Fra kirken

Håbløst håb

Vi har pligt til at tænde håb. Vi har et ansvar, især over for børn og unge, at vi ikke tager livsforventningen fra dem og slukker håbet for fremtiden. Men når krigen kommer nærmere, og alle taler om oprustning og våben, er det nemmere sagt end gjort at bevare håbet. Det er desværre ikke noget nyt, der har altid været rigeligt med problemer, ondskab og katastrofer i verden. Og det hører ikke kun fjerne steder til, at vi mennesker rammes af sygdom og ulykker eller ikke kan leve i fred med hinanden. Verdens mørke sider skal ikke forties eller fortrænges, men vi har også pligt til at tænde håb og give lyst til livet. En pligt. Det følgende er inspireret af en anbefalelsesværdig bog ved navn “Oprør fra Hjertet”, som mest består af en samtale mellem Steen Hildebrandt og Kjeld Holm. De to får sagt noget afgørende om, at mennesker kan og må håbe, og at det faktisk ændrer noget. Det er håbet, der gør mennesket til noget helt specielt, at vi kan have ønsker for fremtiden, forventninger, drømme, visioner. De store håb: for kloden, for fred i verden, for en mere retfærdig verden osv, de kommer let til at lyde som fraser, men hvis rigtig mange mennesker har en forestilling om fred, ja så BLIVER der fred. Store håb er dybtfølte følelser, som er rettet mod fremtiden. “I have a dream” sagde Martin Luther King, og de drømme, han havde i 1963 var jo ikke umulige at nå. Men det er nødvendigt, at nogen har modet til at formulere sig klart om forventningen og håbet, selvom det i øjeblikket ser ud som urealistiske drømme. Citat, Steen Hildebrandt: “Jeg tror på, at hvis vi føler ærligt for vore drømme og visioner, så vil de følelser også påvirke andres billeder af fremtiden og dermed deres nu og hverdag. Det er i virkeligheden det, der kendetegner store statsmænd, at de kan påvirke de mange med følelser, med billeder, med længsler - frem mod en ny indretning af samfundet.” Den virkelig store leders rolle er at være med til at tænde håb. Håb kan være med til at ændre verden. Men at tale klart om håbet for fremtiden forudsætter, at vi ikke hænger fast i fortiden. For det første må man tage sin fortid i ed, komme overens med sine forældre, sin barndom og karriere og med sit liv i det hele taget. For det andet må vi danne os klare billeder af, hvilken fremtid vi drømmer om, både for os selv og for dem, vi har ansvar for, men også i en meget større sammenhæng, så den verden, vi og vores børn skal leve i, aldrig må være uden håb.