Læseprøve: "Dødens store billedbog" by Turbine Forlaget

I Dødens store billedbog ser vi bl.a. kunstens store mestre som van Eyck, Bruegel, Dürer, Rembrandt, Schiele, Munch, Hokusai og Posada og mange andre behandle temaer, som Døden ofte forbindes med, fx Dødens triumf, dødedansen og Døden og Jomfruen. Kulturhistorikerne Stefan Pajung (1975-) og Søren Hein Rasmussen (1957-) har udvalgt kunstværkerne og kommenteret de samfundsmæssige og kulturelle sammenhænge, som de er blevet til i, og de giver os hermed mulighed for at studere og nyde værkerne i stort format. Dermed bliver kunsten en indgang til forståelse af vores skiftende forestillinger om dødens væsen og til det at dø.

Dødens store billedbog_CVR.indd 1

DØDENS STORE BILLEDBOG

Døden er en del af livet, men vi har det vanskeligt med vores egen livsafslutning. Måske fordi vi anser den tavse og meningstomme død for uacceptabel. Vi vil så gerne have, at der skal være en forklaring på dødens gåde. Kunne vi bare løse den! Derfor danner vi os forestillinger om den og skaber billeder af det, som aldrig rigtig kan forstås eller ses.

stefan pajung og søren hein rasmussen

over 1000 år har Dødens uhyggelige knokkelmandsskikkelse været en del af vores forestilling om det at dø. Dødens store billedbog er en vandring gennem Dødens rige billedverden fra den tidlige middelalders fineste håndskriftsillustrationer til popart fra Japan og folklore fra Mexico.

stefan pajung og søren hein rasmussen

DØDENS

store billedbog

06/10/2020 22.01

DĂ¸dens store billedbog_INT.indd 2

06/10/2020 14.54

DØDENS

store billedbog stefan pajung og søren hein rasmussen

med forord af kjeld holm

Dødens store billedbog_INT.indd 3

06/10/2020 14.54

Dødens store billedbog Af Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen Forlagsredaktion: Leif Erik Vaag Projektredaktør: Ulrik T. Skafte Korrektur: Pia og Gitte Sloth-Poulsen Omslag, layout og ombrydning: Vinnie Andersen, TURBINE © TURBINE 2020 www.turbine.dk 1. udgave, 1.oplag Trykt i Letland Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-406-6617-5 Bogen er udgivet med velvillig støtte fra:

Forsideillustration: Pieter Bruegel den ældre, Dødens triumf. © Photographic Archive Museo Nacional del Prado Forlaget har, så vidt det har været muligt, afklaret alle ophavsretlige krediteringer til illustrationerne i denne bog. Skulle forlaget alligevel have krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde forlaget indhentet tilladelse i forvejen.

Dødens store billedbog_INT.indd 4

09/10/2020 08.05

Indhold

Forfatternes forord

Forord ved Kjeld Holm

1. Døden træder ind

2. Husk, du skal dø

3. Døden, der triumferer

4. Dødedansen

5. Døden henter dig

129

6. Hvem er Døden?

155

7. Dødens tilbehør

181

8. Døden og Jomfruen

205

9. Døden i krig

233

10. Døden på rejse

257

11. Døden omkring os

285

Billedliste 311 Litteratur 332 Noter 339 Register 347

Dødens store billedbog_INT.indd 5

06/10/2020 14.54

6 | dødens store billedbog

enne bog begyndte som forstudie til det muntre computerspil Felix the Reaper, hvor manden med leen spiller den centrale rolle. Men vi blev snart så optagede af dette arbejde, at vi ikke kunne slippe det i g e n . Vi stødte nemlig på en rig kunst- og kulturhistorisk verden centreret omkring forestillingen om d ø d e n som en personlig gestalt. Det var som at finde et farvestrålende koralrev i dybet. Vores undersøgelse afslørede også, at dette væsen – Døden – har kun få forskere før os interesseret sig for som en interessant skikkelse i sin egen ret. Altså besluttede vi, at vore anstrengelser også skulle resultere i en bog. En bog, som viser nogle af de mange flotte, fantastiske, finurlige billeder, Døden har stået model til, som fortæller om de litterære og musikalske værker, Døden er indgået i, og som sætter det hele ind i de sammenhænge, det er sket i. Resultatet er her. Vi har mange at takke. Først og fremmest vores forfatterkollega Lise Hansen, som fra begyndelse til ende har bidraget med råd og praktisk hjælp. Uden Lise var bogen ikke blevet færdig. Dernæst, Mikkel Maltesen, som altid har haft forslag til originale tolkninger af dunkle billeder og tekster; Lone Liljefalk, som har stået parat med sin encyklopædiske viden og sit kendskab til diverse, nu længst uddøde middelaldersprog; Esben Kjær Ravn, som igen og igen har bedt os søge dybere for at finde det helt rigtige til en scene i Felix the Reaper; Signe Bisgaard og Laura Rathschau, som gav os nye ideer med deres forestilling og musikudgivelse Danse Macabre; Johannes Nordentoft og Betina Bølling, som hjalp på vej med teologiske tolkninger og dunkle spanske tekster; Else Schjødt Koch, som henledte vores opmærksomhed på talrige værker; Christian Axboe Nielsen, som beredvilligt oversatte fra slovensk; Jan Hougaard, som leverede grafiske forslag. Vi skylder desuden en meget stor tak til forlaget Turbines daværende direktør Ulrik Skafte. Han kom en dag forbi og spurgte, om vi dog ikke nok ville gøre vores værk færdigt og lade ham udgive det, og så måtte vi jo tage os sammen. Også en stor tak til vores redaktør Leif Erik Vaag, som har udfordret os en god del med sine dybtgående, kritiske kommentarer. Hvor er det godt at være i hænderne på en dygtig, engageret redaktør. En bog fyldt med billeder er dyr at lave. Fondsstøtte har været helt nødvendig. Derfor takker vi Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond for deres støtte til vores projekt. Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen, Aarhus oktober 2020

