK, der er på finansloven, er et spørgsmål om politisk ambitionsniveau.

Talenttræf – en ny tradition | Kun den sagte lyd af blyantskrat mod papir høres. Der arbejdes koncentreret i Litteraturcentrets stemningsfulde mødelokale på Godsbanen i Aarhus, hvor workshoppen ”Erindring” udfolder sig – og deltagerne er tilsyneladende helt cool med det benspænd, der ligger i, at deres blyanter er sat fast på lange pinde og derfor ikke lystrer nær så godt, som de plejer.

Det er bare ét af de gode billeder, der sidder på nethinden efter talenttræffet den 8.-10. april 2016, hvor 70 unge billedkunsttalenter mellem 15 og 25 år mødtes til en weekend propfuld af billedkunst.

Ud over workshops stod der bl.a. street art, masterclass, tegnemaraton og et besøg på ARoS på programmet for de unge, som kom fra seks forskellige talentlinjer i landet. Årets talenttræf, der havde temaet ”Tegning”, var en videreudvikling af talenttræffet i 2015 i Esbjerg. I år var træffet arrangeret af Aarhus Billed- og Medieskole, Børnekulturhuset i Aarhus og Visuelt Gymnasium i Horsens/ DM i tegning i samarbejde med Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst.

Med de to vellykkede træf

for unge billedkunsttalenter er der blevet etableret en levedygtig og frugtbar tradition. I 2017 er det Talentskolen Næstved, der skal huse træffet, som gør det muligt for både de unge talenter og deres undervisere at afprøve nye teknikker, at videndele og erfaringsudveksle – og at skabe synlighed for billedkunsten.

Bag om talenttræffene Talenttræffene er et led i et større fokus på talentudvikling på billedkunstområdet. Da Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst (KBUB) i 2014 sammen med en række samarbejdspartnere søsatte et modelprojekt om talentudvikling, skete det ud fra den opfattelse, at talentarbejdet på billedkunstområdet ikke udelukkende kan bæres oppe af engagement blandt unge talenter og fagligt kompetente undervisere rundt omkring i landet, men har brug for et styrket politisk fokus og et solidt økonomisk fundament. Ideen med modelprojektet har været på forskellig vis at sætte fokus på, samle, udvikle og understøtte talentarbejdet – både vertikalt ved at bidrage til at skabe en større sammenhæng i hele fødekæden fra billedskoler over

talentundervisning til akademi, og horisontalt ved at styrke sammenholdet, dialogen og samarbejdet mellem landets talentlinjer.

Derfor har et uomgængeligt led i modelprojektet været at etablere et nationalt talentnetværk, hvor lederne af talentlinjerne kan mødes og kontinuerligt udveksle erfaringer og ideer. Hele 13 talentlinjer fordelt på lige så mange kommuner er med i netværket.

En arbejdsgruppe i netværket var med til at tilrettelægge spørgsmål og undersøgelsesdesign for den kortlægning af talentområdet, som også indgår i kompetencecentrets modelprojekt. 1 Men for for alvor at kunne indsamle og udveksle inspiration til talentarbejdet blandt de mange aktører på området har det været afgørende, at der også blev etableret konkrete samarbejder og praksisfællesskaber. I samarbejde med kompetencecentret tog netværket således initiativ til en talentkonference i 2015 – og altså til talenttræffet.

Det første talenttræf – Esbjerg 2015 Det var Marie-Louise Exner, billedkunstner og BGK-koordinator på Esbjerg Kulturskole, der fik ideen til et årligt talenttræf. Hun

1 Talentundervisning i Danmark. Kortlægning og undersøgelse af talentområdet inden for billedkunst i Danmark. Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst 2015

tine ENGEL MOGENSEN|

Projektleder kompetencece ntret for Børn, Unge og Billedkunst

havde længe ønsket at samle unge fra hele landet, som på et højt niveau arbejder med at udforske og udvikle sig inden for billedkunst, og sætte fokus på netop denne særlige gruppe unge og de udfoldelsesmuligheder, der findes i landet.

Esbjerg Kulturskole var følgelig tovholder på det første træf, hvor 87 unge fra ti af landets talentlinjer deltog. KBUB var medarrangør af træffet, og der var desuden tæt samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum, som bl.a. lagde lokaler til workshops. Omdrejningspunktet for træffet var kunstnerfællesskaber, og hvordan de gennem tiden har påvirket samtidskunsten. Hvad kan billedkunsten, når kunstnerne samles?

