Vaskedag

AF BENTE KOLIND HANSEN

Når jeg vasker, plejer jeg at se vejrudsigt først. Hvis de melder regn, skal jeg ikke vaske, men hvis de melder tørvejr og gerne nogen vind, er det vaskevejr - eller rettere tørrevejr. Jeg har stadig ikke rigtig forstået konceptet med at bruge elektricitet til at tørre tøj, når man bare kan hænge vasketøjet ud i den friske luft. Og det er gratis. Især er det jo godt at hænge håndklæderne ud i blæst, så de bliver bløde. Nogle gange kan man dog blive snydt af vejrudsigten. Men tørt bliver det da med tiden. En dag sidste sommer, hvor jeg havde vasketøj ude på snoren, mærkede jeg, at en dug lige bestemt var strygetør. Den kunne jeg jo lige så godt stryge med det samme. Da jeg stod og strøg den, kom jeg til at tænke på, hvordan min mors vaskedage var, da jeg var barn. Jeg er født og opvokset på Koustrupgård mellen Tøstrup og Sivested i 1950'erne og frem sammen med to storesøstre. Dengang kunne man ikke lige vaske, når de lovede godt vejr. Vaskemaskinen skulle bestilles. Min mor lejede en vaskemaskine hos købmand Lassen i Tøstrup. Han kom så med den aftenen før, der skulle vaskes. Han kom kørende med den spændt efter bilen. Så skulle den – altså vaskemaskinen – bukseres op over trappen og ind i bryggerset. Men før vaskedagen skulle tøjet jo lægges i blød. På selve vaskedagen stod min mor meget tidligt op og fyrede op i gruekedlen. Gruekedlen stod i et hjørne af bryggerset. Derfra var der en ”gris” (en muret røgkanal hen til skorstenen), den gik ind i ”slyngelstuen” (hvor vi spiste til daglig) et lille stykke og langs en væg i køkkenet. Her stod brændekomfuret, indtil det blev udskiftet med el-komfur. På ”grisen” i køkkenet var der fliser på, så den blev brugt til at sætte varme ting på. På den i stuen havde symaskinen plads, når den ikke var i brug. Det hvide tøj skulle koges i gruekedlen. Det blev derefter fisket op med et rent kosteskaft eller lignende over i vaskemaskinen, som stod og rumsterede i tøjet med en slags arm. Det lidt mindre fine hvide tøj kunne koges i det samme vand. Vaskevandet blev brugt flere gange – fra hvid vask til kulørt vask og til sidst arbejdstøj, som oftest blev vasket på vaskebræt i en balje på vaskebænken. Mor vaskede på vaskebræt samtidig med, at vaskemaskinen stod og brummede. Nå, men når vaskemaskinen havde stået og vasket et stykke tid, kom tøjet i en balje med skyllevand. Som jeg husker det, sad der en vridemaskine med to tromler på vaskemaskinen, så det meste vaskevand blev i maskinen. Måske var det kun på en senere model. I bryggerset var der en vandhane ca. en meter over gulvet, så vandet kunne løbe ned i baljer eller spande, der stod på gulvet. Der var en sjasken og pjasken og flytten rundt med forskelligt tøj og vaskevand. I det sidste hold skyllevand med hvidvask kom der blånelse i, så tøjet så mere hvidt ud. (Jeg mener, man stadig kan købe blånelse, men jeg ved ikke i hvilket rum i vaskemaskinen, det hører til). Når tøjet så var vredet på vridemaskine eller i hånden, skulle det hænges til tørre. I godt vejr blev der hængt en tøjsnor op fra et pæretræ over en pæl og hen til flagstangen, så kunne vasketøjet hænge der og flagre. Om vinteren eller i dårligt tørreveje blev det hængt op på loftet. Jeg er ikke sikker på, det er rigtigt, men som jeg husker det, så fik vi næsten altid hvidkålssuppe, når der skulle vaskes. I flere dage. Det havde den praktiske grund, at vi fik det dagen før vaskedagen. Der blev lavet så meget, at andendagssuppen kun skulle varmes op på selve vaskedagen. Uanset, om det var vaskedag eller ej, så kom far og karlene ind

Det er vist dukketøj, der vaskes her. Jeg var ikke til megen hjælp.