Dødens store billedbog_INT.indd 6

06/10/2020 14.54

Forfatternes forord Denne bog begyndte som forstudie til det muntre computerspil Felix the Reaper, hvor Manden med Leen spiller den centrale rolle. Men vi blev snart så optagede af dette arbejde, at vi ikke kunne slippe det igen. Vi stødte nemlig på en rig kunst- og kulturhistorisk verden centreret omkring forestillingen om døden som en personlig gestalt. Det var som at finde et farvestrålende koralrev i dybet. Vores undersøgelse afslørede også, at dette væsen – Døden – har kun få forskere før os interesseret sig for som en interessant skikkelse i sin egen ret. Altså besluttede vi, at vore anstrengelser også skulle resultere i en bog. En bog, som viser nogle af de mange flotte, fantastiske, finurlige billeder, Døden har stået model til, som fortæller om de litterære og musikalske værker, Døden har indgået i, og som sætter det hele ind i de sammenhænge, det er sket i. Resultatet af vore kulturhistoriske anstrengelser er her. Vi har mange at takke. Først og fremmest vores forfatterkollega Lise Hansen, som fra først til sidst har bidraget med råd og praktisk hjælp. Uden Lise var bogen ikke blevet færdig. Dernæst Mikkel Maltesen, som altid har haft forslag til originale tolkninger af dunkle billeder og tekster; Lone Liljefalk, som har stået parat med sin encyklopædiske viden og sit kendskab til diverse, nu længst uddøde middelaldersprog; Esben Kjær Ravn, som igen og igen har bedt os søge dybere for at finde det helt rigtige til en scene i Felix the Reaper; Signe Bisgaard og Laura Rathschau, som gav os nye ideer med deres forestilling og musikudgivelse Danse Macabre; Johannes Nordentoft og Betina Bølling, som hjalp på vej med teologiske tolkninger og dunkle spanske tekster; Else Schjødt Koch, som henledte vores opmærksomhed på talrige værker; Christian Axboe Nielsen, som beredvilligt oversatte fra slovensk; Jan Hougaard, som leverede grafiske forslag. Vi skylder desuden en meget stor tak til forlaget Turbines daværende direktør, Ulrik Skafte. Han kom en dag forbi og spurgte, om vi dog ikke nok ville gøre vores værk færdigt og lade ham udgive det, og så måtte vi jo tage os sammen. Også en stor tak til vores redaktør Leif Erik Vaag, som har udfordret os en god del med sine dybtgående, kritiske kommentarer. Hvor er det godt at være i hænderne på en dygtig, engageret redaktør. Tak til vores korrekturlæser Pia Sloth Poulsen. I et værk, der trækker på kilder fra mange lande gennem tusind år, er der brug for ensartethed i de mange trufne valg, denne vanskelige opgave løste hun elegant og med stor entusiasme. Og tak til grafiker Vinnie Andersen for at kæmpe så hårdt med det store billedmateriale. Vi

Dødens store billedbog_INT.indd 7

06/10/2020 20.57

8 | dødens store billedbog

synes, at resultatet er blevet meget smukt. Bogen ser lige præcis sådan ud, som vi kunne ønske os. Vi drømte på forhånd om at kunne formå forhenværende biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, til at skrive et forord til vores bog, og det indvilgede han så i, da vi spurgte ham. Vi er meget taknemmelige for denne gestus. Kjeld Holms tanker om døden og billedliggørelse af dette underligt uhåndgribelige fænomen har efter vores opfattelse væsentligt kvalificeret vores egne skriverier. En bog fyldt med billeder er dyr at lave. Fondsstøtte har været helt nødvendig. Derfor takker vi endelig – men ikke mindst – Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond for deres støtte til vores projekt. Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen, Aarhus, oktober 2020

Dødens store billedbog_INT.indd 8

06/10/2020 20.57

Forord Af Kjeld Holm

En fremragende amerikansk filosof sagde engang, at den største gåde i livet var den, at verden overhovedet var til. Den kunne vel lige så godt ikke have eksisteret. Tankegangen virker måske underlig, og så dog. For i dagligdagen kan vi godt undre os over, at noget er til, når det dog lige så godt ikke kunne være til. Hvad er det, der gør, at noget bliver til og er til i en tid? Alting har sin tid, siger vi. Men det er næppe sandt, for der er noget, som ikke bliver til. Der er noget, der altid har været her, et fænomen, som historien ikke har ændret, nemlig døden. Alt har en historie, kun ikke døden. Der kan være alle mulige grunde til, at mennesker dør. Men udgangen kan der ikke ændres på. Denne kendsgerning har vi altid haft svært ved at acceptere. Den tavse og menings tomme død har altid været uacceptabel for mennesker. ”Hvor kan den sunde mand forstå, at også han engang skal gå?” spurgte Johannes V. Jensen engang i et digt. Der må være en årsag til alt. Vi vil så gerne have, at der skal være en forklaring. Det sværeste er, når vi står overfor det gådefulde. Kunne gåden dog bare løses! Sagt på den måde er hele menneskehedens historie én lang bestræbelse på at løse dødens gåde. Derfor skaber vi billeder, gør os billeder af det, som ellers unddrager sig og aldrig kan forstås, afbildes og ses. Man må forstå, at alle billeder, al tænkning, al kunst har til formål at komme det stumme og billedløse til livs. Og intet andet har udfordret som det stumme og usynlige som døden. Det, som vi som mennesker ikke kan acceptere. Derfor blev kunsten til. Al kunst, også den religiøse kunst, er vokset frem af det gådefulde. Så det handler om at skabe billeder, selv om der egentlig ikke er noget at afbilde. Kan man lave billeder af ingenting? Nej, men vi laver billeder alligevel, også af den usynlige, blinde død. Men dødens gåde står ikke alene. Den religiøse dimension er lige så gådefuld som dødens. Så kan vi bedre holde det hele ud, synes vi. Og kunst er at holde ud. Sådan er det også med denne bogs billeder. Man kan godt se, hvad billederne forestiller. Menneskekroppe, til eksempel, men også underlige fantasifostre. Forvrængede, kunst som en spejling, nok af alt det, døden gør ved os, men ikke af døden selv. Sådan som billederne er, ligner de nok, men hvad? Vi har jo ikke set dem ude i virkeligheden. De er skabt som et helt andet univers. Somme tider hører man den replik, at kunsten ikke duer, for den ligner jo ikke noget. Storm P. fortæller om to af sine små mænd i sine fortællinger. Den ene siger til