Med fire unge kunstnere som gæstelærere undersøgte de unge deltagere i workshops, hvordan kunstnerfællesskaber ser ud nu, og hvor man finder dem. Der var flere andre fællesprojekter på programmet, og som underholdende og samlende indslag blev de unge budt op til folkedans – til deres store begejstring.

Talenttræf 2016 i Aarhus Årets talenttræf i Aarhus blev grebet lidt anderledes an, blandt andet var vi flere samarbejdspartnere om at arrangere. Det er spændende at være flere om det, da det kan afføde mange gode diskussioner og ideer, og man får afsøgt utallige muligheder. Samtidig er det meget tidskrævende, og man kan være tilbøjelig til at tage for mange elementer med i programmet, så det kan give lidt

logistiske udfordringer undervejs.

I det følgende vil jeg dykke lidt mere ned i årets program, før jeg afslutningsvis samler op på nogle af erfaringerne.

Street art og avanceret ”papnørderi” Da talenttræffet ikke blot er et fælles mødested for udvikling og videndeling, men også giver mulighed for at skabe synlighed om talentområdet, havde talentlinjerne som ’hjemmearbejde’ før træffet skullet frembringe street art-værker til bestemte steder i Aarhus’ byrum. Der var på forhånd indgået aftaler med hoteller, butikker m.v., og som forberedelse fik deltagerne tilsendt billeder af stederne samt deres mål, så værkerne netop kunne tænkes og udformes stedsspecifikt. Efter kulturrådmandens velkomst fredag aften drog de unge således ud i byen, hvor en række mindre kønne steder – fra et kongrescenter over hotelvinduer til bagsiden af en pølsevogn – fik sig en gevaldig ansigtsløftning.

Den konkrete afprøvning fungerede som optakt til aftenens masterclass med én af street artens grand old men i Danmark, Søren Behncke alias Papfar. Han fortalte om sit ”papnørderi” og sin øvrige praksis og understregede bl.a., at street art er indbegrebet af stedsspecifik kunst, og at interaktionen mellem kunstværket og det sted, det bliver sat op, er altafgørende for værkets effekt. Desuden pointerede han, at street art i det offentlige rum skal betragtes som en slags stafet, som andre kan

’gøre noget ved’. Denne pointe blev på smukkeste vis understreget i løbet af weekenden, hvor ’pølsevognsværket’ til ophavsmandens store tilfredshed i nattens mulm og mørke blev snuppet af en forbipasserende – og et tekstilværk ved danseteatret Bora Bora blev forsynet med dannebrog. På et hotel blev de i øvrigt så glade for deres tildelte værk, at de beholdt det ud over den aftalte periode.

Seks former for tegning Det meste af lørdagen var helliget workshops. Deltagerne var på forhånd blevet fordelt på seks workshops, som blev varetaget af de professionelle undervisere/ kunstnere fra hver talentlinje, og som alle præsenterede forskellige indgange til arbejdet med tegning.

På den måde fik de unge talenter mulighed for dels at mødes på tværs af talentskoler, dels at prøve kræfter med nye undervisere og nye måder, hvilket mange efterfølgende udtrykte stor tilfredshed med. Der blev tegnet med ord, malertape, skalpeller og sand og fremstillet både foldebøger med delikate collager og ”flipbøger”, som afslutningsvis blev sat sammen til en kollektiv animation. Én gruppe udfoldede erindringer, en anden ’skar’ ordsprog, og i en tredje blev kunsten konkret stedsspecifik, da én af Godsbanens kaktusser fik hovedrollen i et værk, der udtømte begrebet og fænomenet ”kaktus” – fra biologiske fakta til fornemmelsen af ubarberede ben.

Alle værkerne blev afslutningsvis udstillet og præsenteret i Foyeren på Godsbanen til stor interesse for

de forbipasserende. Den officielle fernisering fandt sted søndag med åbningstaler af Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond, og Marianne Grymer Bargeman, formidlingschef på ARoS. Tegnemarathon Lørdag aften inviterede Tegnefestival i Horsens ved Jannik Broz med flere til Tegnemarathon. I tre timer blev deltagerne bombarderet med billeder i form af fantasipirrende projektioner, sælsomme skygger, foruroligende filmstumper og en række groteske og ofte ret morsomme små optrin af skuespillerne på scenen. Det hele akkompagneret af musik fra Poul Dissing til South Park. De mange universer skulle omsættes til tegninger, og instruktionerne til deltagerne lød bl.a. på, at de skulle afprøve forskellige teknikker, indbygge ord, overskride papirets rammer – og engang imellem bytte en tegning med sidemanden.

