Et landbohjem i 1940 - som jeg husker det -
Af Knud Jensen Når jeg har fortalt mine niecer og andre unge mennesker om min barndom kan de slet ikke forstå, at man kunne overleve på de betingelser, der den gang herskede i de små hjem rundt omkring i hele Danmark, ikke kun på landet. I denne beretning fortæller jeg om det jeg kan huske fra mit barndomshjem i et husmandssted på Bugtrup mark ved Kolind. Mine forældre købte ejendommen på 18 tdr. land i 1934, og jeg blev født i 1935. I 1937 kom min bror Vagn og i 1939 Arne. Ejendommen bestod af et hvidkalket stuehus og en stor bygning, der indeholdt kostald, svinestald, hestestald, lade, hønsehus og tørvehus. Desuden var der et gammeldags das bagved hestene. Toiletpapiret var de gamle numre af Randers Dagblad. Når vi skulle derud om aftenen, var vi altid to. På et tidspunkt fik vi en lommelygte med, for der var jo mørkt. Når man fra gårdspladsen gik op ad trappen kom man ind i bryggerset med cementgulv. Lige indenfor døren stod et bord med plads til redskaber, fodtøj og andre ting og sager. Der var en stige op til loftet, hvor der blev opbevaret korn, og desuden stod der en rulle med kampesten deroppe. Vi fik ordre til at lemmen øverst altid skulle være lukket, for ellers gik kattene derop og besørgede i kornet. Det skete nu at vi glemte det og så skældte far ud. Under stigen hang der af og til nogle net med knapost. Det lavede mor af kærnemælk tilsat kommen, og så hang det der og dryppede af. Efter et lille besøg på loftet går vi igen ned i bryggerset. Det mest iøjnefaldende var gruekedlen, som blev brugt til tøjvask. Der skulle fyldes op med vand fra den udendørs vandpost, når der var storvask, og derefter tændtes så op under kedlen, så vandet kunne opvarmes. Det var et slidsomt arbejde for mor, men hun var altid alene om det. Far fyldte dog vand i gruekedlen. Det varme vand efter vasken gik ikke til spilde. Den stor zinkbalje blev fundet frem og så kom vi børn i bad inde i køkkenet. Når vi var kommet i seng brugte mor og far det sidste vand til at bade i. På væggene i bryggerset var der knager til tøj. Jeg tror ikke der var lamper i bryggerset. Elektrisk lys fik ejendommen først i 1948. Ellers brugtes der petroleumslamper i både køkken, soveværelse og stuerne. I 1961 blev der indlagt vand i huset, men vasken foregik stadig i gruekedlen, indtil der kom oliefyr, men der skal vi helt hen omkring 1970. Jeg mindes dog at mor stod
OPTIMISTEN - Maj 2021
og gnubbede tøj på et vaskebræt i en træbeholder, men det var måske klatvask! Fra bryggerset gik man ind i køkkenet. Det var malet i blå farver. Lige indenfor døren stod en taburet med en vandspand og et potmål ved siden af. Det drak vi vand af, og vi blev ikke syge! Den der tømte spanden skulle gå ud til pumpen i gården og fylde den op på ny. Det gik vi drenge meget op i og forsøgte at snyde, så som regel måtte mor fordele opgaven til os. Til venstre var der et nedsænket spisekammer. Det var meget værdifuldt, da der ikke var tænkt på køleskabe i 1940. Sammen med kælderen var der god plads til at gemme madvarer i længere tid. I 1961 lavede min bror Vagn toilet med bruser i spisekammeret. Døren fra køkkenet blev lukket og en ny dør lavet fra bryggerset. Så var der kun kælderen tilbage til spisevarer sammen med en frostboks i Skarresø Frysehus. Hvornår der kom køleskab husker jeg ikke. Det mest iøjnefaldende i køkkenet var det store sorte komfur. Det gav en god varme, for der var næsten altid ild i det. Foruden de tre kogehuller med aftagelige ringe var der bageovn og en beholder til varmt vand. Der blev hovedsageligt fyret med tørv. Vi drenge hjalp dog til med at samle grankogler til komfuret. Det var spandevis vi bar hjem til mor, og af og til fik hun et lidende udtryk i ansigtet når vi kom slæbende med koglerne, for de futtede alt for hurtigt af og der var ikke megen varme i dem. Jeg husker ikke hvornår komfuret blev afløst af et gaskomfur, men det har nok været i begyndelsen af 60'erne. Et langt køkkenbord stod under vinduet ud mod gården. På en tidspunkt blev der lavet en plade, der kunne trækkes ud, så tre personer kunne sidde og spise. Som regel spiste vi dog inde i stuen. En dør førte ind i soveværelset mod nord. Foruden den store dobbeltseng til mor og far var der et stort skab samt to små senge til min bror og jeg. Min bror Arne sov mellem mor og far i deres seng. Over sengen var der et stort billede af Jesus. Det havde mor og far fået i bryllupsgave. Først i 1945, da jeg var 10 år blev der bygget et stort værelse til vi drenge på loftet, og allerede i 1946 var
13