Dødens store billedbog_INT.indd 9

06/10/2020 20.57

10 | dødens store billedbog

den anden, medens de står og ser på et abstrakt billede: ”Jeg kan ikke forstå, hvad det forestiller.” Den anden svarer: ”Det forestiller ikke noget.” ”Nå. Så forstår jeg det meget bedre,” lyder svaret! Kunst er ikke afbildning, selv om billedet kan være helt livagtigt. Kunst er skabelse. Der, hvor sproget hører op, begynder billedet. Derfor kan man ikke ”oversætte” et billede til sprog, ligesom man heller ikke kan det med musik. En af mine tidlige lærere på universitetet spurgte engang os studenter, om vi kunne fortælle ham, hvad en tone er. ”Det er noget med musik,” svarede vi. Han rystede på hovedet og svarede selv: ”En tone er tid.” Det eneste, man kan sige om den, er nemlig, at den tager tid. Når det drejer sig som billedkunst, kan man sige, at et billede er rum. Den skaber et rum, som intet andet sted er. Jeg må indrømme, at jeg i mange år ikke interesserede mig for kunst. I hvert fald ikke i min barndom. Jeg gik aldrig på udstillinger, for det gjorde mine forældre ikke. Og i mit barndomshjem havde vi kun nogle fjollede malerier. Kun ét kan jeg huske, det var af en kone med et lille barn på skødet, omgivet af køer og høns. Det hang der bare, og egentlig så vi det ikke, og det betød ikke noget. Jeg var næsten voksen, før jeg så et billede, der betød noget for mig. Jo, jeg havde en god ven, hvis hjem var helt forskelligt fra mit. Dér var der kunst. Dér havde man store malerier af mennesker, landskaber, abstrakte, og også meget fantasifulde. De lignede ikke noget, jeg kendte. Men det gav mening alligevel. Men i mit barndomshjem havde vi dog nogle få bøger, også med gengivelse af malerier. Og lidt efter gik det op for mig, at ikke kun ord kunne fortælle en historie, for billederne ville og kunne også fortælle. Og somme tider kunne jeg også godt se, hvad billederne forestillede eller betød. Blandt andet var der et af et dødt menneske. Det kunne jeg blive helt bange for. Om aftenen før jeg skulle sove, kunne jeg i mørket se det for mit indre blik. Det var uhyggeligt. Da jeg blev større, fulgte det med mig. Ikke hele tiden. Men det var der, selv om det ikke var virkeligheden, men en slags virkelighed var det. Jeg er ikke i stand til at forklare det. Så jeg levede på en måde i en billedløs tilværelse. Og det er ikke forkert, når jeg siger, at jeg blev ved med at være lidt bange for billeder.

Dødens store billedbog_INT.indd 10

06/10/2020 20.57

forord af kjeld holm | 11

Det er lang tid siden, og jeg fik naturligvis et andet forhold til billedverdenen. Men den var fjern. Kun når jeg kom i kirke og så et billede af den bedrøvede Jesus, kunne jeg blive berørt. Hvad jeg her fortæller, er en erindring, der ligger meget langt borte. Det var barnets virkelighed, som jeg slet ikke forsøgte at sætte ord på. Billeder kunne være pæne som så meget andet i livet, og det var så det. Når jeg fortæller dette, har det en årsag. At jeg som tidlig voksen også fik et voksent forhold til kunst. Sådan lidt akademisk. Men det skulle ændre sig totalt. I min ungdom opdagede jeg, at kunst var en verden for sig. Og hvad vigtigere var, det var en verden, man kunne være i, fuldstændig som i alle andre former for virkelighed. Kunstens verden fik sin plads ved siden af alt andet, jeg var beskæftiget med. Og så skete det, at jeg opdagede, at man kunne gå ind i billedet, ligesom ad en dør. Og jeg kunne endda gå ind i noget, der ikke umiddelbart kunne forbindes med noget andet. Det er en erfaring, som er underlig, men også fascinerende. Jeg er helt klar over, at denne erfaring sikkert gælder mange mennesker, men at det også er en erfaring, som det er vanskeligt at sætte ord på. Og især, når billedet ikke forestiller eller gengiver noget kendt. Dødens virkelighed, for eksempel. Det kaotiske, steder, som ikke er. Det, der er bag ved intetheden, den store forvirring. Døden, som ingen aner, hvad er, som kun er stilhed. Som ikke kan ses eller erfares. Thi den døde kan jo intet se eller sige. Kun så længe vi lever, kan vi sætte ord og billeder på livet – og døden! Og det må man jo sige, at forfatterne gør med denne bog!

Dødens store billedbog_INT.indd 11

06/10/2020 20.57

Joseph Kaspar Sattler (1867-1931): ”Ormstukken”. Motiv fra bogen Ein moderner Totentanz, in 16 Bildern, 1893 (her fra 2. udgave 1912). Døden går på stylter hen over en åben bog. Stylterne er penne, der prikker hul i siderne og drypper blæk på dem. Døden nedbryder bogen. For Dødens natur er at tilintetgøre det, der er.