Og så blev der ellers tegnet igennem. Rummet sitrede af koncentration; imponerende i betragtning af, at det havde været en lang og krævende dag for deltagerne.

Erfaringer og anbefalinger Tegnemaratonet fik mange pæne ord med på vejen, både undervejs og i den efterfølgende elektroniske evaluering. Her blev generelt udtrykt stor tilfredshed med såvel træffets rammer som dets indhold, men deltagerne fremhævede vidt forskellige ting, f.eks.: ”Jeg synes, det var særligt interessant at høre om Papfars arbejde og

værker. Det inspirerede og gav nye ideer”; eller: ”Forskelligheden var fantastisk at se. Det, der gjorde det største indtryk, var, hvordan alle hver især havde valgt at lave deres streetart-værk, og hvor forskelligt det var”; eller: ”Jeg fik noget mere erfaring med mig ved at se, hvordan andre arbejder, og hvordan man kunne arbejde med en eller flere ting (den hjælp, vi fik fra lærerne fra de andre skoler). Jeg nød særligt Tegnemaratonet, som fik vækket en masse nye inspirationskilder i mig”. Underviserne gav bl.a. udtryk for, at det først var en udfordring at skulle ’give slip’ på egne elever, men at det var sjovt at undervise nogle andre – og at den gensidige udveksling underviserne imellem var værdifuld. I det hele taget bekræftede den energi og det engagement, der blev lagt for dagen under træffet, til fulde Gitte Ørskous ord fra ferniseringstalen: ”Kunst er sgu sundt!” Ønsket om, at talenttræffet videreføres, var da også entydigt fra både unge og undervisere.

Talenttræf er et nyt tiltag, så der skal eksperimenteres med at skrue programmet sammen på nye måder og præsentere mange forskellige elementer. Der er desuden forskellige muligheder og begrænsninger i lokaliteter på de forskellige steder, og det er helt oplagt, at træffets form, tema og indhold tager udgangspunkt i stederne. Der skal være plads til at afprøve – og lære af erfaringerne.

Det vigtigste er at have fokus på de unge og på, at de får en god,

lærerig og udfordrende weekend – i godt selskab. For her er evalueringerne helt entydige: ”Jeg husker specielt det fællesskab, der opstod ved at være sammen med andre ligesindede, og den respekt, der var omkring hinandens arbejder”. Eller: ”Super fedt at møde så mange med samme interesse som en selv, nemlig at dyrke kunsten”.

Eller helt enkelt: ”Jeg har haft en rigtig god weekend og glæder mig til næste år”.

Ovenstående udpluk fra evalueringerne taler deres tydelige sprog om, hvordan et tiltag som talenttræf understøtter talentudviklingen. De unges egen praksis udvikles gennem mødet med ligesindede jævnaldrende, ved at de indgår i praksisfællesskaber og møder nye kunstnere og undervisere. De får nye perspektiver på deres eget arbejde, og vidensdelingen og erfaringsudvekslingen mellem underviserne styrker undervisningen på de forskellige talentlinjer yderligere. Ud over det faglige boost, inspiration og nye input får de unge via træffet adgang til et større fællesskab, hvor det at dyrke og være god til billedkunst er helt naturligt og vigtigt – måske i modsætning til en hverdagserfaring, hvor det er andre typer af præstationer, der giver prestige. Det kan således være med til at styrke de unges tro på sagen og vilje til at blive ved – og blive endnu bedre.

TALENTTRÆF OG TALENTUDVIKLING

Fælles overnatningsmuligheder for de unge bør prioriteres

Ryste-sammen-arrangement tidligt på træffet

God forplejning er vigtig og værdsættes

Udstilling af værker i det offentlige rum værdsættes

De lokale unge kan med fordel involveres i værtsrollen

Alle de unge kan med fordel involveres i dokumentation via f.eks. Instagram

Dokumentation og referater fra træffet (tekst og billeder) samt evaluering er nyttigt

Kompetencecentret anbefaler, at der laves en fælles ansøgning til talenttræf de næste fire år.

Læs mere om Kompetencecenter for børn, unge og billedkunsts modelprojekt om talentudvikling samt om talentkonferencen 2015 og talenttræf på kompetencecentrets hjemmeside: www.kbub.dk.

Talenttræf 2016 har desuden en Facebook-side: www.facebook.com/talenttraef2016/

| henrik MIKLOS ANDERSEN astrid WINSLĂ˜W HAMMER| heine SKJERNING| annette SALVAD|

er, HolbĂŚk kunstfaglig afdelingsled

er, Ringsted kunstfaglig afdelingsled

er, Roskilde kunstfaglig afdelingsled

de Kulturskole og kulturskoleleder, Roskil Midt & Vest BGK af adm inistrativ leder

2015 rik Miklos Andersen, forberedelse. Foto: Hen Elevudstilling under

Hvad er talent? | På BGK Midt & Vest tilbyder vi talentundervisning i visuelle udtryksformer til unge i alderen 15 til 25 år. Men hvad forstår vi egentlig ved talent?

– Er der en facitliste, hvor vi kan tjekke af, om en ansøger besidder talent?

Nej, det mener vi ikke. Spirende talent har utallige former.

Ikke mindst må det talent, der skal føre frem til en skabende, kunstnerisk praksis i en eller anden form, i sagens natur rumme både originalitet og åbenhed. Ikke som færdighedstræning men som et åbent og nysgerrigt blik på muligheder.

For os er det derfor vægtet, at en ansøger til BGK nærer ønske om at dygtiggøre sig indenfor området, og at ansøgeren er åben overfor at arbejde med alle tænkelige medier og udtryksformer med henblik på at udvikle sit eget kunstneriske og personlige udtryk.

Vores vurdering bygger på en samtale med ansøgeren og en samlet vurdering af ansøgerens indsendte værker, baggrund, motivation, engagement, interesser samt evne til at arbejde selvstændigt.

BGK når på denne måde ud til en bred målgruppe af unge - ikke kun elever tilknyttet de gymnasiale uddannelser.

Dermed sikres en differentieret tilgang til billedkunsten og adgang til BGK. Studentereksamen er ligeledes ikke et krav for at få adgang til de videregående kunstneriske uddannelser.

Hvordan talentudvikler vi?

Tidligere BGK elev Axel Fugl Schlosser udtaler: “Jeg er videographer, new media artist og studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole. Det er bestemt ikke nogen simpel sag at komme ind på en kreativ uddannelse. Det er lige meget, om vi snakker Filmskolen, Kunstakademiet, Arkitektskolen eller som i mit tilfælde Designskolen.

Det er faktisk lidt af en kamp.

Du skal være stensikker i dit engagement, din personlige praksis og æstetik ‐ for ikke at snakke om noget så flyvsk som “talent”. - For det er dét, BGK er, en talentuddannelse, hvor man modtager undervisning af en kvalitet, der er svarende til, hvad de videregående uddannelsessteder kræver. For talent er ikke, som man måske kunne ønske, noget man bare vågner op med en dag. Talent skal styrkes, formes og tages seriøst.”

Og hvordan gør vi så det på BGK Midt & Vest?

Vi bruger flere strategier som sikkerhed for den enkelte elevs

bedst mulige udbytte af det samlede forløb.

For mange sker talentudvikling i fællesskaber gennem opmærksomheden på jævnaldrende med samme glødende interesse.

Til stadighed varierende samarbejdskonstellationer af medstuderende og indkaldte gæstelærere, accelerer den enkelte elevs udbytte og erfaringsdannelse.

Aktiviteterne foregår dels lokalt i de tre værtskommuner Holbæk, Ringsted og Roskilde dels som fællesaktiviteter for alle tre afdelinger, hvor lokalitet afhænger af hensigtsmæssige fysiske rammer i forhold til det aktuelle emne.

Vores BGK afdelinger har værkstedsfaciliteter, der tilstræber at give eleverne rammer, der minder om professionelle kunstneres arbejdsrum og -miljøer.

Vi bestræber os på at tilrettelægge inspirerende og afvekslende undervisningsforløb med workshops, kunstlejre, studieture i ind - og udland, forskellige fællesprojekter mellem afdelingerne samt fordybende, individuelle arbejder, hvor undervisningen i meget høj grad tager afsæt i den enkelte elevs arbejde og horisont.