Dødens store billedbog_INT.indd 12

06/10/2020 14.54

1. | 13

Døden træder ind

Dødens store billedbog_INT.indd 13

06/10/2020 14.54

14 | dødens store billedbog

Dødens store billedbog_INT.indd 14

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 15 Livet og Døden i Uta-Codexet fra begyndelsen af 1000-tallet. Da abbedisse Uta i 1002 overtog ledelsen af klosteret Niedermünster i Regensburg, blev en af hendes første handlinger at iværksætte udarbejdelsen af denne pragtfulde samling af tekster til brug ved gudstjenesterne. ”Døden er en mester fra Tyskland,” siger Paul Celan i digtet ”Dødsfuga” fra 1945. Der er mere sandhed i disse ord, end han måske selv vidste af. For Døden med sin le er en tysk opfindelse.

øden gør sin entre i historien i Johannes’ Åbenbaring, den kristne bibels sidste bog. Her lader apostlen Johannes fire våbenbrødre til hest hærge jorden i de sidste tider, inden det endelige slag mod det onde skal udkæmpes. Den fjerde bror er Døden. Han rider på en bleg hest. Bevidsthed om menneskets dødelighed er en afgørende komponent i skiftende religiøse forestillinger, og guder eller guddommelige kræfter for død indgår i alle religioner gennem tiderne. Men en skikkelse, som personificerer selve det at dø eller være død, møder vi først i Åbenbaringen. Åbenbaringen blev skrevet omkring år 95, men Døden, altså personen, spillede stadig ikke nogen særlig rolle i de næste 900 år. Kristendommen havde ikke den enerådende magt i Europa, som den fik det efterfølgende. Nok så vigtigt blev det, at kristenhedens udkrystallisering i en østlig – den ortodokse – og en vestlig – den romersk-katolske – kirke tog fart i slutningen af 900-tallet frem til den permanente splittelse i 1054. Hidtil havde Åbenbaringens forudsigelser om de sidste tider været af mindre betydning for kristenheden, og sådan forblev den østlige kirke. Faktisk vedtog Konstantinopels kirkefædre i 800-tallet at afkanonisere Åbenbaringen, dvs. egentlig at smide den ud af Bibelen.1 Det førte så til, at den vestlige kirke tværtimod opskrev dens betydning, og de fire ryttere blev følgelig nye motiver i religiøse håndskrifter. Sådan indledte Døden den karriere, der efterhånden gjorde ham til en hovedfigur i den vesteuropæiske forestillingsverden og siden overalt på jorden. Han gør sig nu ikke særligt til på de første billeder. Han ligner et ganske almindeligt menneske, måske med våben, men han er ikke engang i harnisk som en kriger.

Høstmanden I tiden, der fulgte, beholdt Døden sin hest og red på den ved utallige lejligheder, men hurtigt steg han også ofte af og passede sit virke til fods, og han tog andre redskaber end ridderens sværd i sin besiddelse. Den udvikling begynder også i et religiøst håndskrift, nemlig i Uta-Codexet, som er en samling liturgiske tekster skabt på foranledning af abbedissen Uta, efter at hun overtog ledelsen af klosteret Niedermünster i Regensburg i 1002.

Dødens store billedbog_INT.indd 15

06/10/2020 14.54

16 | dødens store billedbog

Uta-Codexet er et af Europas ældste håndskrifter, og det er tillige et af de smukkeste. Et vidunderligt billede af Guds hånd, der skaber verden, møder læseren på det allerførste opslag. På den næste side ser man Uta selv give bogen til klosteret. På den tredje side falder blikket på en korsfæstelsesscene, hvilket er helt almindeligt i et middelalderligt håndskrift. Men her er der noget nyt på spil. For under korset finder vi ikke den traditionelle fremstilling af disciplene og den hellige Jomfru Maria og de romerske soldater. I stedet står ved korsets venstre side en kvindeskikkelse i kostelige klæder og med krone og smykker, og på den højre side en mand iført en bondes klædedragt og med en segl i hånden. Men de er ikke en hvilken som helst dronning og en hvilken som helst bonde – det fremgår, at deres navne er Vita og Mors: Livet og Døden. Her optræder Døden for første gang som Manden med Leen, for seglen er jo leens forløber. Han står klar til at skære et strå eller en tråd over. Uta-Codexets udgave af Døden virker ikke skræmmende. Og han står side om side med Livet, i en cirkel, et evigt løb. Over dem er kun Kristus, den indviede gudssøn, Frelseren. Livet og Døden står i hans tjeneste.2 Senere i 1000-tallet kom de første omtaler af Døden, og også i dem er han helt fra begyndelsen udstyret med redskaber til sin høst. Det fremgår fx af William af Jumiéges’ krønike De normanniske hertugers bedrifter fra omkring 1070. I dette hyldestværk til Vilhelm Erobreren og hans slægts ret til tronen, som kongen i øvrigt selv havde bestilt, oplyser den gode munk William om utallige slag og træfninger, som normannerne ærefuldt udkæmpede. Blandt andet fortæller han om nogle af deres fjender, at ”hvis natten ikke havde sørget for, at slaget måtte afsluttes, så var alle blevet mejet ned af Dødens ragekniv”.3 Tilsvarende beretter Den Angelsaksiske Krønike under året 1086, at ”den skarpe død, som hverken magtfulde eller almindelige mænd kan undgå, tog kong Vilhelm”.4 Det kan indvendes, at vi hverken hos William af Jumiéges eller Den Angelsaksiske Krønikes forfatter kan afgøre, om de sigter til skikkelsen Døden eller blot til den almindelige, upersonlige død. Men i det mindste hos Jumiéges taler værktøjsbrugen og udtrykkets selvfølgelighed i sammenhængen for, at vi har at gøre med Døden. Helt sikkert omtales Døden i hvert fald i 1151 på en inskription i den franske kirke Saint-Paulde-Narbonn. Om en kirkens mand fortælles det nemlig her, at ”Han så Døden stå ved siden af ham og vidste da, at han skulle til at dø”.5