Vi har bl.a. hyppige weekendcamps med workshops, der ofte er både gruppe- og individuelt baseret, hvor nye emner/temaer

Nis Røm er. telærer i arkitektur, Værkgenne mgang med gæs ersen, 2014 Foto: Henrik Miklos And

præsenteres, og i de ugentlige undervisningssituationer ude på afdelingerne har eleverne mulighed for at selv at vælge at arbejde videre med emnerne/temaerne.

Her kan de også vælge at deltage i en anden afdelings undervisning, hvis de gerne vil fordybe sig med netop det medie, der arbejdes med dér.

Grundlæggende bygger undervisningen på kunstnerisk praksis, hvor vi inddrager hele det visuelle felt, og hvor praktisk kunstnerisk arbejde er sidestillet med teori.

I relation til en bred orientering om samtidskunstens praktikker som installation, digitalt foto, video, tegning, maleri, skulptur, grafik, lyd, IT, performance m.m., får eleverne en teoretisk viden og kendskab til kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold, som er relevante for det billedkunstneriske område, bl.a. ud fra debatoplæg, diskussioner, foredrag,

research i bøger, magasiner og på Internettet.

Sideløbende arbejder de i værkstedsfagene med eksperimenterende processer og idéudvikling samtidig med, at de får individuel vejledning.

Værkstedsfagene er en forudsætning for at få materialefornemmelse/materialekendskab og for at kunne udvikle håndværksmæssige færdigheder og teknikker med henblik på udvikling af deres eget personlige og kunstneriske udtryk, ligesom de tilegner sig kompositions-, form- og farveforståelse.

Gennem det treårige forløb arbejdes der blandt andet med tilstødende fag som arkitektur og design. For hver enkelt treårselev planlægges et forløb, som sigter på ønskeuddannelsen, ofte med særligt indkaldte gæstelærere.

Vi ser, at eleverne har et stort udbytte af den kontinuitet, som

gæstelærere; ideer o Fordybet samtale med ”Begræ nsede rum” ve Her fra weekendca mpen Holbæk Kunsthøjskol Soffie Hesselholdt på 2016. , Foto: Heine Skjerning

de faste lærere betyder. Lærerne, der gennem det treårige forløb, kan vejlede på en måde, så hele det samlede forløb ses i sammenhæng med de enkeltes udfordringer og ikke mindst elevens efterfølgende uddannelsesmål. Ved gæstelærerne præsenteres eleverne samtidig for forskellige kunstsyn og tilgange til kunsten gennem professionel mangfoldighed.

BGK er et forberedende kursus til en lang række visuelle uddannelser, hvor vi følger elevernes udvikling over tid, og hvor vi fungerer som mentorer og giver dem supervision.

Vi præsenterer dem også for en stor vifte af forskellighed i form af gæstelærere og dermed et tilsvarende bredt spekter af fagligheder og æstetiske holdninger.

Vi har via de tre afdelingslederes baggrund fra akademierne og kunstscenen et stort netværk af kolleger, som gør det muligt at finde det rette input til eleverne på

og granskes. og muligheder udforskes Andersen og ard ed Ann Louise Overga huses. n nge le, hvor Holbækafdeli

det rette tidspunkt. Vi kan benytte en lang række gæstelærere, der har specifik viden og erfaring med undervisning, så de kan indgå i tæt dialog med den enkelte elev. F.eks. har eleverne behov for særlig fokus på faglig sparring ved ansøgninger om optagelse og hjemmeopgaver.

Selvom eleverne afslutter deres forløb på BGK med en eksamen, ser vi det ikke som et afsluttet forløb. På BGK sætter vi en proces i gang, og det er ikke altid, vi ser et resultat før senere i elevernes livsforløb.

Hvert år afsluttes med en udstilling, hvor eleverne efter udstillingsperioden går til eksamen med deres udstillede værker.

Det foregår mundtligt som en fælles værkgennemgang med en ekstern censor til stede. Her får eleverne lov til at redegøre for deres tanker, ideer og kunstneriske overvejelser bag værkerne, mens

rum”: En mobil Øde Ø. på opgaven ”Begræ nsede Her en af løsninger ne spektiveres. inger debatteres og per Relevante proble mstill 2016.

Foto: Heine Skjerning,

de får en faglig vurdering og sparring. Vi oplever ofte, at vore elever bliver optaget på deres ønskeuddannelser – hvis ikke lige efter afsluttet BGK, så nogle år senere.

Regional organisering og forankring BGK MIDT & VEST er forankret i Kulturregion Midt- og Vestsjælland med tre afdelinger geografisk placeret i henholdsvis Holbæk, Ringsted og Roskilde med én fælles administration på Roskilde Kulturskole. De tre afdelinger dækker geografisk bredt i forhold til både Kulturregionens egne 8 kommuner og til øvrige dele af Sjælland.

På BGK Midt & Vest har vi gode erfaringer med den regionale forankring, hvor der er en kunstfaglig afdelingsleder lokalt samt en fælles overordnet administrativ leder, der varetager den samlede administration, personaleansvar og ansvaret for

det overordnede kunstneriske niveau.

Forcerne ved denne organiseringsmodel er, at gruppen består af personer, som besidder meget forskellige kompetencer, således at vi kan supplere hinanden, så vi hver især gør det, vi er gode til, for på den måde at udnytte vores ressourcer på en effektiv og udviklende måde.

Det letter afdelingsledernes arbejde, at den administrative leder har ledelseserfaring med en undervisningsinstitution indenfor kulturområdet, ikke mindst fordi kommunikationen til de respektive administrative og politiske instanser er vante arbejdsområder, og så kan de kunstfaglige afdelingsledere koncentrere sig om det kunstneriske perspektiv.

Det medfører professionalisme i forhold til f.eks. samarbejde med brugere (elever, forældre og øvrige borgere), ligesom det også medvirker til, at problemstillinger anskues fra forskellige synsvinkler

endvidere diversitet i forhold til et pædagogisk og fagligt diskussions- og beslutningsmiljø, og det oplever vi styrker samarbejdet.

Med denne organisering oplever vi også, at vi tilsammen har mange flere lokale ressourcer og faciliteter til rådighed, idet vi inddrager relevante institutioner og samarbejdspartnere fra hele regionen.

Vi udnytter vore ressourcer optimalt, for i stedet for tre gæstelærere, samler vi afdelingerne og betaler kun for én gæstelærer ad gangen – eller sagt med andre ord – vi får tre gange så meget ud af gæstelærerkontoen, end hvis vi havde været kun én afdeling.

Fødekæde, vækstlag og BGK som regionale kompetencecentre BGK Midt & Vests omfattende, lokale forankring spreder sin effekt ud i mange lokaliteter, og dermed bliver udbyttet større end den enkelte BGK-elevs personlige mål.

Vi ser BGK Midt & Vest som medskaber af sammenhængskraft og det gode liv overalt i de respektive kommuner og blandt de mange samarbejdspartnere.

Selve ånden i BGK er derfor, at eleverne ser deres arbejde i sammenhæng med de omgivelser og mennesker, der også i fremtiden skal glædes af højt kvalificerede kunstog kulturoplevelser. BGK Midt & Vest er således vigtig både for eleverne og for det lokale, kulturelle liv.

Den decentrale forankring kommer oftest til udtryk ved de lokale events, som vi deltager i sammen med relevante samarbejdspartnere i vores respektive hjemkommuner.

Denne mangfoldighed kommer i høj grad eleverne til gode, for hvis én kommune har en aktivitet, som en elev fra en anden afdeling brænder for at prøve kræfter med, så deltager man bare i den anden afdeling i den periode, hvor aktiviteten foregår.

Vores decentrale geografi/organisering medvirker også til, at unge talenter i provinsen får en reel mulighed for et kvalitetstilbud, hvor de kan udvikle deres potentiale og prøve kræfter med en kunstnerisk løbebane.

ik- og Kulturskole, myk ning af Ringsted Mus uds til er met 3 x 12 Anders Reventlov. eri der måler Tilblivelsen af et mal gsted med mur maleri ved Rin i mp dca ken wee Fra holder til. hvor Ringstedafdelingen , 2015. mer Ham w slø Foto: Astrid Win

De mindre hold på afdelingerne giver mulighed for differentieret undervisning med plads til fordybelse samt tilrettelæggelse af individuelle BGK-forløb - ikke to BGK-forløb er ens!

BGK er et talentcenter og fungerer som løftestang for såvel fødekæde som vækstlag, og samtidig med at BGK er et bindeled til de videregående uddannelser. Vi har søsat samarbejdsprojekter, med henblik på at bygge bro mellem kommunale billedskoler og folkeskoler både i BGKs hjemkommuner og på tværs af Kulturregionen, så man i fællesskab udvikler faglig, kvalificeret undervisningstilbud i billedkunst for børn og unge.