Dødens store billedbog_INT.indd 16

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 17

I 1195 skrev den nordfranske munk Hélinand af Froidmont (ca. 1160-1230) sine Vers om Døden, og heri taler han til Døden selv: Død, du, som overalt hæver din afgift, på alle markeder tager din part; du, som forstår at klæde den rige nøgen, at kaste de højtstillede i støvet og knuse de mægtigste; du, som ligger på lur ved de veje og stier, hvor man plejer at tilsøle sig – jeg vil hilse mine venner fra dig, så de kan få skræk for dig … Overalt hæver du dit banner – du er mild mod de gode, bitter for de onde, rundhåndet mod en og karrig mod en anden, jager hin og flyr denne, tager den unge søn før faderen og ryster blomsten ned før frugten, du kommer som en tyv om natten … Døden gør træl til fri mand, konger og pave til trælle. Du giver den fattige oprejsning og udplyndrer den rige. Du gør ret og skel for alle og hævner uret. 6 Hélinand af Froidmont fremstiller interessant nok Døden som en kvinde, der er udstyret med bue og pil, kølle, net, sværd, ragekniv, segl og spyd. Sådanne detaljer vender vi tilbage til i kapitel 6. Vigtigt lige nu er det, at hans digt gjorde stort nok indtryk i samtiden til, at det blev oplæst offentligt og kopieret gang på gang i mere end 100 år. Døden – Manden med Leen, Knokkelmanden, som vi kender ham i dag – havde for alvor gjort sin entré. Hos Caesarius von Heisterbach har vi ham igen, Døden. Denne prior for et kloster i Rhinlandet i årene 1220-1235 nedskrev vidnesbyrd om mirakler, fristelser, dæmoner osv. og samlede dem i storværket Dialog om mirakler. Den 11. bog heri hedder ”Omhandlende de døende” og er viet en analyse af dødens natur og måder, man kan dø på. Henimod slutningen lader Caesarius en snakkesalig novice udtale sig: ”Nogle mener, at Døden er en person, og de er enige om, at Døden på billeder bliver fremstillet som en menneskelig skikkelse med en le,” siger novicen.7

Dødens store billedbog_INT.indd 17

06/10/2020 14.54

18 | dødens store billedbog

Dødens skikkelse Indimellem kunne Døden nu godt finde på at gå rundt uden sin le, eller i hvert fald uden at den blev nævnt. Som i det engelske 1300-talsdigt Menneskets ti aldre: Stærk var du, nu svigter din magt: Du, som før var let, du er tung nu. Hele dit liv bekymrede du dig, For snart kommer Døden, han sparer ingen. Visdom har du i tunge og tanke: Du skal snart finde ud af, hvordan du har levet. Denne verdens goder skal nu berøves dig, For Døden er her, og han vil tage dig.8 De samme tanker om jordelivets forgængelighed og dødens uundgåelighed finder man hos Francesco Petrarca (1304-1374), der ved siden af Giovanni Boccaccio (1313-1375) og Dante Alighieri (1265-1321) er den mest indflydelsesrige italienske digter nogensinde. Petrarca færdiggjorde kort før sin død i 1374 livsværket Canzoniere, hvori han gennem 366 digte besynger sin store, omend fjerne kærlighed, Laura, kvinden, han aldrig fik. Måske eksisterede hun kun i Petrarcas tanker, det hælder de fleste kendere til at tro. Det er for så vidt ligegyldigt i vores sammenhæng. Hvad der tæller her er, at Laura ifølge sin besynger døde, hvorpå han begræd hendes bortgang. Petrarca taler nemlig om Ham, der river menneskene bort. Det sker eksempelvis i digtet ”Den unge kvinde ved den grønne laure”, hvori Petrarca forestiller sig den dag, da også han må dø, og ”snart har Døden stillet os ved stranden”.9 Håndskrifterne med afbildninger af Døden til hest, som vi indledte med at omtale, kaldes på grund af deres indhold Apokalypser, fordi de gengiver Johannes’ Åbenbaring i tekst og billeder. Apokalypse er simpelthen det græske ord for åbenbaring. Genren holdt middelalderen ud, og den fremstiller typisk Døden med sværd i hånd ridende på sin blege hest. Ret hurtigt bliver han ofte tillige udstyret med et fyrfad, og man ser ham ride ud fra Helvedes mund for at fælde de fordømte på Jord. Han optrådte i de første 300 år oftest som en mand af kød og blod, sådan som vi også ser det i Uta-Codexet. Men ifølge historikeren John Aberth blev en anden Døden introduceret

Dødens store billedbog_INT.indd 18

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 19

omkring 1280: en skrækkelig dødning, et rådnende kadaver, hvis skelet kan erkendes gennem den udspændte hud.10 Denne fremstilling skulle senere blive gængs. Men ikke enerådende, for mange konkurrerende forestillinger voksede frem i takt med skikkelsens popularitet, fx Døden med fuglevinger eller Døden som skelet. En sjælden omend ikke enestående afbildning af Døden introducerede Buonamico Buffalmacco (1262-1340) i sin berømte fresko i Campo Santo, Pisa, Dødens triumf fra omkring 1350. Døden er her en kvinde, sortklædt, med flagermusvinger og langt, vildtflagrende gråt hår. Svævende nærmer hun sig en gruppe mænd og kvinder optaget af fredeligt samvær i en have for her at svinge sin le mod det intetanende selskab. Buffalmaccos fresko er imidlertid også interessant i andre henseender. For kunst historikere bliver den betragtet som et af de smukkeste værker fra den tidlige italienske renæssance. Valget af motiv bliver ofte set i lyset af den katastrofe, der ramte Europa med Den Sorte Død i årene 1347-50, men faktisk samler Buffalmacco i sit billede en række forskellige elementer, der allerede længe var blevet dyrket som selvstændige temaer. Højmiddelalderens europæere opdagede nemlig ikke kun Døden som Manden med Leen og som Apokalypsens fjerde rytter. De lod sig også på anden måde optage af døden i personliggjort forstand, og det kan vise sig vigtigt for vores forståelse af fænomenet.