Hvad har BGK til fælles med MGK? Når og hvis vi sammenligner os med MGK, så er det først og fremmest med henblik på at sidestille de to kunstarter – ikke at ensrette dem!

Det handler om ligeværdighed mellem kunstarterne, og med det forstår vi at opfylde, hvad der kræves fagligt/fagspecifikt i det enkelte fag for at give de bedste betingelser for fagets udfoldelse.

Ikke så meget, om det er den ene model frem for den anden, men måske mere at der er forskellige regionale tilbud, som er tilpasset de geografiske vilkår. Det mener vi i øvrigt gælder for talentudvikling indenfor alle kunstarter!

Hvorfor skal BGK på finansloven?

Hvorfor ikke? – Kulturminister Bertel Haarder har fokus på talent og ikke mindst på, at kultur skal tilbydes over hele landet, og at bredden er nødvendig for at udvikle og opdage talentet. Kunstnerisk talent er Danmarks fremtid som æstetisk værdi i sig selv, men også som muligt grundlag for ny indtjening og positiv branding af Danmark.

At dyrke sport eller kunst er ikke hinandens modsætninger, tværtimod de komplementerer hinanden og medvirker til, at vi får et godt liv. Sport og kunst burde sidestilles, så det ikke er et spørgsmål om enten eller, men både og!

Madsen. lyskunst ved Hans E. dca mp i Roskilde med ken wee Fra . eri mal rer her med lys BGK-elever eksperimente s elever 2015 gen lin Foto: Ringstedafde astian Rix og Sissel), a, Sebastian Rix, Seb Ros a, Nin de, hil Mat , (An n-Sofie, Emilie

Talentudvikling og et udflydende billedkunstbegreb | Mulighederne inden for billedkunstnerisk talentudvikling og uddannelse viser sig at være ganske store, når man bevæger sig ud over landets grænser.

Men samtidigt er det måske svært at afgrænse billedkunsten som et felt, der skal kæmpes en isoleret kamp for. Iben Lindebjerg og Jan Ulrik Saksø Chrintz Juhl fra Visuel HF var i Stockholm for at forberede en studietur.

Mandag 13:10…

Iben og jeg sidder nu i en bus mellem to forstæder til Stockholm.

I formiddags nåede vi at besøge Subtopia – et kulturcenter for kreative kulturelle virksomheder, der samtidig tilbyder en række formidings- og undervisningstilbud.

Inden for det man normalt forstår ved billedkunst, har de dog blot et tilbud: mure og vægge at male på, som de blandt andet bruger til grafitti-workshops.

Den aktivitet startede, da kunstneren ROA i 2003 var i byen og ikke kunne finde nogen steder at male inde i Stockholm. Siden har det udviklet sig. På Subtopia har de dog mange andre spændende aktiviteter inden for kulturel talentudvikling, blandt andet et cirkusgymnasium hvor eleverne sideløbende med en almen gymnasial uddannelse får undervisning i en lang række performative discipliner af den svenske nycirkusinstitution Cikus Cikör.

Mandag kl. 15:00…

Vi er nu ankommet til Tumba Gymnasium/ Xenter Botkyrka.

Hovedformålet med turen er at planlægge en fælles workshop med en af deres klasser, når vi rejser med vores elever på studietur til Stockholm næste år.

Tumba Gymnasium tilbyder gymnasiale uddannelser inden for blandt andet det æstetiske program, der er et af en række