De tre levende og de tre døde Vi har allerede strejfet von Heisterbachs omfangsrige analyse af døden og dødsmåder. Den afspejler den store optagethed – man kan næsten tale om besættelse – af døden, som herskede i højmiddelalderen.11 Et udslag heraf er legenden om de tre levende og de tre døde, som efter alt at dømme slog rod i 1000-tallets Sicilien og Syditalien, bredte sig herfra til det øvrige Vesteuropa og vandt stor popularitet. I legendens måske tidligste version går tre mænd ud i et landskab, hvor de støder på et lig i forrådnelse i en grav. Sådan fortælles det i den ældst kendte litterære overlevering, det latinske 1100-talsdigt Cum Apertam Sepulturam (Når graven åbnes).12 I 46 firelinjede strofer oprulles det nu, hvordan denne skæbne er uundgåelig for enhver, rig som fattig, høj som lav. Der er ingen dialog, læseren må selv drage sin konklusion.13

Dødens store billedbog_INT.indd 19

06/10/2020 14.54

20 | dødens store billedbog

Minnesangeren Baudouin de Condé (død 1280), der var tilknyttet hoffet hos grev inden af Flandern, Margaret II (1251-1285), foldede temaet ud på et tidspunkt mellem 1240 og 1280. I hans version optræder der tre unge adelsmænd og tre døde (i et af de tre bevarede håndskrifter vises de som stående skeletter), og vi får at vide, hvordan adelsmændene reagerer.14 De tre levende og de tre døde udviklede sig som tema til næsten altid at være et møde mellem tre konger og tre døde. De tre døde repræsenterede den skæbne, der venter alle levende. Det nyskabende i fremstillingen af de tre levende og de tre døde var, at man her for første gang fremstillede de døde i et stadie af fysisk forfald og skelettering. Der er altså en klar parallel til udviklingen i den måde, man afbillede Apokalypsens fjerde rytter. Men selvom de ligner, skal de tre døde dog ikke identificeres med Knokkelmanden selv. De er et spejl for de levende og skal mane de levende til at føre en syndefri livsstil og huske dem på, at jordelivet kun er af begrænset varighed. For sjælen skulle jo videre til den himmelske dom, som var afhængig af det liv, den levende førte. Døden var blot en station på vejen mellem jordelivet og det evige liv i enten Himlen eller Helvede.15 Omtalte Buffalmaccos Dødens triumf indeholder også motivet ”de tre levende og de tre døde” og motivet dommedag fra Apokalypsen. Fresken er placeret på en mur, som man dengang måtte passere for at komme fra katedralen til kirkegården, og man kom således til at opleve elementerne i en bestemt rækkefølge. Først de tre levende og de tre døde. Herefter Døden i aktion, og endelig var engle og djævle i færd med at håndtere de dømte. Man gik med andre ord fra den situation, hvor der ved mødet med døden bliver manet til besindelse på den fromme livsførelse, over øjeblikket, hvor personen Døden slår til og høster, og herfra videre til endepunktet, hvor sjælene fordeles efter fortjeneste. Det er hævet over enhver tvivl, at Johannes’ Åbenbaring var den afgørende impuls til den nyskabelse, fremstillingen af den personificerede Døden var. For højmiddelalderens dybt troende kristne befolkning var Bibelens ord nærværende og sande. Derfor kan det ikke undre, hvis Bibelens fremstillinger satte deres dybe aftryk på datidens mennesker. Men der kan have været flere forlæg end Bibelen i Dødens formative århundreder. Nogle forskere har foreslået, at legenden om de tre levende og de tre døde bygger på helgenlegenden om Sankt Barlaam og Sankt Josaphat, der normalt tilskrives Johannes af Damaskus (675/76-749) fra omkring 730. Den skulle så være transporteret til Syditalien af araberne omkring år 1000. Og Johannes af Damaskus kan igen være inspireret af fortællinger om Buddha, der går helt tilbage til 100-tallet f.Kr.16

Dødens store billedbog_INT.indd 20

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 21

BIBELEN OPERERER IKKE med andre guder end Gud,

På udsagnet om, at Døden er en menneskeskikkelse

men i Johannes’ Åbenbarings vision om de sidste tider

udstyret med en le, lader Caesarius von Heisterbach en

optræder alligevel en personificeret Døden. Det er Apo-

munk svare, at ”Jøder tror på denne historie, de siger, at

kalypsens fjerde rytter, som Gud vil slippe løs på menne-

der er en engel, som skal slå hele menneskeheden ihjel.

skene sammen med hans våbenbrødre, der repræsente-

Ydermere trækker de beviskraft ud af det sted, hvor en

rer erobring, krig og hungersnød. Om den fjerde rytter

engel dræber alle de førstefødte Egyptere.” Heisterbachs

står der således (kapitel 6,8): ”Og jeg så, og se, en gusten

henvisning går på 2. Mosebogs kapitel 12, 29, hvilket

gul hest, og han, som red på den, bar navnet Døden, og

egentlig ikke giver megen mening for en kristen, al den

Dødsriget var hans følgesvend; og der blev givet dem

stund der her fortælles om, hvordan Herren selv slog alle

magt over en fjerdedel af jorden til at dræbe med sværd

Egyptens førstefødte ihjel. Mere mening giver Jeremias

og sult og sot og ved jordens vilde dyr.”

kapitel 9, 21-22, hvor forbindelsen til høst igen er klar:

Også ideen om, at menneskene skal høstes, er til stede

(21) ”Døden steg op i vore vinduer, kom i paladserne,

i Åbenbaringen, omend det er uklart, hvem der høster.

udryddede barnet på gaden, de unge på torvene.” (22)

Kapitel 14, 14-20 siger: (14) Og jeg så: Se, der var en hvid

Sig: Så lyder det fra Herren: De døde legemer faldt som

sky, og på skyen sad der en, der så ud som en menneske-

gødning på marken, som skåret efter høstmanden; ingen

søn, med guldkrone på hovedet og en skarp segl i hån-

binder op.

den. (15)

En personificeret Døden lurer også hos Esajas i kapitel

Og en anden engel kom ud fra templet og råbte med

40, 6-7, hvor han tilsvarende iscenesættes som en høst-

høj røst til ham, der sad på skyen: Brug din segl og høst,

mand, og menneskeheden som en kornmark. Dette er en

for nu er det tid til at høste, og jordens høst er tjenlig.

fremstilling, der gentages i Peters 1. brev, 1, 24. I middel-

(16) Og han, som sad på skyen, svang sin segl over jor-

alderlige udgaver af det gamle testamente optræder til-

den, og jorden blev høstet. (17) Og der kom en anden

lige en dødens engel. Den fungerer som Guds håndlanger

engel ud fra templet i himlen, også den med en skarp

i forbindelse med, at alle de førstefødte i Egypten bliver

segl. (18) Og endnu en engel kom fra alteret, og den

dræbt (Exodus 12, 23), og en tilsvarende engel er på spil

havde magt over ilden. Den råbte med høj røst til englen

i Ordsprogenes bog kapitel 16, 14. I 2. Kongernes bog

med den skarpe segl: ”Brug din skarpe segl og høst kla-

(19, 35) slår Herrens engel 185.000 assyrere ihjel, mens

serne på jordens vinstok, for dens druer er modne.” (19)

”ødelæggelsens engel” i 2. Samuels bog hærger blandt

Og englen svang sin segl på jorden og høstede jordens

Jerusalems folk. I Jobs bog (33, 22) optræder ”øde

vinstok og hældte druerne i Guds harmes store perse.

læggerne”, som man opfattede som dødsengle.

(20) Og persen blev trådt uden for byen, og på en stræk-

Disse dødsengle optræder typisk med et sværd som

ning af seksten hundrede stadier flød der blod ud af

instrument for deres virksomhed. Måske er det inspira

persen op til hestenes bidsler.17

tionen til nogle af 1200-tallets afbildninger af Døden?

Dødens store billedbog_INT.indd 21

06/10/2020 14.54

22 | dødens store billedbog

Det middelalderlige verdensbillede Hvorfor vandt forestillingen om Døden som en personliggjort gestalt mon indpas efter år 1000? Det står klart, at verdensopfattelsen i Vesteuropa og de emner, man var optaget af, var under stærk udvikling i århundrederne omkring årtusindskiftet. Med kristendommens komme var man for længst begyndt at vende rundt på antikkens forestillinger om livet og døden. Kristendommen gjorde gradvist, sandsynligvis under påvirkning af den sene oldtids store samfundsmæssige kriser, livet til noget negativt. Til noget, der blot skulle tjene som en fase forud for det positive, som lå i vente, nemlig Evigheden.18 Døden blev i kristen livsanskuelse forstået som Guds straf over menneskene ved Syndefaldet og som det slutpunkt, hvorfra de ikke længere kunne påvirke deres muligheder for at nå Paradis gennem deres handlinger.19 Sjælenes skæbne – salighed eller straf – blev afgjort i dødens øjeblik. Men så var døden jo ikke en endegyldig afslutning. Den var blot enden på menneskets liv på jorden. Forude ventede det evige liv efter Dommedag, der stod som en uomtvistelig realitet for datidens mennesker. Tankerne om døden kom til at beskæftige menneskenes fantasi i voldsomt omfang, ikke mindst fordi Døden altid var nærværende og kunne komme når som helst. Det var især dødens uundgåelighed og faren for i livets sidste øjeblik at blive djævlens bytte, der virkede stærkt på sindene. I et udtalt standssamfund var det – for de øvre klasser – desuden rystende at tænke på, at overfor døden var alle ens. Selv ikke den helligste, den stærkeste, den mægtigste eller den rigeste kunne undslippe den. Det er dog interessant, at Døden – høstmanden med leen – først dukkede op i slutningen af 900-tallet, selvom kristendommens ideer om sammenhængen mellem død, straf og evighed allerede havde været udbredt i Europa siden 400-tallet. Og det er interessant, at Døden som figur ikke vandt indpas i de græsk-ortodokse teologiske fortolkninger eller i det hele taget udenfor den romersk-katolske kirkes virkefelt. For det betyder, at vi skal søge nogle særlige forhold i det romersk-katolske Vesteuropa. Tiden fra 900-tallets slutning til ca. 1300 var i mange henseender en opgangstid i Vesteuropa. Befolkningstallet voksede på grund af forbedrede landbrugsteknikker og et varmere klima, der gav bedre høstudbytter. Man drænede moser, fældede skove, anlagde nye landsbyer, byer og klostre. Det hele blev bundet sammen af nye veje, ad hvilke købmænd bevægede sig på kryds og tværs af kontinentet og øgede handelen og