JUHL| Z T N I R H C Ø S K A S k i r l u n ja uel HF Studiekoordinator, Vis

nationale gymnasiale uddannelTumbas mediefagsfokus og facilisesprogrammer. Her får eleverne teter også Billede og Form-linjen. mulighed for at tage en gymnasial I hvert tilfælde er en tidligere elev uddannelse og samtidig fordybe eksempelvis beskæftiget med at sig på en af fire linjer: Billede og producere grafikken til de berømForm/Animation, Foto, Film/TV, te TED-talks af Hans Rosling, Radio og Lyddesign. HALVDEog grænserne mellem mediefag, LEN af deres gymnasietid fordyformidling og billedkunst virker i ber eleverne sig i linjespecifikke det hele taget flydende. fag. Det er den svenske gymnasiemodel. Alle gymnasier har muTirsdag kl. 11:30… lighed for at udbyde linjer inden Iben og jeg har haft en morgen for de nationale programmer, og uden møder, og vi valgte at tage de særlige linjefag fylder altså på Fotogafiska – et super lækhalvdelen af de tre års gymnasiakert udstillingssted for fotografi. le uddannelse. På Tumba er de Museet og soloudstillingen men fleste linjer inde for det æstetiske Anton Corbijn er international program medie- og kommunikati- klasse. Corbijn er en fotograf, der onsrelaterede. På andre gymnasier nok aldrig var blevet fotograf uden satser man på musik – eller ekmusikken og musikerne, som sempelvis billedkunst. Det er der- han startede med at fotografere. med ikke talentudvikling inden Og sidenhen har han instrueret for billedkunst, som har særligt musikvideoer og spillefilm. Er det privilegerede forhold i det svenske alt sammen billedkunst? Noget uddannelsessystem, men en særlig af det er i hvert tilfælde. Grænsen uddannelsesmæssig ramme, der mellem fotokunst og fotojournaligiver mulighed for et fagligt fokus. stik kan også være hårfin, men på Og det kan billedkunstneriske Fotografiske har de ikke brug for talenter nyde godt af. at markere den.

Tumba Gymnasium er samtidig tæt forbundet med Xenter Botkyr- Tirsdag kl. 13:00… ka, der tilbyder korte videregående Vi besøger Kunstfack, hvor vi vises uddannelser, og uddannelsesfælrundt af Maria. Kunstfack er Sverileskabet bevirker blandt andet, ges store kunstneriske videregåenat man samlet set råder over de uddannelsesinstitution med 900 virkelig stærke faciliteter, som de elever fordelt på fire afdelinger infleste danske institutioner kun denfor design, kunsthåndværk og kan drømme om. Måske præger billedkunst. Størrelsen betyder, at

Kunstfack råder over ikke mindre end 47 værksteder! Så Iben og jeg gik fra sløjdlokaler og trykværksteder gennem studierum og fik lige pustet lidt glas på vejen.

Gennemsnitsalderen for de studerende, når de starter på Kunstfack, er 24 år. Det vil sige, at ansøgerne ud over en typisk fokuseret gymnasieuddannelse, har brugt adskillige år på at videreudvikle deres talent på højskoler og diverse kursus.

Derfor spørger de ikke ansøgerne, hvad Kunstfack kan gøre for dem, men hvad ansøgerne kan gøre for Kunstfack. De studerende bliver allerede betragtet som fagfolk, når de starter på uddannelsen.

Onsdag kl. 11:00…

Vi havde en hyggelig middag med Rebecka og Poul fra Tumba Gymnasium i går, hvor vi udviklede et koncept for den fælles workshop, vi laver med eleverne til næste år. Det bliver helt sikkert godt.

Nu har vi lige skyndt os forbi Moderna Museet, inden vi flyver hjem igen. Iben bliver fanget af en installation med fotos og videoer fra det seneste års flygtningeuroligheder omkring Europas ydre og indre grænser. Billederne er ikke traditionel billedkunst og ikke skabt med en kunstnerisk intention. Jeg bliver også grebet af udstillingen med Moki Cherry.

Hendes visuelle produktion er del

af et større gesamtkunstwerk. I en tegning/note fortæller Moki Cherry eventyret om en konge, der besøger en vis mand for at lære hemmeligheden bag det at skabe billeder. Den vise mand starter med at sige, at man først skal lære at forstå billeder. Så fortsætter han med at forklare, at for at forstå billeder må man forstå dans, og for at forstå dans, har man brug for viden om instrumentalmusik, og for at opnå det, må man først lære at synge.

Onsdag kl. 13:30...

Vi er nu på vej til lufthavnen og har haft nogle spændende dage i Stockholm. Jeg tænker på de fordele Tumba Gymnsium/Xenter, Kunstfack og vi selv tilbyder talenter gennem uddannelsessamarbejder. Vi kan altid arbejde på at gøre undervisnings- og uddannelsestilbuddene bedre hver især og gennem samarbejder. Men i fællesskab skal vi måske kigge ud over billedkunstfeltet for at styrke den billedkunstneriske talentudvikling. Selv med et bredt billedkunstbegreb ekskluderes nogle af de nært beslægtede kunstneriske eller visuelle praksisser. Så lad os i stedet arbejde for et fleksibelt uddannelsessystem og stærke rammebetingelser for kulturel talentudvikling.