Dødens store billedbog_INT.indd 22

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 23

vareudvekslingen. Intellektuel og teknologisk formåen tog store spring fremad, ikke mindst på grund af universiteternes fremvækst og munkeordnernes aktiviteter. Den vesteuropæiske civilisation og tankegang blev i disse århundreder spredt i alle retninger fra et nordvesteuropæisk centrum – helt til de keltiske områder på De Britiske Øer, til reconquistaens Spanien og langs Baltikums kyster.20 Ikke desto mindre var døden fortsat altid akut nærværende. Døden var nu som før – og i mange århundreder efter – en faktor i dagligdagen på en ganske anden måde, end vi tænker den i dag. Døden var, som påvist af dødsforskningens nestor, Philippe Ariès, en bekendt, der i reglen annoncerede sit komme, og som man så gjorde sig klar til at modtage. Først helt fremme i det 20. århundrede har den tanke vundet indpas (og hovedsageligt i Vesten), at døden er et overgreb eller en utålelig systemfejl.21 Men måden at anskue døden på skiftede måske karakter i en anden henseende. I et af de mest grundige studier af synds- og dødsforestillingernes udvikling mellem år 800 og 1200 konkluderer i hvert fald kunsthistorikeren Jill Bradley, at hvor det at dø indtil år 1000 blev set i forbindelse med slægten og verdens undergang, blev den nu i højere grad et spørgsmål, som påvirkede den enkelte på et personligt og individuelt plan. Det er fint til at forklare Høstmandens komme. Til den enkeltes fysiske død passer jo ganske godt en individuel Døden.22 Det har også været foreslået, at Dødens indtog på den middelalderlige scene skal ses i sammenhæng med en særlig apokalyptisk stemning affødt af årtusindskiftet. Der er dog ikke mange indicier for en sådan teori.23 Det skal pointeres, at der både i billeder og ord var længere imellem visualisereringer af Døden i højmiddelalderen end i tiderne, der fulgte. Menneskene dengang var mere optaget af helgener, djævle, engle, Jomfru Maria og Kristus. Og af menneskets opstandelse fra de døde.24 Men der var trods alt mere på spil af interesse for os. Der var en genre kaldet memento mori (husk, du skal dø) i forbindelse med de såkaldte transi-grave og Vado Mori-digte. Transi betyder overgang. Transi-gravene, som blev almindelige i 1000-tallet, fremviste på denne tid idealiserede afbildninger af den afdøde, som han eller hun havde set ud i levende live. Vado Mori, som betyder ”jeg skal dø” eller ”jeg forbereder mig på at dø”, var en litterær genre, der blev dyrket i flere europæiske lande i 1200- og 1300-tallet. I disse digte reflekterer repræsentanter fra forskellige sociale klasser, fra top til bund, over det faktum, at de skal dø. Døden selv blev al-

Dødens store billedbog_INT.indd 23

06/10/2020 14.54

24 | dødens store billedbog

mindeligvis ikke nævnt, og digtene blev normalt heller ikke illustreret. Men digtene understreger den interesse, der i højmiddelalderen herskede omkring døden. Vi må også konstatere, at Døden i visualiseret form fik et bredere publikum efter år 1300. Radikale religiøse bevægelser, sociale problemer, naturkatastrofer, hungersnød og sygdomme vandt fra den tid øget indpas i Europa. Frygten for at blive vejet og fundet for let på dommens dag, ideen om skærsilden, indførelsen af boden som sakramente og prædikanters opfordringer til, at man angrede sine synder for at redde sin sjæl, blev udbredte emner.25 Så indtraf i 1348 den store katastrofe, som bragte Døden frem i forreste linje og mangedoblede de litterære og kunstneriske fremstillinger af ham. Døden triumferede i sandhed.



Apokalypsens fire ryttere i det spanske håndskrift Beatus Valladolid, ca. 970. Her er Apokalypsens fire ryttere afbildet for måske første gang. Døden er fremstillet helt som et menneske og kan egentlig kun kendes på sin blege hest (nederst t.h.). Dette var en helt almindelig fremstillingsmåde frem til 1200-tallets midte – og de religiøse håndskrifter var fremstillingernes hjemsteder.

Dødens store billedbog_INT.indd 24

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 25

Dødens store billedbog_INT.indd 25

06/10/2020 14.54

26 | dødens store billedbog

Apokalypsens fjerde rytter åbner det fjerde segl, 1255-1260. Illumination i håndskriftfragment. Døden selv har stadig ingen særlige kendetegn, som man ville kunne kende ham på udenfor konteksten. Hans træk er helt menneskelige, men han holder Helvedes ild i hånden, og bag ham er et skrækindjagende uhyre, som måske er Dyret fra Johannes’ Åbenbaring. Det dyr, hvis tegn er 666. Det fungerer her samtidig som Helvedes åbning med en djævel stående ovenpå de fortabte sjæle. Der er gået ild i den stakkels ørns hale i øverste højre hjørne.

Dødens store billedbog_INT.indd 26

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 27

Apokalypsens fjerde rytter fra et 1200-tals håndskrift. Igen rider Døden på sin blege hest ud af Dyrets gab, som er Helvedes åbning. Måske er hans beundrende tilskuer apostlen Johannes. Det ville også kunne forklare ørnen, som jo er hans symbol. Det samme gælder for det forrige billede.

Dødens store billedbog_INT.indd 27

06/10/2020 14.54

28 | dødens store billedbog

Apokalypsens fjerde rytter vævet ind i et fransk tæppe udfærdiget mellem 1373 og 1382. Døden er her fremstillet som en dødning, et rådnende lig, sådan som det blev almindeligt at gøre det fra 1200-tallets midte, og nu er han med sværd.

Dødens store billedbog_INT.indd 28

06/10/2020 14.54

døden træder ind | 29

Apokalypsens fjerde rytter i håndskriftet Thüringer-Apokalypsen, 1350-1370. Han rider her på en løve, et symbol på kongeværdighed. Hans sværd er draget, og han holder på en drage, ondskaben i Djævelens skikkelse. Fremstillingerne af Døden som den fjerde rytter bredte sig i løbet af et århundrede fra Spanien og ud over hele Vesteuropa, således at fremstillinger med dette motiv blev populære i hele Vestkristenheden.

Dødens store billedbog_INT.indd 29

06/10/2020 14.54

30 | dødens store billedbog

Apokalypsebillede i en såkaldt Biblia Pauperum, illumineret i Erfurt ca. 1315-1317. Biblia Pauperum betyder ”fattiges bibel” og var billedbøger, der formidlede bibelens fortællinger for den brede, analfabetiske befolkning. De var især udbredte i det tyske område i 1300- og 1400-tallet. På billedet her sidder Døden på en vinget løve med kongekrone, hvis lange hale ender i Dyrets eller Helvedes brændende og sultne gab. Netop hungersnød plagede Europa på denne tid. Døden sidder med et sværd i den ene hånd som den fjerde rytter i Apokalypsen, mens han med den anden hånd svinger en drage.

Dødens store billedbog_INT.indd 30

06/10/2020 14.54

Dødens store billedbog_CVR.indd 1

DØDENS STORE BILLEDBOG

stefan pajung og søren hein rasmussen

DØDENS

store billedbog

06/10/2020 22.01